Hvis verdenssamfundet den 22. juni skulle afslutte Rio+20-topmødet med at vedtage omstillingen til en ny global ligevægtsøkonomi i balance med naturgrundlaget, ville det forudsætte, at der lå et forslag herom på bordet, når stats- og regeringscheferne mødes.
Og det gør der faktisk. Ikke at det levnes nogen jordisk chance for at blive vedtaget. Men det findes. Én nation her på planeten har formuleret et forslag til FN-mødet om et globalt skift til ’et nyt bæredygtighedsbaseret økonomisk paradigme’. Som det hedder i forslaget, der har en 20-årig tidshorisont:
»Vi har alt det lige ved hånden, alt hvad vi behøver for at skabe det ny økonomiske paradigme både i praksis, politisk, i form af målinger, kontrolsystemer og regulerende myndigheder. Det eneste, der skal til, er politisk vilje. Intet praktisk hindrer os i at gøre præcis det, der behøves for at gøre Rio+40 til en sand fejring i stedet for et slør af tårer og tungsind.«
Landet bag forslaget om omstillingen er Bhutan. Det lille kongedømme i Himalaya med 717.000 indbyggere, klemt inde mellem Kina og Indien og – som det hedder i forslaget til FN-mødet – »måske velsignet med relativ ubetydelighed, netop afsides nok til ikke at være totalt opslugt af den materialistiske bølge, og lige lille nok – med en befolkning på under en million – til at gøre sit bedste for at omsætte det ny økonomiske paradigme til handling. Vi er faktisk fast besluttede på det.«
Bhutan opfattes i forvejen som en lille lanterne i krisernes tusmørke med sin introduktion af den nye indikator for udvikling, Gross National Happiness-indekset, der med 72 indikatorer for velfærd, bæredygtighed m.m. skal fortælle alt det om udvikling og trivsel, som det traditionelle BNP-mål ikke formår.
Bhutan er også landet, hvor de gamle skove er intakte, hvor halvdelen af nationens areal er fuldt miljøbeskyttet, hvor 100 pct. økologisk fødevareproduktion er officielt mål, og hvor forbliven som netto-CO2-optager – i kraft af skovene – er et regeringsløfte, afgivet på klimatopmødet i København i 2009.
»Men der er snævre grænser for, hvad vi kan gøre alene. Vi er, når det kommer til stykket, ikke adskilt fra verden omkring os,« påpeges det i papiret til Rio+20-mødet.
»Udledningerne af drivhusgasser i Chicago, London og Sydney smelter gletsjerne i vore egne Himalaya-bjerge.«
Derfor foreslår Bhutans regering en fælles proces, der foruden nationerne skal inddrage økonomer og økologer og lede frem til en formel FN-beslutning i sommeren 2014 om at stille om til en ny økonomisk verdensorden.
»Det vil være en ære for Bhutan at være vært for det globale møde, der vedtager den nye aftale og det økonomiske paradigme,« hedder det.
»Fortsat økonomisk vækst og ekspansion i vor begrænsede verden er ikke en pligt. Den globale økonomiske nedtur frembyder faktisk en enestående mulighed– en chance for at give naturen et pusterum, forbruge mindre energi og færre ressourcer, udsende færre drivhusgasser, mindske stress og skabe mere fritid, føle os mere sikre og blive selvberoende samt forbedre kvaliteten af vore liv.«
Bhutans regering foreslår en proces med paralleller til processen mod slutningen af Anden Verdenskrig, hvor de allierede i Bretton Woods, USA, aftalte et nyt paradigme for økonomisk samarbejde, der bl.a. omfattede Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF.
»Det vil blive et nyt Bretton Woods til erstatning for et forældet system, som simpelthen ikke fungerer mere, hverken for planeten eller for mennesker. Det ny system vil fordre nye mål for fremskridt og nye nationalregnskaber, der værdisætter vor velstand på en ordentlig og vidtfavnende måde, herunder indregner naturkapitalen og rovdriften på den og nedslidning … Og ligesom Bretton Woods i 1944 etablerede Verdensbanken og IMF til at forvalte det gamle vækstbaserede regime, vil den nye Bretton Woods-aftale fordre af os, at vi redesigner og omformer disse globale institutioner til at forvalte og regulere det nye system og sikrer dets rette implementering … Vi må nu skabe bæredygtige lokale økonomier, der ikke drives af endeløst begær og simpel produktion og forbrug af flere ting, som det er tilfældet med vort nuværende globaliserede system … Vi må nu flytte fokus til en retfærdig fordeling af denne velstand for at sikre, at ingen er lider nød.«
Forslaget betoner, at eftersom arbejdsløshed indebærer store samfundsmæssige omkostninger i form af sygdom, kriminalitet, misbrug m.m., må man under kriser undgå fyringer og i stedet dele det tilgængelige arbejde – med den sidegevinst, at folk får mere tid til sociale relationer, frivilligt arbejde og at have det rart.
Bhutans dokument rummer også overvejelser om lukkede produktionskredsløb, så intet er affald, forslag om gratis offentlig transport, om lokal fødevareproduktion m.m.
Forslaget er formelt indleveret til Rio-konferencen som input til mødets sluterklæring. Masser af andre lande – næsten alle mægtigere end Bhutan – har indleveret egne og ganske anderledes forslag, og derfor er den nuværende skitse til sluterklæring svulmet op til omkring 200 sider. I den kontekst har visionen fra Himalaya om at vedtage et nyt økonomisk paradigme alle chancer for at drukne.
Også selv om FN’s generalsekretær forleden i New York Times præsenterede tanker på linje med Bhutans.
»Det er åbenlyst, at den gamle økonomiske model er ved at bryde sammen,« skrev Ban Ki-moon, som opfordrer til, at menneskeheden honorerer Moder Jords hidtidige gavmildhed mod os.
»Tiden er ikke til snæversynet skænderi. Dette er øjeblikket, hvor verdens ledere og deres folk bør forenes i fælles indsats for en vision, vi deler, om vor fælles fremtid.«