DEN KRITISK-PSYKOLOGISKE GRUNDKONCEPTION

FOR MENNESKELIG SUBJEKTIVITET[1]

Kappeler, Holzkamp og H.-Osterkamp.

 

5.1. Forbemærkning s.172. 2

 

5.2. ”Menneskelig” subjektivitet som subjektiv vurdering af kogniserede samfundsmæssige muligheder til udvidelse af selvbestemmelsen gennem kontrol over de særegne livsbetingelser; forholdet mellem ”produktive” og sanselig-vitale behov; motivation, angst og tvang” s.173. 3

 

5.3.  Sammenhængen mellem den ”begribende” hhv ”orienterende” erkendelses gnostiske niveau, og (så) ”produktiv” motivation hhv begrænsetheden til umiddelbar sanselig-vital tilfredsstillelse s.183. 12

 

Kapitel 5.4. ”Psykiske konflikter i spændingsfeltet mellem subjektiv nødvendighed for selvbestemmelse og truslen mod eksistensgrundlaget gennem afhængighed af samfundsmæssige magtinstanser”. s.193. 17

 

5.5. Konfliktforarbejdning som realistisk ”begribelse” af midlet og tidspunkt for gennemsættelse af udvidet selvbestemmelse i forandring af samfundsmæssige livsbetingelser; konfliktforsvar som realitetsforfalskende regression til blot ”orienterende” naturaliseringer og personaliseringer af samfundsmæssige forhold s.194. 20

 

Litteraturliste: 26

 

 

 

 

 

 

 

5.1. Forbemærkning.

 

Mens Kappeler, under udarbejdelsen af de objektive livsbetingelser for sin klient, kunne gribe tilbage til resultater og fremgangsmåder i marxistiske klasseanalyser, var der dengang næppe  duelige resultater og metodiske instrumenter fra en marxistisk funderet psykologi til rådighed for ham, til afklaring af problemerne for den subjektive realisering og omsættelse af de objektive livsbetingelser.

Han måtte altså selv udvikle hypoteser over den subjektive karakteristik for besværlighederne hhv psykiske forstyrrelser hos Lothar (klienten) i forløbet af den terapeutiske proces, og efterprøve og korrigere (disse) i det videre terapiforløb.

Derfor er det ikke overraskende at Kappeler endnu ikke kunne nå frem til fuldstændig konsistente teoretiske konceptioner, og f.eks. lejlighedsvis ikke radikalt nok overvandt psykoanalytiske forestillinger, hvorved mange centrale terapeutiske fremskridt i mindre grad syntes at være resultat af anvendelsen af en eksplicit teori, end resultat af Kappelers individuelle terapeutiske erfaringer og dømmekraft.

Alligevel er (der) - som det skal vises - i Kappelers metode faktisk allerede indeholdt væsentlige indsigter til en marxistisk funderet psykologi: Kappelers analyse af sammenhængen mellem sin klients objektive livsbetingelser og subjektive problematik og den heraf udledte terapeutiske aktivitet til opløsning af denne problematik må betragtes som et innovativt videnskabeligt arbejde af høj rang.

(skrevet med noteskrift.).

Bachs konstatering i sin bedømmelse, at K. ”ved flere lejligheder har bestridt, at den individuelle oplevelse hhv den personlige skæbne, altså den personlige biografi, skulle være væsentlig hhv fortjener forrang til fortolkning og behandling af en sjælelig forstyrrelse” (s.325) må i forhold til K´s virkelige fremgangsmåde placeres i ingenmandslandet mellem uforståelse og forfalskning. Betydningen af drengens individuelle oplevelse og personlige skæbne ”bestrides” ikke af K., men analyseres omhyggeligt og udførligt.

Dette kan man kun overse, når man - som det antydes i den uklare anvendelse af ”hhv.” ligestillingen af individuel oplevelse, personlig skæbne og personlig biografi, og sammenblandingen af væsenlighed og ”fortrinsret” for den personlige biografi - ikke kan forstille sig, eller ikke vil tillade en anden end den psykoanalytiske synsmåde på den menneskelige subjektivitet, og følgelig ikke begriber eller fornægter, at den videnskabeligt begrundede vægring med at betragte den ”personlige skæbne” i overensstemmelse med psykoanalytiske forestillinger som et rent privat, tilfældigt givent forhold, ikke er en // (s.173.) forsømmelse, men derimod grundlaget for en adækvat afklaring og bevidst forandring af denne skæbne.  

Når den blinde reaktivitet på samfundsmæssige livsbetingelser der ligger i ”privatiseringen” af ens egen skæbne, allerede er indeholdt i den teoretiske konception, kan man ikke erkende det centrale terapimål som er overvindelsen af en sådan blind involverethed i gennemtrængningen af dens betingethed gennem klientens klassespecifikke livsforhold, og altså heller ikke tilstræbe det. Terapien lader således, som kontakt fra ”privat” til ”privat”, de egentlige rødder til de psykiske vanskeligheder ligge uforandret.

(noteskriften stopper her).

For at kunne tydeliggøre den Kappelerske analyse af klientens subjektivitet, som grundlag for overvindelse af vanskelighederne, i dens erkendelsesindhold og for at kunne almengøre den terapeutiske konception i interessen for dens videreudvikling, må vi foreløbig gennem specificeringen af tidligere fremstillinger over sammenhængen mellem samfundsmæssige livsbetingelser og personlighedsudvikling, kort skitsere den kritisk-psykologiske konception for menneskelig subjektivitet.

5.2. ”Menneskelig” subjektivitet som subjektiv vurdering af kogniserede samfundsmæssige muligheder til udvidelse af selvbestemmelsen gennem kontrol over de særegne livsbetingelser; forholdet mellem ”produktive” og sanselig-vitale behov; motivation, angst og tvang” s.173.

 

Emotionaliteten er som ”kvalitativt” aspekt ved livsaktiviteten - som det er udarbejdet i en indgående fylogenetisk analyse (UHO 75 kap.2.6.) - kun at opfatte i dens biologiske funktionalitet, hvis man betragter den som positiv eller negativ ”vurdering” af kognitivt opfattet omverdenseksistens, som ”målestok” for de til en organisme givne nødvendigheder for selv- hhv artsopretholdelse. Den emotionelle vurdering er ganske vist på den ene side ”individuel”, da den afhænger af den organismiske helhedstilstand for et bestemt dyr til et bestemt tidspunkt, men på den anden side (er den) alligevel ”objektiv”, da det er i den, at de virkelige biologiske nødvendigheder for dyrs livsopretholdelse kommer til udtryk, og særegenarten ved emotionaliteten altså giver sig lovmæssigt ud af de kogniserede givne omverdensforholds beskaffenhed og organismens aktuelle tilstand.

Fordi kognition taget for sig ikke kan føre til handlinger, men (da) handlenødvendighederne først opstår ud af den emotionelle vurdering af det kogniserede ved organismens tilstand, (så) er emotionelle helhedsvurderinger som ”formidlingen” mellem kognition og handling ensbetydende med den særlige art af handlingsberedskab for en organisme, i forhold til den kogniserede verdenseksistens.

Trangstilstande, der fremtræder som særegne kvalitative udprægningsformer i den emotionelle helhedstilstand, er på det emotionelles grundlæggende niveau udtryk for bestemte organismiske mangeltilstande (”vævsdeficitter”) som næringsmangel, vandmangel, surstofmangel, for høj eller lav // (s.174) kropstemperatur osv, hvorved sådanne mangeltilstande fører til positiv hhv negativ vurdering (”valens”) af respektive sådanne kogniserede givne omverdensforhold, hvorigennem mangeltilstanden kan blive overvundet hhv forhøje sig, hvilket indbefatter positiv (”tilvendende”) hhv negativ (”afvendende”) handlingsberedskaber.

I den videre fylogenese udvikles der ved siden af differentieringen af de organiske trangstilstande, for det meste cyklisk forekomne spændingstilstande, der er reducerbare gennem parringsadfærd, hvormed modsatkønnede (ty: gegengeschlechtliche) organismer af samme art føres til overensstemmende emotionel vurdering og handlingsberedskab.

Den højere udvikling af emotionaliteten er karakteriseret ved oparbejdelsen af stadig videregående selvstændiggjorte trangstilstande overfor den grundlæggende trangs-tilstand, hvori handlinger, der ikke umiddelbart fører til overvindelse af grundlæggende mangel og spændingstilstande, men er forudsætning for mangel- og spændingsreduktion hhv selv- og artsopretholdelsens biologiske effekt, selv opnår behovskarakter: ”aktionsspecifikke energier” med funktionen for afsikring af den biologisk nødvendige hyppighed (ty: Häufigkeiten) hhv tidspunktet for optræden af ”instinktive” adfærdsmåder, i forplantningens område muligvis parrringslegens-, redebygningens- og rugepleje-adfærden; i den organismiske livssikrings område, næringssøgning, byttefangst, jagten, kampen, flugten osv.

Med den (først og fremmest vidtgående endogen regulerede) ”aktionsspecifikke” spændingstilstand opnår altså den, til instinkthandlingen og dennes ”udløsende mekanisme”, tilordnede ”nøglepirring” hhv ”udløser”,en positiv eller negativ emotionel valens, som til- eller afvendende handlingsberedskab.

Da instinkthandlingerne i livssikringens funktionskreds objektivt tjener en overvindelse af de organismiske mangeltilstande, imod disses forøgelse til livstruende styrke, må (de) fra dette udviklingsniveau trækkes tilbage til de gennem organismiske mangelfremtrædelser betingede tilstande overfor den ”aktionsspecifikke” spændingstilstande indeni den emotionelle helhedstilstand, og nu bare være handlingsbestemmende i ”truende” undtagelsestilfælde.

Udviklingen af den dyriske emotionalitet opnår en ny kvalitet med den, i den fylogenetiske optimeringsproces opståede, udarbejdelse af artsspecifik indlæringsfærdighed, med funktionen af ”tilpasning” til kortfristede vekslende egenskaber ved de objektive livsbetingelser.

Det kommer til den såkaldte ”begunstigelsesadfærd” (ty: Bevorzugungsverhalten) (jf. UHO 75, kap.2.6.4.): Det respektive objekt  tjener ikke dyret mere, som på de lavere niveauer i udviklingen, som blot udløser af overensstemmende instinkthandlinger, men opnår snarere selv i sine specifikke egenskaber at tiltage sig en betydning, der påny virker tilbage på den dyriske adfærd på bestemmende måde.

En instinkthandling bliver så at sige ikke mere tilstræbt for enhver pris, men efterhånden kun til et bestemt - imellem de biologisk mulige - objekt.

Denne begunstigelsesadfærd betyder, som færdighed til udsættelsen af en nuværende ringe til fordel for en senere højere tilfredsstillelse, den ansatsvise løsnelse for dyrene fra den umiddelbare omverdensindflydelse dvs adfærdens overbringelse/udførelse (ty: Ausrichtung) i/på en anticiperet handlingstilbøjelighed - hvori vagere/tidligere former også altid (er indeholdt).

Sådanne udførelser (ty: Ausrichtungen) ovenpå den specifikke tilfredsstillelsesværdi for en bestemt handling,// (s.175.) og dermed et fremtidigt handlingsmål, er den grundlæggende form for ”motiveret” handlen.

På grund af en sådan ”anticipation”, som de udviklede kognitive færdigheder forudsætter, har dyret en art af distance overfor et givet trangsobjekt, og dermed et handlingsspillerum overfor den aktuelle emotionelle tilstandsvurdering og omgivelsesvalens for en situation. Den dyriske adfærd er ikke mere tvangsmæssigt resultat af fysiologiske mangler hhv aktionsspecifikke trangstilstande, men bestemt gennem dyrets individuelle erfaring med tilfredsstillelsesværdierne af forskellige objekter, hvormed der er givet en relativ uafhængighed af de aktuelle omverdensbetingelser; målet er ikke mere blot resultatet af handlingen, men er forudsat disse på en vis måde, hvormed det motivationelle er indtrådt på området for blot emotionel adfærdsregulering.

Væsentlige forudsætninger hhv et centralt delaspekt af udviklingen af dyrs indlæringsfærdighed (edb.kap.2.5.), der opbygger sig på grundlaget for spontan omverdens-tilvending i nysgerrig- og eksplorationsadfærden for dyrene, er afsikringen af det enkelte dyrs eksistens i so- cietetet, hvorigennem de objektive muligheder for de heri udviklede dyr er givet, til at afprøve sin eksistenssikrings nødvendige adfærdsmåder, på en måde uden umiddelbar ”resultattvang”, dvs at udvikle sig i societetets beskyttelse, der sørger for den nødvendige beskyttelse overfor mulige farer og risici ved omverdensudforskningen. Individuel indlæring og individuel udvikling går på ingen måder tilbage til blotte færdigheder for det enkeltstående dyr, men forudsætter bestandigt afsikringen og understøttelsen, (dvs) bevarelsen af et frirum til udvikling af de artsspecifikke færdigheder gennem societetet (edb.kap.3.2.3.).

Graden og kvaliteten af den artsspecifikke indlæringsfærdighed er udtryk for det til en given tid optimale forhold mellem fastlagthed og modificerbarhed i afhængighed af organismens allerede givne udviklingsniveau, dvs på en måde resultatet af beregningen af selektionsfordele hhv selektionsbagdele ved fastlagt og modificerbar adfærd for en organisme under til en given tid specielle omverdenskrav (edb.kap.2.5.5.).

Mens selektionsfordelene ved adfærdens fastlagthed, den præcise tilpassethed til ”normale” egenskaber ved den artsspecifikke omverden, ligger i ”sikkerheden”, ”hurtigheden”, præcisionen af adfærdsmulighederne uden læretid for nye adfærdsmåder og latenstid for nyorienterin- ger osv, (så) er selektionsbagdelene ved fastlagt adfærd givet i handlingens stivhed, faren for fejlreaktioner overfor nye situationer, og for fejlrelationer overfor nye egenskaber i omverdenen.

Selektionsfordelene ved den individuelle modificerbarhed, dvs indlæringsfærdigheden, består heroverfor i muligheden for tilpasning til nye omverdensbetingelser, (mens) bagdelene (består i de mangfoldige reaktions- og adfærdsusikkerheder overfor de givne omverdensforhold, der indbefatter den principielle trussel mod den dyriske eksistens.

Såvel fastlagthed, som den individuelle indlæringsfærdighed, dvs modificerbarheden, er tilpasningseffekter opstået gennem selektionsfordele, der ikke desto mindre samtidigt gensidigt udelukker hinanden, sådan at gennemsætningen af tilpasningsværdien for fastlagtheden i evolutionen, samtidig betyder indskrænkningen af modificerbarheden og omvendt.

Disse modsatrettede tendenser danner i udviklingen en modsigende enhed, som - alt efter organisme- // (s.176) og omverdensbeskaffenheden - bestandigt fremdriver (ty: hervortreiben) nye organisationsformer til ophævelse af dette modsigelsesforhold.

På denne måde bliver selektionsulemperne ved den individuelle modificerbarhed, (dvs) den eksistentielle trussel gennem indlæringsaktiviteter, (samt) sammenstødet med omverdenen uden ”færdige” adfærdsmåder i lege- og udforskningsadfærden, (dette bliver) ophævet i afskærmetheden gennem societetet, hvorved den objektive nødvendighed for eksistenssikring gennem societetet på det højere udviklingsniveau finder sit nedslag, i det til en given tid enkelte dyr på en måde som social behovsmæssighed i det selvstændiggjorte trang til social kontakt.

Artsfællerne er på den ene side del af omverdenen, der bliver udforsket i eksplorationsadfærden, ligesom på den anden side relationen til dens (artsfællerne) væsentlige medbestemmer beredskabet til omverdensudforskningen.(tjek formulering, jeg synes den halter??). Muligheden for at finde beskyttelse imellem artsfællerne i tilfælde af fare, er en væsentlig forudsætning for, at det kommer til omverdensudforskning (dvs) at dyret udsætter sig for risikoen og truslen der er forbundet med omverdensudforskningen.

Nysgerringheds- og eksplorationsadfærden, som på et højere udviklingsniveau stadig mere underordner sig en almen trang til omverdenskontrol, dvs kontrol over de relevante livsbetingelser, som også medindbefatter de sociale adfærdsmåder, er generelt rettet mod udforskningen af sådanne sagsforhold hhv mod afprøvningen af de livsvigtige relationer, og dermed i tiltagende grad mindre betinget gennem specifikke organismiske processer, som nu meget mere (gennem) en almen adfærdstendens, der regulerer sig p.gr.a. de aktuelle specielle givne omverdens- forhold.

Derved kommer det overfor ”nye” faktiske omstændigheder til ambivalente emotionelle vurderinger i betydningen den lystfulde interesse og samtidige ”angstberedskab”, dvs den bestandige tendens til, i tilfælde af fare eller trusler, hurtigt at trække sig tilbage på et sikrere sted.

I den grad som midlet til overvindelse af den nye situation står til disposition for dyret hhv mangler, bliver interessen (ty: Zuwendung) som rettede energimobiliseringer til udforskning af sagsforhold eller også angstberedskabet som tilbagetrækningstendens overvejende, hvorved der gennem denne emotionelle regulation følger en optimering af den dyriske indlæringsadfærd. Angsberedskabet er så at sige det subjektive udtryk for risikoen, som ligger i nysgerrigs- og ekplorationsadfærdens åbenhed.

”Manifest angst” som dyrs totale handlingslammelse gennem umuligheden af adfærdsudførelse og udleverethed til den aktuelle trusselssituation, opstår kun i sådanne undtagelsestilfælde, hvor dyret på den ene side mangler midlet til situationsovervindelse, men på den anden side er afspærret fra tilbagetrækningens udvej ud af trusselssituationen.- Dyrene må i den grad, som deres individuelle indlæringsfærdighed fylogenetisk danner sig, må bringe omgivelsesbetingelserne og objekterne under kontrol i reduceringen af reaktions- og handlingsusikkerheden gennem særegne indlæringsaktiviteter, hvorved den biologiske nødvendighed for sådan: indlært omverdenskontrol modsvarer dannelsen af nogle tilsvarende trange, der sikrer udførelsen af de aktuelle nødvendige indlæringsaktiviteter (edb. kap.2.6.6.)

(Note-skriften slut, herefter skrives med normaltyper)

Omslaget fra den biologiske til den samfundsmæssige livssikring betyder, som fremstillet (edb. kap.3.3.), kompenseringen for den, gennem manglende fylogenetisk fastlagthed betingede adfærdsusikkerhed, // (s.177) igennem etableringen af en i højere grad fastlagt og afsikret omverden, hvormed et kvalitativt nyt niveau for den diskuterede modsigelse mellem fastlagthed og modificerbarhed er opnået i stadig højere organisationsformer, idet ”fordelene” ved den individuelle tilpasningsmulighed til nye givne omverdensforhold her er forbundet med ”fordelen” ved fastlagtheden af omverdensrelationen, derigennem at fastlagtheden af den samfundsmæssige erfarings anskueliggørrelse i det produktive opgør med omverdenen bliver bevidst skabt.

Menneskets bevidste livsvirksomhed er ikke udelukkende overvindelsen af en aktuel situation gennem målanticipation og handlingskontrol, men planlagt forudseenhed for fremtidige aktuelle situationer og generaliseret realitetskontrol gennem dispositionen af midlet til deres overvindelse.

Mens forformer for bevidst handlingskontrol selv hos de højestudviklede dyr er af mere eller mindre episodisk karakter, er det hos mennesket, der kun kan opnå sin livssikring gennem den indgribende forandring af realiteten med samfundsmæssigt arbejde, den bevidste realitetskontrol (der er) livsaktivitetens centrale reguleringsprincip.

Da mennesket altså kun kan opretholde sin eksistens gennem den i samfundsmæssig målestok iværksatte bevidste forandring af omverdenen, er hans relation til naturen et fundamentalt andet, end på det dyriske niveau. Mens de relevante naturlovmæssigheder på det dyriske niveau nedfælder sig ”bag om ryggen” på dyrene i den fylogenetisk opståede genomiske information,(tjek de 2 sidste ord) og på en måde udelukkende er taget højde for ”igennem dyret” i dets morfologisk-funktionale udstyr (ty: Ausstattung) indbefattet den artsspecifikke indlæringsfærdighed, (så) må mennesket, for så vidt han gennem bevidst realitetskontrol forandrer omverdenen selv erkende og tage højde for de relevante naturlovmæasigheder (edb. kap.3.3.4.).

Med overgangen fra selv- og artsopretholdelsen under ”naturlige” livsbetingelser, til eksistenssikring gennem samfundsmæssig produktion, og dermed (til) den fylogenetisk opståede nye kvalitet ved menneskets ”artsspecifikke” indlærings- og udviklingsfærdigheder, som færdighed til tilegnelse af historisk kommulerede samfundsmæssige erfaringer, opnås samtidig også muligheden for modifikation af trangstilstande gennem kendskab til den biologiske potens karakter til individuel samfundsmæssiggørelse, hvormed der ud af trangstilstande bliver menneskelige behov. Behov, der er opstået/fremstået af den grundlæggende trangstilstand med relativt fikserede objekter- ”sanselig-vitale behov” med underarterne af ”organiske behov” i livssikringens funktionskreds og ”seksuelle behov” i forplantningens funktionskreds - er ganske vist samfundsmæssigt præget i den betydning, at de udvikler // (s.178) sig på samfundsmæssigt producerede behovsobjekter hhv samfundsmæssigt formede tilfredsstillelsessituationer, hvormed stadig nye kvaliteter af emotionel valens og beføjelser opstår i den historiske proces, men (behovene) forbliver imidlertid bundet til individuelle organismiske mangel- hhv spændingstilstande, (behovene) opbygger altså, for sig betragtet, ikke den egentlige samfundsmæssige kvalitet ved det producerende menneskes behov; også ”motivationen” i det isolerede område for sanselig-vitale behov er udelukkende samfundsmæssigt overformede organismiske ”begunstigelsesadfærd”.

Den egentlige ”menneskeliggørrelse” af behovsstrukturen fuldbyrder sig med opnåelsen af den samfundsmæssige kvalitet ved den skildrede, selvstændiggjorte trangstilstand med effekten/funktionen af afsikring af den artsspccifikke nødvendige sagsomhandlende og sociale indlæringsproces i nysgerrigs- og eksplorationsadfærden: Med overgangen fra indlæring som inividuel tilpasning til blotte ”naturlige” livsbetingelser til indlæring i retning af bidrag til samfundsmæssig produktion, og dermed deltagelse i bevidst og planlæggende samfundsmæssig realitetskontrol, hvilket indbefatter kontrollen over de særegne livsbetingelser, og dermed bevidst-forsørgende afsikring af den sanselig-vitale tilfredsstillelse, (så) forvandler den dyriske ”kontrol-trang” sig, (fra at være) emotionel forudsætning for blotte individuelle indlæringsprocesser, til (at blive) naturgrundlaget for menneskets ”produktive behov”, som subjektiv-emotionel mulighedsgrundlag og motor for handlinger til kontrol over de samfundsmæssige, og dermed særegne tilværelsesomstændigheder, gennem andel i den planlagte forandring af naturen i overensstemmelse med samfundsmæssige livsnødvendigheder.

Den beskrevne overordnede ”kontroltrang”, som trangsgrundlaget for den dyriske nysgerrigs- og eksplorationsadfærd bliver dermed, for så vidt overensstemmende samfundsmæssige udviklingsmuligheder er givet, til ”tilfredsstillelsesværdi” (ty: Befriedigungswert) for den bevidste udforskning af nye givne omverdensforhold, (dvs) en praktisk analyse af årsag og virkning, som ”vellykket” overtagelse (ty: Meisterung) af krav fra konkrete verdens-forandringer, som afsikring af samfundsmæssig og individuel eksistensopretholdelse og tilværelsesudfoldelse. Den blot ”sociale” behovsmæssighed forvandler sig til behovsgrundlaget for menneskenes tendens til kooperativ integration i samfundsmæssige relationer, og dermed (for) udvidelse af indflydelsen på den samfundsmæssige proces, altså på de særegne livsbetingelser.

De udviklede ”produktive behov” er ikke, som de sanselig-vitale, fikseret på organismisk foregivne individuelle mangel- og spændingstilstande med fast tilordnede tilfredsstillelsesobjekter og begrænset i sin udvikling, men (er) i princippet ubegrænset udviklingsmulige i afhændighed af fremskridtet i produktivkraftudviklingen og den samfundsmæssige kooperations stade, i udviklingen af stadig videregående færdigheder til at have andel i samfundsmæssig realitetskontrol og kooperative // (s.179) integration, hvormed der også er givet stadig nye, udvidede muligheder for tilværelsesudfoldelse.

De sanselig-vitale behov indvinder først deres egentlige ”menneskelige” kvalitet her, hvor deres tilfresstillelse står i sammenhæng med forsorgen for den særegne eksistens i deltagelse i den samfundsmæssige realitetskontrol og kooperative integration, altså (står i sammenhæng) med ”produktive” behov, altså når behovene efter ”omverdenskontrol”, gennem manglende udviklingsmuligheder, ikke forbliver i den blot ”individuelle”, mere vidtgående organismiske tilstand, men virkelig kan udvikle sig til samfundsomhandlende - ”produktive” behov.

Kun når organismiske hhv seksuelle behovsspændinger - hvor samfundsmæssigt ”udviklede” behovsobjekterne hhv tilfredsstillelsessituationerne end måtte være - ikke først ved deres aktuelle optræden udløser aktiviteter til deres tilfredsstillelse, men derimod når deres tilfredsstillelse står i sammenhæng med bevidst menneskelig livsførelse, (så) er deres ”dyriske” karakter fuldt overvundet: Her er sanseligheden ikke mere begrænset gennem aktuelle nødvendigheder og truslen mod den særegne eksistens, derimod opstår der på baggrund af planlagt samfundsmæssig tilværelsessikring, den objektive situation, - og dermed også den individuelle afsikretheds subjektive ”livsfølelse” - på hvis grundlag tilfredsstillelsen af spontane behov og impulser på ”menneskelig” niveau først bliver mulig, og bevidst tilværelsesnydelse (ty: Gegenwartsgenuss) (derfor) kan udfolde sig. (til dette afsnit se UHO 75 og 76, kap.4.2.)

På basis af konceptionen om de ”produktive” behov, lader den ”menneskelige” specificitet ved motivationen sig udlede/fremhæve.

Mens den subjektive nødvendighed til overvindelse af manglende kontrol over de særegne livsbetingelser, foreligger i de produktive behov, gennem deltagelsen i samfundsmæssig realitetskontrol og kooperative integration, så er den egentlige ”menneskelige” motivation, det emotionelle anstrengelses- og risikoberedskab til realisering af samfundsmæssige mål, hvormed den subjektive nødvendige kontrol over de særegne livsbetingelser, og dermed bevidst afsikring af sanselig-vital behovstilfredsstillelse, virkelig er opnåelig, gennem udvikling hhv anvendelse af tilsvarende færdigheder.

Istandkomsten (ty: Zustandekommen) af ”motivation” afhænger ikke kun og ikke primært af subjektet, men forudsætter nødvendigt tilstedeværelsen af samfundsmæssige mål, der muliggør deres objektive beskaffenhed til virkelig udvidelse af deltagelsen i samfundsmæssig realitetskontrol og kooperative integration, og dermed (muliggør) forbedringen af kontrollen over de særegne livsbetingelser. Kun mål, som i denne betydning er objektivt betydningsfulde for individet, kan gennem kognitiv opfattelse af deres beskaffenhed gennem den emotionelle vurdering // (s.180) indvinde subjektiv betydning (som ”menneskelig” form for emotionel valens), (de) er altså ”motiveret” overtagelig.

Med ”motiveret” forfølgelse af samfundsmæssige mål, opnår mennesket ikke kun, som i ”begunstigelsesadfærden”, distance til behovsobjektet, men (det opnår) en distance til den kendsgerning, at han har sanselige-vitale behov, overhovedet.

Idet han ”bevidst forholder sig” til sine egne behov og kan indbefatte disse i sin livsplanlægning, (så) er umiddelbarheden ved relationen mellem optræden af aktuelle behovsspændinger og handlinger til deres tilfredsstillelse her fuldtud gennembrudt: Mennesket bliver ikke først aktiv, når aktuelle behov optræder, og indstiller sine aktiviteter, når de er tilfredsstillet, men stræber gennem motiveret handlen i overensstemmelse med de indseede nødvendigheder i sine objektive livsforhold, efter forbedring af kontrollen over sine livsbetingelser, der i sig som et uselvstændigt delmoment indbefatter forsorgen for den sanselig-vitale tilfredsstillelse i forbindelse med undgåelsen af optræden af eksistentielt truende aktuelle behovsspændinger - og dermed muligheden for udsættelsen eller den spontane tilfredsstillelse i forhold til den aktuelle situation i ”atmosfæren”, af almen afsikrethed.

           Udgangsforholdet, hvorudfra den ”motiverede” handlen kan opstå, er altid den subjektive modsigelse mellem de oplevede nødvendigheder for forbedring af kontrollen over de særegne livsbetingelser på den ene side, og anstrengelsen og risikoen, der er forbundet med aktiviteten til en sådan livsforbedring, på den anden side.

Hvis det overfor en af ham kogniseret objektiv beskaffenhed af subjektiv betydningsfulde, altså i princippet motiveret opnåelige mål, virkelig skal komme til en motiveret handling, (så) må det forhåndenværende hhv det udviklingsmulige ved de, til målopnåelsen nødvendige særegne færdigheder, blive erkendt af individet.

Ellers (Zum anderen) må individet være istand til at oparbejde sin emotionelle helhedsbefindlighed på aktiviteter til målopnåelse, hvilket indbefatter kontrollen over, og udsættelsen af aktuelle behovsspændinger og emotionelle forstyrrelsesimpulser gennem ”viljemæssighed” i handlingen, hvorved den negative emotionelle tilstandsvurdering er ophævet i en positiv emotionel helhedstilstand gennem anticipationen af den ”produktive” behovstilfredsstillelse.

Individet forbliver trods den subjektive nødvendighed for forbedring af indflydelsen på sine særegne livsomstændigheder, i en tilstand af ”umotiverethed”, når samfundsmæssige mål, hvis forfølgelse muliggør en udvidelse af kontrollen oyer de særegne livsbetingelser, ikke er tilstede hhv ikke kan blive erkendt, (dvs) når mulighederne for aktuealisering af de til målopnåelsen krævede færdigheder realt hhv subjektivt ikke er tilstede, og/eller når individet ikke kan tilpasse sin emotionalitet til målopnåelsen // (s.181) p.gr.a. modsigende og ikke struktuerbare behovsforhold (hvorved disse tre momenter hænger snævert sammen med hinanden).

Tilstanden af umotiverethed overtager, i den grad som den subjektive nødvendighed for overvindelse af manglende kontrol over de særegne tilværelsesomstændigheder vokser, træk ved ”angstberedskabet” hhv ”angsten” i deres menneskelige specificitet: ”Angstberedskab” er her karakteriseret som oplevet fare mod  den særegne eksistens gennem truende tab af kontrollen over de samfundsmæssige og dermed særegne livsbetingelser, og må blive til ”manifest angst” i den grad, som en overvindelsesmulighed af den tilstedeværende udleverethed til aktuelle livsomstændigheder ikke er anticiperbar, og mennesket altså passivt må se henimod tilstanden af stadig voksende eksistenstrussel. - Tilstanden af ”umotiverethed”, og dermed desorienteringen af helhedsemotionaliteten, afhængighed af aktuelle emotionelle impulser, angstberedskabet eller angsten, betyder kun i undtagelsestilfælde den fuldkomne udeblivelse af handlinger.

”På normal vis” må mennesket, hvis han i det mindste vil opretholde sin eksistens på organismisk nivsau, også opfylde samfundsmæssige krav for opnåelsen af de hertil nødvendige subsistensmidler, når han ikke gør nogen muligheder for deltagelse i samfundsmæssig realitetskontrol, samfundsmæssig integration, og dermed kontrol over de særegne livsbetingelser anticiperbar, altså ikke kan blive ”motiveret” overtaget. Det reale alternativ til ”motiveret” opgaveopfyldelse er altså her kravsopfyldelsen under ydre eller indre tvang.

I sådanne tvangssituationer er anstrengelsen ved handlingsudførelsen ikke integreret gennem anticipation af ”produktiv” tilfredsstillelse i en positiv emotionel helhedsvurdering, derimod træder i denne en negativ valens (ty: Wertigkeit) fuldt frem, og kan kun ophæves gennem isoleret viljeanspændelse; de sanselig-vitale behov er her isoleret fra den bevidst forsørgende livsførelse, og forbliver af denne grund på det bare ”umenneskelige” niveau for den blotte tilfredsstillelse af aktuelt optrædende behevsspændinger (til dette afsnit se UHO 76, kap.4.3.)

Det hermed opnåede stade i vores fremstilling gør det muligt sammenfattende at præcisere de så ofte udtalte forhold mellem behov og færdigheder: mens de sanselig-vitale behov, isoleret betragtet, hverken forudsætter eller begunstiger en særlig færdighedsudvikling, så består der mellem udarbejdelsen af ”produktive” behov og udviklingen af tilsvarende færdigheder en snæver indre sammenhæng. Da udvidelsen af kontrollen over de særegne livsbetingelser og kooperative integration, og dermed forhøjede tilværelsesudvikling, indbefattet // (s.182) tilfredsstillelsen af sanselig-vitale behov på ”menneskeligt niveau”, bliver tilstræbt i de ”produktive” behov, mens en sådan kontrol og integration kun kan blive opnået over individuelle bidrag til samfundsmæssig livsopretholdelse, (så) er de ”produktive” behov nødvendigvis alene i udviklingen af færdigheder til sådanne bidrag til tilfredsstillelse. De ”produktive” behov indbefatter altså behovet efter udvikling af de til enhver tid nødvendige ”produktive” færdigheder i sig som et delmoment.

I den”produktive” motiveret handlen bliver følgelig, som sagt, endelig i det individuelt oparbejdede behov for overtagelse af de, for en forbedring af den selvbestemte indflydelse på de særegne tilværelsesomstændigheder, muliggørende samfundsmæssige mål, samtidig medudviklet færdighederne til målrealisering, herudover (zum anderen) giver der sig her, i behovstilfredsstillelsens proces indenfor motiveret handlen, en udvidelse af tilsvarende færdigheder, og dermed et højere niveau for behovsudvikling. Denne sammenhæng mellem behov og færdigheder svækkes under alle omstændigheder i den grad, som realiseringen af givne mål ikke tillader forbedringen af kontrollen over de særegne livsbetingelser, og dermed ikke tjener de særegne/egne interesser, men fremmede, hvormed målet stadig mindre ”motiveret”og stadig mere kun under ydre eller indre tvang kan blive overtaget.

Færdigheder, for så vidt de er nødvendige til realisering af påtvungne målsætninger, frembringer i deres anvendelse ikke bare som sådan en udvidelse af selvbestemmelsen og dermed tilværelsesudviklingen, derimod tjener i bedste fald muligheden for handlinger som ”middel til formål” (Mittel zum Zweck) en forbedring af livsforholdene under afhængighedens betingelser, deres oparbejdelse kan derfor heller ikke fremstille et moment ”produktiv” behovstilfredsstillelse.

På samme måde er målene, forsåvidt de kun kan blive påtvunget overtaget, (og) deres objektive beskaffenhed heller ikke egnet til, med målopfyldelsen samtidigt at forhøje færdigheden til bidrag til bevidst samfundsmæssig realitetskontrol og kooperativ integration, sådan at fær- dighederne her på ingen måde også medudvikler de ”produktive” behov for deres anvendelse.

”Uproduktive” færdigheder i denne betydning, er altså udelukkende forudsætningen for opfyldelsen af ydre eller indre påtvungne krav i en situation med fremmedbestemt adskilthed for individerne fra andel i den bevidste samfundsmæssige realitetskontrol, og dermed blot middel til fremskaffelse af betingelserne for tilfredsstillelsen af sanselig-vitale behov under udleveretheden til hersker-instansens vilkår, altså nedenfor det ”menneskelige” niveaus bevidste afsikrethed af den særegne eksistens.

Emotionaliteten som subjektiv ”helhedstilstand” er i dens ”menneskelige” særegenhed det til enhver tid individspecifikke grundlag for opgøret // (s.183) med den samfundsmæssige omverden. Ud af emotionalitetens udviklingsniveau giver den personlige måde for emotionel vurdering af kogniserede omverdens-kendsgerninger sig i ”målestokken” for subjektive nødvendigheder, altså ud af de i den givne muligheder eller begrænsninger for eksistenssikringen og tilværelsesudviklingen gennem kontrol over de særegne livsbetingelser.

Arten og graden af den, i den emotionelle helhedsvurdering liggende eksentielle ramthed (ty: Betroffenheit), er samtidig arten og graden af individets handlingsberedskab i ”reaktion” eller som ”svar” på den kogniserede verdensbeskaffenhed.

Individualiteten ved den emotionelle vurdering forringer derved, selv på ”menneskeligt” niveau, på ingen måde dens (emotionalitetens?) objektivitet, men indbefatter denne på en bestemt måde: i det personlige udviklingsniveau for ”produktive” færdigheder og behov, indbefattet den sanselig-vitale behovsmæssighed, kommuluerer(rigtigt ord??)tidligere emotionelle vurderinger på baggrund af de respektive objektive livsforhold, sig i individualudviklingens givne virkelige muligheder og begrænsninger for den forsørgende eksistenssikring og tilværelsesudvikling, og dermed (under ellers ens omstændigheder) også (i) muligheden og begrænsningen af den motiverede færdighedsudvikling gennem handlinger til forbedring af kontrollen over de særegne livsbetingelser.

Udaf de personlige udviklingsbetingelser for emotionaliteten på baggrund af de objektive livsforhold på den ene side, og den kogniserede beskaffenhed af bestemte givne omverdensforhold på den anden side, giver den personlige særegenhed ved den emotionelle vurdering af denne omverdensbeskaffenhed sig altså lovmæssigt; hvorved med den emotionelle overraskethed (ty: Betroffenheit) og handlingsberedskab for individet, de i de kogniserede givne verdensforhold for dette konkrete individ til dette konkrete tidspunkt, for dets udvikling virkelig foreliggende muligheder eller begrænsninger og trusler for/mod den bevidste afsikring og udvikling af dets eksistens kommer til udtryk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5.3.  Sammenhængen mellem den ”begribende” hhv ”orienterende” erkendelses gnostiske niveau, og (så) ”produktiv” motivation hhv begrænsetheden til umiddelbar sanselig-vital tilfredsstillelse.

 

(s.183.)  Da erkendelsen af realiteten ikke er nogen mekanisk afbildning efter alt- eller intet-princippet, men udgør en uafsluttelig og uaflukkelig proces for sanhedstilnærmelse, (så) bliver genstanden, i en bestemt erkendelsesakt, opfattet mere eller mindre overfladisk hhv indtrængende, partiel hhv omfattende, fordrejet og ”forkert” hhv forstået i sine virkelige proportioner og forhold.

(s.184) // Fordi den emotionelle vurdering kun kan forbinde sig til de givne realitetsforhold for så vidt og hvis de bliver kognitivt opfattet af subjektet, så hænger den emotionelle overraskethed (ty: Betroffenheit) og handlingsberedskab overfor givne omverdensforhold nødvendigt sammen med graden og arten af dets kognitive opfattelse gennem subjektet.
Lovmæssigheden for den emotionelle vurdering af de objektive samfundsmæssige livsbetingelser for et individ kan kun forstås rimeligt i sammenhæng med lovmæssigheden for den individuelle erkendelse hhv miskendelse af disse livsbetingelser.
Man må (som Holzkamp 76, kap.8. og Seidel 76, kap 7, udførligt har udledt, edb. s.157), i det mindste adskille to kvalitativt forskellige ”gnostiske niveauer” for erkendelsen af den samfundsmæssige realitet: Den ”orienterende” og den ”begribende” erkendelse. - Den ”orienterende erkendelse” er Instrument for en finden-sig-til-rettety: (ty: Sich-Zurechtfindens) i en  som naturlig-uforanderlig iagttagelig (ty : wahrgenomenen) samfundsmæssig realitet med funktionen for tilværelsesovervindelse for de respektive enkeltstående individer.
Den orienterende erkendelses grundlag er den ”anskuelige tænkning” ifølge ”organisationsprincippets” modus (:måde at nå målet på) (jf. Holzkamp 75, kap.8.1.), hvori givne informationer hver gang bliver bragt i sammenhæng på den ”mest økonomiske”, ”enkleste” måde med hinanden og det umiddelbart eksisterendes regelmæssighed bliver ekstra-poleret ind i området for det ikke-givne/eksisterende; i den anskuelige tænkning bliver følgelig enhver given informationsmængde med sanslig evidens opfattet som i sig selv indelukket og af sig selv forståelig; lovmæssigheder, der ligger bag fremtrædelserne, og hvorudfra fremtrædelserne først bliver begribelig, er her ikke ”tænkelige” (ty: denkbar), enhver skelnen mellem fremtrædelse¨og væsen falder bort, overfladen er identisk med virkeligheden.
Udviklingen kan ikke blive tankemæssigt reproduceret som frembringelse af noget kvalitativt anderledes og nyt: Det forgangne som det fremtidige er struktueret efter ”mønsteret” for det nuværendes overflade, hvormed det nuværende hverken er at opfatte som tilblevet eller som foranderligt, men fremtræde som ”den” af menneskene uafhængige verden.

Også andre mennesker bliver i den anskuelige tænkning struktureret under deres relationer til hinanden og til sig selv, gennem ”økonomiske” og ”enkelte” forbindelser mellem synlige (forhold) (ty: Sichtbarem), altså personaliseret; gennem denne personalisering fremtræder deres aktiviteter i retning af yderverdenen som umiddelbart udsprunget af dem selv og deres aktiviteter i yderverdenen, som kun betinget gennem deres umiddelbare individuelle livsomstændig- heder, (sådan at) deres adfærd altså (fremtræder) som forståelig ud fra sig selv.

En partiel overvindelse af den anskuelige tænkning i den orienterende erkendelses område, er den ”problemløsende” tænkning, hvori der overfor respektivt bestemte ”fremdukkende” // (185) eller stillede problemer i overvindelsen af organisationseffekten bliver udviklet løsningsstrategier, der fører til overvindelse (ty: Beseitigung) af problemet. I den ”problemløsende tænknings” højeste form er en logisk modsigelsesfri, entydig løsningsmåde opnået, hvormed en bestemt art af den videnskabelige tænken her realiserer sig, der imidlertid bliver begrænset til ”isolerede problemer” og ikke kan opfatte processen for problemopståelse og -udviklingen (jf Seidel 76, kap.5. og 6.).

I den ”problemløsende” tænken er ”naturaliseringen” af de samfundsmæssige livsomstændigheder og interpersonelle relationer gennem den anskuelige tænken principielt ikke overvundet, men opbygger som alment verdenssyn (ty: Weltsicht) baggrunden for løsningen af fremdukkende hhv stillede problemer, hvorved problemløsningen selv kun fremtræder som en del af orienteringen med funktionen for den individuelle tilværelsesovervindelse i en ”naturmæssig”, (og) i det hele taget udviklingsløs og for mennesket ydre omverden.

På det gnostiske niveau for den begribende erkendelse er den orienterende erkendelse, (og) altså også stræbenen efter entydighed og modsigelsesfrihed i ”problemløsningen” fuldt ophævet som forudsætning for tilværelsesovervindelsen under borgerlige livsforhold.

Derudover og derudaf bliver i begribelsen imidlertid de samfundsmæssige forhold selv, som i den historiske proces opståede og foranderlige livsbetingelser for menneskene, og dermed også det respektive erkendende subjekt, indbefattet i den tankemæssige reproduktion af virkeligheden, hvormed omverdenen, hvori man må orientere sig, ikke mere er miskendt som sidste ”naturlige” kendsgerning, men bliver opfattet som anskueliggørelse (ty: Vergegenständlichung) af menneskelige formål og interesser, hvori de samfundsmæssige løvsnødvendigheder gennemsætter sig afbrækket og modsætningsfyldt.

For individet, som også den særegne person, fremtræder under disse omstændigheder ikke mere en af ham uafhængig yderverden, hvori han må finde sig tilrette, (som) stillet overfor (ham), men (fremtræder) i hans særegne formål og interesser som bestanddel af den samfundsmæssige sammenhæng selv, i afhængighed af sine klasse- og placeringsspecifikke objektive livsbetingelser, hvormed det bliver erkendt, at samfundsmæssige livsnødvendigheder realiserer sig i den individuelle handlen og den personlige udvikling i den respektive modsigelsesfyldthed og restriktivitet.

Menneskenes relationer til hinanden bliver følgelig ikke forkortet (ty: verkurzt) som udelukkende umiddelbare, blot social henvisthed-til-hinanden, at de, herudaf forståelige individer, men erkender interessen i dens formidlethed over, gennem klasseforhold og placering betin- gede objektive fællesskaber hhv modsigelsesfyldtheder.

På denne måde bliver det indlysende, at den individuelle tilværelsesovervindelse ikke alene kan lykkes gennem kontrol over de særegne handlinger // (s.186) under de givne samfundsmæssige betingelser, men selv betyder væsentlig kontrol over de samfundsmæssige livsbetingelser, hvorved, da de samfundsmæssige livsbetingelser bliver fremskaffet og reproduceret gennem sammenvirkningen af mange (forhold) i den historiske proces, også forandringen af disse betingelser i overensstemmelse med de særegne interesser og behov, som kontrol over de individuelle livs- omstændigheder kun er mulig gennem sammenslutningen med andre i overensstemmende/ens objektive interesseforhold.

”Problemer”, som er at løse gennem tænkningen i tjenesten for den individuelle livsovervindelse, fremtræder nu ikke mere som indenfor en naturmæssig omverden ”opdukkende” hhv ydre ”stillet”, men kan blive begrebet i deres opståelse og funktion indenfor de modsætningsfyldte samfundsmæssige interessesammenhænge, hvormed det bliver muligt at bedømme, hvorvidt overtagelsen af de i ”problemet” indelukkede samfundsmæssige krav indbefatter forbedringen af kontrollen over de personlige tilværelsesomstændigheder, altså er i den særegne interesse, eller må blive vurderet (ty: eingeschätzt) som ligegyldige eller som stående i antagonistiske interessers tjeneste.

Den mest udviklede, videnskabelige form for begriben, er den dialektiske tænken, hvori den samfundsmæssige realitet ikke, som i den begribende ”hverdagserkendelse”, kun bliver erfaret ud af perspektivet for de respektive klasse- og placeringsspecifikke individuelle livsforhold, og den sig herudaf givne nødvendighed for den personlige livsovervindelse, men i logisk-historisk analyse af objektive helhedssammenhænge i det borgerlige samfund er tankemæssig reproducerbar ud af den overgribende udviklingsnødvendighed for dens opståelse og overvindelse, i en logisk modsigelsesfri afbildning af samfundsmæssige real-modsigelser (jf. Holzkamp 76, kap.8.3. og Seidel 76 kap.7.3.).

Overgangen fra det gnostiske niveau for den orienterende til det (gnostiske niveau) for den begribende erkendelse er ikke at betragte som et engang for alle og endegyldig individualhistorisk udviklingsskridt. Alternativet:

hildethed i blot ”orientering” eller udvidelse af den kognitive verdensopfattelse i retning mod ”begribelsen” stiller sig tværtimod atter og atter i mangfoldige sammenhænge på forskelligartede niveauer, hvorved ikke kun fremskridtet mod begribelse, men også regressionen tilbage til blot orientering må medregnes  (ty: in Rechnung zu stellen ist) (se nedenfor).

Ud af den beskrevne egenart/særegenhed ved behovsstrukturen i dens ”menneskelige”, specificitet følger (ty: leitet sich ab), at samfundsmæssige mål, der objektivt muliggør en udvidelse af kontrollen over de særegne livsbetingelser altså som sådan er ”motiveret” overtagelig, kun for så vidt denne ”menneskelige” motivation, på baggrund af deres emotionelle helhedsvurdering gennem et bestemt individ kan forbinde sig med anticipationen af ”produktiv” færdighedsudvikling, som dette individ // (s.187) kan gennemtrænge de i målet vedtagne samfundsmæssige kravsstrukturer under den blotte orientering, ud i begribende erkendelse.

Alene i begribelsen er den objektive sammenhæng mellem den samfundsmæssige nødvendighed for målopnåelse og de respektive individuelle interesser, og derfor også mellem det nødvendiggjorte bidrag til samfundsmæssig realitetskontrol gennem forandring af objektive livsbetingelser, og (så) forbedringen af kontrollen over de særegne tilværelsesomstændigheder og kooperative integration, at opfatte, - og således på baggrund af de sådan udviklede ”produktive” behov at vurdere som subjektiv emotionel betydningsfuld.

Omvendt kan også den kendsgerning, at et samfundsmæssigt mål ikke tjener forbedringen af kontrollen over de  almene og dermed særegne livsbetingelser, altså ikke er i de ”lidendes” (ty: Betroffenen) interesse, alene blive erkendt i begribelsen, da manglen af den med målforfølgel- sen givne foranderlighed af objektive samfundsmæssige livsbetingelser i retning af udvidelse af indflydelsen på den samfundsmæssige proces, og dermed den individuelle selvbestemmelse, kun er at opfatte, når muligheden for en sådan forandring principielt kan blive tankemæssigt reproduceret i dens sammenhæng med den særegne interesse. Følgelig er også den emotionelle vurdering af målene, som en ud af konflikten med særegne interesser resulterende forkastelse af et personligt bidrag til deres realisering, forbundet til den begribende gennemtrængning af den objektive målbeskaffenhed.

For så vidt samfundsmæssige mål bliver kogniseret på niveauet for blot orientering, er de principielt ikke ”produktivt” motiveret forfølgelige, men har for subjektet i det væsentlige karakteren af blot middel til formålet for den isolerede tilfredsstillelse af blotte individuelle behov.

En positiv emotionel vurdering erfarer her altså kun objektet hhv situationens umiddelbare individuelle tilfredsstillelse, mens den som middel til opnåelse af denne tilfredsstillelse i forbindelse med forfølgelsen af samfundsmæssige mål, tidligere bliver negativt vurderet, da der er forbundet anstrengelse og risici med deres realisering, hvorved de (målene) for så vidt ikke kan blive ”motiveret” overtaget, men (kun) under indre tvang. ”Tilskyndelser” (ty: Anreize), der her selv udgår fra målforfølgelsen, muligvis ”problemløsningen”, skaber ikke niveauet for menneskelig motiverthed, men forbliver ”regressivt” i området for blot nysgerrigs- og, eksplorationsadfærd, ”funktionslysten” hhv udelukkende ”sociale” behovsmæssigheder, er under disse omstændigheder vidtgående perspektivløse og forfalden til ”opslidning” (UHO 76, s.39 og 46).

Også andre mennesker kan på niveauet for orienteringen ikke blive emotionelt vurderet i deres betydning for den kooperative realisering af samfundsmæssige mål og gennemsætningen af de fælles interesser gennem forandring af objektive livsbetingelser, // (s.188) de emotionelle relationer bliver ”personaliseret” begrænset til de respektive enkeltstående andre, hvormed den objektive betingethed af andres interesser, handlinger og personlighedssæregenheder her ikke opfattes kognitivt, (og) også er udklamret af den emotionelle vurdering.

Fordi der med blot ”orienterende” forholden sig (ty: Sich-Einrichten) under de ”naturaliserede” hhv ”personaliserede” opfattede givne livsbetingelser, ikke består muligheden for en skelnen mellem forskellige samfundsmæssigemål efter kriteriet for den med disse (målene) opnåelige kontrol over de almene og individuelle livsbetingelser, (så) kan individet her principielt aldrig vide, hvorvidt bestemte for ham stillede samfundsmæssige krav er i (hans) særegne interesse, eller modsiger disse interesser. Det i blot orienterende erkendelse liggende afkald på kontrollen over de samfundsmæssige rammebetingelser for den individuelle livsovervindelse betyder objektivt en væsentlig begrænsning/hæmning af selve orienteringsmuligheden: De i forbindelse med orienteringen opbyggede individuelle struktueringsmåder af hverdagsrealiteten er til enhver tid kun ”brugbar”, forsåvidt de givne rammebetingelser ikke forandrer sig.

Hvis og når en forvandling bliver påbegyndt, der her imidlerid ikke er medbestemmelig for individet, altså heller ikke iagttagelig (ty:wahrzunehmen), (og) hvorved enhver forandring af de samfundsmæssige livsbetingelser indtrænger i det personlige liv som en naturbegivenhed, (så) bevirker (dette) sammenbruddet af den etablerede orienteringsstruktur og tvinger individet til at erhverve (tjek??) sig en anden ligeså truende orienteringestruktur under de nye betingelser gennem ”forsøg og fejltagelser”).

Begrænsningen til blot ”orintering” modsvarer altså, gennem den her givne almene uafklarethed omkring saglige og personlige omverdensbetingelser og ikke påvirkelige og afvendende mulige eksistenstrusler gennem en forvandling af de omfattende samfundsmæssige livsomstændigheder, en i det mindste latent emotionel helhedstilstand af forhøjet subjektiv usikkerhedsfølelse og angstberedskab som anticiperet omslag for orienteringen i orienteringsløshed. Dette må forstærke sig i den grad, som individet i sin livshistorie var hjælpeløst udleveret til virkelige eksistenstruende omvæltninger af de samfundsmæssige livsbetingelser, muligvis krisebetinget arbejdspladstab, formindskelse af subsistensmulighederne, politisk forfølgelse osv, frem til ”katastrofer” som krige gennem ikkeberedskabet til deltagelse i kollektive aktiviteter i retning af dens kontrol hhv forhindring, og på denne måde blive til tilstanden af manifest angst.

           Alternativet: gennemtrængningen til begribelsen eller -fastholdelsen i den blotte orientering overfor samfundsmæssige livsbetingelser betyder altså også altid dette alternativ: muligheden for ”produktiv” motiveret målforfølgelse, eller overtagelse af de, som blot // (s.189) ”middel” til sanselig-vital tilfredsstillelse, kogniserede samfundsmæssige mål under ”indre tvang” med (en) ”regressiv”, gennem subjektiv usikkerhed og angstberedskab karakteriseres hel- hedsemotionalitet.

 

Hvorvidt niveauet for begribende erkendelse kan blive opnået, som forudsætning for det ”produktive” niveau for emotionelle vurderinger, afhænger af samfundsformationens helhedssamfundsmæssige ”modenhedsgrad”, produktionsmådens udviklingsniveau, og dermed (af) den principielle ”erkendbarhed” af dens modsigelser, (og) yderligere (afhænger det af) den historisk bestemte udprægning af politiske magtforhold og ideologiske tankeformer, (og) af det historisk kommuluerede vidensniveau for opståelsen og overvindeligheden af klasseantagonismen, muligvis indenfor arbejderbevægelsen og dens organisationer osv.

Individuelt er muligheden for begribelsen først og fremmest afhængig af det klasse- og placeringsspecifikke ”perspektiv” i den helhedssamfundsmæssige proces og den herigennem betingede grad for den særegne interesses bestemmelsesmulighed indenfor samfundsmæssige interesseantagonismer, som forudsætning for opfattelsen af den objektive og subjektive betydning af målene osv, (og) yderligere (er den) indenfor disse rammer betinget gennem fremhjælpningen eller forhindringen af udarbejdelsen af begribende tænkning i den personlige udviklings- og opdragelsesproces.

           Sammenhængen mellem kognitive og emotionale aspekter for individualudviklingen kan derved endelig være karakteriseret gennem den kognitive udviklings primat, altså den emotionelle udviklings betingethed gennem muligheder og grænser for opbygningen af begribende i forhold til blot orienterende erkendelsesmåde.

For forståelsen af psykiske forstyrrelser og deres adækvate terapi og følgelig også vores efterfølgende analyse af den terapeutiske fremgangsmåde hos Kappeler, er imidlertid det omvendte forhold særlig vigtigt: emotionalitetens primat overfor den kognitive udvikling, hvorved den begribende gennemtrængning/gennemsættelse af de særegne livsbetingelser, stillet overfor konkrete alternativer mellem mere orienterende eller mere begribende tænken, bliver forhindret gennem aversive emotionelle vurderinger.

For at kunne kendetegne sådanne subjektive konstellationer adækvat, må vi kort skitsere den kritisk-psykologiske konception omkring psykiske konflikter, som de hidtil er udarbejdet (j.f. UHO 76, kap. 4.3.3., 5.3.4. og 5.5.).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 5.4. ”Psykiske konflikter i spændingsfeltet mellem subjektiv nødvendighed for selvbestemmelse og truslen mod eksistensgrundlaget gennem afhængighed af samfundsmæssige magtinstanser”. s. 190-193.

(s.190) De specifikt ”menneskelige” konflikter (note) giver sig af særegenheden ved menneskers individuelle livsopretholdelse gennem bidrag til samfundsmæssig livsopretholdelse, hvorved den enkelte aldrig alene kan sikre sin eksistens gennem omverdensrelaterede aktiviteter, men herved nødvendigt er henvist til andre.

(note): (Vi ser her bort fra konflikter ved problemløsningen af valget mellem forskellige sanselig-vitale behovsobjekter, altså på det organismiske niveau blot begunstigelsesadfærd.)

Med fuldt udviklet kooperativ integration er denne henvisthed til sig selv (ty: Angewiesensein) på en vis måde gensidig, fordi individet gennem sit bidrag til det fælles mål, her umiddelbart opnår betydning for de andre (individer), og følgelig gennem medindflydelsen med andre også bevidst kan påvirke de særegne livsbetingelser, altså opnå en handlefærdighed som mulighed til selvbestemt afsikring af sin eksistens og udvikling.

I de historisk foreliggende samfundsformer, er den kooperative integration imidlertid ikke absolut realiserbar; den enkelte ser sig snarere i mere eller mindre grad stillet overfor samfundsmæssige kræfter som magtinstanser, hvortil han ganske vist på den ene side er nødtvunget henvist, p.gr.a. den grundlæggende eksistensopretholdelse, men som han på den anden side ikke selv kan påvirke; til hvilken han altså står i ensidig afhængighed af; altså her ligger under for yderstabilisering og fremmedbestemthed.

Man kan følgelig ikke betragte ”handlefærdigheder” som absolut opnåelige; snarere må der skelnes (mellem) forskellige niveauer af ”relativ handlefærdighed” som forhold mellem selvbestemmelse gennem indflydelse på almene og dermed individuelle livsbetingelser og (så) graden af yderstabilisering og fremmedbestemthed gennem samfundsmæssige afhængighedsrelationer.

I antagonistiske klassesamfund, som det borgerlige, ligger den almene ramme for den ”afhængige klasse” til udvikling af relativ handlefærdighed, i de klasse-betingede skranker for deltagelsen i bevidst samfundsmæssig realitetskontrol og kooperativ integration, og dermed (i) fremmedbestemtheden som afhængighed af kapitalmagten og dens forskellige institutionelle og yderinstitutionelle repræsentanter, hvorved disse skranker for handlefærdigheden ”nedfælder sig” i den enkelte i.f.t. individualitetsformen som kravsstrukturer, der må realiseres af individet i sine klasse- og placeringsspecifikke livsforhold p.gr.a. eksistensopretholdelsen.

Psykiske konflikter opstår altid i sådanne livsforhold // (s.191) hvor der på den ene side opstår emotionelle vurderinger som beredskab til udvidelse af kontrollen over de særegne livsbetingelser, på baggrund af erkendelsen af individuelle realiserbare muligheder for påvirkning af samfundsmæssige processer, altså opnåelsen af et højere niveau af relativ handlefærdighed; men hvor der på den anden side, ved realiseringen af dette beredskab i virkelige handlinger, bliver anticiperet en truende unddragelse af eksistensgrundlaget fra samfundsmæssige magtinstanser, som man er afhængig af, og (dette) fører i overensstemmelse hermed til negativ emotionel vurdering. Derved er den instans i det borgerlige samfund, som truslen udgår fra, altid kapitalmagten i en eller anden af dens fremtrædelsesformer og repræsentanter, da udvidelsen af selvbestemmelsen for medlemmerne af den afhængige klasse udover en minimal ramme, nødvendigt må stå i modsætning til kapitalens interesser for opretholdelse af de eksisterende magtstrukturer.

Angstberedskabet hhv angsten i den menneskelige særegenhed lader sig altså i denne sammenhæng kendetegne som ”konfliktangst”, der p.gr.a. anstrengelsen for udvidelse af bestående omverdensrelationer, altså området for særegen påvirkelighed gennem løsning fra bestående afhængighedsforhold, opstår udaf modsigelsen mellem på den ene side anticipationen af udvidede handlemuligheder, og på den anden side den gennem handlingsrealisering truende fare for allerede erhvervede eksistensbetingelser. (jf UHO 76 kap. 5.3.4.).

I barnets og den unges individuelle samfundsmæssiggørelsesproces, som ”forberedelsesfase” for udviklingen af færdigheder, egenskaber og handlinger til eksistenssikring, gennem samfundsmæssige bidrag, ser individet sig endnu ikke stillet overfor den egentlige individualitetsform, snarere (overfor) en række af kravsstrukturer, med stadig stigende specificitet som (ty: Derivaten) klasse- og placeringsspecifikke individualitetsformer, gennem hvis realisering, barnet hhv den unge efterhånden tilnærmer sig muligheden for personlige forviklinger i den aktuelle/respektive individualitetesform, og dermed til ”voksen-studiet”.

Den relative handlingsfærdighed afpasser sig her endnu ikke umiddelbart efter forholdet til selvbestemmelsen og fremmedbestemmelsen gennem samfundsmæssige magtinstanser, men snarere efter forholdet mellem den for barnet allerede mulige hhv indrømmede kontrol over sine særegne livsomstændigheder, og (så) fremmedkontrollen og yderstabiliseringen gennem de understøttede voksne hhv opdragelsesinstansen, hvorved i barnets hhv den unges voksende individuelle udviklingsgrad, at fremmedkontrollen kan trækkes tilbage til fordel for selvbestemmelsen, så at den barnlige udvikling altså kan blive kendetegnet som en proces med stadig udvidelse af den relative handlefærdighed.

Begrænsningen af handlefærdigheden gennem opdragelsesinstansen // (s.192), og dermed barnets afhængighedsforhold, har derved på den ene side, i betragtning af kendsgerningen, at barnet ikke på forhånd besidder muligheden til sin særegne eksistensopretholdelse, men snarere selv først må opnå den, en samfundsmæssig nødvendig karakter. På den anden side er udviklingens hhv opdragelsens mål i det borgerlige samfund, jo ikke den fuldt udviklede handlefærdighed for de i kooperativ integration om de almene og dermed særegne livsbetingelser bevidst kontrollerende voksne, men snarere færdigheden til eksistenssikring under antagonistiske klasseforholds betingelser, hvormed graden af den, i de aktuelle individualitetsformer mulige hhv indrømmede relative handlefærdighed, radikalt er begrænset for den afhængige klasse, altså må også den, i opdragelsesprocessen muliggjorte selvbestemmelse for barnet hhv den unge være begrænset af kapitalinteressen overfor det, udaf den aktuelle alderspassende udviklingstrins begrundelige mål.

Enden på udviklingen er altså her den restriktive og modsigelsesfulde vokseneksistens i den borgerlige klassevirkelighed, og idet opdragelsesinstansen forbereder barnet og den unge herpå, er den i dens samfundsmæssige nyttige funktion samtidig også altid kapitalinteressens repræsentant i begrænsningen af menneskelig udvikling, for så vidt den går ud over et, overfor kapitalens bestående, tolererbart mål. (jf UHO 76 kap.5.5.2.)

Med hensyntagen for den afledte hhv ”forberedende” karakter af udviklingen af relativ handlefærdighed for barnet og unge, lader særegenheden ved barnlige udviklingskonflikter sig nu specificere nøjagtigere:

Her opstår konflikter altid, når barnet på den ene side ser muligheden til forbedring af sine livsforhold og udvikler tilsvarende behov, men med hvis´ handlingsrealisering, det imidlertid på den anden side må anticipere det mulige tab af opmærksomhed og understøttelse fra voksne o.a., og dermed truslen mod det særegne eksistensgrundlag og bestående behovstilfredsstillelse. Relativt uspecifikke former for sådanne konflikter, specielt i den tidlige barndom, opstår, når individet i tendensen til øjeblikkelig og total tilfredsstillelse af sine sanselig-vitale behov, støder på modstand som tilfredsstillelsesudsættelse hhv afkald, fra krævende opdragelsesinstanser, hvilket kan føre til begrænsning af seksuelle behov til særlig graverende(tjek!) fremtrædelsesformer (edb kap.5.6.)

Andre konfliktformer opstår måske udaf modsigelsen mellem bestemte ydelses- hhv holdningskrav fra opdragelsesinstansen, og (så) det manglende emotionelle beredskab til kravsopfyldelse hos barnet.

De egentlige udviklingskonflikter, som i deres egenart tilnærmer sig voksnes konflikter // (s.193) fremkommer ved, at barnet hhv den unge, på baggrund af kognitionen af de bestående muligheder og egne færdigheder, har oparbejdet det emotionelle beredskab til opnåelse af et højere niveau for handlingsfærdighed, altså for kontrol over sine særegne livsbetingelser og ”produktive” behovstilfredsstillelse, men (hvor barnet hhv den unge) med realiseringen af dette beredskab imidlertid må anticipere opmærksomheds- og understøttelsestab gennem opdragelsesinstansens begrænsende videreudvikling; altså (må anticipere) truslen mod den relative handlingsfærdighed på de erhvervede lavere udviklingsniveauer; her består altså en modsigelse mellem den ”produktivt” motiverede udviklingstendens hos barnet hhv den unge, og (så) forhindringen eller ”afstraffelsen” af denne tendens gennem opdragelsen. (edb kap.5.5.3. og 5.5.4.).

Til overvindelse af psykiske konflikter og reducering af den dermed forbundne konfliktangst, må individet heroverfor gøre sig problemløsningsdygtig, (dvs) om det med kalkuleringen af de med handlingsrealiseringen forbundne risici for trusler mod eksistensgrundlaget umiddelbart skal realiseres eller undlade hhv udsætte de mulige og nødvendigt erkendte og vurderende aktiviteter til udvidelse af sin relative handlefærdighed, og dermed forsørgende tilværelsessikring indbefattet tilfredsstillelsen af sanselig-vitale behov på ”menneskeligt” niveau.

En sådan konfliktovervindende problemløsning betyder altså en omstrukturering af den emotionelle helhedsvurdering på en måde, så forskellige emotionelle delvurderinger ikke mere uforeneligt står under hinanden her, hvormed individets omverdensrelationer er usikre og uafklarede, men snarere er bragt i over- og underordningsforhold, sådan at en enhedsmæssig emotionel helhedsvurdering og dermed handlingsberedskab i en eller anden betydning kommer i stand.

En sådan emotionel omstrukturering kan, som det fremgår af vores tidligere fremstilling, imidlertid kun opstår som resultat af den kognitive omstrukturering af de situationelle og personlige livsforhold, som de er givet individet.

Derved kommer det, ja siden hen, til den kognitive omstrukturering, hvis individets samfundsmæssige livsforhold bliver erkendt på en adækvat ”realistisk” måde, eller bestemte realitetsaspekter bliver undertrykt, udskilt, dissocieret osv, - til en konfliktovervindelse gennem bearbejdning eller forsvar. (edb kap.5.5.4.).

 

 

 

 

 

 

 

5.5. Konfliktforarbejdning som realistisk ”begribelse” af midlet og tidspunkt for gennemsættelse af udvidet selvbestemmelse i forandring af samfundsmæssige livsbetingelser; konfliktforsvar som realitetsforfalskende regression til blot ”orienterende” naturaliseringer og personaliseringer af samfundsmæssige forhold.

 

(s.194) For en nøjagtigere karakteristik af forskellene mellem konfliktbearbejdning og konfliktforsvar må man tydeliggøre sig, at begribende erkendelse af bestemte træk ved de særegne livsforhold (i det mindste ansatsvis) er forudsætning for konfliktopståelsen: Individet kan jo kun anticipere truslen mod sit eksistensgrundlag som konsekvens af den særegne handling på denne måde, fordi det har erkendt nødvendigheden og muligheden for indvinding af et højere niveau af relativ handlefærdighed, altså tilbagetrængning af afhængigheden og udvidelsen af selvbestemmelsen gennem indflydelse på samfundsmæssige processer, i begribelsen af sammenhængene mellem forandringen af objektive livsbetingelser og forbedringen af kontrollen over sine tilværelsesomstændigheder, og i denne betydning emotionelt har vurderet overensstemmende handlingsberedskab.

Den anticiperede eksistenstrussel er her altså en konsekvens af begribende kognitionsprocesser, formidlet over den emotionelle vurdering.

Udviklingskonflikterne i barnets og dens unges samfundsmæssiggørelsesproces kan man ganske vist ikke i ethvert tilfælde føre tilbage på eksplicitte begribelsesakter; overgangen fra orientering til begribelse er imidlertid - som fremstillet - ingen engangs fuldbyrdelse, men kan blive fuldbyrdet eller udeblive på forskellige kognitive niveauer ved forskelligartede anledninger og i forskelligt omfang; konflikterne, gennem hvis emotionelle vurdering, dvs. omsættelse i overensstemmende/tilsvarende handlingsberedskab, barnet kommer i konflikt med opdragelsesinstansen, går (som det senere nærmere skal vises) i retning af en bedre begribelse af de særegne livsforhold, hvor langt fjernet den end måtte være fra den virkelig begribende erkendelse af samfundsmæssigheden for den enkelte eksistens osv.; derved er allerede det erkendte og emotionelle i sin overvindelse af truende modsigelser mellem de særegne behov og (så)  deres begrænsning og undertrykkelse gennem opdragelsesinstansen i det personlige nærrum, et skridt mod begribelsen af den særegne situation (se nedenfor).

Med overvindelsen af konflikter i voksenalderen gennem bearbejdning bliver de særegne livsforhold under bibeholdelse eller udvidelse af det opnåede niveau for den begribende erkendelse, under disse omstændigheder indgående analyseret hen på deres forskellige bestemmelsesmomenter, således at der ud af den adækvate // (s.195) kognitive strukturering giver sig entydige emotionelle helhedsvurderinger, altså handlingsberedskab i retning mod indvinding af et højere niveau for relativ handlefærdighed. Derved kan der udaf den begribende analyse af de særegne livsomstændigheder fremkomme den indsigt, at risikoen for den med handlingsrealiseringen truende fare for den særegne eksistens i relation til den objektive og subjektive betydning af den opnåede forbedring af de almene og dermed særegne livsbetingelser fremtræder ”bærelig” (ty: tragbar = ”til at bære”) og besvarlig (ty: verantwortbar), hvormed den emotionelle forudsætning for tilsvarende aktiviteter er givet.

Men også, når man må komme til det resultat, at en øjeblikkelig handlingsrealisering, med den bestående grad af særegne interesser, betyder dette, på begribelsens niveau, ikke opgivelsen af målene for indvinding af det principielt mulige og nødvendige højere handlingsfærdighedsniveau, men kun en udsættelse/omlægning af tidspunktet og forandring af måden til deres opnåelse.

Under disse omstændigheder måtte den begribende analyse muligvis have opstået her, så at alliancebasisen (ty: Bündnisbasis) for udvidelsen af kontrollen over almene og dermed særegne livsbetingelser i de respektive relevante samfundsmæssige realitetsudsnit, i betragtning af de bestående magtforhold, endnu er for smal, og først må være kontinuerligt udbredt, før handlingsrisikoen bliver bærelig (ty: tragbar).

Videre måtte en forbigående ”tilbagetrækning” hhv ”taktisk” indrømmelse i det aktuelle tilfælde, udgøre gunstige forudsætninger for opnåelsen af de langfristede mål, som forsøget på en øjeblikkelig handlingsrealisering osv. (dette kommer vi tilbage til).

Bearbejdeligheden af mere uspecifikke konflikter indenfor den barnlige samfundsmæssiggørelse forudsætter, at barnet erkender opdragelsesinstansens krav efter kontrol over den sanselig-vitale behovstilfredsstillelse, udviklingen af færdigheder osv. på den ansatsvise begribelses respektive niveauer, som grundlag for udvidelsen af kontrollen over de særegne livsbetingelser og kooperative integration, og dermed liggende i sin særegne interesse, og kan overensstemmende ”produktivt” motiveret overtage dem (kravene). (jf. UHO 76, 334ff og 345ff).

Bearbejdningen af de skildrede egentlige udviklingskonflikter nærmer sig bearbejdningsmåden for voksnes konflikter: Barnet hhv den unge må gennem den kognitive analyse af sin situation tydeliggøre den emotionelle helhedsvurdering for så vidt det skal føre til aktiviteter til gennemsættelse af sine legitime udviklingsinteresser mod begrænsningen fra opdragelsesinstansen hhv allerede eksisterer, (dvs.) at gennemvandre den adækvate vej til endelig opnåelse af et højere udviklingsniveau for den relative handlingsfærdighed, og dermed de personlige færdigheder og behov, skridtvis // (s.196) under hensyntagen til de respektive magtforhold, udvidelse af alliancebasisen, hensyntagen til den mulige nødvendighed for ”taktiske” indrømmelser osv. Muligheden for konfliktovervindelse gennem bearbejdning er bundet til bestemte objektive og subjektive forudsætninger.

Under disse omstændigheder bliver den videre begribende gennemtrængning af sine objektive livsforhold hos det voksende individ i den grad vanskeliggjort af den tilstedeværende risiko for handlingsrealisering og det videre perspektiv for højereudviklingen, der af sin klassespecifikke placering i de samfundsmæssige sammenhænge, i hvilken den særegne livsvirksomhed står, virkelig er vanskelig gennemskuelige og de organiserede former for samfundsmæssig bevidsthedsudvikling er uudviklet hhv når individet på grund af sin klasse- og placeringsspecifikke udviklingsbetingelser i deres individuelle udprægning ikke kan opnå den begribende indholdsmæssige viden til en sådan afklaring hhv oparbejder tendensen til konfliktforsvar. (jf edb. 284ff)

Barnets konfliktbearbejdning må så nødvendigt standse, når de fra opdragelsesinstansen hævdede krav i kontrollen hhv undertrykkelsen af behov, udviklingen af ydelser/løsninger (ty: Leistungen) osv ikke er i den barnlige interesse, altså heller ikke kan blive overensstemmende kogniseret og motiveret overtaget af barnet, (og) videre hen når opdragelsesinstansen ikke er beredt på eller i stand til at gøre barnet indsigtsfuld omkring sammenhængen mellem de gennem det repræsenterede samfundsmæssige krav og barnets interesse, sådan at barnet må opfatte begrænsningerne og kravene som vilkårlig undertrykkelse eller reglementering af sin grundlæggende livsvirksomhed (jf edb. 346ff og 350ff for så vidt undertrykkelsen af den barnlige seksualitet, og redegørelsen herfor).

Bearbejdningen af de skildrede konflikter på baggrund af udviklingsbehov hos børnene og de unge er vanskeliggjort, når opdragelsesinstansen (om det (så) er forældrene eller andre personer og instanser, hvorfra barnet ellers kunne undvige) selv er ikke-klar (ty: unfähig) til en udvidelse af de kooperative relationer til børn eller unge, altså (til) muliggørelsen af og understøttelsen af deres interesser i forbedring af kontrollen over de særegne livsbetingelser og samfundsmæssige integration, fordi de selv ligger under for trykket fra herskerinteresserne i retning af restriktionen af den individuelle udvikling. I sådanne tilfælde er opdragelsesinstansens fornuftige påvirkning unddraget gennem barnet, der artikulerer sine interesser, og barnet er (således) hjælpeløst udsat for vilkårene for pædagogisk magtudøvelse.

           Når de psykiske konflikter ikke kan blive bearbejdet, må (???tjek) for sig taget den oplevede modsigelse mellem subjektiv handlenødvendighed // (s.197) og den med deres realisering anticiperede eksistenstrussel forblive bestående og forstærke sig gennem den vedvarende handlings-ikke-færdighed (ty: Handlungsunfähigkeit) for individet stadig mere, hvormed også individets angstberedskab forstærker sig i retning af manifest angst som hjælpeløs udleverethed til de respektive aktuelle livsomstændigheder.

           For individet, da det gennem begribende afklaring af sin livssituation ingen normalisering (ty: Vereinheitlichung) af sin emotionalitet kan opnå og under disse omstændigheder kan tilbageerhverve (ty: zurückerlangen) handlingsfærdigheden, bliver her ganske vist ”udvejen”, realitetsaspektet, gennem hvis emotionelle vurdering den uophævelige modsigelse i helhedsemotionalitetet er opstået, under disse omstændigheder forfalsket, forkortet og dissocieret osv. i kognitionen, at de resterende kognitive realitetsrepræsentanter ikke mere fremkalder en uforenelig emotionel vurdering, og således at individet kan reducere angsten ved omkostningerne for sit realitetsforhold og igen blive handlingsduelig, hvormed konflikten ikke mere er overvundet gennem bearbejdning, men gennem ”forsvar” (jf. edb, 248ff).

 

Når konfliktopståelsen forudsætter den ansatsvise begribelse af særegne livsforhold, og konfliktbearbejdningen (forudsætter) den omfattende og indtrængende analyse af denne situation på niveauet for begribende erkendelse, så er konfliktforsvaret alment set en regression fra den opnåede status af begribelse tilbage til blot orientering: Den begribende indsigt i nødvendighederne og mulighederne for den bevidste kontrol over almene og særegne livsbetingelser til udvidelse af udviklingen af ”produktive” personlige færdigheder, som har ført til konfliktens opståelse, regrederer (ty: regrediert) i konfliktforsvaret til blot orienterende ”naturaliseringer” af omverdenen som ”skæbnemæssigt” (ty: schicksalhaft) givet, og dermed til fornægtelse af dens foranderlighed, hvilket samtidig betyder fornægtelsen af den særegne udviklingsfærdighed og - behovsmæssighed i retning af et højere niveau for kooperativ integration, dvs. relativ handlingsfærdighed.

På samme måde bliver også sammenhængen mellem den særegne interesse, og andre menneskers interesser i ens samfundsmæssige (tjek!) forhold elimineret fra bevidstheden, hvormed ansatsvise kooperative relationer til gennemsætning af fælles mål bliver miskendt videre som blotte ”sociale” relationer, altså isoleringen af særegne som fremmede interesser og behov fra de objektive livsbetingelser og som blot udsprunget af de respektive enkeltstående, bliver personaliseret.

Gennem en sådan ”orienterende” privatisering af den særegne livsvirksomhed som finden-sig-tilrette (ty: Sich-Zurecht-finden) og indretten-sig (ty: Sich-Einrechten) for individuelle mennesker i en af dem upåvirkelig, ydre omverden, er de kognitive forudsætninger for emotionelt beredskab til overvindelse af det givne niveau af afhængighed og fremmedbestemthed ikke mere givet, følgelig bortfalder også den anticiperede trussel mod den særegne // (s.198) eksistens gennem realiseringen af sådant handlingsberedskab, konflikten er følgelig ikke mere subjektivt repræsenteret og emotionaliteten i betydningen af afkald på ethvert forsøg på udvidelse af selvbestemmelsen normalt, og dermed reducerer konfliktangsten og genopretter handlingsfærdigheden på det gamle forringede niveau.

I konfliktforsvaret gennem formindskelse af realitetsforholdet (ty: Realitätsbezuges) er altså den relative angstfrihed ”bestukket” (ty: erkauft) med stagnationen af den kooperative integration, og dermed udviklingsløshed af færdighederne og behovene til indvinding af et højere niveau af selvbestemmelsen og tilværelsesudfoldelsen.

Konfliktforsvaret er ingen (tjek??) en gang for alle opnåelig stationær tilstand, men nødvendiggør vedvarende aktiviteter for selektionen og dissociationen af sådanne aspekter af realiteten, der på en eller anden måde hænger sammen med det ”afværgende” virkelighedsområde, da det ”kritiske” realitetsaspekt ellers igen trænger ind i bevidstheden og under disse omstændigheder over overensstemmende emotionelle vurderinger får forsvaret til at bryde sammen og konflikten påny kan blive manifest.

På denne måde bliver stadig flere realitetsaspekter ”ubevidste”, realitetsforholdet bliver reduceret stadigt stærkere og således også emotionaliteten der som helhedsvurdering af omverdenen i de respektive subjektive nødvendigheder bliver stadig mere diffuse og uafklarede, hvormed også individets endnu forhåndenværende muligheder, tilstande af udleverethed til aktuelle omstændigheder, der er at overvinde gennem målovertagelser, stadig mere går tabt (jf UHO 76, 294ff).

Den forsvarsbetingede angstreduktion bliver derved gennem de paradoksale kendsgerninger stadig mere vanskeliggjort, som ganske vist med forsvaret mod aktuelle trusler gennem de særegne handlingskonsekvenser kan blive formindsket, hvormed gennem den hermed forbundne regression til blot ”orientering”, den almene fremmedbestemthed og afhængighed bliver forstærket, altså at rammebetingelserne for orienteringen selv er stadig mere forudsebar og mulig at have indflydelse på, og individet følgelig under eller (tjek??) ens omstændigheder er stadig stærkere udleveret til herskerinstansens vilkår og må forblive i en tilstand af hjælpeløshed og angst.

Den aktuelle angstformindskelse gennem forsvar understøtter altså alment betingelserne, hvorunder individet kan komme i angst, og hvormed i denne sammenhæng forsvarstendensen permanent må forstærke sig osv.

De altid særegne teknikker for konfliktforsvar varierer med de specifikke situationer og personlige livsforhold for individet.

Derved opbygges sådanne teknikker ikke kun individuelt, men er, da konfliktovervindelsen gennem forsvar, og dermed subjektiv ”naturalisering” og ”personalisering” af samfundsmæssige modsigelser og det hermed forbundne ”tilbagetog til privatlivet” er i kapitalens objektive interesser, indeholdt i mangfoldige former i den borgerlige ideologi // (s.199) hvormed individet på en måde kan gribe tilbage til det samfundsmæssige udbud af forsvar i den borgerlige livsvirkelighed (jf. edb, s.286ff).

I mange forsvarsformer står fornægtelsen og fortrængningen (ty: Abdrängung) af alle kognitioner, der angår den historiske tilblivelse, modsigelsesfuldhed og foranderlighed af samfundsmæssige livsforhold, i forgrunden; i andre forsvarsformer bliver muligheden og nødvendigheden for forbedringen af de særegne livsomstændigheder benægtet, og i endnu andre (forsvarsformer) bliver de objektive samfundsmæssige udviklingsskranker omvendt i individuel utilstrækkelighed, hvormed individet selv frakender sig færdighederne til en udvidelse af kontrollen over de særegne livsbetingelser og der således ikke kan opstå ”risikofyldte” handlingsberedskaber. (nærmere udledninger herover jf. edb. s.288ff).

Af særlig betydning er opståelsen af tendenser til konfliktforsvar i børns og unges samfundsmæssiggørelsesproces, fordi det er her at årsagerne til vedvarende indskrænkninger eller forstyrrelser i personlighedsudviklingen kan ligge: Gennem en under bestemte omstændigheder opstående kommulativ forstærkning af forsvarstilbøjeligheden i løbet af individualudviklingen kan barnet eller den unge under omstændigheder heller ikke mere komme til passende kognitive og emotionelle struktureringer af en situation, når alment set muligheden til konfliktbearbejdning var givet fuldstændigt, hvormed forsvarstendensen overfører sig fra den respektive tilstedeværende konfliktopstart, til de for personligheden selv liggende betingelser, og under disse omstændigheder af forsvarstendenserne overfor de givne muligheder til konfliktbearbejdning stadig mere selvstændiggør sig (jf. edb. s.357).

Vi har karakteriseret de globale opståelsesbetingelser for sådanne selvstændiggjorte forsvarstendenser i barndommen og ungdommen i en reinterpretation af den freudske overjeg-konception som introjektiv identificering med forældrenes hhv opdragelsesinstansens irrationelle, vilkårlige krav og begrænsninger, hvormed der i stedet for muligheden for motiveret kravsovertagelse gennem bevidst indsigt i overensstemmelsen (mellem) kravene og de særegne interesser opstår en ”indre” instans af ”frivillig tvang”, hvorigennem barnet på en måde ”selvforvoldt” (ty: selbst gewolt) blindt accepterer begrænsningen/forhindringen af sin færdigheds- og behovsudvikling, og dermed stagnationen af sin handlefærdighed, altså påtvinger sig enhver spørge-, tænke- og virksomhedshæmning, der oprindeligt/umiddelbart kun er udgået fra opdragelsesinstansen.

Dermed fremtræder individets særegne handleberedskab til udvidelse af sine livsmuligheder, som aggressionen imod den begrænsende opdragelsesinstans i dens farlighed (ty: Gæfährlichkeit), samtidig som ”moralsk forkastelig”, og mennesket kommer i stadig større grad til // (s.200) at reagere med angst og skyldfølelse på sine emotionelle tendenser til repræsentation og gennemsættelse af særegne livsinteresser, hvilket fører til handlings- og udviklingsafkald.

Gennem en sådan global identificerings- og introjektionsproces (der er radikalt forskellig fra opstillingen (ty: Setzung) af bevidste forbilleder i forbindelse med udførelsen af den særegne/enkelte handling) er individet stadig mindre i stand til, at erkende de objektive årsager til begrænsningen af dets livs- og udviklingsmuligheder, og at identificere de imod dets interesser rettede handlinger som andet end sådanne.

Det må komme til en stadig voksende desorientering her, selvom begrænsningerne eller kravene gennem opdragelsesinstansen er i den særegne interesse eller ej, (når) de emotionelle relationer til omverdenen bliver stadig mere usikre og uafklarede, hvilket til sidst kan føre til, at mere eller mindre ethvert fremmed krav eller restriktion ”på en eller anden måde” bliver anerkendt som berettiget hvilket indbefatter en særegen holdningsløshed (ty: Standpunktlosigkeit) og dermed et handlingsafkald (jf edb. s.347). En sådan i barndommen eller ungdommen opstået global forsvarstendens gennem introjektiv identificering, der ligeledes bliver udvidet og befæstet gennem overensstemmende ”ideologiske tilbud”, er at betragte som almen begunstigelse af for udarbejdelsen (tjek??) af den nævnte specifikke forsvarsform overfor aktuelt givne psykiske konflikter; forståelsen af betingelserne for deres fremkomst (ty: Zustandkommens) er af denne grund psykologisk af største vigtighed.

Den selvstændiggjorte forsvarstendens og dens specificering i de til enhver tid specielle forsvarsformer kan, når de er blevet til relativt konstante ”personlighedsegenarter”, føre til mangfoldige arter af psykiske forstyrrelser.

Sådanne forstyrrelser er alment karakteriseret ved, at individet her ikke kun stagnerer til et lavere niveau for den relative handlingsfærdighed, men (at det) i mere eller mindre stort omfang overhovedet skader sin handlingsfærdighed, (og) altså ikke adækvat kan overvinde sin tilværelse under de respektivt givne livsbetingelser, og sværere tilfælde, i forbindelse med opretholdelsen af sin eksistens på en ”atypisk” måde, er henvist til fremmed hjælp, og dermed kommer i en, i forhold til den ”normale” afhængighed, forstærket tilstand af afhængighed og hjælpeløshed (jf. edb. s.427ff).

De psykiske forstyrrelser kan fortætte sig under bestemte omstændigheder til afgrænsede psykiske ”symptomer”, altså til områder af livsvirksomheden, der har unddraget sig individets bestemmelse og selvstændiggjort står overfor det som en ”proces i tredie person” (ty: Vorgang dritter Person”) og begrænser dets livsførelse.

”Symptomer” er ”hensigtsmæssige” for individet for så vidt som de udgør ”kompromisdannelser”, hvori det ”farlige/truende” handlingsberedskab på den ene side ikke er fuldstændigt mulig at undertrykke // (s.201), men på den anden side udvendiggør sig i ukendelige, ”symbolske”, ”verschobener” former, og ikke kan blive identificeret under disse omstændigheder fra den ”straffende” instans, og også er benægtet af individet selv for så vidt, at skyldfølelsen ikke mere opstår deraf.

Den således opnåede ”fordel” ved reduceringen af konfliktangst og skyldfølelser bliver i symptomdannelsen bestukket (ty: erkauft) med det partielle tab af rådigheden over sine særegne livsbetingelser, forvolde skade på handlingsfærdigheden, altså hjælpeløshed, hvormed den circulus vitiosus, at angstreduktionen gennem konfliktforsvar samtidig understøtter opståelsesbetingelserne for angst, her fremtræder i en tilspidset form (jf.edb.s.433ff).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Litteraturliste:

Litteratur, der bliver henvist til i oversættelsen:

Holzkamp-Osterkamp, U: ”Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung 1” 1975.

(Texte zur Kritischen Psychologie nr.4.1.).

Holzkamp-Osterkamp, U: ”Motivationsforschung 2. Die Besonderheit menschlicher Bedürf- nisse - Problematik und Erkenntnisgehalt der psychoanalyse” 1976.

(Texte zur Kritischen Psychologie nr.4.2.).

Holzkamp, K.                 : ”Sinnliche Erkenntnis. Historischer Ursprung und gesellschaftliche

                                        Funktion der Wahrnehmung”. 1976.

                                        (Texte zur Kritischen Psychologie nr.1.).

 

Seidel, R.                        : ”Denken. Psychologische Analyse der Entstehung und Lösung von

Problemen”. 1976.

(Texte zur Kritischen Psychologie nr.6.).

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Øvrigt litteratur i rækken ”Texte zur Kritischen Psychologie”, som er udkommet indtil ”Psychologische Therapie und politisches Handeln” blev udgivet (1977):

Ulmann, G.                       : ”Sprache und Wahrnehmung”. 1975. (Texte zur Kritischen Psy-

                                           chologie nr.2.).

 

Schurig, V.                        : ”Naturgeschichte des Psychischen”. 1975. (Texte zur Kritischen

                                            Psychologie nr.3.1. og 3.2.).

 

Schurig, V.                        : ”Die Entstehung des Bewusstseins”. 1976. (Texte zur Kritischen

                                             Psychologie nr.5.).

 

Haug, F.                            : ”Erziehung und gesellchaftliche Produktion. Kritik des Rollen-

                                             spiels”. 1977. (Texte zur Kritischen Psychologie nr.7.) 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Tilsidst vil jeg opfordre til at konstruere et notesystem med rettelser til oversættelsen, der vel næppe kan være total fejlfri og fyldestgørende.



[1]Oversættelse af kapitel 5, "Den kritisk-psykologiske grundkonception om menneskelig subjektivitet", s.172-202, i Kappeler, Holzkamp, H.-Osterkamp: "Psychologische Therapie und Politisches Handeln", Campus 1977.

1                    Oversætterens bemærkning: Da dette er min første tyske oversættelse, er det vigtigt at påpege, at det er nødvendigt at rådføre sig med originalteksten både i tilfælde af tvivl, læsevanskeligheder, og hvis det skal bruges til en opgave. Jeg har til en vis grad bibeholdt den tyske sætningssyntaks, og ikke "fordansket" teksten, hvorfor teksten fremtræder som i originalen, med alenlange sætninger, der indeholder talrige bisætninger. Omkring selve oversættelsen er vanskelige ord gengivet på tysk i parantes (ty: -). Derudover skal det bemærkes, at ordet "eigenen" konsekvent er oversat med "særegen". Jan Mortensen forår 1981.

2                    Indskrivning og layout: Ulla Britt Reynagaard Hansen, Regnbuen.