-----Oprindelig meddelelse-----
Fra: Jesper Schou Hansen [mailto:Jesper_Schou_Hansen@br.kk.dk]
Sendt: 8. juni 2009 09:28
Til: GADERUMMET Kalle; Mikkel.Warming@sof.kk.dk;
Jesper_Schou_Hansen@br.kk.dk; Peter_Schluter@br.kk.dk; Ninna_Thomsen@br.kk.dk;
Thor_Groenlykke@br.kk.dk; Lars_Rasmussen@br.kk.dk; Jens_Nielsen@br.kk.dk;
Finn_Rudaizky@br.kk.dk; Margrethe_Wivel@br.kk.dk; Wallait_Khan@br.kk.dk;
Rikke_Lauritzen@br.kk.dk
Cc: Sven.Bjerre@sof.kk.dk; Anette.Laigaard@sof.kk.dk; Jens.Elmelund@sof.kk.dk;
sof.faellespost@sof.kk.dk
Emne: RE: Når tømmermændene nu har lagt sig, og alt står i bakspejlets klare
lys
Ja takket være dig står vi med ekstra million udgifter. Vi har gjort alt og givet dig chancer ingen andre har fået - unik særbehandling. Hvis du vil noget godt så lader du de unge i fred.
--- Oprindelig besked ---
Fra: "GADERUMMET Kalle" <kallebm@mail.dk>
Emne: Når tømmermændene nu har lagt sig, og alt står i
bakspejlets klare lys
Dato: 8. juni 2009
Kl.slæt: 00:1804
Til Socialudvalget og Socialborgmesteren i Københavns
Kommune
Vi fremsender hermed en lille analyse ud fra enkelte
økonomiske nøgletal
vedr. det tidligere Gaderum og nu kommunens Nødrum i
Rådmandsgade 60.
Vi er vidende om et stort antal unge, der er blevet
afvist, og at der kun er
2-3 unge tilbage i Nødrummet. Et antal der kun har været
lidt større
tidligere. Men sikken nogle udgifter. Og rigtigt mange
unge på gaden, og i
dét, der er værre.
God læselyst
Med venlig hilsen
Kalle Birck-Madsen
Gaderummet
Den grænseløse kontrol skaber sociale underklasser som
affald
En sammenligning af to forskellige institutionstyper for
hjemløse og
udstødte unge
Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych. & Alina Djakowska,
cand.phil.,
Gaderummet, Nørrebro
Udgifter til løsning af sociale problemer for unge, har
altid været en
bekostelig affære. Når det først
er gået galt, så skal der mere til, for at
rette tingene ind på rette spor.
Derfor er der al mulig grund til, at satse
på forebyggende arbejde, at få alle med, lige meget
hvilket niveau en social
marginalisering eller psykisk deroute
har udviklet sig til. Det sker dog
ikke i nævneværdigt omfang.
Det ser ud til at den uhæmmede trang til korrekthed og
altomfattende kontrol
er med til at skabe og fastholde
sociale underklasser som affald. Vel at
mærke farligt affald, der ikke længere ønskes
genindvundet og genbrugt, men
blot ønskes ryddet af vejen og sikret
forsvarlig opbevaring.
Socialpolitikken er nærmest blevet identisk med
kortsigtet
arbejdsmarkedspolitik, hvor den ”korteste vej til
arbejdsmarkedet”
forskelsløst implementeres, hvor konsekvens og nul
tolerance er den
dominerende indsats – og afgørende udstødende faktor.
Marginalisering og fattiggørelse af unge, med vægt på
ikke-etnisk unge
danskere, stiger da også dramatisk i disse år, lige som
udgifterne generelt
til det sociale område er eksploderet, og nærmest
permanent støder mod
kommuneloftet – og det uden at de gode effekter af
investeringerne egentlig
kan konstateres.
Store udgifter er imidlertid ikke nødvendigvis lig med
kvalitet.
Bemærkelsesværdigt nok kan det modsatte også være
tilfældet. Dette skal
belyses ved at sammenligne den årlige økonomi for
Gaderummet,
”Socialpsykologisk fristed for udstødte unge”, med
Københavns Kommunes
erstatning ”Nødrummet” for samme målgruppe. Nødrummet har
eksisteret
parallelt med Gaderummet, indtil kommunen med politiets
hjælp annekterede
dets lokaler i november 2008. Aktuelt er Gaderummet
vandrende.
Faktabokse:
Nødrummet, tal for år 2008: 8 sovepladser og en tv-stue
Pædagogisk personale og Securitas, kr.4.6 mil.;
forplejning, mad og
aktiviteter, kr.0,00. Samlet budget: Ukendt.
Kilde: Københavns Kommunes hjemmeside <http://www.kk.dk> www.kk.dk:
<http://www.kk.dk/eDoc/Socialudvalget/04-02-2009%2016.15.00/Referat/06-02-20
09%2014.27.28/4330519.PDF>
Gaderummet - forventet regnskab 2008 og 2009
(2007-54567).
Gaderummet, tal for år 2006: 30-40 unge boere, 50-60 i
psykologisk og social
rådgivning, og anden brugergruppe på mere end 200 unge,
og mange forskellige
aktiviteter.
Akademisk personale, kr.1.8 mil.; mad, forplejning,
nødhjælp,
ungeaktiviteter, kr.1.3 mil.; husleje, kr.775.000. Samlet
budget år 2006:
kr.3.9 mil.
Kilde: Gaderummets hjemmeside <http://www.gaderummet.dk>
www.gaderummet.dk:
<http://www.gaderummet.dk/a/2007-07-08%20Gaderummet.%20Regnskabsberetning%20
for%202006%20plus%20pakke%20med%20bilag.pdf>
Gaderummet Regnskabsberetning
og revision for år 2006. For løn i Gaderummet se side 22.
Ved første blik kan omkostningerne ved at drive
Gaderummet sammenlignet med
et kommunalt sted for samme målgruppe af hjemløse og
udstødte unge, vise
nogle nærmest ekstreme forskelle.
Som om der må gemme sig noget mere i
tallene. Hvordan kan der være så stor forskel i udgifter
til personale, 4.6
mil. i kommunens tilbud og 1.8 mil. med Gaderummet, når
den tilsvarende
brugergruppe er omvendt proportionel, med 8 sovepladser
og en tv-stue i
kommunens tilbud, mod 30-40 unge boere, 50-60 i
rådgivning og anden
brugergruppe på mere end 200 unge i Gaderummet?
Mange forskellige spørgsmål kan stilles her, men vi skal
nøjes med følgende:
Er der tale om et kæmpe overforbrug af kommunale midler,
eller udsultede man
Gaderummet, som dog ikke klagede herover, men over
udokumenterede påstande
om Gaderummets faglige arbejde, og på hvis grundlag
Gaderummet lukkedes;
Forholder det sig virkeligt sådant, at arbejdet med denne
gruppe af unge,
krævede helt særlige foranstaltninger, som Gaderummet
ikke levede op til, og
som bare i sagens natur er dyrere, men netop er hvad der
skal til, for på
lang sigt at hjælpe den unge bedst
muligt?
Vores svar er, at det virker som om, at systemet vil have
kontrol over den
unge, før man vil hjælpe! For opnås en form for
”kontrakt” ikke, ja så må
den unge sejle sin egen sø.
Hvilket i anden omgang får store negative
konsekvenser, ikke bare direkte for den ind- eller
udgrænsede unge, men for
hele ungegruppen af hjemløse og
udstødte unge.
Vi skal begrunde vores svar gennem sammenligning af
Gaderummet og kommunens
Nødrum, idet der eksisterer nogle idealtypiske træk, der
gør en
sammenligning til mere end en lokal
erkendelse. Det er samme målgruppe og de
har næsten samme budget; det er i fordelingen af
midlerne, hvor alt er til
personalet og ingenting til brugerne, at der er den
afgørende forskel.
Hvordan kan det forklares at markant mere personale,
resulterer i markant
mindre arbejde for brugere og boere?
Det er svært at give et andet svar end, at personalet i
Nødrummet har brugt
al deres tid og kompetence på at have kontrol over en
”lukket dør ”, og på
at kontrollere de 8 unge på værelserne, med at praktisere
udsmidning, hvis
de drak øl, røg hash eller larmede, eller observere hvad
de ellers lavede,
hvis de ikke var i TV-stuen - overfor Gaderummets ӌbne
dør”, med den
tilsvarende faglige og åbne brugermæssige tilgang, hvor
der altid var plads
til den næste.
Der kommer en meget skelsættende problemstilling ud af
dette: Kommunen kan
med Nødrummet hævde, at det er ”mere kvalitet for færre”.
Men hvad så med
resten, de afviste unge, vil vi gerne spørge? Og er der
kvalitet i at bruge
alle personaleressourcer på, at kontrollere en dør, og på
kontrol af de
unges færden inden døre? Og så i
problemsituationer, som tilfældet har
været, altid at tilkalde politi eller anden myndighed?
Vores problemstilling mener vi, har relevans også på et mere
generelt
niveau. Den fortæller hvorfor det er så rasende dyrt at
drive socialt
arbejde med unge, når ”kontrollen med den lukkede dør”,
går forud mødet med
den udsatte unge. I Gaderummets
tilfælde fortæller det samtidig også
historien om, hvordan alle de udelukkede unge, er gjort
mere syge og
marginale end de allerede var forud for kommunens
overtagelse af Gaderummets
lokaler.
Vi kigger på tallene en gang til, ud fra dimensionen ”de
udelukkede unge”.
Uden et Gaderummet inden døre, i en lang årrække fra
1996, ville denne
problemstilling også have været usynlig
og ubestemmelig!
Den lukkede dør
4.6 mil. kroner til pædagogisk personale til kontrol og
administration af en
”lukket dør” i Københavns Kommune – og end ikke mad én
gang om ugen!
Det har kostet Københavns Kommune 4.6 mil. kroner til
personale, til den
sædvanlige lukkede dør, på at skabe følgende unge, mod
Gaderummets 1.8 mil.
kroner i samlede personaleudgifter til at hjælpe unge
videre uden:
– unge på nålen; – unge i prostitution; – unge på
psykodytten; – unge i
Vestre Fængsel; – vildt ude unge: unge med problemer, men
nu også tilsat
diverse lægeordineret medicin, til deres bajere og tjald;
– unge smidt ud af
Christiania, Sundholm, parkerne; – unge på gaden; – unge
hos gamle venner i
deres lejligheder, og nu mister deres venner også deres
lejligheder; – unge
der i kommunens Nødrum spurgte og bad om mad bare en gang
om ugen, ”varm mad
helst”, og fik nej af Nødrummet og af deltagende og
ansvarlige
Socialborgmester Mikkel Warming.
I alle ovennævnte tilfælde kan vi fra Gaderummets side
sætte konkrete
personnavne på pindene.
Der har altid været sådanne unge, der blev kasseret som
affald af systemet -
af ransagelige og uransagelige grunde - men med
Gaderummet var der mulighed
for hvert enkelt til at skabe sig sine sammenhænge med
forbindelser til det
store samfund, til fælles gavn. Denne mulighed forsvandt
bag ”den lukkede
dør” i kommunens Nødrum.
Den åbne dør
1.8 mill. kroner til fagligt personale med akademisk
uddannelse i Gaderummet
pr. år
I løbet af et år hvor Kommunen har brugt 4.6 mill. på 8
sovepladser og en
tv-stue til personale, til en lukket dør og til vagter –
og samtidig var der
meget politi tit og ofte i Nødrummet mod de unge – brugte
Gaderummet 1.8
mill. til psykologer, filosoffer, magistre i
socialvidenskab,
studentermedhjælpere fra psykologi og
sociologi. Døren til Gaderummet, den
åbne dør 24 timer rundt, var det et fælles husanliggende
at tage sig af,
således at hver enkelt bruger kunne anvende huset til sit
liv og få den
støtte der var behov for.
Kontrol ”udefra” bestod, fx typisk i weekenderne af en
ung studerende,
overvejende en kvinde, der kom lørdag middag, for at
sikre at der var én der
kunne redde posten, hvis ikke andre ansatte kom i løbet
af dagen. Men ellers
tjekke ud på ”flaskehalse” mellem unge og ift. praktisk
brug af
faciliteterne. Selv om Gaderummet kunne være et hårdt
sted på enkelte
områder, var vi junkfri, fri af hælervarer og af vold.
1.3 mill. til ungepleje, mad og aktiviteter
Efter at personalet var aflønnet og huslejen på 775.000
betalt, ud af et
samlet årsbudget på 3.9 mill. kroner fra
Velfærdsministeriet – men
administreret af Københavns Kommunen - var der til de
unge i Gaderummet 1.3
mill. Og det blev brugt på:
– aviser, tidsskrifter, informationsformidling; –
folkekøkken hver dag; –
arbejdsmidler og ungeredskaber; – nødhjælp; – offentlige
møder; -
aktiviteter, musik, sang, malerier, skrive digte og
tegne; – computercafe: -
et succesfuldt hjemløsefodboldhold, der vandt næsten alle
medaljer og
pokaler; - fotoudstillinger og film, udsmykke og
vedligeholde huset,
reparere cykler, lave mad, lære at rydde op efter sig
selv, samle, vaske,
stryge og opbevare tøj, arrangere loppemarked, fiske,
svømme, spille i
bands, lave sin egen musik på computer eller i kælderen
osv.; - Og der var
altid de frivillige mennesker; - Og der var stødpuder for
nye unge, der
ville eller måtte tage en kold tyrker.
Gaderummet havde ingen brugerbetaling på nogen områder,
og søgte ved egne
kræfter at løse alle sine begæstede problemer, med et
fremtidigt liv, for
den unge for øje. Politiet er
blevet brugt enkelte gange, for at tale med
store bogstaver til enkelte unge, ligesom skadestuen er
brugt måske en gang
i kvartalet; - Politiet har på sin side utallige gange i
vildrede brugt
Gaderummet som parkeringssted for dem, der ikke var
dårlige nok til lukket
psykiatrisk afdeling - eller også var det en fredag aften
og besværligt -
men som ikke var psykisk eller fysisk tilstedeværende nok
til at blive
lukket ud på gaden.
Kriminalforsorgen havde også tit et ærinde, når unge
skulle prøve- eller rigtigt løslades, men uden adresse at
løslade til.
Psykiatriske patienter kunne på samme måde få en fri
weekend enten ved at
blive udskrevet til Gaderummet eller til medarbejders
private adresser.
Jo. Gaderummet var sidste stop, her kunne man ikke blive
afvist, og det
vidste gulvpersonalet indenfor både
politi og sundhedssektor.
”Den åbne dør” versus ”den lukkede dør”
Gaderummet var et atypisk sted før det blev smidt på
gaden, den åbne dør var
unik - den eneste af sin art på vores breddegrader.
Gaderummet var udviklet
som et forsøg på at matche udstødte unge i hele deres
samfundsmæssige
livssituation og position. Ud
fra dette kan vi karakterisere forskellen
mellem Gaderummet og kommunens Nødrum ud fra fire akser,
eller
modsætningsforhold:
1.
Modsætningsforholdet mellem et udviklingssted (Gaderummets model)
og midlertidigt opbevaringssted (kommunens model)
Et udviklingssted indebærer udgifter til rådgivning og
kvalificeret
personale. De unge selv forlader stedet når deres
situation ændrer sig og de
er parate til få sig sit eget liv.
I opbevaringsmodel bruges ikke ressourcer
på at ændre noget som helst, men kun på at administrere
det bestående,
indtil den sidste udløbsdato for den
enkelte bruger nærmer sig. Registrering
af brugerne bruges ikke mere til at opnå dybere
forståelse, rådgive eller
forske, den bruges udelukkende til at holde øje med
frister og regler.
2. Deltagelse
kontra passiv tilstedeværelse
Deltagende holdning er billig. Det gælder til eksempelvis
madlavning. I
Gaderummet var det muligt at stille varm mad på bordet
hver dag – ud af
næsten ingenting. Mange gange
var der også morgenmad, festlig mad, og
lagkage til fødselsdage. De unge
selv stod for indkøb, madlavning og opvask.
Dette er ikke muligt når man anvender en passiv
tilstedeværelsesmodel. I
Nødrummet skulle man ansætte personale til at planlægge
menu, købe ind, lave
mad, rydde og vaske op, og til hver gang at trække et
bestemt beløb fra de
spisende unges kontanthjælp.
3. Fælles
sted i midten kontra separate private rum
Fælles midte giver mulighed for at afhjælpe konflikter inden
de vokser sig
store i det skjulte. Når fælles
midte omdannes til et antal små private rum
så skal man også bruge midler på vagter
og andre sikkerhedsforanstaltninger.
Det værdsættes ikke strukturelt, at unge kan tænke og
handle kvalitativt med
på hinanden eller alles bedste.
4.
Rummelighed (plads til én til) kontra rationering af ydelser (én
skal ud før den næste lukkes ind)
Rummelighed gør det muligt at stedet bliver større uden
større udgifter.
Rationering af rum og ydelser sætter frasorteringsprocesser
i gang på flere
niveauer. Der skal hele tiden bruges ressourcer på at
forsvare det bestemte
antal af pladser mod de ”uberettigede indtrængere”. I
første omgang
frasorteres dem der kommer fra udlandet eller fra andre
kommuner - ”vi
betaler ikke for dem”. Derpå kommer turen til dem, der er
for gamle eller
for unge til at bo indenfor.
Dernæst skal nogle omplaceres til fængsler,
psykiatriske afdelinger eller bosteder.
Der skal også bruges ressourcer på
at udarbejde og overholde regler om hvor længe de
berettigede kan blive
boende. Jævnligt skal der foretages omvisitering og
flyttes de berettigede
(”efter udløbsdato”) hen til gruppen for uberettigede.
”Brugerkontrol” versus ”Systemkontrol”
Kontrolforanstaltninger sikrer gennemstrømning af de registrerede
unge og
pynter på resultaterne, da man opstiller antallet af de
frasorterede og
fraflyttede som et succeskriterium.
At de unge ikke forlader stedet fordi de
med en grad af sikkerhed er på vej mod et nyt
meningsfuldt liv – det er blot
en ubetydelig detalje, der ikke vægtes.
Det er desværre bare både dyrere at satse på denne
grænseløse kontrol, og
det griber dybt negativt ned i unges ’værdsættelsesbehov’
og i den enkelte
unges netværk og subkultur, som bare parcelleres for at
blive samlet igen,
på sin måde, længere væk fra kontrollen – og dette bliver
for mange unge, en
logos uden ende. De ender som
kroniske tilfælde i en kommunal kasse, hvor de
takles videre på samme uløselige måde, fra kasse til
kasse. Og så kommer
alle specialtiltagende ind, og det forrygende store
edderkoppenetværk af
sagsbehandlere, og alligevel er den unge – der bliver
ældre og ældre –
stadig uden for social rækkevidde.
Gaderummet er i dag ”Vandrende”, med kun få unge og
ejendele under tag, og
resten på gaden og i dét, der er værre. Det er vores håb,
vi kan vandre
indenfor inden længe. Vi har
søgt at formidle vores ’socialpsykologiske
alternativ’, ved også at gribe i empirien om, hvad der
skete i Gaderummet og
hvad dets udkomme var for unge, og hvad der er indtruffet
i og med at
kommunen har annekteret Gaderummets lokaler, samt dets
midler fra
Velfærdsministeriet - og indført et kommunalt Nødrum, til
administration af
få indgrænsede unge.