En sygehistorie. 

Om Socialborgmester Mikkel Warmings holdning til facts.

 

"Det var en aften, hvor jeg tidligere på dagen havde røget hash i kommunens ”Nødrum”. Forespurgt dette, sagde jeg ja. Der gik kort tid, så sad jeg i en taxa med to fra personalegruppen i ”Nødrummet” og på vej til Rigshospitalets skadestue. Det blev en kort visit på skadestuen: ”Du er psykotisk”, sagde de til mig – hvorefter en ambulance ........."(Citat fra ung, der brugte "Nødrummet").

Link for English Version

 

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

Fungerende men af Socialudvalget afsat daglig leder. 

24.marts 2008

 

Det er gennemgående fra Socialborgmester Mikkel Warming, at problemet med Gaderummet er undertegnede daglige leder. Socialborgmesteren undlader lige så gennemgående at gøre opmærksomt på, at den samlede brugergruppe i Gaderummet åbent er lodret uenig heri. Alligevel påstår Socialborgmesteren, at hvis jeg forsvinder, dvs. accepterer min uretmæssige fyring, som Socialborgmesteren ønsker, så kan Gaderummet køre videre som et ”åbent og alternativt sted for unge med sociale problemer”.

At dette ikke er tilfældet, viser kommunens tvivlsomme svar på Gaderummet, "Nødrummet", som jeg vil komme tilbage til senere.

En anden ledelse i en helt anden institution

Det er ikke sandt, som Socialborgmesteren siger, at jeg er problemet, i hvert fald ikke alene. Jeg er kun en ubetydelig lille brik i Gaderummet, selv om jeg har været her fra starten, først som den psykologiske rådgivnings skaber i 1985, og senere som Gaderummets grundlægger i 1996.  

Den ledelse, der ifølge Socialborgmesteren skal ind i Gaderummet, er en ledelse i en helt ny institution. Den nye ledelse skal acceptere en ind- og underordning under psykiatrien, således at unge der beder om hjælp til psykologiske og sociale forhold automatisk sendes videre til medicinsk psykiatrisk behandling. Det fremgår direkte af den udpegede nye ledelses arbejdsbeskrivelse, og den nye ledelse har gennem pressen formidlet, at den vil slavisk følge de nye regler.

Samme behandling skal også gælde unge, der ikke kan indordne sig under de regler, som den nye ledelse ifølge kommunen skal leve op til. Det er regler der med deres psykiatri-centrering drakonisk bryder med Gaderummets oprindelige godkendelsesgrundlag – og hvis indførelse vil gøre Gaderummet helt magen til alle andre institutioner, som de unge enten kommer fra, fordi de mistrivedes der, eller som de er smidt ud fra – eller dét der er værre. 

Devisen fra Socialborgmesteren er slet og ret: hvis ikke de unge indordner sig under ”det gode forhold til psykiatrien”, så må der kræves mere underordning, og hvad der senere skal berettes om fra praksis i kommunens ”Nødrum”: personalemæssig anvendelse af daglig individuel tvang overfor nødstedte hjælpsøgende unge, med tvangsmedicinering til følge, og med senere tvungen udsmidning til gaden.  

Det er dette, som Gaderummet har sagt fra til, af enig gruppe af brugere, boere, personale og bestyrelse. Jeg kan ikke se passivt til, at et velfungerende fagligt sted skal ødelægges for andet, der vil destruere de unges mulighed for, fremtidigt at få et ordentligt liv. Lige så lidt som jeg kan se til, at et fagligt eksempel på praksis til videreførelse andre steder, i lignende områder, hvor andre udsatte unge stødes ud til gaden, ødelægges.

Kommunens prøverum: ”Nødrummet”

Da kommunen, efter at den tilbageholdt Gaderummets midler for mere end 10 måneder siden, ikke har kunnet komme ind i huset og overtage ledelsen, og hermed tage magten til at fjerne den grundlæggende brugerindflydelse i Gaderummet – den totalt åbne dør under brugerkontrol - har kommunen etableret et midlertidigt kommunalt ”Nødrum” et stykke vej væk fra Gaderummet. Kommunen forestiller sig vel, at den med dens økonomiske magt kan tvinge Gaderummet ud af sine lokaler, og således senere flytte dens eget ”Nødrum” ind i Gaderummets lokaler. Foreløbigt har vi i Gaderummet klaret det enorme, økonomiske pres gennem tiggeri på gaden med vores ønskebrønd, og vi prøver også at finde fonde.

I kommunens ”Nødrum” administrerer en stor personalegruppe døgnet rundt en lille låge af pleksiglas i en låst dør, der skal holde nogle unge ude, og andre væk. Samtidig er ”Nødrummet” stort set tomt for brugere. Flere brugere må ikke komme der, da de tidligere har skabt konflikter. Trods den store personalegruppe, bruges politiet alligevel, straks der opstår konflikter med de unge. Lige så ligger det i munden hos ansatte på vagt. Det formidles igen og igen, at det kunne være godt hvis den unge lod sig ”motivere” til indtagelse af psykofarmaka, for ”så er det meget nemmere for os at hjælpe dig”, som det formuleres fra de kommunale medarbejderes side. 

Trods at kommunens ”Nødrum” kun kan tage 8 hjemløse – imod Gaderummets daglige 150-200 brugere hvoraf omkring 30-40 i snit er hjemløse - er personaleudgifterne mindst det dobbelte af Gaderummets. Det koster at kontrollere!

Dette nye kommunale ”Nødrum” fungerer allerede i dag som Gaderummet skal gøre på længere sigt. Der er bare ikke nogen unge der rigtigt bruger kommunens ”Nødrum”. Nogle få kommer til det, for så igen at havne tilbage på gaden – hvilket der senere skal berettes om.        

Når alle ressourcer således bruges til kontrol og administration af nærmest ingenting, og der heller ikke er eller skal være behandlingsmæssige kompetencer blandt personalet, så må det kontinuerligt gå galt, når de unge beder om hjælp. 

Nedenfor er en typisk mulighedstype beskrevet.

En sløret konkret sygehistorie fra 2008.

Det drejer sig om en ung mand på 19 år fra Sønderjylland. Han blev tidligt smidt ud af sine forældre, der syntes at have nok i sig selv. Samværet hjemme havde altid været meget konfliktfyldt. Han fandt et værelse sammen med sin kæreste, og fortsatte på HF. Efter noget tid flyttede kæresten, og han kunne ikke blive boende, da huslejen var for stor. Han tog da til København til sin søster, som han stadig havde kontakt med. Her kunne han bo og fortsætte på HF. Men forholdet til søsteren blev aldrig godt. Søsteren havde kontakt til forældrene, mens han ikke havde, da forældrene ikke ville se ham. Han kunne ikke få at vide, hvorfor forældrene sådan afviste ham – og den frygtelige tanke dukkede op: gad vide om mine forældre også er mine biologiske forældre eller hvad? Problemet martrede ham så meget, at det skabte stadig større konflikter med søsteren, der til sidst smed ham ud på gaden. Det kom til mange forsøg på at få kontakt til forældrene, men han blev afvist eller ignoreret hver gang. 

Efter et stykke tid på diverse stationer og bænke om natten, fandt han Gaderummet. Og boede i starten i en af de store sofaer i et hjørne af fællesstuen ud mod gaden. Han havde ikke meget at sige, gjorde det i hvert fald ikke. Han ville ikke have kontakt, men sagde dog mere og mere som dagene gik, og blandede sig af og til i omgivelserne med de andre.

Området, han var havnet i, kalder vi det ”sorte område” og er praktisk talt ”gadens forlængelse ind i huset”. Det er her fællesmødebordet står, med tilgang til køkken, og andre nødvendige faciliteter. Det sorte område er samtidig fjernsynsstue, pc-cafe, fitnessrum, systue og hvad der ellers kan forefindes andre steder.

Han sov meget i fællesstuen, trods larmen nærmest døgnet rundt. Fællesmøderne sov han tit fra. Så fik han en seng i én af sovesalene, så han også kunne have sit eget. Han begyndte at få en dagligdag med andre i Gaderummet. HF var han stoppet med, men begyndte snart igen at drømme om at komme tilbage til skolen.  

Efter lidt tid i Gaderummet kom så konflikterne. Simple indflytningskonflikter, som alle får når de flytter ind et nyt sted – eller får nyt arbejde. Men er man i forvejen klemt, er det ikke altid lige nemt at udtrykke sig og klare mosten. Personalet forsøgte at følge med, men han skar dem altid af, ville klare det alene, for der var ingen problemer. Det er også ganske almindeligt, at alt efter 2-4 måneder kommer op og vende, hvorefter det falder på plads på en ny og anden måde.  

Men dette skete ikke. Det faldt fra hinanden. Lige i dette sårbare hjørne dukkede Socialborgmesteren op og meddelte, at han og resten af Socialudvalget havde besluttet sig til at lukke Gaderummet i den oprindelige form. Den unge mand reagerede først med vrede på Socialborgmesterens beslutning, senere lukkede han sig inde, da det viste sig at personalegruppen, som han havde knyttet sig til, ikke længere havde de samme ressourcer til ham. Han havde lang tid gået med tanken om at åbne munden og bede om psykologsamtaler, men det slog han væk nu. De havde så travlt, og andre unge havde mere brug for det end ham selv. Hvad han ikke kunne slå væk, var de daglige konflikter, som han syntes han stod alene med overfor resten af Gaderummet. Det var blevet vinter, og varmen og det varme vand var for længe siden væk, så der var næsten lige så koldt i Gaderummet som på gaden. Det kunne hans helbred ikke klare. Og en dag efter en stor konflikt, valgte han så at forlade Gaderummet.

Han fandt herefter hen til kommunens ”Nødrum”, som han flyttede ind i. Der var så få brugere, at han kunne få et af fællesværelserne helt for sig selv: 

”Efter lidt tid tog jeg mig sammen og spurgte om jeg kunne få lov at snakke med en psykolog. Det var en aften, hvor jeg tidligere på dagen havde røget hash i kommunens ”Nødrum”. Forespurgt dette, sagde jeg ja. Der gik kort tid, så sad jeg i en taxa med to fra personalegruppen i ”Nødrummet” og på vej til Rigshospitalets skadestue. Det blev et kort visit på skadestuen: ”Du er psykotisk”, sagde de til mig – hvorefter en ambulance fragtede mig til Bispebjergs Psykiatrisk Afdeling, hvor jeg tilbragte den næste måned, tvangsindlagt og tvangsmedicineret, begge dele mod mit udtrykte ønske og vilje”. 

Han dukkede så op i Gaderummet, og bad om hjælp. Han var på vej til at blive udskrevet, og ville ikke tilbage til kommunens ”Nødrum”. For i ”Nødrummet” var han nærmest bare parkeret og låst fast på samme tid. Samtidig var det svært for ham at være i Gaderummet, da der var hundekoldt og han følte at de andre ikke kunne lide ham fra sidste gang, hvor der var konflikt.

Han blev endelig udskrevet fra den lukkede psykiatriske afdeling, hvor han havde været i 5 uger, og tog modvilligt tilbage til ”Nødrummet”. Her var der kun få andre unge, modsat Gaderummet, og derfor færre der kendte ham og hans forhistorie.

Der gik kun få dage i ”Nødrummet”, så fik han karantæne for at ryge hash i fællesstuen – for sådan noget må kun ske på værelserne i kommunens ”Nødrum” og hvor de ellers kan skjule det. Karantænen blev fastsat til 5 dages udelukkelse, hvor han ikke måtte komme i kommunens ”Nødrum” eller bruge sin seng. 

Han trampede herefter fra gaden tilbage til Gaderummet. Nu var det for at blive og tage konflikterne og udfordringerne.

Kommunal ekspropriation af frivilligt arbejde for unge, af gadeunges arbejdsmidler og deres kulturelle samvirke

Det som kommunen gør krav på, er et arbejde og udviklede arbejdsmidler af faglig og teknisk karakter, der næsten kan alt i det små, og som er kommet til veje gennem mere end 20 års frivilligt og gratis arbejde for unge i krise og nød. Det er skabt ud fra egne kræfter, og udviklede faglige koncepter, og i 2005 fik vi så driftsmidler til hele arbejdet i et helt hus. Midlerne blev givet af Socialministeriet, hvor Socialborgmesteren er driftsansvarlig for at midlerne fra Socialministeriet bliver brugt i overensstemmelse med godkendelsesgrundlaget for Gaderummets bevilling.

Det er dette godkendelsesgrundlag i forhold til Socialministeriet, som Socialborgmesteren er utilfreds med, hvorfor han i sit krav om en anden leder, bortlyver kravet fra kommunen om, at lederen skal rette sig ind efter at indføre ”ambulant medicinsk tvang”, og helt se bort fra Gaderummets etablerede socialpsykologiske praksis. Og dette samtidig med at huset i 2005 blev nyrenoveret og opbygget efter Gaderummets koncept for Gaderummets egne midler. Huset er indrettet ”blødt”, samarbejdsvilligt og åbent, efter brugernes egne præmisser, og det kan med sine papirtynde vægge og åbne døre overalt – og alle arbejdsfunktioner og lokaleområder vævet ind i hinanden - netop ikke bruges til tvungen umyndiggørelse af besværlige unge.  

Derfor er jeg her stadig – jeg kan heller ikke rive mig selv ned.

Sluttelig

Når Socialborgmesteren taler og skriver som han gør, så er det mod bedre vidende. Han ved nemlig godt, at det ikke er et spørgsmål om at ledelsen i Gaderummet skal udskiftes, men om at udskifte psykologisk og social hjælp, støtte, terapi og vejledning til unge, med medicinsk behandling og pædagogisk overvågning. Her - og sort på hvidt - forsvinder Gaderummets grundlæggende brugerstyring, den åbne dør og det udelte socialpsykologiske arbejde, og de gode resultater for de unge på længere sigt.

Det er heller ikke svært for en ny ledelse at afskaffe brugerstyringen, og indføre en anordning hen over hovedet på de unge, som de unge ikke har og ikke skal have indflydelse på, for dette er den alment accepterede måde at behandle og knægte utilpassede eller oprørske unge på. Det er sådan de kommunale steder fungerer, som de unge forlader, og hvor gaden af nød bliver bedre.

På disse steder hersker en pæn overflade og pæne ordnede fælleslokaler, der kan vises frem, mens junk og tyvekoster styrer på værelserne, og hvor gangene samtidig er fyldt af endeløse slagsmål og udsmidning af besværlige unge af pædagoger og tilkaldte vagter.  

De unge bliver selvfølgelig pacificeret medicinsk eller smidt ud til gaden for ”deres egen skyld”, hvilket kan aflæses af al den hærværk og magtanvendelse, der samtidig sker på kommunens institutioner. Og resultaterne: 80 % forbliver udstødte, lever deres liv videre med kriminalitet, hårde stoffer og psykiatrisk svingdørskarriere, og er således på vej mod pension i tidlig alder, dyrt for samfundet, og for de enkelte unge de rene tragedier.  

I Gaderummet er det omvendt. Fælleshandlinger for hver enkelt, med individuel støtte ved behov og ud fra egne ønsker om karakteren af støtten, det være sig psykologisk, kropsligt eller socialt.

Her kommer over tid 80 % af de unge i gang med et almindeligt og aktivt liv, og ud fra sig selv, et selvbærende og på egne kræfter beroende virke. Derfor virker Socialborgmesterens plan ikke. Men han kan som borgmester, endda som medlem af et socialistisk parti, forhindre at de unge kommer videre, og at videreførelsen af et nyt fagligt paradigme går i stå. Vil Socialborgmesteren egentligt dét? 

                                                                                                                                    ¤