introduktion til studiekredsens arbejde. 1

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., Rådgivningsgruppen Regnbuen, Solidaritetshuset, september 1996

 

På det sociologiske niveau: familie-sociologisk livshistorie-analyse. 3

På det psykologiske niveau: Lehmanns `skrÆkken tilstand´. 4

På det socialpsykologiske niveau: social integrationskonflikt med autoritÆr grundsubstans

4

        Introduktion til studiekredsens arbejde[1].

Første gang ideen om en studiekreds opstod var i starten af 1990-erne. Dengang blev en studiekreds tænkt som en fagpolitisk foredragsrække, der både skulle omfatte en teoretisk indføring i Kritisk Psykologi og en fremlæggelse af arbejde som det foregik i rådgivningen Regnbuen. Tanken var, at vi fra rådgivningens side fik videreformidlet vores erfaringer både med den forskningsproces, som vi arbejdede med, og med det konkrete problem og konflikt-arbejde, vi som en åben alternativ - og anonym - rådgivning foretog og forestod. Vi fandt det vigtigt at få videregivet konkrete erfaringer med, hvordan der i positiv forstand kan arbejdes, uden at dette betyder - som indenfor den traditionelle psykologi og psykiatri - en seen bort fra den berørtes egen subjektivitet og selvbestemmelse, men som netop forudsatte, at den anden kunne være tilstede med hele sig og sin personlighed. Dels for at skubbe på den politiske proces, omhandlende at der måtte gøres noget ved den katastrofale mangel på relevante støttemuligheder for de stadigt flere personer, der allerede var og kom til - og fortsat ville blive - stillet i en ulidelig nød eller konfliktsituation.

Vi fik ikke lavet en studiekreds dengang. Vi savnede tid, og blev til stadighed rendt over ende omkring egne interne prioriteringer pga. de stadige anmodninger om vores deltagelse i konkrete rådgivningsforløb. Desforuden var det også sådan, at vi endnu ikke havde en konkret opgørelse over, hvad resultaterne af vores arbejde egentlig var. Vi havde en fornemmelse af, at vores arbejde havde nytte - blandt andet ud fra at få det at vide fra mange sider, og ud fra at tidligere brugere af rådgivningen henviste andre til os - men hvori denne nytte egentlig bestod, det havde vi ikke bestemt nærmere. Samtidig kunne vi dog fortælle stolpe op og stolpe ned om, hvordan konkrete problemstillinger - for berørte - bevægede sig på bestemte måder på deres vej til en løsning, men vi havde de facto ingen generalisering omkring, hvad vi selv kaldte "typiske brugerforløb og deres overvindelse". Vores praksisbegreb på dette felt var rent teori-internt. Så på den måde var der ikke så meget andet dengang at give videre til en studiekreds end engagement og en teoretisk før-bestemmelse af rådgivningspraksis - og interesserede personer i vores arbejde kunne da ligegodt gå med i rådgivningen.

Set i bakspejlet kan det derfor konstateres, at rådgivningen dengang ikke i aktual-historisk forstand havde udfoldede praksiskoncepter, altså arbejdskoncepter, der byggede bro over eller bandt almene teoretiske overvejelser sammen med konkrete empiriske fænomener, og som fremstod som begrundede og begrundelige mulighedstyper, som rådgivere i rådgivningen kunne trække på, fremføre, givet et særligt problem i et empirisk specifikt felt.

Det er så også sådanne koncepter, som den traditionelle psykologi og psykiatri ikke engang levner plads til, idet der her sker enten en ren transport af en teoretisk (før)bestemmelse direkte på den nærværende empiri, eller at empirien simpelt samles op gennem til lejligheden udvalgte teoretiske (før)modeller - så på den måde havde vi selv været uden om vores problem! Vi kunne jo bare ha´ fulgt Mainstream-psykologien, hvor mennesket ses som en ting med en særlig `yde- og tilpasnings-evne´, der kan og skal manipuleres med - hvad der giver sig ud fra, at verden bestemmes som gensidige påvirkningsprocesser på interaktive og interpersonelle niveauer, og hvor dét mennesker er sammen om, sagen eller det fælles tredje, i al sin betydningsfuldhed er uvæsentlig. I traditionel forstand er praksis da også anvendelse af teori på empiri - altså et to-ledet skema omhandlende teori-empiri, hvor der kun skelnes mellem `ren´ og `anvendt´ videnskab/teori - hvilket dog fører til en totalitær tilgang til praksis eller, hvis empirien er det bestemmende, til en eklektisk halehængsagtig praksis.

Overfor dette to-ledede skema havde vi siden rådgivningens start arbejdet ud fra et tre-ledet skema, omhandlende teori-praksis-empiri, idet praksis - eller den konkrete virkelighed som sådan - altid udvikler sig ud fra sig selv under forefundne betingelser, altså fra konkretum til konkretum. Til dette tre-ledede skema kom også den afgørende skelnen - som vi overtog fra Holzkamp - mellem historisk-empirisk teoridannelse, hvilket omhandler skabelse af kategorier, og aktual-empirisk teoridannelse, omhandlende udarbejdelsen af specifikke enkelt-teorier, hvilket betød, at vores problem ikke bare blev gjort til at mestre praksis, men at tænke om denne praksis på kategori- og teori-ledet måde, for herigennem at kunne gøre begrundede videnskabelige fremskridt på det enkelt-videnskabelige område. På det kategorielle niveau, havde vi allerede foretaget et analyse og rekonstruktionsarbejde, idet vi som et praktisk arbejdende kollektiv havde måttet konstatere bestemte begrænsninger i den kritiske psykologi fra Holzkamps side, og fundet bestemte overvindelseskoncepter herfor i den mere filosofisk-sociologiske teoridannelse fra W.F.Haugs side. Det gjaldt særligt at stå alene - ikke bare ift. den traditionelle psykologi, men også i kritisk psykologisk regi - på området af, hvordan tilgangen til praksis, dvs. enkelt-empirisk arbejde, skulle og måtte gøres, således at det samtidig kom til en objektiviverbar overvindelse af selve arbejdets udviklingsbegrænsninger. Her var vores centrale kategori "praksisform", der er at se et konkret enkelt-arbejde som måtte værende arbejde under almen udvikling - i den grad det gribes korrekt/videnskabeligt - og som indbundet i andre arbejdsprocesser, i den totale arbejdsdelte samfundsmæssige formidlingsproces.

Skematisk således:

 

Som eksempler på praksiskoncepter skal nævnes:

På det sociologiske niveau: familie-sociologisk livshistorie-analyse.

Familie-sociologisk livshistorie-analyse omhandler at fremarbejde den historie, der for den berørte er udgangspunkt og grundlag for, hvordan verden befinder sig i ens nutidige handleevne, og som samtidig også har været medvirkende til, at man er placeret i den sociale sammenhæng, som man aktuelt befinder sig i. Analysen rækker ikke kun tilbage i ens egen livshistorie, i den familiesammenhæng, som har født en til verden, men den går også tilbage og inddrager ens forældres livshistorie og familieforhold. Det analyseres, hvad ens rødder er på begge sider, så langt tilbage som muligt, dvs. bedsteforældre, oldeforældre osv. Det vægtes, at der sker en præcisering af den historiske tid, krise, opgang, krig, magtforhold mellem kønnene, forholdet til børn, ens placering i en søskende-række, hvordan man kunne flytte hjemmefra, arbejdsbetingelser osv, hvad klasseforholdene er, og hvad den interne familielogik overfor de ydre rammer har bestået af.

Metodisk starter man ved at søge tilbage i først den ene gren af ens familie, dvs. fader eller modersiden, og man starter så langt tilbage man kan huske eller ved noget om. Grenen gøres færdig op til det punkt, hvor ens forældre møder hinanden. Herefter gøres det samme arbejde for den anden gren. Hvorefter ens forældres liv, og hvordan dette udviklede/udvikler sig, og på et tidspunkt kommer man så selv frem, og ens livshistorie begynder. Livshistorien følges op til ens nutid.

Sigtet med hele analysen er at komme til klarhed over, hvad det er, man er en historie af, samt en klarlæggelse af de muligheder og begrænsninger, man selv har haft for at skrive sin egen historie. Ved man, hvor man kommer fra, er det lettere at gribe ind i, eller forandre, hvor man går hen, og hvordan man overhovedet går, når man går. Tit er der en `familie-arv´, der hviler på een, som en rygsæk, man ikke selv har pakket, eller ønsket at tage på, men som man alligevel bærer, fordi man ikke kan andet. Her kan det være vigtigt selv at pakke den - tømme gammelt ud, pakke den på ny, eller lade den stå som et historisk minde. Det omhandler at vælge de ting, man gerne vil bære på, bære videre i historisk forstand, og slippe de projekter, der historisk tilhører en anden tid, med de vilkår der her skabte dem. I sammenhæng med at analysen skrider fremad bliver det også mere og mere tydeligt, at ens rødder - vigtige voksne - havde deres betingelser at samfundsmæssiggøre sig igennem, og deres grunde til at handle som de nu engang havde kunnet handle. Det emotionelt bundne, og ofte smertefulde billede, man kan have af personer i ens eget bagland - ens egen personalisering og lateralisering af udviklingskonflikter som forårsaget af vigtige voksne nærmest private egenskaber og intentionelle handlinger rettet mod eller med een - vil hen af vejen opløse sig til en kunnen se de personer, som man kan hænge dårligt i, som det, de var: et produkt af deres tid, hvis opgaver de så taklede på de måder, de nu engang gjorde. I bedste fald sker der en frisættelse af een fra en negativ social arv, hvor man kan tage det med, der stadig har betydning og er en kamp værd, eller en kamp man selv gerne vil fortsætte, æret være deres minde eller måske selvmord, fordi betingelserne i dag for een selv fortæller een, at det stadig er en kamp værd. Det omhandler derfor ikke at se tilbage, for at kunne glemme, men for at kunne kigge så dybt ind i den fremtid med de veje, der allerede er valgt for een, og herigennem for sig selv kvalificere, hvilken vej, man skal gå, og hvordan det vil være relevant at gå på denne vej.

Der hvor dette analysekoncept specielt har vist sin værdi, det har været til gennembrud af personers kognitive dissonans, dvs. hvor en tanke tænker sin poltanke, således at der i bevidstheden er to tilskyndelser, som det for een synes umuligt viljemæssigt at vælge imellem (Bleulers `ambitendens´). Ift. kognitiv dissonans er det dog overhovedet selve overgangen til analysekoncepter, der er den sværeste opgave at befordre - for ift. ens fortvivlede nutid kan det føles som jordens største omvej, at kigge tilbage for at kigge op, når man kigger frem. Analysekonceptet er generelt anvendeligt, når ens livshistorie har været en historie, hvor man hele tiden er kommet til kort, og hvor man pga. pression har måttet ty til kortsigtet indretten sig i betingelserne, med den tilsvarende uklarhed på egne behov og interesser, der følger heraf. Ligeså gælder, at analysekonceptet kan styrke ens evne til at arbejde med problemer og bakke sig selv op i konfliktsituationer, idet det er lettere at sejle mellem Scylla og Carybdis, når man ved, hvor man skal hen.

Et yderst vigtigt forhold omkring dette praksiskoncept er, at der ikke kan anvendes før - det gælder specielt livshistoriearbejde[2] i ren form - at det er afklaret, om der for den berørte er tale om eksisterende krænkelser i form af vanrøgt, incest og voldtægt, idet den berørte ellers gøres til sin egen gerningsmand/kvinde: hvis man havde udviklet sig rigtigt, så havde man jo kunne undgå det! De krænkelser, der er, må gennembearbejdes til det punkt, hvor de kan få lov at dukke op, være til stede i bevidstheden, før der gås i gang med en familie-sociologisk livshistorie-analyse. Til afklaring/afdækning af krænkelser findes der forskellige fænomenologiske og somatiske søgenøgler, der kan anvendes. Det omhandler typiske fokuspunkter for ens bevidsthed - det overvågende øje, placeret skråt oppe til højre i synsfeltet, og den opslugende skygge bag ved een - og bestemte psykosomatiske syndromer omhandlende underliv, knæ og ankler, forhold der stort set er psykiatrien og megen psykologi ukendt, idet en berørt holder dem for sig selv, af angst for at blive yderligere sygeliggjort af en plat tilgang fra behandlersiden.

På det psykologiske niveau: Lehmanns `skrækken tilstand´.

Kort er historien om dette praksiskoncept, at det er et alternativ til psykoanalysen som sådan, idet det muliggør en skillen sig af med indre lænker - undertrykkelse og udbytning, der startede med at være ydre - i et direkte fællesarbejde med andre, modsat psykoanalysens krav om underkastelse på ny, for at blive født fri - hvilket også er selvmodsigelsen i psykoanalysens korthus. Konceptet `skrækken tilstand´ kommer fra en videreudvikling af Lehmanns begreb om `indstilling´, der er beskrevet nærmere i skriftet om "Udviklingskonflikter i terapi", afsnit 7.

På det socialpsykologiske niveau: social integrationskonflikt med autoritær grundsubstans.

Fra rådgivningens start er det blevet vægtet, at der også blev arbejdet teoretisk med de konflikter indenfor gruppen og mellem gruppen og dens omgivelser, der altid melder sig, når et arbejde søges drevet fremad. Det har så forlenet rådgivningen med et hav af forskellige begreber om særlige gruppemæssige logikker, deres produktionsbetingelser, og deres perspektiviske ophævelsesform. Det er begreber, der sætter af fra logikker af marginalisering og udstødning: privatisering, infight, selvfjendskab, kollektivt fjendskab, isolering, isolation, afmagt mfl. 

En særlig konflikttype har fået opmærksomhed i rådgivningen, idet den er opstået mellem os selv igen og igen, og vi har set den og arbejdet med den ifm. andre personers kvalificering indenfor det behandlingsmæssige område. Det handler om en tilgang til arbejdet, som spærrer for at man kan få øje på selve sagen for arbejdet, eller omvendt: at sagen for arbejdet har udviklet sig skævt, hvor det er kommet til etableringen af en art centersuverænitet, hvor det ikke er ord eller analyser, der tæller, men personen der fremsiger dem. Det kommer til en `kamp om rummet´, der i bedste fald ender med en fælles interesseudvikling, og eskamotering af den magt, der er knyttet til autoritære personlighedsstrukturer. Konflikttypen er beskrevet i skriftet om "Menneskelig samarbejde - om en personlig konflikttype", og i en psykologerklæring fra 1993.

Vi stod meget alene, ikke bare da rådgivningen blev dannet i 1984, for at åbne i 1985, men vi stod lige så alene fra det tidspunkt i rådgivningens historie, hvor dens praksis begyndte at udvikle sig ud fra sig selv. Og det, der holdt os oppe - af flere grunde - til at fortsætte var som sådan vores motiver til at ville gøre det: den konstaterbare kritik af traditionel rådgivning og terapi for, ikke bare at køre hen over hovedet på den berørte, men at den samtidig var arbejderklassefjendsk og dybt kvindeundertrykkende. Dette havde vi samlet i det modbegreb, at rådgivning/terapi måtte foregå på brugerens - den berørtes - præmisser, og at der måtte være total åbenhed omkring det styrende fra vores side, ellers ville berørte ikke have en chance overfor den strukturelle asymmetri mellem terapeut og bruger i den konkrete rådgivningssituation. Desuden vidste vi - eller det var måske et håb - at vi umuligt kunne undgå ikke at komme på sporet af noget, der ville kunne udvikle sig videre, når vi i vores tilgang gik så ureduceret til værks som vi gjorde. Dét, at være i rådgivningen, for at arbejde med problemerne, som de var - ikke som de skulle eller burde være af eksistentiel dovenhed, politisk blindhed og faglig ligegyldighed - dét måtte bringe os tættere på, hvad der skulle til, når et ulideligt problem meldte sig, og forlangte sin løsning gennem det samlede samfundsmæssige kollektiv. I krise - eller når det var hårdt for os - greb vi altid tilbage til dét, som var vores udgangspunkt: at det gjaldt om at overvinde den forkortede tilgang til praksis, som ellers alle excellerede i, men som ikke af den grund gjorde det bedre, og dette til fordel for at give en hånd ved at koble sig på den persons liv, der skulle eller måtte finde en social løsningsform, der i større grad tillod den berørte at udvikle sit eget liv, sin selvbestemmelse som samfundsmæssigt væsen. Overhovedet det at være menneske var at ha´ værdi for det videre fælles liv, og problemet var - og er - at den nuværende samfundsstruktur fremfor at arbejde med på dette, modarbejder det. 

Nu er der så taget initiativ til en studiekreds i "terapeutisk teori og metode", og det vil da være nærliggende at spørge om, at det, der tidligere stod dannelsen af en studiekreds i vejen, om dette er overvundet.

- Tidsmæssigt er det ikke; der er stadig et så stort pres på rådgivningen, at interne prioriteringer er svære at forfølge; på den anden side har vi lært at finde henvisningsmuligheder, der kan aflaste os, men det er ved at være umuligt. Mest alvorligt er presset, når vi opsøges at personer, der har gået i terapi til anden side, med en skærpelse af deres problemer til følge, hvor dette - autoriserede! - sted samtidig er et sted, vi almindeligvis kan se os nødsaget til at henvise til. Der er nærmest ikke den behandlingsinstitution med "psykologisk ekspertise", som vi igennem tiderne ikke har modtaget brugere fra, fordi deres forløb gik dårligt eller totalt i kage. Men nogle behandlingsinstitutioner er dog værre end andre, og vi står aktuelt også med, hvad vi kan og skal gøre tilbage ift. bestemte behandlingsinstitutioner. Det er for meget bare at lukke øjnene, når vi bliver vidne om direkte kontraindicerede behandlingstilgange, om de er nok så begrundede i etablerede psykologiske skoledannelser.

- Fagligt er rådgivningen et andet sted: der er foretaget en opsamling af en større del af det rådgivningsmæssige arbejde, og det i en form, hvor det kan gøres til genstand for analyse og kritik, men desværre er der stadig langt til den nærmere fremstilling af typiske brugerforløb og deres overvindelse.

- Socialt er rådgivningen et helt andet sted end i 1990 eller for den sags skyld fra dens start: vi har tabt vore `uskyld´, ekskluderet som vi er til "de autonome", hvor skæbnens ironi må siges at være, at vi har brugt begrebet autonom som central kategori lige fra starten af vores arbejde. Socialt er vi ikke længere en del af et praktisk studenterliv, men er placeret i et stærkt lokalmiljø, hvor politiske handlinger - eller det at se livet også i dets politiske indbundethed - er normen, snarere end undtagelsen. Desværre har studiestramninger, højredrejning og to tabte generationer - som synligt skræmmebillede - gjort sit til, at det er i dag er svært at få tid til at lægge sin aktivitet i den art arbejde, som rådgivningen laver, og derfor er vi i dag også kun 5 aktive i Regnbuen. Med det pres, der ligger på hver enkelt for at undgå den sociale massegrav, her er involvering i en fagpolitisk stillingtagen til sit eget arbejde nærmest det samme som at smide sten på egne fødder, fordi det, der kræves - indenfor rammerne - det er den opportune holdning, der udsiger, at man først tager stilling, når man ved hvilken vej magtkampen har bestemt, at vinden skal blæse. At psykologer så nærmest bevidst vælger selv at placere sig i den art forform, der fører til psykiske forstyrrelser, dét synes at være den bagatel, man kan ordne, når det viser sig at være for sent!

Men selv om vi for tiden kun er 5 aktive i rådgivningen, så vil det ikke være en løsning, ikke engang på kort sigt, at vi var 100 gange flere. Derfor er den store opgave, hvordan det, ud fra de nuværende betingelser af tidspres og ressourcemangel, er muligt skridt for skridt at befordre netop de skridt, der på afgørende vis kan og på lang sigt vil medudvikle, både den konkrete overvindelse af eksisterende konflikter og nød, og som samtidig skubber på den forandring af de sociale og medmenneskelige betingelser, der foregribende forhindrer at konflikter og nød, der kræver en terapeutisk form at finde deres løsning igennem, opstår.

Arbejdsfeltet for rådgivningen er derfor givet med følgende:

- at støtte op om de personer, der havner i krise og nød;

- gennem forskning og uddannelse at sætte det konkrete og generelle arbejde på videnskabeligt samfundsmæssigt begreb.

- gennem langsigtet planlægning af indgreb i ordenen af social-politisk, arbejdsmarkedsmæssig, uddannelsesmæssig og boligmæssig art, der forhindrer terapeutiske problemer i at opstå, ved at de involverede sammenhænge og strukturer udvikler den art kompetence, at problemer kan overvindes dér, hvor de viser sig at opstå. I forhold til i dag er der brug for en revolution, som indstiftelsen af en anden orden, dén orden, hvor de socialt forefundne og nødvendige betingelser for livet samtidig er livets egne betingelser.

Til studiekredsens arbejde er der udformet et Kompendium, en Stencilsamling - "Terapeutisk teori og metode" - der indeholder dels en konkret analyse af hovedparten af de første 6 års brugerarbejde, og dels en mængde teoretiske skrifter om, hvordan der er blevet og kan arbejdes med problemer og konflikter såvel indenfor dagligdagen som indenfor det terapeutisk-kliniske område.

Det er umiddelbart tanken, at studiekredsen går frem ved at tage den konkrete analyse skridt for skridt, og sammenholde denne med lignende analyser til anden side af Mainstream-art. Dette kan sikre, at de erfaringer hver enkelt har - eller ikke har - kan bidrage til, at man bliver klogere på såvel sig selv ift arbejdet med terapeutiske opgaver, som på de problemer af praktisk og teoretisk art, som stadig i fælles forstand ligger ubegrebet og uløste hen. Desuden sikrer det, at kritikken af rådgivningens arbejde kan målrettes og konkretiseres i retning, hvad så at gøre.                                                                                                       ¤



[1] Oplæg ved Kalle Birck-Madsen, cand.psych, Solidaritetshuset 1996

[2]Jvf. her F.Haugs livshistorie-analyse-koncept, hvor der analyseres ud fra fraværende områder, områder der er modsætningsfrie, uklare mv.