Alternativ rådgivning

- et fænomen i dødskrampe.

 

Af REGNBUEN, alternativ psykologisk rådgivning i Studenterhuset, Købmagergade 52, København 1989

Alternativ rådgivning - et fænomen i dødskrampe. 1

Fatal følge. 1

Det centrale. 2

Det aktuelle problem. 2

Benarbejde. 2

 

 

De alternative rådgivninger lever i dag usynligt i en større offentlighed. Dette gælder både de enkelte rådgivningers brugerarbejder og arbejdspolitiske profiler, som det gælder for den alternative rådgivning som samfundsmæssig kraft og bevægelse. Forskellige tiltag på igen at bringe den alternative rådgivningsbevægelse ind på "banen" - og dermed  få videreført diskussionerne fra 70-erne om vejledning/rådgivning/terapi på de berørtes præmisser - er typisk strandet, inden der bare er kommet lidt debat i gang.

 

Det synes, som om der ikke rigtig er noget at få gang i; og alligevel eksisterer der i dag et hav af forskellige støtte- og hjælpeinstanser uden for det etablerede system. Socialministeriet har haft øjnene op for dette; og i 1987-udgaven af forskningsønsker og -projekter indgår da også en nærmere analyse af "alternative rådgivningers indsats og deres samarbejde med det offentlige"[1].

 

Nu kan de alternative rådgivninger selvfølgelig føle sig smigrede over for en sådan - statslig! - interesse og anerkendelse af deres nødvendige samfundsmæssige bidrag. Men bredt set spejler det, at den alternative rådgivningsbevægelse ikke længere har dens eget initiativ i hånden. Det kan selvfølgelig diskuteres, om den nogen sinde har haft det, eller om den primært har været båret oppe gennem dens politiske kontekst: fagkritikken i 70-erne og venstrefløjens øgede klassekampsaktiviteter. Men afgørende for dens tab af eget initiativ og dens usynliggørelse er dog nok, at de fagpolitiske perspektiver ikke nåede at blive tilstrækkeligt udfoldet i positiv forstand, inden højredrejningen og den økonomiske krise for alvor bragte staten i offensiven - frem for arbejder- og venstrebevægelsen - i begyndelsen af 80-erne.

 

Hvad der lå dengang, var primært perspektivansatser til en "materialistisk sygdomsteori" - godt hjulpet frem af Immervad Rådgivningen - og Galebevægelsens praktiske initiativer til og om "handling - ikke behandling".

 

Men de mere præcise og positive indholdsmæssige bestemmelser af, hvordan disse skulle virkeliggøres gennem en stadig revolutionerende praksis - lige fra udviklingen af en solidarisk rådgiver-bruger-relation over omformningen/nedbrydningen af de psykiatriske institutioner til det generelle opgør med kapitalismens udbytning - fattedes. Siden da har der ikke rigtig været noget samlende for den alternative rådgivningsbevægelse. Den har manglet - eller har ikke kunnet fastholde - en specifik fagpolitisk profil, der frisætter øgede handlemuligheder og lover gode resultater for samfundsmæssig-menneskelig udvikling og livsfylde.

 

Fatal følge.

 

Følgen heraf - og af så meget andet! - har været fatal. Samfundsmæssig nytænkning og praksisudvikling er blevet overtaget af andre/andet. Og indenfor det social- og sundhedspolitiske felt domineres billedet i dag af en behandlerbevægelse og en terapibevægelse. Førstnævnte inden for institutionelle rammer med klart objektivistiske træk; sidstnævnte uden for på det privatkapitalistiske marked og med lige så klare subjektivistiske træk over for en støtten op omkring menneskelige livsprocesser. Begge "bevægelser"/tendenser trækker endvidere også på hinandens "udstillede" kompetence: fx socialrådgiverne, der lærer sig kropssprog til lettere at tackle "besværlige" klienter; psykologer der identificerer sig med det psykiatriske diagnose-system; og healere der anvender tekniske måleapparater til opstilling af behandlingsplaner.

 

Den omstrukturering, der i dag er på tale inden for næsten alle områder af det samfundsmæssige liv, finder dog så at sige sted inden for de selv samme rammer, som det ikke lykkedes at bryde op og udvikle et alternativ til gennem 60-erne og 70-erne. Psykiatrien bevæger sig ud i de sociale netværk, men på det gamle menneskefjendske grundlag, der kun tillader en forholden sig til diagnosticerede "klienter"; psykologer kæmper med det grå terapi-marked om "kunder": og atter andre psykologer markedsfører 68-ernes komponenter af "initiativ", "spontanitet" osv. på kurser til de virksomheder, der vil betale.

 

Hvad der har fundet sted - og finder sted - kan vel bedst beskrives som en terapeutisering respektiv psykiatrisering af samfundsmæssig forholden sig til personlig problemudvikling. At mennesker har et socialt betingelsesgrundlag, hvorpå og igennem de udvikler sig, og som i sidste instans også stiller de problemer, der kræver løsninger, synes ikke længere at være noget, der trækker sig opmærksomhed. Hvis der dog endelig gås ud over det enkelte individ('s indre verden), så er det højest til de interpersonelle relationer - og ikke til indholdet  i de sociale betingelser bredt set, der gør det personlige kollektiv eller kollektivgruppen for individet.

 

Det centrale.

 

Sidstnævnte - at vi hver især lever i sociale kollektiver/kollektivgrupper, og at man tvinges ud af dem eller isoleres inden for med "private" problemer, når der ikke er tilstrækkeligt rum, fælles interesser og mulige ressourcer at trække på - har med alle nuancer til trods altid været det centrale for den alternative rådgivningsbevægelse.

 

Men lige så centralt det har være, lige så svært har dette været at gribe produktivt i praksis, idet arbejdet hermed strategisk stiller krav om negering af egen virksomhed gennem udviklingen af en mere overgribende samfundsmæssighed. Og dette fordi dette som det ene kan sikre, at den samme lidelsesfulde udviklingskonflikt ikke stiller sig igen - også for andre.

 

Et arbejde hermed stiller fundamentalt andre kvalitative krav til en teoretisk platform og til praktiske organiseringsformer, end hvad der typisk satses på inden for det psykoterapeutiske område, hvor man i vid udstrækning "nøjes" med udviklingen af en snæver egenkompetence gennem råderet over forskellige teknikker til isoleret påvirkning af den "psykiske tilstand" eller de umiddelbare "individuelle interaktioner".

 

Med ovenstående globalstore udviklingsopgave er der ikke noget at sige til, at den alternative rådgivningsbevægelse ikke er kommet i offensiven de senere år. Den har været for sårbar, svag og uudviklet over for at tackle ændringer i dens omgivende politisk-økonomiske kontekst; og har i vid udstrækning måttet bruge sine kræfter på de mere nære - gruppemæssige, lokale og fagspecifikke - områder, hvor der stadig var mulighed for sammenhæng og selvbestemmelse over egne arbejdsbetingelser.

 

Det aktuelle problem.

 

Men ressourcerne brugt sådan vil ikke i længden skabe en kraft for den opadgående sol; allerhøjest bliver rollen som solidariske lappeskræddere, som staten/Socialministeriet kynisk kan kalkulere med på deres præmisser, tildelt.

 

Men disse "præmisser" kan aldrig blive præmisser for en alternativ rådgivning. Tværtimod stiller det vores aktuelle problem: at (gen)skabe vores egne ved at opbygge det praktiske netværk, så vi kan støtte hinanden og lære af hinandens erfaringer og teoretiske overbygninger, samt bruge vores fælles kraft til gennemsætning af reale forbedringer for vores målgrupper.

 

Det er med ovenstående problem da også sigende, at kritikken af den nye sindssygelov alene er kommet fra enkeltpersoner inden for området og fra enkelte venstrefløjspartier, hvor deres manglende bagland har betydet, at kritikken har kunnet overhøres. Sindssygeloven er da også blevet herefter: ingen kvalitative forbedringer. Men løbet her er kørt i denne omgang.

 

Det er det dog ikke inden for det specifikt psykoterapeutiske område. Her er det først ved at starte for alvor, men hovedopgaven er allerede aftegnet. Nemlig at få bragt debatten ud af den snævre "humanistiske" lønarbejder-forholden-sig af behandlergrupperne over for den stadigt stigende brugermasse, samt at få sat fokus på de daglige livspraktiske grunde til psykisk koks og social fornedrelse. Disse grunde kan kun ophæves ved at ophæve betingelserne for, at de eksisterer - hvilket der ikke engang kan håbes på som en bieffekt af de forskellige behandlergruppers kamp om "særskilt" kompetence. Tværtimod åbner en sådan "kamp" op for, at statens interesser ganske stille og uanfægtet lader sig sætte igennem.

 

Benarbejde.

 

Som antydet i undertitlen til dette indlæg mener vi ikke, at en alternativ rådgivningsbevægelse har udspillet sin rolle. Problemet er snarere, at den er blevet fagpolitisk underprioriteret, og dette med fatale konsekvenser.

 

Og det vil vi gerne være med til at "rette op" på. Så hvis du/I - eller den rådgivning, du er med i - vil være med i et sådant arbejde, hører vi meget gerne fra dig/ jer. Der er mange opgaver at tage fat på. Et stort benarbejde skal laves. Men et større fællesmøde senere på året må være inden for rækkevidde.

 

Selv vil vi fortsætte debatten her ved at offentliggøre nogle centrale byggeklodser, der er en del af vores historie. Herigennem vil vi også prøve at beskrive vores arbejde frem til i dag med de problemer, opgaver og perspektiver, som dette rummer. Vores håb er at få en hudløs, åben og kritisk debat i gang, og inspirere til nyttig praksistænkning frem mod et rødt århundrede. WHO's målsætning "Sundhed for alle år 2000" kommer ikke af sig selv, for os berørte, og kræver også anderledes radikale midler, end hvad der ellers er "salg" i.

 

 



[1]Socialministeriet 13.7.87