Hjem(løs)

 

Jakob Louis Hornbeck

Marta Gordon Padovan

Sofie Ørsted Sauzet

 

 

 

Roskilde Universitetscenter

 

 

Kultur- og Sprogmødestudier efterår 2004

 

Bachelor modul 1

 

Vejleder: Ingrid Lüttichau

 

 

 

 

 

Forsideillustration: Jan Dibbets, The Museum of Contemporary Art Sarajevo, Art of the Epoch, ARSAEVI, Direction of the International Cultural Project Museum of Contemporary Art Sarajevo, 1998.

Billedet er redigeret af Tobias Wensien Dinesen

 

 

Præmisserne

En falskhed

I vores forhold

Min position

Som forsker føles

Overfladisk.

En voyeur

Der beskuer

Præmisserne for vores

Samtale

Er anderledes

End hvis vi havde mødtes

Tilfældigt

/ Jakob (App. 2:177-178)

 

Mærket af spor

Mit repertoire

Af betydningsfulde steder

Har udvidet sig

Nørrebrogade nr. 56

Udfolder

Gården

Trappeopgangen

Gaderummet

Fernandos fortællinger

Har afsat spor

I min erindring

Café Bissau

Guinea Bissau

/ Marta (App. 2:182)

 

Grænseforståelser

Belysningen er sporadisk

Lader vinkler blinde

Hyggeligt

Vi fordeler os i rummet

En god strategi

At opsplitte

 Vores gruppe

For at blande os

Viser åbenhed

Håber

At brugerne vil reagere

Med samme bevægelse

/ Sofie (App. 2:163)

 

 

 

 

 

 

 

HJEM(LØS)

 

1. Forord_ 7

1. 1. (Ind)skrivning 7

1. 2. Fanget af sproget 8

1. 3. Vi, de og du i og med teksten 9

2. Læsevejledning 11

3. Rammefortælling 12

3. 1. Lovgivningen 12

3. 2. Fortællingerne 13

3. 3. Forskningen 15

3.3.1. Indkredsning af nedslagspunkter og udvikling 15

3.3.2. Kritik af årsagsforklaringer 15

3.3.3. Hjemløshedens sociale og politiske forhandlinger 16

3.3.4. Politiseret viden 16

3.3.5. Fremtidsperspektiver – at følge nye videnspor 17

3.3.6. Repræsentationernes magtrelationer 17

3.3.7. Gensidig integration af materialitet og diskurs 18

3.3.8. Vores forskningsmæssige positionering 19

3. 4. Et Kultur- og Sprogmødestudies perspektiv 19

4. Den processuelle problemformulering 21

5. Emneafgrænsning 23

6. Teoretisk forståelsesramme 24

6. 1. Videnskabsteoretiske anslag 25

6. 1. 1. Diskurs og tekstualitet 25

6. 1. 2. Det poststrukturalistiske subjekt 26

6. 1. 3. Agens og refleksivitet 27

6. 1. 4. Refleksivitetens forstyrrelser som forandringspotentiale 28

6. 1. 5. Magtperspektiv 28

6. 2. Analytisk begrebsapparat 29

6. 2. 1. Kroppen – stedet – landskabet 29

6. 2. 2. Hjem-typologi til forhandling 30

6. 2. 3. Be(longing) 31

6. 2. 4. Positionering 32

6. 2. 5. Metaforer og klichéer 34

6. 2. 6. Repræsentationsforstyrrelse 35

7. Metodeovervejelser 36

7. 1. Deltagende observation 37

7. 2. Stedet 37

7. 2. 1. Adgang til stedet 38

7. 2. 2. Overvejelser omkring udvælgelse 40

7. 3. Fotoopgaven 41

7. 4. Endelig udvælgelse 42

7. 5. Empiriproduktionens design 43

7. 6. Kortlægning 43

7. 7. Erindringsarbejde 45

7. 8. Fælleshed_ 47

7. 9. Interviewet 48

7. 9. 1. Det semistrukturerede interview_ 49

7. 10. Respons 50

8. Et problem i proces 52

9. Problemformulering 53

10. Indledning til fortætningsværket 54

11. Fortætningsværket 57

11. 1. Hjem i erindringer og drømme 57

11. 2. Hjem-elementer 58

11.3. Hjem-aktiviteter 59

11.4. Relationer 60

11. 5. Positionering 61

11. 6. Mærkning 62

11. 7. Appropriate(d) 64

11. 8. Frirum_ 65

11.9. Subjektiverende grænser 66

12. Kortlæggende øjebliksbilleder 68

12. 1. Kortlægningsnarrativer 68

12. 2. Kortlægningslandskab_ 69

12. 3. Forstyrrelse 70

12. 4. Forbehold_ 71

13. Diskussion_ 72

13. 1. Hjem i erindringer og drømme 73

13. 2. Hjem-elementer 74

13. 3. Hjem-aktiviteter 75

13. 4. Relationer 76

13. 5. Positionering 78

13. 6. Mærkning 79

13. 7. Appropriate(d) 81

13. 8. Frirum_ 83

13. 9. Subjektiverende grænser 83

13. 10. Afslutning 85

14. ’Deres svar’ eller responsen_ 88

15. ’Vores svar’ eller konklusion_ 90

16. ’Dit’ svar 92

17. Perspektivering 93

17. 1. Projektets vej ud/ind i landskabet 94

18. Litteraturliste 95

18.1. Primær litteratur 95

18.2. Sekundær litteratur 96

19. Abstract 98

Appendiks 1: Interviews 99

Interview med Fernando d.17.11.04_ 99

Interview med Sofus og Pernille d.14.11.04_ 113

Interview med Marx d.19.10.2004_ 136

Interview med Gry d.21.10.2004_ 146

Appendiks 2: Erindringsarbejde 165

I Gaderummet d. 01.10.04 - Marta 165

Første besøg i Gaderummet d. 01.10.04 - Jakob_ 167

Husmøde i Gaderummet d. 03.10.04 - Sofie 168

Husmøde i Gaderummet d. 03.10.04 – Marta 169

Opgangen - Jakob_ 171

Møde med Ove Lund og Henrik Olsen (Way Out) d. 08. 10.04 – Marta 171

Offentligt møde om Udstødelsens endestation i Gaderummet d. 14.10.04 - Sofie 172

Hundeslagsmål d.14.10.04 - Jakob_ 173

Off.møde om fængselsvæsenet i Gaderummet d.14.10.04 – Marta 174

Jakob møder Jack i Gaderummet d.16.10.04 - Jakob_ 176

I Gaderummet med Marta d.19.10.04 - Sofie 177

Gaderummet; at finde interviewpersoner d.19.10.04 –  Marta 178

Samtalen med Marx d.25.10.04 - Sofie 180

Gaderumsbesøget med nyt kamera d.26.10.04 - Sofie 180

Telefonsamtale med Fernando d.23.10. 04 – Marta 180

Møde med Fernando d.25.10.04 - Marta 181

Stemningernes kaos - Jakob_ 182

Gry og Hanne d.03.11.2004 - Sofie 182

Uge 45 - Marta 183

Mødet med Claude, og forhåbningen om Marx d.11.11.04 - Sofie 183

Uge 46 - Marta 185

Telefonsamtalen med Marx d.15.11.2004 -Sofie 186

På Café Bissau for at hente Fernando’s kamera  d.11.11.04 - Marta 186

Forsøg på et interview med Sofus og Pernille d.12.11. 04 - Jakob_ 186

Afhentning af Grys kamera d.16.11.04 - Sofie 189

Ikke en af dem - rollen som forsker - Jakob_ 189

Marx interviewet d.19.11.04 - Sofie 190

Interview med Sofus og Pernille d.14.11.04 - Jakob_ 190

Interview med Fernando d.17.11.04 - Marta 192

Gry interviewet d.21.11.04 - Sofie 193

Nye betydningsfulde steder - Marta 193

Din krop kan ikke klare dit liv d.09.12.04 - Jakob_ 193

Grys Respons d.09.12.04 - Sofie 194

Fernandos respons på Café Bissau d.07.12.04 - Marta 195

Sofus’ respons på fortætninger d.10.12.04 - Jakob_ 198

Marx’ respons d.13.12.04 - Sofie 199

Jagten på Pernille d.10.12.04 - Jakob_ 201

Appendiks 3: Billedmateriale4

Fernandos billeder 202

Sofus og Pernilles billeder 195

Grys billeder 207

Marx’ billeder 201

 


1. Forord

Vi ønsker at skrive en rapport, som emmer af samtidighed, og som kan omfavne dette projekts processuelle væren i en bevægelse mellem akademia og en hverdag, som begge skriver, fortæller og lever hjem/hjemløs-binariteten. Rapportens centrale omdrejningspunkt er konstruktioner af en sådan hjem/hjemløs-binaritet og hvilke konsekvenser, denne får for repræsentationen af unge hjemløse. Projektet tager udgangspunkt i ønsket om at destabilisere hjem/hjemløsheds-binariteten, som vi ser den udfolde sig. Til dette har vi valgt at basere vores empiriproduktion på unge hjemløse, eftersom vi mener, at der hos disse er større mulighed for at finde et forandringspotentiale end hos ældre hjemløse. Hvilket er det potentiale, vi ønsker at bygge destabiliseringens mulighed på, idet vi antager, at des længere tid man definerer sig under en kategori, des større del af ens selvfortælling bliver det, og jo sværere bliver det at fortælle sig på en anden måde.  

Dette forord er at begribe som teksten, der skal berøre den formidlingsmæssige kompleksitet i nærværende rapport, hvorfor vi ønsker at slå nogle vigtige overvejelser an, som vi mener, du som læser må have for øje, når du bevæger sig videre ind i teksten.

At vi foran computeren skriver, former og modellerer tekstlige repræsentationer, giver os en magt. Dette er til dels en magt, som er os givet af de unge hjemløse: ’værsgo’ her er min fortælling, her er et udtryk, tag det og brug det, jeg stoler på dig.’ Men vi ønsker ikke at have det sidste ord. Vi vil åbne vores rapport op for de unge hjemløses gen(ind)skrivning og lade dem udfordre vores (ind)skrivning. Vi vil give dem mulighed for at læse vores repræsentationer af deres fortællinger, hvoraf vi vil udlægge deres reaktioner og tanker. Ydermere vil vi lade dig, læser, vide, at din aktive læsning af rapporten også bærer en fortolkende funktion, hvilken vi vil understrege for at lade rapporten åbne sig op for alle niveauer af interaktion.

 

1. 1. (Ind)skrivning

Udgangspunktet ligger i tanken om at (ind)skrive, som er hentet fra den australske pædagog, Bronwyn Davies’ begreb ’(in)scribing’ [1] (Davies 2000b:11). Med dette begreb kan vi understrege de forhandlinger, der er mellem os og de unge hjemløse, idet (ind)skrivning er et begreb, der kan hjælpe os til at erkende måden hvorpå, vi fortæller os selv og andre, og selv bliver fortalt af andre i relationer og kontekster. (Ind)skrivning skal altså forstås som en diskursiv aflejring i kroppen; måden vi skaber vores identitet på og forholder os til andre identiteter på i en given relation. En konstruktionsproces vi benævner som subjektivering eller jeg-liggørelse. Selv siger Davies:

”I have bracketed (in)scription to draw attention to the acts of reading and writing – the scription. In doing so, I also want to draw attention to both the constitutive power and the shifting nature of scription. (…) texts are volatile, liable to change and movement, capable of action, capable of rupture and disruption, even of themselves” (Davies 2000b:16).

 

1. 2. Fanget af sproget

I projektet har vi altså (ind)skrevet os i relation til unge hjemløse og ladet dem skrive sig ind i os og vores projekt. Vi har således forsøgt at fange et øjebliksbillede af, hvordan man kan hjemme som hjemløs.

            Men disse positionerende bevægelser ønsker vi at udfordre herskende selvfølgelige hierarkiske positioner, da sådanne selvfølgelige positioneringer blot vil understrege en forestilling om forskeren som de unge hjemløse overlegen og teksten som indeholdende en afsluttet sandhed om emnet. Hertil har vi stillet os selv spørgsmålene: Er vi at forstå som forskere, medmennesker, forfattere eller medproducenter, og er de at forstå som interviewpersoner, hovedpersoner, fortællere, producenter eller agenter? Hvad betyder sprogbrugen i en indkredsning af os og dem?

Vi finder os selv fanget af sproget, imellem kategorier, henvisninger og repræsentationer, og i prøvende og refleksive bevægelser søger vi at udfordre sprogets begrænsninger og muligheder ved alligevel at (ind)skrive projektets pointer i rapporten.

I rapporten forholder vi os til sproget på to niveauer. Det ene niveau udgøres af vores og de unge hjemløses væren i landskaber [2] , som udgøres af projektet som hele og som underlægger sig sprogets begrænsninger for at kunne opretholde en kommunikation med dig. Det andet niveau udgøres af analytiske tiltag og overvejelser, som bryder med sprogets begrænsninger, da hensigten med vores analytiske tiltag netop er at udfordre hjem/hjemløs-konstruktionens diskursive selvfølgeligheder. Vi har herudfra besluttet at tage udgangspunkt i sprogets determinisme, men at skubbe til den ved at forklare dig vores tanker. Målet er således at skelne mellem et analytisk niveau og et konkret niveau, hvor vi er nødsaget til at være i relationer på en bestemt italesat måde af af- og udgrænsende størrelser som vi og dem. Men vi ønsker ikke analytisk at definere grupperinger; dvs. at omtale og reproducere hjemløse som adskilte fra hjemmede. Derimod vil vi beskæftige os med grænsedragningsprocesser.

Vi ser altså to grupper af dem og os, men vi tematiserer grænserne analytisk, idet vi (ind)skriver et ’os’ som værende på den ene side, og et ’dem’ som værende på den anden. Vi opstiller en grænse, der skal forstås som relationel. ’Vi’ eksisterer ikke uden om ’dem’, og ’de’ ikke uden om ’os’. Denne grænse er bevægelig, flydende og (ind)skrivende i dens kompleksitet af positioner, forhandlinger og subjektiveringer. Vi har altså at gøre med størrelser, der står til forhandling og som både konstrueres af os på det analytiske niveau og af sprogets reproducerende bevægelser på det konkrete niveau. På begge niveauer forstår vi konstruktionen af ’os’ og ’dem’, af hjem og hjemløshed i relationer på et sted i et landskab. Således skal grænsedragningen forstås som kontekstuelt konstrueret, hvorved vi ikke entydigt kan stå som repræsentanter for det hjemmede og de unge hjemløse for det hjemløse. Dette betyder rent teknisk, at når vi på det konkrete niveau taler om os og dem, skriver vi disse to ord uden omkransende apostrofer. Når vi derimod udfolder analytiske tiltag vil ’vi’ og ’de’ stå omkranset af apostrofer.

 

1. 3. Vi, de og du i og med teksten

Ovenstående forbehold må du altså tage med dig i den videre læsning. Derudover må du dog også forstå dig som ’dig’. Du har også en position, hvorved du kan drage grænser mellem læsningen og skrivningen, som på samme måde er at forstå relationelt, gensidigt og samtidigt bevægende.

Fremtidigt og samtidigt sidder du og læser. Teksten, som læses af dig, bliver en læsende bevægelse, som har magten til at stille spørgsmålstegn, fortolke og forstå. Gøren, væren, skrivning og læsning bliver åbne og bevægelige processer, hvilke vi forsøger at gribe og begribe i (ind)skrivningen.

Vi ser altså væren, gøren, læsning og skrivning som samtidige bevægelser, der (ind)skriver sig i/med hinanden og dermed konstruerer og forstyrrer hinanden. Vi vil forsøge at få disse bevægelser til at tage plads i vores rapportskrivning, hvorfor vi har flettet fortætninger ind i rapporten. Fortætninger er tekststykker, som vi har bearbejdet ud fra empiriske tekststykker i form af erindringsarbejde, interviews, og lovtekster. [3] Vi bruger altså fortætningerne til at forskubbe og livagtiggøre den akademiske tekst. Hertil skriver adjunkt i arbejds- og organisationspsykologi. Jo Krøjer (2003) at ”den videnskabelige tekst/fortælling (…) bliver endimensionel, fordi det kun er muligt at fortælle (skrive/læse) én ting ad gangen.” (Krøjer 2003:131). Det er denne endimensionalitet vi forsøger at gøre op med, når vi inddrager lyriske fortætninger af vores erindringsarbejde som tekstlige billeder i den akademiske skrivning.

Denne intenderede forstyrrelse af den akademiske tekst bunder i idéen om, at vores repræsentationer netop ikke kan læses som entydige og endeligt afsluttede. De afhænger ligeså meget af din læsning og positionering ift. rapporten, hvori du indgår med både din fornuft, dine følelser og din kropslighed. I denne sammenhæng omtaler Krøjer fortætningsarbejdet som et forsøg på at forholde sig refleksivt til skrivningens og læsningens iboende følelser og kropslighed, som oftest bliver underkendt af fornuften i akademia. Denne form for skrivning og læsning benævner Krøjer med ordene evocative og embodied [4] , hvilke vi har oversat til dansk som henholdsvis vækkende og kropsliggjort. Vi forsøger med vækkende og kropsliggjort (ind)skrivning både at (ind)skrive vores egne følelser og kroppe i den akademiske tekst, men samtidig også at fremkalde dine følelser og kropslighed i læsningen. Dette gør vi grundet ovenstående erkendelse af, at vores repræsentationer og udlægninger ikke er at forstå som endegyldige og ligeledes i erkendelsen af, at vi alligevel ikke kan styre din erkendelse og fortolkning af teksten. Vi forsøger faktisk at få dig til at forholde dig refleksivt og aktivt til teksten, du bliver præsenteret for, således at du vælger din egen læsestrategi. Du indgår altså i et skrivende og læsende landskab, som fordrer din aktive deltagelse.

Nu begynder rapporten fra en forklaret begyndelse og med et (ind)skrevet ønske om forståelse, tålmodighed og deltagelse fra din side.


2. Læsevejledning

På trods af vores ønske som samtidighed og flertydighed i skrivningen og læsningen af denne rapport har vi alligevel opbygget en struktur og rækkefølge, der holder teksten på papirets landskab. Således indleder vi rapporten med at udfolde en diskuterende rammefortælling, hvor vi (ind)skriver ’os’ og de unge hjem(løse) i det af os konstruerede københavnske landskab, hvilket leder op til at udvikle vores foreløbige problemformulering. Herefter følger emneafgrænsningen. I kap. 6 præsenterer vi vores poststrukturalistiske teoretiske forståelsesramme og udfolder et analytisk begrebsapparat, som bliver operationaliseret og sat i spil med vores metodeovervejelser i kap. 7. Som et resultat af disse indledende øvelser, diskussioner og overvejelser reviderer vi vores foreløbige problemformulering i kap. 8 og præsenterer en fjerde problemformulering i kap. 9. Derefter følger indledningen til fortætningsværket i kap. 10 med selve fortætningsværket i kap. 11. Fortætningsværket søger vi derefter at destabilisere gennem vores kortlægningsmetode i kap. 12. Vores samlede repræsentationer, teoretiske og metodiske overvejelser behandler vi i diskussionen i kap. 13, hvorefter vi igen inddrager den afsluttende del af empiriproduktionen i form af de unge hjem(løses) respons på fortætningsrepræsentationerne i kap. 14. Deres respons bliver afløst af vores konklusioner i kap. 15, hvorefter vi efterlader dig en åben slutning i kap. 16. Afslutningsvis skriver vi rapporten ud i et perspektiverende landskab i kap. 17.


3. Rammefortælling

Denne rammefortælling skal fungere som tematiseringen, hvorunder vi indskriver vores projekt. Fortællingens formål er således at forme og farve et af os konstrueret landskab, hvori vi finder de unge hjemløse i København.

Med dette projekt vil vi forsøge at destabilisere hjem/hjemløs-binariteten, som vi ser den udfolde sig i vores empiriske øjeblikke og i vores egne analytiske bevægelser. Vi vil italesætte en grænsedragningsproces i dens relationelle diskursive udstrækning for således at gribe subjektiveringernes muligheder og umuligheder i et landskab, som det i rapporten udfolder sig. Denne rammefortælling skal indsnævre (u)mulighedernes problematik, som vi ser den folde og udfolde sig om forskellige nodalpunkter i et af os diskursivt konstrueret landskab af hjem og hjemløshed.

Hjem og hjemløshed forstår vi som begreber, der italesættes, formidles, illustreres og fortolkes på mange forskellige niveauer, og som i en kontinuerlig bevægelse gensidigt og samtidigt påvirker hinanden. De omkredser således hverandre relationelt, og forstås herudfra i deres gensidige forhold. Dette er udgangspunktet projektet tager sit afsæt i, og som vi ønsker at problematisere.

Vi vil sætte spørgsmålstegn ved hvor fordrende for forandring det er at benytte sig af ovenstående prædikater, når den negativt indholdsudfyldte hjemløse-side af binariteten forekommer stigmatiserende. Problematikken finder vi i forståelsen af hjem og hjemløshed som normative selvfølgeligheder, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Idéen om

Foran Nørrebro station

Under skinnerne

Hvem kunne falde under

Kategorien hjemløs

Jeg kigger efter

Tøjet

En øl i hånden

Ansigt og øjne

Jeg har en idé om

Et særligt hærget ansigt

Og plirrende flakkende øjne

/ Marta (App. 2: 156)

 

3. 1. Lovgivningen

Til prædikatet hjemløs hører en retslig indfatning, hvorunder begrebet forstås og håndteres, og denne ramme mener vi er af afgørende betydning for hvordan hjemløse behandles og forstås af ’systemet’ og af sig selv. Herunder vil vi (ind)skrive vores forståelse af den retslige optiks forbehold og konsekvenser, som vi har læst os ind på via lovtekster vedrørende vejledningen af den sociale indsats på hjemløseområdet.

I denne læsning får vi et indtryk af et behandlingssystem, som anerkender hjemløses situation som forskellig afhængig af individuelle problematikker. Men gennemgående finder vi også en italesættelse af hjemløse som værende en gruppe ude af stand til at fungere som en del af det etablerede samfund, hvortil den primære arbejdsopgave for kommunerne ligger i en indslusning af ’dem’.

 

Integration af brugerne

I det almindelige system

Tilrettelæggelse af udslusning

Og efterforsorg samt opfølgning

/ Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne 1998:158

 

Ovenstående fortætning af en lovtekst er indskrevet for at eksemplificere den opdeling, der finder sted mellem brugerne af § 94-boformerne [5] og det ’almindelige’ system. Denne bevægelse mener vi konstruerer en kløft mellem det ’normale’ og det ’anormale’. Når man benytter sig af retoriske konstruktioner som denne (især hæfter vi os ved brugen af udslusning og integration), understreger man det forhold, at hjemløse ikke anses som en del af et normalitetsbillede. Således tegner man et billede af et samfund, der består af ’ude’ og ’inde’. To størrelser der forbindes via en integration på præmisser af det, der er ’inde’.

Vi ser en risiko for fremmedgørelse i disse lovtekster, som retorisk synes at konstruere normalitetsbilleder, hvortil den hjemløse ikke tilhører. Vi vil herudfra postulere, at der i disse tekster skabes kategorier, hvor det normale i dens binære relation bliver sat som kontrast til det anormale, som på denne måde tegner sig i skyggerne af modsætningen. På den ene side hjemløshed som står som det anormale, og det der står udenfor. Hjem-konstruktionen som på den anden side står som en del af det, der er ’inde’ og normalt. 

 

3. 2. Fortællingerne

Herskende fortællinger og forestillinger omkring hjemmet optræder også som nodalpunkter, hvorudfra begrebet kan forstås og fortolkes. Disse fortællinger og forestillinger tager vi med i vores konstruktion af det københavnske landskab, som skal fungere som konteksten, hvor vi (ind)skriver et normalitetsbillede af hjemmet. Det kan måske synes som et landskabsbillede med afgrænsede motiver og bestemte farvevalg, men målet er ikke at favne alt, men netop at understrege øjeblikket som et udsnit af en kompleksitet, som er svært håndgribelig. [6]

I hjemmende fortællinger og forestillinger optræder eventyrmodellen som gennemgående element, hvis (ind)skrivning af hjemmet som udgangspunktet og endestationen for rejsen indkredser hjemmets betydningskonstruktion. Det er et trygt sted, et sikkert sted. Udenfor lurer der farer og uventede oplevelser, men også eventyr og store sejre. Udenfor er således ikke udelukkende negativt, men det er usikkert. Herimod er et hjem til at stole på, at regne med.

Udover fortællingen af hjem, iscenesat af eventyret, optræder også familierelationen i landskabet. Familien kan være den gruppe mennesker som hører til hjemmet, foruden hvem hjemmet ikke var det samme. Trygheden i at have sin familie under samme tag, i samme hjem fremstilles som en del af at have, høre og føle sig hjemme (Porteus 1976:387).

Klichéer og idéer knyttet til forestillingen om hjem gennemsyrer konstruktionen og efterlader let genkendelige glansbilleder; derhjemme kan man være sig selv, man kan slå fødderne op på bordet og være grim hele søndagen med nattøj på. Hjemmet er ubetinget accept (Porteus 1876:386). Det er her vi er beskyttet, hvor vi kan grine og græde uden at bekymre os om udstødelse. Vi konnoterer positive ting til hjemmet. Derhjemme kan vi gøre, som vi vil. Der bestemmer vi reglerne. Når vi er ekstra gavmilde åbner vi vores hjem for fremmede. Lukker dem ind i varmen og beder dem om at føle sig hjemme. Denne gavmildhed eller høflighed tillader gæsterne at gøre, som de vil, men under normative rammer skal en gæst opføre sig pænt og ordentligt i et fremmed hjem.

Hjemmet konstitueres ydermere i en uendelig reproducerende bevægelse af ovenstående glansbilleder af kulturindustrien i form af f.eks. boligprogrammer. Disse fortæller os, hvordan vi skal bo, hvor vi skal bo, hvordan det er hyggeligst at bo og hvilken boform, der passer bedst til vores ’type’.

Men hjemmet er mere end det domestiske. Hjem er både materielt, symbolsk, stedsbundet, personknyttet, landskabstegnet, ideologisk, utopisk, romantiseret og illusorisk på samme tid. Således kan man have hjem, søge hjem, og føle sig hjemme og ikke hjemme mange steder. De normative rammer, hvorunder hjem-konstruktionen optræder, er således bevægelige.

Hjemmet er for mange en abstrakt størrelse, men den øgede fokusering på det domestiske hjem og dets æstetik tilegner en stadig større betydning til hjemmet som der, hvor man bor, hvilket vi denne rapport forsøger at udfordrer. I hjemlandskabet følger man med i grænsedragningsprocesserne mellem normalt og anormalt, inde og ude, hjem og hjemløshed, hvilke er processer, der afgrænser og definerer ens mulighedsrum for subjektiverende bevægelse.

 

3. 3. Forskningen

Hjemløs forskningsfeltet/erne (ind)skriver også en afgørende betydning for, hvorledes vi opfatter forholdet mellem hjem og hjemløshed. Herunder vil vi udpege nogle generelle træk ved hjemløseforskningen, som har informeret, inspireret og/eller provokeret os til at skrive denne rapport.

 

3.3.1. Indkredsning af nedslagspunkter og udvikling

I sin historisk kritiske gennemgang af hjemløseforskningen de sidste 25 år påpeger den serbiske sociolog, Dragana Avramov (1999), at før 1980 var den mest udbredte – for ikke at sige eneste – undersøgelsesform af hjemløse kvantitative optællinger af mennesker, der sov på gaderne og gjorde brug af herberg og andre serviceydelser som varmestuer, folkekøkkener etc. Op gennem 1980’erne begyndte man at udføre mere dybdegående kvantitative og deskriptive undersøgelser om de hjemløses situation. Samtidig begyndte man fra både politisk og akademisk hold at definere bedre boligstandarder, hvilket i sig selv var med til at udvide hjemløsebegrebet til også at omfatte mennesker, som måtte have tag over hovedet, men ikke levede op til minimumsstandarderne. I starten af 1990’erne tog hjemløseforskningen to retninger; den ene tog udgangspunkt i en forståelse af hjemløsesituationen som et boligproblem, hvor den andens indfaldsvinkel var hjemløsesituationen som et socialt problem, forstået som den hjemløse persons normative mangelfuldhed og utilpassethed til systemet. Ifølge Avramov var slutningen af 1990’erne et vendepunkt for forskningen, hvor undersøgelserne ikke kun fokuserede på de hjemløse som omdrejningspunkt for problematikken, men forsøgte også kritisk at belyse samfundets indretning som et udtryk for reciprokke sociale processer, hvori social in- og eksklusion finder sted.

 

3.3.2. Kritik af årsagsforklaringer

Avramov kritiserer dog de seneste undersøgelser af hjemløse for at bruge begreber som fattigdom, social marginalisering og eksklusion som årsagsforklaringer for hjemløsheden i stedet for at bruge dem som deskriptive kategorier. Pointen er, at denne søgen efter årsagsforklaringer skaber blindhed overfor den sociale og politiske produktion af hjemløshed, som foregår i en dialektisk social proces, hvor der i den dominante samfundsdiskurs sættes et krav til samfundets borgere om en grundlæggende evne til at kunne udnytte samfundets givne struktur for at blive socialt integreret, hvilket, vi mener, går igen i lovgivningen, som vi præsenterede den tidligere.

 

3.3.3. Hjemløshedens sociale og politiske forhandlinger

Avramov identificerer således forskningsfeltets viden til at være en viden om strukturelle og biografiske årsager til hjemløshed, hvor begrebet hjemløshed bliver holdt op imod en stor vidensressource omkring hjemmet dagligliv (household surveys). Men der mangler viden om hjemløshedens dagligliv; hvordan den konstrueres og udfyldes af de såkaldt hjemløse med forskellige former for netværk, ruter og rytmer.

I 2003 udgav forskningsprofessor ved Institut for organisation og sociale forhold på Aalborg Universitet, Birte Bech-Jørgensen bogen, Ruter og rytmer, som havde som sigte at bryde med hjemløshedsforskningens traditionelle tidslige og rumlige normalitetsbilleder af hjem. [7] Ved fænomenologisk at kortlægge en gruppe hjemløse personers daglige ruter og rytmer får man i første omgang øje på det usædvanlige. Udfordringen består så i at finde det sædvanlige i det usædvanlige og dermed lade det usædvanlige forstyrre herskende selvfølgeligheder. Idet det hjemløse dagligliv sættes ind i samfundets strukturelle rammer tages konsekvensen af Avramovs pointe om den dialektiske sociale og politiske produktion af hjemløshed.

Hjemløshedsproblematikken som produkt af sociale og politiske forhandlinger ser vi gengivet i de fleste af de indhentede RUC-rapporter [8] , som omhandler hjemløse i Danmark. Det er kendetegnende for disse, at de sætter fænomenet, hjemløshed ind i et velfærdsstatsperspektiv og ofte går diskursivt analytisk til værks i afdækningen af gældende socialpolitiske forståelsesrammer og tiltag på området. Mindre udbredt er det blandt disse undersøgelser at gå fænomenologisk til værks, men vi finder det dog i Lund et al. (forår 2000) og i Fisker et al. (forår 1999), som begge tager empirisk udgangspunkt i fænomenet, den hjemløse og dennes identitetskonstruktioner og socialiseringsprocesser ift. hjemforståelser.

 

3.3.4. Politiseret viden

En konstant, der kan siges at findes i hjemløshedsforskningen, er undersøgelser af hjemløshed ift. sociale tiltag af frivillig eller statslig art og herunder statistiske opgørelser. Disse har ofte både (social)politiske og økonomiske dagsordener, som skifter farve alt efter hvilke sammenhænge, de bruges i og af. Statslige organer ønsker som oftest at påpege hjemløshedens begrænsede udbredelse og udsteder derfor snævre kategorier for hjemløse, hvorimod de sociale organisationer arbejder i den modsatte retning; nemlig at bevise det store omfang af hjemløsesituationen. [9]

Konsekvenserne af ovenstående form for hjemløseforskning udpeger den danske psykiater, Preben Brandt (1999) som hjemløseinstitutionernes dobbelte sigte i form af husly og resocialisering, hvilket, han mener, er et udtryk for samfundets forståelse af hjemløsesituationen. Ifølge Brandt er hjemløshed ikke en accepteret situation i det danske velfærdssamfund, hvilket danner grundlag for at ’man’ bevarer det positivt forestillede hjem.

 

3.3.5. Fremtidsperspektiver – at følge nye videnspor

For at komme nærmere en forståelse af den sociale proces, som produktionen af hjemløshed indgår i, foreslår Avramov, at man forsøger at begribe hjemløsesituationen i al dens kompleksitet (ikke mindst kompleksiteten af veje ind og ud ad hjemløshed), som dernæst analytisk må dekonstrueres og slutteligt rekonstrueres for at lade billedet af hjemløsesituationer fremstå klart i sin flertydighed. Dette kræver en kontinuerlig kritisk udfordring af definitioner af hjem/hjemløshed og disses konsekvenser for metodologien.

 

3.3.6. Repræsentationernes magtrelationer

Disse overvejelser tager den amerikanske professor i sociologi og antropologi, Talmadge Wright allerede op i 1997 i sin bog, Out of Place – Homeless Mobilizations, Subcities, and Contested Landscapes, hvor han undersøger forholdet mellem hjemløses sociale og politiske mobilisering og urbane socialt-fysiske rum. Dette er en undersøgelse med et magtperspektiv, hvor Wright forbinder konstruktioner af sociale identiteter med sociale forandringsmuligheder og disses udfoldelser i kampen om meningstilskrivelser af byens landskaber.

”Identities require and acquire spaces within which they may be adopted. (…) The direct reconstruction and redefining of urban spaces by homeless persons therefore constitutes a figurative and literal opposition to the conditions of homelessness, however small that opposition may be, and an active refusal to assume an ascribed social identity.” (Wright 1997:5)

 

Hjemløsesituationens kompleksitet bliver her fremstillet som et flertydigt magtspil af byplanlægning, det offentlige bureaukrati og politiske som mediemæssige hjemløserepræsentationer imellem hvilke, der forhandles om diskursivt mærkede kroppes status i det urbane landskab. Det særligt interessante ved Wrights undersøgelse er hans påpegning af, at magtspillet ikke er ensidigt. Han anser altså ikke de hjemløse som passive samfundsaktører, men som aktive deltagere i strategiske kampe af magt og modstand.

Grundet sin udprægede deltagelse i undersøgelsens genstandsfelt [10] overvejer Wright konsekvenserne af sin akademiske repræsentation af hjemløsesituationen, hvor empowerment-strategier/ønsker står i kritisk dialog med mulighederne for at repræsentere ’den anden’ – altså en metodologisk overvejelse over hjem/hjemløsheds-binariteten. Dette leder os tilbage til Avramovs pointe om definitionernes konsekvenser, som Wright udtrykker med disse ord: ”(…) the power to define who is who (…)” (Wright 1997:6).

Til den store del af hjemløseforskningen, som beskæftiger sig med definitionsspørgsmålet hører forskere som Preben Brandt og lektor i samfundsvidenskab, Catharina Juul Kristensen. Brandt definerer hjemløshedens repræsentationer således:

”En person er hjemløs, når vedkommende ikke har en bolig, der kan opfattes som stabil, blivende og opfyldende vedkommendes krav til en rimelig boligstandard. Samtidig med, at vedkommende ikke magter at benytte sig af samfundets relationer og institutioner i allerbredeste forstand – således familiært netværk samt private og offentlige institutioner af enhver slags, idet årsagen til dette kan være åbenlyse eller mere skjulte forhold hos den enkelte eller i den måde, samfundet indretter sig på.” (Brandt 1992:158)

 

Brandt udtrykker i definitionen det dialektiske forhold mellem den enkelte (hjemløse) og samfundsmæssige strukturer som værende hjemløshedens konstituent.

Kristensen bygger videre på denne definition ved at inddrage både kønsaspektet og de myter, der bliver genereret omkring køn og hjemløshed, som hun indrammer med modernitetens kulturelle forandringsprocesser (Kristensen 1994:30-38).

 

3.3.7. Gensidig integration af materialitet og diskurs

Hjem/hjemløsheds-binaritetens konstruktioner fremstår som gennemgående men ofte ubehandlet tema i hjemløseforskningen, som dog i de seneste år har fået en mere eksplicit og konkretiseret status i diverse undersøgelser, hvilke er begyndt at trække på social- og kulturgeografiens metodiske repræsentationsdiskussioner. [11]

Indenfor denne nye gren af hjemløseforskningen bliver materialitet og diskurs forenet, hvilket betyder, at man interesserer sig for hjem/hjemløsheds-binaritetens diskursive materialisering i samfundet. Hjemløshed bliver her fremstillet som en foranderlig konstruktion, der forhandles og udfordres af både hjemløse som marginaliseret minoritet og af majoritetssamfundet i alle dets repræsentationer [12] .

 

3.3.8. Vores forskningsmæssige positionering

Det er indenfor denne forgrening af hjemløseforskningen, vi finder det rimeligt at positionere nærværende undersøgelse. Vi har en poststrukturalistisk tilgang, som bærer præg af at være informeret og inspireret af den nyere amerikanske og britiske hjemløseforskning, som udlagt ovenfor. Vi ser således rige forståelsesmuligheder i kombinationen af den metodiske brug af kulturgeografien og den teoretiske brug af den poststrukturalistiske analytik, som udlagt af den australske pædagog, Bronwyn Davies (2000a, 2000b). I projektet prøver vi gennem analyse af materialiseret/-nde diskursive forhandlinger at begribe hjemløshedens dialektiske kompleksitet af fænomener og strukturer, som både Avramov og Brandt peger på som hjemløseforskningens nye udfordringer. På denne måde forsøger vi ikke at se hjem(løshedens) in- og ekskluderingsprocesser som en diskussion om de hjemløses ’ude’-position og majoritetens ’inde’-position i samfundet, men som processer af relationer, der rækker ind i hinanden.

Jointen

Jointen er nu sendt på omgang

Fire mennesker deler den

Jeg kigger på dem

Ham ved siden af mig

Har lige illustreret sin psykose

Snakker med sig selv

Får pludselige udbrud

Slår i puden

Eller på sine ben

Jeg genkender ham

Han har ligget i sofaerne

Og leet i timevis

Hvis jeg får tilbudt jointen

Vil jeg sige nej tak

Men ingen tilbyder

Og jeg føler mig igen

Anderledes      

/ Sofie (App. s:188)

 

3. 4. Et Kultur- og Sprogmødestudies perspektiv

Idet vores projekt tager udgangspunkt i hjemløseforskningens repræsentationsproblematikker, mener vi særligt at kunne bidrage med nye perspektiver grundet vores faglige forankring i Kultur- og Sprogmødestudiet. Vi anvender således mødet som grænsedragningsproces, da vi mener, at mødet netop omfavner produktionen af repræsentationen i alle sine magtrelationer mellem positioner. Dertil anvender vi kulturbegrebet som en konkretisering af magtrelationerne mellem minoritets- og majoritetspositioner, der dog må forstås som samtidige og gensidigt konstituerende i flydende landskaber af subjektiverende kroppe og steder. Da vi netop søger at fange mødets samtidigheder og forhandlinger, ser vi os nødsaget til at forholde os til sprogets formative kraft, som vi både specifikt ift. hjem/hjemløs-binariteten, men også ift. dikotomier som os/dem søger at destabilisere og udfordre for kritisk at behandle repræsentationens konsekvenser.

 

Denne rammefortælling fungerer som opløbet til problemformuleringen, som i relation til ovenstående har gennemgået en proces i projektforløbets indledende faser, hvilke vi vil fremlægge i næste kapitel for derefter at kunne præsentere vores foreløbige problemformulering.

 

 


4. Den processuelle problemformulering

Gennem hele processen har magt-perspektivet udgjort en rød tråd for vores forståelse af og tilgang til genstandsfeltet, hvilket vi også har forsøgt at tydeliggøre med vores positionering indenfor forskningsfeltet. I første omgang forstod vi magtudfoldelsen gennem marginaliseringsprocesser, hvor samfundets majoritetsgruppe kunne udvirke ekskluderingsmekanismer på minoritetsgruppen – her forstået som de hjemløse. Dette ledte os frem til det første forsøg på en problemformulering;

 

Hvor, hvornår og hvordan kan unge hjemløse føle sig hjemme?

 

Denne problemformulering blev dog hurtigt udfordret af vores første møde med landskabet, hvor vores umiddelbare stereotype forestilling om hjemløse blev forstyrret. En rundtur rundt på nogle af Københavns hjemløsetilbud i søgningen efter mulige unge hjemløse, som kunne have lyst til at indgå i vores empiriproduktion, fandt vi, at hjemløsegruppen ikke fremstod så entydig, som vi havde forestillet os. Blandt andet fik vi fortalt af en medarbejder i De hjemløses hus, at en hjemløs sagtens kan have en lejlighed og ikke føle sig hjemme og derfor være hjemløs. Denne information udelukkede dog ikke fra vores stereotype forestilling, at hjemløse stadig er dem, der sover i trappeopgange og under byens broer.

Næste stop på rundturen var Gaderummet [13] , hvor mange unge hjemløse holder til. Her opdagede vi, at disse unge hjemløse har mulighed for at overnatte på en madras eller sofa. Der er således alternativer til trappeopgangen og broen.

Af disse observationer i landskabet fandt vi ud af, at vores første problemformulering fremstod essentialistisk, idet vi havde skabt en afgrænset og defineret kategori af unge hjemløse, som ikke formåede at afspejle landskabets flertydighed, som vi mødte den. Vi indså, at der var brug for en begrebsdiskussion inden vi kunne skrive en problemformulering, der kunne omfavne landskabets ’virkelighed’.

Vores samtidige teoretiske orienteringer bibragte os en optik, der kunne forstå genstandsfeltet ved hjælp af Bronwyn Davies’ begreb om krop/landskabs-relationer, hvor både krop og landskab skal forstås som både diskursive og materielle størrelser, hvilket gjorde os i stand til at indfange landskabets flertydighed og gensidige påvirkninger kroppe og landskaber imellem.

Ved at inddrage landskabs-perspektivet kunne vi se at ordet ’kan’ fra den første problemformulering stadig var nyttig, idet den indeholdt både kroppens/landskabets begrænsninger og muligheder;

Hvordan kan unge hjemløse konstruere hjem i det københavnske landskab?

 

Med den anden problemformulering havde vi inddraget kroppens og landskabets gensidige relationer, som både begrænser og muliggør konstruktioner af hjem, men vi havde ikke formået at gøre op med kategorien, hjemløs. Da vi i landskabets ’virkelighed’ kunne se, at unge hjemløse faktisk kunne skabe former for hjem, måtte vi opbryde den stærke modsætning mellem kategorierne ’hjemmet’ og ’hjemløs’. Inspireret af Davies’ arbejde med kategoridannelser, hvor en kategori ikke må forstås som udgrænsende, men som et ’multipelt hele’ (Davies 2000a:48), begyndte vi at forstå begrebet, hjemløs som både indeholdende hjem og ikke-hjem. Rent sprogteknisk formidlede vi dette ved at sætte parentes omkring ’løs’, og således nåede vi frem til følgende problemformulering…

 

Hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?

 

Denne problemformulering anser vi som værende et udtryk for den foreløbige undren, der kan sætte rapporten i gang. Vi vender således tilbage til den senere, for at kunne udfordre den ud fra udviklinger i projektet.

 


5. Emneafgrænsning

Da vores opgave overordnet omhandler unge hjem(løses) diskursive konstruktioner af hjem og vores repræsentationer af disse i øjebliksbilleder, er der en række parametre vi fra start af har besluttet ikke at gå ind i.

Vores emneafgrænsning er præget af vores positionering i forskningsfeltet, hvorfor vi i særlig grad afholder os fra at søge livshistoriske og strukturelle årsagsforklaringer til de unge hjem(løses) nuværende situation, da dette allerede i stor udstrækning er blevet eller bliver behandlet. Derfor er vi heller ikke gået ind i problematikker omkring stofmisbrug eller psykiske problemer, som vi dog er bevidste om fylder en stor del unge hjem(løses) liv og subjektiveringsprocesser, og som det sociale system i høj grad forholder sig til.

Det kan ligeledes læses i vores behandling af forskningsfeltet, at der er forskellige kræfter, der trækker i hver sin retning, når begrebet hjem(løs) skal defineres. Fra politisk side ønsker man således at begrænse hjem(løshed) ved at indsnævre de kategorier, hvorunder hjem(løse) kan befinde sig. Omvendt trækker sociale organisationer i den modsatte retning ved at åbne op for definitionen, hjemløs. Det er forstyrrelser af herskende definitioner af hjem/hjemløs-konstruktionen, vi i nærværende rapport forsøger at indfange et øjebliksbillede af blandt de unge hjem(løse), og vi har således valgt ikke på forhånd at møde ’dem’ med gældende hjem/hjemløs-typificeringer og kategorier (jf. kap. 3).

            Endvidere skal det understreges, at vi ikke har til hensigt at evaluere nuværende sociale tilbud i form af væresteder, herberger, behandlingssteder etc., som unge hjem(løse) har mulighed for at benytte sig af eller lave nogen sammenligninger mellem disse tilbud. Hvorfor vi heller ikke ønsker at vurdere koordineringen mellem disse.

Da vi ikke inddrager ovennævnte undersøgelsesperspektiver, foretager vi således heller ikke en systematisk strukturel analyse af de muligheder og umuligheder, de unge hjem(løse) støder ind i, i deres møde med det offentlige sociale system. Som det kan læses i rammefortællingens indledende øvelser, har vi dog orienteret os på lovgivningsområdet og gjort os overvejelser over, hvordan vi kunne tegne en skitse af de normalitetsbilleder, der trods alle ovennævnte forbehold alligevel figurerer i majoritetssamfundets offentlighed.


6. Teoretisk forståelsesramme

Af ovenstående emneafgrænsning håber vi, at det er blevet klart for dig, at vores arbejde med problemformuleringen, hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?, er diskursivt indrammet. Med en diskursanalytisk tilgang til problemet har vi valgt at fokusere på hjem/hjemløs-binaritetens kategoridannelse og dennes aktualisering blandt unge hjem(løse).

For at kunne operationalisere et diskursanalytisk apparat har vi fundet en vej ind i en forståelseshorisont, hvor hjem/hjemløs-binariteten både kan begribes som en diskursiv og en materiel størrelse. En begrebsstørrelse som bliver artikuleret i både kroppe og landskaber, som begge er diskursive og materielle på samme tid, og som konstrueres med og i hinanden og derved bliver gensidigt udstrakte i og med hinanden.

Denne teoretiske forståelsesramme har vi hentet i den australske pædagog, Bronwyn Davies’ destabiliserende arbejde med dikotomier som krop/sprog og i særdeleshed krop/landskab. Idet vi inddrager kroppen og landskabet i den diskursive analyse af hjem/hjemløs-binariteten, åbner vi op for et nyt niveau i problematiseringen af relationelle bevægelser som konstituerende for måden, hvorpå kategorier konstrueres og tilegnes kontekstuel betydning.

Hertil har vi fundet støtte indenfor den postmoderne kulturgeografi, som ifølge geograferne, Trevor Barnes og Derek Gregory (1997) byder på en diskursiv optik på geografiske elementer som sted, landskab og kroppen i dem, samtidig med at den materielle forståelse bevares, som vi mener aldrig kan nås udenom diskursive repræsentationer. Som tidligere nævnt positionerer vi således nærværende undersøgelse indenfor den nyeste del af hjemløseforskningen, hvor geograferne, Lois M. Takahashi (1996) og April R. Veness (1993) begge peger på vigtigheden af at diskutere repræsentationen af hjem(løse) og konsekvenserne heraf.

Med vores afdikotomiserende undersøgelsestilgang mener vi at kunne udvide måden, hvorpå man kan arbejde problemorienteret. Denne påstand begrunder vi med, at vi konsekvent forsøger at lade en poststrukturalistisk informeret refleksivitet gennemsyre projektet, idet vi lader refleksiviteten binde teori, metode/empiriproduktion og skriveproces sammen i en relationel og gensidigt konstituerende samtidighed. Med poststrukturalistisk informeret refleksivitet forstår vi en refleksivitet, som fordrer et forandringspotentiale i sit konstante opgør med selvfølgeligheder – herunder den essentialistiske forståelse af kategorierne hjem og hjemløs.

”(…) because of the reflexive nature of poststructuralist thought, the new modes of interpretation and of life in and through poststructuralist discourses can never be finally accomplished. (…) Its own conceptual apparatus is always open to examination, not with questions such as which concepts should be included or excluded, but rather: what work do these concepts achieve; what can they make visible and what do they occlude; who is given authority through their usage and who is deprived of it?” (Davies 2000a:9)

 

Vores teori, metode/empiriproduktion, skriveproces og disses iboende repræsentationsproblematikker har karakter af en materiel diskursiv ’virkelighed’, og på denne måde kan vi beskæftige os med og destabilisere essenstænkningen i både sprog og skrift, i materialitet og visualitet, hvorved også sprogets determinisme problematiseres. Vi beskæftiger os således med hjem- og hjemløshedsbegreberne i deres diskursiverende materielle repræsentationsformer.

 

6. 1. Videnskabsteoretiske anslag

Herunder har vi valgt at slå nogle afgørende videnskabsteoretiske overvejelser an, som vi mener, indkredser og informere vores teoretiske forståelse af genstandsfeltet og vores analytiske begrebsapparat.

 

6. 1. 1. Diskurs og tekstualitet

Vores brug af begreberne diskurs og tekstualitet udelukker som sagt ikke materialiteten eller sociale praktikker. Vi bruger snarere diskurs og tekstualitet som en måde af forstå materialitetens og de sociale praktikkers udformninger og repræsentationer på.

Vi forstår diskurser som landskaberer af menings- og betydningskonstruktioner, hvilke har en konstitutiv og formativ kraft i (ind)skrivningen af kroppens materialitet og sociale praktikker (Davies 2000b:11). Denne definition finder vi dog for abstrakt, idet den tager sit udgangspunkt i sproget som en primær konstituerende og konstruerende faktor. Vi ønsker ikke at underkende sprogets funktion, men vil her forsøge at åbne op for en kropslig og performativ forståelse af diskurser med udgangspunkt i en sprogteoretisk ramme. Davies skriver med henvisning til Derrida, der sagde, at der ikke findes noget udenfor teksten, at alt er tekst og ”that we are inseparable from the texts through which we are constituted and through which we constitute ouselves.” (Davies 2000a:135). Denne forståelse af tekst som et altomfattende begreb, mener vi, understreger vores diskursopfattelse og fremmer en optik, der kan åbne blikket for materielle størrelser i diskursen.

Husbogen

Husbogen

Husets beskedcentral

Vi skal læse i den

For at få et bedre indblik i stedet

Vi tager den hen til det store bord

60 % af min opmærksomhed

Er rettet mod bogen

40 % går ud i lokalet

Nysgerrighed

Hvem kommer sådan et sted

/ Jakob (App. 2:159)

 

På denne måde inddrager vi tekstualitetsbegrebet som et bindeled mellem diskursive bevægelser, idet vores brug af begreberne diskurs og tekstualitet skal forstås som komplimenterende, og hvor tekstualitetsbegrebet tilføjer et destabiliserende aspekt til sprog/materialitet-binariteten. Vi inddrager altså materielle størrelser i konstruktionen og konstitutionen af diskurser, men det er teksterne, der fortæller og formidler disse. Ens væren i landskab og sted bliver således diskursivt konstrueret og afhængiggjort og tekstuelt formidlet og fortolket.

Hertil åbner tekstualitetsbegrebet op for at forstå materialiteternes og de sociale praktikkers samtidighed, idet vi kan forstå deres forbundethed og gensidige konstituering ved deres indbyrdes intertekstuelle referencer (Barnes & Gregory 1997:141). Intertekstualitet bruger vi at vise, hvordan diskursive kroppe/tekster altid må forstås i deres kontekst i deres positioneringer i og med landskabet, stedet og de andre kroppe, idet alle disse størrelser kan begribes som tekster, der konstrueres og subjektives i/med/mod hinanden i en samtidighed.. Intertekstualiteten er det, vi i første omgang får frem i fortætningsværket, idet teksterne står side om side med hinanden og derudover er blevet produceret i positionerende/subjektiverende interviews med os som tekstlige kroppe og indrammet af erindringsbearbejdelsen af deltagende observation (jf. kap. 7).

            De unge hjem(løses) aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten læser og repræsenterer vi således som kropslige tekster, der indgår i en materiel og diskursiv kontekst, vi har valgt at kalde det københavnske landskab.

 

6. 1. 2. Det poststrukturalistiske subjekt

Os selv og de unge hjem(løse), som vi har inviteret til at deltage i projektets empiriproduktion, forstår vi ud fra ovenstående diskursforståelse som kropsliggjorte tekster. Vi ser altså ikke subjektet som et prædiskursivt væsen, men som en ikke-færdigskrevet kropsliggjort tekst, som agerer, vælger og positionerer sig selv i interaktionen med andre kropslige tekster og materielt-diskursive landskaber og steder.

            ”The point of poststructuralism is (…) to enable us to see the subject’s fictionality, while recognizing how powerful fictions are in constituting what we take to be real.” (Davies 2000a:133). Dette betyder at de unge hjem(løses) italesættelser af sig selv i forhold til hjem/hjemløs-konstruktioner kan forstås som produktive fiktioner, hvilket ikke betyder at de mister deres perfomative værdi, men blot at de ikke kan anses for at være endegyldige identiteter og definitioner af hjem/hjemløshed.

            Ved at forstå subjektet som et aldrig færdigt produkt eller tekst vil det ofte være mere nær-liggende at tale om subjektivering frem for subjekt, idet subjektivering konnoterer proces: ”The subject of poststructuralism (…) only exists as process; it is revised and (re)presented through images, metaphors, storylines, and other features of language (…) it is spoken and re-spoken, each speaking existing in a palimpsest with the others.” (Davies 2000a:137). Ifølge Davies må subjektet forstås som ‘skaber’ af sit eget jeg. – Et jeg som ikke må læses som et navneord, men som et udsagnsord; at ’jeg-liggøre’ (Davies 2000a:17,137).

Det poststrukturalistiske subjekts karakter af ’åben tekst’ forstår vi ikke som en ubegrænset størrelse, der jeg-liggører sig selv til hvad som helst, men derimod som en kropsliggjort (det vil sige af subjektet internaliseret) tekst, der er begrænset og muliggjort af relationer i et bestemt materielt-diskursivt landskab (Davies 2000a:55). ”The process of subjectification, then, entails a tension between simultaneuosly becoming a speaking, agentic subject and the corequisite for this, being subjected to the meanings inherent in the discouses through which one becomes a subject.” (Davies 2000a:27).

 

6. 1. 3. Agens og refleksivitet

For at forstå de unge hjem(løses) subjektiveringsprocesser og aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten mener vi, at det er nødvendigt at inddrage agens-begrebet. Agens skal ikke forstås som frihed fra den diskursive konstituering af selvet, men som genkendelse af konstitueringen og en mulighed for at stå imod denne og dermed ændre subjektiveringens bevægelse. Ej heller må agens forstås som subjektets autonomi, da subjektet altid handler indenfor og med eller imod diskursernes sociale praktikker og materialitet (Davies 2000a:67).

          Agens forstår vi nærmere som subjektiveringens grad af refleksivitet; altså en væren i landskabet som reflekterer over mulige måder at være på. De unge hjem(løses) agens ser vi som deres mere eller mindre refleksive aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten. Vores adgang til ’deres’ subjektiverende agens går gennem ’deres’ forfatterskab; det vil sige ’deres’ fortælling med og imod hjem/hjemløs-binaritetens diskursive repræsentationer.

Destabilisering

Jeg fortæller at meningen er

At åbne op for muligheder

At frembringe følelser

At destabilisere forestillingen

Han nikker

Svarer at det lyder godt

At det er pisse irriterende

Når folk ser ham og tænker

Der er en hjemløs

Og kigger ned på én

Den situation

Hvor folk dømmer

Uden at kende

/ Sofie (App. 2:187)

 

6. 1. 4. Refleksivitetens forstyrrelser som forandringspotentiale

I de unge hjem(løses) med- og modfortællinger af hjem/hjemløs-binariteten finder vi det førnævnte poststrukturalistiske forandringspotentiale, idet deres refleksive agens muliggør en forstyrrelse af hjem/hjemløs-binaritetens normalitetsbillede (jf. kap. 3).

”The speaking/writing subject can move within and between discourses, can see precisely how they subject her, can use the terms of one discourse to counteract, modify, refuse, or go beyond the other, both in terms of her own experienced subjectivity and in the way in which she speaks in relation to the subjectivities of others.” (Davies 2000a:60)

 

Den poststrukturalistiske forståelse af agens som refleksivitet skaber i udgangspunktet mulighed for, at en traditionelt marginaliseret samfundsgruppe uden agens som unge hjemløse kan bemægtige sig agens-status gennem ’deres’ subjektiverende refleksive italesættelser (Davies 2000a:56) og dermed forandre deres subjektivering og position i den diskursive konteksts sociale praktikker og materialitet.

 

6. 1. 5. Magtperspektiv

Den refleksive agens og dynamiske subjektiveringsproces muliggør forandring og ekspliciterer dermed de sociale forhandlinger, der finder sted mellem tekstuelle kroppe i materielle diskursive landskaber. De sociale forhandlinger i landskabet politiserer selv samme landskab og tvinger os således til at forholde os kritisk til magtperspektivet i nærværende projekt, hvilket vi lader komme til udtryk i vores gennemgående repræsentationsdiskussion og forsøg på et opgør med hjem/hjemløs-dikotomien.

            Barnes og Gregory (1997:235) argumenterer for at landskaber aldrig er neutrale, men altid gennemsyrede af magtrelationer. At magten forstås som relationer mellem forhandlingspositioner er afgørende for vores magtforståelse, idet vi forankrer den i Davies’ magtbegreb, som er hentet fra Michel Foucaults arbejder, hvor magten ikke kun anskues som en statisk ovenfra kommende størrelse indlejret i love og regler. Magt i Foucaults teoretiske univers har en relationel karakter og forstås som produktiv og aktiv (Davies 2000a:18-19). På trods af begrebets negative ladning skal det her forstås som et forandringspotentiale, et forhandlingsbegreb, der i en relationel bevægelse både kan definere og omdefinere subjektiverende mening. Forhandlingerne ser vi udfolde sig på flere niveauer. Hermed mener vi forskningen, lovgivningen, normalitetsbillederne af hjem og vores empiriproduktion. Magt finder vi altså både i sociale praktikker, i materialiserede diskurser – i kroppe, landskaber, steder og tekster – og hele tiden i spænding med forskellige modstandsformer.

 

6. 2. Analytisk begrebsapparat

Herunder operationaliserer vi de begreber, som vi mener, gør vores bearbejdning og repræsentation af empiriproduktionens resultater mulig.

 

6. 2. 1. Kroppen – stedet – landskabet

Da vi i udgangspunktet anskuer hjem/hjemløs-konstruktioner som både materielt og diskursivt konstituerende, har vi valgt at repræsentere de unge hjem(løse) som tekstuelle kroppe, der agerer og subjektiveres i et landskab, der både udgøres af det geografiske område, København og af det diskursive net af hjem/hjemløs-konstruktioner og –fortællinger i samfundet.

            Kroppen og landskabet er begge materialiserede/ende, diskursiverede/ende og politiserede/ende størrelser, der indgår i gensidige relationer med hinanden. Måden, hvorpå Davies analytisk operationaliserer denne krop/landskabsrelation, er ved at antage at kroppen (subjektet) er foranderlig og diskursivt påvirkelig i forhold til landskabet (Davies 2000b:13).

Antagelsen om kroppen i landskabet og landskabet i kroppen ophæver dikotomien mellem krop og landskab. Kroppen og landskabet bliver medudstrækkende med hinanden og påvirkende for subjektiveringsprocessen og repræsentationen.

Metaforen

Krop/landskabs-metaforen

Skaber

Fornemmelser

I min krops tilstedeværelse foran computeren

Genkalder materialiteterne

Indtryk

Tanker

Følelser

Teoretiske læsninger

Empiriske indtryk

Er begyndt at co-produceres

/ Marta (App. 2:165 – 166)

 

Bevægelsen mellem kroppen og landskabet beskriver Davies som en mærkende proces, hvor kroppen mærkes af landskabet, og landskabet mærkes af kroppen. Denne mærken finder sted på mange forskellige måder som institutionalisering, botræningstilbud, normalitets- og modstandsbilleder af hjem, hjemløskategoriseringer etc. Således mærkes og mærker vi os og kategoriserer og kategoriseres herigennem ind i socialt genkendelige rum (Davies 2000b:15-16). Dette bliver i nærværende undersøgelse et spørgsmål om hvilken mærkning de unge hjem(løse) konstruerer omkring deres egen hjem(løse) væren i landskabet, og hvordan en sådan mærkning finder sted, og hvilken betydning den får i ’deres’ konstruktion af hjem.

For at forstå mærkningsprocessen mellem krop og landskab introducerer Davies begrebet, fold, idet ”the folding and unfolding of embodied beings is read in the contexts of the folds in the landscapes through which they move and take up their being.” (Davies 2000b:14). At folde og udfolde den legemliggjorte væren i relation til landskabet implicerer en analyse af fortællinger, som knytter betydning til steder i landskaber i relation til kroppen. Folder kan således forstås som diskursive meninger indlejret i de subjektiverende landskaber, hvilke er konstrueret gennem magtkampe om mening og betydning. Styrkeforholdet mellem subjektet, landskabet og de andre kroppe i landskabet danner således folder, og det er i fortællingerne at folderne italesættes og udfoldes, og deres betydningskonstruktioner følgende kan destabiliseres.

En forestillet fold kan hedde sig, at hjemmet er stedet, hvor man kan være ’sig selv’. Men udvides denne definition af hjem, og fortælles den udenom klichéerne og forstås som medudstrækkende i et landskab, der rækker udover det domestiske hjem, kan forståelsen måske udfoldes. Ved at inddrage fortællinger fra unge hjem(løse), der ’hjemmer anderledes’, og lade dem (ind)skrive sig i et landskab, håber vi at kunne tilbyde forskellige måder at forstå det hjemmede på og herved destabilisere cementerede forestillinger om hvordan, man skal være, have og føle sig hjemme.

Vores analyse trækker mærkede linier i og mellem kroppe gennem landskaber. For at abstraktheden ikke skal overtage undersøgelsens materielle forankring, bruger vi stedsbegrebet som mærkningens og subjektiveringens fikspunkter. Dette betyder at stedsbegrebet betegner de betydningsfulde diskursive og materielle nodalpunkter [14] i landskabet, som de unge hjem(løse) taler frem i deres forståelser af hjem/hjemløs-konstruktionen. Disse nodalpunkter eller steder forstår vi både som geografiske markeringer og som forestillede steder i fantasien eller erindringen og kroppen selv som sted i landskabet. At vi også forstår kroppen som et sted i landskabet er afgørende for ovennævnte gensidige mærkning mellem krop og landskab, da landskabets mærkning af kroppen har afgørende indflydelse på hvordan, kroppen forholder sig til landskabet (Krøjer 2003:66-67).

 

6. 2. 2. Hjem-typologi til forhandling

Med ovennævnte teoretiske forståelse af krop, landskab og sted mener vi, at denne undersøgelse stiller sig åben overfor de unge hjem(løses) subjektiverende indholdsudfyldelse af hjem/hjemløs-konstruktionen og kan dermed yde destabiliserende effekter på normalitetsbilledet af hjem, som vi præsenterede i rammefortællingen (kap. 3). Vi erkender dog, at denne åbenhed stadig er informeret af kulturgeografiens beskæftigelse med hjem (Porteous 1976, Veness 1993, Valentine 2001).

J. Douglas Porteous (1976) fremkommer med en klassisk behandling af hjem, hvor hjemmet bliver betragtet som det domestiske hjem, der skal udtrykke indehaverens identitet og sikre dennes sikkerhed. Hjem-følelse bliver herved skabt gennem kontrol, grænsedragning og personalisering af domesticiteten, hvorved tilhørsforholdet kommer til at spille et centralt omdrejningspunkt. Det domestiske hjem fremstår her som et afgørende nodalpunkt i krop/landskabsrelationen. ”Home is thus a major fixed reference point for the structuring of reality. (…) so the fundamental dichotomy in geographical space is between home and non-home.” (Porteous 1976:386).

April R. Veness (1993) udfordrer disse karakteristika ved det domestiske hjem, idet hun bygger videre på Porteous’ antagelse om, at hjem-skabelse er en kreativ aktivitet. Gennem etnografiske undersøgelser af hjemløse menneskers måder at hjemme på formår Veness at genfinde ovennævnte karakteristika i andre hjem-udformninger end det domestiske.

Ved at gå i Veness’ fodspor og samtidig bruge Davies’ krop/landskabs-relation mener vi at kunne få et dialektisk perspektiv på de unge hjem(løses) hjem/hjemløs-konstruktioner, hvor den klassiske hjem-typologi sættes i forhandling med alternative hjem-forståelser.

 

6. 2. 3. Be(longing)

Idet vi ønsker at fremme ovennævnte dialektiske perspektiv, gør vi brug af Davies’ begreb, (be)longing, som på samme tid indfanger meninger af tryghed, ejerskab, medlemskab, tilhørsforhold og længsel (Davies 2000b:37) [15] , og som kan omkredse subjektets forholden sig til landskabet og deraf produktionen af steder, hvortil diskursive menings- og betydningskonstruktioner spiller ind.

            At høre til eller længes efter et landskab er en følelsesmæssig position, men kan samtidig også være en politisk position (Davies 2000b:39). Man kan altså føle et bestemt tilhørsforhold til et landskab, en følelse der kan forstås som værende en del af ens subjektivering. Det, at høre til eller længes efter nogle steder frem for andre, bliver over tid til en del af ens selvfortælling. Ligeledes kan man føle et tilhørsforhold ud fra politiske overvejelser, hvilket vi i nærværende undersøgelse forstår i form af de unge hjem(løses) marginaliserede ståsted i landskabet og de kampe og overlevelses- og tilpasningsstrategier, de taler frem som nødvendige for en ret til at være i landskabet på en anden måde end en ’klassisk hjemmet’.

            (Be)longing er et begreb med en dobbelthed udgjort af parentesen som fremhæver longing, hvilket Davies betegner længslen mod at høre til i et landskab, samtidig med at tilhøre landskabet (Davies 2000b:37). Man kan altså længes efter at tilhøre et landskab, samtidig med at man hører til i et andet. Eller man kan længes efter et tilhør til det landskab, man befinder sig i. Væren i landskabet bliver på denne måde en flertydig proces, eftersom man kan være i, stræbe og længes efter det, man allerede har på en gang. Denne længsel efter at tilhøre noget, man allerede er i, eller noget, man ikke har, skaber et mulighedsrum for forandring, som hele Davies’ poststrukturalistiske teori sigter mod.

Hjemløshed i hjemmets skygge

At forstå hvordan vi kan være der

At falde ind

Uro

På den ene side spændt

På den anden side glæder jeg mig

Til at komme hjem

/ Sofie (App. 2:160)

 

For at nuancere (be)longing-begrebets iboende forandringspotentiale i form af den kreative subjektiveringsproces tilføjer Davies begrebet, appropriate(d) [16] , som omfatter de mange bevægelser og strategier, som subjektiveringsprocessen udfolder.

”In the process of constructing ourselves appropriately in landscape, we long for a secure relationship, for an affinity, for a sense of being in our proper or usual place. This longing is intricately tied up with becoming the appropriate(d) body, which is of that landscape, which belongs to that landscape.” (Davies 2000b:37)

 

            Begrebet appropriate(d) åbner altså op for en analytisk optik, der kan indfange de unge hjem(løses) tilpasningsstrategier og disses iboende fortolknings- og positionerings(u)muligheder. Hertil er det vigtigt at understrege, at bevægelsen appropriate(d) indeholder en gensidighed mellem krop og landskab, således at kroppen tilpasses og optages af landskabet og samtidigt bliver landskabet kroppens – eller kroppen utilpasses og frastødes af landskabet og afsiger samtidigt landskabet (Davies 2000b:249).

         

6. 2. 4. Positionering

Forandringspotentialet, vi finder i det processulle subjekt, den refleksive agens og i (be)longing-begrebet, er forankret i Davies’ brug af positioneringsteorien. Når subjekter interagerer, positionerer og positioneres de, og disse begivenheder resulterer i, at samtaler får bestemte udfoldelsesrammer. Denne positioneringsbevægelse sker i relation til de sociale normer og materielt-diskursive kontekster, de interagerendes forudgående kendskab til hinanden og samtaleemnet. At blive positioneret anbringer én i en position, og denne giver én bestemte udfoldelsesmuligheder.

          Da vi forstår diskursive/materielle subjekter og landskaber som tekstuelle størrelser, der står i relation til andre kropslige tekster i et materielt-diskursivt landskab, indtager positionerings-begrebet en vigtig del af vores analytiske begrebsapparat. Positionering udfolder sig nemlig gennem den fælles bevægelse af alle de tilstedeværende subjekter og tekster, hvor de prøver at determinere deres egen og de andres handlinger og betydninger. Der er altså i intertekstuelle positioneringsbevægelser plads til flere talehandlinger og betydningskonstruktioner på samme tid. Herudfra kan man kan tale om et produktivt samarbejde mellem positionering og den illokutionære [17] kraft. Positionering er således den diskursive proces, hvormed subjekter og tekster participerer i fælles producerede handlingslinjer. Der er tale om en interaktiv og refleksiv positionering, hvor man positionerer henholdsvis andre og sig selv (Davies 2000a:90-91).

            I rapporten vil vi bruge denne udlægning af positioneringsbegrebet i den analytiske bearbejdning af de unge hjem(løses) fortællinger om hjem/hjemløshed, idet vi forstår deres fortællinger som tekster, der positionere sig i og i forhold til et landskab af andre tekstuelle konstruktioner af hjem/hjemløshed.

Vores rutine

Vi indgår i en bevægelse

Rutinemæssigt

Et håndtryk

Nu et knus og kys på kinden

Sætter mig ved et bord

På opfordring af Fernando

Han spørger

Kunne jeg tænke mig en kop te

Fernando sysler med teen

Ude i køkkenet

Teen

Tuborg

Taler lidt frem og tilbage

Jeg leder

Samtalen

Hen på dette mødets formål

/ Marta (App. 2:184)

 

Derudover vil vi også integrere positioneringsbegrebet i vores metodiske overvejelser om relationen mellem ’os’ og ’dem’, og dennes konsekvenser for empiriproduktionen og deraf følgende repræsentationsproblematik. Hertil mener vi, at det er yderst vigtigt at indtænke rapportens læser i rapportens positioneringsbevægelser, idet positionering ifølge Davies ligeledes kan forstås som læsningen/fortolkningen af tekster.

 

6. 2. 5. Metaforer og klichéer

Positioneringer forstår vi som ligeså produktive og formative som de magt-relationer, de måtte indgå i, hvilket betyder at vi med vores materielt-rumlige forståelse af diskursiverings- og subjektiveringsprocesser må forholde os kritisk til ’vores’ og ’deres’ brug af spatiale (og ’hjemlige’) metaforer og klichéer, da disse ofte bliver brugt til at (de)markere positioner. I denne sammenhæng giver professor i feministisk kulturgeografi, Geraldine Pratt (1997) et relevant kritisk perspektiv på brugen af visse gængse spatiale positioner, som vi ser går igen i hjem/hjemløs-diskussioner. Pratt fremhæver positionsmetaforerne mobilitet, marginalitet og grænseland. Førstnævnte fordrer et opgør med mobilitet/stabilitet-dikotomien. Nummer to bliver ofte til et ikke-sted udenfor samfundet, hvilket skaber blindhed for at marginalitet faktisk er en mulig position at tale fra – at gøre modstand fra. Sidstnævnte kan både åbne op for nye folder i landskabet, men kan også være med til at sløre blikket for at positioneringer altid finder sted i et eller andet landskab, som udgør konteksten for konflikter og forhandlinger.

Formative bevægelser

Opbrudspunktet

Vi rejser os op

Er på vej ind

På vej ud

Og går så ud.

Hver gang jeg skal beskrive

Bevægelser

Der går ind eller ud

Bliver landskabet

Til landskaber

Jeg

Ift.

’Den anden’

/ Marta (App. 2:165)

 

Samtidig med at vi forholder os kritisk til brugen af metaforer og klichéer (Davies 2000b:49), anerkender vi også deres diskursive rigdom og formative kraft. Ifølge Barnes og Gregory (1997:142) skaber metaforer ’virkelighedens’ tekst(er), hvorfor vi, at sprogets metaforer og klichéer indeholder en intertekstualitet, der forbinder kroppe-landskaber-steder og giver dem mening og værdi.

 

6. 2. 6. Repræsentationsforstyrrelse

I ovenstående analytiske optik er forståelsen af sproget som determinerende for vores muligheder for at forstå og fortælle verdenen central. At tage udgangspunkt i en diskursanalytisk tilgang, hvortil en ikke-sproglig medieret verden er svært håndgribelig, knytter sig op ad sproget som formidler, som oversætter. Mulighedsrummet for forståelse og repræsentation bliver på denne måde stærkt begrænset af sprogets indlejrede begrænsninger. Især når konkrete henvisninger til abstrakte størrelser foregår gennem kategorier, der oftest er konstrueret omkring binære par som f.eks. hjem/hjemløs.

Når vi således omtaler hjem og hjemløshed, kan vi gøre det vel vidende, at det er kategorier, som kan og vil blive problematiseret, men ydermere at det er kategorier, som forstås som gængse og let forståelige. Reproduktionen af disse kan siges at foregå i forskellige politiske, sociale og kulturelle landskaber, men uanset de divergerende diskursive indholdsudfyldelser kan der siges at være en bred konsensus skabt om begreberne. Hvortil hjem skal forstås som den positivt indholdsudfyldte del og hjemløshed som den negativt indholdsudfyldte del af binariteten. På denne måde kan man tale om en grad af indlejret selvfølgelighed i forståelsen af kategorierne, som herudfra virker bestemmende og indsnævrende for hvorledes, man kan bevæge sig indenfor dem.

For at bidrage til hjemløseforskningen med nye muligheder for hjem(løs)repræsentationer forsøger vi gennem krop-landskab-sted-relationernes gensidige mærkninger og positioneringer at destabilisere ovennævnte gængse betydningstilskrivelser af hjem/hjemløs-binariteten.

 

Denne gensidige afhængighed mellem ’virkeligheden’ og dens sproglige repræsentationer har vi forsøgt at eksplicitere gennem vores metoder og deres forskellige verbale og visuelle udtryksformer, som vi efterfølgende har bearbejdet resultaterne af i fortætningsværket i kapitel 11. Ved at arbejde med de tekstuelle repræsentationsformers samtidighed forsøger vi at understrege repræsentationernes gensidige konstitutive kraft, hvorved vi mener at kunne fremhæve magtperspektivet i hjem/hjemløs-binaritetens in- og eksklusionsmekanismer.


7. Metodeovervejelser

Det magt-perspektiv, vi ser udfolde sig i forhandlingerne om at fortælle hjem/hjemløs-konstruktioner, går igen i måden hvorpå, disse fortællinger bliver repræsenteret. Produktionen af disse repræsentationer foregår processuelt i en sammenhæng mellem projektets teoretiske læsninger, metodiske valg og deres konsekvenser og forandringer i ’vores’ møde med ’dem’ i landskabet.

            Vi mener, at processen, som indrammer repræsentationsproduktionen og –forhandlingen, kan forklares ved begrebet (ind)skrivning (jf. Forord), idet vi i udgangspunktet har (ind)skrevet os i en poststrukturalistisk begrebsverden, der lægger en bestemt optik på landskabet.

            Det landskab, vi (ind)skriver de unge hjem(løse) i, er således teoretisk informeret men har samtidig også en konkret forankring i vores læsning af tidligere hjemløse-forskning og i rammefortællingen af lovgivning og normalitetsbilleder af hjem. Dette landskab bliver udgjort af steder som Gaderummet, hvilket er steder, som konstrueres som betydningsfulde af de unge hjem(løse) og som vi ikke på forhånd har kunnet definere eller indramme. Dog har vi løbende indrammet disse betydningsfulde steder via vores deltagende observationer og deraf nedfældede erindringsarbejde, hvorved vi (ind)skriver os konkret som kroppe på steder i landskabet, der mærker og mærkes i relation til stederne, landskabet og de andre kroppe.

Jeg bliver også spurgt

Snakken går rundt om bordet

Men jeg deltager ikke

Sidder bare og lytter

Det er hyggeligt

En fyr går rundt

Tilbyder kaffe

Jeg bliver også spurgt

/ Jakob (App. 2:172)

 

Denne relationelle (ind)skrivning og mærkning er ligeledes sket i samtale og interaktion med ’dem’, hvor der er sket en gensidig og samtidig positionering, hvor markeringer er blevet ridset op, emner fokuseret og udfordret og opgaver italesat.

Herefter har vi trukket os tilbage til den magtfulde forskerposition foran computeren, hvor vi har bearbejdet empiriproduktionens skriftlige som visuelle materiale i fortættede former, hvori vi har (ind)skrevet ’os selv’ og ’dem’ og taget repræsentationens konsekvenser.

Vi har dog ikke ladet repræsentationens resultater stå uberørte, idet vi er vendt tilbage til ’dem’, og de har fået muligheden for at læse ’vores’ fortolkning og derved muligheden for at reagere - at gen(ind)skrive dem selv i rapportens samlede repræsentation af ’dem’.         

7. 1. Deltagende observation

Strategien, man vælger at bruge i deltagende observation, afhænger af hvad eller hvem, det er, man ønsker at basere empiriproduktionen på (Kristiansen & Krogstrup 2002:132). Med de unge hjem(løse) stod vi overfor en række overvejelser om, hvorledes vi ud fra vores ressourcer og analytiske hensigter bedst muligt kunne producere denne empiri. Hvor kom vi i kontakt med dem, og hvor meget tid skulle vi tilbringe sammen med ’dem’? Skulle vi fortælle vores formål med at være der, eller skulle vi holde det skjult [18] ?

Vi endte med at have et design for empiriproduktionen, som indeholdt en opgave, hvor de unge hjem(løse) skulle tage billeder af deres forestillinger om hjem og hjemløshed, hvilket betyder at vi ikke i klassisk forstand kan siges at have bedrevet deltagende observation, idet vi faktisk har interveneret i landskabet med ’noget’ udefra og dermed ikke blot har været deltagere på landskabets præmisser.

På baggrund af fotoopgaven foretog vi interviews med de enkelte og bad dem dertil om at tegne et kort over deres færden dagen inden interviewet. Samtidig med denne del af empiriproduktionen skrev vi egne erindringsarbejder (feltnoter), hvilket til sammen ikke er resultatet af en lineær proces, men snarere en fleksibel læringsproces (Kristiansen & Krogstrup 2002:52, 132). Vi har gennem hele processen måttet tilpasse vores problemstilling og position i relation til landskabet, eftersom nye informationer har været modstridende med vores oprindelige forståelse af de unge hjem(løse). I stedet for at se det som forhindringer, har vi set det som en erfaringsproces mod at klargøre, hvilke forforståelser vi på forhånd havde, hvilket vi kommer nærmere ind på i nedenstående afsnit om erindringsarbejde.

Inden vi nærmere beskriver hvorledes vi konkret har udført de forskellige dele af designet, er det vigtigt at beskrive, hvordan vi etablerede adgangen til landskabet, da adgangen i sig selv var altafgørende for den empiri vi producerede.

 

7. 2. Stedet

Vi lagde ud med at kontakte Gaderummets leder og fortalte om vores forehavende. Stedet virkede umiddelbart oplagt at tage udgangspunkt i, da det fungerer som værested og tilbyder både permanent [19] og periodisk overnatning til unge hjem(løse). I Gaderummets flerdimensionelle funktionalitet så vi en potentiel mulighed i at kunne begribe, hvordan unge hjem(løse) hjemmer og/eller ikke-hjemmer. Gaderummet har fungeret som vores adgang til de unge hjem(løse), men vi har ikke været interesserede i at evaluere Gaderummet.

Det forkerte sted

Har været i gaderummet 45 minutter

Jeg vil væk

Jeg føler

At jeg er det forkerte sted

At alle kan lugte min usikkerhed

Da vi beslutter os for at gå

Føles det som

Befrielse

På Nørrebrogade

At være tilbage

Blandt ligesindede

/Jakob (App. 2:161)

 

 

7. 2. 1. Adgang til stedet

Det var en del svære at få adgang til stedet, end vi først havde regnet med. De første besøg i Gaderummet gav ingen nævneværdig kontakt. Det virkede nærmest som om, ’de’ søgte væk fra ’os’. Den eneste vi indledningsvis rigtig havde kontakt med var Gaderummets leder. Det var således også ham, der inviterede os til et husmøde i Gaderummet og introducerede os til både brugere, beboere og personale. På forhånd havde vi aftalt, at vi ville være åbne omkring, hvem vi var, og hvad vi kom efter. Vores overvejelser om, hvad det var vi ønskede, var dog til at begynde med ikke særligt nuancerede. Vores præsentation af os selv og vores projekt blev måske derfor mødt med en del skepsis. ’De’ ville dog imødekomme ’os’, hvis ’vi’ kunne give ’noget’ udover en færdig projektrapport tilbage til stedet, for derved at undgå en relation, hvor kun ’vi’ ville kunne drage fordel. Det blev klart for os, at vi måtte undgå at blive positioneret som forskere, der kommer-tager-og-går igen. Vi måtte således aktivt gøre ’noget’ for at få adgang til stedet.

Det viste sig, at vores position som forskere, yderligere blev belastet af de unge hjem(løses) forudgående negative oplevelser med forskere. Heriblandt var der en særlig kritisk holdning til to etnologers kulturanalytiske evaluering af Gaderummet (Bovbjerg & Kirk 2001). Konsekvensen blev, at vi gentagne gange måtte forklare, at vores hensigter med projektet ikke var en analyse af Gaderummet men at få indsigt i unge hjem(løses) forståelser af hjem/hjemløs-binariteten.

Selvom vores præsentation kun havde ført til en yderligere marginalisering af ’os’ i Gaderummet, blev vi ved med at komme. De første mange besøg førte ikke til andet end korte samtaler, men efterhånden begyndte ’de’ langsomt at vise interesse for ’os’. Her spillede Gaderummets leder en central rolle. Da vores fokus efterhånden begyndte at falde på plads, i takt med at vores relation med de hjem(løse) blev bedre, begyndte lederen at interessere sig for os. I kraft af lederens respekt og autoritet i Gaderummet blev hans accept af ’os’ som legitime og appropriate(d) kroppe i landskabet til en generel accept af ’os’ på stedet. Han blev en nøgleperson (gatekeeper) i vores adgang til landskabet (Kristiansen & Krogstrup 2002:139). For hver gang vi kom, blev det således lettere for os at være der og skabe kontakt. Sideløbende begyndte vi også at få en række funktioner, som ikke relaterede sig direkte til vores forskerposition [20] , og herved begyndte vi at kunne indholdsudfylde det ovennævnte ’noget’, som stedet krævede af os. Dette gjorde, at vi langsomt fik afdramatiseret og åbnet op for ’os’ og fik på denne måde skabt en relation, som gjorde at ’vi’ følte det tilnærmelsesvist naturligt at indgå i ’deres’ dagligdag og derigennem at kunne deltagende observere ’dem’ (Kristiansen & Krogstrup 2002:112).

Vi ønsker dog at destabilisere gatekeeper-funktionen både teoretisk og praktisk. På den teoretiske side mener vi at gatekeeperen kan benyttes til at beskrive en funktion, som en person kan indtræde på et sted som Gaderummet. På den anden side mener vi ikke, at det kan benyttes til at forklare indtræden i en kompleks størrelse som hjem(løse)-landskabet. Således benytter vi os af en positioneret gatekeeper der, som lederen, i praksis kan besidde en autoritær og hermed definerende position på et sted. Dog vil vi bløde begrebet op med positioneringsteorien som beskrevet i teoriafsnittet, hvorved vi mener, at tilegnelsen af gatekeeperfunktionen er en subjektiverende proces. Således har vi hver især mødt vores gatekeepere, der har ’lukket os ind’ i Gaderummet.

Det er vigtigt at notere sig farerne ved funktionen gatekeeper. Hver gatekeeper holder nøglen til sit eget landskab med de subjektiverende folder, enhver krop indeholder. En gatekeeper kan være med til at præge vores repræsentation af de unge hjem(løse), hvilket kan ses som gatekeeperens forsøg på i større eller mindre omfang; ”(…) at kontrollere og overvåge dataindsamlingen. Det kan f.eks. gøres ved at nægte forskeren adgang til visse situationer eller personer, eller lede forskeren i en bestemt retning.” (Kristiansen & Krogstrup 2002:140-141).

Konstruerende forestillinger

Han er meget politisk

Vilde historier

Om konfrontationer

Mellem

Gaderummet

Og politiet

Og ungdomshuset

At være bz’er

Oprør

Han foreslår mig

At snakke med en punker

/ Sofie (App. 2:162)

 

Når vi tegner hjemløselandskabet mener vi altså ikke, at gatekeeper-begrebet kan bruges ’som sådan’. Landskaber er bevægelige subjektiverende størrelser og gatekeeperen får således ikke en afgørende funktion, og kan kun stå som forestillet gatekeeper. Denne iagttagelse vil kunne læses ud af vores subjektiverende erindringsarbejder, hvor vi hver især har benyttet os af forskellige kontakter for at kunne være i landskabet og stedet.  

Til stede

Den etablerede og faste

Kontakt

Til Fernando

Har givet mig en

Position

Tilstedeværelse

Folk genkender

Mig

/ Marta (App. 2:171)

 

7. 2. 2. Overvejelser omkring udvælgelse 

Vores tiltagne adgang til landskabet fik os til at overveje mulige personer, som vi mente, ville være interessante for vores projekt. Ud af de mange unge hjem(løse), vi havde mødt, var vi enige om hvem, der kunne være interessante og hvem, vi mente, ikke kunne bruges. Dette var bl.a. personer, som vi mente havde psykiske problemer eller et stofmisbrug, der kunne virke hæmmende og begrænsende på kommunikation mellem ’dem’ og ’os’.

Jul hos mor

Billedet af sig selv

Hendes kommentar

Godt billede af mine bryster

Men

Det bedste der nogensinde er taget

Som min onkel tog

Er det fra sidste jul hos mor

Dér var de så flotte

Indeni var jeg dybt rystet

Kunne hun ikke se hvor forkert det var

/Jakob (App. 2: 176)

           

Den endelige udvælgelse af de personer, som indgår i vores empiri, var således forskellig på mange punkter, idet der indgik flere overvejelser over sociokulturelle parametre. Vi har medtænkt parametrene på baggrund af læsning af forskellige tekster omhandlende hjemløse, som hver især benævner den strukturelle sammensætning af dette segment. [21] Vi forsøger herved ikke at benytte os af litteraturens hjemløsedefinition og på denne måde at spænde ben for vores forsøg på at destabilisere grænsedragningen mellem hjem og hjemløs. Herimod bruger vi parametrene for at afspejle den konkrete sammensætning af Gaderummets brugere og beboere, som udgør et udsnit af det hjemløselandskab vi (ind)skriver. Vi ser os således endnu engang fanget af sprogets begrænsninger som konstruerer kategorier, hvorunder beskrivelser muliggøres.

Vores primære parameter var boforhold, hvor alle de udvalgte har det tilfælles, at de enten fornyelig er blevet tilbudt bolig gennem kommunen men stadig kommer fast i Gaderummet eller ikke har fast bopælsadresse. Dette parameter har vi medtænkt med udgangspunkt i projektets omdrejningspunkt om hjem og hjemløshed. Aldersparameteret inddrager vi grundet forestillingen om, at forandringspotentialet og følgende destabiliseringen af hjem og hjemløshed er større hos mennesker som ikke har været hjem(løse) i størstedelen af deres liv. Kønsparameteret har vi inddraget ud fra en læsning af Catharina Juul Kristensens bog, Nye fattige (1994), som lægger en kønsvinkel på hjem(løse)debatten. I bogen problematiserer hun det stigende antal hjemløse kvinder, som hun ikke mener inkluderes i den offentlige debat vedrørende hjemløse. Således har vi valgt at inddrage dette parameter ud fra den forudsætning også at repræsentere kvinderne i hjem(løs)landskabet. Etnisk baggrund indgik også i vores udvælgelse, hvilket skyldes vores førstehåndserfaringer i Gaderummet hvor vi sandede en større gruppe af etniske minoriteter som brugere og beboere, end vi havde forestillet os. Således medtog vi denne anskuelse i vores udvælgelse for, ligesom med kønsparameteret, at inddrage disse som dele af landskabet.

          Inden vi kan præsentere den endelige udvælgelse af unge hjem(løse), finder vi det nødvendigt at fremlægge vores metodiske udbygning af det tidligere adgangsgivende ’noget’, som var krævet for at komme i kontakt med de unge hjem(løse).

 

7. 3. Fotoopgaven

Udover at deltage i Gaderummets aktiviteter formede løsningen på det tidligere nævnte så afgørende ’noget’ sig som et empiriproducerende forløb, der aktivt involverede ‘dem’. For at få ‘dem’ til at deltage aktivt, designede vi en opgave, som ville være interessant for ‘dem’. Noget som ‘de’ ville have lyst til at være med i, og som samtidigt kunne bruges til empiriproduktionen. Da det var vigtigt for produktionen af vores empiriske materiale at få et interview med ‘dem’ og dermed få tekstliggjort ’deres’ betydningskonstruktioner omkring temaet hjem/hjemløs, mente vi, at det ville være en fordel, hvis vi kunne få dem til at skabe noget, som kunne ligge til grund for interviewet. Altså en form for fælles udgangspunkt for vores samtale omkring hjem/hjemløs-konstruktioner.

Vi kom frem til en metode, hvor vi stillede ‘dem’ en opgave, ’de’ skulle løse. Opgaven bestod i, at de med et engangskamera hver skulle tage billeder af steder, hvor ‘de’ følte sig hjemme og konstruerede hjem eller det modsatte; billeder af ting, steder, mennesker osv., der betød noget for dem i formidlingen af hvad, hjem var for dem. På denne måde optræder fotografierne som et udtryk for hvad, der mærker og fortæller kroppen i landskabet, og hvordan kroppen mærker og fortæller landskabet. [22]

I forhold til interviewene valgte vi at benytte os af denne metode, idet vi dels fik ‘dem’ til at gøre sig tanker om emnet på forhånd, og dels havde vi billederne at tale ud fra i interviewsituationen. Fotografierne fungerede altså som katalysatoren, der fik interviewsamtalen i gang.

Fotoopgavens multifunktionalitet som visuel formidling af ’deres’ hjem/hjemløs-konstruktioner, interviewkatalysator og som ’vores’ og ’deres’ fælles udgangspunkt har givet den en central position i projektets empiriproduktion. Denne multifunktionalitet har også været med til at nuancere og materialisere det, som lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, Jette Fog (2001) kalder det fælles tredje i interviewet. Fog forstår det fælles tredje som det empiriske produkt, som forsker og interviewperson er sammen om at skabe (Fog 2001:24). Vi er enige i denne definition af det fælles tredje, som har fremstået som en uundværlig overvejelse i projektets empiriproduktion. Vi har dog valgt at behandle denne forståelse af det fælles tredje i interviewet som et udtryk for forhandling og positionering mellem ’dem’ og ’os’. Vi mener derfor at have udvidet Fogs definition af det fælles tredje, idet vi har ladet et empirisk produkt (fotografierne) indgå i produktionen af et andet produkt (interviewteksten). Således har dele af empiriproduktionen foregået uden vores tilstedeværelse, hvilket har kunnet udfordre magtrelationen mellem ’os’ og ’dem’ og givet os indsigt i hvordan, unge hjem(løse) indholdsudfylder en sådan opgave – og dermed også hjem/hjemløs-konstruktioner.

Vi har altså i udgangspunktet haft en forståelse af fotografierne som repræsenterende en fortælling, som ’de’ i interviewet sprogligt kunne formidle videre, hvorfor vi ikke har gjort nogen billedanalytiske foranstaltninger.

 

7. 4. Endelig udvælgelse

Med fotoopgaven var det blevet muligt for os at finde personer, der ønskede at medvirke i vores empiriproduktion. Da først Fernando, Marx, Sofus og Pernille havde indvilliget i projektet, spredte rygtet sig, og flere tilbød på eget initiativ deres medvirken. Af hensyn til de ovennævnte sociokulturelle parametre måtte vi afvise flere mænd og fokuserede i stedet på at få fat i nogle kvindelige unge hjem(løse). Vi endte med at uddele engangskameraer til:

Fernando: beboer i Gaderummet, 29 år, portugiser med etnisk baggrund i Guinea Bissau

Gry: værelse i ungdomskollektiv, 17 år, dansk etnisk baggrund

Hanne: beboer i Gaderummet, ca. 28 år, dansk etnisk baggrund

Jack: bor på skift hos venner, ca. 30 år, amerikansk/dansk etnisk baggrund

Magnus: deler lejlighed med ven, ca. 25 år, dansk etnisk baggrund

Marx: lejelejlighed, 25 år, iransk etnisk baggrund

Pernille: sover i Gaderummet [23] , 28 år, dansk etnisk baggrund

Sofus: beboer i Gaderummet, 32, dansk etnisk baggrund

 

Af disse otte personer lykkedes det os at få engangskameraerne tilbage og gennemføre interviews med Fernando, Marx, Sofus, Pernille og Gry.

 

7. 5. Empiriproduktionens design

Fotoopgaven blev således et grundlæggende element i vores metodiske design og en vigtig faktor for vores relation til landskabet. Empiriproduktionens mere konkrete og praktiske forløb og udformning har vi forsøgt at udlægge i en enkelt 4-trinsmodel.

Trin 1             Ved udleveringen af engangskamera lavede vi aftaler om, hvornår de skulle være færdige med opgaven. For at undgå at det blev en stressfaktor for dem, samt at kvaliteten af de valgte motiver var i orden, lod vi opgaven tage den tid, den krævede for dem. I tilfælde af problemer (mistede kameraer [24] /spørgsmål til opgaven) udvekslede vi telefonnumre.

Trin 2             Da billederne var fremkaldt, skulle de bruges som afsæt for interviewene. Udover vores løbende deltagende observation og erindringsarbejde var det disse udtalelser, som skulle danne grundlaget for det empiriske materiale. Herudover skulle ’de’ på et stykke blankt papir indtegne deres færden fra dagen før interviewet.

Trin 3             På baggrund af de båndede interview og tegningen af ‘deres’ færden skulle ‘vi’ nu læse, hvordan ‘deres’ opfattelse af at føle sig hjemme eller ikke hjemme kom til udtryk i det empiriske materiale. Empirien skulle fortættes.

Trin 4             På det sidste trin i vores metode præsenterede ‘vi’ vores repræsentationer af ‘dem’.   

                      Spørgsmålet var, om ‘de’ ville kunne genkende sig selv?  

7. 6. Kortlægning

På samme måde som vi mener, at fotografierne indeholder fortælling og menings- og betydningskonstruktioner, mener vi også, at en metode som kortlægning har sin iboende potentielle fortælling om og konstruktion af hjem/hjemløs-temaet.

            Tegneprocessen, som hver af de interviewede unge hjem(løse) har gennemgået som afslutning på interviewet, har haft samme fortællefremmende funktion som fotografierne. I tilfældet med Fernando blev dette udvidet til at omfatte tegninger af tidligere bosteder i henholdsvis Afrika og Portugal, da det gjorde det nemmere for Fernando at fortælle billederne frem. I samme stil kom der hos Marx en ekstra tegning frem, som han selv mente var et bedre udtryk for hans betydningstilskrevne steder, som ikke var kommet frem på den første tegning.

            Med kortlægningen, som vi har hentet inspiration til indenfor kulturgeografiens metoder (Johnston & Sidaway 2004), mener vi helt konkret ’deres’ tegninger af ’deres’ erindringer om ’deres’ bevægelser dagen inden interviewet. Det skal således ikke forstås som resultatet af et længerevarende studie af unge hjem(løses) disponering af tid og daglige færden og brug af for ’dem’ betydningsfulde steder, som vi kan læse i undersøgelser som Bech-Jørgensen (2003), Cloke et al. (2003a, 2003b). Det er nærmere et øjebliksbillede, der opfordrer til en fortælling om unge hjem(løses) menings- og betydningstilskrivelse af steder i landskabet i løbet af en tilfældig dag.

Hensigten med disse kortlægninger er dels at skabe en mulighed for at forstå hjem som en udstrakt geografisk størrelse i landskabet, dels at finde ud af hvilke nodalpunkter i det københavnske landskab de unge hjem(løse) forbinder i en daglig færden. Herved mener vi at kunne få et mere nuanceret indblik i unge hjem(løses) hverdagsliv; deres måde at hjemme eller ikke-hjemme på og de mulige og umulige positioner, dette giver dem i det københavnske landskab. Hertil yder Bech-Jørgensen (2003, 1999) en vigtig metodisk pointe i læsningen af sådanne kortlægninger, idet hun påpeger, at vi som forskere altid først vil få øje på det usædvanlige, hvilket potentielt kan forstyrre selvfølgelige normalitetsbilleder af hjem. Samtidig er det forskerens ansvar at sædvanliggøre det udsædvanlige, hvilket vi tolker som for eksempel at forstå konstruktioner af hjem som mere end en fast base med stabil adresse, men også som udstrakte sociale netværk eller netværk af nodalpunkter af sovesteder, spisesteder, væresteder osv.

Udover at opridse et ’normalitetslandskab’ i rammefortællingen har vi også forsøgt at konkretisere normalitetsbilleder af hjem og færden i det københavnske landskab ved at bruge vores egne kortlægninger af færden over en dag.

’Vores’ og ’deres’ kortlægninger udlægger vi på transparenter i kap. 12 og kan på denne måde sammenligne ’vores’ og ’deres’ nodalpunkter og bevægelser, hvilket vi vil uddybe nærmere i samme kapitel.

En vigtig pointe i arbejdet med disse kortlægninger er ikke blot at bemærke det umiddelbart synlige på tegningerne, men i ligeså høj grad være bevidste om alle de andre detaljer, punkter og steder i det samlede københavnske landskab, som skaberen af kortlægningen har valgt at udelade. Til denne pointe hører en overvejelse omkring hvordan kortlægningerne markerer mere eller mindre latente hierarkiserings-, marginaliserings- og magt-modstandsprocesser, som de udspiller sig i hjem(løse) kroppes udnyttelse af landskab og skabelse eller ikke-skabelse af hjem.

Endelig bruger vi kortlægningerne til at forstyrre fortætningsværkets narrativer og menings- og betydningskonstruktioner. Således søger vi med denne metodiske collage at lade dens delelementer danne et komplementerende hele og destabilisere hinandens forståelses- og subjektiveringsmuligheder.

 

7. 7. Erindringsarbejde

Da vi har medtaget vores oplevelser af mødet med landskabet, har det været nødvendigt at finde en metode, der kunne omfavne dette og gengive det i sin flertydighed. Ikke mindst har vi taget konsekvensen af, at vores endelige analyse aldrig vil kunne forstås, uden at vi også selv optræder i teksten. Med andre ord har vi gjort op med objektiviteten ved at lade vores egne subjektiverende oplevelser træde frem som en del af empirien. Ligesom det også er os, der har udvalgt de steder i interviewene, vi mener, er relevante, har vi også medtaget vores (for)forståelse af landskabet i stedet for at udgrænse den for på denne måde at understrege, at alt det, vi har observeret, netop er observeret af ’os’. I den deltagende observation er det således ’vores’ erindringer og (for)forståelser og den samtidige analyse, der danner fundamentet for ’vores’ repræsentation af de unge hjem(løse) (Ewans 1988:209, Krøjer 2004:44).

Metoden vi har brugt er inspireret af Bronwyn Davies’ arbejde med erindringsarbejde [25] . Da dette erindringsarbejde optræder som en rød tråd igennem hele projektet og denne rapport, er det vigtigt at forklare, hvad der ligger til grund for det.

Davies arbejder med erindringsarbejde som en gruppeproces, vi gør dog dette en smule anderledes, nemlig som en individuel øvelse. Det er dog i bund og grund det samme mål, vi ønsker at opnå. Nemlig at overskride skellet mellem sprog og krop, forstået som måden vi udtrykker vores relation til andre på i en given kontekst (Krøjer 2003:41). Til forskel fra en traditionel feltdagbog, hvor fokus vil være på det observerede, omhandler vores erindringsarbejde vores egne oplevelser af at være til stede i deres omgivelser. Vi koncentrerede os altså om vores egne indtryk og oplevelser i landskabet, i stedet for at dække over og sløre vores tilstedeværelse.

Rent teknisk har det også været oplagt at benytte denne metode. Da vi befandt os i det, der må betegnes som ’deres’ frirum, virkede det upassende at sidde med papir og blyant og notere sine observationer (Ewans 1988:209). Ydermere ville dette måske påvirke vores adgang til den mulige empiriproduktion, vi så i relationen mellem ’os’ og ’dem’. Vores bekymring var, at ’de’ ville holde afstand, hvis ’de’ følte, at ’vi’ kom og iagttog enhver bevægelse. Iagttagelsen af dem, skete således indirekte ved, at vi prøvede at indgå i situationer, uden at vi stod med blokken for at notere. Derfor virkede metoden med erindringsarbejde godt i vores deltagende observation. Det sikrede endvidere, at vi automatisk lavede en udvælgelse af oplevelser, som skulle medtages i erindringsarbejdet (Krøjer 2003:41). Det handlede dog stadig om at få så mange detaljer med, både hvad angik ’vores’ egne oplevelser, ’deres’ bevægelser og udtryk og ikke mindst de fysiske rammer (f.eks. Gaderummet) (Ewans 1988:210) og alle disse elementers indvirkning på hinanden.

Væren på stedet

Senere skal jeg tisse

Trods min modvilje

Ud på toilettet

Det er klamt

Beskidt

Ildelugtende

Døren er et lagen

Aldrig har jeg tisset så hurtigt

/ Sofie (App. 2:163)

 

At vi har beskrevet vores oplevelser i landskabet ved hjælp af erindringsarbejde skal derfor ses som en konstatering af, at ’vores’ opfattelse af landskabet spiller en væsentlig rolle i empiriproduktionen. Måden, ’vi’ (ind)skriver os selv og bliver (ind)skrevet af ’dem’, er med til at understrege grænsedragningsprocesserne mellem det ’normale’ og det ’anormale’, hvorved vi kunne indfange refleksioner over ’vores’ kroppe i ’deres’ landskab. På denne måde kunne vi undersøge vores kropslige oplevelser i landskaber, som var os fremmede, men som vi måtte forholde os til.

Herudfra kan vi måske klandres for at konstruere en unødvendig dikotomi mellem os som hjemmede RUC-studerende og dem som unge hjem(løse). Men denne gruppering er en diskursiv ’realitet’ som udgør en forskel i måden hvorpå, vi kan indgå i ’deres’ landskab, og omvendt hvordan de kan indgå i ’vores’. På denne måde kan vi få italesat landskabets væren i forhold til de appropriate(d) kroppe i det, og hvorledes det mærker og mærkes for dem og os; samtidig med at vi kan italesætte en ”being out of place”-væren (Davies 2000b: 54) og en dertilhørende måde, hvorpå vores kroppe mærker og mærkes i det selv samme landskab. Således kan vi undersøge inkluderings- og ekskluderingsbevægelser processuelt. Erindringsarbejdet kan altså siges at indfange subjektiveringsprocesser, som ’vi’ ser dem fremstå i ’vores’ deltagelse i og blik på landskabet.

Typisk har et erindringsarbejde taget udgangspunkt i en specifik episode; en samtale med en af ’dem’ eller et fællesmøde. Men vi har også forsøgt at tage mere abstrakte temaer op; f.eks. hvordan det føltes at være til stede som forsker, hvordan det føltes at være udenfor og anderledes, ’vores’ fysiske tilstedeværelse i ’deres’ rum. Meningen har været, at vi gennem (ind)skrivningen af ’os’ selv i ’deres’ landskab skulle blive mere bevidste om, hvorledes ’vores’ relation til ’dem’ kom til udtryk, og hvordan vi prøvede at falde til og blive appropriate(d) i ’deres’ landskab.

Gaderummet

Tilbage i gaderummet og det begynder forfra

Processen

At ankomme

At falde ind

At føle sig tilpas

Jeg overvinder min fobi og sætter mig i sofaen

Kæderyger

Cigaretten i forlængelsen af min hånd

Gør at jeg kan passe ind.

Måske jeg følte mig for pæn uden

For pæn i forhold til en standard

Sat af brugerne. 

/ Sofie (App. 2:163)

 

Vi har altså gennemgået en subjektiveringsproces, i skabelsen af kontakt med ’dem’. For at kunne lave denne form for deltagende observation har det været nødvendigt for ‘os’ at kunne subjektivere/subjektiveres eller omgås ‘dem’ på en måde, som virkede naturlig for begge parter.

 

7. 8. Fælleshed

For at begrebsliggøre relationen mellem ’os’ og ’dem’, som den er blevet til i løbet af empiriproduktionen, har vi hentet inspiration i Krøjers (2003) metodiske behandling af begrebet fælleshed, som hun sætter overfor begrebet fællesskab. Et fællesskab mellem ’os’ og ’dem’ kræver en fælles erfaringshorisont og en fælles (politisk) dagsorden med og udover empiriproduktionen, hvilket vi ikke kan påberåbe os at have med den udvalgte gruppe af unge hjem(løse).

            Da vi snarere er interesserede i positionerings- og subjektiveringsprocesser i/mellem ’os’ og ’dem’, forekommer fælleshedsbegrebet mere oplagt at inddrage i vores teoretiske forståelse af det ’noget’, vi har fået etableret i ’vores’ relation til ’dem’. Ifølge Krøjer rummer fællesheden både relationen som kontekst for mødet mellem ’os’ og ’dem’ og den samtidige adskilthed mellem ’os’ og ’dem’ (Krøjer 2003:35). At ’vi’ og ’de’ positioneres og subjektiveres i en fælles relation, og at denne relation på samme tid skiller os ad, kommer kontinuerligt frem i vores samlede erindringsarbejde, hvor vi i mere konkrete observationer hele tiden føler og reflekterer over relationens samlende og adskillende kræfter.

Dobbeltheden i relationen – i fællesheden udnytter vi til at eksplicitere vores behandling af repræsentationsproblematikken omkring unge hjem(løse), idet vi som tidligere nævnt ikke mener at kunne repræsentere ’dem’ udenom os selv. Adskiltheden i fællesheden betyder således, at vi kan bruge vores eget erindringsarbejde til at udfordre ’deres’ italesættelser af hjem/hjemløs-binariteten, ”(…) uden at nogle af os har krav på den sande eller gyldige version af det, vi er fælles om: relationer til hinanden og til rummet, som vores relationer udfolder sig i.” (Krøjer 2003:35).

            Fællesheden, mener vi altså, forklarer vores forståelse af empiriproduktionens kontekst i form af relationer og adskilthed – og dermed også rammerne for ’vores’ og ’deres’ positioneringer og subjektiveringer, som vi uddyber nærmere i nedenstående behandling af interviewet.

 

7. 9. Interviewet

I interviewene blev de ovennævnte subjektiveringsprocesser som sagt ekspliciteret. Selvom vi hele tiden havde haft rollen som forskere, afstedkom interviewsituationen en yderligere eksplicitering af relationen, forskere/’dem’. I forløbet op til interviewet havde omgangen med ’dem’ været præget af en position, hvor vi var forskere, men samtidig kunne tale med dem om andre emner og medvirke i sammenhænge, som ikke var direkte relateret til vores problemfelt.

Vores forforståelser om hinanden kom i interviewene til direkte forhandling. Vi skulle afprøve vores teser om hjem/hjemløs-binariteten, og dette krævede, at vi aktivt positionerede ’dem’ og ’os selv’. Nedenstående uddrag fra interviewet med Sofus og Pernille er et eksempel på hvordan, der blev forhandlet omkring Gaderummet som deres hjem.

 

J: Hvad med din definition af en hjemløs Sofus?

S: Det er én der ikke har et hjem altså?

J: Men I har jo sofaen der, er det jeres hjem?

S: Det er ikke vores sofa!

J: Men I snakker om den som om det var jeres.

S: Vi bor der, men vi kan til en hver tid bliver smidt ud på et halvt sekund. Vi bor faktisk ulovligt fordi vi skulle have været ude den 1. eller så noget. Eller sidst 1. eller så noget.

P: (Afbryder) Jeg er nok mere anarkist. Autonome der laver oprør. Jeg har ikke helt styr på det. Jeg ved ikke hvem jeg er.

S: Der hvor jeg sover der bor jeg... Men det er ikke et hjem. Det er et værested. Det er ikke et hjem.

J: Men du startede med at sige at der hvor man sover og der hvor man spiser, det er ens hjem?

S: Du kalder det hjem, men det er jo ikke, det er ikke dit hjem. Det er Gaderummet. Det er ikke nogens. Det er kommunen der lejer lokaler til folk kan være i dagtimerne ikke om aftenen.

(App. 1:125)

 

Distancen, som ligger i positionen som forsker, gjorde det muligt at stille sig kritisk og udfordrende overfor ’deres’ udsagn. Forskerpositionen legitimerede vores nysgerrighed og gjorde det ’naturligt’, at vi til tider stillede opklarende og udfordrende spørgsmål (Kristiansen & Krogstrup 2002:112).

Det skal dog understreges at disse meget direkte forhandlinger ikke gennemsyrede vores interviews. Faktisk søgte vi i store dele at interviewene at skabe en nærhed mellem ’os og ’dem’. Det vil sige, at vi lod interviewene have karakter af en normal samtale, hvor vi dels lyttede, dels gav vores egne synspunkter tilkende efter behov for at skabe et ’naturligt’ samtaleforløb. Vi pakkede vores spørgsmål ind i undren ved at gøre brug af de samme sociale kompetencer, som vi gør brug af til hverdag. I nedenstående eksempel kommer det til udtryk, ved Martas korte indfald, med ord som ”Ok, interesting...” og ”Aha”.

 

F: yeah, this one I think number 6, yeah. And I think this picture… oh someone sitting there with a football. Well, the flash didn’t come out that well, and someone sitting at the table with a football ball and this thing, because eh for a lot of people eh football stadium means eh lot maybe kind of home eh something special for them. Eh like that’s what I wanted to express there.

M: Ok, interesting. How did you come up with that idea about home?

F: Well, because eh I just knew of this friend from college who used to say that to call a football stadium a cathedral [M: aha] and then I was thinking about that a cathedral is for some people is home really. For a lot of football players a football stadium is their home.

(App. 1:96)

 

Vi benyttede os således af et af Fogs metodiske begreber, den trojanske hest, hvor forskeren fører den naturlige samtale hen på emner, som er af interesse for problemfeltet uden åbenlyst at tilkendegive den forskningsmæssige interesse (Fog 2001:22).

 

7. 9. 1. Det semistrukturerede interview

For at opnå den ’naturlige’ samtale vurderede vi, at det var nødvendigt med en semistruktureret interviewform. Vi har således ikke gjort brug af nogen skematisk interviewguide, men har ladet det være op til ’dem’ i hvilken rækkefølge, vi skulle snakke om billederne. Interviewene er dog strukturerede, for så vidt at vi i udgangspunktet satte den temamæssige ramme ’hjem’.

Kontekst afbrudt

Efter fem minutter fortryder jeg

At Pernille deltager i interviewet

Hun afbryder konstant Sofus

Ofte helt uden for kontekst

Siger at de skal tale en af gangen

Det virker et minut

Så sidder Pernille og afbryder igen

/ Jakob (App. 2:180)

 

Vi havde ikke nogen egentlig interviewguide, men opstillede visse regler for udførelsen af interviewene. Vores intention var i videst mulig udstrækning af undgå at fremkomme med analytiske slutninger i vores spørgsmål og dertil så vidt muligt at undgå spørgsmålet hvorfor, da de disse to faktorer ville kunne virke ledende og tage ordet fra de unge hjem(løse). Vi mener, at svar på hvorfor-spørgsmål giver årsagsforklaringer og svar på hvordan-spørgsmål giver beskrivelser. I bearbejdelsen af årsagsforklaringer vil de analytiske muligheder være begrænsede, hvorimod beskrivelser vil åbne op for flere forklaringsmuligheder. Derfor var vores hensigt at komme bagom sproglige metaforer og spørge ind til mere deskriptive svar og forklaringer.

I praksis måtte disse regler dog gradbøjes, eftersom billedmaterialet var forskelligt, hvilket differentierede graden af interviewenes bundethed til billederne. Derudover fandt vi det ofte svært at undgå opsummerende spørgsmål eller hvorfor-spørgsmål, når ’vi’ i interviewsituationerne kunne ane noget betydningsfuldt i deres udsagn, men som ’de’ ikke lige kunne sætte ord på.

Samtidig indvirkede også deres sociokulturelle baggrunde på interviewforløbet, da temaet og billederne ofte igangsatte personlige narrativer, som vi egentlig havde valgt at fokusere på i mindre grad, men som vi i situationen kunne se have berøringsflade med vores tema om hjem/hjemløs-konstruktioner. De personlige narrativer træder således i et vist omfang frem i fortætningsværket.

            I beslutningen omkring lokaliteten for de enkelte interviews har det været et kompromis mellem ’os’ og ’dem’. Det var vigtigt for os, at interviewet foregik et sted, hvor vi i videst muligt omfang uforstyrret kunne gennemføre interviewene. Gaderummet virkede i den henseende umiddelbart som et dårligt sted grundet støjen samt en stor risiko for at blive afbrudt. Når tre af de fire interviews alligevel blev foretaget i Gaderummet, hænger det sammen med, at vi besluttede, at den vigtigste faktor for et vellykket interview var, at de interviewede følte sig trygge. Derfor fik de lov til at bestemme lokaliteten, hvor Fernando var den eneste, der valgte en café udenfor Gaderummet. Hermed fik vi med interviewenes lokaliteter også indsigt i hvor, de i en relativ formel relation til os kunne føle sig trygge og passende sidde sammen med én af os. Dertil betød lokaliteterne også, at samtalen forankrede sig materielt og geografisk i omgivelserne, hvilket gjorde visse emner mere oplagte for dem at tale om og derudover frembragte en positionering i form af geografiske anslag som ’herinde’, ’derude’, ’her’ eller ’der’.

Forskellene til trods har det i analysen alligevel været muligt at forbinde interviewene, fordi de omhandler det samme overordnede tema.

 

7. 10. Respons

Vores metodiske design har fået sin afsluttende dimension i form af vores tilbagevenden til de interviewede unge hjem(løse) med henblik på at høre ’deres’ reaktion på ’vores’ fortætningsbearbejdelse af interviewet med dem.

Vi følger op på magtudfoldelsens forhandlinger i interviewet ved at gøre det til en del af vores undersøgelsesstrategi, at møde ’dem’ med ’vores’ analytiske resultater og gen(ind)skrive deres respons. Denne undersøgelsesstrategi bliver af geografen David M. Smith (1988) sat ind i en etisk diskussionsramme, som må siges at være en stor del af forskningsmæssig magtudfoldelse, hvilket han fremstiller med disse ord: ”one of the ethical imperatives of qualitative social research is the need to give one’s informants the right to comment upon and criticize one’s interpretations.” (Smith 1988:263). 

Rent praktisk er denne tilbagevenden foregået ved en uformel samtale, hvor ’de’ først er blevet præsenteret for deres egne fortætninger med mulighed for at finde oprindelsesteksten i interviewene og sammenholde dem med billederne. I deres læsning af fortætningerne har vi spurgt, om de kunne genkende sig selv i fortætningerne. Om de mente, at vi havde udeladt vigtige pointer fra interviewet, og om de dertil havde nogle tilføjelser? Og om de mente, en misrepræsentation havde fundet sted? Derefter gav vi dem mulighed for at forholde sig til det samlede fortætningsværk og lod dem kommentere dette. Hertil åbnede vi også op for at tale om fortætningsværkets tema-overskrifter og vores hensigter med projektet i det hele taget.

Læsestrategi

Han gennemlæser

Den samme fortætning

Flere gange

Læser en anden

For så

At vende tilbage til den første

Giver en kommentar

/ Marta (App. 2:185)

 

Disse uformelle samtaler er ikke blevet båndet, men er blevet gengivet i vores erindringsarbejde i appendiks. Den samlede respons bliver behandlet og diskuteret i kap. 14.

Hensigten har været at give dem chancen for at reagere og gen(ind)skrive ’deres’ forståelse af ’dem’ selv i forhold til det landskab af hjem/hjemløshed, vi har set dem konstruere, og har (ind)skrevet dem i. Vi har på denne måde søgt at udfordre ’vores’ analytiske resultater og den deraf fremkomne repræsentation. Vi har ikke af den grund ændret fortætningsværket, men med en gen(ind)skrivning af ’deres’ forståelser af og kritiske blik på ’vores’ repræsentationer af ’dem’ har vi kunnet eksplicitere hjem/hjemløs-binaritetens iboende forhandlinger og subjektiveringsprocesser.

 

Idet repræsentationsproblematikken omkring hjem(løse) er det centrale omdrejningspunkt for vores projekt har vi i løbet af processen set os nødsaget til at revurdere vores problemformulering, som indtil dette punkt har lydt med disse ord: Hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det Københavnske landskab? En begrundelse for denne revurdering og en ny problemformulering vil blive præsenteret i næste kapitel.


8. Et problem i proces

Selvom vi med den hidtidige problemformulering, hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?, har forsøgt at blødgøre kategorien, hjemløs, så fremstår det stadig som en kategori, vis modsætning er et normalitetsbillede af hjem. Af ovenstående teoretiske overvejelser og mødet med stedet er vi kommet frem til, at vi ikke kan komme udenom kategorier som hjem/hjemløs, men vi finder, at den egentlige magtudfoldelse ikke ligger i kategorierne, men i selve grænsedragningen mellem dem.

Udgangspunktet for nærværende projekt om unge hjem(løses) forståelser og konstruktioner af hjem i det københavnske landskab er således hjem/hjemløs-binaritetens iboende grænsedragning og dennes produktive og formative kraft. Vi mener altså, at det er grænsedragningen, der muliggør og/eller begrænser subjektiverede kroppes konstruktioner af hjem eller ikke-hjem og ikke kategorierne hjem/hjemløs, der sætter disse grænser og muligheder. For at give en konkret forståelse af denne abstrakte udlægning af grænsedragningens formative kraft kan vi give følgende eksempel fra vores deltagende observation:

Jeg sidder ved det store sorte bord i Gaderummet, da Per (som ser ud til at bebo rummet bag forhænget ved siden af køkkenet?) spørger mig, hvem jeg er. Jeg præsenterer mig som én af de RUC-studerende fra gruppen, der skriver om hjem og hjemløse. Jeg prøver at give forskellige eksempler på nogle af vores tanker og blandt kommer jeg ind på at lovgivningen jo også har sin version af hjem og hjemløshed. Per supplerer min tale- og tankestrøm med sit eget eksempel – sin egen fortælling: ’Man kan da godt sige, at en papkasse er ens hjem, men jeg ville nu alligevel stadig have lov til at kalde mig hjemløs’. (App. 2:171)

 

            Altså findes der forskellige udlægninger af hvad et hjem kan være, alt efter hvorfra man anskuer det. Dette leder os frem til, at man for at begribe begrebet ’hjemløs’, må stille spørgsmålet…


9. Problemformulering

Hvilke mulige/umulige positioner og fortællinger konstruerer hjem/hjemløs-binariteten, som den diskursivt udfolder sig i det københavnske landskab?

 

Vores analytiske og repræsentationelle svar på dette spørgsmål fremlægger vi i første omgang i fortætningsværket i kap. 11, hvilket vi i traditionel akademisk forstand behandler i den senere diskussion.


10. Indledning til fortætningsværket

Vores metodiske collage og heraf afledte analyse, mener vi, er gennemsyret af et magtperspektiv, hvilket bunder i opfattelsen af, at kroppe og tekster på steder i landskabet aldrig kan forstås som neutrale, men altid politiserede af magtrelationer mellem positioner. Barnes og Gregory (1997) argumenterer for, at alle geografiske undersøgelser har en iboende poesi og politik forstået som henholdsvis sprog og dagsorden, hvilket den poststrukturalistiske forskning til stadighed må forholde sig kritisk udfordrende til; ”Poetics is thus a critical practice that involves taking into account the force, exactness, and power of words themselves (…) Words have the ability not only to represent but also to create worlds, to offer possibilities, to produce action.” (Barnes & Gregory 1997:4). På samme måde omtaler Davies politikken som tilstedeværende i den poetiske skrivning og i læsningen (Davies 2000b: 45).

Vi har forsøgt at tage konsekvensen af denne kritiske udfordring ved at trække på Krøjers (2003) fortolkning af vækkende læsning, som ekspliciterer ordets magtudfoldelse og dermed tvinger os som forskere og læseren til at forholde sig til denne magtudfoldelse og forstå den i dens flertydighed.

Vi har derfor valgt at (ind)skrive vores empiriske bearbejdning som fortættede tekststykker. At fortætte en fortælling er en sammendragende proces, hvorved en koncentreret poetisk og vækkende tekstudformning kommer frem. På et praktisk niveau fungerer metoden ved, at man udvælger en del-fortælling af det komplette tekststykke som eksemplificeret ved nedenstående tekst.

 

S. Hvad er så ikke hjem? Hvor kunne du aldrig føle dig hjemme?

M. Altså hos de rige eller. Jeg kan sige det på denne her måde at jeg havde en kæreste engang hvis forældre var pisse rige, og min kæreste var pisse sød, men øhm, hun havde. Jeg ved ikke om du kan forestille dig en person du godt kan afspejle dig i, så kommer der ligesom en tråd ind til at du så afspejler dig i den person. Men den person afspejler sig i sine rige bla bla forældre, bla bla bla, så egentlig så går den tråd altså videre i de tråde som også hun har. Og jeg fik kvalme, og jeg skred derfra, og for mig at se jamen, rigmandsverdenen er ikke noget sted for mig. Jeg vil hellere dø end at leve så ynkeligt i hele mit liv. (App. 1:134) 

 

Denne del-fortælling fortætter man ved at fjerne fyldord, udenomssnak, vores spørgsmål etc. (det som ikke står med fed skrift). I nogle fortætninger har vi rykket rundt på rækkefølgen af ordene fra den oprindelige tekst for at fremme det vækkende i læsningen og eksplicitere budskabet. For videre at understrege vores involvering i det poetiske og vækkende udtryk indsætter vi en overskrift for således at skabe en ramme om teksten, som er bestemt af os. Overskriften kan komme fra selve tekststykket, men kan også være ord, vi selv (ind)skriver i fortætningen.

Rigmandsverden

Hos de rige

Jeg havde en kæreste

Hvis forældre var rige

Forestil dig en person

Du kan afspejle dig i

Men den person afspejler sig

I sine rige forældre

Jeg fik kvalme

Jeg skred derfra

Rigmandsverden er ikke for mig

Jeg vil hellere dø

/ Marx (App. 1:134)

 

Herudover sammenfletter vi i selve fortætningsværket parallelle fortætningsstykker tematisk. Dette betyder, at flere munde taler på samme tid, på samme side. Ved denne opstilling mener vi at kunne skabe en ramme om fortællingerne, der understreger at fortællingerne er indskrevet i folder af det samme landskab, foldet af os under temaet hjem og hjemløshed. [26] Folder som vi ønsker at kunne udfolde via fortætningsværket og videre i diskussionen.

Fortætningsværket er således koncentrationer af fortællinger, der omkredser folder i diskursive landskaber. (Ind)skrivningen af empirien vil fremstå lyrisk og hermed have andre muligheder for formidling og forståelse. Absurditeten, normaliteten, undren, misforståelserne, livsbetingelserne og synspunkterne toner frem i lyrikkens magtfulde vækkende udtryk. Og disse muligheder skulle meget gerne lede frem til mulighedsrummet for kropsliggjort læsning, hvorved vi mener at fortætningerne (ind)skriver kropslige fornemmelser af en subjektivernede væren i landskaber, der via lyrikken kan læses kropsligt.

Vores interviews var semistrukturerede, og vi havde derfor ingen forudbestemte emner at spørge ind til udover dem, som lå i vores fordomme og forventninger og teoretiske positioneringer. Emnerne er trådt frem som et resultat af samspillet mellem vores teoretiske orienteringer og det konkrete analytiske arbejde med fortællingerne. Vores temaoverskrifter fungerer således som indkredsninger af de analytiske rammer, hvorunder vores projekt har udformet sig. Disse bevæger sig på et ikke ensidigt grundlag, og vi kan derfor ikke (ind)skrive dem som mere eller mindre relevante i forhold til specifikke fortætninger, men vil lade samspillet mellem overskrifterne og fortætningerne imellem tale til, med, mod og om hinanden. Overskrifterne fungerer således som de analytiske tiltag, der bliver taget op i diskussionen. Fortætningerne siger altså visse ting i sig selv, andre må vi optegne senere.

For at fange bevægeligheden tekststykkerne imellem, og mellem dem og overskrifterne, vil vi opmuntre dig til at læse på kryds og tværs af fortætningerne og ikke nødvendigvis fra top til bund. Formålet med denne opmuntring er at anspore dig til at se på fortætningerne, som vi selv gjorde det i bearbejdningen og opstillingen af dem. Vi fandt nemlig, at læserækkefølgen af stykkerne ikke var uden relevans for forståelsen af samtidigheden i deres indbyrdes spil. Pointen med denne arbejdsproces er at kunne (ind)skrive et øjebliksbillede af en grænsedragningsproces, som fungerer samtidigt og gensidigt. Således er fortætningsværket et (ind)skrevet momentant landskab.

På samme måde har vi valgt at lege med sætningerne således, at hver ny linje har et stort begyndelsesbogstav for at lade muligheden stå åben for, at man i læsningen kan se alle udsagn som begyndelser og ikke nødvendigvis som fortsættelser eller slutninger.

Ved at benytte os af denne fortætningsmetode mener vi at kunne åbne op for niveauerne imellem hvilke, produktionen og forståelsen af arbejdet finder sted. Fortættede fortællinger mener vi således tilføjer et lyrisk aspekt til formidlingen, i hvilket der er indlejret nogle radikalt anderledes analysemuligheder end i den traditionelle akademiske tekst. Ved at arbejde lyrisk kan vi understrege vigtigheden af at forstå vores funktion som et analyseniveau og læserens som et andet. Vi har arbejdet ud fra iagttagelsen om, at analysen af fortællingerne lige såvel er en analyse, som læsningen af analysen er det.

Ideen med at sprede ansvaret for fortolkningen af det (ind)skrevne ud kan synes abstrakt, idet vi fralægger os samtidig med at vi påtager os positionen som afgørende mellemled. Som om vi bliver sproget, kategorierne og rammerne, hvorudfra verden kan nås, og vi får magten til at definere og meningsbestemme via vores sprogvalg, teori og fokus. – Og dette er langt hen af vejen pointen; at vi er sproget - det medierende led mellem ’det’ og dig.

Men den adskillelse, der syner frem mellem det landskab, der til en hvis grad objektificeres i den videnskabelige tekst, det skrevne ord og læseren, er ikke entydig. Derimod er det en kompleks størrelse der understreger det forhold, at rapporten aldrig vil blive færdigt, og de nedfældede diskussioner og idéer aldrig vil kunne konkluderes utvetydigt, eftersom der i læsningen aldrig vil fokuseres på de samme ord, de samme understregninger. Læsningen er jo netop i sig selv en del af projektet, hvilket skyldes, at læsningen er diskursiv, kropsliggjort og en del af subjektiveringsprocessen.   


 

11. 1. Hjem i erindringer og drømme


 


Writing Home

For me to describe

What is home

Really

I have to go to all places

I have lived

Or I have been.

To really describe

My writing

What is home for me.

/ Fernando (App. 1:106)

 

Nøglerne

Hvordan det har været at være hjemløs

Og

Hvordan det er at have et hjem

Du har pludselig en nøgle

Mærkeligt

Jeg har mit eget

Det er stort

Det sidste stykke tid hos min mor

Tog hun nøglerne fra mig

Lidt med pillefingre

På et tidspunkt stod jeg

To timer i frostvejr

Ventede på at min mor skulle komme

/ Gry (App. 1:148)

 

Half In-Between

We lost nearly everything

My parents house.

Twenty years ago

I left Africa

It was not my own choice.

When I went to Portugal

I felt half in-between

It was my home

And not.

If my parents still live in Africa

It might be a better life,

Definitely.

/ Fernando (App. 1:102)

 

Mit gamle hus

Der er mange billeder der mangler

Mit gamle hus

Det er der jeg har oplevet alle mine ting

Min have

Min gamle hule var der

Der kunne jeg gemme mig

Hvis folk var efter mig

Makabert

Så vi rev den ned

Det virkede lidt unormalt

At jeg løb derop

I stedet for at jeg kom hen til min mor

/ Gry (App. 1:153)

 

Det perfekte hjem

På toppen af et bjerg

En masse træer

En masse dyr

Rigtig stor villa

Væk fra mennesker

En lastvogn til at hente

Jeg har brug for at være alene

Det kan man ikke i København

Det er en stressende by

Man kan ikke være sig selv

Finde et sted man kan være alene

Jeg har svært ved det

For jeg har mange gode venner

/ Marx (App. 1:136)

 

A Balance of Mobility

Work in the city

I like city

Because of the movement

Lot of things happen in the city

Parties

I like to go out a lot.

Live in the countryside.

The countryside is perfect

If you have light transport.

A balance

Somewhere in-between.

/ Fernando (App. 1:98)

 

Akut bolig med hund

Jeg er stillet op til sådan noget

Akut bolig

Det er et spørgsmål om tid

Når jeg er forrest i køen

Når der er

En akut bolig med hund

Ledig

Og jeg er parat

Der kan gå et halvt år

Der kan gå et år

Så jeg kan flytte ud

Ud dér

Være i fred

/ Sofus (App. 1:125)

 

Normaliteten

Jeg vil helst leve et almindeligt liv

Hvor at jeg boede hos min mor og far og søskende

Og den slags ting

Stå op tidlig morgen

Gå på arbejde eller i skole

Komme hjem igen

Lave noget aftensmad

Bagefter

Være sammen med vennerne

Efter at man har spist

/ Gry (App. 1:140)


 

 

 



De 4 vægge

Et lille hummer

Med fjernsyn

Et hjem

Sådan et med

En seng

Et lille bord

En lampe

En reol

Et skab

/ Pernille og Sofus (App. 1:123)

 

The Mattress

It is more

Than a mattress to me.

I go out every night

And drink a bit

When I get to mattress

When I lie down there

It is like an office

I get my sense together.

It is more than mattress to me

It is a home.

/ Fernando (App. 1:100)

 

Møbler

Når jeg fandt en lejlighed

Har jeg skaffet nogle møbler

Storskrald

Eller

Familien har haft noget

Der skulle smides ud

Et skab

De skulle have et nyt

Jeg har aldrig

Købt mit eget 

Nye bord

Ny sofa

Det har jeg aldrig haft

Der har altid været pletter på

Sejt

/ Sofus (App. 1:108)

 

A Tidy Light

Light

Illumination

Is a good inspiration

Is for a home

Where you can learn things

And young people can feel good.

Light means

A good tidy home.

/ Fernando (App. 1: 94)

 

Graffiti

Her er graffiti

Hvor jeg føler mig hjemme

Der er graffiti

Jeg har malet graffiti

På væggen

Hvor jeg er hjemme nu

Det udtrykker den subkultur

Jeg har levet

De sidste otte ni år

/ Marx (App. 1:130)

 

Sov i stol

Jeg levede et halvt år

Til et år i

Sådan en stol

Jeg sov i stolen

Der var sådan en fodskammel til

Så jeg kunne lægge benene op

På sådan et lille lillebitte hummer

Med en kammerat

Der kunne lige ligge sådan en madras

og stå en stol

Det var sådan en man kunne vippe med

Fancy stole

Den kunne ikke klappe helt ud

Men en lille smule

Så kunne jeg ligge på den

/ Sofus (App. 1:109 – 110)

 

Bilerne

Smadrede forladte biler

Har jeg sovet i

Rimelig mange gange

/ Marx (App. 1:133)

 

Sofa

Der er en sofa

Og en der ligger

Ikke en dyne eller sovepose

Bare en pude over ham

Noget jeg selv gør

For at symbolisere

Hvor der er et tag

Hvor der er en sofa

Et eller andet blødt

Det er også hjem

Hvis man ikke har noget

/ Marx (App. 1:130)

 

Varmen

Gaderummet vil jeg ikke kalde hjem

Du er hjemløs

Men har mere varme

/ Gry (App 1:139)

 

 

 


 

 



 


Doing – Learning Home

In Gran Canaria

I met this man

Who never went to school

And knew what to do

Nearly everything of electricity

And these kind of work.

He did believe

It is a natural way of learning

Without book or writing.

I felt

This was my home out there.

If

I ever have a home

I will have these few things

If I some day have nothing to do

I can cut some wood.

/ Fernando (App. 1:97 – 98)

 

Hyggen

Det er køkkenet

Det er mere med hygge

Du kan lave noget mad

Med to personer

Så kan du sidde herude

Og snakke

De mest hyggelige steder

Det er inde i sofaen

Og her

Tilflugtssted

/ Gry (App. 1:144)

 

Musikken

At forklare musikken

Et billede af musik

Jeg føler mig hjemme

Hvor musikken hører hjemme

Ukommerciel musik

Det siger mig meget

Der føler jeg mig hjemme

/ Marx (App. 1:130)

 

At drikke

Med en øl i hånden

På en søndag

Vi havde ikke drukket hele ugen

Så måtte vi godt lige

Kun i weekenden

Når det er hverdag

Skal der ikke være noget

Det er okay fra fredag til søndag

Ikke det med at sidde en tirsdag

Folk ude

Der bor i lejligheder

De drikker jo kun i weekenderne

Og til fest

Og en fyraftensbajer

Vi prøver at få det til at ligne

Almindelig hverdag

/ Gry (App. 1:146 –147)

 

Tjalden

Tjald bringer folk sammen

Det er bevist for mig

Det synes jeg er hjem

Bare sætte sig ved  dem

Der kan man slappe af

Det er en af ens egne

Åbne over for andre meninger

Taler i et venligt flow

/ Marx (App. 1:129)

 

Fysisk aktivitet

Fysisk aktivitet

Giver mig selvværd

Giver mig opture

Man kan flere ting

Så er ens muligheder åbne

Det er hjem for mig

At gå en lang tur

Tage en cykeltur

Hurtigt videre

I en rute man kender

Bare holde sig i gang

Jeg får det ikke godt

Af at stå stille

/ Marx (App. 1:132-133)

 

Everywhere?

When I am awake

I like to be in

Movement

I feel

Free

My home

Is everything

It’s universe

Where I feel comfortable

Where I like a person

But where

I am not sure

/ Fernando (App. 1:104)

 


 

 

 

11.4. Relationer

 


Mennesker

Ham har jeg været vild med

Det er de to

De gør min hverdag glad

Jeg kommer på grund af nogle mennesker

Når der kommer nogen jeg ikke kan lide

Så går jeg væk fra dem

Så går jeg

Fordi

Jeg kan ikke

Gider ikke

Problemer

/ Gry (App. 1:153)

 

Vi

Jeg kunne ikke tage billeder af mine venner

Meget kamera sky

Jeg havde forklaret dem

Det er ikke medier

Der skal forvrænge jeres ord

Min omgangskreds består af

Punkere, Autonome, Anarkister

Det er et godt eksempel

Vi laver en fredelig demonstration

Politiet holder deres blokader

Ti minutter til en time

Pludselig vil de bare banke os

Så slår vi igen

Vi er ikke bange for at kyle med

Mursten og flasker

Vi er ikke bange for at kyle med

Noget som helst

Vi giver dem kamp til stregen

I aviserne næste dag

Autonome gået amok på politiet

Bla bla bla

/ Marx (App. 1:130)

 

Familien

Min farmor er død

Min far snakker jeg ikke med

Han har gjort mig mange ting

Min mor

Når jeg er sammen med hende

For længe ad gangen

Bliver vi uvenner

Jeg blev nødt til at flytte

For hvis det skulle gå galt

Stod jeg uden noget

Men hun er min skytsengel

Jeg kan altid komme til hende

/ Gry (App. 1:152)

 

Ansvaret

Min hund

Den betyder alt for mig

Den har gjort at jeg skulle tage mig sammen

Lige pludselig ansvar

Overfor en anden

Det har jeg ikke haft før

Det var også mig

At vi fik den

Så fik vi den gratis

På grund af mig

/ Gry (App. 1:154)

 

Min Hund

Min lille hund

Som ikke er så lille længere

Han betyder meget

I morges

Han lå oven på os

Og hyggede sig

Det er meget godt at have et eller andet

Så man kan sige

Det er min hund

Så er han meget hyggelig

Og jeg får gået ture med ham.

/ Sofus (App. 1:117)

 

Human Surroundings

Protection

Is what is home

To feel safe.

I grew up with a lot of people surrounding me

Most of the time I go to places

Where there is lot of people

And there I feel safe.

I don’t feel safe

When I don’t see people.

/ Fernando no. 7 (App. 1:96)


 

 

 

11. 5. Positionering

 


De andre

De har det meget godt

Tror ikke at de skænker

Dem der er under dem

En tanke

De tænker

Penge hver dag

Vi har det godt

De har ikke fortjent det

De har skovlet til sig

Har stjålet fra andre

/ Marx (App. 1:135)

 

Ingen invitation

Jeg gider ikke ændre mig bare

For at være

Ligesom man skal være

Det er jo først der

Hvor du går hen og er ligesom de andre

At du bliver

Inviteret

Det er jeg kold over for

Det er gensidigt altså

Så gider du heller ikke selv at være med

/ Sofus (App. 1:115)

 

Society-we-I

The society

Have a way of seeing things

All

Should think the same thing.

We

Think

Everywhere we go

Is like our home.

I don’t know

If I feel like I have a home.

/ Fernando (App. 1:164)

 

Smidt ud

Jeg har lejet noget

Sammen med andre

Det har kunnet lade sig gøre

Men der går let ged i det

For mange venner på besøg

Druk

Så klager folk

Så ryger man ud

Det er mest fordi

Man ikke ligner de andre

Man skiller sig ud

/ Sofus (App. 1:108)

 

Gademiljøet

Gademiljøet

Når jeg går på gaden

Folk der færdes på gaden

Møder hinanden på gaden

Snakker med hinanden

I det hele taget folk

Der er udskud

Eller som samfundet støder fra sig

Det er mine venner

En alkoholiker på gaden

En hjemløs der ligger og fryser

En kriminel eller noget

Alt hvad der er i gademiljøet

/ Marx (App. 1:134)

 

Kampen

Alt den magt de rige har

Den militære opbakning

Der skal meteornedslag

Og vulkanudbrud

Og jordskælv til

Alt skal ødelægges

Startes på ny

Der er ikke meget at gøre

Demonstrationer med ildkraft

Molotovcocktails og brosten

Husker man lidt

Men de bliver hurtigt glemt

Jeg gør det fordi

Jeg har ikke lyst til at leve

Hvis ikke jeg kan kæmpe

Og jeg vil gerne dø i kamp

/ Marx (App. 1:137)

 

Out Of

A homeless

Is someone

Who doesn’t have a freedom.

You get homeless

When you are out of society

For some reason

That is why

Many people doesn’t feel home.

/ Fernando (App. 1:116) 

 

 

 


 

 

 

11. 6. Mærkning


 


Den utilpassede

Der hvor jeg bor nu

Jeg kan godt mærke

At folk ikke respekterer mig

Fordi at jeg er ny

De kan ikke tage mig som jeg er

Det kommer nok

På et eller andet tidspunkt

/ Gry (App. 1:139)

Rigmandsverden

Hos de rige

Jeg havde en kæreste

Hvis forældre var rige

Forestil dig en person

Du kan afspejle dig i

Men den person afspejler sig

I sine rige forældre

Jeg fik kvalme

Jeg skred derfra

Rigmandsverden er ikke for mig

Jeg vil hellere dø

/ Marx (App. 1:134)

 

Africa in Europe in a Place in a Time

Café Bissau

It is the first time

Since I left Africa

That I’ve been deeply to African culture

In Europe

I spend my days there

Go to some deliveries

It’s kind of easy place

There

You are doing nice things

Get drunk

Every day and have fun

In the time I don’t have a job

I’ts ok to do

/ Fernando (/App. 1:105)

 

En øl på Gammeltorv

Det er et meget godt sted

Der er rindende vand

Så kan man sidde der og drikke en bajer

Kigge på folk der går forbi

Der går vi tit på druk inde om sommeren

Herovre der sidder alle bumserne

Før i tiden

Har folk mødtes der

Men det gør man ikke

Sådan mere

Det er sådan stoppet lidt

/ Sofus (App. 1:111)

 

Resemblance

I met someone

Who said I could stay there

Then I moved to Gaderummet

I needed somewhere

Where there are that kind of people

Where I can express

Different kind of things

/ Fernando (App. 1:161)

 

Optage folks tanker

Jeg synes det er dejligt

At få opmærksomhed

Folk der kigger på én

Jeg er jo en meget dejlig person

Men jeg er også totalt bange

Der er jo ikke grund til

At optage folks tanker

Alt for meget

Hvis de kigger på én

Så tænker de også på én

Jeg undgår folks blikke

/ Pernille (App. 1:115)

 

A massive book

Rådhuspladsen

I go there a lot for smoke

I’ts a massive book

All these stories

The religious side and the technologies

Like you go to university

To different classes

I get to different people

In different places

Because

In different places you live

You have to do things

To have

A better life

/ Fernando (App. 1:105)

 

Hjem(løs)

Det er løgn

Vi har ikke nogen hjemløse

Der er ikke nogen hjemløse

Der er ved at fryse og

Sulte sig ihjel

Folk bor ikke på dagen

Folk bor ikke i papkasser

De fleste af dem har lejligheder

Det er jo bare totalt langt ude junkier

Der ikke gider at gå hjem

Så går de bare på herberger

For at få gratis smøger

Kaffe

En øl

Og selskab

Fordi de er ensomme

/ Pernille (App. 1:124)

 

I Gaderummet

At vise

Hvordan nogen folk lever

Hvordan de udsmykker sit hjem

De skriver på væggene

Ikke lige det man regner som hjem

Men nogen gør det

Halvdelen er mit hjem

Halvdelen er ikke mit hjem

Jeg kommer som om at det er mit

Sådan en SFO

Det giver mig udfordringer og eventyr

I forhold til hvad jeg oplever hjemme

/ Gry (App. 1:138)

 

Outsider

Vi bliver ikke talt med

Vi bliver talt om

Så taler vi med hinanden

Man kan blive en outsider i andre folks øjne

Ikke fordi det er noget der slår en ihjel

/ Pernille (App. 1:114)

 

 

Blufærdighed

Jeg kigger over pladsen

Så får jeg lyst til at smide tøjet

Pudsigt påfund

Så sagde jeg

Skal jeg gøre det

Så kiggede vi begge over på springvandet

Så løber jeg derover

Nej jeg kan ikke gøre det

Tænker jeg

Så løftede jeg op i min trøje i stedet for

Godt

At jeg ikke smed alt tøjet

Hva’

/ Pernille (App. 1:112)



 


Orden i uorden

Det er lidt et kaos

Vi har vaskemaskine og tørretumbler

Det lidt værkstedsagtigt

Det er fascinerende

Med det der hjul

Det billede kan godt minde om kunst

Bare det hvide og de to hjul

Så ville det ligne et øje

Så er der et mønster bagi

Jeg kigger mest på det der er i midten

Centrum af billedet

Man lægger slet ikke mærke til kaos

/ Gry (App. 1:114)

 

Når man bliver vækket

Jeg bliver bedre skæv af bong.

Det er farligt

At have bongmix stående.

Så kan du lige gå og ryge en bonghovede

Når man bliver vækket

Af nogen der råber

Eller

Kaster med stole

Så lige stoppe et bonghovede

Og så sove videre

/ Sofus (App. 1:113)

 

My TuBORG is my Castle

A nearly empty bottle of Vodka

A bottle of cacao

Coffee cup

Carrot and lemon.

Everywhere I go I feel like

Celebration.

Probably why

I spent most time

Drinking Tuborg every day

Everywhere I am going

I get Tuborg.

This might be my home

/ Fernando (App. 1:97)

 

S-toge

Jeg kender alle toge

Jeg kender alle steder det stopper

Det har jeg lært af at sove i toge

I de nye toge der kan man ikke

Sove

I de gamle S-tog

For de har lange bagsæder

/Pernille (App. 1:116)

 

På gaden

Jeg startede med at bo hos min mor

Så røg jeg på gaden

Så boede jeg lidt rundt omkring

Fem måneder

Det er ikke det liv man vil leve

Som fjortenårig

Du kan ikke altid få hvad du peger på

Jeg blev nødt til at rende rundt på Skelbækgade

Så solgte vi vores telefonnumre

Så fik vi penge

/ Gry (App. 1:140)

 

Gaderumsdullen

Et billede af mig

Jeg ligner en gaderumsdulle

Det ligner genbrugstøj

Hatten er gået i stykker

Jakken ligner en man selv har syet

Så begynder jeg at ligne

Sådan lidt gaderum

Hvad jeg vil have bliver beskidt

Hvad jeg ikke vil have bliver beskidt

/ Gry (App. 1:146)

 

Bo i en plastikpose

Jeg har meget et sigøjnerliv

Jeg skal kunne bo i en plastikpose

Hvis man nu skulle stikke af fra politiet

Så kan man godt bo tre dage i en plastikpose

I en plastikpose mellem nogle siv

Så bliver man ikke våd

Mens de går rundt og leder

/ Pernille (App. 1:123)

 

Måske

Mit liv har været underligt

Jeg var glad for at være lille

Ville aldrig blive teenager

Så kom jeg i den alder

Så har man det meget godt

Gider ikke over teenagealderen

Så kommer jeg i den alder

Der er også meget sjov

Gider ikke at blive voksen

Hvor man mister forhold

Men så kommer man der

Og det er også fedt

Jeg tror det ender med at gå

I dag tænker jeg

At jeg pløkker mig selv

Før jeg bliver gammel

Men hvad livet har bevist

Kan det godt være

At jeg tænker

Det er sjovt at spille cricket

Med de andre pensionater

/ Marx (App. 1:137)

 

Og så videre

Så ryger huslejen pludselig op

Så er der ikke råd til det

Så må man flytte

Og så videre

Mangler et sted at være

Så skal man lige et eller andet

Starte i skole der og der

Eller

Fundet en anden kæreste

Sådan er der altid noget nyt

Det går hen og bliver alt for megen flytten

/ Sofus (App. 1:108)


 


 

 

11. 8. Frirum

 


At låse døren

Jeg kan gå ind

Og være mig selv

Hvis du har nogen på besøg

Så kan du låse din dør

Uden at folk står og glor

Mit værelse

Et ordentligt værelse

/ Gry (App. 1:143)

 

I Prefer Gaderummet

One thing I appreciate

Is to be in bed in the morning.

I wake up

When my body senses that.

Probably it’s one of the reasons

Why I stay there.

A few people invite me

To live in apartment

But I prefer

To stay there.

/ Fernando (App. 1:101)

 

I Folkets park

Folkets park

Det er også hjem for mig

Drikker

Hvis der ikke er andre steder jeg

Kan eller har lyst til at sove

Så sover jeg der

I en sovepose

Det er frirum

Man føler sig tryg

Og alligevel ikke helt tryg

Nogen gange problemer

Men i bund og grund

Er det hjem for mig

/ Marx (App. 1:133)

 

At skrige

Mennesker er flokdyr

De skal genoplade

Det gør de bedst alene

Jeg har også brug for at være alene

Har ikke haft chancen

Det har jeg heller ikke nu

Jeg har nogen boende

Jeg plejer at tage ned i en skov

Få lov til at være mig selv

Få lov til at skrige

Hvis man har lyst

Men vi har ikke så mange

Skove i København

/ Marx (App1:136)

 

Kirken

En kirke

Hvor man kan gøre alle de ting

Som man gør steder hvor man bor

Gå på toilettet

Vaske sig

Bo

Gud han kan tilgive dig alt

Hvis resten af verden ikke kan

Så kan Gud

Så kan du bo i kirken.

/ Pernille (App. 1:112)

 

Not just home

A person feels free

When you have a home

A place you really call home.

If someone goes to a foreign country

Those barriers

The bureaucracy

Does make you to have papers

That cuts

A bit of your freedom.

Not just home like a house

But your identity

I think

Where home is for me

/ Fernando (App. 1:95)



 


(De)orientate

You need a map

To go somewhere

For some people

It can be going home

Or going to some country

They believe

Can be their future home.

When you have a home

You orientate yourself

I try not to

These days

I just follow the wind

/ Fernando  (App. 1:102-103)

 

Ikke dit hjem

Der hvor jeg sover

Der bor jeg

Men det er ikke et hjem

Du kalder det hjem

Men det er jo ikke dit hjem

Det er Gaderummet

Vi bor der

Men vi kan

Til enhver tid

Bliver smidt ud

På et halvt

Sekund

/ Sofus (App. 1:125)

 

Udsat

En stor tyk fyr

Gik amok og begyndte at slå på

Den der blev udsat for alt volden

Bare tre gange med flad hånd

Hans næse begyndte at løbe

Han ser smadret ud

Ligner en der aldrig får sovet

En rigtig gaderumsstype

Holder sig vågen hele tiden

For ikke at få tæsk

Han er bange

Han bliver nødt til at gå hjem

/ Gry (App. 1:149-150)

 

Jeg går

Startede bare med at komme

Så blev jeg hængende

Var lidt tryg

Nu begynder pludselig vold

Det er ikke mig

Der er ikke vold i en lejlighed

Som der er her

Når der er vold

Så går jeg

Så kan jeg ikke klare det

Begynder at blive ked af det

/ Gry (App. 1:139)

 

Going Home

People go home

To feel energetic for next day

Everywhere I go

Is to get energy in different ways

Like in a beer

I can go home for party

I can go home to take it easy

Or go home to have some food

It can be lot of places

I can say

I am going home

But

I am going somewhere

Just a way to say to someone

I need to go somewhere

/ Fernando (App. 1:102)

 

Ude i den almindelige verden

Nede i baggården

Lige hernede

Nu er vi gået ud

Så kommer vi ud i den almindelige verden

Der er vagtmand altid

Det er ikke smart

At forlade Gaderummet

/ Sofus og Pernille (App. 1:110-111)

 

Privatliv

Det er ikke

Meningen

Man skal have privatliv

Heroppe

Det er meningen

Man skal videre

Ud

Møde nogle mennesker

Få et privatliv

Der er ikke noget der er privat heroppe

Din mad

I køleskabet med knude på

Så kommer der nogen

Midt om natten

Og spiser din mad

Så meget for privat

/ Sofus (App. 1:122)

 

En dobbeltside af livet

Et bo

To sider

Udefra og indefra

En dobbeltside af livet

/ Pernille (App. 1:121-122)


 


 

 


12. Kortlæggende øjebliksbilleder

I forrige kapitel bevægede du dig rundt i et landskab af fortættede fortællelinjer, hvor vi forsøgte at overlade dig til dig selv. Vi har ladet dig beslutte din egen læsestrategi mellem overskrifter og underskrifter, mellem verselinjer og kolonner med intentionen om, at (ind)skrivningen ville vække følelser i dig og kropsliggøre din læsning og dermed aktivere din direkte fortolkende deltagelse. Ligesom vi selv gennem vores analytiske fortætningsarbejde har (ind)skrevet en forståelse af dette fortættede landskab af samtidige og flertydige narrativer om/af hjem/hjemløshed, formoder vi, at du nu har gjort det samme.

            (Ind)skrivningen og læsningen ender dog ikke her – hverken for ’dig’, ’os’ eller ’dem’.

 

12. 1. Kortlægningsnarrativer

Som vi fremlagde i kap. 7, så brugte vi ud over billeder også kortlægning (dvs. tegninger af de unge hjem(løses) færden på en tilfældig dag) som fortællefremmende element i interviewet, og det er denne del af empiriproduktionen, vi i nærværende kapitel vil diskutere.

Kortlægningen genererede meget forskellige fortællelinjer blandt de fem interviewede unge hjem(løse). Fernando siger i sit interview, at han prøver ikke at orientere sig, men ud fra kortlægningen kunne han konstatere det, der måtte betegnes som hans daglige rutine i form af nogle nodalpunkter som Gaderummet, Café Bissau og Rådhuspladsen etc. Marx mente derimod, at dagen inden interviewet overhovedet ikke var repræsentativ for hans normale færden og tegnede derfor en ekstra tegning af steder, som han mente udgjorde betydningsfulde nodalpunkter (Gaderummet, Ungdomshuset på Nørrebro, Bumsen og Folkets Park) i sin krops (ind)skrivning i/af det københavnske landskab. Marx’ mangel på genkendelse i sin første tegning, som meget lokaliserede sig omkring hans nye lejlighed, kan måske netop være afledt af, at Marx endnu ikke har appropiate(d) sin krop eller sit landskab til lejligheden som et betydningsfuldt sted. Grys kortlægningsnarrativ går derimod godt i spænd med resten af interviewets narrativ, idet hendes kortlægning spinder et net mellem nodalpunkter som hendes moders hjem, Gaderummet og hendes nye værelse i et ungdomskollektiv, der alle er steder som er blevet udfoldet i tidligere fortællelinjer i interviewet. Interessant er det hertil at bemærke, at Gry kalder disse steder for sit ’hjem’ eller ’andet hjem’. Af Sofus og Pernilles sammenflettede kortlægningsnarrativer er det svært at udlede nogen nodalpunkter ud over Gaderummet. Det er til gengæld bemærkelsesværdigt hvordan, der i deres narrativer udfolder sig forhandlinger med deres egne og hinandens erindringer om gårsdagens gøren og færden. Der bliver i løbet af tegneprocessen flere gange startet på ny i fortællingen af gårsdagen og hver gang tager fortællingen en anden drejning i tid og landskab. Tiden og stederne i deres kortlægningsnarrativer opløses i erindringens tåger af søvnmangel, alkohol- og hashindtagelse. Den samme mangel på præcis tidsfornemmelse og rækkefølge af steder går også igen i Fernandos fortælling, hvorved man får indtrykket af at tiden, stederne og landskabet flyder sammen i samtidigt opløsende og konstituerende bevægelser.

At folde og udfolde

Jakob tegner først

Jeg tegner videre

På samme papir

Mine bevægelser

I hans udfoldede landskab

Min tegning har sit eget liv

Og tager over

Begge kortlægninger

Forholder sig dog

Implicit

Til et centrum

I byen

/ Marta (App. 2:157)

 

12. 2. Kortlægningslandskab

For ligesom i fortætningsværket at få samtidigheden og flertydigheden ind i kortlægningsnarrativernes øjebliksbilleder, har vi valgt at fremlægge de unge hjem(løses) tegninger på transparenter, idet du selv kan lade blikket vandre, og måske vil visse steder i dette gennemsigtige landskab vække følelsesmæssige og kropslige erindringer i dig.

For også her at (ind)skrive ’os’ i dette landskab har vi medtaget vores egne kortlægninger af en tilfældig dags færden. Om vores kortlægninger kan repræsentere og konkretisere normalitetsbillederne fra rammefortællingen har vi diskuteret meget, da vi har haft svært ved entydigt at identificere os med et stereotypificeret normalitetsbillede af majoritetssamfundets hjem-konstruktioner. Vi har dog set inddragelsen af egne kortlægninger som havende samme funktion som erindringsarbejdet, idet vi lader vores repræsentationer af ’os’ og ’dem’ udfordre og (ind)skrive hinanden.

Vi ønsker derfor ikke at drage nogen sammenlignende slutninger mellem ’deres’ og ’vores’ kortlægninger. Vores hensigt er derimod at vise, hvordan ’vores’ og ’deres’ spor i det københavnske landskab krydser hinanden – også når vi ikke er i gang med at producere empiri, hvilket kan være med til at forstyrre stereotypificerede konstruktioner af hjem/hjemløshed og reproduktionen af unge hjem(løse) som en marginaliseret samfundsgruppe. Hertil hører også vores overvejelser omkring alle detaljerne – kroppe og steder – som ikke indgår i ’vores’ og ’deres’ kortlægninger, men som tegner en usynlighed og (ind)skriver en larmende stilhed, og dermed er med til at omkranse hver subjektiveringsproces’ fokus på betydningsfulde steder og kroppe i landskabet. Det vil sige, at de ting, der ikke er med på kortlægningstegningerne, i høj grad er med til at konstituere subjektiverende hjem/hjemløs-konstruktioner. Samtidig er det også et konkret eksempel på, hvordan agens kan forstås som refleksivitet, idet refleksionen over gårsdagens gøren og færden netop vælger og fravælger dele af landskabet og skaber dermed landskaber i landskabet.

 

12. 3. Forstyrrelse

Formålet med kortlægningsmetoden har været at bidrage til flerdimensionaliteten og samtidigheden i projektets repræsentationsproblematikker og –overvejelser og disses iboende grænsedragningsprocesser. Derudover har det været en vigtig pointe at inddrage kortlægningernes diskursiverede materialitet med henblik på at kunne fremsætte en empirisk forankret kritik af fortætningsværket og dets oprindelse i erindringsarbejdet og interviewene, der primært baserede sig på fotoopgaven.

Det ofte (for os) usædvanlige, der trådte frem i interviewene og dermed også fortætningsarbejdet, blev i de unge hjem(løses) kortlægningsnarrativer (ind)skrevet/tegnet i ruter og rytmer mellem nodalpunkter i det københavnske landskab og blev derved sædvanliggjort grundet ’vores’ genkendelsesmuligheder. Samtidig rummede ’vores’ egne kortlægninger et element af spænding mellem fremmedgørelse og pludselig erkendelse, idet vi på egen krop mærkede, hvordan et øjebliksbillede både fremstår som en ufærdig og unuanceret repræsentation, og som samtidig vækker refleksiviteten i subjektiveringsprocessen.

Vi får altså på denne måde to empiriske øjebliksbilleder - ’vores’/’deres’ fortætninger og ’vores’/’deres’ kortlægninger - frem i rapporten, som på samme tid støtter og forstyrrer hinanden. To temaer er i denne sammenhæng vigtige at drage frem. Det ene drejer sig om de unge hjem(løses) diskursive brug af forholdsordene, ’ude’ og ’inde’, som vi tidligere har nævnt kunne være betinget af interviewenes lokalitet, men som vi i denne sammenhæng får stedsliggjort på kortlægningstegningerne. Udfordringen af marginaliseringsperspektivet (jf. Pratt i afsnit 6.2.5.), som vi finder i de unge hjem(løses) brug af ’ude’ og ’inde’ i fortætningsværket, bliver igennem kortlægningerne endnu mere flertydig, idet grænsedragningerne i deres diskursiverede visualitet på transparenterne er flydende og krydsende. Hvornår er ’vi’ inde og hvornår er ’de’ ude og omvendt?

Denne opløsning af ’ude’/’inde’-dikotomien forstået i et marginaliseringsperspektiv er også med til at destabilisere hjem/hjemløs-binariteten, idet hjem forstået som (be)longing fremstår som udstrakte bevægelser mellem betydningsfulde steder i og med landskabet. Med de to empiriske øjebliksbilleder indfanger vi altså hjem/hjemløs-konstruktioner i et dialektisk forhold mellem diskursive og refleksive subjektiveringsprocesser og den appropriate(d) krops fysiske bundethed til steder i landskabet. Med andre ord ser vi subjektiveringsprocessen tage to samtidige former, der forhandler med hinanden; den selviscenesættende refleksive jeg-liggørelse og repræsentation og kroppens bundethed til steder og praktikker.

12. 4. Forbehold

Med kortlægningsmetoden gør vi ikke krav på at have fået udtømmende indsigt i de unge hjem(løses) virkelighed af hjem og hjemløshed eller kunne påstå at have kortlagt ’deres’ livsverdener. Vi har som sagt snarere forsøgt at udfordre vores empiri med empirien selv for dermed at pege på repræsentationens konstante forhandlingsprocesser af magt og modstand mellem ’os’ og ’dem’, ’dem’ imellem og med ’sig selv’.     

 

Vi vil nu på ny lade dig bevæge dig ud i et transparent landskab af nodalpunkter og krydsende spor, som du kan følge eller selv krydse.


13. Diskussion

 

Denne diskussion påtager sig en analytisk skikkelse i behandlingen og fortolkningen af foregående fortætningsværk, hvorfor vi har valgt at strukturere den på samme måde. Vi vil således forsøge at (ind)skrive det komplekse samspil mellem hjem(løse)landskabet malet af os gennem projektforløbet og landskaber tegnet af  ’dem’ som illustreret i forrige kapitel. Denne afsluttende øvelse skal omfatte samtidigheden i skrivningen, gøren, læsningen, fortætningen og kortlægningen. Herudover vil vi fortsætte (ind)skrivningen af fortættede tekststykker af vores erindringsarbejde, der skal illustrere vores politiserede tilgang til og repræsentation af det københavnske hjem(løse)landskab, som vi rapporten igennem har udfoldet. Derudover mener vi, at det er en måde hvorpå, vi kan (ind)skrive dialogen og forhandlingen mellem ’os’ og ’dem’, ’vores’ og ’deres’ som er en del af den metodiske grænsedragningsproces i projektet.

Herudover forsøger vi at finde forandringspotentialer i de unge hjem(løses) italesættelser af hjem/hjemløs-konstruktioner og derigennem af sig selv. Vi har projektet igennem haft et analytisk blik på grænsedragningsprocesser og en konkret optik på det ’urepræsenterbare’ ved det øjebliksbillede, rapporten behandler. Dette har vi (ind)skrevet ved at drage et gensidigt konstituerende skel mellem ’dem’ og dem, og ’vi’ og vi. På trods af at øjebliksbillederne er fastfrosset i tid, er de udgjort af fortid, nutid og fremtid og italesat diskursivt i subjektiveringen. Vi vil alligevel gribe disse momenter og forsøge at behandle dem som udtryk, der i krydsilden mellem analytiske og konkrete linier kan sige noget om forestillede landskaber udgjort af et kontinuum af relationelle bevægelser. Ved at behandle temaerne på denne måde mener vi at kunne diskutere, hvorledes refleksiviteten over forestillede landskabers muligheds- og umulighedsrum kan fordres. 

Til dette vil vi knytte en kritik af Davies’ idé om at undgå klichéer i (ind)skrivningen, da vi mener, at klichéerne fungerer som betydningsdannende folder i landskabet, hvilket udsiger en stærk formativ kraft, som siger meget om begrænsninger, forestillinger og måden, hvorpå disse forstås. Et gennemgående element i fortætningsværket er brugen af klichéer og normalitetsbilleder, men på trods af det reproducerende element i benyttelsen af disse, ser vi også en betydningsbærende henvisning i dem. Således fanger vi et sprogbrug, som er præget af diskursive begrænsninger og benyttes som abstrakte henvisninger til konkrete situationer. Glansbilledet, skrækscenariet eller normalitetskonstruktioner tages i brug i samtalerne med kommunikative formål for at italesætte betydningsbærende stilstande. På denne måde virker sprogets determinisme fordrende for forståelse af de subjektiverende folder i landskabet. Folder som vi vil udfolde i denne diskussion.

13. 1. Hjem i erindringer og drømme

De unge hjem(løses) konstruktioner af hjem bliver under temaoverskriften Hjem i erindringer og drømme skabt i nuets øjeblik, spundet og udstrakt mellem mindet om et hjem og drømmen om at få et. Denne abstrakte temporale forståelse af hjem er medkonstituerende for måden, hvorpå de skaber former for hjem i nuet. 

Men drømmen om noget andet - noget anderledes er der. Men hvad tør de drømme om? Er der en sammenhæng mellem ens drømme og ens livshistorie? Afhænger ens (u)mulighedsrum af det, man har mødt igennem sin tilværelse? 

Marx’ forestilling om Det perfekte hjem er et billede af en villa på landet, hvor han kan være alene, men han forkaster drømmen, da han ikke kan forstille sig nogensinde at indfri den. Sofus’ drømme om et hjem, skal realiseres gennem kommunen, der skal stille en ”Akut bolig med hund” til rådighed. Hvorfor tør Marx ikke at tro på sin drøm, og hvorfor gør Sofus ikke noget for bryde sin venten, når han i Privatliv siger, at det er meningen, at man skal videre fra Gaderummet.

Af disse to eksempler ser vi, hvordan de unge hjem(løse) har appropiate(d) deres kroppe til det københavnske landskab, som de indgår i. I kraft af deres refleksioner over hjem mellem erindring og drøm viser de også, hvordan de har appropriate(d) landskabets (u)mulighedsrum og forholder sig derved til dets begrænsninger. Idet de gør landskabets hjemmende begrænsninger til en del af deres subjektiveringsproces, kan vi stille spørgsmålet, om de derved fratager sig selv agens og handlekraft.

I de unge hjem(løses) refleksioner omkring deres begrænsninger finder vi dog netop deres agens, idet de skaber sig et hjem ved at lade livshistoriske årsagsforklaringer legitimere deres nuværende former for hjem og måden, hvorved de forholder sig til fremtidens hjem-konstruktioner.

Selvom vi fra start af havde besluttet ikke at søge livshistoriske årsagsforklaringer, der måtte ligge til grund for deres nuværende situation, kom disse alligevel frem i deres fortællinger. De livshistoriske årsagsforklaringer blev et redskab til at forklare subjektiveringsprocessernes konstruktioner af hjem og de unge hjem(løses) forståelse af egne situationer og (u)muligheder. Årsagsforklaringer kan således give en forklaring på, hvordan de konstruerer hjem nu og gør sig forhåbninger om at få et hjem ud fra tidligere erfaringer.

Det er således i disse årsagsforløb, at vi ser muligheden for at destabilisere deres (u)mulighedsrum og forståelsesrammer af sig selv.

13. 2. Hjem-elementer

Vi inddrager dette tema ud fra normalitetsbilledet om hjem som noget stedsbundet og materielt. Ideen om hjemmets fire vægge som det trygge, der hvor man kan være sig selv, og hvor privatlivet finder sted. I interviewene blev vi mødt med disse normalitetsbilleder af hjemmets udseende og funktion, men vi så også hjemmets elementer som værende noget, der ’gjorde’ hjem, frem for noget som ’var’ hjem. Således figurerede der et materialiserende hjem, som ikke udelukkende var udgjort af steder, men af idéer om tings potentialer for at fungere som hjem, hvor f.eks. sofaen, bilen og stolen blev operationaliseret som hjemme af de unge hjem(løse). I denne proces, hvor materialiteten formes, forstås den således som diskursiv og omskiftelig i takt med subjektiveringen.

Første gang i Gaderummet

Håndtaget er afløst af et stykke reb

En åben dør

Der ikke længere hænger på hængslerne

Indenfor

Lyde og lugte

Smadrede møbler, hunde og folk

Graffiti alle steder

Rod

Støvet danser i solstrålerne

Forundret over at der findes sådan et sted

I Danmark år 2004

/ Jakob (App. 2:158)

 

Oplevelsen af stedet

Opgangen til Gaderummet

Lugter stærkt af pis

Overmalet med graffiti

Mistænkelige pytter

Nedslidte trappetrin

Gaderummet er indhyllet i røg

Jeg genkender duften af hash

/ Sofie (App. 2:159)

 

Til denne antagelse kan vi knytte spørgsmål til servicelovens formålsrettede botrænings-programmer (Vejledning om Den sociale indsats 1998: 73), hvor vi undrer os over om en hjem(løs) nødvendigvis bliver ’hjemmet’, hvis han eller hun får et sted at bo? Ideen om hjemme som boligen og boligen som løsningen synes ufuldstændig, hvis man tager de unge hjem(løses) (u)mulighedsrum i betragtning. Elementerne i hjemmet fremstår på denne måde som nødvendigheder, der giver mulighed for søvn, ro og tilhørsforhold, men det der fremmer følelsen af at være hjemme er et symposium af nodalpunkter, som italesættes i konstruktionen af det subjektiverende diskursive landskab.

Forandringsmulighederne i at tænke det materielle hjem ser vi nærmere udfolde sig i måden, hvorpå vi tænker os selv i relationen til materialiteten. Og her er det, at opløsningen af krop/sprog-dikotomien finder sit indpas. Subjektiveringen i relationen til det materielle hjem bliver en mærkende proces, hvor subjektet mærker materialitetens diskursive betydning, og materialiteten mærker subjektiveringen. Denne dialektiske proces former således ens position i det diskursiverende landskab, og på denne måde hænger sproget, kroppen og materialiteten sammen.

13. 3. Hjem-aktiviteter

Den diskursive relation til materialiteten, som vi ser udfolde sig i de unge hjem(løses) konstruktioner af hjem, opfatter vi som ovennævnt som en dialektisk subjektiveringsproces. Under temaoverskriften Hjem-aktiviteter træder denne dynamiske dialektik tydeligt frem, idet fortætningerne udfolder et landskab af hjem, som noget man gør, frem for noget der er som tidligere nævnt. Ligesom diskursive relationer til materialiteter bliver til hjemmende subjektiveringsprocesser, bliver de unge hjem(løses) aktiviteter til konstruerende rammer for hjemmet.

Fernando drikker Tuborg, hvor Gry begrænser drikkeriet og gør hjem. I kor taler Fernando og Marx om at holde sig i bevægelse og gøre hjem. Tjalden bringer ’dem’ sammen og ’de’ gør hjem. Og Gry hygger sig og gør hjem.

På besøg

Fernando insisterer

På at lave teen

Gør Gaderummet til

Et mere ’hjemligt’ sted

Måske

Hjemmets kontrol-faktor

Jeg kan identificere som hjem?

Fernando har kontrol

Over te- og kaffebrygningen

Og jeg er bare

På besøg

/ Marta (App. 2:171)

 

Uden stoffer

Uden at spørge nogen direkte

Slynger han et spørgsmål ud

Hvorfor bliver jeg ikke skæv

Længere

Alle har pludselig en mening

Prøv sort hash

Pot

Jeg har lyst til at fortælle

Hvordan man kan trippe

I den rigtige verden

Uden stoffer

Men holder min kæft

/ Jakob (App. 2:172)

 

Vi læser således af dette fortætningstema, hvordan unge hjem(løses) subjektiverende konstruktioner af hjem bliver medudstrækkende med aktiviteter og materialiteter i/med landskaber, og dermed byder på forståelser af hjem, som bryder med det domestiske hjems fire vægge.

            Vi ser dog også hvordan disse aktiviteter står til forhandling blandt de unge hjem(løse) selv, når f.eks. Fernando og Gry forholder sig forskelligt til indtagelsen af alkohol. Og igen hvordan Grys refleksioner omkring alkohol implicit forhandler med majoritetssamfundets normative standarder, og Marx dertil positionerer et tjald-fællesskab overfor et ikke-tjaldfælleskab. Forhandlingerne om og dermed også legitimeringen af hjemmende aktiviteter sker hos hver enkelte unge hjem(løse) i refleksive dialoger med sig selv, som når Fernando i Everywhere? i en altomfattende bevægelse gør universet til sit hjem men alligevel ikke præcist ved, hvor det er. 

            Hvis vi sætter disse hjemmende aktiviteter op over for sociallovgivningens bo-træningsaktiviteter, finder vi det oplagt at sætte spørgsmålstegn ved disse socialpædagogiske foranstaltninger, da de jo alle tager udgangspunkt i hensigten om at gøre unge hjem(løse) til appropriate(d) kroppe i det domestiske hjems landskab. Vi spørger altså os selv, hvor befordrende bo-træningens forankring i det domestiske hjems normativitet er for et forandringsfremmende og myndiggørende arbejde med unge hjem(løse).

 

13. 4. Relationer

På samme måde som de unge hjem(løses) hjem-aktiviteter udfordrer normalitetbilledet af hjem, destabiliserer også de unge hjem(løses) sociale relationer forestillingen om hjemmet som der, hvor familien er samlet. Dette sættes i fokus under temaoverskriften Relationer. Her er familien trådt i baggrunden til fordel for de mennesker, ’de’ omgås med til daglig. Det er her, de får deres tryghed og omsorg. Det er her, de kan blive forstået og accepteret, som de er. Familien virker i denne henseende som det modsatte. Gry holder af sin mor, men skal ikke omgås hende for længe, så bliver de uvenner og faderen taler hun ikke længere med. Sofus fortæller i interviewet, at hans mor ikke ville kunne holde ud at besøge ham i Gaderummet, så han må besøge hende. Pernille kan ikke bo hos hendes søster, da hun har en lille baby, og det går ikke; ”at have en eller anden junkie, der sover på sofaen hver dag og savler” (Appendiks ). Deres kroppe kan ikke blive appropiate(d) i de landskaber, hvor familien er.

            Relationerne til andre unge hjem(løse) sætter én i et kategorifællesskab og bevirker, at man bliver kategoriseret og kategoriserer sig selv. Her ses problematikken med sprogets konstituerende effekt, idet man definerer sig selv ud fra en forestilling om at høre til et fællesskab Dette reproduceres i de hjem(løses) egne fortællinger, som da Sofus i Ingen invitation påpeger, at man skal ligne ’de andre’, hvis man vil inviteres til fest. Han sætter altså en grænse mellem sig selv og det almindelige, og såfremt det almindelige ikke vil ham, gider han heller ikke det.

Relationel tryghed

Her er ingen jeg kender i dag

Underlig fornemmelse

Det føles som om at folk

Nedstirrer mig

Jeg passer ikke ind

Uden relationerne

/ Sofie (App. 2:178)

 

Netværk

På femte sal er der anrettet sovesal

Langs væggene ligger der madrasser

Lagner som afskærmer

Fra de andre

Taget er ikke isoleret.

Usselt

Umuligt at jeg ville ende der

Jeg har et netværk

Mit netværk

Acceptere at jeg endte her

Aldrig

/ Jakob (App. 2:159)

 

Grundet disse kategoriseringer i/af fællesskabet blandt unge hjem(løse) kan man kritisere os for ikke at inddrage de unge hjem(løse) som en kollektiv størrelse, da de på den ene side udgør et af holdepunkterne i hinandens tilværelse, samtidig med at de også skaber en fastholdelse, der indskrænker deres individuelle (u)mulighedsrum for bevægelse. Til dette indvirker idéen om kategorikonstruktioner som reproducerende for forståelsen, hvorfor vi mener, at det er mere fordrende for forandring at tage udgangspunkt i subjektiveringens konstruktioner af positioner i eget landskab.

            Denne delvist kollektive kategorisering af dem selv som udenfor samfundet ser vi dog som et vigtigt værktøj i deres subjektiveringsprocesser foruden hvilke, ’gruppen’ hjem(løse) ikke kunne forestilles.

 

13. 5. Positionering

Denne temaoverskrift har vi benyttet os af for at (ind)skrive positioneringsteoriens relationelle univers. Vi har således søgt at arbejde med fortætninger, der beskriver den positionerende proces, hvor kroppen i landskabet indtræder en plads, som oftest forstås som fastgørende, men som analytisk er at destabilisere relationelt. Ens position i landskabet er en bevægelse mellem kroppene og de diskursive indholdsudfyldninger af mening og betydning. Herudover fungerer positioneringer som forestillinger omhandlende magt og modmagt og de følgende muligheds- og umulighedslandskaber, dette konstruerer. Således ser vi eksempelvis Marx (ind)skrive sig i et politiseret landskab udgjort af en forestilling om et klasseopdelt samfund, hvori magthaverne er dem med pengene, og de undertrykte er dem uden.

Herudover læser vi os ind i lovtekster, som yderligere beskriver de hjemløse som en udsat gruppe uden for det etablerede samfund. Oftest er de dobbeltdiagnosticerede, sygeliggjorte, udenfor magt, handlekraft og mulighed. Til denne antagelse ser vi et problem af fastholdende størrelse som definerer og positionerer de hjem(løse) som stående ’udenfor’. De unge hjem(løses) italesættelser af sig selv bekræfter denne ensidige magtforståelse. De positionerer hermed sig selv som magtesløse ift. deres forstillede opfattelse af magten, som de ser ligge hos majoritetssamfundet. Således konstrueres forestillingen om in- og ekskluderende faktorer og minoritets- og majoritetsgrupper. Dette sker ud fra en forestilling om hjemmet og det hjem(løse) som definerende faktorer for ståsted.

I vores behandling af grænsedragningsprocesser som gensidigt og samtidigt konstruerende, ser vi således en forskubbelse af positioner, hvis ulige størrelser forøges i en accept og en reproduktion af grupperinger.

Indledende fortællinger

At konstruere fællesskabet

Rundt om punkter som

Marginalisering

Os mod dem

Ude og inde

Tvang og lyst

Fortaleren

Efteraberen

Ude i samfundet

Ikke herinde

/ Sofie (App. 2:160)

 

Repræsentationsovervejelser

Forståelsen

Repræsentationen

Af hjemløshedens væsen(er)

Må udgøres af

En dobbelthed

Unge hjem(løse)

Både føler og italesætter sig

Hjemløs

Ift. majoritetssamfundet

Ift. egen oplevelse

Liv og praktik med hjemløsheden

/ Marta (App. 2:186)

 

Imod denne bevægelse ser vi et mulighedsrum for forandring i den refleksive tilgang til ens væren i landskabet. Forandringspotentialet åbner vi op for ved lade forståelsen af ens væren som rolle vige til fordel for idéen om position. Den normativt definerede ’hjemløse’, der har en rolle i samfundet, er fastlåst, men den, der har en position som hjem(løs), kan forhandle sig til en, der er mere mulighedskonstruerende. Således ser vi i temaet positionerende bevægelser mellem minoritet- og majoritetssamfundet, men samtidig ser vi også en tvetydighed træde frem, hvortil ’de’ både positionerer sig som en del af minoriteten og som en del af majoriteten. Som i Fernandos fortætning om Society- we-I, hvor han på en og samme tid stiller sig udenfor og indeni majoritetssamfundet. Således (ind)skrives det destabiliserende element af dikotomierne i fortætningerne, hvilket vi kan begribe ved brug af (be)longing. (Be)longing er den væren i landskabet, hvor man hører til, men også længes efter noget andet og det, man er i, i samme åndedrag – i samme positioneringsproces.

 

13. 6. Mærkning

Hvor positioneringstemaet i høj grad behandler måden, hvorpå de unge hjem(løse) i subjektiverende bevægelser og italesættelser (op)finder deres plads i og i forhold til det københavnske landskab, (ind)skriver mærkningstemaet de unge hjem(løses) kropsliggørelser af ovenstående positioneringer. Denne kropsliggørelse af positioner og steder, hvorfra disse positioner udsiges i landskabet, skal forstås som måden, hvorved de unge hjem(løse) mærkes og mærker sig i og med landskabet.

            Mærkningen af kroppen i landskabet og landskabet i/på kroppen bliver til i en subjektiverende bevægelse af både tilhør, frastødning og udfordring af kroppens og landskabets pladser i hinanden. Fernando taler et mærkende tilhørsforhold frem ift. stedet Café Bissau, som repræsenterer et genkendelsesmoment af fortidens fjerne steder, på et nyt sted – Danmark. Dette følger han op på i A Massive Book, hvor han netop mærker sig landskabet og kropsliggøre det ved at lære af det – læse det som en bog, der kan fremme hans relationelle mærkningsproces i og med landskabet. Denne læring og læsning af landskabet kan som i Fernandos tilfælde munde ud i (op)findelsen af et fællesskab af ligesindede i Gaderummet.

Læringen og læsningen af landskabet kan dog også mærke og mærkes af kroppen som frastødning, idet Gry og Marx taler om henholdsvis en mærkning som nyankommen med manglende markering i landskabet, og om forvrængede spejlbilleder, hvor manglen på gensidig genkendelse mellem krop og landskab frastøder hinanden.

Mærkningen som udfordring af krop/landskabs-relationen træder tydeligt frem i Blufærdighed, Optage folks tanker og Outsider, hvor Pernille i refleksive bevægelser udfordrer sin krops og landskabets plads i hinanden, idet hun vurderer mærkningen på stedet af andre kroppe som afgørende for sin egen videre handlen – og dermed også mærkning.

Blikkets dømmende og formative kraft indgår således som et afgørende element i mærkningsprocessen, da det både indeholder den aktive form af at mærke sig landskabet og mærke landskabet. Og den passive form af at blive mærket af landskabet – og dettes iboende steder og andre kroppe.

(Be)mærket som ’dem’

Mit udseende

Endnu en gang

Bliver jeg spurgt om

Hvem jeg er

Jeg ligner ikke en gaderumstype

Prøver

At passe mig ind

På den anden side

Er jeg anderledes

Jeg har et sted

Jeg går i skole

Jeg har et netværk

Kan ikke gå rundt blandt dem

Uden at blive (be)mærket

Hvad er det i min fremtræden

Der afslører

At jeg ikke er en af dem

Men nogen af os

/ Jakob (App. 2:178)

 

Mad Killing Dog

Et godt råd

Mad Killing Dog

Vi vil blive trampet på

Hvis ikke

Vi

Markerer

Os

(Af)mærker

Vores position

I rummet

/ Marta  (App. 2:161)

 

Vi mener, at et fokus på unge hjem(løses) mærkningsprocesser kan fremme en forståelse for, hvorledes de mærker og mærkes af tilhør, frastødning og udfordring i krop/landskabs-relationer. Dette kan være med til at forstå ’deres’ væren i det københavnske landskab og dermed forstyrre det negative prædikat hjemløs, idet det traditionelle hjemløs-prædikat ikke entydigt træder frem som en mærkat, de unge hjem(løse) tager på sig og mærker sig med. Det kan således være en måde, hvorpå vi kan se de unge hjem(løses) subjektiveringsprocesser i deres flertydighed og refleksivitet, der også mærker igen med og mod landskabet og andre kroppe.

13. 7. Appropriate(d)

Det er under denne tematisering, at vi ser, hvorledes de unge hjem(løse) refleksivt tager stilling til de diskursiverende landskabers (u)muligheder. Deres fortællinger med og imod hjem/hjemløsheds-binaritetens diskursive repræsentationer udfoldes herunder som værende den refleksive tilgang til ’deres’ væren i forestillede landskaber. At tilpasse og tilegne sig et forestillet landskab er en bevægelse, der foretages ud fra opfattede diskursiveringer og afspejler således opfattelser, som står i forhold til ens krops position. Dog tilpasser man også landskabet sin krop. Man laver fortolkninger af landskabet for at kunne indgå i det, være i det. Processen virker begge veje, som vi eksempelvis ser i Grys fortætning Orden i uorden, hvor landskabet opfordrer hende til at fokuserer for at kunne være der. Idet hun fokuserer, ændrer landskabets form sig for hende. Herudover sammenfatter dette idéerne om det materielle og aktive hjem, der som gensidige og samtidige relationer virker som redskaber, der er med til at forme og skabe ens væren i og med landskabet. Disse bevægelser ser vi som vigtige i forhold til at forstå egne muligheder for at ændre og påvirke, hvilket kan ske ved at bevidstgøre ’dem’ om ’deres’ agens, om deres aktive gøren i landskaber, som ’de’ former og formes af.

I denne proces genkender vi ydermere det forestillede landskabs formative kraft. Vores forhold til Gaderummet som et nodalpunkt i det københavnske hjem(løse)landskab har ligeledes tvunget vores kroppe til at begynde den appropriate(d) proces, hvorved vi har dannet os forestillinger om landskabets normativiteter og vores muligheder for at indgå heri. Til dette har vi benyttet os af idéen om fælleshed (jf. kap. 7.8). Det hjem(løse)landskab, vi forsøger at tegne og forme, er således formet af processen, hvori kroppen tilegnes/tilpasses og tilegner/tilpasser landskabet.

At tage del

At lave noget aftensmad

Ude i køkkenet

Taler vi ikke meget sammen

Højst

Hvis det handler om madlavningen

Jeg bliver rolig

Jeg har opnået

En nærværende position

I landskabet

Tilstedeværende kroppe

Udtrykker glæde

Ved mit madlavningsarbejde

Nu er der ikke nogen

Der undgår os

/ Marta (App. 2:169)

 

Forestillede fællesskaber

Jeg føler mig som en del af kredsen

Og ikke

De ved godt hvorfor jeg er der

Jeg tænker

At jeg ikke er ligesom ’dem’

Føler mig anderledes

I forsøget på at kunne være der

Afslappet

Lidt senere går jeg

Tænker at jeg burde have blevet

Første gang

Jeg fik lov at se

Hvad de laver

/ Sofie (App. 2:172)

 

13. 8. Frirum

I dette tema sætter fortætningerne spørgsmålstegn ved opfattelsen af hjemmet som en udpræget privatsfære. Frirum kan udtrykke ønsket om at skabe rum til frihed, der afgrænser sig udadtil. Dette italesættes af Gry i At låse døren, hvor ønsket om privatlivet i boligen træder frem. Samtidigt udtrykkes der også en modsatrettet idé, der destabiliserer forestillingen om privatsfæren som tilhørende det domestiske hjem. Dette ser vi til dels i Marx’ fortætning At skrige og I folkets park, hvor forestillingen om det udstrakte hjem (ind)skrives. Her fortæller han, hvorledes han kan have hjemme og frirum på steder, som ikke nødvendigvis er hans ejendom eller hans alene. I Not just home fortæller Fernando ligeledes om hjem som værende i sig selv og således ikke kun i tilknytning til et sted. På denne måde udstrækkes hjemmets normative frirum til at omhandle ’fri-landskabets’ subjektiveringer.

Det ville måske bedre have forklaret fortætningernes samtaler med hinanden, hvis temaet havde heddet ’fri-landskab’, hvortil vi ser de unge hjem(løses) destabilisering af normative billeder af hvad hjemmet tilbyder/faldbyder. For som det også fremgår, bliver hjemmet, som det er indlejret i individet, til frihed i Fernandos Not just home.

I begrebet om ’fri-landskab’ forekommer der på denne måde et forhandlings- og subjektiveringsperspektiv, som knytter det hjemmende til udstrakthedens mulighedsrum, hvilket er det, vi ser forhandlet om fortætningerne imellem. 

Frihedsbegrebet sættes i/på spil, idet det ikke kun er ’fri-landskab’ at kunne lukke sin dør, men også at kunne gå ind ad døre, at kunne åbne egne døre for andre, og at kunne være ’sin egen dør’. Her ser vi således atter muligheden for at begribe de unge hjem(løses) refleksive konstruktion af mulighedsrum. På denne måde kan man eksemplificere de konkrete grænsedragningsprocesser mellem hjem/hjem(løs)-binariteten. Hertil knytter vi et større potentiale for subjektiverende formationer af nodalpunkter i det flydende ’fri-landskab’ tilhørende hjem(løses) diskursive muligheder, end vi gør til det ’almindeligt hjemmede’ frirum.  

 

13. 9. Subjektiverende grænser

Fortætningsværkets afsluttende tema udgøres af subjektiverende grænser, som i fortætningerne fremtræder som ’deres’ forhold til landskaberne, de mærker sig selv i og med, og de grænsedragende processer, ’de’ italesætter hertil. Det omhandler således de forhold, der udtrykker sig som forbehold for den appropriate(d) væren. Og her fremtræder flertydigheden i hjem(løse)landskabets interne grænsedragninger. Vi læser Grys grænsedragning ved volden i Gaderummet som et nodalpunkt ude i hjem(løse)landskabet (Jeg går og Udsat). Fernandos ved normativitetens fastholdelse inde i normalsamfundet (De-orientate og Going home). Og Sofus’ og Pernilles ved utrygheden ved fremmede steder, ’ude i den almindelige verden’. Som Pernille fortæller det, er der tale om en dobbeltside af livet. Et forhold man kan forstå både indefra og udefra. Grænsedragningen bliver en del af ’deres’ fortællinger, hvilket vi ser som udtrykkende en del af hjem/hjemløs-binaritetens effekt. I denne dikotomi ser vi normalbilledet af hjemløshed som tegnet i skyggerne af hjem og således som den negativt indholdsudfyldte side. Det at være hjemløs bliver i normalitetens skær konstrueret som stående udenfor normalsamfundet, hvilket penetrerer og indlejrer sig i ’deres’ forestilllingers italesættelser, og som her kommer til udtryk som en ambivalens.

Heri finder vi et af de problematiske aspekter i at tænke grupperinger frem for grænser, hvortil vi knytter en antagelse om, at italesættelsen af og identifkationen med en gruppe virker fastgørende, hvorimod fokuseringen på grænser fordrer bevægelse. Når den hjem(løse) gruppe italesættes udenfor magten, marginaliseres de. Det er således ikke fordrende for forandring, at fastholde hjem(løse) i forestillingen om at stå udenfor det etablerede samfund (som det formuleres i vejledningen om social service). Derimod bliver der i grænsedragningsforståelsen skabt et subjektiverende forestillet landskab, som ikke kan forstås ud fra ensidige normative rammer, men også figurerer i egne betydningskonstruktioner. Vi mener, at det er vigtigt at fokusere på det subjektiverende perspektiv i, at man selv skaber sine forestillinger og selv sætter sine grænser. Altså at åbne op for mulighederne for at se ’samfundet’ som et hele, udgjort af et netværk af krydsende og tværgående grænsedragninger. På denne måde undgår man reproduktionen af forestillingen om ude og inde.

 

Mellem landskaber

Tempelbar

Akklimatiseringsrum

Før og efter

besøg i Gaderummet

Stedet

Vi trippende står

Forbereder os

Evaluerer

At træde ud

Og ind

Af eget landskab og Gaderummet

For derefter at gå hver til sit

Ud/ind

I hvert vores landskab

/ Marta (App. 2:164)

 

Menneskeliv

Kan mærke klumpen sætte sig i halsen

Et menneskeliv

Fyldt med svigt

Det er for meningsløst

Kommer hjem

Kan mærke at tårerne

Snart må komme ud

At holde dem tilbage

Vil være usundt

Har lyst til at

Skrige

Skælde ud

Og ødelægge

Er et rigtigt menneskeliv

Ingenting værd

Jeg forstår det

Ikke

/ Jakob (App. 2:182-183)

 

 

13. 10. Afslutning

Vi har i denne diskussion forsøgt på analytisk og traditionel akademisk vis at følge fortætningsværket i alle dets mange spor, sidespor og afsporinger, som vi har set dem folde og udfolde sig i de unge hjem(løses) fortællinger, som vi inden da, har ladet dig om at læse på egen hånd. Måske har du studset over nogle af vores ovenstående diskussioner og overvejelser omkring fortætningstemaerne, men det har forhåbentlig blot tilføjet vores hensigt med den kropsliggjorte læsning en flertydighed og kritisk refleksivitet til projektets primære omdrejningspunkt, repræsentationsproblematikken omkring unge hjem(løse). 

            For at belyse produktionen af repræsentationer af unge hjem(løse) blandt dem selv og i form af lovgivninger, af ’os’ og samfundets normalitetsbilleder af hjem har vi haft poststrukturalismens forstyrrelsesbegreb som afgørende redskab.

Vi har således i fortætningsværket forsøgt at gøre op med dikotomier som materialitet/diskurs og krop/landskab, hvoraf vi er kommet frem til at hjem/hjemløs-dikotomien opløses, idet vi har ladet den dekonstruere gennem refleksivitetens samtidighed og flertydighed. Refleksiviteten er i denne rapport (ind)skrevet af både ’os’ og af ’dem’, hvilket i sig selv har genereret forstyrrelser på tværs i rapporten.

Vi har således ladet ’vores’ repræsentationer af ’dem’ træde frem i en dialektisk og gensidigt mærkende dialog med hinanden, hvor vi dog hele tiden har været og fortsat er bevidste om, at vi er skaberne af dette tekstlige landskab, som udgør rapporten, men som du i sidste ende får lov til at mærke og mærkes af. 

            Grundet vores fokus på samtidighed og flertydighed og vores konstruktion af en tekstlig dialektik ser vi et gennemgående begreb (ind)skrive sig i fortætningsværket, men også i hele rapporten som sådan, hvilket vi i det analytiske begrebsapparat udlagde som (be)longing. Med dette begreb fanger vi nemlig empiriproduktionens og repræsentationskonstruktionernes samtidighed af modsatrettede subjektiveringsspor, hvor både de unge hjem(løse) og vi indgår i forhandlinger om kroppens, stedets og landskabets erindringer og drømme, materialitet og aktivitet, relationer og positioner, mærkning og tilpasningsprocesser, frirum og subjektiverende grænser. På samme tid tilhører og længes ’vi’ og ’de’ efter landskabet og dets (u)mulige steder og kroppe, hvorved tilhørsforholdet og længslen skaber nye subjektiverende landskaber og dermed nye repræsentationsmuligheder.

            Som vi tidligere har nævnt i Kortlæggende øjebliksbilleder ser vi subjektiveringsprocesserne tage to samtidige former, der forhandler med hinanden; forestillingen om sig selv, som den (ind)skrives i italesættelsen, og kroppens væren i konstruerende landskaber. Det er herimellem, at vi ser repræsentationen træde frem og etablere sin formative og subjektiverende kraft. Og det er grundet repræsentationens udfoldelser af produktiv magt, at vi mener en opløsning af hjem/hjemløs-dikotomien kan forstyrre og forandre perspektiver på og for unge hjem(løse).

Samtidigheden af og forhandlingerne mellem den selviscenesættende jeg-liggørelse og kroppens bundethed til steder og praktikker er det, vi har forsøgt at skrive frem i fortætningsværket, hvorved vi ligeledes har haft som formål at udfordre sprogets determinisme og udnytte dets produktivitet, som vi i indledningen til denne diskussion behandlede som fortætningernes og de tilhørende overskrifters (ind)skrivning af klichéer og metaforer.

Ved at udfordre sprogets determinisme og dennes konsekvenser for repræsentationen og formidlingen af vores empiriproduktion har vi med fortætningsværket brudt med den traditionelle akademiske skrivning både genremæssigt og grafisk.

            Med disse tekstlige forstyrrelser har vi forsøgt at forstyrre din læsning og opfordre dig til aktiv deltagelse med teksten, du sidder med i hånden. Derfor spørger vi dig, om du har kunnet genkende dig selv og dine konstruktioner af hjem og hjemløshed, eller har du forsøgt at udfolde og udfylde tomrummet mellem fortætningernes kolonner med egne refleksioner over hjemmende erindringer og drømme, materialiteter og aktiviteter, relationer og positioner, mærkninger og tilpasningsprocesser, frirum og subjektiverende grænser. Svaret er dit.

            Spørgsmålet understreger vores brug og forståelse af krop/landskabsrelationens flydende og gensidigt udstrakte form i (u)mulige konstruktioner af hjem/hjemløshed blandt ’os’, ’dem’, ’dig’ og landskabet selv.

            Vi har dog ikke kun rettet spørgsmålet mod dig. Samme spørgsmål har vi nemlig stillet til de unge hjem(løse) selv. Vi har ladet deres fortætninger blive en materiel udstrakthed af deres egen hånd og læsning for derefter at høre deres svar.


14. ’Deres svar’ eller responsen

De unge hjem(løses) respons er endnu en repræsentation af dem, med hvilken vi kan destabilisere den første repræsentation. Selvom fortætningerne er deres ord, var det vores politiserede udvælgelse af tekststykkerne og overskrifterne. Men ved at give dem muligheden for at kommentere vores fortætninger, lod vi magten skifte side, og gav dem dermed muligheden for at gen(ind)skrive sig.

Det ville have været befordrende for kvaliteten af responsen, hvis vi gentagne gange kunne have indgået i samtaler om fortætningerne med de unge hjem(løse), idet deres momentale humør og engagement tydeligt indvirkede på deres læsning, refleksioner og kommentarer. Vi havde håbet på deres aktive deltagelse, men observerede en generel distancering til fortætningerne, hvilket kan tolkes som de unge hjem(løses) ligeglade holdning, værn mod blotlæggelse eller mangel på genkendelse. Hvor Fernando næsten har kommenteret alle sine fortætninger separat, har Gry accepteret sine fortætninger som en helhed. Marx og Sofus kommenterede både separat på et par af fortætningerne og på dem som helhed. Ingen af de unge hjem(løse) [27] har givet udtryk for at være stødte over vores repræsentation eller følt, at de har været ofre for mis-repræsentation. Deres distancering til fortætningerne medførte, at vi trådte mere frem i samtalen, end vi havde ønsket. For at få eksempelvis Sofus til at tale specifikt om de enkelte fortætninger, blev vi nødt til at spørge direkte til dem.

Distanceret interesse

Han står op

Han går frem og tilbage

Mens han taler til mig

Pludselig udbryder han

Helt klart

De taler om os

Ikke med os

/ Jakob (App. 2:187)

 

Højtlæsning

Han spørger om

Han skal læse dem højt for mig

Jeg kan hører

Hans ord

Fortættet af mig

Udtalt på ny

Jeg kan genkalde mig

Interviewets sang og lyde

/ Marta (App. 2:184)

 

 

Gennemlæsningen af fortætningerne generede enten uddybende forklaringer eller afledte nye fortællinger. Fernando uddybede, at Society-We-I omhandlede hans tilværelse og verdenssyn i gymnasiet og således kun var en del af hans hjem/hjemløs-konstruktioner. Hvor læsningen af fortætningen Privatliv hos Sofus afledte en fortælling om menneskerettighederne, som han ikke mente beskyttede ham. 

Afslutningsvis spurgte vi dem, hvordan det havde været at medvirke i empiriproduktionen. Ingen havde følt det som en forstyrrelse. Fotoopgaven havde for de flestes vedkomne fået tiden til at gå med noget. – Måske var dette noget det ’noget’, som havde igangsat hele empiriproduktionen.

Vores repræsentationer af dem fik dem i nogen grad til refleksivt at overveje det landskab deres krop havde (ind)skrevet sig i. Her understregede både Fernando, Sofus og Marx, at de godt nok kunne genkende sig selv, men at fortætningerne blot var øjebliksbilleder, hvori vi dog ser et iboende forhandlings- og forandringspotentiale.


15. ’Vores svar’ eller konklusion

Måden, hvorved vi kan give et forsøgsvist svar på vores problemformulering, hvilke mulige/umulige positioner og fortællinger konstruerer hjem/hjemløs-binariteten som den diskursivt udfolder sig i det Københavnske landskab?, er ved indledningsvist at forklare dig, hvorfor vi i en fjerde problemformulering har gjort en sproglig konstruktion som hjem/hjemløs-binariteten til en aktiv agent, der skaber (u)mulige positioner og fortællinger, som kan indgå i subjektiverende repræsentationer af de unge hjem(løse), ’os’ og i sidste ende også ’dig’. Svaret hertil er nemlig ’vores’ svar.

            Svaret ligger i den materielt-diskursivt konstituerede sproglige konstruktion, som har været afgørende for hvordan vi gennem projektet har kunnet folde og udfolde ’vores’ og ’deres’ forestillinger omkring (u)mulige positioner og fortællinger konstrueret omkring hjem/hjemløs-binariteten i det (ind)skrevne københavnske landskab.

Vi må således i dette svar konkludere, at sprogets deterministiske magtudfoldelse er formativ og produktiv. Sproget er mediet, hvorigennem subjektiveringens og dermed repræsentationens forestillede landskaber af hjem og hjemløshed kan fortælles som mulige og umulige. Vi har derfor (ind)skrevet landskabernes udstrakthed i fortætningernes talen til, med, mod og om hinanden. Sprogets magt bliver på denne måde relationel og produktiv, hvilket vi har set i ’deres’ og ’vores’ brug og udfordringer af landskabers normative fortællinger.

Fordi vi analytisk erstatter rumbegrebet med landskabsbegrebet, subjekt med subjektivering og således fokuserer på landskabets subjektiveringsproces, finder vi en destabiliserende mulighed for forestillingen af grupper som hjemløse og ’hjemmede’. På trods af diskursive forhandlinger om at skabe mening og betydning til disse, at indholdsudfylde dem, finder vi altså alligevel italesatte tvetydigheder.

I samtale benytter vi os af normalitetsbilleder og naturligheder sprogligt konstrueret igennem klichéer og metaforer i henvisninger til fænomener, men nuancerne changerer når italesættelser sættes på en spids, som det er gjort i fortætningsværket. Det understreges i øjebliksbilledet af gensidighed og samtidighed, at subjektiverende grænser sættes forskelligt, og at man således ikke ensidigt kan fortolke gruppers væren i eller udenfor samfundet. Dette understreges ved (be)longing, som benævner processen, hvorved man længes efter noget, man både tilhører og er i.

Hjem/hjemløs-binariteten sætter grænser, som forestilles normative og hegemoniske i italesættelsen af kroppes væren i landskaber. Men muligheden for at destabilisere binaritetens forestillede fastgørelse af subjektet finder vi i det analytiske skift af fokus fra grupper til grænser og i den metodiske påpegning af agens og forandringspotentiale i refleksiviteten over landskabets og kroppens subjektiverende størrelser.


16. ’Dit’ svar

Denne side skulle egentlig have stået tom for at provokere dig en sidste gang til deltagelse og refleksion over din egen subjektivering i/af teksten, som du nu snart er ved vejs ende i. Men da vi ved den blotte overskrift allerede er til stede på siden, mente vi, at denne forklaring ville eksplicitere dialogen mellem ’os’, ’dig’ og ’dem’.

Samtidig er det en understregning af at rapportens repræsentationer ikke kan læses som endegyldige og derfor efterlader vi dig en åb(en slut)ning. 


17. Perspektivering

I og med at vores projekt har bevæget sig i et landskab, som er stærkt præget af socialpædagogisk arbejde i dets mange forskellige afskygninger, har vi i vores fokus på unge hjem(løses) subjektiveringsprocesser ift. hjem/hjemløs-binariteten ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvordan disse subjektiveringsprocesser også (ind)skriver sig i socialpædagogiske forståelsesrammer. Det socialpædagogiske perspektiv, vi finder i denne rapports konklusioner – ’vores svar’ – ser vi altså som et merprodukt af hele vores empiriproduktion.

            Det socialpædagogiske perspektiv, vi ønsker at (ind)skrive i denne perspektivering, forankrer vi ikke blot i empiriproduktionens metoder men også i dens opdagelser, hvor en af vores vigtigste erkendelser har været, at den refleksive subjektiveringsproces byder på et forandringspotentiale hos de unge hjem(løse).

Af denne grund finder vi, at vores projekt har formet sig på en måde, som måske ville have været bedre (ind)skrevet i en aktionsforskningsmæssig sammenhæng, idet vi afslutningsvis i processen har kunnet se, hvordan responssamtalerne med de unge hjem(løse) kunne have befordret forandring af socialpædagogisk karakter, hvis vi havde haft dette som sigte og havde integreret mere systematisk metode i disse samtaler.

            Refleksiviteten som forandringspotentiale, som vi har erfaret gennem de opgaver, vi har stillet de unge hjem(løse), og i de efterfølgende samtaler omkring disse, mener vi således danner grobund for bæredygtige socialpædagogiske metoder i arbejdet med unge hjem(løse).

I kraft af vores vidensproduktion mener vi altså, at socialpædagogisk arbejde med unge hjem(løse) kan forankres i de unge hjem(løses) egne hjemmende subjektiveringer, hvilket vil åbne blikket for de unge hjem(løses) handlingspotentialer, hvilket kan give dem mulighedsrum for forandring: At se sig selv som et aktiv frem for et passiv. I arbejdet med at fremme den refleksive agens, mulighedsrummet og forandringspotentialet hos unge hjem(løse) kan den ellers negativt konnoterede hjemløshed således repræsenteres ved handlekraftig agens, hvorved et fundament findes i den unge hjem(løse) selv til at bygge et forandringspotentiale på.

I samtaler med den unge hjem(løse) bliver et fokus på hjem/hjemløs-binariteten i stedet for et fokus direkte på den unge hjem(løse) selv i form af f.eks. et livshistorisk perspektiv en måde, hvorved den unge hjem(løse) ikke vil føle sig blottet. Derimod vil refleksionerne over et nærliggende og yderst subjektiverende emne som hjem/hjemløs-konstruktioner muligvis sætte forestillinger på spidsen, hvilket har forandrende potentiale, der derved kommer fra den unge hjem(løse) selv.

Opgaven

Kommer ind på

Undersøgelsens hensigter

Er han nu også villig

Han vakler

Har sine overvejelser

Hvor meget tankevirksomhed

Fotograferingen vil kræve

Opgaven

Sætter en masse tanker i gang hos ham

Han er ikke ligefrem vant til

At tænke så meget.

/ Marta (App. 2: 169)

 

17. 1. Projektets vej ud/ind i landskabet

Grundet ovenstående merprodukt af socialpædagogiske erkendelser og potentialer i vores projekt har vi valgt at møde projektet med det socialpædagogiske landskab i Gaderummet, hvor vi vil aflevere rapporten og ophænge plancher med fortætningsværket. Herudover vil vi i Way Out [28] holde oplæg for de frivillige medarbejdere om projektets metodologiske perspektiver.


18. Litteraturliste

18.1. Primær litteratur

 

Avramov, Dragana (1999), The State-of-the-art Research of Homelessness and Provision of Ser-

vices in Europe, i: Coping with Homelessness: Issues to be Tackled and Best Practices in

Europe, Avramov, D. (red.), Ashgate Publishing Ltd, p. 1-26

 

Barnes, Trevor & Greogory, Derek (1997), Reading Human Geography, Arnold, Great Britain, p. 1-

12, 138-144

 

Bovbjerg, Kirsten M. & Kirk, Mette (2001), En kulturanalytisk evaluering af initiativerne

Gaderummet-Regnbuen, København, www.gaderummet.dk/historie_html/h_frameset.html

 

Brandt, Preben (1999), Reflections on Homelessness as Seen from an Institution for the Homeless

in Copenhagen, i: Coping with Homelessness: Issues to be Tackled and Best Practices in

Europe, Avramov, D. (red.), Ashgate Publishing Ltd, p. 510-526

 

Cloke, Paul, Johnsen, Sarah & May, Jon (2003a), “What the F***’s the point of that?” The Cultural

Geographies of Homelessness, www.homeless-research.org.uk

 

Cloke, Paul, Johnson, Sarah & May, Jon (2003b), Tactical Spaces and Strategic Networks:

Performing the “Homeless” City, www.homeless-research.org.uk

 

Dalgas, Karina M., Rud, Susanne A. & Sørensen, Mette S. (2001), Når kontrasten skaber frirum –

om synliggørelse af anderledeshed, Metoderapport 4. semester, Antropologi, Københavns Universitet, www.gaderummet.dk/historie_html/h_frameset.html

 

Davies, Bronwyn (2000a), a body of writing 1990-1999, Alta Mira Press, Walnut Creek/Oxford

 

Davies, Bronwyn (2000b), (in)scribing body/landscape relations, Alta Mira Press, Walnut

Creek/Oxford

 

Ewans, Mel (1988), Participant Observation. The Researcher as Research Tool i: Eyles, J. & Smith,

D. M. red., Qualitative Methods in Human Geography, Polity Press, UK, p. 197-218

 

Fog, Jette (2001), Med samtalen som udgangspunkt, Adademisk Forlag A/S, 1. udg., 6. oplag,

Danmark, p. 11-27

 

Krøjer, Jo (2003), Det mærkede sted, Roskilde Universitetsforlag, Danmark

 

Kristensen, Catharina Juul (1994), Nye fattige – unge hjemløse kvinder i København, Forlaget

Sociologi, København

 

Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Kathrine (2002), Deltagende observation, Hans Reitzels

Forlag A/S, København, 2. oplag, p. 45-55, 112-117, 131-169

 

Porteous, Douglas J. (1976), Home: The Territorial Core, Geographical Review, The

American Geographical Society, vol. LXVI, Jan., New York, p. 383-390

 

Pratt, Geraldine (1997), Spatial Metaphors and Speaking Positions i: Barnes, T. & Greogory, D.,

Reading Human Geography, Arnold, Great Britain, p. 168-172 

 

Smith, David M. (1988), Towards an Interpretative Human Geography, i: Eyles J. & Smith, D. M.

red., Qualitative Method in Human Geography, Polity Press, UK, p. 255-267

 

Takahashi, Lois M. (1996), A decade of understanding homelessness in the USA: from

characterization to representation, Progress in Human Geography, 20, 3, p. 291-310

 

Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne Sindslidende stof- og alkoholmisbru-

gere, hjemløse m.fl., nr. 45 af 10/03/1998, www.social.dk

 

Veness, April R. (1993), Neither homed nor homeless: Contested definitions and the personal

worlds of the poor, Political Geography, vol. 12, no. 4, July, p. 319-340

 

Wright, Talmadge (1992), Out of Place. Homeless Mobilizations, Subcities, and Contested Land-

scapes, State University of New York Press, Albany, p. 1-38

 

 

18.2. Sekundær litteratur

Bech-Jørgensen, Birte (1999), Normalitetsbilleder, Storbypuljen – Socialministeriet,

Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer, Aalborg Universitet, p. 9-27

 

Bech-Jørgensen, Birte (2003), Ruter og rytmer, Hans Reitzels Forlag, Danmark, p. 9-35

 

Brandt, Preben (1992), Yngre hjemløse i København, FADL’s Forlag, Danmark, p. 151-163

 

Dail, Paula W. (2000), Introduction to the Symposium on Homelessness, Policy Studies

Journal, vol. 28, nr. 2, p. 331-337

 

Damkjær, Joan, Fisker, Anders & Schnipper, Nanna (forår 2000), Hvorfor star du derude I

regnen…?, Roskilde Universitet, Sam-bas, 2. semester

 

Eiberg, Tanja L., Knudsen, Per P, Nielsen, Susanne, Pelle, Christian, Stavad, Christina, &

Thomsen, Camilla Grove (1999), Mere end et tag over hovedet? – Diskurser på hjemløseområdet, Roskilde Universitetscenter, Sam Bas, CAT 2, 4. semester

 

Fisker, Peter R., Hagenau, Henrik, Rasmussen, Allan & Westergaard, Søren (1999), Er du

farveblind?, Roskilde Universitet, Sam-Bas, 4. semester

 

Jacobsen, Louise. C., Ravn, Dennis, Hee, Thomas & Eltard, Britta Moritza (Forår 2001),

Organiseringen af det københavnske hjemløseområde, Roskilde Universitet, Sam-Bas, 2. semester

 

Johnston, R. J., & Sidaway J. D. (2004), Geography & Geographers, Arnold, UK, 6. oplag, p. 111-

121, 189-218, 265-299

 

Lund, Mette H. et al. (forår 2000), Hjemløs – ikke hjælpeløs, Roskilde Universitetscenter,

Psykologi, modul 2

 

Pekerman, Hacer et al. (forår 2003), Hjemløshed i velfærdssamfundet, Roskilde Universitetscenter,

Den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, 4. semester

 

Sibley, David (1996), Outsiders in Society and Space i: Daniels, S. & Roger, L., Arnold edt.,

Exploring Human Geography. A Reader, London, p. 281-298

 

Thygesen, S. & Hansen, D. (Forår 1999), Hjemløshed i velfærdsstaten, Den Samfundsvidenskabeli-

ge Basisuddannelse, Roskilde Universitetscenter

 

Tilia, Gitte & Vincenti, Gordon (2004), Boligløs eller hjemløs? Om etniske minoriteter på § 94-

boformer for hjemløse i København, VFC Socialt Udsatte – Videns – og Formidlingscenter for socialt udsatte, Danmark

 

Valentine, G. (2001), Social Geographies: Space & Society, Marlow: Prentice Hall, p. 97-102

 

 

 


19. Abstract

The starting point of this project is the wish to destabilize naturalized presumptions concerning the discursive constitution of groups, evolving around the binary of home and homelessness. The scientific theory through which it is destabilized, theoretically and methodically, is that of post-structuralism. The theoretical framework has been analytically applied through boundary drawing processes in stead of groups, subjectification in stead of subject, and through subjecting landscapes.

The empirical starting point of this project is a place for young homeless people in Copenhagen, called Gaderummet.

The empirical production uses the methods of participant observation and semi-structured interviews, which concerns momentary pictures of the subjectified landscapes of a selected group of five young homeless people.

The material at hand is finally discussed with the aim of destabilizing the binary of home and homelessness, through which the opportunity for reflectivity in the young home(less) narratives is made possible.  

 


Appendiks 1: Interviews

Interview med Fernando d.17.11.04

 

M = Marta (interviewer)

F = Fernando

 

 

M: Ok, Fernando, first I will have to ask you; how old are you?

F: 29.

M: 29, ok. So, please take a picture… and…

F: ok, eh, I will take this one, because this is an easier one. I think this is, well what this expresses is holiday zo-zo… number eight [M:ok] and to me it means holidays under the sun zo-zo, is what I expressed there it might be [M:ok].

M: Can you describe what is on the picture?

F: Yeah, it’s a eh, I would say, what you call it, it’s eh slippers and a sombrello. I like Mexico and this thing and eh Speedy Gonzales is my, used to be kind of hero for me and is zo-zo might be holidays in Mexico, is what I expressed there in a way [M: ok]

M: Have you ever been to Mexico?

F: I haven’t, but I would like to go there a lot and this thing and probably stay as well.

M: Yes.

F: And yeah, where is this one, oh this one. Oh I like the country. Oh and this one eh is number 20. What is, I like natural food and the countryside and this thing. The thing I like the most is the natural food or homemade food and this thing when I go to the country. And this is what I want to express there.

M: So, when do you go to the countryside?

F: Well, not lot of time. The last I time was when I was in the (?) and this thing… But in Portugal I used to go to the countryside a lot for weekends with my neighbours sometimes and this thing and with a few Polish people and most of time we go to very resting places and we really like make bread and all of from bread this thing and eat it… and what I wanted to express there. Like the subjects on eh what I believe eh what I believe a good home is meant about good food zo-zo very good natural food in a way.

M: So, where do you like or what do you prefer to be in the city or in the countryside?

F: Well, I like the city a lot. I would not mind work in the city and live in the countryside. I think what a balance of those things and in a way

M: Yes.

F: Eh and next picture. Eh ok this one. Number 11. What is well, a light means a good tidy home zo-zo of being wise in a way and… yeah well wise I will call it, is for a home and this thing is where you can learn things, is where young people can be… can keep a good feel about things. And this is why I took the light and this thing

M: So, are you saying that you need light to make a home?

F: As well, well, a house is how I see it in a way, because people use to say that light is a good inspiration zo-zo and in a way… well, is, I do not know how to express it, how to explain it to you. It is very, I think, very… is illumination [M:yes] … a good term I think… and then

M: And where was this light taken?

F: It was in Gaderummet.

M: Gaderummet

F: Also in the Gaderummet. Ok, a book, this is number 10. I took a book and also a Denmark flag. I think it is very lucky, is very… I think Denmark is a very wise place. People they very believe in national things and this thing and this all in a way…

M: What does that mean do to you?

F: Well, a book is a company for a lot of people and this thing, especially I think people they become wiser when they are alone in a way… well I don’t know how to, I think everyone should have a book zo-zo… and a good peace, I don’t know. It is just why I wanted to express that and so. And… ok… and this is number 9. Ok, I was some when I took this the freedom statue from, well the, I think the eh New York, from a book. Also I wanted to take the freedom statue, because I think a person feels free when you have home or a place you really call home, I think is a way of freedom in way for a lot of people and also why I wanted to express it.

M: So, do you feel free… like do you have a home where…

F: In a way, in a way, in a way I feel, in a way I feel, because I feel in my mind I feel the universe is my home and I, it is like, and every single person is in a way my brother and in a way my sister. And eh… And I think I feel very free… I feel free most of the time…

M: Can you explain a little bit more why you think freedom is the same as home or why it is connected?

F: Because if, it is especially, I don’t know, especially if it is someone goes to a foreign country there is of course in a way something, the people from those country, or the government, or the bureaucracy does make you in a way to, a new things, like eh marry, you have to have the papers and this thing to be in a country and few other things and eh in a way I think that cuts a bit of your freedom to be a human, when we have to like eh have to have those barriers to… to express freedom and this thing.

M: But you said something about home and freedom… that when you have a home, you are free?

F: I think so, I think so very much. Not just a home like let’s say a house or something, but the way you see your identity with people and as a human or as a someone inside, I think where home is for me.

M: How did you experience, you talked about the bureaucracy… How have you experienced that in Denmark?

F: Well, I think it is ok, because I have not been into that much yet to have to maybe have. I think it is ok, I don’t know here in Denmark. It is ok to me. Maybe because I have a passport to make my stay here in Denmark. It does make me believe it is ok in way. But I think about the other people in a way what they might feel in way… I think so yeah

M: Why is it that there is an empty cup on the book?

F: Ah ok, I just put the just, I didn’t think that much. I don’t know. When I read a book I have a coffee at home sometimes and it is a good thing to do. I think that was the idea. And ok, and this one number 7. This is a computer. I was trying to be maybe funny in a way to this idea, because you have, we have a new e-mail address is like you have a new address in a way. That is home for some people. [M: ok, yes] They spend a lot of time in the computer and it’s the way of maybe…

M: Do you feel like your mail address is your home?

F: It is not, because I don’t use computer that much. I feel very little time and this address is the way of communication for me and it is like an address in a way, because of…

M: And is that also in Gaderummet?

F: It is in Gaderummet. And… Well, this one was also in Gaderummet… I just took this, I was, that’s another thing… not that much to explain… I thought that maybe it was artistic to take and most way… and I don’t know really how to explain those ones.

M: Ok, but maybe you can describe what is on the picture?

F: Oh ok, it’s a lamp and with a cover upon it on the light side and just like eh maybe protection in a way, I will call it, because this is what is home for a lot of people, to feel safe, to feel, I don’t know, to feel safe.

M: Can you maybe describe the places where you feel safe?

F: Eh ok, eh everywhere where I believe people does ok, I feel, I will be more safer, I think. I don’t know, I feel safe, I don’t know, sometimes it’s really not something to feel. I think most of places I have been in life, I feel safe. I just, I don’t feel safe when I don’t see people. Everywhere where I can see people I feel safe.

M: So it has something to do with people around you or?

F: Yeah a lot, a lot. I grew up with a lot of people surrounding me, so I really, most of the time I go to places where there is lot of people and there I feel safe. Either I like my own company most of times.

M: You like your own company or?

F: Well, lot of times, because I need my own company to understand myself, and probably speak to myself and this thing for things maybe and few things I want to do and this thing.

M: So where do you go when you want to be alone?

F: Eh, just, I don’t know, just the place I want to be. I can… I don’t know what to do. I can just go for a walk in way. Usually, I don’t plan where to go, I just in a way I just, because, not because I want to be alone, but because I feel like city sea or be by sea and most of time I go there by myself.

M: To the what? To the city sea or?

F: Eh it is just near new haven and I like to go there and smoke a joint. Just take it easy for a bit

M: Aha, where Christiania is or not?

F: No, New Holmen, I think it is New Holmen. It is by the eh, where is the boats…

M: The what?

F: Lot of boats

M: Boats… ok, Nyhavn, aah ok. Why is that a special place to you?

F: Well, because it is like sea, because it is by the sea.

M: What does sea mean to you?

F: Well, where, I don’t know, I was born somewhere by the sea, just by the sea. I always spent lot of time by the sea. I feel, I have maybe, I can, I feel more relaxed there by the sea, I think and…

M: Can you describe the place where you were born?

F: eh a bit, it’s a very small village. It’s like eh, I don’t know, it’s hard to describe I think, yeah it’s hard to, because sometimes I really get lot of like kind of visions zo-zo of when I was a kid. And I go to a lot of places in Europe, where I deeply believe (?) maybe because they give me those memories when I was a kid.

M: What a those visions? What do they look like?

F: Well, I don’t know, it’s, ah it’s hard to explain in a way, it’s hard to explain.

M: Ok, maybe we could do it later.

F: yeah, maybe. I think that if you…

M: Do you want to make a break or?

F: Yeah, if you, can I have a cigarette?

M: Yeah, it’s ok I’ll just stop this. – Yeah, it’s recording now.

F: yeah, this one I think number 6, yeah. And I think this picture… oh someone sitting there with a football. Well, the flash didn’t come out that well, and someone sitting at the table with a football ball and this thing, because eh for a lot of people eh football stadium means eh lot maybe kind of home eh something special for them. Eh like that’s what I wanted to express there.

M: Ok, interesting. How did you come up with that idea about home?

F: Well, because eh I just knew of this friend from college who used to say that to call a football stadium a cathedral [M: aha] and then I was thinking about that a cathedral is for some people is home really. For a lot of football players a football stadium is their home.

M: Interesting. Why did he use the picture or eh the picture of a cathedral?

F: Excuse me…?

M: You said that your friend said it was like a cathedral…

F: yeah, well no, he used to say that about a football stadium, because there used to be this football stadium on the Lissabon, used to be from the Etic(?) and when we used to ask Carlos, Carlos was his name, what are you doing for the weekend and he used to say, I’ll probably go to the cathedral and this thing and we just knew after when he explained it to us what the cathedral mean and this thing. [M: ah, ok] And I thought of for a lot of people cathedral is a home and this thing like, I don’t know, for religious people or for people who believe. Some come and…

M: Have you ever used a cathedral as your home?

F: Eh, I haven’t, I haven’t, but I haven’t, because I think I wouldn’t use a cathedral for other things, I think. For I think it is a place for celebrate and this thing mostly or it is a school for a lot of people.

M: A school?

F: A school I think.

M: In what way?

F: Well, It is a way of education and this thing, a different way, because they tell you to be good. They always want you to be good and go to the church and this thing. Eh, it’s like the parents at home. They always say to you that you shouldn’t drink, should not do, or should not do this and should not be part of this thing. You have to be good and… it’s just in a way and I… think that football or in another sport they like say that you should not smoke this thing. And like the football coach, a professional, you should not do it, but mostly, well they say they shouldn’t, but probably and this thing. Because in a way they like might be their parents and this thing and this stadium is like eh and all the football fans is like a big family and this thing for the team I think, and…

M: Aha, interesting

F: And this one, I am not sure, because it didn’t come up, well number 5. Just so a lamp, I think that someone of this one. It was this here and one with you and a Vodka and this thing. Ah, it is this one. I think it is this one, I am not sure. Ah, this is number 15. I don’t know if it is or not. Well it is light right there. What is a window I am not sure, yeah I am not sure about what it might be. But we go for 15, what is well really a nearly empty bottle of Vodka and a bottle of cacao and coffee cup and carrot and lemon. Well, it’s like, I don’t know, we are… Celebration I think at the end. And well… I think, I don’t know in Gaderummet they feel like celebrate and drink most of the time. For me, I always liked to drink vodka and this thing and I just took this and this thing.

M: So you always feel like celebrating when you are at home?

F: Well, everywhere I go I feel like. Probably why I drink most of the time, because this might be home where I am feeling and I celebrate in a way. Because I think the work side when you drink you are using your brain and your cerebral is in action I think. It is why I drink I think.

M: Ok, interesting.

F: And this, this is like Tuborg. I have a joke, I use to say, because I drink Tuborg nearly every day and this is like a joke to myself. Say Tuborg and borges every day. And borges is a slang in Portuguese and it means party and this is… I spend most of time drinking Tuborg every day and this in some way might be kind of in a way my home in that I have been nearly drinking. Everywhere I am going I get Tuborg, then is

M: So you mean in Café Bissau or?

F: yeah in Café Bissau or other places. Where I usually go to drink Tuborg.

M: Where are the other places? Where do you go to?

F: Well, in places in town. Yeah, a few places in town. I don’t mind any single places. Yeah I like drinking Tuborg, yeah I like Tuborg and when I drink I think about Portugal sometimes then… borges is like when you invite someone to go out or you say we go to a party, you say we go to borges or we gonna drink a lot. Yeah or zo-zo-zo it what I meant to express there.<