Kan I have en god jul og et godt nytår

 

En stor hilsen fra os i Gaderummet. Som overlever … fordi du eller en anden har tænkt på os og støttet os med et eller andet. Derfor blev ”den måske sidste mail”, som vi sendte for en måned siden, alligevel ikke den sidste.

Vores nye bestyrelse er kommet på plads, med deltagelse af blandt andet dr.med. Preben Brandt, lektor Line Lærche Mørch, lektor Morten Nissen, advokat Janus Malmcolm Pedersen og advokat Hanne Reumert.

 

Alligevel fik vi fingeren af Socialudvalget d.12.december 2007 på deres sidste møde i år. Og det presser vores manglende økonomi yderligere. Så alle der kan, må gerne tænke med. Link økonomi. Find gerne en fond eller en millionær til os, eller kom og vær med til at gå ud og samle penge ind.

Vi er ikke fremme endnu. Socialforvaltningen har stadig vores midler. Alt kan gå galt.

Vi fungerer stadig og som altid – nu blot med væsentlig færre ressourcer. Og uden videre støtte, her i den sidste fase, kan alt tabes. Vi samler penge ind på gader og stræder, men de faste udgifter til januar 2008 er begyndt ”at bide”.

Vi har svært ved at samle så meget ind, at vi vil kunne betale både el, telefon og internet, samtidig med at vi stadig har gratis folkekøkken hver dag. Det skyldes at huset ikke kun tænker på sine allerede kendte unge, som er i huset, men på at huset for andre stadig skal være døgnåbent og stadig at kunne yde den hjælp til nye, som de er kommet for at få, da den ikke er andre steder.

Skandalen der kom

Nu kom så skandalen, ikke den om Gaderummet, men om bostedet Tokanten, som socialborgmester Mikkel Warming har svigtet. I 8 måneder tav Socialborgmesteren og undlod at gribe ind overfor voldsom overmedicinering og systematiske årelange forsømmelser. Men Socialborgmesteren har undskyldt og beholder sit politiske liv, dog lidt stækket, for en næste sag for Socialborgmesteren - har Socialudvalget slået fast - er en ”Exit-Warming”.

Skandalen om Gaderummet er stadig ”en venter”  

Gaderummet har to gange måttet bruge Ombudsmanden for at få svar fra Socialforvaltningen. Og Ombudsmanden har nu spurgt en tredje gang, da Socialforvaltningen stadig ikke vil dokumentere deres konkrete anklager mod Gaderummet.

Så vi er stadig lige udskældte og forhadte – på et uoplyst grundlag. Socialborgmester Mikkel Warming kunne indrømme sine fejl i Gaderummets sag, hvor han har holdt hånden over klare forvaltningsmæssige svigt og fejl, men da Socialborgmesteren også selv har digtet noget til, kan det blive mere end svært at sadle om.

Hvis ikke Warming fældes på andre skandaler, så ofres Gaderummet i en intrige på Rådhuset. Eller Gaderummet må vælte Socialborgmesteren for at forandre på, at Gaderummet skal kunne få sine retmæssige midler tilbage. Kan det tænkes? Skandalen er lige så stor som i Tokantens tilfælde.

Det vil kræve mandshjerte af Warming fremover at skifte stilling i Gaderummets sag, da næste sag for ham samtidig vil nærme sig en ”Exit-Warming”. Socialudvalgets andre medlemmer har måske heller ikke den store interesse i at genåbne sagen, for så skal de ud og finde en ny Socialborgmester.

Fejlagtigt grundlag for lukning

Grundlaget for lukningen, har fra start af været fuld af fejl og mangler, ligesom sagsbehandling har indeholdt alvorlige forvaltningsmæssige fejl; parthøringer blev undladt, vigtige breve blev os tilbageholdt, rystende påstande og anklager blev ikke undersøgt, men taget for gode varer, ja selv advokat Laue Traberg Smidt var involveret: Gaderummet skulle lukkes. Det er nu 8 måneder siden, og trods utallige henvendelser, vil kommunen ikke fremlægge dokumentation for hverken det ene eller det andet. Der er dog lykkedes os at få forvaltningen til at indrømme at den ikke kan forklare grundlaget for lukningen. Men alligevel skal vi lukkes. Vores advokat har præciseret for kommunen at sagen må løses gennem domstolssystemet, hvis kommunen vil forfølge sit krav yderligere, og ikke frigive vores midler. Kommunen har valgt at ignorere os.

Er her endnu

Vi er her endnu i Gaderummet, dog uden varme og varmt vand, nu 8 måneder efter at kommunen d. 2. maj 2007 øjeblikkeligt standsede alle vores midler og fyrede vores personale, og dermed flåede tæppet væk under den nødvendige, alternative og tillidsfulde hjælp, støtte og frirum som vi fik i Gaderummet, som ingen andre kommunale tilbud kunne give. Vi er glade for at vores medarbejdere og ledelse ikke også svigtede os, men blev hos os. Vi bakker medarbejderne og ledelsen fuldt op og vi kræver en anstændig behandling.

 

Gaderummet vil kunne genoptage sit samlede arbejde på dagen, hvor vores midler frigives. Bliver der engang i den nære fremtid ikke noget Gaderum, så må man håbe det er fordi verden er blevet et bedre sted at være, hvor ingen længere kommer i uforudsigelig nød.

 

 

Mange hilsner

Et samlet Gaderum

22.december 2007