Indledning:
Når man i dagens Danmark kontakter offentlige
instanser og kommunale døgninstitutioner, får man den besked, at der ikke
findes gadebørn i Danmark. Dette passer nok, hvis man kun bruger betegnelsen
gadebørn om børn, der ligesom i udviklingslande lever i kloakker, med fare for
dødspatruljer, og som sniffer lim for at holde deres tilværelse ud.
Men i mange vestliglande er problemet anderledes. I
dag skal man helst passe ind i de kasser, der er accepteret af samfundet. Disse
kasser bygger på arbejdsmarkedspolitik, som er en betydelig del af vores
kultur, og systemverden, For at være en del af dette samfund, må man tage sit
ansvar, som en god borger.
På trods af fine paragraffer i Serviceloven,
som er en stor del af systemverden, er der i dag stadigvæk et problem, med unge
uden social netværk, der kommer fra fattige kår eller ressourcesvage familier.
Disse unge er i stor fare for at falde uden for systemet i velfærdsstaten. Det
er dem, som bliver udstødt, og dem vi har valgt, at kalde Gadens løse fugle.
De unge har ofte en baggrund, der inkluderer
forskellige institutionsophold, plejefamilier og/eller gentagende indlæggelser
på psykiatriske afdelinger.
Problemformulering:
Der står i Serviceloven kapitel 8 § 32, om særlig
støtte til børn og unge, med særlige behov at:
”Man skal skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn, så de får de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed, som jævnaldrene på trods af deres individuelle vanskeligheder”.
Derfor kan det undre os, at det offentlige system,
herunder også pædagoger, ikke formår at containe disse individers forskellighed
fra normaliteten. Men i ”integrationens hellige navn” absolut skal normalisere
og putte disse unge hjemløse acceptable kasser, frem for at acceptere deres
forskelligheder, og se disse som ressourcer frem for begrænsning.
Hypoteser:
1.
De hjemløse unge har ofte oplevet, at det etableret system har handlet
mod deres ønsker. Med det resultat, at de unge mister tilliden offentlige
instanser.
2.
Hvis man vil opnå resultater med denne marginaliseret gruppe, må man
møde dem i deres livsverden.
Emneafgrænsning:
Vi har valgt at sætte fokus på, unge mennesker der af forskellige årsager, ikke har kunnet/villet integreres i ”normalsamfundet” og som i dag betegnes som socialt udstødte, psykisk syge og misbrugere.
Metode:
Vi vil i vores projekt, fokusere på udstødte og marginaliserede unge. Vi har været på besøg i Gaderummet i København, der er et socialpsykologisk rådgivningscenter og værested. Vores opgave vil bære præg af vores indtryk, empiri og interview med Kalle Birch Madsen, der er psykolog og daglig leder af Gaderummet.
Udover vores besøg i Gaderummet, vil vi gøre brug af det, i projektrammens, anvendte faglitteratur, tilsendt materiale fra Gaderummet og andet relevant litteratur.
Der findes mange definitioner på, hvad normalitet er. Vi vil bl.a. prøve at definere normalitet, ved hjælp af det unormale.
Vi vil lave en historisk gennemgang af denne gruppe mennesker, beskrive hvorfor de er udstødte og hvordan man som fagperson, kan nå denne gruppe af yderst marginaliserede unge.
Teori:
I teorien har vi taget afsæt i et kritisk syn på samfundsstrukturen, bl.a. gennem læsning af Bent Madsen, Tina Ussing Bølmer, Marslow, Habermas og gennem interview med psykolog Kalle Birch Madsen.
Historisk perspektiv:
Gadebørn og unge hjemløse er et gammel kendt fænomen. I 1470 – 1622
vokser den danske befolkning fra ca. 350.000 til ca. 470.000, og som følge af
det øget befolkningstal, blev der flere marginaliserede.
I 1587 trådte kongen til og vedtog Tiggerforordningen, der
forbød raske folk at tigge. Det var kun lovligt for værdigtrængende, d. v. s.
syge og krøblinger. For løsgængere, raske udstødte og asociale personer var
betleri forbudt, de kunne bare finde sig et arbejde!. [1]
Som følge af urbaniseringen i 1600 tallet, fik København i 1605 sit
første tugthus, der var beregnet til løsgængere og ” dovne ørkensløse mennesker”.[2]
Men det løste ikke problemet
med de mange omstrejfende børn og unge, som gik for ”lud og koldt vand”. For at
integrere disse stakkels børn, ville man lære dem et håndværk. Derfor lod Kong
Christian den IV i året 1621 Børnehuset bygge i forbindelse med
tugthuset. Her blev børnene og de unge brugt som billig arbejdskraft i
fremstillingen af klædestoffer. De arbejdede for staten i 10 - 11 år.
De børn og unge, der blev sendt i Børnehuset var omstrejfere,
hjemløse, uvorden, uægte eller fattige børn og unge, som forældrene havde svært
ved at forsørge. Dog modtog Børnehuset kun raske børn. Børnehuset
lukkede i 1650.
Efter lukningen af Børnehuset, var behovet for et sted til
omstrejfer og tigger der stadig. Derfor oprettede Frederik den III et nyt
børnehus på Christianshavn. Her skulle børn arbejde sammen med fanger fra
tugthuset. Mange børn døde p. g. a. sygdom eller de blev slåer ihjel af voksne
fanger. ”For heller blive dømt til døden end rådne op i fængsel”.
I 1727 oprettede staten på kongelig initiativ Vajsenhuset. Det
var en stiftelse for forældre- eller faderløse børn og unge fra alle samfundslag,
som skulle integreres til nyttige samfundsborger. Også her gjaldt det, at børn
måtte hverken være syge, krøbling eller vanvittige.
I 1753 oprettede starten Det Kongelige Opfostringshus for
fattige børn og unge, der skulle oplæres i håndværk, handel eller til søfarer.
Når de blev 12 år, fik de en lærerplads, som de var bundet til de næste 12 år. [3]
Ved hjælp af fattige reglementer fra 1799 og 1803, forsøgte
statsmagten, at få de lokale myndigheder til at tage sig af problemet med
tiggende børn og unge. Man manglede et sted at anbringe dem. Derfor blev de
anbragt med “Skumle voksne”. Meningen var (igen) at der skulle skaffes
arbejde til de fattige der kunne bestille noget.
Den billigste måde var
anbringelse i plejefamilier, der manglede arbejdskraft.
I 1846 blev der stadig bortvisiteret børn og ung til plejefamilier for et år af gangen til mindste bydende.
I 1860erne og 70erne blev der bygget mange nye fattiggårde, hvor
beboerne havde en kummerlig tilværelse, de mistede bl.a. retten til at gifte
sig og stemme. En sociallovgivning i 1933 betød at fattiggårdene blev nedlagt.
Sidst i 1800 tallet fik de fleste borger et nyt syn på fattigdom, det
var ikke altid selvforskyldt.
I 1837 blev Foreningen til forsømte Børns Frelse. Den kristelige
forening mente, at man skulle opdrage i stedet for at straffe.
I det sidste 1/4 af 1800 tallet, byggede man mange børne-, opdragelses-
og optagelseshjem af foreninger og privatpersoner. Her skulle man forsøge at
give børnene og de unge opdragelse og måske en uddannelse.
I 1870 var der i alt 15 institutioner med plads til 650 børn og unge.
20 år efter var der 60 større anstalter og 35 børnehjem med plads til i alt
3000 børn og unge. Forældrene og kommunen skulle betale plejepenge så det var
stadigvæk billiger at sætte børn og unge i privatpleje.
Det var meget almindeligt, at annoncere med udlejning af børn og unge i
aviser, men da det smagte af slavehandel, som blev forbudt i 1803, blev denne
form for markedsføring også forbudt.
I 1873 blev loven om børnearbejde vedtaget. Det blev forbudt for børn
under 10 år at arbejde, og børn mellem 10-14 år måtte kun arbejde 6 ½ timer
dagligt.
Ved vedtagelsen af den nye børnelov i 1905, blev der stillet større
krav til og mere opsyn med plejefamilier. Børneloven betød også, at børn og
unge kunne fjernes af værgerådet fra hjemmet, med eller uden tvang.
Allerede her er Peter Sabroe en vigtig person og fortaler for nutidens
pædagogiske metoder. Han mente at der skulle gives flidspræmier frem for prygl.[4]
Børneloven var en del af den første socialreform, og med den blev der
indført nye regler om social- og økonomisksikring.
Med den anden socialreform i 1933, afskaffede man almisseprincippet til
fordel for retsprincippet. Det havde vist sig, at almisseprincippet var svært
at administrerer. Dermed afløste loven om offentlig forsorg, fattigloven. De
forskellige sikringsorganer byggede på en administrativ struktur, og der blev
indført en række myndigheder, der skulle tage sig af bl.a.
tilpasningsvanskelige børn og voksne.
Som følge af højkonjunkturen i 1960’erne, blev der ændret på loven om
offentlige forsorg i 1961. Man gik fra passiv forsørgelse til aktiv hjælp.
Bistandsloven blev vedtaget i 1976 og den byggede på tiltag og ideer fra 1960’erne,
og det blev Bistandslovens problem. Den var udtænkt mens der var
højkonjunktur, men skulle fungerer i 70’ernes lavkonjunktur, som var en følge
af bl.a. oliekrisen.
Som følge af krisen steg antallet af socialklienter og dårligt stillede
markant, og det blev for dyr at have folk på bistand. Derfor skabte man
beskæftigelsesprojekter m.v., men antallet af klienter voksede stadig, og man
opnåede kun at flytte problemerne rundt i systemet.[5]
Målet med Bistandsloven var: forebyggelse, revalidering, tryghed og
trivsel.[6]
Normalitetsbegrebet, som første gang blev formuleret i en lov i 1959,
spillede en stor rolle i 70’ernes og 80’ernes socialpolitik. De marginaliseret
grupper integreres, så deres liv blev så nær det normale som muligt, for at
undgå stigmatisering. Desuden følger begrebet livskvalitet i slutningen af
80’erne. Brugere og klienter skulle have en forbedret livskvalitet via
integration og normalisering. Derfor påbegyndte man i 1980 at af
institutionalisere af de store statsinstitutioner.[7]
Den fjerde socialreform medførte, at man i slutningen af maj 1997 vedtog
nye sociallove. Det betød, at Bistandsloven i 1998 blev afløst af Serviceloven,
Retssikkerhedsloven og Aktivloven.
Serviceloven bygger på ideologien om forebyggelse, og at den enkelte har ansvar for
sig selv og sin familie. Formålet med forebyggelsen er, at befolkningen bliver
i stand til, at klare sig selv. Hvor man før havde et økonomisk sikkerhedsnet,
indførte man nu tanken om selvforvaltning.[8]
Delkonklusion:
Gennem de sidste århundrede har man kendt til problemet med
marginaliserede / udstødte grupper. Kendetegnet ved disse grupper har altid
været fattigdom og / eller nedsat funktionsevner. For at integrere disse
grupper af befolkningen, har staten forsøgt at normaliserer gennem aktivering
og / eller behandling. Da man har efterstræbt en tilværelse så normal som
muligt.
For personer uden de helt store kriser og problemer, har systemet
fungeret godt. Men for de allermeste udstødte grupper, har det måske ikke været
den rette fremgangsmåde, da der stadigvæk findes mennesker, som er udstødte af
samfundet.
Sammenligner man nutidens loves principper med feudalsamfundets og
senere tiders metoder for håndhævdelse af aktivering, kan man finde mange
ligheder. Dog er er metoderne for normalisering i dag mere humane end
tidligere! Men bliver folk integreret, eller er der tale om assimilation, når
ens forskellighed ikke accepteres af det omgivende samfund.
Hypotese 1:
De hjemløse har ofte oplevet, at det etablerede system har handlet mod
deres ønsker. Med det resultat at, de unge mister tilliden til offentlige instanser.
Mange af de unge mennesker, der lever på kanten af samfundet, har haft
dårlige oplevelser med det offentlige system. Det har ofte endt med at de er
blevet opgivet af, eller at de selv har givet op overfor systemet. Det sker
fordi de ikke har ressourcerne, til at kæmpe den ulige kamp det er, ”bare at
blive hørt”. Som en af de unge i Gaderummet udtrykte det; “Når man har
fortalt og forklaret sin livshistorie og livssituation til 5 forskellige
socialrådgivere i løbet af en måned, så gider man sgu ikke mere”.
Når det offentlige system har/er opgivet og man er udstødt af
samfundet, hvor går man så hen? Et af de steder der er et alternativ til de
offentlige institutioner er, Gaderummet/Regnbuen.
Gaderummet/Regnbuen beskriver sig selv som, “et socialpsykologisk
fristed for unge”. Det er et døgntilbud for gadebørn, hjemløse og unge udstødte
eller marginaliserede og almindelige unge, der har nogle psykiske problemer,
men som ikke har råd til psykologhjælp, eller som har haft dårlige oplevelser
med det etablerede behandlingssystem. Det kan tilbyde de unge socialt og
psykologisk rådgivning, et sted at sove, samvær med ligestillede og til dels
økonomisk bistand.
Stedet bliver fortrinsvis kørt på frivillig basis. Den daglige leder af
gaderummet, Kalle Birch Madsen, der er uddannet psykolog, har i mange år
arbejdet omkring 80 timer i ugen, i gaderummet, mens han levede af dagpenge
eller bistandshjælp Først i år 2000, begyndte han at blive aflønnet for sit
arbejde. Mange af de andre medarbejdere er studerende og arbejder der i deres
fritid. Der er også nogle der er der i aktivering. Økonomisk er det penge fra
private fonde og gaver fra private, der udgør størstedelen af Gaderummets
budget, der er dog lidt økonomisk støtte fra kommunens side, gennem Kalle`s løn
og de mennesker der er i aktivering.
Gaderummet og Regnbuen har forskellige funktioner.
I Gaderummet søger man at skabe et værested, for unge udstødte og marginaliserede. Det er her man giver den sociale rådgivning, og denne rådgivning kan komme fra personalet, men også fra de andre brugere. Man udøver ingen form for magtanvendelse, formynderi eller bedrevidende pædagogik, da det bare vil virke som en rød klud på de unge, for det er det mange af dem har oplevet i det etablerede system. Her er det de unge der sætter dagsordenen, som Kalle udtrykker det; “Det eneste magtmiddel jeg har, er et kvalificeret skænderi”.
I Gaderummet er der næsten ingen regler, man bliver ikke registreret og
man bliver ikke “påduttet” nogen form for hjælp, medmindre man udtrykker ønske derom.
De få regler der er, er nogen ungegruppen selv har udformet og de er i alt sin
enkelthed;
“Ingen junk” (heroin og andre hårde stoffer).
“Ingen nydelse af alkohol fra søndag til fredag”.
Disse regler er bl.a. lavet for at skabe ro til dem, der har et job
eller skole at passe.
P.t. er der 28 “fastboende” på stedet, men på en uge er der en
gennemstrømning af ca. 200 forskellige mennesker, der benytter sig af enten
rådgivningen, værestedet eller begge dele. Fællesnæveren for de fleste af disse
mennesker er, at de har svært ved at tilpasse sig normen i det samfund, vi
lever i. Dette kan skyldes misbrug, psykiske problemer, eller begge dele. Mange
af dem har været i behandling i det etablerede system, men har ikke fundet
tilbudet om hjælp, fra denne side tilstrækkelig brugbar, i forhold til deres
problemer og livssituation, eller også er de blevet opgivet af et system der
ikke har fundet dem “socialiserings egnede”, fordi det ikke har været muligt at
måle en succesfuld behandling af disse unge, ud fra de succeskriterier, der
fulgte med omstillingen fra velfærdsstat til selvforvaltningsstat.[9]
Regnbuen koncentrere sig om den psykologiske rådgivning. Rådgivningen
har eksisteret siden 1985, den blev opstartet af en gruppe psykologi-studerende
der mente at, der måtte være andre måder at hjælpe mennesker, med ondt i livet
på, end at give psykofarmaka. Denne gruppe var meget optaget af, “Den kritiske
psykologi”, som finder det etablerede behandlingssystem utilstrækkelig og ude
af stand til at arbejde udfra, det enkelte menneskes livsverden[10],
fordi der fokuseres for meget på de politiske og økonomiske aspekter i denne
behandlingsform. Ifølge psykologen Sven Mørch,
er problemet ikke misbrug og arbejdsløshed. Det centrale i
problematikken om marginaliserede og udstødte unge, er samfundets stigende krav
om kvalificering, (uddannelse). For et fåtal af ungegruppen kan det være svært
at leve op til disse krav, og det kan være med til, at de ender i et
misbrugsforhold, der gør dem mere marginaliserede, end de i forvejen er.[11]
Den kritiske psykologi fokusere mere på en behandlingsform, der tager
udgangspunkt i den syges livsverden. Hvilken kontekst den syge lever i, d.v.s.
sociale relationer, boligmæssige forhold, psykiske problemer, misbrug, o.s.v..
Den kritiske psykologi tager på sin vis afstand fra psykofarmakaen. Den
ser det som en akut behandlingsform, men mener at man, som behandler, på
længere sigt må tage udgangspunkt i den syges livssituation og arbejde ud
derfra.
Analyse:
Man vil elskes, i mangel heraf beundrers, i mangel heraf frygtes, i
mangel heraf afskys, og foragtes
Ovenstående digt afspejler meget godt de skæbner, vi mødte i
Gaderummet. De har tidligt i deres liv forgæves ledt efter den kærlighed, man
som menneske har ret til og som der er med at skabe identitet. Måske har de
gennem gode præstationer i skolen, prøvet at finde en beundring, der delvis kan
kompensere, for den manglende kærlighed. Har de ikke kunnet finde denne
kærlighed eller beundring, de så inderligt higede efter, i sammenhænge der af
samfundsnormen findes acceptabel, har de i afmagt og desperation søgt til
grupper, hvor de har fundet denne gennem ligesindede. I en sådan gruppe
tilskrives den unge identitet og styrke, gennem gruppens kulturelle udtryk.
Disse grupper finder man oftest på kanten af samfundet og er ofte ”ugleset” af
det omgivende samfund. Når identifikationen med de samfundsmæssige idealer og
samfundstilpassede identifikationsmodeller er glippet, for den unge, er modidentifikationen
ofte et mere eller mindre bevidst valg, fra den unges side. Hellere være
noget negativt, set med samfundets øjne, end slet ikke at være nogen.[12]
Hvorfor bliver nogle tabt, af det etablerede behandlingssystem?
En af de grunde vi har fundet mulig er, at opfølgningen på en
behandling, er meget sparsom. Når f.eks. en psykisk syg patient bliver
udskrevet fra den psykiatriske afdeling, er det op til personen selv, at søge
videre behandling. Der er fra psykiatriens side opstillet nogle tilbud om
opfølgning, men er man først udskrevet, kan man som behandler ikke forlange at,
patienten skal gøre brug af disse tilbud[13]
På de psykiatriske afdelinger er man ofte plaget af overbelægning.
Denne overbelægning kan, set med vores øjne, kun betyde, at der er mindre tid
og ressourcer, til hver enkelt patient, hvilket igen må betyde, at det ikke er
muligt at give den nødvendige behandling, medmindre man vælger at behandle med
psykofarmaka.
I Gaderummet ser man meget skeptisk på behandling, udelukkende med
psykofarmaka, fordi man ikke løser patientens faktiske problemer, da disse ofte
er af socialpsykologisk karakter og fordi psykofarmakaen har en del
bivirkninger. En af disse bivirkningerne kan være afhængighed af medicinen. En
anden ulempe ved medicinering med psykofarmaka er, at man ikke kan gå ind og
arbejde med et menneske, der er påvirket, fordi et påvirket menneske, meget
sjældent er i stand til at tænke rationelt.[14]
En anden grund til at de bliver tabt er, at det etablerede systems
behandlere, psykiatere, psykologer, sagsbehandlere og pædagoger, meget sjældent
er i stand til at føle empati med det unge menneske, de skal hjælpe. De har
ikke nogen forståelse for den enkeltes livssituation og livsverden, da de
aldrig selv har stået i en lignende situation. For at finde forståelse for
deres problemer, er man nødt til at kunne bevæge sig ned i “rendestenshøjde”. Forståelse
handler om delt social erfaring.[15]
Samtidig handler det også om anerkendelse af patientens unikke situation.
Det betyder ikke at, man ikke kan blive en god pædagog, hvis man ikke selv har
været nede og skrabe bunden. Men det kræver et specielt menneskesyn, og en god portion
tolerance, at arbejde med den gruppe, som der her er tale om. Det vil derfor
give nogle gode forudsætninger, for os som pædagoger, at man har en vis
kendskab til det liv de lever.
Hypotese 2:
Hvis man vil opnå resultater med denne marginaliserede og
udstødte gruppe må man møde dem
i deres livsverden
Beskrivelse & Analyse:
Huset emmer af vrede, der er indbyrdes slåskampe mellem beboerne og der ryges hash.
Det er nogle konklusionerne en gruppe af etnologer er nået frem til i en evaluerende rapport om værestedet ”Gaderummet” som ligger lige i hjertet af Nørrebro.
Det vides at ca. 20% af enhver generation ”restgruppen” har så dårlige betingelser, eller trives så dårligt, at de er i fare for, at udvikle vedvarende sociale og psykiske problemer.
I restgruppen af unge findes yderligere en restgruppe, som er stødt helt ud af hjem, skole, bolig, plejefamilie, institution, eller behandlingshjem. Disse unge udgør mellem 5-10% af enhver ungegeneration. [16]
De fleste af disse unge har en dårekiste fuld af dårlige erfaringer fra normalsamfundet. Fyringer, udstødning af A-kasse, splittede familier, vold, seksuelle krænkelser og omsorgssvigt, indordnede under stressede og nogle gange bureaukratiske og autoritære socialarbejdere osv.
Alle disse afmægtige og trøstesløse forhold har for en hel dels vedkommende givet grobund for en karriere i dag- og døgninstitutioner eller fængsler, hvor de er omgivet af mennesker, der definerer 'god adfærd' for dem.
Er det rimeligt eller på nogen måder rationelt at pådutte disse stakkels individer systemverdenens krav om lønarbejdervirksomhed eller klientgørelse?
Her vil svaret normalt være ja, fordi systemverdenen repræsenterer normaliteten og for at normalsamfundet kan opretholde sin integritet har de udstødte op igennem tiden været udsat for undertrykkelse og indgreb af ofte tvangsmæssig karakter bl.a. ved indespærring og tvangsmedicinering.
Vi ved på den måde hvad det gode liv er, når vi ser de elendiges.
Rationaliteten ligger i, at man med de udstødte producerer en negativ vare eller tjenesteydelse, som skaber vækst i samfundet fordi de giver arbejde til alle os socialarbejdere, psykologer, psykiatere osv.
Alle aktiviteter som udløser en løn er gyldige og samfundsnyttige aktiviteter (uanset karakteren heraf) og medvirker til en øget vækst og dermed en styrkelse af bruttonationalproduktet med andre ord så udgør de menneskelige omkostninger i tidens paradigme et overordentlig godt potentiale for lønarbejdervirksomhed.
Fornuften og det hensigtsmæssige i paradigmet kommer til kort, hvis man i bruttonationalproduktet modregner disse negative ydelser, da har der ikke været økonomisk vækst i landet siden sidst i 70’erne. [17]
Heterotopisk fællesskab![18]
Individer som tager del i et heterotopia opfører sig afvigende i forhold til samfundets påbudte normer, man danner sig selv i modsætning til sine forestillinger om, hvad der er det normale samfund, og opfører sig afvigende i forhold til samfundets påbudte normer.
En strategi der skaber empowerment, idet brugerne i antagelsen af at være den radikalt anden synliggør deres marginalitet og synliggør et socialt rum, hvor de paradoksalt nok ikke er marginale.
· [19]Den frihed , som det heterotopiske rum synes at give brugerne, afspejler den ufrihed der i brugernes tilfælde ofte benævnes som social kontrol, umyndiggørelse, og fravær af personligt engagement.
· Deres (brugernes) fleksible brug af tid er en afvigende opførsel i forhold til et omgivende samfund der af brugerne bliver beskrevet som stresset og retlinet.
·
Ved begrebet hjem er, ensomhed ligeledes et aspekt af
samfundet uden for det heterotopiske fællesskab, der bliver fremhævet i
forbindelse med en relationel selvdefinering. En bruger udtaler: ”Det er sgu
ikke så meget stedet, det er mere fællesskabet. Det er det mennesker mangler i
samfundet, tror jeg, mere fællesskab”
Det som brugerne forholder sig i kontrast til, kan i denne sammenhæng belyse brugernes visioner om det gode liv.
Det at være socialt udstødt eller psykisk syg og indgå i et hetorotopisk fællesskab er en synliggørelse af sig selv i gruppen og endvidere en synliggørelse af gruppen i samfundet.
Disse subjekter har fået en fælles referenceramme i at være udstødte, et fællesskab om det at være udstødt, og deres handlinger reguleres på baggrund af en gensidig anerkendelse af,
hvad der er almene normer for handlinger, adfærd og sameksistens.
Et kærkomment åndehul hvor man får en chance for at, gen / opbygge sine livsressourcer :
Identitet, solidaritet & mening som Habermas tilsammen mener at udgøre en nødvendighed i ethvert menneskes tilværelse.[20]
For at behovet for selvrealisering og, at ”være skabende” kan opfyldes, er det en forudsætning at tre underlæggende behov er dækket (Marslows behovs pyramide) og
Det er vigtigt, at mennesker der måske har en daglig kamp for, at få de mest grundlæggende behov dækket at få noget at spise og et sted at sove og have nogle at være sammen med virkelig også får disse, for mennesket fundamentale behov dækket før man kan bevæge sig videre mod selvhævdelsesbehov og selvrealiseringsbehov.[21]
Det kunne være et godt og på mange måder rationelt pædagogisk arbejdsfelt, da brugerne i kraft af deres fællesskabsfølelse og kultur i høj grad er selvhjulpne til at bedre deres egen og andres psykosociale tilstande.
Psykologisk bistand må dog siges at være tiltrængt for en del som på grund af deres livsvilkår har fået slemme ar på sjælen eller er blevet psykotiske og medicineret under psykiatrien.
De mere ressourcestærke i gruppen vil ofte begynde at efterspørge behov som læring i forskellige faglige retninger og her ville pædagogerne med alle deres kompetencer gøre et godt bidrag med kreative indslag.
MEN den professionelle må gøre sig helt klart, at hetero betyder modsat og modsat velstanden og nedenfor flyder slummen. Kan man som professionel bære en karriere i rendestenen og opnå den kontakt og tillid der skal til for selv at blive accepteret i gruppen .
Pædagoger og andre socialarbejdere har måske med god grund et ry blandt de unge udstødte, som er hørt udtrykt sådan: ” Først pisser man på os og bagefter siger man, at vi lugter” en sådan kommentar burde give stof til reflekterende eftertanke blandt os i ”servicesektoren”
I ”Lejren” er man f.eks. blevet pålagt, igennem særloven og i amtslig regi, at få opført et børnehus, med socialpædagogisk bistand udefra. Det lyder måske umiddelbart som et godt initiativ, problemet er bare at, beboerne nærer en dyb mistillid til systemverdenen, på grund af tidligere anbringelser af børn, i lejren, udenfor hjemmet. Beboerne er her præget af en generel negativ indstilling til (social)pædagoger, og det skyldes, den praksis der har været på lokal plan. Børn & unge udvalget som træffer afgørelserne ved socialpædagogiske tiltag er lokalt stærkt repræsenteret af systemverdenens krav om normalisering. Disse tiltag lader ofte ikke forældre mange muligheder tilbage, for eks. vis samkvemsret med deres egne børn. Hvad et børnehus angår, som beboerne i øvrigt synes, er en god ide, vil dette også blive en realitet, blot udført og bemidlet af dem selv, for at fastholde suverænitet og undgå indblanding fra offentlig side.
Social & Boligpolitikken må nå frem til, om man ønsker de udstødte ned i kloakkerne, som det er praksis i f.eks. nogle sydamerikanske lande. Eller om man vil give dem en tålelig tilværelse, med dertil hørende midler og ressourcer såsom et værested med anstændige fysiske rammer.
Handledel:
Hvordan kan vi som pædagoger afhjælpe, at de unge
ender med at blive udstødte?
De unge, som kommer i gaderummet er fra omkring 18
år og opefter. På det tidspunkt de kommer til Gaderummet, er de meget ”
skrøbelige” og fulde af mistillid. De tror ikke, at pædagoger er til for at
hjælpe dem.
Hvad kan vi som pædagoger gøre for at opbygge en
tillidsform overfor de unge igen?
Vi skal som pædagoger HELT ned i rendestenshøjde,
for at hjælpe. Man skal være til stede 100%, når de unge har brug for det. F.
eks. hvis man har fri kl. 17.00, og den unge har brug for en kl. 16.59, så må
man være fleksibel med sin fritid og blive til krisen er overstået.
Som omsorgsperson skal vi arbejde primært ud fra de
nære relationer, frem for de professionelle, og behandling må ske udfra en bred
opfattelse. D. v. s. man skal arbejde udfra brugerens behov. Man skal ikke som
pædagog pådutte eller trække ideer ned over hovedet på disse unge. Løsninger og
lysten til forandringer skal komme fra de unge selv.
Hvad er det, som gør at de unge accepterer et sted
som Gaderummet. Og hvad er det, som Gaderummet kan tilbyde frem for offentlige
tilbud?
I Gaderummet bliver de unge taget alvorlig og lyttet
til. Der er et fællesskab blandt de unge – de er ligestillede, har
medbestemmelse og medindflydelse på stedet og deres egen hverdag. Udvikling og
fremskridt foregår i de unges eget tempo og de bliver ikke pacet frem. Man
taler ikke ned til dem, men med dem, der er ikke nogen, som er
bedreviden om, hvad der er godt for dem og der er ingen, som har en plan med
dem og de føler ikke, at personalet gør deres arbejde for penge.. Alt dette er
ting vi som pædagoger kan bruge , når vi skal arbejde med udstødte unge.
Som en bruger fra Gaderummet sagde: ” Du skal
også kunne hilse på mig, når du møder mig på gaden – uden at du får penge for
det!! ”.
Hvordan kan pædagoger være med til at forebygge, at
de unge bliver udstødte?
Den bedste måde at nå langt med denne gruppe på, er
som sagt, at vinde de unges tillid og opbygge dem som mennesker på ny. Men
allerbedst er, at forebygge problemerne opstår, da det er svært at hjælpe, når
først de unge er nede og skrabe bunden.
For at forebygge at de unge ender på gaden, skal man gribe ind tidligere i deres liv. Mange kommer fra ressourcesvage familier, er det i familierne man skal gå ind og hjælpe. Her mener vi ikke kun økonomisk dårligt stillede familier, men også familier, som udsættes for kriser, tab o. s. v. I disse situationer er de udstødte unge blevet taberne. Mange har oplevet svigt og er ofte blevet overladt til sig selv. Med det resultat at de unge ofte udviser ændringer i deres adfærd. Dette medfører ofte at forældrene ikke kan magte de unge, eller at de unge ikke kan magte tilværelsen. Når nu Gaderummet viser sig at fungere så godt, uden at de kører regelfast efter systemverdenens værdier og normer, men arbejder ud fra de bløde værdier og de unges livsverden, burde vi som pædagoger, så ikke bringe mere af det ind i vores daglige arbejde?
I dag er løsningen, at sende de unge i plejefamilier
eller på institutioner. Vi mener, at det i nogle tilfælde ville være en bedre
løsning, at hjælpe familierne i krise inden, at problemerne vokser dem over
hovedet. I stedet for at adskille familien, er det bedre med familieterapi, der
e. v. t. suppleres med ” hjemmehos pædagoger” så hele familien kan få hjælp.
Desuden bør pædagoger o.l. være opmærksomme på
problemer i deres omgang med børn og unge. Og de obligatoriske skolelæge besøg
skulle inkluderer samtaler med skolepsykologen. Med disse tiltag kan måske
mindske antallet at udstødte i Danmark.
Konklusion:
Igennem arbejdet med opgaven ”Gadens løse fugle” er vi nået frem til følgende: Gennem tiden har man gemt problemerne af vejen, forsøgt at normaliser afvigere og marginaliserede gennem aktivering. Men det er samtidig, gennem de udstødte og marginaliserede, at samfundet afspejler sin egen normalitet.
Som nævnt før, har denne gruppe af unge ikke fået dækket deres basale behov, og derfor kan man ikke forvente, at de magter handleplaner og aktivering. Skal denne gruppe integreres, må man fastholde dem i deres udvikling. Man skal arbejde med ”små ” planer og bløde værdier, frem for systemverdens langsigtede planer. Professionelle / pædagoger må danne sig en forståelse for denne gruppes livsverden og værdier, for at de kan opnå en gensidig forståelse og tillid.
På trods af de unges individuelle vanskeligheder og forskelligheder, må vi konkludere, at serviceloven ikke lever op til kapitel 8 § 32.
Denne gruppe har ”meldt” sig ud af det etablerede samfund, da de ikke er interesseret i at blive klientgjorte, og de magter ikke aktiveringsprojekter.
Når det offentlig system ikke kan containe disse unges forskelligheder, skyldes det systemverdenens regler, love og ønsket om normalisering. Pædagogens arbejde bærer præg af regler i stedet for menneskesyn og empati for brugerne. Derfor er det godt, at der findes væresteder o. lign. som arbejder med frivillig arbejdskraft, da de ikke i samme omfang som offentlig steder, skal indrette sig efter systemverden.
Alt i alt må vi konkludere, at det danske samfund helst skal være så
homogent så muligt. Der for kan de unges forskelligheder ikke accepteres i
ønsket om et utopisk samfund. Vi glemmer at finde frem til ressourcer, som
disse unge besidder. Citat af Kalle B. Madsen: ”Alt nyt starter også som et
afvig eller som noget forskelligt fra det normale”.
Anja, Iben, Mona & Thomas Projektvejl: Mette Bigum
Temaramme 3
Marginalisering & Integration
Hold: C 00