DAS ARGUMENT

Tidsskrift for filosofi og socialvidenskab

Udgivere: Frigga Haug og Wolfgang Fritz Haug

 

Das Agument 123, Subjektivität, Lebenslaufe, 22. Jahrgang September/Oktober 1980

 

Frigga Haug

 

Offer eller gerningsmand ? *[1]

 

Om kvinders adfærd.

 

Titlen "Offer eller gerningsmand" med spørgsmålstegn har noget fjollet over sig. Enten er det en uforskammethed eller også er det så banalt, at man kan give svaret i et ord, og det ville ikke lønne sig at beskæftige sig yderligere med spørgsmålet. Naturligvis ligger det helt klart; kvinder er i første omgang ofre. Det er der talrige beviser for : kvindehuse, et utal af voldtagne og tævede kvinder, dernæst findes der jobs, som kvinder ikke må udøve, de bliver holdt langt væk fra det offentlige liv, man tillader dem ikke at betræde magtens tempel, i underordnede støttefunktioner opretholder de med møje deres hverdagsliv, i interessegrupper er deres antal ringe, de er dobbelt belastede gennem kaos af husarbejde og barnegråd, mens mændene hengiver sig fjernsynets glæder, drikker øl, går til bowling, flirter med sekretæren, oplever spændende eventyr, klatrer op af succes'ens stige. Ingen tvivl om det : kvinder er ofre. For det meste er de deres mænds ofre, i hvert tilfælde i økonomisk henseende. Deres offentlige anseelse er ringe. Men der er dog reklamen. For at pirre de købelystne bliver kvindekropsdele alsidigt anvendt, de sætter følelserne i kog. En pige med korte bukser på eller en pigebagdel på en motorcykel, beregnet på at få salget af f.eks. et cigaretmærke til at stige, eller når en øl kan sælges udelukkende ved hjælp af et par bryster og hen til vareæstetiske udformninger af forskellige produkter - et askebæger formet som en kvindemave, en nøddeknækker afbildende en kvindeoverkrop.

På arbejdsmarkedet er deres anseelse ligeså ringe. Hvordan kvinder skal arbejde og hvad der i forbindelse hermed bliver tænkt, blev tydeliggjort i en virksomhed, gennem en udtalelse fra en personalechef, som i øvrigt var meget venlig og helt menneskelig. Jeg citerer ordret (ang. computerarbejde) : "Hvis fejlmulighederne er bekendte og prøveprogrammet kan foregå rutineret, så er det det rene slavearbejde, og kan varetages af kvinder." Og en anden : "Vore kvinder må kunne stå godt, være stærke og under 40 år. De må ikke være for tykke, kvindearbejde er synonym for ukvalificeret arbejde. Disse her sammenfattende elementer bekræfter det synspunkt som størstedelen af den feministiske kvindelitteratur står for. Så vidt er vi altså enige. Kvinder er undertrykte. Hvad kan man gøre? Hvordan kan man rejse sig?

Oprejsningen står overfor - udtrykt meget sammenfattet - to forhindringer. For det første. De undertrykte er mærket af deres undertrykkelse. Det hedder sig nemlig, ligesom i citatet fra personalelederen : kvinder kan ikke magte alt, de er ikke skabt som mænd og besidder som følge heraf ikke de samme færdigheder. For det andet. Kvinder har vanskeligheder i kampen om deres egen frigørelse, fordi omstændighederne gør, at det de vil, vil de på den anden side ikke.

Det [s.644]vil sige, enhver som er i opbrud, som vil frigøre sig, har yderligere vanskeligheder på frigørelsens vej, vanskeligheder med sig selv, f.eks. de almindeligt kendte såsom tilhørsforhold, som står i vejen for den revolutionære impuls. Med problemer angående tilhørsforhold mener jeg i denne sammenhæng kvinders sammenbrud pga. forstyrrelse i de private tilhørsforhold, umuliggør forsøg på frigørelse. Det spørgsmål jeg herefter stiller mig selv lyder : hvorfra kommer de strukturer, de samfundsmæssige forhold i hvilke kvinder er undertrykt og gennem hvilke de bærer tegn på undertrykkelse? Jeg kan give svaret meget kort fordi disse sammenhænge er velkendte : kvinder er primært til for familiens skyld, familien er samfundets grundsten, i hvilken kvinderne skal garantere arvtagernes beskyttelse. Det at være kvinden-der-altid-er-der, moderen, hustruen, at reproducere manden, at opdrage børnene og ofre livsmål og enhver anden form for livsindhold til fordel for dette, betegner jeg nu forkortet som kvindens samfundsmæssige funktion. Denne funktion bliver almindeligvis kædet sammen med  kvindens natur. Til dette kan der siges : derved er der ikke begået nogen uret, det er jo da kvinderne der føder børnene. Dertil slutter sig spørgsmålet - er kvinders natur i den grad ubehersket eller er de ikke i stand til at regulere deres natur bedre end at denne natur må blive til hele deres livsindhold? Spørgsmålet virker latterligt, men et blik tilbage i tiden viser at det faktisk har været tilfældet indtil et tidspunkt, som ligger foruroligende tæt på nutiden. Jeg foreligger her kun to data. Man kan finde rigeligt af materiale i nogle af de foreliggende forskningsberetninger (sammenlign bl.a. Sullerot). Nøjere kendskab til svangerskabsforebyggende midler er først nået i dette århundrede. Den mulighed at lade være med at amme - en kraftberøvende bedrift, som lænkede moderen i et, to eller flere år -, opdagelsen af næringssterilisation skete i slutningen af sidste århundrede. Indtil dette tidspunkt fik kvinder, som levede sammen med en mand, op til 19 børn, hvoraf ikke engang halvdelen overlevede. (I øvrigt fødte de også legendariske håndværkerkvinder, som hyppigt bliver diskuteret indenfor kvindebevægelsen, altså de kvindelige slagtere og andre fagmæssige organiserede kvinder, et meget stort antal børn, var praktisk talt vedvarende gravide.) Den springvise forøgelse af samfundet, som fandt sted på trods af den store børnedødelighed, blev i øvrigt formindsket derved at ikke alle kvinder behøvede at gifte sig og dermed få børn. Når kvinder der får 19 børn også skal amme disse, og som følge deraf næppe har mere tid og andre muligheder (er det vel ikke nødvendigt, særligt at henvise dertil, at man efter 19 børn eller også efter 18 eller 17 en eller anden gang dør i barnesengen), kan man vel godt tale om ekstrem prisgivelse til deres egen natur. Den form for underkuelse af kvinden udfra hendes egen natur er blevet unødvendig[s.645] og overflødiggjort, dels gennem svangerskabsforebyggelse, dels gennem muligheden for at opfostre børn med andet end modermælk. Ikke desto mindre bliver kvinder alligevel holdt i hjemmet som før. Nu drejer det sig ikke om at amme, men for at kunne kæmpe for frigørelsen er det nødvendigt at vide hvad der er af grundforudsætning - og hertil hører viden om hvor naturen hæmmer kvinder. Først da hvor basis til erhvervelse af den egentlige natur er tilstede, kan amning blive til en fornøjelse, fordi det ikke skal gøres månedsvis eller årevis.

Kvindens funktion i hjemmet er en hæmsko for hendes udvikling, betyder en udelukkelse fra en væsentlig del af samfundet, gør hende afhængig, hun er undertrykt. Således vingestækket, adgangsforment, fornedret til at være konsumædende middel, ser man ydermere kvinder, forvist til den hjemlige arena, misbrugt til offentlig morskab. I vittighedernes form ligger en indforstået enighed om at kvinder er vrede, dumme, unyttige, forfængelige. Deres aktiviteter er hele vejen igennem negativt bestemt. Hele bøger er fulde af vittigheder, hvor kvinden kun træder frem afspejlet i mandens adfærd. F.eks. Fred bliver spurgt - er du gift ? - nej, jeg ser bare sådan ud, fordi min bil er blevet stjålet.

Men der er ikke kun den ene vits, de er gennemgående sådan at man forarges og såret lægger dem væk. Eftersom kvinder løbende bliver udsat for disse kvindehadske, vender de sig for det meste bare ærgerlige om uden at skænke dette vitsmateriale særlige tanker. Ved mit forsøg på at finde disse vittigheder som belæg for kvinders lave offentlige anseelse, konstaterede jeg en ejendommelig og supplerende betydning. Jeg fremlægger 3 vittigheder, som kunne gælde for gængse kvindefjendske vittigheder. » Den kvindelige elev siger til kørelæreren : - Jeg kører altså over for rødt, grønt klæder mig ikke.« - Skulle hedde : Kvinder beskæftiger sig hovedsageligt med deres påklædning. - En anden, en jødisk vits : »En ægtemand beretter for sine venner - `Min kone er virkelig renlig, hun er den eneste i hele New York, som renser støvet før hun smider det væk.´« Eller en tredje fra ÖTV- Magazin : Et billede - solskin, eng, vand, et par ligger på et håndklæde med transistorradio. Manden ser bedrøvet ud, kvinden sur. Hun siger : »Jeg har lige sagt : så sluk dog for nyhederne på sådan en dejlig dag, men nej, nu sidder du og vrænger mund og tænker på over-kill.« (Overkill er den mulighed eksempelvis USA har for at tilintetgøre USSR mere end en gang, antagelig fem eller ti gange.)

Den slags vittigheder er alle indforstået med at gøre sig lystige over kvinder, og kritiske vittigheder tillige. De har et politisk oplysende moment. De viser nemlig, at de områder i hvilke kvinder befinder sig og deres egne ødelæggende aktiviteter må rettes mod kvinderne selv. Dette gælder for såvel den fjollede vits med kørelæreren, hvor kvinden kører over for rødt, som for den med overkill, som hun ikke beskæftiger sig med, fordi hun netop vil have en hyggelig og glad atmosfære og det endda selv i den vits, der fremhæver rengøringens meningsløshed. Dvs. disse vittigheder er værst fald endnu politisk oplysende, de udsiger noget om den trussel, som disse områder, der er kvindens »rige«, udgør for kvinderne. De selvforståeliggører gennem overdrivelse og henviser således til nødvendigheden af befrielsen af kvinderne fra »deres rige«. Hvordan vil en sådan befrielse være mulig? Har de ikke brug for, og siger disse vittigheder ikke også[s. 646]det, først forandrede kvinder? Vi erindres, at eksistensen i ægteskab og familie, kvinders moderskab betyder en overordentlig indskrænkning, afhængighed og udviklingshæmning. Når enhver ved det, hvordan kan det så være, at moderskab og ægteskab endnu bliver ønsket af kvinder? Et andet valg er muligt; de bliver ikke tvunget til det. Tilspidset formulerer jeg altså : idet de på denne måde vil moderskabet og ægteskabet, i det mindste hemmeligt ønsker det og et eller andet sted stræber efter det, indvilliger kvinderne frivilligt i deres egen underkastelse.

I vittigheder bliver to ting tydeligt, for det første det forspildte liv og for det andet at kvinder inden for disse områder vel begynder at vægre sig, men at de gør dette på et forkert niveau. Dette siger eks. også en ganske afskyelig, kvindefjendsk vits som følgende : »Nogle kvinder er som cigaretter. Til sidst samler de sig som gift i munden.« Sådanne vittigheder henviser altså til, at kvinder i dette sammentrængte liv begynder at vægre sig, også selv om det er på en fordrejet og ikke en mod frigørelsen rettet måde. Spørgsmålet lyder nu : Hvorfra kommer undertrykkelsen, som kvinderne frivilligt går ind i? Hvordan bemægtiger den sig kvinderne?

For den videre analyse stiller jeg den tese op : Enhver undertrykkelse som ikke arbejder med ydre tvang, må arbejde med de deltagendes samtykke.

Den antagelse at kvinder udelukkende er ofre, som tidligere fremført, viser sig at være håbløs, når man skal tænke på deres forandring, altså på deres selvdeltagelse ved deres frigørelse. Det forbliver altid uklart, hvorfor frigørelse er mulig og nødvendig og frem for alt, hvem der egentlig skal fuldføre den, hvorledes altså - for at udtrykke det mere alment - at kvinder egentlig som offer og objekt optræder med et subjekts status. Med andre ord : antagelsen at kvinder udelukkende er ofre, tier derom, hvordan det kan lykkes dem at komme væk fra den position, hvor der handles med, til den handlendes position. Præget og forseglet må de tie, de må altså forblive, de kan ikke rejse sig fra den undertrykte stilling, når man fastholder tanken om offerværen. Går man derimod udfra, at mennesker og altså også kvinder er deres egne skabere, således følger : Den enkelte kvinde finder naturligvis undertrykkelsesstrukturerne, de samfundsmæssige forhold i hvilke de er opvoksede forfærdige, i hvilke de tilskyndes en ikke-oprejst holdning. Men disse strukturer eksisterer kun videre, når de hele tiden genoprettes af dem, som lever i dem. At det er sådan betyder også, at strukturerne kun kan ændres af dem, som etablere dem. Dette er i øvrigt den eneste mulighed, hvor forandring kan tænkes. Dvs. tanken at kvinder kan ændre deres egne forhold forudsætter, at de også er med til at etablere disse, og altså - som hævdet ovenfor  -, at undertrykkelsen, når den ikke arbejder med en ydre tvang, har brug for den undertryktes samtykke. I enhver handlemåde ligger der et vist samtykke, også ofren-sig er en handlemåde og ingen skæbne.

Hvornår opstår dette samtykke, som nu er krævet medtænkt? Et teseindestående svar : I deres samfundsmæssiggørelsesproces - i almindelighed kaldet socialisation -, sker der ikke, som påstået i gængse socialisationsteorier, en enkelt prægning, en sætten sin præg fra oven og ned efter af forskellige karakteregenskaber, men derimod at samfundsmæssiggørelsesprocessen selv er en aktivitet, i hvilken der på hvert et trin må etableres et samtykke. Hvordan kan dette hænde? Jeg skitserer nu nogle antagelser fra den kritiske psykologi. Den enkeltes udvikling, altså[s. 647]opvoksen fra børn til voksne og al videre udvikling er en proces af stadig usikkerhedsfølelse. Man lærer noget, opnår en position af viden og handlefærdighed. For at vokse videre, for at komme op på den næste position, må man forlade den netop opnåede gamle position. Det er en usikkerhedsproces eller sagt på en anden måde : en konflikt. Det næste trin man når er et konfliktløsningsforsøg og et trin højere af ny sikkerhed. For denne proces, hvori udviklingen er en permanent foruroligelse og en permanent konflikt, findes der normalt samfundsstrukturer og instanser som familie, forældre osv., som emotionelt afsikrer denne proces, som derved understøtter den enkelte i at komme fra trin til trin.

At udvikling overhovedet foregår på denne måde indeholder muligheden for ikke- udvikling. Så længe der i de forskellige samfundsformationer hersker undertrykkelse og udbytning er en omfattende kompetence fra det enkelte samfundsmedlem i forvejen udelukket, gennem forholdene bliver det umuliggjort, forhindret gennem de herskende instanser. En sådan hindring i forsøget på at opnå højere handlefærdighed rammer især kvinderne i vores samfund, såfremt de, er udelukket fra den samfundsmæssige produktionsproces, udelukker sig fra den.  Gennem forskellige midler som bestikkelse, omdirigering, forandring, kompensation lykkes det dem at lade sig nøje med handlefærdighedens lavere trin. Før jeg tydeliggør disse sammenhænge med nogle eksempler, vil jeg udfra det hidtil fremførte som forskningsledetråd formulere : Ved alle undertrykkelsessammenhænge skal virksomheder og holdninger nøje udarbejdes. Desuden må man henlede opmærksomheden på hvilke kompensationer, hvilke belønninger, hvilke ikke-vanskeligheder, der på en vis måde - som forførelse - stikker under dem. Dette gælder for såvel historisk forskning som for analysen af den nuværende individuelle samfundsmæssiggørelse.

 Lad os anskueliggøre denne sammenhæng ved familiens eksempel i sammenligning med lønarbejdet. Vi forudsætter altså, at det at være mor og hustru, og intet andet, under vore nuværende betingelser, er undertrykkende, og spørger os selv, hvorfor kvinder så alligevel »frivilligt« vælger denne status ofte med viden om undertrykkelsen og trods alt ikke foretrækker udearbejdet. Dette spørgsmål er særdeles let at svare på.

Fordele og ulemper ved en hustru- og familievirksomhed overfor lønarbejdet ligger lige for. Det kan være småting, f.eks. er den umiddelbare afhængighed i lønarbejdet i forhold til det at være husmoder ikke straks tydelig. Man behøver ikke ubetinget, at stå så tidligt op, når man endnu ingen børn har, man behøver ikke at sælge sig selv, man kan selv råde over sin egen tid, det ser i hvert tilfælde sådan ud, som om man kan det. Man kan altså på mange trin i det umiddelbare behageligere liv give det et fortrin frem for et ganske vist anstrengende men et ordentligt lykkeligt liv. Vanskelighederne ved at vælge det vanskelige bliver forøget derigennem, at den emotionelle integrering optræder som forførelse. Når det at lære er en risiko, når udvikling er en risiko, og der er behov for at sætte spørgsmålstegn ved den sociale sikrings gamle positioner, når disse nye positioner for kvinderne tillige slet ikke samfundsmæssigt er stillet dem i udsigt, dér sker denne sikring altså ikke, og der er, for at sikre kvinder læreprocesser, behov for et kollektiv. Her får kvindebevægelsen stor betydning, for hvert læreskridt som kvinderne må gøre og som tager dem ud af den samfundsmæssige forventning, bliver en højere placering en nødvendighed.

Muligheden for at beherske sin egen natur bedre - svangerskabsforebyggelse, anden børneernæring - og kvindebevægelsen eksistens sætter sammen betingelserne for at komme fremad, for virkelig at gøre sig selv fri. Det vil også sige, at muligheden for at forandre sig, at muligheden for kvinder forudsætter, at de enkelte selv opløser de stivnede strukturer. 

Disse meget forkortede elementer sammenfatter jeg i nu i en anden kontekst og kommer dermed samtidig til en helhedssammenfatning. Den nye problemstilling, under hvilken jeg endnu engang udfolder det hidtil fremførte, lyder :

Til hvad nytte er det egentlig, at indtage et sådant aktivitets standpunkt for kvinder. Sagt på en anden måde : Hvad nytter så denne analyse, som påstår at kvindeundertrykkelse kun lader sig forstå, når man rekonstruerer, at kvinder skridtvis selv har samtykket i denne undertrykkelsens praksis? Hvem kan dette nytte? - Et første svar : Når man vil forandre på noget, når kvindebevægelsen vil forandre på og opnå noget, må den konstatere, at de gamle personlighedsstrukturer står i vejen for forandringen.

Man tænker f.eks. på den uhyre kraft, med hvilken de fleste kvinder hænger ved de private forhold og som de i enhver - uundgåelig - krise retter mod sig selv, så at de først og fremmest er selvødelæggende. Fjernere står forandringen imod en for det meste allerede del af personlighedsstrukturens stivnet krav om ikke-anstrengelse : Retten til umiddelbarhed, af vellevned her og nu, i stedet for de mange anstrengelser, som forandringen kræver. De netop nævnte private forhold har ikke kun en selvødelæggende kraft, de indtager også en for stor plads i kvinders følelser. Når man vil ændre på noget, når kvinder vil forandre på noget, må de finde de angrebspunkter, som gør dem i stand til selv at handle. Dvs. [i stedet for] handlen må de forandre deres egen holdning og denne - således vil jeg anføre det - er tillige kun mulig som en forandring af deres egen personlighedsstruktur. Hvorfor?

Går vi ud fra at kvinderne fører et praktisk undertrykt liv, at de må leve med deres undertrykkelse som virksomhed dag for dag, så vil man kunne antage, at der i deres personlighed er at forefinde resultater af en sådan praksis som personlighedsstruktur. Når de bliver holdt fast som uduelige, kan de kun blive handleduelige, idet de stiller dele af deres egen personlighed med til disposition og stiller spørgsmålstegn ved dem. Dette er igen en almen egenskab ved læreprocesser. I processen for at blive mere kompetent, stadigt mere uafhængig, stadigt at kontrollere flere områder af eget liv, vil kvinder samtidig støde på områder i samfundsmæssiggørelsesprocessen, hvor de ikke kan opnå kompetence. Alment er det alle områder, som sikrer de samfundsmæssige herskabsstrukturer; hos kvinderne under vore forhold er det yderligere områder med samfundsmæssig indgriben, som meget tidligere forhindrer den individuelle samfundsmæssiggørelsesproces. Forbudene for kvinderne mod at udvikle sig, mod at blive »voksne«, ville gøre de enkelte vanvittige, fysisk syge eller ude af stand til at handle, når de til enhver tid vil være bevidst om, at de på disse områder ikke måtte være kompetente. Ganske vist bliver tilstrækkeligt mange mennesker under[s.649]vore forhold vanvittige og syge og dette gælder især også for kvinderne, men dem der ikke bliver »vanvittige«, men derimod forbliver på et begrænset handlefærdighedsniveau, må i denne proces for de enkelte områder, i hvilke deres kompetence ikke indrømmes og ikke bliver muliggjort, ominterpretere, fordreje, ikke iagttage, udgrænse af bevidstheden. Disse fejltydninger danner en del af personlighedsstrukturen. En sådan opbygningsmåde kan f.eks. komme frem til det resultat, at de områder som holdes uden for forekommer som ikke eksisterende, emotionelt ikke ser ud som optagne, ikke har nogen plads i kvinders følelser. Når kvinder vil forandre på betingelserne og forholdene, under hvilke de lider, må de, de af dem, allerede med denne inkompetence indforståede optagne områder bygge om i deres egne personligheder, iagttage sagen anderledes, dvs. de må også forandre deres følelser. Det er en usikkerhedsproces, af særlige kriseagtige dimensioner, en krise, som ikke er til at holde ud alene. Man kan kun stå den igennem, når der et eller andet sted finder en sikring af sted.

Og dermed kommer jeg til slutningen. Når den samfundsmæssige sikring ikke er givet - og det er den utvivlsomt ikke -, så, kan man indvende, er det nok med politiske organisationer, grupper, altså nok med et politisk kollektiv. Jeg vil her påstå, at det ikke slår til hos kvinderne, og det ikke derfor, at i denne omorganisering af egne følelser, den kriseagtige overføring af den hidtidige livsstruktur i det nye, at mændene, sammen med hvem de er eller skulle være i disse kollektiver eller organisationer, bringer et tilstrækkeligt spændingsmoment ind, som realiserer omorienteringen. Sluttelig er mænd også delvise brugere af disse tidligere anderledes optagne personlighedsstrukturer. De kan altså slet ikke fordomsfrit understøtte, når kvinder f.eks. frigører sig fra nødvendigheden af ubetinget at have en »personlig kontakt«, som bør stå over alle andre samfundsmæssige aktiviteter. At muliggøre og gennemsætte disse forandringsprocesser er kvindebevægelsens historiske ret og nødvendighed.

 

 

 

Videregående litteratur

 

Haug, F. (Hrsg): Frauenformen, Argument-Sonderband AS 45, Berlin/West 1980.

Holzkamp, K.: Zur kritisch-psychologischen Theorie der Subjektivität I + II, Forum Kritische Psychologie 4 und 5 (Argument-Sonderband AS 34 und AS 41), Berlin/West 1979.

Holzkamp-Osterkamp, U. : Erkenntnis, Emotionalität und Handlungsfähigkeit, Forum Kritische Psychologie 3 (Argument-Sonderband As 28), Berlin/West 1978.

dies. : Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung II. Die besonderheit menschlicher Bedürfnisse - Problematik und Erkenntnisgehalt der Psychoanalyse, Frankfurt/M. (1976)2 1978.

Sullerot, E. : Die Wirklichkeit der Frau, München 1979 (Paris 1978).

 

 

 

 



[1]Foredrag, holdt på Folkeuniversitetet/Volksuniversität, Berlin 1980.