BARCELONA - Det ligner et paradoks. På bænkerækkerne beklædt med dybrød plys sidder de over 300 konferencedeltagere og ser op mod talerstolen og bagvæggen, hvor mottoet for Barcelonas Universitet er indskrevet: Libertas perfundet omnia luce, friheden gennemtrænger alt med sit lys. På sidevæggene hænger seks enorme malerier i tunge guldrammer, hvor konger, kejsere, kardinaler, sultaner og store videnskabsmænd er centrum for imponerende tableauer, der fortæller om magt, rigdom og fremgang. Kun to kvinder kan øjnes blandt de mindst 100 skikkelser på malerierne. Den store sal er indrammet af mauriske marmorsøjler og -buer under et rigt ornamenteret loft. Frihedens lys står ind gennem farvede glasmosaikker, placeret højt til vejrs.

I dette rum - i al sin pragt en hyldest til storhed og ekspansion via kombinationen af magt og ånd - drøfter konferencens deltagere fra 40 lande, hvordan det moderne menneske kan slippe ud af netop den grænseløse ekspansions kultur.

Enhver i denne forsamling ved, at biologiske systemer, der vokser eksponentielt mod himlen, før eller siden bryder sammen, hvis ikke de formår at indstille sig på en ny ligevægt. Enhver ved også, at den voksende globale økonomi på en række områder truer eller allerede har sprængt de rammer, der sættes af en begrænset planet.

Hvad deltagerne i denne 2nd Conference on Economic Degrowth i Barcelona er mindre sikre på, er, hvordan man bryder med vækstøkonomiens tvangsmekanismer. Tvangsmekanismerne er et hovedemne for de oplæg og diskussioner, der finder sted i løbet af den fire dage lange konference om alternativer til vækstøkonomien.

»Penge er det mest sofistikerede tvangsmiddel, der er skabt,« udbryder en deltager i en af konferencens mange workshops. Og økonomen Richard Douthwaite, leder af den irske tænketank Feasta, Foundation for the Economics of Sustainability, forklarer nærmere:

»Mønter og sedler udgør kun tre pct. af de penge, der bruges i USA, og omtrent det samme gælder i andre lande. Resten af pengene eksisterer kun i kraft af, at nogen har taget lån og betaler renter. Når et lån er tilbagebetalt, eksisterer de pågældende penge ikke mere.«

Mens det alene er nationalbankerne, der må køre de nationale seddelpresser og præge mønterne, så har altså private, kommercielle banker retten til at skabe langt de fleste penge i samfundet og gøre det ud af ingenting. Penge, der engang udelukkende var et bytteredskab, er i dag blevet en selvstændig vare - og siden 1971 ikke engang forankret i guldet.

Rentefælden

Bankerne producerer naturligvis penge for at opnå profit, nemlig den profit, der består i låntagerens rentebetaling til banken. Renten er selve kilden til nye penge ind i systemet. Bankens renteindtægter går delvis videre til medarbejderne som lønninger og som udbytte til bankens ejere - begge sender pengene videre i omløb via køb af forbrugsgoder eller investeringer.

»Det er en meget ustabil basis for pengesystemet,« siger Richard Douthwaite.

For at være profitabelt for bankerne skal udlånsmængden således vedvarende stige, så låneren evner at betale såvel lånet som renterne tilbage. Og det vover forbrugere, virksomheder og andre låntagere kun at gøre i en voksende økonomi, hvor der råder tiltro til pengemængdens og rigdommens fortsatte vækst.

Douthwaite påpeger, at den økonomiske krise kun i først omgang var præget af fejlslagne bankers nedtur og manglende evne og vilje til at yde lån. Dét problem skulle de mange hjælpepakker råde bod på.

»Men under krisen har folk heller ikke villet tage lån som før, og det indebærer, at der ikke kommer nye rentebetalinger og dermed nye penge ind i systemet. Likviditeten kan tørre ud og hele økonomien gå i stå,« siger han.

Væksttvangen

Den besynderlige pointe, som går igen i Barcelona-konferencens diskussioner, er således, at den gældende kapitalistiske markedsøkonomi kun evner at skabe stabilitet i samfundet - beskæftigelsen, den offentlige sektor etc. - ved at vokse. Er økonomien stabil, dvs. en vækst-rate på nul, bliver systemet ustabilt.

Dét er unægtelig en udfordring for denne forsamling af økonomer, økologer og andre fagfolk, der af hensynet til bæredygtigheden vil standse væksten eller ligefrem fremme, hvad franskmændene her på konferencen kalder decroissance, negative vækstrater, i en periode.

»I et scenarie med minusvækst vil folk være endnu mindre villige til at tage lån, og det kan sætte økonomien i stå,« påpeger Douthwaite.

Så hvad er vejen frem?

Den tyske økonom Dirk Löhr, professor ved Trier Universitet, vil fokusere på renten. Den rente, som engang var forbudt af kirken, fordi det ansås for umoralsk, at den med penge i overskud skulle tjene penge på at hjælpe den i nød.

»Jo højere rente, desto mere accelererer alting. Når en lastbilchauffør finder det nødvendigt at køre hurtigt, er det i sidste ende fordi, der time for time løber renter på de lån, firmaet har optaget,« siger Löhr.

Dette er vækstøkonomiens tvangsmekanisme i forhold til erhvervslivet: Den enkelte virksomhed må optage lån for at komme i gang. Fordi lånet skal betales tilbage med renter, er virksomheden tvunget til at tjene mere, end den bruger - og presset bliver forstærket, hvis der også er investorer, som kræver et udbytte for at have stillet startkapital til rådighed. Virksomheden må derfor kombinere produktivitetsstigninger med voksende afsætning for at skaffe overskud - til betaling af banken og investorerne, men også for at kunne investere i yderligere produktivitetsforbedringer.

Flere i Barcelona-konferencens workshop om penge fører tanken om rentens afskaffelse videre og foreslår, at de kommercielle banker fratages retten til at skabe penge via udlån mod rente.

Men renten er jo i dag den primære måde, nye penge introduceres i økonomien. Altså må der et andet system til at sikre penge,« påpeger en kvinde i arbejdsgruppen.

»Penge skal være et offentligt gode,« svarer Daniel O’Neill, økonom ved University of Leeds og medarbejder ved Center for Advancement of the Steady State Economy. O’Neill mener, at skabelse af nye penge skal være statens privilegium. I det omfang banker vil låne penge ud, må de først låne dem af den statslige bank, ikke som nu selv skabe pengene. Staten kan for sit vedkommende sende den nødvendige og ønskværdige mængde penge i cirkulation i samfundet - eller trække penge ud - ved at regulere sit offentlige forbrug. Kapaciteten til at regulere dette forbrug besidder staten via sin ret til skatteopkrævning.

Didac Sanchez-Costa, spansk sociolog og øko-aktivist bosat i den lille by Montseny nord for Barcelona, har et supplerende forslag:

»Vi laver vore egne penge. I Montseny introducerede vi for et år siden ganske lovligt en lokal valuta kaldet Ecoseny, som kan bruges lokalt og veksles med euro. Den styrker den lokale økonomi og de lokale virksomheder og giver større modstandskraft mod vækstøkonomiens kriser.«

- Hvem trykker pengene?

»Det gør jeg,« siger Didac Sanchez-Costa.

Dét projekt bliver der snakket mere om blandt konferencedeltagerne på Barcelonas gamle universitet.

Serie: Drømmen om en ny økonomi

Information har fulgt diskussionerne på en konference på Barcelonas Autonome Universitet om alternativer til den internationale vækstøkonomi, der er havnet i dyb krise og truer med at ødelægge planetens klima- og økosystemer. Fra 26.-29. marts drøftede 380 fagfolk og aktivister fra hele verden mulighederne og barriererne for en ny økonomi, der erstatter BNP-vækst med fokus på menneskers trivsel og miljømæssig bæredygtighed. Håb, bekymring, faglige uenigheder og vilje til at eksperimentere fyldte auditorierne.