De bandede, var aggressive og frivole og ind imellem voldelige. Og en sådan ageren kunne i 1940erne og de efterfølgende årtier føre til diagnosen psykopati især hvis man var kvinde.
Kvinderne udgjorde kun lidt over halvdelen af patienterne på de danske sindssygehospitaler, men de var i mere klart overtal, når danske psykiatere tyede til lobotomi også kaldet det hvide snit. Faktisk udgjorde de kvindelige patienter 70 procent af de ca. 4.000 danskere, der fik det hvide snit.
Postdoc og ph.d. i medicinhistorie Jesper Vaczy Kragh har forsket i psykokirurgi og dansk psykiatri fra 1922-1983, og på fredag udkommer hans bog Det hvide snit. Heri beskrives det, hvordan Danmark med sine mindst 4.500 hvide snit fik placeret sig som det land, der sammenholdt med befolkningsstørrelsen fik verdensrekord i brugen af det omstridte neurokirurgiske indgreb. Men at kvinderne i den grad var overrepræsenteret overraskede forskeren:
»Jeg havde set de amerikanske undersøgelser, som også viste, at lobotomi mest blev brugt på kvinder, men jeg troede, at amerikanerne var langt mere stereotype i deres kønsrollemønstre, end vi var i Danmark,« siger Jesper Vaczy Kragh.
Påfaldende var det især, at helt unge piger blev lobotomeret. Det skete ofte på trods af, at de kun havde været indlagt i 5-6 måneder og at der ofte ikke havde været forsøgt andre behandlingsmetoder, selv om det hvide snit var tænkt som allersidste udvej. Disse kvinder blev ofte kategoriseret som psykopater en lidelse, som dengang ikke blev set som en sygdom, men snarere som en karakterafvigelse.
»Det var unge kvinder, som var udadreagerende og satte sig op mod personalet på hospitalerne. De var aggressive, bandede og var seksuelt aktive. Deres afvigelser har virket mere i øjenfaldende end mændenes,« siger Jesper Vaczy Kragh, som betoner, at det kvindelige plejepersonale, der skulle tage sig af kvinderne på de psykiatriske hospitaler, kunne have svært ved at styre de udadreagerende unge kvinder.
Så det hvide snit blev brugt til at berolige kvinderne?
»Ja, det var en måde, man kunne pacificere dem på. Systemet var meget autoritært, og man brugte bestemte trusler, som f.eks. at sende kvinderne på de værste afdelinger eller true dem med elektrochok.«
Til trods for, at psykiaterne også dengang skulle have samtykke fra enten patienten eller de pårørende, var det altså oftest kvinderne, der fik hovedet barberet, kraniet åbnet og nervebaner skåret over. Det kan blandt andet skyldes, at ægtemændene til de kvindelige patienter, der var gift, bad lægerne om at helbrede deres koner, som i de mest vellykkede tilfælde efterfølgende kunne komme hjem og passe familien.
Selv om patienterne, der blev henvist til operation, primært kom fra de urolige afdelinger rundt om på hospitalerne, blev også mindre aggressive kvinder lobotomeret. Der var især tale om kvinder med depressioner eller andre former for psykiske lidelser. Danmark havde dengang mellem 10.000 og 11.000 sengepladser til psykiatriske patienter i dag har vi omkring 3.000 og mange var indlagt i meget lang tid. Omkring 50 procent var indlagt i mere end ti år. Men hospitalerne ville gerne se sig selv som behandlingssteder frem for opbevaringssteder. En af hensigterne med at bruge det hvide snit var at få patienterne udskrevet. Og der kunne især kvinderne tænkes at have gode muligheder for at komme i familiepleje eller blive ansat som hushjælp, hvis man fik dem behandlet med en operation. Og det vel af mærke med eller uden deres egen gode vilje. Ifølge Jesper Vaczy Kragh viser de godt 600 journaler, han har gennemgået, endvidere, at der blev lyttet mere til mænd, som modsagde sig operation, end man gjorde til kvinder, der protesterede mod det omstridte indgreb.
»Nogle kvinder fik et følgebrev med, hvori der stod, at de skulle opereres, selv om man kunne forvente, at de ville modsætte sig indgrebet,« siger han og tilføjer, at der før Folketingets Ombudsmand kom til i 1955, ikke var kontrolinstanser, der kunne varetage borgernes interesser i forhold til psykiatrien.
Årsagerne til, at det hvide snit blev så udbredt i Danmark til trods for, at indgrebet var forbundet med betydelige risici og for seks procents vedkommende med dødelig udgang er flere. For det første var datidens psykiatere meget opsatte på at forbedre deres anseelse såvel lægefagligt som i den almene befolkning. Det gjorde lysten til at samarbejde med neurokirurger større, hvilket igen satte fokus på den biologiske tilgang til psykiske lidelser.
»Danmark havde en meget ensrettet tilgang til psykiatrien. I USA var der en analytisk tradition, som trak i modsat retning af den biologiske. Men herhjemme anså vi psykiatriske lidelser som hjernesygdomme, som det var almindeligt at operere for.«
Også det faktum, at der var seks psykiatere til 1000 patienter, gjorde betingelserne for en mere analytisk og samtalebaseret tilgang til patienterne svære. Desuden anså de fleste psykiatere Freud for at fokusere for meget på seksualiteten og for lidt på de somatiske aspekter af psykiatrien, påpeger Jesper Vaczy Kragh.
»Der var både en praktisk og en ideologisk modstand mod psykoterapien.«
Pressen bidrog heller ikke med en kritisk tilgang til lobotomien, som psykiaterne fik held til at promovere sig på. Der var ingen, der rynkede bryn over det faktum, at mange af de opererede patienter eksempelvis udviklede epilepsi (ca. 30 pct.) eller på anden måde fik forværret deres tilstand efter at være blevet opereret i hjernen.
»Frem til midten af 60erne dækkede man sundhedsområdet optimistisk. Det ligger i perioden, at det hele blev set som fremskridt, og man troede ikke på alvorlige bivirkninger, i hvert fald ikke nogen, der ikke kunne kureres.«
I 1949 fik den portugisiske læge Egas Moniz nobelprisen i medicin for sin metodeudvikling af det hvide snit. Men det var ikke kun ærgerrige psykiatere og jubelpressen, der hyldede det hvide snit i Danmark. Også Folketinget og skiftende ministre var begejstrede.
»Linjen lå der allerede. Fra 1929 og senere havde man vedtaget love om sterilisation og kastration og ægteskabslove, som forbød psykisk syge at gifte sig. Vi sendte åndssvage ud på øde øer og gav psykopater tidsubestemte straffe,« forklarer Jesper Vaczy Kragh om den politiske velvilje til at afgrænse mentale lidelser fra det offentlige rum.
Hvad kan vi lære af historien i dag?
»Vigtigheden af at evaluere. Man evaluerede ikke brugen af det hvide snit på noget tidspunkt. Man fik udført omkring 4.500 operationer, men lavede aldrig et større studie af effekten. Det var de samme læger, som havde udført indgrebene, der skulle vurdere resultaterne. Og de fik lov til at fokusere på de positive sider man havde ikke blik for, hvor meget der gik galt.«
Apati, kvalme, vandladningsproblemer, desorientering og epilepsi var blandt de bivirkninger, der sås allerede i 1940erne. Den manglede kritik af indgrebet i Danmark betød, at operationen fik lov at fortsætte op helt frem til 1983.
Jesper Vaczy Kragh: Det hvide snit psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983, udkommer fredag den 22 oktober på Syddansk Universitetsforlag