Opslag til denne artikel

Emneord: bæredygtig udvikling, EU, vedvarende energi, økonomi, økonomisk vækst
Personer: Jesper Jespersen
Organisationer: EU

Informations artikler med afsæt i temaet om ‘Drømmen om en bæredygtig økonomi’ har rejst spørgsmålet, om den økonomiske vækst, som vi kender den i dag, kan fortsætte uforandret? Hertil kan der svares et klart og utvetydigt ‘nej’. Forklaringen herpå er den enkle, at der en tæt sammenhæng mellem økonomisk vækst og en stigende miljømæssig belastning i form af ressourceudtømning og øget forurening.

Spørgsmålet er derfor ikke, om produktionen kan fortsætte med at vokse uændret; for det kan den ikke af den simple årsag, at beholdningerne af ressourcer er begrænsede. Det relevante spørgsmål er snarere, om det aktuelle produktionsniveau overhovedet vil kunne opretholdes i (al) fremtid. For blot det uændrede produktionsniveau tærer år for år på de fysisk begrænsede mængder af bl.a. fossile energier og øger samtidigt forureningen. Vækst betyder i dette perspektiv, at natur- og miljøbelastningen i så fald vil gå endnu hurtigere. Den nuværende produktionsstruktur er med andre ord ikke bæredygtig.

Denne konklusion eksponerer unægtelig det næste spørgsmål, hvorfor der på trods af denne erkendelse fortsat føres en økonomisk politik, som bygger på en forudsætning om, at væksten kan fortsætte med uforandret styrke?

Denne illusion udspringer af en række forhold, som tilsammen tilsyneladende er så stærke, at de hidtil har kunnet kortslutte og dernæst paralysere den politiske handlekraft både nationalt og internationalt:

Befolkningstilvækst

Produktivitetsstigninger

Grådighed

Lad os tage argumenterne et for et.

Jordens befolkning vokser med godt én procent om året, svarende til ca. 80 mio. mennesker, hvilket under forudsætning af uændret fordeling og levestandard kræver en vækst i produktionen på tilsvarende én procent. Alle mennesker er dog ikke lige ressourceforbrugende. Et fald i de rige landes befolkning ville dæmpe den hast, hvormed ressourcerne udtømmes.

Produktivitetsstigninger er både en forbandelse og et potentiale. Forbandelsen består i, at de inden for det eksisterende markedsøkonomiske system gør folk arbejdsløse, hvis der ikke samtidig finder en tilsvarende stigning sted i produktionen. Produktivitetsstigningerne er vækstens moder. Historisk har disse produktivitetsstigninger ligget på cirka to pct. pr. år. Det har betydet, at så snart den årlige vækst faldt ned under to pct., begyndte arbejdsløsheden at stige - og råbet på højere vækst begyndte at lyde i magtens korridorer - ikke mindst fra finansministrene. Helt galt går det, hvis væksten blot et enkelt år bliver negativ, som det oplevedes i 2009, så springer arbejdsløsheden i vejret. Og kravet om vækst er tilsyneladende uomgængeligt.

Den menneskelige grådighed synes ingen grænser at kende. Hvis noget er godt, så må mere pr. definition være bedre. ‘Nok’ synes aldrig at blive ‘nok’ på det individuelle niveau. Når tilfredsstillelse af de materielle behov ikke kan tages som en selvfølge, så gælder det om at sanke til huse. Ikke mindst når man samtidig kan se, at andre befolkningsgrupper har et større forbrug end en selv, hvorfor skulle jeg så nedsætte mit forbrug? Ulighed i indkomst, formuer og forbrug både nationalt og internationalt er det tilsyneladende umættelige forbrugs arnested.

Grønne afgifter

Kunne det markedsøkonomiske systems funktion ændres, så den negative miljøpåvirkning af de tre ovennævnte forhold blev mindsket, måske ligefrem vendt til en positiv effekt?

I lande med en lille eller slet ingen velfærdsstat er en stor børneflok en god alderdomsforsikring. Men knap var børnetallet i de vestlige velfærdsstater begyndt at skrumpe, før vækst-økonomerne råbte vagt i gevær; for den faldende arbejdsstyrke (dvs. færre hænder i produktionen) ville gøre det umuligt at finansiere den ændrede demografi - med flere ældre uden for arbejdsstyrken - uden at øge beskatningen; for øget velfærd skal finansieres. I stedet for at søge besparelser andre steder på budgettet ville en forhøjelse af de grønne afgifter være den åbenbart rigtige løsning, som har den positive effekt, at det dæmper ressourceforbruget. Her er det dog vigtigt at sikre en fordelingsmæssig balance, idet grønne afgifter har det med at vende den tunge ende nedad.

På tilsvarende måde kunne produktivitetsstigningerne gives en positiv effekt ved at målrettes mod grønne teknologier. Ikke mindst de forskningsbaserede effektiviseringer kunne bidrage til at mindske ressourceforbruget i stedet for alene at mindske forbruget af arbejdskraft. En sådan udvikling kunne sikres gennem en overordnet ‘grøn’ planlægning af forskning og innovationer og ved introduktion af ny, grøn teknologi i produktionsprocessen. Produktivitetsstigninger bør primært resultere i en mindsket miljøbelastning pr. produceret vareenhed. Herved reduceres også kravet om, at produktivitetsstigninger skal modsvares af en tilsvarende vækst i produktionen for at undgå arbejdsløshed. Endelig kunne en eventuel stigende arbejdsløshed mindskes gennem en nedsættelse af den gennemsnitlige arbejdstid, hvilket i sig selv ville give en bedre fordeling af arbejdstiden og derved skabe øget individuel velfærd.

Loft over forbrug

Hvornår er det materielle forbrug egentlig ‘nok’? - På det individuelle niveau vil ‘nok’ formentlig aldrig opleves som ‘nok’. Det skal reklame-industrien i forening med de stigende pengeindkomster nok sikre. Hvis den ressourcebelastende produktion skal mindskes, må der lægges et loft over det private forbrug. I en markedsøkonomi med et frit individuelt forbrugsvalg er det regeringens ansvar at fastlægge størrelsen af det samlede forbrug. Sådan har det altid været. Tidligere var det af hensyn til betalingsbalancen og arbejdsløsheden, at der blev skruet op og ned for det private forbrug.

Under krigen benyttede man rationeringsmærker til at sikre en rimelig fordeling af den begrænsede vareforsyning. I dag kunne det miljøbelastende forbrug begrænses ved, at hver husholdning fik tildelt et (elektronisk) rationeringskort, der tillod et beløbsmæssigt ens forbrug per person. Man kunne forestille sig, at der en gang i fremtiden på EU-niveau blev udstedt et sådant ‘rationeringskort’ til alle borgere lydende på et bestemt beløb, der lagt sammen ville sikre, at der blev lagt et bæredygtigt loft over det materielle forbrug inden for EU. De fleste varer ville herved blive kvotebelagt - fuldstændig parallelt til, at der betales moms af stort set alt forbrug. Der kunne dog også her være undtagelser, f.eks. undervisning, økologiske fødevarer, vedvarende energi og lignende.

For at sikre en vis individuel fleksibilitet kunne tildelinger gøres omsættelige, således som det i dag f.eks. kendes med CO2-kvoter. Eller man kunne sætte et overskydende forbrug i ‘banken’, hvis der f.eks. er familieforøgelse i vente. Det samlede fordelte forbrug kan så i fremtiden mindskes, hvis den overordnede miljømålsætning ikke er blevet opnået ved brug af andre instrumenter. Forbrugsloftet er en sikkerhed for, at forbruget ikke løber løbsk, samtidig med at fordelingen af miljøbelastningen kan gøres nogenlunde retfærdig.

Det vil dog i tilknytning til dette forslag om en overordnet begrænsning af forbruget være naturligt at spørge, om forslaget vil virke kvælende på det private produktionssystem? Hertil er svaret: formentlig snarere tværtimod; for den øgede konkurrence forårsaget af, at det samlede marked skrumper, må formodes at skærpe presset på virksomhederne med hensyn til at effektivisere forbruget af både råvarer og arbejdskraft. Det vil derfor i særlig grad gælde, at de mest effektive virksomheder vil opnå den største fortjeneste og derfor kunne ekspandere, hvilket ligefrem vil styrke det kapitalistiske systems hjertemuskulatur.

En bæredygtig økonomi

Lad mig til slut sammenfatte, hvordan ‘drømmen om en bæredygtig økonomi’ vil kunne realiseres. For det første skal grønne afgifter betale for den demografisk betingede stigning i velfærdsydelser, dernæst skal produktivitetsudviklingen målrettes ressourcebesparelser og de miljøskånsomme teknologier. For det tredje skal det ressourcetunge forbrug reduceres over de næste 30-40 år dels gennem afgiftsforhøjelser og dels om nødvendigt ved indførelse af et overordnet forbrugsloft, der sikrer en afbalanceret overholdelse af miljømålsætningen inden for EU. Det er opskriften på, hvorledes en markedsøkonomi kan omstilles til en bæredygtig udvikling. Dette bør foregå i et roligt tempo, så erhvervslivets dynamik ikke sættes over styr, at der ikke skabes arbejdsløshed, og at uligheden ikke øges. Det er ikke umuligt, men det kræver en politisk handlekraft, som er svær at etablere inden for rammerne af et demokratisk system, hvor tidsperspektivet sjældent rækker ud over næste valgdag.

Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitet