Hjem(løs)

Jakob Louis Hornbeck

Marta Gordon Padovan

Sofie Ørsted Sauzet

Roskilde Universitetscenter

Kultur- og Sprogmødestudier efterår 2004

Bachelor modul 1

Vejleder: Ingrid Lüttichau

Forsideillustration: Jan Dibbets, The Museum of Contemporary Art Sarajevo, Art of the Epoch, ARSAEVI, Direction of the International Cultural Project Museum of Contemporary Art Sarajevo, 1998.

Billedet er redigeret af Tobias Wensien Dinesen

Præmisserne

En falskhed

I vores forhold

Min position

Som forsker føles

Overfladisk.

En voyeur

Der beskuer

Præmisserne for vores

Samtale

Er anderledes

End hvis vi havde mødtes

Tilfældigt

/ Jakob (App. 2:177-178)

Mærket af spor

Mit repertoire

Af betydningsfulde steder

Har udvidet sig

Nørrebrogade nr. 56

Udfolder

Gården

Trappeopgangen

Gaderummet

Fernandos fortællinger

Har afsat spor

I min erindring

Café Bissau

Guinea Bissau

/ Marta (App. 2:182)

Grænseforståelser

Belysningen er sporadisk

Lader vinkler blinde

Hyggeligt

Vi fordeler os i rummet

En god strategi

At opsplitte

Vores gruppe

For at blande os

Viser åbenhed

Håber

At brugerne vil reagere

Med samme bevægelse

/ Sofie (App. 2:163)

HJEM(LØS)

1. Forord_ 7

1. 1. (Ind)skrivning 7

1. 2. Fanget af sproget 8

1. 3. Vi, de og du i og med teksten 9

2. Læsevejledning 11

3. Rammefortælling 12

3. 1. Lovgivningen 12

3. 2. Fortællingerne 13

3. 3. Forskningen 15

3.3.1. Indkredsning af nedslagspunkter og udvikling 15

3.3.2. Kritik af årsagsforklaringer 15

3.3.3. Hjemløshedens sociale og politiske forhandlinger 16

3.3.4. Politiseret viden 16

3.3.5. Fremtidsperspektiver – at følge nye videnspor 17

3.3.6. Repræsentationernes magtrelationer 17

3.3.7. Gensidig integration af materialitet og diskurs 18

3.3.8. Vores forskningsmæssige positionering 19

3. 4. Et Kultur- og Sprogmødestudies perspektiv 19

4. Den processuelle problemformulering 21

5. Emneafgrænsning 23

6. Teoretisk forståelsesramme 24

6. 1. Videnskabsteoretiske anslag 25

6. 1. 1. Diskurs og tekstualitet 25

6. 1. 2. Det poststrukturalistiske subjekt 26

6. 1. 3. Agens og refleksivitet 27

6. 1. 4. Refleksivitetens forstyrrelser som forandringspotentiale 28

6. 1. 5. Magtperspektiv 28

6. 2. Analytisk begrebsapparat 29

6. 2. 1. Kroppen – stedet – landskabet 29

6. 2. 2. Hjem-typologi til forhandling 30

6. 2. 3. Be(longing) 31

6. 2. 4. Positionering 32

6. 2. 5. Metaforer og klichéer 34

6. 2. 6. Repræsentationsforstyrrelse 35

7. Metodeovervejelser 36

7. 1. Deltagende observation 37

7. 2. Stedet 37

7. 2. 1. Adgang til stedet 38

7. 2. 2. Overvejelser omkring udvælgelse 40

7. 3. Fotoopgaven 41

7. 4. Endelig udvælgelse 42

7. 5. Empiriproduktionens design 43

7. 6. Kortlægning 43

7. 7. Erindringsarbejde 45

7. 8. Fælleshed_ 47

7. 9. Interviewet 48

7. 9. 1. Det semistrukturerede interview_ 49

7. 10. Respons 50

8. Et problem i proces 52

9. Problemformulering 53

10. Indledning til fortætningsværket 54

11. Fortætningsværket 57

11. 1. Hjem i erindringer og drømme 57

11. 2. Hjem-elementer 58

11.3. Hjem-aktiviteter 59

11.4. Relationer 60

11. 5. Positionering 61

11. 6. Mærkning 62

11. 7. Appropriate(d) 64

11. 8. Frirum_ 65

11.9. Subjektiverende grænser 66

12. Kortlæggende øjebliksbilleder 68

12. 1. Kortlægningsnarrativer 68

12. 2. Kortlægningslandskab_ 69

12. 3. Forstyrrelse 70

12. 4. Forbehold_ 71

13. Diskussion_ 72

13. 1. Hjem i erindringer og drømme 73

13. 2. Hjem-elementer 74

13. 3. Hjem-aktiviteter 75

13. 4. Relationer 76

13. 5. Positionering 78

13. 6. Mærkning 79

13. 7. Appropriate(d) 81

13. 8. Frirum_ 83

13. 9. Subjektiverende grænser 83

13. 10. Afslutning 85

14. ’Deres svar’ eller responsen_ 88

15. ’Vores svar’ eller konklusion_ 90

16. ’Dit’ svar 92

17. Perspektivering 93

17. 1. Projektets vej ud/ind i landskabet 94

18. Litteraturliste 95

18.1. Primær litteratur 95

18.2. Sekundær litteratur 96

19. Abstract 98

Appendiks 1: Interviews 99

Interview med Fernando d.17.11.04_ 99

Interview med Sofus og Pernille d.14.11.04_ 113

Interview med Marx d.19.10.2004_ 136

Interview med Gry d.21.10.2004_ 146

Appendiks 2: Erindringsarbejde 165

I Gaderummet d. 01.10.04 - Marta 165

Første besøg i Gaderummet d. 01.10.04 - Jakob_ 167

Husmøde i Gaderummet d. 03.10.04 - Sofie 168

Husmøde i Gaderummet d. 03.10.04 – Marta 169

Opgangen - Jakob_ 171

Møde med Ove Lund og Henrik Olsen (Way Out) d. 08. 10.04 – Marta 171

Offentligt møde om Udstødelsens endestation i Gaderummet d. 14.10.04 - Sofie 172

Hundeslagsmål d.14.10.04 - Jakob_ 173

Off.møde om fængselsvæsenet i Gaderummet d.14.10.04 – Marta 174

Jakob møder Jack i Gaderummet d.16.10.04 - Jakob_ 176

I Gaderummet med Marta d.19.10.04 - Sofie 177

Gaderummet; at finde interviewpersoner d.19.10.04 – Marta 178

Samtalen med Marx d.25.10.04 - Sofie 180

Gaderumsbesøget med nyt kamera d.26.10.04 - Sofie 180

Telefonsamtale med Fernando d.23.10. 04 – Marta 180

Møde med Fernando d.25.10.04 - Marta 181

Stemningernes kaos - Jakob_ 182

Gry og Hanne d.03.11.2004 - Sofie 182

Uge 45 - Marta 183

Mødet med Claude, og forhåbningen om Marx d.11.11.04 - Sofie 183

Uge 46 - Marta 185

Telefonsamtalen med Marx d.15.11.2004 -Sofie 186

På Café Bissau for at hente Fernando’s kamera d.11.11.04 - Marta 186

Forsøg på et interview med Sofus og Pernille d.12.11. 04 - Jakob_ 186

Afhentning af Grys kamera d.16.11.04 - Sofie 189

Ikke en af dem - rollen som forsker - Jakob_ 189

Marx interviewet d.19.11.04 - Sofie 190

Interview med Sofus og Pernille d.14.11.04 - Jakob_ 190

Interview med Fernando d.17.11.04 - Marta 192

Gry interviewet d.21.11.04 - Sofie 193

Nye betydningsfulde steder - Marta 193

Din krop kan ikke klare dit liv d.09.12.04 - Jakob_ 193

Grys Respons d.09.12.04 - Sofie 194

Fernandos respons på Café Bissau d.07.12.04 - Marta 195

Sofus’ respons på fortætninger d.10.12.04 - Jakob_ 198

Marx’ respons d.13.12.04 - Sofie 199

Jagten på Pernille d.10.12.04 - Jakob_ 201

Appendiks 3: Billedmateriale4

Fernandos billeder 202

Sofus og Pernilles billeder 195

Grys billeder 207

Marx’ billeder 201

1. Forord

Vi ønsker at skrive en rapport, som emmer af samtidighed, og som kan omfavne dette projekts processuelle væren i en bevægelse mellem akademia og en hverdag, som begge skriver, fortæller og lever hjem/hjemløs-binariteten. Rapportens centrale omdrejningspunkt er konstruktioner af en sådan hjem/hjemløs-binaritet og hvilke konsekvenser, denne får for repræsentationen af unge hjemløse. Projektet tager udgangspunkt i ønsket om at destabilisere hjem/hjemløsheds-binariteten, som vi ser den udfolde sig. Til dette har vi valgt at basere vores empiriproduktion på unge hjemløse, eftersom vi mener, at der hos disse er større mulighed for at finde et forandringspotentiale end hos ældre hjemløse. Hvilket er det potentiale, vi ønsker at bygge destabiliseringens mulighed på, idet vi antager, at des længere tid man definerer sig under en kategori, des større del af ens selvfortælling bliver det, og jo sværere bliver det at fortælle sig på en anden måde.

Dette forord er at begribe som teksten, der skal berøre den formidlingsmæssige kompleksitet i nærværende rapport, hvorfor vi ønsker at slå nogle vigtige overvejelser an, som vi mener, du som læser må have for øje, når du bevæger sig videre ind i teksten.

At vi foran computeren skriver, former og modellerer tekstlige repræsentationer, giver os en magt. Dette er til dels en magt, som er os givet af de unge hjemløse: ’værsgo’ her er min fortælling, her er et udtryk, tag det og brug det, jeg stoler på dig.’ Men vi ønsker ikke at have det sidste ord. Vi vil åbne vores rapport op for de unge hjemløses gen(ind)skrivning og lade dem udfordre vores (ind)skrivning. Vi vil give dem mulighed for at læse vores repræsentationer af deres fortællinger, hvoraf vi vil udlægge deres reaktioner og tanker. Ydermere vil vi lade dig, læser, vide, at din aktive læsning af rapporten også bærer en fortolkende funktion, hvilken vi vil understrege for at lade rapporten åbne sig op for alle niveauer af interaktion.

1. 1. (Ind)skrivning

Udgangspunktet ligger i tanken om at (ind)skrive, som er hentet fra den australske pædagog, Bronwyn Davies’ begreb ’(in)scribing’ [1] (Davies 2000b:11). Med dette begreb kan vi understrege de forhandlinger, der er mellem os og de unge hjemløse, idet (ind)skrivning er et begreb, der kan hjælpe os til at erkende måden hvorpå, vi fortæller os selv og andre, og selv bliver fortalt af andre i relationer og kontekster. (Ind)skrivning skal altså forstås som en diskursiv aflejring i kroppen; måden vi skaber vores identitet på og forholder os til andre identiteter på i en given relation. En konstruktionsproces vi benævner som subjektivering eller jeg-liggørelse. Selv siger Davies:

”I have bracketed (in)scription to draw attention to the acts of reading and writing – the scription. In doing so, I also want to draw attention to both the constitutive power and the shifting nature of scription. (…) texts are volatile, liable to change and movement, capable of action, capable of rupture and disruption, even of themselves” (Davies 2000b:16).

1. 2. Fanget af sproget

I projektet har vi altså (ind)skrevet os i relation til unge hjemløse og ladet dem skrive sig ind i os og vores projekt. Vi har således forsøgt at fange et øjebliksbillede af, hvordan man kan hjemme som hjemløs.

Men disse positionerende bevægelser ønsker vi at udfordre herskende selvfølgelige hierarkiske positioner, da sådanne selvfølgelige positioneringer blot vil understrege en forestilling om forskeren som de unge hjemløse overlegen og teksten som indeholdende en afsluttet sandhed om emnet. Hertil har vi stillet os selv spørgsmålene: Er vi at forstå som forskere, medmennesker, forfattere eller medproducenter, og er de at forstå som interviewpersoner, hovedpersoner, fortællere, producenter eller agenter? Hvad betyder sprogbrugen i en indkredsning af os og dem?

Vi finder os selv fanget af sproget, imellem kategorier, henvisninger og repræsentationer, og i prøvende og refleksive bevægelser søger vi at udfordre sprogets begrænsninger og muligheder ved alligevel at (ind)skrive projektets pointer i rapporten.

I rapporten forholder vi os til sproget på to niveauer. Det ene niveau udgøres af vores og de unge hjemløses væren i landskaber [2] , som udgøres af projektet som hele og som underlægger sig sprogets begrænsninger for at kunne opretholde en kommunikation med dig. Det andet niveau udgøres af analytiske tiltag og overvejelser, som bryder med sprogets begrænsninger, da hensigten med vores analytiske tiltag netop er at udfordre hjem/hjemløs-konstruktionens diskursive selvfølgeligheder. Vi har herudfra besluttet at tage udgangspunkt i sprogets determinisme, men at skubbe til den ved at forklare dig vores tanker. Målet er således at skelne mellem et analytisk niveau og et konkret niveau, hvor vi er nødsaget til at være i relationer på en bestemt italesat måde af af- og udgrænsende størrelser som vi og dem. Men vi ønsker ikke analytisk at definere grupperinger; dvs. at omtale og reproducere hjemløse som adskilte fra hjemmede. Derimod vil vi beskæftige os med grænsedragningsprocesser.

Vi ser altså to grupper af dem og os, men vi tematiserer grænserne analytisk, idet vi (ind)skriver et ’os’ som værende på den ene side, og et ’dem’ som værende på den anden. Vi opstiller en grænse, der skal forstås som relationel. ’Vi’ eksisterer ikke uden om ’dem’, og ’de’ ikke uden om ’os’. Denne grænse er bevægelig, flydende og (ind)skrivende i dens kompleksitet af positioner, forhandlinger og subjektiveringer. Vi har altså at gøre med størrelser, der står til forhandling og som både konstrueres af os på det analytiske niveau og af sprogets reproducerende bevægelser på det konkrete niveau. På begge niveauer forstår vi konstruktionen af ’os’ og ’dem’, af hjem og hjemløshed i relationer på et sted i et landskab. Således skal grænsedragningen forstås som kontekstuelt konstrueret, hvorved vi ikke entydigt kan stå som repræsentanter for det hjemmede og de unge hjemløse for det hjemløse. Dette betyder rent teknisk, at når vi på det konkrete niveau taler om os og dem, skriver vi disse to ord uden omkransende apostrofer. Når vi derimod udfolder analytiske tiltag vil ’vi’ og ’de’ stå omkranset af apostrofer.

1. 3. Vi, de og du i og med teksten

Ovenstående forbehold må du altså tage med dig i den videre læsning. Derudover må du dog også forstå dig som ’dig’. Du har også en position, hvorved du kan drage grænser mellem læsningen og skrivningen, som på samme måde er at forstå relationelt, gensidigt og samtidigt bevægende.

Fremtidigt og samtidigt sidder du og læser. Teksten, som læses af dig, bliver en læsende bevægelse, som har magten til at stille spørgsmålstegn, fortolke og forstå. Gøren, væren, skrivning og læsning bliver åbne og bevægelige processer, hvilke vi forsøger at gribe og begribe i (ind)skrivningen.

Vi ser altså væren, gøren, læsning og skrivning som samtidige bevægelser, der (ind)skriver sig i/med hinanden og dermed konstruerer og forstyrrer hinanden. Vi vil forsøge at få disse bevægelser til at tage plads i vores rapportskrivning, hvorfor vi har flettet fortætninger ind i rapporten. Fortætninger er tekststykker, som vi har bearbejdet ud fra empiriske tekststykker i form af erindringsarbejde, interviews, og lovtekster. [3] Vi bruger altså fortætningerne til at forskubbe og livagtiggøre den akademiske tekst. Hertil skriver adjunkt i arbejds- og organisationspsykologi. Jo Krøjer (2003) at ”den videnskabelige tekst/fortælling (…) bliver endimensionel, fordi det kun er muligt at fortælle (skrive/læse) én ting ad gangen.” (Krøjer 2003:131). Det er denne endimensionalitet vi forsøger at gøre op med, når vi inddrager lyriske fortætninger af vores erindringsarbejde som tekstlige billeder i den akademiske skrivning.

Denne intenderede forstyrrelse af den akademiske tekst bunder i idéen om, at vores repræsentationer netop ikke kan læses som entydige og endeligt afsluttede. De afhænger ligeså meget af din læsning og positionering ift. rapporten, hvori du indgår med både din fornuft, dine følelser og din kropslighed. I denne sammenhæng omtaler Krøjer fortætningsarbejdet som et forsøg på at forholde sig refleksivt til skrivningens og læsningens iboende følelser og kropslighed, som oftest bliver underkendt af fornuften i akademia. Denne form for skrivning og læsning benævner Krøjer med ordene evocative og embodied [4] , hvilke vi har oversat til dansk som henholdsvis vækkende og kropsliggjort. Vi forsøger med vækkende og kropsliggjort (ind)skrivning både at (ind)skrive vores egne følelser og kroppe i den akademiske tekst, men samtidig også at fremkalde dine følelser og kropslighed i læsningen. Dette gør vi grundet ovenstående erkendelse af, at vores repræsentationer og udlægninger ikke er at forstå som endegyldige og ligeledes i erkendelsen af, at vi alligevel ikke kan styre din erkendelse og fortolkning af teksten. Vi forsøger faktisk at få dig til at forholde dig refleksivt og aktivt til teksten, du bliver præsenteret for, således at du vælger din egen læsestrategi. Du indgår altså i et skrivende og læsende landskab, som fordrer din aktive deltagelse.

Nu begynder rapporten fra en forklaret begyndelse og med et (ind)skrevet ønske om forståelse, tålmodighed og deltagelse fra din side.

2. Læsevejledning

På trods af vores ønske som samtidighed og flertydighed i skrivningen og læsningen af denne rapport har vi alligevel opbygget en struktur og rækkefølge, der holder teksten på papirets landskab. Således indleder vi rapporten med at udfolde en diskuterende rammefortælling, hvor vi (ind)skriver ’os’ og de unge hjem(løse) i det af os konstruerede københavnske landskab, hvilket leder op til at udvikle vores foreløbige problemformulering. Herefter følger emneafgrænsningen. I kap. 6 præsenterer vi vores poststrukturalistiske teoretiske forståelsesramme og udfolder et analytisk begrebsapparat, som bliver operationaliseret og sat i spil med vores metodeovervejelser i kap. 7. Som et resultat af disse indledende øvelser, diskussioner og overvejelser reviderer vi vores foreløbige problemformulering i kap. 8 og præsenterer en fjerde problemformulering i kap. 9. Derefter følger indledningen til fortætningsværket i kap. 10 med selve fortætningsværket i kap. 11. Fortætningsværket søger vi derefter at destabilisere gennem vores kortlægningsmetode i kap. 12. Vores samlede repræsentationer, teoretiske og metodiske overvejelser behandler vi i diskussionen i kap. 13, hvorefter vi igen inddrager den afsluttende del af empiriproduktionen i form af de unge hjem(løses) respons på fortætningsrepræsentationerne i kap. 14. Deres respons bliver afløst af vores konklusioner i kap. 15, hvorefter vi efterlader dig en åben slutning i kap. 16. Afslutningsvis skriver vi rapporten ud i et perspektiverende landskab i kap. 17.

3. Rammefortælling

Denne rammefortælling skal fungere som tematiseringen, hvorunder vi indskriver vores projekt. Fortællingens formål er således at forme og farve et af os konstrueret landskab, hvori vi finder de unge hjemløse i København.

Med dette projekt vil vi forsøge at destabilisere hjem/hjemløs-binariteten, som vi ser den udfolde sig i vores empiriske øjeblikke og i vores egne analytiske bevægelser. Vi vil italesætte en grænsedragningsproces i dens relationelle diskursive udstrækning for således at gribe subjektiveringernes muligheder og umuligheder i et landskab, som det i rapporten udfolder sig. Denne rammefortælling skal indsnævre (u)mulighedernes problematik, som vi ser den folde og udfolde sig om forskellige nodalpunkter i et af os diskursivt konstrueret landskab af hjem og hjemløshed.

Hjem og hjemløshed forstår vi som begreber, der italesættes, formidles, illustreres og fortolkes på mange forskellige niveauer, og som i en kontinuerlig bevægelse gensidigt og samtidigt påvirker hinanden. De omkredser således hverandre relationelt, og forstås herudfra i deres gensidige forhold. Dette er udgangspunktet projektet tager sit afsæt i, og som vi ønsker at problematisere.

Vi vil sætte spørgsmålstegn ved hvor fordrende for forandring det er at benytte sig af ovenstående prædikater, når den negativt indholdsudfyldte hjemløse-side af binariteten forekommer stigmatiserende. Problematikken finder vi i forståelsen af hjem og hjemløshed som normative selvfølgeligheder, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Idéen om

Foran Nørrebro station

Under skinnerne

Hvem kunne falde under

Kategorien hjemløs

Jeg kigger efter

Tøjet

En øl i hånden

Ansigt og øjne

Jeg har en idé om

Et særligt hærget ansigt

Og plirrende flakkende øjne

/ Marta (App. 2: 156)

3. 1. Lovgivningen

Til prædikatet hjemløs hører en retslig indfatning, hvorunder begrebet forstås og håndteres, og denne ramme mener vi er af afgørende betydning for hvordan hjemløse behandles og forstås af ’systemet’ og af sig selv. Herunder vil vi (ind)skrive vores forståelse af den retslige optiks forbehold og konsekvenser, som vi har læst os ind på via lovtekster vedrørende vejledningen af den sociale indsats på hjemløseområdet.

I denne læsning får vi et indtryk af et behandlingssystem, som anerkender hjemløses situation som forskellig afhængig af individuelle problematikker. Men gennemgående finder vi også en italesættelse af hjemløse som værende en gruppe ude af stand til at fungere som en del af det etablerede samfund, hvortil den primære arbejdsopgave for kommunerne ligger i en indslusning af ’dem’.

Integration af brugerne

I det almindelige system

Tilrettelæggelse af udslusning

Og efterforsorg samt opfølgning

/ Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne 1998:158

Ovenstående fortætning af en lovtekst er indskrevet for at eksemplificere den opdeling, der finder sted mellem brugerne af § 94-boformerne [5] og det ’almindelige’ system. Denne bevægelse mener vi konstruerer en kløft mellem det ’normale’ og det ’anormale’. Når man benytter sig af retoriske konstruktioner som denne (især hæfter vi os ved brugen af udslusning og integration), understreger man det forhold, at hjemløse ikke anses som en del af et normalitetsbillede. Således tegner man et billede af et samfund, der består af ’ude’ og ’inde’. To størrelser der forbindes via en integration på præmisser af det, der er ’inde’.

Vi ser en risiko for fremmedgørelse i disse lovtekster, som retorisk synes at konstruere normalitetsbilleder, hvortil den hjemløse ikke tilhører. Vi vil herudfra postulere, at der i disse tekster skabes kategorier, hvor det normale i dens binære relation bliver sat som kontrast til det anormale, som på denne måde tegner sig i skyggerne af modsætningen. På den ene side hjemløshed som står som det anormale, og det der står udenfor. Hjem-konstruktionen som på den anden side står som en del af det, der er ’inde’ og normalt.

3. 2. Fortællingerne

Herskende fortællinger og forestillinger omkring hjemmet optræder også som nodalpunkter, hvorudfra begrebet kan forstås og fortolkes. Disse fortællinger og forestillinger tager vi med i vores konstruktion af det københavnske landskab, som skal fungere som konteksten, hvor vi (ind)skriver et normalitetsbillede af hjemmet. Det kan måske synes som et landskabsbillede med afgrænsede motiver og bestemte farvevalg, men målet er ikke at favne alt, men netop at understrege øjeblikket som et udsnit af en kompleksitet, som er svært håndgribelig. [6]

I hjemmende fortællinger og forestillinger optræder eventyrmodellen som gennemgående element, hvis (ind)skrivning af hjemmet som udgangspunktet og endestationen for rejsen indkredser hjemmets betydningskonstruktion. Det er et trygt sted, et sikkert sted. Udenfor lurer der farer og uventede oplevelser, men også eventyr og store sejre. Udenfor er således ikke udelukkende negativt, men det er usikkert. Herimod er et hjem til at stole på, at regne med.

Udover fortællingen af hjem, iscenesat af eventyret, optræder også familierelationen i landskabet. Familien kan være den gruppe mennesker som hører til hjemmet, foruden hvem hjemmet ikke var det samme. Trygheden i at have sin familie under samme tag, i samme hjem fremstilles som en del af at have, høre og føle sig hjemme (Porteus 1976:387).

Klichéer og idéer knyttet til forestillingen om hjem gennemsyrer konstruktionen og efterlader let genkendelige glansbilleder; derhjemme kan man være sig selv, man kan slå fødderne op på bordet og være grim hele søndagen med nattøj på. Hjemmet er ubetinget accept (Porteus 1876:386). Det er her vi er beskyttet, hvor vi kan grine og græde uden at bekymre os om udstødelse. Vi konnoterer positive ting til hjemmet. Derhjemme kan vi gøre, som vi vil. Der bestemmer vi reglerne. Når vi er ekstra gavmilde åbner vi vores hjem for fremmede. Lukker dem ind i varmen og beder dem om at føle sig hjemme. Denne gavmildhed eller høflighed tillader gæsterne at gøre, som de vil, men under normative rammer skal en gæst opføre sig pænt og ordentligt i et fremmed hjem.

Hjemmet konstitueres ydermere i en uendelig reproducerende bevægelse af ovenstående glansbilleder af kulturindustrien i form af f.eks. boligprogrammer. Disse fortæller os, hvordan vi skal bo, hvor vi skal bo, hvordan det er hyggeligst at bo og hvilken boform, der passer bedst til vores ’type’.

Men hjemmet er mere end det domestiske. Hjem er både materielt, symbolsk, stedsbundet, personknyttet, landskabstegnet, ideologisk, utopisk, romantiseret og illusorisk på samme tid. Således kan man have hjem, søge hjem, og føle sig hjemme og ikke hjemme mange steder. De normative rammer, hvorunder hjem-konstruktionen optræder, er således bevægelige.

Hjemmet er for mange en abstrakt størrelse, men den øgede fokusering på det domestiske hjem og dets æstetik tilegner en stadig større betydning til hjemmet som der, hvor man bor, hvilket vi denne rapport forsøger at udfordrer. I hjemlandskabet følger man med i grænsedragningsprocesserne mellem normalt og anormalt, inde og ude, hjem og hjemløshed, hvilke er processer, der afgrænser og definerer ens mulighedsrum for subjektiverende bevægelse.

3. 3. Forskningen

Hjemløs forskningsfeltet/erne (ind)skriver også en afgørende betydning for, hvorledes vi opfatter forholdet mellem hjem og hjemløshed. Herunder vil vi udpege nogle generelle træk ved hjemløseforskningen, som har informeret, inspireret og/eller provokeret os til at skrive denne rapport.

3.3.1. Indkredsning af nedslagspunkter og udvikling

I sin historisk kritiske gennemgang af hjemløseforskningen de sidste 25 år påpeger den serbiske sociolog, Dragana Avramov (1999), at før 1980 var den mest udbredte – for ikke at sige eneste – undersøgelsesform af hjemløse kvantitative optællinger af mennesker, der sov på gaderne og gjorde brug af herberg og andre serviceydelser som varmestuer, folkekøkkener etc. Op gennem 1980’erne begyndte man at udføre mere dybdegående kvantitative og deskriptive undersøgelser om de hjemløses situation. Samtidig begyndte man fra både politisk og akademisk hold at definere bedre boligstandarder, hvilket i sig selv var med til at udvide hjemløsebegrebet til også at omfatte mennesker, som måtte have tag over hovedet, men ikke levede op til minimumsstandarderne. I starten af 1990’erne tog hjemløseforskningen to retninger; den ene tog udgangspunkt i en forståelse af hjemløsesituationen som et boligproblem, hvor den andens indfaldsvinkel var hjemløsesituationen som et socialt problem, forstået som den hjemløse persons normative mangelfuldhed og utilpassethed til systemet. Ifølge Avramov var slutningen af 1990’erne et vendepunkt for forskningen, hvor undersøgelserne ikke kun fokuserede på de hjemløse som omdrejningspunkt for problematikken, men forsøgte også kritisk at belyse samfundets indretning som et udtryk for reciprokke sociale processer, hvori social in- og eksklusion finder sted.

3.3.2. Kritik af årsagsforklaringer

Avramov kritiserer dog de seneste undersøgelser af hjemløse for at bruge begreber som fattigdom, social marginalisering og eksklusion som årsagsforklaringer for hjemløsheden i stedet for at bruge dem som deskriptive kategorier. Pointen er, at denne søgen efter årsagsforklaringer skaber blindhed overfor den sociale og politiske produktion af hjemløshed, som foregår i en dialektisk social proces, hvor der i den dominante samfundsdiskurs sættes et krav til samfundets borgere om en grundlæggende evne til at kunne udnytte samfundets givne struktur for at blive socialt integreret, hvilket, vi mener, går igen i lovgivningen, som vi præsenterede den tidligere.

3.3.3. Hjemløshedens sociale og politiske forhandlinger

Avramov identificerer således forskningsfeltets viden til at være en viden om strukturelle og biografiske årsager til hjemløshed, hvor begrebet hjemløshed bliver holdt op imod en stor vidensressource omkring hjemmet dagligliv (household surveys). Men der mangler viden om hjemløshedens dagligliv; hvordan den konstrueres og udfyldes af de såkaldt hjemløse med forskellige former for netværk, ruter og rytmer.

I 2003 udgav forskningsprofessor ved Institut for organisation og sociale forhold på Aalborg Universitet, Birte Bech-Jørgensen bogen, Ruter og rytmer, som havde som sigte at bryde med hjemløshedsforskningens traditionelle tidslige og rumlige normalitetsbilleder af hjem. [7] Ved fænomenologisk at kortlægge en gruppe hjemløse personers daglige ruter og rytmer får man i første omgang øje på det usædvanlige. Udfordringen består så i at finde det sædvanlige i det usædvanlige og dermed lade det usædvanlige forstyrre herskende selvfølgeligheder. Idet det hjemløse dagligliv sættes ind i samfundets strukturelle rammer tages konsekvensen af Avramovs pointe om den dialektiske sociale og politiske produktion af hjemløshed.

Hjemløshedsproblematikken som produkt af sociale og politiske forhandlinger ser vi gengivet i de fleste af de indhentede RUC-rapporter [8] , som omhandler hjemløse i Danmark. Det er kendetegnende for disse, at de sætter fænomenet, hjemløshed ind i et velfærdsstatsperspektiv og ofte går diskursivt analytisk til værks i afdækningen af gældende socialpolitiske forståelsesrammer og tiltag på området. Mindre udbredt er det blandt disse undersøgelser at gå fænomenologisk til værks, men vi finder det dog i Lund et al. (forår 2000) og i Fisker et al. (forår 1999), som begge tager empirisk udgangspunkt i fænomenet, den hjemløse og dennes identitetskonstruktioner og socialiseringsprocesser ift. hjemforståelser.

3.3.4. Politiseret viden

En konstant, der kan siges at findes i hjemløshedsforskningen, er undersøgelser af hjemløshed ift. sociale tiltag af frivillig eller statslig art og herunder statistiske opgørelser. Disse har ofte både (social)politiske og økonomiske dagsordener, som skifter farve alt efter hvilke sammenhænge, de bruges i og af. Statslige organer ønsker som oftest at påpege hjemløshedens begrænsede udbredelse og udsteder derfor snævre kategorier for hjemløse, hvorimod de sociale organisationer arbejder i den modsatte retning; nemlig at bevise det store omfang af hjemløsesituationen. [9]

Konsekvenserne af ovenstående form for hjemløseforskning udpeger den danske psykiater, Preben Brandt (1999) som hjemløseinstitutionernes dobbelte sigte i form af husly og resocialisering, hvilket, han mener, er et udtryk for samfundets forståelse af hjemløsesituationen. Ifølge Brandt er hjemløshed ikke en accepteret situation i det danske velfærdssamfund, hvilket danner grundlag for at ’man’ bevarer det positivt forestillede hjem.

3.3.5. Fremtidsperspektiver – at følge nye videnspor

For at komme nærmere en forståelse af den sociale proces, som produktionen af hjemløshed indgår i, foreslår Avramov, at man forsøger at begribe hjemløsesituationen i al dens kompleksitet (ikke mindst kompleksiteten af veje ind og ud ad hjemløshed), som dernæst analytisk må dekonstrueres og slutteligt rekonstrueres for at lade billedet af hjemløsesituationer fremstå klart i sin flertydighed. Dette kræver en kontinuerlig kritisk udfordring af definitioner af hjem/hjemløshed og disses konsekvenser for metodologien.

3.3.6. Repræsentationernes magtrelationer

Disse overvejelser tager den amerikanske professor i sociologi og antropologi, Talmadge Wright allerede op i 1997 i sin bog, Out of Place – Homeless Mobilizations, Subcities, and Contested Landscapes, hvor han undersøger forholdet mellem hjemløses sociale og politiske mobilisering og urbane socialt-fysiske rum. Dette er en undersøgelse med et magtperspektiv, hvor Wright forbinder konstruktioner af sociale identiteter med sociale forandringsmuligheder og disses udfoldelser i kampen om meningstilskrivelser af byens landskaber.

”Identities require and acquire spaces within which they may be adopted. (…) The direct reconstruction and redefining of urban spaces by homeless persons therefore constitutes a figurative and literal opposition to the conditions of homelessness, however small that opposition may be, and an active refusal to assume an ascribed social identity.” (Wright 1997:5)

Hjemløsesituationens kompleksitet bliver her fremstillet som et flertydigt magtspil af byplanlægning, det offentlige bureaukrati og politiske som mediemæssige hjemløserepræsentationer imellem hvilke, der forhandles om diskursivt mærkede kroppes status i det urbane landskab. Det særligt interessante ved Wrights undersøgelse er hans påpegning af, at magtspillet ikke er ensidigt. Han anser altså ikke de hjemløse som passive samfundsaktører, men som aktive deltagere i strategiske kampe af magt og modstand.

Grundet sin udprægede deltagelse i undersøgelsens genstandsfelt [10] overvejer Wright konsekvenserne af sin akademiske repræsentation af hjemløsesituationen, hvor empowerment-strategier/ønsker står i kritisk dialog med mulighederne for at repræsentere ’den anden’ – altså en metodologisk overvejelse over hjem/hjemløsheds-binariteten. Dette leder os tilbage til Avramovs pointe om definitionernes konsekvenser, som Wright udtrykker med disse ord: ”(…) the power to define who is who (…)” (Wright 1997:6).

Til den store del af hjemløseforskningen, som beskæftiger sig med definitionsspørgsmålet hører forskere som Preben Brandt og lektor i samfundsvidenskab, Catharina Juul Kristensen. Brandt definerer hjemløshedens repræsentationer således:

”En person er hjemløs, når vedkommende ikke har en bolig, der kan opfattes som stabil, blivende og opfyldende vedkommendes krav til en rimelig boligstandard. Samtidig med, at vedkommende ikke magter at benytte sig af samfundets relationer og institutioner i allerbredeste forstand – således familiært netværk samt private og offentlige institutioner af enhver slags, idet årsagen til dette kan være åbenlyse eller mere skjulte forhold hos den enkelte eller i den måde, samfundet indretter sig på.” (Brandt 1992:158)

Brandt udtrykker i definitionen det dialektiske forhold mellem den enkelte (hjemløse) og samfundsmæssige strukturer som værende hjemløshedens konstituent.

Kristensen bygger videre på denne definition ved at inddrage både kønsaspektet og de myter, der bliver genereret omkring køn og hjemløshed, som hun indrammer med modernitetens kulturelle forandringsprocesser (Kristensen 1994:30-38).

3.3.7. Gensidig integration af materialitet og diskurs

Hjem/hjemløsheds-binaritetens konstruktioner fremstår som gennemgående men ofte ubehandlet tema i hjemløseforskningen, som dog i de seneste år har fået en mere eksplicit og konkretiseret status i diverse undersøgelser, hvilke er begyndt at trække på social- og kulturgeografiens metodiske repræsentationsdiskussioner. [11]

Indenfor denne nye gren af hjemløseforskningen bliver materialitet og diskurs forenet, hvilket betyder, at man interesserer sig for hjem/hjemløsheds-binaritetens diskursive materialisering i samfundet. Hjemløshed bliver her fremstillet som en foranderlig konstruktion, der forhandles og udfordres af både hjemløse som marginaliseret minoritet og af majoritetssamfundet i alle dets repræsentationer [12] .

3.3.8. Vores forskningsmæssige positionering

Det er indenfor denne forgrening af hjemløseforskningen, vi finder det rimeligt at positionere nærværende undersøgelse. Vi har en poststrukturalistisk tilgang, som bærer præg af at være informeret og inspireret af den nyere amerikanske og britiske hjemløseforskning, som udlagt ovenfor. Vi ser således rige forståelsesmuligheder i kombinationen af den metodiske brug af kulturgeografien og den teoretiske brug af den poststrukturalistiske analytik, som udlagt af den australske pædagog, Bronwyn Davies (2000a, 2000b). I projektet prøver vi gennem analyse af materialiseret/-nde diskursive forhandlinger at begribe hjemløshedens dialektiske kompleksitet af fænomener og strukturer, som både Avramov og Brandt peger på som hjemløseforskningens nye udfordringer. På denne måde forsøger vi ikke at se hjem(løshedens) in- og ekskluderingsprocesser som en diskussion om de hjemløses ’ude’-position og majoritetens ’inde’-position i samfundet, men som processer af relationer, der rækker ind i hinanden.

Jointen

Jointen er nu sendt på omgang

Fire mennesker deler den

Jeg kigger på dem

Ham ved siden af mig

Har lige illustreret sin psykose

Snakker med sig selv

Får pludselige udbrud

Slår i puden

Eller på sine ben

Jeg genkender ham

Han har ligget i sofaerne

Og leet i timevis

Hvis jeg får tilbudt jointen

Vil jeg sige nej tak

Men ingen tilbyder

Og jeg føler mig igen

Anderledes

/ Sofie (App. s:188)

3. 4. Et Kultur- og Sprogmødestudies perspektiv

Idet vores projekt tager udgangspunkt i hjemløseforskningens repræsentationsproblematikker, mener vi særligt at kunne bidrage med nye perspektiver grundet vores faglige forankring i Kultur- og Sprogmødestudiet. Vi anvender således mødet som grænsedragningsproces, da vi mener, at mødet netop omfavner produktionen af repræsentationen i alle sine magtrelationer mellem positioner. Dertil anvender vi kulturbegrebet som en konkretisering af magtrelationerne mellem minoritets- og majoritetspositioner, der dog må forstås som samtidige og gensidigt konstituerende i flydende landskaber af subjektiverende kroppe og steder. Da vi netop søger at fange mødets samtidigheder og forhandlinger, ser vi os nødsaget til at forholde os til sprogets formative kraft, som vi både specifikt ift. hjem/hjemløs-binariteten, men også ift. dikotomier som os/dem søger at destabilisere og udfordre for kritisk at behandle repræsentationens konsekvenser.

Denne rammefortælling fungerer som opløbet til problemformuleringen, som i relation til ovenstående har gennemgået en proces i projektforløbets indledende faser, hvilke vi vil fremlægge i næste kapitel for derefter at kunne præsentere vores foreløbige problemformulering.

4. Den processuelle problemformulering

Gennem hele processen har magt-perspektivet udgjort en rød tråd for vores forståelse af og tilgang til genstandsfeltet, hvilket vi også har forsøgt at tydeliggøre med vores positionering indenfor forskningsfeltet. I første omgang forstod vi magtudfoldelsen gennem marginaliseringsprocesser, hvor samfundets majoritetsgruppe kunne udvirke ekskluderingsmekanismer på minoritetsgruppen – her forstået som de hjemløse. Dette ledte os frem til det første forsøg på en problemformulering;

Hvor, hvornår og hvordan kan unge hjemløse føle sig hjemme?

Denne problemformulering blev dog hurtigt udfordret af vores første møde med landskabet, hvor vores umiddelbare stereotype forestilling om hjemløse blev forstyrret. En rundtur rundt på nogle af Københavns hjemløsetilbud i søgningen efter mulige unge hjemløse, som kunne have lyst til at indgå i vores empiriproduktion, fandt vi, at hjemløsegruppen ikke fremstod så entydig, som vi havde forestillet os. Blandt andet fik vi fortalt af en medarbejder i De hjemløses hus, at en hjemløs sagtens kan have en lejlighed og ikke føle sig hjemme og derfor være hjemløs. Denne information udelukkede dog ikke fra vores stereotype forestilling, at hjemløse stadig er dem, der sover i trappeopgange og under byens broer.

Næste stop på rundturen var Gaderummet [13] , hvor mange unge hjemløse holder til. Her opdagede vi, at disse unge hjemløse har mulighed for at overnatte på en madras eller sofa. Der er således alternativer til trappeopgangen og broen.

Af disse observationer i landskabet fandt vi ud af, at vores første problemformulering fremstod essentialistisk, idet vi havde skabt en afgrænset og defineret kategori af unge hjemløse, som ikke formåede at afspejle landskabets flertydighed, som vi mødte den. Vi indså, at der var brug for en begrebsdiskussion inden vi kunne skrive en problemformulering, der kunne omfavne landskabets ’virkelighed’.

Vores samtidige teoretiske orienteringer bibragte os en optik, der kunne forstå genstandsfeltet ved hjælp af Bronwyn Davies’ begreb om krop/landskabs-relationer, hvor både krop og landskab skal forstås som både diskursive og materielle størrelser, hvilket gjorde os i stand til at indfange landskabets flertydighed og gensidige påvirkninger kroppe og landskaber imellem.

Ved at inddrage landskabs-perspektivet kunne vi se at ordet ’kan’ fra den første problemformulering stadig var nyttig, idet den indeholdt både kroppens/landskabets begrænsninger og muligheder;

Hvordan kan unge hjemløse konstruere hjem i det københavnske landskab?

Med den anden problemformulering havde vi inddraget kroppens og landskabets gensidige relationer, som både begrænser og muliggør konstruktioner af hjem, men vi havde ikke formået at gøre op med kategorien, hjemløs. Da vi i landskabets ’virkelighed’ kunne se, at unge hjemløse faktisk kunne skabe former for hjem, måtte vi opbryde den stærke modsætning mellem kategorierne ’hjemmet’ og ’hjemløs’. Inspireret af Davies’ arbejde med kategoridannelser, hvor en kategori ikke må forstås som udgrænsende, men som et ’multipelt hele’ (Davies 2000a:48), begyndte vi at forstå begrebet, hjemløs som både indeholdende hjem og ikke-hjem. Rent sprogteknisk formidlede vi dette ved at sætte parentes omkring ’løs’, og således nåede vi frem til følgende problemformulering…

Hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?

Denne problemformulering anser vi som værende et udtryk for den foreløbige undren, der kan sætte rapporten i gang. Vi vender således tilbage til den senere, for at kunne udfordre den ud fra udviklinger i projektet.

5. Emneafgrænsning

Da vores opgave overordnet omhandler unge hjem(løses) diskursive konstruktioner af hjem og vores repræsentationer af disse i øjebliksbilleder, er der en række parametre vi fra start af har besluttet ikke at gå ind i.

Vores emneafgrænsning er præget af vores positionering i forskningsfeltet, hvorfor vi i særlig grad afholder os fra at søge livshistoriske og strukturelle årsagsforklaringer til de unge hjem(løses) nuværende situation, da dette allerede i stor udstrækning er blevet eller bliver behandlet. Derfor er vi heller ikke gået ind i problematikker omkring stofmisbrug eller psykiske problemer, som vi dog er bevidste om fylder en stor del unge hjem(løses) liv og subjektiveringsprocesser, og som det sociale system i høj grad forholder sig til.

Det kan ligeledes læses i vores behandling af forskningsfeltet, at der er forskellige kræfter, der trækker i hver sin retning, når begrebet hjem(løs) skal defineres. Fra politisk side ønsker man således at begrænse hjem(løshed) ved at indsnævre de kategorier, hvorunder hjem(løse) kan befinde sig. Omvendt trækker sociale organisationer i den modsatte retning ved at åbne op for definitionen, hjemløs. Det er forstyrrelser af herskende definitioner af hjem/hjemløs-konstruktionen, vi i nærværende rapport forsøger at indfange et øjebliksbillede af blandt de unge hjem(løse), og vi har således valgt ikke på forhånd at møde ’dem’ med gældende hjem/hjemløs-typificeringer og kategorier (jf. kap. 3).

Endvidere skal det understreges, at vi ikke har til hensigt at evaluere nuværende sociale tilbud i form af væresteder, herberger, behandlingssteder etc., som unge hjem(løse) har mulighed for at benytte sig af eller lave nogen sammenligninger mellem disse tilbud. Hvorfor vi heller ikke ønsker at vurdere koordineringen mellem disse.

Da vi ikke inddrager ovennævnte undersøgelsesperspektiver, foretager vi således heller ikke en systematisk strukturel analyse af de muligheder og umuligheder, de unge hjem(løse) støder ind i, i deres møde med det offentlige sociale system. Som det kan læses i rammefortællingens indledende øvelser, har vi dog orienteret os på lovgivningsområdet og gjort os overvejelser over, hvordan vi kunne tegne en skitse af de normalitetsbilleder, der trods alle ovennævnte forbehold alligevel figurerer i majoritetssamfundets offentlighed.

6. Teoretisk forståelsesramme

Af ovenstående emneafgrænsning håber vi, at det er blevet klart for dig, at vores arbejde med problemformuleringen, hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?, er diskursivt indrammet. Med en diskursanalytisk tilgang til problemet har vi valgt at fokusere på hjem/hjemløs-binaritetens kategoridannelse og dennes aktualisering blandt unge hjem(løse).

For at kunne operationalisere et diskursanalytisk apparat har vi fundet en vej ind i en forståelseshorisont, hvor hjem/hjemløs-binariteten både kan begribes som en diskursiv og en materiel størrelse. En begrebsstørrelse som bliver artikuleret i både kroppe og landskaber, som begge er diskursive og materielle på samme tid, og som konstrueres med og i hinanden og derved bliver gensidigt udstrakte i og med hinanden.

Denne teoretiske forståelsesramme har vi hentet i den australske pædagog, Bronwyn Davies’ destabiliserende arbejde med dikotomier som krop/sprog og i særdeleshed krop/landskab. Idet vi inddrager kroppen og landskabet i den diskursive analyse af hjem/hjemløs-binariteten, åbner vi op for et nyt niveau i problematiseringen af relationelle bevægelser som konstituerende for måden, hvorpå kategorier konstrueres og tilegnes kontekstuel betydning.

Hertil har vi fundet støtte indenfor den postmoderne kulturgeografi, som ifølge geograferne, Trevor Barnes og Derek Gregory (1997) byder på en diskursiv optik på geografiske elementer som sted, landskab og kroppen i dem, samtidig med at den materielle forståelse bevares, som vi mener aldrig kan nås udenom diskursive repræsentationer. Som tidligere nævnt positionerer vi således nærværende undersøgelse indenfor den nyeste del af hjemløseforskningen, hvor geograferne, Lois M. Takahashi (1996) og April R. Veness (1993) begge peger på vigtigheden af at diskutere repræsentationen af hjem(løse) og konsekvenserne heraf.

Med vores afdikotomiserende undersøgelsestilgang mener vi at kunne udvide måden, hvorpå man kan arbejde problemorienteret. Denne påstand begrunder vi med, at vi konsekvent forsøger at lade en poststrukturalistisk informeret refleksivitet gennemsyre projektet, idet vi lader refleksiviteten binde teori, metode/empiriproduktion og skriveproces sammen i en relationel og gensidigt konstituerende samtidighed. Med poststrukturalistisk informeret refleksivitet forstår vi en refleksivitet, som fordrer et forandringspotentiale i sit konstante opgør med selvfølgeligheder – herunder den essentialistiske forståelse af kategorierne hjem og hjemløs.

”(…) because of the reflexive nature of poststructuralist thought, the new modes of interpretation and of life in and through poststructuralist discourses can never be finally accomplished. (…) Its own conceptual apparatus is always open to examination, not with questions such as which concepts should be included or excluded, but rather: what work do these concepts achieve; what can they make visible and what do they occlude; who is given authority through their usage and who is deprived of it?” (Davies 2000a:9)

Vores teori, metode/empiriproduktion, skriveproces og disses iboende repræsentationsproblematikker har karakter af en materiel diskursiv ’virkelighed’, og på denne måde kan vi beskæftige os med og destabilisere essenstænkningen i både sprog og skrift, i materialitet og visualitet, hvorved også sprogets determinisme problematiseres. Vi beskæftiger os således med hjem- og hjemløshedsbegreberne i deres diskursiverende materielle repræsentationsformer.

6. 1. Videnskabsteoretiske anslag

Herunder har vi valgt at slå nogle afgørende videnskabsteoretiske overvejelser an, som vi mener, indkredser og informere vores teoretiske forståelse af genstandsfeltet og vores analytiske begrebsapparat.

6. 1. 1. Diskurs og tekstualitet

Vores brug af begreberne diskurs og tekstualitet udelukker som sagt ikke materialiteten eller sociale praktikker. Vi bruger snarere diskurs og tekstualitet som en måde af forstå materialitetens og de sociale praktikkers udformninger og repræsentationer på.

Vi forstår diskurser som landskaberer af menings- og betydningskonstruktioner, hvilke har en konstitutiv og formativ kraft i (ind)skrivningen af kroppens materialitet og sociale praktikker (Davies 2000b:11). Denne definition finder vi dog for abstrakt, idet den tager sit udgangspunkt i sproget som en primær konstituerende og konstruerende faktor. Vi ønsker ikke at underkende sprogets funktion, men vil her forsøge at åbne op for en kropslig og performativ forståelse af diskurser med udgangspunkt i en sprogteoretisk ramme. Davies skriver med henvisning til Derrida, der sagde, at der ikke findes noget udenfor teksten, at alt er tekst og ”that we are inseparable from the texts through which we are constituted and through which we constitute ouselves.” (Davies 2000a:135). Denne forståelse af tekst som et altomfattende begreb, mener vi, understreger vores diskursopfattelse og fremmer en optik, der kan åbne blikket for materielle størrelser i diskursen.

Husbogen

Husbogen

Husets beskedcentral

Vi skal læse i den

For at få et bedre indblik i stedet

Vi tager den hen til det store bord

60 % af min opmærksomhed

Er rettet mod bogen

40 % går ud i lokalet

Nysgerrighed

Hvem kommer sådan et sted

/ Jakob (App. 2:159)

På denne måde inddrager vi tekstualitetsbegrebet som et bindeled mellem diskursive bevægelser, idet vores brug af begreberne diskurs og tekstualitet skal forstås som komplimenterende, og hvor tekstualitetsbegrebet tilføjer et destabiliserende aspekt til sprog/materialitet-binariteten. Vi inddrager altså materielle størrelser i konstruktionen og konstitutionen af diskurser, men det er teksterne, der fortæller og formidler disse. Ens væren i landskab og sted bliver således diskursivt konstrueret og afhængiggjort og tekstuelt formidlet og fortolket.

Hertil åbner tekstualitetsbegrebet op for at forstå materialiteternes og de sociale praktikkers samtidighed, idet vi kan forstå deres forbundethed og gensidige konstituering ved deres indbyrdes intertekstuelle referencer (Barnes & Gregory 1997:141). Intertekstualitet bruger vi at vise, hvordan diskursive kroppe/tekster altid må forstås i deres kontekst i deres positioneringer i og med landskabet, stedet og de andre kroppe, idet alle disse størrelser kan begribes som tekster, der konstrueres og subjektives i/med/mod hinanden i en samtidighed.. Intertekstualiteten er det, vi i første omgang får frem i fortætningsværket, idet teksterne står side om side med hinanden og derudover er blevet produceret i positionerende/subjektiverende interviews med os som tekstlige kroppe og indrammet af erindringsbearbejdelsen af deltagende observation (jf. kap. 7).

De unge hjem(løses) aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten læser og repræsenterer vi således som kropslige tekster, der indgår i en materiel og diskursiv kontekst, vi har valgt at kalde det københavnske landskab.

6. 1. 2. Det poststrukturalistiske subjekt

Os selv og de unge hjem(løse), som vi har inviteret til at deltage i projektets empiriproduktion, forstår vi ud fra ovenstående diskursforståelse som kropsliggjorte tekster. Vi ser altså ikke subjektet som et prædiskursivt væsen, men som en ikke-færdigskrevet kropsliggjort tekst, som agerer, vælger og positionerer sig selv i interaktionen med andre kropslige tekster og materielt-diskursive landskaber og steder.

”The point of poststructuralism is (…) to enable us to see the subject’s fictionality, while recognizing how powerful fictions are in constituting what we take to be real.” (Davies 2000a:133). Dette betyder at de unge hjem(løses) italesættelser af sig selv i forhold til hjem/hjemløs-konstruktioner kan forstås som produktive fiktioner, hvilket ikke betyder at de mister deres perfomative værdi, men blot at de ikke kan anses for at være endegyldige identiteter og definitioner af hjem/hjemløshed.

Ved at forstå subjektet som et aldrig færdigt produkt eller tekst vil det ofte være mere nær-liggende at tale om subjektivering frem for subjekt, idet subjektivering konnoterer proces: ”The subject of poststructuralism (…) only exists as process; it is revised and (re)presented through images, metaphors, storylines, and other features of language (…) it is spoken and re-spoken, each speaking existing in a palimpsest with the others.” (Davies 2000a:137). Ifølge Davies må subjektet forstås som ‘skaber’ af sit eget jeg. – Et jeg som ikke må læses som et navneord, men som et udsagnsord; at ’jeg-liggøre’ (Davies 2000a:17,137).

Det poststrukturalistiske subjekts karakter af ’åben tekst’ forstår vi ikke som en ubegrænset størrelse, der jeg-liggører sig selv til hvad som helst, men derimod som en kropsliggjort (det vil sige af subjektet internaliseret) tekst, der er begrænset og muliggjort af relationer i et bestemt materielt-diskursivt landskab (Davies 2000a:55). ”The process of subjectification, then, entails a tension between simultaneuosly becoming a speaking, agentic subject and the corequisite for this, being subjected to the meanings inherent in the discouses through which one becomes a subject.” (Davies 2000a:27).

6. 1. 3. Agens og refleksivitet

For at forstå de unge hjem(løses) subjektiveringsprocesser og aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten mener vi, at det er nødvendigt at inddrage agens-begrebet. Agens skal ikke forstås som frihed fra den diskursive konstituering af selvet, men som genkendelse af konstitueringen og en mulighed for at stå imod denne og dermed ændre subjektiveringens bevægelse. Ej heller må agens forstås som subjektets autonomi, da subjektet altid handler indenfor og med eller imod diskursernes sociale praktikker og materialitet (Davies 2000a:67).

Agens forstår vi nærmere som subjektiveringens grad af refleksivitet; altså en væren i landskabet som reflekterer over mulige måder at være på. De unge hjem(løses) agens ser vi som deres mere eller mindre refleksive aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten. Vores adgang til ’deres’ subjektiverende agens går gennem ’deres’ forfatterskab; det vil sige ’deres’ fortælling med og imod hjem/hjemløs-binaritetens diskursive repræsentationer.

Destabilisering

Jeg fortæller at meningen er

At åbne op for muligheder

At frembringe følelser

At destabilisere forestillingen

Han nikker

Svarer at det lyder godt

At det er pisse irriterende

Når folk ser ham og tænker

Der er en hjemløs

Og kigger ned på én

Den situation

Hvor folk dømmer

Uden at kende

/ Sofie (App. 2:187)

6. 1. 4. Refleksivitetens forstyrrelser som forandringspotentiale

I de unge hjem(løses) med- og modfortællinger af hjem/hjemløs-binariteten finder vi det førnævnte poststrukturalistiske forandringspotentiale, idet deres refleksive agens muliggør en forstyrrelse af hjem/hjemløs-binaritetens normalitetsbillede (jf. kap. 3).

”The speaking/writing subject can move within and between discourses, can see precisely how they subject her, can use the terms of one discourse to counteract, modify, refuse, or go beyond the other, both in terms of her own experienced subjectivity and in the way in which she speaks in relation to the subjectivities of others.” (Davies 2000a:60)

Den poststrukturalistiske forståelse af agens som refleksivitet skaber i udgangspunktet mulighed for, at en traditionelt marginaliseret samfundsgruppe uden agens som unge hjemløse kan bemægtige sig agens-status gennem ’deres’ subjektiverende refleksive italesættelser (Davies 2000a:56) og dermed forandre deres subjektivering og position i den diskursive konteksts sociale praktikker og materialitet.

6. 1. 5. Magtperspektiv

Den refleksive agens og dynamiske subjektiveringsproces muliggør forandring og ekspliciterer dermed de sociale forhandlinger, der finder sted mellem tekstuelle kroppe i materielle diskursive landskaber. De sociale forhandlinger i landskabet politiserer selv samme landskab og tvinger os således til at forholde os kritisk til magtperspektivet i nærværende projekt, hvilket vi lader komme til udtryk i vores gennemgående repræsentationsdiskussion og forsøg på et opgør med hjem/hjemløs-dikotomien.

Barnes og Gregory (1997:235) argumenterer for at landskaber aldrig er neutrale, men altid gennemsyrede af magtrelationer. At magten forstås som relationer mellem forhandlingspositioner er afgørende for vores magtforståelse, idet vi forankrer den i Davies’ magtbegreb, som er hentet fra Michel Foucaults arbejder, hvor magten ikke kun anskues som en statisk ovenfra kommende størrelse indlejret i love og regler. Magt i Foucaults teoretiske univers har en relationel karakter og forstås som produktiv og aktiv (Davies 2000a:18-19). På trods af begrebets negative ladning skal det her forstås som et forandringspotentiale, et forhandlingsbegreb, der i en relationel bevægelse både kan definere og omdefinere subjektiverende mening. Forhandlingerne ser vi udfolde sig på flere niveauer. Hermed mener vi forskningen, lovgivningen, normalitetsbillederne af hjem og vores empiriproduktion. Magt finder vi altså både i sociale praktikker, i materialiserede diskurser – i kroppe, landskaber, steder og tekster – og hele tiden i spænding med forskellige modstandsformer.

6. 2. Analytisk begrebsapparat

Herunder operationaliserer vi de begreber, som vi mener, gør vores bearbejdning og repræsentation af empiriproduktionens resultater mulig.

6. 2. 1. Kroppen – stedet – landskabet

Da vi i udgangspunktet anskuer hjem/hjemløs-konstruktioner som både materielt og diskursivt konstituerende, har vi valgt at repræsentere de unge hjem(løse) som tekstuelle kroppe, der agerer og subjektiveres i et landskab, der både udgøres af det geografiske område, København og af det diskursive net af hjem/hjemløs-konstruktioner og –fortællinger i samfundet.

Kroppen og landskabet er begge materialiserede/ende, diskursiverede/ende og politiserede/ende størrelser, der indgår i gensidige relationer med hinanden. Måden, hvorpå Davies analytisk operationaliserer denne krop/landskabsrelation, er ved at antage at kroppen (subjektet) er foranderlig og diskursivt påvirkelig i forhold til landskabet (Davies 2000b:13).

Antagelsen om kroppen i landskabet og landskabet i kroppen ophæver dikotomien mellem krop og landskab. Kroppen og landskabet bliver medudstrækkende med hinanden og påvirkende for subjektiveringsprocessen og repræsentationen.

Metaforen

Krop/landskabs-metaforen

Skaber

Fornemmelser

I min krops tilstedeværelse foran computeren

Genkalder materialiteterne

Indtryk

Tanker

Følelser

Teoretiske læsninger

Empiriske indtryk

Er begyndt at co-produceres

/ Marta (App. 2:165 – 166)

Bevægelsen mellem kroppen og landskabet beskriver Davies som en mærkende proces, hvor kroppen mærkes af landskabet, og landskabet mærkes af kroppen. Denne mærken finder sted på mange forskellige måder som institutionalisering, botræningstilbud, normalitets- og modstandsbilleder af hjem, hjemløskategoriseringer etc. Således mærkes og mærker vi os og kategoriserer og kategoriseres herigennem ind i socialt genkendelige rum (Davies 2000b:15-16). Dette bliver i nærværende undersøgelse et spørgsmål om hvilken mærkning de unge hjem(løse) konstruerer omkring deres egen hjem(løse) væren i landskabet, og hvordan en sådan mærkning finder sted, og hvilken betydning den får i ’deres’ konstruktion af hjem.

For at forstå mærkningsprocessen mellem krop og landskab introducerer Davies begrebet, fold, idet ”the folding and unfolding of embodied beings is read in the contexts of the folds in the landscapes through which they move and take up their being.” (Davies 2000b:14). At folde og udfolde den legemliggjorte væren i relation til landskabet implicerer en analyse af fortællinger, som knytter betydning til steder i landskaber i relation til kroppen. Folder kan således forstås som diskursive meninger indlejret i de subjektiverende landskaber, hvilke er konstrueret gennem magtkampe om mening og betydning. Styrkeforholdet mellem subjektet, landskabet og de andre kroppe i landskabet danner således folder, og det er i fortællingerne at folderne italesættes og udfoldes, og deres betydningskonstruktioner følgende kan destabiliseres.

En forestillet fold kan hedde sig, at hjemmet er stedet, hvor man kan være ’sig selv’. Men udvides denne definition af hjem, og fortælles den udenom klichéerne og forstås som medudstrækkende i et landskab, der rækker udover det domestiske hjem, kan forståelsen måske udfoldes. Ved at inddrage fortællinger fra unge hjem(løse), der ’hjemmer anderledes’, og lade dem (ind)skrive sig i et landskab, håber vi at kunne tilbyde forskellige måder at forstå det hjemmede på og herved destabilisere cementerede forestillinger om hvordan, man skal være, have og føle sig hjemme.

Vores analyse trækker mærkede linier i og mellem kroppe gennem landskaber. For at abstraktheden ikke skal overtage undersøgelsens materielle forankring, bruger vi stedsbegrebet som mærkningens og subjektiveringens fikspunkter. Dette betyder at stedsbegrebet betegner de betydningsfulde diskursive og materielle nodalpunkter [14] i landskabet, som de unge hjem(løse) taler frem i deres forståelser af hjem/hjemløs-konstruktionen. Disse nodalpunkter eller steder forstår vi både som geografiske markeringer og som forestillede steder i fantasien eller erindringen og kroppen selv som sted i landskabet. At vi også forstår kroppen som et sted i landskabet er afgørende for ovennævnte gensidige mærkning mellem krop og landskab, da landskabets mærkning af kroppen har afgørende indflydelse på hvordan, kroppen forholder sig til landskabet (Krøjer 2003:66-67).

6. 2. 2. Hjem-typologi til forhandling

Med ovennævnte teoretiske forståelse af krop, landskab og sted mener vi, at denne undersøgelse stiller sig åben overfor de unge hjem(løses) subjektiverende indholdsudfyldelse af hjem/hjemløs-konstruktionen og kan dermed yde destabiliserende effekter på normalitetsbilledet af hjem, som vi præsenterede i rammefortællingen (kap. 3). Vi erkender dog, at denne åbenhed stadig er informeret af kulturgeografiens beskæftigelse med hjem (Porteous 1976, Veness 1993, Valentine 2001).

J. Douglas Porteous (1976) fremkommer med en klassisk behandling af hjem, hvor hjemmet bliver betragtet som det domestiske hjem, der skal udtrykke indehaverens identitet og sikre dennes sikkerhed. Hjem-følelse bliver herved skabt gennem kontrol, grænsedragning og personalisering af domesticiteten, hvorved tilhørsforholdet kommer til at spille et centralt omdrejningspunkt. Det domestiske hjem fremstår her som et afgørende nodalpunkt i krop/landskabsrelationen. ”Home is thus a major fixed reference point for the structuring of reality. (…) so the fundamental dichotomy in geographical space is between home and non-home.” (Porteous 1976:386).

April R. Veness (1993) udfordrer disse karakteristika ved det domestiske hjem, idet hun bygger videre på Porteous’ antagelse om, at hjem-skabelse er en kreativ aktivitet. Gennem etnografiske undersøgelser af hjemløse menneskers måder at hjemme på formår Veness at genfinde ovennævnte karakteristika i andre hjem-udformninger end det domestiske.

Ved at gå i Veness’ fodspor og samtidig bruge Davies’ krop/landskabs-relation mener vi at kunne få et dialektisk perspektiv på de unge hjem(løses) hjem/hjemløs-konstruktioner, hvor den klassiske hjem-typologi sættes i forhandling med alternative hjem-forståelser.

6. 2. 3. Be(longing)

Idet vi ønsker at fremme ovennævnte dialektiske perspektiv, gør vi brug af Davies’ begreb, (be)longing, som på samme tid indfanger meninger af tryghed, ejerskab, medlemskab, tilhørsforhold og længsel (Davies 2000b:37) [15] , og som kan omkredse subjektets forholden sig til landskabet og deraf produktionen af steder, hvortil diskursive menings- og betydningskonstruktioner spiller ind.

At høre til eller længes efter et landskab er en følelsesmæssig position, men kan samtidig også være en politisk position (Davies 2000b:39). Man kan altså føle et bestemt tilhørsforhold til et landskab, en følelse der kan forstås som værende en del af ens subjektivering. Det, at høre til eller længes efter nogle steder frem for andre, bliver over tid til en del af ens selvfortælling. Ligeledes kan man føle et tilhørsforhold ud fra politiske overvejelser, hvilket vi i nærværende undersøgelse forstår i form af de unge hjem(løses) marginaliserede ståsted i landskabet og de kampe og overlevelses- og tilpasningsstrategier, de taler frem som nødvendige for en ret til at være i landskabet på en anden måde end en ’klassisk hjemmet’.

(Be)longing er et begreb med en dobbelthed udgjort af parentesen som fremhæver longing, hvilket Davies betegner længslen mod at høre til i et landskab, samtidig med at tilhøre landskabet (Davies 2000b:37). Man kan altså længes efter at tilhøre et landskab, samtidig med at man hører til i et andet. Eller man kan længes efter et tilhør til det landskab, man befinder sig i. Væren i landskabet bliver på denne måde en flertydig proces, eftersom man kan være i, stræbe og længes efter det, man allerede har på en gang. Denne længsel efter at tilhøre noget, man allerede er i, eller noget, man ikke har, skaber et mulighedsrum for forandring, som hele Davies’ poststrukturalistiske teori sigter mod.

Hjemløshed i hjemmets skygge

At forstå hvordan vi kan være der

At falde ind

Uro

På den ene side spændt

På den anden side glæder jeg mig

Til at komme hjem

/ Sofie (App. 2:160)

For at nuancere (be)longing-begrebets iboende forandringspotentiale i form af den kreative subjektiveringsproces tilføjer Davies begrebet, appropriate(d) [16] , som omfatter de mange bevægelser og strategier, som subjektiveringsprocessen udfolder.

”In the process of constructing ourselves appropriately in landscape, we long for a secure relationship, for an affinity, for a sense of being in our proper or usual place. This longing is intricately tied up with becoming the appropriate(d) body, which is of that landscape, which belongs to that landscape.” (Davies 2000b:37)

Begrebet appropriate(d) åbner altså op for en analytisk optik, der kan indfange de unge hjem(løses) tilpasningsstrategier og disses iboende fortolknings- og positionerings(u)muligheder. Hertil er det vigtigt at understrege, at bevægelsen appropriate(d) indeholder en gensidighed mellem krop og landskab, således at kroppen tilpasses og optages af landskabet og samtidigt bliver landskabet kroppens – eller kroppen utilpasses og frastødes af landskabet og afsiger samtidigt landskabet (Davies 2000b:249).

6. 2. 4. Positionering

Forandringspotentialet, vi finder i det processulle subjekt, den refleksive agens og i (be)longing-begrebet, er forankret i Davies’ brug af positioneringsteorien. Når subjekter interagerer, positionerer og positioneres de, og disse begivenheder resulterer i, at samtaler får bestemte udfoldelsesrammer. Denne positioneringsbevægelse sker i relation til de sociale normer og materielt-diskursive kontekster, de interagerendes forudgående kendskab til hinanden og samtaleemnet. At blive positioneret anbringer én i en position, og denne giver én bestemte udfoldelsesmuligheder.

Da vi forstår diskursive/materielle subjekter og landskaber som tekstuelle størrelser, der står i relation til andre kropslige tekster i et materielt-diskursivt landskab, indtager positionerings-begrebet en vigtig del af vores analytiske begrebsapparat. Positionering udfolder sig nemlig gennem den fælles bevægelse af alle de tilstedeværende subjekter og tekster, hvor de prøver at determinere deres egen og de andres handlinger og betydninger. Der er altså i intertekstuelle positioneringsbevægelser plads til flere talehandlinger og betydningskonstruktioner på samme tid. Herudfra kan man kan tale om et produktivt samarbejde mellem positionering og den illokutionære [17] kraft. Positionering er således den diskursive proces, hvormed subjekter og tekster participerer i fælles producerede handlingslinjer. Der er tale om en interaktiv og refleksiv positionering, hvor man positionerer henholdsvis andre og sig selv (Davies 2000a:90-91).

I rapporten vil vi bruge denne udlægning af positioneringsbegrebet i den analytiske bearbejdning af de unge hjem(løses) fortællinger om hjem/hjemløshed, idet vi forstår deres fortællinger som tekster, der positionere sig i og i forhold til et landskab af andre tekstuelle konstruktioner af hjem/hjemløshed.

Vores rutine

Vi indgår i en bevægelse

Rutinemæssigt

Et håndtryk

Nu et knus og kys på kinden

Sætter mig ved et bord

På opfordring af Fernando

Han spørger

Kunne jeg tænke mig en kop te

Fernando sysler med teen

Ude i køkkenet

Teen

Tuborg

Taler lidt frem og tilbage

Jeg leder

Samtalen

Hen på dette mødets formål

/ Marta (App. 2:184)

Derudover vil vi også integrere positioneringsbegrebet i vores metodiske overvejelser om relationen mellem ’os’ og ’dem’, og dennes konsekvenser for empiriproduktionen og deraf følgende repræsentationsproblematik. Hertil mener vi, at det er yderst vigtigt at indtænke rapportens læser i rapportens positioneringsbevægelser, idet positionering ifølge Davies ligeledes kan forstås som læsningen/fortolkningen af tekster.

6. 2. 5. Metaforer og klichéer

Positioneringer forstår vi som ligeså produktive og formative som de magt-relationer, de måtte indgå i, hvilket betyder at vi med vores materielt-rumlige forståelse af diskursiverings- og subjektiveringsprocesser må forholde os kritisk til ’vores’ og ’deres’ brug af spatiale (og ’hjemlige’) metaforer og klichéer, da disse ofte bliver brugt til at (de)markere positioner. I denne sammenhæng giver professor i feministisk kulturgeografi, Geraldine Pratt (1997) et relevant kritisk perspektiv på brugen af visse gængse spatiale positioner, som vi ser går igen i hjem/hjemløs-diskussioner. Pratt fremhæver positionsmetaforerne mobilitet, marginalitet og grænseland. Førstnævnte fordrer et opgør med mobilitet/stabilitet-dikotomien. Nummer to bliver ofte til et ikke-sted udenfor samfundet, hvilket skaber blindhed for at marginalitet faktisk er en mulig position at tale fra – at gøre modstand fra. Sidstnævnte kan både åbne op for nye folder i landskabet, men kan også være med til at sløre blikket for at positioneringer altid finder sted i et eller andet landskab, som udgør konteksten for konflikter og forhandlinger.

Formative bevægelser

Opbrudspunktet

Vi rejser os op

Er på vej ind

På vej ud

Og går så ud.

Hver gang jeg skal beskrive

Bevægelser

Der går ind eller ud

Bliver landskabet

Til landskaber

Jeg

Ift.

’Den anden’

/ Marta (App. 2:165)

Samtidig med at vi forholder os kritisk til brugen af metaforer og klichéer (Davies 2000b:49), anerkender vi også deres diskursive rigdom og formative kraft. Ifølge Barnes og Gregory (1997:142) skaber metaforer ’virkelighedens’ tekst(er), hvorfor vi, at sprogets metaforer og klichéer indeholder en intertekstualitet, der forbinder kroppe-landskaber-steder og giver dem mening og værdi.

6. 2. 6. Repræsentationsforstyrrelse

I ovenstående analytiske optik er forståelsen af sproget som determinerende for vores muligheder for at forstå og fortælle verdenen central. At tage udgangspunkt i en diskursanalytisk tilgang, hvortil en ikke-sproglig medieret verden er svært håndgribelig, knytter sig op ad sproget som formidler, som oversætter. Mulighedsrummet for forståelse og repræsentation bliver på denne måde stærkt begrænset af sprogets indlejrede begrænsninger. Især når konkrete henvisninger til abstrakte størrelser foregår gennem kategorier, der oftest er konstrueret omkring binære par som f.eks. hjem/hjemløs.

Når vi således omtaler hjem og hjemløshed, kan vi gøre det vel vidende, at det er kategorier, som kan og vil blive problematiseret, men ydermere at det er kategorier, som forstås som gængse og let forståelige. Reproduktionen af disse kan siges at foregå i forskellige politiske, sociale og kulturelle landskaber, men uanset de divergerende diskursive indholdsudfyldelser kan der siges at være en bred konsensus skabt om begreberne. Hvortil hjem skal forstås som den positivt indholdsudfyldte del og hjemløshed som den negativt indholdsudfyldte del af binariteten. På denne måde kan man tale om en grad af indlejret selvfølgelighed i forståelsen af kategorierne, som herudfra virker bestemmende og indsnævrende for hvorledes, man kan bevæge sig indenfor dem.

For at bidrage til hjemløseforskningen med nye muligheder for hjem(løs)repræsentationer forsøger vi gennem krop-landskab-sted-relationernes gensidige mærkninger og positioneringer at destabilisere ovennævnte gængse betydningstilskrivelser af hjem/hjemløs-binariteten.

Denne gensidige afhængighed mellem ’virkeligheden’ og dens sproglige repræsentationer har vi forsøgt at eksplicitere gennem vores metoder og deres forskellige verbale og visuelle udtryksformer, som vi efterfølgende har bearbejdet resultaterne af i fortætningsværket i kapitel 11. Ved at arbejde med de tekstuelle repræsentationsformers samtidighed forsøger vi at understrege repræsentationernes gensidige konstitutive kraft, hvorved vi mener at kunne fremhæve magtperspektivet i hjem/hjemløs-binaritetens in- og eksklusionsmekanismer.

7. Metodeovervejelser

Det magt-perspektiv, vi ser udfolde sig i forhandlingerne om at fortælle hjem/hjemløs-konstruktioner, går igen i måden hvorpå, disse fortællinger bliver repræsenteret. Produktionen af disse repræsentationer foregår processuelt i en sammenhæng mellem projektets teoretiske læsninger, metodiske valg og deres konsekvenser og forandringer i ’vores’ møde med ’dem’ i landskabet.

Vi mener, at processen, som indrammer repræsentationsproduktionen og –forhandlingen, kan forklares ved begrebet (ind)skrivning (jf. Forord), idet vi i udgangspunktet har (ind)skrevet os i en poststrukturalistisk begrebsverden, der lægger en bestemt optik på landskabet.

Det landskab, vi (ind)skriver de unge hjem(løse) i, er således teoretisk informeret men har samtidig også en konkret forankring i vores læsning af tidligere hjemløse-forskning og i rammefortællingen af lovgivning og normalitetsbilleder af hjem. Dette landskab bliver udgjort af steder som Gaderummet, hvilket er steder, som konstrueres som betydningsfulde af de unge hjem(løse) og som vi ikke på forhånd har kunnet definere eller indramme. Dog har vi løbende indrammet disse betydningsfulde steder via vores deltagende observationer og deraf nedfældede erindringsarbejde, hvorved vi (ind)skriver os konkret som kroppe på steder i landskabet, der mærker og mærkes i relation til stederne, landskabet og de andre kroppe.

Jeg bliver også spurgt

Snakken går rundt om bordet

Men jeg deltager ikke

Sidder bare og lytter

Det er hyggeligt

En fyr går rundt

Tilbyder kaffe

Jeg bliver også spurgt

/ Jakob (App. 2:172)

Denne relationelle (ind)skrivning og mærkning er ligeledes sket i samtale og interaktion med ’dem’, hvor der er sket en gensidig og samtidig positionering, hvor markeringer er blevet ridset op, emner fokuseret og udfordret og opgaver italesat.

Herefter har vi trukket os tilbage til den magtfulde forskerposition foran computeren, hvor vi har bearbejdet empiriproduktionens skriftlige som visuelle materiale i fortættede former, hvori vi har (ind)skrevet ’os selv’ og ’dem’ og taget repræsentationens konsekvenser.

Vi har dog ikke ladet repræsentationens resultater stå uberørte, idet vi er vendt tilbage til ’dem’, og de har fået muligheden for at læse ’vores’ fortolkning og derved muligheden for at reagere - at gen(ind)skrive dem selv i rapportens samlede repræsentation af ’dem’.

7. 1. Deltagende observation

Strategien, man vælger at bruge i deltagende observation, afhænger af hvad eller hvem, det er, man ønsker at basere empiriproduktionen på (Kristiansen & Krogstrup 2002:132). Med de unge hjem(løse) stod vi overfor en række overvejelser om, hvorledes vi ud fra vores ressourcer og analytiske hensigter bedst muligt kunne producere denne empiri. Hvor kom vi i kontakt med dem, og hvor meget tid skulle vi tilbringe sammen med ’dem’? Skulle vi fortælle vores formål med at være der, eller skulle vi holde det skjult [18] ?

Vi endte med at have et design for empiriproduktionen, som indeholdt en opgave, hvor de unge hjem(løse) skulle tage billeder af deres forestillinger om hjem og hjemløshed, hvilket betyder at vi ikke i klassisk forstand kan siges at have bedrevet deltagende observation, idet vi faktisk har interveneret i landskabet med ’noget’ udefra og dermed ikke blot har været deltagere på landskabets præmisser.

På baggrund af fotoopgaven foretog vi interviews med de enkelte og bad dem dertil om at tegne et kort over deres færden dagen inden interviewet. Samtidig med denne del af empiriproduktionen skrev vi egne erindringsarbejder (feltnoter), hvilket til sammen ikke er resultatet af en lineær proces, men snarere en fleksibel læringsproces (Kristiansen & Krogstrup 2002:52, 132). Vi har gennem hele processen måttet tilpasse vores problemstilling og position i relation til landskabet, eftersom nye informationer har været modstridende med vores oprindelige forståelse af de unge hjem(løse). I stedet for at se det som forhindringer, har vi set det som en erfaringsproces mod at klargøre, hvilke forforståelser vi på forhånd havde, hvilket vi kommer nærmere ind på i nedenstående afsnit om erindringsarbejde.

Inden vi nærmere beskriver hvorledes vi konkret har udført de forskellige dele af designet, er det vigtigt at beskrive, hvordan vi etablerede adgangen til landskabet, da adgangen i sig selv var altafgørende for den empiri vi producerede.

7. 2. Stedet

Vi lagde ud med at kontakte Gaderummets leder og fortalte om vores forehavende. Stedet virkede umiddelbart oplagt at tage udgangspunkt i, da det fungerer som værested og tilbyder både permanent [19] og periodisk overnatning til unge hjem(løse). I Gaderummets flerdimensionelle funktionalitet så vi en potentiel mulighed i at kunne begribe, hvordan unge hjem(løse) hjemmer og/eller ikke-hjemmer. Gaderummet har fungeret som vores adgang til de unge hjem(løse), men vi har ikke været interesserede i at evaluere Gaderummet.

Det forkerte sted

Har været i gaderummet 45 minutter

Jeg vil væk

Jeg føler

At jeg er det forkerte sted

At alle kan lugte min usikkerhed

Da vi beslutter os for at gå

Føles det som

Befrielse

På Nørrebrogade

At være tilbage

Blandt ligesindede

/Jakob (App. 2:161)

7. 2. 1. Adgang til stedet

Det var en del svære at få adgang til stedet, end vi først havde regnet med. De første besøg i Gaderummet gav ingen nævneværdig kontakt. Det virkede nærmest som om, ’de’ søgte væk fra ’os’. Den eneste vi indledningsvis rigtig havde kontakt med var Gaderummets leder. Det var således også ham, der inviterede os til et husmøde i Gaderummet og introducerede os til både brugere, beboere og personale. På forhånd havde vi aftalt, at vi ville være åbne omkring, hvem vi var, og hvad vi kom efter. Vores overvejelser om, hvad det var vi ønskede, var dog til at begynde med ikke særligt nuancerede. Vores præsentation af os selv og vores projekt blev måske derfor mødt med en del skepsis. ’De’ ville dog imødekomme ’os’, hvis ’vi’ kunne give ’noget’ udover en færdig projektrapport tilbage til stedet, for derved at undgå en relation, hvor kun ’vi’ ville kunne drage fordel. Det blev klart for os, at vi måtte undgå at blive positioneret som forskere, der kommer-tager-og-går igen. Vi måtte således aktivt gøre ’noget’ for at få adgang til stedet.

Det viste sig, at vores position som forskere, yderligere blev belastet af de unge hjem(løses) forudgående negative oplevelser med forskere. Heriblandt var der en særlig kritisk holdning til to etnologers kulturanalytiske evaluering af Gaderummet (Bovbjerg & Kirk 2001). Konsekvensen blev, at vi gentagne gange måtte forklare, at vores hensigter med projektet ikke var en analyse af Gaderummet men at få indsigt i unge hjem(løses) forståelser af hjem/hjemløs-binariteten.

Selvom vores præsentation kun havde ført til en yderligere marginalisering af ’os’ i Gaderummet, blev vi ved med at komme. De første mange besøg førte ikke til andet end korte samtaler, men efterhånden begyndte ’de’ langsomt at vise interesse for ’os’. Her spillede Gaderummets leder en central rolle. Da vores fokus efterhånden begyndte at falde på plads, i takt med at vores relation med de hjem(løse) blev bedre, begyndte lederen at interessere sig for os. I kraft af lederens respekt og autoritet i Gaderummet blev hans accept af ’os’ som legitime og appropriate(d) kroppe i landskabet til en generel accept af ’os’ på stedet. Han blev en nøgleperson (gatekeeper) i vores adgang til landskabet (Kristiansen & Krogstrup 2002:139). For hver gang vi kom, blev det således lettere for os at være der og skabe kontakt. Sideløbende begyndte vi også at få en række funktioner, som ikke relaterede sig direkte til vores forskerposition [20] , og herved begyndte vi at kunne indholdsudfylde det ovennævnte ’noget’, som stedet krævede af os. Dette gjorde, at vi langsomt fik afdramatiseret og åbnet op for ’os’ og fik på denne måde skabt en relation, som gjorde at ’vi’ følte det tilnærmelsesvist naturligt at indgå i ’deres’ dagligdag og derigennem at kunne deltagende observere ’dem’ (Kristiansen & Krogstrup 2002:112).

Vi ønsker dog at destabilisere gatekeeper-funktionen både teoretisk og praktisk. På den teoretiske side mener vi at gatekeeperen kan benyttes til at beskrive en funktion, som en person kan indtræde på et sted som Gaderummet. På den anden side mener vi ikke, at det kan benyttes til at forklare indtræden i en kompleks størrelse som hjem(løse)-landskabet. Således benytter vi os af en positioneret gatekeeper der, som lederen, i praksis kan besidde en autoritær og hermed definerende position på et sted. Dog vil vi bløde begrebet op med positioneringsteorien som beskrevet i teoriafsnittet, hvorved vi mener, at tilegnelsen af gatekeeperfunktionen er en subjektiverende proces. Således har vi hver især mødt vores gatekeepere, der har ’lukket os ind’ i Gaderummet.

Det er vigtigt at notere sig farerne ved funktionen gatekeeper. Hver gatekeeper holder nøglen til sit eget landskab med de subjektiverende folder, enhver krop indeholder. En gatekeeper kan være med til at præge vores repræsentation af de unge hjem(løse), hvilket kan ses som gatekeeperens forsøg på i større eller mindre omfang; ”(…) at kontrollere og overvåge dataindsamlingen. Det kan f.eks. gøres ved at nægte forskeren adgang til visse situationer eller personer, eller lede forskeren i en bestemt retning.” (Kristiansen & Krogstrup 2002:140-141).

Konstruerende forestillinger

Han er meget politisk

Vilde historier

Om konfrontationer

Mellem

Gaderummet

Og politiet

Og ungdomshuset

At være bz’er

Oprør

Han foreslår mig

At snakke med en punker

/ Sofie (App. 2:162)

Når vi tegner hjemløselandskabet mener vi altså ikke, at gatekeeper-begrebet kan bruges ’som sådan’. Landskaber er bevægelige subjektiverende størrelser og gatekeeperen får således ikke en afgørende funktion, og kan kun stå som forestillet gatekeeper. Denne iagttagelse vil kunne læses ud af vores subjektiverende erindringsarbejder, hvor vi hver især har benyttet os af forskellige kontakter for at kunne være i landskabet og stedet.

Til stede

Den etablerede og faste

Kontakt

Til Fernando

Har givet mig en

Position

Tilstedeværelse

Folk genkender

Mig

/ Marta (App. 2:171)

7. 2. 2. Overvejelser omkring udvælgelse

Vores tiltagne adgang til landskabet fik os til at overveje mulige personer, som vi mente, ville være interessante for vores projekt. Ud af de mange unge hjem(løse), vi havde mødt, var vi enige om hvem, der kunne være interessante og hvem, vi mente, ikke kunne bruges. Dette var bl.a. personer, som vi mente havde psykiske problemer eller et stofmisbrug, der kunne virke hæmmende og begrænsende på kommunikation mellem ’dem’ og ’os’.

Jul hos mor

Billedet af sig selv

Hendes kommentar

Godt billede af mine bryster

Men

Det bedste der nogensinde er taget

Som min onkel tog

Er det fra sidste jul hos mor

Dér var de så flotte

Indeni var jeg dybt rystet

Kunne hun ikke se hvor forkert det var

/Jakob (App. 2: 176)

Den endelige udvælgelse af de personer, som indgår i vores empiri, var således forskellig på mange punkter, idet der indgik flere overvejelser over sociokulturelle parametre. Vi har medtænkt parametrene på baggrund af læsning af forskellige tekster omhandlende hjemløse, som hver især benævner den strukturelle sammensætning af dette segment. [21] Vi forsøger herved ikke at benytte os af litteraturens hjemløsedefinition og på denne måde at spænde ben for vores forsøg på at destabilisere grænsedragningen mellem hjem og hjemløs. Herimod bruger vi parametrene for at afspejle den konkrete sammensætning af Gaderummets brugere og beboere, som udgør et udsnit af det hjemløselandskab vi (ind)skriver. Vi ser os således endnu engang fanget af sprogets begrænsninger som konstruerer kategorier, hvorunder beskrivelser muliggøres.

Vores primære parameter var boforhold, hvor alle de udvalgte har det tilfælles, at de enten fornyelig er blevet tilbudt bolig gennem kommunen men stadig kommer fast i Gaderummet eller ikke har fast bopælsadresse. Dette parameter har vi medtænkt med udgangspunkt i projektets omdrejningspunkt om hjem og hjemløshed. Aldersparameteret inddrager vi grundet forestillingen om, at forandringspotentialet og følgende destabiliseringen af hjem og hjemløshed er større hos mennesker som ikke har været hjem(løse) i størstedelen af deres liv. Kønsparameteret har vi inddraget ud fra en læsning af Catharina Juul Kristensens bog, Nye fattige (1994), som lægger en kønsvinkel på hjem(løse)debatten. I bogen problematiserer hun det stigende antal hjemløse kvinder, som hun ikke mener inkluderes i den offentlige debat vedrørende hjemløse. Således har vi valgt at inddrage dette parameter ud fra den forudsætning også at repræsentere kvinderne i hjem(løs)landskabet. Etnisk baggrund indgik også i vores udvælgelse, hvilket skyldes vores førstehåndserfaringer i Gaderummet hvor vi sandede en større gruppe af etniske minoriteter som brugere og beboere, end vi havde forestillet os. Således medtog vi denne anskuelse i vores udvælgelse for, ligesom med kønsparameteret, at inddrage disse som dele af landskabet.

Inden vi kan præsentere den endelige udvælgelse af unge hjem(løse), finder vi det nødvendigt at fremlægge vores metodiske udbygning af det tidligere adgangsgivende ’noget’, som var krævet for at komme i kontakt med de unge hjem(løse).

7. 3. Fotoopgaven

Udover at deltage i Gaderummets aktiviteter formede løsningen på det tidligere nævnte så afgørende ’noget’ sig som et empiriproducerende forløb, der aktivt involverede ‘dem’. For at få ‘dem’ til at deltage aktivt, designede vi en opgave, som ville være interessant for ‘dem’. Noget som ‘de’ ville have lyst til at være med i, og som samtidigt kunne bruges til empiriproduktionen. Da det var vigtigt for produktionen af vores empiriske materiale at få et interview med ‘dem’ og dermed få tekstliggjort ’deres’ betydningskonstruktioner omkring temaet hjem/hjemløs, mente vi, at det ville være en fordel, hvis vi kunne få dem til at skabe noget, som kunne ligge til grund for interviewet. Altså en form for fælles udgangspunkt for vores samtale omkring hjem/hjemløs-konstruktioner.

Vi kom frem til en metode, hvor vi stillede ‘dem’ en opgave, ’de’ skulle løse. Opgaven bestod i, at de med et engangskamera hver skulle tage billeder af steder, hvor ‘de’ følte sig hjemme og konstruerede hjem eller det modsatte; billeder af ting, steder, mennesker osv., der betød noget for dem i formidlingen af hvad, hjem var for dem. På denne måde optræder fotografierne som et udtryk for hvad, der mærker og fortæller kroppen i landskabet, og hvordan kroppen mærker og fortæller landskabet. [22]

I forhold til interviewene valgte vi at benytte os af denne metode, idet vi dels fik ‘dem’ til at gøre sig tanker om emnet på forhånd, og dels havde vi billederne at tale ud fra i interviewsituationen. Fotografierne fungerede altså som katalysatoren, der fik interviewsamtalen i gang.

Fotoopgavens multifunktionalitet som visuel formidling af ’deres’ hjem/hjemløs-konstruktioner, interviewkatalysator og som ’vores’ og ’deres’ fælles udgangspunkt har givet den en central position i projektets empiriproduktion. Denne multifunktionalitet har også været med til at nuancere og materialisere det, som lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, Jette Fog (2001) kalder det fælles tredje i interviewet. Fog forstår det fælles tredje som det empiriske produkt, som forsker og interviewperson er sammen om at skabe (Fog 2001:24). Vi er enige i denne definition af det fælles tredje, som har fremstået som en uundværlig overvejelse i projektets empiriproduktion. Vi har dog valgt at behandle denne forståelse af det fælles tredje i interviewet som et udtryk for forhandling og positionering mellem ’dem’ og ’os’. Vi mener derfor at have udvidet Fogs definition af det fælles tredje, idet vi har ladet et empirisk produkt (fotografierne) indgå i produktionen af et andet produkt (interviewteksten). Således har dele af empiriproduktionen foregået uden vores tilstedeværelse, hvilket har kunnet udfordre magtrelationen mellem ’os’ og ’dem’ og givet os indsigt i hvordan, unge hjem(løse) indholdsudfylder en sådan opgave – og dermed også hjem/hjemløs-konstruktioner.

Vi har altså i udgangspunktet haft en forståelse af fotografierne som repræsenterende en fortælling, som ’de’ i interviewet sprogligt kunne formidle videre, hvorfor vi ikke har gjort nogen billedanalytiske foranstaltninger.

7. 4. Endelig udvælgelse

Med fotoopgaven var det blevet muligt for os at finde personer, der ønskede at medvirke i vores empiriproduktion. Da først Fernando, Marx, Sofus og Pernille havde indvilliget i projektet, spredte rygtet sig, og flere tilbød på eget initiativ deres medvirken. Af hensyn til de ovennævnte sociokulturelle parametre måtte vi afvise flere mænd og fokuserede i stedet på at få fat i nogle kvindelige unge hjem(løse). Vi endte med at uddele engangskameraer til:

Fernando: beboer i Gaderummet, 29 år, portugiser med etnisk baggrund i Guinea Bissau

Gry: værelse i ungdomskollektiv, 17 år, dansk etnisk baggrund

Hanne: beboer i Gaderummet, ca. 28 år, dansk etnisk baggrund

Jack: bor på skift hos venner, ca. 30 år, amerikansk/dansk etnisk baggrund

Magnus: deler lejlighed med ven, ca. 25 år, dansk etnisk baggrund

Marx: lejelejlighed, 25 år, iransk etnisk baggrund

Pernille: sover i Gaderummet [23] , 28 år, dansk etnisk baggrund

Sofus: beboer i Gaderummet, 32, dansk etnisk baggrund

Af disse otte personer lykkedes det os at få engangskameraerne tilbage og gennemføre interviews med Fernando, Marx, Sofus, Pernille og Gry.

7. 5. Empiriproduktionens design

Fotoopgaven blev således et grundlæggende element i vores metodiske design og en vigtig faktor for vores relation til landskabet. Empiriproduktionens mere konkrete og praktiske forløb og udformning har vi forsøgt at udlægge i en enkelt 4-trinsmodel.

Trin 1 Ved udleveringen af engangskamera lavede vi aftaler om, hvornår de skulle være færdige med opgaven. For at undgå at det blev en stressfaktor for dem, samt at kvaliteten af de valgte motiver var i orden, lod vi opgaven tage den tid, den krævede for dem. I tilfælde af problemer (mistede kameraer [24] /spørgsmål til opgaven) udvekslede vi telefonnumre.

Trin 2 Da billederne var fremkaldt, skulle de bruges som afsæt for interviewene. Udover vores løbende deltagende observation og erindringsarbejde var det disse udtalelser, som skulle danne grundlaget for det empiriske materiale. Herudover skulle ’de’ på et stykke blankt papir indtegne deres færden fra dagen før interviewet.

Trin 3 På baggrund af de båndede interview og tegningen af ‘deres’ færden skulle ‘vi’ nu læse, hvordan ‘deres’ opfattelse af at føle sig hjemme eller ikke hjemme kom til udtryk i det empiriske materiale. Empirien skulle fortættes.

Trin 4 På det sidste trin i vores metode præsenterede ‘vi’ vores repræsentationer af ‘dem’.

Spørgsmålet var, om ‘de’ ville kunne genkende sig selv?

7. 6. Kortlægning

På samme måde som vi mener, at fotografierne indeholder fortælling og menings- og betydningskonstruktioner, mener vi også, at en metode som kortlægning har sin iboende potentielle fortælling om og konstruktion af hjem/hjemløs-temaet.

Tegneprocessen, som hver af de interviewede unge hjem(løse) har gennemgået som afslutning på interviewet, har haft samme fortællefremmende funktion som fotografierne. I tilfældet med Fernando blev dette udvidet til at omfatte tegninger af tidligere bosteder i henholdsvis Afrika og Portugal, da det gjorde det nemmere for Fernando at fortælle billederne frem. I samme stil kom der hos Marx en ekstra tegning frem, som han selv mente var et bedre udtryk for hans betydningstilskrevne steder, som ikke var kommet frem på den første tegning.

Med kortlægningen, som vi har hentet inspiration til indenfor kulturgeografiens metoder (Johnston & Sidaway 2004), mener vi helt konkret ’deres’ tegninger af ’deres’ erindringer om ’deres’ bevægelser dagen inden interviewet. Det skal således ikke forstås som resultatet af et længerevarende studie af unge hjem(løses) disponering af tid og daglige færden og brug af for ’dem’ betydningsfulde steder, som vi kan læse i undersøgelser som Bech-Jørgensen (2003), Cloke et al. (2003a, 2003b). Det er nærmere et øjebliksbillede, der opfordrer til en fortælling om unge hjem(løses) menings- og betydningstilskrivelse af steder i landskabet i løbet af en tilfældig dag.

Hensigten med disse kortlægninger er dels at skabe en mulighed for at forstå hjem som en udstrakt geografisk størrelse i landskabet, dels at finde ud af hvilke nodalpunkter i det københavnske landskab de unge hjem(løse) forbinder i en daglig færden. Herved mener vi at kunne få et mere nuanceret indblik i unge hjem(løses) hverdagsliv; deres måde at hjemme eller ikke-hjemme på og de mulige og umulige positioner, dette giver dem i det københavnske landskab. Hertil yder Bech-Jørgensen (2003, 1999) en vigtig metodisk pointe i læsningen af sådanne kortlægninger, idet hun påpeger, at vi som forskere altid først vil få øje på det usædvanlige, hvilket potentielt kan forstyrre selvfølgelige normalitetsbilleder af hjem. Samtidig er det forskerens ansvar at sædvanliggøre det udsædvanlige, hvilket vi tolker som for eksempel at forstå konstruktioner af hjem som mere end en fast base med stabil adresse, men også som udstrakte sociale netværk eller netværk af nodalpunkter af sovesteder, spisesteder, væresteder osv.

Udover at opridse et ’normalitetslandskab’ i rammefortællingen har vi også forsøgt at konkretisere normalitetsbilleder af hjem og færden i det københavnske landskab ved at bruge vores egne kortlægninger af færden over en dag.

’Vores’ og ’deres’ kortlægninger udlægger vi på transparenter i kap. 12 og kan på denne måde sammenligne ’vores’ og ’deres’ nodalpunkter og bevægelser, hvilket vi vil uddybe nærmere i samme kapitel.

En vigtig pointe i arbejdet med disse kortlægninger er ikke blot at bemærke det umiddelbart synlige på tegningerne, men i ligeså høj grad være bevidste om alle de andre detaljer, punkter og steder i det samlede københavnske landskab, som skaberen af kortlægningen har valgt at udelade. Til denne pointe hører en overvejelse omkring hvordan kortlægningerne markerer mere eller mindre latente hierarkiserings-, marginaliserings- og magt-modstandsprocesser, som de udspiller sig i hjem(løse) kroppes udnyttelse af landskab og skabelse eller ikke-skabelse af hjem.

Endelig bruger vi kortlægningerne til at forstyrre fortætningsværkets narrativer og menings- og betydningskonstruktioner. Således søger vi med denne metodiske collage at lade dens delelementer danne et komplementerende hele og destabilisere hinandens forståelses- og subjektiveringsmuligheder.

7. 7. Erindringsarbejde

Da vi har medtaget vores oplevelser af mødet med landskabet, har det været nødvendigt at finde en metode, der kunne omfavne dette og gengive det i sin flertydighed. Ikke mindst har vi taget konsekvensen af, at vores endelige analyse aldrig vil kunne forstås, uden at vi også selv optræder i teksten. Med andre ord har vi gjort op med objektiviteten ved at lade vores egne subjektiverende oplevelser træde frem som en del af empirien. Ligesom det også er os, der har udvalgt de steder i interviewene, vi mener, er relevante, har vi også medtaget vores (for)forståelse af landskabet i stedet for at udgrænse den for på denne måde at understrege, at alt det, vi har observeret, netop er observeret af ’os’. I den deltagende observation er det således ’vores’ erindringer og (for)forståelser og den samtidige analyse, der danner fundamentet for ’vores’ repræsentation af de unge hjem(løse) (Ewans 1988:209, Krøjer 2004:44).

Metoden vi har brugt er inspireret af Bronwyn Davies’ arbejde med erindringsarbejde [25] . Da dette erindringsarbejde optræder som en rød tråd igennem hele projektet og denne rapport, er det vigtigt at forklare, hvad der ligger til grund for det.

Davies arbejder med erindringsarbejde som en gruppeproces, vi gør dog dette en smule anderledes, nemlig som en individuel øvelse. Det er dog i bund og grund det samme mål, vi ønsker at opnå. Nemlig at overskride skellet mellem sprog og krop, forstået som måden vi udtrykker vores relation til andre på i en given kontekst (Krøjer 2003:41). Til forskel fra en traditionel feltdagbog, hvor fokus vil være på det observerede, omhandler vores erindringsarbejde vores egne oplevelser af at være til stede i deres omgivelser. Vi koncentrerede os altså om vores egne indtryk og oplevelser i landskabet, i stedet for at dække over og sløre vores tilstedeværelse.

Rent teknisk har det også været oplagt at benytte denne metode. Da vi befandt os i det, der må betegnes som ’deres’ frirum, virkede det upassende at sidde med papir og blyant og notere sine observationer (Ewans 1988:209). Ydermere ville dette måske påvirke vores adgang til den mulige empiriproduktion, vi så i relationen mellem ’os’ og ’dem’. Vores bekymring var, at ’de’ ville holde afstand, hvis ’de’ følte, at ’vi’ kom og iagttog enhver bevægelse. Iagttagelsen af dem, skete således indirekte ved, at vi prøvede at indgå i situationer, uden at vi stod med blokken for at notere. Derfor virkede metoden med erindringsarbejde godt i vores deltagende observation. Det sikrede endvidere, at vi automatisk lavede en udvælgelse af oplevelser, som skulle medtages i erindringsarbejdet (Krøjer 2003:41). Det handlede dog stadig om at få så mange detaljer med, både hvad angik ’vores’ egne oplevelser, ’deres’ bevægelser og udtryk og ikke mindst de fysiske rammer (f.eks. Gaderummet) (Ewans 1988:210) og alle disse elementers indvirkning på hinanden.

Væren på stedet

Senere skal jeg tisse

Trods min modvilje

Ud på toilettet

Det er klamt

Beskidt

Ildelugtende

Døren er et lagen

Aldrig har jeg tisset så hurtigt

/ Sofie (App. 2:163)

At vi har beskrevet vores oplevelser i landskabet ved hjælp af erindringsarbejde skal derfor ses som en konstatering af, at ’vores’ opfattelse af landskabet spiller en væsentlig rolle i empiriproduktionen. Måden, ’vi’ (ind)skriver os selv og bliver (ind)skrevet af ’dem’, er med til at understrege grænsedragningsprocesserne mellem det ’normale’ og det ’anormale’, hvorved vi kunne indfange refleksioner over ’vores’ kroppe i ’deres’ landskab. På denne måde kunne vi undersøge vores kropslige oplevelser i landskaber, som var os fremmede, men som vi måtte forholde os til.

Herudfra kan vi måske klandres for at konstruere en unødvendig dikotomi mellem os som hjemmede RUC-studerende og dem som unge hjem(løse). Men denne gruppering er en diskursiv ’realitet’ som udgør en forskel i måden hvorpå, vi kan indgå i ’deres’ landskab, og omvendt hvordan de kan indgå i ’vores’. På denne måde kan vi få italesat landskabets væren i forhold til de appropriate(d) kroppe i det, og hvorledes det mærker og mærkes for dem og os; samtidig med at vi kan italesætte en ”being out of place”-væren (Davies 2000b: 54) og en dertilhørende måde, hvorpå vores kroppe mærker og mærkes i det selv samme landskab. Således kan vi undersøge inkluderings- og ekskluderingsbevægelser processuelt. Erindringsarbejdet kan altså siges at indfange subjektiveringsprocesser, som ’vi’ ser dem fremstå i ’vores’ deltagelse i og blik på landskabet.

Typisk har et erindringsarbejde taget udgangspunkt i en specifik episode; en samtale med en af ’dem’ eller et fællesmøde. Men vi har også forsøgt at tage mere abstrakte temaer op; f.eks. hvordan det føltes at være til stede som forsker, hvordan det føltes at være udenfor og anderledes, ’vores’ fysiske tilstedeværelse i ’deres’ rum. Meningen har været, at vi gennem (ind)skrivningen af ’os’ selv i ’deres’ landskab skulle blive mere bevidste om, hvorledes ’vores’ relation til ’dem’ kom til udtryk, og hvordan vi prøvede at falde til og blive appropriate(d) i ’deres’ landskab.

Gaderummet

Tilbage i gaderummet og det begynder forfra

Processen

At ankomme

At falde ind

At føle sig tilpas

Jeg overvinder min fobi og sætter mig i sofaen

Kæderyger

Cigaretten i forlængelsen af min hånd

Gør at jeg kan passe ind.

Måske jeg følte mig for pæn uden

For pæn i forhold til en standard

Sat af brugerne.

/ Sofie (App. 2:163)

Vi har altså gennemgået en subjektiveringsproces, i skabelsen af kontakt med ’dem’. For at kunne lave denne form for deltagende observation har det været nødvendigt for ‘os’ at kunne subjektivere/subjektiveres eller omgås ‘dem’ på en måde, som virkede naturlig for begge parter.

7. 8. Fælleshed

For at begrebsliggøre relationen mellem ’os’ og ’dem’, som den er blevet til i løbet af empiriproduktionen, har vi hentet inspiration i Krøjers (2003) metodiske behandling af begrebet fælleshed, som hun sætter overfor begrebet fællesskab. Et fællesskab mellem ’os’ og ’dem’ kræver en fælles erfaringshorisont og en fælles (politisk) dagsorden med og udover empiriproduktionen, hvilket vi ikke kan påberåbe os at have med den udvalgte gruppe af unge hjem(løse).

Da vi snarere er interesserede i positionerings- og subjektiveringsprocesser i/mellem ’os’ og ’dem’, forekommer fælleshedsbegrebet mere oplagt at inddrage i vores teoretiske forståelse af det ’noget’, vi har fået etableret i ’vores’ relation til ’dem’. Ifølge Krøjer rummer fællesheden både relationen som kontekst for mødet mellem ’os’ og ’dem’ og den samtidige adskilthed mellem ’os’ og ’dem’ (Krøjer 2003:35). At ’vi’ og ’de’ positioneres og subjektiveres i en fælles relation, og at denne relation på samme tid skiller os ad, kommer kontinuerligt frem i vores samlede erindringsarbejde, hvor vi i mere konkrete observationer hele tiden føler og reflekterer over relationens samlende og adskillende kræfter.

Dobbeltheden i relationen – i fællesheden udnytter vi til at eksplicitere vores behandling af repræsentationsproblematikken omkring unge hjem(løse), idet vi som tidligere nævnt ikke mener at kunne repræsentere ’dem’ udenom os selv. Adskiltheden i fællesheden betyder således, at vi kan bruge vores eget erindringsarbejde til at udfordre ’deres’ italesættelser af hjem/hjemløs-binariteten, ”(…) uden at nogle af os har krav på den sande eller gyldige version af det, vi er fælles om: relationer til hinanden og til rummet, som vores relationer udfolder sig i.” (Krøjer 2003:35).

Fællesheden, mener vi altså, forklarer vores forståelse af empiriproduktionens kontekst i form af relationer og adskilthed – og dermed også rammerne for ’vores’ og ’deres’ positioneringer og subjektiveringer, som vi uddyber nærmere i nedenstående behandling af interviewet.

7. 9. Interviewet

I interviewene blev de ovennævnte subjektiveringsprocesser som sagt ekspliciteret. Selvom vi hele tiden havde haft rollen som forskere, afstedkom interviewsituationen en yderligere eksplicitering af relationen, forskere/’dem’. I forløbet op til interviewet havde omgangen med ’dem’ været præget af en position, hvor vi var forskere, men samtidig kunne tale med dem om andre emner og medvirke i sammenhænge, som ikke var direkte relateret til vores problemfelt.

Vores forforståelser om hinanden kom i interviewene til direkte forhandling. Vi skulle afprøve vores teser om hjem/hjemløs-binariteten, og dette krævede, at vi aktivt positionerede ’dem’ og ’os selv’. Nedenstående uddrag fra interviewet med Sofus og Pernille er et eksempel på hvordan, der blev forhandlet omkring Gaderummet som deres hjem.

J: Hvad med din definition af en hjemløs Sofus?

S: Det er én der ikke har et hjem altså?

J: Men I har jo sofaen der, er det jeres hjem?

S: Det er ikke vores sofa!

J: Men I snakker om den som om det var jeres.

S: Vi bor der, men vi kan til en hver tid bliver smidt ud på et halvt sekund. Vi bor faktisk ulovligt fordi vi skulle have været ude den 1. eller så noget. Eller sidst 1. eller så noget.

P: (Afbryder) Jeg er nok mere anarkist. Autonome der laver oprør. Jeg har ikke helt styr på det. Jeg ved ikke hvem jeg er.

S: Der hvor jeg sover der bor jeg... Men det er ikke et hjem. Det er et værested. Det er ikke et hjem.

J: Men du startede med at sige at der hvor man sover og der hvor man spiser, det er ens hjem?

S: Du kalder det hjem, men det er jo ikke, det er ikke dit hjem. Det er Gaderummet. Det er ikke nogens. Det er kommunen der lejer lokaler til folk kan være i dagtimerne ikke om aftenen.

(App. 1:125)

Distancen, som ligger i positionen som forsker, gjorde det muligt at stille sig kritisk og udfordrende overfor ’deres’ udsagn. Forskerpositionen legitimerede vores nysgerrighed og gjorde det ’naturligt’, at vi til tider stillede opklarende og udfordrende spørgsmål (Kristiansen & Krogstrup 2002:112).

Det skal dog understreges at disse meget direkte forhandlinger ikke gennemsyrede vores interviews. Faktisk søgte vi i store dele at interviewene at skabe en nærhed mellem ’os og ’dem’. Det vil sige, at vi lod interviewene have karakter af en normal samtale, hvor vi dels lyttede, dels gav vores egne synspunkter tilkende efter behov for at skabe et ’naturligt’ samtaleforløb. Vi pakkede vores spørgsmål ind i undren ved at gøre brug af de samme sociale kompetencer, som vi gør brug af til hverdag. I nedenstående eksempel kommer det til udtryk, ved Martas korte indfald, med ord som ”Ok, interesting...” og ”Aha”.

F: yeah, this one I think number 6, yeah. And I think this picture… oh someone sitting there with a football. Well, the flash didn’t come out that well, and someone sitting at the table with a football ball and this thing, because eh for a lot of people eh football stadium means eh lot maybe kind of home eh something special for them. Eh like that’s what I wanted to express there.

M: Ok, interesting. How did you come up with that idea about home?

F: Well, because eh I just knew of this friend from college who used to say that to call a football stadium a cathedral [M: aha] and then I was thinking about that a cathedral is for some people is home really. For a lot of football players a football stadium is their home.

(App. 1:96)

Vi benyttede os således af et af Fogs metodiske begreber, den trojanske hest, hvor forskeren fører den naturlige samtale hen på emner, som er af interesse for problemfeltet uden åbenlyst at tilkendegive den forskningsmæssige interesse (Fog 2001:22).

7. 9. 1. Det semistrukturerede interview

For at opnå den ’naturlige’ samtale vurderede vi, at det var nødvendigt med en semistruktureret interviewform. Vi har således ikke gjort brug af nogen skematisk interviewguide, men har ladet det være op til ’dem’ i hvilken rækkefølge, vi skulle snakke om billederne. Interviewene er dog strukturerede, for så vidt at vi i udgangspunktet satte den temamæssige ramme ’hjem’.

Kontekst afbrudt

Efter fem minutter fortryder jeg

At Pernille deltager i interviewet

Hun afbryder konstant Sofus

Ofte helt uden for kontekst

Siger at de skal tale en af gangen

Det virker et minut

Så sidder Pernille og afbryder igen

/ Jakob (App. 2:180)

Vi havde ikke nogen egentlig interviewguide, men opstillede visse regler for udførelsen af interviewene. Vores intention var i videst mulig udstrækning af undgå at fremkomme med analytiske slutninger i vores spørgsmål og dertil så vidt muligt at undgå spørgsmålet hvorfor, da de disse to faktorer ville kunne virke ledende og tage ordet fra de unge hjem(løse). Vi mener, at svar på hvorfor-spørgsmål giver årsagsforklaringer og svar på hvordan-spørgsmål giver beskrivelser. I bearbejdelsen af årsagsforklaringer vil de analytiske muligheder være begrænsede, hvorimod beskrivelser vil åbne op for flere forklaringsmuligheder. Derfor var vores hensigt at komme bagom sproglige metaforer og spørge ind til mere deskriptive svar og forklaringer.

I praksis måtte disse regler dog gradbøjes, eftersom billedmaterialet var forskelligt, hvilket differentierede graden af interviewenes bundethed til billederne. Derudover fandt vi det ofte svært at undgå opsummerende spørgsmål eller hvorfor-spørgsmål, når ’vi’ i interviewsituationerne kunne ane noget betydningsfuldt i deres udsagn, men som ’de’ ikke lige kunne sætte ord på.

Samtidig indvirkede også deres sociokulturelle baggrunde på interviewforløbet, da temaet og billederne ofte igangsatte personlige narrativer, som vi egentlig havde valgt at fokusere på i mindre grad, men som vi i situationen kunne se have berøringsflade med vores tema om hjem/hjemløs-konstruktioner. De personlige narrativer træder således i et vist omfang frem i fortætningsværket.

I beslutningen omkring lokaliteten for de enkelte interviews har det været et kompromis mellem ’os’ og ’dem’. Det var vigtigt for os, at interviewet foregik et sted, hvor vi i videst muligt omfang uforstyrret kunne gennemføre interviewene. Gaderummet virkede i den henseende umiddelbart som et dårligt sted grundet støjen samt en stor risiko for at blive afbrudt. Når tre af de fire interviews alligevel blev foretaget i Gaderummet, hænger det sammen med, at vi besluttede, at den vigtigste faktor for et vellykket interview var, at de interviewede følte sig trygge. Derfor fik de lov til at bestemme lokaliteten, hvor Fernando var den eneste, der valgte en café udenfor Gaderummet. Hermed fik vi med interviewenes lokaliteter også indsigt i hvor, de i en relativ formel relation til os kunne føle sig trygge og passende sidde sammen med én af os. Dertil betød lokaliteterne også, at samtalen forankrede sig materielt og geografisk i omgivelserne, hvilket gjorde visse emner mere oplagte for dem at tale om og derudover frembragte en positionering i form af geografiske anslag som ’herinde’, ’derude’, ’her’ eller ’der’.

Forskellene til trods har det i analysen alligevel været muligt at forbinde interviewene, fordi de omhandler det samme overordnede tema.

7. 10. Respons

Vores metodiske design har fået sin afsluttende dimension i form af vores tilbagevenden til de interviewede unge hjem(løse) med henblik på at høre ’deres’ reaktion på ’vores’ fortætningsbearbejdelse af interviewet med dem.

Vi følger op på magtudfoldelsens forhandlinger i interviewet ved at gøre det til en del af vores undersøgelsesstrategi, at møde ’dem’ med ’vores’ analytiske resultater og gen(ind)skrive deres respons. Denne undersøgelsesstrategi bliver af geografen David M. Smith (1988) sat ind i en etisk diskussionsramme, som må siges at være en stor del af forskningsmæssig magtudfoldelse, hvilket han fremstiller med disse ord: ”one of the ethical imperatives of qualitative social research is the need to give one’s informants the right to comment upon and criticize one’s interpretations.” (Smith 1988:263).

Rent praktisk er denne tilbagevenden foregået ved en uformel samtale, hvor ’de’ først er blevet præsenteret for deres egne fortætninger med mulighed for at finde oprindelsesteksten i interviewene og sammenholde dem med billederne. I deres læsning af fortætningerne har vi spurgt, om de kunne genkende sig selv i fortætningerne. Om de mente, at vi havde udeladt vigtige pointer fra interviewet, og om de dertil havde nogle tilføjelser? Og om de mente, en misrepræsentation havde fundet sted? Derefter gav vi dem mulighed for at forholde sig til det samlede fortætningsværk og lod dem kommentere dette. Hertil åbnede vi også op for at tale om fortætningsværkets tema-overskrifter og vores hensigter med projektet i det hele taget.

Læsestrategi

Han gennemlæser

Den samme fortætning

Flere gange

Læser en anden

For så

At vende tilbage til den første

Giver en kommentar

/ Marta (App. 2:185)

Disse uformelle samtaler er ikke blevet båndet, men er blevet gengivet i vores erindringsarbejde i appendiks. Den samlede respons bliver behandlet og diskuteret i kap. 14.

Hensigten har været at give dem chancen for at reagere og gen(ind)skrive ’deres’ forståelse af ’dem’ selv i forhold til det landskab af hjem/hjemløshed, vi har set dem konstruere, og har (ind)skrevet dem i. Vi har på denne måde søgt at udfordre ’vores’ analytiske resultater og den deraf fremkomne repræsentation. Vi har ikke af den grund ændret fortætningsværket, men med en gen(ind)skrivning af ’deres’ forståelser af og kritiske blik på ’vores’ repræsentationer af ’dem’ har vi kunnet eksplicitere hjem/hjemløs-binaritetens iboende forhandlinger og subjektiveringsprocesser.

Idet repræsentationsproblematikken omkring hjem(løse) er det centrale omdrejningspunkt for vores projekt har vi i løbet af processen set os nødsaget til at revurdere vores problemformulering, som indtil dette punkt har lydt med disse ord: Hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det Københavnske landskab? En begrundelse for denne revurdering og en ny problemformulering vil blive præsenteret i næste kapitel.

8. Et problem i proces

Selvom vi med den hidtidige problemformulering, hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?, har forsøgt at blødgøre kategorien, hjemløs, så fremstår det stadig som en kategori, vis modsætning er et normalitetsbillede af hjem. Af ovenstående teoretiske overvejelser og mødet med stedet er vi kommet frem til, at vi ikke kan komme udenom kategorier som hjem/hjemløs, men vi finder, at den egentlige magtudfoldelse ikke ligger i kategorierne, men i selve grænsedragningen mellem dem.

Udgangspunktet for nærværende projekt om unge hjem(løses) forståelser og konstruktioner af hjem i det københavnske landskab er således hjem/hjemløs-binaritetens iboende grænsedragning og dennes produktive og formative kraft. Vi mener altså, at det er grænsedragningen, der muliggør og/eller begrænser subjektiverede kroppes konstruktioner af hjem eller ikke-hjem og ikke kategorierne hjem/hjemløs, der sætter disse grænser og muligheder. For at give en konkret forståelse af denne abstrakte udlægning af grænsedragningens formative kraft kan vi give følgende eksempel fra vores deltagende observation:

Jeg sidder ved det store sorte bord i Gaderummet, da Per (som ser ud til at bebo rummet bag forhænget ved siden af køkkenet?) spørger mig, hvem jeg er. Jeg præsenterer mig som én af de RUC-studerende fra gruppen, der skriver om hjem og hjemløse. Jeg prøver at give forskellige eksempler på nogle af vores tanker og blandt kommer jeg ind på at lovgivningen jo også har sin version af hjem og hjemløshed. Per supplerer min tale- og tankestrøm med sit eget eksempel – sin egen fortælling: ’Man kan da godt sige, at en papkasse er ens hjem, men jeg ville nu alligevel stadig have lov til at kalde mig hjemløs’. (App. 2:171)

Altså findes der forskellige udlægninger af hvad et hjem kan være, alt efter hvorfra man anskuer det. Dette leder os frem til, at man for at begribe begrebet ’hjemløs’, må stille spørgsmålet…

9. Problemformulering

Hvilke mulige/umulige positioner og fortællinger konstruerer hjem/hjemløs-binariteten, som den diskursivt udfolder sig i det københavnske landskab?

Vores analytiske og repræsentationelle svar på dette spørgsmål fremlægger vi i første omgang i fortætningsværket i kap. 11, hvilket vi i traditionel akademisk forstand behandler i den senere diskussion.

10. Indledning til fortætningsværket

Vores metodiske collage og heraf afledte analyse, mener vi, er gennemsyret af et magtperspektiv, hvilket bunder i opfattelsen af, at kroppe og tekster på steder i landskabet aldrig kan forstås som neutrale, men altid politiserede af magtrelationer mellem positioner. Barnes og Gregory (1997) argumenterer for, at alle geografiske undersøgelser har en iboende poesi og politik forstået som henholdsvis sprog og dagsorden, hvilket den poststrukturalistiske forskning til stadighed må forholde sig kritisk udfordrende til; ”Poetics is thus a critical practice that involves taking into account the force, exactness, and power of words themselves (…) Words have the ability not only to represent but also to create worlds, to offer possibilities, to produce action.” (Barnes & Gregory 1997:4). På samme måde omtaler Davies politikken som tilstedeværende i den poetiske skrivning og i læsningen (Davies 2000b: 45).

Vi har forsøgt at tage konsekvensen af denne kritiske udfordring ved at trække på Krøjers (2003) fortolkning af vækkende læsning, som ekspliciterer ordets magtudfoldelse og dermed tvinger os som forskere og læseren til at forholde sig til denne magtudfoldelse og forstå den i dens flertydighed.

Vi har derfor valgt at (ind)skrive vores empiriske bearbejdning som fortættede tekststykker. At fortætte en fortælling er en sammendragende proces, hvorved en koncentreret poetisk og vækkende tekstudformning kommer frem. På et praktisk niveau fungerer metoden ved, at man udvælger en del-fortælling af det komplette tekststykke som eksemplificeret ved nedenstående tekst.

S. Hvad er så ikke hjem? Hvor kunne du aldrig føle dig hjemme?

M. Altså hos de rige eller. Jeg kan sige det på denne her måde at jeg havde en kæreste engang hvis forældre var pisse rige, og min kæreste var pisse sød, men øhm, hun havde. Jeg ved ikke om du kan forestille dig en person du godt kan afspejle dig i, så kommer der ligesom en tråd ind til at du så afspejler dig i den person. Men den person afspejler sig i sine rige bla bla forældre, bla bla bla, så egentlig så går den tråd altså videre i de tråde som også hun har. Og jeg fik kvalme, og jeg skred derfra, og for mig at se jamen, rigmandsverdenen er ikke noget sted for mig. Jeg vil hellere dø end at leve så ynkeligt i hele mit liv. (App. 1:134)

Denne del-fortælling fortætter man ved at fjerne fyldord, udenomssnak, vores spørgsmål etc. (det som ikke står med fed skrift). I nogle fortætninger har vi rykket rundt på rækkefølgen af ordene fra den oprindelige tekst for at fremme det vækkende i læsningen og eksplicitere budskabet. For videre at understrege vores involvering i det poetiske og vækkende udtryk indsætter vi en overskrift for således at skabe en ramme om teksten, som er bestemt af os. Overskriften kan komme fra selve tekststykket, men kan også være ord, vi selv (ind)skriver i fortætningen.

Rigmandsverden

Hos de rige

Jeg havde en kæreste

Hvis forældre var rige

Forestil dig en person

Du kan afspejle dig i

Men den person afspejler sig

I sine rige forældre

Jeg fik kvalme

Jeg skred derfra

Rigmandsverden er ikke for mig

Jeg vil hellere dø

/ Marx (App. 1:134)

Herudover sammenfletter vi i selve fortætningsværket parallelle fortætningsstykker tematisk. Dette betyder, at flere munde taler på samme tid, på samme side. Ved denne opstilling mener vi at kunne skabe en ramme om fortællingerne, der understreger at fortællingerne er indskrevet i folder af det samme landskab, foldet af os under temaet hjem og hjemløshed. [26] Folder som vi ønsker at kunne udfolde via fortætningsværket og videre i diskussionen.

Fortætningsværket er således koncentrationer af fortællinger, der omkredser folder i diskursive landskaber. (Ind)skrivningen af empirien vil fremstå lyrisk og hermed have andre muligheder for formidling og forståelse. Absurditeten, normaliteten, undren, misforståelserne, livsbetingelserne og synspunkterne toner frem i lyrikkens magtfulde vækkende udtryk. Og disse muligheder skulle meget gerne lede frem til mulighedsrummet for kropsliggjort læsning, hvorved vi mener at fortætningerne (ind)skriver kropslige fornemmelser af en subjektivernede væren i landskaber, der via lyrikken kan læses kropsligt.

Vores interviews var semistrukturerede, og vi havde derfor ingen forudbestemte emner at spørge ind til udover dem, som lå i vores fordomme og forventninger og teoretiske positioneringer. Emnerne er trådt frem som et resultat af samspillet mellem vores teoretiske orienteringer og det konkrete analytiske arbejde med fortællingerne. Vores temaoverskrifter fungerer således som indkredsninger af de analytiske rammer, hvorunder vores projekt har udformet sig. Disse bevæger sig på et ikke ensidigt grundlag, og vi kan derfor ikke (ind)skrive dem som mere eller mindre relevante i forhold til specifikke fortætninger, men vil lade samspillet mellem overskrifterne og fortætningerne imellem tale til, med, mod og om hinanden. Overskrifterne fungerer således som de analytiske tiltag, der bliver taget op i diskussionen. Fortætningerne siger altså visse ting i sig selv, andre må vi optegne senere.

For at fange bevægeligheden tekststykkerne imellem, og mellem dem og overskrifterne, vil vi opmuntre dig til at læse på kryds og tværs af fortætningerne og ikke nødvendigvis fra top til bund. Formålet med denne opmuntring er at anspore dig til at se på fortætningerne, som vi selv gjorde det i bearbejdningen og opstillingen af dem. Vi fandt nemlig, at læserækkefølgen af stykkerne ikke var uden relevans for forståelsen af samtidigheden i deres indbyrdes spil. Pointen med denne arbejdsproces er at kunne (ind)skrive et øjebliksbillede af en grænsedragningsproces, som fungerer samtidigt og gensidigt. Således er fortætningsværket et (ind)skrevet momentant landskab.

På samme måde har vi valgt at lege med sætningerne således, at hver ny linje har et stort begyndelsesbogstav for at lade muligheden stå åben for, at man i læsningen kan se alle udsagn som begyndelser og ikke nødvendigvis som fortsættelser eller slutninger.

Ved at benytte os af denne fortætningsmetode mener vi at kunne åbne op for niveauerne imellem hvilke, produktionen og forståelsen af arbejdet finder sted. Fortættede fortællinger mener vi således tilføjer et lyrisk aspekt til formidlingen, i hvilket der er indlejret nogle radikalt anderledes analysemuligheder end i den traditionelle akademiske tekst. Ved at arbejde lyrisk kan vi understrege vigtigheden af at forstå vores funktion som et analyseniveau og læserens som et andet. Vi har arbejdet ud fra iagttagelsen om, at analysen af fortællingerne lige såvel er en analyse, som læsningen af analysen er det.

Ideen med at sprede ansvaret for fortolkningen af det (ind)skrevne ud kan synes abstrakt, idet vi fralægger os samtidig med at vi påtager os positionen som afgørende mellemled. Som om vi bliver sproget, kategorierne og rammerne, hvorudfra verden kan nås, og vi får magten til at definere og meningsbestemme via vores sprogvalg, teori og fokus. – Og dette er langt hen af vejen pointen; at vi er sproget - det medierende led mellem ’det’ og dig.

Men den adskillelse, der syner frem mellem det landskab, der til en hvis grad objektificeres i den videnskabelige tekst, det skrevne ord og læseren, er ikke entydig. Derimod er det en kompleks størrelse der understreger det forhold, at rapporten aldrig vil blive færdigt, og de nedfældede diskussioner og idéer aldrig vil kunne konkluderes utvetydigt, eftersom der i læsningen aldrig vil fokuseres på de samme ord, de samme understregninger. Læsningen er jo netop i sig selv en del af projektet, hvilket skyldes, at læsningen er diskursiv, kropsliggjort og en del af subjektiveringsprocessen.

11. Fortætningsværket

11. 1. Hjem i erindringer og drømme

Writing Home

For me to describe

What is home

Really

I have to go to all places

I have lived

Or I have been.

To really describe

My writing

What is home for me.

/ Fernando (App. 1:106)

Nøglerne

Hvordan det har været at være hjemløs

Og

Hvordan det er at have et hjem

Du har pludselig en nøgle

Mærkeligt

Jeg har mit eget

Det er stort

Det sidste stykke tid hos min mor

Tog hun nøglerne fra mig

Lidt med pillefingre

På et tidspunkt stod jeg

To timer i frostvejr

Ventede på at min mor skulle komme

/ Gry (App. 1:148)

Half In-Between

We lost nearly everything

My parents house.

Twenty years ago

I left Africa

It was not my own choice.

When I went to Portugal

I felt half in-between

It was my home

And not.

If my parents still live in Africa

It might be a better life,

Definitely.

/ Fernando (App. 1:102)

Mit gamle hus

Der er mange billeder der mangler

Mit gamle hus

Det er der jeg har oplevet alle mine ting

Min have

Min gamle hule var der

Der kunne jeg gemme mig

Hvis folk var efter mig

Makabert

Så vi rev den ned

Det virkede lidt unormalt

At jeg løb derop

I stedet for at jeg kom hen til min mor

/ Gry (App. 1:153)

Det perfekte hjem

På toppen af et bjerg

En masse træer

En masse dyr

Rigtig stor villa

Væk fra mennesker

En lastvogn til at hente

Jeg har brug for at være alene

Det kan man ikke i København

Det er en stressende by

Man kan ikke være sig selv

Finde et sted man kan være alene

Jeg har svært ved det

For jeg har mange gode venner

/ Marx (App. 1:136)

A Balance of Mobility

Work in the city

I like city

Because of the movement

Lot of things happen in the city

Parties

I like to go out a lot.

Live in the countryside.

The countryside is perfect

If you have light transport.

A balance

Somewhere in-between.

/ Fernando (App. 1:98)

Akut bolig med hund

Jeg er stillet op til sådan noget

Akut bolig

Det er et spørgsmål om tid

Når jeg er forrest i køen

Når der er

En akut bolig med hund

Ledig

Og jeg er parat

Der kan gå et halvt år

Der kan gå et år

Så jeg kan flytte ud

Ud dér

Være i fred

/ Sofus (App. 1:125)

Normaliteten

Jeg vil helst leve et almindeligt liv

Hvor at jeg boede hos min mor og far og søskende

Og den slags ting

Stå op tidlig morgen

Gå på arbejde eller i skole

Komme hjem igen

Lave noget aftensmad

Bagefter

Være sammen med vennerne

Efter at man har spist

/ Gry (App. 1:140)

11. 2. Hjem-elementer

De 4 vægge

Et lille hummer

Med fjernsyn

Et hjem

Sådan et med

En seng

Et lille bord

En lampe

En reol

Et skab

/ Pernille og Sofus (App. 1:123)

The Mattress

It is more

Than a mattress to me.

I go out every night

And drink a bit

When I get to mattress

When I lie down there

It is like an office

I get my sense together.

It is more than mattress to me

It is a home.

/ Fernando (App. 1:100)

Møbler

Når jeg fandt en lejlighed

Har jeg skaffet nogle møbler

Storskrald

Eller

Familien har haft noget

Der skulle smides ud

Et skab

De skulle have et nyt

Jeg har aldrig

Købt mit eget

Nye bord

Ny sofa

Det har jeg aldrig haft

Der har altid været pletter på

Sejt

/ Sofus (App. 1:108)

A Tidy Light

Light

Illumination

Is a good inspiration

Is for a home

Where you can learn things

And young people can feel good.

Light means

A good tidy home.

/ Fernando (App. 1: 94)

Graffiti

Her er graffiti

Hvor jeg føler mig hjemme

Der er graffiti

Jeg har malet graffiti

På væggen

Hvor jeg er hjemme nu

Det udtrykker den subkultur

Jeg har levet

De sidste otte ni år

/ Marx (App. 1:130)

Sov i stol

Jeg levede et halvt år

Til et år i

Sådan en stol

Jeg sov i stolen

Der var sådan en fodskammel til

Så jeg kunne lægge benene op

På sådan et lille lillebitte hummer

Med en kammerat

Der kunne lige ligge sådan en madras

og stå en stol

Det var sådan en man kunne vippe med

Fancy stole

Den kunne ikke klappe helt ud

Men en lille smule

Så kunne jeg ligge på den

/ Sofus (App. 1:109 – 110)

Bilerne

Smadrede forladte biler

Har jeg sovet i

Rimelig mange gange

/ Marx (App. 1:133)

Sofa

Der er en sofa

Og en der ligger

Ikke en dyne eller sovepose

Bare en pude over ham

Noget jeg selv gør

For at symbolisere

Hvor der er et tag

Hvor der er en sofa

Et eller andet blødt

Det er også hjem

Hvis man ikke har noget

/ Marx (App. 1:130)

Varmen

Gaderummet vil jeg ikke kalde hjem

Du er hjemløs

Men har mere varme

/ Gry (App 1:139)

11.3. Hjem-aktiviteter

Doing – Learning Home

In Gran Canaria

I met this man

Who never went to school

And knew what to do

Nearly everything of electricity

And these kind of work.

He did believe

It is a natural way of learning

Without book or writing.

I felt

This was my home out there.

If

I ever have a home

I will have these few things

If I some day have nothing to do

I can cut some wood.

/ Fernando (App. 1:97 – 98)

Hyggen

Det er køkkenet

Det er mere med hygge

Du kan lave noget mad

Med to personer

Så kan du sidde herude

Og snakke

De mest hyggelige steder

Det er inde i sofaen

Og her

Tilflugtssted

/ Gry (App. 1:144)

Musikken

At forklare musikken

Et billede af musik

Jeg føler mig hjemme

Hvor musikken hører hjemme

Ukommerciel musik

Det siger mig meget

Der føler jeg mig hjemme

/ Marx (App. 1:130)

At drikke

Med en øl i hånden

På en søndag

Vi havde ikke drukket hele ugen

Så måtte vi godt lige

Kun i weekenden

Når det er hverdag

Skal der ikke være noget

Det er okay fra fredag til søndag

Ikke det med at sidde en tirsdag

Folk ude

Der bor i lejligheder

De drikker jo kun i weekenderne

Og til fest

Og en fyraftensbajer

Vi prøver at få det til at ligne

Almindelig hverdag

/ Gry (App. 1:146 –147)

Tjalden

Tjald bringer folk sammen

Det er bevist for mig

Det synes jeg er hjem

Bare sætte sig ved dem

Der kan man slappe af

Det er en af ens egne

Åbne over for andre meninger

Taler i et venligt flow

/ Marx (App. 1:129)

Fysisk aktivitet

Fysisk aktivitet

Giver mig selvværd

Giver mig opture

Man kan flere ting

Så er ens muligheder åbne

Det er hjem for mig

At gå en lang tur

Tage en cykeltur

Hurtigt videre

I en rute man kender

Bare holde sig i gang

Jeg får det ikke godt

Af at stå stille

/ Marx (App. 1:132-133)

Everywhere?

When I am awake

I like to be in

Movement

I feel

Free

My home

Is everything

It’s universe

Where I feel comfortable

Where I like a person

But where

I am not sure

/ Fernando (App. 1:104)

11.4. Relationer

Mennesker

Ham har jeg været vild med

Det er de to

De gør min hverdag glad

Jeg kommer på grund af nogle mennesker

Når der kommer nogen jeg ikke kan lide

Så går jeg væk fra dem

Så går jeg

Fordi

Jeg kan ikke

Gider ikke

Problemer

/ Gry (App. 1:153)

Vi

Jeg kunne ikke tage billeder af mine venner

Meget kamera sky

Jeg havde forklaret dem

Det er ikke medier

Der skal forvrænge jeres ord

Min omgangskreds består af

Punkere, Autonome, Anarkister

Det er et godt eksempel

Vi laver en fredelig demonstration

Politiet holder deres blokader

Ti minutter til en time

Pludselig vil de bare banke os

Så slår vi igen

Vi er ikke bange for at kyle med

Mursten og flasker

Vi er ikke bange for at kyle med

Noget som helst

Vi giver dem kamp til stregen

I aviserne næste dag

Autonome gået amok på politiet

Bla bla bla

/ Marx (App. 1:130)

Familien

Min farmor er død

Min far snakker jeg ikke med

Han har gjort mig mange ting

Min mor

Når jeg er sammen med hende

For længe ad gangen

Bliver vi uvenner

Jeg blev nødt til at flytte

For hvis det skulle gå galt

Stod jeg uden noget

Men hun er min skytsengel

Jeg kan altid komme til hende

/ Gry (App. 1:152)

Ansvaret

Min hund

Den betyder alt for mig

Den har gjort at jeg skulle tage mig sammen

Lige pludselig ansvar

Overfor en anden

Det har jeg ikke haft før

Det var også mig

At vi fik den

Så fik vi den gratis

På grund af mig

/ Gry (App. 1:154)

Min Hund

Min lille hund

Som ikke er så lille længere

Han betyder meget

I morges

Han lå oven på os

Og hyggede sig

Det er meget godt at have et eller andet

Så man kan sige

Det er min hund

Så er han meget hyggelig

Og jeg får gået ture med ham.

/ Sofus (App. 1:117)

Human Surroundings

Protection

Is what is home

To feel safe.

I grew up with a lot of people surrounding me

Most of the time I go to places

Where there is lot of people

And there I feel safe.

I don’t feel safe

When I don’t see people.

/ Fernando no. 7 (App. 1:96)

11. 5. Positionering

De andre

De har det meget godt

Tror ikke at de skænker

Dem der er under dem

En tanke

De tænker

Penge hver dag

Vi har det godt

De har ikke fortjent det

De har skovlet til sig

Har stjålet fra andre

/ Marx (App. 1:135)

Ingen invitation

Jeg gider ikke ændre mig bare

For at være

Ligesom man skal være

Det er jo først der

Hvor du går hen og er ligesom de andre

At du bliver

Inviteret

Det er jeg kold over for

Det er gensidigt altså

Så gider du heller ikke selv at være med

/ Sofus (App. 1:115)

Society-we-I

The society

Have a way of seeing things

All

Should think the same thing.

We

Think

Everywhere we go

Is like our home.

I don’t know

If I feel like I have a home.

/ Fernando (App. 1:164)

Smidt ud

Jeg har lejet noget

Sammen med andre

Det har kunnet lade sig gøre

Men der går let ged i det

For mange venner på besøg

Druk

Så klager folk

Så ryger man ud

Det er mest fordi

Man ikke ligner de andre

Man skiller sig ud

/ Sofus (App. 1:108)

Gademiljøet

Gademiljøet

Når jeg går på gaden

Folk der færdes på gaden

Møder hinanden på gaden

Snakker med hinanden

I det hele taget folk

Der er udskud

Eller som samfundet støder fra sig

Det er mine venner

En alkoholiker på gaden

En hjemløs der ligger og fryser

En kriminel eller noget

Alt hvad der er i gademiljøet

/ Marx (App. 1:134)

Kampen

Alt den magt de rige har

Den militære opbakning

Der skal meteornedslag

Og vulkanudbrud

Og jordskælv til

Alt skal ødelægges

Startes på ny

Der er ikke meget at gøre

Demonstrationer med ildkraft

Molotovcocktails og brosten

Husker man lidt

Men de bliver hurtigt glemt

Jeg gør det fordi

Jeg har ikke lyst til at leve

Hvis ikke jeg kan kæmpe

Og jeg vil gerne dø i kamp

/ Marx (App. 1:137)

Out Of

A homeless

Is someone

Who doesn’t have a freedom.

You get homeless

When you are out of society

For some reason

That is why

Many people doesn’t feel home.

/ Fernando (App. 1:116)

11. 6. Mærkning

Den utilpassede

Der hvor jeg bor nu

Jeg kan godt mærke

At folk ikke respekterer mig

Fordi at jeg er ny

De kan ikke tage mig som jeg er

Det kommer nok

På et eller andet tidspunkt

/ Gry (App. 1:139)

Rigmandsverden

Hos de rige

Jeg havde en kæreste

Hvis forældre var rige

Forestil dig en person

Du kan afspejle dig i

Men den person afspejler sig

I sine rige forældre

Jeg fik kvalme

Jeg skred derfra

Rigmandsverden er ikke for mig

Jeg vil hellere dø

/ Marx (App. 1:134)

Africa in Europe in a Place in a Time

Café Bissau

It is the first time

Since I left Africa

That I’ve been deeply to African culture

In Europe

I spend my days there

Go to some deliveries

It’s kind of easy place

There

You are doing nice things

Get drunk

Every day and have fun

In the time I don’t have a job

I’ts ok to do

/ Fernando (/App. 1:105)

En øl på Gammeltorv

Det er et meget godt sted

Der er rindende vand

Så kan man sidde der og drikke en bajer

Kigge på folk der går forbi

Der går vi tit på druk inde om sommeren

Herovre der sidder alle bumserne

Før i tiden

Har folk mødtes der

Men det gør man ikke

Sådan mere

Det er sådan stoppet lidt

/ Sofus (App. 1:111)

Resemblance

I met someone

Who said I could stay there

Then I moved to Gaderummet

I needed somewhere

Where there are that kind of people

Where I can express

Different kind of things

/ Fernando (App. 1:161)

Optage folks tanker

Jeg synes det er dejligt

At få opmærksomhed

Folk der kigger på én

Jeg er jo en meget dejlig person

Men jeg er også totalt bange

Der er jo ikke grund til

At optage folks tanker

Alt for meget

Hvis de kigger på én

Så tænker de også på én

Jeg undgår folks blikke

/ Pernille (App. 1:115)

A massive book

Rådhuspladsen

I go there a lot for smoke

I’ts a massive book

All these stories

The religious side and the technologies

Like you go to university

To different classes

I get to different people

In different places

Because

In different places you live

You have to do things

To have

A better life

/ Fernando (App. 1:105)

Hjem(løs)

Det er løgn

Vi har ikke nogen hjemløse

Der er ikke nogen hjemløse

Der er ved at fryse og

Sulte sig ihjel

Folk bor ikke på dagen

Folk bor ikke i papkasser

De fleste af dem har lejligheder

Det er jo bare totalt langt ude junkier

Der ikke gider at gå hjem

Så går de bare på herberger

For at få gratis smøger

Kaffe

En øl

Og selskab

Fordi de er ensomme

/ Pernille (App. 1:124)

I Gaderummet

At vise

Hvordan nogen folk lever

Hvordan de udsmykker sit hjem

De skriver på væggene

Ikke lige det man regner som hjem

Men nogen gør det

Halvdelen er mit hjem

Halvdelen er ikke mit hjem

Jeg kommer som om at det er mit

Sådan en SFO

Det giver mig udfordringer og eventyr

I forhold til hvad jeg oplever hjemme

/ Gry (App. 1:138)

Outsider

Vi bliver ikke talt med

Vi bliver talt om

Så taler vi med hinanden

Man kan blive en outsider i andre folks øjne

Ikke fordi det er noget der slår en ihjel

/ Pernille (App. 1:114)

Blufærdighed

Jeg kigger over pladsen

Så får jeg lyst til at smide tøjet

Pudsigt påfund

Så sagde jeg

Skal jeg gøre det

Så kiggede vi begge over på springvandet

Så løber jeg derover

Så

Nej jeg kan ikke gøre det

Tænker jeg

Så løftede jeg op i min trøje i stedet for

Godt

At jeg ikke smed alt tøjet

Hva’

/ Pernille (App. 1:112)

11. 7. Appropriate(d)

Orden i uorden

Det er lidt et kaos

Vi har vaskemaskine og tørretumbler

Det lidt værkstedsagtigt

Det er fascinerende

Med det der hjul

Det billede kan godt minde om kunst

Bare det hvide og de to hjul

Så ville det ligne et øje

Så er der et mønster bagi

Jeg kigger mest på det der er i midten

Centrum af billedet

Man lægger slet ikke mærke til kaos

/ Gry (App. 1:114)

Når man bliver vækket

Jeg bliver bedre skæv af bong.

Det er farligt

At have bongmix stående.

Så kan du lige gå og ryge en bonghovede

Når man bliver vækket

Af nogen der råber

Eller

Kaster med stole

Så lige stoppe et bonghovede

Og så sove videre

/ Sofus (App. 1:113)

My TuBORG is my Castle

A nearly empty bottle of Vodka

A bottle of cacao

Coffee cup

Carrot and lemon.

Everywhere I go I feel like

Celebration.

Probably why

I spent most time

Drinking Tuborg every day

Everywhere I am going

I get Tuborg.

This might be my home

/ Fernando (App. 1:97)

S-toge

Jeg kender alle toge

Jeg kender alle steder det stopper

Det har jeg lært af at sove i toge

I de nye toge der kan man ikke

Sove

I de gamle S-tog

For de har lange bagsæder

/Pernille (App. 1:116)

På gaden

Jeg startede med at bo hos min mor

Så røg jeg på gaden

Så boede jeg lidt rundt omkring

Fem måneder

Det er ikke det liv man vil leve

Som fjortenårig

Du kan ikke altid få hvad du peger på

Jeg blev nødt til at rende rundt på Skelbækgade

Så solgte vi vores telefonnumre

Så fik vi penge

/ Gry (App. 1:140)

Gaderumsdullen

Et billede af mig

Jeg ligner en gaderumsdulle

Det ligner genbrugstøj

Hatten er gået i stykker

Jakken ligner en man selv har syet

Så begynder jeg at ligne

Sådan lidt gaderum

Hvad jeg vil have bliver beskidt

Hvad jeg ikke vil have bliver beskidt

/ Gry (App. 1:146)

Bo i en plastikpose

Jeg har meget et sigøjnerliv

Jeg skal kunne bo i en plastikpose

Hvis man nu skulle stikke af fra politiet

Så kan man godt bo tre dage i en plastikpose

I en plastikpose mellem nogle siv

Så bliver man ikke våd

Mens de går rundt og leder

/ Pernille (App. 1:123)

Måske

Mit liv har været underligt

Jeg var glad for at være lille

Ville aldrig blive teenager

Så kom jeg i den alder

Så har man det meget godt

Gider ikke over teenagealderen

Så kommer jeg i den alder

Der er også meget sjov

Gider ikke at blive voksen

Hvor man mister forhold

Men så kommer man der

Og det er også fedt

Jeg tror det ender med at gå

I dag tænker jeg

At jeg pløkker mig selv

Før jeg bliver gammel

Men hvad livet har bevist

Kan det godt være

At jeg tænker

Det er sjovt at spille cricket

Med de andre pensionater

/ Marx (App. 1:137)

Og så videre

Så ryger huslejen pludselig op

Så er der ikke råd til det

Så må man flytte

Og så videre

Mangler et sted at være

Så skal man lige et eller andet

Starte i skole der og der

Eller

Fundet en anden kæreste

Sådan er der altid noget nyt

Det går hen og bliver alt for megen flytten

/ Sofus (App. 1:108)

11. 8. Frirum

At låse døren

Jeg kan gå ind

Og være mig selv

Hvis du har nogen på besøg

Så kan du låse din dør

Uden at folk står og glor

Mit værelse

Et ordentligt værelse

/ Gry (App. 1:143)

I Prefer Gaderummet

One thing I appreciate

Is to be in bed in the morning.

I wake up

When my body senses that.

Probably it’s one of the reasons

Why I stay there.

A few people invite me

To live in apartment

But I prefer

To stay there.

/ Fernando (App. 1:101)

I Folkets park

Folkets park

Det er også hjem for mig

Drikker

Hvis der ikke er andre steder jeg

Kan eller har lyst til at sove

Så sover jeg der

I en sovepose

Det er frirum

Man føler sig tryg

Og alligevel ikke helt tryg

Nogen gange problemer

Men i bund og grund

Er det hjem for mig

/ Marx (App. 1:133)

At skrige

Mennesker er flokdyr

De skal genoplade

Det gør de bedst alene

Jeg har også brug for at være alene

Har ikke haft chancen

Det har jeg heller ikke nu

Jeg har nogen boende

Jeg plejer at tage ned i en skov

Få lov til at være mig selv

Få lov til at skrige

Hvis man har lyst

Men vi har ikke så mange

Skove i København

/ Marx (App1:136)

Kirken

En kirke

Hvor man kan gøre alle de ting

Som man gør steder hvor man bor

Gå på toilettet

Vaske sig

Bo

Gud han kan tilgive dig alt

Hvis resten af verden ikke kan

Så kan Gud

Så kan du bo i kirken.

/ Pernille (App. 1:112)

Not just home

A person feels free

When you have a home

A place you really call home.

If someone goes to a foreign country

Those barriers

The bureaucracy

Does make you to have papers

That cuts

A bit of your freedom.

Not just home like a house

But your identity

I think

Where home is for me

/ Fernando (App. 1:95)

11.9. Subjektiverende grænser

(De)orientate

You need a map

To go somewhere

For some people

It can be going home

Or going to some country

They believe

Can be their future home.

When you have a home

You orientate yourself

I try not to

These days

I just follow the wind

/ Fernando (App. 1:102-103)

Ikke dit hjem

Der hvor jeg sover

Der bor jeg

Men det er ikke et hjem

Du kalder det hjem

Men det er jo ikke dit hjem

Det er Gaderummet

Vi bor der

Men vi kan

Til enhver tid

Bliver smidt ud

På et halvt

Sekund

/ Sofus (App. 1:125)

Udsat

En stor tyk fyr

Gik amok og begyndte at slå på

Den der blev udsat for alt volden

Bare tre gange med flad hånd

Hans næse begyndte at løbe

Han ser smadret ud

Ligner en der aldrig får sovet

En rigtig gaderumsstype

Holder sig vågen hele tiden

For ikke at få tæsk

Han er bange

Han bliver nødt til at gå hjem

/ Gry (App. 1:149-150)

Jeg går

Startede bare med at komme

Så blev jeg hængende

Var lidt tryg

Nu begynder pludselig vold

Det er ikke mig

Der er ikke vold i en lejlighed

Som der er her

Når der er vold

Så går jeg

Så kan jeg ikke klare det

Begynder at blive ked af det

/ Gry (App. 1:139)

Going Home

People go home

To feel energetic for next day

Everywhere I go

Is to get energy in different ways

Like in a beer

I can go home for party

I can go home to take it easy

Or go home to have some food

It can be lot of places

I can say

I am going home

But

I am going somewhere

Just a way to say to someone

I need to go somewhere

/ Fernando (App. 1:102)

Ude i den almindelige verden

Nede i baggården

Lige hernede

Nu er vi gået ud

Så kommer vi ud i den almindelige verden

Der er vagtmand altid

Det er ikke smart

At forlade Gaderummet

/ Sofus og Pernille (App. 1:110-111)

Privatliv

Det er ikke

Meningen

Man skal have privatliv

Heroppe

Det er meningen

Man skal videre

Ud

Møde nogle mennesker

Få et privatliv

Der er ikke noget der er privat heroppe

Din mad

I køleskabet med knude på

Så kommer der nogen

Midt om natten

Og spiser din mad

Så meget for privat

/ Sofus (App. 1:122)

En dobbeltside af livet

Et bo

To sider

Udefra og indefra

En dobbeltside af livet

/ Pernille (App. 1:121-122)

12. Kortlæggende øjebliksbilleder

I forrige kapitel bevægede du dig rundt i et landskab af fortættede fortællelinjer, hvor vi forsøgte at overlade dig til dig selv. Vi har ladet dig beslutte din egen læsestrategi mellem overskrifter og underskrifter, mellem verselinjer og kolonner med intentionen om, at (ind)skrivningen ville vække følelser i dig og kropsliggøre din læsning og dermed aktivere din direkte fortolkende deltagelse. Ligesom vi selv gennem vores analytiske fortætningsarbejde har (ind)skrevet en forståelse af dette fortættede landskab af samtidige og flertydige narrativer om/af hjem/hjemløshed, formoder vi, at du nu har gjort det samme.

(Ind)skrivningen og læsningen ender dog ikke her – hverken for ’dig’, ’os’ eller ’dem’.

12. 1. Kortlægningsnarrativer

Som vi fremlagde i kap. 7, så brugte vi ud over billeder også kortlægning (dvs. tegninger af de unge hjem(løses) færden på en tilfældig dag) som fortællefremmende element i interviewet, og det er denne del af empiriproduktionen, vi i nærværende kapitel vil diskutere.

Kortlægningen genererede meget forskellige fortællelinjer blandt de fem interviewede unge hjem(løse). Fernando siger i sit interview, at han prøver ikke at orientere sig, men ud fra kortlægningen kunne han konstatere det, der måtte betegnes som hans daglige rutine i form af nogle nodalpunkter som Gaderummet, Café Bissau og Rådhuspladsen etc. Marx mente derimod, at dagen inden interviewet overhovedet ikke var repræsentativ for hans normale færden og tegnede derfor en ekstra tegning af steder, som han mente udgjorde betydningsfulde nodalpunkter (Gaderummet, Ungdomshuset på Nørrebro, Bumsen og Folkets Park) i sin krops (ind)skrivning i/af det københavnske landskab. Marx’ mangel på genkendelse i sin første tegning, som meget lokaliserede sig omkring hans nye lejlighed, kan måske netop være afledt af, at Marx endnu ikke har appropiate(d) sin krop eller sit landskab til lejligheden som et betydningsfuldt sted. Grys kortlægningsnarrativ går derimod godt i spænd med resten af interviewets narrativ, idet hendes kortlægning spinder et net mellem nodalpunkter som hendes moders hjem, Gaderummet og hendes nye værelse i et ungdomskollektiv, der alle er steder som er blevet udfoldet i tidligere fortællelinjer i interviewet. Interessant er det hertil at bemærke, at Gry kalder disse steder for sit ’hjem’ eller ’andet hjem’. Af Sofus og Pernilles sammenflettede kortlægningsnarrativer er det svært at udlede nogen nodalpunkter ud over Gaderummet. Det er til gengæld bemærkelsesværdigt hvordan, der i deres narrativer udfolder sig forhandlinger med deres egne og hinandens erindringer om gårsdagens gøren og færden. Der bliver i løbet af tegneprocessen flere gange startet på ny i fortællingen af gårsdagen og hver gang tager fortællingen en anden drejning i tid og landskab. Tiden og stederne i deres kortlægningsnarrativer opløses i erindringens tåger af søvnmangel, alkohol- og hashindtagelse. Den samme mangel på præcis tidsfornemmelse og rækkefølge af steder går også igen i Fernandos fortælling, hvorved man får indtrykket af at tiden, stederne og landskabet flyder sammen i samtidigt opløsende og konstituerende bevægelser.

At folde og udfolde

Jakob tegner først

Jeg tegner videre

På samme papir

Mine bevægelser

I hans udfoldede landskab

Min tegning har sit eget liv

Og tager over

Begge kortlægninger

Forholder sig dog

Implicit

Til et centrum

I byen

/ Marta (App. 2:157)

12. 2. Kortlægningslandskab

For ligesom i fortætningsværket at få samtidigheden og flertydigheden ind i kortlægningsnarrativernes øjebliksbilleder, har vi valgt at fremlægge de unge hjem(løses) tegninger på transparenter, idet du selv kan lade blikket vandre, og måske vil visse steder i dette gennemsigtige landskab vække følelsesmæssige og kropslige erindringer i dig.

For også her at (ind)skrive ’os’ i dette landskab har vi medtaget vores egne kortlægninger af en tilfældig dags færden. Om vores kortlægninger kan repræsentere og konkretisere normalitetsbillederne fra rammefortællingen har vi diskuteret meget, da vi har haft svært ved entydigt at identificere os med et stereotypificeret normalitetsbillede af majoritetssamfundets hjem-konstruktioner. Vi har dog set inddragelsen af egne kortlægninger som havende samme funktion som erindringsarbejdet, idet vi lader vores repræsentationer af ’os’ og ’dem’ udfordre og (ind)skrive hinanden.

Vi ønsker derfor ikke at drage nogen sammenlignende slutninger mellem ’deres’ og ’vores’ kortlægninger. Vores hensigt er derimod at vise, hvordan ’vores’ og ’deres’ spor i det københavnske landskab krydser hinanden – også når vi ikke er i gang med at producere empiri, hvilket kan være med til at forstyrre stereotypificerede konstruktioner af hjem/hjemløshed og reproduktionen af unge hjem(løse) som en marginaliseret samfundsgruppe. Hertil hører også vores overvejelser omkring alle detaljerne – kroppe og steder – som ikke indgår i ’vores’ og ’deres’ kortlægninger, men som tegner en usynlighed og (ind)skriver en larmende stilhed, og dermed er med til at omkranse hver subjektiveringsproces’ fokus på betydningsfulde steder og kroppe i landskabet. Det vil sige, at de ting, der ikke er med på kortlægningstegningerne, i høj grad er med til at konstituere subjektiverende hjem/hjemløs-konstruktioner. Samtidig er det også et konkret eksempel på, hvordan agens kan forstås som refleksivitet, idet refleksionen over gårsdagens gøren og færden netop vælger og fravælger dele af landskabet og skaber dermed landskaber i landskabet.

12. 3. Forstyrrelse

Formålet med kortlægningsmetoden har været at bidrage til flerdimensionaliteten og samtidigheden i projektets repræsentationsproblematikker og –overvejelser og disses iboende grænsedragningsprocesser. Derudover har det været en vigtig pointe at inddrage kortlægningernes diskursiverede materialitet med henblik på at kunne fremsætte en empirisk forankret kritik af fortætningsværket og dets oprindelse i erindringsarbejdet og interviewene, der primært baserede sig på fotoopgaven.

Det ofte (for os) usædvanlige, der trådte frem i interviewene og dermed også fortætningsarbejdet, blev i de unge hjem(løses) kortlægningsnarrativer (ind)skrevet/tegnet i ruter og rytmer mellem nodalpunkter i det københavnske landskab og blev derved sædvanliggjort grundet ’vores’ genkendelsesmuligheder. Samtidig rummede ’vores’ egne kortlægninger et element af spænding mellem fremmedgørelse og pludselig erkendelse, idet vi på egen krop mærkede, hvordan et øjebliksbillede både fremstår som en ufærdig og unuanceret repræsentation, og som samtidig vækker refleksiviteten i subjektiveringsprocessen.

Vi får altså på denne måde to empiriske øjebliksbilleder - ’vores’/’deres’ fortætninger og ’vores’/’deres’ kortlægninger - frem i rapporten, som på samme tid støtter og forstyrrer hinanden. To temaer er i denne sammenhæng vigtige at drage frem. Det ene drejer sig om de unge hjem(løses) diskursive brug af forholdsordene, ’ude’ og ’inde’, som vi tidligere har nævnt kunne være betinget af interviewenes lokalitet, men som vi i denne sammenhæng får stedsliggjort på kortlægningstegningerne. Udfordringen af marginaliseringsperspektivet (jf. Pratt i afsnit 6.2.5.), som vi finder i de unge hjem(løses) brug af ’ude’ og ’inde’ i fortætningsværket, bliver igennem kortlægningerne endnu mere flertydig, idet grænsedragningerne i deres diskursiverede visualitet på transparenterne er flydende og krydsende. Hvornår er ’vi’ inde og hvornår er ’de’ ude og omvendt?

Denne opløsning af ’ude’/’inde’-dikotomien forstået i et marginaliseringsperspektiv er også med til at destabilisere hjem/hjemløs-binariteten, idet hjem forstået som (be)longing fremstår som udstrakte bevægelser mellem betydningsfulde steder i og med landskabet. Med de to empiriske øjebliksbilleder indfanger vi altså hjem/hjemløs-konstruktioner i et dialektisk forhold mellem diskursive og refleksive subjektiveringsprocesser og den appropriate(d) krops fysiske bundethed til steder i landskabet. Med andre ord ser vi subjektiveringsprocessen tage to samtidige former, der forhandler med hinanden; den selviscenesættende refleksive jeg-liggørelse og repræsentation og kroppens bundethed til steder og praktikker.

12. 4. Forbehold

Med kortlægningsmetoden gør vi ikke krav på at have fået udtømmende indsigt i de unge hjem(løses) virkelighed af hjem og hjemløshed eller kunne påstå at have kortlagt ’deres’ livsverdener. Vi har som sagt snarere forsøgt at udfordre vores empiri med empirien selv for dermed at pege på repræsentationens konstante forhandlingsprocesser af magt og modstand mellem ’os’ og ’dem’, ’dem’ imellem og med ’sig selv’.

Vi vil nu på ny lade dig bevæge dig ud i et transparent landskab af nodalpunkter og krydsende spor, som du kan følge eller selv krydse.

13. Diskussion

Denne diskussion påtager sig en analytisk skikkelse i behandlingen og fortolkningen af foregående fortætningsværk, hvorfor vi har valgt at strukturere den på samme måde. Vi vil således forsøge at (ind)skrive det komplekse samspil mellem hjem(løse)landskabet malet af os gennem projektforløbet og landskaber tegnet af ’dem’ som illustreret i forrige kapitel. Denne afsluttende øvelse skal omfatte samtidigheden i skrivningen, gøren, læsningen, fortætningen og kortlægningen. Herudover vil vi fortsætte (ind)skrivningen af fortættede tekststykker af vores erindringsarbejde, der skal illustrere vores politiserede tilgang til og repræsentation af det københavnske hjem(løse)landskab, som vi rapporten igennem har udfoldet. Derudover mener vi, at det er en måde hvorpå, vi kan (ind)skrive dialogen og forhandlingen mellem ’os’ og ’dem’, ’vores’ og ’deres’ som er en del af den metodiske grænsedragningsproces i projektet.

Herudover forsøger vi at finde forandringspotentialer i de unge hjem(løses) italesættelser af hjem/hjemløs-konstruktioner og derigennem af sig selv. Vi har projektet igennem haft et analytisk blik på grænsedragningsprocesser og en konkret optik på det ’urepræsenterbare’ ved det øjebliksbillede, rapporten behandler. Dette har vi (ind)skrevet ved at drage et gensidigt konstituerende skel mellem ’dem’ og dem, og ’vi’ og vi. På trods af at øjebliksbillederne er fastfrosset i tid, er de udgjort af fortid, nutid og fremtid og italesat diskursivt i subjektiveringen. Vi vil alligevel gribe disse momenter og forsøge at behandle dem som udtryk, der i krydsilden mellem analytiske og konkrete linier kan sige noget om forestillede landskaber udgjort af et kontinuum af relationelle bevægelser. Ved at behandle temaerne på denne måde mener vi at kunne diskutere, hvorledes refleksiviteten over forestillede landskabers muligheds- og umulighedsrum kan fordres.

Til dette vil vi knytte en kritik af Davies’ idé om at undgå klichéer i (ind)skrivningen, da vi mener, at klichéerne fungerer som betydningsdannende folder i landskabet, hvilket udsiger en stærk formativ kraft, som siger meget om begrænsninger, forestillinger og måden, hvorpå disse forstås. Et gennemgående element i fortætningsværket er brugen af klichéer og normalitetsbilleder, men på trods af det reproducerende element i benyttelsen af disse, ser vi også en betydningsbærende henvisning i dem. Således fanger vi et sprogbrug, som er præget af diskursive begrænsninger og benyttes som abstrakte henvisninger til konkrete situationer. Glansbilledet, skrækscenariet eller normalitetskonstruktioner tages i brug i samtalerne med kommunikative formål for at italesætte betydningsbærende stilstande. På denne måde virker sprogets determinisme fordrende for forståelse af de subjektiverende folder i landskabet. Folder som vi vil udfolde i denne diskussion.

13. 1. Hjem i erindringer og drømme

De unge hjem(løses) konstruktioner af hjem bliver under temaoverskriften Hjem i erindringer og drømme skabt i nuets øjeblik, spundet og udstrakt mellem mindet om et hjem og drømmen om at få et. Denne abstrakte temporale forståelse af hjem er medkonstituerende for måden, hvorpå de skaber former for hjem i nuet.

Men drømmen om noget andet - noget anderledes er der. Men hvad tør de drømme om? Er der en sammenhæng mellem ens drømme og ens livshistorie? Afhænger ens (u)mulighedsrum af det, man har mødt igennem sin tilværelse?

Marx’ forestilling om Det perfekte hjem er et billede af en villa på landet, hvor han kan være alene, men han forkaster drømmen, da han ikke kan forstille sig nogensinde at indfri den. Sofus’ drømme om et hjem, skal realiseres gennem kommunen, der skal stille en ”Akut bolig med hund” til rådighed. Hvorfor tør Marx ikke at tro på sin drøm, og hvorfor gør Sofus ikke noget for bryde sin venten, når han i Privatliv siger, at det er meningen, at man skal videre fra Gaderummet.

Af disse to eksempler ser vi, hvordan de unge hjem(løse) har appropiate(d) deres kroppe til det københavnske landskab, som de indgår i. I kraft af deres refleksioner over hjem mellem erindring og drøm viser de også, hvordan de har appropriate(d) landskabets (u)mulighedsrum og forholder sig derved til dets begrænsninger. Idet de gør landskabets hjemmende begrænsninger til en del af deres subjektiveringsproces, kan vi stille spørgsmålet, om de derved fratager sig selv agens og handlekraft.

I de unge hjem(løses) refleksioner omkring deres begrænsninger finder vi dog netop deres agens, idet de skaber sig et hjem ved at lade livshistoriske årsagsforklaringer legitimere deres nuværende former for hjem og måden, hvorved de forholder sig til fremtidens hjem-konstruktioner.

Selvom vi fra start af havde besluttet ikke at søge livshistoriske årsagsforklaringer, der måtte ligge til grund for deres nuværende situation, kom disse alligevel frem i deres fortællinger. De livshistoriske årsagsforklaringer blev et redskab til at forklare subjektiveringsprocessernes konstruktioner af hjem og de unge hjem(løses) forståelse af egne situationer og (u)muligheder. Årsagsforklaringer kan således give en forklaring på, hvordan de konstruerer hjem nu og gør sig forhåbninger om at få et hjem ud fra tidligere erfaringer.

Det er således i disse årsagsforløb, at vi ser muligheden for at destabilisere deres (u)mulighedsrum og forståelsesrammer af sig selv.

13. 2. Hjem-elementer

Vi inddrager dette tema ud fra normalitetsbilledet om hjem som noget stedsbundet og materielt. Ideen om hjemmets fire vægge som det trygge, der hvor man kan være sig selv, og hvor privatlivet finder sted. I interviewene blev vi mødt med disse normalitetsbilleder af hjemmets udseende og funktion, men vi så også hjemmets elementer som værende noget, der ’gjorde’ hjem, frem for noget som ’var’ hjem. Således figurerede der et materialiserende hjem, som ikke udelukkende var udgjort af steder, men af idéer om tings potentialer for at fungere som hjem, hvor f.eks. sofaen, bilen og stolen blev operationaliseret som hjemme af de unge hjem(løse). I denne proces, hvor materialiteten formes, forstås den således som diskursiv og omskiftelig i takt med subjektiveringen.

Første gang i Gaderummet

Håndtaget er afløst af et stykke reb

En åben dør

Der ikke længere hænger på hængslerne

Indenfor

Lyde og lugte

Smadrede møbler, hunde og folk

Graffiti alle steder

Rod

Støvet danser i solstrålerne

Forundret over at der findes sådan et sted

I Danmark år 2004

/ Jakob (App. 2:158)

Oplevelsen af stedet

Opgangen til Gaderummet

Lugter stærkt af pis

Overmalet med graffiti

Mistænkelige pytter

Nedslidte trappetrin

Gaderummet er indhyllet i røg

Jeg genkender duften af hash

/ Sofie (App. 2:159)

Til denne antagelse kan vi knytte spørgsmål til servicelovens formålsrettede botrænings-programmer (Vejledning om Den sociale indsats 1998: 73), hvor vi undrer os over om en hjem(løs) nødvendigvis bliver ’hjemmet’, hvis han eller hun får et sted at bo? Ideen om hjemme som boligen og boligen som løsningen synes ufuldstændig, hvis man tager de unge hjem(løses) (u)mulighedsrum i betragtning. Elementerne i hjemmet fremstår på denne måde som nødvendigheder, der giver mulighed for søvn, ro og tilhørsforhold, men det der fremmer følelsen af at være hjemme er et symposium af nodalpunkter, som italesættes i konstruktionen af det subjektiverende diskursive landskab.

Forandringsmulighederne i at tænke det materielle hjem ser vi nærmere udfolde sig i måden, hvorpå vi tænker os selv i relationen til materialiteten. Og her er det, at opløsningen af krop/sprog-dikotomien finder sit indpas. Subjektiveringen i relationen til det materielle hjem bliver en mærkende proces, hvor subjektet mærker materialitetens diskursive betydning, og materialiteten mærker subjektiveringen. Denne dialektiske proces former således ens position i det diskursiverende landskab, og på denne måde hænger sproget, kroppen og materialiteten sammen.

13. 3. Hjem-aktiviteter

Den diskursive relation til materialiteten, som vi ser udfolde sig i de unge hjem(løses) konstruktioner af hjem, opfatter vi som ovennævnt som en dialektisk subjektiveringsproces. Under temaoverskriften Hjem-aktiviteter træder denne dynamiske dialektik tydeligt frem, idet fortætningerne udfolder et landskab af hjem, som noget man gør, frem for noget der er som tidligere nævnt. Ligesom diskursive relationer til materialiteter bliver til hjemmende subjektiveringsprocesser, bliver de unge hjem(løses) aktiviteter til konstruerende rammer for hjemmet.

Fernando drikker Tuborg, hvor Gry begrænser drikkeriet og gør hjem. I kor taler Fernando og Marx om at holde sig i bevægelse og gøre hjem. Tjalden bringer ’dem’ sammen og ’de’ gør hjem. Og Gry hygger sig og gør hjem.

På besøg

Fernando insisterer

På at lave teen

Gør Gaderummet til

Et mere ’hjemligt’ sted

Måske

Hjemmets kontrol-faktor

Jeg kan identificere som hjem?

Fernando har kontrol

Over te- og kaffebrygningen

Og jeg er bare

På besøg

/ Marta (App. 2:171)

Uden stoffer

Uden at spørge nogen direkte

Slynger han et spørgsmål ud

Hvorfor bliver jeg ikke skæv

Længere

Alle har pludselig en mening

Prøv sort hash

Pot

Jeg har lyst til at fortælle

Hvordan man kan trippe

I den rigtige verden

Uden stoffer

Men holder min kæft

/ Jakob (App. 2:172)

Vi læser således af dette fortætningstema, hvordan unge hjem(løses) subjektiverende konstruktioner af hjem bliver medudstrækkende med aktiviteter og materialiteter i/med landskaber, og dermed byder på forståelser af hjem, som bryder med det domestiske hjems fire vægge.

Vi ser dog også hvordan disse aktiviteter står til forhandling blandt de unge hjem(løse) selv, når f.eks. Fernando og Gry forholder sig forskelligt til indtagelsen af alkohol. Og igen hvordan Grys refleksioner omkring alkohol implicit forhandler med majoritetssamfundets normative standarder, og Marx dertil positionerer et tjald-fællesskab overfor et ikke-tjaldfælleskab. Forhandlingerne om og dermed også legitimeringen af hjemmende aktiviteter sker hos hver enkelte unge hjem(løse) i refleksive dialoger med sig selv, som når Fernando i Everywhere? i en altomfattende bevægelse gør universet til sit hjem men alligevel ikke præcist ved, hvor det er.

Hvis vi sætter disse hjemmende aktiviteter op over for sociallovgivningens bo-træningsaktiviteter, finder vi det oplagt at sætte spørgsmålstegn ved disse socialpædagogiske foranstaltninger, da de jo alle tager udgangspunkt i hensigten om at gøre unge hjem(løse) til appropriate(d) kroppe i det domestiske hjems landskab. Vi spørger altså os selv, hvor befordrende bo-træningens forankring i det domestiske hjems normativitet er for et forandringsfremmende og myndiggørende arbejde med unge hjem(løse).

13. 4. Relationer

På samme måde som de unge hjem(løses) hjem-aktiviteter udfordrer normalitetbilledet af hjem, destabiliserer også de unge hjem(løses) sociale relationer forestillingen om hjemmet som der, hvor familien er samlet. Dette sættes i fokus under temaoverskriften Relationer. Her er familien trådt i baggrunden til fordel for de mennesker, ’de’ omgås med til daglig. Det er her, de får deres tryghed og omsorg. Det er her, de kan blive forstået og accepteret, som de er. Familien virker i denne henseende som det modsatte. Gry holder af sin mor, men skal ikke omgås hende for længe, så bliver de uvenner og faderen taler hun ikke længere med. Sofus fortæller i interviewet, at hans mor ikke ville kunne holde ud at besøge ham i Gaderummet, så han må besøge hende. Pernille kan ikke bo hos hendes søster, da hun har en lille baby, og det går ikke; ”at have en eller anden junkie, der sover på sofaen hver dag og savler” (Appendiks ). Deres kroppe kan ikke blive appropiate(d) i de landskaber, hvor familien er.

Relationerne til andre unge hjem(løse) sætter én i et kategorifællesskab og bevirker, at man bliver kategoriseret og kategoriserer sig selv. Her ses problematikken med sprogets konstituerende effekt, idet man definerer sig selv ud fra en forestilling om at høre til et fællesskab Dette reproduceres i de hjem(løses) egne fortællinger, som da Sofus i Ingen invitation påpeger, at man skal ligne ’de andre’, hvis man vil inviteres til fest. Han sætter altså en grænse mellem sig selv og det almindelige, og såfremt det almindelige ikke vil ham, gider han heller ikke det.

Relationel tryghed

Her er ingen jeg kender i dag

Underlig fornemmelse

Det føles som om at folk

Nedstirrer mig

Jeg passer ikke ind

Uden relationerne

/ Sofie (App. 2:178)

Netværk

På femte sal er der anrettet sovesal

Langs væggene ligger der madrasser

Lagner som afskærmer

Fra de andre

Taget er ikke isoleret.

Usselt

Umuligt at jeg ville ende der

Jeg har et netværk

Mit netværk

Acceptere at jeg endte her

Aldrig

/ Jakob (App. 2:159)

Grundet disse kategoriseringer i/af fællesskabet blandt unge hjem(løse) kan man kritisere os for ikke at inddrage de unge hjem(løse) som en kollektiv størrelse, da de på den ene side udgør et af holdepunkterne i hinandens tilværelse, samtidig med at de også skaber en fastholdelse, der indskrænker deres individuelle (u)mulighedsrum for bevægelse. Til dette indvirker idéen om kategorikonstruktioner som reproducerende for forståelsen, hvorfor vi mener, at det er mere fordrende for forandring at tage udgangspunkt i subjektiveringens konstruktioner af positioner i eget landskab.

Denne delvist kollektive kategorisering af dem selv som udenfor samfundet ser vi dog som et vigtigt værktøj i deres subjektiveringsprocesser foruden hvilke, ’gruppen’ hjem(løse) ikke kunne forestilles.

13. 5. Positionering

Denne temaoverskrift har vi benyttet os af for at (ind)skrive positioneringsteoriens relationelle univers. Vi har således søgt at arbejde med fortætninger, der beskriver den positionerende proces, hvor kroppen i landskabet indtræder en plads, som oftest forstås som fastgørende, men som analytisk er at destabilisere relationelt. Ens position i landskabet er en bevægelse mellem kroppene og de diskursive indholdsudfyldninger af mening og betydning. Herudover fungerer positioneringer som forestillinger omhandlende magt og modmagt og de følgende muligheds- og umulighedslandskaber, dette konstruerer. Således ser vi eksempelvis Marx (ind)skrive sig i et politiseret landskab udgjort af en forestilling om et klasseopdelt samfund, hvori magthaverne er dem med pengene, og de undertrykte er dem uden.

Herudover læser vi os ind i lovtekster, som yderligere beskriver de hjemløse som en udsat gruppe uden for det etablerede samfund. Oftest er de dobbeltdiagnosticerede, sygeliggjorte, udenfor magt, handlekraft og mulighed. Til denne antagelse ser vi et problem af fastholdende størrelse som definerer og positionerer de hjem(løse) som stående ’udenfor’. De unge hjem(løses) italesættelser af sig selv bekræfter denne ensidige magtforståelse. De positionerer hermed sig selv som magtesløse ift. deres forstillede opfattelse af magten, som de ser ligge hos majoritetssamfundet. Således konstrueres forestillingen om in- og ekskluderende faktorer og minoritets- og majoritetsgrupper. Dette sker ud fra en forestilling om hjemmet og det hjem(løse) som definerende faktorer for ståsted.

I vores behandling af grænsedragningsprocesser som gensidigt og samtidigt konstruerende, ser vi således en forskubbelse af positioner, hvis ulige størrelser forøges i en accept og en reproduktion af grupperinger.

Indledende fortællinger

At konstruere fællesskabet

Rundt om punkter som

Marginalisering

Os mod dem

Ude og inde

Tvang og lyst

Fortaleren

Efteraberen

Ude i samfundet

Ikke herinde

/ Sofie (App. 2:160)

Repræsentationsovervejelser

Forståelsen

Repræsentationen

Af hjemløshedens væsen(er)

Må udgøres af

En dobbelthed

Unge hjem(løse)

Både føler og italesætter sig

Hjemløs

Ift. majoritetssamfundet

Ift. egen oplevelse

Liv og praktik med hjemløsheden

/ Marta (App. 2:186)

Imod denne bevægelse ser vi et mulighedsrum for forandring i den refleksive tilgang til ens væren i landskabet. Forandringspotentialet åbner vi op for ved lade forståelsen af ens væren som rolle vige til fordel for idéen om position. Den normativt definerede ’hjemløse’, der har en rolle i samfundet, er fastlåst, men den, der har en position som hjem(løs), kan forhandle sig til en, der er mere mulighedskonstruerende. Således ser vi i temaet positionerende bevægelser mellem minoritet- og majoritetssamfundet, men samtidig ser vi også en tvetydighed træde frem, hvortil ’de’ både positionerer sig som en del af minoriteten og som en del af majoriteten. Som i Fernandos fortætning om Society- we-I, hvor han på en og samme tid stiller sig udenfor og indeni majoritetssamfundet. Således (ind)skrives det destabiliserende element af dikotomierne i fortætningerne, hvilket vi kan begribe ved brug af (be)longing. (Be)longing er den væren i landskabet, hvor man hører til, men også længes efter noget andet og det, man er i, i samme åndedrag – i samme positioneringsproces.

13. 6. Mærkning

Hvor positioneringstemaet i høj grad behandler måden, hvorpå de unge hjem(løse) i subjektiverende bevægelser og italesættelser (op)finder deres plads i og i forhold til det københavnske landskab, (ind)skriver mærkningstemaet de unge hjem(løses) kropsliggørelser af ovenstående positioneringer. Denne kropsliggørelse af positioner og steder, hvorfra disse positioner udsiges i landskabet, skal forstås som måden, hvorved de unge hjem(løse) mærkes og mærker sig i og med landskabet.

Mærkningen af kroppen i landskabet og landskabet i/på kroppen bliver til i en subjektiverende bevægelse af både tilhør, frastødning og udfordring af kroppens og landskabets pladser i hinanden. Fernando taler et mærkende tilhørsforhold frem ift. stedet Café Bissau, som repræsenterer et genkendelsesmoment af fortidens fjerne steder, på et nyt sted – Danmark. Dette følger han op på i A Massive Book, hvor han netop mærker sig landskabet og kropsliggøre det ved at lære af det – læse det som en bog, der kan fremme hans relationelle mærkningsproces i og med landskabet. Denne læring og læsning af landskabet kan som i Fernandos tilfælde munde ud i (op)findelsen af et fællesskab af ligesindede i Gaderummet.

Læringen og læsningen af landskabet kan dog også mærke og mærkes af kroppen som frastødning, idet Gry og Marx taler om henholdsvis en mærkning som nyankommen med manglende markering i landskabet, og om forvrængede spejlbilleder, hvor manglen på gensidig genkendelse mellem krop og landskab frastøder hinanden.

Mærkningen som udfordring af krop/landskabs-relationen træder tydeligt frem i Blufærdighed, Optage folks tanker og Outsider, hvor Pernille i refleksive bevægelser udfordrer sin krops og landskabets plads i hinanden, idet hun vurderer mærkningen på stedet af andre kroppe som afgørende for sin egen videre handlen – og dermed også mærkning.

Blikkets dømmende og formative kraft indgår således som et afgørende element i mærkningsprocessen, da det både indeholder den aktive form af at mærke sig landskabet og mærke landskabet. Og den passive form af at blive mærket af landskabet – og dettes iboende steder og andre kroppe.

(Be)mærket som ’dem’

Mit udseende

Endnu en gang

Bliver jeg spurgt om

Hvem jeg er

Jeg ligner ikke en gaderumstype

Prøver

At passe mig ind

På den anden side

Er jeg anderledes

Jeg har et sted

Jeg går i skole

Jeg har et netværk

Kan ikke gå rundt blandt dem

Uden at blive (be)mærket

Hvad er det i min fremtræden

Der afslører

At jeg ikke er en af dem

Men nogen af os

/ Jakob (App. 2:178)

Mad Killing Dog

Et godt råd

Mad Killing Dog

Vi vil blive trampet på

Hvis ikke

Vi

Markerer

Os

(Af)mærker

Vores position

I rummet

/ Marta (App. 2:161)

Vi mener, at et fokus på unge hjem(løses) mærkningsprocesser kan fremme en forståelse for, hvorledes de mærker og mærkes af tilhør, frastødning og udfordring i krop/landskabs-relationer. Dette kan være med til at forstå ’deres’ væren i det københavnske landskab og dermed forstyrre det negative prædikat hjemløs, idet det traditionelle hjemløs-prædikat ikke entydigt træder frem som en mærkat, de unge hjem(løse) tager på sig og mærker sig med. Det kan således være en måde, hvorpå vi kan se de unge hjem(løses) subjektiveringsprocesser i deres flertydighed og refleksivitet, der også mærker igen med og mod landskabet og andre kroppe.

13. 7. Appropriate(d)

Det er under denne tematisering, at vi ser, hvorledes de unge hjem(løse) refleksivt tager stilling til de diskursiverende landskabers (u)muligheder. Deres fortællinger med og imod hjem/hjemløsheds-binaritetens diskursive repræsentationer udfoldes herunder som værende den refleksive tilgang til ’deres’ væren i forestillede landskaber. At tilpasse og tilegne sig et forestillet landskab er en bevægelse, der foretages ud fra opfattede diskursiveringer og afspejler således opfattelser, som står i forhold til ens krops position. Dog tilpasser man også landskabet sin krop. Man laver fortolkninger af landskabet for at kunne indgå i det, være i det. Processen virker begge veje, som vi eksempelvis ser i Grys fortætning Orden i uorden, hvor landskabet opfordrer hende til at fokuserer for at kunne være der. Idet hun fokuserer, ændrer landskabets form sig for hende. Herudover sammenfatter dette idéerne om det materielle og aktive hjem, der som gensidige og samtidige relationer virker som redskaber, der er med til at forme og skabe ens væren i og med landskabet. Disse bevægelser ser vi som vigtige i forhold til at forstå egne muligheder for at ændre og påvirke, hvilket kan ske ved at bevidstgøre ’dem’ om ’deres’ agens, om deres aktive gøren i landskaber, som ’de’ former og formes af.

I denne proces genkender vi ydermere det forestillede landskabs formative kraft. Vores forhold til Gaderummet som et nodalpunkt i det københavnske hjem(løse)landskab har ligeledes tvunget vores kroppe til at begynde den appropriate(d) proces, hvorved vi har dannet os forestillinger om landskabets normativiteter og vores muligheder for at indgå heri. Til dette har vi benyttet os af idéen om fælleshed (jf. kap. 7.8). Det hjem(løse)landskab, vi forsøger at tegne og forme, er således formet af processen, hvori kroppen tilegnes/tilpasses og tilegner/tilpasser landskabet.

At tage del

At lave noget aftensmad

Ude i køkkenet

Taler vi ikke meget sammen

Højst

Hvis det handler om madlavningen

Jeg bliver rolig

Jeg har opnået

En nærværende position

I landskabet

Tilstedeværende kroppe

Udtrykker glæde

Ved mit madlavningsarbejde

Nu er der ikke nogen

Der undgår os

/ Marta (App. 2:169)

Forestillede fællesskaber

Jeg føler mig som en del af kredsen

Og ikke

De ved godt hvorfor jeg er der

Jeg tænker

At jeg ikke er ligesom ’dem’

Føler mig anderledes

I forsøget på at kunne være der

Afslappet

Lidt senere går jeg

Tænker at jeg burde have blevet

Første gang

Jeg fik lov at se

Hvad de laver

/ Sofie (App. 2:172)

13. 8. Frirum

I dette tema sætter fortætningerne spørgsmålstegn ved opfattelsen af hjemmet som en udpræget privatsfære. Frirum kan udtrykke ønsket om at skabe rum til frihed, der afgrænser sig udadtil. Dette italesættes af Gry i At låse døren, hvor ønsket om privatlivet i boligen træder frem. Samtidigt udtrykkes der også en modsatrettet idé, der destabiliserer forestillingen om privatsfæren som tilhørende det domestiske hjem. Dette ser vi til dels i Marx’ fortætning At skrige og I folkets park, hvor forestillingen om det udstrakte hjem (ind)skrives. Her fortæller han, hvorledes han kan have hjemme og frirum på steder, som ikke nødvendigvis er hans ejendom eller hans alene. I Not just home fortæller Fernando ligeledes om hjem som værende i sig selv og således ikke kun i tilknytning til et sted. På denne måde udstrækkes hjemmets normative frirum til at omhandle ’fri-landskabets’ subjektiveringer.

Det ville måske bedre have forklaret fortætningernes samtaler med hinanden, hvis temaet havde heddet ’fri-landskab’, hvortil vi ser de unge hjem(løses) destabilisering af normative billeder af hvad hjemmet tilbyder/faldbyder. For som det også fremgår, bliver hjemmet, som det er indlejret i individet, til frihed i Fernandos Not just home.

I begrebet om ’fri-landskab’ forekommer der på denne måde et forhandlings- og subjektiveringsperspektiv, som knytter det hjemmende til udstrakthedens mulighedsrum, hvilket er det, vi ser forhandlet om fortætningerne imellem.

Frihedsbegrebet sættes i/på spil, idet det ikke kun er ’fri-landskab’ at kunne lukke sin dør, men også at kunne gå ind ad døre, at kunne åbne egne døre for andre, og at kunne være ’sin egen dør’. Her ser vi således atter muligheden for at begribe de unge hjem(løses) refleksive konstruktion af mulighedsrum. På denne måde kan man eksemplificere de konkrete grænsedragningsprocesser mellem hjem/hjem(løs)-binariteten. Hertil knytter vi et større potentiale for subjektiverende formationer af nodalpunkter i det flydende ’fri-landskab’ tilhørende hjem(løses) diskursive muligheder, end vi gør til det ’almindeligt hjemmede’ frirum.

13. 9. Subjektiverende grænser

Fortætningsværkets afsluttende tema udgøres af subjektiverende grænser, som i fortætningerne fremtræder som ’deres’ forhold til landskaberne, de mærker sig selv i og med, og de grænsedragende processer, ’de’ italesætter hertil. Det omhandler således de forhold, der udtrykker sig som forbehold for den appropriate(d) væren. Og her fremtræder flertydigheden i hjem(løse)landskabets interne grænsedragninger. Vi læser Grys grænsedragning ved volden i Gaderummet som et nodalpunkt ude i hjem(løse)landskabet (Jeg går og Udsat). Fernandos ved normativitetens fastholdelse inde i normalsamfundet (De-orientate og Going home). Og Sofus’ og Pernilles ved utrygheden ved fremmede steder, ’ude i den almindelige verden’. Som Pernille fortæller det, er der tale om en dobbeltside af livet. Et forhold man kan forstå både indefra og udefra. Grænsedragningen bliver en del af ’deres’ fortællinger, hvilket vi ser som udtrykkende en del af hjem/hjemløs-binaritetens effekt. I denne dikotomi ser vi normalbilledet af hjemløshed som tegnet i skyggerne af hjem og således som den negativt indholdsudfyldte side. Det at være hjemløs bliver i normalitetens skær konstrueret som stående udenfor normalsamfundet, hvilket penetrerer og indlejrer sig i ’deres’ forestilllingers italesættelser, og som her kommer til udtryk som en ambivalens.

Heri finder vi et af de problematiske aspekter i at tænke grupperinger frem for grænser, hvortil vi knytter en antagelse om, at italesættelsen af og identifkationen med en gruppe virker fastgørende, hvorimod fokuseringen på grænser fordrer bevægelse. Når den hjem(løse) gruppe italesættes udenfor magten, marginaliseres de. Det er således ikke fordrende for forandring, at fastholde hjem(løse) i forestillingen om at stå udenfor det etablerede samfund (som det formuleres i vejledningen om social service). Derimod bliver der i grænsedragningsforståelsen skabt et subjektiverende forestillet landskab, som ikke kan forstås ud fra ensidige normative rammer, men også figurerer i egne betydningskonstruktioner. Vi mener, at det er vigtigt at fokusere på det subjektiverende perspektiv i, at man selv skaber sine forestillinger og selv sætter sine grænser. Altså at åbne op for mulighederne for at se ’samfundet’ som et hele, udgjort af et netværk af krydsende og tværgående grænsedragninger. På denne måde undgår man reproduktionen af forestillingen om ude og inde.

Mellem landskaber

Tempelbar

Akklimatiseringsrum

Før og efter

besøg i Gaderummet

Stedet

Vi trippende står

Forbereder os

Evaluerer

At træde ud

Og ind

Af eget landskab og Gaderummet

For derefter at gå hver til sit

Ud/ind

I hvert vores landskab

/ Marta (App. 2:164)

Menneskeliv

Kan mærke klumpen sætte sig i halsen

Et menneskeliv

Fyldt med svigt

Det er for meningsløst

Kommer hjem

Kan mærke at tårerne

Snart må komme ud

At holde dem tilbage

Vil være usundt

Har lyst til at

Skrige

Skælde ud

Og ødelægge

Er et rigtigt menneskeliv

Ingenting værd

Jeg forstår det

Ikke

/ Jakob (App. 2:182-183)

13. 10. Afslutning

Vi har i denne diskussion forsøgt på analytisk og traditionel akademisk vis at følge fortætningsværket i alle dets mange spor, sidespor og afsporinger, som vi har set dem folde og udfolde sig i de unge hjem(løses) fortællinger, som vi inden da, har ladet dig om at læse på egen hånd. Måske har du studset over nogle af vores ovenstående diskussioner og overvejelser omkring fortætningstemaerne, men det har forhåbentlig blot tilføjet vores hensigt med den kropsliggjorte læsning en flertydighed og kritisk refleksivitet til projektets primære omdrejningspunkt, repræsentationsproblematikken omkring unge hjem(løse).

For at belyse produktionen af repræsentationer af unge hjem(løse) blandt dem selv og i form af lovgivninger, af ’os’ og samfundets normalitetsbilleder af hjem har vi haft poststrukturalismens forstyrrelsesbegreb som afgørende redskab.

Vi har således i fortætningsværket forsøgt at gøre op med dikotomier som materialitet/diskurs og krop/landskab, hvoraf vi er kommet frem til at hjem/hjemløs-dikotomien opløses, idet vi har ladet den dekonstruere gennem refleksivitetens samtidighed og flertydighed. Refleksiviteten er i denne rapport (ind)skrevet af både ’os’ og af ’dem’, hvilket i sig selv har genereret forstyrrelser på tværs i rapporten.

Vi har således ladet ’vores’ repræsentationer af ’dem’ træde frem i en dialektisk og gensidigt mærkende dialog med hinanden, hvor vi dog hele tiden har været og fortsat er bevidste om, at vi er skaberne af dette tekstlige landskab, som udgør rapporten, men som du i sidste ende får lov til at mærke og mærkes af.

Grundet vores fokus på samtidighed og flertydighed og vores konstruktion af en tekstlig dialektik ser vi et gennemgående begreb (ind)skrive sig i fortætningsværket, men også i hele rapporten som sådan, hvilket vi i det analytiske begrebsapparat udlagde som (be)longing. Med dette begreb fanger vi nemlig empiriproduktionens og repræsentationskonstruktionernes samtidighed af modsatrettede subjektiveringsspor, hvor både de unge hjem(løse) og vi indgår i forhandlinger om kroppens, stedets og landskabets erindringer og drømme, materialitet og aktivitet, relationer og positioner, mærkning og tilpasningsprocesser, frirum og subjektiverende grænser. På samme tid tilhører og længes ’vi’ og ’de’ efter landskabet og dets (u)mulige steder og kroppe, hvorved tilhørsforholdet og længslen skaber nye subjektiverende landskaber og dermed nye repræsentationsmuligheder.

Som vi tidligere har nævnt i Kortlæggende øjebliksbilleder ser vi subjektiveringsprocesserne tage to samtidige former, der forhandler med hinanden; forestillingen om sig selv, som den (ind)skrives i italesættelsen, og kroppens væren i konstruerende landskaber. Det er herimellem, at vi ser repræsentationen træde frem og etablere sin formative og subjektiverende kraft. Og det er grundet repræsentationens udfoldelser af produktiv magt, at vi mener en opløsning af hjem/hjemløs-dikotomien kan forstyrre og forandre perspektiver på og for unge hjem(løse).

Samtidigheden af og forhandlingerne mellem den selviscenesættende jeg-liggørelse og kroppens bundethed til steder og praktikker er det, vi har forsøgt at skrive frem i fortætningsværket, hvorved vi ligeledes har haft som formål at udfordre sprogets determinisme og udnytte dets produktivitet, som vi i indledningen til denne diskussion behandlede som fortætningernes og de tilhørende overskrifters (ind)skrivning af klichéer og metaforer.

Ved at udfordre sprogets determinisme og dennes konsekvenser for repræsentationen og formidlingen af vores empiriproduktion har vi med fortætningsværket brudt med den traditionelle akademiske skrivning både genremæssigt og grafisk.

Med disse tekstlige forstyrrelser har vi forsøgt at forstyrre din læsning og opfordre dig til aktiv deltagelse med teksten, du sidder med i hånden. Derfor spørger vi dig, om du har kunnet genkende dig selv og dine konstruktioner af hjem og hjemløshed, eller har du forsøgt at udfolde og udfylde tomrummet mellem fortætningernes kolonner med egne refleksioner over hjemmende erindringer og drømme, materialiteter og aktiviteter, relationer og positioner, mærkninger og tilpasningsprocesser, frirum og subjektiverende grænser. Svaret er dit.

Spørgsmålet understreger vores brug og forståelse af krop/landskabsrelationens flydende og gensidigt udstrakte form i (u)mulige konstruktioner af hjem/hjemløshed blandt ’os’, ’dem’, ’dig’ og landskabet selv.

Vi har dog ikke kun rettet spørgsmålet mod dig. Samme spørgsmål har vi nemlig stillet til de unge hjem(løse) selv. Vi har ladet deres fortætninger blive en materiel udstrakthed af deres egen hånd og læsning for derefter at høre deres svar.

14. ’Deres svar’ eller responsen

De unge hjem(løses) respons er endnu en repræsentation af dem, med hvilken vi kan destabilisere den første repræsentation. Selvom fortætningerne er deres ord, var det vores politiserede udvælgelse af tekststykkerne og overskrifterne. Men ved at give dem muligheden for at kommentere vores fortætninger, lod vi magten skifte side, og gav dem dermed muligheden for at gen(ind)skrive sig.

Det ville have været befordrende for kvaliteten af responsen, hvis vi gentagne gange kunne have indgået i samtaler om fortætningerne med de unge hjem(løse), idet deres momentale humør og engagement tydeligt indvirkede på deres læsning, refleksioner og kommentarer. Vi havde håbet på deres aktive deltagelse, men observerede en generel distancering til fortætningerne, hvilket kan tolkes som de unge hjem(løses) ligeglade holdning, værn mod blotlæggelse eller mangel på genkendelse. Hvor Fernando næsten har kommenteret alle sine fortætninger separat, har Gry accepteret sine fortætninger som en helhed. Marx og Sofus kommenterede både separat på et par af fortætningerne og på dem som helhed. Ingen af de unge hjem(løse) [27] har givet udtryk for at være stødte over vores repræsentation eller følt, at de har været ofre for mis-repræsentation. Deres distancering til fortætningerne medførte, at vi trådte mere frem i samtalen, end vi havde ønsket. For at få eksempelvis Sofus til at tale specifikt om de enkelte fortætninger, blev vi nødt til at spørge direkte til dem.

Distanceret interesse

Han står op

Han går frem og tilbage

Mens han taler til mig

Pludselig udbryder han

Helt klart

De taler om os

Ikke med os

/ Jakob (App. 2:187)

Højtlæsning

Han spørger om

Han skal læse dem højt for mig

Jeg kan hører

Hans ord

Fortættet af mig

Udtalt på ny

Jeg kan genkalde mig

Interviewets sang og lyde

/ Marta (App. 2:184)

Gennemlæsningen af fortætningerne generede enten uddybende forklaringer eller afledte nye fortællinger. Fernando uddybede, at Society-We-I omhandlede hans tilværelse og verdenssyn i gymnasiet og således kun var en del af hans hjem/hjemløs-konstruktioner. Hvor læsningen af fortætningen Privatliv hos Sofus afledte en fortælling om menneskerettighederne, som han ikke mente beskyttede ham.

Afslutningsvis spurgte vi dem, hvordan det havde været at medvirke i empiriproduktionen. Ingen havde følt det som en forstyrrelse. Fotoopgaven havde for de flestes vedkomne fået tiden til at gå med noget. – Måske var dette noget det ’noget’, som havde igangsat hele empiriproduktionen.

Vores repræsentationer af dem fik dem i nogen grad til refleksivt at overveje det landskab deres krop havde (ind)skrevet sig i. Her understregede både Fernando, Sofus og Marx, at de godt nok kunne genkende sig selv, men at fortætningerne blot var øjebliksbilleder, hvori vi dog ser et iboende forhandlings- og forandringspotentiale.

15. ’Vores svar’ eller konklusion

Måden, hvorved vi kan give et forsøgsvist svar på vores problemformulering, hvilke mulige/umulige positioner og fortællinger konstruerer hjem/hjemløs-binariteten som den diskursivt udfolder sig i det Københavnske landskab?, er ved indledningsvist at forklare dig, hvorfor vi i en fjerde problemformulering har gjort en sproglig konstruktion som hjem/hjemløs-binariteten til en aktiv agent, der skaber (u)mulige positioner og fortællinger, som kan indgå i subjektiverende repræsentationer af de unge hjem(løse), ’os’ og i sidste ende også ’dig’. Svaret hertil er nemlig ’vores’ svar.

Svaret ligger i den materielt-diskursivt konstituerede sproglige konstruktion, som har været afgørende for hvordan vi gennem projektet har kunnet folde og udfolde ’vores’ og ’deres’ forestillinger omkring (u)mulige positioner og fortællinger konstrueret omkring hjem/hjemløs-binariteten i det (ind)skrevne københavnske landskab.

Vi må således i dette svar konkludere, at sprogets deterministiske magtudfoldelse er formativ og produktiv. Sproget er mediet, hvorigennem subjektiveringens og dermed repræsentationens forestillede landskaber af hjem og hjemløshed kan fortælles som mulige og umulige. Vi har derfor (ind)skrevet landskabernes udstrakthed i fortætningernes talen til, med, mod og om hinanden. Sprogets magt bliver på denne måde relationel og produktiv, hvilket vi har set i ’deres’ og ’vores’ brug og udfordringer af landskabers normative fortællinger.

Fordi vi analytisk erstatter rumbegrebet med landskabsbegrebet, subjekt med subjektivering og således fokuserer på landskabets subjektiveringsproces, finder vi en destabiliserende mulighed for forestillingen af grupper som hjemløse og ’hjemmede’. På trods af diskursive forhandlinger om at skabe mening og betydning til disse, at indholdsudfylde dem, finder vi altså alligevel italesatte tvetydigheder.

I samtale benytter vi os af normalitetsbilleder og naturligheder sprogligt konstrueret igennem klichéer og metaforer i henvisninger til fænomener, men nuancerne changerer når italesættelser sættes på en spids, som det er gjort i fortætningsværket. Det understreges i øjebliksbilledet af gensidighed og samtidighed, at subjektiverende grænser sættes forskelligt, og at man således ikke ensidigt kan fortolke gruppers væren i eller udenfor samfundet. Dette understreges ved (be)longing, som benævner processen, hvorved man længes efter noget, man både tilhører og er i.

Hjem/hjemløs-binariteten sætter grænser, som forestilles normative og hegemoniske i italesættelsen af kroppes væren i landskaber. Men muligheden for at destabilisere binaritetens forestillede fastgørelse af subjektet finder vi i det analytiske skift af fokus fra grupper til grænser og i den metodiske påpegning af agens og forandringspotentiale i refleksiviteten over landskabets og kroppens subjektiverende størrelser.

16. ’Dit’ svar

Denne side skulle egentlig have stået tom for at provokere dig en sidste gang til deltagelse og refleksion over din egen subjektivering i/af teksten, som du nu snart er ved vejs ende i. Men da vi ved den blotte overskrift allerede er til stede på siden, mente vi, at denne forklaring ville eksplicitere dialogen mellem ’os’, ’dig’ og ’dem’.

Samtidig er det en understregning af at rapportens repræsentationer ikke kan læses som endegyldige og derfor efterlader vi dig en åb(en slut)ning.

17. Perspektivering

I og med at vores projekt har bevæget sig i et landskab, som er stærkt præget af socialpædagogisk arbejde i dets mange forskellige afskygninger, har vi i vores fokus på unge hjem(løses) subjektiveringsprocesser ift. hjem/hjemløs-binariteten ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvordan disse subjektiveringsprocesser også (ind)skriver sig i socialpædagogiske forståelsesrammer. Det socialpædagogiske perspektiv, vi finder i denne rapports konklusioner – ’vores svar’ – ser vi altså som et merprodukt af hele vores empiriproduktion.

Det socialpædagogiske perspektiv, vi ønsker at (ind)skrive i denne perspektivering, forankrer vi ikke blot i empiriproduktionens metoder men også i dens opdagelser, hvor en af vores vigtigste erkendelser har været, at den refleksive subjektiveringsproces byder på et forandringspotentiale hos de unge hjem(løse).

Af denne grund finder vi, at vores projekt har formet sig på en måde, som måske ville have været bedre (ind)skrevet i en aktionsforskningsmæssig sammenhæng, idet vi afslutningsvis i processen har kunnet se, hvordan responssamtalerne med de unge hjem(løse) kunne have befordret forandring af socialpædagogisk karakter, hvis vi havde haft dette som sigte og havde integreret mere systematisk metode i disse samtaler.

Refleksiviteten som forandringspotentiale, som vi har erfaret gennem de opgaver, vi har stillet de unge hjem(løse), og i de efterfølgende samtaler omkring disse, mener vi således danner grobund for bæredygtige socialpædagogiske metoder i arbejdet med unge hjem(løse).

I kraft af vores vidensproduktion mener vi altså, at socialpædagogisk arbejde med unge hjem(løse) kan forankres i de unge hjem(løses) egne hjemmende subjektiveringer, hvilket vil åbne blikket for de unge hjem(løses) handlingspotentialer, hvilket kan give dem mulighedsrum for forandring: At se sig selv som et aktiv frem for et passiv. I arbejdet med at fremme den refleksive agens, mulighedsrummet og forandringspotentialet hos unge hjem(løse) kan den ellers negativt konnoterede hjemløshed således repræsenteres ved handlekraftig agens, hvorved et fundament findes i den unge hjem(løse) selv til at bygge et forandringspotentiale på.

I samtaler med den unge hjem(løse) bliver et fokus på hjem/hjemløs-binariteten i stedet for et fokus direkte på den unge hjem(løse) selv i form af f.eks. et livshistorisk perspektiv en måde, hvorved den unge hjem(løse) ikke vil føle sig blottet. Derimod vil refleksionerne over et nærliggende og yderst subjektiverende emne som hjem/hjemløs-konstruktioner muligvis sætte forestillinger på spidsen, hvilket har forandrende potentiale, der derved kommer fra den unge hjem(løse) selv.

Opgaven

Kommer ind på

Undersøgelsens hensigter

Er han nu også villig

Han vakler

Har sine overvejelser

Hvor meget tankevirksomhed

Fotograferingen vil kræve

Opgaven

Sætter en masse tanker i gang hos ham

Han er ikke ligefrem vant til

At tænke så meget.

/ Marta (App. 2: 169)

17. 1. Projektets vej ud/ind i landskabet

Grundet ovenstående merprodukt af socialpædagogiske erkendelser og potentialer i vores projekt har vi valgt at møde projektet med det socialpædagogiske landskab i Gaderummet, hvor vi vil aflevere rapporten og ophænge plancher med fortætningsværket. Herudover vil vi i Way Out [28] holde oplæg for de frivillige medarbejdere om projektets metodologiske perspektiver.

18. Litteraturliste

18.1. Primær litteratur

Avramov, Dragana (1999), The State-of-the-art Research of Homelessness and Provision of Ser-

vices in Europe, i: Coping with Homelessness: Issues to be Tackled and Best Practices in

Europe, Avramov, D. (red.), Ashgate Publishing Ltd, p. 1-26

Barnes, Trevor & Greogory, Derek (1997), Reading Human Geography, Arnold, Great Britain, p. 1-

12, 138-144

Bovbjerg, Kirsten M. & Kirk, Mette (2001), En kulturanalytisk evaluering af initiativerne

Gaderummet-Regnbuen, København, www.gaderummet.dk/historie_html/h_frameset.html

Brandt, Preben (1999), Reflections on Homelessness as Seen from an Institution for the Homeless

in Copenhagen, i: Coping with Homelessness: Issues to be Tackled and Best Practices in

Europe, Avramov, D. (red.), Ashgate Publishing Ltd, p. 510-526

Cloke, Paul, Johnsen, Sarah & May, Jon (2003a), “What the F***’s the point of that?” The Cultural

Geographies of Homelessness, www.homeless-research.org.uk

Cloke, Paul, Johnson, Sarah & May, Jon (2003b), Tactical Spaces and Strategic Networks:

Performing the “Homeless” City, www.homeless-research.org.uk

Dalgas, Karina M., Rud, Susanne A. & Sørensen, Mette S. (2001), Når kontrasten skaber frirum –

om synliggørelse af anderledeshed, Metoderapport 4. semester, Antropologi, Københavns Universitet, www.gaderummet.dk/historie_html/h_frameset.html

Davies, Bronwyn (2000a), a body of writing 1990-1999, Alta Mira Press, Walnut Creek/Oxford

Davies, Bronwyn (2000b), (in)scribing body/landscape relations, Alta Mira Press, Walnut

Creek/Oxford

Ewans, Mel (1988), Participant Observation. The Researcher as Research Tool i: Eyles, J. & Smith,

D. M. red., Qualitative Methods in Human Geography, Polity Press, UK, p. 197-218

Fog, Jette (2001), Med samtalen som udgangspunkt, Adademisk Forlag A/S, 1. udg., 6. oplag,

Danmark, p. 11-27

Krøjer, Jo (2003), Det mærkede sted, Roskilde Universitetsforlag, Danmark

Kristensen, Catharina Juul (1994), Nye fattige – unge hjemløse kvinder i København, Forlaget

Sociologi, København

Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Kathrine (2002), Deltagende observation, Hans Reitzels

Forlag A/S, København, 2. oplag, p. 45-55, 112-117, 131-169

Porteous, Douglas J. (1976), Home: The Territorial Core, Geographical Review, The

American Geographical Society, vol. LXVI, Jan., New York, p. 383-390

Pratt, Geraldine (1997), Spatial Metaphors and Speaking Positions i: Barnes, T. & Greogory, D.,

Reading Human Geography, Arnold, Great Britain, p. 168-172

Smith, David M. (1988), Towards an Interpretative Human Geography, i: Eyles J. & Smith, D. M.

red., Qualitative Method in Human Geography, Polity Press, UK, p. 255-267

Takahashi, Lois M. (1996), A decade of understanding homelessness in the USA: from

characterization to representation, Progress in Human Geography, 20, 3, p. 291-310

Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne Sindslidende stof- og alkoholmisbru-

gere, hjemløse m.fl., nr. 45 af 10/03/1998, www.social.dk

Veness, April R. (1993), Neither homed nor homeless: Contested definitions and the personal

worlds of the poor, Political Geography, vol. 12, no. 4, July, p. 319-340

Wright, Talmadge (1992), Out of Place. Homeless Mobilizations, Subcities, and Contested Land-

scapes, State University of New York Press, Albany, p. 1-38

18.2. Sekundær litteratur

Bech-Jørgensen, Birte (1999), Normalitetsbilleder, Storbypuljen – Socialministeriet,

Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer, Aalborg Universitet, p. 9-27

Bech-Jørgensen, Birte (2003), Ruter og rytmer, Hans Reitzels Forlag, Danmark, p. 9-35

Brandt, Preben (1992), Yngre hjemløse i København, FADL’s Forlag, Danmark, p. 151-163

Dail, Paula W. (2000), Introduction to the Symposium on Homelessness, Policy Studies

Journal, vol. 28, nr. 2, p. 331-337

Damkjær, Joan, Fisker, Anders & Schnipper, Nanna (forår 2000), Hvorfor star du derude I

regnen…?, Roskilde Universitet, Sam-bas, 2. semester

Eiberg, Tanja L., Knudsen, Per P, Nielsen, Susanne, Pelle, Christian, Stavad, Christina, &

Thomsen, Camilla Grove (1999), Mere end et tag over hovedet? – Diskurser på hjemløseområdet, Roskilde Universitetscenter, Sam Bas, CAT 2, 4. semester

Fisker, Peter R., Hagenau, Henrik, Rasmussen, Allan & Westergaard, Søren (1999), Er du

farveblind?, Roskilde Universitet, Sam-Bas, 4. semester

Jacobsen, Louise. C., Ravn, Dennis, Hee, Thomas & Eltard, Britta Moritza (Forår 2001),

Organiseringen af det københavnske hjemløseområde, Roskilde Universitet, Sam-Bas, 2. semester

Johnston, R. J., & Sidaway J. D. (2004), Geography & Geographers, Arnold, UK, 6. oplag, p. 111-

121, 189-218, 265-299

Lund, Mette H. et al. (forår 2000), Hjemløs – ikke hjælpeløs, Roskilde Universitetscenter,

Psykologi, modul 2

Pekerman, Hacer et al. (forår 2003), Hjemløshed i velfærdssamfundet, Roskilde Universitetscenter,

Den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, 4. semester

Sibley, David (1996), Outsiders in Society and Space i: Daniels, S. & Roger, L., Arnold edt.,

Exploring Human Geography. A Reader, London, p. 281-298

Thygesen, S. & Hansen, D. (Forår 1999), Hjemløshed i velfærdsstaten, Den Samfundsvidenskabeli-

ge Basisuddannelse, Roskilde Universitetscenter

Tilia, Gitte & Vincenti, Gordon (2004), Boligløs eller hjemløs? Om etniske minoriteter på § 94-

boformer for hjemløse i København, VFC Socialt Udsatte – Videns – og Formidlingscenter for socialt udsatte, Danmark

Valentine, G. (2001), Social Geographies: Space & Society, Marlow: Prentice Hall, p. 97-102

19. Abstract

The starting point of this project is the wish to destabilize naturalized presumptions concerning the discursive constitution of groups, evolving around the binary of home and homelessness. The scientific theory through which it is destabilized, theoretically and methodically, is that of post-structuralism. The theoretical framework has been analytically applied through boundary drawing processes in stead of groups, subjectification in stead of subject, and through subjecting landscapes.

The empirical starting point of this project is a place for young homeless people in Copenhagen, called Gaderummet.

The empirical production uses the methods of participant observation and semi-structured interviews, which concerns momentary pictures of the subjectified landscapes of a selected group of five young homeless people.

The material at hand is finally discussed with the aim of destabilizing the binary of home and homelessness, through which the opportunity for reflectivity in the young home(less) narratives is made possible.

Appendiks 1: Interviews

Interview med Fernando d.17.11.04

M = Marta (interviewer)

F = Fernando

M: Ok, Fernando, first I will have to ask you; how old are you?

F: 29.

M: 29, ok. So, please take a picture… and…

F: ok, eh, I will take this one, because this is an easier one. I think this is, well what this expresses is holiday zo-zo… number eight [M:ok] and to me it means holidays under the sun zo-zo, is what I expressed there it might be [M:ok].

M: Can you describe what is on the picture?

F: Yeah, it’s a eh, I would say, what you call it, it’s eh slippers and a sombrello. I like Mexico and this thing and eh Speedy Gonzales is my, used to be kind of hero for me and is zo-zo might be holidays in Mexico, is what I expressed there in a way [M: ok]

M: Have you ever been to Mexico?

F: I haven’t, but I would like to go there a lot and this thing and probably stay as well.

M: Yes.

F: And yeah, where is this one, oh this one. Oh I like the country. Oh and this one eh is number 20. What is, I like natural food and the countryside and this thing. The thing I like the most is the natural food or homemade food and this thing when I go to the country. And this is what I want to express there.

M: So, when do you go to the countryside?

F: Well, not lot of time. The last I time was when I was in the (?) and this thing… But in Portugal I used to go to the countryside a lot for weekends with my neighbours sometimes and this thing and with a few Polish people and most of time we go to very resting places and we really like make bread and all of from bread this thing and eat it… and what I wanted to express there. Like the subjects on eh what I believe eh what I believe a good home is meant about good food zo-zo very good natural food in a way.

M: So, where do you like or what do you prefer to be in the city or in the countryside?

F: Well, I like the city a lot. I would not mind work in the city and live in the countryside. I think what a balance of those things and in a way

M: Yes.

F: Eh and next picture. Eh ok this one. Number 11. What is well, a light means a good tidy home zo-zo of being wise in a way and… yeah well wise I will call it, is for a home and this thing is where you can learn things, is where young people can be… can keep a good feel about things. And this is why I took the light and this thing

M: So, are you saying that you need light to make a home?

F: As well, well, a house is how I see it in a way, because people use to say that light is a good inspiration zo-zo and in a way… well, is, I do not know how to express it, how to explain it to you. It is very, I think, very… is illumination [M:yes] … a good term I think… and then

M: And where was this light taken?

F: It was in Gaderummet.

M: Gaderummet

F: Also in the Gaderummet. Ok, a book, this is number 10. I took a book and also a Denmark flag. I think it is very lucky, is very… I think Denmark is a very wise place. People they very believe in national things and this thing and this all in a way…

M: What does that mean do to you?

F: Well, a book is a company for a lot of people and this thing, especially I think people they become wiser when they are alone in a way… well I don’t know how to, I think everyone should have a book zo-zo… and a good peace, I don’t know. It is just why I wanted to express that and so. And… ok… and this is number 9. Ok, I was some when I took this the freedom statue from, well the, I think the eh New York, from a book. Also I wanted to take the freedom statue, because I think a person feels free when you have home or a place you really call home, I think is a way of freedom in way for a lot of people and also why I wanted to express it.

M: So, do you feel free… like do you have a home where…

F: In a way, in a way, in a way I feel, in a way I feel, because I feel in my mind I feel the universe is my home and I, it is like, and every single person is in a way my brother and in a way my sister. And eh… And I think I feel very free… I feel free most of the time…

M: Can you explain a little bit more why you think freedom is the same as home or why it is connected?

F: Because if, it is especially, I don’t know, especially if it is someone goes to a foreign country there is of course in a way something, the people from those country, or the government, or the bureaucracy does make you in a way to, a new things, like eh marry, you have to have the papers and this thing to be in a country and few other things and eh in a way I think that cuts a bit of your freedom to be a human, when we have to like eh have to have those barriers to… to express freedom and this thing.

M: But you said something about home and freedom… that when you have a home, you are free?

F: I think so, I think so very much. Not just a home like let’s say a house or something, but the way you see your identity with people and as a human or as a someone inside, I think where home is for me.

M: How did you experience, you talked about the bureaucracy… How have you experienced that in Denmark?

F: Well, I think it is ok, because I have not been into that much yet to have to maybe have. I think it is ok, I don’t know here in Denmark. It is ok to me. Maybe because I have a passport to make my stay here in Denmark. It does make me believe it is ok in way. But I think about the other people in a way what they might feel in way… I think so yeah

M: Why is it that there is an empty cup on the book?

F: Ah ok, I just put the just, I didn’t think that much. I don’t know. When I read a book I have a coffee at home sometimes and it is a good thing to do. I think that was the idea. And ok, and this one number 7. This is a computer. I was trying to be maybe funny in a way to this idea, because you have, we have a new e-mail address is like you have a new address in a way. That is home for some people. [M: ok, yes] They spend a lot of time in the computer and it’s the way of maybe…

M: Do you feel like your mail address is your home?

F: It is not, because I don’t use computer that much. I feel very little time and this address is the way of communication for me and it is like an address in a way, because of…

M: And is that also in Gaderummet?

F: It is in Gaderummet. And… Well, this one was also in Gaderummet… I just took this, I was, that’s another thing… not that much to explain… I thought that maybe it was artistic to take and most way… and I don’t know really how to explain those ones.

M: Ok, but maybe you can describe what is on the picture?

F: Oh ok, it’s a lamp and with a cover upon it on the light side and just like eh maybe protection in a way, I will call it, because this is what is home for a lot of people, to feel safe, to feel, I don’t know, to feel safe.

M: Can you maybe describe the places where you feel safe?

F: Eh ok, eh everywhere where I believe people does ok, I feel, I will be more safer, I think. I don’t know, I feel safe, I don’t know, sometimes it’s really not something to feel. I think most of places I have been in life, I feel safe. I just, I don’t feel safe when I don’t see people. Everywhere where I can see people I feel safe.

M: So it has something to do with people around you or?

F: Yeah a lot, a lot. I grew up with a lot of people surrounding me, so I really, most of the time I go to places where there is lot of people and there I feel safe. Either I like my own company most of times.

M: You like your own company or?

F: Well, lot of times, because I need my own company to understand myself, and probably speak to myself and this thing for things maybe and few things I want to do and this thing.

M: So where do you go when you want to be alone?

F: Eh, just, I don’t know, just the place I want to be. I can… I don’t know what to do. I can just go for a walk in way. Usually, I don’t plan where to go, I just in a way I just, because, not because I want to be alone, but because I feel like city sea or be by sea and most of time I go there by myself.

M: To the what? To the city sea or?

F: Eh it is just near new haven and I like to go there and smoke a joint. Just take it easy for a bit

M: Aha, where Christiania is or not?

F: No, New Holmen, I think it is New Holmen. It is by the eh, where is the boats…

M: The what?

F: Lot of boats

M: Boats… ok, Nyhavn, aah ok. Why is that a special place to you?

F: Well, because it is like sea, because it is by the sea.

M: What does sea mean to you?

F: Well, where, I don’t know, I was born somewhere by the sea, just by the sea. I always spent lot of time by the sea. I feel, I have maybe, I can, I feel more relaxed there by the sea, I think and…

M: Can you describe the place where you were born?

F: eh a bit, it’s a very small village. It’s like eh, I don’t know, it’s hard to describe I think, yeah it’s hard to, because sometimes I really get lot of like kind of visions zo-zo of when I was a kid. And I go to a lot of places in Europe, where I deeply believe (?) maybe because they give me those memories when I was a kid.

M: What a those visions? What do they look like?

F: Well, I don’t know, it’s, ah it’s hard to explain in a way, it’s hard to explain.

M: Ok, maybe we could do it later.

F: yeah, maybe. I think that if you…

M: Do you want to make a break or?

F: Yeah, if you, can I have a cigarette?

M: Yeah, it’s ok I’ll just stop this. – Yeah, it’s recording now.

F: yeah, this one I think number 6, yeah. And I think this picture… oh someone sitting there with a football. Well, the flash didn’t come out that well, and someone sitting at the table with a football ball and this thing, because eh for a lot of people eh football stadium means eh lot maybe kind of home eh something special for them. Eh like that’s what I wanted to express there.

M: Ok, interesting. How did you come up with that idea about home?

F: Well, because eh I just knew of this friend from college who used to say that to call a football stadium a cathedral [M: aha] and then I was thinking about that a cathedral is for some people is home really. For a lot of football players a football stadium is their home.

M: Interesting. Why did he use the picture or eh the picture of a cathedral?

F: Excuse me…?

M: You said that your friend said it was like a cathedral…

F: yeah, well no, he used to say that about a football stadium, because there used to be this football stadium on the Lissabon, used to be from the Etic(?) and when we used to ask Carlos, Carlos was his name, what are you doing for the weekend and he used to say, I’ll probably go to the cathedral and this thing and we just knew after when he explained it to us what the cathedral mean and this thing. [M: ah, ok] And I thought of for a lot of people cathedral is a home and this thing like, I don’t know, for religious people or for people who believe. Some come and…

M: Have you ever used a cathedral as your home?

F: Eh, I haven’t, I haven’t, but I haven’t, because I think I wouldn’t use a cathedral for other things, I think. For I think it is a place for celebrate and this thing mostly or it is a school for a lot of people.

M: A school?

F: A school I think.

M: In what way?

F: Well, It is a way of education and this thing, a different way, because they tell you to be good. They always want you to be good and go to the church and this thing. Eh, it’s like the parents at home. They always say to you that you shouldn’t drink, should not do, or should not do this and should not be part of this thing. You have to be good and… it’s just in a way and I… think that football or in another sport they like say that you should not smoke this thing. And like the football coach, a professional, you should not do it, but mostly, well they say they shouldn’t, but probably and this thing. Because in a way they like might be their parents and this thing and this stadium is like eh and all the football fans is like a big family and this thing for the team I think, and…

M: Aha, interesting

F: And this one, I am not sure, because it didn’t come up, well number 5. Just so a lamp, I think that someone of this one. It was this here and one with you and a Vodka and this thing. Ah, it is this one. I think it is this one, I am not sure. Ah, this is number 15. I don’t know if it is or not. Well it is light right there. What is a window I am not sure, yeah I am not sure about what it might be. But we go for 15, what is well really a nearly empty bottle of Vodka and a bottle of cacao and coffee cup and carrot and lemon. Well, it’s like, I don’t know, we are… Celebration I think at the end. And well… I think, I don’t know in Gaderummet they feel like celebrate and drink most of the time. For me, I always liked to drink vodka and this thing and I just took this and this thing.

M: So you always feel like celebrating when you are at home?

F: Well, everywhere I go I feel like. Probably why I drink most of the time, because this might be home where I am feeling and I celebrate in a way. Because I think the work side when you drink you are using your brain and your cerebral is in action I think. It is why I drink I think.

M: Ok, interesting.

F: And this, this is like Tuborg. I have a joke, I use to say, because I drink Tuborg nearly every day and this is like a joke to myself. Say Tuborg and borges every day. And borges is a slang in Portuguese and it means party and this is… I spend most of time drinking Tuborg every day and this in some way might be kind of in a way my home in that I have been nearly drinking. Everywhere I am going I get Tuborg, then is

M: So you mean in Café Bissau or?

F: yeah in Café Bissau or other places. Where I usually go to drink Tuborg.

M: Where are the other places? Where do you go to?

F: Well, in places in town. Yeah, a few places in town. I don’t mind any single places. Yeah I like drinking Tuborg, yeah I like Tuborg and when I drink I think about Portugal sometimes then… borges is like when you invite someone to go out or you say we go to a party, you say we go to borges or we gonna drink a lot. Yeah or zo-zo-zo it what I meant to express there.

M: So what does Portugal mean to you?

F: Eh, part of my life, I think. Yeah, part of my life, because yeah part of my life, I think…

M: What kind of part of your life?

F: Well, I was 16 in Portugal. Well, I grew up in Portugal zo-zo. And when I was 16 it’s the time when we started to learn a few things in life and a few things that maybe will really take you for long of your life and this thing. And eh people I met have been really important in my life and this thing and I really focus on the way I learned my life that way and zo-zo…

M: Ok, if you just take…

F: Ok, eh next one. Well this one is number 3 and it is like some working things and this thing. And I was in Gran Canaria and I met this man, who like, used to call it Teo pepe like uncle pepe and this thing. And also someone who never went to school and he knew what to do, like nearly everything of like electricity and all these kind of work and this things. And I spent two months working with him and this thing. And eh he did maybe believe it is a natural way of learning things without book or writing and this thing. And I felt like this was my home out there. And I think if I ever have a home I will have these few things, maybe just even if I just some day have nothing to do I can put myself, cut some wood to like eh or maybe just to play with and this thing.

M: So can you maybe describe a little bit more the home you want to make for yourself?

F: Eh, it’s hard to, it’s hard to… Well, one of houses I saw in Bornholm it is really like my dream place on the end I think. Maybe if it somewhere in the city I will like it more. If it is somewhere with a lot of night clubs and this thing I will this thing the most. I don’t know, I don’t know at the moment…

M: How did that house look like in Bornholm?

F: Well, it was like eh, just eh, well it is a very funny house. It is a house with a lagoon outside… Well it is hard to describe. It is like maybe…

M: Would you like to draw it?

F: yeah sure. Probably it is easier I think in a way, because it is very funny I think. It is not only about the design in the house. It is everything around it and itself I think. [M: ok] (?)

M: Maybe you can then explain it while you draw it…

F: Ok, I think it looked like this house, and it was like this and you have those and this was the front of the house and you have a lagoon or a river surrounding it…

M: Like a lake or?

F: Like a lake. A very cool lake I think. And lot of trees surrounding it. And a swimming pool indoor swimming pool in the back here and this thing and a big lounge in the middle of… and eh a kitchen there and a few rooms up here. Oh, and a sauna place here and this thing. And I thought if it was Summer time I would live there for a while and this thing… [M: griner] and this zo-zo…

M: So where would you put this house - in the city or in the countryside?

F: Well, somewhere in-between I think. I wanted that…. Probably in the countryside it’s just perfect if you have light transport to like eh to be around and this thing, but I don’t know. I think that anywhere is really suitable. But I like city a lot because of movement and this thing, because lot of things happen in the city, like parties and this thing and I like to go out a lot. I think it might be in the right place up there probably for the right people.

M: So was it the swimming pool or the sauna that was special about this house or?

F: As well, probably as well the atmosphere in the house in the time we have been there I think.

M: What kind of atmosphere was that?

F: Well, I think we eh, we, I don’t know, we had the time to know each other a bit better with a few people around. We had a laugh about really small things and this thing and this is probably might also be the reason. And I felt like I was really sixteen again, and that was just funny. Yeah, it was very funny feeling and this thing.

M: What made you feel like sixteen?

F: Well, I had pocket money every day [M: aha] and I don’t know in a way and all that atmosphere, because last time I did a bonfire I was sixteen and this thing probably was one of the reasons.

M: Ok, where did you make the bonfire?

F: Well in Portugal, well in Africa when I was a kid we used to do it a lot. Especially in Portugal in the Summer time. It’s like eh, well in the place where I live, there is some saint named Saint Pedro and I think it is in June or July this year. Like the day of the saint people lit a match and make up a fire and jumps around fire and this thing.

M: I know that tradition.

F: Ok, yeah. And probably also last time… I was reminded of last time and a few people…

M: What does this bonfire thing mean to you?

F: Well, it means a lot, because there is a song, a song that used to say that kids around a bonfire, they are learning new things of freedom and learning how to build a nation and how to build a society. And always when I see a bonfire this song comes to my mind. And this might be the reason why I thought it was a very special thing the bonfire up there.

M: What do you mean by you felt nearly at home?

F: Because when before I left college I used to come to this place and this thing. And when we arrived to this place the first thing we do is a bonfire for like… And I felt… It’s in the middle of the forest as well and probably just place looked very similar. It was I think just travelling in time for me. And I think that was why.

M: Ok. So it is the fire that makes you feel at home or?

F: Well, it was the fire, but also just the things surrounding me and the people and the way [M: the what?] well, the way, well the bonfire was just (?) there… something, well I had something to do for that time. Like we all looked for some wood to put on fire and I thought it very funny. And it was really this way.

M: Ok, should we move on with the pictures?

F: yeah sure.

M: I did that tradition with the jumping above the fire when I was a kid myself.

F: Ok, it might be funny.

M: yeah it’s very funny.

F: I like this thing a lot. Oh, and it was probably also Summer time when, because we I lived in a place where maybe twelve hours a day we when we were kids, people play football on the street and spent all day there and this thing. And one of these things happened in probably Summer time no one argued to each other and this thing. And this time you really feel like a community together and this thing. [M: nice] Eh, ok, where is this thing, ok. And this picture eh number 13. Eh I remember I had a when I was a kid in Africa, when I got to my grandfathers I – they didn’t have electricity at home and he used to use this every day and this thing.

M: It’s like a petrol…

F: yeah a petrol, yeah a petrol and this thing. And at that time it was not easy to get petrol and this thing. And it was just kind of like eh maybe just kind of recuperation for me what used to be home and just the way the evolution is and this thing. And probably some people wouldn’t imagine people who they have not electricity at home and this thing. Maybe just like a part of myself in the end…

M: A what?

F: Maybe just a story of my life in this site. Well, just something made me remember my grandfather’s house and this thing.

M: Did you feel at home in your grandfather’s house?

F: Well, sometimes, sometimes. Most of the time, most of time, because I used to call my grandfather my mom and this thing, because I never called my mother as a mother. I always called my grandmother as my mother. Yeah, and probably lost my person at the end and the first house as I lived.

M: Can you try to describe the house? What did it look like?

F: Well it is like this. Most of the houses they are usually made of this… yeah with the top of yeah… some I don’t know how you call it… [M: it is like straws] yeah like a straw and this thing and of these dimensions zo-zo and it was like this and the straws. And I think the door was here and a door there and there on the back and this thing. A like here in the backyard there used have a lime tree. [M: a lime tree…] yeah a lime tree. And we used to have a eh like two houses. One made with zinc – I think with aluminium top and one with straws. With mango tree and yeah lime tree and lot of yeah. And every year my grandmother used to like plant corn or sweet potatoes or something.

M: How did the house look inside?

F: Ok. It was completely… it really just have a bed and maybe one furniture and this thing and very dark wood and this thing inside.

M: Are there any windows or only doors?

F: Eh I am not sure. On this side I think a window. But on this side, because this connects to the other house and this thing.

M: Ok. What did you use the other house for?

F: Well, it’s like on the other house is where my uncles used to live and this thing, because they grew up and this thing. And then… in the middle of the house there was like eh, what do you call it eh, the thing for making bread… [M: aha like an oven] like oven, maybe how you say, oven may with, well made by eh with eh by my uncles and my grandfather. [M: like of clay or what is it called, of dry soil?] yeah dry soil, fantastic. It way made of this thing.

M: So that was in the middle of the house?

F: Yeah, zo-zo and in the backyard where the mango used to be in the connection with the other house. And on the house, on the connection you used to have this thing. And when it rained, water would come there and we used to have a shower there. We used to have like a waterfall and this thing. Yeah, it was quite funny.

M: So it was like an outdoor shower?

F: Yeah, outdoor shower yeah. Well most of the time the shower was outdoor and this thing, because we used to have like a fountain, where we used to take the water. And I think the toilet used to be here on the other side and we used to go here and have a shower there. (?)

M: How was your house in Portugal compared to this one?

F: Ok, well this one was my grandfather’s house in Guinea, but my parents used to live somewhere else. But in Portugal it is much different. It is a building and eh it is maybe three or four floor building and this thing and it is completely different. Yeah it is very good.

M: Ok, so you just had a flat or was the whole building yours?

F: Oh it was a flat. I wish, but it was a flat. It was with like with eh it was a building, I think ten families used to live there. Well, I think there were eight families zo-zo on the top and like on the ground floors. Yeah that was quite a great place.

M: So you have been living in different kind of homes…

F: Yeah very much, maybe see different way of life, I think. Yeah, different way of living and of life. It is funny.

M: So can you try to describe the differences between the different kind of livings?

F: Describe, what you do you mean there?

M: What does the house do to your living? Do you think there is a connection?

F: A lot. I think you learn different things in different places. Because in different places you live, you have to, I don’t know, do a few things to have better life. And (?) Especially like what I want to say, like sometimes my grandfather had to go to the other side of town to get some petrol (?) and the yeah a few other things. I think that is funny. I think is like a different stage of learning.

M: So how would you describe your current home? What is that right now?

F: Well, it is hard to say, it’s hard to say, because I haven’t settle in one place for ten years and this thing and eh it’s really hard to say. It is really hard to say for me. Probably when I settle somewhere I will have those (?). I think there is a friend for me…

M: So what… I know that you have a mattress in Gaderummet. What does that mean to you?

F: Well, it’s a place where I go probably go to relax and this thing, I don’t know how to take it or be more easy. And it is more than a mattress to me, I think. It is more a home (?) I met good people, some good people there and this thing and eh well I don’t know. It’s eh, yeah, it’s more than mattress for me. Like I have lot of things in my mind from that mattress.

(Ven kommer og hilser på og spørger ind til hvad vi laver).

M: But you are saying that the mattress in Gaderummet means more to you than a mattress, I mean…?

F: Yeah it is, it is…

M: Could you explain what it means?

F: Ah because, I don’t know it is hard to explain to you, Marta. It is not easy to, because I don’t know. Since I came here I go out every night, zo-zo and drink a bit, and when I get to mattress, yeah well to mattress, and like you say. I just, I think a lot about a lot of things when I lie down there for some special reasons sometimes, and I don’t know. It is like an office…

M: An office…?

F: An office, yeah, it is hard to say

M: Like the place where you do your thinking or?

F: Well, a lot I think. I get my sense more together, because eh more chilled, chilled out when I get, when I lie down there.

M: So was it the first place where you lived when you came to Denmark?

F: It’s not, it’s not eh I lived with my cousin, eh someone I met from Guinea Bissau. Yeah, I lived there for a while. Then I moved to Gaderummet.

M: Ok. How come that you went to Gaderummet.

F: Well, I met someone who said to me I could stay there and this thing. And I needed somewhere, where I zo-zo where there are people. Well, with that kind of people zo-zo… I don’t know, where I can express different kind of things, because yeah…

M: So do you, you said earlier that you connect freedom with home? Do you feel free where you live now or?

F: Yeah, lot of the time, lot of the time, because one thing I appreciate is to be in bed in the morning. And I wake up when my body senses that. I wake up just, when I am awake I like to be in movement and this thing. Sometimes I lived in a place where lot of people, where I spent a lot of time in bed and this thing. And they eh, I had one thing I could… when I want to lie down most of time in bed, the only thing that can wake me up, maybe movie or something and this thing, but no one can really like wake me up. But it’s good for me in a way… I feel very very good. Probably it’s one of the reasons why I stay there, because I have a few people who invite me to live in apartment somewhere, but I prefer, I prefer to stay there in a way. Because of lot of things, because of people there and this thing. Well, we are very similar with people in a way. I think we are all a bit more lazy and we are something…

M: That’s nice… Should we go on?

F: Yeah sure I’ll just, I’ll go to the toilet for a moment.

(pause)

M: Yes, of course. I think it is recording…

F: I think I spoke about 18 already

M: Yes, but we did not have it on the tape…

F: Ah okay… [M: if you could just tell me] I think it was very lucky. It was the only picture I really thought I could say something about. Well, the Rastafarians and the, well, the Christianity and the Roman and this thing zo-zo and the Ethiopia, where like eh the sunflower was like that. Because people most of time when they think about Africa, it’s like a hot place with sunshine and this thing. And like eh maybe since I come here I did believe in a way that the Rastafarians, it is like something that comes from Christianity, like eh maybe Romans or you really can’t tell in the Ethiopia and this thing. And that’s why I put pasta and marihuana and this thing. That was the idea.

M: Why did you use Ethiopia to describe it?

F: Eh, because it is where the Rastafarians really they come from. Most of people say it’s from Jamaica and this thing, but it is the Ethiopia where the Rastafarians come from. And the Ethiopia is also an Italian colony and this thing.

M: So what does Rastafarian culture say about home?

F: Well, I don’t know much about that thing, I don’t know… Well, in most of these pictures I did try to, tried to put different pictures like from different continents and this thing. And it was just a way to make this shock of culture and on this one I was… I tried to… On this cup, I tried… because Chinese cup and this thing… Like I was trying to express China and this thing, because in this world everyone knows and understand them.

M: So, this is picture number 14…

F: Number 14

M: So, you put a Chinese cup…

F: Yes, a Chinese cup and this eh like girls make-up little bag and a bottle of vodka and a lemon cut on the top, carrot and a cocoa, well a cocoa thing which is zo-zo South America and this thing where they make coffees, because South America is very famous for its coffee and this thing. And espresso cup and this thing.

M: Ok, and what does this picture mean to you – this culture shock?

F: Eh well, you mean, well in different places is a different tradition of drinking, specially on drinks and well, I don’t know, maybe it is the things I like when I travel at most, I think. Coffee, women and somewhere where is party, drink and vodka and this thing probably. I think is so.

M: And you said you have been travelling for ten years now or?

F: Yeah well since, yeah ten years. First time I left home was ten years ago. But I haven’t got to that many places, but it was ten years ago. Well I will say eighteen or twenty years ago when I left Africa, it was in a different way eh. It was not my own choice to leave Africa to go to Portugal in a way, because if my parents they still live in Africa I was gonna be there. Definitely, I think I will have, it might be a better life, I think well in a way. Yeah well ten years ago is first time I really…

I: Ok, and you said you left home ten years ago. So, what kind of home was that compared to now?

F: Well, because when my parents left me in Africa we lost nearly everything. Well my parents house and this thing. Well and I had to go to live with my uncles and this thing. Then in that time in that house I was living with my uncles and in a way I was like my uncles house, my really my parents house. And when I went to Portugal in a way I felt half in-between it was my home and not and it was funny and this thing. And just maybe when I left school probably and something, because I used to say in Portugal, your school is your second home and this thing. And for me I really lived in, eh like my friends from school they are more like a family to me in lot of things they eh they are lot of things and probably also.

M: Ok, are there anymore pictures left?

F: I think there are, I think... What about this one? Ah, ok

M: That’s picture 17.

F: 17 Picture 17. I was like. It was a lamp I took from somewhere and I put it and I was gonna focus there. It was just like an expression of energy. And well, in a way people sometimes they go home to get, to feel energetic for next day or for challenge to life in a way. And there was the light and a few things. And I think it in from the light for the time I took the picture, but they did not show up.

M: So do you also… where do you get energy for next day?

F: Like in a beer sometimes. Everywhere I go, I think, is to get energy in different ways and in spiritual ways and the other ways and this thing.

M: So do you say that you go home and get energy or do you just say that I go somewhere or?

F: Well, I just eh, well go home to maybe... I can go home for party. I can go home to take it easy, because, or go home for to have some food and go home to, I don’t know…

M: But what do you mean when you are here in Copenhagen, when you say I will go home now, where do you go then?

F: Well it can be lot of places. It can be lot of places, because most of the time I can say that I am going home, but I am going somewhere. Just a way to say to someone that I need to go somewhere and this thing and it is lot of things for me.

(Båndskifte)

M: Ok, so we can continue… eh where were we…. Oh it was about the energy…

F: Energy. And I don’t know. Well, I think as well you have a lot of people, I don’t know. And a funny side of this, you maybe have this funny side as well. Like when you say what is home for you. First thing, I don’t know, I said, I have been thinking about it. It could be a Buddha meditating, because when Buddha meditates they say mmm, mmm and this thing and then it is a way to get energy as well and meditate.

M: Ok, so meditation can also be some kind of home or?

F: It is probably. It is where you can get peace of mind. And we just like, of course people when they meditate they may be aware of everything they are. Maybe forget something on the mind and this thing.

M: Ok, interesting. And then there was this picture over here… It was something about a map or I don’t know what number. It was number 16.

F: 16. I don’t know. If you, when you have a home you orientate yourself zo-zo. We have eh, I don’t know. You know where you are. You know it you home and then forget orientated is with map. Most of the time people go to places where in the map to get there. And eh also I think why.

M: How do you orientate yourself?

F: Eh, well I don’t. I try to not. I try to not on these days. I just follow the wind most of the time. And where is the music I go to, because it is where it is good song or good something to listen. And I am someone, because I don’t speak that much and I like to listen to people and listen to things around and this thing. I always follow the flow, I think.

M: Do you think that is different from most people?

F: Eh, well, I know a bit of myself, I know a bit of… one percentage of myself. Maybe I know 0,25 percentage of the other person. I think, I don’t know how people think about things. And I just, I don’t know. I don’t know how people think about the other things.

M: But… maybe… you said with this picture and this map that people need to orientate themselves… because of their home or?

F: Mostly and this thing. If it, I don’t know, like in the plane you need a map to get a right word to go somewhere. For some people it can be going home or going to some country that they believe can be their future home or if something there is interesting for them. And it was just this.

M: Can you describe what map is this?

F: I think it is a city map. I am not sure. It’s the city map. I was just gonna take a map and this thing, just…

M: And what is it with the carrot and the lemon?

F: Ok, it was just vitamin. It means healthy and this thing. And well people read for make their mind be healthy and this thing. And a map is book on the end to read. And usually we believe vitamins they are for the body to be healthy and the map or the book does make your mind be healthy and this thing just… (?) Healthy, you need the healthy things. If you eat healthy food or if you read healthy book you’ll have those two connections on the end. Probably it’s just what I expressed. And how you say, the eh… [M: skiing boot] yeah skate board, what is like a sport and this thing then does make you to be healthy as well.

M: Interesting. Yes. Maybe there was also this picture (1) here… This one…

F: Ok, well they are windows and this thing. What is like, I don’t know. I mean I was a bit drunk when I took this and I just thought about taking a picture and this thing. And it is there a window at home and this thing. In most of homes they have a window and this thing. And the way you say in a computer they have different windows. It is like a different propriety. How you say propriety. Ah, well different, different home sites I think you call windows in a computer. And I might just say you might have a connection from home as well.

M: So where are these?

F: I think in Gaderummet. I think what they are in the stairs from the Gaderummet and this thing.

M: Yes, does these stairs mean something to you? What is your impression of these stairs?

F: Of stairs? Well is, I don’t know. I don’t know. It is just the way to get you somewhere is what I think. Well, most of homes have a stairs, but didn’t mean that much to me. [M: ok] Well, I didn’t think that much when I took the picture… about stairs and…

M: Eh, I think there was also this one… picture 19…

F: 19. And eh, Well it’s eh Fido and this thing – a dog and this thing. And eh this thing… I don’t know if it is cliché, but I used to since kid used to say, dog is man’s best friend [M: yeah] and this thing. And well lot of people, they somehow they need a dog in their house for some reason. I don’t know why and this thing. Maybe to feel protected as well and this thing. Or it is easier to communicate with dog for them. I don’t know. Well it is just like a different view.

M: Can you try describe the picture a little bit more? There is…

F: Ah, Well it’s a table in the Gaderummet. Ah ok, eh this is a baby toy and this thing and most of people they think about getting a home when they have a child. Then I think they may (?) and, well the best friend of man and the best friend of a child probably is his mom and this is the toy I’ve got. And was just to say, and was what I wanted to express there.

M: Like something that can also make a home or?

F: Well in a way probably. Probably in a way. For them it is like something, like part of home.

M: Is that also part of home for you?

F: A toy? Eh it’s not, you mean a toy or?

M: This picture – is that something that is home to you or?

F: Well, I don’t think that much about having a dog. But I will like to have a child. And I’ll probably if I have a child, I will give him a dog. And I was just thinking about this and this thing.

I: How would you like to live if you had a child?

F: Eh ok, I don’t know. Sometimes I prefer not to think about those things [M: ok] and this thing. Well, I will like to have stable life and this thing. I don’t know how I’ll like to live, but… I don’t know. I will like, I don’t know… It is very… I don’t know… maybe I’ll live long (?) to still have one one day.

M: Yes ok. What was I thinking about. Yes, I mean you have…. you made a lot with all these pictures. You made a lot of ideas about how people can differently make homes.

F: Yeah, in a way.

M: So, in a few words – what is home to you?

F: It’s, well it’s like I said to you for me is everything. It’s universe. It’s like home. It’s everything for me. Because, I don’t know. Home is where I feel comfortable. Where is things I like or a person I like and this thing. I think is home. But where I am not sure. Yeah, I am not sure.

M: Some people might call you a homeless man.

F: Maybe, maybe…

M: Would you say that? That you are homeless?

F: Eh, I might call them the same thing in a way, because if they believe in those things… maybe, maybe, maybe, maybe… In somehow they can, in somehow, but I don’t feel it. I don’t feel it. I don’t feel it. I think I only feel it when I don’t… when I can’t (?) sit down somewhere and have a drink, then I feel, I might feel this, but… Anytime I can go somewhere and drink a beer and take it easy I feel I am ok. I feel ok. I feel ok.

M: So you said, maybe you could… (telefonen ringer) I am sorry… Yes, you were saying…

F: They might, they might… Because it is an obvious way of thinking, but I don’t know… Lot of time I will maybe feel it, but now I don’t feel it like I am one. I don’t feel it.

M: Can you try to… I mean, what is your definition of a homeless. You said when you can’t open your door and go out…

F: Well I think. I think a homeless is someone who doesn’t have a freedom and this thing. And I don’t… I think… It is just… you get homeless when you are out of society for some reason. I think that is why many people doesn’t feel home (?).

M: Can you try to give some examples of when you think you are out of society?

F: When I am in the hospital or somewhere where I don’t like to be, I think it is very (?)… I think it’s… I think it’s… I think it’s… I think it’s…

M: It’s a difficult question, I know.

F: It is, it is difficult and this thing. It is difficult. I think you just… maybe the society we live in have a way of seeing things and like we all should respect it. We all should think the same thing for a lot of people and this thing… But I think lot of people on this may be generation from the eighties ‘till in these days. I don’t know… Maybe because they come from the generation of hippies. You know the generation of hippies and this thing… Probably is why, I don’t know, we think from this word – peace and love – and everywhere we go is like our home and this thing… And this is why, I don’t know how I feel… if I feel like I have a home…

M: Yes. So what I would like you to do now is again to do a little bit of drawing.

F: Ok.

M: Eh I would like to ask you to draw where you went yesterday and tell me about your route and what you did the different places. Just to see how you spend your day.

F: Ok.

M: So just remember at what time you got up or where you slept or… and stuff like that... Ok, so you can just draw here and write something if you want to.

F: Well, I slept in Gaderummet, I think. And I went to the eh… well something eh I do nearly every day. I went to the bridge there… give some bread to the (?) and this thing. And then I came to Café Bissau. And from Café Bissau I think, I am not sure if I went back to Gaderummet or… eh I stayed there for maybe ‘till nine o’clock eh in Café Bissau…

M: In the morning or…?

F: At night. I was there ‘till a girlfriend of mine phoned me at eight o’clock I think. Then I went to the town. I was… I had a joint in the eh Frederik’s place. Then I went to, I went to this good friend of mine and I…

M: …to a disco or?

F: … eh I went to see a friend of mine. And I stayed there… or maybe I had a drink and this thing and I stayed there. And I come, I come back home… I came back to Café Bissau in the evening. To work in Café Bissau. Like this is how I spend my days most of the time… come here (Cafeen hvor interviewet bliver foretaget) or go to Café Bissau or go to go around… go to a few places in town to have a drink.

M: Ok. Are the other places in the inner city or at Nørrebro?

F: In the city. Mostly in the city. There is this place I like to go a lot to see the dinosaur in the Frederik’s place and this thing. Because, I don’t know, when I go there, I go there to most of the time smoke and then go somewhere to drink. That does give me a focus of evolution – the way it is. Just to the dinosaur (?) Because the dinosaur they were the first creature and this thing and (?) and this thing. And most of time I go there for smoke and this thing.

M: You said Frederik’s place… Where is that?

F: It’s, I don’t know how you call it. It’s the square, the big square in town…

M: Rådhuspladsen?

F: Rådhuspladsen, it is. I used to go there a lot for smoke.

M: What… How would you describe that place, Rådhuspladsen?

F: Well, it’s… I don’t know… It’s a massive book, I think.

M: A massive…?

F: A book.

M: A book! In what way?

F: Well, because we have all these stories of the beginning of life… of creation… like evolution, I don’t know. You have the religious side and the technologies and I don’t know. It’s very funny. It’s a massive book and this thing.

M: So you are using it for relaxing or what do you use it for?

F: Eh, well just to understand some things some times.

M: Ok, and what do you do in Café Bissau?

F: Well, I go there. Usually they need… They go and buy some beer and this thing. Because at the moment I am zo-zo unemployed and I give them and this thing. And to go to some deliveries and this thing. And just spend… I spend my days there. Because for me as well deeply… This was the first time I have been since I left Africa, it is the first time that I been more deeply to African culture and this thing in Europe. I go there in (?) … it’s kind of easy place. To be there you are doing nice things and get drunk every day and have fun and this thing. And this way, in the time I don’t have a job it’s ok to do.

M: So this drawing is your daily routine or?

F: Mostly, mostly… sometimes I go to Nyhavn and spend time there or have a drink and this thing and just watch the boats pass by and this thing. Talk to myself and this thing.

M: Where do you spend most of you time?

F: Well, it is in the Café Bissau. Or here or Nyhavn. I think.

M: Do theses places have different meanings to you?

F: A lot, a lot. Lot of different, a lot.

M: In what way?

F: I don’t know. It’s like you know, when you go to… or you are in a school or university you have to go to different classes and zo-zo… And for me it’s kind of the same. I get to different people who know different things in life and this thing… and like different things in life and so know different things in school. It makes me understand myself mostly than if you stay in one place. I will always feel with my mind, because I think it’s just…

M: Do you always return to the same place during a day or?

F: Most of time, well most of time. Well some times I stay at this, at this girl’s home. Sometimes I stay at that place in the weekends. And this is nearly what I do.

M: Ok. I have this one last question. Then you will be off for tonight. When you were talking about these pictures, I wondered, did you think that there were any pictures missing to describe the way you feel home or?

F: Well a bit. In a way. Maybe. I don’t know. There was also a picture I took and I don’t think it came up or I didn’t take it. Maybe, I don’t know. Maybe for me to describe really what is home, I have to go to all these places I have lived or I have been and this thing. To really describe my writing what is home for me.

M: You told me, we talked some days ago, that your first idea was to climb…

F: yeah, that was just funny…

M: Can you try to explain that?

F: I know… I just… we go to moon like I don’t know, maybe because now… most of the time you used to say the world just the most, the world, the universe. And now in a way, now we got more far away and the world is getting bigger in a way. And to say if I could take a picture from the universe is… could be a way to explain what home means.

M: I thought of one more question and now I forgot it, but…

F: Too much cheese…

M: Too much what?

F: Cheese. People just say that if you study you should not eat cheese.

M: Aha, why?

F: I don’t know. I think it is no good for the memory. That is what people say.

M: Really. It’s funny.

F: It is. Or you just tell it to the kids not to eat more cheese.

M: Ok, but thank you very much Fernando.

F: Ok, Marta. It was very interesting.

M: Oh yeah that was the question! What did you think about taking these pictures? How did you feel making these pictures?

F: I felt like I was doing something. I felt like I was doing something instead of just sitting and have a drink and this thing. When I was doing it I was drinking and smoking and talking to people and this thing.

M: Thank you very much.

F: You are welcome.

Interview med Sofus og Pernille d.14.11.04

J= Jakob (interviewer)

P= Pernille

S= Sofus

J: Jeps... Okay. Hvis I først lige hver I sær kan sige, hvad I hedder, og hvor gamle I er, og hvor I sover det meste af tiden... Eller hvad I nu har lyst til.

P: På den sorte sofa!

S: Ja, vi sover på den sorte sofa. Nu

P: Før boede vi ovenpå, ved den store håndvask

S: Men det gik galt

P: Ja... Det var fordi jeg blev smidt ud deroppe fra, og så flyttede jeg herned og så blev jeg bagefter smidt ud hernede fra... og så kom de og bedte mig om at flytte tilbage igen... Nu er jeg blevet tvunget til at bo her...

(Jakob vælter en øl.)

P: Det så faktisk rigtigt fedt ud.

S: Det var en hel øl, der er kun lige en cm tilbage i bunden. Fyldt med skum. Du må selv hente en ny

J: Det var min øl, det er bare fordi jeg ikke vil drikke den...(Griner)

P: Hvad hedder du (interesseret). Du må selv hente en karklud!

J: Okay vi holder lige en pause

(Mens båndoptageren er slukket siger Sofus, at Gaderummet ikke er et normalt hjem. Han sammenligner stedet med et fornemt hus i et villakvarter i Nordsjælland, pga. alt det rod og snavs der er rundt omkring).

J: Hvorfor er dette ikke et hus i et villakvarter. (Gaderummet)

S: Det her? Det er fordi vi er i en lejlighed på Nørrebro. Det er fordi, at det er en erhvervslejlighed, nej hvad hedder det erhvervslokaler, man må slet ikke bo her, vi bor her heller ikke.

P: Vi bor her heller ikke. Der er mødelokaler, vi er faktisk autonome... Men det har slet ikke noget med sagen at gøre.

S: Det er bare fordi vi aldrig kommer videre. Vi sover her, vi bor her ikke

J: Men i har alligevel alle jeres ting. Din Radio (Sofus) og dit spejl (Pernille).

P: Ja man er her jo meget af tiden, ik’. Nogen gangen holder vi møder langt ud på natten, klokken fem om morgen, hvor vi sidder og diskuterer krig og fred.

S: Jo

P: Man er her jo alligevel meget af tiden, ik’!

S: Det er ikke meningen at man skal bo her så meget. Det er også svært når... når man ikke lige har et sted. Altså da jeg kom her først, da havde jeg jo et sted at bo. Det er jo ikke sådan, at jeg kom her hen... det er ikke det stedet er til, det er jo ikke meningen at man skal komme herhen og bo, og når man så har fået et sted at bo, så kommer man her ikke mere. Det er jo sådan set meningen at man skal komme her som sådan et værested, og så kan man sove her, hvis...

P: Det er en varmestue

S: Nej, det er ikke en varmestue. Det er et værested, men så gik det hen at folk havde problemer med at betale... eller at folk blev smidt ud og så noget. Pga. fester og så noget... og alt muligt lort, så lige pludselig ender det med, at man sover her.

J: Så det her er jeres hjem eller hvad?

S: Ja... Det kan man godt sige

J: I sover her og I kalder det hjem!?

S: Ja, det kan man godt sige og vi får post. Min hund føler det meget som sit hjem... Da han kom væk for sin mor og var 2½ måned, så flyttede vi derover under vinduet.. skænktingen... (Peger hen mod sofaen, hvor de sover) Det hvor man sover og der hvor man spiser, altså, det kommer man automatisk til at kalde hjem.

P: (Mens K snakker) Altså man kan have en mail adresse og hente post her. Nogen gange så spiser man mad fra kirken, hvis man er rigtig hjemløs, ik’.

J: Men hvor gammel er du Sofus?

S: Øh 32

J: Og hvornår havde du sidst din egen lejlighed?

S: Jeg havde noget.. jeg har ikke sådan... Altså, jeg har lejet noget sammen med andre. Det har kunnet lade sig gøre, men der går let ged i det. Altså, så har man for mange venner på besøg og druk og så noget, så klager folk. Så ryger man ud. Det sker en gang imellem jo… Altså der var én, hun ville ikke have, at der kom vagabonder og besøgte mig. Det var da jeg boede i Odense. Hun ville ikke have, at der stod sådan nogle vagabond-barnevogne ude foran min dør.

P: Ej.. Kom der sådan nogen og besøgte dig?

S: Ja! Det kan man da ik’... Det er da også bare hvad det er.

P: (Griner) Det er da også noget mærkeligt at slæbe rundt på.

S: Altså, det kan man jo ikke... Det er en mærkelig begrundelse. Det andet sted hvor vi boede, ja hvad var det… Vi boede 2 drenge og pige, så stod vores udlejer nede i døren, vi boede oppe på 3., så stod vores udlejer ned i døren og spurgte vores gæster, om de boede deroppe, om de sov deroppe!

J: Så han kunne smide jer ud?

S: Ja, det må man jo ikke, men det gjorde der jo ikke. Det var sjældent, men jo det skete jo engang imellem., når man havde besøg længere væk fra. Det er ren volapyk. Men det er jo mest også fordi man ikke ligner de andre i gadebilledet, altså, at man lige skiller sig ud dér. Altså, det er ikke altid populært. Sådan er det. Når så kommer der sådan nogle mennesker i ejendommen, så falder ejendommen i værdi, og alt muligt mærkeligt... Naboerne kan ikke få de samme penge for deres huse og så noget. Det hele kører rundt. Det er slet ikke spor populært.

P:… at være hjemløs.

J: Er det så nemmere at komme her, i stedet for at bo et sted, hvor folk står og tjekker hvem der kommer på besøg?

S: Nej men... det går lidt i ged, når man er flere, og så er der lige pludselig en der skal et eller andet, og det er ikke sikkert at der lige er en der passer ind i fællesskabet, som mangler et sted at være, så ryger huslejen pludselig op. Og så videre, og så er der ikke råd til det på tidspunktet, så må man også flytte og sådan nogle ting. Det går hen og bliver alt for megen flytten. Og sådan unge mennesker... Ja så skal man lige et eller andet., nu skal jeg lige... nu skal jeg lige starte i skole der og der, eller nu har jeg fundet en anden kæreste. Sådan er der altid noget nyt.

J: Havde du nogen møbler i din gamle lejlighed?

S: Jaaa nogen, men det har altid været.. næsten altid har jeg skaffet nogle møbler, når jeg fandt en lejlighed, så ud og finde noget storskrald, eller fået noget af min… Familien har haft noget der skulle smides ud eller et eller andet, og så har jeg måske været heldig, at de havde et skab og at de skulle have et nyt. Det har altid været sådan. Jeg har aldrig gået ud og købt mit eget nye bord, eller en ny sofa, det har jeg aldrig haft. Altså, der har altid været pletter på... Sejt!

P: Pletter i sofaen det kan jeg slet ikke klare.

S: Pletter på sofaen...? Jamen altså...

J: Hvorfor ikke?

P: Jeg har kat. Jamen, tænk hvis det er katten der har tisset

J: Det er ulækkert eller hvad.

P: Min kat tisser meget. (Griner) Over det hele.

S: Jeg har ikke haft kat siden jeg var lille

J: Hvad med dig Pernille, hvor gammel er du?

P: Øhhh… øhhmm…

S: (Joker) Personnummer og telefonnummer tak. (Griner)

P: Øh… Hvorfor spørger du?

J: Fordi jeg gerne vil vide det!

P: Gammel nok! (Griner) nej, 28.

J: Har du haft din egen lejlighed?

P: Ja ja.

J: Hvornår havde du sidst en?

P: Jeg har haft den i 10 år.

J: Okay?!

P: Men jeg er lige flyttet, fordi jeg er gået fra min kæreste. Altså, jeg havde en med min kæreste, men...

J: Hvorfor.

S: Han slog ikke hårdt nok (Griner)

J: Var det dig der gik fra ham, eller ham der gik fra dig?

P: Øh… Hvad snakker I om (forvirret). Øh… Nu skal vi ikke blive alt for personlige!

S: Det er en helt anden historie.

J: Nej. Ok. Helt fair.

P: Nej, men der ville jeg ikke bo, fordi jeg troede at der var spøgelser i lejligheden.

S: Det var ham der hjemsøgte dem.

P: Ja (fraværende)

(Sofus beder om et stykke kage)

S: Det er godt for mit blodsukker

J: Ja, jeg tror også at der er omkring 10 kg sukker i den her.

J: Okay, skal vi snakke om jeres billeder?

S: Øh… Nej…(Griner) Okay, det var det vi skulle snakke om.

J: Ja det var, men jeg har også nogle spørgsmål bagefter.

P: (Kigger på reklame der ligger på bordet foran hende) Han ser godt ud ham der. (Griner) Nej, jeg synes at han er en steg.

S: Så skal du score ham!

P: Jeg har scoret ham, jeg synes at han er lækker, han er garanteret til kvinder. Han har også brækket næsen. Han er bokser.

S: Han ligner mig en lille smule… (Griner) På ørene!

(Lægger billedet på bordet af Sofus i den sofa, hvor de sover sammen hver nat. (1))

J: Vi kan se om der er en lighed (Griner)

S: Ørene, munden og næsen! Ja. Der er visse ligheder (referere til billedet af sig selv). Nu har jeg jo munden anderledes!

J: Ja, du poser’ rimelig for kameraet der (Griner). Er der noget ved den sofa der, hvor I sover?

S: Det er fordi det er den bedste. Det er der hvor vi sover. Den skal også være ret stor, når man skal sove 2 personer i den. Og så er der en radiator lige henne bag ved den.

J: Hvad nu hvis I kom hjem en aften, og der lå nogen andre og sov i den?

S: Så ville vi da bare smide os ned til dem! Så kravler vi bare ned til dem, er det ikke rigtig Pernille?

P: (Har rejst sig) Hva’...?

S: Hvis der ligger nogen i vores sofa når vi kommer hjem, så lægger vi os bare... så putter vi os bare ned til dem.

P: Nej, vi sparker til dem. ”skrub af med dig, mand”, ”Du ligger oven på vores hash”.

S: Kender du ikke det der fif, med at lægge dig inderst? Så lægger vi os bare inderst, så ryger de automatisk ned på gulvet.

P: Der er ikke plads andre steder.

J: Men folk her, ved godt at det er jeres sofa?

P: Det er vores sofa... ellers skriver vi navn på den.

S: Ja, de har fundet ud af det.

P: Ja, men jeg har navn på min egen stol. Der har jeg sågar siddet i den en hel aften. Jeg har sovet der også ...

S: Jeg levede et halvt år til et år i sådan en stol. Det er rigtigt!

P: Tænk at bo på en stol!? (Griner)

S: Sammen med en kammerat på sådan et lille lillebitte hummer. Der kunne lige ligge sådan en madras og stå en stol. Han lå på madrassen, og jeg sov i stolen.

J: I et halvt år?

S: Ja, hvis det ikke var længere.

J: Det lyder rimelig hårdt.

P: Det tror jeg ikke på.

S: Det er rigtigt! Der var sådan en fodskammel til, så jeg kunne lægge benene op. Det er rigtigt... Det var sådan en man kunne vippe med, kender I ikke de der fancy stole, de stole man kan klappe sammen. Den kunne ikke klappe helt ud, sådan så jeg kunne ligge helt ned, men en lille smule. Så kunne jeg ligge på den. Sejt!

P: Det må man ikke!

J: Hvad?! Sove i en stol?

S: Det er sejt

P: Og du var fuld!?

S: Jeg var ikke engang fuld, vi røg kun hash, for det meste.

P: Folk der ryger hash siger mig ikke noget.

S: (Er i gang med at mikse tobak og hash sammen) Når, men så vil jeg hellere mikse. Det var ikke dig jeg snakkede til, sagde du ikke lige at folk der ryger hash ikke siger dig noget. Så skal du heller ikke svare (Griner). ”Vil du ryge?”, ”nej folk der ryger hash siger mig ikke noget” (Efterligner Pernille).

(Billede af Pernille som ligger i sofaen. (2))

J: Der er også et billede af dig Pernille!

P: Dejlige Pernille…

S: Det er fordi jeg synes at hun har nogle gode ben dér.

J: Er det fra jeres Sofa?

S: Øh jo eller er det ikke.

P: Der er nogen der vælter på stolen derovre.(?)

J: Hvor er det du ligger henne der?

P: Der er ikke nogen Sofus der, det er Sofus der tager billeder.(?)

J: Jeg kan ikke rigtig se hvor det er?

S: Det er Pernille. Jeg ved ikke hvor det er, men det er lige derovre (Peger hen mod sofaerne, hvor de sover)

J: Okay

(Billede af Pernille, der leger elefant foran opgang til Gaderummet (3))

J: Så er der det her billede.

P: Godt vi ikke tog hjem til min Morfar.(?)

S: Det er nede i gården jo...

P: Det er fordi jeg skal lege elefant (Efterligner sig selv på billedet og brænder sig i ansigtet med sin smøg) Av! Av for satan.

S: Nu brænder du dig vel ikke i ansigtet, fordi du skal lege elefant

P: Av for helvede, jo jeg gjorde. Av (Griner af sig selv samtidigt)

S: Pinligt (lavmælt).

P: Det er altså en elefant det der!

J: Det er udenfor Gaderummet.

S: Ja, det er nede i baggården, lige hernede. Baggården... bag baggården. Baggården.

J: Hvad sker der når man gå ud af Gaderummet.

P: Så forlader man Gaderummet som autonome.

S: Hov nej, det er lige hernede. Nu er vi gået ud af rummet. Så kommer vi ud i den almindelige verden.

P: Så er man ikke bange for at vise ansigt! Det er ikke smart at forlade Gaderummet

J: Hvorfor ikke?

P: Det ved jeg ikke, der er (?) herinde altid.

J: Er der trygt her?

P: Ja! og der er sprut

J: Og der er hvad?

P: Kloakslam

S: Rettet i sidste øjeblik. (Griner)

P: Kloakslam.

S: Nej, men jo, det er meget godt, men det er lidt... Man skal også passe på med at rende rundt ude på gaden hele tiden, der er alt muligt bilos og sådan noget. Det er altså ikke særligt sundt at rende rundt nede på Nørrebrogade hele tiden. Så er det bedre at gå lidt væk fra de store veje af. Det kan jeg bedre lide.

J: Hvad med de mennesker der bor på den anden side. Jeg sad og snakkede før med hende der, (Tidligere medarbejder der var på besøg med en pose øl, for at se til sine unger, som hun selv sagde) hun fortalte at de havde åbnet champagne dengang Gaderummet brændte. De vil ikke rigtig have at I er der, eller hvad?

S: Jooorrvv, sådan er naboer altid. Det er fordi det sådan skiftevis er forskelligt hvem der kommer her. Det er meget bredt forskellige slags mennesker. Fra det startede til nu. Og hvad ved de!? De ser bare Gaderummet som... Det kan de slet ikke sætte sig ind. Det ved jo ikke hvem det er der bor heroppe. Der bliver skiftet ud med mennesker hele tiden

J: Hvad tror du de tænker?

S: ”Mærkelige mennesker”. Det er først fornyeligt at de er begyndt at hilse ellers har det altid... Dem der spiller hernede, (Band der har øvelokale) de hilser, ellers har de altid kigget underligt på folk.

P: Har du en smøg jeg må ryge?

J: Ja. Her værsgo.

S: Ja, så de nederste (Moskéen for muslimer) de er ikke så glade for hunde. Det er en muslimsk forening og de.. øh. De er ikke lige til hunde. Det er urent. De må ikke røre ved dem. Nogen gange når de går forbi kommer de med sådan nogle arabiske besværgelser. Mod hunde og sådan noget. Det er bare sådan noget de skal sige når de ser en hund, for ikke at blive svinet til.

J: Besat af satan (Griner)

S: Ja... Så deres ånd... deres umenneskelige sjæl (Hundenes)ikke ryger over i deres (Muslimerne).

(Billede af Pernille på gammeltorv... Topløs (4))

J: Så er der det her superbillede.

S: Ja det er jo Pernille... Det er fordi jeg lige synes at folk skulle se Pernilles gode nødder, og det er inde ved springvandet.

P: Det er til øh ... til min kæreste.

S: Der går vi tit på druk inde om sommeren ik’ også. Det er et godt sted, så kan man sidde og kigge på folk der går forbi. Så kan man sidde der og drikke en bajer. Og der er rindende vand. Det er et meget godt sted. Det har været meget brugt. Det har været et meget godt sted før i tiden, og herovre (Peger til venstre for Pernille) der sidder alle bumserne så. Før i tiden har folk fra Gaderummet også mødtes der, men det gør man ikke sådan mere. Det er sådan stoppet lidt.

J: Hvorfor?

S: Andre tider...

J: Andre tider hvordan?

S: Ja, folk går ikke fælles på druk ud i byen.

P: Så tager vi billeder af hjemløse ik’. (mumler mens Sofus snakker)

S: Der sidder jeg tit og drikker øl, dér.

P: Ja, der sidder vi når det er varmt.

J: Hvad tænkte du Pernille, da I tog det billede, og alle de pæne folk gik rundt nede på strøget?

P: Dem så jeg ikke, jeg så kun at der kom et barn!

J: Okay.

P: Jeg så ikke det der barn, (Som man kan skimte i billedet) men der var et der var tættere på, jeg så ikke det der barn. Der har bare været to børn.

J: Da jeg så det der billede første gang, så jeg det lidt som sådan en provokation af det pæne borgerskab, der går rundt nede på strøget, men det er ikke sådan at I har tænkt det eller hvad?

S: Næh, jeg synes at det er meget godt.

J: det synes jeg også. Det er et klassebillede. Specielt det der ansigtsudtryk.

P: Det ligner lidt en heks, det er ikke så godt.

J: Men prøv at se, du står sådan med smøgen i kæften og griner.

P: Gud ja, det gør jeg sgu da også.

S: Det er meget godt.

P: Ansigtet er ikke særlig pænt... Det er taget meget hurtigt. Vupti og så ned igen. Det er kun selve det der pornoagtige der er smukt eller frækt, selve opstillingen er ikke særlig flot.

S: Det er der ikke tid til, det er bare sådan klik!

P: Der er bare 2 sek.

S: Det er bare sådan lige hurtigt op og ned, der er ikke lang tid.

P: Pudsigt påfund. Jeg kigger over pladsen og så får jeg lyst til at smide tøjet, så kiggede vi begge over på springvandet, og så sagde jeg ”skal jeg gøre det”. Så løber jeg derover og så tænker jeg, nej jeg kan ikke gøre det. Så vender jeg mig om, jeg er ved at smide trøjen, men jeg kunne godt stå i bar trøje. Så løftede jeg min trøje op i stedet for. Nej, det var meget godt, at jeg ikke smed alt tøjet, hva’.

S: Ja

(Billede af Pernille der er kravlet op på en drage på Rådhuspladsen! (5))

J: Hvad sker der på det her billede, og hvor er det henne?

S: Det er inde ved...

P: Det er mig der er drage, der bider en tyr i halen, der er ved at spise sit offer lam.

J: Okay. Sidste gang du så det billede fortalte du, at du godt kunne tænke dig at flyve.

P: Det kan jeg også. Flyver med drager... Og flyver på koste... nej. Men det er så... Jeg bor i en drage. En drage har et hjerte af guld. Jeg er ude efter en drage til... Dragehjerter…(Går i stå!)

(Billede af Pernille i skydebaneparken, hvor hun har hevet lidt ned i bukserne. (6))

J: Så er der det her billede.

P: Det er en sur røv.

S: Sur røv.

P: Det kan man også bo i.

S: Nej, den er lidt glad.

Beboer: Is these pictures from Bornholm.

J: No this is some pic…(Peger på båndoptageren)

P: Nej, det er faktisk en kirke, hvor man også kan bo og gå på toilettet, og vaske sig samtidigt. Det kan man sagtens.

S: Det er da nede i den park på Vesterbro!

P: Ja, men det er en slags kirke.

S: Det er sådan en gammel port.

P: Hvor man kan gøre alle de ting, som man gør steder hvor man bor. Det er ligesom for at fange opfattelsen af at Gud han kan øh tilgive dig alt, men hvis resten af verden ikke kan, så kan Gud og så kan du bo i kirken.

J: Er det fra skydebaneparken.

S: Der er den der gamle port.

P: Det er for at fange fornemmelsen af en kirke.

J: Du sagde også noget med at man kan gøre ting, som man gør derhjemme. Hvad betyder det?

P: Det var det jeg sagde før, man kan gå på toilettet, og man kan spise mad og man kan skifte tøj, og så kan man også sove... bo der i kirken.

J: Har I sovet nede i skydebaneparken?

P: Nej, det har vi ikke.

S: Men man kunne godt.

(Billede af Sofus der sidder og ryger bong i sofaen i Gaderummet (7))

J: Så er det jeres plejebarn, som I kalde den.

P: Det må du selv forklare... (Til Sofus)

S: Det er meget godt, det er mig der ryger på bong. Det gør jeg tit. Det er meget godt øh Sådan lidt besparende

J: Hvordan?

S: Det er dyrere at ryge pibe og joints. Jeg bliver bedre skæv af Bong. Det er farligt der at have bongmix stående der hele tiden. Så kan du lige gå og ryge en bonghoved.

J: Er det stærkere end at ryge en joint.

S: Ja, hvis man lige vågner om natten. Så lige stoppe et bonghoved og så sove videre... Når man bliver vækket af nogen der. Nogen der råber eller kaster med stole. Så lige et bonghoved og så sove videre.

P: Det er vores sofa, det er der vi bor i sofaen, ik!

S: Bongen kan også godt lide den sofa.

P: Ja, den bor også i sofaen. (Griner) Der bor jeg i sofaen (Peger på billede 2 af sig selv) og der er det så Sofus der bor i sofaen. Der bor jeg så alene. Men oftest ser man os sammen (Bongen)

S: Læg lige mærke til huen der. Det er sådan en hobby jeg har med at gå og finde huer. Det er meget sejt og ting og sager.

P: Der har jeg så Sofus’s tøj på.

S: Pernille kan godt li...

P: Jeg bor i Sofus’s tøj, det er faktisk sådan lige pludselig.. Sofus’s tøj.

S: Det er også smart.

P: Det er også fordi jeg er gud. Gud er over alt.

(Billede af Pernille med bongen i Sofaen (8))

S: Og det er så også bongen du leger med der.

P: Det de.. Øh den er meget glad for at bo sammen med os. Folk prøver sådan at tage den fra os fordi de simpelthen tror, det er lykken at have den der bong boende, men det er ikke bongen der gør os lykkelige.

J: Hvad er det så?

P: Det er sofaen.

S: De vil gerne have at vi skiller os af med bongen, der er jo nogen heroppe der gerne vil stoppe den ud af vinduet.

P: De vil smadre den. De vil smadre vores lykkelige liv
S: Der går lidt for meget bongkarma over det. Øh i stedet for den almindelige hverdag.

J: Er der nogen der gerne vil prøve at redde jer?

S: Ja, det tror jeg.

P: Næh, det er netop det de ikke vil, vi redder os selv. Så redder vi andre og resten af verden.

S: Man for noget mere ud af det ved ikke at ryge så meget hash.

J: Hvad tænker I selv om det (Hash)?

S: Øh jeg ryger bare hash altså... Øh. Jeg har da også prøvet at lade være, og uha hvor fik man meget ud af det. Men øh der var altså i... Altså tænker jeg tilbage så fik jeg egentlig ikke mere ud af det, altså jeg bevægede mig mere og så noget, men det var ikke specielt sjovere.

J: Så du kom mere rundt eller hvad.

S: Ja og du kontakter måske nogle flere mennesker, når du ikke er skæv.

P: Eller nogen åndelige sider af dig selv. Så kommer man mere i kontakt med en spirituel verden.

S: Men det var mere da jeg startede med at ryge, der var lige en periode der, da jeg havde røget nogle år, så var der lige.. så var jeg ikke så glad for at snakke med andre mennesker. Nu har jeg ikke noget mod det, men nu kigger de på mig og så kan de godt se, at han ser ikke ud som om… Men altså... Det er ikke alle almindelige mennesker der lige synes... ”Han ser sådan ud, vi må hellere lade være med at snakke med ham”

J: Hvem er det der siger det?

S: Det kan du se sådan, altså..

P: (Afbryder) Det er godt... Men det rammer ham! Påvirker ham astralt.

S: Det kan du mærke altså… Hvis jeg er ude blandt mennesker, så også selv om det er på min egen alder, så er der ikke nogen interesse i at vide noget om mig og så nogen ting altså. Det begrænser mig. Det har jeg oplevet.

P: De suger bare alt livskraft ud af én, i stedet for at gi eller lade vokse, så kvæler de en sådan at man næsten ikke kan få vejret.

J: Sætter de jer i bås?

S: Ja, det kan du se på folks ansigt

P: De sætter en bag lås og slog. Din krop er et fængsel. Og der kan man også bo.

S: Tøj er også med inde i det her. Og frisurer. Han går med hue, han tager ikke huen af, når han kommer ind.

P: Nej, han tager hatten af

S: Ja og sådan nogen ting. Alle de ting... Kender du ikke godt de ting? De der standard ting.

(En beboer kommer hen og spørger efter billederne fra deres tur til Bornholm)

P: Pause, vi skal lige…

J: Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at vide noget mere om?

P: Om hvad?

J: Kan I komme i tanke om en situation, hvor folk dømte jer på forhånd. Ude at vide hvem I var?

S: Ork.

P: Stort set mange der kommer ind her og ikke kender ens baggrund, eller f.eks... Folk der kommer her der føler de er mere en del af Gaderummet, fordi man måske er nyankommen. Eller fordi man har været væk fra Nørrebro i mange år, så i virkeligheden.. altså noget lignende. Men.. Og de ved ikke hvem man er, så folk kommer og ser ned til en.

S: Det er jo ikke ligefrem noget...

P: At prøve at provokere en til slagsmål.

S: Det er jo det!

P: Men det er.. Vi har jo heller ikke brug for at sprede os et ry. Og så blive et kendt navn eller berygtet. Så jeg har slet ikke brug for at provokere en attitude frem over for folk, som ikke kender mig, for hvis de ikke kender mig, så skal de nok finde ud af hvem jeg er.

S: Det har noget at gøre med at hvis du ikke giver udtryk for at være der i den omgangskreds folk er i, hvis du ikke giver udtryk for det, så synes folk ikke det er sjovt. Man skal gerne være med

P: Så taler de om en.

S: Folkene... Dem man snakker med. Det nytter ikke noget bare at være som man selv har lyst til at være.

P: Vi bliver ikke talt med, vi bliver talt om.

S: Det er der mange grupperinger der synes... Det er ikke særlig sjovt.

P: Så taler vi med hinanden.

S: Om det så er nogen kammerater det ene sted det andet sted eller det tredje sted, eller nogen mennesker der snakker sammen, det vil altid være sådan der.

J: Så I skal lave om på jer hvis…

S: Ja, for man skal ikke.. Det nytter ikke noget at skille sig ud vel... for meget vel.. det bliver altid noget...

P: Man kan også blive en outsider.

S: Ja.

P: Men det er ikke fordi det er noget der slår en ihjel!

S: Næh det er det overhovedet ikke.

P: Eller at man bliver upopulær. Altså, det kan faktisk godt slå en ihjel. Men det kommer an på om noget ondt vender sig mod en. På den måde bliver man upopulær.

S: Det kommer lidt an på om hvordan man føler sig over for de mennesker. For hvis man bliver upopulær i andre menneskers øjne, så har du ikke rigtig noget.. Så kan du heller ikke få et godt, kammeratligt forhold til dem vel.

P: Hvis man trækker sig... Man bliver også mindre i andre folks øjne.

S: Så falder man også i sin værdi, det er gensidigt altså. Så gider du heller ikke selv at være med. Så gir det sig selv. Ligesom i skolen dér, hvis du var den eneste der ikke blev inviteret til fødselsdag, altså sådan et meget tydeligt eksempel dér!

P: (Men S taler!) Man kan også bare misbruge. Folk øh øh øh.

J: Kan I ikke snakke en af gangen... Jeg kan ikke...

S: Det er lidt det samme. Du kommer i en klike men du bliver ikke inviteret med til festerne. Så noget der, det er jeg kold over for. Jeg gider ikke ændre mig bare for at nu være ligesom man skal være Og ”så kan man sagtens komme med til alle de gode fester!”

J: Lad os bare tage det eksempel. Hvordan skulle man så være?

S: Nej men...

P: Nej, nu ryger jeg den ristede smøg.

S: Det er jo først der hvor du går hen og er ligesom de andre at du bliver inviteret. Det er det.

J: Jamen, det er det jeg gerne vil ind til!

P: Jamen, det er ligesom når der er nogen der taler bag din ryg, så kan de.. det er underligt at putte sig selv ind i sådan en folkemængde, så bliver man nærmest... Det er alt for stødende, det kan de ikke finde ud af, de er vant til at tale om en.

S: Ja! Det er svært at bagtale.

P: Det kan godt være at de ikke taler dårligt om én, men lige så snart de snakker til én, så snakker de bare total ned til én. Det er sådan noget underligt noget. Men det kan godt være at de ikke har noget imod mig, når de snakker sammen om én eller så noget. Det virker ikke sådan i hvert fald!

S: Ja ja, der er nogen mennesker, dem kan man snakke med rigtig godt, og så sidder de sammen med kammersjuskerne og så bliver det bare noget hva’ hva’. Nu er de sammen med dem, så kan de ikke give udtryk for det. Det har jeg oplevet mange gange. Det dér.. sejt!

J: Folk du var venner med...

S: Ja, fine venner med indtil man snakker med dem sammen med nogle andre venner, så bliver det noget helt andet. Det er meget tydeligt, men alle gør det vel på en eller anden måde, men jeg synes der er nogen der er meget slemmere til det end andre.

J: Hvordan skal man være hvis man skal kunne passe ind:

S: Det er forskelligt. Altså, det kommer lidt an på om det er børsen eller Ungdomshuset. Der er en vis forskel. Det er forskelligt. Det kommer an på hvilken skole du går på. Og så videre. Det kommer an på om det er i dag eller for en uge siden. Det er sådan det er altså.

J: Så lad mig stille spørgsmålet; I to går ned i Superbrugsen. Hvordan skulle I være så folk ikke kiggede på jer?

S: Ligne de andre. Hvis du ikke ligner de andre så har du Securitas i nakken.

P: Det er lige før børnene står sådan her! (Pernille strækker hovedet frem og gør øjnene helt store)

S: Nej men du behøver ikke ligne de andre, det er simpelthen bare, du skal være soigneret Og så stilen ik’ også. Du skal helst være sådan én tilbageholdende og rolig... eller det ser folk helst, medmindre du virkelig har en grund til andet.

J: Hvad vil du gerne sige Pernille?

P: Når jeg er i Superbrugsen... Jeg er jo kleptoman ik’, så jeg undgår at kigge på folk, jeg tror folk vil melde mig til politiet. Det er en meget svær situation og definere om hvad man synes om folk der kigger på én. Jeg synes det er dejligt at få opmærksomhed, ik’, men jeg er også total bange, men jeg lægger ikke mærke til når folk kigger på mig på gaden. Jeg tror, hvis de kigger på en, så tænker de også på én og det er derfor jeg undgår folks blikke. Det er... Jeg er jo en meget dejlig person ik’, men der er jo ikke grund til at optage folks tanker alt for meget.

S: Var det den sidste smøg vi havde?

P: Uhm.

(Billede af Persienne (9))

J: Okay, så er der det her billede.

P: Nej, men det er det sidste. Kan vi ikke tage det, som det sidste.

S: Det er da lige meget med rækkefølgen.

P: Ja, men det synes jeg bare er sjovt.

J: Okay, vi venter med det her billede. Det vender vi tilbage til det senere, så er der det her billede.

P: Slutbilledet.

(Billede af Pernille og Fido i S-tog (10) (11))

P: Det er et tog! Der... Der bor jo også hjemløse.

J: Har i sovet i et S-tog.

P: Jeg har.

S: jeg har sovet…

P: Ik’ sammen vel.

S: Nej, man kan ikke være på de der...

P: I de gamle S-tog. For de har lange bagsæder.

S: Nåh ja det kunne man godt.

P: I ryger kupeen. I de nye toge der kan man ikke sove.

J: Hvornår har I sidst sovet i et S-tog?

P: For et halvt år siden.

S: Det er længere tid siden med mig.

P: Sidste vinter boede jeg i togene.

J: Er det fordi I kommer herop og sover

P: Inden det blev vinter...

S: Ja, jeg tror nok at jeg skulle et eller andet sted hen, og så gik der ged i mine toge, og så inden jeg kunne komme tilbage...

P: (Afbryder) Jeg kender alle toge. Det har jeg lært af at sove i toge. Jeg kender alle steder det stopper og ligesom når jeg kører...

J: Har I så prøvet, at vågne i et S-tog...

P: ...mit om natten og så være låst inde, ja.

J: Hvad med om morgen...

S: Man kan sagtens komme ud...

P: Man kan bare sove videre. Man bliver vækket af servicemedarbejderen kommer for at gøre rent.

J: Hvad siger de så?

S: Altså ude på afsporingen, så kommer der sådan nogen underlige orange veste...

J: Hvad siger de så?

P: Ik’ noget

S: ”Så det ud der, toget kører ikke længere”

P: Man siger bare man var lidt halvfuld. Men nogen gange lader de én sove til toget kører videre.

J: Var der andre mennesker med den dag toget her kørte?

S: Ja der var. Faktisk sidste gang, da ...

P: Ikke dernede, faktisk var det mig der var ved at besvime. Jeg var ved at falde i søvn.

S: Der var da også 2 andre der også var faldet i søvn i det tog, dér. Jeg var da ikke den eneste der ikke gik ud af det tog da det stod et eller andet sted i Høje Taastrup.

P: Ja, men det stoppede da ikke. Pludselig kørte det ikke længere.

J: Okay...

(Billede af Pernille og en halv Gry. (12))

J: Så er der det her billede her. Af Pernille

P: Ja

S: Det er jo sportstøj.

P: Det... øh det er lidt svært.

J: Der står jo Gry der.

S: Gry er med. En halv Gry.

J: Hvad men den der sut der I render rundt med?

P: Det er en trend.

S: Det er sådan noget baby style. Det er noget... nej. Jo, det er noget jeg gjorde i mere Odense. Der rendte jeg rundt i sådan noget baby style. Sådan en hue her (Forklare med fagter en kyse) og så en alt for stor jakke der gik ud. Det morede jeg mig meget over. Så lignede jeg sådan en standard baby dér. Der gik rundt i sådan alt for stort tøj der. Baby style, det er okay stil.

J: Var der nogen der reagerede på det? Det er der også et billede med her!

(Billede af Sofus med sut i munden (13))

S: Folk synes det var fedt nok.

P: Folks reaktion. Folk har svært ved at vi går med sut!

J: Har folk svært ved at I går med sut? Er det fordi folk synes I er for små og ikke kan passe på jer selv. (Griner) Hvad mener du?

P: Ja, vi sutter ikke så meget som de andre gør. Nej okay næste billede.

S: Det er smart at have de der bånd der. Men vi har jo ikke nogen nøgler vel eller telefon. Og vi skal jo bruge dem til noget

P: Det er jo også en halskæde, det er jo ikke fordi det er sutten man skal tænke på. Man skal tænke på det som et smykke.

S: Det er lidt ligesom hiphoppere med ur eller kæder.

P: Public enemy number one! Public baby, (Griner) nej ikke det rigtige.

(Uskarpt billede af Sofus der sidder i sofaen. Fido kan skimtes i baggrunden. (14))

J: Så er der det her billede?

S: Det er mig.

P: Det er tyrens tegn, det er en afsløring af pornoen. Som vi ikke kunne afsløre på det tidspunkt!

J: Her ligger Fido jo også. Ligger han og varmer jeres fødder?

S: Det gør han nogle gange, ja. Men det kniber lidt med at være 3, men f.eks. i morges lå jeg med hovedet nede i den bagerste... række og Heide lå i den forreste række, og Fido han lå oven på os på midten. Og hyggede sig.

J: Hvad betyder Fido for dig, Sofus?

S: Ja, han betyder meget jo. Det er jo min lille hund. Som ikke er så lille længere. Men den er stadig... Det er meget godt at have et eller andet. Så man kan sige: og det er min hund! Så er han meget hyggelig og jeg får gået ture med ham.

J: Du er da også ret vild med Fido er du ikke Pernille?

P: Jeg har haft en hund helt magen til Fido.

S: Det er mere fysisk!

P: Nej det er et psykisk forhold jeg har til ham. Jeg har haft en hund der lignede ham på en prik. Jeg tror nogle gange jeg ser dobbelt.

J: Jeg kan huske...

P: Nej! Jeg gider ikke mere! Jeg bliver ved med at ryge de her.(Har tændt den smøg som de skal bruge til deres hash)

S: Ryger du vores ristede smøg igen!

J: Her du kan få en ny. Pernille, den dag da der var fællesmøde og Fido kom op og slås med Islændingens hund. Hvad skete der dér?

P: Fido bor i mit hjerte

S: Det gør de en gang imellem.

P: Jeg kom til at slå den anden hund i hovedet med knytnæve.

S: Det har noget at gøre med at de der hanhunde de vil gerne være de største.

P: Det.. Det.. Det.. sådan er det bare.

S: Ja, det hedder opmærksomhed.

P: Kom der en fremmed hunhund. Så.. Så.. Så... De kan altid finde noget at slås om.

J: Hvad tænkte du? Du kastede dig jo nærmest på hovedet ned over det der hundeslagsmål.

S: Vi stopper jo bare det der lort.

P: Det var fordi sidste gang, altså der var Fido ved at smadre hjerneskallen på en anden hund, så den ikke kunne se ud af øjnene bagefter. Den havde betændelse i hele hovedet. Og vi måtte betale en regning, og Fido mistede simpelthen en tand, som sidder i kraniet på den anden hund.

S: Nu må han ikke slås.

P: Nej og hvis der nogensinde sker noget med den hund, han var oppe og slås med, bliver jeg nødt til at kløve hele dens kadaver, så vi kan undersøge om det er rigtigt at tanden stadig sidder der. Tænk at have sådan et hundekranie, men en hundetand siddende oppe i. Rigtig sejt!

(Pause)

(Billede af Pernille, der ligger i sofaen og sover tungt (15))

J: Så er der et billede af en sovende Pernille!

P: Endelig... Det ser dejligt ud, ik’?

S: Jo det gør!

P: Det er mit hjerte man kan bo i også. (?)

S: Det er alternative måder at bo på. Det er fordi det ikke er altid der er plads til fødderne deroppe. Så bliver man træt af at ligge nederst, dér, og at man ikke kan bevæge sig, og så er det bare ud med benene.

J: Er det nemt at sove her når der er så mange mennesker heroppe.

S: Ja… når man er vant til det. Så er det ikke noget problem.

J: Så er det bare et spørgsmål om at vende sig til det eller hvad?

S: Er det let at sove når man er til Roskilde festival?

J: Der er man jo bare hammer stiv!

S: Jamen heroppe er man bare skæv i stedet for. Sådan er det.

(Billede af Pernilles spejl med creme og halskæder (16))

J: Okay Pernille, så er der det her billede, vil du ikke forklare mig hvad det er.

S: Det er mig, der har taget det!

P: Det er mit spejl. Det er også en del af mit hjerte altså. Jeg elsker mine ting! Jeg elsker alt hvad jeg ejer og har!

J: Er det alt hvad der er dér?

P: Nej, det er noget... Det er mit spejl, ik’. Jeg elsker mit spejl. Og min creme, jeg elsker også min creme. Jeg kan godt lide smukke ting. Ting der er flotte at kigge på. Ting der får mig til at drømme.

J: Om hvad?

P: Det er svært at forklare. Universet, kærlighed, gode ting og så noget.

J: Hvad kunne det være for nogen gode ting?

H: Bare f.eks. så kan jeg ligge og tænke... drømme mig frem til hvilket land kommer det der spejl fra. Altså, hvilket land det kommer... Hvem der har siddet og lavet det! Sådan nogle drømme der, men så kan det godt blive ødelagt en gang imellem, når jeg tænker ”Nej hvor er det synd for dem og de er så fattige og så noget. Og så drømmer jeg alt muligt om forskellige ting. F.eks. samtidigt... Så ryger det altid over på mig selv. Så når jeg tænker det der, så tænker jeg også samtidigt på mig selv. Det er det samme, med de der billeder derovre (opslagstavle med billeder af folk fra Gaderummet) af folk jeg ikke kender. Så tænker jeg også på dem. Hvis det var mine venner der var dér, så ville jeg tænke på det, jeg havde sammen med dem. Men i stedet tænker jeg på dem som mennesker. Jeg ser dem bare som mennesker.

J: Okay. Du kan godt lide dit spejl.

P: Jeg har fået det af Klaus.

J: Hvorfor gav han dig det?

P: Det ved jeg ikke, det er fordi han er en meget fin mand, han kan også godt lide at give gaver, det kan jeg også. Jeg tror, han synes det ville klæde min feminine side. Fordi han måske kan se jeg er en åndelig person. Så skal man have nogle åndelige ting altså.

S: Hvis man ikke har det alt for godt, så er det også rart nok at have noget at drømme om!

P: Når jeg er en sjov person, så bruger jeg sådan nogle farverige ting. Sjove ting. Sådan nogle klovne ting ik’ også. Drømmende person, så bruger jeg sådan nogle romantiske, charmerende ting. Ting med sjæl i. Sjæl i ja. Så når jeg drømmer så rejser min sjæl med de ting.

J: Hvad med at rejse rigtigt? Hvad med at rejse hen der hvor det spejl kommer fra.

P: Nej, for jeg har rejst rundt i hele verden inden i mit hoved. Det er ret svært

J: Så det behøver du ikke?

P: Jeg mangler at komme rigtig ud og få lært sprog.

(Billede af Hanne og Niels der sidder over for Sofus’s og Pernilles sofa. Taget den dag Sofie og Jakob kom forbi. (17))

J: Så er der det her billede, jeg tror det er den dag hvor jeg kom forbi, hvor I sad og strikkede. Hvad er der med de to mennesker. Hvis vi tager Hanne først.

P: Hanne der er jo øh… Hun var også kæreste med Per på et tidspunkt. Men hun er jo øh et eller andet sortjakke eller sådan noget. Men Hanne hun kommer her for at øh ikke… Kan få fat i hendes sjæl. Det ved jeg ikke. (?)

J: Passer hun på jer. Sådan har jeg lidt opfattet det.

P: Næh.

S: Hun er her ikke så meget faktisk.

P: Vi kan ikke rigtig forklare Hannes rolle her nu, hun kommer ikke til at være en fast del af stedet

S: Men vi låner hendes bong.

P: Men det er vores institutionsforbrug, skulle jeg til at sige øh behandlingssystem, forbyggende øh opbyggende øh behandlingssystem hjælp til øh til svage øh.. trøstende sjæle. Trøst til øh der er sgu da ingen mennesker der har brug for hjælp hele livet.(?)

J: Jeg skal lige skifte batteri på den her.

P: Det gør ondt at være enso... (optager slukkes)

(Skifter Batteri)

S: Nu laver vi lige en fed her imens.

J: Så kører vi igen.

S: Du kommer ikke fra politiet af!? (Griner)

J: Nej, det gør jeg sgu ikke.

S: Sejt!

J: Pernille lige før, da sagde du at da du blev smidt ud, der kan jeg huske at jeg var til et møde...

P: Der var en masse ballade, der var forsvundet en masse ting. Så for at gøre det lettere inden folk begyndte at slå mig ihjel, så var det bedst at komme ud af vagten indtil… Øh, jeg prøver stadig at finde ud af, hvad der er sket her. Der var sket en helt masse.

J: Men det var ikke derfor jeg spurgte, det var mere mht. til Hanne, der sagde hun, at hun ville sørge for at du kom tilbage.

P: Tilbage...? Ja Her. Ja!

S: Det var vidst mig, der snakkede med hende om det, og vi syntes at hun skulle herop igen, det var det og så sad vi og snakkede om det, og så var vi ude og lede efter Pernille nogen gange. Så sagde vi rundt omkring, at hun skulle komme herop.

P: Klaus er jo også en del af min behandling. Jeg har øh. Jeg har fået fyret Klaus før, da han arbejdede ude på en institution ude på Pumpehusvej [29] .

J: Hvordan det?

P: Han ryger hash. Det kunne jeg ikke acceptere, så jeg var nødt til at sende ham i behandling med narkomaner. Så røg han op på Gunderruplund, mener jeg. Hvor Trine Michelsen også har siddet. Jeg tror det er ham. Det kan godt være det ikke er ham.

S: Det kan også være det ikke er ham. (Efterligner Pernille og griner lidt hånligt)

P: Ja, det kan også være det ikke er ham. Det er i hvert fald en ude på staden, der har arbejdet som behandler for mig en eller anden gang på en institution, som jeg så fik fyret. Han øh. Vi fik ikke lov til at snakke bandesprog, jeg fik ikke lov til at sidde og snakke sådan her. (Snakker ”bandesprog”) Det kunne han ikke acceptere, så kunne jeg ikke acceptere at han boede på Christiania og gik hjem og sad og røg hash, når han kom hjem fra arbejde. Så tvang vi ham til at vide hvordan det virkelig er at være i behandling og være narkoman, så røg han i behandling, for sit hash misbrug. Det er retfærdigt nok. Så røg han op til øh… 140 Nordmænd, Finere øh alkoholikere og alt muligt mærkeligt. Handicappede narkomanere og så noget. (Griner)

S: Det har Klaus sgu da ikke været!

P: Nej, men det kan godt være at det ikke er ham!?

S: Nej, for så kan han ikke have sådan et sted her.

P: Jo, jo men, det er en del af hans behandling. Det hedder det sig over for os i stedet, men det har stedet ikke skrevet i deres papirer.

S: Se alt det smulder, du har igen taget for meget og øh du har taget alt pollen dernede? (Sofus er utilfreds med at Pernille har taget for meget hash til deres bongmiks)

P: Ja.

S: Og du har håndgejlet det lidt.

P: Ja.

S: Det var de eneste der var. Det kunne godt ske at du havde husket hvad det var jeg sagde!? At vi skulle have lidt af det ad gangen.

(Billeder af Gry oppe i Gaderummet. (18 & 19))

J: Der er de her to billeder af Pernille her. Nej undskyld af Gry. Hvad betyder alle de mennesker der er heroppe for jer?

S: Hun er en af mine venner. Men hun er ikke fyldt 18 endnu, så hun må ikke sove her.

P: De kan bo her, men altså de kan ikke være en fast del af stedet, men selvfølgelig skal der kunne komme folk her, og hvis der kommer nogen nye, så… Selvfølgelig skal de have mulighed for at have venner og familie hvis de skal bo her... Der skal slet ikke komme mennesker herop. Hvis der er nogen der skal bo her, så skal man altid sørge for at de kan klare sig og har mad og dyner og tæpper og tøj og så noget. Og hvad man ellers skal bruge når man skal på feriekoloni...

J: Hvad er det for et kammeratskab der er heroppe?

P: Der er ikke rigtig noget nu

S: Det er ikke så godt lige nu. Der er mange nye mennesker der er kommet her nu.

P: Ja, og så er der den typiske kerne som alle sammen kommer meget.

S: Der er den gamle kerne og der er den nye.

P: Ja, altså jeg er kommet herind ny her ik’, men jeg kender alle dem som har været en fast del af stedet. Men der er selvfølgelig nogen som ikke vil rykke ud, fordi det er fedt at have et sted hvor man kan komme og få lov til at smadre ruderne og kaste øl flasker i hovedet på hinanden og brække sig uden at skulle rydde op efter sig selv, og ha en mor eller en far der står og siger at de skal tage opvasken. Selvfølgelig er det sejt at have sådan et sted, derfor er der ikke nogen der har fortjent det altså.

J: Vi har et tilbage her.

P: Må jeg ikke ryge efter? (Pernille vil ryge det sidste af min cigaret)

J: Jo. Lad os sige at I kom hjem en eller anden dag og der sad en og stak en kniv ind i jeres sofa.

P: So what, så kan man købe en ny sofa, men hvis personen sidder her, og gør det når vi kommer, så vil jeg nok gerne tvinge personen til at købe en ny sofa, men jeg bruger ikke vold, derfor vil jeg ønske at personen bare skrider inden jeg gør et eller andet voldeligt mod ham, og så glemme det bagefter, for jeg kan ikke holde ud at mennesker gør noget ondt, bevidst ondt mod andre mennesker, derfor vil jeg ikke se folk, der gør sådan nogen ting, og hvis de gør sådan noget så har de bare at være ude af vagten inden jeg kommer hjem. For hvis sofaen er ødelagt, so what, så kan man gå ud og købe en ny sofa, men jeg kan altså ikke finde ud af at tage stilling til hvad jeg skal gøre, hvis der sidder nogen og ødelægger den når jeg kommer ind af døren Altså for at provokere mig. Øh det er jo ikke særligt sjovt vel. Det er ikke sådan nogle mennesker der skal være sådan nogen steder her, der provokere til slåskamp og ballade, som ender evt. ude på gaden med 10 af mine venner og 10 af hans venner og familie og hans fætter og mor, og så ligger de bare og slås hele vejen op og ned af Nørrebrogade. Det vil jo ikke være særligt sjovt vel. Men sådan kan det lynhurtigt udarte sig, i nabokrig altså. Nu går jeg hjem og siger det til min mor, gør jeg. Og så kan jeg godt sige dig. Så kommer der andre boller på suppen. Nej, det gider jeg slet ikke være med til.

J: Pernille. Var din far sigøjner eller hvad?

P: Min far er kriminel, nej altså min far tror på gud og alt muligt og er et meget smukt menneske, han er det smukkeste menneske jeg kender, men det er ikke min rigtige far. Det er et meget ømt punkt for mig.

J: Skal vi lade være med at snakke om det?

P: Nej, men jeg har simpelthen set den mand, øh mindste. For min skyld har han sagt nej til at have familie ik’. Og for min skyld har han mistet sin bror, sin mor, alt muligt og sin mor og sin far og sine søskende og sine børn og sin kone og sin bror, og så har han fået en ny familie sammen med mig og så har han også mistet den, fordi vi ikke har fortjent ham

J: Har du ikke fortjent ham?

P: Nej, og heller ikke hans børn. Ikke hvis de tager ham for pengenes skyld eller fordi de vil slikke ham i røven eller så noget. Eller bare for at være sammen med ham fordi han er et eller andet mærkeligt. Hvis de kæmper for den samme sag som han gør, det er det som der står i biblen, så skal han nok få hørt deres navn, så skal de nok blive berygtede nok til at han skal komme dem i møde. Men det er fordi han kæmper for fred.

J: Men har du boet sammen med ham så?

P: Ja, men også med en person der står for det stik modsatte.

J: Hvem er det?

P: Min øh, øh Frederikke.

J: Hvem er Frederikke.

P: Altså, jeg er jo blevet kidnappet da jeg blev født, og så troede jeg det var min mor og far jeg boede hos, men det er det ikke. Det er en meget kvalmende historie. Men min mor er ond og min far er god som gud altså. Ligeså god som min sjæl.

J: Hvorfor er din mor ond?

P: Hun er ond men hun kan ikke slå ihjel, min far er god men han kan slå ihjel. Han kan slå ihjel for at udvide ondskaben. Men det vil jeg ikke have at han skal gøre.

J: Sidste gang vi sad i sofaen sagde du, at du ville tage alt ondskaben ind i din egen krop og...

P: Ja og vende den til... ligesom hvis jeg tog alt sammen og puttede det ned i en sort heksekedel, så kunne det ligge der og ulme og der er ikke nogen der må åbne den, fordi.. øh… Det er ligesom alt det der halloween stuff og gys. Og det må ikke komme ud, for jeg kan godt finde ud af at passe på det. Det er fordi folk er bange, når de er bange så... øh.. Så gør de andre folk bange, så er det sjovt at se sig selv i andre mennesker. Det kan vi tit bruge hinanden til, spejlbilleder, hvis du er bange så kan du blive glad ved at gøre andre mennesker bange. Men det er ikke særlig smart altid.

J: Hvordan kan man det.

P: Jo, for så begynder du at grine når folk de skriger af skræk. Men det jeg så havde udviklet, er at tage alt ondskab og vende det til godhed. Jeg har tænkt mig at give lys, sprede varme hvor der er krig og sådan nogen ting. Det er ligesom fordi at øh jeg gør det samme som min far, jeg siger nej til at beholde min familie og mine børn. For hvis mine børn ikke er rene i deres hjerte og deres sind så øh… Så før de alt for meget magt over mig og så øh så øh mister jeg alt hvad jeg tror.. jeg kæmper for.

J: Hvad kæmper du for?

P: Jeg kæmper for kærlighed ik’! Og hvis kærligheden er stærk nok til at sejre, så vil min far kæmpe for det samme som jeg gør. Og så ville vi øh sammen fejre kærlighedens sejer! Det er Frejasdal.

J: Frejasdal?

P: Når alt bliver oversvømmet så er der kun Frejasdal tilbage. I farveskalaens spektra.

(én kommer hen og snakker, der ledes efter en lighter)

(Billede af persienner som Pernille gerne ville vente med. Tror måske at det er det eneste hun har taget, som ikke er af Sofus. Et billede som hun har villet udtrykke noget specielt med. (9))

J: Hvad med det her billede, det er det sidste, det I gerne ville vente med. Hvad mente I med det?

P: Det er ... Det er finalebilledet. Det kan både opfattes udefra og indefra et bo. Kan du se det?

S: Det er ligesom at rulle et tæppe ned! Det er bare en persienne der hænger midt ude i rummet.

P: Det er en dobbeltside af livet. Du kan tage den fra to sider. Du kan tage det forfra og bagfra.

J: Hvad har...

P: Det er også seksuelt. Pornografisk, meget pornografisk. Forfra og bagfra... Det er børnetime. Det er børneporno!

S: Det hang derovre, der gik ikke engang en halvdag, så var der en der havde revet det ned, fordi at... Der skal faktisk ikke hænge sådan noget heroppe.

P: Det er børneporno. Det er børneporno.. Sluk!

(Pernille slukker optageren)

S: Det er også et værested for nogen der ikke bor her, de synes mere... Det er klart, de synes ikke folk her skal sove der. Kun når de selv kan sove her. Ellers skal det bare være et værested, så er det lige meget hvem der sover her. Men når de sover her så er det i orden. Det er fint nok. Sådan er folk. Sådan er vilkårene også selv om de der har været her oppe i Gaderummet burde vide hvordan det er. Når de først er flyttet, så er de faktisk… Nå, de andre var også heroppe som brugere og så lige pludselige er de knap så meget beboere, men alligevel. Det viser alligevel et eller andet.

J: Kan man have privat liv heroppe?

S: Næ.

J: Er det et problem?

S: Tja... Det er ikke meningen. Det er åbenbart ikke meningen at man skal have privatliv heroppe, det er meningen at man skal videre ud og få sig et privatliv et eller andet sted. Det er ikke meningen at man skal finde sig et privatliv her. (P: Vi laver en ’private-lounge’ ovenpå) Det er meningen at man skal ud, og så kan man måske møde nogle mennesker og så kan du få et privatliv. Det er ikke meningen at du skal bo her og så have et privat liv. For der er ikke noget der er privat heroppe. Man kan ikke have mad i køleskabet med knude på! Selvom du skriver privat så kommer der nogen og spiser din mad midt om natten. Så meget for privat. Selv om der står privat, så er folk ligeglade. Det føles faktisk nogen gange som om den her fælles ånd heroppe blive svagere og svagere. Sådan med tiden.

P: Det er heller ikke meningen at vi skal bo her, altså det er ikke meningen at vi skal bo her. Det er meningen at det skal være vores sted, og vi skal føle at det er vores sted med hud, hår og sjæl eller hjerte sved og tårer. Ligesom Christiania eller sådan noget. Det er meningen at det skal være vores sted, men det er ikke meningen at vi skal bo her. Altså, det er ikke et sted man kan bo, men vi er stadig ved at få styr på et sted vi kan være. Det er ikke meningen at vi skal bo her, det er et mødested, så skal man da ku sove heroppe en gang imellem, sætte sig ovenpå og være her en weekend, hvis man kommer helt fra Jylland af. Hvad ved jeg.

J: Hvad er så forskellen på at bo heroppe i Gaderummet… Eller sove her og have sit eget sted?

S: Du skal ikke sove med cigaretterne i lommen, vel! Så bliver de også lidt flade

P: Altså, det er et værested, hvor man kan komme og være sammen med nogen der er ligesom en selv. Det er meningen at man skal kunne ligge med sine nøgler til lejligheden og bankkort i lommen, uden at man ikke tør går hjem bagefter og risikere at der står en eller anden psykopatisk morder i fryseren med en kniv og stjæler dit farvefjernsyn. Altså helt ærligt. Sådan skal det helst ikke være.

S: Det er ikke forskellen på Gaderummet og det her. Det er ikke forskellen. Han spurgte om hvad forskellen er!

P: Når jeg får lejlighed så vil jeg godt have det sådan, at jeg kan lægge min taske på bordet med mobiltelefon og med nøgler til lejlighed, og gå og glemme den uden at vide at der har været nogen i min lejlighed, for at kigge. Med fremmede mennesker der er det ”Hvad vil I øh snage i mit privatliv” ellers tak ik’. Men nogen der kender mig... Charmerende nok, ”hvad har I lavet, altså har I sat kamera op i lokummet eller hvad” eller ude i badet. Men fremmede mennesker kan jeg simpelthen ikke lukke ind i mit liv. Slet ikke

J: Er det så ikke svært at bo heroppe?

S: Jo, nogle mennesker der må man bare sige at ham gider jeg ikke at beskæftige mig med, det bliver man nogen gange nødt til at sige til sig selv heroppe..

P: Der kommer ligesom mange børn der ikke har haft forældre til at passe på dem, som er vant til at komme her. (?)

S: Det skal heller ikke være sådan at hver gang man vil ryge en fed, så kommer der 10 der vil ryge med, og så når de selv vil ryge, så skynder de sig at gemme sig over i hjørnet med deres fed. Det er surt.

P: Selvfølgelig skal der være plads til alle, men så ender det med at Ungdomsuset bliver lavet om til et medborgerhus i stedet for. Du skal også tænke på at Nørrebros borgere de har ikke noget sted, de har sgu givet hele lortet til de unge og til de hjemløse. Så er der Folkets park, og Folkets hus, men det er så gammelt, det skulle næsten fredes det hus.

S: Der ligger et medborgerhus lige hernede.

P: Ja, oppe ved Blågårdsplads men det er ikke så populært. Der er også dansens hus det er heller ikke så populært.

S: Tror du det her er populært, det er det gamle.

J: Er der nogen billeder I ikke har taget? Hvis I Skulle tage et billede af hvad et hjem er for jer?

S: Et hjem f.eks.

P: Bare et lille hummer, med et fjernsyn

J: Jamen hvordan

S: Sådan et med en seng og et lille bord og en lampe og en reol og et skab

J: Er det det samme for dig Pernille?

P: Ja, for jeg skal ikke have så meget rengøring. Det er jo også fordi når man har sådan et sted her, så behøves man jo ikke sådan et sted hvor man kan tage og gemme sig i, men det er også fordi.. Det er jo forskelligt med alle ik’. Sofus skal f.eks. have en femværelses lejlighed.

S: Mig?

P: Nej, den anden Sofus. En femværelses lejlighed. Jeg skal have en etværelses lejlighed. Fordi jeg gider ikke alt det rengøring, jeg får spat af støv. Jeg var så misundelig da min lillesøster flyttede fra en et værelses over i en treværelses. Hun ku sgu da sagtens bo der med en lille baby, ”Nej det gad hun altså ikke, nu her hvor hun skulle være mor, skulle det være rigtig familieagtigt”. Barnet skulle have sit eget værelse og hun skulle have soveværelse og stue og så noget. Jeg har sgu ikke noget imod at bo med mit barn i en etværelses lejlighed.

S: Det er lidt svært, for der skal være stille hele aftenen.

P: Ja, ja, man får bare et rigtig tæt forhold til sine børn, tror jeg. Men det er også farligt. Man kan også godt se lidt for meget i sin mors skøre...

S: Man skal også sige farvel til dem! De skal i skole.

P: Når de bliver atten. Åh nej, afhængig af børn.

S: Man skal ikke være afhængig af dem. Man skal være god ved dem og man skal ikke være afhængig af dem. Sådan er det.

P: Så jeg var rigtig sur da de flyttede over i en treværelses. Det var hun også selv. For det glædede ikke mig og så var hun sådan, at det også kunne være lige meget. Eller også var hun sur over at jeg regnede med at jeg kunne flytte med, men det gjorde jeg ikke. Og selvfølgelig tænkte jeg på det. Men når man har en baby, så er det ikke særligt fedt og at have en eller anden junkie der sover på sofaen hver dag og savler.

S: Det er heller ikke særligt fedt at ryge cigaretter sammen med en baby. Derfor er det meget smart med to rum. Så kan man gå ud i det andet rum.

P: Ud i køkkenet. Selvom det er pisse-irriterende, men man er nødt til det. Andre af mine venner hvor konen bestemmer mest derhjemme, de skal ryge ude på køkken trappen. Ikke engang på toilettet eller i køkkenet. Ude på køkkentrappen og så må de sidde der og læse morgenavis og spise rundstykker. Og ryge joints og så noget. Det er også meget hyggeligt tror jeg.

J: Er der et sted I kalder mere hjem end et andet sted.

S: Ja. Her.

P: Altså, jeg har meget et sigøjner liv. Jeg skal kunne bo i en plastikpose. Det ved jeg ikke, sådan er det bare. Hvis nu man skulle stikke af fra politiet eller sådan noget lignende, så kan man godt… Så kan man godt bo 3 dage i en plastikpose, mens de går rundt og leder, og så ligger man nede i en sø i en plastikpose mellem nogle siv og så kan man få vejret fordi man ligger nede i en plastikpose, og så bliver man ikke våd. Sådan et trip kan man virkelig godt udsætte sig selv for. Det er jo ikke særlig fedt vel.

J: Men hvis du har en lejlighed, så..

P: Så er det helst fedt at have nogen boende i lejligheden hvis man er på flugt fra politiet, så kan de hører at der er nogen. Men hvis der er nogen så kan man bare sige at man ikke er der og gemme sig i skabet.

J: Jeg har siddet og kigget på nogle artikler om Gaderummet og der bliver folk heroppe omtalt som unge, utilpassede hjemløse.

P: Ikke hjemløse! Men Vildledte!

S: Det er faktisk… Altså, mere sådan en sådan..

P: (Afbryder) Det er jo vilde unge

J: En af gangen!

S: Problemet er jo passiv bolig af den ene eller den anden art. Ik’ også. Det er tit derfor, så er der så nogen der ikke kan finde ud af overhovedet at få sådan en.

J: Hvad er jeres definition af jer selv?

P: Autonom, lige nu kan jeg risikere at komme i fængsel for livstid for det.

J: Hvad med sådan et ord som hjemløs?

P: Der er jo ikke noget... hvis du tager en statistik, så kan du... altså nu bestemmer vi at der er 30.000 der bor på gaden, der er ved at fryse og sulte sig selv ihjel hele vinteren. Og det er løgn! Der er ikke nogen hjemløse i Danmark altså. Vi har ikke nogen hjemløse. Det er jo bare totalt langt ude junkier der ikke gider at gå hjem og så lægger de sig til at sove på en eller anden trappe midt på Nørrebrogade, der er jo ikke nogen hjemløse. Folk de bor jo ikke på gaden folk bor ikke i papkasser.

S: Der er da nogen der bor på varmestuer og så noget. Det kan du ikke kalde et hjem! Herberger er heller ikke et hjem vel!

P: Ja, men der er jo ikke nogen der bor på... de fleste af dem har lejligheder, så går de bare på herberger for at få gratis smøger og kaffe og en øl og selskab, fordi de er ensomme. Der er ikke nogen... altså stort set alle sammen har en lejlighed, men deres lejlighed ligner et større svineri og de kan ikke en gang lave mad dér fordi komfuret er klistret fast og sådan nogen ting. Og derfor kan de ikke være i deres lejlighed fordi de måske er lige ved at slå sig selv ihjel. Så leder de efter nogen de kan dø sammen med. Hvem synes det er fedt at komme ind i en lejlighed og så har der ikke været nogen i 3 år og så ligger der en død narkoman og har en sprøjte i lysken. Det er ikke særlig sjovt vel og så er der ikke nogen der har lagt mærke til ham, fordi vinduet har været åben og lugten kommer først efter et stykke tid når der er åbent vindue altså.

S: Eller også har han været så indtørret...

P: Derfor synes jeg det er meget godt de går på varmestuer og sidder og ser lidt fjernsyn sammen og drikker noget kaffe og så noget. Og det er noget der foregår om natten, fordi folk gider åbenbart ikke at se på dem om dagen, men det er så også okay. At man så kan trække deres piner ud til at de på et eller andet tidspunkt dør. Så de dør alle sammen. Lad dem dog rådne op. Hvad rager det os.

J: Men I har jo ikke noget hus eller lejlighed, så er I vel per definition hjemløse?

P: Jo. Vi er.

S: Jo. Jeg har ingen folkeregisteradresse, jeg har postadresse heroppe.

P: Men der er virkelig ikke nogen steder som heroppe, hvor man må bo uden at betale penge for alt hvad man simpelthen laver og har rengøringsområder og vaske tøj: Det er virkelig kun fordi det er på Nørrebro. Og jeg har total (…) af Ungdomshuset.

S: Arg, vi har haft noget lignende før.

P: Nørrebro har jo nærmest været en krigsbarak... besat område af unge mennesker som øh. Som øh… har villet støtte en borgerkrig, frem for at støtte en verden, hvor de skal passe sig selv og gå på arbejde. Men hvorfor... der er så en eller anden grund til det der oprør og krig, og så noget lignende. Folk ligger og bliver skudt af politiet i folkemængder. Det er perverst. Skyder dem ned som dyr på savannen altså. Det er jo dybt perverst. Men det er også lige som at få 100 buffalo’s løs i en by. Det er ikke særlig smart vel. De smadrer alt, hvad de finder der kan gå i stykker altså. Masseødelæggelse... de stjæler ikke engang.

J: Hvad med din definition af en hjemløs Sofus?

S: Det er en der ikke har et hjem altså?

J: Men I har jo sofaen der, er det jeres hjem?

S: Det er ikke vores sofa!

J: Men I snakker om den som om det var jeres.

S: Vi bor der, men vi kan til enhver tid blive smidt ud på et halvt sekund. Vi bor faktisk ulovligt fordi vi skulle have været ude den 1. eller så noget. Eller sidst 1. eller så noget.

P: (Afbryder) Jeg er nok mere anarkist. Autonome der laver oprør. Jeg har ikke helt styr på det. Jeg ved ikke hvem jeg er.

S: Der hvor jeg sover der bor jeg... Men det er ikke et hjem. Det er et værested det er ikke et hjem.

J: Men du startede med at sige at der hvor man sover og der hvor man spiser, det er ens hjem?

S: Du kalder det hjem, men det er jo ikke.. Det er ikke DIT hjem. Det er Gaderummet. Det er ikke nogens. Det er kommunen der lejer lokaler, til folk kan være i dagtimerne ikke om aftenen.

P: Hvis kommunerne ikke vil betale for de her lokaler, så vil jeg med glæde gøre det!

S: Det er 40.000 om måneden!

P: Nåh!

J: Sofie fortalte mig at I to skal flytte sammen.

P: Nej. Sofie? Jamen folk fortæller mig også at vi er kærester. Vi har snart fået børn. Jeg tror at Sofus er min storebror. Er det ikke langt ude. Jeg er overbevist om det, er det ikke langt ude. Men jeg tror alligevel ikke på det. Nu har jeg overbevist... Så noget kan jeg ikke tro på, at jeg har noget familie. Jeg ved jeg har søster.

(Pernille ryger et bonghoved og rejser sig for at skælder Fido ud)

P: Fido, du skal ikke ødelægge min pude!

J: Har du planer om at få dit eget?

S: Jeg er stillet op til sådan noget akut bolig i KK En toværelses med hund!

J: Hvornår sker der?

S: Det sker når der er en akut bolig med hund ledig og jeg er parat.

J: Parat?

S: Ja... Når den er ledig altså og når jeg er forrest i køen. Det kan de ikke svare på. Der kan gå et halvt år der kan gå et år. Der omkring... Så det er et spørgsmål om tid. Så jeg kan flytte ud dér. Være i fred.

J: Er det noget du ser frem til eller hvad?

S: Ja.

J: Hvor lang tid har du boet oppe i Gaderummet?

S: Et par år.

J: Har det lært dig noget?

S: Man lærer noget engang imellem.

(Pernille kommer tilbage)

P: Hvor kom vi fra? Må jeg ikke få din T-shirt?

J: Hvorfor?

P: Det er fordi der er løver på. Er det ’Lions Club’ eller hvad?

J: Jeg har fået den af min kæreste!

P: Er det Lions Club?

J: Jeg ved ikke hvad det er for noget, jeg kan bare godt lide farven!

P: Uhhm... Hvis du skal give den væk må du gerne give den til mig. Jeg elsker løver! Jeg plejer at lege løver sammen med mine børn. Det er sjovt.

J: Jeg har sådan set ikke flere spørgsmål, men jeg har sådan en sidst ting jeg godt kunne tænke mig, det er den her tegning af hvor I var i går hver især!

P: En tegning?

J: Jeg prøver at forklare. På sådan et hvidt stykke papir, så tegner I hvor I var fra I stod op til i gik i seng. Vil du prøve at starte!

(Giver Pernille et stykke papir)

P: Okay, jeg har ikke noget at skrive med, det har du derovre.

J: Ja her, værsgo!

(Pernille ryger et bonghoved til)

P: Hvad skal jeg tegne siger du?

J: Hvor var du i går! Fra du vågnede til du gik i seng!

P: ... Gaderummet!

J: Men var du ikke nede på gaden på noget som helst tidspunkt?

P: Nej, jeg har bare siddet her! ... Jeg var ude og købe jakke i går. Skal jeg bare tegne det!

J: Ja tegn det! Start med at tegne hvor du vågnede.

P: Nåh, vejkort!

S: Nord er nord! (Griner)

J: Hvor ligger Gaderummet?

P: Gaderummet ligger her! Åhhh en go’ kuglepen. HC Ørstedsparken og det er søerne. (Nynner) Det er Israels plads. Yorks passage. Og så øh... strøget her. Så var vi inde på strøget! Og købe jakke!

S: Kan vi ikke bare have det sammen, for jeg var også med

J: Jeg vil også gerne have at du gør det. Vil du ikke gerne!

P: Købe jakke med Hanne, du kan få på den anden side. Prøv at slå den engang.

J: Kan du ikke lige tegne din gang.

P: Jeg går her.

J: Små fodspor. Fedt. Hvad var det for en butik i købte jakke i? (Pernille laver små hundepoter, da Fido har været med) Nej, det er ret kreativt det der.

S: Hanne var med!

P: Vuf vuf vuf så går vi her. Dong dong dong doooong. Ude og købe jakke. I HC Ørstedsparken og lege rundt... Israelsplads, gennem Yorks passage her. Og så tilbage igen og home sweet home.

S: Vi var lige i Fakta på vejen.

J: Det er en kliché det der home sweet home, men er det det? Er det Gaderummet.

P: Homeless Home is where the homie. Weed mener jeg.

S: Jeg var også med på den der tur der. Hvad lavede jeg i går? Var jeg nede med Fido?

(Båndskifte)

S: Jeg mener altså at det er sådan her. Sådan her. Det er morgenturen ik’ også. Så lige i banken. Så ind og købe et eller andet ik’ også. Så gik jeg så ned i Folkets park. Blågårds park og så tilbage hertil. Så røg vi noget hash og så noget. Så kom Hanne. Så gik vi duk duk duk. Herind forbi søerne og ind til den her park og en jakke et eller andet sted. Jeg ved ikke hvor det er. Jeg kan ikke huske hvad det er for en butik.

J: Men du sagde I gik af bagvejen hjem?!

S: Ja, vi gik ikke af strøget hjem, vi gik bare en anden vej et eller andet sted her.

J: Af de små gader?

S: Ja, af de små gader.

P: Skal vi ikke snart ud og gå?

S: Jo... Og så i går aftes, der var vi heroppe igen. Så sov jeg to timer. Fordi at.. Faktisk så gælder det ikke, fordi jeg havde slet ikke sovet. Jeg havde da slet ikke sovet... Jeg havde ikke sovet mellem i forgårs og i går. Så i går var sådan en halv dag. Fordi… Eller et eller andet.

P: Skal vi ikke ned og købe nogle smøger. Jeg ryger lige det der. (Det sidste af deres hash)

S: Jo.. så gik jeg herud på Nørrebrogade. Nyt kort ik’ også.

P: Lad lige være med at optage det der.

J: Hvorfor?

P: Han sidder og tegner. Det er fuldstændigt åndssvagt!

J: Jamen ellers kan jeg altså ikke huske det!

P: Total kokset trip!

S: Jamen så ned til Nørrebrogade og til den anden side. Så gik jeg herud og så her er runddelen. N R Rund. Og så endnu længere ud, og så herude bor min... et godt sted herude bor min søster. Så var jeg lige hjemme ved hende og min mor var der og min lillesøster og min niece og min nieces mand. Så var vi derude og så noget. Jeg skulle lige hører… Min storesøster havde fået en baby. Jeg Skulle lige hører hvordan de havde det.

P: Koooooommmmmmm Nuuuuuuuuuuuuuu! (Pernille råber utålmodigt)

S: Så spiste jeg lige noget kødgryde og så noget. Jo og så blev jeg kørt hele vejen tilbage igen.

P: Men det er jo ikke alle der kommer her, der er frihedskæmpere, det er ikke alle der er frihedskæmpere. Nogen kommer her jo ikke af deres egen fri vilje.

S: Eller faktisk i går morges, så startede jeg faktisk med at gå hjem fra byen. Og så var jeg herhjemme og så sov jeg. Og så nåede jeg slet ikke at sove. Og så sad vi her og.. Nej og så havde jeg købt en flaske Vodka. Jeg havde været herinde og købe en flaske vodka i går morges. Og så kom jeg hjem fra byen og så drak vi en flaske vodka. Og så gik vi ind og købte jakke og så tilbage igen. Også ud til min søster. Jeg havde ikke sovet eller jeg havde sovet en time.

J: Var du ude og se babyen?

S: Nej den var der ikke. Men hende kan jeg jo altid tage ud og besøge, for hun bor på islandsbrygge et eller andet sted. Jeg var ude med en barselsgave, sådan én man giver når de bliver født. En eller anden lille ting. Så tager jeg ud og besøger hende i løbet af ugen. Barnet fejler ikke noget rigtigt. Men der var sket et eller andet. Den var blevet trukket lidt under... De havde ikke skåret helt nok stort hul til kejsersnittet. Så den havde fået lidt skubbet skulder.. Det gik ellers godt men den lå lige i respirator en dag eller så noget. Så var den god nok.

J: Hvad siger din mor og dine søstre til at du bor heroppe.

S: Min mor glæder sig meget til at jeg flytter, så hun kan komme på besøg. Hun kommer ikke herop, fordi hun mener at hun ikke skal se det her sted her. Hun begynder... hun ville gå ud igen, for ellers skulle hun... Fido! (Fido er voldsom over for Francis, Klaus’ dreng) Kan du være god Fido. Så ... så det vil hun ikke.

J: Allllll right. Så tror jeg vi er ved at være færdige.

S: Fido, ikke knurre.

P: Heller ikke slås med Rambo mere. (hund)

S: Fido! Læg dig! Kom her. Læg dig. Helt ned det var godt.

J: Er der mere, jeg kan heller ikke komme i tanke om mere!

S: (Tror ikke at han har hørt at vi er færdige pga. Fido) Det var i går. Der var jeg helt træt. På vej hjem efter at have købt jakke der var jeg helt svimmel. Der var jeg lige ved at ...!

J: Nå!? Var du sulten?

S: Ja, jeg var lidt sulten, så fik jeg lige en leverpostejsmad og så faldt jeg i søvn. Jeg mente selv at vi Skulle have købt hotdogs men så gik vi i Fakta... Jeg tror også snart vi skal have noget mad.

J: Ja, jeg skal også hjem og have noget at spise.

S: Ja, man kan ikke leve af chokoladekage.

P: Vi har laks ude i køleskabet.

S: Ja, det kan vi godt. Med mayonnaise.

J: Ja, det er sgu da rimelig fornemt!

P: Vildlaks!

S: Jamen der er ikke så meget. Kun 100 gr.

P: Der er sgu da nok. Så kan vi lave to bagels med flødeost. Skal vi ikke gå ned og købe noget flødeost halløj.

S: Jo, vi skal bare have sådan noget cremeost. Der er slet ikke åbent nogen steder.

J: Er der ikke en Døgnnetto et sted?

S: Jo, ude på jagtvej. Altså, du kan lave en aftensmad nede hos grønthandleren for samme penge. Så kan man spise i gadekøkkenet om søndagen, hvor man kan spise for det samme som man kan hver dag.

(I baggrunden er Marx blevet vred på Tore fordi han vil have opmærksomhed. Jeg ikke se hvad der sker, men da Klaus kommer ind og ser det, bliver han enormt vred. De råber af hinanden)

J: Hvad med Klaus? Hvorfor bliver Klaus sur?

S: Det er Marx. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad han har lavet? Han (Klaus) har ikke været der.

Marx: Må jeg ikke sige hvad der er sket.

Klaus: Jeg har ikke brug for at høre hvad der er sket. Jeg er ikke engang kommet ind ad døren og du råber af mig.

Marx: Fuck af med dig mand!

Interview med Marx d.19.10.2004

S= Sofie (interviewer)

M= Marx

________________________________________________________________________________

S: Jeg ved ikke om du vil starte med at fortælle lidt om dig selv, sådan uden billederne først?

M: Oy… mmm…, det ved jeg ik’, nej.

S: Nej, okay. (griner) men så er ideen bare at du selv vælger det billede du vil starte med at snakke om, fortælle lidt om.

M: Starter bare fra den ene ende, ik’

S: Ja, men det kan vi godt

M: Øhmm…

S: Okay, hvad er der på det billede, hvis du kan forklare mig det. (nr. 1)

M: Øhmm… det er lidt svært at se, jo øhm, jeg tror bare at jeg tog et billede af nogen der sov jo, øhm, dem har jeg taget et par stykker af.

S: Ja

M: Men det er egentligt mere fordi at jeg synes at gaderummet har givet mig en del, og jeg har fået lov at starte på en frisk her, at bruge det som springbræt videre. Jeg synes at det burde der tages nogle billeder af i hvert fald.

S: Ja

M: Der er så Johnny (nr. 2) der står med en joint, ej, hvis du lige sletter den der del så ville jeg være meget glad, fordi at jeg vil helst ikke bruge navne.

S: Ja, ja, men alt er anonymt, så det skal du ikke være bange for.

M: Øhm, ja, det er bare Johnny der ryger en joint. Det tog jeg mere fordi at, ja, det er også en del af hjem synes jeg faktisk. Øhm. Jeg synes at tjald er noget der bringer sådan folk fra forskellige kulturer sammen, og fra forskellige folkesalg og sådan noget der. Det synes jeg er blevet bevist for mig gang for gang gennem livet, så… folk der ryger tjald, det synes jeg er hjem. For der kan man bare sætte sig ved siden af dem og slappe af, det er en af ens egne.

S: Som en del af noget der er hyggeligt, eller rart, eller?

M: Ja. Altså en del af noget der bare gør, altså man ved at det er folk der sådan, altså tit folk der ryger hash og så’n, det er folk der er åbne over for andre slags meninger og andre slags, ja… jo jeg kan sige det på den måde at grunden til at hash er ulovligt i dag, øhm… det er fordi at øhm…, jeg ser det på den her måde at i mange mange mange tusinde år altså, øh, selv før Biblen blev skrevet, der har hash været brugt, til øhm, ja til både medicin, til reb, til tøj, til alt muligt. Øh, de første der egentligt gjorde det ulovligt det var USA, og deres begrundelse det var bare at, altså for det første det var en lang række ting som at det gjorde de unge usoignerede, og det gjorde de unge autoritetsutro, og det gjorde dem dovne og bla bla. Men altså alt det der, der har vi den samme begrundelse til at kunne have gjort alkoholen ulovligt… Men altså den eneste grund til at det var hash, det var at hashen. Den også gjorde de, altså på det tidspunkt der var negerne jo slaver, det gjorde de unge negervenlige.

S: Okay

M: Så derfor valgte man at gøre den ulovlig. Og øhm, for mig at se øhm, det er nogen der bringer folk fra forskellige folkeslag, og forskellige racer og ditten og datten sammen. Så jeg synes at tjalden det er en del af det der udgør mit hjem, i hvert fald.

S: Det er noget med fællesskab?

M: Ja, lige netop, fordi det der med, at har man røget hash, så uanset hvor dum man er at høre på så, fordi man taler sammen, man taler i et flow der går venligt hele vejen igennem.

S: Mmm

M: Det er også bare både tjald og gaderummet endnu engang… (nr. 3)

M: Og her så er det graffiti (nr. 4), fordi at jeg synes graffiti. Øhmm, ja, overalt hvor jeg føler mig hjemme der er der graffiti. Jeg har selv malet graffiti på væggen der hvor jeg er hjemme nu ik.

S: Okay, hvad udtrykker det synes du?

M: Det udtrykker hele den der subkultur, jeg har levet hele den sidste… ja lige fra jeg blev hiphopper, og det er de sidste otte ni år cirka. Der…( nr. 5) Ja jeg synes at Klaus skulle være med, fordi at han er i hvert fald noget af det der har udgjort et hjem for mig, der har gjort at jamen øhm… jeg skal sige at jeg er kommet ind i gaderummet til at starte med, og startede projektet, og har fået alt den hjælp jeg ku ha altså. Til at starte med da jeg kom herind, der havde jeg tre måneder hvor jeg ingen bistand fik, og det var faktisk ham der sørgede for at jamen jeg fik alt den hjælp jeg havde brug for. Plus at jeg fik de tre måneders bistand jeg ikke havde fået i tre måneder med tilbagevirkende kraft, det vil sige at jeg fik det hele på en gang, og i alt den tid, der har jeg bare levet på ham. Og det var det der gjorde at jeg kunne overleve i de tre måneder, og det synes jeg var fedt.

S: Betyder han meget for alle folk her?

M: Det tror jeg. Altså der er nogen der tager ham i røven, det er der, men altså, sådan er det når man åbner sig op for folk, der er altid nogen der vil en noget ondt. Desværre. Øhm.. det her (nr. 6) det tog jeg mere fordi at øhm, ja. Okay, for det meste så er musikken bare computerne her, der spilles, men det at tage et billede af en computer ville ikke lige forklare musikken. Derfor tog jeg bare et billede af en der spillede musik, også fordi at jeg føler mig hjemme hvor musikken hører hjemme.

S: Ja, hvad er det så for noget musik?

M: Puh, alt hvad der ikke er som sådan, kommercielt vil jeg sige. Øhm, det samme der, jeg tog den bare fra to vinkler (nr. 7). Bare for at tage, et par der var gode. Det er så også en af mine kammerater der sover der (nr. 8), mmm, ja, det tog jeg bare fordi, det ved jeg ik’, det så’n, hele den der billede der med at der er en sofa, og en der ligger, og det er ikke engang en dyne eller en sovepose han ligger i, det er bare en pude der ligger over ham. Og det er sådan noget jeg selv gør meget. Bare for at symbolisere det der med at jamen, egentligt bare hvor der er et tag over hovedet, der hvor der er en sofa, eller et eller andet blødt man kan ligge på, jamen, det er også på en måde hjem, hvis man egentlig ikke har noget hjem i hvert fald. Øhm… det her (nr. 9) det tog jeg egentligt mest bare fordi at han gerne ville have at jeg skulle tage et billede af ham. Griner

S: Er det en af dine venner eller?

M: Ja, en australier jeg har lært at kende heroppe

S: Som også bor her?

M: Jep

S: Okay, er det så en af dem du har fået med i din lejlighed nu, eller?

M: Nej, det er det ikke, øh, faktisk ikke nogen af dem

S: Hvad betyder vennerne så i hjemmet?

M: Hvad?

S: Hvad betyder hjemmerne, øh, vennerne så i hjemmet? For et hjem, eller menneskene…

M: men det øhmm, det er så’n det der med, problemet er bare at jeg kunne ikke tage særlig mange billeder af mine venner, fordi at jeg har mange venner der er meget kamera sky, selvom at jeg havde forklaret dem at det er ikke nogen medier eller noget som helst, der skal forvrænge jeres ord eller sådan, øh, det er bare en eller anden studerende der gerne vil have noget hjælp. Så er der mange af dem der har den der holdninger med at hey, alt hvad der er medier om det, om så det bare er en lærling, det er ondt. Fordi det har bare været deres erfaring med det.

S: Hvordan kan det være, eller så’n`

M: Ehm, altså hoveddelen af min omgangskreds den består altså af punkere autonome øhm, ja. Politisk aktive anarkister. Ehm, tit så det der sker i avisen, eller sådan noget det er at vi laver bare en fredelig demonstration, øhm det er et rigtigt rigtigt godt eksempel, der som sker igen og igen og igen og igen og igen og igen, og vi ser det til dagligt, det gør vi virkelig. Vi laver en fredelig demonstration, nogle bannere og bla bla bla, der skal ik’ ske noget, der skal ikke gøres noget. Men politiet er der, og de holder deres blokader de første ti minutter til en time. Lige pludselig så er der en af dem der hæver en knippel og vil bare banke nogen af os, og så slår vi selvfølgelig igen, for der er ikke nogen grund til bare at sidde og finde sig i at. Ah men de har et skilt der viser at de må banke os, og vi skal bare finde os i det… gu’ vil vi da ej mand. Banker de os, slår vi da bare igen. Uanset hvad der er sket, uanset hvad deres autoriteter det giver dem ret til. Så selvfølgelig slår vi igen, så altså vi er ik bange for at kyle med mursten, og vi er ikke bange for at kyle med flasker, vi er ikke bange for at kyle med noget som helst. Så, vi giver dem kamp til stregen. Det der står i aviserne næste dag, og det har vist sig gang på gang på gang, det er; autonome gået amok på politiet, politiet blev nødt til at bla bla, og så kom hundepatruljen og bla bla bla bla. Et godt eksempel der kunne gives her, det er at øhm, der var nogen af hvad det nu hedder, nogen af vores kammerater der fra Svendborg der gik ned af Horsens, sammen med nogle andre. Nej sludder og vrøvl det var ikke Horsens, det var Svendborg jo, øh, ned ad Svendborg, øh de kom fra Horsens, men de gik ned ad Svendborg. Øhm, og ja men de var nede på Svendborgs gader og bla bla bla, og de, de havde det meget sjovt, og de var punkere, og det var tydeligt at se på dem. Lige pludselig stopper der en politibil op, og der stiger en politimand ud, og vil anholde den enes kæreste, og jamen hun står der, hun har ikke gjort noget, hun vil ikke anholdes og hun stritter lidt imod, og kæresten kommer hen, hey, det min kæreste, hun har virkelig ikke gjort noget, kan du ikke lige slappe af? Og bla bla bla. Og det udvikler sig til at han ringer efter en hundevogn, og de kommer med en hundepatrulje ude, ah men bum bum, og lige pludselig ringer han efter panserede vogne også og det hele. Lige pludselig slår det klik for kæresten, og så er det bare hvad sker der her. Og så sparker hun ham i bollerne, og slår ham, giver ham en på øjet ik`? De bliver anholdt, hele bundet, alle punkere der, selvom det egentlig ikke var fordi at han ville anholde hende, og kæresten der sparker ham i bollerne, ja og hele bundtet blev anholdt. Næste dag står der i aviserne; politibetjent blev sparket i bollerne, en lille kolonne der, Svendborg, øh, politibetjent blev sparket i bollerne. Der kan man bare se hvad det går hen af der.

S: Ja, var du med den dag, eller?

M: Nej, det var jeg ikke. Jeg hørte det bare noget tid efter

S: Men ellers er det sådan noget hvor I, hvor du tager rundt omkring i landet for at lave demonstrationer eller? Er det mest i København du?

M: Altså, nok mest i København, men altså der også lidt rundt omkring. Jeg synes især de internationale interesser, lige meget hvor det er, det sig være i Danmark eller udenfor, med det vil jeg sige øhm…

S: Med topmøder og?

M: Ja, men mest det at jeg har råd til, fordi at jeg er altså en fattig mand. Men altså lad os sige, at derfra hvor de fleste af de demonstrationer jeg selv synes at jeg kan gå inde for, det tager jeg her i København som det er mest. Dem lidt udenfor København i de andre byer, øh, hvis jeg har råd, og hvis det er noget jeg synes at jeg kan stå inde for, og hvis jeg har råd til at tage derhen den, eller den pågældende dag, så gør jeg det. Der er så’n lidt, rimelig mange her i Danmark og rundt omkring i de andre byer, så det afholder jeg mig lidt fra at bruge for mange penge. Til gengæld er der noget i udlandet, som der er så’n forholdsvist tæt på til at jeg stadigvæk har råd til det, og selvom det stadigvæk kan være dyrt, lad os sige Salem demoen, hvor der er nogen øhm. Altså det der er sket for noget tid siden det er at der er nogle år siden, at der er en syttenårig højreekstremist, det vil sige en nazist, som er blevet stukket ned af nogen udlændinge i Salem, det er en by lidt udenfor Göteborg i Sverige. Altså, det tager jeg egentligt selv rimelig meget afstand fra, fordi at altså det var en syttenårig dreng altså, han var rodet ud i noget skidt, og han kunne komme ud af det igen, og det skulle han bare have tid til. Det der er sket til gengæld det er at alle nazisterne der i Salem er begyndt at tænke at jamen øhm, det kan vi jo bruge som undskyldning for at ah men de er jo så sørgeligt og den her lille dreng er død, og vi bliver nødt til at mødes en masse nazister, fra en masse lande, og sidde og heile op ad gaden derop til og sætte en grænse. Og du kan godt se hvad det går hen af? Jamen det bliver mere og mere organiseret, og ikke bare organiseret indenfor deres grupper, men virkelig indenfor alle mulige lande. Selvfølgelig er vi imod det, så vi tager hvert år derned for at banke dem ned, det er sådan noget jeg gerne vil bruge flere penge på. Fordi at det øhm, for det første er det noget internationalt, og for det andet er det noget jeg kan have råd til. For vi tager tre busser for det meste af sted, hundrede og halvtreds kroner per person, det kan man godt overkomme. Øhm, hvad var det jeg endte med at sige?

S: Jeg tænker bare sådan at altså det politiske det er en stor del af også så’n del i forhold til hjem, eller hvad?

M: Ja, det politiske er en del af hvad jeg lever i, i det hele taget. I hvert fald de sidste fire år.

S: Kan du snakke lidt om hvad præcist det er du opponerer imod, eller så’n, jeg kan godt se at der er den der opponering mod nazister og sådan noget, men ellers påvirker det så hvordan den måde du har lyst til at leve på for eksempel?

M: Altså der er mere end bar det med nazister, og sådan noget, i det hele taget så er der også imod det der med at der er en statsmagt og sådan noget, som der bestemmer over os. Øhm, de lever i en verden hvor det er at de kan bruge vores penge til lige netop det de vil, uden at vi har noget at sige når vi først har valgt. Plus at øhm, ovenover dem så er der nogen spindoktorer der egentlig står og fører deres meninger videre. Øhm, oveni at øhm, der er nogen multinationale selskaber her der sælger sådan nogen varer som egentlig bliver tjent på at ressourcerne fra de fattige lande bliver taget fra dem. Og de har ikke noget at skulle have sagt, fordi de rige har alt den magt de vil, og kan så tage det fra dem, og fordeler alt til at de fattige lande skal arbejde hårdt for at få ingenting, mens at de rige lande skal, ikke skal lave noget som helst for at få alt.

S: Mmm…

M: Øhm, det er en af de ting jeg helt sikkert kæmper imod. Fordi at det synes jeg er for ulækkert, og jeg synes ikke at det giver nogen mening at køre den videre i det hele taget, fordi at det eneste der sker det er at der er en, at den fattige gruppe hvilket er et helt land for det meste der ikke har noget at skulle have sagt. Så er der en arbejderklasse til en middelklasse gruppe, som bare skal finde sig i at de rige både skovler fra dem og de fattige lande. Og selvfølgelig så er der mange der bare synes at det er meget fedt at være fra arbejderklasse og op til, hvad er det nu det hedder, middelklasse i denne her verden, - hvilket ville være meget fair i en anden verden, men ikke i den her verden hvor der er så, hvor det er så virkeligt udpræget, men altså selvfølgelig så sørger de for at meget af det fra de fattige lande går til både arbejderklassen i de vestlige lande, og de andre helt klart jamen, selvfølgelig skal de nok holde sig lidt i ro, for de har en del. Ja, gæt hvor det kommer fra, og gæt hvor det meste går til. Øhm, så jo, jeg vil sige politisk så, så lever jeg i en verden hvor selvfølgelig, jeg kæmper hver dag, ik’? og de kampe hvor vi er nogle samlet om det, hvor det er noget jeg kan støtte, jamen selvfølgelig vil jeg da gå ind i det. Fordi for mig, ser jeg som sådan ikke nogen grund til at leve hvis man bare lever for at leve. Man lever vel for, for sin mening.

S: Hmm, og du er så både villig til at kæmpe på, altså sådan fysisk og med demonstrationer og…

M: Ja, fysisk og demonstrationer alt. Fordi hvis man ikke gør det, ja men så går det jo i stå. Og de andre, de kæmper jo, hvis man ikke selv kæmper, jamen så, så kan man jo selv se hvad oddsene er, hvem der vinder. øhm… (nr. 10) den der tog jeg bare fordi at han er pisse stiv. Jeg synes at det er meget godt at vise at stive mennesker sjovt nok, det ikke engang fordi at øh jeg hele tiden er blandt stive mennesker, men fordi at før eller siden så er det der jeg ender, selvom jeg bare gerne vil ende med nogen venner, ik’? de fleste af mine venner de drikker meget så, det synes jeg det, det skulle bare være med på.

S: Ja

M: Den her (nr. 11) fordi at fysisk aktivitet det giver mig også noget. Det giver mig både selvværd, det giver mig opture, det får mig til at ja, at blive glad, på punkter som øhm, ja glad for mit selvværd, øh selve glad for det øh, øh glad for, for min øh, altså den er lidt svær at forklare med mindre man vil forklare den på den åndssvage måde. Men øhm, den åndssvage måde at forklare den på det er at når man har en ordentlig fysisk udviklings, du ved tingenes bla bla, alt er i sådan nogenlunde fysisk orden. Men så kan man nogle flere ting, og det vil sige at jamen så er ens muligheder mere åbne. Øhm, derfor, det er også et hjem for mig det er min egen fysiske aktivitet. Der er så lige en kammerat på billedet men, øh.

S: Men sådan når du er stærkere så kan du mere?

M: Ikke så meget med stærkere og med styrke, men mere at jeg synes bare at det der med at køre sig træt i at styrketræne. Måske ikke bare at styrketræne, for det gør jeg egentlig særlig meget af, men øhm. Bortset fra det der med at styrketræne, så bare sådan noget med at tage en tur, gå en lang tur på to, tre timer, øhm, holde sig selv ja. Tage en cykeltur og ned til nogle kammerater, hurtigt, og så videre til den næste kammerat, hurtig videre næste, til den næste kammerat som jeg lige har noget kontakt til. Rundt omkring i den rute man nu tager, og så tager man en rute hvor man nu kender nogen.

S: Hmm.

M: Altså bare holde sig i gang i det hele taget

S: Være aktiv, og…?

M: Ja, og fordi ellers så får jeg depressioner har jeg lagt mærke til, jeg får paranoia på. Jeg får det ikke særligt godt af at stå stille

S: Mmm…

M: Øhm, (nr. 12) det her, det har jeg taget bare i Folkets park. De fleste billeder jeg har taget i Folkets park det er fordi at det er også en del af et hjem for mig.

S: Ja

M: Den der (nr. 13) også, og den der (nr. 14) også. Øhm…

S: Hvad gør du så i Folkets park for det meste?

M: Drikker

S: Ja

M: For det meste, ehm, hvis der ikke skulle være andre steder som jeg enten ik’ kan sove, eller ikke har lyst til at sove, så sover jeg lige i den der. Bare i en sovepose og sådan noget i Folkets park.

S: Hvorfor ikke alle mulige andre parker, eller sådan, er det fordi at Folkets park er sådan frit eller?

M: Folkets park (afbrydende), det er sådan meget frirum hvor det er sådan, man føler sig tryg der og alligevel ikke helt trygt, fordi at nogen gange kan der være lidt problemer dernede men altså i bund og grund så er det også et hjem for mig. Øhm, de der to (nr. 15 og 16)…

S: Nogen meget smadrede biler

M: … fordi at øh smadrede forladte biler dem har jeg sovet i

S: I lang tid eller?

M: Rimelig mange gange…

S: Okay, hvad er der sket ved den her?

M: Jeg aner det ikke, faktisk.

S: Hvor står den henne?

M: Den står henne ved Folkets park, lige udenfor for Folkets hus faktisk.

S: Ved du hvad der, så er folk begyndt at tegne så’n på den, og hvad siger det dig, er det noget der betyder noget for dig eller?

M: Ja ja, altså alt graffiti det er på en måde hjem for mig, og det har det været de sidste fire år. Øhm, det her det er sådan bare Gaderummet og Gaderummet (nr. 17 og 18) og det her (nr. 19) er fordi at øh, alt øh musik som er ukommercielt, jeg ved så ikke lige om det er ukommercielt eller ej, men det var bare fordi at jeg ikke kendte bandet og personen påstod at det var ukommercielt. Og så tog jeg bare det billede der, øh, ukommercielt musik, det siger mig meget. Og der føler jeg mig hjemme.

S: Alt det her subkultur du bevæger dig i hvad er det sådan for noget, eller sådan det ’normale’ borgerlige liv og sådan noget, det tiltrækker dig ikke særlig meget?

M: Nej, det gør det ikke. Jeg synes for mig at se det borgerlige liv det er bare at acceptere at jamen øh, ej men vi har det jo egentligt i bund og grund meget godt. Så er det i bund og grund lidt lige meget at der er nogen der egentlig bare skovler fra de fattige lande, sender lidt ind til os, og en hel masse ind til dem, bare vi har det godt. Den synes jeg er klam, og jeg kan ikke få mig selv til at tænke på den måde, om jeg så skulle banke mig selv i hovedet med en tre fire sledgehammere. Det kunne jeg ikke.

S: Jeg lagde mærke til at du har ikke taget billeder af din lejlighed, hvordan kan det være?

M: Øhm, fordi at jeg er, jeg havde ikke mine nøgler i to dage efter at jeg tog de billeder, plus at jeg skulle ned til min varmemester først og bede om nogle nye nøgler, som jeg først lige har fået nu for tre dage siden.

S: Okay

M: Så…

S: Men hvis du havde haft muligheden, ville du så havde taget nogen?

M: Det kan nu godt være, men havde nok alligevel bare taget dem der du har nu. Da selve opgaven var at tage noget fra hjemløses alternative liv, så jeg havde nok ikke taget nogen billeder af en betalt lejlighed og sådan.

S: Er der andre billeder du føler der mangler? Ting man ikke kan tage billeder af i forhold til hvad hjem er for dig?

M: Det er der nok altid altså, især når man er hjemløs så er det et bredt spektrum af hvad det, hvad der er hjem for en, så jo, højst sandsynligt.

S: Du ville have taget billeder af dine venner fx eller?

M: Øhm, altså i bund og grund jo, men også i bund og grund nej for altså venskab er for mig at se uanset hvor du befinder dig skaber du en venskabskreds, og som bliver dit hjem øh, i og for sig at det bliver ens familie. Men plus at for mig at se, venner og familie der er nogen jeg vil beskytte lidt fra at vise frem sådan lige tage billeder af, så. På den måde nej.

S: Hvis du sådan lige skal fortælle mig lidt om hvad du har fået ud af at tage de her billeder, hvad du har fået ud af dette eller, har tænkt lidt mere over hvad hjem er for dig, eller?

M: Det har jeg altid gjort

S: Ja. Kan du sådan så uden de her billeder prøvet forklare helt abstrakt, eller helt konkret, eller hvad du vil, hvad hjem er?

M: Nok gademiljøet i det hele taget altså det er det der gør at øhm. Altså for mig at se når jeg går på gaden, og det ikke er, dem du ved der bare skal fra det ene sted til det andet sted, hurtigt med bussen hjem, hurtigt med bussen på arbejde, hurtigt med bussen over til en ven og, men folk der bare færdes på gaden. Møder hinanden på gaden, snakker med hinanden på gaden, det er for mig hjem. Og det der med, orh, den er lidt svær den her. Erhm. Bortset fra selve gademiljøet, så i det hele taget alle folk der, skal vi sige, er udskud, eller som samfundet støder fra sig, det er for det meste mine venner, og erhm, jeg har det fint med at tale med den slags. Om det er en øh alkoholiker nede på gaden der bare ligger og er ved at drikke sig ihjel, jeg kan sagtens sidde nede ved ham i tre til fem timer og sidde og snakke med ham, hvis ik’ mere. Og hvis der er en hjemløs der ligger og fryser nede i en sovepose eller sådan noget, fint med mig, ham kan jeg da også tale med. Eller om det er en øh, hvad var der jeg var nået til, nå jo en. Eller om det i det hele taget er en kriminel eller noget i den retning, alt hvad der er i gademiljøet.

S: Hvad er så ikke hjem? Hvor kunne du aldrig føle dig hjemme?

M: Altså hos de rige eller. Jeg kan sige det på denne her måde at jeg havde en kæreste engang hvis forældre var pisse rige, og min kæreste var pisse sød, men øhm, hun havde. Jeg ved ikke om du kan forestille dig en person du godt kan afspejle dig i, så kommer der ligesom en tråd ind til at du så afspejler dig i den person. Men den person afspejler sig i sine rige bla bla forældre, bla bla bla, så egentlig så går den tråd altså videre i de tråde som også hun har. Og jeg fik kvalme, og jeg skred derfra, og for mig at se jamen, rigmands verdenen er ikke noget sted for mig. Jeg vil hellere dø end at leve så ynkeligt i hele mit liv.

S: Hvad er det så du mener at rige, eller hvad gør penge?

M: Men altså der er, der er de der verden hvor man lige skriver under på papirer, og så er man på arbejde ligeså længe som de andre, men ens arbejde består af; ”alle jer der arbejder hårdt, du skal gøre sådan, du skal gøre sådan, nej jeg skal lige, orh jeg arbejder jo så hårdt, og fordi nu skal jeg bare manage det hele der foregår mrmrmr…” Yeah right! Hvem er det der arbejder altså? Han skovler skal vi sige, halvtreds procent af alt hvad arbejderne tjener ind til sig selv, hvem er det der har tjent alle pengene? Han lever i et elfenbenshus, samtidig med at det arbejderne arbejde for, der er kun ti til halvtreds procent af andelen gået til dem selv, alt afhængigt af hvilket land de bor i selv. Det synes jeg er for ulækkert, og det kan jeg ikke leve i på nogen måde. Jeg ville ikke kunne få mig selv til at udnytte dem på den måde. Kan du undvære en smøg?

S: Ja. Men hvordan, hvis du skal ændre noget, hvordan eller, hvor tror du at man kan ændre verden fra?

M: Altså med alt den magt de rige har i dag og med alle dem der lytter til de rige i dag. Og med alt den militære opbakning de har af uvidende folk og sådan noget, så tror jeg at der skal meteornedslag og vulkanudbrud og masser af jordskælv til. Der er ikke så meget, alt skal ødelægges og startes på ny. Jeg tror ikke der er så meget at gøre fra den lille mand som sådan. Eller for den lille gruppe som sådan.

S: Men hvad er så formålet for dig når du demonstrerer og sådan? Eller hvad kunne du tænke dig at det kunne rykke ved?

M: Mmm altså jeg kan godt se at det ikke når nogen vegne, især fordi at det for mig at se at demonstrationer og sådan noget det er noget man glemmer hurtigt. Demonstrationer med ildkraft og molotovcocktails og brosten, dem husker man lidt mere men det er også noget der hurtigt bliver glemt igen. Samtidig med at politiet hurtigt dysser det ned, hvis ikke politiet kan skal militæret nok komme ind og få dysset det ned. Der er ikke noget at gøre så. Egentlig for mig at se, jeg gør det egentlig i bund og grund fordi at jeg har ikke lyst til at leve hvis ikke jeg kan kæmpe, og jeg vil gerne dø i kamp. For mig at se, det gør mig ingenting. Jeg gider bare ikke at dø, at dø hvert hele mit liv er gået ud for bare at kigge på og sige jamen der er ikke noget at gøre ved det. Jamen det er der jo, ik’ altså, jeg gør det anyway.

S: Hvordan tror du øh, sådan øh, de normale rige middelklasses folk, altså hvordan er deres hjem tror du? Hvordan opfattes hjem?

M: Altså for mig at se så tror jeg nok at de opfatter det som at øh, ja men vi har det meget godt. Jeg tror ikke at de skænker ret meget dem der er under dem en tanke, eller dem der lider under dem en tanke. Jeg tror mere de bare tænker at, hey vi får bare skovlet pege ind hver dag, vi har det jo meget godt. Og det der med at tænke over hvordan de andre har det, det ville jo være en belastning for dem. Så jeg tror for dem at se jamen, fattige lever som de gør, og de lever som de gør, og de har fortjent det de gør. Yeah right, de har ikke fortjent det de gør. De har skovlet til sig, og de har stjålet fra alle andre. Det er i bund og grund det der sker. Hvis ikke det er dem der har stjålet fra alle andre så har de enten forbindelse til nogen der giver dem stor økonomisk støtte, eller arbejder under nogen der giver dem stor økonomisk støtte, som har stjålet fra alle andre.

S: Men jeg har faktisk en lille øvelse til dig, for vi vil også prøve at forstå hjem i en mere materiel forstand, i forbindelse med hvordan man bruger byen og sådan. Du siger at du er meget ude i gademiljøet og sådan, ik? Så hvis du kan prøve sådan at tegne din rute fra i går, hvordan du bevægede dig. Tegn et kort for mig.

M: Ja, jeg skal lige tisse engang.

M: Fra i går til i dag? Der er ikke sket særlig meget. Jeg var i min lejlighed, den er her. Øh. Jeg kommer ud herfra, går lidt ned af her, til siden her, Tagensvej her. Så er der noget her, hvor min varmemester ligger, så var jeg nede og få en nøgle, og så tog jeg tilbage til min lejlighed. Så gik jeg ned i min kiosk, den ligger her. Så til siden, til Tagensvej igen, og så er det her at kiosken lå.

S: Det var i går? Du var ikke i Gaderummet eller?

M: Slet ikke, jeg var mest hjemme.

S: Hvad med sådan, hvis du kan lave et til kort hvor du tegner de steder ind hvor du mest går?

(der tegnes i to minutter uden lyd)

M: Det er det

S: Det er de tre steder, og du går stadig i Ungeren på trods af problemerne mellem Gaderummet og Ungeren?

M: Ja, altså for det første er de begyndt at være lidt mere stille og rolige end de har været før. For det andet, men selv om de stadig har været nogle røvhuller for mig at se ik´? Fordi at når punkere mødes så behøver jeg ikke at tale med dem der styrer stedet, så jeg taler mest med de udskudte. Men ja, jeg tager i Ungeren en gang imellem. Også fordi at det er der den fede punkmusik er. Der er desværre ikke andre steder så. Jo, der er et sted mere også, men det er bare ikke stadig tit det sker. Derhenne. Jeg ved ikke hvad vejen hedder desværre, den hedder Bumsen.

S: Og er det et spillested eller?

M: Ikke særlig meget, ikke ligesom Ungeren. Men en sjælden gang imellem har de lige noget punker arrangement.

S: Jeg tænkte lige sådan mens du var på toilettet, øh, altså vi snakker meget sådan i vores projekt om hjem i forhold til at øh at det for mange sådan er knyttet til noget med tryghed og sådan, så kan man være sig selv derhjemme og alle de der ting, sådan. Og det er måske den der mere normale opfattelse af hvad der er hjem, ik? De der fire vægge og sådan.

M: Jo men altså det er i bund og grund hjem for os alle sammen. Menneskerne er bygget sådan at de er flokdyr, de har brug for at være i flok, og de er dyr der skal, hvad skal man sige, genoplade igen, og det gør de bedst ved at være alene. Så, øh. Jeg har også brug for at være alene engang imellem. Altså de sidste par år har jeg ikke sådan haft chancen til at være alene for mig selv, derhjemme. Og det har jeg heller ikke ligefrem nu, fordi at jeg har nogen boende derhjemme. Men altså, jeg plejer bare mest at tage ned i en skov, og få lov til bare at være mig selv der, få lov til at virkelig skrige hvis det er det man har lyst til. Jamen altså en skov, det er også en del af det der betyder meget hjem for mig. Det ville jeg også gerne have taget et billede af, men vil har sgu’ øh ikke så mange skove her i København.

S: Ej, ikke ligefrem (griner) Så det er også noget med natur?

M: Ja, natur det er jeg glad for. Yes.

S: Hvis du selv skulle skabe sådan dit perfekte hjem, hvordan ville det så være?

M: På toppen af et bjerg, omringet af en masse træer, en masse dyr. Rigtig, rigtig stor villa. Øhm. Stor, og stor villa, lad os sige fire rum til mig, og en hund eller en kat eller whatever. Tre rum hvor jeg kunne bruge det som arbejdsrum. Erhm. Så lige en kælder hvor jeg kunne have nogen ting stående, det har man altid brug for, lige en kælder hvor man kan smide alt det man ikke lige har brug for foreløbig.

S: Mmm…

M: Og så ellers bare væk fra så mange mennesker som bare muligt i hvert fald.

S: okay

M: En lastvogn til at hente noget fra den nærmeste by hvis det var det der skulle til, og så ellers ikke andet.

S: Men det er jo lidt sjovt i forhold til hvor mange mennesker du sådan omringer dig med nu.

M: Jamen det ved jeg godt, men jeg har også brug for at være alene, men det kan man ikke her i København.

S: Nej

M: Andre steder, men der… Jo der er et perfekt sted som jeg ville synes var, men det er Svendborg, og det er for tæt på Odense, og jeg bryder mig ikke om Odense. Øh, det er der jeg kommer fra ikke, så der holder jeg mig langt bort fra. Og Svendborg det ville være alt for tæt på, det ville det. Det ville jeg slet ikke kunne tåle, jeg ville blive sindssyg.

S: Så du kunne godt på et tidspunkt tænke dig at flytte væk fra København eller?

M: Det kunne jeg godt med den tanke at jeg synes at det er en stressende by, og jeg synes at det er. Man kan ikke være sig selv ved at bare at finde et sted man kan være alene. Men til gengæld så har jeg svært ved det for jeg har så mange gode venner. (smiler)

S: (griner)

M: Så det kan jeg ikke helt. Jeg tror at jeg ville savne det, jeg kan ikke leve uden mine venner her i København, det kan jeg ikke.

S: Så det kan ikke blandes?

M: Nej, desværre. Jeg ville ønske at det ku’, men. Det kan det ikke, altså. Jo, hvis jeg nu fik den der kæmpe store villa ude i et eller andet sted, og jeg så bare sagde, erhj men tag med alle sammen derover, jeg skal nok betale husleje og det hele, hvis jeg havde råd til det. Det kunne være fedt, men det sker aldrig.

S: Hvad tror du så sker?

M: Det ved jeg ikke, altså det. Problemet med mit liv det har været så underligt fra at jeg har været lille så har jeg været en lille dreng der tænkte at, ahr men jeg var glad for at lege med legetøj, og jeg var glad for at være lille, og jeg ville aldrig blive teenager, og alt det der med at være sammen med piger, dem var der ingen gang i og møhmøhmøh. Men så når jeg bliver ældre, så kom jeg i den alder, og brøhbrøh og det går også videre, og så har man det meget godt og hyggeligt med at være sammen med piger, og have et forhold til dem. Og så tænker man bare sådan arhmen man gider ikke at kommer op sådan over teenagealderen, eller over puberteten, men så i slutningen af teenagealderen begynder man at ryge smøger og drikke, og hvad har de gang i. Så kommer jeg i den alder og det er jo helt fint, der er også meget sjovt. Og så kommer man i en alder hvor man tænker sådan, arhmen man gider ikke at blive sådan voksen. Hvor man lige pludselig mister alt forhold til næsten alt, og bare sådan helst vil være sig selv og sådan. Men så kommer man derhen, og det er i og for sig også meget fedt. Det tror det ender med at gå. Altså i dag har jeg den tanke at jeg pløkker mig selv før jeg bliver så gammel at jeg skal på pensionat, men hvad livet har bevist indtil videre kan det også godt være at jeg bare tænker at det er sgu’ da meget sjovt at spille lidt cricket sammen med de andre pensionater.

S: (griner) Okay, hvor gammel er du nu?

M: 25

S: 25, arh, så går der vel lidt tid før du sådan bliver rigtig voksen?

M: Jeg er sgu´ voksen, det føler jeg mig lidt, så…

S: Yes, men jeg ved ikke. Med mindre der er noget sådan at du kunne tænke dig at tilføje?

M: Det gør ikke noget, har du fået det ud af det som du skulle.

S: Det tror jeg da nok.

M: Godt.

S: Yes.

Interview med Gry d.21.10.2004

S= Sofie (interviewer)

G= Gry

S: Tag et billede og så skal du fortælle mig hvorfor du har taget det i forhold til det her med hjem, og sådan, du ved, hvad det betyder om der er noget symbolik i det, og alle de her ting. Du tager bare det du selv vil starte med, hvis der er et der er vigtigere end de andre eller et eller andet.

G: Altså først og fremmest så er der Gaderummet (nr. 1)

S: mmm, det har du et par billeder af.

G: Ja, altså også folk oppe fra Gaderummet. Men øh altså jeg synes meget at Gaderummet er sådan, altså det er sådan meget et hyggested.

S: hmm

G: End det er et hjem, ik’?

S: Ej, fordi du bor her vel heller ikke.

G: Nej, ik’ så’n sover her nogen gange og så’n.

S: Ja

G: Det er meget godt at man har et sted man kan sove.

S: Ja, så det er dette her billede vi tager først eller hvad?

G: Det kan vi godt gøre.

S: Hvem er det, eller hvorfor har du taget det?

G: Jamen altså det, altså jeg tog det lidt fordi at jeg synes det der med at vise hvordan nogle folk egentligt lever, at de sover på sofaer og sådan noget ik’?

S: Mmm…

G: Og hvordan de egentligt udsmykker sit hjem (griner). Altså det der med at folk de render rundt og skriver på væggene, det er måske ikke lige det man regner med som et hjem, men der er nogen der gør det i hvert fald. Fordi at det er Gaderummet, så kan det godt lade sig gøre.

S: Så det er ikke fordi at du synes at det er hjem, eller hvad?

G: Ej, jeg synes godt det kan være hjem for nogle personer, og jeg synes at det er så’n man kan sige så’n at halvdelen det er mit hjem, og halvdelen det er ikke mit hjem.

S: Hvad mener du?

G: Fordi altså jeg kommer jo som om at, at det er lidt mit. Hvad skal man sige sådan en SFO (griner)

S: Mmm…

G: Så man kommer og så’n engang imellem, og går lidt her, og sover her nogen gange. Mit rigtige hjem det er selvfølgelig de her billeder.

S: Det er de andre billeder?

G: Ja

S: Så det her det bruger du så’n mest for hyggens skyld? Hvad gir det her sted dig så?

G: Jamen altså det gir mig nogen udfordringer og lidt eventyr i forhold til hvad jeg egentligt oplever når jeg er hjemme.

S: Men du har boet her engang, ik´?

G: Ja, for snart et år siden.

S: Et år siden? Blev det så dit hjem der, eller?

G: Jamen altså, først så startede jeg jo bare med at komme, så lige så hvad det var, og så blev jeg bare hængende. Så blev det så’n lidt hjem, hvor man hjalp med oprydningen og, man var lidt tryg ved det. Men nu begynder lige pludselig alt det der med vold, og så gad jeg ikke rigtig. Det er ikke lige mig.

S: Så du har flyttet så’n lidt rundt eller hvad?

G: Ja. Jeg har, startede først med at bo på gaden, da jeg var fjorten.

S: Okay

G: Og så boede jeg så’n lidt hos venner, og så kunne jeg ikke være der, og så fandt jeg det her og, så’n hist og pist.

S: Okay. Så du har været hjemløs, eller hvad?

G: Ja, det kan man godt kalde det.

S: Eller hvordan altså? Kan man have hjem samtidig med at man er hjemløs?

G: Det ved jeg ik’, altså Gaderummet det vil jeg ikke rigtig kalde for mit hjem, et hjem. Som mange andre måske ville betegne et hjem som, vel? Men altså jeg synes mere så’n du er hjemløs, men du har mere varme. Fordi at du kan få lov til at være indenfor, men du kan jo ikke bo her. Så’n adressemæssigt og bo ved din familie og sådan nogle ting.

S: Så er det sådan noget med at have en adresse, og have din familie her, der gør at Gaderummet ikke kan blive dit hjem, eller hvad?

G: Ja, men jeg synes også at det der fordi, at meget det der med volden. Med volden, altså der er ikke lige vold i en lejlighed hvis du bor i en lejlighed eller et eller andet. Som der er her.

S: Så når der er vold så kan du ikke være her?

G: Nej, det er sådan at når der er vold så går jeg, fordi at så kan jeg ikke klare det til sidst. Så begynder jeg at blive ked af det på andres skyld… så

S: Ja, det kan jeg godt forstå.

G Så’n lidt…

S: Hvad med det her billede? (nr. 2) Eller du kan også selv vælge et…

G: Det blev lidt mørkt selvfølgelig

S: Det blev lidt mørkt ja… Er det ham (fyren på billedet) du har en bestemt relation til, eller var der bare?

G: Nej, det var meget det der med at, fordi nu blev det bare lidt mørkt, men med at man kunne sidde og holde møder, og…

S: Nåh, det er bordet faktisk mere at du vil vise?

G: Ja. Og så mere tavlen og der står ting på og, og så kom Sofus lige hoppende ind i billedet.

S: Og hvad er det med det bord, og den tavle der?

G: Men jeg synes meget det der med at man kan snakke om tingene og så’n så bliver der skrevet op, og så kommer de som punkter. Om, her om søndagen, ik’? Til mødet. At der er så’n nogen man kan gå til, så’n lidt pædagogagtigt. (griner)

S: Ja

G: Så’n lidt ala der hvor jeg bor nu ik’?

S: Er du flyttet endnu, eller?

G: Ja.

S: I en ungdomslejlighed, eller hvad var det?

G: Ja, i noget ungdomskollektiv, hvor man bor sammen med flere og så’n.

S: Men det er lige for nyligt, ik’?

G: Jo, det er fjorten dage siden.

S: Hvordan er det indtil videre?

G: Det er meget hyggeligt, men jeg kan godt mærke at folk ikke helt respekterer mig som de burde.

S: Okay

G: Fordi at jeg er ny, og så skal jeg mobbes lidt ik’? Og sådan tror jeg at det kommer til at gå indtil at der kommer en ny.

S: Aha, okay, så’n lidt en hakkeorden eller hvad?

G: Ja, jamen altså de har jo, de fleste af dem har kendt hinanden i mange år, og jeg har også kendt dem før jeg flyttede ind, men ikke så’n venskab, mere bekendt og så’n. Så det er så’n lidt, de kan ikke rigtig tage mig som jeg er, men det kommer nok på et eller andet tidspunkt.

S: Ja, med lidt tid måske. Men så har du et værelse der, og så deler I nogle ting, eller?

G: Det er mit værelse (nr. 3)

S: Det er dit værelse

G: Der er det så ikke helt blevet ryddet ud endnu

S: Mmm, der bor du stadig lidt i flytterod

G: Ja.

S: Hvad betyder det for dig at have dit eget værelse?

G: Jamen det betyder at jeg kan gå ind og være mig selv, i stedet for at alle folk de holder øje med hvad jeg laver og. Man har ikke rigtigt noget privatliv, hvis ikke jeg havde mit værelse. Det synes jeg for eksempel ikke at man har i Gaderummet, du kan ikke bare lige gå ind i et rum uden at der kommer nogen andre.

P: Undskyld må jeg låne en cigaret? (afbryder, hoster)

S: Ja

P: (hoster højere) Hej, det er mig

S: Nu skal jeg til at transskribere dit host (griner)

P: Jeg er psykopat… (går igen, larmende væk)

G: Erhj, hun var ved at synge en sang, jeg er psykopat…

S: Hvad, øhm, vil du prøve at forklare lidt mere, hvad er privatliv?

G: Det der med at hvis du har nogle venner, eller kæresten på besøg, så kan du gå ind og låse din dør, og være helt dig selv, uden at folk de står og glor på jer, ik’? Og kommer med mærkelige kommentarer og sådan nogle ting.

S: Ja

G: Og jeg synes ikke altid at lige hvis man laver noget her, så kan du ikke altid lige undvære at der kommer nogen på et eller andet tidspunkt, og begynder at sige et eller andet til dig.

S: Mmm…

G: Ja, det er vores spisestue (nr. 4)

S: I spiser sammen så?

G: Ja

S: Hvor mange bor I der?

G: Vi er fire piger og to drenge.

S: Og hvad så med det fællesskab der er?

G: Altså de kan godt finde ud af at så’n samarbejde, men om onsdagen når to de skal lave mad, så går det ikke helt som det skal. Jeg forstår ikke folk helt (griner).

S: Jeg skal lige se hvad nummer det var, det var nummer fire ik? Og hvor boede du førhen?

G: Der boede jeg på Fyn, på et opholdssted. Men der var for meget vold, og folk terroriserede hinanden, og det er det jeg har prøvet at flygte fra. Da jeg boede herovre, jeg prøvede jeg at tage langt væk for at komme væk fra alt det der kriminalitet og stoffer og.

S: Var det efter der du endte på gaden eller?

G: Nej, det var. Jeg startede med at bo hjemme hos min mor, så røg jeg på gaden, og så boede jeg så’n lidt rundt omkring, og så boede jeg hos min bedste veninde, indtil at jeg blev ringet op af min sagsbehandler og fik at vide, at nu var der altså et sted på Fyn at bo.

S: Hvor lang tid var du på gaden?

G: Det ved jeg ik’, fem måneder eller så’n.

S: Hvor sover man så, eller hvordan er det at bo på gaden egentlig?

G: Narhj, men altså det er ik så’n, det er ik’ så’n lige det bedste. Fordi, at det er ikke lige det liv man vi leve som fjortenårig.

S: Nej…

G: Jeg vil helst gerne leve et almindeligt liv, hvor at jeg boede hos min mor og far og søskende, og den slags ting, men du kan ikke altid få hvad du peger på. Jeg blev jo nødt til at rende rundt og for at få penge blev jeg nødt til at rende rundt på Skelbæk gade med min kusine. Så i stedet for at sælge os selv, så solgte vi vores telefonnumre så at folk de kunne ringe til os. Men det var faktisk, det var hende der startede det fordi at hun sagde, jamen. Hun begyndte at sige til dem, jamen vi har ikke lige tid i dag, kan du ikke ringe i morgen og så kan vi aftale et møde? Og så fik vi så penge for vores numre, ik’?

S: Okay, så gav I falske numre eller hvad?

G: Nej, jeg gjorde ikke, hun gjorde. Men der var aldrig nogen der ringede, så.

S: Okay, det var da meget smart.

G: Det kan godt være at der var nogen der prøvede at ringe til hende, men der var aldrig nogen der prøvede at ringe til mig.

S: Mmm…

G: Og så lige pludselig en dag så mødte hun én som sagde at han faktisk kendte mig derinde ik’. Så blev hun så’n lidt bange, og så tænkte hun, erjh det er politiet og sådan noget ik’? Fordi at hver gang hun så politiet så løb hun ik´? Og jeg blev stående bare så’n gik helt almindeligt ik’? Fordi du ved hvis du løber så ved de at der er et eller andet på færde, ik’? Men så, han var så ikke politimand, men havde så snakket med mig for et år siden på det tidspunkt, på nettet. (griner) Jeg har aldrig set ham vel?

S: Nej

G: Jeg havde bare snakket med ham i telefonen hele tiden, og så lige pludselig; ” nårh, hej!” (griner)

S: (griner)

G: Fordi at vi sagde, nå men hun kunne ikke give sit nummer, men så kunne jeg jo give mit nummer. Så sagde han, nå men det har jeg da i forvejen, hvad? (griner)

S: (griner)

G: Og man vidste jo ikke helt hvem han var, vel? Så det var så’n lidt, mystisk.

S: Men altså brugte i så nogen herberger om natten, eller?

G: Ja, og sådan nogle ungdomstjekpunkter og sådan nogle ting. Hvor de så kunne hjælpe en til at finde nogle steder at sove og…

S: Og det var mest sammen med din kusine du var?

G: ja

S: Og hvad gav det sådan? Var det for at I kunne passe på hinanden eller?

G: Jamen altså det var mest fordi at jeg skulle passe på hende, fordi at hun er ik’, hun er ikke hel oppe i hovedet.

S: Okay

G: Og jeg prøvede at få hende væk fra alt det der miljø, som jeg også har været igennem ik’? Men stoffer og sådan noget, men… nu er hun atten år, og nu gider jeg ikke bestemme over hende, det er hendes eget valg hvad hun gør og ikke gør.

S: Okay, så nu er I lidt væk fra hinanden igen?

G: Ja. Hendes det er mest det er Gaderummet, så’n, ja og stoffer, og det gider jeg ikke.

S: Okay. Vil du vælge et nyt billede?

G: Jeg skal finde nogle der er bedre. Det er der jeg sover (nr. 5)

S: Og det er her i Gaderummet eller hvad?

G: Ja, det er ovenpå

S: Og det er sådan et lille hjørne, det ligner lidt så’n et værelse, det ser meget lukket ud.

G: Det er det herovre (peger), helt længst herovre. Og det er normalt Sofus, ham der sidder derinde med Fido (hunden), han var min bedste ven. Så jeg har fået lov til at sove her når jeg sover her, ellers sover jeg inde ved Per.

S: Okay, det er også så’n lidt et aflukket rum, eller så’n nogle steder er der meget åbent ik?

G: Jo, men herovre der var der brand på et tidspunkt, så ku’ vi ik’ være der. Og det var på det værelse, så det blev så til at han sov hernede, og så sov jeg så på sofaen sammen med ham ik’? Og det gjorde han i et helt år næsten, og så fik han lov til at flytte derop (peger). Og så sover han for det meste ikke deroppe, for han gider ikke rigtig.

S: Hvordan kan det være?

G: Det er fordi at når han sidder hernede og får røget noget hash, så når han aldrig derop. (griner)

S: Okay

G: Så falder de i søvn, ham og Pernille på sofaen.

S: Mmm…

G: Så kan jeg gå derop og sove.

S: Mmm, men når du sover, her så er det der, eller der (peger)

G: For det meste

S: Er det det samme sted (nr.6)?

G: Ja det er når man kommer ind.

S: Okay, så er der så’n et lille lagen hængt op som en dør eller?

G: Ja.

S: Så det er mest Sofus du har kontakt til her, eller hvad?

G: Ja altså der er nogen få nogen jeg snakker med, men det er mest Sofus, det er ham der, der har startet det hele med at jeg blev ved med at komme heroppe. Så. Men han virkede som en hidsigprop første gang jeg mødte ham

S: Okay

G: Det var fordi at vi havde, jeg kom herop så’n, havde lige været i byen med min kusine. Og så mødte vi to heroppe fra, så spurgte den ene om ikke vi ville med herop, så sagde Kirsten ja, og så sagde jeg også bare ja.

S: I mødte dem bare på gaden eller?

G: Ja

S: Okay

G: De stod og sang, der stod sådan nogle russere eller så’n noget, og sang ik’? så’n lalalalala (griner). Og så, så gik vi med, og så stillede vi op og skulle til at danse til øh, MTV ik’? Og så blev han pisse sur og gik over og hev stikket ud ik’? Så det var første gang jeg mødte Sofus.

S: Så det var ham der fik dig med herop eller hvad?

G: Nej, det er ham der har fået, mig til at blive her.

S: Okay.

G: Fordi at han virkelig har givet mig noget så jeg tænker lidt mere over mit liv

S: Ja

G: Men så kom Pernille lige pludselig, så stoppede vi lidt med at være sammen. Det er computerne (nr.7), der hænger jeg ud engang imellem.

S: Der sidder du og bruger det gratis internet?

G: Ja. Det er jo også meget hyggeligt at man kan sætte sig ned og slappe af foran computeren.

S: Hmm…

G: Snakke med vennerne der bor på Fyn og sådan noget, he.

S: Hmm, så det er sådan din kontakt post, eller?

G: Tjaa, jeg gider ikke rigtigt det der med telefon

S: Mmm…

G Så vil jeg hellere godt bruge Internettet

S: Er det nogen du kender der sidder der, eller er de bare tilfældige?

G: Det er Jesper, og Frank

S: Mmm, men det er ikke så’n, var det mere for at få computerne med eller?

G: Nej men altså jeg kom sammen med hans lillebror, ik’? Men jeg kender ham ikke så godt personligt, og jeg gør heller ikke en indsats, men øh, jeg ved godt hvem de er.

S: Okay. Har du computer der hvor du bor nu eller?

G: Ja, med det hele.

S: Så nu bruger du den i stedet for, eller?

G: Ja, når jeg er hjemme. Jeg prøver at søge noget arbejde, så.

S: Okay

G: Jeg skal op og snakke med min sagsbehandler, og en der hedder Jørgen på tirsdag, om at finde noget. Om at finde et arbejde på en vuggestue eller børnehave.

S: Det burde også kunne lade sig gøre, hvor gammel er det du er, du er sytten?

G: Ja

S: Så går der lige et år før du kan få ordentlig løn (griner)

G: Ja ja, men bare det der med at få betalt praktik,

S: ja, ja

G: Det er okay fordi jeg får jo også ungeydelse.

C: Je vais faire une sieste, si je te vois pas, a demain! (Claude afbryder, henvender sig til mig)

S: A demain! ( til Claude) okay

G: Kan du godt fransk?

S: Ja, jeg er halvt fransk, så…

G: Okay

S: Jeg skal mødes med ham og Klaus i morgen og være så’n tolk. Så de kan finde ud af, han vil gerne have et job også og… Han har sådan det lidt svært med at finde ud af hvordan han kan sætte det hele i gang.

G: Nå, men hvad var vi nået til?
S: Øhm… computer? (griner) øh, jeg ved ik’ helt…

G: Nåh, men jeg får ungeydelse ligesom SU

S: Ungeydelse, okay

G: Ja, men øh, det skal jeg først snakke med dem om her på tirsdag. Prøve at få det hele i gang.

S: Mmm…

G: Fordi at jeg render rundt uden penge ik’, det kan man jo ikke ha’. Jeg skal betale selv min morgenmad, og frokost og så’n noget.

S: Ja. Hvad er det for nogen ting du venter på at der sådan skal falde på plads før at du så’n kan føle dig hjemme derovre måske?

G: Jeg tror meget at få hele mit værelse i orden

S: Ja

G: Nu er det selvfølgelig blevet lavet lidt mere end det der (peger på billede nr. 3) ik’? Og altså få alle kasser ud, og få mit værelse så det ligner et ordentligt værelse, og at jeg kan li’ det som om at det var et værelse, ik’? I stedet for at det ligner et indflytter hus eller så’n. Det er gangen (nr. 8) rode gangen.

S: (griner) rodegangen?

G: Ja. Men det er meget det der med indgangen, og så’n hvor mange ting du egentlig ser der roder (griner) fordi det er ting der aldrig bliver smidt ud, ik’? Det er ligesom om at det begynder at stable sig op, der kommer nye og nye ting.

S: Hvad synes du at det gør så’n ved Gaderummet at der er så rodet?

G: Ja men altså det gør at så’n nogle folk de, altså jeg har det så’n, at jeg kan ikke bare lige sætte mig, bare et eller andet sted, ik’? Før at jeg lige har tjekket at der ikke er noget.

S: Okay

G: Fordi at jeg synes ikke at det er særligt lækkert at rende rundt og så er der møgbeskidt

S: Mmm, ja det kan jeg godt forstå (griner), man skal lige passe på hvor man sætter sig.

G: Ja, Gaderummet er jo et beskidt sted, selvom det er blevet mere rent i forhold til første gang jeg var heroppe.

S: Er det nogen af de ting der gør at du måske ikke har lyst til at være her så meget også eller?

G: nej, men det er sgu’ ikke noget. Det er også nogle gange at folk, hvordan de opfører sig overfor mig, hvordan de ikke lige kan tåle at man siger et eller andet til dem

S: Mmm. Det er meget måske noget med indtryk, når man kommer ind? (i forhold til billedet)

G: Ja, men altså første gang jeg kom herop var der rigtig rigtig mørkt, det var selvfølgelig aften ik’? Men der var meget mørkt, alle møblerne var mørke og så’n, nu her synes jeg at der er mere lys, og liv og så’n.

S: Stemninger der ændrer sig?

G: Ja, ja, for første gang så var det bare sådan noget, jeg synes bare at folk de stenede for vildt og bare sad og gloede.

S: Ja. Der også mange mennesker, og jeg synes også at hver gang jeg kommer op, så er der en ny stemning. Alt afhængigt af dagen, er det aften, skal der til at være fest, er køkkenet møgbeskidt, eller er det rent, eller så’n. Forskellige stemninger, men selvfølgelig også mange forskellige mennesker… ja

G: Det er køkkenet (nr. 9)

S: Køkkenet, hvad er der med køkkenet.

G: Så kom der lige nogen personer ind, så

S: Det var ikke meningen at der skulle være mennesker på eller hvad?

G: Ej altså. Selvfølgelig nu er det også meget mørkt ik’? Men at vise det der med at mange, altså der står rene ting ik’?, hvis jeg var kommet fem minutter før ik’? Så stod der beskidte ting. Men altså det der med at vise at et køkken kan altså godt se hyggeligt ud selvom det er møgbeskidt. Jeg synes altså at det er meget hyggeligt. Før var der ikke bord her (hvor vi sidder), der var bare så’n som om folk bare sad og tog stoffer her.

S: Så det gør noget at der er kommet et bord her?

G: Ja, det er mere med hygge.

S: Prøv at forklare hygge lidt mere.

G: Ja hvis, hvordan skal man forklare hygge. Jamen det der med du ka’, i stedet for at du skal sidde inde i stuen og spise aftensmad. Så kan du måske ha lavet noget mad, med for eksempel to personer, så kan du sidde derude og sidde og snakke og rigtig hyggelig stemning. Uden at der er nogen der kommer og afbryder jer, og begynder at slås og sådan noget. Det er ikke så tit at du ser det ude i køkkenet.

S: Nej, okay. Hvordan kan det være tror du?

G: Men jeg tror meget det er at folk de tænker over at det er alles sted det her, det er jo ikke bare deres. Og med at man skal passe på. Lige pludselig er der jo ikke nogen øh, bestik eller knive og tallerkener mere ik’? Hvis alle bare smadrer tingene her ik’? Jeg har kun oplevet en gang hvor der bare blev væltet en hel masse ting ud, og der væltede bare glas ud over det hele. Det er ikke særligt fedt. Fordi at jeg synes aldrig at det er dem der gør tingene der rydder op. Det er altid alle andre.

S: Men for dig er køkkenet så noget andet end resten af Gaderummet?

G: Ja, jeg synes at det er mere hygge.

S: Det er mere hyggeligt, ja. Der er måske også mere mulighed for at have orden?

G: Ja, men der ligger heller ikke papirer rundt omkring. Altså selvfølgelig der er det der rod derovre ik’? (peger på en bunke bag mig)

S: Ja, det blokerer man måske lidt for.

G: Altså, du sidder ikke og lægger mærke til det hvis der sidder en overfor dig og spiser.

S: Men sådan det der med borde, eller sådan det der med små steder i Gaderummet, hvad betyder det? Altså, jeg tænker computerne så’n, alt er så’n meget små samlingssteder, bortset fra lige det store bord måske, men…

G: Men altså jeg synes at de mest hyggelige steder, det er inde i sofaen og her. Fordi at jeg synes det andet det er mere så’n med at jamen alle de kommer. Alle sætter sig bare og begynder at snakke til dig, uden at du rigtigt har lyst til at snakke. Så her i køkkenet så kan du sætte dig ud, og så er der måske nogen der kommer og spørger om der er noget i vejen, eller… du kan gå, ik’? gå ind til Per, eller gå ovenpå, eller, der er ikke altid folk der render rundt efter dig.

S: Så køkkenet det er så’n lidt?

G: Tilflugtssted

S: Ja

G: Det er gangen (nr. 10), eller…

S: Bryggersagtigt eller?

G: Ja det kan man godt kalde det. Det er også lidt et kaos ik’? (griner)

S: Ja, hvorfor har du taget det billede?

G: Jamen det var meget det der med at vi har vaskemaskine og tørretumbler, ik’?

S: Ja

G: Og så øh, med at vise at man kan kalde det et lidt værkstedsagtig. Jeg synes at det er meget fascinerende det der med hjul og sådan noget, he he.

S: Ja, hvorfor? Eller hvordan? Eller?

G: Det er så’n, når man ser det der billede så kan det godt minde så’n lidt om kunst.

S: Ja?

G: Hvis du ser her (indkredser hjulet med hænderne) og så ligger der bare klude omkring, det…

S: Er der noget symbolik i det hjul synes du eller? Det er når du siger kunst, så tænker jeg så’n meget abstrakt eller?

G: Der er forskel på hvordan man tager kunst

S: Ja

G: Men hvis man bare tog det hvide og de to hjul, ik’? Så ville det bare ligne at det skulle ligne et eller andet, et eller andet, et øje eller noget. Og så er der sådan et mønster bagi

S: Du synes at de bryder det lidt eller?

G: Ja, altså når du kigger på det så kigger du ikke på, når jeg kigger på det så kigger jeg ikke bare på alle de der ting derude. Jeg kigger mest på det der er i midten

S: Ja

G: Centrum af billedet

S: Og hvad betyder det så, hvis det er hjulene der i centrum af det der rum?

G: ja men altså det er meget det der med at der kan være kaos udenom noget som folk kan få til at ligne kunst. Man lægger slet ikke mærke til det der kaos der.

S: Er det det samme med de der små steder?

G: Ja, jeg synes ikke altså herude der kan godt være kaos men altså, for eksempel når du kigger derover. Men altså her der er ikke kaos. Det er sådan at folk de accepterer at der er altså også et hyggested herude.

S: Ja

G: Altså, du kan ikke lige sætte der derude og så bare hygge dig, vel?

S: Ja, jeg synes at det er meget sjovt det der du laver med hjulene, altså med en cirkel om et hyggeområde, og så kan det godt være at der er. Altså at når vi to sidder her ved bordet, så er det som om så ænser man ikke den bunke rod som du sagde. Godt tænkt (griner).

G: Her har vi et toilet (nr. 11)

S: Hjemme hos dig eller?

G: Nej, det er her, men du kan ikke bruge det, du kan ikke lukke døren?

S: Er det det med det lyserøde lagen eller?

G: Nej det er det andet

S: Okay

G: Det der det er ved brusekabinen

S: Man skal i det hele taget være hurtig på toilettet herude, folk kan komme forbi og kigge

G: Nej, du skal gå på toilettet ude ved det lyserøde, så hvis folk kommer, kan du altid sige at jamen der er optaget. De fleste accepterer det.

S: Ja

G: Jeg har ikke oplevet endnu nogen der er kommet over og kigget altså (griner)

S: Men øhm, hvorfor så et billede af et toilet?

G: Men det er for at vise helheden af det, måske toilettet det ikke er sådan at folk bare siger oh, det er bare det vildeste billede du har taget, men meget det der med, der er altså forskel på hvordan du bor. Nogen de har et kæmpe toilet, hvor der er dejlig brusekabine og badekar eller et eller andet. Her det er bare, toilet.(griner) Og det er lidt i midten ik’ også? Og altså, du lægger jo slet ikke mærke til at der er en brusekabine, du lægger bare mærke til det der toilet. Og så alligevel der står jo ting jo, det er ikke helheden af billedet, det er bare at vise at folk kan altså godt være lidt mærkelige med toiletter (griner)

S: (griner) Så det er vigtigt at der også er et toilet?

G: Ja. De er nogen der lever uden toilet jo, hvor de bliver nødt til at gå ned i gården.

S: Hmm, mange Nørrebro lejligheder uden bad. Ja…

G: Det er mig (nr. 12)

S: Det er dig

G: Der måtte være et billede af mig.

S: Hvem har du fået til at tage det?

G: Øhm, ja hvem var det der tog et billede af mig? Erhj jeg tror faktisk at det var Claude, jeg er ikke helt sikker. Jeg tror det.

S: Men det skulle lige være med?

G: Ja. Det er for at vise så’n, det er mig, ik’? (griner) Og alle folk de synes at det er et helt vildt fedt billede hvor jeg har røde øjne fordi at det passer til mit hår. Jeg synes at jeg ligner lidt så’n en gaderumsdulle. (griner) Med det tøj.

S: (Griner) Det må du forklare lidt mere, hvad er en gaderumsdulle?

G: Erhj, men det er så’n det ligner lidt så’n noget genbrugstøj. Fordi at hatten er så’n lidt gået i stykker og jakken ligner så’n lidt en eller anden man selv lige har syet knapper i eller et eller andet.

S: så’n så er du en del af Gaderummet når du har det tøj på eller hvad?

G: Ja, altså når jeg har det her på (peger på sit tøj, støvler, sorte strømpebukser, sort nederdel med svaj, rød cardigan) så kan jeg godt være så’n lidt fest og party. Men når jeg begynder at have det der sweater på og så’n, så begynder jeg at ligne lidt så’n gaderum.

S: Føler du dig så mere tilpas i forhold til hvad for noget tøj du har på også, eller hvordan?

G: Ja. Fordi det er mere om hvad jeg vil have der bliver beskidt, og hvad jeg ikke vil have der bliver beskidt. I dag der er det meget så’n, erhm det går lige fordi det skal alligevel til vask, ik’?

S: Ja

G: Men hvis jeg var kommet og jeg lige havde taget det på, så var det nok så’n arh, nu skal jeg ikke sætte mig lige der og så’n ting.

S: Okay

G: Men her der er det bare så’n, sæt dig bare, ik’?

S: Okay (griner) lidt mere afslappet, eller hvad?

G: Ja. Og jeg ligner bare en der lige er kommet ind af døren, ha.

S: Mmm…

G: Erhj, hvor er jeg grim (griner)

S: (griner) Nej

G: Der er Morten (nr. 13)

S: Det er et billede af Morten?

G: Ja, med en øl i hånden. (griner)

S: Er øllen vigtig?

G: (griner) Ja, det er vist også, eller nej, jeg ved ikke lige hvor det er henne. Jeg har, jeg har nogen billeder hvor de drikker øl. Nåh, så har vi de to tilsammen ik’? (nr. 13 og nr. 14) (griner) Han har en i hånden, og han drikker, ik’?

S: Mmm. Var det en aften hvor der var fest, eller?

G: Næh, det var i sidste søndag (griner) på en søndag mand. Jeg ved ikke rigtig hvad der sker for dem. Nej men det er fordi at han sad og røg lidt hash og så’n noget, og så tænkte vi så’n, erhj vi skal da lige have nogle øller også ik’, fordi at vi havde ikke drukket hele ugen, ik’?

S: Okay

G: Så måtte vi godt lige drikke nogle julebajere

S: Det var bare hygge øl?

G: Ja. Og så skulle jeg tage ham på fersk gerning med en Tuborg ik’?

S: Og hvad med det at drikke her, I holder mange fester, eller?

G: Erhj, nogen gange det plejer normalt at være så’n nogen før fester og så ud i byen. Det er jo også ovenpå, bare lige heroppe.

S: Er det rart at I har lov til de ting her? Det er jo ikke alle steder man…

G: Jeg synes det er rart nok, men at det bliver overholdt at det kun er i weekenden. Jeg synes at når det er hverdag så skal der ikke være noget. Jeg synes at det er okay fra fredag til søndag, at man drikker en øl om søndagen eller så’n noget ik’? Fordi at man måske ikke har fået noget hele ugen. Men jeg synes ikke det der med at man sidder en tirsdag og drikker, fordi at hvis du tænker på folk ude der bor i lejligheder og så’n noget, ik’? Deres hverdag derovre ik’, de drikker jo kun i weekenderne og hvis de er til fest. Og så en fyraftensbajer når det er fredag. Så Gaderummet vi prøver at få det til at ligne en almindelig hverdag for folk udenfor. Det er også derfor at vi ikke vil have stoffer herinde

S: Ja, er der så nogen gange hvor det bliver brudt, eller synes du at det ligner en almindelig hverdag herinde?

G: Erhj, det bliver nogle gange brudt. Fordi at der er mange af dem der ikke forstå dansk her, og de forstår ikke helt hvad man siger ved første varsel og så’n noget. Så bliver man nødt til at sende dem ud, og proppe dem på et eller andet behandlingshjem, hvis det er det. Men man kan jo kun hvis de selv vil.

S: Ja. Men synes du at det er vigtigt at have så’n en normal hverdag, eller hvordan vil du definere en normal hverdag? Udover det at man kun drikker når man har fri og så’n?

G: Ja men det der med at man går og kommer hjem igen til normal tid, altså jeg synes ikke rigtig så’n Gaderummet er der ikke så’n bestemte tidspunkt du skal komme på og så’n noget vel? Men i starten var det at man først måtte komme klokken ni, men det kan jeg jo ikke overholde vel.

S: Men hvordan prøver du selv, eller hvordan kunne du selv tænke dig at din hverdag så ud?

G: Ja men stå op øh tidlig morgen, og gå på arbejde eller i skole eller et eller andet ik’? og komme hjem igen og begynde at lave noget aftensmad, og så skulle man bagefter tænke på at være sammen med vennerne, efter man har spist.

S: Ja, så der må gerne være noget rutine eller?

G: Ja.

S: Er det noget du har manglet før eller hvad?

G: Ja, meget.

S: Ja. Hvad så med de her, jeg snakkede med Marx sidste, i fredags snakkede jeg med Marx ik’?

G: Jo

S: Han er meget med så’n at det der normale liv, det er han lidt imod så’n rent politisk og så’n hvordan har du det med. Fordi at der er jo mange forskellige mennesker heroppe, der måske vil leve meget forskelligt, måske især i forhold til om man er politisk eller ej, men det er du ik’ så’n?

G: Nej, nej nej nej (griner), det er ikke mig. Det kan være at det kommer engang. Erhj, var du her da rundfunk var her?

S: Nej

G: Der har vi Marx (nr. 15), skal vi ikke prøve at få ham med også?

S: Jo

G: Erhm, det er fordi der var, der kom en fra Rundfunk, og snakkede med os om øh, det der med at være hjemløs. Og så ville han lave en dokumentar i Rundfunk, hvor man skulle fortælle. Men han har ikke ringet. Jeg tror ikke rigtigt at han var interesseret i Gaderummet alligevel.

S: Nåh, men så skulle du have været med, eller hvordan?

G: Ja, sammen med Morten.

S: Hvorfor ville du gerne det, eller?

G: Ja med fjernsynet (smiler) erhj, jeg synes også at det er spændende at være med i så’n nogen ting.

S: Hvad ville du så ha’, eller hvis han nu kommer tilbage, hvad vil du så vise ham?

G: Jamen jeg ville da fortælle ham hvordan det har været at være hjemløs, og hvordan det er lige pludselig at have et hjem.

H: Jeg skal lige sige at jeg har stadig otte billeder tilbage på kameraet, og jeg har taget nogen af dem selv. og så gik Niels i gang med sin brandert en eller anden aften, bare lige så du er klar over det.

S: Ja, ja

H: Jeg ville tage et par billeder også af mit eget hjørne deroppe. Arh hvad (til Gry), hva’, tror du vitterligt at jeg gider at, øh jo.

S: Nu kommer du med på bånd, når du står og snakker, så skal jeg transskribere alt det her også (griner). Jeg har også transskriberet Pernilles host (griner).

H. Ja, men jeg ville bare lige sige det til dig, jeg har kameraer og skal bare lige ha’ taget de sidste billeder.

S: Okay, jeg venter bare bagefter så.

H: Okay super.

G: Nerhj, der er et billede af mig og min mave. (nr. 16)

S: Nej, men du må lige fortælle det færdigt det der med…

H: Jeg går nu

S: Ja, det der med øh, hvad ville du have vist ham hvis det var.

G: Altså, jeg ville have fortalt hvordan det er, og ha’ været hjemløs. Og lige pludseligt at have et hjem, hvor du står, og du har lige pludselig en nøgle. Mærkeligt (griner), det havde man jo ikke da jeg var hjemløs. Der var det så’n, jamen hvor skal du gå hen nu, ik’? altså så’n skal du gå derover eller skal du måske spørge om du må være der, ik’? Og så lige pludselig stå med en nøgle i hånden og kan låse sig selv ind (griner), det er helt vildt mærkelig. Altså, jeg har jo selvfølgelig oplevet det inde hos min mor ik’? men der gik alligevel også et stort stykke tid fra jeg blev smidt ud hjemmefra, til jeg fandt et sted ik’? Så står man lige pludselig der, erhj, jeg har mit eget.

S: ja, og var det så’n det største, eller hvad var det?

G: erhj, men det er stort (griner) fordi at jeg har været vant til det der med jamen det er mor der bestemmer, det er mor der er hjemme ik’? Og så lige pludselig så har man sit eget, og du kan bare lige komme ind og sige hej, og så gå op på dit værelse hvis det er det man vil, og så’n er det jo ik’? Og hjemme hos ens mor så er det så’n, arh men kommer du ikke lige ind og siger hej og nehj…

S: Så nu kan du selv bestemme?

G: Ja ja, men det sidste stykke tid jeg boede hos min mor, der tog min mor nøglen fra mig fordi at jeg var så’n lidt med pillefingre og skulle lige tage lidt, og så’n det er lige nøgle mønter der, ned i lommen. (griner) Og til sidst der blev det så så’n med min mor hun sagde, arh men gi’ mig nøglen, giv mig nøglen så kan du kun komme ind når vi er hjemme.

S: Ja

G: Så lige pludselig så’n øhm nåh okay, hvad så? Jeg har ikke noget tøj (griner)

S: Nej, så skulle du vente

G: Der var på et tidspunkt jeg stod i to timer i frostvejr og ventede på at min mor hun skulle komme hjem.

S: Åh nej, det kender jeg godt, ikke fordi at jeg ikke har haft nøglen, men fordi at jeg altid glemmer den. (griner)

G: (griner)

M: Hvad hedder du? (spørger fyr Sofie)

S: øh, Sofie

M: Hej Sofie, jeg hedder Musa, min niece hedder også Sofie

G: Min storesøster hedder også Sofie altså

S: (griner) der er mange Sofier

M: Det er også et flot navn

S: Men øhm, ja det der billede, eller hvad nummer er det så?

G: Det er nummer 15

S: Billede nummer 15

G: Det skulle bare vende den anden vej det der billede ik’? (nr. 15) ellers er det totalt fascinerende

S: Den anden vej?

G: Så’n dyreskoven, eller Dyrehaven, eller.

S: Så det er så’n at det skal ses fra to vinkler?

G Ja ja, det er så’n hvis du ser det fra den vej ik’, så Marx han vender på hovedet ik’.

S: Ja det ser faktisk lidt underligt ud (griner)

G: Ja, men det jeg synes er fascinerende det er meget billedet ik, men også det der med at man føler sig ind i at folk de virkeligt koncentrerer sig om at snakke ik’ (griner) i Gaderummet ik’? så’n er Gaderummet jo ikke, Gaderummet er normalt så’n et larmende sted hvor, hvor du bliver nødt til at skrue højere op for fjernsynet for at kunne høre noget ik. Men den her dag der var bare stille, det var så’n hver, de fleste søndage så er der altid stille. Man kan høre selvfølgelig folk snakke og så’n almindeligt ik’? Men du hører aldrig så’n wrawrawra (larmende lyd). Råbe og skrige, det er først når der er vild fest og weekend, og alt så’n noget.

S: Så det er lidt en atypisk søndag, eller atypisk samtale, eller?

G: Og så har de voksne kontor herinde

S: Okay, og må I ikke komme ind der eller?

G: Nej, jo selvfølgelig hvis lige de voksne er her og man lige skal bruge noget, eller et eller andet, men ellers så er det aflåst. Som du kan se med en hængelås.

S: Ja, hvad betyder det i forhold til at resten af Gaderummet er så åbent?

G: Jamen jeg synes ikke rigtigt at det gør noget fordi at hvis der de voksne har noget der er kostbart ik’?, så synes jeg ikke at det er så’n noget der skal være åbent for alle. Det er jo det samme altså hvis vi havde masser af penge ville vi jo heller ikke have dem i vores pung hvis den lå fremme vel, så ville vi helst have dem stående i banken eller så’n.

S: ja, men hvad er der med det der maleri ud over at

M: det er en flot tegning, det er en rigtig flot tegning (står stadig og kigger)

G: Det er så’n, jamen så’n som jeg altid havde mit liv det var at der er altid en, der er aldrig en ende på livet. Man følger bare så’n en sti, og den bliver bare ved og ved og ved.

S: Kan du ikke kommer tilbage lidt senere, vi sidder lige og laver et interview ser du. (til Musa som stadig kigger meget interesseret og tæt på)

M: nåh, I laver interview.

S: Ja, så hun lige kan koncentrere sig.

M: Hvor er du fra?

S: Øh, fra øh jeg bor på Amager, men er fra Roskilde universitet

M: Orh, fedt nok.

S: Så…

G: Farvel

S: Vi kan lige snakke senere måske, vi skal lige lave det her færdigt ik’? (han går) Men jo, livet har aldrig en ende…

G: Nej, men det er fordi at der er nogen der siger at man lever videre. Man dør, og så genopstår man, som en eller anden anden person, eller et dyr eller.

S: Så du tror på reinkarnation?

G: Ja, det tror jeg nok. Men jeg tror ikke på alt det der med at der sidder en deroppe og får det til at regne og får det til at sne, og hjælper folk og så’n, og fordi at hvis der virkelig var nogen og man siger at han, han hjælper folk så ville han også gøre så’n at der var, der var aldrig en ende på livet. Altså så’n at folk de bare lever til de, uendeligt altså.

S: Ja, og man havde lyst til at leve måske også?

G: Ja

S: Så det er stien?

G: Det er stien

S: Hvor smukt

G: Den bugter sig, lidt pocahontas-agtigt (griner)

S (griner)

G: Jeg ved ikke, det er min mave (nr. 16)

S: Bare din mave

G Lidt ego. Det er, det er en der hedder Gunnar, han har altid været den der blev udsat for al volden heroppe.

S: Han har også et lille sår over øjenbrynet

G: Det er fordi at han fik smadret sit, han smadrede lige sit hoved op i sit køkkenskab

S: Okay, så det er ikke engang et udtryk for den vold der blev påført ham, det var fordi at han var klodset.

G: Nej det

S: Eller hvad

G: Altså, jeg oplevede på et tidspunkt Lasse, hvis du kender Lasse

S: Var det ham som gik amok på Bornholm eller hvad?

G: Nej, det var Christoffer, men altså han var øh en stor tyk fyr ik’? Så påstår han, nu ville jeg jo selvfølgelig ikke sige om det var sandt eller falsk vel, men Han påstod at han havde stjålet hans sim-kort, og han havde lige købt det ik’? Med penge på og alt det der, så gik Lasse amok og begyndte at stå og slå på ham. Bare tre gange med flad hånd, men hans næse begyndte bare at blive ved med at løbe og så’n noget ik’? fordi at han har meget dårlige kanaler med blod og så’n noget ik’? Og så’n, du kan godt se noget af den vold han egentlig har fået, hvordan han bare ser smadret ud ik’? altså normalt første gang jeg så ham da var han helt bwarr super frisk, og havde ikke en eneste rynke eller noget som helst vel? Nu ligner han en der aldrig får sovet, ik’? Det er så’n en rigtig gaderumstype der bare holder sig vågen hele tiden, bare for ikke at få tæsk og så’n noget.

S: Okay, han er rimelig gammel er han ikke?

G: Jo, han er fyrre tror jeg nok.

S: Jeg tænker bare så’n officielt så er det så’n unge, et værested for unge normalt, men han er her rimelig meget alligevel, eller?

G: Ja men han har kommet meget, men er holdt op efter alt det der med at han blev smadret af Lasse og så’n. Så gider han ikke rigtigt. Han kan godt lige komme forbi og sige hej, og så kommer han normalt op til os og sidder og snakker, fordi at han gider ikke være nedenunder. Fordi at der kommer altid problemer ud af det.

S: Men du sagde at han var typisk, i forhold til at han holdt sig vågen?

G: Ja, det er så’n, jeg ved at han ikke er på stoffer, men jeg ved at han drikker meget. Men jeg tror meget at han hele tiden holder sig vågen, fordi at han er bange for at der skal kommer folk kommer og vil slå ham. Fordi at han har oplevet så mange ting som ung, og helt op til nu ik’?

S: Så han kan ikke falde til ro her?

G: Nej, han bliver nødt til at gå hjem til sin lejlighed.

S: Er det lidt det samme du havde, eller? Det der med ikke at kunne sove, fordi at der alligevel nogen gange er vold, eller?

G: Ja men jeg vågnede næsten altid hvis det var at jeg hørte et eller andet, og det kunne være en lille ting. At hundene bare var kommet op at slås og så troede jeg bare, arh shit mand og alle slås nu. Jeg prøver at sove når jeg er her, men det er svært. Så bliver jeg nødt til at være et sted hvor der er musestille, og trygt. Længst væk fra alle, derinde eller derinde. (peger) Hvor jeg ligger sammen med en jeg kender og så’n noget.

S: Men nu hvor du er flyttet så sover du mest hjemme, eller hvad?

G: Ja, eller hos min mor.

S: Er det blevet hjemme endnu, der hvor du bor?

G: Om det er blevet hjemme, ja, ja.

S: Og det har de ting som Gaderummet ikke har, eller hvordan?

G: Ja, tryghed. Nøglen og trygheden, og at man altid har noget mad. Man kan altid komme og sige jamen kan I ikke gemme noget, jeg kommer en time for sent. Det kan du ikke her, fordi at de laver ikke mad hver dag, så skal du lige pludselig selv stå for det, ik’?

S: Så din sti er blevet lidt mere lige, eller hvad? (griner)

G: (griner) Ja, den er ikke så svingende mere.

S: Hvad med resten af billederne her, du har vendt dem på hovedet.

G: Det der det er lige meget

S: Nåh, det var det famøse… (et numsebillede) (griner)

G: Det er bare, det er Claude og en eller anden jeg ikke ved, hvem er. ( nr. 18)

S: Hvorfor har du taget et billede af Claude?

G: Ja men det var fordi at Claude han var så’n en del af Gaderummet som hjem. Han vil altid snakke med mig, han kommer altid og hej og. Og jeg forstår så’n nogenlunde hvad han siger, fordi han prøver også at omformulere det så at jeg forstår det, men heldigvis så forstå jeg jo lidt fransk af hvad han siger.

S: Ja, han sagde lige til mig at han godt kunne lide dig, at han synes at du var sød.

G: Gjorde han det?

S: Ja, eller altså at han så dig som en af hans venner heroppe.

G: Ja, men jeg hjælper ham jo også hvis der er noget. Han spurgte, eller det var fordi at, på et tidspunkt forstod Klaus ikke hvad han sagde, fordi at hans bil den stod ude på motorvejen. Så skulle jeg forklare ham at de ville prøve at får fat på nogen og finde et reb, så at de kunne trække den her ind. Og han forstod godt hvad jeg sagde.

S: Ja, det er ret vigtigt med kommunikation ligesom

G, Ja, Klaus han ville jo stå så’n, og sige det så’n på engelsk uden at hundrede procent, det forstår han ikke helt. Man skal helst sige det så’n lidt med armene, og vise. Ja altså samtidig med at du står og siger det på engelsk, så skal du prøve at vise det også. For han står bare og siger det, i stedet for at snakke bil (fægter med armene) og så’n nogen ting ik’? Klaus han kan ikke helt finde ud af det der.

S: Nej

G: Han kan ikke helt det der med armene

S: Nej, det er ret vigtigt i nogle sammenhænge, det må man sige. Men du ved ikke hvem pigen er?

G: Nej, jeg ved ikke hvem hun er, Hun blev sur over at jeg tog et billede af hende da hun stod ude i køkkenet, men lige pludselig ville hun gerne have et billede.

S: Erhj, jeg bliver helt forvirret, glemmer hele tiden om jeg har givet dem numre eller ej. (billederne)

G: De har fået numre tror jeg.

S: Hvad med dem der? Er der flere du har lyst til at snakke om?

G: Det ved jeg ikke, jeg ved ikke. Altså prøv lige at se (nr. 20)

S: Meget opspillede øjne.

G: Jamen det er jo ved computerrummet, det store computerrum.

S: Ja

G: Jeg ved ikke, man kan ikke rigtig sige noget om det. Og det, det er Mortens hule (nr. 21)

S: Mortens hule

?. Der er ikke noget billede af mig (forstyrrer)

G: Nej, jeg ville ikke have noget

S: Mortens hule

(hundene gør voldsomt)

G: Oh oh, det kom også lige på der (griner) Mortens, ej det, Morten han boede her, men han er så flyttet en tak længere henne så han får helt ovre ved væggen

S: Okay

G: Fordi at den der var ved at gå i stykker hele tiden.

S: Men øh, en hule?

G: Ja altså hans, det er fordi at han gider ikke det der med at man sover på en madras og alle kan se hvad han laver og sådan noget, han vil gerne have så’n lidt privat også, ligesom jeg siger med et værelse ik’?

S: Ja

G: Så har han lavet så’n en lille hule

S: Ja, men der er en del der har hængt så’n lagener op og så’n

G: Ja, før i tiden der var bare øh, købte de en hel masse madrasser (båndet løber ud og vendes)

H: Fordi at jeg har småkagen med, og jeg har egentligt bare lyst til at smadre dem alle sammen.

G: Småkagerne?

H: Småkagen, jeg har så’n en træ-småkageform som faktisk ligner en hammer, så’n.

G: Nårh den der Sine købte

H: Den har jeg med i lommen…

G: Okay ja, vi snakkes ved om lidt (griner)… småkagen

S: Det lyder farligt. Det var Mortens hule, bruger I meget de der huler til så’n og.

G: Ja ja, men jeg synes at det er mere hyggeligt, bare sidde derinde og så’n to tre stykker og være sammen. Som, så der lige Marx der kommer ud der af hjørnet

S: Rækker tunge der, ja. Det er meget sjovt, for det er ligesom da man var barn, ik? Man lavede huler, eller?

G: Ja, men det var mere man burde skulle se lidt mere af ham der. Der er nogle søm oppe i væggen, så skulle det ligne at han havde fået så’n et søm op i hovedet (griner). Fordi det var kun lige i Mortens hule at de var ik’? De der søm der.

S: Nåh, okay

G: Prøv at se, hvor ser han dum ud.

S: Som om at han var i gang med at dø

G: Ja, men tungen ud af munden.

S: Der er en dreng

G: Ja, det er Morten

S: Du er lidt forelsket Morten eller hvad (griner)

G: Ja ja Morten og, er det 22 allerede?

S: Ja det tror jeg, er det ikke, jo!

G: 18, så mangler der 19

S: Ja, der mangler en 19, det husker jeg lige, så ikke at jeg leder forgæves.

G: Men han er jo dejlig ik? Og ham derovre ham har jeg været virkelig vild med (peger på et billede vi ikke tager med) Så det er de to der er mest så’n. De gør min hverdag glad.

S: Men det er meget sjovt, for det der med mennesker, og at føle sig hjemme. Kommer du mest her på grund af menneskerne, nu har du dit eget sted og?

G: Ja, jeg kommer mest på grund af nogle af de mennesker der er her. Men når der kommer nogen jeg ikke kan lide, så enten så går jeg væk fra dem, ellers så går jeg. Fordi at jeg kan ikke, gider ikke problemer. Jeg er ikke typen der kommer op at slås.

S: Nej. Men hvad så med det hvor du bor, betyder det noget at der ikke er nogen mennesker som du så’n er tryg ved, eller? Kan det stadig godt være et hjem uden at der er mennesker omkring en?

G: Ja, det kan det godt. Fordi at jeg vil gerne prøve at lære folk at kende så’n langsomt. Før i tiden da har jeg altid troet på folk med det samme, men så har jeg fundet ud af, at det skal man ikke, ikke altid.

S: Så derhjemme der har du privatlivet, og her har du menneskene, eller hvad? Og Morten (griner)

G: Ja, og (utydeligt) men han har lejlighed. Så ham ser jeg ikke så tit. Det er også Mortens hule, det er bare mig. (nr. 23)

S: Du rækker tunge

G: Så skal du skrive 19 ik’?

S: Nej fordi at så kommer det ikke i rækkefølge, jeg ordner numrene senere, det er bare så’n så når jeg transskriberer det, eller når jeg fortætter det her interview så kommer det måske til at være en collage hvor der er et digt, og så er der et billede, og vi fjerner ansigter og så’n noget, fordi at det er jo ligegyldigt. Men hvis der så er et billede hvor der er rum på, så sætter vi det ved siden af, så at man kan se hvad der er der snakkes om. Måske det der med hjulene for eksempel ik’? Når du forklarer det med hjulene, så lægge det ved siden af så at man kan se hvad det er.

G: Bare for at vise at man kan godt have det sjovt, ik’? (vender tilbage til billedet) Og så sagde jeg bare til min, jeg ved ikke hvorfor det lige er kommet ud magen til næsten, så sagde jeg bare til min mor, ræk tunge. (nr. 24) (griner)

S: Ja, næsten ens

G: Det der er forskellen er at min mor hun ser anderledes ud fordi at hun er ældre, ik’?

S: Ellers så ligner I hinanden ret meget. Men nu har du, nu bor du uden hende

G: Lige fem minutters gå gang fra hende.

S: Så det er tæt nok

G: Heldigvis. Hun har hjulpet mig med at få ordnet mit værelse.

S: Men du kan ikke bo med din familie ellers?

G: Nej, men altså min farmor er lige død i går ik’? Så’n og min far snakker jeg ikke rigtigt med mere. Han lovede min farmor at så’n for hendes skyld ville jeg begynde at snakke med min far, fordi at han har gjort mig mange ting og så’n noget ik’? Og så øh, så min mor bare så’n at når jeg er sammen med hende for længe af gangen så bliver vi uvenner. Jeg har sagtens kunne i det stykke tid hvor jeg skulle finde det sted at bo, ik’? Men øh, så blev det jo til at jeg blev hellere nødt til at flytte, for hvis det lige pludselig gik galt, så stod jeg der uden noget, noget som helst. (lang stilhed) Men hun er min skytsengel.

S: Okay, hun hjælper og passer på?

G: Ja, jeg kan altid komme til hende hvis der er noget

S: Resten af billederne der er ikke noget du har lyst til så’n? Men hvad har hele den her opgave, med at tage billeder og så’n, hvad har den fået dig til at tænke på i forbindelse med hjem?

G: den har fået mig til at tænke på, og man skal ikke gå fortabt før der er noget. Fordi at det har virkeligt forandret mig meget at jeg er kommet her. Fordi at mit liv har jo været noget lort, ik’? Havde jeg aldrig haft det her, så havde mit liv nok været rigtig dårligt, og jeg havde ikke været her.

S: Så det at du er kommet videre, det er så’n at dit liv er blevet bedre, eller?

S, Ja, men det har været spændende, jeg har lige en sidste opgave, en lille.

G: Se der er da mange billeder der mangler så.

S: Er der mange billeder der mangler?

G: Der mangler nogen med nogle biler, og

S: Med biler, hvad mener du?

G: Jeg tog nogen med nogle biler

S: Okay, de er vist ikke blevet til noget. Hvad ville du vise med dem?

G: Erhm det var for at vise, det var noget der var bag bilerne.

S: Okay

G: Mit gamle hus

S: Dit gamle hus, har du stadig så’n følelser knyttet til det, eller?

G: Ja, det er der jeg har oplevet alle mine ting med mine venner og det er der min bedste ven han døde. På grund af en overdosis, han troede at han havde mistet mig som sin bedste ven. Nå, men jeg skal bare gemme dem her så? (de billeder vi ikke snakkede om)

S: Er der andre billeder der manglede, ting du ikke kunne tage billeder af, eller? Noget der har været for abstrakt i forhold til hjem som du ikke kunne tage billeder af?

G: Min have

S: Din have, den ville du også gerne ha’ taget et billede af?

G: Ja, jeg tog et billede af den, men det er så heller ikke blevet til noget.

S: Næh, åbenbart ik’. Der er desværre ikke så’n et indeks kort med, så man kan se hvor mange der har været undereksponeret og så’n.

G: Kan man ikke se det på dem her (tager negativerne frem)

S: Så skal du holde dem op mod lyset.

(Gry kigger længe)

G: Det kan godt være at det slet ikke er blevet til noget.

S: Der er vist noget der (et halvt belyst negativt, slutningen af rulle) der har nok ikke været flere tilbage.

G: Hey, det er min have

S: Nåh, det er det halve billede der er din have der

G: Man kan ikke se det så godt

S: Der er da i hvert fald nogen træer der, på det der negativ. Filmen må være løbet ud, det er lidt ærgerligt. Men hvad er det med haven? Hvis vi nu forestillede os at billedet var blevet til noget alligevel.

G: Det er fordi at min gamle hule var der.

S: Okay, og hvad betød den hule?

G: Der kunne jeg altid gemme mig hvis folk de var efter mig, og så’n.

S: Okay

G: Skal jeg bare proppe dem herned i? (om negativerne) Men det gjorde så’n lidt, makabert, så det endte med at holde op. Så rev vi den ned, fordi at det virkede så’n lidt unormalt at jeg løb hele tiden derop i stedet for at komme hen til min mor.

S: Okay, er der andre billeder du ville ha taget hvis du ku’?

G: Min hund

S: Din hund?

G: Den betyder alt for mig

S: Okay, har du den med der hvor du bor nu eller?

G: Nej, den bor hjemme hos min mor.

S: Okay, men hvad er det med den hund? Der er mange her der har hunde har jeg lagt mærke til.

G: Ja, Fido er også min, sammen med Sofus. Den har virkelig gjort at jeg virkelig skulle tage mig sammen, fordi at jeg lige pludselig havde et ansvar, overfor en anden, ik’? Og det har jeg ikke haft før. Så skulle man tænke på det der med mad og…

S: Ja, et ansvar for et andet væsens liv…

G: Fordi at jeg kan ikke lide det der med dyremishandling og så’n noget. Det var også mig der fik så’n at vi fik den. Fordi normalt skulle vi give tusinde kroner, så sagde vi at det gad vi ikke, så fik vi den gratis for min, på grund af mig. Hvis jeg aldrig havde kendt den person der havde haft hundene, så havde vi aldrig fået den.

S: Ja, det er godt med et kæledyr. Okay, det sidste her, jeg kunne godt tænke mig at du tegner et kort over din rute i går. Fordi at øh…

G: I går?

S: Ja, i går, hvis du kan huske det. Det er fordi at vi gerne vil prøve at ligesom kortlægge hvordan man bruger byen. Altså både på billeder og fortællinger, men også på kort.

G: Hvordan skal jeg lave et kort, tegne et hus.

S: For eksempel

G: Hele dagen i går?

S, Ja hvis du kan huske det så’n.

G: Det er et hus, og der er en dør. Jeg er altså ikke lige professionel tegner til at lave et kort.

S: (griner) det er i orden.

G: Ja

S: Der startede du, er det der hvor du har din lejlighed nu eller?

G: Det er hos min mor

S: Der startede du i går eller?

G: Ja

S: Okay. Du må godt skrive så’n ved siden af, ikke adresse eller så’n bare mors hus, eller hvad ved jeg…

G: Mors hus, ja. Og så tog vi til Fields, så skal jeg også tegne det? Busruten og?

S: Ja, du kan, eller bare en pil, det behøves ikke være så detaljeret

G: Vi tegner bare så’n, og så skriver vi Lyngby

S: Mmm

G: Og så videre, og så skriver man, skal man skrive Nørreport.

S: Hvis du vil så kan vi bare forbinde to papirer hvis du vil have mere plads den vej?

G: Nej, jeg kan bare tegne nedad så’n der, ik’ eller er det omvendt (spørger til stavningen)

S: Nej det er rigtigt, du mangler bare et d

G: Godt Fields, og så fra Fields af og op her igen

S: Måske hvis du kan tegne en pil så man kan se retningen, yes.

G: Og Så skal jeg videre herfra og over til mit andet hus

S: Mmm…

G: Så’n der

S: Ja, er det så’n en lejlighedsbygning?

G: Kæmpe bygning, giga villa. Så, ja.

S: Og der tog du hen fra din mors hus eller?

G: Ja, så mit hjem. Og så tog jeg derfra til hovedbanegården

S: Okay, travl dag.

G: Hvad skal jeg så tegne, et tog eller hvad, og skinner

(der råbes i baggrunden)

G: Det er et tog, så skal jeg bare skrive. Så, og så derfra herop.

S: Her til Gaderummet?

G: Så skal vi tegne en gigalejlighed, tegner vi bare lige døren. Så, skulle vi lige, så. Gaderummet så.

S: Og der har du sovet i nat, så der var ikke mere bevægelse? Hvis du kan skrive på de her pile eller de her streger så’n, altså gik du eller cyklede du eller.

G: Okay vi skriver her på den her linie, bus og s-tog, metro, ja og så fra Fields, der tog jeg metro, og bus. Så gå, så tog jeg bus, skal jeg også skrive hvad for en bus eller hvad?

S: Nej

G: Så på hovedbanegården tog jeg tog, og så. Ja, er det godt, skal jeg skrive Grys?

S: Ja, det kan du godt.

G: Jeg er bare så, man kan godt mærke (utydeligt)

S: Jeg ved ikke om der er noget du vil tilføje?

G: Jeg vil bare vide hvornår jeg får mine billeder tilbage?

S: Altså vi kan gøre det så’n at du får dem igen når jeg har kopieret dem ind til rapporten, eller du kan få negativerne, og lave en ny kopi hvis du vil. Det så’n lidt op til dig.

G: Nej

S: Du vil bare ha dem. Men øhm altså jeg kommer tilbage, altså når jeg har transskriberet det her interview og jeg har lavet de der digte ud af det du lige har fortalt mig ik’?

G Ja

S: Øh så kommer jeg tilbage og så skal du læse…

Båndet slukkes

Appendiks 2: Erindringsarbejde

I Gaderummet d. 01.10.04 - Marta

Jeg mødes med Jakob foran Nørrebro station under skinnerne…, der hvor de ’hjemløse’ ofte holder til… I dag er jeg ekstra opmærksom på hvem, der muligvis kunne falde under kategorien hjemløs, og det synes at være mange flere, end jeg normalt plejer at lægge mærke til. Jeg begynder samtidig, at spørge mig selv, hvad det er, jeg lige præcis dømmer en ’hjemløs’ efter; jeg kigger efter tøjet, genstandene, som personen bærer eller ikke bærer på sig – som f.eks. en øl i hånden en tidlig fredag eftermiddag. Men især ser jeg efter personens ansigt og øjne. Jeg har en idé om, at et særligt hærget ansigt og plirrende flakkende øjne tyder på en hjemløs (misbrugs)tilværelse.

Jeg har store forventninger til i dag, for det er i dag, vi skal prøve at opsøge stederne i København, hvor såkaldte unge hjemløse mennesker måtte komme. Jeg er ikke sikker på, hvad det er jeg forventer. Måske forventer jeg slet ikke noget – bare at researchen skal ende positivt og berigende for projektet.

Vi tager først hen til De hjemløses hus på Falkevej NV. Ude foran bygningen støder vi ind i nogle mænd, som til fulde lever op til mit stereotype billede af en hjemløs (som beskrevet ovenfor). De fortæller os om hunden, der står lænket udenfor, og hvordan dens tidligere ejer slog den meget, men nu skulle den blive behandlet godt af dens nye ejer. Vi går inden for – ind i et lokale, der er lyst og fremstår venligt. Folk sidder ved bordene og spiser. Vi går hen til ’baren’/udskænkningen og præsenterer os som studerende fra RUC. Vi får lov til at tale med medarbejderen, Ebbe, som leder os op på sit kontor. Der er livlig aktivitet i alle rummene, vi kommer forbi. Selvom samtalen er meget kort får vi en masse nyttige informationer om hjemløse i København, og hvordan de aldersmæssigt fordeler sig på de forskellige væresteder rundt om i byen. Da vi primært er interesserede i unge hjemløse, bliver vi bekræftet i relevansen af at opsøge Gaderummet. Vi får dog også oplyst, at Mændenes hjem er et oplagt sted for at komme i kontakt med de hjemløse, da de netop at har indrettet en ’kontakt-stue’, hvor alle kan komme og sætte sig og få en snak med dem som måtte være der. Ifølge Ebbe har de fleste hjemløse lyst til at tale med ’almindelige hjemmede mennesker’…

Jakob og jeg forlader opstemte De hjemløses hus og begiver os ned ad Nørrebrogade mod Gaderummet. Jeg har ingen idé om, hvad der venter os. Vi parkerer cyklerne i baggården og går ind i en opgang for at se, om den skulle føre op til Gaderummet. Der står Gaderummet på en faldefærdig postkasse. Så begynder opstigningen. Opgangen fremstår meget ramponeret med smadrede ruder og graffiti på væggene. Der lugter af gammel alkohol og urin. Allerøverst oppe står en dør åben, en anden er lukket. Den åbne dør hænger i hængslerne og holdes fast med snore og trevler. Foran os ’åbner’ der sig et landskab, som udfolder et rum af computere i hver en krog med mennesker online foran dem. Gamle hærgede møbler danner to sofaarrangementer, og bagerst toner et stort sort spisebord op med en grøn og hvid tavle bagved. Længere inde/ude i landskabet finder vi et køkken, som ender med interimistisk bad og toilet. Vi spørger nogle af dem foran computerne om hvem, vi skal henvende os til for at få noget at vide om stedet… Vi bliver henvist til Klaus, som befinder sig inde på kontoret – bag den anden dør ude på trappeafsatsen. – Hvis der hænger et gult skilt på døren, betyder det, at man ikke må forstyrre. Der hænger ikke noget gult skilt, og vi banker på. Kontoret, vi bliver budt ind i, er overfyldt af papirer, bøger og mange andre ting og sager, som gør det godt trængt at være derinde. Klaus sidder foran computeren og en anden medarbejder (psykologistuderende) sidder ved bordet. Jakob og jeg præsenterer os og vores hensigt med at visitere Gaderummet. Klaus virker kritisk interesseret i vores projekt og tilbyder os med det samme at låne de mange rapporter, der allerede er skrevet om Gaderummet. Vi har haft mange forudgående overvejelser over hvordan det mest taktisk og korrekt ville være at træde ind i dette for os noget ukendte landskab, hvilket betyder at vi træder meget varsomt ind i samtalen. Prøvende spørger vi om vores tilstedeværelse og interesse i stedets brugere vil være til nogen gene… Klaus svarer meget tankevækkende, at vi egentlig må gøre, hvad der passer os, så længe vi blot tager konsekvenserne… Herefter bliver vi vist rundt på stedet. Ovenpå – lige under tagets spær – er der sovepladser; dvs. madrasser på begge sider af det lange smalle loftsrum. Nogle af madrasserne ligger skjult bag ophængte lagner, hvilket vi bemærker som en mulig måde at skabe ’privat hjemmethed’ på(?). For enden af loftsrummet er der et større værelse som bebos af én, som efter Klaus’ udsagn er kommet videre med sit liv… han har vist fast arbejde. Det værelse kommer vi ikke ind i.

Vi går tilbage til kontoret og samtaler lidt mere for bagefter at gå ind i Gaderummet og sætte os ved det store sorte spisebord. Jeg føler mig lidt beklemt ved situationen og har helt klart følelsen af, at dette ikke er et landskab, jeg umiddelbart kan gøre til mit… Men måske er det også meget sundt – set fra et forskningsperspektiv. Jeg kommer til at tænke på psykolog Jette Fog’s bog, Med samtalen som udgangspunkt, hvor hun netop taler om balancegangen mellem nærhed og distance i kvalitativ forskning. Jeg tænker også, at dette feltarbejde – hvis det bliver Gaderummet som udgangspunkt – vil blive en stor personlig udfordring og grænseoverskridelse for mig.

Vi er af Klaus blevet opfordret til at læse i Gaderummets husbog, hvor alt bliver nedfældet – korte som lange meddelelser, begivenheder og sager. Jakob begynder at bladre i husbogen og fordyber sig i en sag om Jesper, som er røget ind og ud af det psykiatriske system. Jeg kan ikke rigtig koncentrere mig og sidder i stedet og kigger rundt i lokalet. Hvor end jeg vender blikket, er der nye detaljer, som springer mig øjnene. Jeg dvæler ved personerne så længe det er muligt og prøver at kortlægge deres indbyrdes relationer og positioner i Gaderummets landskab. Rundt om bordet sidder der 2-3 mænd, som spiser og læser aviser. En blond pige sætter sig lidt senere ved bordet for også at læse avis. Hun meddeler senere, at hun vil gå ind og se fjernsyn, for det har hun ikke mulighed for så tit. En ikke-dansktalende mand vil tage nogle kiks, som står på bordet, men hvis ejermand er gået. En anden prøver at forhindre ham i det og siger, at man ikke bare sådan kan tage uden at spørge først. Den første vil så lægge nogle penge for kiksen, men den anden siger, at det slet ikke drejer sig om penge, men om princippet i bare tage uden at spørge. – Derudover mener han ikke at være i stand til at give lov på en anden persons vegne.

Efter et stykke tid har jeg kunnet observere, at der er en gruppe af fransktalende mennesker tilstede i landskabet, og jeg har også bidt mærke i, at nogle andre personer højst sandsynligt oprindeligt må komme fra enten Serbien, Bosnien eller Kroatien, hvilket jeg dømmer ud fra deres accent. Jeg har også fundet ud af at den blonde pige er sammen med manden, der forsvarede kiksene…

Under mit bliks spankuleren rundt i landskabet har det undret mig, hvorfor en 9-årig dreng render rundt og leger med sig selv eller indleder samtaler med forskellige personer rundt omkring. Han henvender sig blandt andre til en mand med delvist langt og kort hår og sorte rander under øjnene, som har sat sig ved bordet. Drengen begynder at tale om, hvor godt det bliver, når Gaderummet flytter lokaler til Rådmandsgade, for der vil der være mange flere døre… som kan lukkes og ikke vil kunne sparkes ind. Jeg synes, det er en meget interessant iagttagelse, drengen har gjort sig, og jeg fordyber mig i samtalen og får dermed øjenkontakt med manden. Drengen er meget optaget af, hvor stærke de nye døre bliver og hvilket materiale, der er påkrævet for at kunne stå imod spark. Han mener helt bestemt, at sten må være det bedste valg. Han påpeger dog også, at man nok vil få ondt i foden, hvis man prøver at slå en stendør ind. Manden bekræfter smilende drengen, som samtalen skrider hen. Jeg spekulerer på, hvad døre betyder for et hjem og for et rum i det hele taget. Der er jo faktisk kun to døre (yderdøre) i hele Gaderummets landskab ud over døren til toilettet. Jeg tænker på mit eget hjem – en toværelses lejlighed med to inderdøre og for- og bagdør. Jeg kan godt lide tanken om at kunne lukke min dør og dermed lukke af for verdenen udenfor. Men inde i min lejlighed vil jeg helst have alle mine døre åbne – selv når jeg går på toilettet.

Gad vide hvis søn den lille dreng er?

Inden vi går igen, foreslår jeg Jakob, at vi prøver at tegne vores ruter, som vi har bevæget os siden vi stod op tidligere på dagen. Jakob tegner først. Jeg tegner videre på det samme papir for at se, om jeg kan forholde mine bevægelser i det københavnske landskab til hans allerede udfoldede landskab på papiret. Det kan jeg ikke helt, for det er ligesom om, at min tegning har sit eget liv og tager over. Vi kan dog ved at studere nærmere se, at begge vores kortlægninger forholder sig implicit til et centrum i byen, som vi på dette tidspunkt af dagen ikke har visiteret.

Vi efterlader til sidst et spor i Gaderummets landskab i form af en lille hilsen i husbogen og går ud.

Vi er enige om, at stedet virker oplagt til vores undersøgelse af unge hjemløse i København og deres forståelse(r) af hjem udfoldet i det københavnske landskab.

Det indtryk, som stedet har givet mig, byder på et rodet og for mig fremmed rum, men også på et rum med en rolig og afslappet atmosfære.

Første besøg i Gaderummet d. 01.10.04 - Jakob

Marta og jeg har været på en rundtur for at kigge på en række af de tilbud, der findes for hjemløse. Vi har valgt et par stykker ud, som vi mener, er relevante for vores undersøgelse. Det første sted, De Hjemløses Hus, har henvist os til Gaderummet, hvor målgruppen aldersmæssigt passer til det, vi ønsker, nemlig unge hjemløse.

Da vi står nede foran opgangen til Gaderummet, bliver min nysgerrighed langsomt ædt op indefra af nervøsitet. Dette er ikke et sted, jeg normalt ville gå ind. Opgangen har ingen dør eller også står den bare åben. Registrerer kun de afpillede cykeldele, der ligger spredt under trappen og den destruktive graffiti, der ”pryder” væggen indenfor. Jeg er godt klar over, at det ikke holder, at jeg virker nervøs. Folk kan mærke den slags, og min erfaring er, at det bliver sværere at få kontakt, hvis man udstråler usikkerhed. Jeg undertrykker min nervøsitet. Tager et rensende åndedrag og går ind. Med det samme mærker jeg stanken af pis. Marta og jeg kigger på hinanden... Hun er heller ikke i tvivl om, hvad det er for en stank. På vej op af trappen træder vi behændigt uden om det, vi går ud fra er grunden til stanken. Det må være en hund...

På vej op kigger jeg på væggens udsmykning. ”Skyd en panser” og ”kill all snitchers”. Hvad er det, der venter os for enden af denne opstigning? Jeg er fyldt med usikkerhed indeni, men udenpå former jeg en facade af ”Jeg må også godt være her”, og mine skridt er selvsikre og målrettede.

Vi står nu foran en åben dør, der ikke længere hænger på hængslerne, men som er bundet med snor, så den stadig kan fungere som dør. Håndtaget er afløst af et stykke reb. Inden for døren kan vi høre mennesker. Vi træder ind i et inferno af lyde, lugte, rod, smadrede møbler, hunde og folk. Støvet danser i solstrålerne, der kommer ind gennem vinduet. Her er beskidt. Ligesom i opgangen er der også her graffiti alle steder. Ikke flot, bare hærgeri. Det er et spændende sted, fornemmer jeg med det samme, og samtidigt er jeg forundret over, at der findes sådan et sted i Danmark år 2004. Folk kigger op, da vi går gennem den lille gang ud midt i det store lokale, men det virker ikke som om, at de gider interessere sig mere for os end bare med et blik. Nogle sidder foran computeren, andre ser fjernsyn. Rundt om det store bord sidder der et par stykker og snakker. Resten af dem, der er i Gaderummet, er enten på vej ud eller lige ankommet. Det er nok dem, der hvirvler støvet op. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Min facade kan ikke klare det pres, den er under. Jeg føler, at jeg skiller mig ud. Som om alle kan se, at jeg ikke er en af dem. Noget som ikke skal være der, men som alle bemærker. Jeg har ikke ret til at være der. Det er hån. Jeg som læser på universitetet, som er i gang med at lave min nye lejlighed i stand for 3 mio. Er det ikke en torn i øjet på disse stakler, som ikke engang har råd til en pakke smøger?

Vi har kun været inde i Gaderummet i halvandet minut, men det føles som en evighed. Vi må gøre noget. Vi hiver fat i én og spørger, hvem vi skal snakke med, hvis vi gerne vil finde ud af noget om Gaderummet. Det er Klaus, får vi fortalt. Vi går ud af Gaderummet og banker på hans dør. Kontoret er lille, og som i Gaderummet er det kaos, der er den herskende kraft. Stakke af mapper og bøger og papir har skubbet væggene i lokalet halvanden meter ud. Klaus virker kritisk over for vores besøg, men samtidigt får vi hans tilladelse til at være der. ”Gaderummet er åbent for alle.” Tak, nu føler jeg mig velkommen. Da vi spørger til, hvordan man gebærder sig korrekt, får vi beskeden, at man er sig selv og må tage konsekvenserne af ens egen handlinger. Min første tanke er, hvordan vi undgår en ordentlig omgang tæsk.

Vi for en rundvisning af Klaus, samtidigt med at han fortæller lidt om tilbudet. Hører ikke rigtig hvad han siger, for oppe i mit hoved bliver jeg ved med at tænke, at det er utroligt, at der findes sådan et sted. På femte sal er der anrettet sovesal. Taget er ikke isoleret. Langs væggene ligger der madrasser side om side adskilt af lagner, som afskærmer fra de andre. Det er usselt, tænker jeg, og forestiller mig, hvordan man dog kan ende sådan et sted. Kunne jeg finde mig selv der en dag? Nej... Jeg har et netværk. Jeg ville altid kunne finde en sofa hos en ven og om ikke andet flytte hjem til min far eller mor. Faktisk tror jeg, at det er umuligt, at jeg ville ende der, fordi mit netværk aldrig ville acceptere, at jeg endte her. Hvis jeg bliver skør en dag, ville jeg blive en del af det etablerede sygehusvæsen...

Rundturen ender foran husbogen, som ifølge Klaus er husets beskedcentral. Han synes, vi skal læse i den for at få et bedre indblik i stedet. Vi slår til med det samme. Selvom jeg på forhånd havde regnet med, at jeg skulle snakke med brugerne, virker dette grænseoverskridende og frygtindgydende. Bogen er den nemme løsning, og vi tager den hen til det store bord i lokalet. 60 % af min opmærksomhed er rettet mod bogen, de sidste 40 % går ud i lokalet. Min nysgerrighed efter hvem det er, der kommer sådan et sted, er helt enorm. Men jeg føler stadig, at min tilstedeværelse er uberettiget, og jeg vil ikke blive opfattet som den beskuer, jeg i virkeligheden er. Er ikke bange for at få tæsk, men for at blive genstand for had. Fra bogen kigger jeg op og rundt i lokalet. Får øjenkontakt et par gange, men skynder mig at kigge ned. Føler mig flov over ikke at kunne se dem i øjnene. Rundt omkring ser jeg det, som jeg tror, er folk, der sælger hash til hinanden og de 4 hashbonger, jeg har set, forstærker kun min teori. Det kommer ikke bag på mig overhovedet, at de ryger, men at det foregår så åbenlyst et sted, som er et statsstøttet projekt, overrasker mig. To personer i lokalet lægger jeg specielt mærke til. Den ene er en fyr, som jeg går ud fra har en eller anden stofpsykose. Han ligger bare og griner på en sofa. Nogle spørger ham, hvad fanden han griner af, og det får ham bare til at grine endnu mere. Hvorfor er han ikke indlagt? Den anden, jeg bemærker, er en ung fyr på omkring 22-23 år. Han ligner ikke alle de andre. Han er pæn i tøjet og virker som om, han har rimelig godt tjek på sig selv. Hvorfor er han ikke i skole?

Vi har været i Gaderummet omkring 45 minutter. Jeg føler stadig, at jeg er det forkerte sted, og at alle kan lugte min usikkerhed. Jeg vil væk. Da vi beslutter os for at gå, føles det som en hel befrielse, og da vi endelig står tilbage ned på Nørrebrogade, er det som at være tilbage blandt ligesindede, som alle har lige meget ret til at være her.

Husmøde i Gaderummet d. 03.10.04 - Sofie

For første gang skal jeg op til Gaderummet. Jeg glæder mig til at se stedet. Til at opleve det og til at fornemme hvilke mennesker, vi fremover skal arbejde med. Marta, Jacob og jeg mødes foran Tempelbar på Nørrebrogade. Jeg har taget bussen herhen, og det gik hurtigere end jeg havde regnet med, så jeg er her før de andre. Selvom jeg burde holde op, ryger jeg en cigaret. Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt ængstelig ved at skulle derop.

Baggården er hyggelig, men opgangen til Gaderummet er ikke. Her lugter stærkt af pis, og væggene er overmalet med graffiti. Trappen har ikke været vasket i lang tid, og der er mistænkelige pytter i de nedslidte trappetrin.

Gaderummet er indhyllet i røg, og jeg kan genkende duften af hash. På trods af de mange møbler og mennesker virker her koldt og underligt tomt. Solen står ind ad de franske altandøre.

Her er en sløv stemning. Folk sidder henslængt i sofaerne eller foran computerne. Rummets leder, Klaus hilser os velkommen. Vi sætter os ved det store sorte indfedtede bord. Jeg prøver at finde mig tilrette, men har svært ved det og ryger en cigaret. Menneskene synes at ignorere os, men jeg vedbliver med at smile til dem, at kigge dem ind i øjnene, og egentlig synes jeg, at de ganske fredelige. Få af dem viser endda en hvis interesse i os, og det forestående empiriske arbejde synes nu mere overskueligt. I mangel af bedre beskrivelse er stedet et hul, men alligevel synes det at omringe et behov for tolerance og regelløshed.

Så småt falder folk på plads, og husmødet sættes i gang. Der er en punktorden, men den bliver hurtigt redefineret, som andre forslag kommer på banen. Hanne og hendes kæreste fylder meget og kommer konstant med kommentarer, men det lader ikke til at de andre føler sig trynet. Faktisk synes det, at folks tilstedeværelse for det meste er proforma. Jeg ved ikke, om deltagelse til møderne er obligatorisk, men tvivler på det, eftersom intet synes at være det her. Dog er her mange, der lader til at kede sig, men de er her. Ved ikke om de lytter, om de er interesserede i det, der bliver sagt.

Der er klare måder at konstruere fællesskabet på, og det drejer sig rundt punkter som marginalisering, os mod dem, ude og inde, tvang og lyst – fortaleren er Klaus – efteraberen Hanne. En ældre mand prøver i starten af mødet at foreslå ’røgfrit’ møde, men det bliver nedstemt af Klaus: ”Det prøver de på ude i samfundet, det skal sgu’ ikke også ske herinde”.

Jeg ved ikke endnu, hvad jeg skal synes om det hele. Er glad for, at vi får lov til at være der, men mangler stadig at forstå, hvordan vi kan være der. Jeg sidder og klamrer mig til min taske. Er der mon tyveri? Ville ønske, at jeg havde flere smøger, så jeg kunne kæderyge. ’For bedre at falde ind.’ Mødet gør, at der er mere ro i rummet. Man kan bedre danne sig et overblik, men på grund af at det er første gang, er der uro i mig. På den ene side er jeg spændt på at komme her, på at prøve at kunne være her bedre, på den anden side glæder jeg mig til at komme hjem. Her lugter af hashen, som brænder i bongen, og hundene lunter rundt og ser faretruende ud.

Mødet ophæves og vi beslutter os for at gå hjem. Det er som om, at jeg lettes i det øjeblik, jeg træder ud af den pislugtende gang. Den friske aftenluft puster røgen af mig.

Husmøde i Gaderummet d. 03.10.04 - Marta

For anden gang begiver vi os op i Gaderummet. Denne gang er det Jakob, Sofie og jeg. Vi har besluttet os for at præsentere os selv på mødet, men er igen usikre på, hvordan det bedst og mest strategisk kan gøres; med ærlighed når man længst, men ærligheden kan også mange gange skræmme potentielle interviewpersoner væk…

Vi sætter os igen ved det store sorte bord – som nogle af de første. Langsomt fyldes lokalet – nogen sætter sig ved bordet, andre i sofaarrangementerne eller ved computerne. Nye ansigter dukker op, og ansigterne fra sidste gang kan jeg nikke genkendende til. Der er en mere hektisk og anspændt atmosfære i luften end sidste gang. Da det er senere på dagen, er lokalet nu også meget mere mørkt. Klaus skriver dagsordenen op på tavlen og siger til os, at han vil lade os præsentere os selv senere på mødet. Pladserne omkring bordet fyldes op, og ved siden af mig sætter der sig en pige med sin kæreste. Da mødet går i gang viser hun sig at være yderst aktiv. Hendes engagement daler dog med inhaleringerne af bongen, som er blevet taget frem. Der er meget røg i lokalet, og røgen fra bongen begynder at irritere mig. Jeg trækker mig lidt væk fra bordet for bedre at undgå røgen, men også fordi jeg overvejer, om vi er berettigede til at tage tre pladser omkring mødebordet, mens andre står op rundt omkring.

På mødet bliver der talt om de nye lokaler på Rådmandsgade og den dertilhørende polemik med kommunen. I denne sammenhæng bidder jeg mærke i en af Klaus’ udtalelser: ”Vi kan alligevel lade være med at tilpasse os, for der kommer alligevel konflikter.” Der bliver talt om samfundet som noget ’derude’, om ’tilpasning’ og ’spilleregler’. Der bliver opstillet en konsensus om Gaderummets ’os’ og/mod ’dem derude’. Jeg har personligt svært ved at se det konstruktive i denne strategi og tænker på, om Gaderummet mere er Klaus’ personlige politiske projekt, eller om det er et rådgivnings- og værested for marginaliserede unge(?).

Næste punkt på dagsordenen handler om Gaderummets tur til Bornholm. Den er frivillig og folk kan selv afgøre hvor lang tid, de ønsker at være af sted. Der vil blive fulgt op på de igangværende interviews med marginaliserede unge og folk, der arbejder med dem. Målet med interviewene skal være at skabe teoretiske argumenter med empiriske beviser for at forstyrre og forrykke hegemoniet og dermed også marginaliseringsprocesserne i samfundet.

Senere bliver der talt om ’Pernille’-sagen. Pernille er normalt en af de faste beboere, som har en soveplads ovenpå, men hun er i længere tid ikke kommet i Gaderummet. Sandsynligvis fordi hun er blevet anklaget for tyveri på stedet, hvortil alle hendes ejendele demonstrativt er blevet sat på gaden af nogen af de andre beboere. Selvom alle på mødet kan blive enige om at Pernille har et kleptomani-problem, vil de dog alligevel ikke have, at hun render rundt nede på Reden, hvor hun er blevet set af Hanne. Jeg fornemmer, at selvom der er problemer med Gaderummets beboere eller brugere ønsker man hellere, at de bliver på stedet, end at de forsvinder ud i resten af byens landskab. Hanne vil gerne påtage sig opgaven at finde Pernille og få hende tilbage til Gaderummet.

’Pernille’-sagen bliver herefter til et mere generelt spørgsmål om tyveri i Gaderummet, som skulle være tiltaget på det sidste. Hanne, der har været væk i en måned, kan se at der blevet rykket rundt på hendes ting på hendes soveplads: ”Hvem har boet i mit hjørne?” – Efter at have set hvordan et sovehjørne ser ud, finder jeg det tankevækkende, at en madraskant og måske et ophængt lagen kan udgøre noget ’mit’… Er personlig ejendom og deraf grænsedragning i landskabet konstituerende for hjem?

Jakob får lov at til at føre ordet i præsentationen af os selv og vores projekt. Mens han taler, sidder jeg og observerer de tilstedeværendes reaktioner. De virker meget skeptiske og ironiserende og jeg begynder at føle mig mere og mere utilpas ved hele situationen. Vi ved fra Klaus, at der tidligere har været nogle kontroverser med studerende, som har lavet feltarbejde i Gaderummet, så jeg tænker, at de dårlige erfaringer nok gør sit. Men trods al skepsissen og ironien tilkendegives der ikke en reel afvisning af os. Klaus’ pointe, om at vi selv må tage initiativet for at komme i kontakt med personerne i dette landskab, bliver dog endnu engang bekræftet af de tilstedeværende. Jeg får også klart det indtryk, at disse mennesker ikke er nogen, man skal forsøge at løbe om hjørner med. Ironien, jeg fornemmer, er dog ikke kun møntet på os. Den har været til stede under hele mødet – især når det gjaldt Gaderummets positionering overfor det etablerede system/samfund. Samtidig har ironien været medvirkende til, at meget er forblevet usagt, men kommunikeret i betydninger mellem linjerne…

Da mødet slutter, har jeg allermest lyst til bare at tage hjem…! Sofie indleder dog en samtale med en fransktalende mand, som gerne vil vide, hvad der er foregået på mødet. Jakob taler med Klaus og jeg falder lidt ind og ud af de to samtaler. Klaus giver os et godt råd, som går under navnet Mad Killing Dog, hvilket betyder, at vi har bevæget os ind på et område, hvor vi vil blive trampet på, hvis ikke vi med det samme markerer os selv og (af)mærker vores position i rummet.

Senere tyer jeg hen til den åbne franske altan for at trække noget frisk luft. Klaus kommer hen til mig og fortæller, at de har store kommunikationsvanskeligheder med franskmanden, da han kun kan fransk. Klaus er meget interesseret i Sofies sprogkundskaber, hvis de kan åbne op for viden omkring franskmandens problemer og ønsker.

Da vi kommer ned på gaden er jeg helt udmattet og har ikke meget mod på at vende tilbage til Gaderummet. Samtidig er jeg også begyndt at overveje, at jeg ikke har lyst til, at projektet skal dreje sig om Gaderummet, men blot fungere som socio-geografisk udgangspunkt for at finde ’de unge hjemløse’ hvis hjemforståelser, vi er interesserede i at undersøge. Og samtidig ser jeg, hvordan vi meget let bliver ’fanget’ af stedet. – I vores samtaler er det Klaus og Gaderummet vi referere til og ikke enkeltpersoner…

Opgangen - Jakob

Stanken af pis er fæl. Man kan ikke undgå at mærke den, når man træder ind. Det virker som ingenmandsland, mens man forsigtigt uden at træde i pytterne af pis begiver sig op igennem et inferno af graffiti og knuste ruder mod Gaderummet. De sidste gange, jeg har begivet mig op, har jeg tænkt, om det er en måde at skræmme folk væk på. Altså at man bevidst har bedt hundene (og folkene) om at pisse i bunden af opgangen, så skellet mellem dem og os bliver endnu mere markant og holder de værste af os væk. Eller er det bare en hund, der er dårligt opdraget??? Om ikke andet virker Gaderummet næsten rent, når man træder ind fra opgangen.

Møde med Ove Lund og Henrik Olsen (Way Out) d. 08. 10.04 - Marta

Jeg har som udgangspunkt store forventninger til mødet, hvad angår at få sat Gaderummet i et større perspektiv.

Dette møde med Ove og Henrik er kommet i stand efter tidligere telefonisk kontakt, hvor Ove engageret og kritisk forholdt sig til vores projektidéer. Under telefonsamtalen berigede han faktisk vores projekt med forslag om at tage konkret udgangspunkt i de hjemløses omgangskredse og deres brug af tiden – dvs. hvad vi på dette tidspunkt blot kalder ved det abstrakte begreb, human geography og deraf kortlægning. Han påpeger hertil, at alle før os, der beskæftiget sig med dette genstandsfelt, jo allerede har lavet bunker af interviews, og at vi derfor ikke vil bidrage med noget banebrydende, hvis vi blot følger denne metodiske tradition.

Mødet finder sted hjemme hos Ove privat i et meget hyggeligt hus i Charlottenlund. Der bliver serveret kaffe, hyldebærsaft og kage. Han virker som en meget bestemt mand.

Da mødet går i gang efter de indledende høflighedsøvelser, udlægger Ove det, som om vi allerede har bestemt os for at tage Way Out som vores undersøgelses udgangspunkt. Denne misforståelse får vi dog hurtigt korrigeret med henvisning til den tidligere telefonsamtale og får derfor i stedet selv lov til at præsentere vores projekt nu. Oves umiddelbare reaktion på projektet er meget positiv. Især da han hører, at vi vælger at arbejde med binariteten hjem/hjemløshed og deraf faktisk tager udgangspunkt i begrebet hjem frem for hjemløshed i undersøgelsen af unge hjemløse i København.

Vi kommer herefter ind på, hvordan man kan forstå hjem-begrebet i en konkret manifestering – som f.eks. gennem kortlægning af ruter, netværk og tidsdisponering. I forhold til tidsperspektivet henviser Ove til franskmanden, Lucien Sève, som har forholdt tidsstrukturer til personlighedspsykologien. Samtidig påpeger han også det måske analytisk nyttige i at inddrage nomadebegrebet i en sådan tilgang til hjem.

Efter den mere teoretiske snak går vi over til at spørge ind til værestedet, Way Out. Ove og Henrik præsenterer stedet som et værested for udsatte unge, der i mange tilfælde bærer dobbeltdiagnosen af enten at være misbruger/hjemløs eller psykisk syg/hjemløs osv. Det er ikke et behandlingssted som sådan, men fungerer mere som et helle i det københavnske landskab. Det skal således forstås som en tryg base, hvor intentionen er, at rammerne gør en forskel… Her skelner Ove mellem normalsocialisering, som består i at ’udsætte’ den udsatte unge for det, som det dominerende samfund har bestemt til at være ’normale rammer/normal kontekst’, og ikke-normalsocialisering, som bliver repræsenteret af institutioner af forskellige slags, hospitaler, fængsler etc.

Stedet bliver finansieret af Socialministeriet. Ved finansieringsspørgsmålet kommer vi ind på spørgsmålet om koordineringen mellem de mange tilbud for udsatte unge i København. Ove siger hertil, at det er der ikke noget af. Tværtimod, der er nærmere konkurrence om midler og brugere mellem de forskellige steder/tilbud, hvilket kan have konsekvenser for brugerne. Spørgsmålet bliver da, om de forskellige tilbud til udsatte unge under dække af at ville de unge det bedste ikke implicit kommer til at holde på disse unge mennesker i stedet for få dem videre i samfundet.

Til spørgsmålet om koordinering mellem tilbudene siger Henrik dog, at der er flere af brugerne som kommer både i Way Out og i Gaderummet og vi kan genkende et af de navne, han nævner i denne forbindelse, fra husmødet i Gaderummet i søndags. Dette ansporer os til at tænke endnu mere i kortlægningsbaner, for der må altså kunne spores bevægelser mellem forskellige punkter i det københavnske landskab, som de unge hjemløse forbinder med deres færden. Vi kunne altså med vores undersøgelse forsøge at finde værditilskrivningen af disse bevægelser og punkter, som de bliver opfattet og symbolsk konstrueret af de unge hjemløse.

Som afslutning på mødet finder vi ud af, at Way Out nok allerede er belastet rigeligt med to RUC-grupper, der laver feltarbejde. Så vi vælger at lave en foreløbig aftale om at komme og holde et oplæg på baggrund af vores undersøgelsesresultater for de frivillige medarbejdere i Way Out til foråret.

Offentligt møde om Udstødelsens endestation i Gaderummet d. 14.10.04 - Sofie

Det er misvisende, at jeg giver dagen denne overskrift, for egentlig kom vi jo for at lave mad. Anden gang i pisgangen og jeg øver mig på ikke at trække vejret gennem næsen. Da vi kommer ind i rummet, møder vi en Lars. Han var her også sidste gang, og vi ved, at han er medarbejder. Så vi hilser ham og spørger om det er i orden, at vi laver mad her i aften. Det kan ifølge ham ikke lade sig gøre, eftersom det famøse møde snarligt begynder. Vi påtænker i stedet at købe fastfood og spise det i Gaderummet, men Lars inviterer os hen til et spisested. Og på underlig vis siger vi ja tak, selvom ingen af os har lyst til at forlade Gaderummet. Vi er jo netop kommet. Men han synes at stå i gangen som en mur. En mur man kun kan penetrere, såfremt man citerer det korrekte løsen. Så vi går med. Marta og jeg går bagved manden og Jakob.

Vi spiser hamburgere med klamme pomfritter til lyden af NHØPs sprøde jazztoner. Mine bestemte forbindelser til denne musik ændrer min sindsstemning, og i stedet for at snakke om Gaderummet får jeg lyst til at tænke på hygge, jul og familie.

Tilbage i Gaderummet og det begynder forfra. Processen med at ankomme, at falde ind, at føle sig tilpas. Bare det, at møblerne er så klamme og fulde af skidt, får mig til at være utilpas. Men jeg overvinder min fobi og sætter mig i sofaen. Denne gang har jeg husket cigaretter, og jeg kæderyger, og på en måde virker det. Som om cigaretten i forlængelsen af min hånd bliver min tryllestav, der gør, at jeg kan passe ind. Måske jeg følte mig for pæn uden den. For pæn i forhold til en standard, der er sat af brugerne.

Stemningen denne gang er anderledes. Den bevægelse, der er i rummet, synes mere målrettet det forstående arrangement. Folk bærer på sodavandskasser, nogle henter brød hos bageren og Pernille står i køkkenet og vasker op – (det gør hun resten af aftenen). Det er aften, og udenfor er solen gået ned. Belysningen i lokalet er sporadisk, og det lader nogle vinkler af rummet blinde, og på en måde bliver her hyggeligt, varmere. Jakob og Rikke sætter sig hen i sofaen overfor, men Marta bliver siddende ved bordet. Det er en god strategi, at vi fordeler os i rummet, tænker jeg. Det, at vi tør opsplitte vores gruppe for at blande os ind i deres, viser en åbenhed, og jeg synes, at det fungerer, og jeg håber, at brugerne vil reagere med samme bevægelse. Jeg tager mig selv i at opstille et os mod dem, men det eksisterer. Stille og roligt går mødet i gang. Jeg keder mig en smule og bruger atter den relative ro på at observere.

Pludselig opstår der et hundeslagsmål lige til venstre for mig. Tre møgkøtere er gået i flæsket på hinanden, og en af dem har tæt omsluttet sine stærke kæber om en mindre hunds hoved. Som i slowmotion løber brugerne frem mod hundene. Især Pernilles flugt fra køkkenet over sofagruppen til hundene overrasker mig. Der hives og flås desperat i hundene for at få dem fra hinanden. En fyr bliver bidt i hånden, blodet drypper. Jeg er voldsomt bange for ukontrollerbare hunde og flygter hen i den modsatte side af rummet. En pinlig reaktion føler jeg og bliver pludselig bevidst om, at min trøje er rød, og at det er en kraftig opsigtsvækkende farve. Håber ikke at for mange lagde mærke til min febrilske flugt. Da hundene endelig slipper taget i hinanden, lunter jeg tilbage til min plads. Jeg ryster stadig og er efterfølgende utryg ved tanken om hundene.

En lille pige kommer hen til mig. Hun er virkelig sød, men ganske irriterende, viser det sig, da hun bliver ved mig hele aftenen. Forstyrrer mig med hendes små lege og insisteren på at blive underholdt. Foredragsholderne spørger til hvor mange i lokalet, der har været varetægtsfængslet, og ca. 50 procent rækker hånden op.

Senere skal jeg tisse, og trods min modvilje begiver jeg mig ud på toilettet. Og jeg får ret i mine bange anelser. Det er klamt, beskidt, ildelugtende, og døren er et lyserødt hullet lagen. Aldrig før har jeg tisset så hurtigt.

Denne dag har været intens, og jeg mærker nu Gaderummet som fuld af aktivitet og uregelmæssighed, af uro og larm, men samtidig som et sted, hvor der forsøges konstrueret et fællesskab om det at være udenfor det rum, som andre er indenfor.

Samtale med beboerne har været minimal, men de lader ikke til at være så utilgængelige som frygtet. Men i kliker måske mere sammentømrede og derfor svært tilgængelige.

Hundeslagsmål d. 14.10.04 - Jakob

Det er tredje gang jeg er oppe i Gaderummet. Jeg føler mig mere sikker, end jeg har gjort de to foregående gange. Hilser på folk, enten bare med et nik eller et ”heey”. Det er rart, og det gør mig glad, at vores projekt måske ikke er helt så uopnåeligt som først antaget.

Pludselig drejer fokus sig væk fra ham, der står midt i lokalet og holder sit oplæg. Der er omkring 25 mennesker i Gaderummet, som deltager i et foredrag om, hvad fængslets rolle er og bør være. To hunde er sprunget på hinanden. Knurren, piven og højlydt snerren fylder lokalet. En stemning af panik og aggressivitet spreder sig som steppebrand i lokalet. Folks reaktion tyder på, at det er sket før, og at det er alvor. Jeg sidder lige ved siden af. Føler at jeg må gøre noget, så jeg rejser mig og tager et skridt hen imod hundene. Den lille pit bull har fat i hovedet af den store med sine tænder. Kigger på kampen og bliver øjeblikkelig mindet om, at jeg er bange for hunde. Jeg står som lammet midt i det og skammer mig over, at alle kan se, at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre. Jeg står der bare.

Folk kommer til fra alle sider. Jeg bemærker specielt Pernille, som er en lille tynd splejs. Hun kommer bogstaveligt talt flyvende henover et sofabord og en sofa for at kaste sig ned over den store hund. Jeg glemmer for en stund de to hunde, der efter sigende prøver at slå hinanden ihjel, og beundrer det mod, Pernille udviser. Hun ligger oven på hunden og har fat med venstre hånd i hundens halsbånd, mens hun med højre hånd knyttet tæsker løs på den oven i hovedet. Min beundring af hendes mod afløses af undren over, hvad hendes aktie er i denne historie. Det virker som om, hun kæmper for sit eget liv. Febrilsk og panisk. Klaus og en anden står og sparker begge hunde i hovederne for at få dem til at give slip. Pludselig hælder Klaus lidt øl ud over dem, og de bliver begge så overraskede, at de giver slip. Med det samme bliver de hevet hver til sit. Pernille sidder et øjeblik på gulvet. Hun hyperventilerer kraftigt. Er rystet. Så rejser hun sig og går tilbage ud i køkkenet og fortsætter sin opvask, som hun har været i gang med, siden vi kom (og blev ved med til vi gik). Folk har helt glemt, hvorfor de var der, men Klaus kigger hen på manden, der havde ordet først, og beder ham om at fortsætte.

Alt fortsætter, som om intet er hændt, men jeg er stadig påvirket. Er lidt ligeglad med, om andre synes, jeg skulle have gjort noget. Det er nok mest oppe i mit eget hoved. Tænker på Pernille og hendes reaktion. Men kan ikke finde logikken...

Offentligt møde om fængselsvæsenet i Gaderummet d. 14.10.04 - Marta

Ovenstående titelemne er måske en smule misvisende, da vi faktisk havde planlagt noget helt andet med dette besøg i Gaderummet. Vi havde aftalt at mødes kl. 17:00 foran Tempelbar, som nu som lokalitet nærmest fungerer som ’akklimatiseringsrum’ før og efter besøg i Gaderummet. Det er blevet stedet hvor vi trippende står og forbereder os på at træde ud af hvor eget landskab og ind i Gaderummet eller evaluerer/diskuterer det afsluttede besøg, for derefter at gå hver til sit – ud/ind i hvert vores landskab. Denne gang kommer jeg lidt for sent, så jeg finder Jakob og Sofie siddende indenfor ved baren i Tempelbar. Vi bliver hængende lidt endnu for at vente på Rikke, men hun bliver mere forsinket end forventet, så vi begiver os op i Gaderummet.

Vi har planlagt, at lave aftensmad til os selv og lidt ekstra til dem, som måtte have lyst. Vores intention er at komme i dialog med mulige informanter og finde ud af, hvordan vi kan få skabt en holdbar relation som udgangspunkt for vores empiriproduktion.

Som vi træder inden for, tænker jeg, at rummet føles nu mere velkendt, og jeg genkender kroppenes placeringer i landskabet – deres summen og bevægelser. Der synes at være en livlig aktivitet, især omkring computerne… Jeg prøver at lure over skuldrene på computerkroppene for at se, hvad de laver ude i cyberspace. De fleste er i gang med et online-spil, chatter eller checker mail.

Jakob og Sofie er kommet lidt længere ind i rummet, men er blevet stoppet af en medarbejder, som jeg genkender fra det tidligere husmøde. Jeg bemærker hans meget høje skikkelse og sortfarvede hår, som ikke formår at skjule en kløft af gråt hår. Sofie og Jakob forklarer vores forehavende, men vi møder massiv modstand fra medarbejderen, da han forklarer, at det jo allerede er planlagt hvem, der skal lave maden i dag, og der allerede kl. 19:30 finder et offentligt møde sted om fængselsvæsenet. Der opstår en klar irritation blandt os, da vi ikke rigtig kan forstå denne glatte afvisning, men samtidig holder vi følelsen i os og nøjes med at udveksle sigende blikke. Der er ikke så meget at gøre, og jeg får igen følelsen af, at selvom jeg nu lettere genkender dette landskab med dets kroppe i bevægelse, så har jeg ingen kontrol over min egen krops position i Gaderummets landskab. Det virker som om rummet hele tiden skifter farve, lyd og grænser. Grænser, som både defineres indenfor rummet og udadtil. Hvad, der præcist genererer denne omskiftelighed, kan jeg ikke sætte en finger på. Måske er omskifteligheden eller følelsen af omskiftelighed blot et udslag af min manglende viden om landskabets topografi og (u)mulighedsrum.

Da vi må droppe idéen om aftensmad, går vi med til at følges med medarbejderen hen til et af Nørrebros medborgerhuse, hvor vi sammen med ham kan spise aftensmad. Da vi kommer ned på gaden, prøver jeg at indgå i samtalen med ham, men han svarer meget kort, og ofte virker det som om, han slet ikke forstår spørgsmålet, så jeg trækker mig lidt i baggrunden.

Medborgerhuset er et hyggeligt sted med masser af børnefamilier, men maden er forfærdelig. Det er mest Jakob, der indgår i samtalen med medarbejderen, som er i skånejob i Gaderummet og står for ’offentligt møde’-arrangementerne. Det viser sig, at han har misforstået vores interesse og forskningsmæssige tilstedeværelse i Gaderummet, og vi må forklarer, at vi altså ikke som så er interesserede i Gaderummet som tilbud for unge hjemløse, men tager det som base for at komme i kontakt med enkeltpersoner, der måtte befinde sig i en form for hjemløsesituation. Da dette er blevet afklaret, føles det som om medarbejderen løsner op over for os og taler mere frit om stedet, Gaderummet. Dette får os til med det samme, som vi er tilbage i Gaderummet, at kontakte Klaus, for at være helt sikre på, at han ikke også har misforstået vores hensigter med undersøgelsen. Klaus udviser dog ikke den store interesse for denne overvejelse, vi har gjort os, og henviser endnu engang til hans pointe om at ’landet (landskabet) ligger frit for, blot vi tager konsekvenserne’. Dertil får vi at vide at den medarbejder, vi har talt med, ikke ligefrem kan tages som en pålidelig kilde, da han hverken er stabil i sit fremmøde i Gaderummet eller rent psykisk fremstår stabil.

I Gaderummet bliver der gjort klar til det offentlige møde, men medarbejderen, vi har spist aftensmad med, er endnu ikke kommet. – Sofie, Rikke og jeg sætter os ned i det ene sofaarrangement og Jakob sætter sig ved det store sorte bord. Til foredraget ender jeg dog med at sidde ved det sorte bord, da jeg falder i snak med en tidligere ansat psykologi-studerende, som måske vil kunne hjælpe os på vej i opsøgningen af mulige informanter. Jeg får dog ikke meget ud af hende, andet end at hun bekræfter sværhedsgraden af opgaven, vi har begivet os ud i.

Jeg har svært ved at holde interessen omkring oplæggene, og mine øjne og tanker begynder at tage deres egne rejser rundt i landskabet omkring mig. Igen erkender jeg landskabets detaljerigdom og mangfoldigheden af små mere eller mindre bemærkelsesværdige intermezzoer. Og hvor jeg egentlig bare har lyst til at stirre, må jeg alligevel holde igen og i smug indsamle indtryk.

Og så pludselig farer to hunde i flæsket på hinanden…!

Jeg begynder at blive døsig og orker ikke flere indtryk med dertilhørende tanker denne aften. Da mødet slutter, sætter jeg mig over i sofaen igen, og føler mig lidt fortabt og ikke mindst godt malplaceret (displaced) i dette landskab. Denne følelse af fremmedgørende displacement afbrydes og erstattes dog med det samme i det øjeblik, at Ole (gaderumsmedarbejder) griber fat i min hånd og spørger, hvorfor jeg kender ham og tidligere sagde hej. Jeg forklarer, at jeg deltog på sidste husmøde… Og han, der ellers fremstod så skeptisk overfor os den søndag, virker nu helt imødekommende… OMSKIFTELIGHED!...

Jeg er nået det punkt, hvor min tålmodighed ikke rækker længere. Jeg kan ikke endnu engang komme op i Gaderummet for bare at sidde og vente på, at et eller andet skal ske. Der må gøres noget. Vi må simpelthen træde mere bastant ind i rummet og gøre os selv tilstede – i relation til dem, vi gerne vil skabe kontakt til og empiri med.

Så når vi til opbrudspunktet… vi rejser os op og er både på vej ind og på vej ud… og går så ud.

Mens jeg skriver denne tekst, tænker jeg på, hvordan jeg er begyndt konsekvent at bruge krop/landskabs-metaforen og hvor betydningsfuld den efterhånden er blevet for min forståelse af genstandsfeltet og min egen position i dette. Jeg kan mærke, at metaforen faktisk skaber fornemmelser i min krops fysiske tilstedeværelse foran computeren. Jeg genkalder mig hele tiden materialiteterne, der fremkalder mine indtryk, tanker og følelser. Mine teoretiske læsninger og empiriske indtryk er således begyndt at co-produceres og gensidigt påvirke og konstituere hinanden. Ikke mindst finder jeg det bemærkelsesværdigt, at hver gang jeg skal beskrive bevægelser, der går ind eller ud, bliver landskabet til landskaber, og jeg bliver bevidst om ’mig’ ift. ’den anden’.

Jakob møder Jack i Gaderummet d. 16.10.04 - Jakob

Jeg er taget op i Gaderummet alene. Min mission er, at jeg skal gå derfra med et nyt bekendtskab, som jeg har udleveret et kamera til. Det må ikke være den første og bedste. Solen skinner udenfor og får Gaderummet til at fremstå endnu mere som en hule, end det plejer. Jeg har taget noget mad med, og sætter mig, som om jeg har lige så meget ret til at være der, som de andre, og spiser. De, der sidder omkring bordet, spørger lige til hvem jeg er, og jeg beretter som en selvfølgelighed, hvem jeg er, og hvad jeg har i sinde. De ignorerer mig lidt, og jeg hiver BT frem og læser, som om jeg heller ikke gider dem. Men jeg læser kun med øjnene. Min opmærksomhed er på deres samtale, måden de taler til hinanden på, og det de taler om. På vej ud med min tallerken i køkkenet brager jeg hovedet op i en massiv jernboks. Det gør virkelig ondt, og et øjeblik knytter jeg næven for at pande den en tilbage. Det er pinligt først, og jeg håber ikke, at nogen har set det. Det bliver bemærket. De griner af mig og fortæller, hvordan man gang på gang rammer den, og hvor ondt det gør. Jeg henter en kop kaffe, og da jeg kommer tilbage, er jeg usagt inviteret til at deltage lidt i samværet. Sådan føles det i hvert fald.

Jeg står ude i køkkenet og er i gang med at hælde kop nr. 3 op, da mine øjne falder på en mand i 30-erne (Jack). Tænker at han er på stoffer. Iført sort skijakke og 3 tomme rygsække slæber han sine støvler hen over gulvet. Han har langt fedtet hår og ligner én, der kunne falde om af træthed hvert øjeblik. Tilbage ved bordet sætter Jack sig ved siden af mig og begynder at snakke med en af de ansatte! Han går i stå hele tiden og kommer med sit mantra: ”I’m so bloody tired!” Den ansatte virker irriteret over, at samtalen ikke rigtig kommer nogle vejene, og undskylder sig med et eller andet. Vi falder i snak. Han er fra USA, og vi diskuterer valget. Vi får en god kontakt, og det er som om, at han lever helt op ved vores samtale. Mit kendskab til psykiatrien siger mig, at han er meget depressiv, men det er som om, vores kontakt få det til at glide i baggrunden. Mens vi har snakket, er der kommet flere til Gaderummet, og larmen er taget til. Vi bliver afbrudt et par gange, og hver gang mister Jack helt tråden. Han ryger tilbage i sit hul. Kigger ud på solskinsvejret og brokker sig over det dårlige vejr de foregående dage, som har gjort gaden våd, som han gerne vil male på. Jeg forklarer ham om vores projekt, og han er rigtig interesseret. Han foreslår, om vi ikke skal gå et andet sted hen, hvor vi kan snakke lidt bedre sammen.

Da vi kommer ned i baggården, fortæller Jack, at han er som en stor mikrofon, der suger alle de forskellige stemninger til sig. Men nogen gange bliver det for meget. Så føles det, som om han skal eksplodere. Det er svært både at suge glæde, sorg, vrede og aggression til sig på samme tid.

Vi sætter os ned på Tempelbar. Jeg giver en øl, og vi bytter smøger. Vi snakker om Gaderummet. Han kigger tværs gennem vægge og murer op mod Gaderummet, mens han beretter om, hvordan han på den ene side ikke kan holde ud at være der, samtidigt med at han alligevel kommer næsten hver dag, når han ikke kan male på Amagertorv. Om hvordan alle hænger fast og bare sidder og tager stoffer. Han rører det ikke selv, og jeg tror ham.

Han fortæller om et maleri, han har glemt i bussen for nylig. Det forstillede moder jord, som holder kloden i sin ene hånd, mens hun overvejer, hvad hun skal stille op med den. Jeg tænker, at dette er fantastisk. En mand på samfundets bund der stadig betragter jordens samlede tilstand. Pludselig slår det mig, at det måske er ham selv, der er kloden og samtidig moder jord, der kigger på sig selv og tænker, hvad han skal stille op med sig selv og sin situation. Måske er der en parallel mellem jordens tilstand og hans tilstand, og af kryptiske omveje er disse ret nært beslægtet.

Vi har snakket i over to timer, og emnet vi stadig hyppigere vender tilbage til, er det dårlige vejr. Hans mantra begynder at køre rimelig konstant igen, og jeg tænker, at det er tid til at stoppe, så vores møde har været en succes for os begge, og vi har noget at bygge videre på.

Udenfor Tempelbar kigger jeg efter ham, mens han forsvinder tilbage op mod Gaderummet. Hvorfor går han derop, når han bliver dårlig af at være der? Er det det eneste sted, han kan få kontakt til andre, når vejret er dårligt, og han ikke kan sidde nede på Amagertorv og male med ”almindelige” mennesker. Er han ensom? Utvivlsomt!

I Gaderummet med Marta d. 19.10.04 - Sofie

I dag er dagen, hvor jeg skal finde en hovedperson. Jeg har lavet en aftale med Marta om at mødes i Gaderummet kl. 14. Jeg håber, at hun kommer før jeg gør. Ved ikke hvad jeg skal lave derhenne alene. Mit hjerte banker hårdt, som jeg går op ad trappen.

Marta er der heldigvis. Jeg sætter mig hen til hende ved det store sorte bord. Vi snakker om hvilken måde, der mon er den bedste for at komme i tale med folk uden at trænge dem op i en krog. Jeg forsøger mig ved at give en fyr en smøg, samtidig med at jeg spørger, om ikke han vil snakke lidt med os. Han sætter sig ned til os, men han er langt væk og synes ikke at forstå, hvad jeg spørger ham om. Samtalen dør. Vi sætter os hen i en sofagruppe i stedet. Jeg føler mig mere rolig her. Sofaen er behagelig og bedre at gemme sig på end en stol uden ryglæn. Marta tager initiativ til at samtale med en sort fyr og går hen til ham. Modigt. Hun hiver ham med hen til hvor, vi sidder, og vi snakker lidt. Han er meget venlig og vil gerne vise os rundt ovenpå. På vej op falder Marta i snak med en fyr, imens står den anden og venter, så jeg foreslår, at vi tager rundturen først og snakken senere. Jeg har ikke før været ovenpå ved sengene, men det er godt at se for på den måde at få et afsluttet billede af stedet. Sengene fremtræder adskilt af ophængte lagener. Nogle steder ligger madrasserne sammen som en dobbeltseng, andre steder er de enkelte. Ikke alle afskærmer sig bag et lagen.

Da vi kommer ned igen sætter jeg mig hen til ham, som Marta snakkede med ved bordet. Det er som om, at der i interaktionen er sket en nedbrydning af mine forbehold. Jeg er ikke længere nervøs. Fyren hedder Karsten, og han er tidligere beboer. Han er meget politisk i sit forhold til Gaderummet og fortæller vilde historier om konfrontationer mellem Gaderummet og politiet, skænderierne mellem Gaderummet og Ungdomshuset, om dengang der var følelse i at være bz’er, og om middelklassens børn, der gør oprør og går i Ungdomshuset, hvilket han synes devaluerer stedets integritet. Jeg nikker anerkendende til hans fortællinger og kvitterer med at fortælle ham om vores projekt. Han foreslår mig at snakke med en punkertype, som hedder Marx, som Karsten mener, ville være spændende for os at snakke med.

Men Marx er her ikke endnu, så jeg går i stedet ud til Marta, Sofus, Martas kontakt og Pernille i køkkenet. De har været nede og handle og står nu og er i gang med at lave spagetti med kødsovs. Marta fortæller mig, at hendes kontakt har indvilliget i at være med i vores projekt. Jeg hjælper til med madlavningen, men er ukoncentreret, eftersom jeg har efterladt min taske inde ved det sorte bord, og der ligger alle mine værdier i. Så jeg vandrer frem og tilbage for at sikre mig, at ingen stjæler noget. Er usikker på om man kan stole på folk på denne måde.

Jeg finder, at Pernille udviser delt interesse for mig og forbløffes, når hun henvender sig til mig. Overvejer i et kort øjeblik om jeg skal spørge hende om hun vil være med til projektet, men dropper tanken, da det går op for mig, at hun er meget forvirret (forstyrret?).

Senere går jeg hen til fjernsynsrummet og ser, at Marx er kommet. Efter han har snakket med Karsten, som (insisterer på at) tale(r) med ham først. Vi sætter os over i sofagruppen, og jeg fortæller ham lidt om projektet. Jeg er igen blevet lidt nervøs. Det er vigtigt, at dette går godt. Efter lidt snakken frem og tilbage får jeg en aftale med Marx, og jeg giver ham engangskameraet. Jeg går derefter ud i køkkenet, hvor maden er færdig, og tager en portion. Spiser den ved bordet, hvor også Marta, Sofus og Pernille sidder. Det er hyggeligt, og jeg er lettet over, at dagen har været vellykket. Herefter tager jeg hjem.

Gaderummet; at finde interviewpersoner d. 19.10.04 - Marta

Klokken er lidt i to og jeg skal mødes med Sofie oppe i Gaderummet, hvilket bryder med ’aklimatiseringstraditionen’ foran Tempelbar. Jeg har gået rundt i området omkring og udenfor Gaderummet og ventet på, at tiden skulle nærme sig. Jeg kunne også bare være gået derop, men af en eller anden grund kunne jeg hverken finde modet eller overskuddet til det i dag. I stedet har jeg siddet lidt ovre i Folkets Park og nydt solen og en chokoladebar, hvilket har givet mig lidt ro. Jeg har ellers glædet mig til dette besøg i Gaderummet, for denne gang kommer vi med en helt konkret hensigt, og det er at skabe kontakt til personer, som måtte være interesserede i at indgå i vores empiriproduktion. Jeg har indkøbt to engangskameraer, som helst skulle deles ud i dag.

Igen har omskifteligheden være på spil… Gaderummets landskab ligger nu badet i efterårssolens stråler, som strømmer ind gennem tagvinduerne. Der er en stille syslen i krogene. Jeg siger hej til en sort mand, der sidder på sofaens ryglæn, og som jeg mener at kunne genkende fra tidligere. Han svarer også hej og kigger forundret/interesseret på mig.

Jeg vælger i første omgang at sætte mig i en lænestol og sysle med ligegyldige ting i min taske. Så immigrerer jeg til det sorte bord, hvor flere sidder og læser deres avis. Der er ikke nogen, der tager synlig notits af mig. Hvorfor skulle de dog også det? Jeg lægger dog mærke til, at den sorte mand siden min ankomst er begyndt at kredse rastløst rundt i lokalet og en gang imellem at feje på må og få.

Så kommer Sofie og sætter sig ved siden af mig. Vi finder ud af, at heller ikke hun havde synderlig lyst til at være den første, der kom i dag. Som vi sidder der og taler sammen, lægger vi mærke til, at folk langsomt siver væk fra bordet og helt undgår at komme i nærheden af det. Sofie får dog en svært tilgængelig og lidet kommunikativ mand til at sætte sig sammen med os ved at give ham en cigaret. Det bliver dog en meget umulig samtale, hvor vi stiller spørgsmål og ingen svar får og med lange tavsheder imellem. Til sidst går han. Vi beslutter os for at se, om det virkelig er pga. os, at alle undgår det sorte bord, ved at flytte os hen i det mere tilbagetrukkede sofaarrangement, hvor en mand sidder med lukkede øjne og høretelefoner på og lytter til noget over internettet. Der går ikke lang tid, før han går sin vej. Vi griner lidt af hele situationen, som efterhånden synes noget grotesk og håbløs…

Da den sorte mand stadig går rastløs rundt og til stadighed skæver til os, beslutter jeg mig for at kontakte ham. Jeg går ham i møde i døråbningen ud til køkkenet og præsenterer mit forehavende, hvilket må formuleres på engelsk, da han ikke taler dansk. Han virker umiddelbart interesseret og er med på at sætte sig sammen med os i sofaerne. Vi forklarer vores projekt i korte træk, som aftalt på sidste gruppemøde. Han giver udtryk for at synes, at vores undersøgelse omkring begrebet hjem er spændende og især, da vi nævner den visuelle implikation i form af engangskameraets værdi og status.

Vi spørger om løst og fast og om hvordan, det kan være, at han nu befinder sig i Gaderummet. Fernando er hans navn og han kommer oprindeligt fra Guinea Bissau og har siden da boet i Portugal og England, hvorefter han nu er kommet til Danmark. Vi taler om det at gå i skole og studere, hvilket han synes er spændende og prisværdigt, men han har mest lyst til bare at drikke sig fuld og ikke tænke alt for meget. Vi taler videre om hvordan man kan forstå ’hjem’ på mange forskellige måder og han tilbyder os en rundvisning oppe på 5. sal, hvor de faste beboere har deres sovepladser. Da vi passerer det sorte bord, er der en Karsten, som lige vil hører, hvem vi er, før vi begiver os ovenpå. Det viser sig, at Karsten er tidligere beboer i Gaderummet, men nu har han sin egen lejlighed. Han udviser stor fortællelyst angående Gaderummet, og Sofie foreslår, at vi lige ser 5. salen og derefter kommer ned og får os en snak. Der er koldt deroppe og under rundvisningen, der foregår med dukkede nakker, taler vi om, at vinteren er på vej, og at det må blive koldt heroppe. Det lader nu ikke til, at Fernando tager det så tungt.

Da vi er nedenunder igen, sætter jeg mig tilbage i sofaen og taler videre med Fernando, og Sofie sætter sig hos Karsten. Jeg fortæller Fernando om min egen flytning fra Kroatien til Danmark og om de omvæltninger, jeg oplevede. Da jeg spørger, om der er noget sted af de steder, han har boet, som han længes efter som ’hjem’, nævner han Guinea Bissau, men giver samtidig udtryk for, at han ikke har særlig meget lyst til at tænke på det, da der kommer lidt for mange og mellem dem dårlige minder frem. Vi taler også om de mange sprog han har kendskab til og hvilke sprog, der tales i Guinea Bissau. Indimellem kommer vi ind på undersøgelsens hensigter og det arbejde, der ligger i det for ham. Jeg prøver hele tiden at checke, om han nu også er villig til at indgå i vores empiriproduktion og gør ham det klart, at det nok vil kræve to-tre møder med os. På et tidspunkt vakler han lidt og har sine overvejelser omkring, hvor meget tankevirksomhed fotograferingen vil kræve. Han giver udtryk for, at opgaven virkelig sætter en masse tanker i gang hos ham, og han siger dertil, at han ikke ligefrem er vant til at tænke så meget.

Sofie og jeg taler senere om, at selv om vi ikke har nogen umiddelbar intention om at bedrive aktionsforskning af nogen art, så vil en sådan fotograferingsopgave i sig selv fremprovokere nogle overvejelser hos informanten, som kunne tænkes at forrykke/forstyrre dennes livssitutation. Vi taler også om, at sådanne opgaver, der hos os udspringer af metodiske interesser, ligeledes kunne overføres som redskaber i socialpædagogisk/psykologisk arbejde – her tænker vi ikke mindst på oplægget, vi har lovet at holde i Way Out til foråret.

Som samtalen er ved at ebbe ud, og jeg mærker, at Fernando også er ved at køre træt, kommer Sofus (fast beboer) hen til os og spørger, om der ikke er nogen, der har lyst til at hjælpe med at lave noget aftensmad (der er nemlig maddag i dag). Både Fernando og jeg vil gerne deltage, og vi begiver os derefter alle tre ned på Nørrebrogade for at købe ind. Sofus fører an og gør meget ud af at få så meget for pengene som muligt. Tilbage i Gaderummet går vi i gang med at lave maden. Der skal laves mad til ca. 20 mennesker. Ude i køkkenet taler vi ikke særlig meget sammen under arbejdet. Der bliver højst sagt noget, hvis det handler om nogle praktiske beslutninger vedrørende madlavningen. Pernille sidder i baggrunden og ordner bryn efter at have taget et bad, som åbenbart var meget koldt, da både vaskemaskinen kørte, og vi brugte vandet i køkkenet. Jeg bliver rolig af at stå og lave mad og er ovenud tilfreds med, hvordan dagen har udviklet sig, siden vi ankom til Gaderummet. Da maden er ved at blive færdig, konfererer jeg med Sofie, om jeg nu også skal udlevere et engangskamera til Fernando. Vi bliver enige om, at det må være det rigtige at gøre. Sofie har nemlig fået nogle brugbare informationer af Karsten, som har understreget betydningen af den heterogene gruppe af unge hjemløse, der at finde i dette landskab; indvandrere, flygtninge, kvinder, mænd, misbrugere og psykisk syge…

Da jeg giver Fernando engangskameraet virker han pludselig meget genert og giver endda udtryk for, at det i hans øjne nærmest er umuligt fotografisk at formidle hans forståelse af hjem. Vi hjælper ham dog på vej og forklarer, at der ikke er nogen begrænsninger i denne opgave, og at hjem virkelig kan blive repræsenteret ved nærmest alt, som, han måtte mene, skulle have en hjem(løs) betydning…

Efter at have været med til at lave maden, føler jeg, at jeg har opnået en mere nærværende position i landskabet. Flere af de tilstedeværende kroppe, som jeg ellers har opfattet perifert positioneret ift. mine bevægelser i landskabet i løbet af dagen, kommer hen til mig og udtrykker glæde ved mit madlavningsarbejde. Vi sidder ved det sorte bord og spiser, og nu er der ikke nogen, der undgår os på samme massive måde, som tidligere på eftermiddagen.

Sofie har i løbet af aftenen etableret kontakt til Marx, som også har fået udleveret et engangskamera, og samtidig har Sofus og Pernille også givet udtryk for at være interesserede i at deltage i vores empiriproduktion…

Samtalen med Marx d. 25.10.04 - Sofie

Jeg sidder hjemme ved min computer og arbejder på teoriafsnittet til projektet. Jeg skriver snørklet og prøver at udrede en indviklet argumentationsrække. Pludselig ringer telefonen, men det er et nummer jeg ikke kender, så jeg gider ikke tage den. Jeg kan dog se, at der er indtalt en besked. Jeg aflytter den. Det er Marx. Han har (kun) taget ti billeder, og/men har desuden mistet sit kamera. Jeg ringer tilbage, og taler med ham, ærgerlig over omstændighederne. Får aftalt at komme til Gaderummet for at give ham et nyt kamera.

Senere sms’er jeg med Rikke, som er i Gaderummet for at finde en kontakt. Hun lader til at have problemer med dette og til ikke at være tryg ved at være der alene. Som vi skriver beskeder frem og tilbage, er det underligt at kunne genkende tanker og at kunne relatere til en væren i landskabet så out of place.

Gaderumsbesøget med nyt kamera d. 26.10.04 - Sofie

Jeg tager direkte fra arbejde til Gaderummet for at aflevere kameraet. Jeg har travlt, og måske derfor når jeg ikke at blive nervøs ved tanken om at skulle derop alene. I dag er her mange, der sidder i sofaerne og ryger, og her er mange ansigter, jeg genkender. Først hilser jeg på Karsten. Han ved ikke, hvor Marx er. Så på Martas kontakt. Han tilbyder en kop kaffe. Først sige jeg ja, men så ombestemmer jeg mig, da jeg kommer i tanke om, hvor travlt jeg har. Så Pernille og Sofus, de hilser og refererer til, at Rikke har lavet en aftale med dem. Jeg finder Marx sovende på en sofa med den mindste af hundene i sine arme. Jeg vækker ham og giver ham kameraet.

På vej ud får jeg øje på en fyr, der svarer til beskrivelsen af Jakobs kontakt, Jack. Det er ham, og jeg spørger til, hvordan det går med billedtagningen. Han virker deprimeret og fortæller mig at han synes, at det er en spændende, men svær opgave. Han følger mig ud. Jeg skal hen til busstoppestedet, og han skal gå en tur, som han plejer når Gaderummets forventninger og regler bliver ham for meget, siger han. At gå ved siden af ham føles som en tynd udstrækning af Gaderummet ind i gadens rum.

Telefonsamtale med Fernando d. 23.10. 04 - Marta

Jeg ringer til Fernando for at høre, hvordan det går med fotograferingen. Han har indtil dette tidspunkt kun fået taget et billede, da han har villet tage en masse billeder om natten, men ikke har kunnet få blitzen til at virke. Vi aftaler, at han rådfører sig med nogen, der kan læse dansk og dermed finder ud af, om forklaringen står på pakken.

Jeg er ærgerlig over, at vi måske pga. tekniske omstændigheder er gået glip af fantastisk empirimateriale, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Samtidig er der opstået en anden forhindring, da Fernando planlægger måske at tage med på Gaderummets Bornholmer-tur og derved først kommer tilbage om 14 dage. Alt dette vil højst sandsynligt forsinke vores tidsplan for empiriproduktionen, men det er omstændigheder, vi allerede har drøftet, kunne indtræde.

På mandag skal jeg mødes med Fernando og få filmen tilbage til fremkaldelse.

Møde med Fernando d. 25.10.04 - Marta

Det er mandag eftermiddag og jeg skal mødes med Fernando for at instruere ham i brug af engangskameraets flash. Inde i Gaderummet er der den sædvanlige eftermiddagsummen. Det usædvanlige er, at jeg nu genkender det, der tidligere i feltstudiet var usædvanligt for mig, som sædvanligt og genkendeligt – eftermiddagssummen, hvor folk sidder rundt omkring og nørkler med hver deres ting.

Der er meget beskidt og rodet over det hele, og det ligner mest alt, som om der er blevet festet godt og grundigt igennem søndag nat. Der sidder en del mennesker omkring det store sorte bord, og jeg spørger en fyr, der genkender mig med et hej og smil, om Fernando er nogen steder at finde. Jeg får at vide, at han er ovenpå og får lov til at gå op på ’sovesalen’ under loftet for at kigge efter. Det har jeg det lidt underligt ved; som om jeg trænger ind i en privatsfære. Til en hvis grad bunder denne følelse nok i, at jeg gennem mine besøg i Gaderummet har fornemmet, at ikke alle har adgang til 5. salen – kun dem, der har været så heldige at få retten over en madras. Fernando er ikke at finde nogen steder deroppe, så jeg går ned igen. Fyren, der før anviste mig 5. salen, kommer nu i tanke om, at Fernando nok er i bad, så jeg sætter mig ned, slår op i avisen og venter.

Mens jeg venter, genkender jeg rummets omskiftelige karakter, for på et kvarter er der blevet fejet, og bordene er blevet tørt af. Og pludselig ser der helt nydeligt ud. I samme tidsrum er den sløve summen blevet transformeret om til hektisk opbrud; folk er på vej ud, og andre kommer ind, og Fernando kommer ud af badet. Vi hilser kort på hinanden, før Fernando går op på 5. salen for at gøre sig i stand.

Jeg bladrer videre i min avis ved det store sorte bord i Gaderummet, da Per (som ser ud til at bebo rummet bag forhænget ved siden af køkkenet?) spørger mig, hvem jeg er, da han havde lagt mærke til mig et par gange. Jeg præsenterer mig som én af de RUC-studerende fra gruppen, der skriver om hjem og hjemløse. Jeg prøver at give forskellige eksempler på nogle af vores tanker og blandt andet kommer jeg ind på, at lovgivningen jo også har sin version af hjem og hjemløshed. ”Man har vel altid et hjem…”, siger Per og supplerer min tale- og tankestrøm med sit eget eksempel – sin egen fortælling: ”Man kan da godt sige, at en papkasse er ens hjem, men jeg ville nu alligevel stadig have lov til at kalde mig hjemløs”.

Det er som om, at den mere etablerede og faste kontakt til Fernando har givet mig en position i Gaderummet, som for det første gør, at jeg kommer der oftere og nu med et specifikt formål, og for det andet betyder min mere gennemgående tilstedeværelse, at folk genkender mig og er blevet en smule nysgerrige omkring min person. I min teoretiske læsning om hjem-begrebet udgør en faktor som kontinuerlighed en vigtig dimension i hjem-skabelse, og jeg kommer nu til at tænke på, om samme faktor gør sig gældende på et sted i et rum som Gaderummet, hvor unge hjemløse kommer og går… og måske skaber hjem(?). Og hvordan hænger denne kontinuerlighed sammen med omskifteligheden, som var det første genkendelige for mig ved dette sted? Og hvordan står det til med alle de andre teoretiske faktorer omkring hjem-skabelse som tryghed, privathed, kontrol etc.?

Klaus kommer hen til bordet, og jeg prøver at opfange hans samtale med Per, men det får jeg ikke meget ud af. Pludselig spørger han mig, om jeg har læst i husbogen om sidste husmøde. Jeg svarer nej, og han svarer med et grin. Jeg ved ikke helt, hvad det grin skal betyde, men egentlig er jeg også lidt ligeglad, for det er jo ikke Klaus, jeg er interesseret i, og jeg føler ofte, at han tager fokus fra de unge hjemløse, som dette projekt drejer sig om.

Fernando er kommet tilbage og står nu ude i køkkenet for at lave mig en kop te. Det, at han insisterer på at lave teen, gør Gaderummet til et mere ’hjemligt’ sted end den hovedbanegårdsstemning, som indtil nu har udgjort mit indtryk af stedet. Måske er det ’hjemmets’ indbyggede kontrol-faktor som træder i kraft og jeg kan identificere som hjem? – Fernando har kontrol over te- og kaffebrygningen og dermed også køkkenet, og jeg er bare på besøg…

Da vi endelig sidder sammen ved det store sorte bord, bliver vores samtale en smule afbrudt af Pers spørgen og jeg sidder splittet mellem at hellige hele min opmærksomhed til Fernando, samtidig med at jeg også må holde mulighederne åbne for andre relevante empiri-producenter…

Pers interesse varer dog ikke ved, og jeg kan vende min fulde opmærksomhed mod Fernando. Han har fået taget 2-3 billeder, men er ikke kommet videre, da han ikke har kunnet få blitzen til at virke. Det er lidt ærgerligt, for det virker som om, det kunne være blevet nogle interessante billeder. Jeg får ham instrueret i blitz-funktionen og Fernando konkluderer: ”now there are no excuses for not taking pictures.”

Vi taler lidt frem og tilbage om weekendens hændelser. Fernando fortæller om en klæd-ud-fest, han havde været til, og jeg bidrager med mine egne lignende erfaringer fra gymnasietiden. Det virker som en god strategi at fortælle noget om mig selv, da han ser ud til at slappe af ved det, og selv får lyst til at fortælle mere.

Fernando ved stadig ikke om han tager til Bornholm, men i fald han gør, så vil der gå mindst en uge, før jeg kan få billederne til fremkaldelse, og jeg er ved at blive lidt utålmodig. Samtidig må jeg sige til mig selv, at forrykkelser i tidsplanen må være en del af erfaringen med at lave feltstudier i sådan et genstandsfelt. Jeg har dog endnu ikke oplevet, at Fernando ikke har overholdt vores aftaler om at mødes… Vi aftaler at mødes igen næste mandag, for da skulle han være kommet hjem fra Bornholm.

Stemningernes kaos - Jakob

Snakken går rundt om bordet, hvor jeg sidder, men jeg deltager ikke så meget, sidder bare og lytter. Det er hyggeligt. En fyr går rundt og tilbyder at komme ind med kaffe. Jeg bliver også spurgt, men afslog med et lille nik til koppen foran mig med kaffe. En person, som jeg ikke har set før, har lavet en joint og sender den rundt. Uden at spørge nogen direkte, slynger han et spørgsmål ud: ”Hvorfor bliver jeg ikke skæv længere?” Alle har pludselig en mening. Man vender sig til det, hvis man ryger fra den samme plade. Prøv sort hash, pot etc. Men det var mere en kommentar end et spørgsmål, og det virker som om, den meget opmærksomhed plager ham. Jeg har lyst til at fortælle, hvordan man kan trippe endnu mere i den rigtige verden, uden stoffer, men holder min kæft. Jeg føler, at min kommentar er upassende, og at jeg ikke har ret til at ytre mig så bastant endnu.

Det er rart at sidde med om bordet og deltage aktivt. Der er plads til mig i dag. Der er ro på Gaderummet i dag. Normalt oplever jeg det hektisk. Som om alle er på vej et sted hen eller lige er ankommet og skal finde ud af, hvad de skal lave. Som om alt sitrer af liv eller af kaos. Men i dag er her rart.

Gry og Hanne d. 03.11.04 - Sofie

Jeg er i Gaderummet med Jakob for at afhente Marx’s kamera. I dag undgik vi pisgangen og gik i stedet op ad bagtrappen. Det var en underlig måde at indtræde rummet på. Der var renere, og man kom ind ved køkkenet, som har en anden stemning end gangen. Jeg fandt Marx og fik kameraet, men formålet var i dag også at finde en pige at interviewe. Der er mørkt i rummet, og ved det store sofaarrangement sidder alle kendisserne. Hanne sidder og snakker, og jeg ånder lettet op. Vi havde håbet på, at hun var der. Det var hende, vi ville i kontakt med. Vi sætter os hen til dem, der hvor der er plads, på hver sin side af Gry. Det har lige været den første, og de har alle været ude og shoppe, Sofus har købt tøj, og Hanne og hendes kæreste har købt en voldsom gotisk fingerring. Vi hyggesnakker lidt og kommer til sidst ind på emnet om, at vi mangler piger til vores projekt. Jeg spørger Hanne, om ikke hun vil være med. Hun tøver en del, men Gry, som sidder ved siden af mig, vil meget gerne være med. Jeg er dog ikke helt sikker på Gry. Hun bor ikke i Gaderummet og ligner ikke én, der er ’udsat’, ligner mere en pæn gymnasiepige med hendes sælskindstaske og rene blå jakke. Men for at få overtalt Hanne siger vi, at de begge må være med, og så siger Hanne ja. Jakob løber ned og køber to engangskameraer. Der er hyggeligt i kredsen, og Gry deler kiks ud, en chipspose går også rundt, og jeg får tilbudt nogle. Jeg føler mig som en del af kredsen og alligevel ikke. De ved jo godt, hvorfor jeg er der, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke er ligesom ’dem’. Jeg føler mig anderledes i mit krampagtige forsøg på at kunne være der afslappet. Jakob kommer tilbage, og vi får uddelt kameraerne. Lidt senere går jeg. Jeg har lavet en aftale med Jonas. Men på vej ned ad trappen tænker jeg, at jeg burde have blevet der. Det var første gang, jeg følte, at jeg fik lov til at se hvad ’de’ ’plejer’ at lave.

Uge 45 - Marta

Om mandagen ringer jeg til Fernando, og den gode nyhed er, at han er kommet tilbage fra Bornholm, men den dårlige nyhed er, at han har mistet sin bagage på vejen hjem, og i bagagen lå engangskameraet med alle de længe ventede billeder… Vi aftaler at ringe sammen, når der er noget nyt om den forsvundne bagage… og ugen går.

Mødet med Claude og forhåbningen om Marx d. 11.11.04 - Sofie

Jeg skulle mødes med Claude. Han havde ringet til mig, havde bedt mig om min tid, påpegede, at det var vigtigt for ham. Kl. 17.00; jeg tog derop, overvejede et øjeblik at gentage oplevelsen af at komme ad bagtrappen, som dengang med Jakob, men droppede det. Opgangen lugtede ikke ligeså slemt den dag, men vejret var også blevet koldere. Den kolde vind fjerner lettere lugte end den varme vind. Gaderummet virkede tomt. Der var mange folk ved computerne, men deres væren syntes ikke. Ved det store bord, som den dag var beklædt med aviser, sad to fyre, jeg ikke kendte. Jeg følte mig usikker den dag, og jeg satte mig ved bordet. Claude er ude at handle, får jeg at vide. I dag er det torsdag, og det betyder gratis mad. Der er også offentligt møde, så underlige Preben er her også. Jeg undgår at tale med ham, da jeg frygter at han ligesom sidst vil afholde mig fra at udføre mit egentlige ærinde. Jeg begynder i stedet at småsnakke med de to drenge. Jeg husker dem som lidt ældre end de øvrige tilstedeværende, men som jeg sidder her og nedfælder teksten, kan jeg ikke huske, hvordan de ellers så ud. Måske det er for lang tid siden. Måske var det, fordi jeg kun var opsat på en ting den dag. Men til min store ærgrelse var hverken Gry, Hanne eller Marx der den dag, og det havde jeg håbet på. Som jeg sidder der og venter, begynder jeg at småsnakke med de to drenge. Det lader til, at Marx allerede har fået to lejere ind i sin nye lejlighed, og at de så småt er begyndt at smadre stedet. Klaus kommer hen får at spørge om jeg har fået snakket med Claude. Jeg svarer nej og kvitterer med et spørgsmål til, hvordan jeg mon kan få fat i Marx. Klaus ler og siger, at Marx nok ikke kan finde ud af at bo i lejlighed, at han allerede holder for mange fester, og at dette nok vil resultere i en udsmidning. Om ti dage har Gaderummet ti nye beboere, griner han. Han går igen, I en stund sidder jeg alene, så kommer Claude tilbage fra Netto. Han er så høflig som fransk etikette påbyder, kalder mig ’De’ og spørger venligt, hvor jeg vil sidde. Erindringsarbejdet af samtalen vil jeg her vedlægge som det brev, jeg skrev til Klaus.

Hej Klaus

Her er referatet af, hvad Claude fortalte mig i torsdags:

Han hedder Claude Rockefort, er franskmand og kommer fra Lyon. Han er 30 år gammel. Han kom til Danmark d. 06.12.03, fordi han havde fået lovet arbejde, og så besluttede han sig at prøve lykken. Han vil ikke tilbage til Frankrig, førend han føler, at han har fået, hvad han kom efter, hvilket primært er arbejdet og de medfølgende penge. For tiden arbejder han frivilligt i Fedtekælderen på Christianshavn. Her fungerer han som tjener og opvasker.

Hans mål er at finde et arbejde, at få en lejlighed og et normalt liv, siger han selv.

Han vil egentlig gerne lære dansk, men synes at det er et stort problem, eftersom han ikke engang kan engelsk, og de fleste danskkurser foregår på engelsk. Men mon ikke den franske ambassade underviser dansk på fransk? Det virker ikke rigtig som om han er super motiveret for at lære dansk, og han spørger mig, om jeg mener, at sprog virkelig er sådan en barriere. Han spørger mig videre, om jeg mener, at folk ikke forstår ham og ikke ser ham som en del af Gaderummet, fordi han ikke snakker dansk.

Han vil gerne vide, om han må blive i Gaderummet.

Herudover vil han gerne vide, hvad der skal ske med projektpengepuljen. Han foreslår, at han hjælper med at finde og købe en varevogn, størrelsesmæssigt a la en Ford transit. Han mener, at dette kan hjælpe beboerne til at være mere virksomme, og han vil hjertens gerne være chauffør og hjælpe til med de eventuelle projekter, købet af en sådan bil kan medføre.

Han udtrykker tvivl om, hvad Gaderummet egentligt er, dets funktion osv. Jeg prøver at forklare ham det, men han lader til gerne at ville snakke med dig. Dette siger han mange gange i løbet af vores samtale; at han gerne vil have et møde, hvor du også er til stede, således at jeg kan tolke. Jeg vil gerne hjælpe med dette, men må understrege at mit franske ikke er så godt, og der vil være mange ting, jeg ikke kan oversætte ordentligt.

Han ser et problem med computerne, som, han mener, er tidsstjælere, som gør folk dovne. Og især denne dovenhed synes han ikke at kunne forlige sig med. Den første dag, da jeg så ham, havde han pudset bilvinduer for småpenge hele dagen, og nu arbejder han frivilligt for at være aktiv.

Han bliver forvirret, når folk henvender sig til ham, råber af ham eller lignende, og han ikke forstår noget. Når han så nogen gange råber lidt højt er det for at afreagere. Han mener selv, at dette er i orden, og at han i øvrigt er en rolig fyr.

Han mener ikke selv, at hans manglende sprogevner er et problem, men prøver i stedet at vise folk, hvem han er, gennem det han gør. Han håber, at folk forstår dette, og spørger endnu en gang, om folk mon ser ham som en del af Gaderummet eller som en fremmed. Han føler sig som en del af Gaderummet, men som en del, der er døv og stum…

Han vil gerne understrege at han er 100 % fransk og ikke halvt marokkansk, som han tror, at nogen mener.

Han kan læse, skrive, regne, og vil gerne arbejde som chauffør eller indenfor restaurationsverden som tjener, opvasker eller lignende. I Frankrig arbejdede han som plejemedhjælper.

Han vil gerne vide, hvad du synes om hans varevognsprojekt?

Til sidst siger han, at han i Gaderummet ser nogle fjender, men det ved jeg ikke, hvad han mener med. Men han siger også, at han ser nogle venner, folk som han synes virker oprigtige, på trods af at han ikke kan snakke med dem.

Han ser meget gerne at vi tre som før sagt mødes. Han har brug for at stille nogle spørgsmål, som han har brug for nogle svar på.

Jeg lader det være op til dig at vende tilbage med en eventuel dato for mødet. Han siger, at han kan, når vi kan.

Venlig hilsen, Sofie.

Da vi afslutter samtalen, og jeg skal til at sige farvel, opdager jeg, at Pernille sidder og stirrer på mig, som hun har gjort gennem hele samtalen. Hun siger, at jeg er flot, at jeg ligner en skovalf, men hun siger det ikke til mig. Hun siger det til Sofus, som sidder ved siden af hende i sofaen. Hun slår ham på armen og råber: ”Så læg dog mærke til hende.” Sofus siger ja, ja med en mærkbar ligegyldighed i stemmen. Jeg bliver forbløffet over dette udbrud og nok også lidt rød i hovedet. Jeg siger tak, og skynder mig ud af døren.

Uge 46 - Marta

Det er mandag igen og hverken bagage eller kamera er dukket op endnu, så vi aftaler at mødes tirsdag for enten at få det gamle kamera til fremkaldelse, skulle vi være så heldige, at bagagen er komme tilbage, eller for at udlevere et nyt engangskamera.

Tirsdag eftermiddag mødes Fernando og jeg på Café Bissau, som er en af hans stamcaféer. Caféen ligger lige overfor Grøntorvet og ligner udefra mest af alt en gammel faldefærdig bodega. Da jeg kommer inden for, møder der mig fem-seks sorte mennesker heriblandt Fernando og en gammel fordrukken hvid mand. Lokalet er mørkt, oplyst af neongrønne skilte med happy hour-priser fra kl. 10-17. For enden af caféen er der indrettet et lille dansegulv med spejle på endevæggen. Der lyder hyggelige reggae-toner fra højtalerne. Fernando tager imod mig og præsenterer mig med det samme for nogle folk i baren. De laver sjov med, at jeg skulle være hans gravide kone, og jeg svarer grinende: ”no, no, no…” Jeg vil gerne have en kop te og skal til at betale, men Fernando afviser og går selv ud i køkkenet for at lave teen, og jeg kommer i tanke om, at han jo tidligere har nævnt, at han en gang imellem arbejder på en café.

Da vi begge sidder ved bordet, starter vi med den sædvanlige indledende hyggesnak. Jeg hører om, hvordan det er gået på Bornholm, og Fernando ytrer et meget positivt indtryk. De var ikke ude og se særlig meget af øen, men festede en hel del i de to huse, hvor der i det ene var swimming pool og i det andet jacuzzi, sådan at de skiftede hus hver anden dag. Fernando havde med det bortkomne kamera taget en masse billeder derovre, og jeg spørger, om det var sådan hans drømmehus så ud… ”One of them…”, svarer han. Han understreger dog i samme åndedrag, at intet af det kan måle sig med Gaderummet, hvilket ikke bliver uddybet mere, men sætter en masse tanker i gang hos mig. Hvad er det han finder i Gaderummet, som den luksuriøse indretning ikke kan hamle op med?

Han bliver ivrig efter at fortælle mig, hvilke overvejelser han havde gjort sig, før han begyndte at tage den første serie billeder… Blandt andet havde han tænkt på at kravle op på et tag og tage et billede af hele jorden… Jeg synes, det er en utrolig smuk tanke, som jeg sagtens kan identificere mig selv og min egen hjemforståelse med. Jeg opmuntrer ham til at følge sådanne idéer og indskydelser, når han nu for anden gang må tage en stribe billeder.

Så falder samtalen hen i hyggesnak igen og Fernando er nu begyndt at stille flere spørgsmål om mig, min weekend og min kæreste. Mens samtalen går sin gang, tænker jeg på, hvor dejligt det er at møde ham i en anden sammenhæng end Gaderummet, som jo faktisk også har været hele hensigten med dette feltstudie; at følge de unge hjemløses ruter og rytmer ud i Københavns landskab… Da nævner jeg for Fernando, at jeg meget gerne vil have lov til at følge ham et par dage i hans gøren og færden. Hans umiddelbare reaktion er lidt modvillig, men da jeg forklarer, at det ikke implicerer, at han skal lave noget om på sin hverdag – tværtimod – så slutter han emnet af med at sige; ”I’ll think about it…”

Allerede onsdag eftermiddag ringer Fernando og siger, at han er færdig med filmen, og vi aftaler at mødes på Café Bissau igen for at få filmen til fremkaldelse. Jeg håber ikke, at han nu uden omtanke bare har fyret en masse billeder af for at få det overstået…

Telefonsamtalen med Marx d. 15.11.04 - Sofie

I dag ringer jeg for 48. gang til Marx, og til min store overraskelse går den igennem. En fremmed fyr tager telefonen, og jeg spørger efter Marx. Jeg får ham overrakt. Der er høj musik i baggrunden, og jeg kan levende forestille mig lejlighedens stemning. Jeg husker mig selv på at spørge til den nye lejlighed i interviewet. Hvorfor har han mon ikke taget billeder af den?

Vi aftaler at mødes om fredagen til interviewet. Nu begynder det at ligne noget.

På Café Bissau for at hente Fernandos kamera d. 11.11.04 - Marta

Tilbage på Café Bissau, hvor der er stor feststemning, da nogle mennesker fra Elfenbenskysten fejrer et eller andet – måske oprøret mod de hvide…? Der er meget høj musik, og der bliver sunget fællessange ved langbordet. Senere bliver der på fransk råbt slagord, hvor Chirac bliver nævnt.

Fernando tager som altid imod mig med et smil og anviser mig det sidste frie bord for derefter at forsvinde ud i køkkenet for at lave te. Der går et godt stykke tid, før han kommer tilbage. Så lang tid at nogle fra det store selskab begynder at tale om mig og til mig. Jeg bliver endda på et tidspunkt inviteret over til bordet, men takker nej, da jeg jo er her for at tale med Fernando.

Musikken er utrolig høj, så da Fernando endelig kommer tilbage med teen, kan jeg næsten ikke høre hvad han siger, hvilket ærgrer mig helt utrolig meget, da jeg har en fornemmelse af, at han kommer frem med en masse guldkorn til projektet.

Jeg får dog filmen tilbage, og Fernando virker stadig meget positiv omkring hele opgaven. Vi taler endda om, at han kunne blive fotograf, for han bliver ved med at nævne, hvor mange tanker denne fotoopgave har sat i gang hos ham. Han siger, at der måske vil være nogle billeder, jeg ikke vil kunne forstå hensigten med, men jeg forklarer ham, at det netop er alt det, han skal forklare mig under interviewet.

Efter at have hentet sin anden øl siger han pludselig, at han har en gave til mig og kommer lidt efter tilbage med en pakke med fire tekrus i. Jeg takker og tager imod, men er i tvivl om, hvordan jeg skal tolke en sådan gestus. Jeg vælger at forstå det som et tegn på ønsket om venskab og spekulerer videre på, hvad det er, jeg har gjort, siden han ser en sådan mulig relation til mig.

Her er hyggeligt, og jeg har egentlig ikke noget imod at blive her hele aftenen, men samtidig længes jeg hjem efter en lang dag på arbejdet. Jeg må noget beklemt undskylde mig med at skulle nå at aflevere filmen inden butikken lukker og hjem og lave mad. Fernando prøver ellers flere gange at lokke mig med en ekstra kop te.

Forsøg på et interview med Sofus og Pernille d. 12.11.04 - Jakob

Efter at have siddet hele morgenen hos Marta og skrevet midtvejspapirer, tog jeg op i Gaderummet, for at se om Sofus og Pernille var der. Jeg håbede det virkeligt, for jeg havde fået deres billeder fremkaldt, og de var virkelig gode. Allerede første gang jeg så dem, havde de sat en masse tanker i gang. Jeg var spændt på, om de havde tænkt over de forskellige billeder, de havde taget. Om det betød det samme, som jeg havde fortolket det som?

På vej ned til Gaderummet, stoppede jeg i et pizzeria. Her lavede jeg den endelige liste over spørgsmål, som jeg ville stille dem, udover dem, som skulle stilles til hvert enkelt billede. Jeg lagde billederne ud på bordet foran mig, for at se om der ville dukke nogle nye tanker op. Men da der kom folk en i pizzeriaet, skyndte jeg at samle dem sammen. Jeg følte, at jeg overskred deres privatsfære, ved at andre mennesker kunne se dem. I stedet begyndte jeg at finde på spørgsmål. Grænsen for, hvad jeg turde spørge dem om, havde rykket sig, kunne jeg mærke med det samme. Ordet ’hjemløs’ var ikke længere tabu. Jeg ville vide, hvad deres definition af en hjemløs var. Hvilket sted der var det tryggeste for dem. Hvor de ville gå hen, hvis deres verden brød sammen. Altså mere end den allerede var.

Oppe i Gaderummet fik jeg med det samme øje på Pernille. Hun lå på maven. Med fødder op på det ene armlæn og hovedet på det andet. Ligesom en banan. Jeg fattede ikke, at hun kunne sove sådan. Men det gjorde hun, og hun så ud som om, at hun var langt væk. Øjeblikket efter fik jeg øje på Sofus. Han sad lige ved siden af og spillede et eller andet 2D computerspil. Jeg gik hen for at sige hej og fortælle om billederne. Han kiggede kort op, da jeg sagde hej, og kiggede så igen ned på skærmen. Han virkede nærmest ligeglad, da jeg fortalte, at jeg var rigtig glad for de billeder, han havde taget. Hans eneste kommentar var: ”Godt... det er jo heller ikke så svært at tage et billede... Det mente jeg også godt, at jeg kunne!” Havde lyst til at sige mere, men tænkte, at det var bedst bare at vente. Sluttede af med at sige, at jeg gerne ville snakke om billederne i dag, når Pernille vågnede.

Satte mig over til fællesbordet og læste lidt avis. Ham, jeg sad ved siden af, havde problemer med Debitel. Han fik hjælp af en af de ansatte. Det var noget med, at han havde mødt en ven fra Libanon i Tyskland, som havde lånt hans telefon og stukket af. Han havde dog stadig sit simkort, men det lå nu nede i en moske på Nørrebro, hvor der var en masse fra Iran. Så nu vidste han ikke, hvor det var. Droppede at lytte mere med. Ville gerne hjælpe med regningen, fordi jeg selv havde arbejdet i branchen, men droppede det, fordi jeg var bange for, at han skulle starte forfra med hele den lange historie.

Som kom Sofus over. Han ville gerne se billederne. Jeg tog dem frem og rakte dem til ham. Han virkede glad over, at de alle sammen var blevet til noget, på trods af at filmen var knækket halvvejs. Så glad at han glædeligt viste billederne til dem, der nu ville se dem. De ansatte fik lov til at kigge på dem fra S-toget og drengene fra Gaderummet skulle lige se billedet af Pernilles bryster. Det var også mit yndlingsbillede, men ikke af samme grund, tror jeg. Jeg så det som en måde at påkalde sig opmærksomhed på fra de folk som til hverdag kiggede lige igennem dem. Måske bare en overfortolkning. Med en smøg i kæften og blusen hevet op, stod hun oppe på springvandet på Gammeltorv på Strøget.

Så vågnede Pernille. Jeg satte mig over til hende og viste hende billederne. Da hun så billedet af sig selv, virkede det som om, at det var et helt naturligt billede. Hendes kommentar var: ”Det er et meget godt billede af mine bryster, men det bedste, der nogensinde er taget, er det fra sidste jul hos min mor, som min onkel tog. Der var de så flotte...!” Lod som om det var en normal kommentar, men indeni var jeg dybt rystet. Kunne hun ikke se, hvor forkert det var? Hvorfor havde moren ikke sagt noget?

Pernille var mere frisk, end jeg havde set hende før. De andre gange, jeg har mødt hende, har det været som om, hun slet ikke har registreret min tilstedeværelse. Derfor har jeg også været meget forsigtig i min approach til hende. Har givet hende plads til, at hun kunne glide af. Jeg har været bange for at trænge hende op i et hjørne. Men i dag så hun på mig, talte til mig og lyttede til mig. Sofus var ude i køkkenet og riste en smøg til hashbongen, så det var bare mig og hende. Pludselig begynder hun at snakke om sin familie. Om hendes far, der er sigøjner, og moren, som ikke kan lide faren, og hvordan de ville slå hinanden ihjel, hvis de mødte hinanden. Om hvordan faren har forsøgt at få hende til at hade sin mor. Og at det er lykkedes! Hun fortæller mig, at hun hader ondskab i verden. Hun spørger mig, om verden er ond. Jeg svare pædagogisk, at den KAN være ond, men at det er kompliceret. Så fortæller hun mig, om hvordan hun er fyldt med ondskab. At hun vil fylde sig med ondskab, så verden kan være god. Jeg tænker at det på en eller anden meget syg måde er en lille smule kristent, at hun vil lide for, at vi andre kan have det godt og leve i en god verden. Samtidig kan jeg godt forstå, at hun er så syg, som hun er, mentalt. Hvis hun forsøger at tage alt det onde ind og skubbe alt det gode ud. Jeg spørger hende, om hun tror på noget. En gud eller noget der er større!? Hun glider af på spørgsmålet og begynder at fortælle om sigøjnernes tilværelse. Om hvordan sigøjnere ikke kan forstå eller hjælpe deres børn, når de bliver integreret i den danske kultur. Begynder i skole. Ingen hjælp til lektier og om hvordan denne magtesløshed hos sigøjnerne, bliver til vold. Hun fortæller det ikke som en personlig beretning, men som en lærer til sin elev. Sofus er kommet tilbage. Han står lidt og måber. Måske han heller ikke er vant til at se hende så aktiv og udadvendt. Han spørger, hvad det er, hun sidder og fabler om. Pludselig bliver jeg i tvivl om alt det, hun har sagt, er sandt. Er hendes far slet ikke sigøjner? Er ondskaben i hende blot rester af søvnunderskud og for meget hash? Er hun lystløgner? I så tilfælde en meget dygtig lystløgner. Jeg spørger igen, om vi skal lave interviewet, håber at det måske kan udskyde deres morgenbong en times tid. Kontakten er så god, og jeg er blevet fortrolig med Pernille. Det ville være genialt, hvis vi kunne lave interviewet nu, men Sofus sidder allerede og stopper det første ”hoved” med den miksede hash og tobak, og da det er gjort, stikker han den ned i hashpiben.

Pernille tænder de sørgelige rester af et stearinlys. kigger ud i lokalet og råber, at nogen skal købe nye stearinlys. Det er end ikke blevet mørkt udenfor, men det virker som om, det er vigtigt alligevel. Som om hun hele tiden prøver at skabe det, jeg forstår ved hjem rundt omkring sig.

De skiftes til at ryge på bongen. Pernille får store sorte rander under øjnene og falder tilbage i den rus, jeg har mødt hende i de foregående gange. Jeg synes ikke, det er en god idé at lave interviewet længere. Kontakten til Pernille er helt væk. Til sidst spørger jeg, om vi skal aftale en ny dag at lave interviewet, så de ikke skal sidde og stresse over det. Jeg undskylder det med, at jeg også selv er lidt træt. Måske fordi jeg ikke havde lyst til, at de skulle føle, at det var fordi, de var for skæve til at lave interviewet. Pernille spørger om jeg ikke tager noget kage og nogle nye stearinlys med. Der er ikke flere. Vi aftaler at mødes den følgende søndag ved 12.00-tiden i Gaderummet. Jeg er lettet og tænker, at det er et godt tidspunkt. Der vil ikke være så mange mennesker i Gaderummet, og måske har de ikke røget, når jeg kommer.

Jeg bliver siddende, efter at vi har aftalt ikke at lave interviewet og småsludrer. Håber at jeg måske kan få nogle flere idéer til emner, jeg evt. kunne tage op med dem, som supplement til billederne. Hanne kommer over. Hun krammer dem begge to og spørger, om hun må ryge med. Vi falder i snak. Hun begynder at fortælle om, hvordan hun ikke må se sin datter, fordi hun bor i Gaderummet og har haft et problem med coke (kokain). Pludselig stopper hun og siger at vores samtale er blevet for personlig. Jeg kan godt forstå hende. Jeg har ikke snakket med hende rigtig før, og lige pludselig sidder hun og fortæller mig om det allermest private. Jeg er også selv overrasket over hvad, hun lige har fortalt mig. Både over at det skete så pludseligt og over selve hendes historie. Prøver kort at forestille mig hendes situation, men beslutter at lade være. Hun begynder kort efter igen at fortælle mig om sin datter. Jeg afbryder og siger, at hun kun skal fortælle det, hvis hun virkelig har lyst. Men hun fortsætter med at fortælle om hendes besøgstider med barnet.

Efter et stykke tid skal jeg gå. På vej videre kører tankerne rundt indeni hovedet. Jeg tænker over, hvordan man skal holde en distance til det man observerer, men det føles som om, det kommer ret tæt på netop nu. Det er deres historier, og det er ikke ligefrem eventyr. På en eller anden måde er der en falskhed i vores forhold. Min position som forsker føles overfladisk. Præmisserne for vores samtale er anderledes, end hvis vi havde mødtes på en bar tilfældigt. Derfor føles det lidt som om, man er en voyeur, der beskuer alt skjult. Det føles lidt forkert, uetisk. Omvendt har vi fra starten af ikke lagt skjul på, hvem vi er. Hanne var en af de første vi introducerede os for.

Afhentning af Grys kamera d. 16.11.04 - Sofie

Jeg har lavet en aftale med Gry om at hente hendes kamera. Hun skulle være færdig med billedtagningen. Jeg kommer for sent til vores møde og ringer til hende. Hun er gået. Hun siger, at hun har givet kameraet til Sofus, som heller ikke er her. Han er ude at gå med hunden. Jeg sætter mig hen til det store sorte bord, griber fat i en avis og begynder at læse. Her er ingen, jeg kender i dag, og det er en underlig fornemmelse. Det føles som om at folk nidstirrer mig. Jeg passer ikke ind uden relationerne. Efter at have siddet der i en time beslutter jeg mig for at gå igen. Der sker ikke noget, og der er ingen. På ved ud af døren nikker jeg farvel til en tilfældig dreng ved den sidste computer. Han kigger undersøgende på mig og spørger, om jeg er hende, der skulle komme efter et kamera? Jeg nikker ja, og som det viser sig, sad han med kameraet og ventede på mig. Typisk. Jeg får kameraet og går hjem igen.

Ikke én af dem - rollen som forsker - Jakob

Ved sofabordet, hvor jeg har sat mig med de andre, sidder en pige, jeg har set før et sted. Hun har en masse piercinger i ansigtet og en læderjakke med et anarkisttegn på. Da jeg ikke kan huske, hvorfra det er, jeg har set hende før, henvender jeg mig ikke til hende. Hun henvender sig til gengæld til mig pga. mit udseende, og endnu en gang bliver jeg spurgt om, hvem jeg er, da jeg ikke ligner en gaderumstype. Det er sjovt. For på den ene side prøver jeg jo, så godt jeg kan, at falde ind, passe mig ind, så jeg ikke bliver marginaliseret og stillet udenfor. På den anden side er jeg jo anderledes. Min eksistens er på helt andre betingelser. Jeg har et sted og bo. Jeg går i skole. Jeg har et netværk, der griber mig, før jeg ender i deres situation. Så selvfølgelig kan jeg ikke gå rundt blandt dem uden at blive bemærket. Dem og os virker altså begge veje, men på trods af det føler jeg alligevel, at jeg formår at nedtone de åbenlyse forskelle og møde dem et sted, hvor vi kan snakke og forstå hinanden. Ikke at jeg spiller en anden rolle for at passe ind. Jeg tænker bare over mit sprog, passer på ikke at lyde som en akademiker. Nogen gange bruger jeg også deres terminologi, når man diskuterer med dem. Bander på deres måde, når jeg snakker. Men det er også min holdning rent fysisk. Faktisk havde jeg ikke tænkt over det først. Ubevidst emitterede jeg de andre deroppe. Måden man sidder på en stol eller i sofaen. Min pli bliver afløst af en henslængthed. Hvis der er en ledig stol, lægger jeg benene op, eller også ryger de op på sofabordet. Når jeg har siddet og læst avis folder jeg den sammen og smider den ind på midten af bordet. Hvis der ikke er noget askebæger, og der står en kop med skodder i, bruger jeg også den. Jeg prøver at indtage rummet, som de gør, bruge det som dem og ikke føle mig som gæst, men som en ligeberettiget til de faciliteter, der er. Hvilket vi jo også har rent teknisk. Gaderummet er jo åbent for alle. Men alligevel træder man udenfor. Bliver genkendt som noget fremmed. Noget der ikke hører til. Jeg har tænkt meget over hvorfor. Det tøj, jeg er kommet i, er ikke flottere, smartere eller mere moderne, end det, de selv render rundt i. Faktisk er der flere deroppe, der er mere med på moden, end jeg selv er. Mit hår ligner også noget, der er løgn. Så hvad er det? Er det blikket i øjnene, der gør os forskellige? Er det fordi jeg ikke har et misbrug aftegnet og furet i ansigtet? Hvad er det i min fremtræden, der gang på gang afslører, at jeg ikke er en af dem, men nogen af os? Hvordan kommer det til udtryk? Hvorfor kan de mærke, at min situation er anderledes fra deres?

Interviewet med Marx d. 19.11.04 - Sofie

I dag var der larmende i Gaderummet, men folk var gode til at tage hensyn under interviewet. Vi sad i køkkenet, og det var faktisk hyggeligt. Da interviewet var forbi sagde Marx pænt farvel, og han håbede, at jeg syntes, at det var gået godt. Han var meget høflig. Og det lod til, at han virkelig havde indstillet sig på at skulle interviewes. Virkede som om han havde forberedt sig lidt. Efter interviewet snakkede jeg lidt med Claude, prøvede at få ham til at ringe til den franske ambassade, således at han kunne finde ud af hans muligheder og rettigheder. Han gav mig en sociologibog fra 1983. Det var pænt af ham. Han sagde, at han godt kunne lide at give gaver.

Interview med Sofus og Pernille d. 14.11.04 - Jakob

Efter at have lavet en række aftaler med Sofus og Pernille lykkedes det endelig at få lavet interviewet. Det havde ikke været helt nemt. De første par aftaler var lavet om eftermiddagen, og når jeg ankom, havde de enten været for skæve eller trætte. Da jeg havde en fornemmelse af, at jeg kun ville få en chance med dem, var det vigtigt, at de var friske og motiverede. Derfor endte den tredje aftale med at være søndag morgen kl. 12.

Pernille havde spurgt, om jeg ikke tog kage og lys med, så vi kunne hygge os sammen, mens vi lavede interviewet. Så på vej derhen stopper jeg i bageren på Nørreport St. og køber en stor chokoladekage og noget kakaomælk. Kagen ligger i en fin lyserød æske. Mens jeg går op ad trapperne, tænker jeg over, hvordan det vil se ud, når jeg kommer ind i Gaderummet med æsken. Og hvordan Sofus og Pernille har det. Om de vil i dag! Jeg er nervøs for interviewet. Vil gerne have, at det bliver godt. Men vil også gerne have det lavet. Men ikke for enhver pris. Hvis de er alt for skæve, vil jeg hellere vente.

Jeg er kun lige kommet ind af døren, da jeg ser dem begge. De sidder sammen med et par andre. Pernille ser overrasket ud, da hun ser mig og spørger, om det er i dag, at vi skal lave interviewet. Jeg fortæller hende, at det er det, vi har aftalt, og at jeg har købt en lækker kage. Hun ser glad ud.

Da de sidder og hygger sig, beslutter jeg at sætte mig lidt og hygge med. Måske komme på nogle flere idéer til spørgsmål. Både Pernille og Sofus virker friske. Vi aftaler lige at sidde lidt sammen med de andre, inden vi laver interviewet. Jeg spørger, om vi kan gå ovenpå og lave interviewet, så vi slipper for støjen, men Pernille må stadig ikke gå derop, efter at hun er blevet anklaget for at stjæle fra de andre. Jeg kigger rundt og vurderer, at hvis der ikke kommer flere mennesker lige foreløbig, kan det godt lade sig gøre. Jeg foreslår dog, at vi gør det inden så længe.

En pige henvender sig til mig pga. mit udseende. Jeg fortæller, hvad jeg laver og finder ud af, at jeg har set hende nede på Roskilde Festivalen, hvor hun har stået for mad til medarbejderne. Vi kender en masse af de samme mennesker. Jeg får hurtigt drejet samtalen tilbage til Gaderummet. Det viser sig, at hun er tidligere medarbejder med rødder i det autonome miljø. Hun fortæller, at hun bare er kommet forbi for at se til sine ”unger”, som hun kalder dem. Vi snakker om det med at være anderledes, og hvordan naboerne ikke kan udstå dem heroppe. Specielt fortæller hun om en episode, hvor gaderummet brændte, og nogen i nabohuset åbnede champagne.

Vi blander os igen i samtalen med de andre. Emnet er nu tandlægen. Pernille mangler en fortand, og Signe siger, at hun vil tage Pernille under armen og slæbe hende ned til hjemløsetandlægen. Men Pernille er bange. Hun vil hellere mangle en tand end at gå til tandlægen, men Signe insisterer på, at man ikke kan mangle en tand, når man er så smuk som Pernille. Det er kun gamle narkomaner, der kan den slags. Hvis Pernille ikke gør det frivilligt, vil hun slæbe hende derned.

Lidt efter skal Signe videre, så jeg foreslår Sofus og Pernille, at vi går i gang med interviewet. Det virker som om, de er en smule nervøse over at skulle interviewes eller måske alligevel ikke har lyst. Så jeg forsøger at berolige dem lidt. Til sidst bliver vi enige om at lave det. Jeg går hen og begynder at stille tingene frem på det store bord længst væk fra døren. Men mens jeg går og finder tingene frem, begynder Pernille og gøre rent. Jeg står et stykke tid og venter derovre og håber, at de måske vil komme hen af sig selv, men der er meget beskidt efter weekendens fester i Gaderummet. Efter et lille stykke tid, beslutter jeg at hjælpe til, så vi kan komme i gang. Det tager omkring tre kvarter, så er der nogenlunde pænt.

Klokken er omkring 13.45, da vi endelig kan gå i gang. Der er stadig en morgenstemning i Gaderummet; ikke så mange mennesker og ikke så meget støj. Jeg beslutter at varme dem lidt op med spørgsmål om deres konkrete forhold, inden vi begynder med billederne. Allerede efter fem minutter fortryder jeg, at Pernille deltager i interviewet. Hun afbryder næsten konstant Sofus, og meget af det, hun siger, forstår jeg ikke. Hun taler ofte helt udenfor kontekst. Jeg siger, at de skal tale én af gangen, da jeg ellers vil få en svær opgave med at transskribere. Det virker i et minut, så sidder Pernille og afbryder igen. Jeg forsøger en strategi, hvor jeg stort set kun kigger på Sofus, når han taler. Det virker som om, Pernille bliver frustreret over at blive ignoreret. På et tidspunkt da Sofus sidder og snakker, prøver Pernille at bryde ind. Jeg skynder mig at stille et opklarende spørgsmål direkte til Sofus, og Pernille udstøder et suk over ikke at kunne komme til orde. Da han er færdig, spørger jeg Pernille, hvad det er, hun vil sige. Strategien virker nogenlunde, men det lykkedes hende gennem resten af interviewet at bryde ind flere gange eller afslutte Sofus’ sætninger.

20 minutter inde i interviewet begynder Sofus at mikse hash og tobak til bongen. Jeg føler ikke, at jeg kan bede dem lade være. Hvis der ikke er plads til, at de kan gøre, hvad de vil, risikerer jeg måske, at de mister lysten til at være med endnu mere, end de allerede har. I stedet for bruger jeg anledningen til at snakke om hash på et overordnet plan.

Sofus lader ikke til at blive synderligt påvirket, men Pernille begynder at stamme rigtig meget og indimellem er det, hun siger, virkelig syret. På et tidspunkt går Sofus fra interviewet for at riste en smøg i en gryde i køkkenet. Det er chancen for mig til at snakke med Pernille alene. Og jeg tager udgangspunkt i en række specifikke ting, hun har fortalt om sin familie. Det lykkedes at få hende til at snakke om sin familie, og det bliver kun en lille smule syret.

Da interviewet har været i gang i over en time, kan jeg mærke, at de er ved at være trætte. Jeg har stadig en masse ting, jeg gerne vil snakke om, men jeg beslutter mig for at tage de spørgsmål, som er vigtigst. Til sidst skal de lave kort over deres færden dagen før. Jeg starter med Pernille, da hun næsten ikke kan sidde stille længere. Da hun er færdig, er det Sofus’ tur, men Pernille vil ud og gå, og hun synes, det tager alt for længe. Til sidst siger jeg, at jeg har nok materiale, men Sofus overhører det, fordi han skælder sin hund ud og fortsætter. Pernille er ved at flippe helt ud nu. Pludselig kommer Klaus og Marx op at skændes i den anden ende af lokalet. Det er voldsomt, og de råber højt af hinanden. Marx har gjort et eller andet ved Klaus’ søn, og Klaus er stiktosset. Vi retter alle vores opmærksomhed mod skænderiet. Så spørger jeg dem om Klaus, og hvorfor han er sur. De ved det ikke, og jeg beslutter, at det er tid til at sige tak. Jeg slukker maskinen. Mens jeg pakker sammen, spørger jeg dem, om de synes, det har været sjovt at være med. En lille smule får jeg at vide, men de virker ikke synderligt begejstrede. Sofus fortæller mig, at han er blevet interviewet mange gange før, og at han er vant til det.

Vi følges ud af døren alle tre sammen med Sofus’ hund. Da vi kommer ned i baggården, skal jeg låse min cykel op, men de går videre uden at vente på mig. Jeg skynder mig at låse op og køre efter dem. Jeg siger tak for deres deltagelse og forklarer kort, hvad der nu skal ske, men de virker fuldstændig ligeglade. Jeg runder af og lader dem slippe.

Interview med Fernando d. 17.11.04 - Marta

Efter at Fernando har mistet det første engangskamera, og jeg har udleveret et nyt til ham, går der kun en dag, før han ringer til mig og siger, at han har taget alle billederne. Jeg bliver positivt overrasket over, at han på eget initiativ kontakter mig og i telefonen virker han meget engageret i opgaven. Samtidig bliver jeg også urolig for, om billederne nu har samme overvejelser og substans, som de første han havde taget med det mistede kamera, og om han nu bare gerne vil have opgaven overstået(?).

Vi taler om hvilket sted, hvor han kommer, der er mest roligt, sådan at optagelsen kan blive så klar som mulig. Fernando foreslår en café ved Grøntorvet – tæt på Café Bissau. Jeg synes, dette er en rigtig god idé, da jeg på denne måde får indsigt i endnu et af mulige nodalpunkter i Fernandos færden i det københavnske landskab.

Vi mødes dog først på Café Bissau, hvor jeg får et glas mælk, og Fernando får sin sædvanlige Tuborg. Vi sidder lidt og hyggesnakker, hvor jeg indimellem leder samtalen hen på det forestående interview for at forberede ham på det. Fernando er meget ivrig efter at få billederne at se, så dem sidder vi lidt og kigger på, inden vi går over til den anden café.

Den anden café er meget anderledes end Café Bissau. Den er mere moderne i indretningen og gæsterne er mere blandede, hvor Café Bissau er stærkt præget af næsten udelukkende afrikanere. Det virker dog her som om, der er et meget internationalt miljø, idet jeg kan høre flere forskellige sprog blive talt. Jeg finder også ud af, at ejeren af stedet er italiener, og Fernando er venner med ham. I det hele taget tegner der sig en bred bekendtskabskreds, som Fernando synes at befinde sig i. Under interviewet er der flere forskellige typer, der kommer hen og hilser på forskellige sprog.

Vi finder et hyggeligt sofaarrangement i et hjørne af caféen, og inden interviewet går i gang, køber jeg en Tuborg til Fernando og en kop te til mig selv.

Umiddelbart synes jeg stedet fremstår meget roligt med dæmpet musik i baggrunden, men da interviewet går i gang tager baggrundsstøjen til. Eller måske virker den mere intens, nu hvor jeg skal koncentrere mig om Fernandos ord og beskrivelser af billederne? Det får mig til at tænke, hvordan steder i Fernandos landskab har præget hans forståelse af ro. For denne café er måske faktisk meget rolig sammenlignet med Gaderummet eller Café Bissau, men den bærer også præg af samme omskiftelighed, som jeg har lagt mærke til i både Gaderummet og på Café Bissau.

Interviewet går i gang. Jeg er en smule nervøs for, hvordan det skal forløbe. Især er jeg bange for, at optagelsen skal blive dårlig. – Ikke mindst fordi jeg til tider har svært ved at forstå præcist hvad, Fernando prøver at udtrykke på sit engelske. Der går dog ikke lang tid før jeg føler mig afslappet og hengiver mig til fortællingerne og lader min personligt og teoretisk informerede nysgerrighed ’styre’ interviewet.

Jeg har en fornemmelse af, at Fernando gør sig stor umage med at komme med gode forklaringer, så han ikke kommer til at skuffe mig. Jeg prøver at afdramatisere dette ved nysgerrigt og empatisk at støtte ham i fortællingerne hen ad vejen. Jeg har ofte lyst til at bidrage med noget selv, ikke mindst fordi jeg tidligere har oplevet, at mine egne bidrag til samtalen fik Fernando til at udvide sine fortællinger. Jeg holder dog igen for ikke fylde for meget på båndet.

Efter 10-15 minutter virker Fernando helt udmattet og jeg foreslår om vi ikke skal holde en lille pause. Han tænder sig en smøg, og jeg køber endnu en Tuborg til ham. Det er svært med disse pauser, som der kommer flere af under interviewet, fordi jeg i pausetiden holder båndoptageren slukket, og det er ofte i pausen, at Fernando taler mere frit fra leveren og får nogle gode associationer. Jeg prøver nogle gange at spørge ind til disse ’pause-pointer’, når båndoptageren tændes igen.

Efter interviewet sidder vi og hygge-snakker i en halv times tid, hvorefter vi går hver til sit.

Gry interviewet d. 21.11.04 – Sofie

Gry var ivrig, husker jeg. Hun ville så gerne snakke, og stemningen var hyggelig. Hun snakkede meget med sine arme og smilede venligt. Det føltes mere som en egentlig samtale end interviewet med Marx. Gry forventede, at jeg gav igen, forventede at det var en samtale, tog det meget mere uformelt, end Marx gjorde. Også da vi var færdige, sagde hun bare hej hej. Ikke noget med at opsummere, eller som Marx at håbe, at jeg syntes, at interviewet havde været godt. Ellers var det en meget urolig dag, og vi blev ofte afbrudt af folk. Men Gry overraskede mig. Jeg vidste egentlig ikke meget om hende til at starte med, så hun overraskede mig med, at hun havde boet på gaden som 14-årig. Vi sad også i køkkenet. Det var et godt sted at sidde, især da det viste sig, at det for hende var et af de hyggeligste stedet i Gaderummet. Jeg vil give hende ret.

Jeg begynder at føle mig som et kendt ansigt i Gaderummet. Folk hilser, nogle med et diskret nik, nogle med et hej. Det gør det lettere at være der, når ens tilstedeværelse anerkendes.

Nye betydningsfulde steder - Marta

I min deltagende observation og dertilhørende mere eller mindre formelle samtaler med Fernando og andre af de unge hjem(løse) er det undervejs gået op for mig, at mit repertoire af betydningsfulde steder har udvidet sig.

Først og fremmest kan jeg ikke køre op ad Nørrebrogade uden at vende blikket mod nr. 56, hvor Gaderummet befinder sig. I dette blik udfolder hele gården, trappeopgangen og selve Gaderummet sig som en indre film. Ofte prøver jeg at huske, hvordan jeg inden projektet kørte forbi dette sted uden overhovedet at vide, at det fandtes – men det er svært, da den nuværende erindring om Gaderummet har overtaget domænet for erindringen om et ’ikke-Gaderum’.

Også andre steder har afsat betydningsfulde spor i min erindring, og disse steder er særligt knyttede til Fernandos fortællinger. Café Bissau, som stedet for vores møder og samtaler, og hans fortællinger om Guinea Bissau har skabt en ny geografisk orientering mod det afrikanske kontinent, som jeg ikke tidligere har haft. Dette har også bevirket, at jeg i det københavnske gadebillede nu prøver at placere visse afrikanere som mennesker fra Guinea Bissau, hvor jeg tidligere kun har hæftet mig ved somaliere.

Således har disse nye betydningsfulde steder også indflydelse på min relation til andre kroppe i ’mit’ københavnske landskab.

Din krop kan ikke klare dit liv d. 09.12.04 - Jakob

Jeg læser linjen en gang til. ”Din krop kan ikke klare dit liv.” Jeg kan mærke klumpen sætte sig i halsen fysisk og mærke, at tårer presser på indersiden af mine øjne. Jeg sidder alene ved det store bord i Gaderummet. Alene. Jeg læser linjen igen og igen. Så bliver jeg nødt til at bladre videre i husbogen, som jeg har siddet og kigget i for at finde ud af, hvad der er sket med Pernille. Den næste side er endnu et referat af et husmøde, men håndskriften er ulæselig. Jeg bladrer endnu en side tilbage i bogen, som jeg læser bagfra. Linjen runger i mit hoved. ”Din krop kan ikke klare dit liv.” ”Tag dette brev med op til din sagsbehandler.” Jeg kigger over på dem, der sidder i sofaen og ryger hash og griner. Jeg bøjer nakken endnu mere. Jeg kan godt styre mine følelser, men jeg er bange for at en tåre snart triller ned ad min kind. Jeg bladrer tilbage og læser Klaus’s brev til Sune en gang til. Det forklarer, hvorfor han ikke kan komme i Gaderummet mere; pga. problemerne på Bornholm. Det er ikke et brev, der skælder ud. Det er fyldt med empati, men på en så direkte måde, at de går lige igennem mig. Jeg har aldrig mødt Sune, men jeg har hørt en masse om ham. Om hans vold mod de andre, hærgeri og balladen. Og der, da jeg hørte om ham første gang, var jeg glad for at høre, at han ikke kom mere i Gaderummet. Jeg havde ikke lyst til at møde ham overhovedet. Han var en nar over for de andre, og de var bange for ham. Han ødelagde det for alle andre. Men nu... ”Din krop kan ikke klare din liv” ”Medicinfribehandling på bispebjerg” - ”Afgiftning” - ”Du skal selv have lyst...” Nu gør det ondt. Det føles, som om det ikke er hans eget valg, eller at han har et valg, men ikke magter at tage det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det gør så ondt indeni at læse brevet eller at have læst det. Tænk hvis han ikke har lyst selv, og hans krop en dag ikke længere kan klare hans liv... og han dør... Hvorfor er der ikke nogen, der passer på ham? Det er da for meningslyst og spild af liv... Måske er det fordi jeg har set Gaderummet som et sidste sted, hvor nogen passer på dig. Og når Klaus så skriver, at de ikke længere kan hjælpe ham, så er han alene. Hvis han ikke selv magter at træffe et valg om et liv, som hans krop kan klare, så er de ”mange gode år foran dig”, som Klaus skriver til ham, ”måske blot ingenting”. Så venter der ham bare det liv, som hans krop ikke kan klare, indtil den giver op til sidst. Og så er der et menneskeliv fyldt med svigt, vold, fest, stoffer og druk, hvis krop kom, så og tabte, slut. Det er for meningsløst.

Jeg opgiver mit forehavende i Gaderummet, som var at møde Sofus og Pernille. Jeg har været der 1½ time, og Pernille er smidt ud igen efter et manisk oprydningsarbejde i nattens muld og mørke, som har resulteret i, at halvdelen af Gaderummets inventar er røget ned på bagtrappen mellem 3. og 4. etage. Ingen har set hende siden... Hvor er hun henne? Kan hendes krop klare hendes liv? Jeg lægger bogen på plads og hilser kort på vej ud af døren. Men kigger ingen i øjnene. Jeg er for blød til dette sted. Min krop kan godt klare at være der, men mit hoved...

Jeg cykler hjem langs søerne for at undgå mennesker. Ved ikke om jeg kunne klare nogen former for konfrontationer nu. Cykler på fortovet for at komme udenom dem, som holder for rødt og venter. En mand kommer gående imod mig, men træder til side i sidste øjeblik. Jeg er ham taknemlig for ikke at søge en konfrontation, fordi han også har haft en lortedag. Eller et lorteliv... Føler mig helt irrationel og mærkelig til mode. Trist.

Kommer hjem. Kan mærke at tårerne snart må komme ud, at det vil være usundt, at holde dem tilbage. Da jeg kommer ind, har jeg mest lyst til at gå direkte ind på mit værelse, men jeg stikker hovedet ind til dem, jeg bor med. Small talker lidt. Pludselig kommer sætningen ud af min mund. ”Din krop kan ikke klare dit liv.” Først er der ingen respons, som om jeg ikke sagde det højt nok, eller fordi det er totalt uden for kontekst. Men jeg måtte have det ud. Nikolaj vender sig langsomt og kigger op på mig. ”Din krop kan ikke... hvad?” ”Dit liv!”, svarer jeg. ”Det var bare noget jeg læste nede i Gaderummet. Jeg skal lige på toilettet.” Så går jeg ind på mit værelse og sætter mig foran mit skrivebord og græder. Har lyst til at skrige, skælde ud og ødelægge noget. FUCK en lorteverden. Er et rigtigt menneskeliv ingenting værd? Jeg forstår det ikke.

Grys respons d. 09.12.04 – Sofie

Jeg havde en aftale med Gry og Marx om at mødes i Gaderummet for at vise dem fortætningerne, og for at få deres respons på dem. Jeg kom kl. 16.00 og håbede at finde Marx, men han var der ikke, så jeg faldt i snak med Claude. Han var som altid venlig, og vi snakkede om stort og småt. Han gav mig en tekst, et digt, som han bad mig oversætte, således at han kunne hænge den op i Gaderummet. Han var meget ivrig og fortalte om sine poetiske udfoldelser. Der gik en halv time med kedsomhed og venten, og så ringede jeg til Marx. Han havde glemt vores aftale, og jeg skal nu først mødes med ham på mandag. Men Gry kom til tiden. Hun havde helt fint nyt tøj på. Vi satte os i en sofa, og jeg tog hendes fortætninger frem. Det lader til, at Pernille er væk fra Gaderummet; om hun er gået af egen fri vilje, blevet smidt ud eller blot forsvundet, ved jeg ikke, men hendes fravær gjorde, at Sofus havde overskud til at sætte sig hen ved Gry og mig. Han var meget interesseret i at snakke, og fortalte, at han ikke havde røget et bonghoved i to dage. Jeg tænkte, at det måske var på grund af Pernilles fravær.

I køkkenet var nogen i gang med at lave mad. Det var torsdag. Og i stuen gjorde folk rent, vaskede gulv. Der skulle være offentligt møde om hash, og der var lagt op til det helt store. Der var en hektisk, men organiseret stemning. Og på trods af at folk som sædvanlig var skæve, fulde, sjove, og stille var det som om, at alle var indstillet på det kommende møde.

Gry læste sine fortætninger, langsomt, og jeg studerede hendes ansigtsudtryk imens. Hun skiftevis smilte og nikkede. Da hun var færdig, sagde hun, at hun syntes, at de var gode, og at hun godt kunne genkende sig selv. Da jeg spurgte, om der var nogle hun syntes manglede, svarede hun nej, og det virkede på hende, som om hun var godt tilfreds. Hun ville meget gerne beholde sine digte, og da jeg sagde, at selvfølgelig måtte hun beholde kopien, svarede hun, at det ville være hyggeligt at have dem derhjemme. Det virkede ikke på hende, som om der var noget i vejen med dem. Hun virkede tværtimod meget begejstret. Da jeg ikke kunne finde nogen utilfredshed hos hende, begyndte vi at småsludre. Det viser sig, at hun har fået den praktikplads, hun ønskede, så jeg er glad på hendes vegne. Det går godt med hendes værelse, men hun er der ikke så meget, da hun er begyndt at komme sammen med Per fra Gaderummet. Så nu er hun mest der. Hun begyndte at lege politimand overfor nogen, der ville drikke øl; ”det er torsdag, så det må man ikke”, sagde hun. Og jeg tænker, at hun har en underlig position deroppe. På den ene side er hun en succeshistorie; har fået et sted at bo, er stoffri og drikker ikke, har fået arbejde. Men på den anden side er der en del af hende, der ikke kan slippe Gaderummet og ’det liv’. Jeg tror, at hun er for glad for de mennesker, som er der, for at kunne ’komme videre’. Men igen så kan jeg ikke forstå min egen indstilling til denne situation. Hvorfor ville jeg synes, at det var bedre, om hun helt og holdent cuttede kontakten til stedet og menneskene i det? Måske det er fastholdende, men på den anden side kan jeg se, hvor meget det giver hende at føle sig ovenpå, som hun er i dette landskab. Og hvad er der galt i at give tilbage til nogen eller noget, der har hjulpet? Hvad er det så for et normalitetsbillede, jeg operer med?

Uanset hvad så var det en hyggelig aften. Jeg snakkede med hende en halv time, og så var der mad, og jeg besluttede mig for at gå. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg kan bruge denne (manglende) respons til. Hun godtog fortætningerne uden problemer, men skyldes det en egentlig accept? Eller skyldes det vores relation, der uanset den uformelle omgangstone, er af ulige art. Mens Gry læste fortætningerne, kom der en meget fuld dreng hen og ville vide, hvem jeg var. Hun bad ham gå, men han insisterede. Og hun vidste ikke, hvad hun skulle kalde mig; ”det er bare én”, ”det er noget med en opgave”… Da han spurgte, om jeg var en veninde, sagde hun, ”ja ja, det kan vi godt sige”. Det var tydeligvis blot en måde at få ham til at gå, eftersom han ikke ville det, før kontakten var etableret, men scenen gav mig stof til eftertanke.

På vejen hjem tænkte jeg på fortætningerne, at de er øjebliksbilleder, der relationelt belyser en grænsedragningsproces; en proces der sker i læsningen, i skrivningen, men også i tænkningen om dem. Hvad er det jeg tænker, når jeg læser dem, og hvordan vil jeg læse dem, efter Gry har fortalt mig, at hun kan genkende sig i dem? Og at hun er glad for, at fortætningerne tillod hende ”selv at få lov til at sige det, jeg mener’, som hun udtrykte det.

Fernandos respons på Café Bissau d. 07.12.04 - Marta

Jeg ankommer til Café Bissau for at mødes med Fernando med henblik på at få hans respons og kommentarer på fortætningsværket, som jeg selv er meget stolt over.

Vi indgår i en bevægelse, der efterhånden har fået et rutinemæssigt præg, idet jeg i alle mine møder med Fernando på Café Bissau starter med at hilse med et håndtryk, som nu har udviklet sig til et knus og et kys på kinden. Så sætter jeg mig ved et bord på opfordring af Fernando, og han spørger mig, om jeg kunne tænke mig en kop te. – Jeg svarer som regel ja. Herefter går der ca. 10 minutter, hvor jeg sidder alene ved bordet og ofte bliver tiltalt af andre tilstedeværende kroppe på stedet, alt imens Fernando sysler med teen ude i køkkenet. Så kommer Fernando med teen og sin egen Tuborg. Vi taler lidt frem og tilbage, om hvad vi hver især har lavet siden sidst, hvorefter jeg leder samtalen hen på dette mødes formål.

I dag skal det handle om hans mening om fortætningerne, der er blevet lavet på baggrund af hans interview. Jeg forbereder ham på, at han kan sige, lige hvad han har lyst til og må derfor endelig komme med negativ kritik, som vi vil medtage i rapporten, men vil deraf ikke ændre på fortætningerne. Derudover forklarer jeg ham, at jeg i samtalens forløb vil notere mig visse ting på papir.

Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at fange hans koncentration i dag og spørger, om han er træt. Han er træt, da han har festet og drukket hele natten og kun sovet få timer. Han har nemlig haft besøg af nogle venner fra London.

Jeg præsenterer ham for fortætningerne på papiret. Jeg forklarer, at selve fortætningerne er helt hans ord, men at overskrifterne er vores. Hertil gennemgår jeg også temaoverskrifternes betydninger, da han ikke forstår dem, som de står der på dansk.

Han spørger, om han skal læse dem højt for mig, hvilket jeg synes er en glimrende idé, da jeg derved kan hører hans ord – fortættet af mig – blive udtalt på ny… Effekten er, at jeg tydeligt kan genkalde mig interviewets sang og lyde. Højtlæsningen bliver dog hurtigt opgivet af Fernando, da han finder det svært at udtale ordene, når de kommer fra papiret.

Mens han læser, bruger jeg tiden på at læse hans ansigtsudtryk, hvilke udtrykker stor

koncentration, som dog ofte bliver afbrudt af lydene og bevægelserne omkring os i caféen. Til at begynde med virker det som om, Fernando har svært ved at forholde sig til fortætningerne og giver kun udtryk for at finde fortætningerne ’ok’.

Til fortætningen, Half In-Between, udtrykker han usikkerhed om, hvorvidt hans liv ville have været bedre i Afrika. Han mener nu nærmere, at det ville have været anderledes. For ham handler fortætningen ikke så meget om, hvor hjem er, men om tilhørsforhold.

Selvom Fernando har svært ved at udtrykke, hvad han mener om de enkelte fortætninger, begynder han dog alligevel meget hurtigt at indtage en analytisk (distanceret) position i forhold til fortætningerne, hvilket han reflekterer åbent over ved fortætningen, Everywhere?. Hertil siger han, at fortætningerne igangsætter en auto-analyse, som han dog nægter mig adgang til at spørge nærmere ind til, da han mener, at det hans privatsag. Den distancerede position fornemmer jeg ved, at han synes, at fortætningerne virker en smule kunstige, idet de jo handler om billeder – visuelle udtryk og ikke som sådan om ham. Denne dobbelte analytisk-distancerede positionering finder jeg meget interessant, da den jo faktisk fremstår noget modstridende. Kan hans distance til fortætningerne måske fortolkes som et beskyttelsesværn mod en mulig blotlægning af hans person?

Ved fortætningen, Doing-Learning Home, smiler han og forklarer sin reaktion ved, at fortætningen vækker nogle gode minder i ham og han husker, hvad ’manden’ havde sagt til ham under opholdet på Gran Canaria. Samme grinende udtryk har Fernando ved fortætningen, Africa in Europe in a Place in a Time, som han mener, indfanger stemningen på Café Bissau rigtig godt, men tilføjer, at denne fortætning jo kun er en del af virkeligheden. Fortætningen, My TuBORG is my Castle, frembragte størst latter hos Fernando. Udover at synes, at den er meget sjov, syntes han også, at legen med sproget er meget poetisk. Især er han interesseret i at forstå ordlegen i TuBORG, hvortil jeg forklarer, at borg betyder castle på engelsk.

Karakteristisk for Fernandos læsning af fortætningerne er, at han ofte gennemlæser den samme fortætning flere gange, læser en anden, for så at vende tilbage til den første, før han giver en kommentar. Denne læsestrategi finder jeg meget interessant, da det jo netop er sådan, vi ønsker at fortætningsværket skal læses af læseren af rapporten. Samtidig lægger jeg dog også mærke til, at trods Fernandos egen valgte læsestrategi ’tvinger’ tekstens udformning/opsætning på papiret hans øjes gang i en bestemt retning. Retningen bliver afrettet vertikalt, da fortætningerne står i kolonner. Men det særligt interessante er, at nogle af kolonnerne på siden bliver brudt af en ny temaoverskrift, hvilket han ikke ænser men fortsætter nedad, selvom den pågældende fortætnings fortsættelse skal findes i næste kolonne øverst på papiret. Dette kan måske skyldes, at de fleste temaoverskrifter står på dansk og derved ikke er umiddelbart forståelige for Fernando. – Jeg havde dog til at starte med forklaret og oversat alle temaoverskrifterne.

En gennemgående reaktion hos Fernando, som også blev nævnt ved fortætningen, Africa in Europe in a Place in a Time, er at disse fortætninger jo kun udgør dele af hans narrativ og liv. Således er hans kommentar til Society-We-I, at betragtningen, der kommer frem i denne fortætning, hører fortiden til – til tiden, da han stadig gik i gymnasiet. Han understreger således, at han nu mener, at universet er hans hjem og derfor ikke har brug for at positionere sig på samme måde, som da han gik i gymnasiet og havde en anden forståelse af hjem/hjemløshed.

Som læsningen skrider frem, bliver Fernando mere og mere refleksiv og frembyder nye fortolkningsmuligheder til fortætningerne. Af at læse (de)orientate får han noget helt andet frem end det at finde hjem eller ikke at finde hjem. Han hæfter sig åbenbart ved midten af fortætningsoverskriften, orient og kommer med en længere forklaring om, hvordan Orienten altid har fungeret som et sted, hvor folk rejser til for at finde spirituel vejledning. Jeg ved ikke hvor relevant denne tolkning er for vores behandling af hjem/hjemløs-konstruktioner, men det får mig til at tænke på hvor fremtrædende og styrende, vi kan læses frem i fortætningerne blot i kraft af vores fortolkende overskrifter.

Hertil er det også tankevækkende, hvor nysgerrig Fernando forholder sig til temaoverskrifterne. Han hæfter sig især ved temaoverskriften, Subjektiverende grænser og forsøger at (ind)skrive sin egen forståelse af denne overskrift. Han forstår den som en indkredsning af livet forstået som en kliché, hvortil han kommer med eksemplet, at man tager sig en lang uddannelse med perspektivet om at få et arbejde etc. og så ikke får noget arbejde. Jeg forstår hans eksempel og refleksioner, som at grænserne i subjektiveringsprocessen konstitueres af selvfølgeliggjorte idéer om livet i samfundet, hvilke både kan virke fremmende som begrænsende.

Et andet eksempel på en for mig ny fortolkning af fortætningen, A Massive Book, kommer frem, da Fernando siger, at den måske i virkeligheden handler mere om ensomhed. Og det at forstå et sted som en bog, der kan læses, gør ensomheden på stedet mere udholdelig og bringer tankerne hen på andre ting end ensomheden. Jeg tænker hertil, at vi med denne responsstrategi, hvor de unge hjem(løse) bliver konfronteret med deres egne ord, faktisk formår at destabilisere nogle af deres selvfølgeliggjorte og måske lidt kliché-agtige forståelser af sig selv ift. hjem og hjemløshed.

Ligesom klichéerne bliver også den lidt romantiserede abstrakte forståelse af hjem udfordret ved Fernandos møde med sine egne ord. Ved Not Just Home tilbyder han en anden forståelse af frihedsbegrebet ift. hjem, idet han ikke som fortætningen hægter det så meget op på sin identitetsdannelse, men siger, at hjemmet frihed for ham også betyder privathed, hvilket jo i en vis udstrækning står i opposition til hans søgen efter omgivende mennesker i sin skabelse af hjem. Ligeledes gør Fernando fortætningen, Out Of mere personlig, idet han fortolker ’ude-af’ som en måde at være hjemløs på – når man aldrig ved, hvor man skal være. Noget som Bronwyn Davies ville kalde en ’being-out-of-place’-væren. Jeg tænker i denne sammenhæng, at forståelsen og repræsentationen af hjemløshedens væsen(er) nødvendigvis må udgøres af en dobbelthed, idet den unge hjem(løse) både føler og italesætter sig hjemløs ift. majoritetssamfundet og ift. hans egen oplevelse, liv og praktik med hjemløsheden.

Hjem(løs)hedens praktikker bliver af Fernando nuanceret ved Resemblance, hvor det at omgive sig med mennesker, som han kan identificere sig med, betyder færre bekymringer – færre barriere, der skulle kunne forhindre ham i at drikke sine Tuborg og ryge sin marihuana/hash.

Et tankevækkende twist ved disse praktikker, synes jeg, kommer frem i Going Home, hvortil jeg spørger Fernando, om han bruger det at sige, ’jeg skal hjem’ som en undskyldning. Det mener han ikke, det er, men mit spørgsmål får ham til at reflektere over det ’at gå hjem’ og kommer frem til, at hjem faktisk er en egoistisk beskyttelse af sig selv og derved kan fungere som en ekskluderingsmekanisme. Altså har man et hjem at gå hjem til, kan dette også betyde, at man kan lukke andre mennesker ude.

Da jeg som et afsluttende spørgsmål spørger Fernando, om han mener, at der mangler nogle repræsentationer og perspektiver fra interviewet eller i det hele taget, svarer han, at fodbolden mangler. Fodboldspillet har nemlig udgjort en stor del af hans tidligere liv i gymnasiet. I interviewet fortalte han dog aldrig om fodbolden som en del af ham, men henviste til en ven, der følte stadion var hans hjem i kraft af samhørigheden mellem fans’ene og fodboldspillerne imellem. Fernando siger dog også, at fodbolden ikke længere er del af hans liv, da han foretrækker at drikke og ryge. Jeg synes denne indvending er brugbar i et kritisk perspektiv på vores empiriproduktion og emneafgrænsning, idet vi jo fra starten besluttede ikke at ville fokusere på de unge hjem(løses) livshistoriske narrativer, som så i de afsluttende faser af empiriproduktionen og analysen alligevel har vist sig at udgøre en stor del af de øjebliksbilleder, vi forsøger at indfange. Men ved ikke at fokusere på de unge hjem(løses) livshistorier har vi faktisk kunnet se, hvordan disse livshistoriske narrativer er dele af subjektiveringsprocessen og til stadig forhandling og rekonstruktion – ikke mindst af og i de unge hjem(løses) egne fortællinger.

En sidste pointe, jeg fik med fra respons-samtalen med Fernando, var, at han understregede vigtigheden af at forstå, at hver læser vil læse og forstå hver fortætning anderledes, og derfor er det også svært for ham at stille sig kritisk overfor fortætningerne.

Sofus’ respons på fortætninger d. 10.12.04 - Jakob

Da jeg kommer op i Gaderummet, sidder Sofus og spiller computer. Han har høretelefoner på. Da han ser mig, hilser han. Jeg fortæller, at jeg har fortættet vores interview, og at jeg gerne vil have ham til at se dem. Han har ikke rigtig lyst. Jeg fortæller, at det er vigtigt, og at jeg tror, at han vil synes, det er sjovt at se dem. Vi aftaler at han lige kan spille færdig. I mellemtiden ordner jeg nogle praktiske ting med Klaus.

Jeg er nervøs for, hvordan Sofus vil reagere på fortætningerne. Jeg er bange for, at han vil blive stødt over den måde, tingene måske står meget direkte på.

Til sidst får jeg lokket Sofus ud i køkkenet, hvor jeg har tænkt mig at præsentere fortætningerne for ham. Jeg tager plads ved bordet og lægger papirerne, så han kan sætte sig ned over for mig. Men han vil ikke sætte sig. Han står op. Går hen og bøjer sig ned over dem kort og begynder at grine. Jeg spørger, hvad det er, han synes er sjovt. Det er hans dæknavn. Har glemt at fortælle, at vi har givet dem nye navne. Han forstår. Han går stadig frem og tilbage. Det er en akavet situation. Pludselig udbryder han: ”Hvad...! Har jeg sagt det?” Jeg spørger, hvilken en han mener. Det viser sig at være Pernilles ”Optage folks tanker”. Jeg forklarer, at han skal læse navnet under fortætningen, eller digtet, som jeg kalder det over for ham. Så streger jeg forsigtigt Pernilles over, men han stopper mig og siger, at han også godt vil læse hendes. Jeg spørger, om vi ikke kan tage dem en af gangen. Men det virker som om, det er alt for stor en mundfuld. I stedet spørger jeg, om der er et, han bedst kan lide. Han tager med det samme ”Smidt ud” frem. ”Det er sådan det er”, siger han og forklarer igen, hvordan der ikke er plads til at være, som man er nogen steder. At han blev smidt ud 6 steder på 5 år, da han boede i Odense. Så spørger jeg ham om ”Akut bolig med hund”. Han synes også, at den er god og begynder at fortælle om menneskerettighederne. Hvordan hans forhold ikke lever op til halvdelen af punkterne. Han synes, at jeg skal læse dem, så jeg selv kan se det. Der er ikke noget privatlivets fred, når man bor på en sofa i Gaderummet. Han går stadig frem og tilbage, mens han taler til mig. Pludselig udbryder han. ”Helt klart, de taler om os, ikke med os”. Det er Pernilles ”Outsider”, han taler om.

Jeg har fundet ud af, at jeg må pege rundt på de forskellige. Jeg peger på ”Ikke dit hjem”, og han læser den. Den kan han også godt genkende sig selv i. Han fortæller om hvordan, man aldrig ved, hvor man skal sove næste nat. Han synes, det er et pres. Det stresser. Jeg kan mærke, at han synes, det er en lidt ubehagelig situation, så jeg kigger ned over papiret og finder den sidste, jeg vil have hans respons på. Jeg vælger ”Privatliv”. Han synes også, at den beskriver det ret godt.

Han har læst dem alle sammen. Jeg spørger, hvad hans synes overordnet om sine egne! Han kan genkende sig i dem alle sammen, men han understreger, at det er et øjebliksbillede. At det ikke skal være sådan altid. Han tager ikke afstand fra dem, men det er som om, han pludselig kan se sin situation klarere og bliver skræmt en smule.

Til sidst snakker vi om forløbet. Jeg spørger ham, om det har været irriterende, at vi kom rendende hele tiden. Det synes han ikke; vi har været ’okay’. Han er vant til det. Fotoopgaven har hjulpet ham med at bruge tiden til ”et eller andet”. Jeg siger, at jeg er rigtig glad for, at han har villet være med, og at han gerne må gå ind og spille computer igen med et lille smil, der understreger, at jeg godt ved, at det alligevel har forstyrret en smule.

Inden jeg går, spørger jeg ham, hvor jeg kan finde Pernille. Han virker vred på hende. Skuffet over at hun har ”fucket op” og ikke længere er der. Han siger, at hun render rundt nede på Skelbækgade og spiser piller og sælger sin krop igen. Jeg skal lede efter hende på Vesterbro. Jeg spørger, om han er ligeglad med hende. Han forklarer, at man ikke kan gøre noget ved det, og at det er hendes eget problem, når hun er sådan. Jeg siger tak endnu engang og tager af sted mod Vesterbro for at finde Pernille.

Marx’ respons d. 13.12.04 - Sofie

Jeg kommer ind i Gaderummet. Her er stille i dag, og mørket udenfor strømmer ind af vinduerne, kun for at blive bekæmpet af de spæde lamper, der oplyser rummet pletvis. Marx sidder på Sofus og Pernilles sofa og ryger en cigaret. Han ser fokuseret ud, som om han tænker meget hårdt. Jeg går over til ham og siger hej. Han svarer med sit kendetegnende ’oy’. Jeg sætter mig ned på en stol ved siden af ham. Da jeg skal til at forklare ham tingenes gang, kontakter Klaus mig. Han vil gerne have mig til at fortælle Patrick, at de snart får brug for hans bil, og spørge ham om, hvornår han regner med, at den kan blive færdig. Efter lidt samtale frem og tilbage, hvor jeg lover at snakke med Patrick, går Klaus igen, og respons-samtalen kan begynde. Det første Marx spørger om, er en cigaret, som jeg giver ham, og han går derpå i gang med at riste. Jeg tager papirerne op ad tasken, og forklarer ham, før jeg viser dem, om overskrifterne, kolonnerne osv. Jeg fortæller ham, at meningen er at åbne op for mulighederne, hvorpå man kan læse, frembringe følelser hos folk og destabilisere forestillingen om hjemløse. Han nikker og svarer, at det lyder godt, og at det ’nemlig er pisse irriterende, at folk bare ser ham og tænker, hey der er en hjemløs, og kigger ned på en’. Han forklarer lidt om hvordan, det er at stå i den situation, hvor folk dømmer uden at kende. Og jeg tænker på Sofus’ fortætning om at blive set som hjemløs. Jeg fortæller Marx, at vi prøver at forstyrre forestillingen om hjemløse ved at sætte parentes om løs for således at understrege, at det ikke er en ensidig størrelse. Og at man sagtens kan have et hjem og være hjemløs på samme tid. Jeg tænker på vores samtale i gruppen i dag; om at sammentænke (be)longing og hjem(løs), at det er to sider af samme sag. At søge noget som man ikke har, men som man måske allerede står i. Derpå giver jeg ham fortætningerne, og han går i gang med at læse. Han læser langsomt, roligt, koncentreret, men hans ansigtsudtryk afslører ikke noget. Det tager en del tid, og jeg bruger tiden til at observere mine omgivelser. Der sidder en del rundt om os, og den cigaret, Marx ristede, er der nu én, der er i gang med at lave en joint ud af. Det er en omstændig proces, og fyren, der laver den, sørger for at hvert milligram hash kommer i. Da Marx bliver færdig med læsningen, kommenterer han dem som et hele og siger, at de er gode. Han mener dog, at starten i ’Vi’ er unødvendig;

Vi

Jeg kunne ikke tage billeder af mine venner

Meget kamera sky

Jeg havde forklaret dem

Det er ikke medier

Der skal forvrænge jeres ord

Egentlig kan jeg godt se hans pointe, men jeg forklarer ham, at det især var vigtigt at forklare repræsentationsproblematikken. Hvorfor vi også giver ham hans fortætninger at kommentere på. At vi ønsker at illustrere det besværlige ved at repræsentere uden at misfortolke. Herefter spørger jeg ham, om han føler, at vi har gjort det nogen steder. Til det svarer han nej. Jeg spørger hvilken en af fortætningerne, han bedst kan lide, og han svarer, at det er ’Kampen’. Han kan godt lide det voldsomme i den, at ordene står så stærkt. Jeg spørger, om han vil kommentere nogle af de andre, men da han ikke rigtig svarer, spørger jeg ham, om han ikke vil læse sit interview eller evt. fortætningsværket som hele. Han vil meget gerne læse interviewet, og jeg giver ham det. Igen går han i gang, langsomt, men sikkert. Jeg prøver at følge hans læsning for at tyde eventuelle reaktioner, men vi har ikke samme læsetempo. Jointen er nu sendt på omgang, og de fire mennesker omkring os deler den. Jeg kigger på dem og tænker, at det ser hyggeligt ud. På den anden side har ham ved siden af mig lige illustreret sin psykose; han snakker med sig selv og får pludselige udbrud, hvor han slår i puden eller på sine ben. Jeg genkender ham fra tidligere besøg, hvor han har ligget i sofaerne og leet i timevis, og jeg tænker, at hvis jeg får tilbudt jointen, vil jeg sige nej tak, men der er ingen der tilbyder, og jeg føler mig – igen – anderledes.

Midt på tredje side giver Marx op i læsningen. Han kan ikke koncentrere sig. Så jeg giver ham interviewet, så kan han læse det derhjemme. Jeg prøver atter at spørge ind til fortætninger, men som med Gry er der ingen synderlig interesse i at kommentere hver enkelt. Ej heller at kritisere, blot en tilfredshed med resultatet. Jeg spørger ham, hvor han egentlig er fra. Han har et spøjst navn, der ikke lyder dansk, og vi skal vide det ift. vores parametertænkning. Han er oprindeligt fra Iran, forklarer han, men flyttede da han var fire. Han kan ikke huske Iran og har ikke besøgt det siden. Men han føler sig ikke som en iraner, heller ikke som en dansker. Han siger, at når han er blandt iranere, er han et udskud, og blandt danskere er han en perker. Så han føler sig ikke rigtigt som noget. Jeg tænker på hans politiske identifikation, at den måske har overtaget den nationale identitet. Herefter snakker vi lidt om løst og fast. Jeg fortæller ham om projektet og mit arbejde. Der går lidt tid, og så beslutter jeg mig at kontakte Claude. Jeg skal jo formidle Klaus’ ønske. Så jeg siger pænt farvel til Marx. Claude begynder med at fortælle den samme historie om bilen, som han altid gør og sammen finder vi nummeret på en bilmekaniker, der kan skaffe de nødvendige reservedele. Jeg skriver et brev til Klaus, hvor jeg forklarer, hvad der er brug for, og at han skal ringe for Claude, da Claude jo ikke kan dansk. Vi snakker lidt frem og tilbage, og til sidst føler jeg, at jeg må rive mig løs. Han snakker som et vandfald. Jeg finder Marx og siger tak for hjælpen, og han siger, at jeg bare skal ringe, hvis jeg kommer i tanke om noget. Jeg undrer mig over, hvad han mon mener, det kan være, men det var nok bare af høflighed. Vi siger farvel, og jeg begiver mig hjemad for at opsummere. Ligesom i eventyret.

Jagten på Pernille d. 10.12.04 - Jakob

I første omgang havde jeg opgivet at få Pernilles respons på fortætningerne. Ingen havde set Pernille, siden hun var blevet smidt ud. Grunden var, at hun i et manisk anfald havde proppet alt i sorte sække og stillet det ud på bagtrappen. Det var ikke ting, der skulle smides ud. Det var alt lige fra bestik til fotoalbums. Hun havde også stjålet ting fra de andre igen. Så nu var hun smidt ud og tilbage på gaden endnu en gang. Sofus fortalte mig, hvor jeg kunne lede på Vesterbro: Reden, Skelbækgade, Mændenes Hjem, Mariakirken og Way Out.

Så jeg cyklede til Vesterbro, hvor alle stederne ligger. Jeg startede på Skelbækgade, men jeg vidste ikke, om jeg skulle konfrontere hende der, hvis hun var der. Syntes at det var for grænseoverskridende for mig og måske også for hende. Men jeg cyklede alligevel forbi af nysgerrighed. Solgte hun virkelig sin krop? Hun var jo helt skør. Hvordan kunne hun administrere det? Hvad var det for nogle kunder, hun havde, og hvad tænkte de, når de samlede hende op? Heldigvis var hun der ikke.

Jeg kørte ned til Reden, men der var lukket indtil tre, og da jeg tidligere havde lavet et interview med forstanderen, vidste jeg, at mænd ikke havde adgang, så jeg droppede at opsøge hende der.

I stedet kørte jeg hen til Mændenes Hjem. Da jeg trådte ind, mindede det mest af alt om afgangshallen i en lufthavn. Et stort fjernsyn hang på endevæggen i lokalet, og folk sad som i en biograf og kiggede på det. Enkelte steder sad folk i små grupper og talte sammen. Jeg kiggede rundt i lokalet, men kunne med det samme se, at hun ikke var der. Jeg havde ikke været der før, så jeg vidste ikke, om der var andre steder, hun kunne være. Jeg gik ned gennem rummet. Midt i lokalet stod en dør åben ind til et kontor, hvor der var 3 mennesker, som ikke var en del af klientellet. Jeg stillede mig i døråbningen og fortalte, at jeg ledte efter Pernille (forklarede navn og udseende). En mandlig medarbejder gik hen i mod mig og trak mig ind i lokalet og lukkede døren bag mig. Jeg troede først, at jeg havde gjort noget forkert, men så forklarede han, at de havde tavshedspligt, og at HVIS de kendte hende, og hun kom i Mændenes Hjem, så ville de gerne give hende en besked. Han rakte mig et stykke papir og en kuglepen. Jeg kunne mærke, at de godt vidste, hvem hun var. Jeg overvejede det kort, men besluttede at lade være. Fortalte dem at jeg ikke ville stresse hende yderligere, fordi jeg mente, at hun ikke havde det så godt. Det virkede som om det gav points hos de tre medarbejdere.

Så kørte jeg forbi Mariakirken, men hun stod ikke ude på pladsen, så jeg fortsatte ned på Way Out. Klokken var lidt over 2, og stedet åbnede først klokken 3. Jeg læste de papirer, der hang i deres vindue, og pludselig fik jeg øje på Henrik, som vi havde været til møde med ude hos Ove fra Way Out. Jeg vinkede til ham, og han lod mig komme ind. Han kunne godt huske mig. Jeg forklarede min situation, og han kunne fortælle, at Pernille var begyndt at komme meget de sidste to uger. Han vidste også, hvad der var sket i Gaderummet og fortalte, at Pernille ikke turde hente sine ting der. Jeg fik en kort rundvisning i den lille kælderhybel. Der var rent og pænt. Spots i loftet. Og helt vildt institutionsagtigt. Jeg spurgte, om han havde været i Gaderummet. Han forstod mit spørgsmål og fortalte, at han havde hørt fra andre, hvordan der så ud. Jeg aftalte, at jeg ville komme tilbage, når de åbnede og kigge efter Pernille.

Så tog jeg tilbage til Mariakirken. Denne gang stillede jeg cyklen og gik ind i kirken. Men her var hun heller ikke. Jeg genkendte hjælpepræsten fra et tidligere projekt og forklarede mit forehavende. Han foreslog alle de steder, jeg havde været. Så sagde han ”Så er der kun... ” ”... Gaden tilbage”, afsluttede jeg. Han nikkede sørgmodigt og jeg returnerede hans blik.

Jeg tog op mod Hovedbanen for at se, om hun stod sammen med de andre narkomaner omme ved bagindgangen. Men der var hun heller ikke. Jeg var ved at opgive. Jeg satte mig op på McDonalds på Hovedbanen og lagde en ny slagplan. Jeg havde samlet Pernilles fortætninger i et dokument uden Sofus’. Bag på skrev jeg et brev til hende, hvor jeg forklarede hende, hvad det drejede sig om. Mht. navn og måden fortætningerne er blevet til. Til sidst skrev jeg, at jeg gerne ville høre hendes respons, og at hun kunne skrive dem på papiret, hvis hun havde lyst. Men jeg understregede, at det vigtigste var, at hun bare så dem, eftersom det var noget, vi begge to havde været med til at lave.

Jeg tog tilbage til Way Out, som nu var åbnet. Men Pernille var der ikke. Jeg afleverede det til Henrik og instruerede ham i hvad, han skulle sige til hende, hvis hun kom. Jeg viste ham brevet og sikrede mig, at han ville hjælpe. Det ville han gerne. Jeg fortalte, at det kunne være enormt godt, hvis hun ville skrive, om hun syntes det passede eller ej, men at han måtte vurdere, om det varr for meget, når hun kom.

Jeg kørte tilbage ad Istedgade langsomt. Kiggede efter Pernille, men hun var ingen steder. Havde lyst til at købe et eller andet åndssvagt smykke til hende og lægge det ned til fortætningerne. Vidste at hun ville blive glad for det. Hun elsker den slags små nipseting. Og lige nu var der sikkert ikke så meget andet, der ellers kørte for hende. Men jeg er selv ret fattig, så jeg droppede den fine tanke og tog hjem.

Appendiks 3: Billedmateriale

Fernandos billeder

1 2

3 4

5 6

7 8

9 10

11 12

13 14

15 16

17 18 19

20

Sofus og Pernilles billeder

1 2

3 4 5

6 7

8 9

10 11

12 13

14 15

16 17

18 19

Grys billeder

1 2

3 4

5 6

7 8

9 10

11 12

13 14

15 16

17 18

20 21

22 23

24

Marx’ billeder

1 2

3 4

5 6

7 8

9 10

11 12

13 14

15 16

17 18

19

---

[1] Det engelske (in)scribing har vi valgt at oversætte til dansk med (ind)skrivning.

[2] Vi benytter os konsekvent af landskabsbegrebet og undlader dermed i vores løbende metodiske overvejelser at bruge felt-begrebet, er det fordi, vi mener, at det stemmer bedre overens med vores poststrukturalistiske videnskabsteori, hvilket vil blive nærmere beskrevet i kap. 6.

[3] Fortætningsarbejdet vil blive nøjere fremlagt i indledningen til fortætningsværket i kap. 10.

[4] Disse begreber har Krøjer hentet fra Carolyn Ellis og Bronwyn Davies’ forskning.

[5] § 94-boformer er tilbud under det offentlige, der fungerer som midlertidige eller permanente bo-tilbud til dem, som er beskrevet som de mest udsatte, sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere hjemløse m.fl.

[6] Herudover at understrege landskabsbegrebets subjektiverende karakter, hvilket vil blive forklaret nærmere i teoriafsnittet.

[7] Bech-Jørgensen udkom dog allerede i 1999 med bogen, Normalitetsbilleder, som var et led i en omfattende evaluering af den socialministerielle Storbypulje på 50 mio. kr. til udvikling af tiltag overfor socialt udstødte mennesker (bl.a. hjemløse), som i 1992 blev vedtaget i Folketinget. Her forsøger Bech-Jørgensen teoretisk og empirisk at begrebsudvikle forståelse(r) af normalitets- og udstødningsprocesser, som skal danne grundlag for bogens afsluttende evaluering af de sociale indsatser.

[8] Damkjær, J. et al. (Forår 2000), Eiberg, T. Lefevre et al. (Forår 1999), Fisker, P. R. et al. (Forår 1999), Jacobsen, L. Cohn et al. (Forår 2001), Lund, M. H. et al. (Forår 2000), Pekerman, H. et al. (Forår 2003), Thygensen, S. & Hansen, D. (Forår 1999).

[9] Disse måder at bedrive hjemløshedsforskning kommer tydeligt til udtryk i symposiet omhandlende hjemløshed, som det bliver præsenteret gennem artiklerne i Policy Studies Journal, vol. 28, nr. 2, 2000, s. 331-444.

[10] Undersøgelsen har art af aktionsforskning, hvortil det forstås at Wright har været aktiv deltagende i politiske mobiliseringer af hjemløse.

[11] Se Barnes & Gregory (1997), Cloke et al. (2003a, 2003b) o.a.

[12] Medierne, lovgivningen, byplanlægningen etc.

[13] Værested og overnatningstilbud til unge hjemløse beliggende på Nørrebrogade 56, Baghuset, 4. og 5. sal. 2200 København N. Gaderummet er tilknyttet Regnbuen, som tilbyder gratis psykologisk rådgivning. Herudover tilbyder Gaderummet socialpædagogiske aktiviteter af forskellig art, som er stærkt brugerstyrede.

[14] Vi forstår disse nodalpunkter som materielt-diskursive betydningsbærende markører, som genererer mulige og umulige handlinger og positioner.

[15] Da en dansk oversættelse af be(longing) ikke ville kunne indeholde denne flerdimensionelle betydning, har vi valgt at lade det engelske ord stå uændret i rapporten.

[16] Af samme grund som med begrebet (be)longing har vi valgt at bibeholde den engelske version af begrebet, da vi ikke har kunnet finde en passende dansk oversættelse. Appropriate(d) indeholder nemlig på samme tid betydningerne tilegnet, passende og tilpasset.

[17] Den illokutionære kraft betegner forhandlinger af handlingspotentialet i ytringen. Handlingspotentialet bestemmes gennem brugen af talehandlinger, hvis dominans forhandles mellem afsenders og modtagers ytringer.

[18] Vi kunne f.eks. have indtaget rollen som frivillige medhjælpere og på denne måde holde vores rolle som forskere skjult, hvilket vi ikke valgte at gøre, da det jo netop var vores hensigt at se subjektiveringsprocesserne udspille sig gennem positioneringer og mærkninger mellem ’dem’ og ’os’.

[19] Mange af de unge hjem(løse), vi var i kontakt, havde boet der gennem længere tid (op til 4 år).

[20] Sofie har blandt andet hjulpet til som tolk for en fransktalende beboer, som stedets medarbejdere havde svært ved at hjælpe grundet sprogbarriere. Vi har alle hjulpet til med daglige gøremål som madlavning og rengøring og lign.

[21] Denne litteratur omfavnes af vores litteraturhenvisninger i afsnit 3.3. Derudover henviser vi også til Tilia & Vincenti (2004).

[22] Det samlede billedmateriale er at finde i appendiks 3.

[23] Har tidligere været beboer med egen madras i Gaderummet, men er nu forment adgang til sovesalen, da hun er anklaget for at have stjålet ting fra de andre beboere.

[24] I alt mistede vi fire engangskameraer undervejs i forløbet, hvilket var medvirkende til at sinke processen.

[25] Davies’ engelske ord for erindringsarbejde er memory work.

[26] Det komplekse samspil mellem landskaber malet af os og landskaber malet af ’dem’ vil blive diskuteret i kap. 13.

[27] Pernille har ikke deltaget i responssamtalerne, da hun efter et manisk anfald er blevet smidt ud af Gaderummet. Vi har forsøgt at opsøge hende på de steder på Vesterbro, hvor vi har fået oplyst, at hun holder til, men det har ikke været muligt at få kontakt til hende. Eftersigende har hun igen prostitueret sig og genoptaget sit narkotika-misbrug.

[28] Aktivitets- og værested for 15-25-årige med dansk såvel som udenlandsk baggrund, som i en eller anden forstand har det svært (misbrug, psykiske lidelser, problemer med at finde/fastholde en bolig, ensomhed eller manglende voksenkontakt, vanskeligheder ved at passe uddannelse/arbejde).

[29] Behandlingshjem for stofmisbrugere i København.