Arbejdsstatus juli 2006: En udfording

Af Kalle
 

Arbejdsstatus juli 2006: En udfording. 1

1. Problemforhold 1

2. De store gåder 1

3. Problemernes paradokskarakter 2

4. Øjebliksbillede, udgangspunkt 2

5. At ha’ et hus 3

6. De to ungegrupper 4

7. ”Rest”-gruppe orienteret 4

8. Økonomi 4

9. Sluttelig 5

Kalle 5

 

I maj 2005 flyttede Gaderummet til sit nuværende hus, med lokaler der sikrer, at arbejdet med rådgivning og terapi, aktiviteter og bo-arbejde kan foregå på en betryggende og udviklende måde. I det forløbne år er nye opgaver og problemer internt vokset frem, samtidig med at husets brugergruppe af unge, i deres relation til det offentlige, modtager færre økonomiske midler til overlevelse end tidligere. Det er en politisk beslutning. Flere unge i og udenom Gaderummet er derfor det sidste år mindre bemidlet end før.

Da de økonomiske midler i gaderummet allerede er anstrengt til det yderste i forvejen, så er det samlet forhold, der stiller Gaderummet overfor en voldsom udfordring. I det følgende skal et internt- og externt arbejdsprojekt skitseres. Begge projekter fordrer en startøkonomi, ligesom projektet med de yderste unge, behøver en driftsøkonomi.

 

1. Problemforhold

Den tilståede basisøkonomi til husets arbejde har vist sig at være underdimensioneret if. udgifterne til drift og vedligehold af lokalerne. Pengene har måttet findes ved personalereduktion og ved at pengene til den fælles midte – folkekøkken, transport, cykelreparationer, små ting mv. – har måttet bruges på lokalerne til at betale olie, el, renovation, vedligehold mm.

Set ud fra husets fungeren med udstødte unge af alskens karakter er det ubærligt at tabe den fælles økonomiske midte, da netop midlerne i denne – selv om de tidligere har været få – har været et ”sine qua non”, en uomgængelig betingelse, if. duelig socialpsykologisk og klinisk arbejde: at rådgivningen i huset er gratis, lige som der er fri tilgang til andre midler til simpel daglig overlevelse og aktiv udvikling. Unge der havner i gaderummet, er typisk sidste sted, så nogen nævneværdig betalingsevne eksisterer ikke.

 

2. De store gåder

Hidtil har det været muligt at komme derhen, hvor huset, om ikke løser de store gåder i skizofrenien og i det anti-sociale syndrom, men så lever med dem i sin egen midte som medarbejdergruppe. Mennesker hvis liv og levned bestemmes af ubærlige modsigelser, for en nu tragisk personlighedsskæbne, som intet grundlæggende synes at kunne forandre på. Dog!

I bedste ”tilfælder” sker der en fundering i en socialitet for den berørte, der – på utænkelig måde – konstruktivt viser nye veje for alle involverede parter. Noget specielt sker, men hvad sker specielt ? Det ved huset ikke endnu – en generaliserende akse er endnu uden for rækkevidde - men mulighederne for at komme stadigt tættere på svar er til stede, og til stede qua at husets mennesker har et frivillighedsforhold til deres betingelser, og har det sammen med andre, hvilket betyder mulighed for indgåen i en overindividuel livsverden og socialitet, der kan trække en personlighedsudvikling med sig; - Og dermed initiere selve dén udviklingsproces, hvor den unge krænger gammelt af sig og samfundsmæssiggør sig selv ud fra egne behov, interesser og givne perspektiver.

Det er ikke muligt at fremtvinge personlighedsudvikling – det er en selvstændig bevægelse, en akt af anden orden, der sker i spændingsfeltet person-kollektiv-virkeligheden; men det er muligt at rette betingelserne derhen, hvor den berørte ser sit eget selvbestemmelsesperspektiv i at gribe et nyt virkelighedsforhold videre som større kooperativ arbejdsvirke. Kun i funderingen af det nye, er det gamle (begrænsende) ophævet som bestemmende, til fordel for at blive sekundært bærende funktionsdimensioner. Spørgsmålet er, hvad der tvinger en individuel selvsamfundsmæssiggørelse ned i paradoksal afmagt, hvis ophævelse i almen samfundsmæssighed ikke efterfølgende synes at kunne finde sted – eller spontant finder sted, men som ubegrebet for den større socialitet. Det er en eller anden uudviklelig individuering/konnektion mellem individ og samfund, med individets som synlig bærer og berørt, men hvilken individuering og konnektion ? Når overindividuel indgåen kan forandre, hvad er så personlighedens position før forandringen ? Det må være en overgang fra en ikke-individuel verden, hvor personlighedens videre dannelsesproces er opløst gennem individuerings-tab, -fravær og/eller –repression.

Vi har mao. i skizofrenien og i det asociale syndrom at gøre med en samfundsmæssig specifik fejludvikling, der grunder sig i fravær af med-kooperation fra afgørende andre på betydningsfulde individuerings-niveauer individet, dets sociale kollektiv og deres bestemmende omverden imellem, hvor basale menneskelige behov ikke adækvat er blevet imødekommet, men i en vis grad mishandlet, da såvel skizofrenien som det anti-sociale syndrom i sig har konfliktende ”isolerende konkurrerende handleordens-perspektiv” til det omgivende samfundsmæssigt forefundne. 

Et element i den ”generaliserende akse” kan derfor hævdes at være ”personlighedens overindividuelle genskabelse”, et konkret udviklings-paradoks at løse i hvert enkelt tilfælde, da individet ikke kan hævde sit samfundsmæssige liv uden genstandsmæssig kooperation med andre samfundsfæller.

 

3. Problemernes paradokskarakter

Problemforholdet i huset synes også generelt at have paradokskarakter – som mange gange tidligere! Hidtil er de blevet udviklet indefra, med held. Hvad med dette ? Hvordan fortsat gribe den kollektivt-personlige midte, samarbejdet og omsorgen alle parter imellem, når denne midte samtidig tømmes for basale overlevelsesmidler, uden hvilke den ikke kan bestå som arbejdsvirksomhed ? Med de færre midler, hvad er så muligheder på kort sigt, der kan vende det på længere sigt?

 

4. Øjebliksbillede, udgangspunkt

-          Personalereduktion: Personalegruppen er i forvejen lavt dimensioneret. Den svarer til et herberg, uden behandlingsansvar, og hvor der kun er åbent om natten. Søgningen til hjælp, rådgivning mv. er i forvejen større end hvad vi har ressourcer til. En yderligere personalereduktion kan true sammenhængskraften i Gaderummet, der hviler på samling og udvikling af fællesforhold, for at kunne håndtere den ”døgnåbne og frie dør”.

-          Reduktion af den fælles midte: I forvejen har der kun været midler til folkekøkken mv. 3-4 gange om ugen. Det har været for lidt, men har været til at have med at gøre. Der har også været lidt midler til transport mm., når unge fik lejlighed og kunne flytte fra Gaderummet, eller at de fik arbejde og brug for mad og transport indtil første løn kan komme til udbetaling.

-          Reduktionen af en fælles økonomisk midte har allerede betydet, at husets senden sine unge på rekreation – i privatpleje, på campingplads eller i Thylejren, der gratis tager imod unge fra Gaderummet – er stoppet, hvilket er et umådeligt stort savn. Det ser tvært imod ud til – med de gode erfaringer herfra - at gaderummet har brug for en satellit på landet, som oplagt kan bygges op som et rekreationshus i Thylejren, for gaderumsskæbner, og samtidig indrette det som sundhedshus for Thylejrbeboere mv. Selve driften af et sundheds vil ikke være noget problem, set ud fra de kompetencer og den erfaringshorisont som gamle gaderumsrødder er i besiddelse af, men mere specifikke sagsbehandler- og psykologiske ydelser vil kræve tilførelse af midler til lønnet arbejdskraft, eventuelt gennem en udstationerings/rotationsordning med personalet i huset. Som en lille fremtidsdrøm kan nævnes, at kom der en lille vognmandsrute med passagertransport i stand mellem gaderummet på Nørrebro og det oppeste Jylland med Thylejren som endestation, så vil der kontinuerligt kunne bygges på det omtalte sundhedshus, selv om det er rekreationsophold for rødder og rødinder.  

-         Samtidig er der uden om os, sket en fastfrysning, gående mod en større reduktion af de offentlige økonomiske midler, som de unge - som Gaderummet typisk har kontakt med – modtager fra det offentlige. Stedet har haft en låneordning, der har hvilet på at det meste skulle betales tilbage, når den unge kom i arbejde, i uddannelse eller modtog sin kontanthjælp. Men denne er nærmest presset ihjel. For bare 5 år siden var bistandshjælpen en ”ret i nød”, nu er den et perifert under, og endog meget lavere. Den forarmelse som introduktionsydelse, starthjælp mv. har ført med sig, er ude over enhver grænse. Hvis endelig de faste udgifter kan betales, så er der intet til mad. Praksis har også vist, at jo flere dage med folkekøkken om ugen, og jo flere fællesaktiviteter, jo mindre pres på låneordningen, og dermed også mindre kriminalitet, stofbrug og kaos af de unge udenfor huset. Manglende midler til en fælles midte er derfor katastrofal for Gaderummet, da unge, der havner her, overvejende er de mest marginaliserede og udstødte, men det er så også den gruppe, hvis økonomiske ydelser og betingelser er blevet beskåret dramatisk de senere år.

 

5. At ha’ et hus

Det har været en gave, at vokse ind i det nye hus, med den fortsatte fastholdelse af den åbne dør. Ingen sortering af mennesker; og mad, telefon, computere, aviser, vask mm. er fortsat frit, også for unge der bor uden for gaderummet. Det er hidtil blevet til mange penge for huset, men i forhold til afværgelse af ulykke, nød og konflikt, i et større perspektiv meget lidt, når vi sammenligner os med andre institutioner.

Huset er en fattigdomslomme; det formår fortsat at bidrage til den fælles midte, men slet ikke tilstrækkelig – og heri er ikke indregnet, at vi endnu er langt fra at ha’ kontakt til vores nye nabolag, med de unge derude, der nok er i vores målgruppe, men endnu ikke har opdaget at vi er her.  

Flytningen til bedre lokaler, et helt hus, har ført til en meget større brugergruppe, men også fremvist en mere differentieret ungegruppe end i de gamle (for snævre lokaler): en på alle områder ressourcefattig gruppe af unge, overfor en gruppe af unge med mange ressourcer, men med skarpe og hårde (autoritets)konflikter af forskellig art, der stiller sig i vejen for indgåelse i almindelige arbejds- eller studieforhold.

 

-          Den ressourcefattige gruppe af unge: Gruppen tæller ligeligt begge køn, med fællesforhold som krænkelse, vanrykt mv. De unge er for svage til selv at varetage en kontakt til det offentlige eller verden udenfor Gaderummet, og selv om de hjælpes på vej til møder, aktivering eller andet, så er de ikke i stand til at honorere nogen krav overhovedet. Var de ikke i Gaderummet, ville de være på gaden eller tvangsindlagt – hvad de også alle kender til i forvejen. Til gruppen hører også unge, primært piger, der bor udenfor Gaderummet, men hvor deres økonomi efter de faste udgifter er betalt, er et stort nul. Begge sider i gruppen er handlingslammet omkring skabelsen af egen fremtid, de har så heller ikke midlerne dertil, end ikke en knaphedsøkonomi er mulig. Til gengæld viser det sig, at når de tages med i husets daglige administrative arbejde eller i det tekstmæssige computerarbejde, at her kan de godt, og de yder hurtigt en god indsats. Når vi hidtil har forsøgt at bygge videre på dette, så støder vi på en formaliseret aktivering eller virksomhedspraktik, som første og eneste handlemulighed, men så er det at de unge står af, trods at de gerne selv vil fortsætte. Det ligner at der for den unge mangler et perspektiv, der skal opveje usikkerheden og smerten ved at skulle bevæge sig ind i en ny verden, som man hidtil har været udelukket fra eller kun haft negative oplevelser med. Den manglende stabilitet, i hvert fald i starten, som disse unge fremviser, viser sig også at være hindrende for, at den unge kan ”løbes i gang” uden for huset. Der synes at være behov for ”en semi-professionel ansættelse af den unge i huset”, som en forberedelse til, at der kan komme et liv udenfor. Det vil være oplagt at danne en gruppe af unge i semi-professionelle ansættelsesforhold, hvor det er den store ungegruppe i huset, der er den primære arbejdsgiverpart.

-          De stærke men konfliktfyldte unge: Mange unge, boere som brugere af Gaderummet, har mange ressourcer, men også et meget anstrengt forhold til autoriteter. Det forhindrer dem i at fastholde ansættelsesforhold, eller i at kunne gå ind i en uddannelsessammenhæng. Overhovedet et fremmøde på forvaltningen – grundet ingen midler til overlevelse – finder ikke sted. Man kan være udelukket herfra, fået fremmødeforbud evt. på grund af vold, men den unge opgiver hurtigt de forskellige kommunale tiltag, for i stedet at blive samlet op af gadebander. I Gaderummet trives de, og det sidste år har det også været muligt at finde nogle arbejdsgivere, flyttefirmaer, der har kunnet tackle nogen af dem. Der er bare også her en ”rest af unge”, som selv de mest rummelige arbejdsgivere ikke kan tackle. Men det kan de unge i forhold til hinanden. Mangen en ung er ”slebet” af andre unge, så de kan arbejde sammen og i fællesskab, men det slider hårdt på den eller de arbejdsgivere, der lægger tid, løn og lokaler til dette ”psykologisk-pædagogiske delarbejde”. En gruppe af unge, der fungere som daglejere, har igennem lang tid snakket om at danne ”deres eget selvstændige flytte/transportfirma”, så ikke en anden arbejdsgiver skal tjene på dem, og hvor de samtidig selv er med til at bestemme, hvilke andre unge der skal trækkes med ind i arbejdet og hvordan. Gruppen af ”stærke men konfliktfyldte unge” er i dag beskaffen således, at de vil være i stand til at arbejde med et flytte/transportfirma med i hvert fald to biler, der vil kunne køre hele døgnet. Der mangler bare en startkapital, og en målrettet opdyrkning af en kundeflade, som dog i store træk allerede kendes af de unge selv fra deres hidtidige flyttearbejde.

 

6. De to ungegrupper

Det er ikke sådan, at det to typer ungegrupper – med hver deres særlige behov - er nye i Gaderummets regi. De bedre lokaleforhold har bare gjort, at de mere eksplicit har tydeliggjort sig overfor hinanden, med de praktiske konsekvenser det kan få. Et organiseret arbejde med dem – de svage indgår i semi-professionelle arbejdsforhold i huset, de stærke konfliktfyldte i et reelt arbejde i egen medarbejdervirksomhed udenfor huset – vil være at gribe, i hvert fald nogen af de unge, der i dag ikke kan hjælpes videre uden for huset men heller ikke nok gennem huset.

De to grupper har hidtil været uopnåelige if. etableringen af et egentligt fremtidsperspektiv eller en sund/sundere nutidig levevis; men omvendt har samme personer været, og er, med til at bære husets praktiske fungeren, de demokratiske procedurer, og de stadige udfordringer politisk og socialfagligt.

 

7. ”Rest”-gruppe orienteret

Projekterne har den modsigelse i sig, at den ikke fremtvinger en ny restgruppe, der ikke er plads til, for de er i forvejen ”rest”-orienteret, de retter sig mod de, der allerede er til stede, men i uformidlet virke, eventuelt i konfliktende og tragisk virke, hvilket betyder ophævelse af psykisk tid og generelle samfundsrytmer. Men det må bemærkes, hvilke nye handletyper og selvbestemmelser, der så træder frem, enten som direkte følge af projekterne, eller fordi forandringen sætter noget frit for andre eller andet kommer til, der som modtryk slår tilbage. Noget nyt, i virkeligheden, viser sig aldrig først som et massefænomen, mere som et afvig, anomali eller et deficit fra det normale, det gennemsnitlige, der ikke umiddelbart lader sig bemestre, men hvis bemestring udviklingen af det nye fundamentalt afhænger af.  

 

8. Økonomi

Skal ungegrupperne gives mulighed for at fungere, er der brug for en start og driftskapital. If. de svage unge, må det undersøges, hvilke puljemidler der kan søges, så det er huset selv, der ansætter den unge. En lønsum til beskæftigelse af måske 5 unge til beskæftigelse på vilkår, der svarer til udvidet kontanthjælp op mod en mindsteløn, afhængig af arbejdsevne, vil være udgiftsneutral mht. kontanthjælpen, men kræve det mere, der svarer til almindelig løntilskud.

If. de stærke unge, så er de allerede gået i gang med at kreere deres kommende virksomhed. De vil kunne starte med basis i gaderummets lokaler og med en ekstra telefon, og Gaderummet vil også, ved siden af dem selv, kunne formidle en kundekreds til en start. Forestillingen er at lease to biler til en start, til lille kørekort, for senere at udskifte den ene med en større. Aktuelt er der kun to med stort kørekort i den stærke ungegruppe, men der er mindst 10 unge mere, der har mange erfaringer med flyttearbejde og transport, så projektet er fuldt ud realistisk.

Et særskilt arbejde med de to typer af unge er at se som en ny specifik funktion til det generelle arbejde. Det vil styrke dette, ved at huset kan give større autonomi til unge, som ellers ikke – som det er i dag - kan få hjælp andre steder, og som huset ikke har økonomi til at hjælpe videre, hvorfor de som del af en generation af unge havner i kriminalitet, sort arbejde og det der er værre. Arbejdet hermed er ikke skrivebordsarbejde, men en tydeliggørelse af det eksisterende arbejde på to særlige områder, hvor arbejdsgruppedannelser både vil forbedre de unges vilkår og husets arbejdsevne generelt. Det kan ikke afhjælpe manglen på, eller tilføre, økonomiske midler til opretholdelse af den fælles midte, men det vil gøre de unge mere selvforsørgende.

Der er derfor alligevel, alt andet lige, brug for en større forhøjelse af det årlige driftsbudget for huset, men projekterne vil mindske behovet for dets størrelse.  

 

9. Sluttelig

Huset er i en situation, position og form, hvor det er realistisk at etablere selvstændige projekter i arbejdet, se papiret ”At danne arbejdsgrupper juli 2006”.

De unge er der, kompetencerne er der, og viljen er der. For de stærke unge er det springende punkt kapitaltilførelse til etablering af selve virksomheden og samtidig kundepleje, samt overgangen til egne lokaler uden for huset (Arbejdsgruppe a). På længere sigt vil det ikke koste huset noget, tvært imod vil et sådant firma være en stor styrke for de svageste unges fremtid.

For de svage unge vil der – selv om bistandshjælpen kompenseres fra offentlig side, og uden hvilket det ikke økonomisk er realistisk – være brug for et vedvarende driftstilskud, både til arbejdsmidler og til løntilskud (Arbejdsgruppe B).

Begge projekter vil – ved tilsagn om økonomiske støtte – kunne sættes i værk inden for en tidshorisont af 2 måneder. For helhedens skyld er ”Refugie”-projektet i Thylejren også stillet op i det følgende (Arbejdsgruppe C).

 

Kalle

25.juli 2006