Ophævelse af diskretion og tavshedspligt i et konkret tilfælde

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., Gaderummet-Regnbuen

I mere end 12 år har du, Jan Ole Jørgensen, digtet og fantaseret om hvad som helst uden for din rækkevidde, og uden at du har haft nogen kontakt til hverken mig, rådgivningen eller Gaderummet, eller haft kontakt med nogen, der kommer her. Du skriver altid anonymt og fordækt, indtil du afsløres, hvorefter hele smøren kommer en gang til – indtil et spamfilter forhindrer dig videre adgang, eller alle taber energien.

For kendte papirer maj 2007, her Spand. Efterfølgende materiale fra dig, kan findes på diverse blogs, der er gået ned eller ud. Du blander dig, uden at have noget at sige til emnet eller vide derom, og alene for at tilskrive mig dine egne ret slibrige fantasier.

Du var ganske rigtigt en gang med i Rådgivningsgruppen Regnbuen. Det var fra januar 1994 til maj 1995, hvor din deltagelse som rådgiver blev afvist. Ingen forstod heller ikke, hvorfor du var der eller hvorfor du søgte optagelse. Ingen så dig på psykologistudiet, og samtidig var du for det meste fraværende til møderne i rådgivningsgruppen. Og når du endelig mødte op, var du uengageret i arbejdet, men travlt optaget af små papirlapper, du holdt tæt på kroppen. Det var smædebreve om andre – men du var ikke til at få i tale, trods at man selvfølgelig ikke kunne bruge Solidaritetshuset til dette. De pågældende havde skadet dig – så nu skulle du skade dem, sagde du som forsvar.

 

Var Jan Ole Jørgensen overhovedet tilmeldt psykologistudiet, som han hævdede?!

Siden søgte du så optagelse i den psykologiske rådgivning som rådgiver. Men du blev meddelt afslag, se papirer her "Til Regnbuens Rådgivningsdel vedr. Jan Ole Jørgensen, 31.maj 1995, Kalle".

Og lige siden har du så forsøgt at misinformere om mig. Du refererer ganske tit til ”alle de, der var sammen med dig dengang i rådgivningen, og som havde samme holdning som dig om mig”, men du har aldrig nævnt ét eneste navn! Og ingen har nogen sinde støttet dine fantasier. Du står helt alene. Alle navne står for øvrigt på Gaderummets hjemmeside. Den største fantasi fra dig, synes jeg omhandler, ”at jeg ikke er den jeg er. Jeg er ikke født, hvor jeg er født! Jeg er ikke vokset op, hvor jeg hævder at være vokset op, men et andet sted. Og jeg har nærmest ikke været til stede eller været med i rådgivningen, men kom ind meget sent og var kun tålt”.

Du har hen ad vejen søgt at udskifte min identitet med din egen. Det ligner præcist, at du har din opskrift på chikane fra Fjodor Dostojevskis roman "De besatte" eller "Dæmonerne". Du skriver ud fra, hvad du møjsommeligt finder på Gaderummets hjemmeside, og så tilsætter du dine egne seksuelle voldsfantasier. Kan du finde en mail eller et telefonnummer på én via Gaderummets hjemmeside, så er du der også straks med chikanen. Vi har også konstateret, at du er den flittigste læser af Gaderummets hjemmeside. Mange hundrede langvarige besøg blev det til alene i sidste måned. Og at du stort set altid samtidig også åbner alle dine egne indlæg, som er lagt ind under "Spand"! Jeg er holdt op med at læse, hvad du skriver. Jeg gider ikke.

'At være en uønsket i ægtesengen'

Det kører på 12.te år nu – eller er det mere! Og hvilke mange flere søger du samtidig at intimidere! Og er alle udgydelserne om mig bare, hvad du selv gør overfor din egen omverden. Som regel snakker folk højt, når du har haft kontakt med dem – for de føler sig krænket – og derfor ved jeg det.

Du er ganske flittig, kan jeg forstå på folk, jeg tilfældigt møder. Du synes afgjort at ville krænke mennesker omkring dig. Du praler med, at du nyder at ringe til folk og udgive dig for at være psykolog, journalist, tidligere bruger, ansat i Gaderummet mm. og sige noget mere, der heller ikke passer, og du fryder dig når det lykkes. Du opfører dig som 'en uønsket i ægtesengen'. Den eneste måde, det synes muligt at beskytte sig mod dig eller undgå at blive psykisk bestjålet af dig, det synes at være at holde sig fri af enhver kontakt med dig. Det er der nogen, der ikke er heldige med. Herunder mig. Det ligner, at dér hvor du kan gøre størst skade, dét er i åbne sammenhænge, sammenhænge der ser en ny fremmed som en ven man ikke har mødt endnu. En simpel spørgen til dig som person og til hvad du laver, synes at være rigeligt til at du mener dig afvist af den anden, men så kan du jo på afstand bruge internettet, e-mails og telefonen til videre chikane, hvor du samtidig kan skjule og manipulere med både identitet og fysisk væren – hvad du også praler med, at du gør.

Er det her skoen trykker. I og med du fik exit fra rådgivningen i Solidaritetshuset, så var der ikke andre steder udenfor universitetet, du kunne hoppe videre til. De var prøvet. Er det chikanegrunden af mig og af hvad jeg laver!

For flere år siden overgav jeg papirerne om dig til min advokat, men fik aldrig gjort noget ved en politianmeldelse.

Ophævelse af tavshedspligt

Jeg ved ikke hvordan sådan nogle som dig, skal takles, så der ikke længere sker skade på andre mennesker og virkeligheden. Din senere store optagethed af en faglig artikel, jeg i 1994 skrev om psykopater og sociopaten – kap.4 i GRUNDBEGREBER I PSYKOLOGIEN - en kritisk psykologisk analyse - undrede mig i starten, men gav hurtigt mening, da du kritiserede at jeg overhovedet tillod mig at bruge sådan nogle ord. Så var jeg "en væmmelig én". Men hvordan blive klogere og erkende virkeligheden, med censur på begreber på forhånd!!

Oprindeligt kom du til Studenterhuset i starten af 90-erne. Henvist af Galebevægelsen – som senere fortrød, her Til Andelsforeningen Solidaritetshuset vedr. Jan Ole Jørgensen, 10.juni 1996, v Caia Garupi.

Du var på røven, havde brug for psykologhjælp. Og det fik du af 2 af mine kollegaer, AH, cand.psych. og HO, stud psyk. Du voldte dem store problemer, som de prøvede at løse, men som de til sidst gav op overfor. Der skete det ene stunt efter det andet. De blev bange for dig – og så bange, at de ikke kunne fortælle dig, at efter din entre i rådgivningen i Studenterhuset, at her ringede en psykiater, som du havde været hos. Han var meget klar i talen. Psykiateren mente, at "vi skulle tvangsindlægge dig, for du var paranoid skizofren/psykotisk. Du var farlig for andre, og også farlig for rådgivningen", sagde psykiateren. Jeg meldte tilbage, at jeg ville give besked tilbage til gruppen.

Det var tilfældigt mig, der havde telefontid, da psykiateren ringede. Er det derfor jeg skal chikaneres! Jeg ved ikke hvordan psykiateren fandt frem til, at du havde søgt ind i rådgivningen i Studenterhuset, for at få hjælp. Men da dine rådgivere efter lang tid stadig ikke havde kunnet formidle til dig, at din psykiater havde ringet, og hvad han havde sagt, bad jeg om at blive inddraget i deres samtale med dig, således at det passerede kunne formidles til dig. Efterfølgende intervenerede jeg i deres samtale med dig, og fortalte hvad der var blevet sagt fra psykiateren, så alle involverede vidste det.

Slut

Dine rådgivere i slutningen af 80-erne kunne ikke komme i kontakt med dig. De ’kom til at være bange’ for dig, og blev for skræmte til selv at ville eller kunne sige noget til dig, når du kom til rådgivningssamtalerne. Da jeg mente, at dette både var etisk, moralsk og fagligt uforsvarligt for alle parter, at det ikke var muligt at bringe realiteter ind i rådgivningsforløbet med dig, så var det at jeg blandede mig. Det samme vil jeg gøre i dag.

Du vil hele tiden 'have opmærksomhed på dig som uønsket i ægtesengen' – og det er sådan lidt patetisk, når du ikke er inviteret og aldrig tidligere har været der.    

 

7.april 2008

 

Link til følgebrev til Velfærdsministeriet og til Socialforvaltningen i Københavns Kommune, 7.april 2008