Kategorier i Gaderummets socialpsykologiske praksis 1979-2009
– Et historiske tilbageblik på Gaderummet som en brugerstyret psykosocial enhed

Af Kalle Birck-Madsen, cand.pcych., Gaderummet -Regnbuen, Januar 2010

Den lange vansring udenfor institutionerne, her i Roskilde

Det følgende papir er oprindeligt udarbejdet som baggrundspapir til svar på spørgsmål fra Autonom Infoservice [2], spørgsmål angående Gaderummets faglige praksis omkring social nød og psykiske konflikter, og hvor den kommer fra, og om grunden til striden med Københavns Kommune i 2006. Striden fører i 2007 til en længere brugerbesættelse af Gaderummets lokaler, der i slutningen af 2008 ender i en politirydning, en rydning forestået af en socialborgmester fra et venstrefløjsparti.

Målgruppen for papiret er studerende med interesse i Kritisk Psykologi eller nysgerrighed overfor Gaderummets praksis. Den anden målgruppe for papiret, i eksplicitte afsnit, er ”Venstrefløjen”, dette diffuse subjekt for modtagelse.

Mit håb er at man tager til genmæle, og formulerer sig i forhold til det psykologiske område, og dets praksis. Der er altså alvorligt brug for en debat om den ”særegne splittelsespsykologi”, der udspiller sig foran alles øjne, men som alligevel danner handlenorm for ”god standard eller professionel prakis”:

pillepsykiatri til fattigrøvene og til de udsigtsløse grupper, og betalingspsykologi til de heldige med forefunden egenkapital, og med en repressiv rets- og straffepolitik, der stadig mere orienterer sig efter Det Gamle Testamentes ”øje for øje, tand for tand”. Samtidig uddannes i hastig tempo statsfunktionærer til særlig håntering af en stigende gruppe institutionaliserede individer, men al elendighed er stadig lige stor og voksende.

Kan ’samfundet’ reformere sig ud af dette, og hvad er psykologiens bidrag til etableringen af en anden orden?      

En kammerat til Karl Marx, børstenbinderen Friedrich Engels, taler et sted om en ny slægt, en æt, der ”er opvokset under nye, frie samfundsforhold”, og som ”vil være i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig”. Hvorfor er det ikke denne - og dette - vi allerede plejer mellem alle vores hænder.

”Borgerlig psykologi” versus ”Oprørspsykologi”. 2
Objektivisme versus subjektivisme. 3
Ikke godt nok! 3
1979 Forum for Kritisk Psykologi 4
Udvikling til det bedre! 4

At tænke historisk om Marx versus Hegelsk om marxismen. 5
Den duale dimension: Verdensstat versus verdenssamfund. 5
Kongressen i Klostret ved den Gule flod. 6
Praksisfilosofi versus bevidsthedsfilosofi 7

De to spring der ikke er identiske: samfundshistoriens etablering og statens magt i og over samfundet 8
Praksisformsteori versus idealteori 9
Bag dualiteten. 11
Terapi som særlig form for samfundsmæssig praksis. 12
Praksisvending. 12
Terapi som samfundsmæssig virksomhed versus materialistisk sygdomsteori om de syge. 13

Sozialistisches Patient Kollektiv (SPK) 14
1984 Studenterhuset og Rådgivningsgruppen Regnbuen. 15
1993 Rådgivningsgruppen Regnbuen som terrorristrede. 16
1994 Regnbuen i Solidaritetshuset, og ”Socialt ArbejdsKollektiv” kommer til. 16
1995 Boykotten af Regnbuen. 17
1996 Gaderummet – sted for unge, med en psykologisk rådgivning. 18
1999 Gaderummet som socialpsykologisk fristed for udstødte unge. 19
2003 Samarbejde med Socialudvalget i Københavns Kommune: ”I skal have en psykiatrisk konsulent”  21

Socialudvalget og Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti 21
Venstrefløjen – og alligevel kun en afsubjektiverende socialpædagogik. 22
Socialpædagogiske og socialpsykiatriske teorier uden ”sager”, de virker igennem.. 23
Højrefløjen. 24

2005 Flytning til nyt hus, der fysisk ombygges til et blødt sted ud fra Gaderummets ideer 25
2007 Gaderummet bezættes. 26
2008 Gaderummet ryddes. 26

Årstal om Gaderummet 27
2007 juni – 2008 november. Denne periode fortjener den største granskning. 27

’Begreber skal bevæge gennem berøring, ikke stille tingene i stå’

Udgangspunktet for Gaderummet stammer tilbage til slutningen af 1970-erne. Ungdomsoprøret med studenteroprøret i 1968 forandrede alt, men hvad var egentligt blevet løst? På Psykologisk Laboratorium i 1968, hvor studenteroprøret i Danmark først markerede sig, var det efterfølgende fagpolitiske arbejde med at formulere en psykologi, der handlede om det virkelige menneske, etableringen af en videnskabelig psykologi om det ’empirisk forefundne individ’[3], blot endt op i anderledes nu kritiske positioner, der syntes lige så uholdbare som basis for psykologien, som den hidtidige ”borgerlige psykologi” havde været det. Også her ”smuttede” det virkelige menneske lige som ud af begreberne om det. Til rådighed var partikulære teorier om psykologiske enkeltfænomener, suppleret med sociologiske teorier om individets formning af dets miljømæssige omgivelser, hvor dettes indvirken skulle skabe fænomener i psyken og på én eller anden måde bestemme menneskets adfærd.

”Borgerlig psykologi” versus ”Oprørspsykologi”

Psykologistudiet havde op til 1968 en ”borgerlig tradition”, bestående af en ”akademisk psykologi” og en ”dyrepsykologi”, og som vaklende mellem forskellige objektivistiske og/eller subjektivistisk positioner, og uden noget enhedsstiftende paradigme. Konkurrerende psykologiske skoler derimod, syntes at udgøre psykologiens videnskabelige substans, som over tid blev holdt sammen af professoralt bestemte psykologiske ”paradigmer”, der skiftede fokus og indhold med professorers tilgang og afgang.

Den med ungdomsoprøret tilkomne ”Oprørspsykologi” blev i starten til en praksis der definerede sig ud fra et selvpåkaldt ”progressivt” – rødt, anarkistisk, kommunistisk – ståsted i psykologien, og kunne måske heller ikke andet, for at komme i gang. Det gjaldt de nye dominerende strømninger ”Sovjetpsykologien” som ”Kommunistiske Studenter” arbejdede med, og ligeledes for den ”Den kritiske teori”, ”Frankfurterskolen” og ”Freudo-Marxismen”, som kom fra Adorno, Horkheimer, A.Lorenzer, Marcuse og Habermas, og som Venstresocialistiske studerende fremførte. I et mellemfelt lå Kapitallogikken og Althusser’s strukturalisme, men uden noget særligt studenterpolitisk subjekt på psykologistudiet[4]

Frem for som hidtil som den ”borgerlige psykologi” at stille sig udenfor og over individet, og på bedrevidende facon at ’fortælle det dets plads og gøren’, så stiller ”Oprørspsykologien” sig indeni og ned i individet, formulerende dets erkendelsesinteresse og ståsted, men fra en analog position uden for det, gjort af den ”progressive” anden, som hermed på indirekte vis dikterer individet hvordan ’det bør opfatte, føle og gøre’.

Det kan formuleres som at alle bestræbelser på en psykologi om det virkelige menneske 10-året efter ungdomsoprøret, var endt op samme sted, som oprøret startede med sin kritik: manglen på et enhedsstiftende paradigme for en psykologisk videnskab. Også i ”Oprørspsykologien” faldt det psykologiske genstandsområde ud som delt, dualt i al sin mangfoldighed.

Objektivisme versus subjektivisme

Psykologien havde siden sin start vaklet frem og tilbage mellem de samme to uholdbare positioner: en objektivisme hvor mennesket var determineret af dets betingelser, socialt og biologisk, og en tilsvarende subjektivisme, hvor mennesket er hildet en eksistentiel innerverden, der ikke kan undslippes. Og nu hvor ungdomsoprøret var blevet gammelt, spøgte det igen, bare i nye forklædninger og med omvendt fortegn, hvor ikke samfundet var subjekt for individet, men individet subjekt for samfundet. Med ungdomsoprøret blev der vendt op og ned på herskende tanker, det borgerlige, og den herskende praksis, det progressive, men den herskende praksis var selv fanget af sin samtid, og kom ikke, i hvert fald ikke i starten, ud over en simpel negation af, hvad der skulle forstås ved psykologi. 

Mennesket var også i ”Oprørspsykologien” objekt for udforskeren, ikke i sig selv subjekt, men hvordan så være et psykologisk væsen for udforskelse, altså subjekt, når udforskeren selv er objekt i sin udforskelse af den udforskede?[5]

”Oprørspsykologien” praktiserede det samme problem, som den psykologi den ville overvinde: at overvinde at psykologiens genstand deles op i subjekt og objekt, i mig og de andre, og hvor forskellige love af uransagelige grunde hævdes at herske, og hvor nogen vil kunne formulere dem på andres vegne, og andre ikke. Det svarer til at fysikeren formulerer tyngdeloven, men samtidig antager, at den ikke angår ham selv, for han er sat ud over den, og at dette er basis for fysikken som videnskab.  Fysikken var aldrig blevet videnskab, hvis den havde begrundet sig i et sådant postulat om ”iagttagerens uafhængighed”, men det havde psykologien som disciplin, profession og videnskab levet med siden sin start i 1880-erne[6].

Ikke godt nok!

I slutningen af 1970-erne var det tydeligt, i hvert fald for nogen psykologistuderende, at det ikke var muligt at komme til psykologiens genstand, med de indtil nu udviklede metoder og teoretiske tilgange. Hverken de oprindelige fra psykologiens fødsel, de efterfølgende og de sidst tilkomne, hvor marxismens økonomiske teorier skulle styre eller være det materielle fundament for en psykologi om det konkrete menneskelige individ.

Men ”Munkemarxismen”[7] var født, med dens likvidering af psykologien og en tilsvarende blindhed for, at individet med dets biologiske udgangspunkt ikke restløst går op i de samfundsmæssige forhold, eller ej heller som i den ”borgerlige psykologi”, blot lader sig bestemme som biologi, der formes samfundsmæssigt, og hvor menneskers forskellighed er bundet til deres biologiske konstitution, i sidste ende dets racemæssige særegenhed.

At starte den videnskabelige rejse mod den psykologiske genstand, fra et abstraktum - samfundet, individet, den menneskelige intelligens - eller fra et ståsted udenfor det - at menneske er et undertrykt dyr eller et miskendt eksistentielt væsen - lige meget hvilken given erkendelsesinteresse det gøres fra, vil altid være en ”psykologi om den anden”, og er i sidste ende det autoritære synspunkt, der ikke står til debat. Hermed forbigås aktivt det mulige og nødvendige: en almen psykologi der ud fra det enkelte individs standspunkt, hjælper individet til at erkende og handle i verden, kort sagt udarbejdelsen af en subjektvidenskabelig psykologi, en almen psykologi til den enkelte (!).

Munkemarxismen har senere haft mange forklædninger, både som kulturrelativistisk psykologi, hvor empiriforhold indarbejdes i et abstrakt psykologisk grundforhold, og de stringent fundamentalistiske, hvor psykologi bliver til folkepsykologi, afgrænset af nationen, der omvendt bestemmer folkets sjæl og dens egenskaber[8]

1979 Forum for Kritisk Psykologi

Utilfredsheden med den hidtidige psykologi og dens progressive varianter, førte til dannelse af et ”Forum for Kritisk Psykologi”(FfKP) i 1979-80[9]. Arbejdet i forum tog generelt udgangspunkt i oversættelse af nyere tysk psykologi, blandt andet fra ”Berlinerskolen” på ”Freie Universität” i Vestberlin. Dette førte på kort tid til etableringen af et væld af forskellige interesse- og praksisgrupper omkring forskellige emneområder – kvindeforskning, tidsskrift for Forum Kritik Psykologi (FKP med 7 numre), Seminargruppe for Kritisk Psykologi (som nåede at afholde 20 seminarer), fascismeforskning, arbejdslivsforskning, socialisme- og kommunisme-analyse, mandegruppearbejde, terapipraksis m.v. Politisk var deltagerne enten uorganiserede studenteraktivister eller studerende med i Kommunistisk Arbejder Parti[10]

Udvikling til det bedre!

Lige som det studenterpolitiske havde sine psykologiske skoler og traditioner, som de udkæmpede slaget om fagets udvikling igennem, så fik Forum for Kritisk Psykologi og alle dets emne- og praksisgrupper, også sine særlige modsigelser at bevæge sig igennem. Et problem stillede sig igen og igen, og syntes samtidig at trække tæppet væk under selve forummets eksistens. Trods samme paradigme som intenderet udgangspunkt, så trak teoriudvikling og praksisindgreb til stadighed brudflader med sig, som delte deres udøvere op i kontrære positioner. Det gjaldt også i bestemmelsen af det psykiskes grundkategori – sensibiliteten, ’den signalformidlede virksomhed’ – og hvordan dennes indre udviklingshistorie til menneskelig psykologi, skulle opfattes[11]. Problemet kunne koges ned til, hvad en ”almenhed” er, og hvordan en sådan historisk senere har udviklet sig til ”en mere generel men også mere specificeret almenhed”, uden samtidig at antage, at historien har en teleologi, en målrettethed mod noget bestemt, om det så er mod det overnaturlige, det religiøse, det ideelle, noget bedre eller det nuværende[12]]. Og hvis ikke, hvordan så skille det falske fra det sande, det gode fra det mindre gode, det uduelige fra det duelige, og det overflødige og tilfældige fra det nødvendige?

At tænke historisk om Marx versus Hegelsk om marxismen

Det kom aldrig til fælles afklaring af stridslinjen inden for Forum for Kritisk Psykologi. Trods forsøg på at holde modsigelsen i live, blev kun den ene side tilbage, den side der endte med at blive gennemgående for praksis i Rådgivningsgruppen Regnbuen, og som indleder Gaderummets praktiske historiske. De to sider, eller modsigelsen som den blev formuleret fra den overlevende side, var en modsigelse mellem at tænke Hegelsk, eller at tænke historisk om Marx og om marxismen. Opfattedes det ”almene” med Hegels logik, så var enhver udvikling teleologisk til det bedre, og udlederen/praktikeren/subjektet herfor på det sandes, det godes, standpunkt – som for Hegel var det Preussiske Stændersamfund, længere kunne udviklingen ikke gå mod det ideelle, dengang på Hegels tid – men blev der tænkt historisk om det ”almene”, så var udvikling ikke ideernes historie, men det materielles udvikling, fra konkret til andet konkret, og som en indre udvikling i det materielle.

En anden formulering af samme problem er, at kan man overhovedet koble sit værdimæssige udgangspunkt fra, i sit arbejde med samfundsgenstande – som i den oprindelige ”borgerlige” psykologi, hvis ideal er at være ”neutral” – eller skal videnskab for at være socialvidenskab være værdimæssigt funderet, som i Oprørspsykologien, og er det ønskeligt og forenelig med en almen videnskabelig stræben?[13]

Men dengang stod vi famlende overfor at kvalificere debatten. Vi tog så problemet på ordet, og søgte at fundere de forskellige positioner i modsigelser i den materielle proces og historie. Hvad var den materielle genstand for modsigelsen?

Siden har historien vist, at ovenstående modsigelse kan genfindes overalt inden for psykologien og anden socialvidenskab. Men vores senere løsning – den realhistoriske udarbejdelse - er ikke udbredt. Det værdimæssige standpunkt, om den rette historiske udvikling eller den opbyggelige praksis, skal ikke, som efter et forgodtbefindende, tilføjes som strukturerende akse fra oven, for at mennesket skal beslutte sig for det rigtige, det sande, det gode o.a., men udledes fra neden, fra greb om den historiske proces, der selv stiller værdier til skue. Videnskab må lære mennesket at handle i verden, gøre dets verden begribelig fra det subjektive ståsted, ikke beslutte hvad det skal mene hen over hovedet på det.

Den duale dimension: Verdensstat versus verdenssamfund

Vi fandt – har vi siden selv ment – en adækvat løsning på problemet for psykologien. Problemet pegede hen mod det sted i samfundshistorien, hvor en adskillende eller dual verden satte sig igennem som overgribende socialiteten. Mennesket havde altid tænkt, og at tænke er også at adskille og dele, men fra et vist punkt i historien, var også den materielle virkelighed åbenbart blevet delt, uden helt at kunne samles igen, som den menneskelige tanke skal det, for sin funktionsduelighed, hvilket omvendt som materielt grundlag har virket tilbage på den menneskelige tankes muligheder for at tænke sammenhængende om sig selv og sin samfundsmæssige funktionsevne.

Stedet i samfundshistorien for dette er samfundshistoriens overgang til de første klassesamfund, det Antikke og de Asiatiske slavesamfund. Med ”Bystater” (Polis i Antikken), og dermed privatejendommens første form, deles samfundet op i stat og samfund, og fordobles med mennesket i borger og træl. Siden har staters klassesamfundshistorie, skabt den såkaldte ’civilisation’, der jo ganske rigtigt starter i Antikken med Aristoteles, hvor ”slaven er det talende redskab”; - Og hvorefter hele kloden omkring 1900-tallet var delt endeligt op efter den første globale fordelingskamp mellem forskellige imperiemagter i fysisk-voldelig strid om, hvordan verdenshistorien samtidig skal arte sig, for hvem og ud fra hvilke (nationale) værdier.       

Vi lærte her, at såfremt almenbegreber ikke blev udledt gennem analyse af ens genstandsfelt med den tilsvarende formbestemmelse i sig, så løsrev almenbegreber sig ganske stille fra genstandsfeltet, og dukkede senere op som norm for tænkning om det konkrete. Og så var det også at der kom til strid om praktiseringen af ”den rette almenhed”, for hvad var det for én, andet end hvad man allerede havde i tankens hylster indenfor området, og hvordan så blive klogere. Striden spærrede for konciperingen af det nye, når ressourcerne ureflekteret gik ind i striden. Der skal kun én til at starte en strid, men også kun én til at løse den, og hvis ingen gør det, løses den ikke, ikke af de involverede parter i hvert fald. Gaderummet har sit udgangspunkt her, i en særlig løsning af modsigelserne i dette spændingsfelt, trods at Gaderummet først etableres 15 år efter, i 1996:

Kongressen i Klostret ved den Gule flod

Brecht fortæller med ”Kongressen i Klostret ved den Gule flod” om problemet således: ”En lærer og en elev diskuterer filosofi. Læreren beder sin elev SiFu om at nævne filosofiens hovedproblem:

SiFu:          Er tingen udenfor os, i sig selv også uden os, eller er tingen i os, og ikke uden os?
Læreren:    Hvilken mening er rigtig?
SiFu:          Problemet er aldrig blevet løst.
Læreren:    Hvilken holdning har de fleste filosoffer?
SiFu:           At tingen er i os, og ikke uden os.

Læreren:    Hvorfor blev problemet aldrig løst?
SiFu:          Den kongres der skulle afgøre problemet fandt sted på et kloster ved Den Gule flods bred. Spørgsmålet der blev diskuteret var:
                   Eksisterer Den Gule flod i virkeligheden eller kun i vores hoveder?
                   Midt under kongressen begyndte der at løbe smeltevand ned fra bjergene. Den gule flod gik over sine bredder og skyllede klosteret
                   og alle deltagerne væk i floden. Derfor blev beviset for, at tingen er i sig selv, udenfor os, også uden os, aldrig ført”
[14].

Overført til psykologien, kan vi sige, at hviler psykologien og socialvidenskaben i det duale univers, så forbliver de fremmed og ydre overfor deres konkrete genstand. Der er med andre ord behov for en afklaring af den enhed, der realhistorisk foregår at samfundshistorien fordobles i stat og samfund - og dermed en forklaring på, hvordan det gik til at Klostermødet overhovedet kom til. Og vi vendte tilbage til spørgsmålet om de første samfundshistoriske former og deres overgang til dual-historie med dens fordobling i stat og samfund, og hvor det blev klassekampen - og ikke folkenes fælles arbejde - der så måtte blive motor for samfundsudviklingen frem til den verdenshistorie, der kendes i dag, med hovedmodsigelsen i anarkistisk samfundsmæssig produktion og monopolers private tilegnelse.

Praksisfilosofi versus bevidsthedsfilosofi

Spørgsmålet blev: hvordan gik naturhistorien over i samfundshistorie, og hvor sker fordoblingen i samfundshistorie med stat og samfund? Naturhistorien ophæves naturligt i samfundshistorie i den grad, at arbejdet antager overindividuel strukturel karakter, i en proces der i springet har virket tilbage og udviklet menneskets biologi til social natur; Og er fordoblingen i stat og samfund det eneste mulige, i hvert fald i verdenshistorisk målestok, således at magt naturaliseres og konnekteres til samfundsmæssig livsopretholdelse overhovedet?

Men hvor kommer dette ”noget”, staten fra, denne magt over samfundet, og som også eksisterer i samfundet som dets indre pol, og som realiserer sig gennem en herre-knægt-akse respektive del-og-hersk? Dette ”noget” er også religionernes antagelse om et igangsættende for kultur, civilisation og samfund, denne ydre eller gennemtrængende kraft, der bestemmer det hele. Frem for naturens magt over mennesket før springet, så efter springet ind i samfundet, ”administration” af de sociale fællesskaber, som arter af statsreligioner, bestemt gennem konkrete modsigelser mellem det profane og verdslige. Men hvor er det lige at den der ”administration” kommer fra?! Og så lukkes enhver debat og praksis. Sådan ser det meget ud i dag, men er det også hemmeligheden ved springet?

Problemet kendes under betegnelsen de første samfund, stammer, civilisationer, ursamfundet eller ”urkommunismen”. Hvordan så de ud, hvordan var de bygget op, og hvad er deres forhold bagud til naturhistorien, og fremad til samfundshistorien? Nuværende ”primitive samfund” er på ingen måde forformer for os i dag, men økosamfund, der endnu kun i svag grad er blevet trukket ind i verdensimperialismen, omend mange af disse i dag ligger så udsat overfor klimaforandringerne, eller for rovdrift af naturressourcer, at de nærmest som et barn, bliver skyllet ud med badevandet, fordi ”de første fødte” til magten i verdenshistorisk målestok, troede de ejede hele verden, med deres personlige dispositioner, og som historien også viser, er indifferente over for deres skader. Magtens repræsentation styrer det historiske blik bagud, hvor den menneskelige fortid beskrives som barbarisk og primitiv, men alligevel forudsættes en statsmagt som forudsætning for skabelse af det nye.

Man vil med andre ord undslippe den historiske vold med de samme midler, der holder slaveejere fri af forandringer.

De to spring der ikke er identiske: samfundshistoriens etablering og statens magt i og over samfundet

Vores problem gemmer to spring, som vi ikke syntes blev begrebet adækvat i deres indre sammenhæng. Springet ind i samfundet, og springet ind i magt med samfundshistorien fordoblet i stat og samfund, borger og træl. De blev enten gjort identiske, som i Niels Engelsteds idéhistoriske fremstilling og løsning – at en hunabe indstifter samfundet ved at brødføde en unge, der ikke er hendes eget[15] - er springene identiske; eller de blev løst gennem antagelser fra oven, fx. om det socialt oversanselige som en ”struktur af idealisationer”, tilgængeligt for individet, som selv har skabt det, som i materialismen hos Jens Mammen[16], eller de blev talt væk gennem en særlig fremhævelse af psykens evne til ”evidens”[17]. De blev, på nær i ansatserne indenfor den Kritiske Psykologi, ingen steder besvaret gennem konceptuel fremstilling af deres realhistoriske udviklingssammenhæng. Og hvor de blev det, særligt hos Klaus Holzkamp[18], manglede der ligesom det ”endelige resultat”.

Når Holzkamp således beskriver samfundshistorien, gennem konceptet om ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse”, så er det en bestemmelse af udviklingstendensen i den daværende form for samfundshistorie. Abstrakt er det jo rigtigt, men ikke konkret - hvilket også er Poppers ”sorte svane”, der på simpel positivistisk vis falsificerer det – for så skulle statens opståen være et samfundsmæssigt fremskridt, en indre samfundsmæssig udviklingsnødvendighed, men herved forsvinder særegenheden af det andet spring. Det samme for beskrivelsen af individets handleevne som ”uafsluttet proces af stigende handleevne”. Enhver individuel udvikling kan ikke siges at være en indre samfundsmæssig udvikling, den kan også være begrundet gennem en fremmed form for samfundsmæssighed, der stiller mennesker eksklusivt op over for andre menneske, som udviklingen af magt og slaveforhold gør det.

Er formaspektet ikke med i begreberne, træder begrebernes udviklingsretning frem som ubegrundet norm for dets brug til anden historisk side, samtidig med at de reelle indre udviklingsmodsigelser, aktivt forbigås. Begrebet vil stille tingen i stå, ikke bevæge gennem dets berøring. Der mangler den differentiering, hvor der skelnes mellem handlinger hvor ressourcer er knappe, og handlinger i et felt, hvor interessemodsigelser strukturer de enkeltes handlen som handlen-over-andre, eller bestemmer dem som modhandlen, jf. også W.F. Haug[19].

Denne dobbelthed skal fastholdes, ellers kan det stoflige indhold i udviklingshistorien, ikke fastholdes samfundshistorien igennem. Nok er der tale om en tidsmæssig forskydning i udviklingen af samfundsmæssighed og af denne samfundsmæssigheds fordobling i stat og samfund[20], men når den først realhistorisk har fundet sted, så er forskydningen logisk omvendt for produktionen af det nye. Modsigelser i magten determinerer formerne for samfundsmæssiggørelse, ved at menneskene i deres udgangspunkt allerede er nedgjort gennem en styrende fremmedhed.

Dobbeltopgaven kan formuleres således:

Vi skal opløse det naturlige psykologiske islæt i den nuværende verden, og det kan kun gøres i denne selv, og samtidig skal vi befordre en løsning af de hermed forbundne, forbigåede, uudviklede eller fremmede samfundsmæssige betingelser, der ellers resulterer i en fortsat menneskelig fornedring, frem for i menneskers fælles samfundsmæssighed.

Dobbeltopgaven må tages som udgangspunkt for enhver psykologisk bestræbelse, og den kan samtidig ikke begrænse sig hertil. Den er del af en nuværende magthistorisk sammenhæng, og dens udtale kan enten bekræfte dette, eller modsætte sig – andre valg synes ikke rigtigt at gøre sig gældende! Psykologien må derfor som videnskab blive politisk, ikke ved at kalde individet til orden i oprør, men ved at kæmpe dets kampe med det, og praktisere den art klassekamp der ophæver den.

Praksisformsteori versus idealteori

Hvad kan både være et forms og et indholdsaspekt i den konkrete formidlingsproces mellem individ og samfund, og som samtidig indeholder dets senere fremmedbestemthed? Det kan begrebet om praksisformers udviklings til arbejde versus at praksiselementer falder den kooperative arbejdsproces af hænde, og vender fremmed tilbage. Både før og efter, får samfundet sit indre udviklingsstof fra menneskets udvirken sine livsnødvendigheder fra naturen, dette ”dets evige stofskifte” (Marx).

Realhistorisk ligger de første samfundsformer for menneskelig livsopretholdelse ved udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet, men samfundsformen selv, lige som konceptet herom, kommer først på egentligt greb og begreb i samme grad som den samfundshistoriske proces stiller sig på egne ben og udvikler sig ud fra egne iboende modsigelser, den ejendommelige genstands ejendommelige logik (Marx). Holzkamp har kun denne grunddimension i en slags yderliggjort formationsspecifik konkretisering[21], der betyder at den tabes, og at psykologi kan blive til en bevidsthedsfilosofisk diskurs. Med dette historiske udviklingsniveau – og dets begrebslige genspejling i et koncept - kan der tales om det samfundsmæssige system som overgribende det enkelte individs udvikling, samfundshistorien på egne ben, og om det menneskelige individs totalsamfundsmæssiges formidling. Skematisk således:

SAMFUNDSHISTORIEN PÅ EGNE BEN
Samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse
Fra Kapitel 15.1: Samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse: kollektiv og personlig selvbestemmelse som selvsamfundsmæssiggørelse.

Vores ”noget” viste sig at være begrebet om ’praksisform’ og dets udvikling til kollektiv arbejde og personlig virksomhed, til arbejdsvirksomhed, jf. Leontjev for dette begreb[22]. Man kan sige at begrebet om samfundsform er samfundshistoriens bestemmelsesform som selvsamfundsmæssiggørelse.

Vi søgte nu på denne baggrund at skrive den analyse, vi mente manglede, og som samtidig var afgørende for, hvordan vi kom videre[23]. Problemet stillede ”en tvingende nødvendighed” op for os. Det var overhovedet vores tilgang til praksis, som det angik i begrebets form. Vi skulle hele tiden medtænke ”bestemt form”, og indholdets udvikling til nye former. Det blev til følgende praksisbestemmelse:

i vores vej ind mod genstanden, at koble vores eget udgangspunkt fra via en begrundet transformation af dets iboende præmisser til fordel for en oparbejdning af genstandens eget standpunkt og dettes perspektiviske udviklingslogik. Det drejer sig m.a.o. om den asymptotiske tilnærmelse til at spejle genstanden historisk-logisk; spejle hvordan den er bygget op, og hvordan den til stadighed bygger sig selv op på ny gennem aktiviteten herom[24]. Altså at oparbejde erkendelse for videre praktisk omgang med genstanden, ved at udarbejde hvad genstanden som særegen realitet selv kaster af sig eller afslører, når den gøres til genstand for erkendelse.

Den generelle opgave kan bestemmes som standpunktstransformation[25] - hvilket også er den mest upåagtede af Marx´ tre metoder[26] - og som en metode til at komme ud af eget udgangspunkt og et teoribegreb for, hvordan en genstand udvikler sig fra én logisk form til en historisk anden/-næste. 

Vores løsning etablerer arbejdets struktur[27] som virksomhedsform for kollektivt arbejde og personlig virksomhed. De forskellige formidlingsformer mellem individ og samfund er allerede givet i deres strukturelle indbinding i vekselvirkningen person og socialt kollektiv, og må udledes herfra, fra analysen af overgangen til samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse. Her må det også udledes, hvilke forhold, som den senere fordobling af samfundshistorien finder sted igennem. Analyser her viser at etableringen af staten som fremmed magt, kan sætte af fra generelle funktionsmodsigelser i societeten, som ikke behandles som sådan, men fremstilles som over-under-ordningsforhold, uafhængig af deres stoflige indhold, fx modsigelsen mellem ældre og yngre, mellem mand og kvinde, mellem by og land, og mellem produktion og reproduktion. Modsigelserne kan løsrives fra den totale samfundsproces, men så naturaliseres et bestemt forhold mellem dem, fx at ældre upåagtet erfaringer, er mere vise end unge, at mænd generelt er mere mobile end kvinder, at byen er vigtigere end landet, og produktionen mere afgørende end reproduktionen. Når funktionsmodsigelserne naturaliseres, vil de blive forstået ud fra sig selv, hvilket samtidig placerer siderne i et under-over-ordningsforhold[28]. Man kan gå så langt som til at sige, at teorier der miskender denne indre magtudvikling i samfundshistorien, eller ikke har den med som udgangspunkt, at her sniger magten sig implicit ind i teorien, og teorien vil ikke efterfølgende kunne ”virke” uden at den igen og igen må fremføres, fra eller mod et magtstandpunkt. Teoriens indhold og funktion ligger i selve fremsættelsen af den, som en myte der skal vækkes til live, for at vise sig, ikke i realiteternes indhold eller gennem deres egne indre modsigelser, men som en erkendelse eller praksis, hvorom der fra andre kun er at sige – med en parafrase over Marx, der sætter Hegel på plads: ”Knæl. Her kommer sandheden”.   

Psykologi under abstraktion fra dens natur- og samfundshistoriske genese, er fælles for de fremherskende teorier, kritiske eller ej. Mainstreampsykologi kan siges at være defineret herudfra. Den danner samlet set en art ”bindestregspsykologi” - en psykologi om den anden – hvor der sker en tillempning af individ og samfund med særlige formidlingsbegreber. Det gælder de Freudo-Marxistiske, der som udgangspunkt kombinerer allerede eksisterende økonomiske teori med psykologiske, med fx ”interaktionsformer” fra A. Lorenzer, under behørig kritisk rekonstruktion af begge, men udledt under hinandens abstraktion; Eller de traditionelle teori som Parsons, hvor rollebegrebet har samme funktion. Tilførelse af formidlingsbegreber, frem for udledning af dem gennem praksis om genstanden, betyder en fremmedbestemthed allerede i indfaldsvinklen til konkrete fænomener. Det vil ubegrebet virke mod deres erklærede hensigt. Problemet der udtales noget om, er allerede fordoblet i den måde det stilles op på. Individ og samfund er ikke direkte formidlet, men derimod ’middelbart’ gennem et system af samfundsmæssige praksisformer. Menneskets biologi formes hverken direkte eller indirekte, men er allerede af natur samfundsmæssig, og eksisterer ikke uden for det. ”Bindestregs-psykologier” fordobler dette forhold, og bliver tomme for det nye, lige som myter er det for fremtidig erkendelse. 

Bag dualiteten

Med begrebet om ”praksisform” faldt de forskellige arbejdsområder indenfor Forum for Kritisk Psykologi” sådan på plads i forhold til hinanden. Hvert område måtte gribes i deres samfundshistoriske udviklingssammenhæng, med de problemer de stillede for berørte, som forudsætning for koncipering af de koherende psykologiske forhold. Det blev ikke længere til en særlig psykologi om området, men til en social praksisformsbestemmelse og herigennem til en bestemmelse af det psykologiske indhold, der bærer den. For at finde mennesket, måtte vi gå udenfor det[29], til den samfundshistorie, der har skabt det, og som det enkelte individ samtidig forefinder som dets givne sociale betingelser for livsovervindelse.

Med dette kunne et hav af dualiteter og dermed falske eller ahistoriske modsigelser ophæves, og vores forskellige problemstillinger begyndte at falde på plads i forhold til hinanden.

Vi søgte på dette grundlag at skrive de realhistoriske forhold – og finde deres kategorier - som vi fandt manglede i vores bestræbelse om oparbejdningen af en psykologisk teori om det ”virkelige empiriske menneske”. Det betød en historisk-logisk og tilsvarende strukturel-funktionel rekonstruktion af de sociale subhominide former, der udviklede sig til samfundsform, og hvordan de gennem samfundsformen reproducerer sig som samfund, og hvordan det kunne gå til, at de også måtte afgive magten over deres samfundsform, til en instans over dem, men også udgået fra den.

Terapi som særlig form for samfundsmæssig praksis

Med begrebet praksisform, kunne vi nu, i hvert fald tentativt, indenfor ”Forum for Kritisk Psykologi” holde vores forskellige arbejdsområder i praktisk og gensidig bevægelse, uden at udvalgte begreber, ”sandheder”, blev transporteret rundt uden at deres status, gyldighed og relevans samtidig blev afklaret. Vi kunne nu forholdsvis bevidst reflektere et begreb og dets brug i konkret praksis, i dets vej mod en teori om det menneskelige individ som subjekt, og den menneskelige personlighed i dens socialkollektive indbinding. Mennesker er aldrig formidlet direkte til hinanden, men middelbart gennem det noget - den sag, det tredje eller det faktuelle der placerer individer ift. hinanden – som deres virksomhed konkret udtrykker i deres vekselvirkning. Intet udviklingsforhold lader sig restløst bestemme fra tidligere formen, hvorfor begreberne for ”ethvert nyt” sig udviklende psykologisk forhold må være tilsvarende ”nye”. Vi kunne have fokus på det grundlagsmæssige, lige meget om vi arbejdede abstrakt eller konkret, da det gik gennem den ”tredje sag”, som var den genstand ethvert samfundsområde hviler i, og hvorigennem det ud fra dets særlige funktion, er relateret til andre samfundsområder[31].

Praksisvending

Samtidig blev det klart, at dette ikke kunne praktiseres indenfor de hidtidigt etablerede sammenhænge. Det var ”tungt” at være der, selv en studenterkantine måtte der til stadighed slås for, og overhovedet at forestille sig et studenterrum for kritisk forskning, relateret til mennesker udefra, blev set som en umulighed – men det blev aldrig afprøvet! I stedet blev der tænkt det fælles sted for studerende, som universitet i mange år havde lovet, men ikke holdt, et Studenterhus. En kvindegruppe fra psykologi involverede sig i sagen, og i 1984 havde Universitet diskret stillet lokaler til rådighed i Købmagergade 52. De stod tomme, men undervisningsminister Bertil Haarder havde hidtil sat sig imod et studenterhus, for ”det var der ikke brug for, de studerende havde det godt allerede”. Det endte med en aftale med rektor Ove Nathan om, at hvis ikke vi ud ad til viste, underforstået at Haarder fik øje på os, at ”huset sådan var åbent”, kunne vi godt bruge lokalerne, indtil der var fundet en afklaring på deres brug. Rådgivningen flyttede med sine bøger og entusiasme ind engang i sensommeren 1984, for at åbne 15.maj 1985.

Vi søgte udenfor Universitetet, for herigennem som studerende gennem praksis om livspraktiske samfundsmæssige problemer, at udvikle såvel praksis selv som teorien herom. Vi måtte som de opdragende, selv blive de opdragede[32]. Vi søgte med rådgivningen at ’bygge brugerperspektivet ind i den psykologiske videnskab’, særligt på det område der omhandlede social og psykisk nød eller konflikt. Samtidig havde vi det fokus, at den bedste forebyggelse af psykiske og sociale problemer for studerende, var ordentlige betingelser studenterpolitisk og fagligt. Et godt Studenterhus ville ikke være det værste.

I forarbejdet til rådgivningen havde vi været rundt igennem historien, og skrev også på historien om ’lidelsernes forskellige former’. Det blev blandt andet til begrebet om ’Lidelsesbemestring’[33], analyseret fra naturhistorien og ind i samfundet, og op igennem den efterfølgende klassehistorie, i den historisk vaklende vej frem mellem barbari eller socialisme.

Vi undersøgte med særlig blik de historisk nyere terapeutiske former, som vores nutid bestod af. Men fandt med undtagelse af ét terapeutisk arbejde, kun psykologisk og socialt arbejde, der blindt reproducerede den restriktive side af den terapeutiske proces. Det var ”Sozialistisches Patient Kollektiv” i Heidelberg[34]. Trods deres korte historie, de blev stoppet af den tyske statsmagt og politiet[35], kom de længere end noget andet projekt i nyere tid. Projektet fangede vores opmærksomhed, da det søgte at overvinde de samme dualiteter som vi prøvede, de gjorde det i praksis, og det havde ført nyt med sig, de havde betrådt nyt fagligt land, som fremviste radikale andre livspotentialer for samme mennesker som gruppe[36] end hidtil set i psykiatrisk sammenhæng, og så gjorde de det endda ud fra et begreb om et ”kooperativt tredje mellem terapeut og patient”. Vi havde, fra vores arbejde med Kritisk Psykologi, indkredset begrebet om ”praksisformens mulige udvikling til arbejdsvirksomhed”, og selvfølgelig måtte vi anskue terapeutisk arbejde som en særlig form for arbejde eller mangel på særligt arbejde om berørte! At Patientkollektivets arbejde blev stoppet, som det gjorde, fortalte os nærmest, at der måtte være noget vigtigt at hente her[37].

Vores problemfokus blev i overensstemmelse hermed placeret i det uudviklede, der foregår at en nød eller en krisesituation opstår og udvikler sig. Vi måtte have grundlaget med, for at kunne udtale os om det fremtidige i almen forstand, ellers var det terapeutiske område henvist til at være en samfundsmæssig residualkategori, sådan uafhængig af andre samfundsmæssige forhold og betingelser. Det uudviklede er også hvad der betinger en genstand til at forblive stagnativ.

Vi søgte på dette grundlag at beskrive de sociale og individuelle udviklingslogikker, der kunne være på spil i konkret psykologisk arbejde, både politisk og specifikt fagligt gennem arbejdet i rådgivningen. Vi ville i teori og praksis give vores bud på, hvordan adækvat psykologisk arbejde kunne gøres, og særligt over for de, som det etablerede samfund opgav eller fejlbehandlede. Med adækvat forstod vi psykologisk arbejde relateret til den konkrete genstand, ikke psykologens ellers andres foruddefinering af hvad problemet var, før dets konfrontation i praksis med de, som det angik – og kunne teorien ikke gennem indre udvikling rumme dette, måtte den udvikles dertil.

Terapi som samfundsmæssig virksomhed versus materialistisk sygdomsteori om de syge

Det skabte et nyt problem. Med al den nød der er, alle de krige, hvad skal vi så på området af psykiske problemer. De produceres hurtige, end de kan afhjælpes, lige meget hvilken prioritering, teori og praksis. Som en belejringstilstand, der bare bliver værre og dårligere.  Vi valgte at gå på to ben. Skulle vores terapeutiske bestræbelse nytte, måtte den være rettet mod grundlagsproblemer for terapeutisk virksomhed – da det der generelt foregik, var helt forkert; for det andet måtte vore praksis, såfremt vi valgte den, virke tilbage til forandringer af den produktionsmæssige basis for udviklingen af psykiske problemer, således at grundlaget for deres betingelser for andre potentielt berørte blev trængt tilsvarende tilbage. Kunne vi ikke rumme og arbejde med begge sider i deres indre enhed, ville vi ikke kunne gøre gavn for andre end os selv, vores egen karriere og overlevelse.

Da rådgivningen opstod i midten af 1980-erne var det i en kontekst af ”Det alternative Danmark”. 70-erne havde fostret et større hav af nye sociale foreninger, der havde sine fløje, med det partipolitiske på den ene side, og det terapeutiske eller New Age på den anden side.  Her blev den ydre frigørelse stillet over den indre frigørelse, som forudsætning for den andens virkeliggørelse. Der eksisterede samtidig ikke noget i det kulturelle eller organisatoriske billede, der på både praktisk og teoretisk baggrund, arbejdede med deres gensidighed, og dette har været fatalt. Som modsigelse er der tale om en falsk modsigelse.

” Argumentationen at mennesket må ændre sig, for at kunne ændre de samfundsmæssige forhold, som må ændres, for at mennesket kan ændre sig ... er cirkulær, ... idet den går ud fra samme alternativ. Den virkelige sammenhæng er derfor ikke cirkulær, fordi mennesket kan ændre sig selv i den grad, som det ændrer sin indflydelse over dets livsbetingelser”[38].

Vi gjorde med denne tilgang op med modsigelsen mellem en partibevægelse og en terapibevægelse, hvor praksis var at bekæmpe den anden side for praktiseringen af falsk bevidsthed respektive psykiske traumer der forvrængede tænkningen, og dermed sådan ikke-bevidst at forhindre den materielle eller åndelige revolution i at finde sted. Det er en modsigelse der slider mennesker op, inden for den produktionsform, som de søger at befri sig fra. Spørgsmålet blev, inspireret af P. Willis og W.F. Haug[39]: Hvordan finde ud af at arbejde sammen om at den kulturelle, politiske og økonomiske magt – når vi er stillet individuelt i vores indordning i underordningen?

Det betød fokus på etableringen af en ikke-delt tilgang til praksis, der selv kunne være praksis for et arbejde med dens ophævelse.

Sozialistisches Patient Kollektiv (SPK)

Sozialistisches Patienten Kollektiv forbandt de to sider, det individuelle med det samfundsmæssige, det personlige med det kollektive, det normalpsykologiske med det psykopatologiske, og det videnskabelige med det politiske. SPK var ikke anti-psykiatrisk i sit sigte, men mere rettet mod en ikke-psykiatri for løsningen af psykiske problemer, som i deres egenart sås som socialt produceret gennem eksistensen af autoritære magtforhold. Det lyder således:

Autorenkollektive 1988

Autorenkollektive 1988

Fra ”Psychiatrie und Politik”, Autorenkollektiv, Das Argument 78, 1978. Se også beskrivelsen af SPK i afsnit 4 i ”Udviklingskonflikter i terapi”, Kalle 1993. Eller filmen af Louise Hartzen ”Gaderummet om sig selv og om ”Sozialistisches Patient Kollektiv””, 30 min, 1999.

Vi prøvede med vores begreber fra Den Kritiske Psykologi, at formulere os ud i dette virksomhedsforhold, som SPK havde blottet i deres samtid for arbejdet med sociale og psykiske problemer. Frem for psykiatriens fremvisning af passive og skøre mennesker, når de har fået en standard psykiatrisk behandling med psykofarmaka, så trådte patienten bag masken frem. Personer ganske som dig og mig, men aktuelt ramt af andre arter af sociale begivenheder, der har stillet dem alene og taget pusten fra dem, og hvor man i tomrummet også kan tage den ydre samfundsverdens indvikletheder på sig, og identificere dem med indre biografiske konflikter.

SPK blev et handlende patientkollektiv, og de har bestemt ikke sloges forgæves. De blotlagde med deres praksis, at behandling skal være med udgangspunkt i berørtes præmisser - frem for alene i behandlerens præmisser, hvor det specielt går galt - og at denne omvending ikke kan gøres på baggrund af praktiseringen af en anden psykologi eller psykiatri, men må sætte af fra den materielle side, i den form for praksis, der er tale om, altså i dens genstand (problem), praksisformen herom og dennes mulige udvikling til arbejdsvirksomhed, og herudfra at udlede de tilsvarende psykologiske former, til selvbestemmende greb om praksisformens bevægelse.

Vi søgte at gøre teoretisk regning. Det blev til papiret ”Terapi – et fælles problem om afmagt”[40], med begrebslig udarbejdelse af det dobbelte forhold for enhver terapeutisk bestræbelse, formen for ”overforstillet kooperation”.

1984 Studenterhuset og Rådgivningsgruppen Regnbuen

Nå. Men vi gik ind i området i 1985[41]. Og blev efter 8 år, sammen med en parallelgruppe ”Studerende mod Racisme” i Studenterhuset, d.20. oktober 1993, stormet af politiet med PET i spidsen[42].

Det hører med til historien fra Studenterhuset, at der på det det sidste Regnbue-møde, før politiet stormede og plomberede Studenterhuset, var blevet gjort rent bord omkring den hidtidige praksis i huset. Årelange arbejdsprojekter var færdige, involverede studenteropgaver var på skinner[43], og der var faldet ro over Studenterhusets interne liv og gøren. Studenterhuset havde ellers været igennem en langvarig sag om chikane mod anderledes, fra okkult inspireret grupper i huset, der havde sat de ”kristne, de fremmede og de røde” på en slags hade-dagsorden. Der var ikke kommet nogen eksklusioner af nogen ud af det, men de ”der skulle forklare sig” holdt sig væk fra Studenterhuset. Vores næste møde i rådgivningen havde som tema: hvad skal vi gøre? ”Blive, flytte, dele os i to grupper, hvor den ene etablerer sig udenfor Studenterhuset eller noget tredje?”[44].

Vi fik aldrig truffet en afgørelse[45].

1993 Rådgivningsgruppen Regnbuen som terrorristrede

Efter politiets lukning af Studenterhuset, kom vi indenfor hos Socialistisk Arbejder Parti frem til januar 1994, hvorefter vi flyttede i Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. Her kom vi sammen med Rebel, Tillidsmandsringen, By-økologisk Aktion, VS-trykkeriet Røde hane, På tværs, Malergruppen og Antiracistisk Netværk, jf. ”Velkommen til Solidaritetshuset. Indvielsesfest”, 9.april 1994. Der var en halv snes aktive i Solidaritetshuset, og vi var det samme antal omkring rådgivningen og Studerende mod Racisme.

1994 Regnbuen i Solidaritetshuset, og ”Socialt ArbejdsKollektiv” kommer til.

Efter et år i Solidaritetshuset, delte Regnbuen sig i to niveauer/grupper, en psykologisk rådgivningspraksis som hidtil, og et ”Socialt ArbejdsKollektiv”[46] til refleksion og arbejde med generelle forhold omkring nød- og elendighed, og hvordan dette kunne vendes. Parallelt hermed blev der etableret en ”Helhedshusgruppe”, der med udgangspunkt i en tværfaglighed, skulle formulere et praktisk alternativ til psykiatrien[47].

Rebel og andre grupper i Solidaritetshuset havde opgså vokseværk, og det gav gnidninger. Solidaritetshuset blev efter 2 år for lille. Konflikterne – som primært var funktionsmodsigelser – kunne ikke på den begrænsede plads løses. Forskelligt del-arbejde som nød-overnatning, kom i konflikt med andres behov for aktivitet samme sted. I rådgivningen var der folk med forskellige psykologiske forløb. Der var hjemløse, der boede hist og pist, og som indgik i arbejdet, hvor de have lyst – og når Solidaritetshuset var åbent. Tiden blev brugt på huset og på afvikling af studiekredse i psykologi, terapi, og sociologi. 

Rådgivningen var på daværende tidspunkt havnet i konflikt med dele af det autonome miljø. Det handlede om, at Regnbuen ikke gik ind for at løse konflikter ved at sende pesoner i unåde på ubestemt tid og uden diskussion. Gentagne gange kunne rådgivningen ikke tilslutte sig udelukkelse af en bestemt person fra adgang til rådgivningen i Solidaritetshuset, blot fordi personen havde en konflikt med andre dele af det autonome miljø. Alternativet til rådgivningens protest, var typisk et krav om at personen(erne) skulle flytte fra København, og aldrig mere vise sig. Da Regnbuen i relation til en konflikt mellem et kærestepar, ikke tilsluttede sig dette sidste, blev der svaret igen med ”Boykot af Solidaritetshusets mursten”, offentliggjort i et Slamm-nummer i 1995-96.

Det havde altid været sådan for brugere af rådgivningen, at man holdt det for sig selv, at man benyttede den psykologiske rådgivning. Det var ikke noget, man frivilligt skiltede med. Dette er et generelt forhold i vores duale samfund, men det blev omformet, dels gennem rådgivningens arbejde i samme miljø, som den berørte, dels gennem en indgang i Solidaritetshuset - som i Studenterhuset - der ikke behøvede at være en opsøgning af psykologisk rådgivning. Der var en slags alibi, skulle man have behov.

I kraft af den åbne boykot af ”Solidaritetshuset mursten”, der udsprang fra Antifascistisk Cafe, og i særdeleshed cafeens kvindegruppe i Blågaardgade, blev de konfliktende holdninger til løsninger af personsager trukket endnu tydeligere op [48]. Aktivister blev stillet over for at vælge, hvem de ville arbejde sammen med, for man kunne sørme ikke arbejde sammen med flere, der ikke kunne lide hinanden. Det var som i det borgerlige samfund, som alle bekæmpede, men det foregik paradoksalt i et politisk miljø med mange forskelligt differentierede grupper, der behøvede hinanden for afgørende at kunne flytte på de politiske forhold.

1995 Boykotten af Regnbuen

Boykotten af Regnbuen var blot én af mange boykotter. En boykot kunne også ramme enkeltpersoner, hvis de brød med gruppens normer, f.eks ved ikke at deltage aktivt i hetzen af en person, der blev dømt ude. Man kunne også boykottes ud af grupper, når en personlig respektive privat aversion havde sat sig fast i et dominerende gruppemedlems forhold til et andet. Uenigheder og brudflader blev ofte til uforsonlige personlige konflikter, og blev sjældent grebet som et problem om større samarbejde, som perspektiverer en fremtidig løsning af det personligt svære. Det autonome miljø formåede ikke denne dobbelthed i autonomibegrebet. Autonomi blev nærmest entydigt forstået som en enig og homogen blok overfor det borgerlige og sorte samfund.

Rådgivningen havde siden sin start defineret sig ind i et autonomt perspektiv, med autonomi forstået som ’selvstyre, på egne kræfter beroende arbejde’[49]:

”Et centralt element, der også blev grundlæggende for rådgivningen, var konceptet om autonomi. Dette element var dog allerede formuleret i 1981 som grundelementet i en kritisk psykologisk organisering, og herom hedder det blandt andet: ”Organiseringsformen må være autonome grupper - ikke bare ”relativt” autonome, men autonome uden omsvøb - for kun hvis den reale handleevne er større indenfor end udenfor kan den kollektive livspraksis udvikle sig. Med W.F.Haugs ord er dette at søge ”hegemoni uden hegemon”, og at hegemoni frem for at være defineret gennem et magtcentrum (:den hierarkiske opbygning med særskilt personkompetence) må være en effekt af strukturen[50]. Senere præciseres dette til at ”udviklingsopgaven indadtil er at gøre sig til strukturel effekt for udviklingen af en selvstændig fagpolitisk kultur”[51]”, Kapitel 3 i ”Udviklingskonflikter i terapi”, Kalle 1993.

Denne autonomiforståelse rakte slet ikke til en håndtering af vores konflikter indenfor det autonome og det parallelt fungerende socialistiske arbejde. Også her dukkede udelukkelsesforhold op, autonom eller socialist? Men hvori det adskillende? På samme måde vi hørte hjemme i en socialistisk bevægelse med et autonomt perspektiv, på samme måde var vi i konflikt og udelukket. Nærmest som ad en ”kinesisk omvej” – forstået som den korteste vej til målet, og her grundet statens blinde repression, der smed os ud af Studenterhuset – var vi havnet i et politisk funderet univers, hvor de samme dualiteter herskede, blot fik de andre personliggjorte udtryksformer. Der var ikke langt fra uenigheden, til det udtrykte had, og de konsekvenser dette kunne resultere i. Gademagt versus systemets magt til at bestemme vores færden, og hvem vi er sammen med[52]

Den autonome bevægelse var skabt af højredrejningen, og som et svar på den, fra de undertryktes side. Særligt nazisterne var i offensiven, og med de autonome fik de deres direkte modsvar, fra top til tå.. Men da det ikke er her kapitalens væsen viser sig, i disse ydre stormtropper af nazier, faldt den samlede politik efterhånden fra hinanden som de direkte konfrontationer aftog, da de blev vundet af den autonome bevægelse – i hvert fald denne gang! 

Samtidig var så modsigelsen i de autonomes egne rækker: der var de tjekkede, hvem det så end var, men som måtte være der for at det kunne gå fremad, og så de utjekkede der ikke rigtig kunne være plads til i det daglige arbejde, fordi de spolerede det fremadrettede med deres flagrenhed og konflikter. Men hver på sin kæmpede alle de undertryktes sag.

Dette siges fordi det er ganske vist, at mange aktører i disse autonome sammenhænge, og som ”var ude med riven efter andre”, de gjorde sig ikke klart, hvad der i revolutionens navn skulle ske med de allerede udstødte, og også med dem fra eget miljø, som de selv sparkede ud af byen – andet end som dem de kæmpede for!

1996 Gaderummet – sted for unge, med en psykologisk rådgivning

Da Solidaritetshuset blev for lille, blev vi af tidligere brugere af rådgivningen fortalt om ledige lokaler i Nørrebrogade 56, og hvor de efterfølgende hjælper Regnbuen ind i lejemålet[53]. Lokalerne fik vi d.13.august 1996, hvor vi underskriver huslejekontrakten med Byfornyelsesselskabet. Tak til Søren Hunsby herfra – som senere uforskyldt fik så meget besvær med vores naboer.

D. 15.september får Gaderummet sit navn ”Initiativgruppen Gaderummet”, og åbner som ”et sted for unge” [54] [55], med formålsparagraffen:

”1. At skabe debat om unges sociale vilkår i Danmark, f.eks. gennem foredrag, studiekredse, og deltagelse i den offentlige debat. 2. At drive et værested, hvor marginaliserede unge med sociale og psykiske problemer tilbydes deltagelse i aktiviteter og undervisning, samt ved behov rådgivning. Målet er at give en bred socialpsykologisk støtte, der når hele vejen rundt om den unges samlede livssituation”, jf. ”Vedtægter for Initiativgruppen Gaderummet”.

Samtidig indgik Gaderummet og Regnbuen en samarbejdsaftale om ”i fællesskab og i fælles lokaler at drive, udvikle og almengøre aktiviteterne”.  Kombinationen af være- og aktivitetssted med psykologisk rådgivning er efterfølgende blevet til konceptet ”Socialpsykologisk fristed for udstødte unge”, som i dag præger Gaderummets logo. Det indeholder de to foreninger som juridiske subjekter, med en samarbejdsaftale imellem sig. Det kan generelt siges, at det var det organisatoriske arbejde med denne logik, der fik Gaderummet til at hænge sammen. Vi udførte kritisk fagpolitik. Vi arbejdede for en sammenknytning af mulige venstrekræfter til en venstreblok [56].

Det var befriende at være kommet ind i et lejemål, hvor klager over nogen, nu var klager over hinanden, for det var meget nemmere at arbejde med. Men så kom så hurtigt klagerne fra naboerne, og generne de udtrykte, var af samme art som tidligere fra de grupper, vi havde delt lokaler med i Solidaritetshusets[57].  Naboernes døgnrytme med ro mellem 22-08, var svær at få til at harmonere med Gaderummet, da vi lå bagerst i baggården, og skulle passere alle lejemål først. Men vi arbejdede troligt videre, og temmelig meget også med håndtering af naboklager – indtil en gruppe BZ-ere i størrelsesorden 40-50 personer i oktober 1997 får øje på os. De havde behov, og der ikke var flere huse at bezætte, grundet panserbasserne der smadrede hvad de hidtil havde flyttede ind i. Gruppen passer til vores ydelse, dog ikke i den størrelsesorden; - Men det var de ligeglade med, lige som Gaderummet var det.

Det var naboerne ikke glade for!

RØdder i GAderummet på Nørrebrogade 56

1999 Gaderummet som socialpsykologisk fristed for udstødte unge

I 1999 falder Gaderummets dør, den kan end ikke længere, ved behov, lukkes for at sinke politiet et øjeblik. På vores 350m2 i alt var vi nu ca. 25 beboere, 150 daglige gæster, og omkring 25-30 i intensiv psykologisk rådgivning/terapi, flere i årelange forløb, og vi bestod af ca. 7-8 frivillige på diverse overførselsindtægter. Men Gaderummet havde etableret sig.

Siden har døren været døgnåben – på nær en hel dag og nat i 2003, hvor halvdelen af Gaderummet udbrændte dagen før. Selv ikke i vores flytningsproces ud til Rådmandsgade, var der en lukket dør, eller en lukket rådgivning, eller et lukket køkken. Døren blev heller ikke lukket for et stigende antal unge, der havde konflikt med Ungdomshuset, og hvoraf mange var vokset op med Ungdomshuset. Det havde Ungdomshuset det ikke godt med – men diverse forsøg fra Gaderummets side på at finde løsninger i de enkelte tilfælde, løb ud i sandet. Budbringerne blev selv problemet! Det var den samme konflikt som tidligere, og gamle fronter i det Autonome miljø blev trukket op. Selv om de færreste i Gaderummet på nogen måde identificerede sig med De Autonome, og blev lagt i afstand fra dem, der kaldte sig det, så blev Gaderummet i offentligheden mere bredt regnet til dette miljø.    

Døren faldt i 1999 til fordel for en ”døgnåben dør”, da en ”brugerkontrol” havde taget over i Gaderummet, hvilket supplerede eller nærmere komplementerede rådgivningens ”brugerpræmisser”, ”total åbenhed” og ”invitation til samarbejde, ingen skjulte metoder og tricks” på et gruppemæssigt organisationsniveau. 

Begrebet eller et koncept om ”brugerstyring” vil i overensstemmelse hermed være enheden af ’brugerkontrol, den åbne dør, invitation til samarbejde, total åbenhed, og brugerpræmisser’. I videnskabelig forstand er det et lokalt koncept, i en lokal historie, der kun i den grad det praktisk kan almengøres, kan vinde samfundsmæssig værdi.

Under alle omstændigheder var der ligesom en ”underliggende struktur”, der bar igennem, trods dagligdage der aldrig var ens og hvor det mest utænkelige som enkelttilfælde eller som byger af katastrofer væltede ind. Om det er ovenstående struktur, som jeg fremhæver som elementer i et koncept om ”brugerstyring”, og som sørger for dette, er ikke til at vide, før analysen er foretaget, men en analyse kan omvendt ikke se bort fra nogle af disse elementer.    

Men situationen, koncept eller ej, havde dengang stillet os uden forbundsfæller og økonomiske midler, kun frivillige støttede Gaderummet – men det var også mange: forældre, pårørende, venner og små private fonde. Alligevel var det som en skrædder i helvede; mange munde at mætte, mange konflikter at løse, og mange livsdrømme der var ganske realistiske, men lige skulle have et skub på vejen - men hvor var ressourcerne. En særlig kvindegruppe skal her nævnes, Inner Wheel[58], som i årevis tog os under deres vinger, og hjalp med utroligt meget, på alle niveauer.

Inner Wheels invitation til Gaderummet-Regnbuen
2000-01-29 Sangen om Regnbuen v Sabine Hviid. P1 Danmarks Radio Mp3 / .. wav 60 min.
2000 Udstødte unge ; 2005 Odd Fellow Ordenen Oplæg 30.marts

I efteråret 1999 stod vi dog alle i samme båd, alle til hobe, igen uden en krone på nogen kistebund, end ikke til huslejen. Hvad gør man så?

Vi brugte nogle måneder på at formulere vores standpunkt og perspektiv på, hvad det var vi lavede, og hvorfor vi ikke – skulle det komme til stykket – uden kamp ville forlade lokalerne, husleje eller ej. Det blev til et papir, der fra husmøde til husmøde blev ristet godt igennem af diverse skærmydsler, mange fede, og af lige så mange øller og vin-sjatter, der kom ind over fra dag til dag. Men til sidst var vi færdige med en udgave, der var en universitetsopgave værdig.

Det blev til en pressemeddelelse ” Ung, fattig og problemramt: Ingen del og hersk! For fristeder”, og til papiret ” Manifest for ungeværd”, med undertitlen ”For retten til kvalificerede fristeder. Giv psykiatrien til psykiaterne, aktiveringen til aktiveringslederne - og de psykiatriske institutioner og arbejdsanstalterne til de udstødelige”, for pennen[59] Kalle xx.december 1999. Det blev aldrig dengang offentliggjort. 

En bevilling fra Folketingets satspulje kom for år 2000-2001. Og det skulle den også gøre. Den kom sikkert mest, fordi man ikke ønskede en konfrontation, hvor politi skulle sætte hjemløse og psykisk syge på gaden, men det lå også i arbejdet, som det havde udviklet sig, at det havde en logik, der tjente en ungegruppes behov, som ingen andre hidtil havde …, ja, håndgribeliggjort eller anskueliggjort[60].

Socialistisk Folkeparti i Folketinget tog slæbet med at fremme og få vores arbejde på Finansloven – og det blev endda til midler til et helt projekt igennem 2 år[61]. Vi brugte nogle af midlerne på at entrere med to etnologer om en rapport om Gaderummet, og den blev også udarbejdet[62] – men de fik desværre ikke kontakt med ungegruppen. Etnologerne fik positioneret sig, hvor de blev skyet af deres egen udforskelsesgenstand.  Et afgørende element i dettes indtræffen, ud over deres personlige baggrund - er etnologernes brug af P. Bourdieu til analyse af de enkeltes indgåen i Gaderummet og Regnbuen. Bourdieu har intet begreb om ”sager” mennesker arbejder sammen om, kun begreber om hvordan enkeltindivider positioner sig i forhold til andre ud fra deres adgang til økonomisk, social og kulturel kapital. Det som indefra, kunne holde stedet sammen – og som var det egentlige virksomme - forsvandt i etnologerne tilgang til Gaderummet. Rapporten kom også i praksis til at bekræfte kommunens forestillinger om unge i Gaderummet, der ikke ville nås, og som deres eget privilegerede anliggende.

2003 Samarbejde med Socialudvalget i Københavns Kommune: ”I skal have en psykiatrisk konsulent”

Siden kom så kampen for at få Københavns Kommune til at forholde sig til en videreførelse af arbejdet. I kraft af sin eksistens kunne Gaderummet fremvise unge på unge, som kommunen ikke havde alternativer til, for de var allerede prøvet, og ofte med forfærdelige konsekvenser for den unge. Gaderummet vrimlede nærmest med unge med ”dobbelt-diagnoser” – og mere – som var afskrevet af alle behandlingssteder. Kommunen kunne ikke i længden sige nej, men gik så ind i et samarbejde. Men der skulle være en ”psykiatrisk konsulent” tilknyttet arbejdet. Og det fik vi ikke mulighed for at sige noget til. Så vi måtte finde en psykiater, der kunne blive sin opgave voksen.

På dette tidspunkt er den landshistoriske situation, at de lokale centre, der i forbindelse med oprettelse af Distriktspsykiatrien op igennem 1990-erne, og som har haft psykologisk ledelse, ikke psykiatrisk, at dette er afviklet alle steder. Så en psykiatrisk konsulent kunne vi leve med, og tænkte virkelig også, at det bliver da fremragende at have en sådan kompetence i huset. 

Socialudvalget og Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti

Det endelige grundlag for Socialudvalgets beslutning, kom med en evaluering af Gaderummet fra CASA[63]. Den afdækkede, at der ikke var alternativer for Gaderummets unge, og det angik mange unge, og samtidig var de unge glade for Gaderummet. De havde selv valgt det, og havde ikke andre steder.

Enhedslisten og SF støttede op i Socialudvalget, og der viste sig i 2003 et flertal for at gå ind i arbejdet, hvor Gaderummet og Regnbuen samtidig skulle organiseres som en selvejende institution – hvad den efterfølgende blev som ”Gaderummet-Regnbuen” i 2005, hvor Gaderummet flyttede til Rådmandsgade 60. Det hører med til historien, at støtten ikke var entydig fra EL og SF. Et medlem, der lige havde skiftet sit gamle DKP-medlemskab ud, forsøgte til det sidste, at forhindre en partimæssig opbakning bag Gaderummet.

Omvendt havde Gaderummet tidligere fået opbakning fra konservative kredse, med et tidligere konservativt folketingsmedlem, der gik ind i arbejdet, og igennem et helt år kom til nærmest alle søndagsmøder i Gaderummet. Han kunne ikke forstå og acceptere de vilkår, som unge blev stillet overfor. Samtidig må det bemærkes, at Socialdemokraterne støttede, de stemte i hvert fald ikke imod. Vi brød her igennem en ”mur”, som havde eksisteret i umindelige tider, Socialdemokratiets holdning eller tilgang til københavnske unge, der ikke passede ind i skoler, institutioner og som også organiserede sig, at sådanne ”nogle” kunne man ikke støtte[64] – en holdning der senere blev fatal for Ungdomshuset, og tåbelig dyrt for Københavns Kommune. 

Udgangen blev det nævnte, at der blev krævet en ”psykiatrisk konsulent” tilknyttet, ikke et krav som kom fra Socialministeriet, der kom med pengene, men fra Socialudvalget selv. Samtidig besluttede Borgerrepræsentationen, at de ikke ville hjælpe med huslejedepositum, trods at vi havde tilsagn fra Socialministeriet om vedvarende midler til arbejdet, når vi fandt et velegnet sted. Hvem kan finde en lejlighed, og leje den uden at stille et depositum! Det var udelukket at finde den sum det drejede sig om på frivillig basis, det ville ikke engang række til en flise i Istedgade. Men alligevel fandt vi en ejendomsmægler, som trods gentagne afvisninger fa kommunen, blev ved med at finde steder, og så fandt han til sidst lokalerne i Rådmandsgade – som det lykkedes os at få os skruet ind i. Som tiden var gået, havde midler fra Socialministeriet, vi havde fået til arbejdet ikke kunne komme til udbetaling, og Socialministeriet indvilligede i, at konvertere indefrosne midler til depositum og renovation af grundstrukturen i det fundne hus.

Døren lukkes først igen den 21.november 2008, hvor kommunens daværende Socialborgmester Mikkel Warming, brugte politiet til at annektere vores lokaler nu på Rådmandsgade 60, hvor vi var flyttet til i 2005

Venstrefløjen – og alligevel kun en afsubjektiverende socialpædagogik

Venstrefløjens rolle i Gaderummets arbejde var de nævnte medlemmer af Borgerrepræsentationen dengang i 2001-2003. De fleste var selv socialarbejdere i deres civile liv.

Venstrefløjen før, er nærmest os selv på vores område. Der var ingen andre grupper, der lavede noget i retning af vores socialpsykologiske og individuel-terapeutiske arbejde arbejde”. På den måde var vi også sidste stop for psykisk kludder hos personer i andre grupper, som vi havde samarbejdsrelationer med, med mindre den etablerede psykiatri – og betalingspsykologi – blev brugt, eller der blev fundet andre alternative veje. Mange interessegrupper og uddannelsesinstitutioner begyndte også at bruge os foregribende på problemer, der opstod hos folk, de kendte, så de ikke kom ”posthume”, godt medicineret, og et stort netværk slidt ned og kritisk berørt.

Mange venstrefløjsgrupper, i den grad de identificerede sig med dette begreb, brugte Gaderummets rådgivning, når der kom psykisk kludder ind i livet for enkeltindivider. Lige så blev vi brugt fra den helt andre sider, her var der lige så mange der løb panden mod en autoritær mur.

Da Gaderummet i 2003 brændte, var den første der ringede dagen efter en mand med tilknytning til ”Inner Wheel” kvindegrupperne. De ville hjælpe med campingvogne, og havde allerede flere fra andre i samme kreds, der havde doneret vogne, hvis vi kunne bruge at modtage det. Vi takkede pænt nej, da vi vurderede, at kom vi ikke ind i lokalerne igen med det samme, ville vi skære vores arbejde over på midten, og tabe det hele. Samtidig kunne vi i BT læse om ”Et stærkt venstreorienteret kollektiv brændt ned”, altså Gaderummet!     

Og så var der de grupper i det autonome miljø, hvor konflikten til Gaderummet dominerede, således at man end ikke satte sine ben samme sted. Det gjorde nogen, der var på røven, så alligevel, men betonmuren mellem de to verdener, blev ikke mindre konfliktfuld af den grund. Når den enkelte på denne baggrund brugte Gaderummet, var de nærmest samtidig på vej ud af deres gruppe – hvilket ikke gjorde det nemmere med en sådan selvbekræftelses logik, der lå i at søge hjælp, nærmest slisken til samtidig eksklusion.

Blandt det organisatorisk arbejdende på venstrefløjen, var der dog en udpræget distance til det psykiske, og problemer hermed sås ofte som noget særlig pinligt og skamfuldt, der skulle løses på en nærmest skjult måde, for det at se det i lyset, eller indrømme dets eksistens, det gør ondt, det er uskønt eller det er svagt. I det autonome miljø, var det nærmest som eksisterede psyken ikke. Når så psyken melder sig som problematisk, og der ikke brydes med ovenstående skamfulde og privatistiske tilgang, kan indgangen i det etablerede social- og sundhedsmæssige system holdes stangen gennem alskens udskydelsesstrategier, om end der så muligvis er langt ned til sidst, når man knækker. Generelt er det afmagtsprocesser, der generer dette, ikke særlige elementer i særlige grupper eller i individer, men kan der ikke skabes en mere generaliseret og afprivatiseret nærmest overindividuel struktur, de enkelte kan formulere sig igennem, med det hele, så lukkes der af, eller afmagten tager over i ydre form. Man bliver bange, og handler herudfra.

I flade strukturer eller i sammenhænge der organiserer sig, spiller de enkeltes personligheder en særlig rolle. Der dannes norm ud fra hvad ”særlige personligheder” tillader og hvad de afviser i omgangen med sager. Det betyder også at bestemte personlighedstyper kan være dominerende, uden at de også fremmer at sammenhængene i sig selv kan blive selvstyrende. Ved manglende opgør hermed, vil sammenhængen indrette sig i praksis gennem en ”centersuveræn” som inkarnerer beslutningerne, og som via direktiver og sanktioner fastholder den givne orden[65], modsat det samfundsmæssigt mulige, at dominerende personligheder videregiver erfaringer til fri afbenyttelse for enhver deltager.

Venstrefløjen og det autonome miljø passede sig i praksis godt ind i et ”endimensionelt socialpædagogisk paradigme”, hvor man skiller sig af med problematiske enkeltindivider i gruppen – de uddifferentieres til at finde behandling, ofte alene, og udenfor gruppen, og grundlæggende for fattigrøve altid gennem psykiatrien – hvor de så efter individuel behandling, kan vende tilbage; - Men gruppen er såmænd typisk altid gået videre, og ønsker ingen genoptagelse.

Blindheden i det endimensionelle socialpædagogiske paradigme betyder at forskelle mellem unge, bliver set gennem en normalfordeling af ”yderliggående og normal adfærd”, hvor yderlighederne hos de unge, såfremt de ikke inddæmmes og omformes, anskues at ødelægge eller nedbryde den fælles norm og aktivitetsmidte for gruppen som sådan. Derfor er det også, at såvel mange ”hyperaktive” unge og ”tilbagetrukne unge”, at de mere og mere ryger ud af uddannelsesinstitutionerne og lærepladserne, for gennem en diagnostisk proces at blive placeret i udvalgte specialtilbud – hvor pædagogikken bare er omvendt: I den grad flere i specialpædagogikken er sammen, viger den fælles midte for håndteringen af de enkeltes besværligheder. Og man er lige langt!

Venstrefløjens håndtering af det sociale og sundhedsmæssige område, med ganske få undtagelser som fx Christiania og Thylejren, begrænsede sig til paroler i partiprogrammerne om bedre vilkår for psykisk syge, udstødte unge og andre svage grupper i samfundet. Den behandling de skulle have, var i indfaldsvinklen ganske den samme som højrefløjens, men som regel tilsat lidt selvgodhed. Det kritiske potentiale lå i overensstemmelse hermed, i de enkelte socialarbejderes kritiske tilgang til arbejdet – eller i fraværet heraf. Og teorier og praksisprojekter var i overensstemmelse hermed, som renset for ”sagsmæssige” overvejelser, det der binder individer sammen gennem samfund, men med et blik for normer, regler og rutiner, og deres afvikling gennem konflikt eller konsensus. At mennesket i forvejen er relateret til hinanden gennem opgaver og løsningen af problemer i et livspraktiske perspektiv, faktisk det bedste man formår lige nu, ses ikke, og der kan derfor heller ikke støttes op om den andens udvikling af selve livsførelsen. Derfor er der store problemer for de kritiske social- og sundhedsarbejdere, når de efter endt uddannelse, kommer ud i arbejde i kommunale institutioner. De er teorimæssigt amputerede, og vender enten faget ryggen eller bygger ubehaget ind som særlig norm for distanceret omgang med det svære. I starten er der et transformationsproblem omkring den kritiske indfaldsvinkel, senere sluges denne og bæreren selv op af institutionen. Udvikling bliver ikke en udviklings af institutionens praksis med sine brugere, klienter eller patienter, men en udvikling alene indenfor det personalemæssige univers, om den ”korrekte behandling” af brugerne.

Socialpædagogiske og socialpsykiatriske teorier uden ”sager”, de virker igennem

Studeres de forskellige studenterprojekter om Gaderummet og Regnbuen, udarbejdet af studerende fra Socialpædagogiske uddannelsesinstitutioner, er det tydeligt, at Gaderummet i alle projekter har en mere eller mindre begrundet særstatus, om end ikke altid klarlagt, over for andre sammenlignelige steder for unge, pædagogiske eller psykiatriske. Det omhandler den ”sagsmæssige” tilgang til praksis, over for gængs praksis indenfor pædagogiske og psykiatriske institutioner, hvor fokus er det normative og den rolleopdragende funktion, med de midler af teknisk, tvangsmæssig og psykofarmakalogisk art dette samtidig kræver. Omvendt havde studenteropgaver fra RUC og Københavns Universitet altid det sagsmæssige med, når Gaderummet blev indkredset, men samtidig lå det i teksten og analysen, at det stred mod andet på området, og at det var et spørgsmål om tid og historie, før det ville blive anderledes. ”Urolige modsigelser” blev slået an, jf. til eksempel ” På kanten af Integration, socialpsykologiopgave”, 2006 dec. og ”Social eksklusion i sort”, Anja Blaksmark nov.2007.

Teoriernes udbredelse - og de der mangler - spejler omvendt den etablerede magtbestemte institutionsstruktur med dens dominante udelukkelse af ”individers reelle sagsforhold for livsopretholdelse” fra deres betingelsesgrundlag, og hvad der er aktuelt realiseres, som en art generel samfundsmæssig handleevne på det sociale og sundhedsmæssige område, er simpel indøvning i eksisterende klassemæssige former for livsopretholdelse – trods at problemernes løsning ligger på niveauerne videre. Tiderne er forbi hvor socialrådgiverne råbte op, eller psykologerne, eller de børnesagkyndige. I dag råber alle op, og ingen høres. Der er aktivering for unge, der virker mod dets hensigt, da kun nogle profiterer af det; der er udstrakt medicinering af psykologiske problemer, trods at de er sociale i deres genese, og trods at flertallet mistrives hermed; der er udstrakt brug af tvangsfjernelser på et ufagligt, for barnet gennemtænkt grundlag, hvor kommunal kontrol går forud omsorgen for barnet.  Stadig flere havner i kroniske funktionsudueligheder, trods at ”samfundet” vil dem det bedste. Men så må man jo nedsætte deres ydelser, og fratage dem mere hjælp, nu de ikke makker ret. Sociale ”mis-forhold”[66] bliver sat i system, og vender tilbage som handlenorm fra de udnævnte ”socialt kompetente” individer, overfor de ”andre socialt inkompetente”, hvor ”løsningen” af det givne mis-forhold, består i dets udpegning og dets identifikation, med sig selv som den kompetente, som et system der forlanger alt, endog ens tro tillid, og intet selv viser.

At gå den anden vej er, at sætte i system, danne norm fra neden og ud fra, hvordan det er muligt i konkrete enkelttilfælde at etablere løsninger med de, det angår. Skal det sidste blive virkeligt, kræver det begrebslig blotlæggelse af ”en sådan anden vej”, ellers kan den heller ikke praktisk trædes til ende. Og udgangspunktet må være givet i, hvad der i den gamle form mangler. 

At bygge det sagsmæssige ind allerede i tilgangen til løsningen af sociale problemer, er at etablere ”brugerstyringen” som subjekt for institutionel praksis for samfundsmæssige konflikter. Hvis ikke det er muligt at være medopstiller af problemer i min egen problemløsningsproces, hvordan så egentlig blive subjekt for kommende samfundsmæssige opgaver? Gås des denne vej, betyder det opbygningen af sammenhænge, hvor der er fri adgang over dørtærsklen, men som ikke hviler på, på forhånd givne eksklusionskriterier. Løsningen er en kulturel og organisationsmæssig sammenslutning i en struktur, der med et andet indhold kan tage over. Dette kan nok så megen folketings- og kommunal-aktivitet ikke løse. Det er ikke muligt at reformere sig til brugerstyring, for bureaukratiet kan ikke afbureaukratisere sig selv, lige som magten ikke afmonteres af egen kraft. Sagsforhold må derfor fremmes, allerede i deres første udtale. Samtidig virker magten dog gennem de karaktertyper, som den skaber i sin reproduktion, hvilket kun sekundært er sagsbestemt. Til eksempel. Det sociale- og strafferetslige område har det seneste årti, gennemgået en voldsom forandring, hvor det strafferetslige nu dominerer det sociale, altså ”ret og straf” før ”fælleshed”. Nul-tolerance har erstattet social omsorg og udviklingsarbejde. De mennesker der i dag udfører dette, præges selv heraf. Karaktertyper der opdrager eller straffer, præger dem selv gennem deres indvirkning på andre. Handles der med norm overfor mis-forhold, fordres en samtidig udelukkelse af egne menneskelige sider.

Højrefløjen

Højrefløjens blik kender vi kun fra Borgerrepræsentationen og Folketinget. Det har været enten det ”ufølsomme blik”, når det psykiske går i kludder, eller medfølende at så må der sættes ind med behandling, eventuelt med tvang, hvis ikke man accepterer sin tilstand som behandlingskrævende.

Vi kender ingen højrefløjspersoner, der er kommet i Gaderummet, og lige så heller ingen venstrefløjspersoner, der kom i Gaderummet. I Gaderummet var højre-venstre på en afgørende måde ophævet. Det var ikke dét, det kunne handle om, at anskue efter denne kategori, men at gribe interesser i perspektivet fællesskabsløsninger, og at have dette perspektiv med i konfliktprocesser.

Det betød ikke, at der ikke var fronter eller grupper med interesser rettet mod andre til stede i samme sociale sammenhænge, men at en løsning af forholdene angik en ændring af de fælles betingelser for konflikt. Den interne slagsmåls-kode var, at ”kan man ikke koge ned, så må man gå uden for og koge af, eventuelt finde et træ at slå på”, upåagtet om det er åbenlyst at den anden var idioten eller ubetinget startede. Denne tilgang til skærpede konflikter, hvilede på hvordan de kunne komme i stand. Og det måtte omhandle, at siden folk var mødt op, så havde de en interesse, og havde de ikke dette, fx grundet mangel på fornemmelse af tid, rum og betydning, så måtte det gennem en fælles afklaring skabes.

2005 Flytning til nyt hus, der fysisk ombygges til et blødt sted ud fra Gaderummets ideer

Vi flyttede i april 2005. Huset i Rådmandsgade 60 var blevet renoveret efter Gaderummets ønsker. I starten har vi sikkert talt volapyk til forvaltningen, men vi fik vores vilje. Huset blev indrettet som et åbent og blødt hus, og som en art organisk funktionsenhed, hvor det skulle være muligt at håndtere lige meget hvilket problem, der skulle opstå – ved at rumme det, ikke at skille os af med det, til uden for huset.

I september 2006 færdiggjorde ildsjæle i personalegruppen et årelangt forskningsprojekt – ”Projekt Indre Lænke”[67] - der ud fra samtaler med unge i Gaderummet, beskrev Gaderummet og dets praksis. I november udformes efterfølgende en artikel om ”Økonomien i Gaderummet 2006, og de faglige udfordringer”, der skitserer et medforskningsdesign for et særligt arbejde med restgruppen i Gaderummet, ”de evige psykoser” og ”de fortløbende indestængte”, med et håb at komme bag problemet, til almengørelse. Artiklen kan også læses som en statusbeskrivelse af Gaderummets aktuelle forsknings praksis – udformet lige inden kommunen kom med sin diktatoriske normpegefinger!

Desværre – eller sådan er det vist mest - lagde kommunen med sin endelige godkendelsesskrivelse[68] – som vi ikke fik mulighed for at ændre en tøddel på – en bestemt ramme ned over husets arbejde, som det senere kunne bruges til at sige, vi afvej fra. I 2007 kom så kommunens udlægning af de ord, de havde dikteret for praksis – og i hvilke vi nu var for forskellige, trods at det eneste der havde ændret sig i Gaderummets arbejde, det var at det foregik et nyt sted. Vi brugte stadig vores arbejdskraft på at medvirke til løsning af ungeproblemer, og at fremme unges interesser, specielt indenfor det sociale system, som svigtede dem. Jeg tror det er denne praksis fra Gaderummets side, der er den egentlige grund til vores senere lukning. Den udfordrede et kommunalt system, der har indrettet sig på bunkebryllup af unge gennem udsigtsløs aktivering, og tvangsbehandling af de unge, der ikke makker ret.

Hvordan har det sneget sig ind, dette magtperspektiv på sociale konflikter? Den samme bevægelse, som stiller mennesker i ”sociale begivenheder”, dvs. i krise eller nød der ikke umiddelbart kan løses indenfor de givne betingelser, og hvor de skal løses med mere af det samme, som har fostret dem, denne virker også tilbage på de omgivende forhold. Nu behandles også de endnu ikke-danske statsborgere, nye etniske grupper, flygtninge og indvandre, med den særlige nedre grænse, at flertallet af dem og deres børn udvikler psykiske forstyrrelser af mere kronisk art. Havde de ikke i forvejen krigstraumer, så skal de få flere at tænke på, hvis de bliver i Danmark – synes den statslige karaktermaske på område i dag at diktere. hvor mere eller mindre specificerede tiltag udvikler sig, til overgribende forholden-sig af enkelttilfælde respektive afvisning gennem deres negligering. Dette uhyre sorteringsarbejde af mennesker, etablerer selv sine særlige karaktertyper af særlige menneskelige individer, der administrerer et dertil hørende særligt bureaukrati. Når noget danner norm, lige meget hvor beskidt og urimeligt og unfair mod mennesket det måske er ved første øjeblik, jo mere er det jo vigtigt at fortsætte linjen, ikke vise svaghed, men måske endda gå forrest. Sagen mellem mennesker er her den allerede givne magt, den ideologiske kompetences selvrealisering, eller selvbekræftigelse i egen personlig gestalt og med sandhed som selvfascination. At de mennesker, der er på tale, på flugt fra krig, tvangsfjernet som barn fra svigtende forældre, svigtet af samfundet, osv. osv., selv har sagsforhold i deres liv som de handler på, og som mere eller mindre også har bragt dem i den aktuelle situation, alt dette betyder ikke noget, for det handler først og fremmest om sorteringen, så dernæst …  

Og den ”egnede” psykiater, var et forkert valg. Han var allerede købt, om ikke andre steder fra, for han havde så travlt, så i hvert fald af Københavns Kommune, der senere har taget hans rent biologistiske psykiatri til sig – hvilket gadens unge ikke gjorde! Efter først at have profileret sig af sit samarbejde med Gaderummet, og efterfølgende shuffet sit arbejde, åbenbart ej heller at kunne det, han sagde han kunne, og brændt klienterne i Gaderummet af, skrev han følgende afskedssalut til Socialudvalget i kommunen, da han endnu engang var blevet bedt om at leve op til sin arbejdsforpligtigelse:

”Vi har nu forsøgt igennem snart 2 år, og vi må erkende at vi ikke mener det er muligt at få den fornødne opbakning til vores arbejde fra ledelsen i Gaderummet”(Henrik Rindom og Birgitte Welscher, Hvidovre Hospital 2.marts 2007)

Gaderummet svarede ved en gennemgang af enkelte udvalgte sager, jf. ”Om samarbejde med Hvidovre Hospital 18.april 2008”, v Alina Djakowska; - Og Socialudvalget formåede efterfølgende at tænke således:

”Gaderummet har endvidere i et brev af 18. april 2007 til Socialforvaltningen som svar på Hvidovre Hospitals henvendelse om samarbejdsproblemer, rettet angreb mod overlæge Henrik Rindom. Dette bestyrker forvaltningen i, at Gaderummet med den nuværende ledelse ikke vil være i stand til at etablere et godt samarbejde med behand-lingspsykiatrien”, jf. Beslutningsprotokollen 2.maj 2007, ordinært møde, Socialudvalget Københavns Kommune.

Rødder på RoskildeRødder i gårdRødder foran hus
Flere billeder

2007 Gaderummet bezættes

Pengene, der kommer fra Folketinget, men administreres af kommunen, tages fra Gaderummet d.3.maj 2007, og Gaderummet bezættes fredeligt og symbolsk måneden efter, d.1.juni 2007[69].

2008 Gaderummet ryddes

Arbejdet fortsætter og døren er stadig døgnåben, og det videreføres helt frem til d.21.november 2008, hvor politiet første gang stormede huset, sendte de fleste sorte via Sandholm tilbage til Afrika, anholdt resten, og satte kommunen ind. Efterfølgende er unge fra Gaderummet, der har søgt at komme ind i deres gamle hjem, blevet anholdt af politiet, og de slæbes i 2010 i retten for ulovlig indtrængen.   

Gaderummet havde ikke en plan B, og kunne med de rådende forhold heller ikke have det, og er nu på gaden, med nogle unge under tag, de fleste ikke, og stort set alle ejendele og værdier gået tabt. Men ikke vores arkiv, bibliotek, serversystem, de opgaver vi udfører, og den sociale struktur, som bærer den. Hvad det må blive til, må tiden vise   

Gaderummets Befrielsesfront 2009

Med fratagelsen af Gaderummets lokaler forsvandt et socialt og psykologisk frirum for alle, men specielt for unge uden andre steder, med adgang direkte fra gaden gennem en åben dør, og man kunne blive der hvis man havde behov. Gaderummet havde ingen udsmidere eller dørvogtere. Gaderummet var et kollektivt projekt. Den åbne adgang fra gaden til Gaderummet, var den også den frie tilgang til at finde ind i samfundet igen, på egne præmisser, gennem stedets rum, dets kunnen, de sociale midler og menneskelige ressourcer, den direkte brugerindflydelse, og gennem fællesmødebordet. Gaderummet havde en formuleret socialpsykologisk praksis, hvor ingen ung var en rest, der kunne opgives eller afvises.

Med lukningen fremkommer gennem miljømæssig udfyldning en variant af det gamle kommunale system, der tidligere har skabt disse unge, og i dag skaber nye - de ca. 20% i enhver generation, den såkaldte restgruppe – der har så dårlige betingelser, eller trives så dårligt, at de er i fare for at udvikle vedvarende sociale og psykiske problemer. Restgruppens størrelse er de senere år stigende, trods en lang periode med fuld beskæftgigelse og næsten ingen ”ledighed”, og trods initiativer til fremme af det modsatte.

Systemer og institutioner, hvor indflydelsen for unge kun er ”fra oven”, via den totale kontrol fra institutionens center og ned i personalegruppen – fra skranke til skranke, startende med døren, takler bestemt ikke alt. En sådan institution og institutionsstruktur, producerer automatisk sin egen restgruppe, enten afvist forud i døren i visitationen, eller som nederlag bagud, fordi man ikke passede ind, og blev udstødt - og i begge tilfælde samtidig på hver sin måde præget heraf. Nok så meget ny socialpædagogik og psykiatri løser ikke dette, men fører kun til mere bureaukrati og nomenklaturdannelse.

Gaderummet var et forsøg på at bryde denne ”udstødelsens paradoksale cirkel”, og det lykkedes også eminent år efter år i dets lokale udstrækning, med midler fra staten, men midler som kommunen åbenbart ikke til sidst kunne stå for selv at ville administrere. Fra ”udstødte unge til samfundet, alle som hobe”, som Gaderummets gamle princip virkede igennem, er dette i dag decimeres til et ”endnu et kommunested for en specifik målgruppe af unge”.

Økonomisk er der tale om mindst en tredobling af udgifterne, samtidig med et afgørende mindre menneskeligt ”outcome” på alle niveauer, jf. artiklen og debatten i ”Om den grænseløse kontrol. En sammenligning af to forskellige institutionstyper for hjemløse og udstødte unge”, Gaderummet 2008”.

Fra et socialpsykologisk standpunkt er det et stort praktisk tilbageskridt. For de sidste mennesker med Gaderummet inden døre, har det for mange været en større eller mindre katastrofe, at det ikke lykkedes at fortsætte - inden døre.

Årstal om Gaderummet

2009 Januar. Kommunen råder over Rådmandsgade 60. De lader en lille gruppe af unge fra deres nødsted i Fensmarksgade flytte ind i huset, såfremt de vil smide Gaderummets gamle ting ud. Det gør de, de unge, og da de er færdige efter en måned, smides de selv ud huset af personalet, og formenes efterfølgende adgang.

2008 November 28. Politiet stormer igen Gaderummet, og arrester 7 hjemløse, der aktuelt befinder sig i huset. De løslades dagen efter, og præsenteres samtidig for et bødeforlæg for deres ophold i Gaderummet. De skal i retten d.12.februar 2010

2008 November 22. Gaderummets bezættes igen.

2008 November 21. Gaderummet stormes af politiet, 26 anholdes, 21 deporteres dagen efter til Afrika, resten løslades til gaden.

2007 juni–2008 november. Denne periode fortjener den største granskning

Lige fra 1. utrolige ressourcer fra nærmest de største bumser eller de laveste af os alle sammen, over 2. dagligdagens solidariske fungeren alligevel, trods 3. alle strabadserne med at bygge op og bygge ned, og den hjælp vi fik, og 4. samle ind, og ud med Ønskebrønden, og ud og samle brænde, og 5. i pauserne forsvare mod os hvad som helst langt ude fra kommunens socialudvalg, til 6.   fondsstøtte fra store private fonde, der trods den åbenlyse modsætning til kommunen, alligevel støttede Gaderummet.  Og .......

Der er lavet et studenterprojekt midt i perioden, med udgangspunkt i: ”Det har været mit ønske at forklare, hvad der gør Gaderummets fællesskab i stand til at modstå det pres, som følger af konflikten”, jf. ”Gaderummet – en analyse af et fællesskab”, Anne Lei Jacobsen RUC 2008. Projektet bygger på forfatterens interview og fællesarbejde med de enkelte unge og Gaderummet som sådan.

I den næsten 2 år lange strid med Københavns Kommune med Enhedslistens Mikkel Warming i spidsen, er vi kun stødt på ganske få papirer, der ud fra et partipolitisk standpunkt, fagligt problematiserer og kritiserer dispositionerne, fx Hanne Smidt: ”Til Københavnerbestyrelsen i Enhedslisten”, sommeren 2007 og Poul Møller ”Til Enhedslisten”. Lige så har personer omkring Dagbladet Arbejderen og Kommunistisk Parti formuleret sig. I den grad Mikkel Warming og Enhedslistepersoner overhovedet har svaret på kritikken, er det enslydende kritik af undertegnede person, under en samtidig skønmaling af kommunens praksis og af den etablerede psykiatri og socialpædagogik. Må jeg tillade mig at sætte et ”!”
I den grad der i dag kan tales om en venstrefløjspsykologi, så er den endnu ikke kommet ud over sin lokale indbinding; og i den grad den har formuleret sig, er det psykologi ”fra oven”, der i sin grundstruktur er identisk med det borgerlige samfunds psykologi, og den psykiatri, der styrer denne. Kan venstrefløjen i et borgerligt samfund ikke, hvor den har indflydelse, gøre en grundlæggende praktisk forskel, teoretisk og empirisk, vil den med sin selvpåkaldte eksistens, tilsløre modsigelser, og tvinge mennesker ned i de forkerte og umulige kampe. Når ”samfundskritik, psykologikritik og psykiatrikritik” kommer fra den ”gode holdning”, eller sættes igennem ”fra oven”, er alle lige langt, for alle har lige ret. Sker dette fra et venstrefløjsstandpunkt, vil det være borgerlig psykologi af værste skuffe, med et grundlæggende svigt af det arbejdende menneske.

Den foreliggende tekst har fået følgende kommentar med på vejen af en tidligere bruger af Gaderummet. Jeg gengiver den her, og vil følge kritikken op, lige som jeg håber andre vil bidrage hertil.

”I din tekst om gaderummets historie og venstrefløjen som sådan, savner jeg en konkretisering af hvad konsekvensen er for folks psyker, når den fornægtes. At bevistheden kastes lige i favnen på den etablerede psykiatri når enkeltpersoner ryger på røven. Det fremgår efter min mening ikke tydeligt nok, at venstrefløjen ”skyller barnet ud med badevandet”, ved ikke at tage den kritiske psykologi til sig som sin. Vil gerne have mere info om, hvad den byder på. Ved kun at opridse venstrefløjens afstandstagen, og ikke uddybe hvordan kritisk psykologi praktiseres detaljeret og hvordan den virker for den enkelte og i en kollektiv sammenhæng, bliver din tekst nærmest til et gravskrift, og det er synd! Tror rigtigt mange kan nikke genkendende til følelsen af isolation, og kryben til korset når det eneste alternativ er ego-terapi hos etableret psykolog, vejen hvor ”enhver er sin egen lykkes smed”, og samtidig søgen ned i pilleæsken for at sove, Fontex-æsken for at kunne fungerer og face omgivelserne osv. Håber ikke min kritik er for negativ”, Akina.

2007 juni. Gaderummets brugere og frivillige beslutter at blive i lokalerne Gaderummets lokaler i Rådmandsgade 60. Socialforvaltningen fremfører, at det er den daglige leder, der bezætter huset, og tager alle brugere mm. som gidsler, for at kunne beholde sit eget arbejde.

2007 maj 02. Socialudvalget beslutter at inddrage Gaderummet midler på 3.9 mill. årligt fra Velfærdsministeriet. Samtidig trappes kritikken af Gaderummets behandling op. Socialborgmester Mikkel Warming fremfører flere psykiatriske unge, der skulle være svigtet grundet manglende tvangsbehandling af dem via Gaderummet, men som tidligere ingen dokumentation.

2007 April. Trods utallige henvendelser til forvaltningen og Socialudvalget, fra brugere, fra ansatte og fra frivillige, ingen tilbagemelding på tilsynsrapporten, som udgør en konstruktion for lukning af Gaderummet i den etablerede form. Samtidig trappes en kritik op mod Gaderummet, fra flere Socialudvalgsmedlemmer, at Gaderummet er et forfærdeligt sted, da ”det har talt psykiatrien imod”.

2007 Februar 28. Ekstraordinær generalforsamling i Gaderummet fastholder eksklusionerne, og påbegynder arbejdet med at danne en ny og legitim bestyrelse. Det erfares at den gamle bestyrelse ikke sad på lovligt mandat, da dette skulle have været fornyet allerede i 2006. Dette bekræfter også at den daværende bestyrelse i Gaderummet, ikke havde været sin opgave voksen. 

2007 Januar. Gaderummets bestyrelsesformand går sine egne veje, vendt mod Gaderummets brugere, personale og frivillige, og til imødekommelse af Kommunens påbud, trods at bestyrelsesformanden lige forinden, og skriftligt, have afvist samme påbud som relevante ift. Gaderummets arbejde. Bestyrelsesformanden får mistillidsvotum mod sig af den samlede medarbejdergruppe. Og der indkaldes til ekstraordinært bestyrelses- og husmøde d.28.janusr 2007, hvor bestyrelsesformanden samt endnu et bestyrelsesmedlem ekskluderes af bestyrelses.  

2006 November. Socialfagligt Tilsyn fra Københavns Kommune afleverer udkast til tilsynsrapport, på grundlag af besøg i Gaderummet 4 måneder før. Tilsynsrapporten kommenteres af Gaderummet, men ingen indvendinger accepteres. Tilsynsførende fremfører samtaler med ”én stærkt psykisk syg og en alvorlig psykisk syg”, som påstås svigtet, da Gaderummet har en anden holdning til behandling end psykiatrien. Men hvori svigtet er, og hvem det angår, dét vil Tilsynet og kommunen ikke dokumentere. Tilsynsrapporten fremmes uden ændringer d.2.januar 2007, til den færdige rapport. 

2006 August. Gaderummets forskningsrapport ”Projekt Indre Lænke” er færdig efter 3 års hårdt arbejde, og præsenteres nu for Helseforeningen, der har støttet dens udformning. Det gøres ifm. fejringen af Gaderummets 10 års fødselsdag.

2005 April. Gaderummet flytter ind i Rådmandsgade 60. Huset er designet efter Gaderummets ønsker om ”et blød sted”, med åben dør og brugerkontrol. Pengene til renoveringen kommer fra tidligere driftsstøtte til Gaderummet fra Socialministeriet, men som ikke er blevet udbetalt grundet at Gaderummets lokaleforhold ikke var i orden. Driftsstøtten konverteres til renovering, og ½ hus kan istandsættes.

2004 Gaderummet finder bygning til nyt sted. Kommunen accepterer bygningen, men afstår fra at hjælpe Gaderummet med at erhverve den ved at stille kaution for depositum. Det betyder senere, at kommunen giver sig selv huslejekontrakten til den nye bygning, og kan kræve at der indføres særligt kommunalt tilsyn.

2003 Femte sal nedbrænder. Dagen efter flytter alle ind igen på 4.sal, og begynder samtidig opbygningen igen.

1998 Sommer. Kommunen afviser totalt nogen form for støtte. Men foreslår, at Kalle – som uddannet psykolog - at han tager penge for sin psykologhjælp fra de unge i Gaderummets lokaler, for her igennem at betale sig selv og huslejen. Desuden kræver kommunen at overnatningen skal høre op.

1997 November. Gaderummet tager kontakt til Københavns Kommune med henblik på støtte, da opgaven er for voldsom til frivilligt arbejde, men ser ud til at kunne løses ved at støtte op om Gaderummet, med midler til ansatte og arbejdsmidler.

1997 Oktober. 40-45 bz’ere flytter over 1 uger ind, grundet rydning af de sidste bezatte huse på Nørrebro. Dette trapper konflikten op ift. naboer til Gaderummet, der oplever sig forstyrret på deres nattesøvn, grundet Gaderummets døgnåbne eksistens.

1996 August. Regnbuen flytter til Nørrebrogade 56, Baghuset, og danner umiddelbart efter Initiativgruppen Gaderummet. Stedet er på 2 etager, en 4.sal og en 5.te sal (spidsloft) og på i alt på ca. 350m2

1996 Solidaritetshuset bliver for lille, da alle husets grupper vokser og udvikler sig. Rådgivningen siges op af Rebel.

1995 Socialt ArbejdsKollektiv dannes til videreførelse af Studerende mod Racisme og som faglig tænketank for etableringen af et generaliseret hjælpenetværk for mennesker i krise eller nød.

1994 Rådgivningen og Studerende mod Racisme flytter ind på 1.sal i Solidaritetshuset, der også huser resterne af Venstresocialisterne, Tillidsmandsringen, samt en nystartet ungdomsorganisation Rebel, jf. ”Velkommen til Solidaritetshuset. Indvielsesfest lørdag d.9.april 1994”.

1993 20.oktober Politiet stormer Studenterhuset, beslaglægger rådgivningens og Studerende mod Racismes materialer og papirer – som frigives gennemrodet 3 uger efter. I mellemtiden har vi fået logi hos Socialistisk Arbejder Parti, hvor vi bor i deres fællesrum og køkken.

1993 Sommer. De nationalistisk-okkulte grupper i Studenterhuset trækker sig tilbage, 

1992 Nationalistisk-okkulte studentergrupper har etableret sig og arbejder aktivt for indførelsen af nazisternes hagekors og tilsvarende adfærd i Studenterhuset

1989 Studenterhuset vinder sin kamp for huset, og kan nu åbne officielt.

1985 Rådgivningsgruppen Regnbuen starter op i Studenterhuset. Dels med gratis psykologisk rådgivning, dels med Studenterhusarbejde ud fra devisen: Den bedste forebyggelse, går gennem udviklingen af de sociale strukturer 

1984 Opstart af møderække for en alternativ psykologisk rådgivning med udgangspunkt i Kritisk Psykologi

1981 Studenterrådsarbejde for etableringen af et Studenterhus i Købmagergade 52

1980 Etablering af ”Forum for Kritisk Psykologi”, ved motor og psykologistuderende Jørn Graabæk Nielsen. Se FORÅR FOR FRIHEDEN, 1.maj 1988

1979-80 Opstart af arbejds- og oversættergrupper i Kritisk Psykologi, Psykologisk Laboratorium, Københavns Universitet Amager.

Noter

[1] Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., Gaderummet-Regnbuen Januar 2010.

I en tidligere artikel har jeg søgt at indkredse Gaderummets praksis ”fra oven”, ved at afdække hvad der er på et spil, når en dør er ’helt åben’ for løsningen af problemer, og hvordan dette slår det personlighedsmæssige an som genstand for videre færden, jf. ”Marginalisering og psykiske forstyrrelser”, Forelæsninger DPU Kalle efterår 2007.

[2] Spørgsmålene fra Autonom Infoservice er her - Spørgsmål til Gaderummet, 4.nov.2009 - og de forarbejdede svar er her: GADERUMMET - Historien om et selvforvaltet projekthttp://www.autonominfoservice.net/. Tak til Alfred og mediekollektivet Autonom Infoservice for det store arbejde med vores tekster.

[3] Klaus Holzkamp er den første der formulerer dette fokus som genstanden for psykologisk forskning, og det gøres gennem begrebet om ”menneskets empiriske subjektivitet i det borgerlige samfund”, jf. s.14 i K.Holzkamp 1973: ”Sinnliche Erkenntnisse – Historischer Ursprung und gesellschaftliche Funktion der Wahrnehmung”, Athenäum Taschenbücher 1973, 4. Auflage 1978.

[4] I Sovjetpsykologien gøres sandhed til et klasseanliggende, det proletariske, hvor dogmet om sand eller falsk bevidsthed, analogiseres til tilslutning eller afvisning af den proletariske revolution; I Den kritiske teori derimod bliver mennesket først til et sandt menneske, når det ved hjælp af teoriens anvendelse på andre, gør det ubeviste eller det ikke-bevidste, til det bevidste. I Kapitallogikken eller i den strukturalistiske psykologi, er mennesket derimod et strukturpunkt, og det sande er accepten af denne nødvendighed, der gør mennesket til ikke-subjekt, og til ren kapital-refleks. Jf. også kapitel 1 i ”At svare igen med udvikling”, Kalle, Forum for Kritisk Psykologi 1988.

[5] Klaus Holzkamp udvikler senere, i kapitel 9 i ”Grundlegung der Psykologie”, Campus 1983, en løsning med udgangspunkt i ”medforsker”-konceptet. For dansk bearbejdelse, se ”Grundlegung der Psychologie på dansk”, Regnbuen.

[6] Jf. Grundbegreber i psykologien - en kritisk psykologisk analyse”, Kalle 1994, og ”Introduktion til den Kritiske Psykologi”, Kalle 1991.

[7] Jeg skal lade begrebet om ”Munkemarxismen” være ubestemt i dette papir.

[8] Karen Jespersen, og Ralf Pittelkow – og også Lars Hedegaard - har gjort hele bevægelsen med, fra leninistiske strammere i Venstresocialisterne i 1970-erne til den yderste nationalistiske højrefløj omkring Dansk Folkeparti fra år 2000.

[9] Parallelt med dette studenterinitiativ, etableredes en anden kritisk psykologisk gruppe, jf. også ”At svare igen med udvikling”, Kalle 1988, og Kritisk psykologisk forum - politisk!, Kalle 1988.

Den udgik fra praksisundervisning på psykologistudiets overbygning, hvor daværende lektor, nu professor, Ole Dreier etablerede praksishold, der skulle fremme det professionsmæssige og videnskabelige arbejde for færdiguddannede psykologer inden for et lønarbejdermarked. De kaldte sig ”Færdigorganiseringen” eller ”Kritisk Psykologisk Forum”, og trods mange forsøg på at få de to fora til at handle sammen, så lykkedes det aldrig.

Lønarbejderorienteringen i ”Færdigorganiseringen” blev suppleret med en studenterfjendtlighed – pudsigt, da alle lige selv havde været studerende - og efterfølgende formåede de fleste aktører at skrue deres opfattelse af den ”Kritiske Psykologi” ned i en uskyldig skoledannelse, så den blev ”stueren” på lige fod med andre skoledannelser, og til naturalisering af alles evige kamp mod alle om den ”rette almenhed” for psykologien. Der var ikke – og kom aldrig – den fornødne vilje og opofrelse i psykologstanden til at tage fat på udviklingen af en psykolog, der ikke hvilede på lønarbejderkompromisser. Inden for det kliniske område og det psykiatriske betød det, at en ”parallel rådgivningsstreng til psykiatrien” ikke blev sat i værk, trods megen Folketingsaktivitet og et næsten flertal herfor dengang i slutningen af 80-erne, hvor psykiatrien igen viste sin omfattende inkompetence. (I dag er den bare ikke formuleret). Dels var mit eget bud via Regnbuen ”lokalt” i den forstand, at det slet ikke tog hensyn til kompleksiteten i området, dels forudsatte det at hobe af erfarne psykologer ville gå med ind i selve udviklingen heraf, hvilket viste sig ikke at holde stik. Det var mere den liberale tendens - psykologer rettet mod det private marked - der trængte sig igennem dengang.

Set fra i dag, hvor autorisationssystemet for psykologer er nærmest fuldt udbygget, og hvor psykiatrien i samme tidsrum har etableret såvel en Distriktspsykiatri og en Socialpsykiatri ved siden af den selv som Hospitalspsykiatri, er der dog intet, der fortæller at opbygningen af en ”parallel rådgivningsstreng til psykiatrien” skulle tilhøre fortiden. Den er, med erfaringerne op til i dag, endnu mere nødvendig – for hvor er brugerperspektivet? Det var ikke i psykiatrien, hvad der måtte føre til modstand, men det er heller ikke blevet bygget ind i de nuværende fremtrædende former for psykologisk intervention. Det er fraværende, til fordel for metodeovervejelser. Der er kun én der stiller problemet op, det er det behandlende subjekt, og dette ud fra internationalt vedtagne standarter, der så får sin lokale omformning gennem praksis. Der er de fælles internationale standarter, hvor der kan vælges mellem flere, fx ICD 10 eller DSM IV, om end man skal transformere sine udtalelser lidt, afhængig af modtageren, og deres filtrering igennem praktiske valideringsstandarter for professionel standart. Her lyder det i dag, at de skal være evidensbaseret, fra socio-assistent til psykolog og meget mere, og selvfølgelig må man medregne mange former herfor: den metodiske, den pragmatiske, den teoretiske og den praktiske evidens; - For ti år siden havde det eklektiske paradigme sin dominerende dominans, hvor alle skulle tage hvad de kunne bruge, fra hvem som helst, og fra et hvilket som helst paradigme, de skulle blot ”virke” på et eller andet niveau over for den anden som psykologisk væsen. Det var dengang efter de ”store historiers fortælling” var brudt sammen, ingen socialisme forude, kommunismen havde fejlet. Men straks en refleks ned i ”åndsvidenskabernes” arbejde med verden, at så måtte der findes andet, der ”virker”. Det blev så først det eklekticistiske, siden det evidensbaserede – men samme behandling af almenvældet: det rette eller den opbyggelige behandling af det med de forhåndenværende søms princip, godt nok standardiseret, men alligevel.

Psykologi kan hermed i praksis indrette sig som juraen, den måler de umiddelbare afvigelser fra en given norm, og kalder på deres umiddelbare genoprettelse.

Der skal næppe her ind i år 2010 kimses af det evidensbaserede perspektiv og dets fortsatte udbredelse i Danmark, den kortsigtede virkningsafhængighed som grundlag for handletiltag, og som fremtidig regional styreform. Med mindre der sker noget! Det evidensbaserede som videnskabelig handlenormstendens er i dansk regi, en ren refleks af ”kontraktpolitikken” fra 2001, indført af Fogh med regeringsdannelsen i 2001, med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. ”Kontraktpolitikken” institutionaliserer det ”lige og frie bytte” som også socialpolitikkens og retspolitikkens princip. Mens alle har talt om Foghs skift til velfærdsstatslig forkæmper, for at få indflydelse, så har samme person indført sin minimalstat af sin helt egen bagvej, ved at gøre det han ville, omfordele kapitaltilgang til erhvervslivet og den ellers frie konkurrence.

[10] Undertegnede gik ind i studenterorganiseringen i KAP i 1977, og der var et sprudlende miljø og en boglade. I 1982 pakkede jeg de sidste rester af ikke solgte bøger og tidsskrifter ned. Det har været god grundlitteratur for de grupper, jeg senere arbejdede i, eller for uheldige forbipasserende. Men jeg havde i mange år dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne betale nogen steder for de skrifter, jeg gratis delte ud af.

[11] ”Et hjerte der slår – muren der faldt”, Kalle 1990 i FKP nr.6-7.

[12] Jf. begrebsafklaringen i indledningen i ”Problemer, problembestemmelse og misforhold”, Kalle 1990.

[13] For debatten se W.F. Haug og Mogens Pahuus i: ”Politisk økonomi og privatformen”, Philosophia 1-2-3, 1979.

[14] Brecht i W.F. Haug: „Aktualisierung Brechts“, Argument Sonderband 50, 1980, s.58.

[15] Niels Engelsted: ”Personlighedens almene grundlag I”, s.140. Engelsted søger med sit bidrag at tale om en særlig ”dansk skole”.

[16] S.256, 264, 272-73, 296, 492, 494 i Jens Mammen: ”Den menneskelige sans”, Dansk Psykologisk Forlag 1983.

[17] Erik Schultz: ”Personlighedspsykologiens teori og metode”, Det Humanistiske Fakultet, 1986, s.265.

[18] I “Grundlegung der Psychologie”, Campus 1983.

[19] S.87 i W.F.Haug: ”Über den Dobbeltcharakter von Handlungsfahigkeit”, s.85-94 i Wolgang Maiers & Morus Markard (HG.): ”Kritische psykologie als Subjektwissenschaft. Klaus Holzkamp zum 60 Geburtstag”, Campus 1996

[20] Logisk kan det formuleres således: magt kan ikke forudsættes som samfundsdanner, for hvor skulle den magt komme fra, magten, om ikke fra samfundet selv. Der forudsættes det, som man ønsker at fremføre. Ute Holzkamp-Osterkamp går denne vej i sine analyser af den menneskelige motivation, jf. ”Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung I og II”, Campus 1975. 

[21] I relation til Klaus Holzkamps analyse i ”Grundlegung der Psychologie”, er vi med samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse, på niveauet for femte analyseskridt, og dermed også for første analyseskridt i omgangen med den nye kvalitet. Hidtil kan der med Holzkamps analyse, tales om 5 individual-videnskabelige kategorier i individet i dets samfundsmæssige praksis. A. Objektivt bestemte historiske livsbetingelser; B. Betydnings- og handlesammenhænge; C. Subjektive handlegrunde; D. Psykiske dimensionen ved handleevne/befindende; og E. Det biologisk-fysiologisk niveau; Jf. s.356 i ”Grundlegund der Psychologie”, 1983. 

Med vores udbygning, er der tale om indkredsning af subjektniveauet for psykologien med begrebet om ’bevidst sanselig virksomhed’’. Vores analyse placerer samtidig det ’kollektivt-personlige’ som samfundsformens mindsteenhed, med ’reproduktionsform’ på samfundssiden og ’bearbejdningsform på individsiden’, og som indre funktionsmodsigelse. Jf. ”Bevidst sanselig virksomhed”, ”Kollektive forformer, fortidigt, nutidigt og fremtidigt”, og ”Problemer, problembestemmelse og misforhold”, Kalle.

[22] Jf. A.N.Leontjev ”Virksomhed Bevidsthed Personlighed”, Sputnik 1983.

[23] Se kapitel 3 i ”Terapi, samfundsform, subjektivitet”, Kalle 1986

[24] ”Kollektive forformer, fortidigt, nutidigt og fremtidigt”, Kalle 1987.

[25] Standpunktstransformation er den bevægelse, der på den ene side fremstiller fænomenet ud fra sine egne love, på den anden side er det samtidig den bevægelse, hvor praktikeren, forskeren, kobler sine egne antagelser om genstanden fra og til, afhængig af om de er genstandsrelevante. Det angår partitagen for genstanden, hvilket er udarbejdelse af isomorfi mellem de begrebslige forhold og de tilsvarende genetiske forhold for genstanden, og dette i perspektivet alment arbejde.

[26] De andre metoder - eller snarere ’metodologier’ - er standpunktsrelatering og transsocial relatering, jvf. W.F.Haug: ”Bestimmte Negation”, Das Argument nr.74/1972 - oversat til dansk i Philosopfia nr.1-2-3, 1979.

’Standpunktsrelatering’ omhandler et udsagns relativering til dets standpunkt, dvs. teoriers og fænomeners tilbageførelse til bestemte standpunkter. I første omgang kan det ses som et sprogkritisk instrument. Men uden dette, uden en relativering, bliver diskussionen let til en strid om kejserens skæg. Fx i afklaring af produktivt arbejde. Når vareformer hersker, så er produktivt arbejde dét, der skaffer kapitalen profit. Om end reproduktivt arbejde ikke kan undværes, trods dets manglende værdi for den kapitalistiske vareform. Formen afslører et socialt forhold i dets modsigelsesfuldhed. Eksempelvis striden mellem forpagteren og grundejeren. Fra ethvert standpunkt udspringer - kan man sige - et særligt perspektiv med særlige bestemmende modsigelser.

’Trans-social relatering’ er at relatere teori og fænomen til andre kontekster og tider, for herigennem at afdække hvad der er særligt netop ved det aktuelle forhold. Man opnår en afmystificering, relativering og definition.

[27] Marx’ begreb om arbejdet – som vi trækker på - er: ”Arbejdsprocessens elementære momenter er 1. den formålsrettede aktivitet eller arbejdet selv, 2. arbejdsgenstanden og 3. arbejdsmidlerne (arbejdsredskaberne)”. Efter S.193 i MEW 23 / s.303 i Karl Marx 70, Kapitalen, 1.bog 2. Marx’ arbejdsbegreb danner en tetraede, der kan ses som en selvreplicerende struktur i sin subjektsagtighed – hører hjertens gerne om andre kallebm@mail.dk, - jf. kap. 15.1.2 Samfund og terapeutiske former, Kalle 2004.

[28] W.F.Haug m.fl. har med ”Theorien über Idiologien”, Argument-Studienheft 40, 1979 – og de efterfølgende udgivelser – søgt at præcisere dette i form af en ideologi-teori. For en opsamling se W.F. Haug i ”Elemente einer Theori des Ideologischen”, Argument-Sonderband AS 203, 1993

[29] L. Séve blotlagde gennem studier af Marx’ teori om det menneskelige væsen, en kopernikansk omvending i den menneskelige essens, spejlende en tilsvarende omvending i naturhistoriens overgang til samfundshistorie, at individet med samfundshistorien finder sit menneskelige væsen uden for sig, i dets tilegnelse sig ensemblet af de samfundsmæssige forhold, som det forefinder for dets livsopretholdelse - og at det ikke fødes med dets væsen i sig, hverken som essens eller abstraktum. Jf. Séve i ”Marxisme og personlighedsteori”, Rhodos 1978.

[30] Dette forhold findes hos A.N.Leontjev, specielt i ”Virksomhed Bevidsthed Personlighed”, Sputnik 1983, i ”Billedets psykologi”, 1975, oversat af Alexander Holmboe, Gaderummet-Regnbuen 2002, og det præciseres senere af Holzkamps i en artikel om Leontjevs produktion: „Die „Weltlosigkeit“ der traditionellen Psychologie und Leontjevs Version des Widerspiegelungsprincip“, Forum Kritische Psychologie 25, Argument 1990.

[31] Det skal tilføjes, at vi i vores arbejde med det terapeutiske, som enkeltpersoner var rundt på universitetet og på terapimarkedet, for at se, ikke specielt hvad der foregik, men hvordan det virkede på én selv, ud fra den situation man stod i. Og det blivende igennem disse institutionelle og alternative terapisammenhænge blev et fokus på kroppen, som sjælen (selvfølgelig) bor i. Kroppen lyver ikke, den husker og har sit behov for opmærksomhed, og er en ressource.

[32] Første papir om rådgivningen her, en mødeindkaldelse: 1984-10 Tanker til en rådgivning. Kalle, fra Mappe A2, Arkivet RGB.

[33] Se s.54ff i ”Terapi, samfundsform, subjektivitet”, Kalle 1986

[34] Jf ”Psychiatrie und Politik”,  Autorenkollektive, Das Argument 1978.

[35] Se ”Rådgivningsgruppen Regnbuen & Kritiske Psykologer”, i bogen ”De Autonome”, 1994.

[36] Det var muligt dengang at kollektivisere handleformer. Dette er siden ændret radikalt. Det med Velfærdsstaten opbyggede sociale sikkerhedsnet, stiller i dag hver enkelt aktør i sin egen særegne position. Der er intet fælles ståsted, hvor en bistandsbums kan gribe en anden bistandsbums, andet end på gaden, på værtshuset eller i arresten. Ingen steder fælles land, selv forkontoret til søgning om overlevelseshjælp, er i dag befolket af flere vagter end klienter. Den aktuelle ”Lømmelpakke” har samme funktion på gadeniveau, hvor den muliggør en total systemomklamring af aktivister, og synes man ikke om dette, at det bryder med demokratiet, så er man nærmest pr. definition en ”indre fjende”. 

[37] Når man i dag taler om indførelse af ”tankekontrol” – alene at dømme på mistanken - indenfor en anti-terrorlov, så sættes bare i system, hvad der fik 1960- og 70-ernes aktivister til at gå amok i befrielseskamp. Tankekontrollen, at dømme mennesket på dets forestillede intention, er om noget terrorisme, fordi det udgår fra staten, som er en allerede afsubjektiveret instans. Der er sørme ikke nogen følelser her. 

[38] S.138 i Gabi Minz: „Als Erzogene erziehen“, Forum Kritischer Psychologie, 11/1983, AS93.

[39] Se tankereferat: ” Om selvfordømmelse som oplevet modstand.”, Kalle 1981.

[40]Terapi – et fælles problem om afmagt, at det eksisterer og om dets overvindelse som en del af kampen for socialismen”, Kalle 1985.

[41] Rådgivningen blev dannet som ”Rådgivningsgruppen Regnbuen” d. 22.maj 1985. Dens identitet blev formuleret som ”en alternativ psykologisk rådgivning, med udgangspunkt i Kritisk Psykologi”. Og dens formålsparagraf var: ”at yde gratis vejledning, rådgivning og terapi til trængte personer i krise og nød”, jf. ”Vedtægter for Regnbuen”. Den er siden – sammen med Gaderummet - beskrevet i faglitteraturen gennem notehenvisninger, eller som her fra http://www.leksikon.org/art.php?n=5143: / cash ”Psykologistuderende og færdiguddannede psykologer har ligeledes prøvet at udvikle alternativer til det etablerede system. Et eksempel er den psykologiske rådgivning «Regnbuen», som har fungeret på overvejende frivillig basis siden 90’erne. Regnbuen har haft lokaler i forbindelse med forskellige sociale projekter for udsatte unge på Nørrebro i København, og senest i «Gaderummet», et værested og bosted for hjemløse og andre med psykiske problemer. I Gaderummet lægges der vægt på at brugerne skal have mulighed for at få psykologisk hjælp, uden krav om medicinering og uden de tvangsforanstaltninger som ofte er en del af en psykiatrisk behandling”.

[42]Slaget om Studenterhuset”, Kalle 1993-94; ”Striden i Studenterhuset 1993. Hvad kan Gaderummet lære?”, Kalle marts 2009; ”Historien om en afsløret agent - og én i vente”, januar 2010.

[43] Se blandt andet ”En konfliktfuld case i Studenterhuset. Metodeopgave”, Jesper Lund 1992 og ” Konflikt om demokrati. Socialpsykologi”, Jesper Lund 1993, og ”Regnbuen – konkret utopi. Socialpsykologi”, Anne Jønsson og Birgitte Ernst 1993, i Mappe E4, Arkiv Regnbuen.

[44] Jeg tror ikke jeg med denne beskrivelse, gør vold mod nogens tilstedeværende fra dengang, vi havde vores sidste Regnbue-møde i Studenterhuset.  Vi var ikke særligt koncentrerede. Det var bare som lå der en kommende åben midte for alle på vores fællesmødebord, i hvert fald noget, når vi næste gang, næste uge, skulle mødes - men dagen før greb politiet ind og plomberede huset.

[45] Men opsummerede vores erfaringer i et afsnit i bogen ”De Autonome” 1995, jf. ”Rådgivningsgruppen Regnbuen & Kritiske Psykologer”.

[46] Vedtægter ”Socialt Arbejds Kollektiv”, 11.januar 1995

[47] Det blev til rapporten ”Helhedshuset - en basis for et peronligt liv”, Claus, Caia og Kalle 1996. Den blev brugt som grundlag for en ansøgning til Socialministeriet om et ”Helhedshus”, men det opnåede ikke støtte. Da dette arbejde strandede, stod rådgivningen alene med sit arbejde – men kom så efterfølgende videre med ”Gaderummet”.

[48] Der herskede en ”arvesyndsmyte” som kvindepolitisk strategi. Nu havde kvinder været undertrykt i årtusinder, nu var det kvindernes tur til at bestemme. Og manden! Han måtte til enhver tid anskues som en potentiel krænker. Og havde han endnu ikke krænket, var det grund til at være endnu mere på vagt overfor ham.

[49] Jf. afsnit III. ”Fagpolitisk arbejde som sagsligt forbund mellem autonome fora”, Kalle 1988, og ”Terapi – et fælles problem om afmagt, at det eksisterer og om dets overvindelse som en del af kampen for socialismen”, Kalle 1985. Heri ligger et senere udtalt etisk diktum for abejdet. at man ikke skubber nogen eller nogle foran sig eller gemmer sig bag andre. Problemer tages selv, som et spørgsmål om tid, sted og midler for deres takling.

[50] Jf. s.11 i ”Om et bedre liv - referat fra fremtidsværksstedet på 7. Kritisk Psykologisk Seminar”, november 1987, Regnbuen mappe B1 i Arkiv Regnbuen.

[51] Jf. s.10 i ”At svare igen med udvikling”, Kalle 1988

[52] Vi nåede i rådgivningen og SAK at diskutere systemmagt overfor gademagt, men hvor langt rakte gademagt, forstået som autonome fristeder, dét nåede vi aldrig at få åbnet for diskussion af. Forholdet mellem parlamentarisk arbejde og lokalt selvstyre, forsvandt hermed ud af alting.    

[53] Samtidig etablerer tidligere Regnbue-aktivister, herunder hele SAK, Folkets Park Initiativet i 1996 – og SAK nedlægges. En af initiativtagerne formulerer det således: ”I min optik og praksishistorie optræder Gaderummet og Folkets Park Initiativet som søskende med fælles ophav i Regnbuen. Der har også eksisteret en konkret berøringsflade mellem de to praksisser via brugergruppen, upåagtet at det hverken har været italesat eller formaliseret som samarbejde. Folkets Park Initiativet var et politisk græsrodsprojekt, men det blev undfanget og udviklet som ’kritisk psykologisk’. Folkets Park var både en almindelig social arena for brugerne af Gaderummet, men også et rum i forhold til konkret konfliktløsning internt i Gaderummet. Folkets Park har været brugt som handlemulighed, redskab og akut aflastning, når en konflikt eller konfliktfyldt situation ikke kunne finde sin løsning fysisk i Gaderummet, så kunne de involverede ”blive sendt ned” i Folkets Park”(Anne Jønsson).

[54] Samtidig søger vi Folkeoplysningssekretariatet (FOS) om driftstilskud til lokalerne, hvor vi kan få 75 % i støtte til de samlede lokaleudgifter, såfremt foreningen yder folkeoplysnings-aktiviteter – hvad vi gør. I opbygningen af vedtægterne, blev der også skævet til kravene fra denne pulje. Vi modtager FOS-midler efterfølgende frem til 1999, hvor puljen afskaffes. Navnet ”Gaderummet” kommer fra cykelturen med ansøgningen til FOS ude på Islands Brygge. Der var ikke sat navn på vores projekt i ansøgningen, for ingen ideer var gået igennem. ”Tagrenden” eller ”Rummet” var hvad der lå på bagagebæreren af ikke helt forkastede forslag. Selv med en huslejekontrakt som baggrund, var der et problem. Det vi ville, fordi vi ikke kunne andet, var også at bruge vores erhvervede lokaler til 24-timers aktivitet, for så var der åbent døgnet rundt. Ingen afhængig af andre, alle frie i forhold til hinanden, med den lige adgang fra gaden. Det blev i skranken hos FOS, til ”Gaderummet”. 

[55] ”Initiativet til et socialpsykologisk fristed kommer fra Regnbuen, der stillede økonomi og inventar til rådighed for opbygningen af Gaderummet fra 13.august ’96. Regnbuen havde dén interesse med Gaderummet, at der også skulle være plads til de gadebørn/unge, der havde brug for mere frirum, politisk aktivitet, pleje og omsorg, end et kun dagåbent være- og aktivitetssted kunne tilbyde, samt at de involverede unge blev tilstået brugerstyring, der gik helt igennem til det basale, således at den ville være reel og praktisk. Brugerstyringen i rådgivningen - centreret i 3 forhold: 1. rådgivning på brugerens præmisser, 2. total åbenhed, og 3. invitation til samarbejde og ingen skjulte metoder og tricks - havde vist sig at skabe positive, konstruktive og effektive udviklingsbetingelser for den psykologiske rådgivning, og forestillingen var, at implementeringen af dette i være- og aktivitetsdelen uden om rådgivningen ville kunne skubbe det samlede arbejde langt fremad, og bidrage til løsningen af de problemer som andre sammenhænge indenfor det sociale- og sundhedsmæssige område endnu ikke havde formået. Mens rådgivningen opererer ud fra et brugerperspektiv, opererer Gaderummet med et samarbejdsperspektiv. De faglige ressourcer kommer fra Regnbuen, og udvikles på det frivillige område gennem tilknytning af psykologistuderende fra psykologistudiet på KUA og på RUC” (Fra Økonomisk beretning 2005).

[56] Vi så Gaderummet som et element i en ’subjektiv faktor’, der kunne stille problemer op for forhold i det sociale og psykologiske område, som ellers ikke blev stillet op med dem, det angik, og/eller som kun blev grebet i deres statsliggørelsesperspektiv. Vi anskuede på dette grundlag kritisk fagpolitik, som det aktiverende arbejde med sammenknytningen af mulige venstrekræfter til en venstreblok, men ikke metafysisk som talen om ”eet historisk subjekt”, snarere som pluraliteten af subjekter, der opnår strukturel hegemoni i kraft af samfundsmæssig fortjeneste. Det er derfor hverken de aktuelle former, vi skal bygge bro over eller imellem, eller det er nye former, vi alene selv skal skabe; snarere er det opgaven at befordre den samfundsmæssige psykologis kommen til orde politisk-økonomisk, og det i perspektivet af sidstnævntes langsigtede overflødiggørelse. Fagpolitik er derfor, alment set, nok vendt mod et marked, men det er i formen markedsmekanismens ophævelse; ligeså for dens egenkompetence med magt som strukturel effekt frem for som perspektiv. Der er derfor intet ydre, der holder det fagpolitiske sammen andet end dets evne til indre kohærens og til frisættelse af handlemuligheder på lang sigt for de involverede. Jvf. W.F.Haug: ”Strukturelle Hegemonie”, Das Argument 129/1981 eller ”Pluraler Marxismus 1”, Argument Verlag 1985.

[57] I Studenterhuset gik kritikken mod forstyrrende adfærd i forbindelse med rådgivningen, at der imellem pågældende personer, var personer der ikke var studerende – trods at Studenterhuset havde en erklæret formål om at være en positiv del af det omgivende samfund.

[58] Der er nov. 09 lavet en lille film som tak til Inner Wheel Chr. IV i Hillerød, men det er også en film til hele Inner Wheel organisationen, med hilsen til Mette Fog der” fandt” os i sin tid. Se TVG nov.09  Dokumentar. Mad, hjemløs og Roskilde. Til Inner Wheel, Hillerød Chr. IV, 30 min.

[59] Jeg tror ikke der er én betragtning i papiret, som ikke én eller flere i Gaderummet på daværende tidspunkt på én eller anden led selv har følt eller været eksekveret i, og hvis erfaringer papiret søger at sætte ind i en teoretisk sammenhæng – for handling. Alligevel har jeg senere fået på puklen for ”for pennen Kalle”, for det er ”jo bare mine tanker” – sagde etnologen, da hun – med midler fra Folketinget, og på min anledning, – skulle udarbejde en forskningsrapport om Gaderummet. Det er stadig i dag næsten 10 år efter, én af de sætninger, som bare hænger. Nu når jeg åbner for den, er det nærmest som falder den først på plads når den ses som ”åndelig voldtægt” og intet andet. Havde etnologen bare formået at skabe bare én kontakt i ungegruppen, så havde talen været anderledes, men hun havde ingen kontakt, til nogen! Dén smerte som det må føles at have, når man som etnolog afvises af ”den stamme”, man endda er betalt for at udforske, kan muligvis forklare noget, men jeg er ikke etnolog. Det som pisser mig af, er etnologernes ”sparken nedad” på det for dem uforståelige, men dog forefundne. Og det er bare ikke vejen frem, fra nogen privilegeret position.

[60] Heri ligger nærmest også den senere skæbne begravet. Gaderummet var for fremmed. Dets resultater talte ikke, de kunne ikke ”ses”. Man ”så” den ”manglende kontrol af unge”, fra personalegruppen i huset, men ikke det, som den hvilede i, og det produktive dette medførte for de unge. Gaderummet var de unges vej ind i samfundet, og de tog produktivt andre unge med sig, men kommunen kunne kun ” se”, at Gaderummet med sin anden orden, forstyrrede kommunens egen orden, og dermed eget kontrolsystem. Efter lukningen af Gaderummets lokaler, er der nu det samme tilbage alle steder: steder hvor kommunen går ud i gaderne – og stadig mere også presser sig ind i private hjem. 

[61] Se ”Statusrapport for Gaderummet-Regnbuen”, 31.oktober 2000, ”Antal personer 2000-2001” november 2001, ”Når kontraster skaber frirum” 2001, Udstødte unge, oktober 2000, oplæg til Inner Wheel kvindegrupper, og ”Når unge går til yderlighederne”, januar 2001. Redegørelse om bolig - Den Sociale Sikringsstyrelse 20.november 2001

[62] Se ”Kulturanalytisk evaluering af Gaderummet og Regnbuen”, Maj.2001. Og vores kritik i Kronik fra JP-København lørdag d.5.januar 2002 

[63] Se ”CASA evalueringsrapport 2002”

[64] Det var som Socialdemokraterne tænkte ”Der er nok en kommunist eller to iblandt”, jf. også en nyere kronik af Henrik Sass Larsen og Carsten Hansen - ”Og sejrherren - den demokratiske socialisme”. Politiken 8.nov.2009 - hvor de bl.a. skriver: ”Sandheden om kommunismen er, at den var undertrykkende og indført mod folkets vilje. Det har vi Socialdemokrater aldrig været i tvivl om. Fra kommunistpartiets opståen i Danmark og frem til dets opløsning har Socialdemokraterne kæmpet indædt og målrettet mod kommunister. Der kan ikke sættes en finger på Socialdemokratiets historie i den retning. … Der blev afholdt studiekredse og oprettet socialdemokratiske klubber på arbejdspladserne, og der blev drevet omfattende efterretningsvirksomhed for at forhindre kommunister i at få fodfæste”, i ”Diverse artikler samt Curt Sørensen om kommunisme og fascisme, PDF-pakke”, fra ”I anledning af Murens fald. Til debatten om kommunisme, socialisme og socialdemokratisme”, Kalle november 2009.

[65] For koncepter af denne art, se civilisationsopfattelsen i Sartres eksistentialisme og i Freuds psykoanalyse, se ”Ekskurs ”Ekskurs om civilisationsforestillinger hos Freud og Sartre” i ”Bevidst sanselig virksomhed”, Kalle

[66] For dette begreb ” Problemer, problembestemmelse og misforhold”, Kalle 1990.

[67]Projekt Indre Lænke – en undersøgelse af social fastlåsthed blandt marginaliserede unge. Teoretisk-empirisk forskningsprojekt”, Fatima Lindegaard m.fl., 2006

[68] Se Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens godkendelsesskrivelse af 23. december 2005.

[69] 2007-06-01 Pressemeddelelse fra boere og brugere: Besættelse i fred og symbolik, og i alvor

top