En sygehistorie.
Om Socialborgmester Mikkel Warmings holdning til facts.
"Det var en aften, hvor
jeg tidligere på dagen havde røget hash i kommunens ”Nødrum”. Forespurgt dette,
sagde jeg ja. Der gik kort tid, så sad jeg i en taxa med to fra
personalegruppen i ”Nødrummet” og på vej til Rigshospitalets skadestue. Det
blev en kort visit på skadestuen: ”Du er psykotisk”, sagde de til mig –
hvorefter en ambulance ........."(Citat fra ung, der brugte
"Nødrummet").
Af Kalle Birck-Madsen,
cand.psych.
Fungerende men af
Socialudvalget afsat daglig leder.
24.marts 2008
Det er gennemgående fra
Socialborgmester Mikkel Warming, at problemet med Gaderummet er undertegnede
daglige leder. Socialborgmesteren undlader lige så gennemgående at gøre
opmærksomt på, at den samlede brugergruppe i Gaderummet åbent er lodret uenig
heri. Alligevel påstår Socialborgmesteren, at hvis jeg forsvinder, dvs.
accepterer min uretmæssige fyring, som Socialborgmesteren ønsker, så kan
Gaderummet køre videre som et ”åbent og alternativt sted for unge med sociale
problemer”.
At dette ikke er tilfældet, viser
kommunens tvivlsomme svar på Gaderummet, "Nødrummet", som jeg vil
komme tilbage til senere.
Det er ikke sandt, som
Socialborgmesteren siger, at jeg er problemet, i hvert fald ikke alene. Jeg er
kun en ubetydelig lille brik i Gaderummet, selv om jeg har været her fra
starten, først som den psykologiske rådgivnings skaber i 1985, og senere som
Gaderummets grundlægger i 1996.
Den ledelse, der ifølge
Socialborgmesteren skal ind i Gaderummet, er en ledelse i en helt ny
institution. Den nye ledelse skal acceptere en ind- og underordning under psykiatrien,
således at unge der beder om hjælp til psykologiske og sociale forhold
automatisk sendes videre til medicinsk psykiatrisk behandling. Det fremgår
direkte af den udpegede nye ledelses arbejdsbeskrivelse, og den nye ledelse har
gennem pressen formidlet, at den vil slavisk følge de nye regler.
Samme behandling skal også
gælde unge, der ikke kan indordne sig under de regler, som den nye ledelse
ifølge kommunen skal leve op til. Det er regler der med deres
psykiatri-centrering drakonisk bryder med Gaderummets oprindelige
godkendelsesgrundlag – og hvis indførelse vil gøre Gaderummet helt magen til
alle andre institutioner, som de unge enten kommer fra, fordi de mistrivedes
der, eller som de er smidt ud fra – eller dét der er værre.
Devisen fra Socialborgmesteren
er slet og ret: hvis ikke de unge indordner sig under ”det gode forhold til
psykiatrien”, så må der kræves mere underordning, og hvad der senere skal
berettes om fra praksis i kommunens ”Nødrum”: personalemæssig anvendelse af
daglig individuel tvang overfor nødstedte hjælpsøgende unge, med
tvangsmedicinering til følge, og med senere tvungen udsmidning til gaden.
Det er dette, som Gaderummet
har sagt fra til, af enig gruppe af brugere, boere, personale og bestyrelse.
Jeg kan ikke se passivt til, at et velfungerende fagligt sted skal ødelægges
for andet, der vil destruere de unges mulighed for, fremtidigt at få et
ordentligt liv. Lige så lidt som jeg kan se til, at et fagligt eksempel på
praksis til videreførelse andre steder, i lignende områder, hvor andre udsatte
unge stødes ud til gaden, ødelægges.
Da kommunen, efter at den
tilbageholdt Gaderummets midler for mere end 10 måneder siden, ikke har kunnet
komme ind i huset og overtage ledelsen, og hermed tage magten til at fjerne den
grundlæggende brugerindflydelse i Gaderummet – den totalt åbne dør under
brugerkontrol - har kommunen etableret et midlertidigt kommunalt ”Nødrum” et
stykke vej væk fra Gaderummet. Kommunen forestiller sig vel, at den med dens
økonomiske magt kan tvinge Gaderummet ud af sine lokaler, og således senere
flytte dens eget ”Nødrum” ind i Gaderummets lokaler. Foreløbigt har vi i
Gaderummet klaret det enorme, økonomiske pres gennem tiggeri på gaden med vores
ønskebrønd, og vi prøver også at finde fonde.
I kommunens ”Nødrum”
administrerer en stor personalegruppe døgnet rundt en lille låge af pleksiglas
i en låst dør, der skal holde nogle unge ude, og andre væk. Samtidig er
”Nødrummet” stort set tomt for brugere. Flere brugere må ikke komme der, da de
tidligere har skabt konflikter. Trods den store personalegruppe, bruges
politiet alligevel, straks der opstår konflikter med de unge. Lige så ligger
det i munden hos ansatte på vagt. Det formidles igen og igen, at det kunne være
godt hvis den unge lod sig ”motivere” til indtagelse af psykofarmaka, for ”så
er det meget nemmere for os at hjælpe dig”, som det formuleres fra de kommunale
medarbejderes side.
Trods at kommunens ”Nødrum”
kun kan tage 8 hjemløse – imod Gaderummets daglige 150-200 brugere hvoraf
omkring 30-40 i snit er hjemløse - er personaleudgifterne mindst det dobbelte
af Gaderummets. Det koster at kontrollere!
Dette nye kommunale ”Nødrum”
fungerer allerede i dag som Gaderummet skal gøre på længere sigt. Der er bare
ikke nogen unge der rigtigt bruger kommunens ”Nødrum”. Nogle få kommer til det,
for så igen at havne tilbage på gaden – hvilket der senere skal berettes
om.
Når alle ressourcer således
bruges til kontrol og administration af nærmest ingenting, og der heller ikke
er eller skal være behandlingsmæssige kompetencer blandt personalet, så må det
kontinuerligt gå galt, når de unge beder om hjælp.
Nedenfor er en typisk
mulighedstype beskrevet.
Det drejer sig om en ung mand
på 19 år fra Sønderjylland. Han blev tidligt smidt ud af sine forældre, der
syntes at have nok i sig selv. Samværet hjemme havde altid været meget
konfliktfyldt. Han fandt et værelse sammen med sin kæreste, og fortsatte på HF.
Efter noget tid flyttede kæresten, og han kunne ikke blive boende, da huslejen
var for stor. Han tog da til København til sin søster, som han stadig havde
kontakt med. Her kunne han bo og fortsætte på HF. Men forholdet til søsteren
blev aldrig godt. Søsteren havde kontakt til forældrene, mens han ikke havde,
da forældrene ikke ville se ham. Han kunne ikke få at vide, hvorfor forældrene
sådan afviste ham – og den frygtelige tanke dukkede op: gad vide om mine
forældre også er mine biologiske forældre eller hvad? Problemet martrede ham så
meget, at det skabte stadig større konflikter med søsteren, der til sidst smed
ham ud på gaden. Det kom til mange forsøg på at få kontakt til forældrene, men
han blev afvist eller ignoreret hver gang.
Efter et stykke tid på
diverse stationer og bænke om natten, fandt han Gaderummet. Og boede i starten
i en af de store sofaer i et hjørne af fællesstuen ud mod gaden. Han havde ikke
meget at sige, gjorde det i hvert fald ikke. Han ville ikke have kontakt, men
sagde dog mere og mere som dagene gik, og blandede sig af og til i omgivelserne
med de andre.
Området, han var havnet i,
kalder vi det ”sorte område” og er praktisk talt ”gadens forlængelse ind i
huset”. Det er her fællesmødebordet står, med tilgang til køkken, og andre
nødvendige faciliteter. Det sorte område er samtidig fjernsynsstue, pc-cafe,
fitnessrum, systue og hvad der ellers kan forefindes andre steder.
Han sov meget i fællesstuen,
trods larmen nærmest døgnet rundt. Fællesmøderne sov han tit fra. Så fik han en
seng i én af sovesalene, så han også kunne have sit eget. Han begyndte at få en
dagligdag med andre i Gaderummet. HF var han stoppet med, men begyndte snart
igen at drømme om at komme tilbage til skolen.
Efter lidt tid i Gaderummet
kom så konflikterne. Simple indflytningskonflikter, som alle får når de flytter
ind et nyt sted – eller får nyt arbejde. Men er man i forvejen klemt, er det
ikke altid lige nemt at udtrykke sig og klare mosten. Personalet forsøgte at
følge med, men han skar dem altid af, ville klare det alene, for der var ingen
problemer. Det er også ganske almindeligt, at alt efter 2-4 måneder kommer op
og vende, hvorefter det falder på plads på en ny og anden måde.
Men dette skete ikke. Det
faldt fra hinanden. Lige i dette sårbare hjørne dukkede Socialborgmesteren op
og meddelte, at han og resten af Socialudvalget havde besluttet sig til at
lukke Gaderummet i den oprindelige form. Den unge mand reagerede først med
vrede på Socialborgmesterens beslutning, senere lukkede han sig inde, da det
viste sig at personalegruppen, som han havde knyttet sig til, ikke længere
havde de samme ressourcer til ham. Han havde lang tid gået med tanken om at
åbne munden og bede om psykologsamtaler, men det slog han væk nu. De havde så
travlt, og andre unge havde mere brug for det end ham selv. Hvad han ikke kunne
slå væk, var de daglige konflikter, som han syntes han stod alene med overfor
resten af Gaderummet. Det var blevet vinter, og varmen og det varme vand var
for længe siden væk, så der var næsten lige så koldt i Gaderummet som på gaden.
Det kunne hans helbred ikke klare. Og en dag efter en stor konflikt, valgte han
så at forlade Gaderummet.
Han fandt herefter hen til
kommunens ”Nødrum”, som han flyttede ind i. Der var så få brugere, at han kunne
få et af fællesværelserne helt for sig selv:
”Efter lidt tid tog jeg mig
sammen og spurgte om jeg kunne få lov at snakke med en psykolog. Det var en
aften, hvor jeg tidligere på dagen havde røget hash i kommunens ”Nødrum”.
Forespurgt dette, sagde jeg ja. Der gik kort tid, så sad jeg i en taxa med to
fra personalegruppen i ”Nødrummet” og på vej til Rigshospitalets skadestue. Det
blev et kort visit på skadestuen: ”Du er psykotisk”, sagde de til mig –
hvorefter en ambulance fragtede mig til Bispebjergs Psykiatrisk Afdeling, hvor
jeg tilbragte den næste måned, tvangsindlagt og tvangsmedicineret, begge dele
mod mit udtrykte ønske og vilje”.
Han dukkede så op i
Gaderummet, og bad om hjælp. Han var på vej til at blive udskrevet, og ville
ikke tilbage til kommunens ”Nødrum”. For i ”Nødrummet” var han nærmest bare
parkeret og låst fast på samme tid. Samtidig var det svært for ham at være i
Gaderummet, da der var hundekoldt og han følte at de andre ikke kunne lide ham
fra sidste gang, hvor der var konflikt.
Han blev endelig udskrevet
fra den lukkede psykiatriske afdeling, hvor han havde været i 5 uger, og tog
modvilligt tilbage til ”Nødrummet”. Her var der kun få andre unge, modsat
Gaderummet, og derfor færre der kendte ham og hans forhistorie.
Der gik kun få dage i
”Nødrummet”, så fik han karantæne for at ryge hash i fællesstuen – for sådan
noget må kun ske på værelserne i kommunens ”Nødrum” og hvor de ellers kan
skjule det. Karantænen blev fastsat til 5 dages udelukkelse, hvor han ikke
måtte komme i kommunens ”Nødrum” eller bruge sin seng.
Han trampede herefter fra
gaden tilbage til Gaderummet. Nu var det for at blive og tage konflikterne og
udfordringerne.
Det som kommunen gør krav
på, er et arbejde og udviklede arbejdsmidler af faglig og teknisk karakter, der
næsten kan alt i det små, og som er kommet til veje gennem mere end 20 års
frivilligt og gratis arbejde for unge i krise og nød. Det er skabt ud fra egne
kræfter, og udviklede faglige koncepter, og i 2005 fik vi så driftsmidler til
hele arbejdet i et helt hus. Midlerne blev givet af Socialministeriet, hvor
Socialborgmesteren er driftsansvarlig for at midlerne fra Socialministeriet
bliver brugt i overensstemmelse med godkendelsesgrundlaget for Gaderummets
bevilling.
Det er dette
godkendelsesgrundlag i forhold til Socialministeriet, som Socialborgmesteren er
utilfreds med, hvorfor han i sit krav om en anden leder, bortlyver kravet fra
kommunen om, at lederen skal rette sig ind efter at indføre ”ambulant medicinsk
tvang”, og helt se bort fra Gaderummets etablerede socialpsykologiske praksis.
Og dette samtidig med at huset i 2005 blev nyrenoveret og opbygget efter
Gaderummets koncept for Gaderummets egne midler. Huset er indrettet ”blødt”,
samarbejdsvilligt og åbent, efter brugernes egne præmisser, og det kan med sine
papirtynde vægge og åbne døre overalt – og alle arbejdsfunktioner og
lokaleområder vævet ind i hinanden - netop ikke bruges til tvungen
umyndiggørelse af besværlige unge.
Derfor er jeg her stadig –
jeg kan heller ikke rive mig selv ned.
Når Socialborgmesteren taler
og skriver som han gør, så er det mod bedre vidende. Han ved nemlig godt, at
det ikke er et spørgsmål om at ledelsen i Gaderummet skal udskiftes, men om at
udskifte psykologisk og social hjælp, støtte, terapi og vejledning til unge,
med medicinsk behandling og pædagogisk overvågning. Her - og sort på hvidt -
forsvinder Gaderummets grundlæggende brugerstyring, den åbne dør og det udelte
socialpsykologiske arbejde, og de gode resultater for de unge på længere sigt.
Det er heller ikke svært for
en ny ledelse at afskaffe brugerstyringen, og indføre en anordning hen over
hovedet på de unge, som de unge ikke har og ikke skal have indflydelse på, for
dette er den alment accepterede måde at behandle og knægte utilpassede eller
oprørske unge på. Det er sådan de kommunale steder fungerer, som de unge
forlader, og hvor gaden af nød bliver bedre.
På disse steder hersker en
pæn overflade og pæne ordnede fælleslokaler, der kan vises frem, mens junk og
tyvekoster styrer på værelserne, og hvor gangene samtidig er fyldt af endeløse
slagsmål og udsmidning af besværlige unge af pædagoger og tilkaldte vagter.
De unge bliver selvfølgelig
pacificeret medicinsk eller smidt ud til gaden for ”deres egen skyld”, hvilket
kan aflæses af al den hærværk og magtanvendelse, der samtidig sker på kommunens
institutioner. Og resultaterne: 80 % forbliver udstødte, lever deres liv videre
med kriminalitet, hårde stoffer og psykiatrisk svingdørskarriere, og er således
på vej mod pension i tidlig alder, dyrt for samfundet, og for de enkelte unge
de rene tragedier.
I Gaderummet er det omvendt.
Fælleshandlinger for hver enkelt, med individuel støtte ved behov og ud fra
egne ønsker om karakteren af støtten, det være sig psykologisk, kropsligt eller
socialt.
Her kommer over tid 80 % af
de unge i gang med et almindeligt og aktivt liv, og ud fra sig selv, et
selvbærende og på egne kræfter beroende virke. Derfor virker
Socialborgmesterens plan ikke. Men han kan som borgmester, endda som medlem af
et socialistisk parti, forhindre at de unge kommer videre, og at videreførelsen
af et nyt fagligt paradigme går i stå. Vil Socialborgmesteren egentligt
dét?
¤