Opslag til denne artikel

Emneord: EU-politik, vedvarende energi, økonomi
Organisationer: EU, FN, IPCC
Steder: København, Norge, Storbritannien, USA

Der er lang vej til en ny grøn økonomi, hvor virksomheder og borgere ikke er underlagt dagens miljøundergravende og stressfremkaldende væksttvang. Dagens krise presser således politikere til fortsat at gå efter de konventionelle, kortsigtede svar, der kan genskabe den kendte vækst. Ikke desto mindre er et opgør med vækstøkonomien ubetinget nødvendigt. Og når det kommer, kommer det fra periferien. Det siger den tyske sociolog og miljøforsker, professor Wolfgang Sachs, der leder Berlin-afdelingen af det anerkendte Wuppertal Institut for Klima, Miljø og Energi. Wolfgang Sachs kommer i morgen til København for at tale ved et debatmøde om vækstøkonomiens grænser, arrangeret af Det Økologiske Råd, Det Europæiske Miljøagentur og Information. Sachs, medlem af FN’s klimapanel IPCC, har netop selv fået illustreret den globaliserede vækstøkonomis sårbarhed, da han efter forelæsning på Penn State University sad strandet i USA på grund af en islandsk askeskys paralysering af flytrafikken.

»Hele den globale økonomi blev påvirket af denne lokale begivenhed, fordi så mange aktiviteter blev blokeret, og så mange ting pludselig ikke var tilgængelige. Det har givet os et klart billede af dagens sårbare virkelighed,« siger Sachs.

Med et billede fra netop transportsektoren har Sachs sammenlignet den nuværende vækstøkonomi med et monstrum af en energi- og ressourceforbrugende olietanker, mens en fremtidens bæredygtige markedsøkonomi kan lignes ved et sejlskib, der både er mindre i kapacitet og mindre i materialeforbrug og miljøbelastning.

Det er afgørende at dematerialisere dagens økonomi, hvis der skal være en chance for at afværge kommende ulykker, udløst af ressourceknaphed eller overskridelse af naturens og klimaets bæreevne. Men for Wolfgang Sachs er det en afgørende pointe, at effektivisering som strategi til reduktion af energi- og ressourceforbrug ikke er tilstrækkelig. Nødvendig, men ikke tilstrækkelig.

»Der er to positioner i debatten om ressource- og energieffektivisering som vej til en bæredygtig økonomi. På den ene side står de, der siger, at en meget mere øko-effektiv måde at producere og forbruge på kan transformere økonomien, så den kommer i balance med naturen,« siger Sachs og henviser til f.eks. en dugfrisk rapport fra European Climate Foundation - Roadmap 2050 - der anviser tekniske veje til mindst 80 pct. CO2-reduktion i EU i 2050. Dette plus vedvarende energi kan sikre klimamålet uden at prisgive den økonomiske vækst, argumenterer rapporten.

»Den anden lejr i debatten, som jeg selv tilhører, er mere skeptisk. Den underkender ikke vigtigheden af ressource- og energieffektivisering, men påpeger, at de største potentialer kun eksisterer på papir. Når det kommer til den sociale virkelighed, kan papirmodellerne sjældent realiseres fuldt ud.«

- Dit eget institut, Wuppertal Instituttet, argumenterer da for en ‘faktor 10-revolution’, dvs. en teknisk strategi, der kan dematerialisere økonomien til en tiendedel af det nuværende ressource- og energiforbrug?

»Det er rigtigt. Men her må man skelne mellem fossile og ikke-fossile ressourcer. For den fossile energi er selv en faktor 10-reduktion for lidt,« siger Sachs.

Faktor 10-reduktionen svarer til 90 pct. reduktion af f.eks. EU’s CO2-udledninger.

»Det er allerede EU-politik, at udledningerne skal nedbringes med op til 95 pct. i 2050, og da dette på nogle områder - dele af landbruget, visse industrielle processer - kan være meget vanskeligt at opnå, bliver kravet til resten af økonomien reelt nul-udledning. 100 pct. reduktion. Derfor kan selv faktor 10 være en undervurdering af det langsigtet nødvendige, når det gælder fossile ressourcer,« påpeger Wolfgang Sachs.

Når det gælder ikke-fossile ressourcer, er der også forskellige positioner.

»Med hensyn til vedvarende energi er der et hold, der betragter solen, og hvad deraf følger, som en ny, ubegrænset energikilde. Via f.eks. transeuropæiske elnet kan vi forbinde solenergianlæg i Nordafrika med vandkraft i Norge og dermed få adgang til noget nær uendelige energimængder. Det andet hold, som jeg er på linje med, siger, at også vedvarende energi og biologiske ressourcer er begrænsede. Det handler ikke mindst om begrænsninger i adgangen til land,« siger Sachs.

Han nævner konkurrencen om biomasse og de hertil anvendelige jordarealer, små vandkraftværker med deres påvirkning af floder og miljø, vindmøllernes pladskrav - et testcenter i Thy springer i tankerne - og arealkrav til store solenergianlæg.

»Også i Sahara vil der være grænser for solanlæg - måske mere af politiske end af tekniske grunde,« siger han med henvisning til, hvor voldsom en afhængighed af Nordafrika Europa ønsker at indlade sig på.

»Så måske er en faktor 10-forøgelse af vedvarende energi også i praksis en overdrivelse.«

Rekyl-effekten

Helt centralt i ræsonnementet om de tekniske muligheders grænser står den såkaldte rebound effect - på dansk rekyl-effekten.

»Det er en effekt, der hænger sammen med den endeløse tendens mod ekspansion, som er del af den kendte økonomis dynamik, men også en effekt, der sjældent tages i betragtning i de scenarier, der beskriver de teknologiske muligheder,« siger Sachs.

Han bruger bilen som eksempel:

»Dagens biler er mere brændstofeffektive end for 20 år siden. Men med konstante benzinpriser er det en invitation til at bruge sin bil mere. For samme pris kan du jo få flere kilometer med den energieffektive bil. En effektiviseringsgevinst oversættes altså til øget efterspørgsel på den pågældende service-ydelse. I værste fald er derfor intet vundet.«

Dette er den direkte rekyleffekt.

»Den indirekte rekyl- effekt er endnu vigtigere. Igen med bilerne som eksempel: Man sparer en masse penge på mere brændstofeffektive biler. Hvis ens mobilitetsbehov er mættet, så kører man ikke længere i bil, men bruger i stedet de ekstra penge på noget andet. F.eks. en ferierejse med fly. Eller investering i form af aktiekøb i virksomheder, hvis produktion og vækst med stor sandsynlighed øger CO2-udledningerne. Så hvis de sparede penge investeres i nye aktiviteter, som indebærer energiforbrug, er man tilbage ved start,« forklarer Sachs.

At måle rekyleffekten er vanskeligt. Ifølge den britiske energiforsker Steve Sorrell, University of Sussex, peger mange undersøgelser på en rekyleffekt for den samlede økonomi på mindst 30 pct., i nogle tilfælde over 100 pct. I værste fald opædes altså hele energigevinsten via reinvestering i nye energiforbrugende aktiviteter af de penge, der spares ved de teknologiske effektiviseringer.

»Jeg påstår ikke, at rekyleffekten er 100 pct. - det vil være forskelligt fra sektor til sektor. Men den betyder, at langtfra alle forventningerne i effektiviserings-scenarierne vil blive virkeliggjort,« siger Sachs.

Rekyleffekten har direkte sammenhæng med den grundlæggende dynamik i vækstøkonomien. Effektiviseringsgevinster er produktivitetsgevinster, og der hviler et stærkt pres på erhvervslivet for at reinvestere produktivitetsgevinster i ny produktionsvækst. Ellers kan arbejdspladserne ikke opretholdes.

»Vil man ud af den fælde, er man nødt til at transformere produktivitetsgevinsterne til kortere arbejdstid frem for øget produktion. Det er helt afgørende, men rejser spørgsmålet om fordeling: Lavindkomstgrupperne skal kunne opretholde samme indkomstniveau selv med kortere arbejdstid, mens det næppe vil være muligt for høj- og mellemindkomsterne.«

- Den enkelte virksomhed er vel stadig underlagt væksttvangen: Presset om at søge produktivitetsstigninger for at muliggøre investeringer i øget produktion som middel til at overleve i konkurrencen?

»Når jeg taler om kortere arbejdstid, er det noget, der må omfatte alle virksomheder. Alle skal være underlagt samme vilkår, og derfor er det ikke et spørgsmål om konkurrenceevne.«

»Men hvis du spørger, om vækst i dag er et uundgåeligt imperativ for virksomheder, så er det utvivlsomt tilfældet. Her er det dog værd at skelne mellem børsnoterede og f.eks. familieejede virksomheder. I den første type er der et meget stærkt pres for at producere høj profit, fordi aktiemarkedet forlanger udbytte af investeringerne. Ikke-børsnoterede selskaber har større frihed til at gå efter blot en tilfredsstillende, snarere end maksimal profit.«

Sachs påpeger, at aktieselskabsdirektører i dag typisk er juridisk forpligtede til at maksimere aktieværdien af hensyn til kapitalejerne.

»Det er ikke foreneligt med et økologisk perspektiv, der tilsiger, at økologiske hensyn i sidste ende må stå over profitmotivet. Derfor har vi behov for juridiske spilleregler, der tillader virksomheder og deres direktører at arbejde efter tilfredsstillende profit, snarere end profitmaksimering.«

Wolfgang Sachs erindrer om, at både aktieselskaber og rentetagning før i tiden blev betragtet som umoralsk adfærd, der stimulerede grådighed, gældsætning, profitbegær. I mere end 100 år frem til 1825 var aktieselskaber faktisk forbudt i Storbritannien.

»De juridiske spilleregler for virksomheder er menneskeskabte konstruktioner. De kan ændres,« pointerer Sachs.

Nulvækst

Den tyske forsker tilhører selv det hold, der mener, at væksten må begrænses.

»Men jeg taler ikke for degrowth - indskrænkning af økonomien - i morgen. Uforberedt nulvækst er ødelæggende, både socialt og miljømæssigt. Problemet er, at diskussionen om langsigtede ændringer desværre er af begrænset interesse for alle dem, der er underlagt nødvendigheden af at handle i dag. Diskussionen kan være let for akademiske institutioner som min egen, men når man som i politik og erhvervsliv afkræves handling her og nu, så har man andre prioriteter.«

»Derfor er diskussionen om alternativer til vækstøkonomien i dag en minoritetsdiskussion. Ikke desto mindre er den nødvendig. Ny tænkning, nye begreber og nye verdener skabes fra periferien og presses frem af nye praksisser. De kan vinde fodfæste i andre samfundsgrupper og derved gradvist ændre den overordnede model af virkeligheden, inden for hvilken samfundet som helhed opererer.«

- Gør krisen debatten sværere eller lettere?

»Både og. Når man pludselig står i en økonomisk krise, formår man ikke at reflektere over alternativer. Man er tvunget til at bruge konventionelle instrumenter. Problemet er, at man derved bindes endog dybere ind i elendighederne, frem for at kæmpe sig ud af dem,« siger Sachs og henviser til f.eks. opfordringerne til øget forbrug via låntagning, der blot vil øge gældssætningen og dermed lægge grunden til nye kriser.

»Men samtidig kan man under indtryk af krisen høre flere mennesker rejse mere fundamentale spørgsmål. Selv blandt politikere. Det er positivt og giver håb om, at vi fremover vil blive bedre i stand til at formulere alternativer.«

Fakta: Debatmøde om vækst og ny kronikserie

Professor Wolfgang Sachs deltager i morgen, onsdag, i debatmødet ’Kan bæredygtig udvikling forenes med økonomisk vækst?’, hvor også professor Jesper Jespersen, RUC, taler. Mødet afholdes fra kl. 15-17.30 på Københavns Universitet, Studiestræde 6, Anneks A, og er arrangeret af Det Økologiske Råd, Det Europæiske Miljøagentur og Informations debatforum Den Femte Salon. Tilmelding og entre-betaling via tlf. 33150977 eller via
info@ecocouncil.dk
I onsdagsavisen starter samtidig en ny kronikserie, hvor en række økonomer og andre fagfolk forholder sig til dilemmaerne om vækstens bæredygtighed og budskabet fra den nylige Barcelona-konference om behovet for en ny økonomi i balance. Første kronik er skrevet af chefkonsulent Poul Schou, De Økonomiske Råd.