Det er den bedst mulige viden, vi har om den danske økonomi. Finansministeriets regnemodeller fortæller politikerne, hvordan den økonomiske situation er nu, hvilken vej udviklingen går og giver mulighed for at måle effekter af forskellige indgreb på økonomien. De er autoriteten, der ligger til grund for 2020-planer og skattereformer, og de definerer, hvad der er ansvarligt og uansvarligt. Før valget i september forsøgte Socialdemokraterne og SF sig med den alternative økonomiske plan Fair Løsning.
Bag planen stod den senere finansminister Bjarne Corydon selv, og den blev offentligt angrebet af embedsmændene i Finansministeriet for reelt ikke at kunne skaffe de jobs, som den hævdede. Socialdemokraterne reagerede med raseri og kaldte det utidig indblanding fra embedsværket. Men efter regeringens dannelse stod det klart, hvem der havde vundet. Fair Løsning var skrottet, og i stedet stod der i regeringsgrundlaget, at regeringens økonomiske målsætninger »skal opgøres med udgangspunkt i anerkendte indikatorer og regnemetoder«. Regeringen var skiftet, men regnemodellerne forblev de samme og med den samme klare målsætning, der har præget den økonomiske politik også under den borgerlige regering. Arbejdsudbuddet skal øges, danskerne skal arbejde mere, hvis velfærdssamfundet skal kunne klare sig på lang sigt.
»På daglig basis støder vi ind i regnemetoder, som vi har meget svært ved at få indsigt i. Vi får bare at vide, at sådan regner man,« siger Frank Aaen fra Enhedslisten, der deltager i forhandlingerne med regeringen.
Han oplever, at støttepartiets forslag på det økonomiske område bliver skudt ned med begrundelser som, at det er både »dyrt og dobbelt dyrt«. Dyrt hvis forslaget koster penge, og dobbelt dyrt da forbedrede vilkår eller flere penge til arbejdsløse af Finansministeriet bliver beregnet til at have en negativ effekt på arbejdsudbuddet. Skattelettelser og fjernelse af helligdage giver gode resultater for arbejdsudbuddet, mens forsøget på alternativer giver det modsatte og afvises:
»De bløde reformer giver ikke noget tal,« siger Frank Aaen.
»Mens de hårde reformer, hvor man fjerner efterlønnen eller halverer dagpengene, det tæller i deres maskinsprog. Det er uvist, hvorfor der er den forskel, men hver gang de kommer med et regnestykke, er det det, der er sandheden. Grænsen for, hvad man kan gøre inden for deres logik, er meget lille. Det er dybt frustrerende,« siger han.
En lignende erfaring gjorde fagbevægelsen under de nu kollapsede trepartsforhandlinger. Regeringens dagsorden var, at arbejdsudbuddet skulle øges på den hårde måde, og alternative forslag, der ikke ville gøre lige så ondt på medlemmerne som at tage helligdage eller feriedage, blev ikke accepteret:
»Forhandlingerne kom aldrig rigtig i gang. Ferie og helligdage blev antaget for eneste gangbare mønt,« siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.
Forslag om at lave aftaler, der kunne få folk fra deltid til fuldtid eller nedbringe sygefraværet, var ikke noget, der kunne tælle med, når 2020-planens målsætning om 20.000 i øget arbejdsudbud via trepartsforhandlingerne skulle forsøges indfriet.
»Det lå rimelig klart, at det kun var helligdage og feriedage, som kunne passe ind i regeringens planer og Finansministeriets regneark. I pressen blev det udlagt som fugle på taget kontra fugle i hånden, men der blev ikke ved forhandlingsbordet leveret nogen forklaring på, hvorfor regnearkene skulle være resistente overfor andre måder at finde timer på,« siger Dennis Kristensen. At Finansministeriet spiller rollen som hårde regnedrenge, der sætter rammerne for de politiske forhandlinger og skyder alternative forslag ned, er bestemt ikke nyt. Men både metoderne og målene, der styres efter, er skiftet med tiden.Før midten af 1970’erne fandtes der ikke samlede økonomiske modeller, som ministerier og økonomer kunne benytte til at beregne effekten af indgreb i dansk økonomi, forklarer Niels Kærgård, der er professor i økonomi på Københavns Universitet og tidligere overvismand.Det kom først i 1975, da Ellen Andersen i sin doktordisputats lagde grunden til den makroøkonomiske model ADAM, der stadig bruges som primær model i Finansministeriet.
»Jeg mente og mener stadig, at man ved brug af statistiske metoder og økonomiske ligninger kan bygge nogle modeller, der siger en et eller andet om virkeligheden. Modellerne er en måde at sikre, at det, man laver, er konsistent, og at man drager lære af andre statistiske undersøgelser og historien. Man får systematiseret, at verdenen nok reagerer nogenlunde på samme måde, som den plejer, hvis man ændrer på tingene,« siger Niels Kærgård.
Siden dengang er der sket flere ting ved de økonomiske modeller. Udviklingen fra mekaniske regnemaskiner til moderne computerteknologi giver mulighed for mere komplekse modeller, og samtidigt er der også sket noget med den økonomiske teori. De første modeller var nærmest ren keynesianske, mens de i de senere år er blevet meget mere udbudsorienterede og fokuseret på at regne på langsigtede udviklinger.
Hvilke konsekvenser, ændringer i skattesystemet og dagpengene ville have for arbejdsudbuddet, var heller ikke noget, man kunne analysere tidligere, da det ikke indgik i modellen.
Man var godt klar over, at visse indgreb i økonomien kunne have en effekt på arbejdsudbuddet, men man havde ikke nogle specielle skøn på, hvor stor effekten var. Man betragtede arbejdsudbuddet som bestemt af befolkningsudviklingen og konjunkturerne.
At arbejdsudbuddet nu er en variabel, der kan indgå i modellerne, gør ifølge Lars Andersen, direktør AE-Rådet, en konkret forskel.
»Tidligere har man haft overslag, men det med, at man nu kan regne det ind i hvad som helst og siger, at et indgreb bidrager med tre milliarder og 14.000 arbejdsudbud, er kommet til i nyere tid,« siger han.
»Det bliver pludselig et politisk tal. Hvis man ændrer lidt i skattereformen, så står man pludselig med de regneregler og mangler en halv eller hel milliard, selvom det i virkeligheden er et meget usikkert tal«.
Niels Kærgård forklarer udviklingen i modellerne som betinget af en »blanding mellem faglig konsensus og efterspørgsel.«
»Hvis politikerne siger, at de i forbindelse med en intens debat om arbejdsudbud nu er dybt interesserede i et tal, så vil fagfolkene begynde at overveje, hvor meget de kan bidrage med fagligt baserede analyser,« siger han.
»Økonomerne kan begynde statistisk at estimere på det og se, om de kan komme til nogenlunde stabile resultater. De kan producere spørgeskemaer, der kan belyse, hvor meget folk vil arbejde mere, eller på andre måder skaffe viden, der kan hjælpe politikerne, der åbenbart slås om, hvad der ser nogenlunde realistisk ud,« siger Niels Kærgård. Både den økonomiske teori og den politiske efterspørgsel har længe peget i retning af en langt mere udbudsorienteret tilgang i modellerne. Ifølge den tilgang vil markedet altid over en længere årrække være i stand til at opsuge den øgede arbejdskraft, når konjunkturerne vender. Det kan godt være, at det på kort sigt vil føre til flere arbejdsløse, men på lang sigt vil et øget arbejdsudbud altid blive modsvaret af et tilsvarende antal jobs. Det betyder, at det stadig vil være økonomisk fornuftigt at øge arbejdsudbuddet, selvom der er relativt stor arbejdsløshed
»Vi har både et pædagogisk og et fagligt problem lige nu i forhold til at få forklaret, hvad det er for mekanismer, der gør sig gældende. Men man kan se, at når man øger arbejdsudbuddet, så vil der i løbet af en periode på to-fem-syv år opstå det tilsvarende antal jobs i samfundet. Vores problem er, at det kan menigmand på gaden ikke forstå,« siger Nina Smith, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere vismand.
»En del af mekanismen er, at når der kommer et større arbejdsudbud, så bliver lønudviklingen langsommere. Det er første års tekstbog i makroøkonomi, så der er ikke nogen grund til at forsøge at skjule det, for sådan er lønmekanismen,« siger hun.
»Det har vi også brug for i Danmark, fordi lønningerne og enhedsomkostningerne ved at producere er steget rigtigt meget de sidste 10 år. Det gør, at nogle jobs er flyttet til udlandet, og hvis vi skal have dem tilbage, så er der brug for øget arbejdsudbud«.
På et møde i centrum-venstre tænketanken CEVEA i sidste uge var der dog første antydning af et opgør med den udbudsøkonomiske tænkning internt i Socialdemokraterne. Her slog tidligere finansminister Mogens Lykketoft fast, at overgangen til en langt større grad af udbudsøkonomisk orientering fra ministeriets side giver »et teoriproblem i den måde, der føres økonomisk politik på«: »Jeg synes, finansministeren på mange måder er meget dygtig. Men jeg synes, at hans største indledende fejltagelse, og det har jeg også sagt til ham selv, det var, at han købte finansministeriets regnemetoder, da han ankom. Det var der ingen som helst grund til. Det bygger efter min mening på lange strækninger på økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord. Det kunne jeg godt tænke mig et større opgør med,« sagde han.
Mogens Lykketoft forklarede siden, at han ikke vidste, at der var journalister til stede, og at det ikke var til citat. Men det blev gengivet i Jyllands-Posten, og flere i den socialdemokratiske gruppe erklærede efterfølgende deres opbakning til den tidligere finansministers kritik. Ifølge Jørgen Rosted, tidligere departementschef i Erhvervsministeriet fra 1994-2002 og inden da blandt andet chef for økonomisk afdeling i Finansministeriet, gør Socialdemokraterne klogt i at gøre op med den nuværende tænkning. Han mener, at man med den måde, man bruger modellerne på, altid vil komme frem til et resultat, hvor man kan argumentere for, at den rigtige vej er at øge arbejdsudbuddet.
»Ved at bruge modellerne på den måde så antager man, at der på lang sigt vil opnås fuld beskæftigelse. Man får definitorisk mangel på arbejdskraft, hvis man tænker sådan. Det uhyggelige er, at alle er hoppet på den, undtagen nogle ganske få økonomer, der er blevet marginaliserede,« siger han.
Finansminister Bjarne Corydon forsvarede sig efter Lykketofts angreb med, at han ikke kendte »nogen i Finansministeriet, der har erindring om, at man dengang (i 90’erne red.) ved politisk diktat ændrede regnemetoder«. Men det handler ifølge Jørgen Rosted heller ikke om at bruge helt andre modeller, men om at bruge dem på den rigtige måde.
»Det er rigtigt, at man bruger de samme modeller, men man bruger dem ikke på samme måde. Det er der bare ikke nogen, der har sagt endnu, og det er pinligt. Vi havde de samme modeller, da jeg var der, men vi brugte dem da ikke sådan,« siger han og argumenterer for, at man i den aktuelle økonomiske situation med store kriser i både USA og Europa bør droppe troen på, at økonomien vil være tilbage på sporet i 2020 og klar til at opsuge den øgede arbejdskraft.
I stedet for at antage at man bare skal forsøge at øge arbejdsudbuddet så meget som muligt, til konjunkturerne vender, skal man ifølge Rosted tage udgangspunkt i, at arbejdsløsheden er lige så høj i 2020 som nu og så designe politikken efter, hvordan man kan forsøge at ændre på den situation:
»Der sidder mange ude i resortministerierne, der har fornuftige planer, som kunne løse problemer i samfundet og skabe vækst her og nu, men der bliver sagt nej til det hele fra Finansministeriet. De siger, at der ikke er råd til det, fordi de allerede med modellerne har forudtaget, at der bliver fuld beskæftigelse. Det er en katastrofe,« siger han.