Grundlegund der Psychologie [1]
Klaus Holzkamp, Campus 1983
ARBEJDSPAPIR/LINK
– oversættelse under udarbejdelse 2010
/ Kalle kallebm@mail.dk
Hele ”Grundlegung der Psychologie.pdf”, LINK REPERERET, tysk 600sider
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1. SPØRGSMÅL OG FREMGANGSMÅDE
1.1 Arten og nødvendigheden af en kategorial
grundlæggelse af psykologien
Hvad er kritisk psykologi? - Forklaring på selvmodsigende niveauer
De videnskabelige forholdsniveauer
Niveauernes indbyrdes forhold
Tese om det kritisk psykologiske
paradigmatisk-kategoriale bidrag
Den genstandsmæssige og den videnskabshistoriske
kategorialanalyse
Grundlaget for det forestående arbejde
1.2 Omrids af det historiske paradigme for
psykologisk videnskab som skal udvikles gennem den kategoriale grundlæggelse
Ahistorisk genstandsforfejling og eliminering af
det psykiske i den traditionelle psykologis kategorier
Den genetiske udledning af det psykiske som
vendepunkt i retning af et historisk paradigme
1.3 Hovedsigtepunkter for den
funktional-historiske kategorialanalyse på basis af materialistisk dialektik
Afdækkelsen af den nuværende historicitet;
ansatsen i psykologiske førbegreber
Bestemmelse af det psykiskes grundform og dets
uddifferentiering i forskellige dimensioner/funktionsaspekter
Bestemmelse af forholdet mellem forskellige
kvalitative specificitetsniveauer i det psykiske
Grænser for den funktional-historiske analyse;
nødvendigheden af metodologiske udvidelser
KAPITEL 2. DET PSYKISKES GENETISKE GRUNDFORM; KVALITATIVE SPRING.. 15
2.1 Grundbestemmelser af de elementære
førpsykiske livsprocesser
Liv som selvreproduktivt system; den funktionale
betragtningsmåde. 15
Udvidet reproduktion udfra systemopretholdelsens
nødvendigheder; mutation og selektion. 15
2.2 Den evolutionære udviklingsmodsigelse;
organisme-omverdens-sammenhængen. 16
Indre og ydre modsigelse. 16
Det funktionale genspejlingsforhold; den
funktionalhistoriske analyse. 16
Udviklingsdimensioner på det førpsykiske niveau. 16
2.3 Udgangsabstraktionen til bestemmelse af det psykiskes grundform: Leontjevs konception. 17
2.4 Det psykiske som ny kvalitet. 17
Førpsykiske randbetingelser for opståelsen af
sensibiliteten. 17
Udviklingsmodsigelsens omverdenspol. 17
Første og andet kvalitative spring; ny
udviklingsretning. 17
KAPITEL 3. DET PSYKISKES INDRE UDGESTALTNING.. 20
3.2 Orientering, betydningsstrukturer. 21
Gradientorientering. 21
Udsondringens/identifikationens funktionsniveau. 21
Diskriminationens/inddelingens funktionsniveau. 21
Tidlige former for analyse og syntese. 22
Indholdsmæssig uddifferentiering af
betydningstyper. 22
3.3 Emotionalitet, behovsstrukturer. 23
Emotionalitet som tilstandsafhængig vurdering af
omverdensbegivenheder. 23
Emotionalitetens indholdsmæssige
uddifferentiering. 23
Forholdet kognition/emotion og emotionalitetens
erkendelsesledende funktion. 25
3.4 Kommunikation, socialstrukturer. 26
Socialforbindelsernes og den kommunikative
orienterings genese og funktion. 26
Socialforbindelser i forplantningens og
livssikringens funktionskredse. 26
Socialforbindelser som aktualisering af
artsspecifikke socialstrukturer; kategorial differentiering mht. niveauer. 27
KAPITEL 4. DEN ARTSSPECIFIKKE INDLÆRINGS/UDVIKLINGSEVNE. 28
4.1 Indlæringsevnens udvikling indtil
modifikabilitetens funktionsomslag. 28
Modifikabiliteten som relevant uspecifik
dimension (første analyseskridt). 28
Udviklingsmodsigelsen (andet analyseskridt). 28
Modifikabilitetens funktionsomslag (tredje
analyseskridt). 29
Forholdet 'medfødt/indlært' og
'fastlagthed/indlæringsevne'. 29
4.2 Subsidiær indlæringsevne (fjerde
analyseskridt I). 29
Differentieringsindlæring. 30
'Trial and error' og fejlundgåelsesindlæring. 30
Indlært modifikation af emotionale vurderinger. 30
Social differentieringsindlæring. 31
4.3 Autarkisk indlæringsevne (fjerde
analyseskridt II). 31
Indlært forandring af aktivitetssekvenser. 31
Autarkisk indlæring. 32
Indlæring af orienteringsbetydninger. 32
Motivation som indlært vurderingsantecipation. 33
Orienteringsfeltets organisation. 33
4.4 Dominansomslaget (fjerde analyseskridt III). 34
Indlæringens sikring i socialforbundet. 34
Barndomsfasen. 34
Socialisering og sociabilitet. 35
Sekundære automatiseringer. 35
KAPITEL 5. FRA DET PSYKISKE TIL DET TOTALSAMFUNDSMÆSSIGE. 36
5.2 Hominideudviklingen indtil
funktionsomslaget. 36
Primatudviklingen som forudsætning for den
senere hominideudvikling (første analyseskridt). 36
Udviklingsmodsigelsen i steppebiotopen (andet
analyseskridt). 36
Opståelsen af komplekse socialforbund. 37
Den funktionsdelte aktivitetskoordination. 38
Det første kvalitative spring:
Mål-middel-omvendingen (tredje analyseskridt). 39
5.3 Fra social redskabsfremstilling til
samfundsmæssigt arbejde (fjerde analyseskridt). 39
Skift i analyseniveau. 39
Arbejdsmidlernes almengørelse. 40
Dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur. 40
Forberedelse af dominansomslaget. 41
Fra okkupations- til produktionsøkonomi. 41
5.4 Metodologiske konsekvenser. 41
Muligheden for den videre funktional-historiske
rekonstruktion. 41
Grænserne for den funktionalhistoriske
fremgangsmåde. 42
Bestemmelse af grundforholdet. 43
Den situations- og positionsspecifikke
udprægning. 43
Den formationsspecifikke udprægning. 44
6.2 Dannelsen af betydnings/behovsaspekterne ved
menneskets samfundsmæssige natur. 48
Orienteringsbetydninger/kontrolbehov som
specifikt bestemmende udviklingsdimension. 48
Specificering af orienteringsbetydninger til
arbejdsmiddelbetydninger; betydnings/behovsforhold i sammenhæng med den
foregribende eksistenssikring. 49
De i bred forstand sexuelle
betydnings/behovsdimensioners uspecifikke biosociale karakter og
samfundsmæssige formbarhed. 51
Sprogets opståen udfra
kommunikationsnødvendighederne i den kooperative livsindvinding. 52
Praktiske begreber og deres akustiske
kommunikerbarhed. 52
6.3 Betydninger/behov i deres bestemthed gennem
den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed. 53
Totalsamfundsmæssig syntese af
betydningsstrukturer. 53
Totalsamfundsmæssige betydningsforhold som
individuelle handlemuligheder, bevidst forholden sig og interpersonal
subjektagtighed. 54
Personal handleevne og det bevidste forhold til
eget befindende. 56
7.2 Funktionsgrundlaget for
erkendelses/vurderings/motivationsprocesserne. 58
Funktionsniveauet for biologisk præformerede,
subsidiært modificerede nøglekonstellationer. 58
Tænkningens uddifferentiering. 59
Kooperative/samfundsmæssige målkonstellationer -
den menneskelige handlings målrettethed. 60
Individuel aktivitetsregulation som operativ
underenhed af menneskelig handlen. 60
Handlingens funktionssapekter. 63
'Tænkning' om handlesammenhænge og
implikationerne for handlingens vurderings/motivationsaspekt. 63
Det funktionale forhold mellem handlinger og
operation. 67
7.3 Den subjektvidenskabelige problematik ved
erkendelse/vurdering/motivation som handleevneaspekter. 68
Den nye kvalitet af formidlingen mellem
operationer og handlinger. 68
Tænkning/vurdering/motivation i kvalificeringen
gennem det 'problematiske' forhold til handlemuligheder. 69
Den individuelle handleevnes interpersonale
aspekt. 71
Subjektiv historiemæssighed. 73
7.4 De subjektive handlegrundes
formidlingsniveau. 75
Sammenhængen mellem fremtrædelsesformer for
handleevne/befindende og objektive livsbetingelser. 75
Objektive livsbetingelser og subjektive
handlegrunde. 76
Subjektiv funktionalitet. 77
Historisk bestemte livsbetingelser som præmisser
for subjektivt funktionale begrundelsessammenhænge; 'friheden' i den subjektive
handlen. 77
7.5 Fremtrædelsesformer for subjektive
handleevne i det borgerlige samfund. 78
Fem niveauer for individualvidenskabelig
kategoridannelse. 79
Betydningsanalyse af situations- og
positionsspecificeringernes forhold til den samfundsmæssige helhed. 79
Den dobbelte mulighed og det subjektive
mulighedsrum. 82
Sikring af restriktiv handleevne som begrundet
forsøg på trusselsafvending; menneskelige forbindelsers 'instrumentalitet; menneskelige
forbindelsers intersubjektivitet vs. instrumentalitet. 83
Selvfjendskab og det ubevidstes genese. 84
Begribende og tydende tænkemåder. 86
'Almengjort' og 'begrænsende'
emotionalitet/motivation. 92
KAPITEL 8. ONTOGENESEN SOM INDIVIDUALHISTORISK REPRODUKTION AF HANDLEEVNEN.. 97
8.1 Den individualhistoriske
handleevnereproduktion. 97
Udviklingslogisk rekonstruktion af de
ontogenetiske forudsætninger for handleevnens procestype. 97
Umiddelbarhedsoverskridelsen og betydningsalmengørelsen
som handleevnens forudsætning. 97
8.2 Betydningsalmengørelsen. 98
Socialintentionalitet. 99
Kooperativ rådighedsudvidelse. 100
Socialintentional/kooperativ realisering af trusselsovervindelsen
i retning af begrænsende eller almengjort handleevne. 102
8.3 Umiddelbarhedsoverskridelsen. 105
Modsigelsen mellem indflydelse og udelukkethed. 105
Realisering af den kognitive distance. 107
Handleevnealternativets udprægning gennem
institutionelle rådighedsbegrænsninger og -muligheder. 110
8.4 Barndommen som den voksnes fortid og nutid. 111
9.2 Indholdsmæssige bestemmelser af forholdet mellem
kategorier/historisk empiri og enkeltteori/aktualempiri. 116
Kategorialreference og empirireference i psykologiske koncepter. 117
9.3 Kontrolvidenskabelig versus subjektvidenskabelig ansats til
psykologisk metode. 121
Det "kontrolvidenskabelige" standpunkt ved
fremmedbestemmelsen af betingelser som strukturelt sidestykke til det herskende
standpunkt under borgerlige livsforhold. 126
"Metasubjektiv" videnskabelig forståelsesramme mellem forsker
og de "udforskede" i deres delagtighed i forskningsprocessen. 136
9.4 Metodologiske objektiveringskriterier for subjektvidenskabelig
aktualforskning på det specifikke niveau, der omhandler den
totalsamfundsmæssige formidling af den individuelle eksistens. 140
"Mulighedsalmengørelsens" struktur. 140
Enkeltteoretisk konstruktion af ”typiske mulighesrum” som grundlag for
aktualempirisk almengørelse/efterprøvelse af subjektvidenskabelige
forskningsresultater 143
At begrunde den empiriske gyldighed af den subjektvidenskabelige
aktualforsknings resultater – ud fra enheden af praksis og
erkendelsesindvinding. 149
Faktiske grænser i subjektiv rådighedsudvidelse og den mulige funktion
af eksperimental-statistiske tilføjelser i den subjektvidenskabelige
forskningsproces. 155
9.5 Metodologiske principper for subjektvidenskabelig aktualforskning i
forhold til underordnede hhv. mindre specifikke genstandsniveauer. 158
"Niveauinternt" opståede karakteristiska ved menneskets
"samfundsmæssige natur" som selvstændigt genstandsområde for
aktualempirisk grundlagsforskning; dets prioritering i den samlede
subjektvidenskabelige forskningsproces. 158
GdP Holzkamp Tysk Indledning s.1-22.pdf
Da jeg for omtrent 6 år siden begyndte på manuskriptet til denne bog, havde jeg under titlen ”Den Kritiske Psykologis teori og praksis” ønsket, at integrere det hidtidige kritisk-psykologisk arbejde om iagttagelse, motivation, tænkning, bevidsthedens genese ect., i en sammenfattende fremstilling, og herfra at anlysere de afledede psykologiske praksis´er af de hidtidige ansatser, og således tydeliggøre de videre perspektiver i disse.
Gennem forsøget med at virkeliggøre denne opgave, stillede den første komplikation sig for mig, at en sammenfatning af det hidtidige kritisk-psykologiske arbejde på et blot begrebsligt niveau, viste sig som umuligt. Jeg måtte erfare, at jeg mht. den efterstræbte integration, hvis ikke den skulle forblive yderlig og tilfældig, at det fra os indtil nu forelagte empiriske materiale skulle gennembearbejdes på ny, for herigennem at fremhæve den virkelige sammenhæng og betydning af de hidtidige bearbejdelser af delaspekter (s.19).
..
Klaus Holzkamp
Berlin-Lichterfelde Februar
1983
(Der findes en paralleloversættelse af de første 5 kapitler, her Henrik Olsen. Oversættelse af kap 1-kap 5.3. Oversættelsen fokuserer på de overordnede sammenhæng, tekstnært, og springer specifikke enkeltafsnit over, mens den nedensteånde – indtil videre – er en oversættelse af de speciffikke elementer i Holzkaps’ tekst. De første kapitler er oversat af cand.psych. Birgitte Gøtsche. Med hensyn til ’oversætterstil’, lægger Henriks tekst et andet snit ned i den tyske tekst, der så at sige læses med praksisfilosofiske briller, snarere end med bevidsthedsfilosofiske. Når denne klammamse er væk, er også denne oversættelse arbejdet ind i den nedenstående ”færdige” oversættelse af Holzkamps fantastiske bog om ’Grundlæggelsen af psykologien'.
Kapitlerne nedenfor er skitseret mens de blev læst, se Skitser og laesenoter. Kan måske hjælpe til at trænge ind i stoffet i første omgang.)
GdP Holzkamp tysk kap 1 s.23-58.pdf
Anden oversættelse af kapitel 1 af Henrik Olsen.pdf
1.1 Arten og nødvendigheden af en kategorial grundlæggelse af psykologien
(s.23) Det der nu foreligger som ’Den Kritiske Psykologi’, er resultatet af en rundtregnet 15 årig hurtig og mangfoldig udvikling. Diskussionen om den Kritiske psykologi bærer tit præg af skarpe selvmodsigelser. Det er i sig selv ikke særlig bemærkelsesværdigt, idet den kritiske psykologi gennem sin opfattelse af de afgørende skridt, desideret har forholdt sig kritisk til andre opfattelser (retninger). Ikke desto mindre vil vi fremhæve de divergenser og selvmodsigelser som findes på forskellige niveauer og aspekter, som er en følge af disse forskellige forklaringer, og som indeholder vidtgående uklarheder om hvad "Kritisk Psykologi" egentlig er, i forhold til den givne kontekst. inden for de videnskabelige dicipliner og metoder, hvorunder de er underordnet.
Det bliver f.x. fra ekstrempositioner påstået , at "den Kritiske Psykologi" "egentlig slet ikke" er psykologi, men derimod sociologi, samfundsteori, en variant af "marxistisk ideologi”. Set fra en anden ekstremposition er den "Kritiske Psykologi" ikke andet end en venstreorientert udarbejdet variant af den traditionelle borgerlige psykologi. Men også derimellem finder man de mest divergerende forklaringer på "den Kritiske Psykologi", som flg: De psykologiserer politikken. De politiserer psykologien, De forsøger at erstatte den marxistiske samfundsteori , de er nystartede og mener at have overvundet den "enkeltvidenskabelige-psykologisk" (traditionelle) uddannelse, men der er overhovedet ingen "enhedsvidenskabeligt" over DKP, medmindre man griber til samtlige af ders publikationer/forfattere i sin betragtning ect. Angående DKP's metodiske fremgangsmåde er bl.a. sagt, den er spekulativ, en lidt sen "hævn" over den åndsvidenskabelige psykologt, men også: den er positivistisk, har misforstået subjektitetens væsen ( kun fortolkende/opklarende); den er som metateoretisk rammekonception indordnet som en vidtgående uberørt enkeltvidenskabelig diciplin, men der er også rygter om, at DKP ikke or eksperimentelt funderet; man betragter den som værende forenelig med den gængse terapeutiske teknik (idet man kun forholder sig kritik), men samtidigt kritiserer man også, at de ikke selv har udviklet nogen tilstrækkelig detaljeret og anvendelig terapeutisk teknik (som et alternativ til de borgerlige teknikker) etc ..
De uklarheder og selvmodsigelser som gemmer sig under kritikken af hvad DKP er, bliver ofte reproduceret af vore tilhængere og dermed fastlåst. Disse hændelsesforløb består næsten altid, når kritikken uden genstandsmæssigt indhold til enhver tid besvares på det samme niveau, så måske anklagen af ”politisering' af psykologien med fremhævelse af den tætte sammenhæng mellem politik og psykologi, anklagen der siger at DKP er "spekulativ", tydeliggørelsen af at DKP's empirisk funderede metoder, anklagen som siger at DKP mangler en praktisk anvendelig terapeutisk metode, dog med henvisning til at der findes ansatser til sådanne metoder, hvis man nærlæser Pilz/Schubenz 1979, eller Ole Dreier 1980. Dette hændelsforløb skyldes nok i særdeleshed at DKP udvikler sine egne ansatser til videnskabelig udviklingsarbejder på mange divergerende niveauer, for det første stræber de imod en afklaring af de filosofiske ”tilegnelsesideere”, en anden retning under DKP's præmisser arbejder på en empirisk udforskning af de tidligste udviklingsprocesser, og en tredie søger en "lov" om "praksis" der følger DKP's terapimetodeudvikling - og dette uden at skulle forholde sig til og stå til regnskab for alle disse forskellige ansatser der er underordnet hinanden og fælles med DKP. Den udtalte uklarhed om, hvad DKP egentlig er, er følgelig også en uklarhed der findes i DKP selv.
Med de meget omtalte og forskelligartede måder, som DKP forholder sig til den gængse forstand af ”psykologisk” entydighed og som også gør DKP svær, finder på en måde også sin forklaring, idet den er en del og en konsekvens af studenterbevægelsen, og hele tiden gør sig til en del af den demokratiske bevægelse som landet har udviklet: Udviklingen af DKP foregik ikke kun som en del af psykologiens områder, men også i høj grad som en planmæssis og omfattende dybdeborende samfundspolitisk og verdensanskuende omorientering. Kritikken af den traditionelle psykologi var derfor ikke kun et ”enkcltvidenskabeligt" anliggende, men havde i høj grad slagretning imod psykologien som herskabs- og tilpasningsvidenskab, og mod ”psykologiseringen” af de samfundsmæssige modsigelser. Derved så og ser DKP sig gennem sit engagement i den demokratiske proces ikke nødsaget til at argumentere for sin. holdning til politiske problemer af typen "psykologisering” af arbejdsløsheden eller fascismen, og DKP holder sig løbende orienteret inden for den politiske kamp om gennemsætningen og opretholdelse af en demokratisk forsknings, lærings og arbejdspraktisk psykologi, og DKP forholder sig derfor med stor bestyrtelse til forsøgene på politisk disciplinering, berufsverbot etc.
Det psykologiske institut ved det frie Universitet i Berlin ('West), hvor DKP har sin oprindelse, er i grunden lagt gennem den 70 årige adminitive spaltning af instituttet, hvorved de ”ikke venstreorienterede” medarbejdere opretholder deres egen del af instituttet, og på denne måde har skabt et ”venstreorienteret" institut (som man på denne måde håbede at man kunne udsulte) af de tilbageblevne medarbejdere. "PI" (Psykologisk Institut) har siden måtte forsvare sig løbende mod angreb på deres institutionelle eksistens, hvad der godt nok ind til videre er lykkedes (men det er ikke 1ængere, som uddannelses og forskningsinstitution, en simpel uundværlig realitet), og om det overhovedet er muligt at opretholde en så åbenlys differentierings-og fraktioneringsproces der bygger på en radikal samfundskritisk position, inden for det borgerlige samfunds struktur er heller ikke nogen endegyldig løselig opgave, idet der kræves en hvis form for jobkvalificering i almindelig borgerlig.forstand (og det er gennem denne kvalificering "PI” opretholder sit "liv"). På denne måde ser man altså DKP som en af flere "fraktioner", hvor DKP uundgåeligt konfronterer studenterne med en radikal, fremadrettet og under de givne kapitalistiske betingelser, mulig (forstået som individuelt eksisterende) forber-edelse til "arbejdslivet" (side26).
Hvis man, under de her skitserede politisk-administrative medier (forhold), vil forsøge at udarbejde omfattende teoretiske og metodiske begrundelser på et videnskabeligt grundlag i forhold til de mål DKP stræber imod, så kunne denne videnskabelige udviklingsproces - som stræber mod en større indre sammenhæng - ikke være upåvirket af de nævnte reale kampbetingelser og selvmodsigende krav. Det kommer på på den ene side til udtryk såvel i den ”bredde" i konceptionerne, i hvilke de hinanden underordnede og partielle divergente samfundsteoretiske, politiske, filosofiske, vidensskabsteoretiske enkeltvidenskabelig ”psykologiske” og arbejdspraktiske aspekter bliver bragt i overensstemmelse med hinanden, og på den anden side hvorledes den politiske udvikling, den indvundne indsigt og erfaring sætter sig igennem som del (moment) af den demokratiske bevægelse, også på et organisatorisk plan. Måske kan man også herigennem forstå den allerede konstaterede uklarhed inden for DKP's ”egentlige” identitet, og over egenarten af de specifikke bidrag (skrifter).
Jeg ser ikke denne uklarhed som et strukturelt problem, og mener ikke at det udspringer af de kritisk psykologiske grundansatser, så problemet er ikke uløseligt. Men jeg er heller ikke af den opfattelse, at man kan løse denne prcblematik ved bare at køre videre, og sikre sig organisatorisk og på den måde holde bevægelsen igang for beevægelsens egen skyld. Jeg går i langt højere grad ind for, i den nuværende udviklingsfase af DKP, at intensivere de omfattende anstrengelser ved en analyse af DKP' grundantagelser (sætninger) og i den videnskabsproces få dem prioriteret, det er nødvendigt at få analyseret de væsentligste teoretiske og metodologiske resultater, så der herfra ukommer et centralt arbejdsperspektiv: Kun her igennem vil vi kunne opnå den nødvendige klarhed (fællesgrundlag) og dermed vinde handlekraft, og gennem denne handlekraft forholde os bevidst til de nuværende politiske og institutionelle krav, således at vores konceptioner kan bruges i den menneskelige erkendelsesudviklingsinteresse inden for den demokratiske bevægelse, og dermed gøre DKP meningsfuld samt praktisk anvendelig. Denne omfattende analytiske anstrengelse foretages i den foreliggende bog. Den står altså som et forsøg på at samle grundlaget for de tværgående mangfoldeige aktiviteter, som er indeholdt i rammerne eller navnet DKP, men også med det formål at gøre disse aktiviteter inden for deres områder brugbare og styrke og fastslå deres position som en helhedsvidenskabelig proces, og dermed undgå at det hele løber ud i ingenting - og også for at modvirke at DKP forfalder til at blive ren overbevisning.
(Arbejdslink: Henrik Oversættelse (stadig kun fra scanning) af resten af kapitel 1, til side 58)
Den kritiske psykologi forholder sig kritisk til den traditionelle psykologi på fire forskellige niveauer (GdP p. 27):
Det filosofiske niveau: På dette mest almene niveau har den kritiske psykologi den materialistiske dialektik (som den er udviklet af Marx, Engels og Lenin) som sit grundlag. Herudfra udøves begrebsmæssig kritik af den traditionelle psykologi ift. dennes 'mekanisk-materialistiske', 'ídealistiske' osv. indplacering, og metodologisk kritik ift. dens 'metafysiske' tænkning, blindhed overfor reale sammenhænge og modsigelser, dens vilkårlige begrebsdannelse osv.
Det samfundsteoretiske niveau:Her har den kritiske psykologi sit grundlag i den historiske materialisme (den materialistiske dialektiks specificering ift. samfundsmæssigt-historiske processer). Herudfra rettes begrebsmæssig kritik mod den traditionelle psykologi ift. dens opfattelse af klassemodsætninger som "skæbne", dens reducering af samfundsmæssige forhold til blot social interaktion, og dens identificering af individer under borgerlige forhold med 'mennesker overhovedet', og metodologisk kritik ift. dens, begrebsmæssige og metodiske, indfangethed i den borgerlige ideologis 'privatformer', dens blinde, tankemæssige og metodiske, reproduktion af de gældende forhold, dvs. dens manglende evne til videnskabeligt at afbilde samfundsmæssige modsigelser, inkl. muligheden for udvikling udover de borgerlige former i retning af overvindelse af de kapitalistiske klasseforhold .
Det kategoriale niveau: Med kategorier menes de grundbegreber, med hvilke en empirisk videnskab (im- eller eksplicit) bestemmer sin genstand, sin afgrænsning, sit væsen, sin indre struktur. Kategorierne indbefatter altid bestemte metodologiske forestillinger om de videnskabelige fremgangsmåder ift. genstandserkendelse. Kategorial-metodologiske bestemmelser som har deres grundlag i samme filosofiske og/eller samfundsteoretiske præmisser, har herigennem visse fælles principielle træk, men determineres ikke entydigt herved. De i den kritiske psykologi udviklede kategorial-metodologiske bestemmelser er bestemte opfattelser af begreber som 'det psykiske', 'virksomhed', 'handleevne' osv., som altid afgrænser sig kritisk ift. traditionelle kategorier som 'oplevelse', 'adfærd', 'stimulus' osv. Den kategoriale begrebsdannelse og -kritik har altid metodologiske implikationer (GdP p. 27-28).
Det enkeltteoretiske niveau: Ved 'enkeltteorier' menes her 'teorier' i sædvanlig enkelt-teoretisk forstand - sådanne er altid dannet med kategoriale bestemmelser som grundbegreber, men indeholder også altid antagelser om sammenhænge ift. aktualempiriske fremtrædelser, og indbefatter derved et almengørelsesforhold mellem aktualempiriske data og generelle antagelser om sammenhænge. Arten af disse antagelser, af almengørelsesforholdene og af metodikken ift. indhentning og anvendelse af data, er derved generelt bestemt af de grundbegreber som teorien er formuleret med og, de deri indeholdte metodologiske konceptioner - dette er dog ikke en fuldstændig determination, da det er muligt at danne forskellige enkeltteorier om de samme aktualempiriske fremtrædelser på det samme kategoriale grundlag. I den grad disse kommer til at stå overfor hinanden, kommer det til 'trend'-dannelser, som under bestemte forudsætninger kan organisere sig som 'skoler'. Kritisk psykologiske enkeltteoretiske udsagn er på kritisk psykologisk grundlag formulerede udsagn om fx. psykiske forstyrrelsers opståen og art, fascismens subjektive aspekter, udviklingen af sociale forbindelser i den tidlige barndom osv (GdP p. 28-29).
Afklaringen af videnskabelige begrebers kritiske eller konstruktive indbyrdes forhold på et bestemt niveau er kun mulig under forudsætning af begrebsmæssig og metodisk/metodologisk overensstemmelse på det overordnede niveau - dvs., at ved forskellige enkeltteorier om det samme aktualempiriske sagsforhold, kan en teoris eller metodes adækvathed ift. andre teorier/metoder kun afgøres, dersom de modstridende teoriers grundbegreber indbefatter den samme kategoriale forståelse af genstanden og de deraf givne fremgangsmåder - eller en sådan kan fremanalyseres (GdP p. 29-30). Er dette ikke tilfældet, er den enkeltvidenskabelige kontrovers begrundet i uoverensstemmelse om den psykologiske genstand/dennes metodologiske tilgængelighed, og modsætningen må anskues på kategorialt niveau (GdP p. 30). Det samme gælder for forholdet mellem kategorialt niveau og det overordnede samfundsteoretiske/filosofiske niveau - dissens angående et vidensområdes adækvate kategorial-metodologiske grundlag kan kun afgøres under principiel konsensus angående sammenhængen mellem videnskabsproces og samfundsproces, hhv. erkendelsens væsen, dens forhold til genstanden, udvindingslovmæssigheder og gyldighedskriterier - hvorudfra kategorial-metodologiske bestemmelser kan bedømmes som 'genstands-adækvate' (GdP p. 30-31). Det kan her vise sig, at en konsensus ikke er mulig indenfor videnskaben selv - som fx. mht. divergensen mellem dialektisk-materialistiske og 'borgerlige' grundpositioner (modsætningen mellem filosofiske positioner er her et aspekt af klassekampen). Dette er dog ikke ensbetydende med fraværet af videnskabelig rationalitet og dialog mellem de to positioner, men divergensens begrundelser må gøres til genstand for videnskabelig erkendelse (p.31).
Af redegørelserne for niveauerne og deres indbyrdes forhold kan det fremanalyseres, at den kritiske psykologis væsentligste bidrag til den videnskabelige udvikling ligger på det kategoriale niveau. (Den er altså hverken at betragte som psykologisk enkeltteori, som enkeltvidenskabelig skoledannelse eller som et bidrag til marxistisk samfundsteori eller dialektisk-materialistisk filosofi) (GdP p. 30-31). Kritisk psykologi er først og fremmest psykologi, men overskrider den borgerlige psykologis forkortede 'enkeltvidenskabelige' forståelse, som ikke tillader de givne kategoriale genstandsforhold at blive selvstændigt metodisk reflekteret og videnskabeligt analyseret (GdP p. 31).
Som en tese, der skal begrundes i løbet af fremstillingen, fremføres, at den kritiske psykologi er et (på materialistisk-dialektisk grundlag) reelt og særligt bidrag til udviklingen af et kategorialt grundlag for psykologien, som har paradigmatisk karakter, og som gør det muligt entydigt at erkende psykologiens genstand i sin ydre afgrænsning og indre struktur og at afbilde den i et enhedsmæssigt, genstandsadækvat system af kategorial-metodologiske bestemmelser, således at væsentlige diskussioner på enkeltteoretisk-aktualempirisk niveau vedrørende teorier og metoder, og dermed et kontinuerligt og rationelt påviseligt videnskabeligt fremskridt, muliggøres. Ligeledes ligger det metodologiske/metodiske bidrag i udviklingen og tydeliggørelsen af bestemte fremgangsmåder til videnskabelig udledning og begrundelse af de kategorial-metodologiske bestemmelser (GdP p. 32).
Den kritiske psykologis kritik af den traditionelle psykologi kan derved karakteriseres som påvisning af manglen på et paradigmatisk kvalificeret kategorialt grundlag, og dermed af den manglende evne til at skelne mellem enkeltteoriers og metoders genstandsadækvathed, hhv. påvisning af manglen på metodologiske/metodiske forudsætninger for videnskabelig udarbejdelse af et sådant kategorialt grundlag (GdP p. 32-33).
Forholdet mellem den kritiske psykologis kategoriale bidrag og de overordnede filosofiske og samfundsteoretiske niveauer kan udfra tesen bestemmes således: Den kritiske psykologi har den materialistiske dialektik og den historiske materialisme som sit grundlag, hvilket vil sige, at den går ud fra den indre enhed og forenelighed såvel som den gensidige gennemtrængning af marxismens forskellige bestanddele (GdP p. 33). Den kritiske psykologi kan i en vis forstand og i en vis grad betragtes som bidrag til den materialistiske dialektiks filosofiske-samfunds-teoretiske niveauer. Indholdsmæssige udsagn og metodologiske principper konkretiseres og specificeres nemlig i bestemte aspekter således, at de som grundantagelser og almene fremgangsregler muliggør udledningen af kategorier, med hvilke den individuelle livsvirksomhed og udvikling (såvel i dens mest almene træk som i dens historiske bestemthed) kan erkendes indholdsrigt og differentieret - og heri ligger en videreudvikling af den materialistiske dialektik på dens eget grundlag (GdP p. 33-34). Den kritiske psykologi kan derfor ses som en 'indre' udbygning af den materialistiske dialektik i retning af en marxistisk individualvidenskab (GdP p. 34).
Ift. det underordnede enkeltteoretiske/aktualempiriske niveau giver den kritiske psykologis udarbejdede kategorier almene grundbegreber og metodologiske retningslinier for dannelsen og efterprøvelsen af psykologiske teorier (GdP p. 34).
Kritisk psykologi i snæver forstand er altså at forstå som et bidrag til udviklingen af et individualvidenskabeligt/psykologisk paradigme, ift. hvis begrebsmæssige/metodiske standard kravet til enhver psykologisk enkeltforskning- og praksis må orientere sig, hvis den ikke vil halte efter de derved givne muligheder for en ny kvalitet i videnskabelige fremskridt og erkendelsesindvinding (GdP p. 35).
Begrundelsen for tesen om, at det på materialistisk-dialektisk grundlag udviklede kategorisystem har paradigmatisk kvalitet, må i sidste instans være et logisk-historisk arbejde med videnskabs-historisk materiale - på grundlag af kriterier for kategoriernes paradigmatiske karakter må det fremanalyseres, at, og hvorfor, der ikke tilkommer den traditionelle psykologis kategoriale grundlag den samme kvalitet, hhv. at, og hvorfor, den kritiske psykologis individualvidenskabelige kategorisystem har status af paradigme, dvs. muliggør en egentlig videnskabelig udvikling af psykologien. Kravet om et sådant logisk-historisk sammenligningsarbejde stilles udfra, at 'paradigmebegrebet' er et videnskabshistorisk forholdsbegreb, dvs., paradigmatisk status kan kun påvises som historisk fremskridt, målt ift. videnskabens tidligere uudfoldede kategoriale 'tilstand'. Forsøget herpå er ikke temaet i GdP (GdP p. 35-36).
GdP's bidrag til forsøget på udfoldelse og begrundelse af tesen om paradigmekvalitet ligger i udfoldelsen af den genstandsmæssige kategorialanalyse, hvorved de tidligere uklare indholdsmæssige bestemmelser og metodologiske implikationer udvikles (GdP p. 36-37).
GdP bygger på bestemte tidligere kritisk psykologiske arbejder, foruden Leontjev: "Problemer i det psykiskes udvikling" (1973), som har været grundlagstekst herfor (GdP p. 38-39). I disse arbejder er påbegyndt en kategorialanalyse på grundlag af historisk-empirisk data vedrørende individualvidenskabens genstand (GdP p. 38), men analyserne kræver videreudvikling, bla. pga., at disse arbejder er områdeteoretisk specificerede, dvs. at kategorialanalysen forholder sig til relativt begrænsede genstandsområder, hvilket er en følge af, at analyserne sætter af fra den områdeteoretisk inddelte traditionelle psykologi (skønt denne begrænsning søges overvundet) (GdP p. 39). Den kritiske psykologis opgave herudfra er en indholdsmæssig ophævelse af analyserne til et nyt integrationsniveau, hvilket kun kan ske ved en integrativ videreførelse af kategorialanalysen, dvs. at kategorierne må afledes påny - kun på denne måde kan deres systematiske sammenhæng udfoldes og de metodologiske aspekter ved en enhedsmæssig analyse erkendes (GdP p. 39-40). Denne opgave kan kun udføres, dersom man underlægger sig visse indskrænkninger, bla. en begrænsning af det anvendte historisk-empiriske materiale til det, som allerede er forelagt i de pågældende arbejder (den allerede udførte forskning hæves dog til et nyt kategorialt-metodologisk niveau, hvilket sætter muligheden for en ny standard i arbejdet med yderligere biologisk, etologisk, antropogenetisk, etnologisk osv. materiale). En yderligere indskrænkning ift. målsætningen ligger i en, af hensyn til omfanget, nødvendig afståelse fra diskussion med andre filosofiske, samfundsteoretiske og psykologiske positioner, ligesom videreudvikling af/afvigelse fra tidligere kritisk psykologiske positioner ikke ekspliciteres (GdP p. 40-41).
Et af menneskets videnskabelige selvforståelses vigtigste udviklingsskridt var, da Darwin med sin påvisning af forskellige dyrearters lovmæssige differentiering i den naturhistoriske proces åbnede den historiske dimension på et nyt niveau - herved kunne erkendes, at mennesket i sin naturlige beskaffenhed - og i sine muligheder - er resultatet af en udviklingsproces (GdP p. 41). Marx og Engels viste i den materialistiske dialektiske historieudfoldelse, og her særligt i analysen af det borgerlige samfund, at menneskets livsbetingelser ikke er naturgivne eller tilfældige, men at de er historisk bestemte, dvs. blevet til i den socialhistoriske proces som formations- og klassespecifikke udprægninger af samfundsmæssige forhold, som har deres egne udviklingslove (GdP p. 41-42). Siden da har de fleste human- og socialvidenskabelige enkeltdiscipliner, om end i en mere eller mindre forkortet forståelse, tilgodeset denne natur- hhv. samfundsmæssige-historiske dimension - kun psykologien har ignoreret, eller kun ansatsvis tilgodeset, dette erkendelsestrin i menneskets selvforståelse (GdP p. 42).
Med denne udklamring må den traditionelle psykologis kategoriale grundlag være tilsvarende 'ahistorisk' indskrænket - sammenhængen mellem på den ene side den individuelle eksistens og på den anden side de naturhistoriske og samfundsmæssige-historiske udviklingsprocesser som bestemmer livsforhold og udviklingsmuligheder, forsvinder, og tilbage bliver kategorier, hvori individet synes at være underlagt umiddelbare påvirkninger og at være resultatet af blot individualhistoriske processer (GdP p. 43). Der nævnes her (GdP p. 43-44) forskellige ansatser indenfor den traditionelle psykologi til omgåelse af følgerne af denne genstandsforfejling, ansatser som dog ikke overvinder den "permanente krise", fragmenteringen i forskellige, indbyrdes usammenhængende teorier, en fragmentering og orienteringsløshed, som nødvendigvis må have metodologiske implikationer (GdP p. 45).
Kapitel 1 tegnet
Den materialistiske dialektik giver principielt muligheden for ophævelse af psykologiens kategoriale indskrænkning ved - metodologisk og indholdsmæssigt - at åbne forskningen for den historiske dimension i den naturhistoriske, samfundsmæssige-historiske og individuelle udvikling, set som selvbevægelse udfra modsigelser (GdP p. 46).
Den historiske metode realiseredes for første gang indenfor psykologien af Leontjev (1973, da. udg.1977) i hans genetiske udsprings- og differentieringsanalyse af det psykiske, hvori 'det psykiske' blev fremstillet som et fylogenetisk opstået differentieringsprodukt indenfor livsprocesserne, og den menneskelige psyke som et senere produkt, hvori specifikke træk, som kan bestemmes objektivt, konkretiseres - en rehabilitering af 'det psykiske' som psykologiens øverste, genstandskonstituerende grundkategori (GdP p. 46).
'Den historiske metode' blev ikke i tilstrækkelig grad taget op af andre forskere, hverken indenfor sovjetpsykologiens 'kulturhistoriske skole' eller andre steder, og Leontjev fraveg delvis selv princippet i sine senere arbejder (der er dog blevet arbejdet videre med nogle af Leontjevs teoretiske resultater, fx. 'virksomheds'-kategorien) (GdP p. 46-47).
For den kritiske psykologi er den historiske metode sammen med funderingen i den materialistiske dialektik et universelt begrebsligt-metodologisk forskningsprincip. Det paradigme, som kan skabes herudfra, er altså et historisk paradigme - her antages, at psykologiens hidtidige 'førparadigmatiske'/'førvidenskabelige' tilstand er begrundet i den hidtidige eliminering af den historiske dimension, og at indførelsen af denne muliggør påviselige videnskabelige fremskridt (GdP p. 47).
Samtidig med videreførelsen af Leontjevs historiske metode tager den kritiske psykologi hans bestemmelse af 'det psykiske' op, en bestemmelse som afgrænser sig ift. andre videnskaber, og som gennem en kategorial differentiering af grundkategorier kan erkendes adækvat i sine forskellige aspekter - det udviklingsarbejde, som foretages i GdP i retning af det historiske paradigme, er altså udarbejdelsen af et kategorisystem med 'det psykiske' som øverste kategori og differentiering af de underordnede kategorier på forskellige niveauer - et kategorisystem, som muliggør en forståelse af det psykiskes forskellige funktionsaspekter, og som kan påvise sammenhængen mellem den individuelle psykiske udvikling og den overordnede naturhistoriske og samfundsmæssige-historiske udvikling. Dette skulle udgøre grundlaget for adækvat udarbejdelse af psykologiske enkeltteorier (GdP p. 47-48).
Dersom man med den materialistisk dialektik betragter udvikling som 'selvbevægelse' og universel kendsgerning, må erkendelsessubjektet nødvendigvis være karakteriseret ved den samme selvbevægelse og altså ikke ved isolation fra sin genstand - erkendelse kan altså ikke foretages fra en position 'udenfor' (GdP p. 48-49).
I den dialektiske erkendelsesproces må det nuværende, som først kun gives for forestillingen som fremtrædende overflade med tilfældige, usammenhængende bestemmelser, reproduceres tankemæssigt i sin historiske tilblevethed og bevægelse, og dermed forklares mht. sin iboende mulighed for videre udvikling. Dette finder sted på den måde, at erkendelsen først når til genstandens mest abstrakte bestemmelser og herudfra rekonstruerer mangfoldigheden af dens videre bestemmelser som resultatet af dens konkrete historiske bevægelse, og så bliver i stand til at gennemtrænge de overfladebestemmelser, hvorfra analysen begyndte, henimod de indre sammenhænge og bevægelseslove (fra forestillingskonkret til tankekonkret; nedstigning fra det abstrakte til det konkrete). I forhold hertil får modsigelsesprincippet sin centrale betydning, idet realmodsigelser må forstås som udviklingens indre bevægelsesmomenter: Fra den tankemæssige reproduktion af deres givne historiske form kan såvel det nuværendes tilblevethed som dets videre udviklingsmuligheder forstås, som differentieringsproces, i dets kvalitative omslag, som ophævelse og transformation fra elementære til mere udviklede niveauer, hvormed også betingelserne for stagnation, forfald eller regression kan afbildes tankemæssigt som særlige udviklingstilfælde (GdP p. 49).
Den 'historiske fremgangsmåde' i individualvidenskaben er ikke blot en fremgangsmåde ift. historien (inddragelse af historisk-empirisk materiale), men også en historisk metode, dvs. den genetiske rekonstruktion som den tankemæssige reproduktion af de væsentlige bestemmelser af det historisk tilblevne og forandrede, i rekonstruktionen af de historiske processer er disse altså ikke blot erkendelsens genstand, men også dens middel. Ved denne logisk-historiske fremgangsmåde bliver det aktual-empirisk givne begrebet i stedet for blot 'forestillet'. Kategorier er altså ikke blot tilfældigt opstillede grundbegreber, den 'historiske' kategorialanalyse finder sted på grundlag af empirisk materiale og med videnskabelig rationalitet (GdP p. 49-50).
De forestillingskonkreter, som kategorialanalysen må tage udgangspunkt i, er om noget, som allerede er genstand for psykologiske betragtninger/analyser, men som endnu er kategorialt uafklaret, dvs. ikke tilstrækkeligt begrebet i dets ydre forbindelser og indre sammenhænge. Sådanne forestillingskonkreter foreligger imidlertid altid for erkendelsen i begreber (hverdagslige eller fagpsykologiske), og disse må betragtes som 'førbegreber' (fx. 'adfærd', 'indlæring', 'tænkning', 'motivation', 'angst' osv.) ift. den forestående genstandshistoriske kategorialanalyse af det psykiske, hvor førbegreberne analyseres mht. deres genstandshistoriske tilblevethed (førbegreberne kan også analyseres begrebshistorisk, men det er ikke ærindet her) (GdP p. 50-51). Det som skal fremanalyseres er altså de forskellige former for og aspekter af kategoriale bestemmelser, der gemmer sig i førbegreberne, til klargørelse af de enkelte førbegrebers betydning og indbyrdes sammenhæng indenfor den kategoriale helhedssammenhæng, og af førbegrebernes specifikke begrænsninger. Den kategorialanalytiske gennemgang fra forestillings-konkreter til begrebne tankekonkreter er altså også en tilbagegribende kritik ift. udgangsbegreberne, hvorved andre begrebslige opfattelser eller helt nye begreber kan konciperes (GdP p. 51).
For en afklaring af, om førbegreberne handler om det psykiske på en sådan måde, at det udgør en identificerbar og afgrænselig genstand, og om en inddeling i forskellige dimensioner og funktionsaspekter er mulig, må 'det psykiske' fremhæves som den mest almene, genstandskonstituerende kategori (GdP p. 52).
Den menneskelige psyke kan påvises som et resultat af fylogenetiske/antropogenetiske processer, forbundet med sit udspring gennem en ubrudt arvegang, og udviklingen må ses som en progressiv kumulation og strukturering af arveinformation (kun den udvikling, som har ført frem til den nuværende form, er synlig ved rekonstruktionen), og det psykiskes nuværende historicitet er resultatet af en differentierings/kvalificeringsproces udfra grundformen, på en sådan måde, at denne - og alle mellemformer - er 'ophævet' heri. I den funktionalhistoriske analyse bliver denne historicitet rekonstrueret udfra historisk-empirisk materiale (GdP p. 52).
Den nødvendige afledning af 'det psykiske' som grundkategori er ensbetydende med den logisk-historiske udarbejdelse af elementarformen (fra forestillingskonkret til den mest almene udgangsabstraktion). De kategoriale differentieringer må kunne begrundes genetisk til afbildning af de reelle genetiske differentieringsprocesser - dette kan bla. ske igennem, at udgangsbegreberne omdefineres og sættes i over/underordningsforhold indbyrdes. Hertil kræves indførelse af mellemabstraktioner (GdP p. 52-53).
Den faktiske genetiske grundform må først påvises (udfra historisk-empirisk materiale), så det fremgår, at det således definerede 'psykiske' er den bestemmende dimension ved en særlig livsopretholdelsesform ift. den foregående form, og at alle livsfremtrædelser, som kan karakteriseres som psykiske (inkl. menneskets handlinger og bevidsthed) kan tilkomme de bestemmelser, der gælder for grundformen - hvis dette ikke er tilfældet, er grundformsbestemmelsen videnskabeligt inadækvat. Grundformen må altså kunne omfatte alle andre kategorier som specialtilfælde af forskellig orden (ellers ville kategorierne stå uforbundet ift. hinanden) (GdP p. 53-54).
Førbegrebernes sammenhæng med grundformen og de forskellige funktionsaspekter må altså afklares med den genetiske fremgangsmåde, ligesom det må afgøres, hvorvidt de omhandler samfundsmæssige eller biologiske forhold - de grundbegreber som skal fremanalyseres må altså kunne afbilde den kvalitative forskel - og det indbyrdes forhold - herimellem (GdP p. 54-55).
Den særlige kvalitet ved det menneskelige-samfundsmæssige udviklingsniveau må betragtes som resultatet af et fylogenetisk udviklingsspring, i hvilket menneskets 'samfundsmæssige natur' dannes sammen med den samfundsmæssige produktionsform gennem dennes tilbagevirkning på udviklingsprocessen (mennesket er det eneste levende væsen, som 'biologisk' er i stand til samfundsmæssiggøre sig og deltage i den samfundsmæssige reproduktion). Den funktionalhistoriske fremgangsmåde kan stadig anvendes - den kategoriale fremhævelse af en kvalitativ forskel mellem samfundsmæssige og biologiske bestemmelser af det psykiske er kun berettiget for så vidt der kan påvises et kvalitativt spring fra det blot fylogenetiske til det samfundsmæssige niveau, og den genetiske analyse må altså gennemføres ift. den dialektiske grundregel: kvantitetens omslag i kvalitet, og et sådant omslag må konkret påvises ift. det historiske materiale (GdP p. 55).
Når der skelnes kategorialt imellem det blot biologiske og det samfundsmæssigt-historiske specificitetsniveau, tydeliggøres det at også det biologiske er et resultativt udtryk for tidligere kvalitative omslag indenfor de fylogenetiske processer, således at sådanne kvalitative spring må differentieres ved hjælp af tilsvarende genetiske analyser - og herudfra viser det sig, at den kategoriale skelnen mellem 'det psykiske' og 'det ikke-psykiske' må begrundes udfra et kvalitativt omslag, ligesom fremhævelsen af den genetiske grundform som den logisk-historiske 'første' kvalitative springanalyse må præciseres, og det tydeliggøres, at ved rekonstruktionen af udviklings/differentieringsprocesserne må det afklares, hvorvidt en mere udviklet form kan påvises og karakteriseres tilsvarende kategorialt (GdP p. 55-56).
Den funktional-historiske rekonstruktion af de forskellige specificitetsniveauer giver, udfra påvisningen af hvorledes kvalitetsomslagene har fundet sted, yderligere henvisninger til forholdet mellem specificitetsniveauerne indenfor det psykiskes nuværende historicitet, således at forholdet mellem forskellige funktionsaspekter kan karakteriseres som forholdet mellem specifikt-bestemmende, specifikt-sekundære og uspecifikke aspekter - og de uspecifikke aspekter kan differentieres mht. hvordan de påvirkes af de 'højere' funktionsaspekter (GdP p. 56).
De abstrakte bestemmelser kan altså, med den genetiske udarbejdning af de forskellige kvantitative/kvalitative mellemformer som 'formidlingsskridt', begribes i deres konkrete fremtrædelser. Det som førbegreberne fremstillede, 'indhentes' altså igen, og begribes i de indbyrdes forhold (opstigning fra det abstrakte til det konkrete) (GdP p. 56-57).
Kun ved den funktionalhistoriske analyse og rekonstruktionen af det psykiskes nuværende historicitet kan udviklingen anskues sådan, at man kan retfærdiggøre en antagelse om, at den højeste udprægningsform indeholder alle differentieringer fra grundformen (tilstedeværende eller ophævede). Imidlertid kan den funktional-historiske analyse ikke fortsættes hvor det ikke blot gælder det psykiskes specifikt-menneskelige, dvs. samfundsmæssige, karakteristika (samt de ophævede, uspecifikke niveauer), men også dets bestemthed af forandringer/stadier i de samfundsmæssige-historiske processer - her må det derimod bestemmes, hvordan det psykiske som kendetegn ved menneskets individuelle livsvirksomhed bestemmes gennem den samfundsmæssige proces i dens givne historiske udprægningsformer, og hvordan formidlingen mellem de samfundsmæssige forhold og det psykiske må opfattes, hhv. i hvilken forstand det psykiske selv kan kvalificeres som 'samfundsmæssigt' (GdP p. 57-58).
Psykens nuværende historicitet må altså undersøges genetisk også på anden måde end gennem udsprings- og differentieringsanalyser, og førbegreberne må kunne undersøges og kritiseres mht. disse aspekter. Det tidligere ledesynspunkt må altså udvides. Først når resultaterne af den funktional-historiske rekonstruktion foreligger kan rækkevidde hhv. grænser bestemmes, og det metodologiske grundlag er derfor endnu ikke fuldt udfoldet (GdP p. 58).
GdP Holzkamp tysk kap 2 s.60-81.pdf
Anden oversættelse af kapitel 2 af Henrik Olsen.pdf
Kapitel 2 tegnet
'Det psykiske' skal altså bestemmes som genstandskonstituerende grundform på en sådan måde, at den genetiske grundform kan begribes adækvat; 'det psykiske' må defineres således, at det kan påvises som et specifikt og bestemmende moment ved et kvalitativt nyt niveau i livsprocesserne. Hertil kræves en generel forståelse af livsprocessen og dens udviklingslove (GdP p. 59).
Livsprocessen selv er historisk tilbleven og fremstår som et kvalitativt nyt niveau overfor de førbiologiske processer. Man taler (indenfor biologien) om 'liv' i den mest elementære form, når der hos organismiske 'enheder' findes evne til strukturel identisk selvreproduktion og til opretholdelse af strukturidentitet. Organismer af samme art danner en population, som opretholder sig i et, overfor omverdenen, 'åbent' ligevægtssystem, hvor tab af organismer (mindst) udlignes gennem selvreproduktiv formering. Den individuelle systemligevægts opretholdelse (stofskifte) er ligeledes et åbent system. Organismen er en 'aktiv' livsenhed, som gennem omsætnings- og ligevægtsprocesser holder sig konstant ift. skiftende omverdensbetingelser, som dog ikke må overskride visse 'forenlighedsgrænser' (hvis dette forekommer bliver organismens 'åbne' system til et ikke-organismisk 'lukket system - dvs., organismen dør) (GdP p. 60-61)
Foruden energiaspektet har den organismiske systemopretholdelse et informationsaspekt - organismen reagerer på visse ydre betingelser, dvs. den omsætter disse selektivt - overfor stofskifterelevante omverdensforhold 'svares' med visse former for aktivitet, overfor mangelsituationer eller skadelige omverdensforhold med andre; dette benævnes 'irritabilitet' og er en elementær egenskab ved livsprocesser (GdP p. 61).
Da livsprocesser kun kan begribes adækvat som åbne ligevægtssystemer, er den naturvidenskabelige, sædvanlige kausale betragtningsmåde ikke tilstrækkelig - den må ophæves i den 'funktionale' betragtningsmåde: En proces eller et sagsforhold sættes i forhold til det overordnede system, og betegnes 'funktional' eller 'dysfunktional' i forhold til dettes opretholdelse (systemopretholdelsens 'nødvendighed' ses som et specifikt kendetegn ved livsprocesser og er altså et definitorisk begreb) (Gdp p. 61).
Da omverdensbetingelser forandrer sig 'økologisk', kan et populationssystem kun opretholdes, hvis det 'udvikler' sig gennem tilpasning til ændringerne - 'udvikling' er altså et nødvendigt bestemmelsesmoment ved opretholdelsen. Reproduktion må altså være udvidet reproduktion med forhøjet systemkapacitet (Gdp p. 62).
Selvreproduktion er (som livets grundkendetegn) identisk mht. almene strukturkendetegn, men der forekommer 'arvelige' variationer i detaljer, 'mutagenitet' (sådanne afvigelser kan ophobes og medføre strukturændringer). Dette er grundlaget for den moderne videnskabelige opfattelse af Darwins evolutionsprincip: evolutionen betinges af mutation på den ene side og på den anden side selektion af de til omverdensbetingelserne 'bedst tilpassede' mutanter med deres større forplantningssandsynlighed. Heraf resulterer en udviklingsproces i retning af forhøjet systemkapacitet (Gdp p. 62-63).
Betingelserne for opståelsen (og hastigheden) af en sådan udviklingsproces kan forstås på grundlag af det materialistisk dialektiske modsigelsesprincip: Udvikling er afhængig af en 'indre modsigelse' (modsætningspoler indenfor et mere omfattende system, her organismepopulationen), som kræver et stadigt højere integrationsniveau for at systemet kan opretholdes, et integrationsniveau i hvilket modsætningerne kan opretholdes under bevarelse af systemets enhed (grænsetilfælde, hvor der ikke forekommer udvikling, forklares som hhv. fravær af modsigelser - stagnation - og skærpelse af modsætninger i en sådan grad, at det overgribende system sprænges, hvorved den indre modsigelse bliver en ydre modsigelse, hvor modsætningerne står uformidlede overfor hinanden og ikke kan ophæves) (Gdp p. 63-64)
Modsætningspolerne er her hhv. de mutationsbetingede forskelle mellem organismernes systemkapacitet og de systemfarlige ydre livsbetingelser, og en 'indre modsigelse' foreligger, når forplantningssandsynligheden forhøjes så meget hos organismer med høj systemkapacitet, at populationens overordnede systemligevægt kan opretholdes under ugunstige betingelser (udviklingshastigheden/progressionsgraden er så højere, jo større modsætningerne er mellem organismernes systemkapacitet og omverdensbetingelserne, altså jo flere organismer der går til grunde under selektionstrykket uden at populationen ligevægt ødelægges) (Gdp p. 64).
Udviklingen som stadigt udvidet tilpasning til omverdenen udgør en for livsprocessen specifik historisk tilbleven sammenhæng mellem organismerne og deres givne særlige historiske omverden - 'organisme-omverdens-sammenhængen', som kan præciseres udfra den dialektisk-materialistiske kategori 'genspejling' som den (i kvalitativt forskellige former eksisterende) egenskab ved materien, at den omsætter ydre indvirkninger til indre forandringer. Mens der på førorganismisk niveau er tale om umiddelbart-kausale genspejlingsprocesser, opstår med den evolutionære tilpasningsproces en kvalitativt ny form, 'funktional genspejling': Organismerne frembringer her (evolutionært formidlet) omverdensbetingede indre strukturændringer, som sætter dem i stand til at overleve under netop disse betingelser (Gdp p. 65).
'Udviklingsenheden' er altså de givne artsspecifikke former for organisme-omverdens-sammenhænge. Disse er primært 'funktionale' og frembringer sekundært de strukturelle forandringer som funktionsoptimering og grundlag for stadigt udvidet funktionalitet. Genspejlingens art og form er altså historisk formidlet, og den funktionale betragtningsmåde har nødvendigvis et historisk aspekt, da en egenskabs funktionalitet kun kan forstås udfra dens overlevelsesværdi ift. den artsspecifikke omverden (Gdp p. 66).
En generel dimension i den førpsykiske udvikling, som er forberedelsen til det 'kvalitative spring' til det psykiske, er forbedringen af dels den assimilative energiudnyttelse og dels evnen til informationsforarbejdning, dvs. selektiv irritabilitet overfor hhv. assimilerbare, ikke-assimilerbare og skadelige stoffer, og tilsvarende reaktioner. Som strukturelt grundlag må forudsættes flercellethed med ansats til 'arbejdsdeling' (Gdp p. 66-67).
Holzkamp henviser her (Gdp p. 67) til Leontjevs bestemmelse af det psykiskes grundform. Leontjev tager udgangspunkt i irritabiliteten, som i løbet af fylogenesen udvikles så vidt, at organismen også bliver irritabel overfor indvirkninger, som ikke har betydning for dens assimilationsaktivitet, men som er signal for en omverdensinstans, der kan assimileres. Den formidlende proces er sensibiliteten - sansningen. Den oprindeligt enhedsmæssige livsproces differentieres - nogle omverdensforhold bestemmer, positivt eller negativt, organismens eksistens, andre igangsætter og styrer aktiviteten. Denne 'genstandsmæssige' aktivitet er iflg. Leontjev forform for menneskelig virksomhed (Gdp p. 68-70).
Sensibiliteten defineres altså som evnen til at opfatte realsammenhænge mellem stofskifteneutrale og stofskifterelevante omverdensinstanser på en sådan måde, at det resulterer i rettede bevægelser til opnåelse af de sidste, mens de første udnyttes som information om disses placering. Til udviklingen heraf må forudsættes to former for randbetingelser - tilstedeværelsen af (urettet) bevægelsesfærdighed overhovedet og tilstedeværelsen af irritabilitet overfor stofskifteneutrale instanser. Begge disse betingelser kan iagttages (som henholdsvis epifænomener ved stofskifteprocesser og 'generaliseret' irritabilitet) hos primitive encellede dyr (Gdp p. 70-71).
En indre udviklingsmodsigelse må ligeledes forudsættes, og den primære betingelse for opståelsen af en sådan er forandringen af de objektive omverdensbetingelser - her en relativ mangel på assimilerbare stoffer. Organismer, som er i stand til at rette deres bevægelser mod næringskilderne har en selektionsfordel. Næringskilderne og de neutrale agenter må desuden være genstandsmæssigt udformede (da kun sådanne kan 'befinde sig' bestemte steder) og stå i et konstant tidsligt/rumsligt forhold til hinanden. Sensibiliteten må altså have udviklet sig ved overgangen fra en homogen til en genstandsmæssigt udformet omverden - dette kan ikke efterprøves empirisk, men der er ikke noget, der taler imod, at dette skulle tilfældet, og logisk-historisk kan denne udvikling ikke have fundet sted på anden måde (Gdp p. 72-73).
Evnen til (urettede) bevægelser og irritabilitet overfor neutrale instanser må, for at en 'indre' udviklingsmodsigelse kan opstå, træde i sammenhæng med hinanden. Der må have fundet en strukturel udvikling sted, som har udgjort grundlaget for opståelsen af en mutation, hvor de to funktioner kan formidles via et styresystem (Gdp p. 74-75).
Sensibilitetens opståen som en ny kvalitet af organismisk systemkapacitet kan almengøres som 'funktionsomslag': Bevægelserne indgår i en kvalitativt ny funktionssammenhæng og bliver til elementær orienteringsaktivitet med biologisk tilpasningsværdi af ny størrelseorden, ligesom irritabiliteten for neutrale instanser bevirker bevægelser rettet mod næringskilder, og formidler en ny kvalitet af organismisk aktivitet, hvormed der er åbnet for en kvalitativ udvidelse af organismens omverdensforhold mht. udnyttelse af næringsmidler og undgåelse af skadelige indflydelser (Gdp p. 75).
Da evolutionære forandringer foregår kontinuerligt, kan man ikke gå ud fra, at sensibiliteten med det samme har haft væsentlig funktion for aktiviteten - tværtimod må antages, at den i starten er underlagt den stadigt bestemmende førpsykiske aktivitetsform. Dens supplerende kvalifikation bibringer en selektionsfordel som gør, at organismerne med udviklingen efterhånden overvejende opretholder livet gennem signalorientering og rettede bevægelser, og den tidligere dominerende aktivitetsform bliver mere og mere sekundær i forhold hertil, således at der til sidst er nået et stadium, hvor organismerne kun kan opretholde livet gennem signalforbundet/-formidlet aktivitet. Dette dominansomslag er det samme som det kvalitative omslag til det nye 'psykiske' niveau (Gdp p. 76-77).
Hermed slår den evolutionære udvikling om i en anden retning - det organismiske system strukturerer sig ift. den nye funktion, bla. dannes efterhånden sanseorganer, specifikke bevægesystemer og forformer for et centralnervesystem. Dette er først muligt efter opnåelsen det funktionale stadium (Gdp p. 77).
Den kvalitative overgang til det psykiske niveau kan kun rekonstrueres empirisk ved begrebslig fremhævelse af forskellige mellemformer. Det antages nu, at den fremanalyserede trinfølge er udtryk for almene udviklingslovmæssigheder for den trinvise overgang til nye kvalitetsniveauer, og at der herudaf kan afledes en trinfølge af analyseskridt, dvs. en metodisk konkretisering af den dialektiske grundregel: Kvantetetens omslag i kvalitet (gældende for dette genstandsområde), til brug for de videre kategorialanalytiske undersøgelser af de følgende kvalitative spring i det psykiskes genetiske differentieringsproces og udarbejdelsen af de hertil svarende kategoriale differentieringer (Gdp p. 78):
Første skridt er påvisning og rekonstruktion af udviklingen af den realhistoriske dimension indenfor det givne tidligere trin, udfra hvilket det kvalitative omslag finder sted, dvs. bestemmelsen af den position som 'negeres' dialektisk, og hermed bestemmelsen af, hvori det specifikke ved det nye udviklingstrin består (Gdp p. 78-79).
Andet skridt er påvisningen af dels de objektive forandringer i omverdensbetingelserne, hvormed den indre udviklingsmodsigelses omverdenspol kommer i stand, dvs. påvisning af de betingelser, som danner det specifikke selektionstryk ift. den aktuelle kvalitative udvikling, og dels de omverdensaspekter, som gør det muligt for de tilpassede mutanter at forplante sig tilstrækkeligt under disse betingelser (Gdp p. 79).
Tredje skridt er påvisning af funktionsomslaget af de i første skridt påviste dimensioner af udviklingsmodsigelsens 'organismepol' og opståelsen af det første kvalitative spring ved dannelsen af den nye funktion under de ændrede betingelser. (Funktionsomslaget vedrører en partialfunktion, som stadig står under det tidligere niveaus bestemmende funktion og altså endnu ikke er blevet bestemmende.) (Gdp p. 79).
Fjerde skridt er påvisning af dominansomslaget, hvorved den nye, tidligere underordnede, funktion bliver bestemmende for den samlede systemopretholdelde. (Man må antage, at dette finder sted gennem mutation-selektions-mekanismer, og der er derfor en langvarig mellemfase mellem funktionsomslagets (første) og dominansomslagets (andet) kvalitative spring - dominansomslaget selv må ses som en 'punktuel omkippen' af forholdet mellem den underordnede og den dominerende funktion, hvorefter den videre udviklingkontinuitet formidles over den nye kvalitet) (Gdp p. 80).
Femte skridt er påvisning af det samlede systems omstrukturering og nye udviklingsretning, herunder påvisning af, hvilke dimensioner der bliver funktionsløse eller bestemmes på en ny måde, hvilke specifikke strukturelle og funktionale differentieringer der finder sted i den videre udvikling, og kvalitativt nye sekundære udviklinger. I den videre differentiering vil de dimensioner også dannes, på hvilket et nyt kvalitativt omslag til et nyt specifikt niveau vil finde sted, i forhold til hvilket det aktuelle niveau er mere elementært. Udarbejdelsen af disse dimensioner vil være første skridt i analysen af det nye niveau (Gdp p. 80-81).
GdP Holzkamp tysk kap 3 s.83-120.pdf ...
css photo gallery lightbox by VisualLightBox.com v5.4
Efter indvindelse af grundkategorien ved udarbejdelse af den genetiske grundform, må den videre kategorialanalyse - ifølge fem-skridts-analysen - først rekonstruere det psykiskes uddifferentiering før det næste kvalitative spring, den individuelle indlærings/udviklingsevne. Der skal altså ske en afklaring og forholdsbestemmelse af de forskellige, stadigt mere differentierede remtrædelsesformer af det psykiske (under bortabstraktion af den individuelle indlærings/udviklingsevne, som ikke er udviklingsbestemmende på dette niveau), som vil give de dimensioner, på hvilke den videre udvikling finder sted. Det empiriske grundlag er her det som allerede foreligger i forskellige kritisk psykologiske arbejder (Gdp p. 83-84).
I løbet af dannelsen af det psykiske foregår overgangen fra urettede bevægelser (kineser) til rettede bevægelser (taxier). Disse forholder sig i begyndelsen kun til såkaldte gradienter, dvs. givne ætheds- og energiforhold (fx. lys, temperatur) i det omgivende, flydende medium, idet disse gradienter har en objektiv signal- og informationsfunktion for organismen mht. områder med positiv eller negativ overlevelsesværdi. Dette er orienteringens mest elementære form - givne forhold i omverdenen har i sammenhæng med deres psykiske genspejling en betydning, dvs. aktivitetsrelevans. Denne etydning omsættes i en 'hen-til'- eller 'væk-fra'-bevægelse, og orienteringen på dette elementære niveau omsættes altså direkte i organismens bevægelsesaktivitet - hvad den nødvendigvis må gøre, da forskelle i det flydende medium kun kan reciperes i og med bevægelser (Gdp p. 85-86).
Gradientorienteringen udvikles til mere effektive orienteringsfunktioner - næste niveau er færdigheden til 'udsondring' af bestemte, biologisk relevante, invarianser i de skiftende omverdensforhold. Aktiviteten er her stadig af central relevans, men på baggrund af en ny form for informationsudnyttelse - det som reciperes her, er instanser i omverdenen i en vis afstand fra organismen selv, og dette er forudsat af, at organismen gennem sine egne bevægelser kan stedfæste genstandens placering ift. organismens egen rumlige placering. Denne rumlige orienteringsfunktion fører efterhånden - indenfor samme niveau - til en selvstænddiggørelse af orienteringsaktiviteten ift. udførelsesaktiviteten. Alt i alt repræsenterer dette funktionsniveau dog kun en relativ forbedring af orienteringsfunktionen - men forhøjer organisme-populationens forplantningssandsynlighed (Gdp p. 87-89).
Næste funktionsniveau er færdigheden i at skelne mellem forskellige konkrete betydningsenheder, altså ikke blot (som tidligere) reception af en enkelt omverdensinstans i iøvrigt diffuse omgivelser, men af forholdet mellem forskellige instanser. De psykiske betydninger er her - på grundlag af skelnen mellem forskellige figural-kvalitative kendetegnskombinationer - differentieret til kvalitativt forskellige aktivitetsdeterminanter (fx. 'næringsmiddel' > fortæring, 'rovfjende' > flugt osv.) Dette betyder ikke, at organismen 'erkender' kendetegnskombinationen og dernæst reagerer på den, men at der for organismen består en identitet mellem 'rovfjende' og 'flugt', altså at betydningen 'går op i' aktivitetsbestemmelsen (Gdp p. 89-90).
Udviklingen af 'skelnende' orientering inkluderer i stadig højere grad tidlige former for analyse og syntese, dvs. 'opløsning' og 'sammenfatning' af information om forhold i omverdenen. Forskellige orienteringsfejl har her forskellig biologisk relevans - fx. har en orienteringsydelse, som sammenfatter irrelevante kendetegn til en aktivitetsrelevant betydningsenhed (fx. flugt fra en ikke-rovfjende) mindre hyppigt en dødelig udgang for organismen end en orienteringsydelse som 'overser' relevante betydningsenheder (fx. ikke-flugt fra en rovfjende). Selektionen begunstiger derfor en dannelse af 'brede klasser' af betydningsenheder (i en afbalancering ift. 'unødig' aktivitet'), resulterende i en vis 'overgeneralisering' (:'overtydeliggøre', 'overforenkling'), som må ses som en forbedring af den funktionale genspejling snarere end som en overforenkling som en formal organisationseffekt - det drejer sig her om en indholdsmæssig strukturering af den givne artsspecifikke omverden (Gdp p. 90-91).
Dette tydeliggøres ved anvendelse af de etologiske begreber 'nøglestimuli' og 'medfødte udløsende mekanismer'. 'Nøglestimuli' står her for bestemte kendetegnskombinationer i omverdenen, som på en artsspecifik fastlagt måde (dvs. via medfødte udløsningsmekanismer i centralnervesystemet) udløser bestemte aktivitetssekvenser (et velkendt ex. er kyllingers flugtadfærd udløst af en sort trekant som nærmes dem ovenfra - en forenkling af høgens kendetegn). Forenklinger må derfor ses som evolutionært opståede 'realabstraktioner' af aktivitetsrelevante kendetegnskombinationer - altså betydningsenheder. Efterhånden som dyrenes aktivitetsmuligheder uddifferentieres med stigende udviklingshøjde, uddifferentieres og udvides også de biologisk relevante kendetegnskomplekser - betydningsenhederne - hvorved der i diskriminationsprocessen (gennem analyse og syntese) opstår en stadig mere adækvat genspejling af de objektive forhold i den artsspecifikke omverden. Betydningsenhederne udtrykker altså forholdet mellem givne organismer (af en bestemt art og udviklingshøjde) og de for disse relevante kendetegnskombinationer (p.91-92).
Livsprocessernes almene grundbestemmelser - reproduktion på populationsniveau og system-opretholdelse på organismeniveau - konkretiseres i løbet af udviklingen, således at der kan skelnes mellem to funktionskredse, hhv. forplantningens og livssikringens funktionskreds. I den første uddifferentieres aktiviteterne i forskellige funktionelle aspekter, som alle tjener den samlede populations opretholdelse, i den anden uddifferentieres forskellige aspekter af enkeltorganismernes systemopretholdelse, hvormed også - gennem forhøjelse af organismernes forplantningssandsynlighed - populationens systemopretholdelse tjenes. De to funktionskredse er altså ikke ligestillede, der består et underordningsforhold (dog på den måde, at begge funktionskredse konstituerer udviklingsprocesser) - organismernes selvopretholdelse må ses som en form for artsopretholdelse. Både forplantningen og selvopretholdelsen finder sted - og udvikles - over orienteringsaktiviteter (Gdp p. 93).
Centralt i forplantningens funktionskreds står (efter uddifferentieringen af de to køn) betydningen 'kønspartner' med forskellige differentieringer ift. de aktiviteter som forbereder og udfører kopulationen, og fra og med bestemte udviklingniveauer differentieres den særlige betydning 'yngel' ud fra den mere almene betydning 'artsfælle'. I det herudfra mere uddifferentierede betydningsforhold 'familie' får kønspartneren evt. betydning som 'medansvarlig for yngelplejen'. Ligeledes opstår i denne funktionskreds betydninger som 'rival' o.lign. (disse forskellige betydningsdifferentieringer er selvfølgelig afhængige af de forskellige artsspecifikke udprægninger i de forskellige økologier) (Gdp p. 93-94).
I livssikringens funktionskreds uddifferentieres mht. næringssøgningen forskellige former for aktivitetsbestemmende betydningshenvisninger (afhængigt af næringsadfærdens udprægningsart). I betydningen 'andre dyr' bliver forskellen mellem 'artsfælle' og ikke-artsfælle' tiltagende relevant, og her uddifferentieres fx. betydningerne 'bytte' og 'rovfjende' med aktivitetsrelevanser som 'jagt' og 'flugt' osv., ligesom forskellige stofskifterelevante forhold (lys, temperatur, ilt, fugtighed) stadig har forskellig aktivitetsrelevans og derved fremhæves som forskellige betydningsdimensioner. Betegnelserne for de forskellige betydningsenheder må ikke her forstås som at de fremstår for dyret med deres forskellige konkrete egenskaber, men som 'overforenklede' kendetegnssammensætninger. I udformningen og differentieringen af det psykiske på dette første niveau er betydningsenhedernes indholdsmæssige strukturer kun grove, artsspecifikt fastlagte betydningsraster, som udløser ligeledes fastlagte aktivitetssekvenser - man kan derfor tale om 'typer af betydningsenheder/aktivitetssekvenser' (disse danner grundlaget for den senere individualisering af betydninger/aktiviteter gennem indlæringsprocesser) (Gdp p. 94-95).
Aktiviteter er, allerede på førpsykisk niveau, afhængige af organismens indre tilstand (stofskiftets grad af uligevægt) - aktivitetsvariabiliteten er altså udtryk for tilstandsvariabiliteten. På det psykiske niveau får aktivitetsgraden ny betydning, da der her opstår en sammenhæng mellem den givne tilstand og følsomheden for omverdensforhold der er aktuelle i forhold hertil. Tilstandvariabiliteten er altså orienteringssaktivitetens 'indre' side, hvorudfra emotionalitetens forformer uddifferentieres. De forskellige betydningsdimensioner (som fx. gradienterne på sensibilitetens elementære niveau) dominerer ikke aktiviteten totalt - det afhænger af organismens indre tilstand om en betydning faktisk bliver aktivitetsdominerende. Det er her nødvendigt at skelne, for det første mellem aktivitetsberedskabet (afhængigt af den indre tilstand) på den ene side og den faktiske aktivitet på den anden side, og for det andet mellem potentielle betydninger på den ene side og betydningerne selv på den anden side (Gdp p. 95-96).
På det psykiske niveau dannes en sammenhæng mellem bestemte tilstandsændringer og aktualiseringen af bestemte betydninger (der har fundet et funktionsomslag sted - tidligere var tilstandsvariabiliteten blot et udtryk/udgangspunkt for organismens uligevægtstilstand, nu er den grundlag for aktualiseringen, altså aktivitetsomsætningen af betydninger). Aktualiseringen af givne betydninger kan altså ses som en 'vurdering' af bestemte omverdensforhold mht. deres egnethed til overvindelse af den systemuligevægt, som har fremkaldt aktiveringen - med systemuligevægten (hvoraf betydningsaktualiseringen afhænger) som 'målestok' for denne vurdering (Gdp p. 97).
Sådanne vurderinger udpræges med uddifferentieringen af betydningsenheder. En organisme kan altså, afhængigt af sin tilstand, forholde sig forskelligt til den samme betydningskonstellation og aktiveres ift. den ene eller den anden betydningsenhed. Den aktiverende tilstand har altid et negativt fortegn, mens betydningsenhederne - ved aktualiseringen gennem den givne tilstand - får enten et positivt eller et negativt fortegn, alt efter om uligevægtstilstanden kan afhjælpes ved en tilnærmelse til eller en fjernelse fra betydningsenheden (p.97-98).
Emotionalitet på dette elementære niveau må altså kategorialt bestemmes som: Vurdering af de 'kognitivt' (i orienteringen) konstaterede omverdensforhold med den givne tilstand som målestok - altså som aktivitetsberedskab, som formidling mellem kognition og aktivitet. Emotionaliteten er altså et særligt aspekt ved den psykiske genspejling - i den emotionale vurdering afspejles organismens objektive livsforhold funktionelt (Gdp p. 98).
Da emotionale vurderinger er betydningsaktualiserende, hænger uddifferentieringen af emotionalitetens forskellige vurderinger sammen med betydningdimensionernes uddifferentiering. Der dannes dog ikke en emotionalitetsdimension til enhver betydningsdimension - der findes (også på menneskeligt niveau) forskellige refleksreaktioner - dette bestemmes i udviklingen af den givne aktivitetsomsætningsforms tilpasningsværdi. Emotionale tilstandsvariabiliteter, som dannes i sammenhæng med bestemte betydningsdimensioner, benævnes her behovsdimensioner. (Der skal her skelnes fra aktuelle behovstilstande som tilskynder til aktivitetsomsætninger - det forhold at en organisme kan være sulten eller tørstig må skelnes fra en aktuel sult eller tørst.) Aktualiseringen af et givent behov er betingelse for aktualiseringen af den tilordnede betydning, men den faktiske forekomst af betydningsenheden er betingelse for aktivitetsomsætningen (p.99-100).
Behovsdimensionernes uddifferentiering kan dog ikke uden videre henføres til forskellige parametre i systemuligevægten - altså forskellige former for vævsmangler - det ville være ensbetydende med en reducering af det psykiske til et fysiologisk niveau - stofskifteprocessernes uligevægtstilstande er ikke psykiske livsytringer. Det særlige ved de emotionale vurderinger på det psykiske niveau er, at de danner en sammenhæng mellem organismiske uligevægtstilstande og betydningernes aktivitetsomsætninger - med uligevægtstilstanden som målestok for vurderingen af omverdensforholdenes egnethed ift. overvindelsen af mangeltilstandene - dette betyder, at det funktionale grundlag for behovsdimensionerne og deres aktualisering må have en selvstændig psykisk karakteristik - altså en basis i en strukturering af centralnervesystemet (Gdp p. 100- 101).
I forplantningens funktionskreds træder det i endnu højere grad frem, at 'stofskifteuligevægt' er uegnet til karakterisering af behovsdimensioner og behovsaktualiseringer - de givne betydnings- og aktivitetstyper har ikke effekt for organismepopulationen formidlet over enkeltorganismernes selvopretholdelse, men direkte, og derfor kan de ikke have noget med stofskifteprocesserne at gøre. Man må altså gå ud fra, at der i det psykiskes fylogenetiske differentieringsproces har kunnet dannes behovsdimensioner, tilordnede de givne betydningsenheder - delvist differentieret udfra stofskifteprocesserne, men i deres funktion ikke umiddelbart sammenhængende med disse - hvis kvalitative særegenhed er blevet til et selvstændigt funktionsgrundlag i evolutionens løb (Gdp p. 102). Her henvises her til Lorenz' begreb 'aktionsspecifikke energier', iflg. hvilket der for hver instinkthandling gives et 'energireservoir', hvorudfra - ved en bestemt 'opladningsgrad' - en given aktivitet sættes automatisk igang, og som 'aflades' ved udførelse af instinkthandlingen. Tiden for den spontane 'opladning' skulle være fylogenetisk programmeret (modsvarende den biologiske nødvendighed af hyppigheden af den pågældende instinkthandling). Lorenz skal her have udpeget såvel behovsdimensionernes selvstændighed ift. vævsmanglerne, som de betingelser, hvorunder behovene deaktualiseres (Det skrives her, at dette må betragtes som de første hypoteser om i hvilken retning løsningen af den fylogenetiske behovsudviklings centrale problem skal søges) (Gdp p. 103).
'Vævsmanglernes' funktion indenfor sammenhængen mellem behovsdimensionerne kan bestemmes således: Vævsmanglernes psykiske repræsentation - fx. 'sult' - er en information om ændringskravet i organismens omverdensforhold. 'Sult' er ikke i sig selv den specifikke tilskyndelse til aktivitet - det er de aktionsspecifikke behovsdimensioner som fører til de forskellige udførelsesaktiviteter via betydningsaktualiseringerne, den emotionale information er kun medbetingende herfor. Da behovstilstandene ikke primært er begrundet i givne mangeltilstande, må der, hvis betydningsaktualiseringerne skal forekomme med nødvendig hyppighed og intensitet, i centralnervesystemet være dannet stofskifteuafhængige delsystemer, i hvilke behovsdimensioner og betingelser for deres aktualisering opstår som negative tilstandsværdier, hvorved dyret opnår 'lyst' ved udførelsen af den givne aktivitet. Sådanne behovssystemer har altså en artsopretholdende (sekundært systemopretholdende) funktion. Der henvises her til Leyhausen for, at den fylogenetiske opståen af systemer af 'instinkthandlinger' og tilordnede 'aktionsspecifikke energier' er evolutionært formidlede 'behovsplaner', som er opdelt i forskellige 'titler' - denne opdelings biologiske relevans skal være, at energien ikke først skal aktualiseres og kanaliseres i forbindelse med bestemte indre eller ydre anledninger, men at der allerede inden en sådan anledning findes et beredskab til sådanne instinkthandlinger. Disse behovsdimensioner består ikke uafhængigt af hinanden, men kan veksle med, konkurrere med eller understøtte hinanden. Derved er opstået hæmningsmekanismer (fx. aggressionshæmning ved aktualisering af 'sexualinstinktet') (Gdp p. 103-105).
Den (oprindeligt enhedsmæssige) emotionale vurdering er altså opdelt i forskellige 'delvurderinger' - hver behovsdimension har sin egen tilstandsvariabilitet som målestok for vurderingen. Der dannes her et overordnet funktionelt emotionalitetsniveau, gennem hvilket de forskellige delvurderinger sammenfattes, og som kan foranledige en enhedsmæssig aktivitet overfor en given betydningskonstellation. Betydningsdifferentieringer og den 'komplekskvalitative' sammenfatning heraf er altså to sider af emotionalitetens udvikling. Kun en enhedsmæssig vurdering kan fungere som formidling mellem kognition og aktivitet (Gdp p. 105-106).
Da den emotionale vurdering er formidlingen mellem orienteringen og organismens tilstand, udgør emotionalitet og orientering to momenter i en funktionel enhed og kan kun adskilles analytisk - hvorfor emotionalitetens videreudvikling er afhængig af orienteringsaktivitetens videreudvikling. Med orienteringsaktivitetens selvstændiggørelse ift. udførelsesaktiviteten (og derved delvise 'inderliggørelse) forekommer også en selvstænddiggørelse og inderliggørelse af den emotionale vurdering til i stadig højere grad kun at bestå i impulser/tendenser til aktivitet - og efterhånden til kun repræsentation i centralnervesystemet. Aktivitetsberedskabet selvstændiggøres altså ift. selve aktiviteten og er ikke mere bundet til skiftende, forskellige aktivitetsomsætninger af samme betydningsenhed - den emotionale vurdering bliver altså til en selvstændig 'emotional information' (som forudsætningen for, at delvurderinger kan sammenfattes til en samlet vurdering) (Gdp p. 107).
På funktionsniveauerne for udsondring/identifikation og senere diskrimination/inddeling danner de emotionale vurderinger en yderligere intraorganismisk varierende betingelse for orienteringsaktiviteten, som bevirker at disse aktiviteter 'tilpasses' fleksibelt til det givne behovsniveaus funktionale omstændigheder - der sker her en speciel udsondring af de kendetegnskomplekser, som er egnede til reducering af 'behovsspændinger' indenfor en given behovsdimension. Hvorvidt dyret faktisk orienterer sig ift. en kendetegnskonstellation, som det er i stand til at 'udsondre', afhænger af den givne behovsspænding, ligesom forskellige kendetegnskombinationer til forskellige tider kan 'udsondres' af den samme kendetegnskonstellation. Man kan altså her tale om forformer for emotionalitetens erkendelsesledende funktion. Emotionalitetens bidrag er her at fremhæve de egenskaber i omverdenen, som er biologisk relevante for dyret i dets aktuelle tilstand (Gdp p. 107-109).
I udviklingens løb bliver behovsaktualiseringen i stadig højere grad til selvstændig emotional information - hvilket er forudsætningen for dannelsen af den funktionale mulighed for at organismen ikke først bliver aktiv ved aktualiseringen af en given betydningsenhed, men kan omsætte den emotionale information om den specifikke mangeltilstand, dels i søgeaktivitet, dels som grundlag for identificering og aktivitetsomsætning af den 'fundne' betydningsenhed. (Der henvises her til de etologiske begreber 'appetensadfærd' og 'instinktadfærd'. De 'aktionsspecifikke' energier igangsætter (iflg. Lorenz) appetensadfærden - teorien om disse energier kan altså forklare den spontane søgeadfærd). Den fylogenetisk først opståede 'søgeadfærd' er en urettet bevægelsesuro, som efterhånden udvikles til ensrettet aktivitet - en væsentlig ansats for den senere udviklede individuelle indlæring. Her må undersøges, om og hvordan man på niveauet før udviklingen af den individuelle indlæring kan antage en evolutionær opståen af en rettet søgeaktivitet - der henvises til det etologiske begreb 'liniære stemningshierakier' iflg. hvilket det er relativt sjældent, at en gennem appetensadfærd fundet 'nøglestimulus' fører umiddelbart til udførelse af den instinktive 'sluthandling' - en nøglestimulus fører hyppigere til yderligere appetensadfærd med særlig 'aktionsspecifik energi', hvorved 'sluthandlingen' først finder sted ift. en nøglestimulus som befinder sig i slutningen af en lang kæde af stadig mere indskrænkede nøglestimuli og søgeaktiviteter. Dette hieraki af nøglestimuli og appetenshandlinger har sin biologiske funktion i en strukturering af de orienteringsledende stemninger, hvorved søgeaktiviteterne bliver stadigt mere specifikke og forhøjer sandsynligheden for fundet af den stimulus som udløser sluthandlingen. Der er altså her indenfor det samme betydningsområde forskellig værdi af betydnings- og aktivitetsenheder indenfor den samme aktivitetssekvens - den rettede søgeaktivitet indbefatter altså en skridtvis aktualisering af forskellige behovsdimensioner - hvilket er ensbetydende med en videreudvikling af emotionalitetens erkendelsesledende funktion - her ledes også selve processen at finde den relevante betydningsenhed. Der er altså her en sondring mellem betydninger som fører til videre orientering, og betydninger som fører til primære udførelsesaktiviteter. Denne skelnen indbefatter en differentiering mellem 'aktionsspecifikke' behovsdimensioner og slutaktualiseringsbetingelser - altså mellem 'orienteringsbehovsdimensioner' og 'udførelsesbehovsdimensioner' (Gdp p. 109-112).
Anden oversættelse af kapitel 3.4 af Henrik Olsen.pdf
Andre organismer findes - objektivt set - altid i en organismes omverden, hvilket dog ikke vil sige det samme som, at disse allerede på det førpsykiske niveau har betydning som organismer på andet end et uspecifikt, fysisk niveau. Dikriminationens/inddelingens funktionsniveau må betragtes som forudsætningen for, at 'kommunikation' kan uddifferentieres - først her kan skelnes mellem kendetegnskombinationer som repræsenterer andre dyr og de som repræsenterer ikke-organismiske omverdensinstanser. Ved egentlig kommunikation og 'socialforbindelser' må forstås en reciprocitet i betydningsforholdene, et optisk, akustisk el.lign. gensidigt 'sender-modtager-forhold'. Den mest elementære funktion af kommunikative socialforbindelser er aktivitetssummationen, hvorudfra udvikles forskellige former for koordination (af fx. jagt), hvori dyrene gensidigt understøtter hinandens livsprocesser. Et andet aspekt er et dyrs overtagelse af en relevant funktion for andre dyr (fx. varselsskrig, som udløser flugtadfærd) (Gdp p. 114).
Den dyriske kommunikation gives ikke i og med det psykiske, men dannes først som aspekt af det psykiskes uddifferentiering - og de reciprokke 'socialbetydninger' må derfor være opstået af ikke-sociale betydningsenheder. Dette må forstås som et funktionsomslag mht. ikke-sociale udførelsesaktiviteter, som ved siden af deres biologiske relevans får social betydning for andre dyr. Dette forhold, som i etologien benævnes 'ritualisering', selvstændiggøres pga. den artsopretholdende effekt. De oprindelige udførelsesaktiviteter og ansatser hertil forandres efterhånden, de specificeres og tydeliggøres mht. deres signalfunktion som betydningsenheder, ligesom færdigheden i forarbejdning af sådanne socialbetydninger forbedres, og disse sender-modtager-forhold danner den 'sociale styring' i kommunikationsprocesser - et nyt genspejlingsniveau (Gdp p. 114-116).
Særligt forplantningens funktionskreds er relevant for dannelsen af socialforbindelser. I løbet af indlæringsprocessernes udvikling dannes efterhånden relativt vedvarende forbindelser mellem kønspartnere og mellem forældre og yngel, indenfor hvilke der opstår reciprokke betydningskonstellationer og differentieret kommunikation. 'Familien' i bred forstand er en vigtig grundkonstellation for sociale forbindelser - den findes i forskellige udprægninger på forskellige udviklingshøjder og under forskellige artsspecifikke omverdensforhold. Også i livssikringens funktionskreds udvikles sociale konstellationer - fx. forskellige former for sociale signaler mht. intra-artslig aggressionshæmning og trueadfærd (de udførelsesaktiviteter, som ritualiseres her, stammer dog ofte fra forplantningens funktionskreds). I denne funktionskreds opstår ligeledes den biologisk funktionelle territorialadfærd som en slags 'rumlig' ordning af socialforbindelser. Man kan antage, at socialforbindelserne i livssikringens funktionskreds har udviklet sig fra 'åbne' artsfællesskaber over 'lukkede', anonyme fællesskaber. 'Familieforbindelser' af forskellig art skulle således være et element heri (Gdp p. 116-118).
Disse socialforbindelser er endnu ikke individuelle forbindelser (som er forudsat af indlæringsprocesser) men er 'typiserende' forbindelser - det fylogenetiske grundlag herfor er fastlagte betydningsstrukturer, som er specifikke derved, at dyrene kan være betydningsbærere for hinanden - og da socialstrukturerne er betydningstrukturer, gælder alt hvad der tidligere er fremlagt herom også her. Udfra socialbetydningernes reciprocitet er der dog specielle forhold her: Et særligt analyse-syntese-forhold i orienteringsaktiviteten gennem informationsfortætningen i den sociale tilbagekoblingsproces, en særlig strukturering af social information, samt en specifik form for behovsdimensioner og betydningsaktualiseringer, som gives af, at bestemte aktiviteter kan blive til 'gensidige behov' som kun kan tilfredsstilles i selve kommunikationen. Da signalformidlethed (som det psykiskes grundkendetegn) så at sige først 'bringes på begreb' ved dannelsen af sociale signaler, er socialstrukturernes uddifferentiering et væsentligt kendetegn ved det psykiskes fulde udprægning (Gdp p. 119-120).
Karakteriseringen af fylogenesen som vekselvirkning mellem enkeltorganismernes systemopretholdelse og populationens (overordnede) systemopretholdelse (som niveauet for de fylogenetiske totalprocesser) behøver her en differentiering: Der findes et midterniveau - socialstrukturerne og disses systemopretholdelse. Den kategoriale differentiering mellem disse tre niveauer ses som en væsentlig forudsætning for en adækvat udarbejdelse af psykogenesen (Gdp p. 120).
GdP Holzkamp tysk kap 4 s.121-157.pdf
Anden oversættelse af kapitel 4 af Henrik Olsen.pdf
Næste kvalitetsniveau i det psykiskes udvikling er organismernes individuelle Indlærings/udviklingsevne, som nu, med ophævelse af den tidligere abstraktion herfra, skal rekonstrueres funktionalhistorisk - det skal påvises at, og hvordan, individuel indlæring bliver udviklingsnødvendig indenfor psykogenesen, og altså er forordnet alle efterfølgende differentieringer. Til påvisning af, at indlærings/udviklingsevnen kan blive en specifik og bestemmende funktion på et nyt fylogenetisk totalniveau, er en hypotetisk forantagelse nødvendig, her en mellemabstraktion, og denne må tilskrives bestemmelser, som også tilskrives det psykiskes grundform. Evnen til individuel indlæring kan endvidere ikke bestemmes i sig selv, men må påvises som en ny kvalitativ udvikling af forskellige uddifferentierede psykiske dimensioner - og som specifik og bestemmende for den videre udvikling af samme dimensionsstruktur. Der gribes her blot tilbage til en global forståelse: Individuel indlærings/udviklingsevne er evnen til ontogenetisk ændring af aktiviteten ift. den givne omverden. En sådan ændringsproces kan dog kun betegnes som udvikling af indlæringsevne, dersom den forholder sig til livsaktivitetens 'psykiske' totalniveau, signalformidlede aktiviteter og disses funktionsgrundlag (Gdp p. 121-122).
'Modifikabilitet' betegner det forhold, at de genetisk fastlagte morfologisk-funktionelle strukturer er fastlagte, men de givne kendetegn ikke er absolut uforanderlige - de fastlægger kun arten og omfanget af 'variationsbredden', indenfor hvilken organismerne kan forandres - modifikabiliteten er derfor selv genetisk fastlagt (Gdp p. 123).
Modifikabilitetens art og omfang afhænger af de fastlagte kendetegn, hvis foranderlighed den repræsenterer - fastlagthed og modifikabilitet er derfor to sider af sammen sag. Modifikabiliteten må ses som et oprindelig ikke-funktionalt epifænomen - som dog efterhånden bevirker en selektionsfordel. I forhold til de tidligere dimensioner kan iagttages modifikable momenter i aktiviteterne - dette er endnu ikke indlæring, men tydeliggør, at der indenfor de fastlagte aktivitetsmekanismer er dannet et særligt psykisk forhold mellem fastlagthed og modifikabilitet, på hvilket indlæringen kan dannes (Gdp p. 124).
Fastlagte aktiviteter er kun funktionale indenfor en omverden som ikke forandrer sig kortfristet - de er opstået som funktionale genspejlinger af omverdenskendetegn som er forblevet konstante indenfor evolutionsprocessernes størrelseorden. I løbet af det psykiskes uddifferentiering er omverdensforholdene, og de tilordnede aktivitetsmuligheder, tiltaget i kompleksitet - stadig flere omverdensforhold er blevet biologisk relevante. Organismerne kan ikke herudfra 'tage højde for' aktuelt-kortfristede omverdensforandringer, og disse står i stadig højere grad i modsætning til de biologiske nødvendigheder. Ved mutationer som bevirker at organismerne kan foretage en modificering af aktivitetsformerne, bliver dette modsigelsesforhold til en indre modsigelse i retning af dannelsen af indlæringsevnen - aktuelle omverdensforandringer skaber et selektionstryk i retning af af en 'funktionalisering' af modifikabiliteten som tilpasning til aktuelle forandringer (Gdp p. 125-126).
Hvor modifikabiliteten til at begynde med er underlagt det fastlagte funktionsgrundlag, som en variabilitet heraf, betyder dannelsen af indlæringsevnen en ny funktional sammenhæng - og en særlig vekselvirkning - mellem de to aspekter. Hvor det fastlagte funktionsgrundlag før kun er foranderligt i forhold til opbygningen og reduceringen af behovsaktualiseringen, bliver modifikabiliteten til indlæringsevne på den måde, at de omverdensbetingede variationer af aktiviteterne forandrer disses grundlag - gentagelsen af given aktivitet under samme omverdensbetingelser bevirker et andet aktivitetsforløb, som er bedre tilpasset disse betingelser. Der er altså her en individualhistorisk dimension i forandringen af aktivitetsgrundlaget, dannelsen af en funktional 'individualhukommelse' som uddifferentiering af den fylogenetisk tilblevene 'artshukommelse'. Indlæringsevnen er selv artsspecifikt bestemt, et resultat af fylogenetiske tilpasningsprocesser, og altså i sin udprægning bestemt af de artsspecifikke omverdensforhold (hvad og hvordan der kan indlæres afhænger af den givne arts 'livsnødvendigheder') (Gdp p. 128).
Såvel fastlagte aktiviteter som disses modifikabilitet gennem indlæringsevnen er resultat af fylogenetiske tilpasningsprocesser, altså muliggjort af genomisk information. Indlæringsevne er derfor en medfødt evne til udnyttelse af aktuel omverdensinformation. Udviklingen af indlæringsevnen må ikke forstås som fastlagthedens forsvinden - de fastlagte funktioner er artsspecifikke tilpasninger til en given omverden, og det livsopretholdelsesgrundlag, som indlæringsevnen baseres på - en udvikling af indlæringsevne på bekostning af fastlagtheden ville ikke kunne finde sted: En organisme som skulle lære alt individuelt, ville ikke være levedygtig - selektionsulemperne ved manglende fastlagthed ville ikke kunne kompenseres umiddelbart af indlæringsevnens selektionsfordele. Ganske vist kan fastlagte aktiviteter ikke 'tage højde for' aktuelle ændringer, men de står umiddelbart til disposition - og kun ud fra denne basis for sikring af elementære livsfunktioner kan indlæringsevnen uddifferentieres. Herudfra kan forholdet mellem fastlagthed og modifikabilitet karakteriseres som et modsætningsforhold, i hvilket de uforenelige selektionsfordele og -ulemper 'ophæves': Indlæringsevnen opstår og uddifferentieres ud fra, at den sikres et stadig mere effektivt og uddifferentieret fastlagt grundlag. Dette grundlag har sin egen videre evolution, gennem hvilket det i stadig højere grad bliver til fastlagte forudsætninger for indlæringsevnens udfoldelse (Gdp p. 129-130).
Indlæringsevnen overgår ikke blot fra at være underordnet de fastlagte funktionsaspekter til at være disse overordnet - der er tale om forskellige dimensioner i indlæringsevnens udvikling. Der må her antages en art indlæringsevne, som videreudvikles indenfor grænserne af det fastlagte funktionsgrundlag som subsidiært og understøttende dette. Senere udvikles parallelt hermed en højere form for indlæringsevne, som overgår fra at være en underordnet til at være en dominerende funktion, hvorved betydnings-, aktivitets- og behovsdimensioner medinddrages i den individuelle indlærings/udviklingsevne, og der kan opbygges selvstændige psykiske betydningsdimensioner. Disse to former for indlæringsevne benævnes hhv. 'subsidiær' og 'autarkisk' indlæringsevne (Gdp p. 131).
'Habituering' (:vane) er den mest elementære form for modifikabilitet, hvis systemopretholdende effekt må ses som liggende i, at organismerne 'afskærmes' fra omverdensforhold, hvis gentagne optræden er biologisk irrelevant. Habituering ses som et 'grænsetilfælde' af indlæring, der dog har en vis relevans, i og med at den som paralleludvikling findes ved siden af, og træder i vekselvirkning med, egentlige indllæringsformer (Gdp p. 131-132).
Andre former for (egentlig) indlæringsevne bevirker, at den artsspecifikke inddeling af orienteringsfeltet kan udspecificeres individuelt. En tidlig form herfor er 'selektiv fiksering', hvor aktiviteter, som tidligere var tilknyttede artsspecifikke betydningsenheder, nu kun udløses dersom betydningsenheden yderligere har 'individuelle' tillægskendetegn - etologien beskriver dette som en 'gennem erfaring modificerbar medfødt udløsningsmekanisme' (Gdp p. 132-133).
Selektiv fiksering kan ses som et mellemstadium til en mere udviklet form, 'selektiv differentiering', hvor tillige forskellige aktiviteter er svar på forskellige tillægskendetegn, dvs. betydningsdifferentiering. Hermed 'individualiseres' dyret, dvs. det får en individuel erfaring, som adskiller det fra andre dyr. Orienteringsaktivitetens funktionsgrundlag differentieres her til evnen til forarbejdning og lagring af information om aktuelle omverdensvarianter, som der ikke kan tages højde for i den artsspecifikke fylogenetiske tilpasningsproces (Gdp p. 133-134).
'Analyse' og 'syntese' er to sider af samme sag, men ved indlæringsevnens opståen ligger hovedvægten på 'analysen', idet dyret er fikseret på de indlærte enkeltheder ved omverdensforholdene. Her forekommer et 'tilbagefald' til gradientorienteringens 'enhed af aktivitet og orientering'. 'Fejl' i udførelsesaktiviteten kan her indlæres, og ved højere udvikling, med forbedret evne til 'syntetiserende sammenfatning', selvstændiggøres også den indlærende orienteringsaktivitet så vidt, at udførelsesaktiviteten kan føre til 'undgåelse af fejl'. Logisk-historisk hører disse to indlæringsformer til på differentiringsindlæringens udviklingsniveau (Gdp p. 135-136).
Orienteringsaktiviteter ift. opsøgning og inddeling af betydningsenheder er generelt foranlediget af en særlig 'aktionsspecifik' behovstilstand, gennem hvilken de tilordnede betydningsenheder får emotionel valens, og som 'tilfredsstilles' ved omsætningen af betydningsenheder. Ved en indlært specificering af betydningsenheder må resultatet af aktivitetsomsætningen virke tilbage på de emotionale aspekter ved det funktionale aktivitetsgrundlag - kun sådan kan det forstås, at den emotionalt ledede orienteringsaktivitet i stadig højere grad retter sig ind mod de indlærte tillægskendetegn, at betydningsaktualiseringen er kvalitativt forskellig ift. de indlærte betydningsdifferentieringer, dvs. har forskellig 'tilfredsstillelsesværdi'. Den 'funktionale hukommelse' er altså også nødvendigvis en 'emotional hukommelse', i hvilken ikke blot information, men også den emotionale tilstandsændring lagres, og betydningsenheder med indlærte kendetegn 'foretrækkes' herudfra. (Der kan her også være tale om 'negativ' foretrækkelsesaktivitet ved fx. flugtadfærd) (Gdp p. 136-137).
Indlærte betydningsdifferentieringer findes, foruden i livssikringens funktionskreds, også i forplantningens funktionskreds, her som differentiering og foretrækkelse af bestemte sexualpartnere osv. Vigtigt her er differentieringen indenfor 'socialstrukturernes' reciprokke betydningsforhold. Ansatser hertil findes allerede hos relativt uudviklede dyrearter, og den indlærte 'individualiserbarhed' udvides med videreudviklingen. Af de anonyme socialforbund udvikles altså individualiserede forbund, i hvilke forskellige artsfæller holder sammen gennem et komplekst net af socialforbindelser. I begyndelsen er disse dog kun modifikationer indenfor artsspecifikt fastlagte betydningsstrukturer ('subsidiær' socialindlæring) - som det ses i forskellige former for, og udviklingsgrader af, 'dominanshierakier', hvor de dyr, som klarer sig bedst i ritualiserede 'rangkampe' har særlige privilegier ift. næring og sexualadfærd osv. Selektionsfordelen her består i reduceringen af rivalisering og aggression. Der er her tale om social differentieringsindlæring - dyrene lærer her at reagere ift. dominans/subordinans (GdP p. 138-139).
Kapitel 4.3 tegnet
De subsidiære indlæringsformer har ikke mulighed for at udvikle sig i retning af dominans over de fastlagte dimensioner - her indlæres individualiserede betydningsdifferentieringer, men de tilsvarende aktiviteter forbliver i det fastlagtes rammer, og herved kan de fastlagte aktivitetsdeterminerende betydningsstrukturer heller ikke ændres (Gdp p. 139-140).
En indlæringsform, som indebærer muligheden for udvikling af dominans over de fastlagte betydningsstrukturer, er den indlærte forandring af aktivitetssekvenserne. I de fastlagte 'liniære hierakier' bliver aktivitetsfølgerne selv, ved overgangen til 'autarkisk' indlæringsevne, foranderlige gennem indlæring. Dermed er betydnings/behovsdimensionerne trukket ind i 'modifikationsprocessen'. Der henvises her til et etologisk begreb - bevægelsesfølgens 'relative hierakier' - hvori de oprindeligt 'liniært' fastlagte bevægelsesfølger selvstændiggøres ift. hinanden og bliver kombinerbare gennem indlært tilpasning til særlige omstændigheder (med bibeholdelse af den hierakiske opbygning). I forhold hertil differentieres også de aktionsspecifikke energier som ligger til grund for aktivitetssekvenserne, idet der findes et selvstænddigt potentiale til aktivering af hver delsekvens (som altså kan fremkaldes og øves selvstændigt). Ligeledes iflg. etologien udvikles med stadighed en finere opdeling af aktivitetsfølgerne (alt efter artsspecifik omverden og realiseringsbetingelser) i kombinerbare 'vilkårlige bevægelsesfølger', som individuelt kan tilpasses aktuelle omverdensforhold. Tilordnede aktionsspecifikke energier differentieres indtil de i udstrakt grad har mistet deres indholdsmæssige bestemthed og bliver til et alment 'driftsgrundlag' for vilkårlige bevægelser (Gdp p. 140-141).
I forhold til de 'relative hierakier' kan kun de udførelsesbetydninger, som betinger slutaktiviteten, og de behovstilstande som fører til dennes aktualisering, være aktionsspecifikke (da bevægelsesfølgerne kan kombineres og fremkaldes frit). Udførelsesbetydningerne må altså her antages at høre til på den subsidiære indlærings niveau, men differentieringsindlæringens begreb er ikke tilstrækkeligt ift. begribelse af de indlærte orienteringsaktiviteter ved den individuelle strukturering af aktivitetssekvenser. Dette må altså være forudsat af et højere niveau (Gdp p. 141-142).
Gennem indlærende omverdenserfaring må dyret kunne opfatte bestemte kendetegn i deres sammenhæng med hinanden, således at de kan forarbejdes ift. deres henvisning til de primære udførelsesbetydninger - faktisk en 'anticipation' (den samlede aktivitetssekvens struktureres ift. slutaktiviteten). Aktivitetens signalformidlethed 'fremstilles' af dyret selv gennem indlæring. På den subsidiære indlærings niveau 'individualiseredes' kun visse delaspekter af den psykiske struktur - her individualiseres det psykiske selv. En aktivitetssekvens' rettethed mod slutbetydningen kan ikke tænkes uden 'signalindlæring', og indlæring af signalforbindelser og af aktivitetssekvenser er altså to sider af samme indlæringsproces. Denne 'autarkiske' indlæring kan - via opløsningen af de fastlagte betydnings- og behovsstrukturer - blive til psykens 'dominerende' funktion (Gdp p. 142-143).
Betydningerne bliver nu, fra at være determinanter for fastlagte orienteringsaktiviteter, i stadig højere grad til 'aktivitetsigangsættere' af almen art. Erkendelsesnødvendigheden afhænger af, om bestemte signalforbindelser allerede er indlært som henvisningssammenhænge, eller om en begivenheds signalværdi stadig er 'usikker' - jo 'nyere' et sagsforhold er, jo mere betydningsfuldt er det ift. opståelsen af af erkendelsesaktivitet. Denne sammenhæng er i etologien bragt på begreb som 'nysgerrigheds- og udforskningsadfærd', og den karakteriserer de autarkiske indlæringsprocesser (Gdp p. 143-144).
Her forandres sammenhængen mellem aktualiseringen af behovsdimensioner og aktualiseringen af betydninger i tilordnede aktivitetsomsætninger - mens behov tidligere aktualiseredes gennem endogene (mest cykliske) processer, gælder dette her kun for de for udførelsesbetydningerne gældende behovsdimensioner. Ift. orienteringsbetydninger må man derimod antage et alment behovsgrundlag for spontan omverdensudforskning. Herudover forekommer behovsaktualiseringer overfor 'nye' omverdensforhold (Gdp p. 144).
Da dyret endnu ikke råder over et tilstrækkeligt indlært aktivitetsrepertoire ift. det nyes signalværdi, er dets emotionale aktivitetsberedskab først 'ambivalent', delt mellem tilnærmelsestendens og undgåelsestendens, hhv. mellem 'rettet energimobolisering' og 'angstberedskab'. Hvis dyret på grundlag af tidligere indlæringsprocesser kan anticipere den nye situations 'bestridelighed', vil den rettede energimobilisering være overvejende, og indlæringsprocessen fortsætte. Hvis dyret derimod anticiperer et tab af kontrol over situationen, dvs. manglende aktivitetsevne, vil 'angstberedskabet' være overvejende, og dyret vil trække sig tilbage. Hvis den nye situation ikke kan bestrides, og tilbagetrækning ikke er mulig, kommer dyret i en situation med akut manglende orienterings- og aktivivtetsevne, dvs. 'tab af omverdenskontrol', 'manifest angst'. Muligheden for 'angst' (og forformer heraf) er altså knyttet til den autarkiske indlæringsniveau - angst er forudsat af noget individuelt ukendt (Gdp p. 144-145).
Regulationen af nysgerrigheds- og udforskningsadfærden er altså 'risikooptimeringens' emotionale vurderingsform, gennem hvilken der normalt findes en gunstig middelvej mellem 'for tidlig' tilbagetrækning og 'for uforsigtig' tilnærmelse ift. det nye. Emotionalitetens erkendelsesledende funktion får her en ny, 'individualiseret' kvalitet (Gdp p. 145).
Det overordnede princip for såvel energimobilisering som for angstberedskab er dyrets individuelle kontrol over sine livsomstændigheder, og behovsgrundlaget for nysgerrigheds- og udforskningsadfærden kan derfor benævnes 'behov for omverdenskontrol' - dvs., den emotionale regulation har effekten: 'Optimering af omverdenskontrollen' som specialtilfælde af emotionalitetens generelle funktion, sikringen af dyrenes 'systemopretholdende' aktiviteter (Gdp p. 145).
Den 'funktionale hukommelse' specificeres her som tilbagemeldning om arten og graden af bestridelsen af nye situationer målt ift. 'kontrolbehovet' som vurderingsgrundlag. Her lagres altså individuelle erfaringer om omverdensbegivenheders signalværdi ift. anticipationen af 'primære' betydninger og samtidig de krævede bevægelsesfølger, indbefattet en lagring af tidligere emotionale vurderinger af givne situationers 'bestridelighed', hvorved aktivitetsberedskabet modificeres (Gdp p. 145-146).
Da indlæringsprocesserne er en permanent reducering af en situations 'nyhed', kendetegner de aktivitetsigangsættende 'rammebetydninger' kun indlæringens begyndelsesfase - rammebetydningerne konkretiseres efterhånden til indlærte orienteringsbetydninger, som har en bestemt 'anticipatorisk signalværdi' og dermed en bestemt 'bestridelseskvalitet'. Ambivalensen ændres derved til entydigt handleberedskab. Betydningsaktualiseringer aktiveres så ikke længere af kontrolbehovet, men af behovsdimensioner indenfor slutaktiviteternes område. De lagrede henvisnings- og bestridelseskvaliteter muliggør så tilnærmelses- eller undgåelsesaktiviteter i individuel tilpasning til omverdensforholdene (Gdp p. 146).
Dette niveaus væsentligste grundkarakteristikum er den indlærte aktivitetsretning. Den anticipatoriske karakter indbefatter de emotionale vurderinger - de indlærte orienteringsbetydninger har ganske vist 'rådighedsvalens', men henviser også anticipatorisk til betydningsenhedernes emotionale valens. De aktivitetsfølger, som får deres rettethed gennem den aktuelle tilstands valens og antecipationerne af positive emotionale værdier, benævnes 'motiverede aktiviteter' (Gdp p. 147).
Hermed udvikles en ny form for 'foretrækkelse' mht. primære betydnings/behovsdimensioner - de 'foretrukne' varianter af en i iøvrigt fastlagt betydningsenhed trækkes her ind i anticipationsprocesserne. Dyret kan altså her undlade behovstilfredsstillelse ved et givent objekt ved anticipationen af opnåelsen af et andet objekt med højere 'foretrækkelsesværdi' (Gdp p. 147- 148).
Der er også her et nyt niveau for former og lovmæssigheder for inddeling/organisering af orienteringsfeltet. Dette organiseres nu alene ud fra, hvilke sagsforhold der, ud fra kontrolbehovet, fremtræder som nødvendige at udforske (Gdp p. 148). De indlærte inddelinger efter betydningsenheder forbliver i bred forstand artsspecifikt bestemt. I det funktionale grundlag for inddeling og enhedsdannelse er det fylogenetisk formidlet, hvilke sagsforhold der kan være biologisk relevante, og som dyret altså må kunne 'opfatte' ift. andre sagsforhold i den artsspecifikke omverden. Det er altså artsspecifikt bestemt, hvad der kan fremhæves som 'nyt' (Gdp p. 148-149).
Inddelingen af orienteringsfeltet efter sagsforholds 'nyhed' er kun den mest almene rammebestemmelse for orienteringsinddeling, som ved videre indlæring, via emotionale vurderinger, specificeres til differentierede og individualiserede enheder i dyrets 'erfaringsverden'. Orienteringsaktiviteternes 'inderliggjorte' dele danner her funktionale differentieringer, som muliggør 'tilbagekoblet' udnyttelse af erfaringer i retning af en indlært organisation af orienteringsfeltet (Gdp p. 149). Relationer mellem sagsforhold må her kunne opfattes og lagres, og her opstår et nyt niveau for kognitiv informationsforarbejdning, som er kendetegnet ved, at der danner sig en særlig psykisk forbindelse mellem kendetegnsklasser og en selvstændig 'intern model' af relationer, som er en af forudsætningerne for 'tænkende' informationsforarbejdning. På grund af indlæringens anticipatoriske karakter må tidslige følgeforbindelser også kunne opfattes og lagres (Gdp p. 149-150).
Evolutionen er ikke blot en 'forvandling' af lavere til højere funktioner - med videreudviklingen dannes en ny funktional sammenhæng mellem højere og lavere funktioner, hvor de sidste, på deres eget niveau, har deres egen funktionshistorie. De fastlagte funktionsandele forsvinder altså ikke, men kommer til at stå i et nyt forhold til det nye niveau. Ved overgangen til autarkisk indlæring vedbliver de indenfor funktionsenhederne fastlagte, og kun sekundært modificerbare, strukturer at bestå, men stagnerer ikke. Indlæringen selv indeholder fastlagte funktionsstrukturer. Både informationsforarbejdningen, vurderingen af aktivitetsberedskabet og styringen af bevægelsesfølger beror alle på fastlagte mekanismer og er forudsætningen for, at indlæringens udviklingsniveau kan opstå (Gdp p. 150-151).
Det skal nu rekonstrueres, hvordan den autarkiske indlæring bliver en dominant funktion, altså hvordan indlæringsevnens selektionsfordel overgår fastlagthedens selektionsfordel. Dette kan kun ske igennem en kompensation for indlæringsevnens selektionsulempe (Gdp p. 151). En central selektionsulempe ligger i 'latenstiden' ift. erhvervelsen af et indlært orienteringsgrundlag. Selektionsfordelen - individualiseret tilpasning til skiftende omverdensforhold - kan først sætte sig igennem ved dannelsen og uddifferentieringen af dyriske socialforbund. Her forekommer adfærdssummation, effektivisering af forsvar, jagt og angreb, gensidig funktionsovertagelse osv., som giver en gennemgribende kompensation overfor indlæringsprocessernes risici. Socialforbundet selv udvikler sig i stadig højere grad i retning af indlærte socialforbindelser og indlært socialadfærd, hvad der igen betyder en mere effektiv social sikring af de individuelle indlæringsprocesser. Indlæringsevnens og socialforbindelsernes udvikling er en enhedsmæssig proces i dannelsen af de højeste dyriske livsformer (Gdp p. 151-152).
Et væsentligt skridt her er udvidelsen af indlæringsevnen til individuel udviklingsevne i den første del af ontogenesen, altså dannelsen af en egentlig 'barndomsfase', som tjener den indlærende forberedelse til den artsspecifikke 'voksentilværelse'. Barndommens længde vokser med den fylogenetiske udvikling (og er en central indikator for dyrearters udviklingshøjde). De sociale betingelser for opståelsen af udviklingsevnen er i første omgang ændringer i forældredyrenes yngelplejevaner - yngelplejen udvikles her til 'ungeopdræt', hvor forældrene beskytter ungerne og understøtter deres indlæringsaktiviteter, og med stigende udviklingshøjde forekommer egentlige 'opdragelsesaktiviteter'. Der sker her en integration mellem familiegruppen og det overgribende socialforbund, idet familien står under socialforbundets beskyttelse, og understøttelse og opdragelse i et vist omfang også varetages af andre medlemmer af forbundet. Forbundet udgør et 'område', hvorindenfor ungerne uden trusler og forstyrrelser kan gennemgå deres indlæringsprocesser (Gdp p. 152-153).
Indlæringsprocesserne får her en anden funktion og placering - de får, på de højeste dyriske udviklingsniveauer, selvstændig forberedelseskarakter som 'legeadfærd'. Udforskningen af 'det nye' har her karakter af selvstændig 'efterprøvning af muligheder' osv. Vigtigt er her, at de forskellige bevægelseselementer i legeadfærden kan fremkaldes og øves selvstændigt - dette gælder også for de komplekse former for 'vilkårlige' bevægelser. Dette har en systematisk indlæringseffekt og understøttes iøvrigt af moderen. Tilsvarende sker en differentiering af behovsgrundlaget - der opstår en selvstændig 'funktionslyst' som også understøtter indlæringsprocesserne. 'Funktionslysten' må ses som en differentiering af det almene kontrolbehov, hvor 'kontrollen' her forholder sig til kompetencen ift. udførelse af de givne bevægelsesfølger. Det unge dyr samler altså 'erfaringer' og færdigheder (Gdp p. 153-154).
En særlig form for social indlæringsevne er erfaringsvideregivelsen, den dyriske 'traditionsdannelse', hvor den autarkiske indlæringsevne udvikles til en form for 'iagttagelsesindlæring'. Her udnyttes resultaterne af andres læreprocesser i det egne informationsforarbejdningssystem og omsættes i aktivitet (Gdp p. 154).
Den autarkiske indlæring retter sig nu mod indlærte 'sociale orienteringsbetydninger' - det 'nye' er her artsfællernes 'ukendte' egenskaber og adfærdsmåder, og reduceringen af det nye er den erhvervede evne til at 'forudse' andres aktiviteter og til adækvat 'omgang' hermed. Med stigende udviklingshøjde bliver indlæring af sociale betydninger/aktiviter til 'socialisering'. I legeadfærden indøves således også sociale kommunikationsformer, afprøvning af reaktionsmåder osv. Forudsætning for, at ungerne kan udsætte sig for de risici dette indebærer er den emotionale sikring der ydes, specielt af moderen. Ved forstyrrelser af disse socialiseringsprocesser kan der opstå 'psykiske skader' hos dyrene, dvs. manglende evne til indgåelse af 'normale' socialforbindelser, som medfører isolation fra artsfællerne og evt. udstødning af forbundet (Gdp p. 154-155).
Kontrolbehovet får altså med stigende udviklingshøjde i stadig højere grad et aspekt af behov for social orientering og sikring - til 'motiveret' kontrol over livsbetingelser hører her også kontrol over socialaktiviteter og socialforbindelser. Det i angstberedskabet anticiperede, og i angsten givne, tab af omverdenskontrol kan derved også fremtræde som tab af forbindelser til artsfæller (Gdp p. 155).
Ved overgangen til individuel indlæringsevne får den 'funktionale hukommelse' ny betydning - det unge dyr gennemløber en række, mere eller mindre fylogenetisk fastlagte, individuelle udviklingstrin og udfolder således skridtvis den funktionale basis for videre indlæringsprocesser. I erfaringsopbygningen kan dyret således gribe tilbage til stadig flere indlærte aktivitetsmuligheder, som her benævnes 'sekundære automatiseringer' til forskel fra de primære, fastlagte 'automatiske' aktivitetsmuligheder. Fastlagthedens selektionsfordele 'forlænges' altså ind i det individualhistoriske område, og består her i, at de automatiserede aktivitetsmuligheder står umiddelbart til rådighed, således at dyret på dette grundlag kan realisere nye og mere udviklede aktivitetsformer - som igen kan lagres som sekundært automatiserede, hvilket betyder en progressiv effektivisering af aktiviteterne. De indlærte automatiseringer kan opløses og afbrydes i forhold til nye omverdensbegivenheder (og dermed angstberedskab/angst), således at aktivitetsmulighederne tilpasses de ændrede betingelser og nye sekundære automatiseringer opbygges. Indlæringsevne er også altid evnen til 'af- og omlæring', både mht. kognitive og emotionale hukommelsesaspekter, og denne evne bliver mere udpræget i jo højere grad de biologisk relevante træk omfattes af orienteringen og aktiviteterne (GdP p. 156-157).
Indlæringsevnens dominans over fastlagtheden må ses som opnået, når dyret ikke mere kan realisere sine artsspecifikke aktivitetsmuligheder uden den individuelle udviklingsproces. Individualudviklingen udgøres ikke blot af en evne hos det enkelte dyr (som tidligere anført sikres den netop i socialforbundet) - det må ses på den måde, at der dannes en særlig 'social' eksistensform på grundlag af de individualiserede udviklingsprocesser. Det højeste dyriske udviklingsniveau nås kun som social livsform, og det enkelte dyr kan kun herigennem udfolde sin artsspecificitet (GdP p. 157).
GdP Holzkamp tysk kap 5 s.159-206.pdf
Anden oversættelse af kapitel 5 af Henrik Olsen.pdf
Det gælder herefter udarbejdelsen af det psykiskes nye kvalitet på det menneskelige-samfundsmæssige niveau, dvs. den menneskelige-samfundsmæssige specificering af den individuelle indlærings/udviklingsevne i dens forskellige funktionsaspekter. Overgangen til det psykiskes menneskelige kvalitet kan imidlertid ikke udarbejdes som et kvalitativt omslag indenfor fylogenesen - det særlige på dette niveau gives af den samfundsmæssigt-historiske proces, som er en kvalitativt ny totalproces. Der skal altså påvises et kvalitativt omslag i den overordnede totalproces, og dette skift i analyseniveau (fra psykogenesens niveau til niveauet for den fylogenetiske/samfundsmæssigt-historiske totalproces) finder sted ved udarbejdelsen af fjerde analyseskridt, dominansomslaget. Begrundelsen herfor vil fremgå af analysen. Først herefter vil der kunne vendes tilbage til det psykiskes analyseniveau (Gdp p. 159-160).
Som relevante dimensioner på det tidligere trin opregnes, at primatudviklingen før uddifferentieringen af de subhumane hominider er kendetegnet ved omnivor næringsadfærd, overgangen fra nataktivitet til dagaktivitet og af generel omstilling fra relative 'nærsanser' til relative 'fjernsanser', herunder omstilling fra lugtorienteringsdominans til synsorienteringsdominans. Disse udviklinger er, i stadig mere udpræget grad, genspejlingen af primaternes fylogenetiske tilpasningsprocesser ift. den tropiske regnskovs biotop. Hertil kommer svinge-hænge-klatringen som højt specialiseret bevægemåde, i sammenhæng med hvilken der dannes en evne til relativ opretning af kroppen, og denne bevægemåde er også forudsætningen for en lejlighedsvis aflastet brug af forlemmerne, som så kan uddifferentieres som 'hænder', og som indgår i en videre differentiering af synssansen i nærområdet, hvilket samlet giver mulighed for erkendelsesaktivitet ift. små objekter (finmotorik) - altså en præcist kontrolleret 'manipulationsevne' med nye orienteringsmuligheder. I forbindelse hermed udvikles de tidligste former for middelbenyttelse, som indgår med de videre differentieringer i området for indlærte socialforbindelser - muligheden for kommunikativ signaludnyttelse forhøjes, hvorved hovedet (gennem kropsopretningen) får tiltagende betydning som signalbærer. Herved udvikles, både indenfor 'familieområdet' og indenfor andre, mindre grupperinger, stadig stærkere, individualiserede og længerevarende former for for socialkontakter og 'selvstændiggjorte' former for social/emotional integrering (Gdp p. 162-163).
Disse tilpasninger fører altså dels til udviklingen af de nulevende menneskeaber, dels til menneskets udvikling, og der må spørges, hvilke omverdensforandringer, der ift. de opståede tilpasnings- og livsformer, danner den specielle udviklingsmodsigelse som presser en del af primatpopulationen i retning af netop denne evolutionære progession. Iflg. de bedst funderede hypoteser er regnskovens tilbagetrækning, med 'overfyldning' af livsrummet som konsekvens, og heraf følgende migration til de stadigt mere udbredte steppe- og savanneområder, den faktor som kræver nye tilpasninger og dermed indleder den evolutionære progression (Gdp p. 163-164).
De særlige betingelser ved den nye biotop (knaphed på næringsmidler, ingen mulighed for at søge beskyttelse i trætoppene, nødvendigheden af kontrol over et større område for næringssøgning, højt græs osv.) er de systemtruende omverdensbetingelser som bliver trukket ind i en 'indre' udviklingsmodsigelse og ophæves i nye, specifikke tilpasningsprocesser hos de allerede højtspecialiserede livsformer, netop med den tilpasning som grundlag (Gdp p. 164).
Den allerede udviklede tendens til opretning af kroppen får ny central tilpasningsværdi, den muliggør orientering i savannens høje græs og optimeres som 'tobenethed', ligesom den allerede opnåede evne til aflastet brug af hænderne forbedres - sammen med en voksende cerebral kontrol udvikles stadig mere udpræget finmotorisk styring af hånden. I sammenhæng hermed optimeres evnen til orientering i nærrummet, og disse to forhold danner tilsammen optimeringen af den manipulative orientering, hvilket muliggør indlæring af objekters genstandsmæssige 'betydningsmæssighed', dvs. genspejlingen af tingenes objektive egenskaber i deres funktion for livsindvindingsprocessen, hvilket på sin side må optimere den allerede opnåede evne til brug og tilretning af midler (dvs. udvikling af brugen af forhåndenværende genstande som fx. kastevåben mod rovdyr til stadig mere udpræget brug ifm. jagt på mindre byttedyr). Tobenethedens 'initialfunktion' ift. den videre psykiske udvikling viser sig strukturelt i den voksende hjernevolumen, specielt forøgelsen af neocortex, der kan ses som udtryk for den umådelige evolutionære tilpasningsydelse (Gdp p. 164-166).
Gennem tilvirkning og brug af midler får den autarkiske indlærings informationsforarbejdning ift. 'erfaring af relationer' og 'anticipation af begivenheder' en ny kvalitet, hhv. 'fremstilling af relationer' og 'fremstilling af begivenheder'. Med en sådan 'sagsrettet intentionalitet' gives muligheden for, gennem 'indgriben i realiteten' og erfaring af konsekvenserne heraf, et nyt niveau for erfaringsindvinding. Bevægelsesindlæring og signalindlæring integreres da på et nyt niveau - bevægelsesrækkefølgerne åbnes, som 'afprøvende manipulation', overfor nye henvisningssammenhænge. Inderliggørelsen af dele af orienteringsaktiviteten og de tilsvarende emotionale vurderinger som 'tænkende' informationsforarbejdning, bliver ift. redskabsbrugen atter 'eksternaliseret', idet den 'indre' afprøvning lægges ud i manipulationen af objekterne, og resultaterne heraf bliver igen tilgængelige for informationsforarbejdning, hvilket indbefatter en ny form for 'sekundære' automatiseringer indenfor det indlærte funktionsgrundlag, idet også sammenhænge mellem egne aktiviteter og de på forskellig vis fremkaldte effekter heraf må kunne lagres og fremkaldes, hvorved der også gives nye muligheder for 'afbrydelser' og 'omindlæring' ift. inadækvate effekter (Gdp p. 166).
Det første kvalitative spring henimod menneskets tilblivelse kan ikke ses som begrundet alene i primaternes individuelle ydeevne - kommunikationsformer og socialstrukturer må inddrages i analysen. Generelt karakteristisk for primaters tilpasning til 'åbne' biotoper som steppe og savanne er opbygningen af 'fastlagt' territorialadfærd og dannelsen af sociale grupper med mange medlemmer og indlærte relationsstrukturer, som også går ud over forplantningsfællesskaberne, hvilket må ses som et evolutionært svar på det skærpede selektionstryk, idet sådanne grupperinger muliggør fælles næringssøgning og fordeling, beskyttelse af unger og mødre og fælles forsvar mod rovdyr osv. gennem indlært funktionsovertagelse og forbedret optisk og akustisk informationsvideregivelse - hvilket også må anses for at være tilfældet her. De allerede opnåede indlærte individualiseringer og differentieringer af de sociale relationer må være bibeholdt, og storgruppernes struktur må være karakteriseret af fleksible individuelle relationer og bindinger. Hermed må tendensen til informations- og erfaringsoverdragelse gennem 'traditionsdannelse' optimeres, så at de skærpede livsomstændigheder også kan imødegås af stadig større 'subkulturel' 'fortætning' af information og erfaring. Familieforbindelserne ophæves som underordnede strukturer i de overgribende socialstrukturer (Gdp p. 167-168).
I tilknytning til udviklingen af de indlærte socialforbindelser opstår en ny form for social koordination, som bliver umiddelbar forudsætning for 'funktionsomslaget'. Dette er en ny form for indlært social funktionsdeling, i hvilken gruppemedlemmer kan overtage dele af en flerdelt aktivitetssekvens, således at det relevante mål opnås via den kollektive realisering af de enkelte delmål. I denne nye kvalitet af indlært 'opdeling og kombination af aktivitetssekvenser' henviser de 'indlærte orienteringsbetydninger' ikke blot til næste delaktivitet ift. det tilstræbte mål, men også til andres delaktiviteter, der kombineres med egne delaktiviteter. Det indlærte funktionsgrundlag må altså kunne lagre, automatisere og fremkalde sammenhænge mellem den egne totalaktivitet og andres dermed koordinerede aktiviteter, dvs. overindividuelle aktivitetsstrukturer. Nystrukturering af det indlærte funktionsgrundlag må altså her kunne finde sted på baggrund af information om den andens aktivitetsresultat (Gdp p. 168-170).
Dette giver en ny dimension til det sociale aspekt af det globale 'kontrolbehov'. Dette behov kan principielt ikke længere reduceres via individuelle kontrolaktiviteter, men kun via opnået kollektiv kontrol. Motivation ift. dette 'sociale' kontrolbehov anticiperer ikke blot resultatet af den egne aktivitet, denne vurderes derimod ift. sit bidrag til det samlede kollektive resultat (Gdp p. 170).
Med udprægningen af en sådan 'social motivation' forandres forholdet mellem 'kontrolbehovet' som alment orienteringsbehov og de primære behovsdimensioner - den primære behovstilfredsstillelse følger ikke af den individuelle, men af den kollektive aktivitetssekvens, og finder sted i en anden aktivitetskontekst. En 'indsigt' i sammenhængen mellem det egne bidrag og den primære behovstilfredsstillelse udvikler sig i forbindelse med udviklingen af den sociale organisering af livsindvindelsen, og kan altså ikke være forudsat udviklingen af denne - det sociale kontrolbehov må derfor antages at selvstændiggøre sig overfor de primære behovstilstande, således at motivationen må knytte sig til antecipationen af resultatet af den egne aktivitet som bidrag til det kollektive aktivitetsresultat, dvs. opnåelsen af et mål i fællesskab med andre har her sin egen tilfredsstillelsesværdi. Kun gennem en sådan antagelse kan opståelsen af det emotionale handleberedskab ift. kollektive aktiviteter gøres logisk-historisk forståeligt - der må være tale om en integration af uspecifikke sagslige og sociale behovstilstande, såsom 'funktionslyst', legeadfærd, globalt socialbehov o.lign., på et nyt funktionelt niveau (Gdp p. 170- 171).
Den funktionsdelte socialkoordination er første ansats til indlært almengjort foregribende omsorg for gruppemedlemmernes individuelle livssikring - foregribende omsorg bliver her princippet for indlært social koordination, således at den enkeltes bidrag til fremtidig sikring af livsopretholdelsen tjener hele det sociale forbund (Gdp p. 171).
I denne udvikling ændres forholdet mellem aktiviteter og behovstilstande afgørende - de primære behovsspændinger bliver i stadig mindre grad den selvstændige forudsætning for aktiviteterne - derimod trækkes de ind i de kollektive aktiviteter som har som mål at foregribe og forhindre 'ydre' eller 'indre' livstruende situationer, således at behovsspændingernes tilfredsstillelse organiseres kollektivt, og individuelle 'livstruende' behovstilstande bliver tegn på manglende kollektiv organisering, således at den enkeltes motivation retter sig mod undgåelsen af livstruende situationer gennem bidrag til den kollektive organisering (Gdp p. 171-172).
Den sociale almengørelse af den foregribende omsorg må ses som det væsentligste karakteristikum ved udviklingen af komplekse socialsystemer, traditionsdannelse og nye former for kommunikationsorientering (Gdp p. 172).
Den funktionsdelte aktivitetskoordination i den almene foregribende omsorg er den nødvendige forudsætning det første kvalitative spring, der indleder den egentlige menneskeliggørelse - funktionsomslaget fra den individuelle brug og tilvirkning af midler, som (over forskellige for- og mellemformer) bliver til social fremstilling og social brug af redskaber (GdP p.172-173).
Forformerne er kendetegnet ved, at 'midlet' indsættes i sammenhæng med individuelle aktivitetssekvenser, til opnåelse af et bestemt konkret mål, og derefter deaktualiseres. Midlets funktionsomslag finder sted ved omvending af mål-middel-forholdet, således at midlet ikke først indsættes ift. det primære behovsmål, men udvælges/tilvirkes ift. en bestemt form for behovsmål, dvs. et alment mål - og dette er en kvalitativt anden funktionssammenhæng. Midlet aktualiseres ikke i sin orienteringsbetydning ift. et konkret behovsobjekt, men fremstilles så at sige som et mål i sig selv, mens det beholder sin orienteringsbetydning som 'middel' på generaliseret måde, også når det aktuelt ikke anvendes (Gdp p. 173).
Mål-middel-omvendingen indgår i sammenhæng med den sociale udvikling, på den måde at den almengjorte fremstilling af redskaber til brug ved fremtidige lejligheder er et særligt aspekt ved den sociale foregribende omsorg gennem den funktionsdelte aktivitetskoordination; redskabet bliver selvstændigt middel til opnåelse af generaliserede mål gennem middelbenyttelsens indlejring i den funktionsdelte koordination, hvorved også nye former for indlært overindividuel kommunikationsorientering opstår. Redskabernes almene brugbarhed betyder, at de står til rådighed for alle medlemmer af socialforbundet. Det kognitive aspekt ved anskaffelse af midler til almengjort brug og det sociale aspekt ved den almengjorte, foregribende omsorg er to sider af samme udviklingsproces - sagsintentionaliteten og socialintentionaliteten integreres på nyt niveau (Gdp p. 173-174).
Med middelbrugens funktionsomslag til social redskabsaktivitet indledes den udvikling, som fører til et meget mere omfattende dominansomslag - selve totalprocesserne undergår et dominansomslag, omslaget fra den fylogenetiske til den samfundsmæssigt-historiske udvikling. Dette finder sted igennem, at socialstrukturerne, som niveauet mellem den individuelle systemopretholdelse og populationens systemopretholdelse, kommer til at dominere populationens systemopretholdelsesproces (Gdp p. 174-175).
Konsekvenserne for den videre problemudfoldelses systematik gives herudfra; 'samfundsmæssigheden' er ikke et psykisk udviklingsniveau, men et udviklingsniveau ift. livsindvindingens totalprocesser. Analysen må nu beskæftige sig med antropogenesen efter funktionsomslaget til social redskabsfremstilling som det første kvalitative spring under synsvinklen: Hvordan forberedes det dominansomslag, som ikke blot indbefatter niveauet for individuel indlærings/udviklingsevne, men også totalprocessernes niveau, hvorved fylogenesens dominans slår om i de samfundsmæssigt-historiske processer - først med forståelsen af det totalsamfundsmæssige genstandsniveau i dets væsentlige bestemmelser kan det udarbejdes, hvordan forholdet mellem individerne og deres livsbetingelser kan karakteriseres i sin særlige kvalitet på dette niveau, hvilket også har metodologisk konsekvens. Den menneskelige indlærings/udviklingsevne i sin nye kvalitet må afledes som delaspekt ved de overordnede samfundsmæssigt-historiske processer, som 'individuel samfundsmæssiggørelse' (Gdp p. 175).
Denne udviklings generelle princip er en voksende aktiv tilegnelse af naturen gennem indgribende genstandsmæssiggørelse/konkretisering af livsindvindingens almene mål. Denne genstandsmæssiggørelse er den samfundsmæssige kvalitet ved orienteringsaktivitetens 'yderliggørelse' gennem tilvirkning og brug af redskaber. Tilegnelses/genstandsmæssiggørelses-processen er den tidligste udformning af arbejdet som 'brugsværdi-skaffende' omformning af livsbetingelser, og redskaberne er de tidligste former for arbejdsmidler (Gdp p. 176).
Tilegnelses/genstandsmæssiggørelses-processerne er inddraget i processerne for alment foregribende omsorg for livssikringen - 'arbejde' er derfor en kollektiv genstandsmæssiggørende naturforandring og kontrol over naturkræfterne til foregribende rådighed over de fælles livsbetingelser - den sociale livsindvinding bliver til samfundsmæssig livsindvinding - den funktionsopdelte koordination ophæves i sine væsentlige bestemmelser til arbejdsdelt kooperation, som formidling af det fælles virke over den genstandsmæssige naturforandring i realisering af den samfundsmæssige, foregribende livssikring. Livsaktivitet er her planlagt forberedelse på fremtidige situationer og generaliseret realitetsrådighed gennem fremstilling af midler hertil (Gdp p. 176-177).
'Traditionsdannelsen' får her ny kvalitet; idet tilegnelsen/genstandsmæssiggørelsen også må ses som resultat af den genstandsmæssige fiksering af praktisk viden om forandring, en viden som danner en blivende genstandsmæssig erfaringsbasis som gruppemedlemmerne kan gribe tilbage til, og som kan gøres til grundlag for videre forandringsaktivitet - traditionsdannelsen bliver således en ophobning af genstands- og samfundsmæssig erfaring. De tidligste former herfor er forbedringen/specialiseringen af redskaber over generationerne, forbundet med en udvidelse og differentiering af den praktiske erkendelse af verden, som ligger i redskaberne. Ligeledes får den arbejdsdelte kooperation en, den aktuelle situation overskridende, karakter i den genstandsmæssige kooperationsstruktur, som ligger i erfaringsophobningsprocessen (Gdp p. 177-178).
De tidligste former for samfundsmæssig erfaringskumulation er endnu underordnet dominansen af den fylogenetiske proces, og kan her kun ses som specialiseringer, der optimerer tilpasningen. 'Arbejdet' må ses som opståelsen af menneskets særlige naturforhold, der dog endnu ikke bestemmer de tidligste menneskers livsbetingelser fuldstændigt. Disse er stadig at betragte som naturvæsener, og arbejdsprocessernes organiserende kraft ophæver ikke selektionsvirkningerne. De udgør dog en selektionsfordel på den måde, at de hominideformer, som har 'de bedste' organisationsformer overlever på bekostning af andre former. Over selektionsmekanismerne virker ansatser til samfundsmæssig livsindvinding tilbage på den genomiske information, således at det biologiske grundlag for indlærings/udviklingsprocesserne i stadig højere grad bliver grundlaget for evnen til samfundsmæssig organisation (Gdp p. 178-179).
Mennesket har altså som det eneste levende væsen naturlige/biologiske udviklingsmuligheder for samfundsmæssig livsindvinding, altså en samfundsmæssig 'natur' (et forhold som hverken fremtræder i den traditionelle biologiske videnskab eller den traditionelle samfundsvidenskab) (GdP p. 179-180).
Den afgørende forudsætning for dominansomslaget er nået, når den indre modsigelse mellem livsindvinding og systemtruende omverdensbetingelser ikke fører til fylogenetisk optimering, men kun kan ophæves gennem optimeringen af den samfundsmæssige organisering af livsindvindingen (en optimering, som jo er forudsat af den foregående udvikling af det biologiske grundlag, der muliggør videregivelsen af denne organisering). Den naturlige selektions princip som udviklingsfaktor træder altså i stadig højere grad tilbage for 'arbejdet' som udviklingsfaktor. Dominansomslaget indleder de samfundsmæssigt-historiske processers selvstændige kontinuitet, og disse processers udviklingsoptimering sker i løbet af (ift. til de fylogenetiske processers tidsramme) så korte tidsrum, at de fylogenetiske udviklingsprocesser bliver betydningsløse (Gdp p. 180-181).
Det samfundsmæssige livsprincip: rådigheden over livsmidler/livsbetingelser i fælles foregribende omsorg bliver fuldt udfoldet med den i indskrænkningen af livsrummet begrundede udvikling af samfundsorganiseringen fra jæger/samler-livsformen (udnyttelse af forhåndenværende livsmidler) til landbrug og kvægavl (planlagt fremstilling af livsmidler), som kræver en i forhold til tidligere meget høj organisationsgrad. I sammenhæng hermed sker en centralisering af den samfundsmæssige magt og en udbygning af arbejdsdelingen, som gennem merproduktion kan ernære herskabsinstanserne, og den nye grad af organisering af planlagt ændring og udnyttelse af naturen fører til (dybtgribende) forandringer i sociale livsformer, kommunikations- og tænkemåder (Gdp p. 182).
Den gennem arbejdet frembragte genstandsmæssige livsverden bliver herefter den selvstændige bærer af den samfundsmæssigt-historiske udvikling - den fylogenetiske kontinuitet er nu kun det uspecifikke grundlag for menneskelig eksistens (Gdp p. 182-183).
Det som herefter må gøres kategorialanalytisk begribeligt, er det psykiske som delaspekt ved de samfundsmæssigt-historiske processer. I forhold hertil må spørges, om den funktional-historiske udsprings- og differentieringsanalyse er passende og tilstrækkelig i forhold hertil (Gdp p. 185).
Den funktional-historiske fremgangsmådes anvendelighed er bundet til, at man begriber de nuværende fremtrædelser, som skal analyseres, som resultatet af, over videregivelsen af genomisk information formidlede, differentieringsprocesser - og det kan derfor se ud som om denne fremgangsmåde - da de fylogenetiske processer har sat sig selv ud af kraft ift. de samfundsmæssigt-historiske processer - er stødt på sin grænse (Gdp p. 185-186).
Den genomiske informations biologiske information på det psykiske specificitetsniveau kan dog forstås indholdsmæssigt ud fra organismernes livsaktiviteter i deres artsspecifikke omverden (organisme-omverdens-sammenhængen) - en undersøgelse af den genomiske information med bortseen fra omverdensforholdet er en abstraktion ikke blot fra det psykiske, men også det biologiske specificitetsniveau (Gdp p. 186-187).
Også når organismernes omverden i stadig højere grad forandres gennem genstandsmæssig virksomhed i de tidlige former for samfundsmæssigt arbejde, og organisme-omverdens-forholdet bliver til menneske-verdens-forholdet, er analysen af omverdensforbindelserne og deres funktion for livsopretholdelsen nøglen til den indholdsmæssige bestemmelse af den genomiske information på det psykiske niveau, sålænge den samlede udvikling er domineret af de fylogenetiske udviklingsprocesser. Ved påvisningen af dannelsen af menneskets 'samfundsmæssige natur' på grund af selektionsfordelen ved de tidligste former for samfundsmæssigt arbejde, er fremgangsmåden den samme som ved analysen af de forudgående niveauer, nemlig inddragelsen af de træk ved omverdenen som det psykiskes differentierings- og kvalificeringsprocesser kan afledes fra (Gdp p. 187).
Ved analysen af det psykiskes kvalitative ændringer ved dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur må der altså gås ud fra resultaterne fra den tidligere funktional-historiske analyse, og disse må viderereudvikles under de samme metodiske ledesynspunkter - det menneskelige-samfundsmæssige psykiske niveau må ses som den højeste udprægningsform for de genomisk bårne fylogenetiske processer. De psykiske funktionsdifferentieringer, som ændrer sig ved kvalitetsomslaget til den individuelle indlærings/udviklingsevne og som videreudvikler sig i dyr-menneske-overgangsfeltet, må analyseres mht. til hvilke nye kvalitative forandringer der sætter sig igennem med dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur, og det må undersøges, hvilke af de forskellige psykiske dimensioner/funktionsaspekters forskellige specificitetsniveauer der findes eller er ophævet på det før-menneskelige niveau, som findes eller er ophævet på det nuværende menneskelige-samfundsmæssige niveau. Den videre analyse må også indbefatte en fremhævelse af de kvalitative særegenheder ved den menneskelige specifikation af den psykiske funktionsdifferentiering, og den menneskelige særegenhed ved de mindre specifikke funktionsaspekter i deres nye kvalitative sammenhæng (Gdp p. 188).
Herved sættes implicit grænserne for den funktional-historiske fremgangsmåde ved dannelsen af den specifikt menneskelige psyke, og her må skiftes til et andet analyseniveau, og omslaget til de samfundsmæssigt-historiske totalprocesser må rekonstrueres, da det psykiskes nye kvalitet som aspekt ved totalprocesserne kun kan fremhæves på denne måde (Gdp p. 189).
Den funktional-historiske fremgangsmåde finder altså sine grænser der, hvor den samfundsmæssige produktion ikke længere har selektionsbetinget tilbagevirkning på den genomiske information, men hvor menneskets samfundsmæssige natur udgør de biologiske muligheder for samfundsmæssig produktion, altså den overindividuelle samfundsmæssigt-historiske indlærings/udviklingsevne, og hvor organisme-omverdens-sammenhængen er slået om i den samfundsmæssige menneske-verdens-sammenhæng. Det specifikt samfundsmæssigt psykiske som det giver sig ud fra forholdet til de dominerende totalprocesser, må altså bestemmes i et andet metodisk skridt hinsides den funktional-historiske rekonstruktion af psykogenesen (Gdp p. 189-190).
I de fylogenetisk dominerede totalprocesser er det systemopretholdelsen af populationen, som det funktionale grundlag som enkeltorganismerne bidrager til gennem deres selvreproduktion og mutagenitet, som muliggør den selektionsbetingede optimering af omverdenstilpasningen - organismerne selv har i forhold hertil ingen selvstændig funktional værdi. Dette forhold vendes om med dominansomslaget: Når individerne begynder at producere deres egne livsbetingelser, er individernes egen eksistensopretholdelse det tilstræbte mål, som kun kan opnås gennem de enkeltes bidrag til produktionen/reproduktionen af det samfundsmæssige liv, som indbefatter de enkeltes egne livsbetingelser. Derfor kræver kvalificeringen af det psykiske (som delaspekt ved totalprocesserne) en ny forståelsesramme, som overskrider den tidligere forståelse af forholdet totalproces/organisme (Gdp p. 190).
Mennesket bliver, da det, i den fælles produktion af livsbetingelser, gennem arbejdet skaber en ny genstandsmæssig-social virkelighed, bærer af de historiske processer, og dermed får den producerede virkelighed karakter af objektiv-materiel virkelighed med objektive økonomiske strukturer og herudfra givne sociale forhold - for individet forefindes altså på den ene side samfundsmæssige forhold som overindividuel-objektiv kendsgerning, på den anden side realiserer hun de deri liggende konkrete muligheder/nødvendigheder for sin livssikring i sin personlige psykiske livsvirksomhed og sit omverdensforhold, hvorved hun samtidig tager del i reproduktionen/forandringen af de samfundsmæssige forhold. Først på grundlag af forståelsen af det samfundsmæssige menneske-verdens-forhold kan de psykiske aspekter heraf fremhæves (GdP p. 191).
De uddifferentierede funktionsaspekter, samt deres første kvalitative forandring til aspekter ved den individuelle indlærings/udviklingsevne op til dominansomslaget, skal altså analyseres mht. hvilke tilspidsninger, hhv. hvilke videre kvalitative bestemmelser af funktionsaspekternes samfundsmæssighed, der opstår af deres forhold til den samfundsmæssigt-historiske totalproces' dominans. Først og fremmest skal forholdet mellem individ og den samfundsmæssige produktions/reproduktionsproces begribes samfundshistorisk som et objektivt-materielt forhold - og herudfra kan de psykiske funktionsaspekter begribes. Udarbejdelsen af de individualvidenskabelige kategorier skal altså ikke blot omfatte funktionsaspekternes nye kvalitet, men også kategorier til adækvat afbildning af formidlingen mellem de objektive og de psykiske bestemmelser af menneske-verdens-sammenhængen (GdP p. 191-192).
Efter dominansomslaget er den enkeltes livsmidler/betingelser samtidig resultatet af den kollektive produktion/reproduktion af almengjorte-samfundsmæssige livsmidler/betingelser, og den enkelte står derved i et dobbelt forhold til de samfundsmæssige forhold: På den ene side er de forefundne forudsætninger for hendes individuelle eksistenssikring, på den anden side må hun gennem sit bidrag til den samfundsmæssige livsindvinding hjælpe til med at producere disse forudsætninger. I jo højere grad den samfundsmæssige organisering af livsindvindingen (arbejdsdelingen) vinder over den tidlige 'naturlige' livsindvindig (funktionsdelingen), i jo højere grad selvstændiggøres disse to momenter ift. hinanden - i princippet (uagtet at der findes historisk givne magtforhold som indskrænker dette princips gyldighed) står de producerede livsbetingelser til ethvert samfundsmedlems rådighed, uanset om hun har deltaget i deres produktion (Gdp p. 192-193).
Denne gennembrydning af det umiddelbare forhold mellem produktion og brug af livsbetingelser (der således kun er formidlet over det totalsamfundsmæssige niveau) må ses som individernes objektive totalsamfundsmæssige grundforhold i den samfundsmæssige menneske-verdens-sammenhæng, og de kategorialanalytiske bestemmelser må gribe de psykiske aspekter ved dette grundforhold, til overskridelse af førbegrebernes ahistoriske genstandsforfejling (den menneskelige livsverden ses som "naturlig" omverden, og den personlige livsvaretagelse ses heri som individuel eller rent social aktivitet, umiddelbart rettet mod egen eksistenssikring) (Gdp p. 193-194).
Det er ikke en ny tilstand, men en ny udviklingstype, der kommer til efter dominansomslaget, nemlig den form for udvikling som finder sted gennem menneskeskabte genstandsmæssigt-sociale forhold, og bestemmelser her kan ikke være bestemmelser af kendsgerninger, men kun retningsbestemmelser for denne nye udviklingstype, hvilket betyder, at udarbejdelsen af de konsekvenser, som den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed har for den menneskelige psyke i dens forskellige funktionsaspekter, endnu er utilstrækkelig for den fortsatte kategorialanalyse. De almene bestemmelser heraf må konkretiseres som retningsbestemmelser for den kategoriale begribelse af de psykiske aspekter ved grundforholdets forskellige historiske udprægninger (Gdp p. 195-196).
Når den enkelte indgår i den arbejdsdelte struktur (hvis konkrete udformning er historisk bestemt), står hun ikke derved i forbindelse med hele samfundet, men realiserer en bestemt position heri; positionen formidler (i sin ligeledes konkrete historiske udformning) arten af bidraget til den samfundsmæssige livsindvindig med de deri givne muligheder for sikring af den individuelle eksistens. Af positionens historisk bestemte egenart afhænger det, på hvilken måde og i hvilken grad den enkelte via positionsrealiseringen opnår indflydelse på den samfundsmæssige proces og dermed på sine egne livsomstændigheder, og herigennem også kan bidrage til kollektiv forandring af de strukturer, der bestemmer den egne position (Gdp p. 196).
Hermed er den enkelte kun forstået i sine samfundsmæssige forbindelser for så vidt som hun bidrager til den almengjorte livssikring og betingelsesrådighed som forudsætning for sin egen individuelle livssikring, men ikke ift. helheden af de samfundsmæssige betingelser, som udgør hendes umiddelbare livssituation - den livssituation, som må ses som indbegrebet af de samfundsmæssigt producerede genstandsmæssigt-sociale forhold udfra den enkeltes reale ståsted, i det omfang og på den måde hun rent faktisk kommer i kontakt med dem (eller har været, eller vil komme, i kontakt med dem). Livssituationen omfatter altså dels bestemte konkretiseringer af de enkeltes forhold til positionerne, og dels alle samfundsmæssige betingelser for varetagelse af livet udenfor området for deltagelse i den samfundsmæssige livsindvindig, betingelser som ganske vist afhænger af positionerne og disses individuelle realisering, men ikke restløst går op heri, altså alle reproduktionsmæssige regionale omstændigheder af genstandsmæssig og social art, under hvilke den enkelte umiddelbart må varetage sit liv (Gdp p. 197).
Med denne konkretisering af den individuelle eksistenssikrings samfundsmæssige formidlethed som formidletheden mellem den enkeltes livssituation, den samfundsmæssige position og den arbejdsdelte helhedsstruktur tydeliggøres det, at den enkeltes livssituation er en særlig samfundsmæssig fremtrædelsesform for de totalsamfundsmæssige sammenhænge, så at sige disse sammenhænge i de udsnit og aspekter, som den enkelte vender sig mod fra sit konkrete samfundsmæssige ståsted. De individualvidenskabelige kategorier må altså kunne gribe de hidtil rekonstruerede psykiske funktionsdifferentieringer (op til dominansomslaget), over bestemmelsen af den samfundsmæssige formidling, som psykiske aspekter ved individernes positions- og totalsamfundsmæssigt formidlede objektive livssituation (Gdp p. 197-198).
Til den historiske konkretisering af synspunktet: De psykiske aspekter af den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed, er fremhævelsen af situations- og positionsspecificiteten ikke tilstrækkelig. Til udarbejdelsen af det afgørende ledesynspunkt forudsættes den marxistiske begrebsliggørelse af historisk-samfundsmæssige totalprocesser:
Den samfundsmæssigt-historiske udvikling er ikke en simpel proces som kan betragtes som en stadigt voksende fælles rådighed over almene livsbetingelser i form af den stigende samfundsmæssiggørelses stadigt mere vidtgående naturbeherskelse (produktivkraftudvikling), derimod konkretiseres den i kvalitativt forskellige former for de deri indgående genstandsmæssigt-sociale forbindelser (produktionsforholdene) og de derigennem betingede samfundsformationer (efter ursamfundet: slavesamfund, feudalisme, kapitalisme/det borgerlige samfund) (GdP p. 198-199).
Produktionsforholdene (den sociale form, hvori der produceres) får i sine forbindelser til produktivkræfterne sin særlige karakteristik, som i alle de nævnte former efter ursamfundet inkluderer antagonistiske klasseforhold - dvs. opspaltninger i hhv. klasser, som er i besiddelse af de samfundsmæssige produktionsmidler, og klasser, som må yde deres samfundsmæssige bidrag i anvendelsen af produktionsmidler, som ikke tilhører dem, under betingelser stillet af produktionsmiddelbesidderne. Disse kan på deres side sikre deres egen eksistens gennem tilegnelse af de livsmidler/betingelser som skabes af de besiddelsesløse, og kun tilbagelevere disse i det omfang, der er nødvendigt til reproduktionen af de besiddelseløses arbejdskraft. Sådanne produktionsforhold er i egentlig forstand magt- og herskabsforhold, idet der fra besiddernes side ikke blot tilstræbes magt over de almene betingelser, men også magt over andre mennesker, de besiddelsesløse/udbyttede, for at kunne praktisere og opretholde de bestående produktionsforhold som ejendomsforhold. De udbyttede klassers udfoldede modmagt er umiddelbart rettet mod indskrænkning af de herskende klassers magt, til sikring af det minimum af betingelsesrådighed der er nødvendigt for den egne eksistensopretholdelse og, ift. de givne muligheder, mod nedbrydningen af denne magt (Gdp p. 199).
Produktionsforholdene indbefatter altså en objektiv interessemodsætning, på den ene side de herskende klassers interesse i opretholdelsen af de bestående magtforhold, under hvilke de kan øve indflydelse på betingelsesrådighed og livsudfoldelse på bekostning af de udbyttede klasser, og på den anden side dels disses komplementære interesse i en relativ udvidelse af deres egen betingelsesrådighed og værensudfoldelse ved indskrænkning af fremmedbestemmelsen under de bestående magtforhold, og derudover, på kvalitativt nyt niveau, en almen interesse i overvindelse af den klassebetingede fremmedbestemthed overhovedet (Gdp p. 199-200).
Under sådanne forhold sker der - idet de beherskede/udbyttede klasser tendentielt udelukkes fra rådigheden over helhedsprocesserne - en generel reducering af den bevidste kollektive rådighed over livsbetingelserne som retningsbestemmende for den samfundsmæssige livsindvinding. Produktionsforholdene er så ikke blot produktionens form, men bliver også en indskrænkning for produktivkraftudfoldelsen (som indbefatter den stadigt stigende bevidste samfundsmæssiggørelse), hvilket indebærer en modsigelse mellem den gennem produktivkraftudviklingen givne mulighed for betingelsesrådighed og værensudfoldelse gennem voksende bevidst samfundsmæssiggørelse af produktionen, og den historisk bestemte indskrænkning/fastlåsning af denne mulighed i kraft af de bestående produktionsforhold - en indskrænkning som principielt også rammer de herskende klasser. De beherskede klasser er altså udelukkede fra denne de herskende klassers indskrænkede rådighed, og derved også fra muligheden for at overvinde deres udleverethed til tilfældige tildragelser, og derfor er overvindelsen af de bestående magtforhold som forudsætning for realisering af de gennem produktivkraftudviklingen givne muligheder for bevidst kollektiv selvbestemmelse og værensudfoldelse en almen interesse, som går ud over de udbyttede klassers partialinteresse. I det omfang, som modsigelsen mellem produktivkraftudviklingen og de produktionsforhold, som fastlåser den, skærpes, gives en, på det økonomiske niveau, objektiv mulighed for overvindelse af de givne produktions- og magtforhold gennem de udbyttede klassers magtudøvelse, altså en 'revolutionær situation' - om denne mulighed realiseres, afhænger af forholdenes politisk-ideologisk aspekter og heri af de undertrykte klassers bevidste politiske praksis. (GdP p. 200-201).
Det specifikke ved de antagonistiske klasseforhold i det borgerlige samfund er, at produktivkraftudviklingens niveau har nået en ny størrelsesorden - produktionsforholdene, som derved er kommet i en stadig mere skærpet modsætning til mulighederne for samfundsmæssiggjort produktion, reproduceres ikke mere kun gennem de herskendes direkte magtudøvelse, men primært gennem en bestemt form for økonomisk regulationsproces, som finder sted på grundlag af vareformen som modsigelsesfuld enhed af brugsværdi- og værdikonkretisering, og dermed det vareproducerende arbejdes 'dobbeltkarakter' som konkret-nyttigt og 'abstrakt-menneskeligt' arbejde. Marx har analyseret dette: Den "frisatte" lønarbejder råder ikke over minimumsmidlerne til opretholdelse af sin eksistens, men kun over sin arbejdskraft, som må sælges som 'vare' på 'arbejdsmarkedet', hvorved der opstår et skin af "frihed" og "lighed" for 'vareindehaveren', som bytter sin 'vare' mod penge, hvorved arbejderen får "fuld" betaling for sit arbejde. Heri mystificeres imidlertid, at arbejderen for at leve er nødt til at sælge sin arbejdskraft, og derfor i selve produktionsprocessen er underlagt kapitalens betingelser, og kun får sin arbejdskraft betalt i den udstrækning, det er nødvendigt for at opretholde hans eksistens - den derudover producerede merværdi tilegnes af kapitalisten og ophobes som kapital. Dette tilsyneladende retsforhold (løn for det ydede arbejde) står her overfor det reale udbytningsforhold (arbejderen må yde ubetalt merarbejde) - denne centrale modsigelse sætter sit præg på samtlige livsområder i det borgerlige samfund, idet klasseantagonismen automatisk reproducerer sig selv mellem "frie" og "lige" borgere, primært på grundlag af tvangen til at sælge sin arbejdskraft, og klasseherskabet ydermere (afhængigt af kriseudvikling og de udbyttede klassers modstandspotentiale) kun kan sikres gennem statsmagtens tvang. Herved bestemmes også den borgerlige ideologis former, som har sit grundlag i det tilsyneladende retsforhold, som totaliserer og befæster mystifikationen af det faktiske udbytningsforhold og som manifesterer sig i forskellige "naturformer", i hvilke den borgerlige klasserealitet fremtræder som den almene måde for menneskelig sameksistens - kapitalens partialinteresser i opretholdelse af sin magt ligestilles ideologisk med almeninteresserne. Den udbyttede klasse må derfor, i den udstrækning den ikke blot kæmper for rådighedsudvidelse indenfor de bestående udbytningsforholds rammer, men for overvindelse af selve udbytningsforholdet, ikke blot udfolde den tilsvarende modmagt, men også gennembryde det objektive skin af, at opretholdelsen af produktionsforholdene også er i deres interesse, og således erkende muligheden for og nødvendigheden af alle menneskers bevidste fælles rådighed over den samfundsmæssige proces som deres eksistensbetingelser (Gdp p. 201-202).
Disse fremlæggelser tydeliggør, at den tidligere fremstillede individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed gennem positions- og situationsspecificiteten altid forekommer i en given formationsspecifik udprægning, dvs. bestemt gennem den særlige antagonistiske klasserealitet (her: det borgerlige samfund). Det er her ikke tilstrækkeligt at konkretisere forholdet mellem den helhedssamfundsmæssige proces, positions- og situationsspecificiteten ift. arbejdsdelingens udviklingsniveau - denne har nemlig altid selv en bestemt formationsspecifik karakteristik; i det borgerlige samfund kendetegnes den ved den antagonistiske splittelse i udbyttende og udbyttede klasser og af mystificeringen af denne splittelse. Positionerne er altså klassespecifikt formbestemte, og mulighederne for fælles rådighed over den samfundsmæssige proces indskrænket pga. de herskendes økonomiske interesser og den deraf betingede (statslige) magtudøvelse; ligeledes er den enkeltes livssituation, og dermed udvikling og værensfylde, indskrænket, og ydermere er denne indskrænkning, gennem ideologiske bevidstheds- og praksisformer, mystificeret som naturlig, uforanderlig menneskelig livsbetingelse. Individernes muligheder for, i kraft af produktivudviklingens niveau, i fællesskab at råde over deres livbetingelser, må ses som stående i modsætningsforhold til disse indskrænkninger - og deres fælles rådighed over livsbetingelserne kan her kun opnås for så vidt, som de har magten og bevidstheden til at sætte deres egne klasseinteresser igennem ift. de herskendes interesser (GdP p. 202-203).
Kategorialanalysen må altså også nødvendigvis kunne gribe hvor, og på hvilken måde, i det psykiskes givne fremtrædelsesformer, det funktionsspecifikke forhold mellem muligheder og indskrænkninger/begrænsninger manifesterer sig (Gdp p. 203-204).
En formationsspecifik konkretisering af kategorierne bygger altså på samfundteoretiske resultater (her på marxistiske analyser af det borgerlige samfund) - den kategorialanalytiske opgave består her i udfoldelse af kategorierne på en sådan måde, at de kan gribe formidletheden af de psykiske aspekter ved livssituationen i deres formationsspecificitet/deres særlige udprægning i bestemte samfundsenheder. Hvordan formidletheden konkret er beskaffen, afhænger ikke af kategorierne, men af de samfundsteoretisk påviste formationsspecificiteter - dvs., kategorierne skal kunne afbilde det formationsspecifikke forhold mellem rådighedsmuligheder og indskrænkninger, og er ikke begrænsede til anvendelse på bestemte samfundsformationer (Gdp p. 204).
Forholdet mellem de tidligere udviklede og allerede praktiserede kategorialanalytiske funktionalhistoriske ledesynspunkter og de nye ledesynspunkter, som giver sig ud af dominansomslaget til den samfundsmæssigt-historiske totalproces, kan sammenfattes således: Den tidligere gennemførte funktionalhistoriske differentierings- og specificeringsanalyse af det psykiske (med udgangspunkt i grundformen, over niveauet for individuel indlærings/udviklingsevne til stadig mere rige og mangfoldige bestemmelser), er en stadig mere vidtgående historisk konkretisering, som er drevet frem gennem de kvalitativt forskellige skridt i den videre differentiering i dannelsen af menneskets 'samfundsmæssige natur'. Med dominansomslaget til den historisk-samfundsmæssige proces opstår en kvalitativt ny form for (genstandsmæssigt-socialt båren) totaludvikling, som manifesterer sig i forskellige, formationsspecifikt bestemte, arbejdsdelte forhold. Dermed er de specifikt menneskelige-samfundsmæssige bestemmelser af det psykiske (som ift. den fylogenetiske proces er det psykofylogenetisk højeste konkretiseringsniveau) ift. den historisk-samfundsfundmæssige proces kun almene retningsbestemmelser; de udgør altså abstraktioner af historisk bestemte, formationsspecifikke, udprægninger af det psykiske. De specifikt menneskelige karakteristika ved det psykiske behøver altså, som alment-samfundsmæssige bestemmelser, historiske konkretiseringer (Gdp p. 204-205).
Udfra den synsvinkel, at det psykiske i sin almentsamfundmæssige bestemmelser må kunne konkretiseres mht. de psykiske implikater ved den formationsspecifikke udprægning af samfundsmæssige forhold, må førbegrebernes abstrakte almenhed forklares: Idet de her givne funktioner skal tilkomme 'mennesket overhovedet', bliver med udklamringen af deres almene samfundsmæssige bestemmelser også deres formbestemthed (i det borgerlige samfund) uafklaret. De psykologiske førbegreber er borgerlige begreber, i hvilke de borgerlige former for individuel livsvirksomhed og bevidthedsdannelse mystificeres som evigt-uforanderlige naturformer. Når altså de i førbegreberne skjulte specifikt menneskelige karakteristika ved det psykiske skal udarbejdes i den funktionalhistoriske kategorialanalyse, så er dette kun et kategorialanalytisk mellemskridt ift. at konkretisere disse, ift. den samfundsmæssige proces, abstrakte karakteristika, mht. den givne historisk bestemte, formationsspecifikke udprægningsform af den totalsamfundsmæssige formidlethed af den individuelle eksistens i den psykiske aspekter. Hermed bliver en begribelse af de i førbegreberne påberåbte psykiske karakteristika, som er formbestemte i det borgerlige samfund, men ligestilles med 'menneskelig livsvirksomhed overhovedet', mulig over erkendelsesvejen: De alment-samfundsmæssige bestemmelser, i deres formbestemthed som historisk konkrete forhold mellem muligheder og begrænsninger for individuel betingelsesrådighed og eksistenssikring, altså som historisk tilblevne og gennem menneskelige subjekter foranderlige. Dette er samtidig den kritiske påvisning af de traditionel-psykologiske teoriers indfangethed, i hvilken kun forholdet mellem 'mennesker overhovedet' og deres naturligt-individuelle omverden kan afbildes, i den borgerlige ideologi identiteten mellem den borgerlige klasserealitet og uforanderlige-evige naturforhold (Gdp p. 205-206).
GdP Holzkamp tysk kap 6 s.207-247.pdf
Der vendes nu tilbage til det psykiske analyseniveau. Det fremgår af de tidligere analyser, at konceptet om indholdsmæssige betydninger og de tilknyttede behovsdimensioner er centralt ift. analysen af forholdet mellem psykiske karakteristika og omverdenens objektive beskaffenhed - fortsatte differentieringer finder sted på grundlag heraf. Kategorialanalysen må gå i retning af udarbejdelsen af 'formidlingskategorier' mellem objektive samfundsmæssige forhold og psykisk livsvirksomhed, og hertil må de indholdsmæssige betydnings/behovsdimensioner ved den specifikt menneskelige psykiske livsvirksomhed analyseres som de psykiske aspekter ved de handlende individers indholdsmæssige forbindelser til den samfundsmæssige realitet (Gdp p. 207).
Denne analyse må finde sted i to skridt: Først må forandringerne i disse dimensioner i løbet af dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur rekonstrueres funktionalhistorisk, og dernæst kan betydnings/behovsdimensionernes kvalitet ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed udarbejdes (Gdp p. 208).
Til afklaringen af, hvilke betydnings/behovsdimensioner som var udviklingsbestemmende, må der gribes tilbage til de pågældende udviklingsprocesser ved omslaget til den individuelle indlærings/udviklingsevnes dominans (Gdp p. 209):
Orienteringsbetydningerne blev dominante ift. de fastlagte omverdensforbindelser, og det selvstændiggjorte 'orienteringsbehov' specificeredes til det globale 'kontrolbehov', og dettes bestemmende funktion kvalificeredes ift. de 'primære' betydnings/behovsdimensioner - de relevante slutaktiviteter forblev imidlertid indenfor rammerne af de fastlagte betydnings/behovsdimensioner (GdP p. 138 ff) (Gdp p. 209).
De indlærte orienteringsbetydningers/kontrolbehovets udviklingsbestemmende funktion kan følges videre ved dannelsen af 'indlært socialkoordination' som udfoldelse af indlærings/udviklingsevnen - orienteringsbetydningerne tjener koordinationen af den egne aktivitet med andres aktivitet ift. det fælles mål. Her specificeres de sociale komponenter i det omverdensregulerende kontrol/orienteringsbehov - dette bliver behovsgrundlaget for socialt koordinerede aktiviteter til kontrol af den fælles omverden. De primære betydnings/behovsdimensioner forandres hermed, men forbliver 'sekundære'. Her sker den første splittelse i sammenhængen mellem aktiviteter ift. individuel livssikring og selve behovstilfredsstillelsen - motivation ift. deltagelsen i den kollektive livsindvinding er ikke behovstilfredsstillelsens slutaktivitet (GdP p. 168 ff) (Gdp p. 209-21).
Også efter mål/middelomvendingen må de indlærte orienteringsbetydninger være den specifikt udviklingsbestemmende dimension - de kvalificeres efter funktionsomslaget til signaler ift. muliggørelse af kooperative aktiviteter gennem sagslig-social orientering indenfor den ansatsvis gennem arbejde forandrede verden - og er dermed det bestemmende kendetegn for livsaktiviteternes nye kvalitet (Gdp p. 210).
De videre analyser må struktureres udfra orienteringsbetydninger/kontrolbehov som bestemmende faktor, og de i forhold hertil sekundære/uspecifikke primære betydnings/behovsdimensioner må bestemmes kategorialt udfra deres forhold hertil (Gdp p. 210-211).
Når redskaber fremstilles ift. konkrete almene mål, får de tilknyttede indlærte orienteringsbetydninger en ny kvalitet, idet redskabernes 'fremstillethed' opfattes og omsættes i aktivitet - de bliver til 'middelbetydninger', hvis 'fremstillethedsaspekt' selv omsættes i fremstillingen af redskaberne. I fx. en økse er de aktiviteter konkretiserede, som gennem dens brugbarhed har gjort den til en genstandsmæssig-social ting med en særlig, almen brugbarhed - disse genstandsmæssiggjorte aktiviteter aktualiseres nu som orienteringbetydninger ved fremstillingen af en ny økse, idet den intenderede brugbarhed anticiperes som resultat af, og realiseres gennem, fremstillingen (Gdp p. 211).
Middelbetydningernes 'fremstillethedsaspekt' og dets aktualisering er grundlag for den kooperative videregivelse af de almene produktionsmåder, og for redskabernes løbende forbedring og uddifferentiering i forskellige redskabstyper som udtryk for funktionsdelingen i den kooperative arbejdsdeling. I 'fremstillethedsaspektet' ligger også mediet for udvikling i retning af samfundsmæssig erfaringsophobning og dermed forudsætningen for den efterhånden uddifferentierede sprogligt-symbolske videregivelse (Gdp p. 211-212).
Fremstillethedsaspektet og brugsaspektet er ikke sammenfaldende - det første er bestemmende for det andet, idet redskabet kun gennem realisering af det i fremstillingen intenderede almene brugsformål kan omsættes i sin generaliserede brugbarhed, som 'social genstand'. Evnen til individuel indlæring af orienteringsbetydninger må, i den grad disse specificeres til middelbetydninger, videreudvikles i retning af evnen til individuel indlæring af den almene brugsværdi - dette er forudsætningen for den individuelle orientering indenfor den omverden som kvalificeres som genstandsmæssig-social livssammenhæng (Gdp p.212).
Da mål/middelomvendingen finder sted indenfor uddifferentierede socialforbindelser og indleder udviklingen fra social koordination til egentlig kooperation, specificeres også de sociale orienteringsbetydninger: 'Den anden' får betydning som 'fælle' i den kooperative livsindvindingssammenhæng (aktuelt og vedvarende, ift. fremstilling og brug af redskaber), og middelbetydningerne er altså, også i deres sociale aspekter, karakteriserede som kooperativt-almengjorte - 'den anden' har betydning, ikke blot for den enkelte som aktuel kooperationspartner, men for alle indenfor koperationssammenhængen. Individuel indlæring af middelbetydninger indbefatter altså indlæring af betydningen af den andens aktivitet og funktion, dvs. også betydningen af den egne aktivitet og funktion, indenfor kooperationen (Gdp p. 212-213).
Da redskaberne tjener den almengjorte skabelse af livsbetingelser, forandres orienteringsbetydningernes henvisningskarakter når de specificeres til middelbetydninger: De henviser ikke længere til stedet for behovstilfredsstillelse, men til foregribende skabelse af betingelser for behovstilfredsstillelse. Dette er begyndelsen på den centrale forandring i menneskets verdensforhold - udvikling fra det blot erkendende til det skabende verdensforhold (Gdp p. 213-214).
Forholdet mellem primærbetydninger og orienterings/middelbetydninger indsnævres på den ene side - i middelbetydningerne henvises til fremstilling af primærbetydninger (med mulighed for behovstilfredsstillelse) - på den anden side udvides sammenhængen mellem aktiviteter til skabelse af livsbetingelser og primære aktiviteter for den enkelte - nu står de, foregrebent skabte, livsbetingelser alment til rådighed, idet de generelt er indvundet 'af andre' 'for andre'. Middelbetydningernes kvalificering er her det udviklingsbestemmende moment, primærbetydningerne medforandres sekundært (Gdp p. 214).
Kontrolbehovet som drivende moment ift. indlæring af orienteringsbetydninger forandres - det bliver til behovsgrundlag for den enkeltes deltagelse i skabelsen af livsbetingelser og reguleres over de deraf givne opgaver og vanskeligheder. Den tidligere 'foretrækkelsesaktivitet' forandrer sig i retning af evne til indlæring af kooperativt skabte tilfredsstillelsesmuligheder, altså i retning af 'samfundsmæssig' foretrækkelsesaktivitet, dvs. at tilfredsstillelsen nu tilstræbes indenfor rammerne af den alment foregribende omsorg. Det primære behovsgrundlag specificeres således, at tilfredsstillelsen ikke mere opnås blot i overvindelse af aktuelle mangel-, nøds- og trusselssituationer, men kun optimalt i den foregribende sikring overfor mulige mangel-, nøds- og trusselssituationer gennem deltagelsen i den kooperative betingelsesrådighed (Gdp p. 214-215).
I sin kooperative specificering retter kontrolbehovet sig altså imod den almengjorte eksistenssikring - 'nyhed' og 'åbenhed' reduceres her ikke længere gennem den enkeltes udforsknings- og indlæringsaktiviteter, men gennem den kooperative skabelse af livsbetingelser. Ambivalensen mellem rettet energimobilisering og angstberedskab reguleres ift. problemer og vanskeligheder i de kooperative aktiviteter til sikring af den enkeltes eksistens. Manifest angst opstår i det omfang den enkeltes eksistenssikring trues på det givne, gennem skabelsen af livsbetingelser muliggjorte, niveau, gennem desintegration af eller trussel mod den kooperative livsenhed eller gennem den enkeltes isolation fra den kooperative livsproces - som den her centrale specifikke form for udleverethed og hjælpeløshed (Gdp p. 215-216).
Når den foregribende-kooperative eksistenssikring gennem genstandsmæssigt arbejde sætter sig igennem i stadig større grad, via selektionsfordele, gennem forandring/fortætning af den genomiske information, så sætter også individernes psykiske forudsætninger for aktiviteter indenfor disse rammer sig igennem i deres 'natur', ikke blot mht. udviklingen af evnen til indlæring af de genstandsmæssige-sociale betydningssammenhænge til individuel orientering og aktivitetsstyring ift. livsindvindingen, men også mht. behovsgrundlaget ift. den enkeltes deltagelse heri (GdP p. 216).
De kooperationsmæssige behovsforhold må opfattes som selektionsbetingede specificeringer af det biologiske behovsgrundlag og tilkommer altså 'den samfundsmæssige natur' som resultat af fylogenetiske-evolutionære udviklinger - kun på den måde kan det forstås, hvordan den evolutionære menneskeliggørelsesproces kommer i stand, og dermed i sidste ende den menneskelige mulighed for 'bevidsthed' og 'indsigt', som er baseret på, og indholdsmæssigt forbundet med, de i menneskets 'samfundsmæssige natur' liggende subjektive nødvendigheder af deltagelse i den samfundsmæssigt formidlede eksistenssikring - 'bevidsthed' må altså ikke hypostaseres som forudsætning for denne udvikling (GdP p. 216-217).
Både hvad angår betydningsforholdene og de deri indbefattede behovsforhold, så specificerer de sig altså kun overfor de før-menneskelige former så vidt, som det er biologisk funktionelt, men baserer sig iøvrigt på disse: Kontrolbehovet, som er driftsgrundlaget for såvel udforskningsadfærd som for dyrets sociale indlæringsprocesser til individuel sikring gennem 'societet', integreres i en ny kvalitet som behovsgrundlag for kontrol over egne livsomstændigheder gennem deltagelse i kooperative aktiviteter. Den individuelle udvikling heraf sker over de nye indlæringsprocesser ift. de gennem arbejdet skabte betydningssammenhænge, som behovstilstandene specificerer sig ud fra (Gdp p. 217).
De primært-eksistenssikrende behov kan også på en ny måde forandres gennem indlæring, idet tilfredsstillelseskvaliteten måles ift. de kooperativt skabte tilfredsstillelsesmuligheder - dette er dog kun en 'subsidiær' differentieringsindlæring, idet tilfredsstillelsesbetingelserne i sidste ende bestemmes af den organismiske systemligevægts elementære opretholdelsesfunktioner. Denne 'subsidiære' begrænsning ophæves dog på en anden måde gennem de primære behovs nye, formidlede forhold til de kooperative behov: Da den primære tilfredsstillelseskvalitet indbefatter den foregribende rådighed over tilfredsstillelseskilderne, forandrer de sig med udvidelsen af de kooperativt skabte muligheder - dvs., den primære tilfredsstillelseskvalitet er også bestemt af den 'autarkiske' indlæring af kooperative betydningsforhold, som er forudsætningen for den menneskelige kvalitet af langsigtet sikret, angstfri tilfredsstillelse (Gdp p. 217-218).
Hvor de eksistenssikrende betydnings/behovsdimensioner efterhånden trækkes ind i den kooperative-samfundsmæssige udvikling via deres nye forhold til orienteringsbetydningerne, som kvalificeres i retning af middelbetydninger, er det tydeligt, at man ikke, når det drejer sig om forplantningsfunktionskredsens (i bred forstand sexuelle) betydnings/behovsdimensioner, på samme måde kan tale om skabelse af aktivitets- og tilfredsstillelsesmuligheder gennem ved samfundsmæssigt arbejde fremstillede livsbetingelser - sexuelle aktiviteter er naturlige aktiviteter af blot social art (der indsættes ikke arbejdsmidler), ligesom børneopdragelse ikke kan forstås som genstandsmæssigt arbejde, da barnet jo ikke er genstand for/resultat af en forandrende udvikling ved hjælp af arbejdsmidler (p.219).
Dette kan forstås udfra, at forplantningsfunktionskredsens aktiviteter er rettet direkte mod opretholdelsen af populationssystemet og ikke er formidlet over den individuelle livssikring - og udviklingen til den samfundsmæssige livsindvindingsform er karakteriseret som udviklingen til en ny kvalitet af individuel eksistenssikring. Betydnings/behovsdimensionerne i forplantningens funktionskreds kan altså ikke være inddraget i den samfundsmæssige specificering af det psykiske som finder sted gennem vekselvirkningen mellem de kooperative livsindvindingsformer og de 'naturlige' indlærings/udviklingspotenser. Ydermere er konsekvenserne af de funktionalhistoriske analyser, at det slet ikke er muligt, at forplantningens betydnings/behovsdimensioner specificeres samfundsmæssigt (heller ikke blot sekundært ift. kooperativt skabte tilfredsstillelsesmuligheder) - de må forblive på specificitetsniveauet for organismernes biosociale betydnings/behovsforbindelser til verden indenfor det fastlagtes dimensioner, hvor de kun er individuelt modificerbare gennem subsidiær indlæring, og har dermed en særstilling i den menneskelige livssammenhæng. Dette betyder dog ikke, at disse dimensioner forbliver uberørte af udviklingen af den samfundsmæssige natur - men de må bestemmes/analyseres på en anden måde (GdP p. 219-220).
Allerede hos de højstudviklede primater ses en løsrivelse af 'opdragelsen' fra de snævre familiegrupper, og societetens (og de kooperative forbindelsers) overtagelse heraf må være forsat i menneskets tilblivelsesfase. Sexualaktiviteterne (og disses resultat) og opdragelsen må altså differentieres i løbet af udviklingen, således at formidlingen herimellem i stadig stigende grad finder sted indenfor rammerne af de indlærte socialforbindelsser/betydninger, på bekostning af de biologiske forbindelser (GdP p. 220-221).
Mht. sexuelle betydninger/behov i mere snæver forstand kan fx. påvises en tilbagetræden af de fastlagte cykliske betydningsaktualiseringer som stadig findes hos de højstudviklede subhumane primater, og hvis forsvinden altså må ses som et resultat af udviklingen af den samfundsmæssige natur - dvs. at sexuelle kontakter i stadig mindre grad er fastlagte og i stadig større grad finder sted via indlærte sociale kommunikationsformer i kooperativt organiserede societeter (GdP p. 221).
Man kan altså antage, at sexualitetens/forplantningens betydnings/behovsdimensioners indhold og tilfredsstillelsesmuligheder forbliver på et relativt uspecifikt niveau, mens naturgrundlaget herfor forandres i løbet af udviklingen af den nye livsindvindingsform, med en løsrivelse fra de - nu ikke funktionelle - fastlagte forbindelser, til fordel for en indlejring i den, gennem det samfundsmæssige arbejde fremkommende, almene formning af de sociale forbindelser. Dvs. at disse betydnings/behovsdimensioner - som sanseligt-vitale livsytringer - er samfundsmæssigt formbare. Heraf gives såvel deres særlige umiddelbare erfaringsintensitet som muligheden for deres 'formning' og 'undertrykkelse' gennem historisk bestemte produktions- og herskabsforhold (GdP p. 221- 222).
Dannelsen af den symbolske repræsentation af betydninger og den 'sproglige' kommunikation af betydningsindhold er en central differentiering og kvalificering af betydningssammenhænge, og sprogets opståen er en væsentlig psykisk forudsætning for totalprocessernes dominansomslag, ligesom evnen til produktion af symbolske betydningshenvisninger, til tale og sprogforståelse, er det mest påfaldende kendetegn ved menneskets samfundsmæssige natur. Sprogets opståen må udarbejdes udfra specificiteten af den nye materielle livsindvinding (i dens selektionsbetingede tilbagevirkning på udviklingspotenserne), for at dets placering i menneskets verdensforhold kan bestemmes adækvat (GdP p. 222-223).
Det må antages, at den sproglige kommunikationsevne først er dannet i løbet af menneskeliggørelsesprocessens første og andet kvalitative spring. Kooperationsudfoldelsens selektionsbetingede tilbagevirkning på det organismiske funktionsgrundlag må have bevirket dannelsen af morfologiske og neurofysiologiske forandringer som forudsætninger for sprogevnen (GdP p. 224).
Overgangen til kooperation mht. fremstilling og brug af redskaber omfatter kommunikationskrav i 'nærområdet', idet man her skal koordinere en fælles arbejdsproces. Den optiske kommunikationskanal (som var den dominerende hos primaterne) er her optaget, og kommunikationen derfor henvist til akustiske signaler (som hos primaterne havde en underordnet funktion). Den indholdsmæssige differentiering af den akustiske signaloverførsel kan forklares udfra dens funktionalitet ift. kravene om den stadigt mere komplekse aktivitetsstyring. (Her må henvises til det høje selektionstryk ved den intraartslige konkurrence ved dannelsen af den nye livsindvindingsform, ved hvilken også mindre selektionsfordele får betydning og fører til genomisk kumulation af de funktionale muligheder.) (GdP p. 224-225).
I middel/livsbetingelsesbetydningerne er den almengjorte brugsværdi konkretiseret, og der skelnes her praktisk (realabstraktivt) mellem nødvendige og tilfældige kendetegn. Denne skelnen mellem væsentlige og uvæsentlige bestemmelser fuldføres også praktisk i omsætningen af middelbetydningernes personlige aspekt i aktivitetsforløbene. Den realabstraktive fremhævelse af betydningsmomenter tydeliggør den 'praktiske begrebsdannelse' i den kooperative livsindvindingsform. I 'fremstillingsaspektet' anticiperes den almene brug som målestok for aktivitetsstyringen, og de 'praktiske begreber' regulerer ikke blot aktuelle aktivitetsforløb, idet der her også må være symbolsk repræsentation af de almene brugbarheder og den deraf givne abstraktive skelnen mellem kendetegn. Allerede arbejdsprocessen som fremstillingsproces må altså indeholde symbolske repræsentationer - de praktiske begrebers 'ideelle' moment er altså i sig selv et kendetegn ved den 'materielle' livsindvindingsproces (GdP p. 226-227).
Kommunikationsindholdet er, ved styringen af kooperative arbejdsforløb, den adækvate repræsentation/opfattelse af de i de praktiske begreber repræsenterede bestemmelser af den almene brugsværdi. Af den lydlige kommunikation uddifferentieres altså et kvalitativt nyt symbolsk-begrebsligt informationsniveau, og 'sproget' kan altså i stadig større grad forholde sig til den almengjorte konkrete indholdsmæssighed i betydningerne mht. arbejdsprocesser- og resultater (GdP p. 227-228).
De kommunikative 'socialbetydninger' er (fylogenetisk opståede) selvstændige bærere af intraorganismisk informationsudnyttelse, og heri ligger de sproglige socialbetydningers særlige 'brugbarhed' i deres, overfor aktivitetssammenhængen, selvstændiggjorte funktion af social informationsformidling. Mens de praktiske begreber er et moment ved middelbetydningerne, er deres repræsentation i sproget ikke bundet til selve arbejdsprocessen, men kan kommunikeres i andre livssammenhænge, dvs. man kan også gøre sagsforhold forståelige i deres fravær. Dette er forudsætningen for den nye livsindvindingsforms dominans (p.228).
Sprogtegnene (dvs. lydene) er bærere af symbolerne, men de to aspekter må opfattes hver for sig. I sprogets symbolske side fremstilles livsverdenens betydningsssammenhænge; sprogtegnene muliggør kommunikation af det repræsenterede indhold og udgør således de af sproget kvalificerede forbindelser til andre. Sprogtegnenes selvstændiggørelse overfor begreberne er forudsætningen for opståelsen af symbolverdenen, samfundsmæssige sprog- og tankeformer og deres ideologiske fordrejelse (GdP p. 228-229).
Det må nu, i andet metodiske skridt, påvises, hvilke nye kategoriale bestemmelser der må gælde for betydnings/behovsforholdene efter dominansomslaget, da de nu er det psykiske aspekt af grundforholdene ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed og dermed ikke mere forandrer sig fylogenetisk, men er trukket med ind i den samfundsmæssigt-historiske, selvstændige proces (Gdp p. 229).
Med dannelsen af de overgribende, totalsamfundsmæssige arbejdsdelingsstrukturer ændres også betydningsstrukturerne: Betydningssammenhængene tjener ikke længere blot realiseringen af aktivitetskrav og den sagsligt-sociale orientering ved den kooperative livssikring indenfor, for den enkelte overskuelige, livsenheder - livs- og produktionsenhederne bliver efterhånden uselvstændige dele af mere omfattende livs- og produktionssammenhænge, og kan derfor ikke mere fungere i /forstås ud fra sig selv i deres betydning for den enkeltes eksistens, og betydningsenhedernes aktivitetskrav stilles indenfor den arbejdsdelte helhedsstruktur (Gdp p. 230).
Der dannes altså overgribende betydningssammenhænge, som sætter mennesker i forhold til hinanden udover deres direkte, sociale forbindelser, og som har en historisk kontinuitet, som rækker ud over den enkeltes levetid, og som nødvendiggør kooperation udover den individuelle eksistens' rum/tidlige grænser. Dette er kun muligt gennem dannelsen af overindividuel kommunikation og informationsvideregivelse (Gdp p. 230), dvs. opståelsen af skriftsproget (Gdp p. 230-232).
Med dannelsen af skriftsproget som selvstændigt tegnsystem og som aspekt ved samfundsmæssige genstandsmæssiggørelser opstår ikke kun midlerne til lagring og ophobning af erfaring, det sproglige 'lager' udvikler, med stigende nødvendighed af almengørelser, også specifikke former for éntydiggørelser og informationsfortætning, som ikke kunne have udviklet sig indenfor det talte sprog. Således opstår, udfra de tidligere dannede sprog- og tankeformer, abstrakte symbolske strukturer, som muliggør forskellige almengørelsesniveauer. Sproget/symbol- og tegnverdenen som forudsætning for betydningsstrukturernes universalisering er ikke mere blot middel for aktuel kommunikation, men også et aspekt af de menneskeskabte genstandsmæssige-sociale forhold - til den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed hører altså også den aktuelle sprogbrugs formidlethed over objektive samfundsmæssige sprogforhold (GdPp. 232).
Hermed fuldendes en specifik ny syntese af menneskets verdensforhold: Mens betydningsforholdene tidligere var indlejret i 'naturlige' livssammenhænge og kun udgjorde en selektionsbetinget specialisering/optimering, vendes dette forhold nu om: Med den, i den symbolske repræsentation muliggjorte, syntese af samtlige væsensforhold gennem de samfundsmæssigt producerede betydningshenvisninger, bliver også de i 'naturtilstanden' forblevne forhold trukket med ind i de specifikt samfundsmæssige betydningsstrukturer, dvs. de bliver til indbegrebet af almengjorte handlemuligheder i sammenhæng med produktionen/reproduktionen og får altså 'middelbare' samfundsmæssige betydninger (fra 'råstoffer' til en udsondring af naturen som modsætning til det samfundsmæssige) (GdP p. 232-233).
Med fremstillingen af den totalsamfundsmæssige syntese af betydningssammenhænge bliver det tydeligt, hvordan betydningsbegrebet som den grundlæggende individualvidenskabelige 'formidlingskategori' må opfattes: Betydningerne danner ved syntesen en sammenhæng som udtrykker nødvendighederne i den arbejdsdelte totalsamfundsmæssige livsindvinding, men samtidig står hvert enkelt individ, via opfattelsen, omsætningen og ændringen af betydningerne, i forhold til den totalsamfundsmæssige livssammenhæng. Begrebet 'arbejde' specificeres her (som i den marxistiske teori iøvrigt) som samfundsmæssig kategori til begribelse af det objektive-økonomiske aspekt af det samfundsmæssige livs produktions/reproduktion. Den enkeltes psykiske aktivitet ved opretholdelsen/udviklingen af hendes eksistens indenfor de gennem 'arbejdet' skabte og opretholdte livsbetingelser betegnes, til forskel herfra, som 'handlinger', der således er bestemt specifikt menneskelige, individuelle livsaktiviteter. Handlingskategorien omfatter både den individuelle deltagelse i den samfundsmæssige proces gennem arbejdet, altså arbejdshandlingerne som psykisk aspekt ved det samfundsmæssige arbejde, og de individuelle aktiviteter, gennem hvilke den enkelte opretholde/udvikler sin eksistens, under totalsamfundsmæssige betingelser, men udenfor deltagelsen i arbejdsprocessen (Gdp p. 233-234).
Betydningskategoriens generelle 'formidlingsfunktion' kan altså også formuleres som at betydningsstrukturerne i deres henvisningssammenhæng er indbegrebet af alle de handlinger, som gennemsnitligt/modalt må udføres, dersom produktions/reproduktionsprocessen skal være mulig (på det til enhver tid givne niveau), altså de samfundsmæssige handlenødvendigheder; betydninger betegner endvidere den enkeltes forhold til den samfundsmæssige handlesammenhæng, idet den individuelle eksistens kun kan opretholdes/udvikles gennem handleomsætning af de samtidigt samfundsmæssigt sammenkædede betydninger (p.234).
I den antropogenetiske fase er den foregribende skabelse af livsbetingelser begrænset indenfor overskuelige kooperative enheder, og den enkelte erfarer her sig selv som umiddelbart deltagende i livsindvindingen, hvor hun gennem bidraget til opretholdelse af livsenhedens eksistens også opretholder sin egen. Der består her stadig en, skønt kooperativt udvidet, sammenhæng mellem egne aktiviteter og den individuelle eksistenssikring. Med gennembrydningen af umiddelbarhedsforholdet mellem skabelsen og brugen af livsbetingelser hos det enkelte individ, altså den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed, ændres dette - her erfarer den enkelte, stillet overfor den totalsamfundsmæssige syntese af betydningsstrukturer, at livsbetingelser ganske vist må produceres 'af mennesker', men at dette ikke nødvendigvis indbefatter hendes eget bidrag hertil. Hun erfarer sammenhængen som et system, der kan opretholde sig selv, i hvilket livsbetingelser produceres alment-foregribende, og hvorindenfor hun principielt kan opretholde sin eksistens også uden at bidrage til systemets opretholdelse. Det som fremstår som handlemuligheder har altså ikke tvingende karakter for individet. 'Nødvendighederne' i hendes bidrag fremstår først for hende sekundært, gennem den samfundsmæssige organisering af sammenhængen mellem den enkeltes eksistensopretholdelse og deltagelse i den samfundsmæssige opretholdelsesproces, bestemt af samfundets givne formationsspecifikke udprægning og de givne individers position indenfor den arbejdsdelte struktur (Gdp p. 234-235).
For den enkelte er betydningssammenhængene primært givet som samfundsmæssige handlemuligheder. Hun må ganske vist nødvendigvis på den ene eller anden måde gøre brug af disse, men da eksistenssikringen ikke mere afhænger umiddelbart af af betydningsomsætningen, er hun ikke lagt fast ift. de foreliggende betydningsforhold, hun har altid 'alternativet' at handle anderledes, eller slet ikke. Også hvor hun er underlagt begrænsninger, undertrykkelser, deformeringer, tvang osv., er dette altid begrænsninger, undertrykkelser, deformeringer af samfundsmæssige handlemuligheder, og selv under nok så begrænsende betingelser har hun altid handlealternativer (en fuldstændig udlevering til omstændighederne er ensbetydende med ophøret af den menneskelige eksistens) (Gdp p. 236).
I dette mulighedsforhold ligger den fundamentale forudsætning for menneskets erkendende, 'gnostiske' verdensforhold - når den enkelte ikke mere behøver umiddelbart at forholde sig til enhver begivenhed i dens betydning for hendes eksistens, når hun er eksistensielt 'aflastet', bliver en erkendelsesdistance mulig, i hvilke begivenheders indbyrdes forhold kan erfares som objektive lovmæssigheder, hvis forhold til eksistensopretholdelsen er 'formidlet'. Den specifikt menneskelige 'bevidsthed' er i sin væsentligste bestemmelse det 'gnostiske' verdens- og selvforhold, i hvilket mennesket kan 'forholde sig' bevidst til betydningsforholdene som handlemuligheder og kan erfare den overgribende sammenhæng mellem de individuelle eksistens- og udviklingsomstændigheder og den totalsamfundsmæssige proces (Gdp p. 236-237).
Med denne bevidste forholden sig til samfundsmæssige handlemuligheder ændres også menneskers forhold til hinanden kvalitativt: Bevidst 'forholden sig til' er ethvert 'jeg's 'sætten mig i forhold til'. Dermed specificeres ikke blot 'sagsintentionaliteten', men også 'socialintentionaliteten' - den anden er nu ikke mere blot 'socialt redskab' ift. den fælles målopnåelse, eller blot 'kommunikationspartner' med hvem jeg i gensidig styring planlægger den fælles skabelse af livsbetingelser; i det gnostiske verdensforhold skelnes mellem erkendelsesgenstanden og 'ethvert jeg' som den erkendende - og jeg opfatter generelt 'andre mennesker' som udspring for erkendelse, bevidst forholden sig og handlen på samme måde som jeg selv er det. Heri ligger en global grundbestemmelse af 'subjektivitet'/'intersubjektivitet' - jeg erfarer den anden som et ligeværdigt, men fra mig forskelligt, 'intentionalitetscentrum' i hendes forhold til handlemuligheder og heri til sig selv, uafhængigt af, om vi står i en aktuel kooperations- og kommunikationssammenhæng eller ej (Gdp p. 237-238).
Subjektiviteten som 'ethvert jeg's intentionalitetscentrum må ikke forstås som individernes isolation ift. hinanden - også ved kollektive bevidsthedsformer (fx. klassebevidsthed) er der tale om sammenslutninger på grundlag af fælles, objektive interesser, som for hver enkelt er 'mine' (Gdp p. 238).
Socialforbindelsernes reciprocitet bliver her 'refleksivitet' - fra mit verdens- og selvsyns standpunkt tager jeg samtidig den anden i betragtning i hendes verdens- og selvsyn. Den refleksive perspektivveksling er et specifikt menneskeligt socialforhold, ikke forstået som 'funktional' kvalitet, men som karakteristikum ved menneskelig intersubjektivitet overhovedet (Gdp p. 238).
Dette er en central kvalificering af individualvidenskabens/subjektvidenskabens genstand - andre subjekter er grundlæggende 'som os', og når forskeren vil belyse 'subjektive' begivenheder i almengjort form, er hun selv som subjekt principielt medberørt af sine egne metoder og resultater. Ved en abstraktion fra individers 'subjektagtighed', og dermed fra intersubjektiviteten i forholdet mellem forsker og genstand, udklamres den menneskelige specificitet ved det psykiske, og forskningsgenstanden forfejles (Gdp p. 238-239).
Med det nye mulighedsforhold ændres også betydnings/behovsforholdene kvalitativt. De individuelle betydnings/behovsforhold er altid realiseringer af de naturlige-samfundsmæssige udviklingspotenser i konkrete fremtrædelsesformer som giver sig ud af mulighedsforholdet som den mest almene realiseringsbetingelse - og da de samfundsmæssige strukturer altid forekommer i historiske bestemt formationsspecifik udformning, fremtræder individernes betydnings/behovsforhold, som psykisk aspekt ved deres objektive situation og position under formations- og klassespecifikke betingelser ligeledes historisk bestemt (Gdp p. 239-240).
Det bestemmende moment ved betydnings/behovsforholdenes 'menneskeliggørelse' er en forandring af 'omverdenskontrollens' art - i løbet af dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur kvalificeres det tidligere blot 'individuelle' omverdensforhold til almengjort rådighed over arbejdsmidler ved kooperativ skabelse af livsbetingelser, dvs. at 'middelbetydninger' opstår ud af 'indlærte orienteringsbetydninger', og tilsvarende specificeres 'kontrolbehovet' i retning af den elementære individuelle nødvendighed i deltagelsen i den kooperative rådighed over almene livsbetingelser, og hermed knyttes primær behovstilfredsstillelse og angstovervindelse til den foregribende sikring af samfundsmæssigt skabte tilfredsstillelseskilder (Gdp p. 240).
Når den individuelle eksistens nu er totalsamfundsmæssigt formidlet, specificeres rådighedsdeltagelsen videre som deltagelse i rådigheden over totalprocessen. I overenstemmelse med karakteriseringen af individets aktiviteter til opretholdelse/udvikling af sin eksistens under de totalsamfundsmæssige forhold som 'handlinger', karakteriseres rådigheden over egne livsbetingelser gennem deltagelsen i rådigheden over den samfundsmæssige proces som 'handleevne' (Gdp p. 241).
Opfattelsen/omsætningen af sagsligt-sociale middelbetydninger er den bestemmende dimension ved den kategoriale specificering af handleevnen, men middelbetydninger er nu indbegrebet af individuelle handlemuligheder indenfor totalprocesserne, indbefattet den konkrete middelbenyttelse som uselvstændigt moment (Gdp p. 241).
Ved kvalificeringen af 'den individuelle omverdenskontrol' til 'personlig handleevne' må 'kontrolbehovet' specificeres til handleevnens behovsgrundlag. Behovet realiseres altså her i udvidelsen af handleevnen, dvs. det fremtræder som subjektiv erfaring af handleevnens begrænsning, lig den subjektive nødvendighed af overvindelse heraf. Da 'angstberedskabet' specificeres til det emotionale aspekt ved handleevnebegrænsningen, er behovet for ophævelse heraf samtidig den subjektive nødvendighed af overvindelsen af risikoen ved udleveretheden til de umiddelbare betingelser, og den manifeste angst er udtryk for manglende handleevne (Gdp p. 241-242).
Handleevnens specifikke behovsgrundlag benævnes 'de produktive behov'. Dette forstået på den måde, at individet kun ved deltagelse i den samfundsmæssige produktion kan opnå rådighed over sine relevante livsbetingelser. Den aktuelle produktion er i forhold hertil kun et muligt udtryk for den personlige handleevne. Iøvrigt er deltagelsen i rådigheden over de samfundsmæssige livsbetingelser ikke et mål i sig selv, men en væsentlig kvalitet ved menneskelig behovstilfredsstillelse og værensfylde - hvor 'kontrol' selvstændiggøres som individuel stræben, er dette et symptom på den enkeltes isolation fra de samfundsmæssige rådighedsmuligheder, altså den manglende evne til at opnå egentlig rådighed over de relevante livsbetingelser (Gdp p. 242).
'Primærbehovene', som får deres menneskelige tilfredsstillelseskvalitet i afhængighed af den produktive behovsrealisering, karakteriseres i forhold hertil som 'sanseligt-vitale behov' (Gdp p. 242).
'Handleevne' er, som den mest almene rammekvalitet for menneskelig væren, det første menneskelige livsbehov - og manglende handleevne er, i overensstemmelse hermed, den mest almene kvalitet ved menneskelig elendighed ved udleverethed til forholdene (Gdp p. 243).
På højeste dyriske niveau og i løbet af 'menneskeliggørelsen' er aktualiseringen af behovene forudsætning for aktualiseringen af tilordnede betydninger. Skønt indlæringsmodificerede og styret af omverdensbegivenheder, er behovene den grundlæggende 'drift' for biologisk nødvendige aktiviteter. Efter gennembrydningen af umiddelbarhedsforholdet formidles handlinger og behov på en bestemt måde - når individerne får et 'gnostisk' forhold til betydningerne, indbefatter dette en tilsvarende distance til de egne behov, og den enkelte har derfor mulighed for at 'få kendskab til' sine behov som sådanne, uden nødvendigvis umiddelbart at måtte omsætte dem gennem betydningsaktualisering. Hun kan derfor - indenfor rammerne af vitale eksistensnødvendigheder - 'forholde sig' til dem, dvs. planlægge, omstrukturere, udskyde eller bevidst forsømme sine behov til fordel for mere langsigtede mål (Gdp p. 243-244).
Behovene er altså ikke længere blot 'tilstandsvariable', men karakteriserer, også mellem de givne aktuelle handlingsudførelser, et emotionalt befindende, i hvilket subjektet, overfor givne handlemuligheder og -begrænsninger, erfarer sine egne behov, sit emotionale handleberedskab osv., hvorved realiseringen af handlemuligheder er et resultat af en bevidst forholden sig til sit befindende som den emotionale vurdering af betydningskonstellationerne. Befindendet, som udtrykkes i behovenes art og grad, er altså den subjektive målestok for vurderingen af, hvorvidt givne handlemuligheder er subjektivt nødvendige, eller hvorvidt givne handlebegrænsninger begrænser individet i hendes subjektive livs- og tilfredsstillelsesmuligheder (Gdp p. 244-245).
Befindendet forbindes altså ikke blot til den aktuelle situation, men er et vedvarende vurderingsgrundlag, hvorudfra vurderinger af den aktuelle situation giver sig: Befindendet baserer sig på den ene side på det emotionale aspekt ved den samfundsmæssige formning af betydnings/behovsdimensionerne gennem indlæringsprocesser, på den anden side er det de givne rådigheds- og tilfredsstillelsesmuligheder, af hvilke individets tidligere emotionale erfaringer afhænger, som manifesterer sig i det aktuelle vurderingsgrundlag. De samfundsmæssige muligheder/begrænsninger slår altså ikke direkte ned i befindendet, men kun i de for individet givne aspekter og udsnit, som hun forholder sig til dem. Emotional erfaring som grundlag for det aktuelle befindende er altså på sin vis også erfaring med 'sig selv', nemlig med den egne tidligere forholden sig og handlen overfor muligheder og begrænsninger (Gdp p. 245).
Graden af distance til eget befindende er igen afhængig af udprægningsgraden af de behov, som kan erfares i befindendet, dvs. af hvorvidt behovene forholdet sig globalt til subjektets langsigtede handlenødvendigheder, eller hvorvidt behov træder frem som uafviselige nødvendigheder af at overvinde handlebegrænsninger. Befindendet strukturer sig i forhold hertil forskelligt - umiddelbart mod værensfylde/livsnydelse eller mod overvindelse af trusler. Livsfyldens kvalitet giver sig her ud af erobringen/tilbageerobringen af handleevne (Gdp p. 245-246).
De behov, som udpræges i befindendet, er bestemt gennem betydnings/behovsforholdene, dvs. gennem henvisningssammenhængen mellem produktive og sanseligt-vitale behovsaspekter. Når individet 'sulter', lider hun ikke blot af 'sult' som sanselig-vital behovsspænding, men lige så elementært ved sin udleverethed til en situation, hvor hun så vidtgående er afskåret fra den foregribende rådighed over sine livsbetingelser, at hun må sulte - hendes behov har ikke blot den sanseligt-vitale accent, men også: Nødvendigheden af igen at opnå rådighed over sine livsbetingelser på en sådan måde, at truslen om sult afværges. Omvendt er et individ, som hæmmes i sin handleevne, i stand til produktivt at udvide denne, men er samtidig hæmmet i sin sanseligt-vitale eksistens - ikke blot anticipatorisk, men direkte, da behovstilfredsstillelseskvaliteten jo er afhængig af anticiperingen af fremtidig rådighed over behovstilfredsstillelsen - begrænsningen af handleevnen er altså altid en forringelse af den elementære livskvalitet. Produktive behov er, som den subjektive nødvendighed af udvidet betingelsesrådighed, altså også altid nødvendigheden af rådighed over sanseligt-vitale tilfredsstillelsesmuligheder (Gdp p. 246-247).
GdP Holzkamp tysk kap 7 – 7.2 s.249-304.pdf
Regnbuenoter til læsning af kapitel 7
Analysen af de funktionale aspekter bliver nu bragt op samme niveau som analysen af de indholdsmæssige aspekter - de psykiske funktionsdifferentieringer ved dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur analyseres funktionalhistorisk (Gdp p. 249).
Den specifikt menneskelige psykiske livsaktivitet er først tilstækkeligt bestemt, når forholdet mellem dimensioner/aspekter på forskellige specificitetsniveauer er bestemt. Mht. funktionsaspekterne er der mange uspecifikke og elementære former, som kendetegner det psykiskes nuværende historicitet, nemlig orienteringens elementære funktionsniveauer, som er påvist som de tidligste differentieringer af grundformen. Trods deres elementære udspring findes de, eller er ophævede, på det menneskelige specificitetsniveau, hvor de evt. har gennemgået deres egen udvikling. De udviser deres elementære karakteristika, men tillige kendetegn som kun tilkommer mennesket, og som derfor ikke kan rekonstrueres ud fra menneskets tilblivelsesproces, men må udforskes aktualempiriske (på grundlag af den kategorialanalytiske rekonstruktion) (Gdp p. 251).
Orienterings/aktivitetskoordinationen som analyseenhed må differentieres mht. orienteringsniveauerne på menneskeligt niveau, så der her tales om perceptions/aktivitetskoordination (hhv. perceptions/vurderings/operationskoordination) som de elementære niveauer, og hvad angår de orienteringsmåder som er specifikke for menneskets samfundsmæssige natur, om den menneskelige iagttagelses/handlingssammenhæng, hvis forhold til den menneskelige tænkning og de menneskelige vurderings- og motivationsprocesser må rekonstrueres som tænknings/iagttagelses/vurderings/motivationssammenhængen i den personlige handleevne (Gdp p. 251-252).
'Gradientorienteringen', som i ren form er bestemmende for lugtorienteringen, er virksom på forskellige måder (som må afklares enkeltteoretisk) indenfor højere perceptionsmåder ift. orienteringen overfor kontinuerlige forandringer indenfor homogene medier. Informationsudnyttelsen og aktivitetsstyringen er her enhedsmæssig. Betydningerne kan her omskrives til 'derhenne', og den emotionale vurdering har her kun en 'on-off-effekt', bestemmende om det overhovedet kommer til orienteringsaktivitet eller ej (Gdp p. 252).
Udsondringens/identifikationens funktionsniveau sætter individet i stand til at udsondre 'en-ting-et-sted' fra iøvrigt diffuse omgivelser (og omfatter altså figur-grund-differentieringen). Den udgør i alle perceptions/operationskoordinationer, på forskellig måde, et uspecifikt grundlag for den menneskelige iagttagelse, enten som elementære sansemodaliteter eller som fastlagt funktionsgrundlag for 'højere' erkendelsesniveauer. Betydningerne kan her omskrives til 'derhenne'/'derfra'. Vurderingsmekanismerne er her - pga. orienteringsaktivitetens 'inderliggørelse' - også 'inderliggjorte', dvs., de bliver til centralnervøse impulser til 'tilnærmelse'/'fjernelse' der som tendens, sammen med andre delvurderinger, forenes til en totalvurdering (Gdp p. 252-255)
Diskriminationens/inddelingens funktionsniveau er trukket med op på niveauet for indlærings/udviklingsevnen og findes ikke hos mennesket i sin elementære form. De uspecifikke karakteristika indgår dog som almene kendetegn ved perceptions/operations- hhv. iagttagelses/handlingskoordinationerne. Forskellige betydningsenheder kan her skelnes fra hinanden gennem deres figural-kvalitative kendetegn. Betydningerne kan her omskrives til indholdsmæssige aktivitetsdeterminanter, og de emotionale vurderinger findes på niveauet for tilstandsafhængige betydningsaktualiseringer (Gdp p. 255-257).
Diskriminationens/inddelingens funktionsniveau er altså inddraget i indlærings/udviklingsevnen, og på menneskeligt niveau betyder dette, at der må skelnens mellem dette funktionsniveaus forhold til hhv. de gennem subsidiær indlæring foranderlige primærbetydninger og de gennem autarkisk indlæring foranderlige middelbetydninger (Gdp p. 257-258).
Ift. de primære betydningsenheder må det antages, at der hos mennesket findes biologisk præformerede 'nøglekonstellationer' i primærbetdningernes/behovenes område og tilsvarende emotionale vurderinger i retning af handleomsætning, men også at forskellige betydningsenheders forskellige arter og grader af subsidiær modificerbarhed er blevet til arter og grader af samfundsmæssig modificerbarhed, at de altså er samfundsmæssigt foranderlige, men baserer sig på subsidiært indlærte 'foretrækkelser' (Gdp p. 258).
På grundlag af det gnostiske verdensforhold kan betydningsaktualiseringen ikke være tvangsmæssigt bundet til behovsaktualiseringen - individet er ganske vist på den ene side bundet til de perceptive/operative mekanismer og de givne præformerede (og samfundsmæssigt modificerede) struktur- og enhedsdannelser, men kan på den anden side bevidst og aktivt udsondre bestemte betydningskonstellationer i overensstemmelse med den erfarede livsnødvendighed (Gdp p. 259-260).
Forud for den indlærte antecipation i de autarkiske indlæringsprocesser udvikles i fylogenesen den 'rettede søgeaktivitet', hvori der objektivt ligger et antecipatorisk moment, og hvori orienteringsbetydningerne begynder at selvstændiggøres ift. primærbetydningerne - her begyndes også udviklingen af emotionalitetens orienteringsledende funktion (Gdp p. 260-261).
Selektionstrykket bevirker her, pga. de fastlagte søgeaktiviteters ringere effektivitet, udviklingen af evnen til retning af søgeaktiviteten ift. indlærte orienteringsbetydninger, altså 'antecipatorisk' indlæring. Da der hermed også kan lagres/fremkaldes information om sammenhænge mellem aktuelle og fremtidige konstellationer, ligger her den første ansats til differentieringen ml. orientering ift. det aktuelle og ift. det repræsenterede (fremtidige) - som i løbet af den autarkiske indlærings udvikling i menneskets tilblivelsesproces bliver til differentieringen ml. 'iagttagelse' og 'tænkning' (Gdp p. 261-262).
På den antecipatoriske indlærings niveau dannes en ny form for orienterings/aktivitskoordination - ved 'fremprovokation' af begivenheder sker en tilbagemelding til orienteringen om effekterne af den egne aktivitet. Denne 'prøvning' indgår i stadig højere grad i den indlærte inddeling af orienteringsfeltet, dvs. betydningerne indeholder i stadig højere grad også indlært antecipatorisk information om hvordan bestemte begivenheder 'plejer' at reagere på dyrets aktivitet (hvad der omfatter evnen til 'tidslig' inddeling af orienteringsfeltet) - begyndelsen til 'tænkningens' uddifferentiering. Emotionaliteten er her regulationen af 'risikooptimeringen' ift. erfaringsaktiviteterne og emotionel erfaring mht. den anticiperbare tilfredsstillelses/trusselssituation, dvs. den antecipatoriske vurdering af fremtidige betydningskonstellationer - 'motivationens' tidlige form. På menneskeligt niveau er motivationen (ophævet fra det aktuelle befindende/behovene) vurderingen af fremtidige situationer med den nuværende situation som målestok, og er, som det emotionale fremtidsforhold, den emotionale side af den menneskelige tænkning (Gdp p. 262-263).
I den tidligere omtalte 'manipulation' i den antropogenetiske udvikling har dyret ikke blot den ting, der undersøges, men også sin egen hånd hhv. midlet, for øje, og sammenhængen ml. aktiviteter og de derved fremkaldte begivenheder bliver tilgængelige for orienteringen på en ny måde - dyret kan danne 'hypoteser' som kan afprøves og ændres, og der opstår således en kontrollerbar tilbagekoblings/regulationsproces, 'enheden af afprøvning og observation'. Disse enheder må kunne lagres, fremkaldes og afbrydes/omstruktureres (Gdp p. 264).
Med denne 'fremstilling' af relationer som orienteringsmiddel 'yderliggøres' orienteringsaktiviteten igen, med bibeholdelse af de tidligere 'inderliggjorte' funktionsandele. Her er udgangspunktet for udfoldelsen af tænkningen som vekselspillet ml. den 'indre' forestilling om sammenhænge og deres 'materialisering' i observation og forarbejdning af de systematisk fremstillede aktivitetseffekter, dvs. ml. tankemæssig og praktisk antecipation. Inddelingen af orienteringsfeltet udvikles med fremhævelsen af 'omgangskvaliteter' [2], og de tilsvarende emotionale vurderinger specificeres og fører til betydningsaktualiseringer (Gdp p. 264-265).
Antecipationsbegrebet er også centralt ved rekonstruktionen af de funktionsniveauer/aspekter ved den menneskelige handleevne, som grunder sig på overgangen fra anticipation indenfor individuelle aktivitetssekvenser til anticipation indenfor kollektive aktivitetssekvenser. Overindividuelle betydningshenvisninger (hvis forform er traditionsdannelsen) findes allerede inden det første kvalitetsomslag. Karakteriserende for dette niveau er jæger/klappereksemplet: At drive væk fra sig selv kan kun ses som en af blot individuel anticipation motiveret aktivitetssekvens ved bortseen fra helhedssammenhængen - ved inddragelse heraf ses den som uselvstændig delsekvens indenfor de kollektivt organiserede orienterings/aktivitetssekvenser - klapperens bidrag kan kun forstås gennem den kendsgerning, at hun kognitivt erfarer og emotionelt vurderer sin aktivitet som delsekvens ved jagten som overordnet aktivitetssekvens igennem antecipationen af jagtens mål (deling af byttet), ligesom det kun herigennem kan forstås, at hun kan yde sit bidrag på det rigtige tidspunkt/den rigtige måde, og at hun overhovedet er motiveret herfor. Indenfor det indlærte funktionsgrundlag må altså også overindividuelle aktivitetsstrukturer kunne lagres, automatiseres og fremkaldes adækvat, hvad der omfatter afbrydning/omstrukturering ift. det samlede aktivitetsresultat. Det individuelle bidrag til kollektivt organiseret livsindvindig er det første ansatspunkt til uddifferentiering af 'handlen' (forstået som opretholdelse/udvikling af den individuelle eksistens under de gennem 'arbejdet' skabte/opretholdte samfundsmæssige livsbetingelser) (Gdp p. 266-267).
Efter mål-middel-omvendingen mister den individuelle antecipation sin ad-hoc-karakter og bliver, på grundlag af det 'kollektive fremtidsforhold', som ligger i den fælles foregribende skabelse af livsbetingelser, til en væsensbestemmelse ved den kooperative organisering af livsindvindingen. I betydningsstrukturerne er her generaliseret anticiperet, hvad der skal gøres og hvordan, og hvordan der foregribende er sørget for hver enkelt under de konkrete forhold. Middelbetydningernes brugbarhedsaspekt henviser hertil - en økse har ikke blot betydningen 'til at slå med', men henviser fx. til træfældning til husbyggere til beskyttelse mod kulden. Disse anticipatoriske konstellationer benævnes her kooperative/samfundsmæssige målkonstellationer. 'Mål'begrebet reserveres altså til de i vedvarende kooperative strukturer af foregribende livsindvindig indeholdte overindividuelle almengjorte anticipationssammenhænge (Gdp p. 267-268).
Individuel målrettethed udvikler sig altså i den grad som de kooperative målkonstellationer bestemmer den individuelle aktivitet, dvs. med specificeringen af disse aktiviteter til menneskelige handlinger. 'Individuelle mål' er altså (nødvendige) delmål af overordnede kooperative/samfundsmæssige handlemål - hvad enten individet er sig dette bevidst eller ej, eller om det accepterer, negerer eller vil ændre disse (Gdp p. 268).
Det perceptive/operative område består som underordnet, identificerbart område indenfor handlesammenhænge. De elementære funktionsniveauer og det højeste individuelle-antecipatoriske niveau består (dvs. forvandles ikke til aspekter ved handleevnen), ligesom individet består som materiel-sanselig livsenhed, hvortil de autarkisk indlærte orienterings/aktivitetssekvenser er bundet, og de individuelle antecipationer forsvinder ikke til fordel for de overindividuelle målkonstellationer, som angår den samfundsmæssige organisering af livsindvindingen. Individuelle anticipatorisk strukturerede aktivitetssekvenser består som underordnede enheder af de ud fra målkonstellationerne strukturerede handlinger, og udviklingen af disse underenheder må nødvendigvis hænge sammen med uddifferentieringen af de overindividuelle handlesammenhænge. (Mulighederne for sproglig-symbolsk kommunikation må her være forudsat.) (GdP p. 269-270).
Den 'menneskelige' specificering af afprøvning/observation som den mest udviklede form for indlæring af orienteringsbetydninger må give sig ud af specificeringen af orienteringsbetydninger til middelbetydninger. Rekonstruktionen af denne specificeringsproces må derfor tage udgangspunkt i uddifferentieringen af middelbetydningernes 'fremstillethedsaspekt'. I den grad den individuelle anticipation forholder sig til, at arbejdsmidler skal fremstilles, kan aktivitetssekvenserne ganske vist afsluttes individuelt, men indgår i overordnede handlesammenhænge. (Fremstillingen forholder sig til forestillingen om det almene brugsformål, og, i løbet af menneskeliggørelsen, består denne forestilling i stadig højere grad i sprogligt-symbolske, kommunikerede, 'praktiske begreber'.) Den anticiperede brugbarhed, som regulerer operationerne ift. fremstillingen, er et resultat af kooperative indlæringsprocesser, som her realiseres individuelt, og man må her tale om observations/operationsplaner. I operative planrealiseringer rettet mod almene brugsformål reguleres og struktureres aktivitetssekvenserne af historisk skabte midler til/betingelser for samfundsmæssig foregribende omsorg, og med dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur må funktionsgrundlaget for de involverede indlæringsprocesser være specificeret således, at forholdet mellem observation og afprøvning ikke blot er en individuel 'cirkulær' styrings/regulationsproces, men er 'åbnet' overfor historisk foranderlige almengjorte betydninger, hvis anticipation de rettes imod. Herigennem må de 'praktiske begreber' ift. brugsformålet indgå i planrealiseringsregulationen, således at resultaterne bliver adækvate ift. de sagslige krav og dermed 'delmål' i de givne overordnede handlemål (Gdp p. 270-272).
Det 'praktiske begreb' om brugbarhedsaspektet tilegnes først i indlæringsprocessen ift. hertil. Operationerne reguleres individuelt-anteciperende, men antecipationen er her rettet mod erhvervelsen af evnen til 'betydningsoverensstemmende' brug af af arbejdsmidler/livsbetingelser. Regulationen af operationerne er her forudsat af opfattelsen af det i produktet fremstillede almengjorte brugsformål, og den må karakteriseres som 'planlagt' ud fra antecipationen af tilegnelsen af det i produktet konkretiserede 'praktiske begreb' i dets almengjorte, brugsrelevante bestemmelser. Planlægningskrav og -skridt afhænger af den historiske udvikling af de betydninger, som skal tilegnes/omsættes (Gdp p. 272-273).
Afprøvning er her ikke mere et generelt karakteristikum ved aktivitetsregulationen, men optræder i særlig tilfælde, som fx. i 'fronten' af den samfundsmæssige erkendelsesindvinding, i tidlige stadier af ontogenesen, indenfor betydningskonstellationernes 'spillerum', og ved individet partielle isolation fra kooperative livssammenhænge, når de samfundsmæssigt ophobede erfaringer ikke står til rådighed for hendes eksistensvaretagelse, og hun derfor må finde sig tilrette med aktuelle situationer som med en 'naturlig omverden' (Gdp p. 273-274).
Med den beskrevne udvikling specificeres også inddelingen af iagttagelsesfeltet. Ved den anticipatoriske orienterings/aktivitetskoordination specificeres og lagres 'erfaringens' genstandsmæssige betydningsindhold, men fremkaldes kun ved mødet med erfaringsgenstanden som udskillelsen af dens relevante kendetegn. Ved overgangen til 'afprøvning'/'observation'i nærområdet udvikles aktivitetsbetingede-genstandsmæssige betydningsdifferentieringer til 'omgangserfaringer' ift. manipulationsgenstande. Ved tidlige former for middelbenyttelse og på det førmenne- skelige funktionsdelte socialkoordinationsstadium bliver 'omgangskvaliteterne' til 'anvendelighedskvaliteter', som integreres i sagsligt-sociale henvisningssammenhænge, og der udvikles en ny form for inddeling af orienteringsfeltet efter kendetegnsrelevans ift. den koordinerede livsindvinding (GdP p. 274-275).
Ved mål-middel-omvendingen begyndes udviklingen henimod inddelingen af iagttagelsesfeltet ift. middelbetydninger ved det højeste individuelt 'planlæggende' niveau for perceptions/operationskoordination. Betydningsenhederne er her individuelt erhvervede omgangskvaliteter, men da middelbetydningerne samtidig konkretiserer almene kooperative formål, er de i omgangskvaliteterne 'iaggtagelige' konkretiserede sagsligt-sociale kooperationserfaringer samtidig åbninger overfor kooperativt skabte betydninger for de individuelle aktiviteter. Den perceptive udsondring af betydningsenheder hænger umiddelbart sammen med struktureringen/regulationen af operationssekvenserne til realisering af middelbetydningerne - kun sådan kan de (ift. kooperationen) relevante træk udskilles i de erhvervede 'genkendelige' omgangskvaliteter (Gdp p. 275).
Den operative inddeling af iagttagelsesfeltet er altså et aspekt ved den specifikt menneskelige indlæringsevne, evnen til 'iagttagelseindlæring' som operationsformidlet tilegnelse af sagsligt-socialebetydningssammenhænge, som udgør almengjorte kooperative-samfundsmæssige fremstillings- og brugsaspekter (Gdp p. 275-276).
Emotionalitetens orienteringsledende funktion ændres ved overgangen fra 'afprøvning' til 'planlagt' aktivitetsregulation - angstberedskab/manifest angst kan ikke mere (da risikoen for fejlvurderinger ikke mere kun bæres af det enkelte individ) ses som det 'normale' emotional-motivationelle reguleringsmiddel - angstberedskabet er nu kun bestemmende, hvor individet pga. isolation fra de samfundsmæssige kooperationssammenhænge er henvist til 'afprøvende' eksistensvaretagelse (Gdp p. 276).
Med disse udviklinger må det indlærte funktionsgrundlag specificeres og 'menneskeliggøres' på afgørende måde. Da producerede midler og livsbetingelser udover deres genstandsmæssige betydning 'lagrer' almengjort kooperativ fremstillings- og brugsviden og altså udgør grundlaget for den historisk-samfundsmæssige erfaringsophobning, bliver det neurofysiologiske hukommelseslager i stadig højere grad en uselvstænddig del af den funktionsenhed, som udgøres af den neurofysiologiske og den samfundsmæssige hukommelse, og får sin specifikke strukturelle/funktionelle karakteristik ud fra sin vekselvirknning med den samfundsmæssige hukommelse og er kun neurofysiologisk funktionsdueligt i denne systemsammenhæng [3]. At en sekundært automatiseret aktivitetshelhed kan fremkaldes er forudsat af rådigheden over den tilsvarende genstandsmæssiggjorte betydningsenhed - den automatiserede færdighed 'at kunne bruge en økse' kan kun omsættes som aktualiseringen af den i den fremstillede økse genstandsmæssigt almengjorte brugbarhed, og øksens fremstillede formålssætninger må selv omfatte at omgangen med den kan automatiseres (Gdp p. 276-277).
Hvad angår 'afbrydning' af automatiseringer til muliggørelse af om/nyindlæring må midlernes/livsbetingelsernes tilpasningsmuligheder ift. skiftende omstændigheder tages i betragtning - de indlærte automatiseringer har en bestemt modifikabilitet - omgangen med en økse indbefatter fleksibilitet mht. forskellige materialer og forskellige kooperative sammenhængeindenfor de givne muligheder/begrænsninger. Nyindlæring i forhold hertil kan ikke ses som en blot individuel proces, da - i overensstemmelse med den neurofysiologiske-samfundsmæssige systemsammenhæng - operativ nyorientering er forudsat af forandring/udvikling af de overordnede kooperative handlemål med dertil hørende, egnede midler (Gdp p. 277-278).
Den operative planlæggelse som regulation af aktiviteterne ift. det individuelt anticiperede resultat får altså sin funktion/værdi i den overordnede handlesammenhæng, og resultatet er delmål i det overordnede handlemål. Derimod kan den overordnede handlesammenhængs værdi ikke omvendt udledes af den operative aktivitetsplanlæggelse, og handlingsplanlæggelsen kan ikke karaktiseres på samme måde som den operative aktivitetsregulation, da individuelle handlemål er realiseringen af objektive kooperative målkonstellationer. Organiseringen af den kooperative livsindvindig har helt andre forudsætninger og lovmæssigheder. Handlings- og målkonstellationer i den almengjorte eksistenssikring afspejler de objektive nødvendigheder overfor givne konkrete naturforhold indenfor hvilke eksistenssikringen finder sted, og er bestemt af historisk overleverede organisations/betydningsstrukturer, som forholder sig til det kooperative udviklingsniveaus målforhold, rådigheden over givne midler og medlemmernes gennemsnitlige evne til fremstilling og brug heraf. Herudfra afstemmes og styres operative delmål (Gdp p. 279-280).
For den enkelte er altså delmålet, hvorudfra hun regulerer sin perceptions/operationskoordination, bestemt af den overordnede handlesammenhængs mål-middel-konstellationer, men det realiserede mål konstituerer ikke som sådan aktivitetsregulationen, idet denne kun forholder sig til det individuelt anticiperede resultat (GdP p. 281).
Den enkelte kan ikke blot deltage i realiseringen, men også i skabelsen af kooperative målkostellationer - evnen til individuel indflydelse på den kooperative-samfundsmæssige proces (som er et centralt bestemmelsesmoment for 'hanndleevnen') kan ikke karakteriseres adækvat udfra den den individuelle aktivitetsregulation. Forholdet mellem den kooperative handleorganisering og den individuelle styring af operationsregulationen må ses således: En gensidig styring af den individuelle regulation kan beregnes indenfor den kooperative handlingsorganisering, men der findes også kooperative handlingsorganiseringer, hvor dette ikke behøver at finde sted (og derfor kun forekommer ved udebleven el. inadækvat målrealisering) (Gdp p. 281- 283)
Kooperationen er ikke lig med den interindividuelle gensidige aktivitetsstyring (:koordination) - kooperationen er en objektiv overindividuel sammenhæng for varetagelse af den almengjorte forgribende omsorg for den enkeltes eksistens, som den enkelte deltager i, og i forhold til hvilken den umiddelbare koordination bliver mindre og mindre bestemmende i løbet af udviklingen. (Kooperation forstået som individernes umiddelbare samvirken er en udbredt misforståelse i en del "materialistiske" psykologiske/pædagogiske begrebsdannelser) (Gdp p. 283).
Individuelle handlinger opstår altså som realiseringer af (eller bidrag til ændringer af) kooperative-samfundsmæssige mål-middel-konstellationer ift. den almengjorte omsorg for den individuelle eksistenssikring. Den handlesammenhæng, som individet realiserer (eller ændrer) omfatter tre delsammenhænge: (1) Sammenhængen mellem de samfundsmæssige mål-middel-konstellationer og beskaffenheden af/lovmæssighederne i de ydre naturbetingelser, som i arbejdet tranformeres til almengjorte menneskelige livsbetingelser - herudfra gives mål-middel-konstellationernes globale 'funktionalitet' og den generaliserede organisering af deres realisering for livsenhedens opretholdelse på et bestemt udviklingsniveau under de givne naturforhold, (2) sammenhængen mellem den (iflg. de givne mål-middel-konstellationer) organiserede kooperative livsproces og de givne individuelle bidrag hertil og (3) sammenhængen mellem den i den kooperative livsproces producerede almengjorte foregribende omsorg og den foregribende omsorg for sikringen/udfoldelsen af den individuelle eksistens (GdP p. 283-284).
Hvorvidt og hvordan realsammenhængen/dens delsammenhænge bliver bestemmende for aktiviteterne sætter de individuelle aktiviteteres handlekarakter. Analysen af de menneskelige vurderings/motivationsprocesser er ensbetydende med påvisningen af, i hvilken retning de psykiske funktionsaspekter udvikler sig mht. den individuelle genspejling af handlesammenhængen (Gdp p. 284).
'Tænkning' om handlesammenhænge må rekonstrueres kategorialanalytisk - med udgangspunkt i 'iagttagelsen' som den menneskelige erkendelsesfunktions 'anden side': Det tidligere påviste 'operative' aspekt af tænkningen som individuelt-antecipatorisk moment ved aktivitetsregulationen må nødvendigvis være bibeholdt som underenhed i den 'handlingsforholdene' tænkning (her forarbejder og styrer individet sanseligt-stoflige indvirkning på realiteten) - men den 'operative' tænkning er (jvf. det tidligere fremlagte) ikke det samme som tænkning som funktionsaspekt af individernes handlinger ift. sikring og udfoldelse af deres eksistens indenfor kooperative betydningssammenhænge/målkonstellationer (GdP p. 284-285).
I den grad mennesket opretholder sit liv kooperativt står hun med sin tænkende virkelighedsforarbejdning ikke overfor en 'af tænkning uberørt' realitet - de af mennesker skabte genstandsmæssige-sociale forhold er det materielt-økonomiske grundlag for livsenhedens almengjorte-foregribende livssikring og indeholder derfor af mennesker skabte kognitive strukturer - i betydnings/målkonstellationerne ligger også 'hvordan de er tænkt' ift. individets kooperative eksistenssikring. Sådanne 'tankeformer' ligger allerede i de gennem arbejdet skabte midler/livsbetingelser og sociale forhold, men er også repræsenterede i de sprogligt-symbolske former som efterhånden bliver uomgængelige. Tænkningen og det sprogligt-symbolske er altså ikke kun en kvalitet ved individuelle psykiske processer, men karakteriseres ved dannelsen af den kooperative livsindvinding og menneskets samfundsmæssige natur i stadigt mere udpræget grad som tanke- og sprogformer de objektive livsforhold og er indbegrebet af hvad der bliver 'tænkt'/skal 'tænkes' ved skabelsen og opretholdelsen heraf (Gdp p. 285-286).
Tænkningen må altså analyseres som tilegnelse (og potentiel ændring) af givne tanke- og sprogformer. Da de kooperative forhold, og dermed tanke- og sprogformerne, efterhånden selvstændiggøres som historisk proces, må den individuelle tænkning som funktionsaspekt ved handlingen også kunne forstås i sin samfundsmæssigt-historiske bestemthed - det der skal udarbejdes er altså tænkningens almene karakteristika som potens ved menneskets samfundsmæssige natur, til begribelse hvordan kooperative tanke- og sprogformer, som nødvendigheder ved den kooperative livssikring, kan afbildes i deres generelle træk, såvel som i deres historiske bestemthed, i den individuelle tænkning - og endelig, hvordan mennesker kan tænke og handle 'udover' disse former (Gdp p. 286).
De af målkonstellationerne bestemte handlesammenhænge må analyseres mht. de deri liggende tanke- og sprogformers kognitive strukturer og herudfra må det forsøges påvist, hvilke evner til individuel tænkning der må der være dannet, som sætter mennesket i stand til realisere hhv. overskride de givne kognitive strukturer - dvs. til at kunne handle og leve under samfundsmæssige betingelser (Gdp p. 286).
Handlesammenhængene må analyseres mht. tanke- og sprogformernes kognitive strukturer, og herudfra må det forsøges påvist, hvilke evner til individuel tænkning der må være dannet, som sætter mennesket i stand til at realisere hhv. overskride disse - dvs. til at kunne leve og handle under samfundsmæssige betingelser (Gdp p. 286).
De i middelbetydningerne konkretiserede almene brugbarheder, mod hvis anticipation 'operationerne' reguleres, kan ikke mere forstås på det operative niveau, men henviser til handlesammenhængene. Her bliver det tydeligt, at forholdet mellem aktiviteter og resultater ikke mere er to-leddet, men mindst tre-leddet, da de operativt fremstillede resultater er forudsætningen for videre resultater, nemlig de livsbetingelser, som skal skabes i handlesammenhængen. De handlesammenhænge, som dannes her, bliver således efterhånden mere udprægede aktivitets-årsags-virknings-relationer, og har altså en 'kausal struktur', som skal tilegnes i den individuelle tænkning, og hvorudfra de operativt fremstillede 'årsager' skal forstås (Gdp p. 287).
De 'kausalforbindelser' som således karakteriserer menneske-natur-forholdet og afbildes som tankeformer, og herudfra kan/skal 'tænkes' individuelt, skal forstås udfra den første delsammenhæng: 'Årsagerne', hvis 'virkning' tjener livssikringen, kan ikke fremstilles individuelt - kun ved konkretisering og afbildning af de almene mål kan de almene sammenhænge omfattes af den individuelle tænkning. Først udfra den i produkterne konkretiserede 'sagsintentionalitet' som alment formål bliver erfaringen af 'kausale' natursammenhænge og begyndelsen til dannelsen af den samfundsmæssigt formidlede naturerkendelse (orienteringens specificering til 'erkendelse') mulig. I midlernes betydning, hvori de almene formål er 'intentionalt' konkretiserede, 'virkeliggøres' og fattes også natursammenhængene udfra graden og måden, hvorpå de træder frem i realiseringen af målsætninger. Disse er opstået udfra den menneskelige livsindvindingsproces, men afspejler samtidig naturforholdenes objektive, uafhængige beskaffenheder og lovmæssigheder (Gdp p. 287-289).
Ift. den 'reale almenhed' i den skabte relation mellem aktiviteter, årsager og virkninger, som giver sig ud af naturforandringen, må det fremhæves, at i denne kooperativt udviklede relation fuldføres samtidigt realt en abstraktion, gennem hvilken der sker en fremhævelse af væsentlige (dvs. almene) træk ved de midler og livsbetingelser som skal fremstilles og bruges, og hvori der ligger en realt skabt entydiggørelse af relationen mellem midlerne og de producerende/nydende aktiviteter på den ene side og den derved skabte/nydte kausalsammenhæng på den anden side. Gennem den materielle livsindvindingsproces udfra naturforholdene fremhæves netop den aktivitets-årsags-virknings-relation, som under de givne naturbetingelser tjener den foregribende-kooperative livssikring. Denne entydiggørelse er en væsentlig forudsætning for de praktiske begrebers kommunikerbarhed. Sådanne almengørelser, abstraktioner og entydiggørelser må i løbet af menneskets udvikling, som den kognitive forudsætning for den kooperative proces, blive den individuelle evne til almengørelse, abstraktion og entydiggørelse - hvori den enkelte kan se sin fremstilling/brug af et middel som 'tilfælde' af det almene, og skelne mellem væsentlige og uvæsentlige træk i aktiviteten i forhold hertil. Hun kan gennem sin 'tænkende' tilegnelse/realisering af de i tankeformerne liggende almengørelser reproducere sig adækvat i kooperationsprocessen - den generelle forudsætning for den materielle samfundsmæssige livsindvindingsproces (Gdp p. 289-290).
De i midlerne/betingelserne konkretiserede almene brugsformål henviser ikke blot 'sagsintentionalt' til naturforholdene, men også 'socialintentionalt' til de mennesker, som i fællesskab, ift. deres eksistenssikring, fremstiller og anvender disse brugsformål - de sagslige krav ift. fælles livssikring er også resultat af realiseringen af individernes fælles livsinteresser. I 'fremstillethedsaspektet' ligger også altid en 'alment-fremstillethed-til', udfra hvilken aktivitets-årsags-virknings-relationen i de kognitive strukturer udvides med et socialintentionalt aspekt, både mht. produktion og brug. I disse tankeformer er den enkelte stillet i en overordnet mål-middel-sammenhæng hvori hun opretholder sin faktiske placering indenfor den fælles eksistenssikring. Her får de konkrete aktiviteter deres karakter af 'delarbejder'. Den individuelle tænkning rummer her også potenser til dannelsen af 'praktiske begreber' om den 'almene-fremstillethed-til'. Det sagsintentionale 'begreb' er altså også nødvendigvis et socialintentionalt 'begreb' om individets egen placering indenfor sammenhængen, og hun må altså være kognitivt i stand til, fra sine egne faktiske aktiviteter, at almengøre til 'den almengjorte anden', og derved tilegne sig de deri liggende real-samfundsmæssige almengørelser. Hun må også kognitivt kunne se bort fra sit eget standpunkt og indtage 'den almengjorte andens' standpunkt, dvs. kognitivt kunne forstå sig selv som 'en anden for andre' (Gdp p. 291-293).
Den kognitive forarbejdning ved 'tænkning' om handlesammenhænge er fælles for den anden og den tredje delsammenhæng: Det nye menneskelige niveau for socialalmengørende og -abstraherende tænkning kan i sine formal-funktionale træk forklares på samme måde mht. de 'almengjorte producenter' og de 'almengjorte brugere' (Gdp p. 293).
Da tankeformen 'den almengjorte bruger' omfatter omsorgen for den individuelle eksistenssikring (idet den individuelle omsorg er et implikat ved den kooperative omsorg), henviser den på særlig måde til den totale handlesammenhæng (og heri til de andre delsammenhænge). Totalsammenhængen må altså kunne reproduceres i den individuelle tænkning - individet må kunne 'begribe' at hendes egen livssikring er et 'tilfælde' af den almene-kooperative livssikring og kun kan realiseres som sådan. Individet skal altså kunne 'begribe', dels at 'de almengjorte producenter' har funktional primat ift. 'de almengjorte brugere', og at dette på sin side har primat ift. det blot individuelle brug, og dels at hendes langsigtede tendenser til foregribende omsorg for livssikringen kan stå i modsætning til hendes kortsigtede tendenser til umiddelbar eksistensopretholdelse, og at hun - paradoksalt - ikke kan sikre sin individuelle eksistens ved umiddelbart at tilstræbe det (Gdp p. 294-295).
Individet må altså kognitivt kunne begribe sin uophævelige afhængighed af den kooperative eksistenssikring, herunder hvordan hendes egen eksistens kan trues i denne sammenhæng, og hun må være i stand til at skelne mellem, om hendes eksistenssikring kan varetages alene ved realisering af/deltagelse i den givne form for kooperativ sikring, eller om en ændring heraf er nødvendig. Ligesom isolation fra den samfundsmæssige omsorgsproces må kunne begribes som identisk med umuligheden af den egne eksistenssikring (Gdp p. 295-296).
Det tydeliggøres her, at det psykiskes funktionale menneskeliggørelse er en funktional uddifferentiering af den 'indholdsmæssige' menneskeliggørelse af betydnings/behovsforholdene. De kooperative-samfundsmæssige forhold kan kun opstå, når de omfatter udviklingen af det globale kontrolbehov i forhold til de primære behovstilstande i retning af dets kooperative specificering. Kvaliteten af de eksistenssikrende primærbehov har her ændret sig således, at en optimal tilfredsstillelse kun kan forekomme ved foregribende sikring, og de kognitive strukturer, som omfatter forarbejdningen af nødvendigheden af den kortsigtede individuelle eksistenssikrings underordning under deltagelsen i den langsigtede-almengjorte individuelle eksistensomsorg, og af den tendentielle tilbagetræden ift. den umiddelbare behovstilfredsstillelse, er den kognitive side af dannelsen af behovsstrukturerne, i hvilken den emotionale vægtning af den umiddelbare behovstilfredsstillelse i stadig højere grad træder tilbage for vægtningen af den sikrede/angstfrie tilfredsstillelse i deltagelsen i den kooperative skabelse af livsbetingelser, som i sig selv bliver et centralt 'livsbehov'. (Kun udfra disse behovsforhold kan den nye livsindvindingsform opstå, da 'indsigten' heri først har udviklet sig som resultat heraf.) (Gdp p. 296-297).
Det er også blevet tydeliggjort, hvordan den emotionale totalvurdering som individuelt aktivitets/handleberedskab i stadig højere grad formidles gennem de kooperative tankeformer og deres individuelle realisering - del- og totalvurderinger afhænger nu af, hvordan den almengjorte sammenhæng mellem natur, kooperativ organisering og individuel eksistensopretholdelse repræsenteres i tankeformerne. Individet vurderer i 'tænkende' tilegnelse sammenhængens delmomenter ift. sin kooperativt-samfundsmæssigt udviklede emotionale 'tilstandsmæssigehed', og kan kun nå frem til en totalvurdering gennem en tænkende forarbejdning af de forskellige kognitiv-emotionale enkeltinformationer. Såvel de emotionale erfaringer med de faktiske begrænsninger og muligheder for behovstilfredsstillelse som den kognitive forarbejdning heraf er aspekter af individets verdensforhold, og de menneskelige emotioner er således både objektive og individuelle (Gdp p. 297-298).
Motivationens 'menneskeliggørelse' kan forstås herudfra. Motivationen opstår som den emotionale regulering af den autarkiske udforskningsindlæring og er aktivitetsstyrende ift. den anticiperede situation med højere emotional vægtning. Som det emotionale aspekt af den genetiske differentiering mellem orientering ift. det aktuelle og ift. det fremtidige fremstiller den tænkningens opståen. Med uddifferentieringen af den overindividuelt organiserede eksistenssikring retter motivationen (såvel som 'kontrolbehovet') sig mod det kollektive resultat. Menneskelig motivation kan altså ikke begribes udfra den individuelle anticipation ift. operative underenheder af handlen - den er antecipationen indenfor den overordnede kooperative handlesammenhæng, gennem hvilken de motiverede aktiviteter kommer i stand, dvs., den giver sig udaf forståelsen af den egne eksistensopretholdelses placering i den totale handlesammenhæng. En aktivitet er altså motiveret på grundlag af den kooperative specificering af behovsforholdene, i den grad som dens resultat kan anticiperes som en udvidelse af den egne værenssikring. Bidrag til den givne kooperative livsindvinding motiveres altså af erkendelsen af, at den kooperative omsorg samtidig er en højere grad af sikring af den egne eksistensielle omsorg, og bidrag til ændring af de givne kooperationsformer er motiveret af, at individet i den tilstræbte udvidelse af den kooperative foregribende omsorg anticiperer overvindelsen af den aktuelle trussel mod sin eksistens og udvidelsen af sin 'menneskelige' behovstilfredsstillelse (Gdp p. 298-299).
En aktivitets 'motiverethed' afhænger ikke af antecipationen af det konkrete resultat, men af hvorvidt (via konkrete resultater) der kan anticiperes en forhøjelse af den egne livskvalitet. da dette kun kan opnås som 'tilfælde af' den almene, kooperative forhøjelse af livskvaliteten, er 'motiveretheden' resultat af 'tænkningen' om handlesammenhængens helhed set fra den individuelle eksistenssikrings standpunkt. - og på denne måde tænkningens emotionale aspekt. Den individuelle motivation er afhængig af, hvorvidt (1) der faktisk består en sammenhæng mellem det nødvendige bidrag til den kooperative livsindvindig (hhv. dens forbedring) og den foregribende omsorg for den egne eksistens, (2) om denne er adækvat afbildet i de samfundsmæssige tankeformer og (3) om individet kan erkende sammenhængens eksistens eller mangler. Mangler en af de tre forudsætninger kan der ikke forekomme en motiveret aktivitet (Gdp p. 299-300).
Da motivation er det emotional-antecipatoriske aspekt af handleplanlæggelsen og -udførelsen, må den emotionale vægtning af en opnåelig fremtidig højere livskvalitet også altid være vægtningen af den 'vej derhen' som skal realiseres i aktiviteten, og fremtidig anstrengelse, risiko osv. må anticiperes. I den anticipatoriske vurdering indgår altså to indbyrdes modsigende bestemmelser, og kun hvor der ved den kognitive-emotionale forarbejdning heraf gives en samlet positiv vurdering, fuldføres aktiviteten motiveret (Gdp p. 300).
'Iagttagelsen' må forstås som struktureringen af den umiddelbart-nærværende realitetsoplysning ift. middelbetydningernes aktivitetsrelevans, der indeholder/ophæver alle mere uspecifikke niveauer. Iagttagelsen selv må være struktureret af 'tænkningen' om handlesammenhænge, idet realiteten iagttages 'gennem' de praktiske begreber, dvs. det sanseligt-nærværende fremhæves i sine væsentlige træk og forhold. Det iagttagne 'givne' viser sig altså i den individuelle tænkning som 'tilfælde af' almengjort brugbarhed, fremstillethed osv. Iagttagelsen har altså en mellemstilling mellem handlingens funkionsaspekter og deres operative underenheder. Udfra handlingsaspektet er iagttagelsen den sanselige konkretisering af de kooperativt skabte midler/betingelser, som de repræsenteres i tankeformerne; udfra operationsaspektet er det iagttagne resultatet af individernes sanseligt-stoflige forhold til omverdenen, hvori modsigelsesfulde træk træder frem som væsentlige/handlerelevante. Ved opnåelse af individuel handleevne må altså være nået et niveau for forarbejdning af sådanne diskrepante realitetsmøder (Gdp p. 301-302).
Det perceptive og det operative moment som de to sider af individets sanseligt-stoflige verdensforhold og af den individuelt-antecipatoriske aktivitetsregulation ved fremstilling/brug af midler/betingelser, karakteriserer det funktionale forhold mellem handlinger og operationer: Den individuelle aktivitetsregulation baserer sig på de uspecifikke funktioner, men må som grundlaget for den indgribende naturforandring ses som specifikt menneskeligt karakteristikum ved den samfundsmæssige natur (Gdp p. 302-303).
GdP Holzkamp kap 7.3-7.4 s.304-356.pdf
Den 'funktionale' rekonstruktion er nu nået frem til samme punkt som den 'indholdsmæssige' rekonstruktion, analysen af de i den samfundsmæssige natur opståede psykiske karakteristika ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed. Hermed overskrides igen - i en anden kontekst - rækkevidden af den funktionalhistoriske fremgangsmåde. 'Handleevnen' gøres nu til grundlag for fremlæggelserne på baggrund af de tidligere oparbejdede konceptioner. Her antager analysegenstanden (igen) subjektvidenskabelig karakter: Da den menneskelige bevidsthed som 'forholden-sig-til' altid er i 'første person', fordrer genstanden her, at behandlingen tager udgangspunkt i det berørte subjekts standpunkt (Gdp p. 304-305).
I den herværende fremstillingskontekst betragtes den totalsamfundsmæssige syntese altså som gennemsat, og de psykiske konsekvenser af selvstændiggørelsen af de samfundsmæssige-kooperative mål-middel-konstellationer til et i sig selv levedygtigt opretholdelsessystem (som selvstændig bærer af historisk kontinuitet og udvikling), som den enkelte må 'udvikle sig ind i', kan nu bringes mere præcist på begreb (Gdp p. 305-306).
Den almengjorte antecipation må nu på handleniveauet ses som det, der opretholder det selvstændiggjorte samfundsmæssige system. Den videnskabelige begribelse af sådanne samfundsmæssige processer af antecipatorisk-regulerende systemopretholdelse er en opgave indenfor det overordnede samfundsteoretiske forholdsniveau. Ved den subjektvidenskabelige-psykologiske kategoridannelse kommer det, hvad handleniveauet angår (under forudsætning af de samfundsteoretiske bestemmelser), an på at begribe de psykisk-funktionale aspekter af forholdet mellem individet og den selvregulerende samfundsmæssige systemproces, og af individets deltagelse i reproduktionen eller ændringen heraf. Dette kræver dannelse af begreber specifikt for handleniveauet (som formidling mellem de materiel-økonomiske og de psykiske bestemmelser) (Gdp p. 307-308).
Samfundsmæssige handlemuligheder er ikke begrænset til livssikringens 'fysiske' side. Efterhånden som den materielle naturtilegnelse som samfundsmæssigt livsgrundlag i stadig højere grad bliver en totalsamfundsmæssig systemfunktion, kan den i stadig mindre grad anvendes til karakterisering af individernes psykiske livsaktivitet. Personlige handlinger, der via operationer er bestemt til direkte, konkret naturtilegnelse, udgør ved den totalsamfundsmæssige syntese ikke mere den eneste eller hyppigste form for individuel deltagelse i livsindvindingen - utallige former for individuelle bidrag hænger kun formidlet sammen med den samfundsmæssige naturtilegnelsesproces. (Under antagonistiske klasseforhold antager dette generelle kendetegn ved produktivkraftudviklingen form af spaltningen mellem 'håndens' og 'åndens' arbejde.) Den materielle produktion/reproduktion er basis for en samfundsmæssig proces, der (i princippet, men historisk i brudte former) er rettet mod udvidelsen af menneskets foregribende rådighed over dets livsbetingelser. I de samfundsmæssige betydninger (og i deres sproglige og billedlige repræsentationer) findes almengørelser og fortætninger af historisk erfaring om muligheder, modsigelser og trusler ift. produktiv-sanselig værensfylde, ikke som epifænomenalt 'åndeligt' eller 'kulturelt' område, men som implikat ved den materielle produktion/reproduktion. De samfundsmæssige handlemuligheder omfatter alle tilfredsstillelsesmuligheder og deres forhindring/undertrykkelse på det givne historiske niveau, inklusive 'åndelige', æstetiske, kunstneriske fortættede produktivt-sanselige erfaringsmuligheder. Realiseringen af alle sådanne historisk givne livsmuligheder er eksistensnødvendig for mennesket og enhver indskrænkning heraf er umenneskelig (Gdp p. 308-310).
Med den stadigt mere vidtgående delegation af den konkrete naturtilegnelse til det selvstændige samfundsmæssige regulationssystem bliver også det umiddelbare forhold mellem handlinger og operationer gennembrudt. De operative underenheder bliver, alt efter hvilke betydninger der omsættes, på forskellig vis 'forsvindende momenter' ift. handlemålene (uden dog at miste deres universelle relevans for den stoflige og symbolske realitetstilegnelse) (Gdp p. 310-311).
Da de sprogligt-symbolske former i den totalsamfundsmæssige syntese ikke mere blot er middel til aktuel kommunikation, men er selvstændiggjort til en i sig selv sammenhængende, diskursiv og ikonisk 'symbolverden', får 'iagttagelsens' handlingsbestemthed, gennem de totalsamfundsmæssige betydningsforhold og henvisningssammenhænge i de 'symbolske' iagttagelsesgenstande, en ny dimension. Ved 'iagttagelsen' af symboler skubbes et nyt formidlingsniveau ind i mellem erkendelsesfunktionen (som aspekt af handleevnen) og den perceptive erfaring af den sanselige-stoflige realitet, hvorved også den perceptive side af perceptions-operations-koordinationen overfor den symbolske betydningserfaring bliver et 'forsvindende moment' (Gdp p. 312-313).
Også tankeformerne får ved den totalsamfundsmæssige syntese en ny selvstændighed. De heri konkretiserede kognitive strukturer danner en 'indre' samfundsmæssig henvisningssammenhæng, der er bundet til de genstandsmæssige betydninger og, eksplicit, til deres repræsentation i den sproglige og ikoniske symbolverden. I tankeformerne kumuleres på den ene side den historiske erfaring, og på den anden side er de det gnostiske aspekt af den givne arbejdsdelte struktur, og repræsenterer derved de deri liggende samfundsmæssige erkendelsesnødvendigheder. De har her karakter af vedvarende, af individernes bidrag uafhængigt eksisterende/reproducerende realitet - ganske vist må de i systemsammenhængen satte gnostiske krav realiseres tilstrækkeligt i den individuelle tænkning, hvis samfundssystemet og jeg selv skal opretholdes, men dette determinerer ikke, på hvilken måde netop jeg nødvendigvis må tænke. Tankeformerne er - kognitive - handlemuligheder, som jeg bevidst kan forholde mig til (GdP p. 315-316).
Med aflastningen af den direkte eksistensnød ved den totalsamfundsmæssige synteses arbejdsdelte struktur kommer ligeledes en aflastning af den individuelle tænkning - jeg er 'fri' til, uden fare for min eksistens, fra mit samfundsmæssige ståsted i min tænkning at problematisere, endda negere, de gnostiske implikationer af sammenhængen mellem den samfundsmæssige livsindvindingsproces og min eksistenssikring. Ligeledes kan sammenhængen mellem den samfundsmæssige produktion og mit bidrag hertil, og den kendsgerning, at menneskelige livsbetingelser produceres gennem samfundsmæssig naturtilegnelse, problematiseres eller benægtes. Disse sammenhænge er ikke mere selvevidente, og må derfor 'indses'. Jeg kan derfor forholde mig til samfundsskabte livsbetingelser som til naturbetingelser, og jeg kan tilegne mig tankeformerne partielt, eller i forkortede, mystificerede former. Forholdet mellem tankeformerne og den individuelle tænkning bliver her - på en ny måde - et videnskabeligt problem, idet der her kræves specielle subjektvidenskabelige bestemmelser af former for personlig tænkning om samfundsmæssige sammenhænge i deres forhold til den egne eksistens (Gdp p. 316-317).
Ved den eksistensielle aflastning er angst/angstberedskab ikke mere almene måder for emotional aktivitetsregulation, men udtryk for isolationen fra de samfundsmæssige rådighedsmuligheder og dermed henvistheden til individuel eksistenssikring (Gdp p. 318).
Til forståelse af det særlige ved den menneskelige emotionalitet som funktionsaspekt ved handlen drages det tidligere indførte begreb om det emotionale befindende frem: I den bevidste forholden sig til den egne emotionalitet gennembrydes umiddelbarheden mellem behov og handlinger på specifik måde. Det vil sige, at når individet i den bevidste forholden sig har et problematiserbart forhold til tankeformer og betydninger som tænke- og handlemuligheder, kan det emotionale handlegrundlag ligeledes problematiseres. Den samlede emotionale vurdering giver sig altså ikke mere umiddelbart udfra individets sagsligt-sociale verdensforholds betydninger for hendes eksistenssikring og behovstilfredsstillelse - i sin bevidste forholden sig opfatter hun også sit emotionale handleberedskab som subjektiv handlemulighed i omsætning af de objektive handlemuligheder. Dette giver potentielt større klarhed ift. de objektive betingelser for befindedet. Den emotionale helhedsvurderings komplekskvalitative karakter er stadig et nødvendigt enhedsskabende moment ved handleberedskabet, 'analysen' forandrer kun den kognitive strukturering af den egen situation, og kan resultere i et ændret handleberedskab. Emotionalitetens orienterings/erkendelsesledende funktion kan bevidst sættes ind som et middel for tænkningen, og individet kan bevidst tage de emotionale 'vektorer' i sin tænkning med i betragtning i deres betydning for erkendelsesprocessen, eller hun kan lade være, og hun kan afprøve det subjektive realitetsindhold i sine emotioner. Dette gælder både for det emotionale aspekt af den perceptive inddeling af iagttagelsesfeltet og for den symbolformidlede tænkning. Også symbolsk opfattet tankeindhold og -erfaring kan bevidst gøres til middel for tænkningen, hvorved det tænktes emotionale momenter får en særlig funktion ift. muliggørelse af helhedsorienteringer, afklaringer, integreringer osv., som kan efterprøves i den videre tænkning, men som retter tænkningen mod det for subjektet vigtige og giver den analytiske tænkningsproces et bestemt tema. Hvorvidt en sådan emotional forstrukturering af tænkningen fører denne videre må afklares i det bevidste forhold til den egne emotionalitet og afhænger af validiteten, realitetsindholdet og den tidligere erfaring og berørthed, som bestemmer den aktuelle tænknings komplekskvalitative helhedsforhold. Det må konkretiseres i de kategoriale bestemmelser, hvordan de med mulighedsforholdet opståede mangfoldige forkortede og mystificerede former for opkomst og egenart af emotionalt befindende og handleberedskab skal forstås ift. samfundsmæssige betydningskonstellationer (Gdp p. 318-320).
Med individets 'problematiske' forhold til handlesammenhængenes gnostiske former er også den 'motiverede' realisering af samfundsmæssige handlemål problematisk - den almene, og dermed individuelle, nødvendighed af målrealisering udfra sammenhængen mellem samfundsmæssig omsorg og den anticiperede forhøjelse af den egne livskvalitet er med mulighedsforholdet ikke mere given i sig selv. Om et givent samfundsmæssigt handlemål faktisk realiseres motiveret, afhænger af de tre forudsætninger, der, ved den totalsamfundsmæssige formidlethed, kan findes eller mangle uafhængigt af hinanden. Fx. kan en objektiv sammenhæng mellem målrealisering og forhøjelse af livskvaliteten være usynlig i tankeformerne, eller en sammenhæng, som ikke består objektivt, kan foregøgles i disse (hvorved individet motiveret kan realisere et mål, som reducerer og ikke udvider hendes livskvalitet). Også i forhold hertil kræves en kategorial gennemtrængning af de mange fremtrædelsesformer, kanaliseringer, forkortelser, mystificeringer af sammenhængen mellem samfundsmæssige mål og individuel motivation til realisering heraf (Gdp p. 320-321).
Problemområdet er her karakteriseret af den reale spaltning mellem samfundsmæssige mål-middel-konstellationer og deres individuelle handleomsætning - når målet ikke fremstår som umiddelbart 'omsætteligt' udfra sammenhængen, men som en mulighed man kan forholde sig bevidst til, består også muligheden ikke at overtage målet, også der hvor individet erkender, at målrealiseringen er i også hendes interesse. Handlemålet forbliver (iflg. den tidligere bestemmelse) et samfundsmæssigt mål, og individet har, med overtagelsen eller forkastelsen heraf, foretaget en for andre relevant afgørelse, som i sidste ende ændrer hendes egne livsbetingelser (Gdp p. 321-322).
Individet kan også handle under tvang - dvs., hun kan under trykket fra de givne forhold overtage et handlemål, som er givet udfra herskende partialinteresser, idet hun forsøger at imødegå en umiddelbar trussel mod sin eksistens, og hermed af nød handle imod sine egne langsigtede interesser. Den 'indre' 'motivationsmodsigelse' kan under sådanne betingelser blive en 'ydre' modsigelse, idet individet her påtager sig de med målrealiseringen forbundne anstrengelser og risici, selv om de ikke ophæves af en emotional anticipation af en opnåelig rådighedsudvidelse. De i den motiverede handlen ophævede anstrengelser og tilsidesættelse af umiddelbar behovstilfredsstillelse selvstændiggøres her til selvdisciplinering og "vilje". 'Vilje' er altså dels et i den bevidste forholden sig uselvstændigt delmoment ved motiveret handlen, til udholdelse af frivillig indskrænkning af kortsigtede til fordel for langsigtede interesser, og dels et fra motivationen afspaltet funktionsaspekt som den psykiske mulighed for menneskers undertrykkelse og udbytning af mennesker (Gdp p. 322-324).
Begrebet 'motivation' må altså differentieres i retning af begrebsparret 'motivation-tvang'. Hermed dannes et nyt område for subjektvidenskabelige problemer - betingelser og fremtrædelsesformer for 'tvungen' handlen er ikke åbenbare, hverken for de berørte eller for den videnskabelige analyse. Ved handlen under tvang findes en subjektiv modsigelse mellem handlesammenhængens objektive betydning for individet og hendes handlinger. Alt efter, om denne modsigelse 'udholdes' eller reduceres subjektivt, må der forekomme forskellige fremtrædelsesformer for tvangen i det subjektive befindende, hvorved - i den grad nødsitusationen, udfra hvilken handlingen er 'tvungen', bliver benægtet, 'inderliggjort' osv. til mildnelse af modsigelsen - den ydre tvang bliver 'indre'. Denne funktion er karakteriseret af, at den 'indre tvang' for individet selv ikke kan skelnes fra motivation. Det kræves altså af den videnskabelige kategorialanalyse, at den kan gøre den 'fremtrædende overflade' i det subjektive befindende gennemtrængelig og belyse dens funktion for den subjektive livsbemægtigelse, for at det subjektvidenskabeligt (og dermed for 'ethvert jeg') kan gøres forståeligt, hvordan de indre og ydre betingelser for, at mennesket gør de herskendes interesser til sine egne og dermed sig selv til fjende, er beskafne og kan overvindes (Gdp p. 324).
Grundlag for analysen af de interpersonale aspekter ved handleevnen er den omstændighed, at et i sig opretholdelsesdygtigt samfundsmæssigt system i sin arbejdsdelte organisation har 'kooperativ' karakter. Dvs., at det her er nødvendigt at skelne mellem totalsamfundsmæssig kooperation som væsensbestemmelse ved menneskelig livsindvinding (som samfundsteoretisk kategori) og kooperation på handleplanet som interpersonal proces (som individualvidenskabelig kategori). Herudfra gives endnu en skelnen mht. interpersonale forbindelser på handleniveauet: Pga. mulighedsforholdet kan individet realisere sine interpersonal forbindelser i de samfundsmæssige kooperationsforhold, men må ikke nødvendigvis gøre det. Det vil sige, at der findes interpersonale forbindelser, som ikke samtidig er kooperative forbindelser, og at der derfor på handleniveauet må skelnens mellem kooperative forbindelser (som karakteriseres af fælles samfundsmæssige mål) og blot 'interaktive' forbindelser. Den individuelle regulationsstyring kan også forekomme som operativ underenhed i interaktionsforbindelser - forskellen mellem kooperation og interaktion er ikke bestemt af hvorvidt den anticipatoriske aktivitetsregulation realiseres eller ikke, men alene af, hvorvidt muligheden for individuel omsætning af samfundsmæssige kooperationsforhold realiseres eller ej. Der er dog - heller ikke her - tale om en adskilt forekomst af forskellige sagsforhold, men om et analytisk redskab til gennemtrængning af psykiske fremtrædelser i deres væsentlige træk (Gdp p. 325-327).
Interpersonale forbindelser, hvadenten de er af kooperativ eller blot interaktiv art, er en menneskelig mulighed som alternativ til isolationen. 'Isolation' må her forstås ift. hvilke konkrete forbindelsesalternativer individet isolerer sig, og er ikke nødvendigvis samtidig en samfundsmæssig isolation - muligheden for interpersonal isolation baserer sig på den principielle eksistenssikring i det samfundsmæssige system. Via den samfundsmæssige formidlethed af hendes eksistens står individet i forbindelse med andre, selv om denne ikke har interpersonal karakter. At hun altid er 'en anden for andre' indbefatter isolationen som 'tilfælde' heraf, og de andre har betydning for hende, i det mindste i måden hvorpå hendes isolation muliggøres, ligesom hun også har betydning for 'andre', overfor hvem hun har isoleret sig, hvilket virker tilbage på hende selv. Spørgsmålet om isolationens subjektive funktion er samtidig spørgsmålet om hvorvidt den under de givne forhold er en realisering, eller en forkortelse, pervertering osv., af den subjektive nødvendighed af rådighed over de givne betingelser under forhold som forhindrer denne rådighed, og om hvordan dette afbildes i den individuelle tænkning. Dette er et spørgsmål for den subjektvidenskabelige kategoridannelse (Gdp p. 327-329).
Interpersonale forbindelser er altså 'problematiserbare' for den enkelte. Jeg kan indgå eller opløse interpersonale forbindelser, og isolationen er et muligt alternativ. Den grundlæggende 'problematik' får sin særlige karakter med refleksiviteten og perspektivvekslingen- idet jeg oplever/erfarer den anden som et 'subjekt' lig mig selv, kan jeg samtidig problematisere forbindelsen, dvs. hvordan den betydning den anden har for mig, og hendes grunde til at opretholde forbindelsen, forholder sig til den betydning jeg har for hende, og til mine grunde for at opretholde forbindelsen. De samme spørgsmål kan reflekteres af hende, for hvem jeg er den 'anden'. Alt efter strukturen af sådanne refleksive forbindelser og de deri indeholdte modsigelser osv., kan der bestå forskellige forbindelser med forskellig funktion indenfor de deltagendes livsverden, og betingelserne herfor er et subjektvidenskabeligt problem. Forbindelsernes egenart, deres udvikling og omslag, temporær eller langvarig isolation osv., må altid forstås som interpersonale specificeringer af de givne totalsamfundsmæssige forhold, uden hvilke 'mulighederne' ikke ville bestå. Det overordnede problem, for de berørte som for videnskaben, består i at gennemtrænge fremtrædelseformerne for - bevidste eller mystificerede - samfundsmæssige muligheder, modsigelser, indskrænkninger osv. i de berørtes livsforhold, dvs. gøre de objektive betingelser åbenbare, som må ændres for at de berørtes forbindelser, i deres interesse, kan ændres (Gdp p. 329-330).
Nogle interpersonale forbindelser er iflg. deres kategoriale egenart blot interaktive forbindelser, som ikke kan gøres 'kooperative'. Dette gælder fx. de tidligere omtalte uspecifikt 'biosociale' og samfundsmæssigt kun 'formbare' forbindelser indenfor det (i bred forstand) seksuelle område, som under samfundsmæssige forhold kun kan kanaliseres, undertrykkes, fremmedgøres osv. (Gdp p. 330).
Det må fremhæves, at kooperativ specificering af forbindelser er forudsat af samfundsmæssige muligheder for kooperation, dvs. at den samfundsmæssige kooperations handlemål må være således beskafne, at interpersonal kooperation er nødvendig og mulig ift. deres realisering. Hvor det derimod ikke blot drejer sig om realisering, men om ændring af handlemuligheder, og dermed af de samfundsmæssige forhold, som sætter og begrænser mulighederne, er kooperationen en tvingende nødvendighed - individernes 'magt' må nemlig her kunne nå en samfundsmæssig-historisk størrelsesorden (afhængig af modmagten i retning af opretholdelse af det bestående). Magtudvidelsen udover de blot individuelle potenser opnås ikke blot gennem den enkeltes deltagelse i de givne samfundsmæssige kooperationsstrukturer, da det netop er disse, der skal ændres - hertil er en kooperativ integration på interpersonalt niveau nødvendig. En sådan sammenslutning må antage organiseret form, og får som 'bevægelse' sin egen overindividuelle historie og kontinuitet, hvori individerne indgår som elementer i et samfundsmæssigt subjekt, der som kollektiv magt bevidst 'skaber' historie (Gdp p. 330-331).
Realiseringen af interpersonale kooperationsmuligheder afhænger af, hvorvidt individerne, udfra kognitionen og den emotionale bedømmelse af de givne forhold, oplever den 'subjektive nødvendighed' af den kooperative realisering af handlemålene, dvs. om det for individerne er eller synes muligt kun at overvinde en aktuel indskrænkning af deres handleevne kooperativt, altså hvorvidt handlemålets kooperative realiseringsform kan overtages 'motiveret'. For de berørte og for videnskaben gives her den opgave at begribe, af hvilke ydre og indre betingelser den subjektive nødvendighed af kooperativ specificering af den interpersonale forbindelser, hhv. det hertil givne alternativ, blot interaktive forbindelser, afhænger (Gdp p. 331-332).
Dette, og de tidligere fremhævede, spørgsmål, kræver en videre specificering af den kategoriale afdækning af erkendelse/vurderings/motivationsprocesserne som funktionalt aspekt ved handlen under totalsamfundsmæssige forhold (GdP p. 332).
De begrebslige forudsætninger for udfoldelsen af de næste skridt i problemudviklingen skal nu klargøres med den eksplicitte diskussion af subjektet som den enhed, der forholder sig til verden og til sig selv (Gdp p. 332-333).
'Funktionsgrundlaget' er tidligere blevet bestemt som den individuelle realisering af de i menneskets samfundsmæssige natur liggende udviklingspotenser i deres indholdsmæssige og funktionale aspekter. Det udviklende funktionsgrundlag kan i sin helhed forstås som en individuel historisk proces, i hvilken den personspecifikke forarbejdning af og 'brydning' med individets tidligere 'møder' med sine livsbetingelser, bestemmer de aktuelle 'møder' og i hvilken individet gennem sin faktiske plads indenfor de sagsligt-sociale betydningsforhold (i sin betydning 'for andre' og dermed for sig selv) samtidig udvikler sin personlige egenart (Gdp p. 333).
For en adækvat forståelse af udviklingen af det psykiske funktionsgrundlag som udviklingen af personlig handleevne er det nødvendigt at inddrage den bevidste forholden sig også til det egne funktionsgrundlag. 'Befindedet' som begrebet om det med den bevidste forholden sig satte 'subjektive realitet' af den egne behovsmæssighed må almengøres og tilføjes videre bestemmelser, så det omfatter alle indholdsmæssige og funktionale, ydre og indre bestemmelser af den personlige handleevne, som de er givet for 'ethvert jeg' i min bevidste forholden mig, dvs. alle 'fænomenale' aspekter. Da den bevidste forholden sig forudsætter og indbefatter 'mulighedsforholdet', må også 'befindedet' karakteriseres som indbegrebet af de handlemuligheder, der er givet for 'ethvert jeg', både de af mig erfarede handlemuligheder, der ligger i mine 'ydre' livsbetingelser, og de handlemuligheder, færdigheder osv., som ligger i mig som person. Menneskelige muligheder er aldrig 'absolutte', men er som handlealternativer bestemt af de objektive forhold. De handlemuligheder, som jeg opfatter som satte/begrænsede af 'fakta', som ligger udenfor mine rådighedsmuligheder, hører til i den objektive realitet, men trænger ind i mit befindende, hvor jeg erfarer dem som begrænsninger af mine muligheder. Den individuelle subjektivitet som erfaret handleevne er altid karakteriseret af et i befindedet givet forhold mellem 'potentialitet' og 'fakticitet' - potentialitet som indbegrebet af de i den bevidste forholden sig ('første person') givne muligheder, og fakticitet som indbegrebet af arten og omfanget af de overfor den bevidste rådighed stående og modsatrettede 'tredje-persons-processer', som bestemmer og begrænser mine handlemuligheder, og som ligger udenfor mine erfaringer, og som derfor, i indskrænkningen af mine muligheder, betegner mine erfarede grænser for min handleevne, som derfor altid kun er 'relativ'. Den videre analyse må derfor undersøge betingelserne for sådanne subjektive 'rådighedsunddragelser', omstændighederne for deres opståelse og måderne hvorpå de forarbejdes eller afværges, og herunder betingelserne for rådighedsudvidelse (Gdp p. 333-335).
Der skelnes her mellem individets 'situationale' befindende (eller 'situation') som de objektive livsbetingelser såvidt og på den særlige måde, som de i deres betydningsforhold, handlesammenhænge og tankeformer kognitivt og emotionalt erfares af individet, og det 'personale' befindende som funktionsgrundlaget i dets givne udviklingsstand, færdigheder og viden osv., som funktionale udprægninger af den indholdsmæssige 'behovsmæssighed', såvidt og på den særlige måde, som det erfares af individet i hendes bevidste forholden sig til sig selv. Mellem de situative og personale karakteristika ved handleevnen består nødvendigvis en indre sammenhæng, og der tales derfor om befindendets situationale hhv. personale 'pol' (Gdp p. 335-336).
Da 'personen' i sin behovsmæssighed, med sit funktionsgrundlag og i sine verdensforbindelser er en 'individualhistorisk proces', må hendes befindende, som fænomenal side af handleevnen, være karakteriseret af erfaringen af den egne 'historiske tilblevethed'. Den 'interpersonale subjektagtighed' som specifik menneskelig form for sags- og socialintentionalitet, hvori mennesket erfarer sig som 'jeg', som subjekt blandt subjekter, med hvem hun står i perspektivvekslingsforhold, er også det centrum, hvorudfra 'jeg' bevidst forholder mig til mit liv som proces, og til andre subjekter i deres historiske tilblevethed, som de forholder sig bevidst til (Gdp p. 336).
Også min 'fænomenale biografi' er såvel i dens situationale som dens personale pol karakteriseret af forholdet potentialitet/fakticitet - min fortid er kendetegnet for mig gennem tidligere muligheder, deres realisering eller forpasning og gennem det jeg var udleveret til uden at have rådighed over det, både mht. de givne betingelser, som de var givet 'situationalt', og til mit eget befindende, mine evner, mine hensigter osv., og mine emotionale vurderinger heraf. Den faktiske bestemmelse/indskrænkning af mine muligheder er dog kun partielt og selektivt givet for mig som realitet. Min fænomenale biografi er de af mig erfarede udsnit/aspekter af min reale biografi. Forholdet herimellem er et subjektivt/subjektvidenskabeligt problem. Jeg kan dog, udfra mit nuværende ståsted, gøre dette forhold til en del af mit 'fænomenale' syn på mig selv og verden, idet jeg relaterer mine tidligere vurderinger af muligheder/indskrænkninger til de faktiske muligheder/indskrænkninger - og dermed bringer forholdet ind i min fænomenale biografi. Den måde, hvorpå jeg anskuer de tidligere diskrepanser bliver her igen den fænomenale side af de faktiske diskrepanser (en erkendelsesteoretisk 'regres', som ikke diskuteres her) (Gdp p. 336-337).
Da min forholden mig til min historie altså indfatter min forholden mig til forholdet mellem min nutid og min fortid, er min fænomenalbiografi ikke en statisk dannelse, der blot forlænges, men min fænomenalbiografiske strukturering af min realbiografi må nødvendigvis forandre sig med mit nuværende befindende, hvorudfra den anskues. Udfra denne sammenhæng specificeres spørgsmålet om diskrepans og modsigelser mellem handleevnens reale og fænomenale side - det afhænger af mit nuværende udviklingsståsted, hvorvidt omstruktureringen af min fænomenale/oplevede fortid udfra det nuværende, og på grundlag af mine øgede erfaringer, faktisk bringer rigere, mere væsentlige og frugtbare synsvinkler, der kan udvide min handleevne, eller om der her sætter sig en "historieforfalskning" igennem bag om ryggen på mig selv (Gdp p. 338).
Der må her henvises til forståelsen af den individuelle hukommelse som delsystem af den samfundsmæssige hukommelse. Med den totalsamfundsmæssige syntese vokser betydningen af vekselvirkningen mellem det samfundsmæssige og det individuelle lager , og den 'symbolske hukommelse' bliver, med dannelsen af den selvstændiggjorte samfundsmæssige symbolverden, den individuelle tænknings 'færdighedsgrundlag' som tilegnelse/ændring af samfundsmæssige tankeformer, som (indbefattet de dermed sammenhængende vurderings- og motivationsprocesser) faktisk ikke mere kan skelnes fra hinanden. Med den totalsamfundsmæssige formidling af eksistensen er hukommelsen ikke mere kun bærer af de individuelle handlingers kontinuitet og udviklelighed, mennesket forholder sig også bevidst hertil (jeg har som subjekt min hukommelse 'i første person'), og må bevidst bruge det samfundsmæssige lager som 'aflastning' og supplement til den individuelle hukommelse. Den individuelle hukommelse (i dens operative, handlemæssige og emotionale aspekter) må opfattes som 'substrat' af den individuelle historie, og dermed som et væsentligt bestemmelsesmoment i menneskets samfundsmæssige natur i dens realisering i den totalsamfundsmæssige formidlethed. De begrebslige differentieringer af 'hukommelsekonceptet' må altså forstås udfra individets subjektive 'historiemæssighed' ift. hendes reale historie i vekselvirkning med den overordnede samfundsmæssige-historiske proces, hvorved handleevnen bliver det centrale begreb (Gdp p. 338-340).
Pga. det almene mulighedsforhold er 'det jeg er blevet til' altid i en eller grad også 'hvad jeg har gjort mig selv til', og ligeledes omfatter 'hvad jeg bliver til' altid 'hvad jeg gør mig selv til'. Mit eget kriterium herfor er den reale og erfarede handleevne (og dens begrænsninger, perverteringer osv.), og det væsentligste bestemmelsesmoment ift. mine fortidige og nutidige muligheder og deres faktiske begrænsninger ligger derfor i omfanget og arten af min samfundsmæssige integration og den deri liggende konkrete betydning for mig selv og andre. Det individuelle fremtidsforhold ligger derfor allerede i begrebet om mulighedsforholdet og fremstiller kun den subjektive anticipation af de fremtidige muligheder/begrænsninger som resultat af givne handlinger. Ift. dette 'subjektive/fænomenale' livsperspektiv som den individuelle histories fremtidsforhold gælder de tidligere udarbejdede individualhistoriske differentieringer (Gdp p. 340-341).
Da den bevidst foregribende betingelsesrådighed som implikat af den personlige værensfylde og 'menneskelige' behovstilfredsstillelse er den centrale livsproblematik, må mit subjektive livsperspektiv være det centrale kognitive-emotionale bestemmelsesmoment ved mit aktuelle befindende. Derfor er 'gennemtrængningen' af det aktuelle befindende i den subjektive/subjektvidenskabelige afdækning af den givne individuelle livsproblematik kun et uselvstændigt delmoment ved gennemtrængningen af de i mit livsperspektiv liggende muligheder/begrænsninger ift. den langsigtede udvidelse af min handleevne og min livskvalitet, hvoraf det afhænger, hvordan jeg aktuelt befinder mig. Herudaf gives også det væsentligste aspekt ved min 'fortidsproblematik' - nemlig hvorvidt og hvordan min fortid betyder en indskrænkning af mit livsperspektiv (Gdp p. 341).
Når individernes verdens- og selvforhold er 'problematisk', dvs. når deres handlen/befindende ikke mere giver sig 'selvevident' udaf de givne betydningssammenhænge, men har mulighedskarakter, er det psykiskes fremtrædelsesformer mht. en given betydningssammenhæng ubestemt og flertydig. De mangfoldige, forskellige, modsigelsesfulde erkendelses-vurderings-motivationsprocesser, socialforbindelser osv., kan ikke afklares tilstrækkeligt udfra de objektive betydnings/handlesammenhænge. De kategoriale bestemmelser må derfor konkretiseres 'subjektvidenskabeligt', således at fremtrædelsesformer for handleevne og handleevneindskrænkning kan afdækkes og udforskes videnskabeligt. En væsentlig forudsætning herfor er de tidligere påviste ledesynspunkter for den individualvidenskabelige kategorialanalyse. Det er tidligere blevet påvist, at det er en metodisk nødvendighed at konkretisere de psykiske aspekter ved den totalsamfundsmæssige formidlethed af den individuelle eksistens mht. deres positions- og situationsspecifikke udprægning i den givne formationsspecifikke bestemthed. Herved kan fremtrædelsesformernes mangfoldighed, flertydighed og modsigelsesfuldhed gøres mulig at afdække videnskabeligt. Dette kan skabe de kategoriale forudsætninger for udforskningen af sammenhængen mellem historisk bestemte livsbetingelser og individuel handleevne/individuelt befindende (Gdp p. 342-344).
Inddragelsen af situations- og positionsspecificiteten er dog ikke tilstrækkelig for de videre analyser. De tidligere udarbejdede almene karakteristika ved de psykiske aspekter ved den totalsamfundsmæssige formidlethed af den individuelle eksistens må også kunne forbindes med de psykiske aspekter ved historisk bestemte livsbetingelser som konkretioner heraf og tilkomme dem som fælles 'abstrakte' kendetegn - individernes mulighedsforhold til de samfundsmæssige betydningsstrukturer i den bevidste forholden sig til verden og til sig selv og 'friheden' ift. handlealternativer kendetegner altså uden indskrænkning individernes forhold til deres historisk bestemte, situations- og positionsspecifikke livsbetingelser. Individers handlen og befindende kan altså aldrig betragtes som totalt determineret af livsbetingelserne, uanset hvilke klassespecifikke indskrænkninger, mystifikationer, ideologiske magter de er underlagt - nok så begrænsede handlealternativer er stadig alternativer, og individet kan stadig forholde sig bevidst til undertrykkelsesforhold, ideologisk indflydelse osv. Elimineringen af denne mulighed er elimineringen af den menneskelige eksistens (Gdp p. 344-345).
Her træder et gammelt human- og socialvidenskabeligt problem frem - problemet om forholdet mellem 'betingethed' og frihed i menneskelig livsvirksomhed. I borgerlig videnskabstradition overføres dette problem mere eller mindre entydigt til en ydre modsigelse, hvorved den ene eller den anden modsigelsespol isoleres i, med den anden uforenelige, teoretiske grundantagelser. De følgende analyser er også et bidrag til overvindelsen af den teoretiske usikkerhed overfor dette problem (Gdp p. 345-346).
Af de tidligere undersøgelser fremgår det, at med fremhævelsen af særegenhederne ved overgangen til den totalsamfundsmæssige formidlethed måtte fremgangsmåden specificeres som 'subjektvidenskabelig'. Denne 'stillen sig på subjektets standpunkt' som 'autopsykologisk' position indebar dog ikke en tilsidesættelse af individernes objektive samfundsmæssige livsbetingelser, idet de kategoriale bestemmelser netop blev udfoldet som kvalificering af forholdet mellem 'mig' og de objektive betydnings/handlesammenhænge. Gennem den videnskabelige rekonstruktion af den reale sammenhæng bliver 'jeg' mig bevidst som et subjekt, der reproducerer mig selv som et moment ved de samfundsmæssige produktions/reproduktionsprocesser. Min mulighed for at forholde mig bevidst til disse processer står altså ikke i modsætning til deres objektive karakteristik, men kan erkendes som kvalificering ved nødvendigheden af reproduktionen af det samfundsmæssige/individuelle liv. Kvalificeringen af det 'subjektvidenskabelige' ståsted er i sig selv afledt udfra de materielle livsforhold i den 'totalsamfundsmæssige syntese' (Gdp p. 346-347).
På grundlag heraf kan problemet om formidletheden mellem historisk givne, situations- og positionsspecifikke livsbetingelser og 'mulighedsforholdet' afklares. Når 'jeg' forholder mig bevidst til mine konkrete livsbetingelser som mulighedsforhold, så kan mit befindende/min handlen ikke komme i stand på anden måde end gennem bevidst erfaring om de i livsbetingelserne liggende betydnings/handlesammenhænge samt deres repræsentation som tanke- og sprogformer - dette uanset, hvor forkortet de givne livsbetingelser manifesteres i de objektive betydnings-, handle- og tankestrukturer (fx. pga. ideologisk mystifikation), eller hvor partielt, fragmenteret el.lign., de tilegnes af mig som min 'situation'. De er det eneste medium, hvorigennem jeg - qua 'menneske' - kan gøre mig min stilling i den samfundsmæssige livssammenhæng bevidst. Her indføres det subjektvidenskabelige begreb 'subjektive handlegrunde', som - på samme almenhedsniveau - er tilordnet det samfundsvidenskabelige begreb 'objektive livsbetingelser'. Begrebets karakter af 'formidlingskategori' består i, at 'betingelser' og 'grunde' ikke er overforstillet hinanden - begrundelsessammenhænge skal forstås som de subjektive-handlerelevante aspekter af betingelsessammenhængene. Menneskelige handlinger er altså 'begrundede' i livsbetingelserne, og hverken blot umiddelbart betinget af disse eller resultat af blot 'subjektive' betydninger. Udfra de tidligere analyser af betydnings-handle-tankestrukturerne vides altså allerede noget væsentligt om struktur og lovmæssigheder hvad angår subjektive betingelses-begrundelsessammenhænge (Gdp p. 347-349).
Enhver subjektiv handlebegrundelse har en nødvendigt indholdsmæssigt forbindelse til den med handlingen ansete opnåelige forbedrede/ikke forringede behovstilfredsstillelse og værensfylde i 'menneskelig' kvalitet af almengjort foregribende omsorg - min handling er for mig som subjekt altid begrundet i min 'menneskeligt' kvalificerede behovssituation. Når min handling modsvarer min bevidste forholden mig til mine livsbetingelser kan jeg komme i modsigelse til mine objektive livsinteresser, men ikke i modsigelse til mine menneskelige behov og livsinteresser, som jeg erfarer dem som min situation - individualvidenskabens eneste apriori er, at mennesket ikke bevidst kan skade sig selv. (Målestokken for, hvad der er 'skadeligt' ligger her i 'mit' konkret-historiske befindende, som det er kategorialt afdækket i sin modsigelsesfuldhed og formidlethed). Enhver handling, som jeg udfører bevidst og begrundet, er altså funktional for mig - funktionalitetsbegrebet får her sin subjektvidenskabelige specificering udfra handlebegrundelsens indholdsmæssige forbindelse til behovene (Gdp p. 349-350).
De subjektive handlegrunde har endvidere en nødvendig forbindelse til 'den almengjorte anden' - da jeg tænker mig selv som 'tilfælde af' den almengjorte anden, har også mine handlegrunde deres eget krav til almengørlighed. I den grad mine handlinger er begrundet i mine behov og interesser, må disse grunde også kunne indses af 'andre', og da jeg for andre er 'den anden', er min bestræbelse på at forstå mig selv gennem adækvat begrundelse af mine handlinger det samme som bestræbelsen på forståelige handlegrunde også for andre. Mine handlingers 'forståelighed' er en nødvendig forudsætning for min inddragelse i den samfundsmæssige livsindvindingsproces - igennem de objektive betydningssammenhænge (som er 'mediet' for de subjektive begrundelser) er jeg på grund af mine begrundelsers subjektive funktionalitet samtidig integreret (om end dette kan være på modsigelsesfuld og fragmenteret vis) i den samfundsmæssige livsindvindingsproces, hvoraf min egen eksistens afhænger. Dersom jeg selv og andre ikke stiller krav til mine handlingers 'forståelighed' og ikke anskuer og bedømmer dem udfra spørgsmålet om deres begrundethed og forståelighed, er jeg på en måde udelukket fra det 'menneskelige fællesskab', min 'medmenneskelighed' og hermed min eksistens som 'menneske' er negeret (Gdp p. 350-351).
Dette står ikke i modsætning til, at konkrete handlinger kan forekomme 'uforståelige' for mig selv eller andre - en handlings 'uforståelighed' er netop forudsat af en principiel begrundelighed og forståelighed. 'Uforståelighed' er derfor ensbetydende med ukendte/skjulte præmisser, og med den subjektive nødvendighed af afdækning af disse, udfra de subjektive/intersubjektive krav om realitetsrådighed. (Afdækningen af præmisser er altså i sig selv funktional.) (Gdp p. 351)
Man må altså gå ud fra, at samtlige fremtrædelsesformer for menneskeligt befindende/handleevne og de deraf resulterende handlinger er subjektivt begrundede og funktionale - som karakteristikum ved deres menneskelige-almentsamfundsmæssige kvalitet og som forudsætning for deres intersubjektive, og dermed subjektvidenskabelige, tilgængelighed. Det psykiskes forskellige, modsigelsesfulde fremtrædelsesformer giver sig altså udaf forskelligheden/modsigelsesfuldheden i 'præmisserne' for de givne individuelle begrundelsessammenhænge, i forhold til hvilke de er funktionale. Dersom præmisserne er kendte, kan de givne fremtrædelsesformer afdækkes i deres væsentlige bestemmelser. Disse præmisser er imidlertid primært individernes historisk bestemte, situations- og positionsspecifikke livsbetingelser. Med 'betingelser' for menneskelig livsvirksomhed menes her ikke kun de 'ydre' betingelser, men også de 'personale' betingelser, som er dannet realbiografisk som realiseringer af menneskelige udviklingspotenser i tidligere møder med de 'ydre' livsbetingelser. De ydre og de personale betingelser er bestemmende for befindedet/handleevnen udfra subjektets vurdering/omsætning af deres fænomenale aspekter - altså som hun opfatter sin situation, sine egenskaber og evner, sit fortids- og fremtidsforhold osv. Spørgsmålet om, hvordan givne fremtrædelsesformer for befindende/handleevne kan afdækkes udfra givne livsbetingelser og de herudfra givne personale betingelser som præmisser for en subjektivt funktional begrundelsessammenhæng, indeholder altså også spørgsmålet om, hvilke forhold der karakteriserer disse fremtrædelsesformer, hvor der består diskrepanser, modsigelser, mellem betingelsernes reale og fænomenale aspekter (Gdp p. 353).
'Fri' handlen må ikke forstås som 'ubegrundet' - frihed må forstås ift. det indholdsmæssige kriterium for menneskelig betingelsesrådighed/værensfylde, som udgør grundlaget for enhver subjektiv begrundelsessammenhæng. Individet er 'frit' i den grad, som hun har del i den samfundsmæssige rådighed over hendes livsbetingelser, og dermed kan tilfredsstille sine behov, og man kan derfor kun tale om subjektiv frihed i det omfang, som individet råder over selve handleevnebetingelserne, hvor handleevnen altså ikke er begrænset gennem manglende rådighed over de givne betingelser, men hvor muligheden består for rådighedsudvidelse gennem ændring af betingelserne. Også hvor denne mulighed ikke aktuelt udnyttes, har handlen indenfor det givne handlerum en kvalitet af subjektiv frihed og selvbestemmelse i den indholdsmæssige forbindelse til behovene (Gdp p. 353-354).
Om et individ råder over sine konkrete livsforhold afhænger i første omgang af de i de objektive forhold liggende begrænsninger af individuelle rådighedsmuligheder hhv. muligheder for sammenslutning i overindividuel samfundsmæssig subjektivitet mhp. udvidelse af den kollektive selvbestemmelse, og i anden omgang, formidlet herover, af hendes personale handleforudsætninger. Dvs. at min mulighed for udvidelse af rådigheden over mine livsbetingelser, og dermed min subjektive 'frihed'/min 'subjektagtighed', er afhængig af de konkrete objektive livsbetingelser, og mine handlinger kan altså kun begrundes og forstås ift. de herudaf givne muligheder for betingelsesrådighed. Menneskelige handlinger er altså først og fremmest bestemt af de objektive betingelser - men det må understreges, at menneskelig frihed/subjektagtighed ikke er suspenderet hermed: Selv om 'den anden mulighed' afhænger af de objektive forhold, er den altid til stede - selv de mest omfattende situationale-personale begrænsninger kan individet forholde sig bevidst til, og hun kan omsætte nok så minimale muligheder i begrundede handlinger, således at udvidelsen af behovstilfredsstillelse og værensfylde som retningsbestemmende for forbedringen af befindedet er det indholdsmæssige grundlag for handlegrundene. Muligheden for rådighedsudvidelse er en specificitet ved den menneskelige, samfundsmæssige natur, og mennesket er, qua menneske, 'subjekt', og er altså altid 'fri' til enten at realisere de givne muligheder for rådighedsudvidelse, eller til at afstå herfra, og er som subjekt ansvarlig for sine handlinger (Gdp p. 354-355).
GdP Holzkamp kap 7.5 s.356-415.pdf
Holzkamp skelner, på grundlag af sine analyser, mellem fem forskellige niveauer for afdækning af den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed:
(1) Det samfundsteoretiske niveau for forståelsen af de historisk bestemte objektive livsbetingelser; (2) det første niveau for individualvidenskabelige formidlingskatagorier for forståelsen af de i de objektive livsbetingelser liggende betydnings-handlesammenhænge og tankeformer; (3) det andet niveau for individualvidenskabelige (og første egentlige subjektvidenskabelige) formidlingskategorier for forståelsen af de i betydnings-handlesammenhængene og tankeformerne opståede 'subjektive handlegrunde' med de gennem betydningsstrukturerne osv. formidlede objektive livsbetingelser som 'præmisser'; (4) det individual/subjektvidenskabelige niveau for forståelsen af de psykiske dimensioner og aspekter af den individuelle handleevne/det individuelle befindende som får deres 'menneskelige' særegenhed som bestemmelser af subjektivt 'begrundede' handlinger og (5) det biologisk-fysiologiske kategoriniveau for forståelsesen af det uspecifikke grundlag i dets vekselvirkning med det psykiske (GdP p. 356).
De historisk bestemte situations- og positionsspecifikke livsbetingelser (1. niveau), her de antagonistiske klasseforhold under den borgerlige produktionsmåde, skal forstås i deres individualvidenskabelige aspekter som betydningsstrukturer/handlesammenhænge/tankeformer, dvs. som samfundsmæssige handle- og tænkemuligheder for individerne (2. niveau). Differentieringen af betydnings- og handlesammenhænge og tankeformer giver grundlaget for, via de 'subjektive handlegrunde' (3. niveau) og de heraf givne erkendelses-vurderings-motivationspro- cesser, interpersonale forbindelser, subjektive fortids- og fremtidsforhold som fremtrædelsesformer for det psykiske (4. niveau), at nå frem til kategoriale differentieringer og konkretiseringer (GdP p. 356-358)
Karakteristisk for de formationsspecifikke totalsamfundsmæssige forhold er de arbejdsdelte strukturer, udfra hvilke de forskellige positioner for nødvendige individuelle bidrag til den samfundsmæssige livsindvinding giver sig. Den klassebestemte position i produktionen bestemmer individernes objektive livssituation, som er det 'sted', hvorfra den personale reproduktion af arbejdskraften, som realiserer det positionsspecifikke bidrag, finder sted. I den individualvidenskabelige kategorialanalyse, hvor den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed analyseres fra det individuelle subjekts ståsted, vendes dette forhold om - for 'mig' er min umiddelbare livssituation den primære og universelle realitet. Realiseringen af en position finder for mig sted indenfor en bestemt afgrænset tid og et bestemt afgrænset rum. De totalsamfundsmæssige forhold stiller sig ikke umiddelbart for mig, men 'manifesterer' sig kun på forskellige måder - individernes eksistenssikring er, med det totalsamfundsmæssige opretholdelsessystems selvstændiggørelse, selv blevet en selvstændig størrelse. Ved subjektvidenskabelig kategorialdannelse må produktionens primat altså tages i betragtning, men selve analysen sætte af fra den individuelle livssituation og livspraksis. Analysen af betydningsaspekterne må således begynde med differentieringen af betydningsstrukturerne fra individets ståsted (GdP p. 358-359)
Med uddifferentieringen af individernes umiddelbare livssituation som selvstændig delstruktur i det samfundsmæssige reproduktionsområde differentieres også de totalsamfundsmæssige betydningssammenhænge som betydningsaspekter ved livvsituationen og danner en slags 'infrastrukturer' som individernes samfundsmæssige handle- og tænkemuligheder hvad angår deres umiddelbare livspraksis indenfor reproduktionsområdet. De i infrastrukturerne muliggjorte interpersonale forbindelser er af såvel interaktive som umiddelbart kooperative. Tanke- og sprogformerne fremtræder her først og fremmest som 'gnostisk' bestridelse af livspraksis, 'overenskomst' med givne praktiske krav, 'regulering' af omgangsformer, og derudover som gnostiske former for samfundsmæssig erfaring i dens betydning for personal og interpersonal livsvaretagelse og værensfylde. Tankeformernes almengørelsesmoment antager former af normer, traditioner osv., og 'den almengjorte anden' forkortes til 'man' (GdP p. 359-360).
Hvad angår positionerne (som de nødvendige bidrag til livsindvindingen indenfor produktionsområdet i bred forstand) må de infrastrukturer fremhæves, som giver individerne specifikke handle- og tænkemuligheder for deres realiserede position. De her muliggjorte interpersonale forbindelser tager form af forskellig art og grad af umiddelbar kooperation (muligheder for blot interaktive forbindelsesformer er informelle eller kompensatoriske). Tanke- og sprogformerne omfatter her de kognitive krav til varetagelse af de givne arbejdshandlinger, og desuden kognitive former for regulering af omgangen med andre, for selvdisciplin og samarbejdsevne osv. (GdP p. 360-361).
Ved en konkretisering af de ovennævnte differentieringer ift. forholdene i det borgerlige samfund må først henvises til den, af udelukkelsen af flertallet af samfundsmedlemmerne fra rådigheden over den totalsamfundsmæssige proces betingede, objektive mystificering af sammenhængen mellem reproduktions- og produktionsområdet og den deri liggende mystifering af det forhold, at menneskelige livsbetingelser er produceret af de umiddelbare producenter. Herudfra skærpes fremhævelsen af 'den almengjorte bruger' som kognitiv form for den umiddelbare livspraksis i retning af hendes reale isolation fra den samfundsmæssige sammenhæng - livspraksisens betydninger og handlerealiseringsformer bestemmes herudfra som 'borgerlige' former for individernes tilsyneladende ikke-samfundsmæssige 'privateksistens', og den objektive livssituation bliver til en tilsyneladende 'naturlig' omverden, hvis klasseafhængige bestemthed er skjult. De betydnings- og tankeformer, som muliggør den individuelle livspraksis, tillader kun 'privates' 'utilitariske' praksis, og indeholder en fetichering af penge og ejendomsforhold og en 'naturalisering' af brugsværdi-bytteværdi-forholdet i den købs-salgs-konstellation, som individet er henvist til at opretholde sin eksistens igennem (GdP p. 361-362).
Indenfor produktionsområdet sker en tilsyneladende isolation af 'den almengjorte producent', dels fra den samfundsmæssige livsindvinding, og dels fra 'den almengjorte bruger'. Det historisk bestemte forhold, at arbejderen bliver nødt til at sælge sin arbejdskraft til produktionsmiddelbesidderne for at leve, og derved udsætte sig for fremmedbestemte arbejdsbetingelser, fremtræder som uforanderligt 'naturforhold', hvor det tager sig ud som om betalingen for den solgte arbejdskraft er betaling for selve arbejdet, hvorved merværdiproduktionen og udbytningsforholdet mystificeres. Lønnen, hvormed arbejderen opretholder sin eksistens, er i betydninger/tankeformer ikke en delvis returnering af den af arbejderen skabte værdi, men tager sig ud som 'arbejdsgiverens' ydelse, hvortil 'arbejdet' er en modydelse. Betydningsstrukturerne, indenfor hvilke arbejderens forbindelser med andre muliggøres/kræves, indeholder samtidig konkurrencebestemmelser mellem arbejderne. Gennem den tilsyneladende isolation af 'den almengjorte producent' fra den samfundsmæssige naturtilegnelsesproces elimineres også arbejdsmidlerne og arbejdsbetingelserne som samfundsmæssige produkter - arbejdshandlingerne reduceres derved til at fremtræde som blot individuelt antecipatoriske operationer. Dette får også betydning for de videnskabeligt udviklede gnostiske former, hvor aktivitets-instansen udklamres fra de samfundsmæssige aktivitets-årsags-virkningsrelationer - i 'borgerlige' videnskabsteorier sættes videnskabelig erkendelse på et fiktivt 'ståsted udenfor' de totalsamfundsmæssige processer og betragtes som 'neutral' ift. samfundsmæssige interesser og interessemodsætninger, hvad der bevirker en blind reproduktion af det borgerlige klassestandpunkt i den videnskabelige tænkning (GdP p. 362-363).
I konkretiseringen ift. den historisk bestemte situations- og positionsspecificitet tydeliggøres den modsigelse, at de samfundsmæssige forhold på den ene side kun er tilgængelige for individerne udfra deres specifikke livssituation/position, mens den personlige rådighed over egne livsbetingelser på den anden side kun er tilgængelig som deltagelse i rådigheden over den totalsamfundsmæssige proces. I den samfundsmæssige udvikling er dannet (i bred forstand 'politiske') strukturer for organiseringen af den enkeltes deltagelse i den samfundsmæssige livsindvindingsproces, som inkluderer (i bred forstand 'ideologiske') kognitive strukturer hvor forholdet mellem den enkeltes eksistens og totaliteten af den samfundsmæssige livsindvindingsproces afbildes og individernes deltagelse den samfundsmæssige proces reguleres. Disse politisk-ideologiske organisationsstrukturer må drages med ind i fremlæggelsen af de situations- og positionsspecifikke betydnings- og handlesammenhænge og tankeformer (GdP p. 363).
Allerede i de hverdagslige betydningskonstellationer som handlemuligheder ift. varetagelsen af den umiddelbare reproduktive livspraksis og de deri muliggjorte forbindelsesformer, i de interaktive forbindelsesmuligheders konkurrencebestemthed og i handlingens determination gennem 'naturaliseringen' af brugsværdi-bytteværdi-modsigelsen, er der altså henvisninger til den overgribende politisk-ideologiske sammenhæng fra den herskende klasses standpunkt, og det vil sige, at idet individerne realiserer deres hverdagsliv i handle-, forbindelses- og tænkemulighederne, reproducerer de med deres egen eksistens samtidig de borgerlige klasseforhold, og medviker på den måde faktisk til deres til deres egen undertrykkelse. Dette må regnes med ift. livssituationens 'infrastrukturer'. Ligeledes må de analyseres mht. hvorvidt, pga. den globale antagonisme i det borgerlige samfund, der også i den individuelle reproduktive livspraksis, som modsigelse til de borgerligt formbestemte handle- og tænkemuligheder, kan findes handle- og tænkemuligheder som går udover de borgerlige former - dvs. betydningshenvisninger til de bagvedliggende, udover reproduktionsområdet henvisende reale klasseinteresser hos de herskende, eller henvisninger til udelukkelsen af den udbyttede klasse fra rådigheden over de almene livsbetingelser, og derved fra rådigheden over deres egne anliggender, i de 'private' former for interaktive forbindelsemuligheder. Dette indbefatter nemlig, i en eller anden grad, muligheder for umiddelbar-kooperativ sammenslutning i modstand mod fremmedbestemtheden og afhængigheden, dvs. også muligheder for ideologisk gennemtrængning af normer for regulering af hverdagslivet i retning af den praktiske erkendelse af, at 'mine' interesser står i modsætning til de herskendes partialinteresser. Sådanne muligheder for praktisk-ideologisk ophævelse af den 'borgerligt-ideologiske identificering' og til individuel 'politisering', som forsøg på at opnå indflydelse på de samfundsmæssige sammenhænge og sætte sine egne livsinteresser igennem, er, da de står i modsætning til de givne strukturer og derfor er begrænsede og mystificerede i deres artikulation og realisering, sjældent åbenbare, men skjult i/smittet af de borgerlige former, og må derfor erkendes og omsættes som modsætning til de herskende former, som også sætter sig igennem i 'min' bevidsthed (GdP p. 364-365).
I de positionsspecifikke betydningskonstellationer/tankeformer i det borgerlige samfund, som på den ene side kun er udprægninger af 'infrastrukturerne' i den givne livspraksis, manifesterer betydningshenvisningerne til den samfundsmæssige totalitet sig på den anden side først og fremmest i de indenfor det kapitalistiske produktionsområde rådende magtforhold, som den enkelte automatisk er underlagt i produktionssfæren, og hvis udnyttelsesstandpunkt behersker og disciplinerer hende - 'arbejdet' er for den enkelte hendes eksistensgrundlag og en del af hendes livspraksis og samtidig må hun heri underlægge sig fremmedbestemte betingelser. Betydningshenvisningerne er her præget af 'naturalisering' af underkastelsen som alment-menneskelig nødvendig organiseringsform, og de af fremmedbestemte tvangsbetingelser bestemte handle- og tænkemuligheder fremtræder som de eneste 'tænkelige' muligheder for sikring/udfoldelse af den enkeltes eksistens i 'frihed og lighed' - vilkårene foregøgles som hårde, men 'uundgåelige' ift. den samfundsmæssige 'nødvendighed' (GdP p. 365).
I overensstemmelse med tvangsmomentet, som bringes ind i de berørtes livspraksis, må også de betydningshenvisninger, i hvilke den borgerligt-ideologiske identificering overskrides, og modsigelsen mellem almeninteresserne og kapitalens udnyttelsesinteresser manifesteres, udpræges og tilspidses på en særlig måde. Man må regne med ikke blot handle- og tænkemuligheder i retning af gennemtrængning af den tilsyneladende 'naturlige' magtudøvelse som noget, der er bestemt af historisk givne ejendomsforhold, men også med mange for- og mellemformer (hvor udbytningsforholdet fx. ses som 'særligt slemme' betingelser), uden egentlig problematisering af magtforholdene og deres forskellige momenter. Ligeledes må der differentieres mellem de forskellige, i betydningskonstellationerne givne, muligheder for 'politisk' sammenslutning for ophævelse af disse forhold til kollektiv subjektivitet - også her er ansatserne til handle- og tænkemuligheder udover de borgerlige former i forskellig art og omfang partielt mystificeret af de borgerlige former. Individernes mulighed for erkendelse og gennemsætning af de almene interesser er bestemt af den samfundsmæssige modsigelses udviklingsgrad, omfanget af den objektive organisering osv., i de for individerne, udfra klassebestemte situationer/positioner, tilgængelige aspekter og udsnit (GdP p. 365-366).
Der er i det ovenstående ikke differentieret mht. de utallige positionsformer udenfor den direkte produktion, ligesom der ikke er taget højde for de ikke-arbejdsmæssige områder, som strukturerer individernes livssituation. En afklaring af de mangfoldige givne betydningshenvisninger må finde sted i aktualempiriske undersøgelser (GdP p. 366-367).
På det andet egentlige subjektvidenskabelige niveau skal de subjektivt funktionale begrundelsessammenhænge i betydningsmediet nu afklares mht. videre kategoriale differentieringer.
Den 'dobbelte mulighed' for enten at handle indenfor de totalsamfundsmæssige betingelser eller at handle i en udvidelse af rådighedsmulighederne specificeres efter individernes situation og position, og bliver først i denne specificering til 'præmisser' for de subjektivt funktionale handlegrunde. Man kan her tale om et 'subjektivt mulighedsrum' - mine muligheder for at råde over mine livsbetingelser (og herved over begrænsninger af min handleevne) afhænger af betydningskonstellationerne og deres henvisninger til totaliteten af de samfundsmæssige forhold, som de er givet for mig i min konkrete livssituation/position. Mit foreliggende mulighedsrum er i sine dimensioner og i sin rækkevidde ganske vist bestemt af samfundsmæssige betydningssammenhænge, men er alligevel et individuelt handlespillerum, som gives udfra mit konkrete ståsted i disse sammenhænge. Mine handlemuligheder afhænger ikke direkte af min objektive livssituation - betydninger og tankeformer bestemmer kun mit mulighedsrum på den måde som de er givet for mig i deres 'fænomenale aspekter'. Yderligere er det personale funktionsgrundlag for min handleevne præget af tidligere realiseringer/ikke-realiseringer af betydningsmæssige handlemuligheder, og mit mulighedsrum determineres altså også af de i min 'person' liggende betydninger - hvad der betyder, at jeg dels kan forhindres i at bruge de i betydningerne liggende handlemuligheder, og dels at jeg kan gå ud over dem (GdP p. 368).
Differentieringen mellem handleevnens reale og fænomenale aspekter, mellem 'potentialitet' og 'fakticitet' i det subjektive befindende mht. den situationale og personale pol, fortidsperspektivet og det fremtidige livsperspektiv, må sættes ind i den nye kontekst - det, som nu må afklares, er spørgsmålet om betingelserne for den subjektive rådighedsunddragelse, hvor subjektivitetsmomenter, der kunne stå til rådighed, bliver til 'tredje-persons-processer' og dermed indskrænker handleevnen og værensfylden, dvs. også spørgsmålet om forudsætninger for overvindelse heraf (GdP p. 369).
Nødvendigheden af videre kategoriale differentieringer af de subjektivt funktionale begrundelsessammenhænge (hvis tidligere bestemte egenart i princippet stadig er gyldig), giver sig udfra, at der altid i de historisk bestemte betydninger ligger indskrænkninger af rådighedsmuligheden, der fx. i det borgerlige samfund kan tilspidse sig til trusler mod handleevnen, som er ideologisk mystificerede. De tidligere oparbejdede kategoriale bestemmelser kan ikke afdække subjektivt funktionale begrundelsessammenhænge i forhold hertil. Det må således afklares, på hvilken måde den subjektivt nødvendige overvindelse af denne begrænsning mht. begrundelsessammenhængene kan afdækkes (GdP p. 369).
De situations- og positionsspecifikke betydningskonstellationer determinerer kun dimensionerne og omfanget af den 'anden mulighed' for rådighedsudvidelse, og eliminerer altså ikke selve muligheden for at afvende handleevneindskrænkningen. Valget mellem en sådan afvendelse eller en tilbagetræden herfra karakteriserer ikke primært individet, men den givne situation. Mulighedsrummet for handlinger kan også være begrænset i kraft af personale momenter, men forsvinder aldrig helt - enhver, der lever som menneske, har altid en eller grad af 'frihed' til at udvide sin betingelsesrådighed eller undlade dette (GdP p. 370).
Da handlingers 'begrundethed' er universel, og mennesker aldrig bevidst handler mod deres egne livsinteresser, må der spørges efter de subjektive præmisser for, at der trædes tilbage fra rådighedsudvidelse - jvf. den påviste forbindelse mellem betingelsesrådighed og livskvalitet (GdP p. 370-371).
Det er tidligere fremlagt, hvordan der ved enhver handling i retning af udvidelse af rådigheden over egne livsbetingelser anteciperes dels den med handlerealiserigen forbundne forbedring af livskvaliteten og dels anstrengelser og risici. Udvidelse af rådigheden indbefatter altid samtidig opgivelse af det (ganske vist som utilstrækkeligt erfarede) nuværende niveau af relativ handleevne og de heri 'kendte' måder for beherskelse af livspraksis. Den tilstræbte udvidelse af livskvaliteten er altid forbundet med usikkerheden om, hvorvidt dette faktisk opnås, eller om den nuværende handleevne vil blive indskrænket. Usikkerheden forøges (alt andet lige) i den grad, som 'den anden mulighed', under antagonistiske klasseforhold, er rettet mod herskende partialinteresser i opretholdelse af de beherskedes relative rådighedsløshed, og der henvises hertil i betydningssammenhængenes infrastrukturer som trusler om magtudøvelse i forhold til undertrykkelse af forsøg på overvindelse af den givne indskrænkning, dvs. trusler mod det givne handleevneniveau og den individuelle eksistens. Sådanne betydningshenvisninger er ikke nødvendigvis eksplicitte, men er indeholdt i 'hverdagslige' infrastrukturer, og formidles gennem betydningssammenhænge, som tilsyneladende kun henviser til handlemuligheder i forhold til livspraksis i umiddelbare sociale forbindelser (GdP p. 371-372).
Dette er altså de situationale-personale præmisser, under hvilke en tilbagetræden fra rådighedsudvidelse til forbedring af den fremtidige livskvalitet er subjektivt funktional og begrundet - af betydningssammenhængene fremgår det for individet, at forsøget på opnåelse af et højere handleevneniveau faktisk vil bevirke et tab af den nuværende relative handleevne og en udleverethed til fremmede kræfter. Rådighedsudvidelsen erfares altså som 'ikke-funktional', og tilbage bliver det subjektivt begrundede alternativ: forsøget på overvindelse af den nuværende handleevneindskrænkning indenfor rammerne af de bestående handlemuligheder/magtforhold (GdP p. 372).
Rådighedsudvidelse kan altså kun være subjektivt begrundet/funktional, hvis individet sammen med muligheden for rådighedsudvidelse også erfarer muligheden for afvendelse af truslen mod hendes eksistens, hvilket vil sige muligheden for, gennem sammenslutning i umiddelbar kooperation, at opnå en overindividuel modmagt af en størrelsesorden, som ophæver truslen mod den individuelle eksistens. I betydningshenvisningerne må der altså kunne erfares handlemuligheder, som er rettet mod gennemsætning af almene interesser mod de herskende partialinteresser, herunder muligheden for sammenslutning i umiddelbar kooperation. Disse betydningshenvisninger er ikke nødvendigvis af politisk-ideologisk art - i de situations- og positionsspecifikke betydningsforhold ligger mange formelle og informelle muligheder for sammenslutning i protest og modmagt mod indskrænkning af handleevne og livskvalitet. Sådanne muligheder er historisk bestemte/begrænsede, men gives altid på en eller anden måde, og kan altså erfares som muligheder i ethvert subjektivt mulighedsrum. Rådighedsudvidelsens 'begrundethed' gives med dens 'realiserbarhed' i overskridelsen af den individuelle subjektivitet gennem umiddelbar kooperation (altså i egentlig forstand intersubjektive forbindelser) (GdP p. 372-373).
I forhold hertil er forsøget på trusselsafvendig gennem anerkendelse af de bestående magtforhold subjektivt funktional i det omfang, som muligheden for umiddelbar kooperation ikke erfares. Den enkelte er her, trods truslen mod hendes handleevne, henvist til blot interaktive forbindelsesformer. Hun erfarer sig selv som afmægtig overfor de herskende magter, og det eneste 'funktionale' alternativ er en tilbagetræden fra udvidelsen af mulighedsbetingelserne (GdP p. 373-374).
Da muligheden for fælles udvidelse af rådigheden over livsbetingelserne her er udelukket, er forholdet til andre kendetegnet af modstående partialinteresser, hvor den enes interesser kun kan sættes igennem på bekostning af andres interesser i et konkurrenceforhold. Sammenslutning med andre under anerkendelse af de bestående forhold er for den enkelte kun funktional gennem forbedringen af gennemslagskraften af de fælles partialinteresser overfor andres partialinteresser. Sikringen af egen interesser afhænger af givne kraftforhold mellem konkurrenceparter og finder sted gennem kompromiser og kompensationer eller den ene sides underlæggelse af den anden, og det er derfor subjektivt funktionalt at øge sin magt til at sætte egne interesser igennem overfor andres. En sådan magt er kun mulig ved deltagelsen i de herskende kræfters magt, og er derfor ensbetydende med en videregivelse af undertrykkelsen. Forholdet mellem mennesker er her kendetegnet ved gensidig 'instrumentalisering' af den anden. Intersubjektivitet henh. instrumentalisering må ses som implikater ved alternativernes subjektive funktionalitet og som givet som 'dobbelt mulighed' i enhver aktuel trusselssituation (GdP p. 374-375).
Ved forsøget på at få kontrol over andre gennem deltagelse i magten indbefatter den subjektive begrundelsessammenhæng en selektiv tilegnelse/realisering af givne situations- og positionsspecifikke betydningsstrukturer. Kun handlerealiseringer af politisk-ideologiske betydningshenvisninger, hvori de antagonistiske klasseforhold er 'naturaliserede' eller forsvarede, er subjektivt funktionale - betydningshenvisninger til de givne forholds historiske bestemthed og mulige overvindelse fremstår ganske vist som almene handlemuligheder, men ikke som handlemuligheder 'for mig'. Der fremtræder her en overensstemmelse mellem de individuelle interesser og de herskendes interesser - idet den tilsyneladende identitet mellem de herskendes interesser og de almene interesser er 'funktional' for opretholdelsen af de bestående forhold, er reproduktionen af disse momenter af betydninger/tankeformer 'funktional' for individet i hendes stræben efter sikring/udvidelse af hendes restriktive handleevne - gennem anerkendelse af magten synes den fra magten udgående trussel at kunne afvendes. Kun derigennem, at de for opretholdelsen af de bestående forhold 'funktionale' ideologiske aspekter er funktionale for individet, og altså bibringer hende (omend kortsigtet og modsigelsesfuld) forbedring af hendes livsbetingelser, anerkendes og reproduceres de af 'masserne' (GdP p. 375-376).
Ved analyse af 'dynamikken' i den restriktive handleevnes begrundelsessammenhænge fremstår en 'kernemodsigelse' i enhver subjektiv livsproblematik under borgerlige klasseforhold, der danner de kategoriale forudsætninger for en teoretisk/aktualempirisk gennemtrængning af fremtrædelsesniveauet for givne værensproblematikker og for 'psykiske forstyrrelser'. Sikring af restriktiv handleevne indenfor rammerne af de bestående forhold er samtidig en udleverethed til undertrykkelseforhold og dermed en permanent trussel mod netop de handle- og rådighedsrammer, som forsøges sikret ved tilbagetræden fra forsøget på at opnå betingelsesrådighed. Ydermere bidrager man, ved deltagelse i magten med formålet: gennemsætningen af egen partialinteresser, netop aktivt til sin egen undertrykkelse og forstærker de kræfter, som man er udleveret til. Ved at indrette sig under de givne forhold er man således ikke blot offer, men også sin egen fjende (GdP p. 376-377).
I stræben efter sikring af den restriktive handleevne og den heri liggende undergravelse af den fælles rådighed over almene livsbetingelser i forsøget på at opnå kontrol over andre mennesker ligger det objektive dilemma, at når jeg kortsigtet udvider min handleevne, forringer jeg mit eget grundlag for på langt sigt at udvide den - min instrumentalisering af andre indbefatter, at andre nødvendigvis instrumentaliserer mig, således at jeg, i forsøget på at sikre mig gennem kontrol af andre, som konsekvens bliver henvist til mig selv, udleveret til de livsbetingelser, som jeg ikke har rådighed over, indsnævrer mit mulighedsrum og forringer muligheden for at opnå betingelsesrådighed (GdP p. 377-378).
Den modsigelse, som bygges op i 'selvfjendskabet', er modsigelsen i den subjektive funktionalitet ved forsøget på at overvinde den aktuelle trussel mod handleevnen - når truslen skal reduceres ved anerkendelse af andres rådighed over betingelserne for min handleevne, og altså ved min deltagelse i min egen undertrykkelse, kan den kun neutraliseres kortsigtet. Den aktuelle trussel bliver 'kronisk' i mit befindende og farver mine erfaringer og livsmuligheder. Forbedrin- gen af min livskvalitet gennem arrangementet med de herskende instansers repræsentationer i min livssituation ophæver således sig selv, og den livskvalitet, som jeg søger at opnå, trues af angst. De historisk opbyggede muligheder for værensfylde brydes af det udnyttelsesstandpunkt, som jeg overtager i min tilbagetræden fra umiddelbar-kooperativ udvidelse af de almene handlemuligheder, og menneskeligt fællesskab erstattes af 'alles kamp mod alle' i konkurrencen på alle områder af menneskelige forbindelser (GdP p. 378-379).
'Selvfjendskabet', hvorigennem jeg altså aktivt medvirker til undergravelsen af min egen livskvalitet, må, da jeg ikke bevidst kan arbejde imod mine egne interesser, 'fortrænges' fra min bevidsthed. Det må 'mystificeres' og fornægtes fra min situationale og personale realitet, at jeg, ved min tilbagetræden fra umiddelbar-kooperativ rådighedsudvidelse og deltagelsen i min egen undertrykkelse, selv er 'ansvarlig' for indskrænkningen af min livskvalitet, min sociale isolation, min angst osv. Ved de forskellige former for realitetsafværge elimineres den i betydningskonstellationerne liggende henvisning til kooperativ rådighedsudvidelse fra den subjektive erfaring til fordel for en ensidig erfaring af 'naturaliseringen' af de bestående forhold, og den kendsgerning, at andre i forskellige sammenhænge kæmper for gennemsætningen af almene interesser og altså ikke ligger under for indskrænkningen af den subjektive livskvalitet, og at der i det hele taget gives almeninteresser og intersubjektive forbindelser, fornægtes (GdP p. 379-380).
Realitetsfornægtelsen finder ikke sted én gang for alle, men trues og udfordres permanent på forskellig måde, og de 'diskrepante' erfaringer må altså hele tiden indarbejdes i den subjektive begrundelsessammenhæng mod eget 'bedre vidende', ligesom realitetsudklamringen selv, og ikke blot dens resultater, må gøres ubevidst, hvad der fører til en 'væren på vagt', mistroisk fremmed- og selvkontrol og undertrykkelse af 'farlige' tanker som det truede befindendes 'stil'. Diskrepansen mellem de fænomenale og reale aspekter af befindedet må analyseres subjektvidenskabeligt som et dynamisk forhold, dvs. i sin subjektive funktionalitet som nødvendig aktiv realitetsfornægtelse, ligesom handleevnens individuelle funktionsgrundlag må analyseres mht. hvordan bestemte former for realitetsfornægtelse bliver til relativt vedvarende 'modi' for verdens- og selvforholdet, altså etableres som en slags 'dynamisk ubevidste' personlighedsdele. Det 'ubevidste' er altså hverken irationelt eller blot en antropologisk 'rest', men implikatet af den subjektive begrundethed og funktionalitet af nogle handlerammer, som er underkastet kapitalens 'rationalitet', og i hvilke individet, når hun handler 'rationelt' indenfor disse rammer, må blive sin egen fjende. (Denne forståelse af det ubevidste kan selvfølgelig ikke almengøres på andre samfundsformationer - her må en analyse, på grundlag af de kategoriale bestemmelser, finde sted udfra en udarbejdelse af givne situations- og positionsspecifikke betydningssammenhænge osv.) (GdP p. 380-382).
De kategoriale differentieringer til afdækning af fremtrædelsesformerne for det subjektive befindende under historisk bestemte situations- og positionsspecifikke betingelser må nu analyseres i deres konsekvenser for handleevnens funktionsaspekter, de individuelle erkendelses-vurderings-motivationsprocesser. Det må først undersøges, hvilke kategoriale konkretiseringer der kan forklares udfra, at disse individuelle processer, med de subjektive handlegrunde som formidlingsniveau, må ses som funktionsaspekter af rettethed mod rådighedsudvidelse i almengjort handleevne henh. opnåelse/sikring af retstriktiv handleevne. Dette skal først afklares mht. 'tænkning' som individuel erkendelsesindvinding (GdP p. 383).
Ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed og dermed den enkeltes 'problematiske' (:problematiserbare) forhold til de samfundsmæssige betydninger er den individuelle tænkning ikke mere blot personale realiseringer af samfundsmæssige handlesammenhænges repræsentation i tankeformer - den enkelte kan tilegne sig disse på partiel, forkortet, mystificeret el.a. vis, og stadig opretholde sin eksistens. Begrundelsessammenhængene for henh. almengjort og restriktiv handleevne kan nu specificeres på tænkningens 'funktionale' analyseniveau (GdP p. 383-384).
Individets forhold til de situations- og positionsspecifikke infrastrukturer af betydninger og tankeformer er også 'problematisk' - individet forholder sig 'bevidst' hertil, dvs. det kan, men må ikke nødvendigvis, tilegne sig de heri liggende 'praktisk begreber' og disses repræsentationer. Det afhænger af begrebernes subjektive funktionalitet indenfor rammerne af handleevnens rettethed, hvilke begreber der tilegnes og på hvilken måde. Kognitive kompetencer må udforskes aktualempirisk udfra, om deres tilegnelse er subjektivt funktional indenfor handleevnens begrundelsesrammer (GdP p. 384).
Forskellene mellem de overordnede tænkemåder indenfor henh. almengjort og restriktiv handleevne må bero på forskelle i tilegnelsen af de i de situations- og positionsspecifikke betydninger liggende henvisninger til den politisk-ideologiske totalsammenhæng - i den almengjorte handleevne overskrides området for personal livspraksis i retning af bestemmelsen af de overordnede samfundsmæssige processer, hvorimod muligheden for og nødvendigheden af en sådan overskridelse netop negeres i den retriktive handleevne. Disse forskelle i 'praktisk' forbindelse til den samfundsmæssige helhed må give sig udtryk i væsentlige forskelle i den personale 'tænkning' (GdP p. 384-385).
Udfra forståelsen af handleevnens kognitive implikationer ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed må det antages, at der på den ene side dannes personale praktisk-symbolske begreber, gennem hvilke individet kan erkende de i hendes umiddelbare livspraksis givne muligheder for værensfylde og behovstilfredsstillelse, og på den anden, indbefattet heri, at der tilegnes de i tankeformerne liggende almengørelser osv., hvorigennem individet er i stand til tankemæssigt at reproducere den totale samfundsmæssige handlesammenhæng, sig selv som 'tilfælde af' producent og bruger og som 'anden for andre' - kun på denne måde kan hun kognitivt omfatte de totalsamfundsmæssige betingelser, under hvilke hendes deltagelse i rådigheden over de almene livsomstændigheder, som nødvendigt implikat ved hendes 'menneskelige' værensfylde, kan forudsættes. Handleevnerealiseringens tænkning omfatter altid 'den dobbelte mulighed' (GdP p. 385-386).
Da restriktiv handleevne skal være subjektivt funktional, og selvfjendskabet holdes 'ubevidst', kan den restriktive handleevnes 'tænkning' karakteriseres som forkortet mht. erkendelsen af 'den dobbelte mulighed'. Da brugen af handlemuligheder indenfor givne betingelser er afhængig af rådigheden over betingelserne, er dette en reducering af tænkningens 'menneskelige' mulighedsdimension. I den kognitive begribelse bliver 'fakticiteten' bestemmende i forhold til 'potentialiteten' - hvor muligheder erkendes, fremtræder de kun som muligheder indenfor 'faktiske' betingelser, hvorover der ikke er rådighed. Beskaffenheden af en global tænkemåde, hvori 'den anden mulighed' er udelukket fra erkendelse og manglende bevidsthed om selvfjendskabet reproduceres igennem selve tænkningens struktur, og som udgør en almen kognitiv struktur for de individuelle afværgeprocesser, må nu undersøges udfra de situations- og positionsspecifikke tankeformer som reproduceres i den individuelle tænkning, og gennem hvilke det borgerlige samfunds livsbetingelser naturaliseres og mystificeres som 'menneskelige livsbetingelser overhovedet' (GdP p. 386-387).
Min umiddelbare livssituation i reproduktionsområdet er udgangspunktet for min livsvirksomhed, og begrænsninger af/trusler mod min handleevne, som stiller mig overfor handlealternativerne, gives først og fremmest herindenfor, i form af modsigelser, afhængigheder og undertrykkelsesforhold, som umiddelbart tager sig ud, som om de kun findes her. I den restriktive handleevnes tænkning kan muligheden for kooperativ rådighedsudvidelse ikke afbildes, således at disse modsigelser osv. kan overvindes i deres samfundsmæssige udspring, og jeg er derfor henvist til at søge overvindelsen af mine livsproblemer indenfor min umiddelbare livssituation, idet de afbildes i min tænkning som opståede her, som individuelle eller interaktive modsigelser, afhængigheder osv., som individuelle problemer, succeser eller fiaskoer, i en 'natulig omverden'. En sådan tænkemåde karakteriseres her som 'tydning' (GdP p. 387-388).
Tydningens generelle kognitive struktur kan forstås udfra, at den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed elimineres/negeres af tænkningen - individets umiddelbare livssituation tænkes her som 'hele virkeligheden', og den samfundsmæssige totalitet tænkes udfra de heri givne problemer, forbindelser osv. Herudfra reduceres menneskelig handlen i tænkningen til 'operationer', idet disse faktiske underenheder af menneskelig handlen ligestilles med menneskelig aktivitet overhovedet, og individuelle aktivitetsresultater, som er faktiske delmål i samfundsmæssige mål-middel-konstellationer, identificeres med menneskelige aktivitetsmål overhovedet, og afbildes, som om de var blot individuelle mål. Den tænkende realitetserfaring får herved selv 'operativ' karakter, og det perceptive opmærksomhedsniveau, som reelt er et delmoment i erkendelsen af genstandsmæssige betydninger, selvstændiggøres. I tendensen til forkortelse af den samfundsmæssige realitet til det umiddelbart givne, og hermed fremtrædelsen af virkelighedens sanseligt-stoflige aspekter, i den tænkende realitetsforarbejdning, slår de uspecifikke mekanismer fra diskriminationens/inddelingens funktionsniveau igennem - overgeneraliseringer, kontrasteringer, overforenklinger, kompletteringer osv. - individet mister, gennem sin fastlåsthed i 'det umiddelbare', den gnostiske distance, i hvilken den sanselige informations organisationsprincipper relativeres indordnes, og den tydende tænkning kan karakteriseres som 'anskuelighedstænkning'. Udfra disse mekanismer for informationsudnyttelse globaliseres strukturer, sammenhænge og betydningskonstellationer, som jeg umiddelbart erfarer, og overgribende sammenhænge afbildes forkortet i form af deres overfladefremtrædelser - der er her ingen forskel på 'fremtrædelse' og 'væsen', og de borgerlige livsforholds mystificeringer tages for gode varer. På den måde kan der ganske vist være noget, som jeg 'ikke ved' - men ikke noget kvalitativt nyt. Historien er blot forløber for nutiden, og fremtiden kan ikke bringe udvikling og nye kvalitetsniveauer, men er blot en ekstrapolering af nutiden. Tydende tænkning er, som 'statisk' tænkning, modsætningen til udviklingstænkning (GdP p. 388-389).
Med udklamringen af den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed reproduceres den samfundsmæssige realitet fra et 'standpunkt udenfor' - gennem eliminering af det faktum, at min tænkning er en personal realisering af samfundsmæssige tankeformer (gennem hvilken min eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed slår ned i min tænkning, men som jeg bevidst kan forholde mig til) får den tydende tænkning en fiktiv selvstændighed, hvorudfra det tager sig ud, som om problemer, modsigelser og antagonismer er noget som 'tilstøder' mig, og som eksisterer og skal løses i min individuelle tænkning. (I den tydende tænkning er det meningsløst at tale om reale samfundsmæssige modsigelser, som reproduceres blindt i den individuelle tænkning, men som kan 'bringes på begreb' i erkendelsesdistancen.) Som tænkning fra 'et standpunkt udenfor' er den tydende tænkning 'personaliserende' - med udklamringen af sammenhængen mellem mit befindende/min handlen og de samfundsmæssige forhold, som afspejles situations- og positionsspecifikt som individuelle handlemuligheder/begrænsninger, må handlen og befindende tydes udfra 'sig selv', og omverdenen reproduceres blot som umiddelbar indvirkning. Mit særlige befindende, mine færdigheder, mine forbindelsers beskaffenhed, problemer og modsigelser henviser kun til mig selv og mine forbindelser. Interpersonale forbindelser kan kun tænkes som instrumentalforhold, og 'normer' for forbindelsernes regulering isoleres fra deres samfundsmæssige sammenhæng og deres funktionalitet for de herskendes interesser. Herudfra måler man dels sig selv med en tilsyneladende 'naturlig' målestok, og dels bliver normerne til et middel, hvormed man måler andre 'udefra' - på den måde videregives de herskendes interesser blindt (GdP p. 389-391).
Med udklamringen af muligheden for kooperativ rådighedsudvidelse sker altså en 'inderliggørelse' af samfundsmæssige modsigelser, begrænsninger og undertrykkelsesforhold, som altså ikke kan tænkes som samfundsmæssige, men afbildes som blot 'psykiske' forhold, hvorved tænkningen selv bliver modsigelsesfuld, mystificeret og begrænset. Forsøget på at overvinde dette indenfor tænkningen selv afkobler konstant min tænkning fra min eksistens' samfundsmæssighed, og bekræfter således modsigelser osv. som værende blot psykiske (GdP p. 391).
Der er her naturligvis ikke tale om en faktisk reducering til uspecifikke niveauer for realitetsopfattelse - rettetheden mod restriktiv handleevne er resultatet af et valg, og tilbagetræden fra muligheder hører til på det menneskelige niveau for samfundsmæssige mulighedsforhold. Den tydende tænkning må hele tiden aktivt sætte sig igennem overfor den almengjorte handleevnes tænkemuligheder, som altid er principielt givet, men som i realitetsudklamringen negeres som 'min' mulighed - det som udklamres, udfordrer hele tiden den tydende tænkning. Dens strukturering udfra uspecifikke operativt-perceptive former er en 'dynamisk' begrundet regression på grundlag af en subjektiv funktionalitet af en overladen-sig til en kognitiv eliminering af 'den anden mulighed' og gennem disse former opnår den tydende tænkning trods realitetsudklamringen en lukket struktur og en indre stringens. Tydningens fastlåsthed i 'umiddelbarheden' udelukker ikke, at individet ved realiseringen af specielle gnostiske positionskrav kan tilegne sig højt abstrakte, almengjorte, formaliserede tankeformer - tydningen som kognitivt verdens - og selvforhold karakteriserer ikke individets kognitive kompetencer, men kun den sammenhæng, disse udvikler sig i. De tilegnede kompetencer udgør i det tydende verdensforhold individuelle problemer indenfor en 'naturligt' givet og ikke-foranderlig samfundsmæssig omverden - de kognitive kravs samfundsmæssige udspring og konsekvenserne af deres realisering er strukturelt udelukket fra tænkningen (GdP p. 391-392).
I en indgående analyse af den tydende tænkning kunne det undersøges, hvordan den altid indeholdte henvisning til 'den anden mulighed', såvel som klassekampen som fælles kamp mod fremmedbestemmelsen i det borgerlige samfund, altid bliver kognitivt udklamret i den individuelle tilegnelse af de situations- og positionsspecifikke betydningskonstellationer og tankeformer, og hvordan den i de givne former liggende tydende realitetsforarbejdning bliver inkorporeret i den individuelle tænkning, og hvordan den udbygges i sikringen af den restriktive handleevne. En sådan subjektvidenskabelig betydnings- og tankeformsanalyse af alle samfundsmæssige områder (inkl. videnskabelig, videnskabsteoretisk og filosofisk tænkning) må tage hensyn til, at opståelsen af sådanne betydninger/tankeformer ikke kan afklares tilstrækkeligt med henvisning til deres 'subjektive funktionalitet' - de overgribende samfundsmæssige produktions/reproduktionsforhold må inddrages. Det må dog også inddrages, at betydninger/tankeformer kun kan opfylde deres ideologisk funktion mht. sikring af de givne magtstrukturer, dersom de samtidig er subjektivt funktionale for individerne i deres stræben efter sikring af den restriktive handleevne gennem anerkendelse/udnyttelse af disse strukturer, og herunder altså i opbygningen af det tydende verdens- og selvsyn (GdP p. 393-394).
De kognitive aspekter ved 'den anden mulighed', rettetheden mod den almengjorte handleevne, benævnes her 'begribende' virkelighedstilnærmelse til forskel fra den tydende tænkning indenfor den aktuelle begrænsning af individernes umiddelbare livssituation/positionsrelalisering. Da den individuelle livspraksis er stedet for individernes faktiske livsvirksomhed, er forholdsbestemmelsen af den 'begribende' til den tydende tænkning, at der ikke kan være tale om et udelukkelsesforhold - den begribende tænkning må indeholde den tydende tænkning, da der også ved rettetheden mod den fælles rådighedsudvidelse er forudsat, at individerne først og fremmest kan opretholde deres væren på menneskeligt niveau i deres umiddelbare livspraksis, og de må derfor også have tilegnet sig tydende tænkemåder til varetagelse af kognitive krav osv. Dette indbefatter det kapitalistiske reproduktionsområdes fremtrædelser, som fx. varefetichering, det modsigelsefulde forhold mellem brugsværdi og bytteværdi, og produktionsområdets fremtrædelser, som fx. konkurrence, den tilsyneladende betaling for arbejdet i stedet for arbejdskraften osv. - da jeg lever i det borgerlige samfund, er jeg henvist til at varetage min væren indenfor disse former, og jeg må realisere de borgerlige tankeformer i min tænkning om denne livspraksis (GdP p. 394-395).
Den begribende tænkning indeholder altså en ophævelse af den tydende tænkning - livspraksis varetages tydende, men den begribende tænkning overskrider denne i de deri liggende henvisninger til den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed. Begribelsen omfatter altså livsvaretagelsens bestemthed af de antagonistiske klasseforhold, og fremtrædelserne (som kun kan afskaffes ved omvæltning af den økonomiske struktur) begribes som netop fremtrædelser, som historisk tilblevne og foranderlige. (Holzkamp henviser her til Tomberg (1969) for beskrivelsen af denne ophævelse som overgangen fra "bevidsthedens fremmedgørelse" til "bevidstheden om fremmedgørelsen".) (GdP p. 395)
Den begribende tænkning må, som det kognitive aspekt af subjektets umiddelbare livspraksis, karakteriseres som relativ i forhold til de historisk givne samfundsmæssige betingelser og betydninger og disses personale realisering, og kan altså ikke bestemmes som et kvalitativt/kapacitetsmæssigt absolut niveau, men må bestemmes efter den i det subjektive mulighedsrum givne 'anden mulighed' for rådighedsudvidelse. Tydning og begribelse er at forstå som alternative 'retningsbestemmelser' for tænkningen. Ingen grad af samfundsmæssig undertrykkelse eller personal udviklingforhindring udelukker begribelsen som mulighed - ligesom der altid består en 'anden mulighed' for rådighedsudvidelse, er der altid en mulighed for begribende udvidelse af virkelighedserkendelsen. Subjektvidenskabelige analyser drejer sig ikke om at sammenligne menneskers udviklingsniveauer udfra deres færdigheder i 'begribelse', men om at erkende og bestemme subjektets mulighedsrum udfra subjektets eget standpunkt, herunder hendes muligheder for 'begribelse'. Denne er heller ikke at forstå som en subjektiv erkendelsesstatus, der, som én gang opnået, ikke kan gå tabt. Alternativerne stiller sig påny som retningsbestemmelse i enhver situation, hvor den subjektive nødvendighed af trusselsovervindelse er til stede, og 'tilbagefald' kan derfor aldrig udelukkes (GdP p. 395-396).
For forståelse af mulighed og karakter af overgangen fra det blot tydende til det begribende verdensforhold må det gøres klart, at rådighedsudvidelse, som kun kan realiseres begribende, ikke er et 'nærliggende' alternativ under borgerlige forhold - tværtimod betyder 'almengjort handleevne' risiko for trusler mod eksistensen. Der må altså spørges efter de præmisser, under hvilke overskridelsen i retning af begribende virkelighedstilegnelse/almengjort handleevne er subjektivt funktional: Den restriktive handleevnes subjektive funktionalitet er modsigelsesfuld, da den samtidig er realitetsudklamringen af tabet af mine egen livsinteresser. Det 'ubevidste' er ikke blot 'ikke-viden', men en permanent undertrykkelse af eget 'bedre vidende' om den virkelighed, der sætter spørgsmålstegn ved den egne handlen - 'afværge' er paradoksal på den måde, at den, i det mindste som anelse, indbefatter kendskabet til den trussel, den selv udgør. Disse modsigelser i mit befindende i min umiddelbare livspraksis - i hvilke jeg 'fortrænger', at jeg bedrager jeg selv for et 'menneskeligt' liv, men hvor denne kendsgerning samtidig trænger sig på i min bevidsthed - kan vokse, idet tvivlen om den subjektive funktionalitet heraf samtidig er tvivlen angående det tydende verdenssyn med dets tilsyneladende eliminering af modsigelserne, dets personaliseringer og 'psykologiseringer'. Kun igennem denne tvivl - med ophævelsen af selvfjendskabet gennem fælles almengjort handleevne som perspektiv - kan der opstå ansatser til begribende erkendelse af modsigelserne i min umiddelbare livspraksis, dvs. problematisering af overensstemmelsen mellem 'det nærliggende' og min egne interesser, og realisering af de samfundsmæssige betydninger af de almene interesser i modstanden (GdP p. 396-398).
Erfaringen af muligheden for rådighedsudvidelse er altså det samme som afmystificering af selvsynet og tilbagetrængning af det ubevidste - idet jeg lidt efter lidt kan gøre mig bevidst om selvfjendskabet i min tidligere handlen (i perspektivet af overvindelsen heraf) har jeg i stadig mindre grad 'brug for' at laste mig selv og mine umiddelbare interaktionspartnere for begrænsninger, afhængigheds- og undertrykkelseforhold, men kan begribe dem som implikater ved samfundsmæssige betingelser, som jeg selv kan bidrage til ændringen af i kooperativ rådighedsudvidelse. Hermed kan jeg nå frem til erkendelsen af det almene i mit befindende i min umiddelbare livspraksis, og til at overvinde min isolation gennem erfaringen af min forbundethed med alle som handler i retning af skabelsen af betingelser, i hvilken den gensidige instrumentalisering ikke mere er subjektivt funktional, og hvis egentlige interesser også er mine. Det bliver klarere for mig, at overvindelsen af mine egen lidelse er det samme som min deltagelse i skabelsen af livsbetingelser, hvor denne lidelse ikke mere er subjektivt funktional. Et menneske kan forholde sig 'bevidst' til verden og sig selv og til præmisserne for sin egen selv- og fremmedinstrumentalisering, og kæmpe for bedre livsbetingelser, hvor mennesker i fælles rådighed over deres egne anliggender kan leve værdigt og anerkende sig selv og andre som subjekter, og hvor den enes fordel ikke nødvendigvis er til ulempe for den anden (GdP p. 398-399).
Overgangen fra tydende til begribende tænkning må altså ses som et kvalitativt omslag, et 'brud' med den hidtige tænkning, som ikke kan opstå alene udfra modsigelser i den tydende tænkning selv, men kun udfra modsigelser i den faktiske livspraksis (hvis kognitive aspekt denne tænkning er) - det er min reale eksistensielle berørthed af de faktiske samfundsmæssige undertrykkelsesforhold og af mit eget selvfjendskab, der må formidle den erfaring til mig, at jeg selv befinder mig 'i' den samfundsmæssige proces, som skal erfares, at processens modsigelser sætter sig igennem 'bag om ryggen' på mig og således også påvirker min tænkning, og denne erfaring muliggør en begribende tænkning udfra 'standpunktet indenfor' de historiske processer. Med det kvalitative omslag i min tænkning ændrer jeg min livspraksis til en stræben efter fælles rådighedsudvidelse i almengjort handleevne - jeg kan nemlig kun bringe selvfjendskabet i min tidligere livspraksis skridtvis til bevidsthed og udvikle mig i retning af begribende virkelighedserfaring, når perspektivet er, at jeg kan overvinde dette selvfjendskab gennem min egen handlen, og jeg kan antecipere den mere omfattende funktionalitet af den almene handleevne. Kun den som realiserbar erfarede mulighed for et bedre liv kan gøre mig beredt til kamp og risiko og åbne ansatser til begribende virkelighedstænkning (GdP p. 399-400).
Opnåelsen af det givne næste skridt kan altså kun finde sted i et - udaf den eksistensielle berørthed voksende - brud med den hidtidige livspraksis, og kan ikke finde sted i tænkningen alene. Efter udvidelsen af den begribende realitetsopfattelse gendannes den kognitive stringens på det nye niveau, idet individet får rådighed over en 'logik', hvori det forladte relativt tydende niveau kan indordnes og begribes. Logikken i den begribende tænkning 'indenfor' de samfundsmæssige processer er altid, uanset dens givne omfang, resultat af tilegnede dialektiske tankeformer, som allerede er formidlet indeholdt i betydningshenvisningerne i den umiddelbare livspraksis. Et skridt i retning af 'begribelse' tydeliggør altid mere af de samfundsmæssige forhold, udfra hvilke det egne standpunkt giver sig som 'tilfælde af' de samfundsmæssige standpunkter, som er lovmæssigt indbyrdes forbundne eller overforstående, og kan ophæve 'personaliseringer' og 'kortslutninger' til fordel for erkendelsen og gennemsætningen af almene interesser i rådighedsudvidelse som muligheder for forbedring af det egne befindende. Der tænkes her også i 'kraftforhold', idet gennemsætningen af almene interesser mod de herskende interesser kræver oversskridelse af den individuelle afmagt gennem sammenslutning med andre. I den begribende 'mulighedstænkning' er spørgsmålet om, hvorvidt en rådighedsudvidelse kan opnås i en given situation, ophævet i spørgsmålet om, hvordan den altid bestående mulighed kan realiseres - med hvilke midler, med hvilket tidsperspektiv, på grundlag af hvilke udvidelser af sammenslutningen. Dette er samtidig erkendelsen af den egne eksistens' inddragethed i den historiske opståelse/forandring af samfundsmæssige forhold, som på den ene side er bestemmende for den enkelte, men som hun på den anden side sammen med andre må bestemme subjektivt for at udvide mulighedsbetingelserne for sin menneskelige værensfylde. Hermed kan mystifikationer og modsigelser i den egne tænkning identificeres som nedslag af samfundsmæssige modsigelser, og objektive modsigelser kan afbildes modsigelsesfrit i tænkningen og føre til praktisk overvindelse af de modsigelsesfulde/begrænsende forhold og reducere 'psykologiseringen' af samfundsmæssige modsigelser. Begribelse som tænkning om modsigelser er også overvindelsen af den tydende tænknings eliminering af modsigelser gennem isolation af modsætningspoler - først herigennem er det muligt i begribelsen at gennemtrænge det egne befindende og de samfundsmæssige forhold (som afspejles formidlet heri) i retning af de væsentlige bestemmelser, således at de almene/egne interesser bedre kan varetages (GdP p. 400-401).
Undersøgelsen af forholdet mellem den begribende tænkning som kognitivt aspekt ved udvidet betingelsesrådighed og og den videnskabelige opfattelse af den materialistiske dialektik er opgave, som kræver særlige undersøgelser, som ikke kan foretages her, men det skal gøres klart, at analysernes subjektvidenskabelige ståsted er indeholdt i fremlæggelsen af den begribende tænkning - udvikling af almengjort handleevne/begribende tænkning er den tendentielle tilnærmelse til det subjektvidenskabelige standpunkt og heri subjektstandpunktet, og hermed sigtepunktet for ophævelsen af den videnskabelige subjekt-objekt-adskillelse i retning af en mere omfattende 'videnskabeliggørelse' af det fælles samfundsmæssige liv - et sigtepunkt der ligger hinsides de borgerlige strukturer og henviser til mulighederne for/nødvendighederne af udviklingen af det socialistiske samfund. De her udarbejdede begreber må de berørte selv bruge til gennemtrængning af 'min' situation for bedre at kunne varetage de almene, altså vore alles, interesser. Om begreberne er egnede hertil, afhænger af deres videnskabelige begrundethed og deres oplysende kraft i vores livspraksis (GdP p. 401-402).
På baggrund af differentieringen mellem tydende og begribende tænkning skal det nu forsøges afklaret, hvilke kategoriale differentieringer mht. det emotionale-motivationale funktionssapekt der giver sig udaf forskellen mellem begrænsende handleevne/tydende tænkning og almengjort handleevne/begribende tænkning (GdP p. 402-403).
I den tydende tænkning udklamres på den ene side ethvert realitetsaspekt, som henviser til selvfjendskabet og derved kan betvivle den restriktive handleevnes (indskrænkede) funktionalitet. Den tydende tænkning får herved på den anden side, gennem sin manglende modstand mod 'det umiddelbares' sanselige evidenser og de med den optimale informationsudnyttelse virksomme éntydiggørelsesmekanismer, en lukkethed, stringens og "modsigelsesfrihed". Den restriktive handleevnes modsigelsesfuldhed, som i den tydende tænknings isolering af modsigelsespoler og eliminering af de mere omfattende sammenhænge ikke kan erfares, afspejles ikke desto mindre i individets emotionale befindende - da emotionaliteten jo er den subjektive vurdering af individets helhedssituation, og funktionalitetens kognitive evidens modsvares så af et vedvarende emotionalt ubehag, som betvivler den egne handlens begrundethed og funktionalitet. Den begrænsende handleevnes befindende kan således karakteriseres ved en essentiel modsigelse mellem det kognitive og det emotionale verdensforhold (GdP p. 403).
I de emotionale vurderinger har individet mulighed for, i sin bevidste forholden sig til sin egen emotionalitet, at afdække de faktiske betingelser, og, idet emotionaliteten bruges erkendelsesledende, at gøre det deri liggende handleberedskab i retning af forandring af betingelserne bevidst og handlebestemmende. Der ligger dog en særlig trussel ved erfaringen af den restriktive handleevnes funktionalitet indenfor 'tydningsrammerne', idet den emotionale vurdering af selvfjendskabets modsigelsesfuldhed omfatter handleimpulser i retning af overvindelse af de begrænsende og undertrykkende instanser, og realiseringen heraf udfordrer netop den eksistenstrussel, hvis undgåelse er det dynamiske grundlag for den restriktive handleevne. I min emotionalitet stilles der altså vedvarende spørgsmål til arrangementet med de herskende i videregivelsen af undertrykkelsen til andre som den retsriktive handleevnes "forhandlingsgrundlag". Herudfra må emotionalitetens særlige former som funktionsaspekt ved den restriktive handleevne forstås (GdP p. 403-404).
Centralt for emotionalitetens 'funktionalisering' for opretholdelsen af den restriktive handleevne er emotionernes dissociering fra de faktiske, og kognitivt opfattede, livsbetingelser, som de er subjektive vurderinger af. Den reale sammenhæng mellem emotionalt ubehag og de objektive samfundsmæssige forhold, som betinger dette, og gennem hvis ændring det emotionale befindende alene kan ændres, 'fortrænges' henh. 'holdes ubevidst'. Dette må ske gennem afværge/fortrængning af kognitionen af de givne realitetsaspekter. Denne underkendelse af emotionalitetens reale karakter af handleberedskab resulterer på den ene side i 'inderliggørelse' af emotionaliteten som en fra livsbetingelserne isoleret, blot 'subjektiv' tilstand, og på den anden side i en 'afemotionalisering', dvs. handlingernes manglende engagement. 'Følelserne' fremtræder således uklare, og denne uklarhed mystificeres ofte som en kvalitet ved den personale oplevelse, hvad der understøtter fortrængningen (GdP p. 404).
(Emotionalitetens dissociering fra betingelserne understøttes ideologisk indenfor borgerlige livsforhold i dikotomiseringen mellem 'følelse' og 'forstand' - emotionaliteten og den erkendende realitetstilegnelse står her tilsyneladende i et udelukkelsesforhold til hinanden, og emotionaliteten kan ikke identificeres i sin erkendelsesledende funktion, men fremtræder som et "forstyrrende" moment, som må bringes under kontrol, hvis den rationelle tænkning skal muliggøres. Dette forhold fremtræder også i den traditionelle psykologi - i de "kognitive" emotionsteorier defineres emotioner som "forstyrrende faktorer", og isolationen og 'inderliggørelsen' kan ikke sættes på begreb, men absoluteres som 'almentmenneskeligt' kendetegn. Hvis man på den anden side taler for emotionalitetens forrang for "forstanden", sætter man i lige så høj grad af fra emotionalitetens tilsyneladende afkobling - påberåbelsen af emotionalitet, sensibilitet, spontaneitet osv. i protest mod de herskende forhold kan finde sted i en tilbagetrækning til den egne 'inderlighed' og er således en bekræftelse af afmagten overfor de forhold, der protesteres imod. Denne position har også sin "videnskabelige" overfladefordobling (GdP p. 405).)
I den restriktive emotionalitets 'uklarhed' skjules 'følelsernes' defensive karakter - deres særlige "kvalitet" opstår af fortrængningen af de handleimpulser, som kan bringe mig i konflikt med de herskende instanser. Dette omfatter det tilsyneladende manglende indhold i de stemninger, i hvilke udleveretheden til de gældende vilkår, og heri selvfjendskabet i forsøget på at opnå handleevne gennem arrangementet med de herskende, kommer til udtryk. Den underliggende trussel mod handleevnen gennem anerkendelse af de givne forhold som grundkarakteristikum ved befindendet bliver altså, idet årsagerne hertil holdes ubevidste, 'inderliggjort' og underkastet det tydende verdensforholds personaliseringstendenser - heraf gives en karakteristisk tilspidsning af 'angst' som vedvarende emotionalitetskvalitet, en angst som, da dens reale grund er elimineret fra tænkningen, synes 'grundløs' og uovervindelig, og som individet oplever sig som lige så udleveret til, som hun realt er udleveret til de truende forhold, som angsten er den uidentificerede, subjektive afspejling af. Angsten som alment karakteristikum ved befindedet ved umiddelbare trusler mod handleevnen konkretiseres her som 'ubevidst' angst, som den vedvarende emotionale tvivl om den restriktive handleevnes funktionalitet, en tvivl som i sig selv må holdes ubevidst. Denne angst fremkalder skinbegrundelser, rationaliserende fortolkninger osv., som under forværrede betingelser får karakter af 'forstyrrelser', 'neurotiske symptomer' osv., der næres af deres sekundære angstreducerende funktionalitet ved vedvarende afværge af angsten og dens årsager, og symptomerne får, netop udfra denne frugtesløshed, deres selvstændighed og permanens (GdP p. 405-406).
På grund af baggrundsangsten er den restriktive emotionalitets kvalitet generelt modsigelsesfuld, brudt og "flad". Individet opgiver, i stræben efter en kun begrænset handleevne, muligheden for planlagt-langsigtet rådighed over sine forhold og udleverer sig til de bestående forholds 'tilfældigheder', og det emotionale befindende er derfor ustadigt og svingende. Da behovene for forandring af afhængighedssituationen ikke kan være bevidste, bliver dette til 'behovsløshed' og manglende engagement, og de faktiske behov kommer til udtryk i uforståelige stemninger og disses 'sekundære' begrundelser. I begrænsningen af handleevnen til det umiddelbare, kan der altså ikke opnås værensfylde og behovstilfredsstillelse, heller ikke umiddelbart sanseligt-vitalt. Forestillingen om, at man kan udvikle sine emotionale muligheder under udklamring af virkelighedserkendelsen og realiseringen af de heri givne handlenødvendigheder er ideologisk understøttet selvbedrag, da den eksistensangst, som der på denne måde ikke kan gøres noget ved, er uforenelig med menneskelig værensfylde - enhver livsnydelse forplumres og ødelægges, og spontaneitet, intensitet osv. er uægte og modsætningen til virkelig spontaneitet, som kun kan opnås i overvindelsen af den restriktive handleevne i begribende realisering af den almengjorte handleevne (GdP p. 406-407).
'Inderlighedens' manglende handleforbindelse og indholdstomhed karakteriserer også de emotionale aspekter af de interpersonale forbindelser - med elimineringen af muligheden for kooperativ rådighed og med identificeringen af interesser overhovedet med konkurrerende partialinteresser og dermed forsøget på gennemsætningen af givne egeninteresser (gennem vidregivelse af de 'herskendes' tryk til andre), som instrumentalforholdene (som den restriktive handleevnes forbindelsesform) er karakteriseret ved, kommer det også til interaktive reduceringer og personaliserende forkortelser af de emotionale bindinger. 'Følelser' bliver her på den ene side til indholdsløst og brudt 'bindemiddel', men bliver på den anden side til middel i instrumentaliseringen af den anden for éns egne interessers skyld, idet den ene benytter sig af den andens behov for at opretholde forbindelsen. De emotionale aspekter af instrumentalforholdenes reguleringsmåder bliver her tydelige - i 'kompensationsforhold' udveksles fx. emotionale 'enheder', og en "uligevægt" i udvekslingen af disse emotionale "ydelser" virker tendentielt i retning af forholdets opløsning. I instrumentalforholdene er der (i det mindste implicit) tale om undertrykkelsesforhold - i ovennævnte forhold kan en uligevægt benyttes som undertrykkelsesmiddel, idet trussel om ophævelse af forholdet pga. uligevægten kan bruges til at udvide de opnåede egne fordele, og en 'følen-sig-sat-under-tryk' kan blive begge parters grundbefindende i forholdet. I subjektforbindelser er sådanne emotionale kompensationsforhold ikke bestemmende, da de deltagendes egentlige interesser i opretholdelsen af forbindelsen er de almene interesser i rådighedsudvidelse og forbedring af livskvaliteten og af forbindelsernes kvalitet, hvorfor ingen bliver emotionalt overladt til sig selv, og derfor ikke bryder forbindelsen (GdP p. 407-409).
Karakteristiske emotionale kvaliteter indenfor instrumentalforhold er fx. taknemmelighed, skyldfølelse, skuffelse, sårethed, fornærmelse, krænkelse osv. Hvor følelser er relevante for forbindelsen, 'haves' de ikke så meget som de 'demonstreres', og sættes ind som belønning eller straf. Sådanne forbindelser gør indtryk af at være meget mere følelsesbetonede end tilsvarende subjektforbindelser, da emotionaliteten her er et aspekt af den indholdsmæssigt begrundede forbundethed, og ikke bringes selvstændigt frem (GdP p. 409).
I instrumentalforhold må man grundlæggende være klar over den andens hensigter for at kunne beregne fordele og risici, mens den anden for at forbedre sin "forhandlingsposition" principielt skjuler, og kun beregnet videregiver, disse hensigter og mål, og den givne andens "indre liv" bliver derfor af central interesse for én - jeg må kunne "gennemskue" den anden for at finde ud af hendes hemmelige hensigter, og, da dette ikke er muligt, og den anden netop forhindrer det, må jeg prøve på at "føle mig" ind i hende. Selvstændiggjort "indføling" og "forståelse" er derfor karakteristisk ved den sagsløse "inderlighed" (og disse momenter ved befindedet under borgerlige livsforhold er stiliseret som "almentmenneskelige" i visse traditionelt psykologiske teorier, hvilket bidrager til den ideologiske identifikation af de herskendes interesser med almeninteresserne ) (GdP p. 409).
Den kategoriale konkretisering af de emotionale aspekter ved den almengjorte handleevne giver sig udaf den tidligere fremstilling af den begribende erkendelse: gennemtrængning af emotionalitetens fremtræden som blot "inderlighed" gennem bevidst forholden sig til de faktiske livsforhold/undertrykkelsesbetingelser, herved en genvinding af den egne emotionalitet som erkendelseskilde og forståelse af de i de emotionale vurderinger liggende subjektive handlenødvendigheder i retning af fælles rådighedsudvidelse; og hermed, i rettetheden mod skabelsen af betingelser for menneskelig værensfylde, opnåelse af rettethed, fylde og angstfrihed. En sådan almengørende ophævelse af den emotionale 'umiddelbarhed' i virkelig spontaneitet og engagement må forstås som en 'retningsbestemmelse' i det subjektive mulighedsrum - netop under borgerlige livsforhold må - udfra den praktiske mulighed for rådighedsudvidelse - ethvert almengjort, ikke-instrumentelt emotionalt engagement fravristes de tendenser til emotional "inderliggørelse" (med al deres angstbestemte defensivitet, emotionale selv- og fremmedinstrumentalisering osv.) som aldrig helt kan trænges tilbage, og der må altid regnes med 'tilbagefald' (GdP p. 410).
Som ansats til behandlingen af spørgsmålet om yderligere differentieringer til kategorial afdækning af den menneskelige handlens motivationale aspekt, må henvises til de tidligere fremlagte tre ledesynspunkter, ifølge hvilke den motiverede overtagelse af et handlemål kan være 'problematisk' - den givne eller manglende motivation aflænger af hvorvidt (1) der består en objektiv sammenhæng mellem målrealisering og den deri anteciperbare rådighedsudvidelse, (2) tilstedeværelsen eller fraværet af denne sammenhæng er afbildet adækvat i de samfundsmæssige betydningshenvisninger/tankeformer og (3) sammenhængens tildstedeværelse eller fravær kan opfattes kognitivt af individet (GdP p. 411).
Når individets umiddelbare livssituation betragtes udfra disse synspunkter, ses det, at ved principielt sikret handleevne i den umiddelbare livssituation træder modsigelsen mellem den faktiske og den i betydningshenvisningerne repræsenterede sammenhæng mellem målrealisering og rådighedsudvidelse ikke frem - individet har her så at sige 'ikke grund' til refleksivt, ift. dens adækvathed, at problematisere den givne eller manglende 'motivation' til målopnåelse. Først når samfundsmæssige begrænsninger 'slår ned' i individets livssituation, aktualiseres motivationsproblematikken - her er den mulighed til stede, at handlekravene tjener de herskende interesser, men dermed ikke de almene/individuelle interesser, så at de ikke kan følges motiveret, men kun under tvang. Den subjektive nødvendighed af at handle i retning af afværge af truslen mod handleevnen betyder dermed også skabelsen af betingelser, heri kooperative indflydelsesmuligheder, under hvilke handlekrav og egne livsinteresser stemmer overens (GdP p. 411).
Ved forsøget på trusselsovervindelse indenfor restriktiv handleevne må de i livspraksis liggende henvisninger til de totalsamfundsmæssige undertrykkelsesforhold, som er grundlag for den objektive handletvang, i den grad subjektet opfatter handlerestriktionen som 'funktional', elimineres fra det individuelle erfaringsområde. Motivationsproblematikken tager sig således ud for individet, som om den opstår alene indenfor hendes umiddelbare livspraksis og har en individuel/interaktiv løsning. Den ideologiske identificering mellem herskende og egne interesser forkortes til real identitet, hvor den motiverede målforfølgelses fremtrædelse og virkelighed falder sammen i de tydende begrænsninger af verdenssynet - herved 'falsificeres' igen, i overensstemmelse med den restriktive handleevnes modsigelsesfulde funktionalitet, den kortsluttede sammenhæng mellem handlekrav og egne interesser i åbenlyse 'tilbageslag' og 'fiaskoer', og det bliver åbenbart for individet, at hun i målovertagelsen har tabt sine egne interesser. Disse erfaringer fører dog ikke, indenfor det tydende verdensforhold, til erkendelsen af den i samfundsforholdene liggende objektive tvang - tværtimod 'personaliseres' fiaskoerne og tilskrives egne manglende evner, andres vrangvillighed, eget uheld, andres held osv. (GdP p. 411-412).
Motivationsproblematikken i den 'inderliggjorte' emotionalitet kan altså karakteriseres som modsigelsesfuld og ambivalent - det tager sig på den ene side ud for individet, pga. den tilsyneladende funktionalitet i arrangementet med de herskende, som om de herskende handlekrav også tjener hendes egne interesser og derfor nødvendigvis må forfølges motiveret - på den anden side slår, også i de tydende personaliseringer, kravenes reale tvangskarakter (henh. deres tvangsaspekt) igen og igen igennem i den individuelle erfaring, hvilket ikke blot bevirker undergravelse af individets motivation, men også, at de emotionale handleimpulser kommer i forgrunden, gennem hvilke der stilles spørgsmål om 'arrangementet', hvorved faren ved de sanktioner, som provokeres gennem realisering af sådanne handleimpulser, træder frem. I motivationsproblematikken ligger dermed en problematisering af den restriktive handleevnes funktionalitet overhovedet, idet selvfjendskabet ved den umiddelbare fordel ved arrangementet trænger ind i bevidstheden. Opretholdelsen af denne begrænsede funktionalitet implicerer endnu et væsentligt aspekt ved realitetsudklamringen - den ydre tvang, som truer handlerestriktionsacceptens funktionalitet, må inderliggøres således, at dens udspring i herskabsforholdene bliver usynlig, dvs. den ydre tvang må af subjektet ikke kunne skelnes fra krav, der kan forfølges motiveret. Denne 'indre tvang' som moment ved det ubevidste er altså en "motivationslignende" subjektiv mystificering af undertrykkelsens kendsgerning, hvorigennem man deltager aktivt i sin egen undertrykkelse (GdP p. 412-413).
Den indre tvang medfører nødvendigvis ikke blot dissociation og isolation af 'farlige' emotioner, men også særlige 'tankeforbud', da individet må afværge alle erkendelser, der kan stille spørgsmål til underkastelsens 'frivillighed' - dette indbefatter en subjektiv udvælgelse og omfortolkning af den egne fænomenale historie, således at alle de erfaringer kan elimineres fra bevidstheden, i hvilke selvbedraget og selvbeskadigelsen i min levevis træder frem. Underkastelsens 'frivillighed' kan altså kun opretholdes igennem, at sammenstødet med de herskende normer på forhånd forhindres gennem 'ubevidste' regulationer af mine kognitive-emotionale processer - jeg befinder mig så at sige som en fisk i et akvarium, der mekanisk undgår at svømme ind i glasset og derfor kan nyde "oceanets grænseløse frihed" indenfor disse rammer (GdP p. 413).
Den almengjorte motivation, som er rettet mod den stadige udvidelse af den emotionale tilfredsstillelse i den kooperative rådighedsudvidelsesproces, får, i sammenhæng med begribelsen og den almengjorte emotionale berørthed under borgerlige forhold, sin historiske bestemthed igennem, at trusselscentreringen tendentielt overvindes i den kooperative skabelse af samfundsmæssige livsbetingelser, som umiddelbart muliggør menneskelig værensfylde. Denne kooperation er i sidste instans den fælles kamp imod de herskende samfundsmæssige forhold og for alles rådighed over deres egne anliggender. Den almene 'motivationsmodsigelse' får her sin særlige form og tilspidsning derigennem, at den anteciperede risiko, der står i modsætning til den anteciperede emotionale vurdering af voksende handleevne og værensfylde, også er den anteciperede risiko af truslen mod den egen eksistens fra de antagonistiske samfundsmæssige kræfter, der gør modstand mod udvidelsen af selvbestemmelsen. Tilsvarende er den angst, der kan overvindes i almengjort-motiveret handlen, som angst for udleverethed til betingelser der er udenfor rådighed, også angst for udleverethed til antagonistiske og potentielt aggressive herskabsinstanser. Gennem sådanne tilspidsninger er udgangssituationen for motiveret handlen (som aspekt ved almengjort handleevne) i det borgerlige samfund altid en individuel konflikt - konflikten mellem den anteciperede trussel mod eksistensen og den anteciperede udvidelse af den almene og egne livskvalitet som kamp for overvindelse af afhængigheden af magtinstanserne. Ophævelsen af denne modsigelse er bestridelsen af den individuelle konflikt. Muligheden for motiveret handlen trods alt findes i den udvidede betingelsesrådigheds overindividuelle karakter, dvs. i den faktiske tilvækst i de sammensluttede individers magt som modmagt mod den herskende magt, gennem hvilken den enkeltes udleverethed kan reduceres, og gennem hvilken der - omend under den permanente trussel fra de klassebetingede herskabsforhold - kan skabes en foregribende rådighed over de givne individuelle livsbetingelser (GdP p. 413-414).
'Tvungen' handlen kan - kortsigtet - være umulig at undgå i sammenhæng med almengjort handleevne, men ophæves altid - alt efter det individuelle mulighedsrums udstrækning - i den 'motiverede' kamps langsigtede perspektiv. 'Tvang' og 'motivation' udgør her en indre udviklingsmodsigelse, med motivationen som den bestemmende pol. Fornægtelse af de faktiske tvangsforhold gennem realitetsfornægtelse, inderliggørelse osv., reduceres tendentielt, da disse kan rummes i bevidstheden i kraft af perspektivet af deres forandring, og netop er det centrale kendetegn ved den situation, som skal forbedres - tvangsforholdene er 'udgangsdifferencen' mellem den aktuelle og den anteciperede situation og forhøjer derved netop motivationens intensitet. Denne karakteristik af den almengjorte motivation er blot en kategorial bestemmelse til afdækning af 'ethvert jegs' udprægede befindende/handleevne mht. heri liggende momenter af almengjort motivation, dvs. erkendelse og omsætning af muligheds- og forhindringsbetingelser ift. min almengjorte-motiverede handlen, og må konkretiseres mht. det givne subjektive mulighedsrum dimensioner og rækkevidde (GdP p. 414-415).
GdP Holzkamp kap 8 s.416-507.pdf
Det giver sig udaf den funktionalhistoriske rekonstruktion af menneskets 'samfundsmæssige natur', at der hos mennesket ikke er tale om en fylogenetisk programmeret forløbsform og inddeling af en afgrænset tidlig fase i individualhistorien - denne blev i løbet af udviklingen tiltagende ufunktionel. Kun gennem evnen til livslang indlæring/udvikling kan mennesket individuelt realisere de stadigt voksende krav fra de historisk udviklende samfundsmæssige livsindvindingsformer og altså 'biologisk' være i stand til at bidrage til reproduktionen heraf. Begrænsninger i den individuelle livslange udvikling er således samfundsmæssigt og ikke biologisk betingede (GdP p. 418-419).
Da den individuelle livsopretholdelse og -udfoldelse kun kan begribes som rettet mod deltagelsen i rådigheden over den totalsamfundsmæssige proces, ligesom den totalsamfundsmæssige livsindvindingsproces kun kan tænkes som permanent resultat af de enkeltes bidrag, må individernes handleevne altså på en eller måde til stadighed reproduceres i deres historie, og dette må indbefatte bestemte grundtræk i de tidlige individualhistoriske processer, gennem hvilke individet opnår handlevne. Udfra den udviklende handleevnes procestype må det altså rekonstrueres udviklingslogisk, hvilke karakteristika der tilkommer den ontogenetiske udviklingsproces, således at handleevnens individualhistoriske opståen kan begribes som mulig. (GdP p. 420).
Da de psykiske aspekter af den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed ikke tilkommer individet som sådan, men altid påny må realiseres i en overskridelse af den umiddelbare livssituation, må den individualhistoriske reproduktion af handleevnen udviklingslogisk være forudsat af en ontogenetisk proces, gennem hvilken handleevnen først opnås gennem en umiddelbarhedsoverskridelse. Denne udviklingsproces (fra umiddelbarhed til formidlethed) er af en anden natur end selve reproduktionen af den totalsamfundsmæssigt formidlede handleevne, som muliggøres herigennem. Udgangspunktet for udviklingen af umiddelbarhedsoverskridelsen er den blot 'kooperative' samfundsmæssige-individuelle livsindvinding, og dette aspekt er igen forudsat af udviklingen af den individuelle betydningsalmengørelse, hvori individernes opfattelse af de samfundsmæssige betydninger som blot handledeterminanter i en naturlig-individuel 'omverden' overskrides. Udover disse tre procestyper, som på grund af det logiske forudsætningsforhold optræder efter hinanden, bestemmes den ontogenetiske proces ikke videre - der siges altså ikke noget om differentierede udviklingsfaser eller kronologiske fastsættelser Den ene proces skal ikke være afsluttet, før den næste sætter ind - der må også her skelnes mellem funktions- og dominansomslag (GdP p. 421-424).
Herudfra skal ontogenesen rekonstrueres - dvs. de indholdsmæssige og funktionale aspekter ved det psykiske skal udfoldes i deres ontogenetiske 'procesmæssighed'. Det centrale er her de bevægelsesmomenter gennem hvilke differentieringer, specificeringer og kvalitative spring kommer istand - modsigelsesanalyserne må også anvendes på den individualhistoriske proces, da denne i egentlig forstand er en historisk proces (GdP p. 425-426).
Individets verdens- og selvforhold udvikles ontogenetisk, men det må medtænkes, at de objektive samfundsmæssige forhold i deres historiske specificitet udgør de reale udviklingsbetingelser - dette vil dels sige, at den ontogenetiske udvikling til individuel reproduktion af handleevnen er kendetegnet ved en grundlæggende, stadig reduceret diskrepans mellem de totalsamfundsmæssigt formidlede objektive livsbetingelser og deres fænomenale realitet for individet, og dels at individet fra sin første dag udvikler sig under konkrete betingelser, her den borgerlige klasserealitets formationsspecifikke undertrykkelsesforhold. (Der redegøres her for den kategorialanalytiske fremgangsmådes begrænsninger, hvad der må henvises til aktualempiriske undersøgelser etc.) (GdP p. 426-427).
Holzkamp redegør her videre for betydningsalmengørelsens udvikling gennem forskellige indlæringsniveauer (GdP p. 428ff).
Betydningsalmengørelsens udvikling må ses som bevægelse gennem udviklingsmodsigelser - de i mennesket liggende potentialer til individualudvikling (ind i de givne konkret-historiske betingelser) realiseres ikke spontant 'indefra', men i et forhold mellem potentialerne og livsbetingelserne, i menneske-verdens-sammenhængen. Potentialerne til individuel samfundsmæssiggørelse træder først frem i de konkrete betingelser, og er derfor også, som indlært funktionsgrundlag, samfundsmæssigt-historisk konkretiserede. Individualudviklingens bevægelsesmåde er, globalt, derfor en form for 'ophævelse' af udviklingsmodsigelser med henholdsvis en 'personal' og en 'situational' modsigelsespol. Ontogenesens udviklingsmodsigelse er, mere specifikt, diskrepansen mellem den objektive beskaffenhed af livsbetingelser/betydningssammenhænge ved eksistensens totalsamfundsmæssige formidlethed på den ene side, og på den anden side de aspekter ved livsbetingelserne, som barnet kan erfare/realisere som sin livsverden (p. 432-433).
Betydningsalmengørelsens udviklingstræk kan konkretiseres således: Barnet lever i en 'verden' af almengjorte betydninger/tankeformer, indenfor hvilke de voksnes forbindelser til verden i det mindste kan karakteriseres som 'kooperative', mens barnets erfaring af verden ikke når dette niveau. Den ontogenetiske udvikling er således en fremadskridende ophævelse af diskrepansen mellem den reale samfundsmæssige-kooperative karakter af betydningskonstellationerne/ tankeformerne i barnets livssituation og barnets, udviklingsbetingede, manglende specificering heraf i retning af reduktion af betydningerne til blot individuelle betydningsenheder i en 'kvasinaturlig' omverden (GdP p. 433-434).
Udviklingsmodsigelserne må ses på baggrund af, at der hos barnet aldrig kun er tale om potentialer for udvikling, men også altid en aktiv realisering heraf (med retningen: rådighed over livsbetingelserne), og de kan generelt defineres som modsigelser, gennem hvis ophævelse betingelsesrådigheden hæves til et mere specifikt og for barnet mere funktionalt niveau. Den situative pol er altså de i den endnu uspecifikke form for betydningstilegnelse liggende begrænsning af barnets betingelsesrådighed/tilfredsstillelses- kvalitet. Denne begrænsning kan ophæves i den videre udvikling igennem, at der på den ene side 'situativt' specificeres muligheder for betingelsesrådighed, og på den anden side at barnet 'personalt' råder over udviklingspotenser til realisering heraf. Denne udvikling er baseret på barnets (ansatsvise) menneskelige behovsmæssighed som udgør den subjektive nødvendighed af mere specifik betingelsesrådighed, omend denne endnu ikke er bevidst (GdP p. 435-436).
Holzkamp redegør her (GdP p.
De 'voksne' i barnets livssituation står, objektivt, i et kooperativt forhold til hinanden og til den samfundsmæssige realitet (uanset, at disse forhold igen er splittet af klasserealiteten), og har tilegnet sig/realiserer de almengjorte betydninger i deres livspraksis. Disse kooperative forhold er endnu ikke realiserede i barnets forhold til verden og til de voksne - den ontogenetiske udvikling til handleevnens blot kooperative stadium er således udviklingen af en over verdensforholdet formidlet barn-voksen-koordination i retning af kvalificering som kooperativ forbindelse. Barnets udvikling må forstås udfra tilbagevirkningen af denne barn-voksen-koordinations udvikling, og kan ikke forstås i sig selv. Indenfor denne procestype fremtræder de samfundsmæssige handlesammenhænge for barnet som sagsformidlede interpersonale forbindelser mellem voksne. Denne reducering af de samfundsmæssige handlesammenhænge er den særlige form for 'umiddelbarhed', som på særlig måde overskrides i individualhistorien (GdP p. 438-439).
Herudfra analyseres dannelsen af den reciprokke barn-voksen-koordination fra 'iagttagelse/afprøvning' til betydningsalmengørelse. (Iagttagelse/afprøvning drejer sig ikke blot om indlæring af sagslige, men også af sociale orienteringsbetydninger, om den operative styring af den af de voksne ydede omsorg og understøttelse, og om sagslig aktivitet som sociale signaler.) Spørgsmålet om den ontogenetiske opståelse af afprøvning/iagttagelse i denne udvidede forstand henvises til enkelteoretisk afklaring (GdP p. 440-441).
Den diskrepans, som skal ophæves, mellem de voksnes almengjorte/kooperative forbindelsesformer og barnets 'sociale' betingelsesudvidelse på det føromtalte niveau, består essentielt deri, at barnet kun realiserer betydningerne som sociale orienteringsbetydninger i en individuel omverden, mens de voksne omsætter almene samfundsmæssige handlemuligheder, som er kendetegnede ved, gennem sagsintentionaliteten, at indeholde et moment af muligheden for erfaring af almengjort menneskelig socialintentionalitet. Den sociale signalindlæring må således forstås som en udviklingslogisk mellemsekvens. Der er imidlertid kraftige begrænsninger for den sociale udvidelse af barnets operative betingelsesrådighed - de voksnes pleje- og understøttelsesaktiviteter finder ikke sted i direkte afhængighed af barnets sociale signaler, men efter intentioner, hensigter etc., som barnet hverken kan antecipere eller udvide, da det ikke kan opfatte de intentionale dimensioner i de voksnes handlinger. Denne manglende rådighed over de voksnes understøttelsesaktiviteter fører til usikkerhed, da barnets egne rådighedsaktiviteter jo kun har funktionalitet gennem de voksnes sikring heraf. Dette er udviklingsmodsigelsens situative pol - den personale pol består i barnets mulighed for at svare på rådighedstabet med sin egen udvikling, altså at trække udviklingsmodsigelsen ind i en 'indre' modsigelse på den måde, at dets udviklingspotenser i retning af intentionale regulations- og forarbejdningsmåder aktiverer og specificerer dets erfaringer med rådighedstabet og den subjektive nødvendighed af dets overvindelse. Barnets egne intentioner uddifferentieres i og med, at hun tendentielt opnår en anden erfaringsmodus, hvori intentionalitet generelt kan opleves og forestilles. Hun kan således forsøge at opnå indflydelse på andres intentioner og herigennem nå et nyt niveau af angstovervindelse gennem rådighedsudvidelse. Idet barnet således møder andres intentioner med sine egne, opnås et nyt intentionalt kommunikationsniveau og en ny dimension i den gensidige sociale regulation, i hvilken operationerne styres under inddragelse af den gensidige kommunikation mellem forskellige 'intentionalitetscentre' (GdP p. 441-444).
Med intentionalitetsmomentets realiserbarhed er barn-voksen-koordinationen dog stadig ikke formidlet over de almengjorte betydninger, og de socialintentionale forbindelser er stadig blot af interaktiv art og har endnu ikke fået kooperativ kvalitet. Midlerne har for barnet stadig kun en tilfældig-individuel anvendelighed og erfares ikke i deres almene fremstilletheds- og brugbarhedsaspekt. Den tidlige anvendelse af sproget må ligeledes ses som blot tjenende den socialintentionale betingelsesrådighed (GdP p. 446-449).
Der består altså her en diskrepans mellem på den ene side den mulige realisering af de i betydningerne liggende almengjorte anvendeligheder og barnets 'indlæring' af bestemte, af voksne intenderede, konkrete anvendeligheder. Barnets forsøg på sagslig rådighedsudvidelse på det operative niveau forstyrres og begrænses her af de voksnes, objektivt understøttende, indgriben - på den anden side må barnet, da det ikke kan skelne mellem væsentlige og uvæsentlige sagslige bestemmelser, forlade sig på de voksnes (for det selv uforståelige) overlegenhed, og kan derfor ikke realisere og generalisere disse rådighedsudvidelser som sin egen subjektive handlemulighed. Ophævelsen af denne begrænsning i retning af betydningsalmengørelse drejer sig om realiseringen af det i betydningerne liggende 'fremstillethedsaspekt', gennem hvilket den almene anvendelighed kan skelnes fra de tilfældige anvendeligheder, og de voksnes tilsvarende intentioner kan erfares indholdsmæssigt. Denne realisering udvikles udfra barnets manipulation med objekter, som efterhånden, gennem individuelle antecipatoriske indlæringsprocesser, bliver til intenderet omgang med 'midler'. Der dannes her den kognitive mulighed, at man også kan fremstille ting 'for andre', og den praktiske indsigt, at man kan påvirke andres intentioner herigennem. Herigennem kan erfares, at dette også gør sig gældende for andre. Dette er - indenfor rammerne af barnets umiddelbare livsverden - grundlaget for de første sociale almengørelser i retning af erfaringen af 'den almengjorte anden', som ligger i den 'almengjorte fremstillethed for'. Det kvalitative spring til realiseringen af det i genstanden liggende almengjorte mål finder sted gennem selvstændiggørelsen af tilvirkningens resultat indenfor de socialintentionale forbindelser. Det kvalitative omslag til betydningsalmengørelse finder sted derigennem, at det genstandsmæssige resultat bliver bestemmende for barn-voksen-koordinationen og denne dermed får sit første egentligt kooperative træk - resultatet, betingelserne for at det er kommet istand og brugbarhedens kvalitet ift. kriterier, som ikke blot er socialintentionale og netop derigennem kan virke bestemmende tilbage på de socialintentionale forbindelser, kan erkendes selvstændigt. Dette er den ansatsvise realisering af den i de samfundsmæssige handlesammenhænge liggende samfundsmæssige naturtilegnelse i skabelsen af aktivitets-årsags-virknings-sammenhæn- gen, som får sociale aspekter (igennem den faktiske rådighedsudvidelse) i den almengjorte 'fremstillethed-til'. Herigennem kan barnet erkende den faktiske sammenhæng mellem det genstandsmæssige resultats intenderede-realiserede brugbarhed og hendes indflydelse på den andens intentionalitet i retning af hendes egen interesse i rådighedsudvidelse. Dette indbefatter den kooperative ophævelse af socialintentionaliteten - barnet fokuserer på det indholdsmæssige-sagslige resultat fordi dette betyder sikring af de fælles socialintentionale undertstøttelsesrammer. (GdP p. 449-452).
Barnet kan nu forstå og praktisk realisere, at begivenheder i hendes livsverden objektivt kan være brugbare, netop fordi de er fremstillet til at være det - dette indbefatter overgangen fra barnets erfaring af sin egen aktivitet som blot indvirkning på virkeligheden til erfaringen af de i betydningskonstellationerne indeholdte aktivitetes-årsags-virknings-sammenhænge, og hun realiserer, at der findes 'midler', med hvilke man alment set kan opnå de bestemte effekter, som midlerne er fremstillet til opnåelse af. Det ligger hermed indenfor barnets kognitive muligheder til en vis grad i den individuelle tænkning at realisere sags- og socialintentionalitetens samfundsmæssige integration, virkelighedstilegnelsens naturlovmæssigheder som social almengørelse af menneskelige livsmål i form af den almengjorte 'fremstillethed-til' og de i betydningsstrukturerne liggende entydiggørelser, abstraktioner og almengørelser, indbefattet muligheden for overvindelse af de indenfor det socialintentionale forbindelsesniveau liggende begrænsninger af sprog og sprogforståelse, i retning af formidlingen af det i de samfundsmæssige sprogformer liggende realitetsforhold og indholdsmæssigheder og disses sociale kommunikerbarhed (GdP p. 452-453).
Med dette nye verdens- og selvforhold forandres også barnets behovs- og motivationsforhold - tilfredsstillelseskvaliteterne efter inddragelsen i den almengjorte-kooperative betingelsesrådighed er anderledes end de isoleret stående tilfredsstillelseskvaliteter i slutningen af en individuel-antecipatorisk rådighedsaktivitet, og det drejer sig ikke mere blot om tilfredsstillelsen af et selvstændigt 'kontrolbehov', men om muligheden for angstfri, 'menneskelig' tilfredsstillelse af vitale behov som den centrale tilfredsstillelseskvalitet ved deltagelsen i den kooperative betingelsesrådighed. Med disse behovsforhold er også motivationen til overvindelsen af en 'utilfredsstillende' tilstand i retning af rådighedsudvidelse nu rettet mod overvindelsen af isoleringen fra den kooperative rådighed og den heri liggende udleverethed - behovstilfredsstillelsen anteciperes nu 'med kvaliteten' af inddragelsen i den i de kooperative understøttelsesrammer liggende almene betingelsesrådighed og den deri begrundede 'menneskelige' kvalitet af angstovervindelse (GdP p. 453-454).
Barn-voksen-koordinationen ændrer ligeledes kvalitet, idet det umiddelbare kooperative samvirke overskrides i retning af inddragelse i kooperative handlerammer - barnet kan nu identificere de specielle forløbskarakteristika i den voksnes understøttelsesaktiviteter som 'personale' middelbetydninger som modsvarer det intenderede almene brugsformål og kan altså skelne mellem sagsadækvat og sagsinadækvat omgang med brugsgenstande, og hun danner herved 'praktiske' kriterier for omgang med ting, som modsvarer det almene brugsformål, og kan altså 'indse', hvorfor de voksne begunstiger hhv. begrænser bestemte omgangsmåder. Barnet kan herved erfare, at hun ved at lære 'den rigtige' måde at bruge tingene på konkretiserer særlige, ved fremstillingen intenderede, anvendelsesmåder, som hun kan bruge til rådighedsudvidelse, og altså at de voksnes krav om at bruge tingene rigtigt er i hendes egen interesse. De voksnes krav modsvarer, i det omfang de er adækvate, en interesse, der både omfatter barnet og de voksne og for så vidt er almen, og uafhængig af de berørtes vilkår. Barnet lærer også at tage hensyn til, at det genstandsmæssiggjorte brugsformål udgør en slags 'fælles tredje' i forbindelsen til den voksne, og at både barnet og den voksne er 'forpligtet' heroverfor - kriterier og vilkår for den voksnes understøttelse hhv. begrænsning af bestemte omgangsmåder er bundet til tingenes formålsfremstillethed - og barnet er ikke mere henvist til at skulle opnå de voksnes velvilje, men har egne kriterier for, hvorvidt de voksnes sagsmæssige krav er efterkommet. Barnets muliggjorte rådighedsudvidelse bliver særlig tydelig derigennem, at hun også kan se de voksne omgås tingene på en forkert og inadækvat måde, og gøre opmærksom herpå. Muligheden for at skelne mellem voksnes berettigede, uberettigede og helt vilkårlige indgreb er et aspekt af den mulige reducering af udleveretheden til det aktuelle og overvindelse af afhængigheden af blot socialintentionale appeller (GdP p. 455-456).
Barnets realisering af betydningsalmengørelsen finder dog stadig sted indenfor de særlige understøttelsesrammer - den almengjorte 'fremstillethed-til' realiseres indenfor det direkte interpersonale livsfællesskabs overskuelige kooperationsrammer, og de voksnes sagslige krav henviser derfor til en 'fremstillethed-til', som er tænkelig for barnet, men ligger udenfor dets erfaringsmulighed. Denne modsigelse henviser til betydningsalmengørelsens 'uafsluttelige' udvikling som (udviklingslogisk) forløber for 'umiddelbarhedsoverskridelsen' - muligheden for kognitivt-praktisk at differentiere mellem blot kooperativ og samfundsmæssig 'fremstillethed-til' er et aspekt af den reale udvidelse af barnets forbindelser udover det umiddelbare livsfællesskab mellem voksne og børn i retning af totalsamfundsmæssige betydningskonstellationer (GdP p. 456-457).
I de ovenstående fremstillinger er der abstraheret fra den historisk bestemte situations- og positionsspecificitet i de samfundsmæssige betydningsstrukturer, som barnet tilegner sig. (De klasse- og lagsspecifikke, og også de familiespecifikke, differentieringer af den ontogenetiske udvikling må analyseres enkeltteoretisk.)( GdP p. 457)
Rekonstruktionen af handleevnens procestype er også rekonstruktionen af den ontogenetiske dannelse af de historisk bestemte rådighedsindskrænkninger i den fremmedbestemte vokseneksistens i det borgerlige samfund - truslen mod handleevnen gennem 'systembetingede' begrænsninger/mystifikationer af de individuelle rådighedsmuligheder og det deraf opståede subjektive alternativ: stræben efter begrænsende eller almengjort handleevne (med de tidligere fremlagte implikationer). Alternativet som sådan er et karakteristikum ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed, men den tilsvarende problematik kan først fuldt erfares ved umiddelbarhedsoverskridelsen. Dog bliver den ikke først relevant her - de samfundsmæssige undertrykkelsesforhold er på intet tidspunkt fraværende i ontogenesen, men tilstedeværende fra barnets første levedage, omend først kun i mere eller mindre uspecifik form. Spørgsmålet om diskrepansen mellem de samfundsmæssige karakteristika ved betydninger/handlemuligheder og deres mere eller mindre uspecifikke realisering hos barnet under udvikling må altså konkretiseres til spørgsmålet om diskrepansen mellem de historisk bestemte begrænsninger/mystifikationer af betydninger/handlesammenhænge og barnets, deraf givne, mere eller mindre uspecifikke udviklingsbegrænsninger. Det må afklares, hvilken form handleevneindskrænkningen antager i løbet af ontogenesen, hvordan der med rådighedsudvidelsen (som forberedelse på den fremmedbestemte vokseneksistens) samtidig er en tilsvarende rådighedsindskrænkning, og dermed skal samtidig afklares, på hvilke ontogenetiske procesniveauer, og på hvilken måde, der forekommer uspecifikke forformer for begrænsende eller almengjort trusselsovervindelse, på hvilken måde den individuelle reproduktion af undetrykkelsessammenhængene sætter sig igennem, og på hvilken måde mulighed for modstand kan udpræges. Det drejer sig altså om en kategorial afdækning af de forskellige og modsigelsefulde fremtrædelsesformer for barnets livsvaretagelse/befindende som forskellige former for betingelsesrådighed under historisk bestemte realiserings/begrænsningsbetingelser, således at disse kan analyseres enkeltteoretisk/aktualempirisk (GdP p. 457-459).
Da barnets livsverden præges af barn-voksen-koordinationen, må begrænsninger og modsigelser i de voksnes befindende/handleevne udfra deres standpunkt drages ind, i det omfang de af barnet erfares som aspekter af modsigelser i og begrænsninger af dets betingelsesrådighed. Da umiddelbarhedsoverskridelsen ikke er behandlet endnu, skal i første omgang kun de betydningsforhold drages ind, som er umiddelbart livspraktisk relevante i barnets livsverden - det borgerlige samfunds undertrykkelsesforhold tematiseres altså her kun i det omfang, som de findes i barnets livsverden gennem de af de voksne satte understøttelsesrammer (GdP p. 459-460).
Herefter behandles begrænsningen/undertrykkelsen af barnets aktiviteter på det 'afprøvende/iagttagende' sagsligt-sociale signalindlæringsniveau før 'socialintentionaliteten' - i form af fx. manglende stimulering, manglende behovsvaretagelse og den herudaf givne vitale usikkerhed som begrænser indlæringsprocesserne, manglende eller inkonsistente reaktioner på barnets sociale signaler som begrænser indlæringen af sociale orienteringsbetydninger - begrænsninger som gives udaf de historisk bestemte samfundsmæssige begrænsninger og modsigelser som genfindes i barnets understøttelsesrammer og som for hende tager sig ud som blinde og tilfældige begivenheder. Barnets angst er her en uspecifik angst som hjælpeløshed overfor vitalt betydningsfulde tildragelser udenfor dets rådighed. Barnet kan søge at overvinde denne trussel fx. gennem indlæring af selektiv produktion af socialsignaler, der mere effektivt fører til de krævede pleje- og understøttelsesaktiviteter og af selektiv undladelse af aktiviteter som fører til trusler og begrænsninger fra de voksnes side. Er det sidste overvejende, har indlæringsprocessen objektivt karakter af 'tilpasning' gennem 'arrangement med de herskende', hvorved sikringen 'købes' gennem undladelse af rådighedsudvidelse (og derved tendentielt ophæver sig selv). Passiv modstand (ved fx. at 'skjule' de forbudte aktiviteter) mod at lade sig trække ind i de voksnes undertrykkelse- og reglementeringsaktiviteter kan derved antyde et alternativ, ligesom aktiv modstand samtidig er udtryk for hjælpeløshed og tendensen til ikke at lade sig udlevere totalt. Dette kan føre til de voksnes yderligere undertrykkelse af barnets livsytringer i forsøget på opretholdelse af egne rådighedsrammer. Barnets tilpasning eller modstand kan her ses som en første (ikke-bevidst) ontogenetisk forløber for begrænsende hhv. almengjort handleevne (GdP p. 460-463).
Trusler mod barnets betingelsesrådighed får en ny kvalitet i 'socialintentionalitetens' forbindelsesform - hvor barnet tidligere opfattede begrænsninger af dets livsytringer og manglende/inkonsistent pleje og understøttelse som tilfældige begivenheder, opfatter hun her i stadig større grad disse forhold som intenderede ift. hende selv, og oplever det som de voksnes betvivlen af hendes eksistensberettigelse. Dette nye niveau af subjektiv krænkelse tilspidses derved, at barnet ikke kan erfare de af de voksnes mulige sagslige eller sociale handlegrunde, som ligger udenfor den umiddelbare interaktion med de voksne, og derfor må henføre intentionerne til begrundet i hendes egen person. Angsten specificeres her til angst for tab af tilknytning og 'kærlighed', dvs. af de understøttelsesrammer, som sikrer og muliggør barnets endnu ikke udviklede bestræbelser i retning af rådighed over sine livsbetingelser. Den på socialintentionalitetens procesniveau muliggjorte differentiering mellem sag og person betyder altså en erfaring af en særlig afhængighed af personer, som villet, men "grundløst", kan krænke éns eksistens (GdP p. 463-464).
De voksne kan ligeledes tilskrive barnet
"intentioner" (se GdP p.
Flere af den begrænsende handleevnes væsentlige træk forefindes altså i den socialintentionale trusselsovervindelse, skønt denne ikke kan ligestilles hermed - alternativet (gennem hvilket den begrænsende handleevne bestemmes) består endnu ikke her. Forskellen mellem partiale og almene interesser er ikke tilgængelig for barnet, der kun kender sine egne livsinteresser og deres krænkelse, og derfor ikke kan indgå i et forbund (med krænkerne) om udvidelse af de fælles livsinteresser, men kun arrangere sig med dem på en brudt og modsigelsesfuld måde. De tidligere passive/aktive modstandsformer bliver her ineffektive og ufunktionale, da de ikke tager de voksnes intentioner med i betragtning, og 'instrumentaliseringen' af de voksne bliver den eneste form for trusselsafvending, barnet råder over. Fremmed- og selvinstrumentalisering, inderliggørelse af tvang, selvfjendskab og realitetsfornægtelse bliver således et nødvendigt ontogenetisk udviklingsstadie indenfor borgerlige klasseforhold, og tendenserne til begrænsende handleevne understøttes således - realiseringen af almengjort handleevne må således sættes igennem mod tendenser fra den egne individualhistorie (GdP p. 465-467).
Med overskridelsen af socialintentionaliteten i retning af betydningsalmengørelse/kooperativitet får barnet, med handleevnens 'elementarform', en ny selvstændighed ift. de voksne - hun forstår indholdet i de voksnes intentioner i dets generelle 'nytte' eller 'skadelighed' og er således ikke mere blot henvist til den 'interaktive' forbindelse til de voksne, men kan principielt indgå med kooperative bidrag. Her specificeres begrænsninger, trusler og krænkelser påny, idet realiseringen af det nye niveau for betingelsesrådighed bliver subjektivt nødvendigt for barnet - erfaringen af udelukkelse fra de kooperative rådighedsrammer, begrænsning eller tilbagevisning af hendes bidrag, udgør en ny lidelseskvalitet, og barnets angst opstår her ift. den truede handleevne ved isolationen fra den kooperative rådighed. I det omfang, som de samfundsmæssige undertrykkelsesforhold sætter sig igennem i understøttelsesrammerne, begrænses og krænkes barnet altså her på en ny måde - som før er hun henvist til den interaktive kontakt til de voksne, men kan lide under denne, i det omfang den isolerer hende fra det kooperative fællesskab med dem. De voksne videregiver altså den samfundsmæssige undertrykkelse i det omfang de negerer, at det er subjektivt nødvendigt for barnet at vokse ind i de kooperative rådighedsrammer og dermed overvinde den socialintentionale selv- og fremmedinstrumentalisering, i det omfang de blot 'elsker' barnet og opfylder dets primære behov (GdP p. 467-468).
Barnet er her, i modsætning til tidligere, i stand til at perspektivisk at begribe den kooperative 'nytte' af de af voksne satte begrænsninger af hendes aktiviteter, altså på sin vis at skelne mellem nogle kortsigtede og nogle langsigtede interesser. Denne identificering af ikke-vilkårlige begrænsninger perspektiverer imidlertid de vilkårlige begrænsninger, som kommer til at udgøre særlige krænkelser for barnet - ikke blot hendes interesser og behov underkendes, men også hendes anstrengelser for at overvinde udleveretheden til de voksne ved at udvikle sig ind i den fælles kooperative livssammenhæng og nå frem til 'menneskelig' livskvalitet. Barnet befinder sig her i den modsigelse, at hun på den ene side bliver respekteret som et 'medmenneske' og på den anden side bliver blindt og 'ubegrundet' undertrykt, og 'lærer' her på en ny måde at forberede sig på den senere fremmedbestemte vokseneksistens - hvor hun på den ene side vil have rådighed over egne anliggender i samarbejde med andre og kan udvikle beredskabet og evnen til at bidrage på nyttig vis, og på den anden side ikke kan sætte spørgsmålstegn ved sin grundlæggende afhængighed og fremmedbestemthed uden at blive truet på sin eksistens (GdP p. 468-469).
Med det kooperative forbindelsesniveau kan barnet altså, foruden sin 'blinde' modstand mod den socialintentionale fremmed- og selvinstrumentalisering, udfra kooperationsmæssige kriterier gøre indholdsmæssige indsigelser mod de voksnes indgriben i hendes forskellige aktiviteter - hun kan enten 'argumentere' mod de voksne, eller, hvis dette er for truende, opnå en ny selvbevidsthed i den 'indre' modstand. Barnet har altså her for første gang et virkeligt alternativ - med kooperationens tidlige form for handleevne dannes, under historisk bestemte undertrykkelsesforhold, også en tidlig form for trusselsafvending i retning af begrænsende eller almengjort handleevne (som ganske vist er begrænset til det umiddelbare livsfællesskab og derfor har de tilsvarende forkortede fremtrædelsesformer for de givne modsigelseskonstellationer). Når barnet fx. har 'ret' ift. de voksne, men alligevel udviser de 'ønskede' livsytringer, giver hun afkald på begrundet rådighedsudvidelse og dermed på sine livsinteresser, hun befæster selv den afhængighed og udleverethed, som hun forsøger at komme ud af, med de dertil hørende tendenser til realitetsafværge. Sådanne kontakter til de voksne, som barnet opretholder blot socialintentionalt-instrumentaliserende, og ikke formidlet over sit kooperative bidrag, får en ny ambivalens, idet de på den ene side betyder en umiddelbar emotionel sikring, mens på den anden side barnets bestræbelser på at skabe sine livsmuligheder, gennem ophævelse af kontakternes 'tilfældigheder', netop negeres heri. Barnet tilstræber ikke mere kontakt "for enhver pris", men er splittet overfor kontakter, som ikke er kooperativt begrundede - da de er modsigelsesfulde ift. sikringen af betingelsesrådigheden. Barnet kan her opfatte, om den voksne blot er 'venlig', eller faktisk tager hende alvorligt som medmenneske (GdP p. 470-471).
Overfor dette alternativ - bekræftelse af afhængigheden gennem blot interaktive kontaktappeller eller gennemsætning af deltagelsen i den kooperative betingelsesrådighed - har også de voksne et nyt alternativ overfor børnene: de kan forbinde sig med barnets regressive tendenser og på denne måde, i overensstemmelse med deres egne interesser i afhængighed, skade barnet på langt sigt, eller de kan, på trods af disse interesser, støtte barnet i dets stræben efter kooperativ rådighedsudvidelse og dermed også varetage deres egne interesser i udvikling af barn-voksen-koordinationens intersubjektivitet. Dette finder dog stadig sted indenfor de understøttelsesrammer, hvori barnet er principielt afhængig af de voksne, og deltagelsen i den kooperative sikring af behovsvaretagelsen kan til enhver unddrages barnet af de voksne, uden at hun kan værge sig herimod - dette er den overordnede modsigelse i barn-voksen-koordinationen, som først kan overskrides i og med 'umiddelbarhedsoverskridelsen', som giver barnet mulighed for realiseringen af den menneskelige handleevne med alle de heri udfoldede modsigelser (GdP p. 471-472).
Den ontogenetiske udvikling må nu tage en anden retning - den efter dominansomslaget til kooperativitet/betydningsalmengørelse opnåede nye udviklingskontinuitet, hvor der dannes (i første omgang underordnede) nye funktionsmomenter, kan føre til et nyt dominansomslag, og altså en yderligere kvalitetsændring. Betydningsalmengørelsens videre udvikling skal derfor først udarbejdes, og det skal påvises, hvordan der indenfor denne procestypes videre udfoldelse med udviklingslogisk nødvendighed må dannes nye elementer, udfra hvilke omslaget til umiddelbarhedsoverskridelsens udviklingstræk finder sted (GdP p. 473).
Et væsentligt karakteristikum ved betydningsalmengørelsen/kooperativiteten er den her opståede ansats i retning af dannelse af niveauer for subjektivt funktionale, almentforståelige handlegrunde som kendetegn for menneskelig handleevne. Allerede med opnåelsen af socialintentionalitetens niveau kan barnet principielt erfare sig selv og andre som væsner, der har 'grunde' for deres aktiviteter, men disse kan her ses som blot individuelle grunde, som ikke nødvendigvis er indholdsmæssigt begrundede for barnet - dette bliver de først i det omfang, som betydningerne realiseres som 'generaliserede brugbarheder', og bidragenes 'nytte' ift. udvidelsen af de kooperative rådighedsrammer, og dermed deres subjektive funktionalitet, kan erfares. Barnet bliver efterhånden i stand til at forstå handlingers principielle 'menneskelighed' og til at søge præmisserne for, at disse kan være funktionale for de givne andre ift. den egne og den almene betingelsesrådighed. 'Forståeligheden' er dog her begrænset til de umiddelbare kooperative rådighedsrammer. De subjektivt funktionale handlegrundes struktur får med udviklingen af betydningsalmengørelsen sin ontogenetiske særegenhed derved, at barnet kun kan udvide sin betingelsesrådighed gennem reduktion af afhængigheden af de voksne og af diskrepansen mellem sin egen og de voksnes indflydelse på den fælles livsproces - den subjektive begrundethed af hendes handlinger ophæves altså her i den subjektive begrundethed af sådanne handlinger, hvorved hun nærmer sig de voksnes færdigheder og dermed rettigheder. Præmisserne for, at barnets handlinger får almen 'forståelighed' ligger altså i deres globale 'udviklingsorientering' - kun herigennem kan hun overvinde sin udleverethed til afhængigheden og nå frem til angstfri 'menneskelig' betingelsesrådighed og værensfylde. Opbygningen af intersubjektive forbindelser til barnet indbefatter fra de voksnes side erkendelsen og anerkendelsen af barnets særlige udviklingsorientering, også ift. de af hendes handlinger, der overfladisk set ikke har kooperativt perspektiv (GdP p. 473-475).
Ved enkeltteoretisk/aktualempirisk analyse af subjektive handlegrundes 'udviklingsorientering' må der tages højde for den fremmedbestemte voksentilværelses historisk bestemte splittethed, og dermed splittetheden i barnets vej til at blive voksen - om det er nødvendigt for hende 'at blive voksen' afhænger af, hvordan de samfundsmæssige herskabs- og mystificeringsforhold sætter sig igennem i hendes livsverden og bliver præmisser, under hvilke trusselsovervindelsen gennem udvidet kooperativ deltagelse er mindre subjektivt funktional end trusselsovervindelse gennem udviklingen af færdigheder og holdninger, som sætter hende i stand til effektivt at indgå i arrangement med 'de herskende' voksne. Når de voksne partielt afskærer den kooperative forbindelse til barnet skaber de, som de gældende forholds "forlængede arm", betingelser for hende, hvorunder hun kun kan opnå en del af angstfriheden/betingelserådigheden ved frivilligt at give afkald på sine udviklingskrav eller afbøje sin udvikling i overtagelse af fremmedsatte krav og normer (og altså udvikle sig i retning af affinden sig med den senere fremmedbestemte voksentilværelse). Den partielle tilbagetrækning til det blot instrumentaliserende-interaktive niveau, med alt hvad dette indebærer, karakteriserer altså her forbindelsesformen i børnenes og de voksnes livsfællesskab (og rekonstruktionen af samarbejdet kan først og fremmest finde sted gennem nystrukturering af den fælles livsvaretagelse). Den subjektive funktionalitet af barnets udviklingsorientering kan altså fremtræde i tilbagetrukken, perverteret form - hvad der ser ud til at kræve yderligere undertrykkelse fra de voksnes side. I den gældende forståelse af "opdragelse", hvor barnet kun kan presses til udvikling gennem trusler og bestikkelse, udtrykkes den samfundsmæssige interesse i gennemsætningen af en affinden sig med fremmedbestemmelsen - altså partiel forhindring af barnets aktiviteter ift. den subjektivt nødvendige rådighedsudvidelse gennem selvudvikling (GdP p. 475-477).
"Gennemsnitligt" må der imidlertid ske en udvidelse af de kooperative rådigheds- og indflydelsesmuligheder for barnet, på trods af de her beskrevne udviklingsforhindringer - ellers ville hendes udviklingsniveau ligge under, hvad der kræves af kooperative kompetencer for den voksnes deltagelse i den samfundsmæssige livsindvinding under borgerlige forhold. En - omend brudt - videreudvikling er i de herskendes interesse. Med formindskelsen af diskrepansen mellem barnets og de voksnes rådighedsmuligheder i det umiddelbare livsfællesskab må den almene modsigelse, som slår igennem i de formationsspecifikke begrænsninger, blive stadig mere tydeligt for barnet, at hendes afhængighed af de voksne ikke formindskes - magtforskellene mellem voksne og børn viser sig at være af en størrelsesorden, som ikke kan reduceres af barnets kooperative fremskridt, og overladelsen af rådighedsmuligheder til hende vil til enhver tid kunne trækkes tilbage. Grundene til afhængighedens uophævelighed kan imidlertid ikke erkendes af barnet indenfor det umiddelbare livsfællesskab - præmisserne for de voksnes magtudøvelse ligger udenfor dette, nemlig i voksentilværelsens samfundsmæssige formidlethed, hvor positionsrealiseringen indenfor produktionsområdet skaber de materielle forudsætninger for, at det umiddelbare livsfællesskab overhovedet kan opretholdes - børnene er således objektivt materielt afhængige af de voksne. I den kendsgerning, at de voksne er væk på arbejde og på den måde "sørger for os allesammen", anskueliggøres funktionaliteten af de voksnes (uforståelige) overlegenhed for barnet, mens det stadig større omfang af hendes kooperative bidrag skærper modsigelsen i hendes udelukkethed fra de bærende rådighedsrammer, der ligger udenfor den umiddelbare livssammenhæng (GdP p. 477-478).
Til spørgsmålet om ophævelse af modsigelsen mellem inddragelsen af barnet i de umiddelbare kooperationsforhold og udelukkelsen af hende fra de overskridende rammebetingelser, som skærpes i og med udviklingen af betydningsalmengørelsen/kooperativiteten, må det tydeliggøres, at i de foregående analyser er barnets livssituation sat lig med barn-voksen-koordinationens understøttelsesrammer, mens det i de videre analyser netop drejer sig om overskridelsen af disse rammer i udvidelsen af hendes situation/position med andre samfundsmæssige områder, som ikke kan tilskrives de samme almene funktioner i den samfundsmæssige slægtsreproduktion. Den menneskelige handleevne ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed er dog stadig den størrelse, som skal analyseres i sin ontogenetiske realisering. De kategoriale bestemmelser af umiddelbarhedsoverskridelsens dimensioner og sekvenser må nu 'abstraheres' i en ny størrelsesorden ift. den faktiske udvikling - og behovet for 'konkretisering' gennem enkeltteoretiske/aktualempiriske analyser af de historisk bestemte fremtrædelsesformer for menneskelig individualhistorie får altså på denne måde en ny størrelsesorden. Ift. den tidligere udviklingsrekonstruktion er de kategoriale bestemmelser her globaliserede for ikke at foregribe aktualempiriske analyser (GdP p. 480-481).
Diskrepansen mellem de psykiske aspekter ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed og barnets blot kooperative realisering heraf, som skal overvindes i umiddelbarhedsoverskridelsen, er tidligere beskrevet som den særlige opnåelse af kognitiv distance i den 'bevidste forholden sig', mulighedsforholdet til de samfundsmæssige betydninger, intersubjektiviteten etc. - her skal det undersøges, hvilke kategoriale differentieringer der giver sig udaf rekonstruktionen af 'fortsættelsen' af den ontogenetiske proces i realiseringen af de psykiske karakteristika ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed. Det skal først påvises, hvordan modsigelserne mellem kooperative rådighedsmuligheder og isolation fra rådigheden over deres rammebetingelser kan bestemmes således, at ophævelsen af modsigelsen i retning af umiddelbarhedsoverskridelse kan begribes (GdP p. 481-482).
Som tidligere beskrevet ligger forudsætningerne for overgangen til den kognitive distance etc. i et nyt forhold mellem totalsamfundsmæssig livsindvinding og opretholdelse af den individuelle eksistens, nemlig opløsningen af den umiddelbart-anskuelige sammenhæng mellem den kooperative sikring af min eksistens og mine bidrag hertil gennem dannelsen af et i sig selv opretholdelsesdygtigt samfundssystem, der kan sikre eksistensen for alle sine medlemmer - i og med, at den enkeltes egen livssikring ikke mere er bundet direkte til hendes kooperative bidrag, opstår den materielle 'aflastning' som muliggør den menneskelige bevidstheds erkendelsesdistance. Den ontogenetiske realisering af erkendelsesdistancen er også forudsat af realiseringen af denne materielle aflastning (GdP p. 482).
Begrænsningen i barnets udvikling med hensyn til realiseringen af det umiddelbart-kooperative verdens- og selvforhold fremtræder herudfra som funderet i den reale indbundethed i den umiddelbare livssammenhængs rammer, hvorudfra barnets magtesløshed overfor de voksne, som bestemmer over dets kooperative indflydelse, giver sig - de psykiske aspekter ved begrænsningen til det umiddelbare verdens- og selvforhold er blot den subjektive realisering af denne materielle begrænsning. Umiddelbarhedsoverskridelsen kan altså kun forstås udviklingslogisk udfra hvordan barnet i real overskridelse af sin indbundethed i disse rådighedsrammer kan reflektere, relativere og overskride sin materielle afhængighed. Det må altså afklares, hvordan handleevnen i denne proces - den materielle udvidelse af rådighedsrammerne i retning af praktisering af eksistenssikringens totalsamfundsmæssige formidlethed - kan dannes i de forskellige psykiske dimensioner af realiseringen af erkendelsesdistancen, hvordan barnet altså efterhånden i overskridelsen af sin materielle-psykiske forankring i den umiddelbare livssammenhæng kan udfolde den 'modmagt', som kan reducere dets strukturelle magtesløshed i dens materielle og psykiske aspekter (GdP p. 482-483).
De forskellige livsområder udenfor hjemmet, indenfor hvilke barnet praktisk overvinder sin isolation i 'hjemmet' (andre børns hjem, gaden, butikkerne, institutionelle pleje- og opdragelsescentre, skoler og uddannelsessteder) må forstås 'betydningsanalytisk', dvs. mht. betydningskonstellationer/tankeformer, og det må udarbejdes, hvordan disse betydninger/tankeformer bliver til præmisser indenfor barnets/den unges subjektive begrundelsessammenhæng, der som 'situativ pol' af modsigelsen i hendes isolation i de 'hjemlige' kooperationsrammer gør udviklingen i retning af umiddelbarhedsoverskridelsen subjektivt funktional. Dette indbefatter fremhævelsen af strukturforandringerne i barn-voksen-koordinationen indtil dennes ophævelse i en forbindelse mellem voksne (GdP p. 483-485).
Fx. må det fremanalyseres, hvordan realiseringen af betydnings/handlesammenhænge mellem de forskellige centre bliver subjektivt nødvendig for barnet med erfaringen af 'centermangfoldigheden' - idet hun erfarer, at det materielle livsgrundlag for sådanne centre (fx. 'bageren' og 'slagteren') ligger udenfor centret for hendes egen umiddelbare livssammenhæng, erfarer hun også (omend ureflekteret) objektive betydningshenvisninger til det overordnede totalsamfundsmæssige system, i hvilke de enkelte centres opretholdelse er ophævet. Der må herudfra spørges, hvordan barnet/den unge opnår en første ansats til en praktisk-kognitiv distance til det kooperative opretholdelsessystem i den umiddelbare livssammenhæng, idet hun lærer gennem sine handlinger, at hendes materielle eksistens ikke kun er sikret umiddelbart gennem bidrag til denne kooperation, men derudover også gennem bagvedliggende instanser, der ikke afhænger heraf. Her må de første erfaringer dannes af den individuelle eksistens' 'aflastethed' fra vedvarende umiddelbare bidrag, udfra hvilke den objektive karakter af samfundsmæssigt formidlede betydninger som handlemuligheder (med alternativer) kan realiseres subjektivt i det bevidste forhold til verden og det egne befindende. Det skal også påvises, hvordan barnets materielle afhængighed endnu ikke er ophævet hermed, men at det bliver relativerbart udfra den praktiske indsigt, at de voksnes eksistens er afhængig af mere omfattende systemer - de voksne "detroniseres" som universelle centralfigurer og barnets direkte afhængighed af dem relativeres på den måde, at hun kan se, at hun engang fremtidigt selv kan bruge de samfundsmæssige rådighedsmuligheder uden de voksnes mellemkomst. Udviklingsmodsigelsen situative pol kan altså udbygges med erfaringen af, at rådighedsindskrænkningen i den hjemlige samarbejde kan overvindes ved udviklingen af selvstændig brug af de bredere rådighedsmuligheder. Den voksne anerkendes her ikke af barnet/den unge som den afgørende kilde til livssikring indenfor de hjemlige afhængighedsrammer, men som stående i vejen for barnets/den unges mulighed for selv at råde over sine bredere livsbetingelser. I konkretiseringen af en sådan interpersonel modsigelse må forandringerne i barn-voksen-koordinationen undersøges nærmere (GdP p. 485-486).
Sammenhængen mellem barnets overskridelser af de umiddelbare rammer og den kognitive relativering af hendes eksistenssikrings bundethed til de kooperative bidrag etc. tydeliggøres i den praktiske overskridelse i de institutionelle pleje- og opdragelsescentre. Disse institutioner udgør selvstændige samfundsmæssige betydningskonstellationer, som for barnet/den unge er præmisser for særlige begrundelsessammenhænge for subjektive funktional livsvaretagelse i real overskridelse af de hjemlige rammer, og hun opnår her, i det faktiske ståsted udenfor familiens fællesskab, en distance i sit syn på familiens rammer, og ikke mindst rådighedsmuligheder, hvis realisering som en med 'pligt' forbundet ret kan sættes igennem indenfor hjemmets kooperationsrammer. Barnets 'magt' til gennemsætning heraf vokser med de potentielle eller faktiske fæller i den institutionelle livssammenhæng, som understøtter hende mod de af de voksne mulige satte vilkår. Også barnet er altså her forankret 'udenfor', og indflydelsesmulighederne i hjemmet gives af denne forankring - hvad der bla. ytrer sig i, at hendes skoleaktiviteter af de voksne anerkendes som 'arbejde' (GdP p. 486-487).
Barnet er altså i og med institutionen stillet overfor samfundsmæssige handlekrav, men også overfor samfundsmæssige muligheder, som fungerer uden anskuelige kooperative bidrag og som giver hende mulighed for (omend modsigelsesfuldt) at forberede sig på sin eksistenssikring som voksen. Hendes umiddelbare livssituation er altså udvidet med forformer for samfundsmæssig positionsrealisering, og derved bliver det tydeligt, at de givne afhængighedsrammer er en forbigående begrænsning af adgangen til samfundsmæssige handle- og livsmuligheder udenfor afhængigheden i det hjemlige livsfællesskab. Denne udvikling indbefatter ændringer i barn-voksen-koordinationens struktur - barnets betingelsesrådighed og angstundgåelse er ikke mere kun bundet til den umiddelbare indlejring i hjemmets fællesskab, men delvist afhængig af realiseringen af mere overgribende handlemuligheder og -krav. De heraf givne subjektive nødvendigheder kan derved komme til at stå i en modsigelse til de umiddelbare-kooperative forhold og kræve en tidsmæssig afsondring fra de kooperative forventninger, som barnet - udfra sine udefrakommende pligter og rettigheder - har real og psykiske 'magt' til at få respekteret. Barnet/den unge realiserer her i stadig højere grad - som væsentligt socialt aspekt af mulighedsforholdet - muligheden for relativ isolation (GdP p. 487-488).
Udfra realiseringen af modsætningen mellem inddragelsen i forskellige livscentre og det dette overskridende forhold til den totalsamfundsmæssige livssammenhæng må den individuelle bevidsthed udvikles til i stadig højere grad at være en 'jeg-bevidsthed', altså en 'første-persons-instans', idet individet ikke mere blot 'går op i' det kooperative fællesskab, men kan forholde sig til dette som et 'jeg' - udfra den materielle ophævelse/indgåen i det overgribende totalsamfundsmæssige opretholdelsessystem. Herudfra kan de interpersonale forbindelser udvikles i retning af en intersubjektivitet, indenfor hvilken individerne kan forholde sig bevidst til hinanden som subjekter - dette indebærer også muligheden for et bevidst forhold til sig selv, sine behov, sin emotionalitet etc. som 'problematisk' (GdP p. 488).
Sammenhængen mellem den praktiske overvindelse af rammerne for den umiddelbare livssammenhæng og det bevidste forhold til samfundsmæssige handlemuligheder kan nu præciseres ift. den ontogenetiske udvikling af handleevnens psykiske funktionsaspekter - det må her afklares, hvordan barnet/den unge, overfor muligheder og modsigelser i center-mangfoldigheden, for at udvide sin betingelsesrådighed i retning af vokseneksistensen, må udvikle sine kognitive, emotionale og motivationale forudsætninger for målrealisering indenfor almengjorte samfundsmæssige handlesammenhænge/tankeformer i deres forhold til den egne eksistenssikring. Herunder må måderne for gennembrydning af umiddelbarheden i sammenhængen mellem kooperative handlemål og det stofligt-sanselige realitetsforhold på det 'operative' niveau afklares - indenfor samarbejdet er barnets stofligt-sanselige aktivitet en væsentlig bærer af realiseringen af de samfundsmæssige betydningers almengjorte 'fremstillethed til', og i tilnærmelsen til handleevnen må hun omvendt lære at realisere, at samfundsmæssige handlemåls motiverede eller tvungne omsættelighed ikke giver sig udaf deres individuelt anteciperbare stofligt-sanselige resultater, men udaf deres samfundsmæssige funktionssammenhæng. Herudfra må det analyseres, hvordan barnet tilegner sig de symbolske repræsentationer af den totalsamfundsmæssige syntese, som kræves til erkendelse af disse sammenhænge, hvordan hun altså, udover sprogets begrebsligt-symbolske og lydligt-kommunikative aspekter, realiserer det som det 'genstandsmæssige' medium for kumuleret, fortættet, formaliseret samfundsmæssig erfaring, som er nødvendig for den enkelte i varetagelsen af hendes eksistens, på den for den givne handlesammenhæng funktionale måde (GdP p. 488-489).
Den subjektive modsigelse (på grund af det borgerlige samfunds historisk bestemte rådighedsindskrænkninger), som tidligere slog uspecifikt igennem som personal undertrykkelse i understøttelsesrammerne, slår med barnets/den unges overskridelse af disse (og udvikling af de psykiske forudsætninger herfor) igennem 'udefra', i forholdet mellem den umiddelbare livssituations betydningsstrukturer og disses sammenkædning med de totalsamfundsmæssige herskabsstrukturer og deres ideologiske tildækning. Bestemmelserne af trusselsovervindelsesalternativerne, som tidligere blev påvist som forformer, er således i princippet fuldt opfyldt her, og det kan undersøges, om der behøves yderligere konkretiserende bestemmelser med hensyn til den ontogenetiske umiddelbarhedsoverskridelse. Sådanne kan udledes af det forhold, at præmisserne for handleevnealternativernes funktionalitet er barnets materielle afhængighed af understøttelsesrammerne. Livscentrene udenfor familien relativerer ganske vist de hjemlige afhængighedsrammer, men udgør selv, med deres 'forberedelsesopgave', afhængighedsrammer - begrænsninger og mystifikationer af muligheden for rådighedsudvidelse må altså analyseres med hensyn til specificeringen af totalsamfundsmæssige herskabs/mystifikationsforhold gennem de særlige betydningsstrukturer, som barnet er underlagt (GdP p. 490-491).
Forudsætningen for adækvat enkeltteoretisk udforskning af handleevneudviklingen er således enkeltteoretisk betydningsanalyse af de særlige udviklings- og opdragelsesmæssige infrastrukturer i de totalsamfundsmæssige betydningssammenhænge/tankeformer. De enkelte, formelle og informelle, centre må undersøges på det samfundsteoretiske niveau med hensyn til deres funktion og placering indenfor de historisk konkrete produktions/reproduktionsprocesser, og herudfra kan deres betydningsaspekter, som indbegrebet af de deri liggende objektive handlemuligheder for barnet/den unge i hendes situationsspecifikke særlige modsigelsesfuldheder og begrænsninger, fremanalyseres. Vigtig er her forståelsen af den overordnede modsigelse i dens givne konkrete fremtrædelsesformer, gennem hvilke handlemulighederne under de bestående magtforhold foregøgles som de eneste "naturlige" rammebestemmelser for individualudviklingen, og de forskellige centres forberedelsesfunktion ift. den fremmedbestemte voksentilværelse ideologisk identificeres med almeninteresserne - på den anden side må også de altid givne muligheder for udvidelse af handleevnebetingelserne (hvor begrænsede de end er) udarbejdes, hvad der indbefatter påvisningen af de i de givne centre konkrete muligheder for organiserede eller informelle fællesskaber til overskridelse af den individuelle afmagt og udfoldelse af 'modmagt' mod de herskende begrænsninger af den menneskelige betingelsesrådighed. Herudfra kan de situative aspekter ved de i centrene givne mulighedsrum for rådighedsudvidelse bestemmes fra børnenes/de unges standpunkt - det vil her konkret sige de mulighedsrum, hvorindenfor børnene/de unge kan tage deres udvikling 'i egne hænder' i perspektivet: udvidelse af den fælles selvbestemmelse og værensfylde. Dette er igen forudsætningen for påvisningen af de i de givne centerspecifikke borgerlige forhold liggende fremtrædelser for og mystifikationer af "selvfølgelighederne" i den gældende livspraksis, og af de 'trusler' og 'bestikkelser', gennem hvilke den begrænsende handleevne med dens indretten sig under afhængigheden, dens instrumentaliserende undertrykkelsesvideregivelse, dens selvfjendskab og realitetsfornægtelse etc. bliver det nærliggende alternativ for børnene/de unge. Fra de berørtes standpunkt tydeliggøres her, som væsentligt bestemmelsesmoment ved deres bevidste selvudvikling, den subjektive nødvendighed af gennemtrængningen af det egne befindende - med hensyn til i hvilke fremtrædelsesformer de herskende interesser inderliggøres som egne livsinteresser, på grundlag af den tidligere livshistories undertrykkende og mystificerende betingelser - i retning af den bevidste overvindelse af givne personale aspekter af begrænsningen af de subjektive muligheds- og udviklingsrum (GdP p. 491-492).
Et andet spørgsmål ved betydnings/begrundelsesanalyserne af de samfundsmæssige udviklings/opdragelsescentre vedrører de situative begrænsninger/mystifikationer af mulighedsrummet, som tilslører og tilbageholder selve umiddelbarhedsoverskridelsesprocessen, sådan at momenter ved eksistensens samfundsmæssige formidlethed for barnet/den unge i hendes livsverdens infrastrukturer tager sig ud som umiddelbarhed. Her må det analyseres, hvordan økonomisk begrundede magt- og afhængighedsforhold personaliseres, sådan at barnet/den unge får vanskeligt ved at forstå årsagerne til sin afhængighed og mulighederne for dens ophævelse. Det tilsyneladende umiddelbare ved det samfundsmæssigt formidlede må også medregnes som moment ved tilsløringen af barnets mulighedsrum når det gør erfaringer med andre centre og på den måde udvider sine livspraktiske kompetencer - fx. er omgangen med penge forkortet med hensyn til sine samfundsmæssige perspektiver, og i barnets erfaringer med centermangfoldigheden overfører det sine kooperativ-personaliserende tydningsrammer på mere omfattende betydningssammenhænge før det (i bedste fald) erfarer de bagvedliggende objektive magtstrukturer med hensyn til de konkrete mulighedsrum. Ved analyser af de situative mulighedsrum i pleje- og opdragelsesinstitutionerne må det tages med i betragtning, at barnet/den unge ikke blot møder faktiske betydningsstrukturer som præmisser for subjektivt funktionale begrundelsessammenhænge, men også bliver intenderet og organiseret 'belært' - forholdet mellem undervisningens betydningsindhold og de mere omfattende institutionelle betydningsstrukturer, som giver barnet bestemte (modsigelsesfulde) udviklingsmuligheder må medinddrages, ligesom de givne muligheder for fælles rådighedsudvidelse gennem forskellige sammenslutninger (GdP p. 492-494).
Det fremgår af gennemgangen af umiddelbarhedsoverskridelsens procestype, at også de momenter, som virker i retning af dens ophævelse, sætter sig stadig stærkere igennem. Handleevnens forskellige psykiske aspekter ved den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed, som først dannes i understøttelses- og afhængighedsrammerne gennem materiel sikring af eksistensen, bliver tilsidst dominante heroverfor, således at den voksne nu 'står på egne ben', dvs. selv kan sikre sin materielle eksistens gennem positionsrealiseringen, og nu kun befinder sig indenfor de understøttelses- og afhængighedsrammer, som generelt er karakteristiske for hendes givne situations- og positionsspecifikke, klassebestemte voksentilværelse under borgerlige livsbetingelser (GdP p. 494-495).
Holzkamp behandler dernæst sammenhængen mellem den voksnes nuværende befindende/handleevne og hendes barndom:
Jeg kan opleve 'erindringen' om min barndom som en berigelse eller en belastning af mit nuværende befindende, jeg kan betragte betingelserne for min udvikling som gunstige eller ugunstige, men min barndom forekommer mig at være noget forgangent, som jeg ikke kan ændre på. Som det imidlertid ligger i hverdagssproget, kan jeg stadig være "barnlig", "infantil", "ikke rigtig voksen" etc. Det drejer sig, udfra de her udfoldede begreber, om personal begrænsning af det aktuelt givne mulighedsrum, især om understøttelse af den begrænsende handleevnes alternativ, gennem en forbliven i rådigheds- og varetagelsesformer fra et ikke tilstrækkeligt udviklet ontogenetisk procesniveau. Spørgsmålet er så, hvordan bestemmelserne af det særlige ved erfaringer/forbindelser/rådighedsformer fra tidligere procesniveauer, som begrænser mulighedsrummet for min nuværende handleevne, skal forstås - og hvordan og i hvilke former en sådan forbliven i 'barnlige' erfarings- og rådighedsmuligheder kan være begrundet/funktional for mig. Den mulige sammenhæng mellem min fiksering i tidligere rådighedsformer og min aktuelle begrænsende handleevne tydeliggøres udfra, at den ontogenetiske udvikling af handleevne ved realisering af den individuelle eksistens' totalsamfundsmæssige formidlethed karakteriseres som 'umiddelbarhedsoverskridelse', og det foregående niveau således som kendetegnet ved endnu ikke overskredet umiddelbarhed - og udfra, at den voksnes begrænsende handleevne med dens tydende tænkemåde er forklaret som 'forbliven i det umiddelbare'. Den tidlige udvikling til 'betydningsalmengørelse/kooperativitet' kan således, ligesom det begrænsende handleevnealternativ, bestemmes som 'umiddelbarhedsfastlåsning' (det skal dog fremhæves, at barnets umiddelbarhedsfastlåsning er en endnu ikke specificeret form for verdens- og selvforhold indenfor barn-voksen-koordinationen, som er en udviklingslogisk forudsætning for den ontogenetiske umiddelbarhedsoverskridelse, mens den voksnes umiddelbarhedsfastlåsning er resultat af afvisningen af den almengjorte handleeevnes alternativ). Den tydende tænknings forståelse af livssituationen "som om" den var hele virkeligheden konkretiseres i 'barndomsfikseringen' i og med, at individet tænker "som om" de barnlige erfarings- og varetagelsesmåder er den eneste mulige og "naturlige" form for verdens- og selvforhold. Den restriktive handleevne tilgodeses altså i fikseringen i de barnlige rådighedsformer, uden at fraværet af præmisserne for, at disse erfaringsmåder var subjektivt begrundede i barndommen, men ikke er det længere, bliver bevidst reflekteret (GdP p. 498-501).
Mens subjektet ved realisering af den almengjorte handleevne i begribende tænkning altid må "gå mod strømmen", er den begrænsende handleevnes tydende tænkning det i det borgerlige samfunds ideologi nærliggende alternativ, som altså, som ovenfor beskrevet, har en biografisk dimension, forsåvidt som selvfølgelighederne i barnelivets umiddelbarhed fænomenalt glider over i den voksnes nærliggende indretten-sig i umiddelbarheden. En sådan vedligeholdelse af barnelivets selvfølgeligheder begunstiges af den omstændighed, at barnets forholdemåder før umiddelbarhedsoverskridelsen ikke tilegnes i et bevidst forhold til verden og det egne befindende eller reflekteres ift. funktionalitetens præmisser, men sætter sig igennem som resultater af af de givne sagsligt-sociale betydningskonstellationer i deres forhold til barnets behov - barnet "ved" altså ikke, at dets rådighedsformer er noget særligt, det "har" dem bare som de eneste mulige, hvad der fremgår særligt af, at instrumentaliseringen af de voksne er den eneste angstovervindelsesmulighed på det 'socialintentionale' procesniveau. Realisering af det almengjorte, begribende handleevnealternativ som "at gå mod strømmen" er altså ikke blot ift. det i det borgerlige samfund nærliggende alternativ, men også ift. den ureflekterede erfaringsbaggrunds umiddelbarhedsfikserede livsmåde (GdP p. 501-502).
Hermed er kun nævnt de almene rammebestemmelser ift. en analyse af mine tendenser til begrænsende verdens- og selvforhold som mulig fremtrædelsesform for den barnlige umiddelbarhedsafhængigheds "virken igennem mig" - herudfra kan jeg ved hjælp af ontogenetiske kategorialbestemmelser afdække mit befindende i retning af indholdsmæssig gennemsætning af barnets erfarings- og rådighedsmåder. (Fx. kunne det afdækkes, hvorvidt jeg i bestemte måder at "indrette mig" på ift. de herskende instansers trussel mod min handleevne reagerer som 'et krænket barn', og min tidligere sårbarhed som 'ubeskyttet' barn derfor slår igennem i mit emotionale befindende som voksen, og jeg på denne måde fravælger den almengjorte trusselsovervindelse og i stedet føler tvivl om min eksistensberettigelse, på samme måde som da jeg, som barn, på 'socialintentionalitetens' procesniveau ikke kunne gennemskue de mulige sagslige begrundelser for de begrænsninger, de voksne satte for mig, og i stedet personaliserede disse, etc. Der må ved disse forsøg på gennemtrængningen af mit befindende spørges, om jeg på de givne ontogenetiske niveauer har været udsat for alvorlige krænkelser, der sammen med umiddelbarhedsfastlåsningen har ført til 'traumatiseringer' af mit befindende som voksen, som igennem mine 'barnlige' reaktionsmåder begunstiger det begrænsende alternativ trods mine forsøg på rådighedsudvidelse.) (GdP p. 502-503).
Det ligger i disse henvisninger til, hvordan man ved hjælp af de ontogenetiske kategorialbestemmelser kan afklare sine barndomsfikseringer, at disse som diffus erfaringsbaggrund ikke er bevidste, men principielt kan gøres bevidste. Det 'dynamiske ubevidste' som selvfjendskabets subjektive nødvendighed kan forstås i sin ontogenetiske opståen - man må, indenfor barnets udvikling, regne med trusselsovervindelsesmåder, som på de forskellige procesniveauer, som modstand eller tilpasning, udgør forformer for almengjort eller restriktiv handleevne - de tidlige erfaringer indvirker, som allerede af barnet forarbejdede erfaringer til sikring af dets handleevne, på den voksne, og må - alt andet lige - begunstige den restriktive handleevnes funktionalitet for den voksne (med fortrængningens hertil hørende subjektive nødvendighed) i det omfang, som de selv er forformer for begrænsende trusselsovervindelse, som måtte fortrænges i barnets livsrealitet og altså er blevet dynamisk ubevidste. Dette gælder fx. for den instrumentaliserende trusselsovervindelse i den subjektive nødvendighed for barnet (på det socialintentionale procesniveau) af at skjule sine aggressive impulser overfor undertrykkende voksne som forform for den 'inderliggjorte tvang', hvor lidelsen og den fortrængte/inderliggjorte undertrykkelse opleves som selvforskyldt; på det kooperative procesniveau opstår, ved forsøg på trusselsovervindelse, hvor barnet ansatsvis aner modstandens begrundethed i egne interesser, udprægningsformer af 'selvfjendskabets' tendens til fortrængning af det 'bedre vidende'. Det må altså analyseres, hvorvidt og hvordan den restriktive handleevnes verdens- og selvsyn bliver "selvfølgelige" gennem barnets erfaringsmåder, og hvorvidt og hvordan den voksnes dermed forbundne realitetsafværge er en ophævelse af barnets realitetsafværge. Dette kan ytre sig som fx. af skyldfølelser 'begrundet' aggressionssvækkelse, vending af aggressionen mod én selv, og altså afværge af den reale interessekrænkelse. 'Afmagt' som kvalitet ved befindendet støttes af "tillid" til 'de mægtige' - de "er jo ikke så slemme, når bare man opfører sig ordentligt" - som på socialintentionalitetens procesniveau forholder man sig, som om instrumentaliserende appeller til 'de mægtiges' velvilje er den eneste mulige trusselsafværge. Herudfra kan de, som anser modstand for mulig og nødvendig, afgrænses og forfølges ... (GdP p. 503-505).
Indarbejdelsen af barnets afværgeformer i den voksnes begrænsende realitetsafværge medfører vedligeholdelsen af afværgen af undertrykkelsesforholdet i barn-voksen-koordinationen og det forskønnende syn på egen barndom og forældrene (som modsigelse mellem min real- og fænomenalbiografi), hvormed den udfra fremmed- og selvinstrumentaliseringen, den skjulte aggression og skyldfølelserne voksende emotionale afhængighed "forgifter" ikke blot det nuværende forhold til forældrene, men generelt bekræfter undertrykkelsen i den personaliserende gensidige instrumentalisering i de umiddelbare sociale forbindelser, den ambivalente afhængighed af hinanden i underkendelsen af de fælles handlenødvendigheder. I instrumentaliseringen af den anden, hvor jeg må foregøgle den anden, at mine interesser er hendes, opstår en gensidig emotional sammenblanding, som udfra den uigennemskuede nyttesløshed i disse forsøg på interessevaretagelse gennem den anden, opretholder den tilstand, hvor man ikke 'løsrive' sig fra hinanden, som fælles afværge af undertrykkelsens realitet, som ikke angribes udfra den almene interesse i rådighedsudvidelse, men personaliseres som umiddelbart interaktivt forhold (ift. den anden, som ikke kan eller vil indfri mine interesser), og således understøtter de herskende interesser (GdP p. 505-506).
Det fremgår heraf, at gennemtrængningen af umiddelbarheden i retning af realiseringen af den almengjorte handleevnes alternativ altid har en ontogenetisk dimension i gennemtrængningen af bardomserfaringens umiddelbarhed. Jeg må altså opnå et bevidst forhold til min egen barndom for at overvinde den begrænsende handleevnes selvfjendskab, jeg må kunne gennemskue mine barnlige erfarings- og varetagelsesmåder ift. de fortidige præmisser for deres subjektive funktionalitet og indse, at når jeg prøver at klare mine problemer på disse barnlige måder, står jeg i vejen for en objektiv og subjektiv forbedring af min livssituation. Jeg må, udfra kendskabet til egenarten af og betingelserne for de barnlige erfaringsmåder, krænkelser og afværgeformer på de forskellige procesniveauer i min egen ontogenese, gennemtrænge mit nuværende befindende (indbefattet mit syn på min barndom) med hensyn til momenter af blind fastlåsning i den 'barnlige' umiddelbarheds emotionale reaktioner - kun på denne måde kan '3.personsprocessernes' blinde kendsgerning vendes til menneskelige livsmuligheder, og som forhindringer for mit fremtidige livsperspektiv ophæves igennem min historie, ikke blot som 'intrapsykisk' aktivitet, men som moment af den fælles praktiske forandring af de individuelle/almene livsbetingelser i retning af skabelse af forhold, under hvilke trusselsafvendingens begrænsende alternativ, og dens varianter af defensiv 'barnlighed', ikke mere er subjektivt funktional (GdP p. 506).
Dette er ikke det samme som at jeg skal tage afstand fra min barndom, men tværtimod forudsætningen for ikke at se den gennem mine nuværende afhængigheders og ambivalensers tåger, og dermed misbruge den til "retfærdiggørelse" af min defensive livsopretholdelse, for at se den realistisk som en del af netop mit liv, og dermed acceptere den som medbestemmende for dimensionerne af/grænserne for mine nuværende mulighedsrum - på baggrund af, hvad der i kraft af min historie er utilgængeligt for mig, er jeg bedre i stand til at erkende, hvilke meningsfulde muligheder, som er mine (GdP p. 506-507).
Dette skal ikke forstås som en kritik af de 'barnlige' erfaringsmåder i sig selv - som den angstfrie 'menneskelige' erfaring af sanselig fylde og umiddelbarhed kun kan udfoldes som moment ved den bevidste rådighed over mine 'livskilder', kan jeg kun virkeliggøre det nye, det skabende, de 'barnlige' erfaringsmåders produktivitet, som en mulighed ved min nuværende livsopfyldelse, når jeg ikke misbruger denne 'barnlighed' til at sikre mig det modsatte, nemlig mit frygtsomme, smålige, defensive liv i overenskomsten med undertrykkelsen i de borgerlige klasseforhold (GdP. 507).
Kun sådan kan jeg hos de børn, som jeg lever sammen med, erkende, acceptere og gå i skranken for deres subjektive nødvendighed af udvidelsen af deres egne rådighedsmuligheder som aspekt ved livsforholdenes almene nødvendighed - at de berørte er herrer over egne anliggender - og undgå at gøre dem afhængige af min egen defensive og småtskårne barnlighed, eller at fordreje deres udvikling, fordi deres livskrav er "for store" for mit eget ynkelige voksenlivs "virkelighed" (og om muligt stilisere dette videnskabeligt, som psykoanalysen gør det) (GdP p. 507).
Den begribende gennemtrængning af den 'barnlige' afhængighed er altså ikke det samme som (på deres bekostning) at vende sig fra sine forældre udfra en eller anden borgerlig opfattelse af personlig selvbestemmelse - i det omfang det lykkes mig at udvide mine forbindelser i det hele taget i retning af deltagelsen i rådigheden over livsbetingelserne i alles interesse, bliver også forbindelsen til mine forældre forståelig som fremtrædelsesform for den under begrænsede forhold subjektivt begrundede stræben efter fælles rådighedsudvidelse. Jeg kan så - da jeg i stadig mindre grad er henvist til at gøre mine forældre til syndebukke i retfærdiggørelsen af min egen, defensive og smålige livsførelse - sammen med dem søge at finde og realisere mulighedsrummet for udvidelsen af den fælles livsfylde, og dermed forbedringen af vores forbindelse (GdP p. 507).
GdP Holzkamp tysk kap 9 s.509-583.pdf
I forbindelse med udviklingen af denne bogs problemstilling i differentieringen mellem det kategoriale og det enkeltteoretiske aktualempiriske relationsniveau i individualvidenskaben psykologi, har vi fremstillet følgende: Iboende i ethvert psykologisk koncept er der nødvendigvis både en enkeltteoretisk reference til noget aktuelt iagttageligt, samtidig med en kategorialreferenceramme på grundlag af hvilken begrebets overordnede genstandsreference afhænger, og igennem hvilket det altså er determineret, hvad man overhovedet kan gøre iagttageligt på grundlag af sit teoretiske koncept.
Sådanne kategorialbestemmelser er yderligere ikke nogle man kan indhøste ud fra den aktuelle iagttagelse, men er først nogle der overhovedet gøres mulige idet man hiver bestemte aspekter af realitetens uendelige aspektfylde ud, og dermed implicerer de også på en måde nogle førafgørelser omkring hvor omfattende, differentieret og indtrængende et genstandsområde i bedste fald kan udforskes enkeltteoretisk-aktualempirisk, og hvad der nødvendigvis må udklamres og efterlades, "åbner" altså den genstand der skal udforskes på en bestemt måde og i en bestemt grad, (eller "lukker" den for den aktualempiriske forskning).
I denne sammenhæng blev det fremhævet af os, at de i de psykologiske koncepter iboende kategorialbestemmelser med deres genstandsreference også altid indeholder nogle metodologiske implikationer omkring hvordan man på adækvat vis skal gå frem i forskningen i forhold til den til enhver tid "udskårne" del af genstanden, hvorigennem det netop herigennem i det væsentlige er forudbestemt, hvilke aspekter ved en genstand man kan begribe og hvilke man må lade tilbage. De kategoriale bestemmelser er altså ikke blot konceptuelle rammebestemmelser, som de derpå baserede forskellige enkeltteorier har til fælles, men også metodologiske rammebestemmelser som overordnede principper for udviklingen af de forskellige metoder til aktualempirisk fundering af enkeltteorierne. Vi talte derfor ved vores grundlæggende førafklaringer om kategorial-metodologiske bestemmelser, og lod siden dette tillæg ligge. Yderligere, efter at de indholdsmæssige analyser er afsluttet, skal det metodologiske aspekt ved kategorialbestemmelserne igen gribes eksplicit, nu dog ikke kun "grundlæggende", men under hensyn til vores i mellemtiden indvundne indholdsmæssige resultater. Vi spørger nu derfor efter de metodologiske principper for udviklingen af metoder til aktualempirisk psykologisk forskning, som giver sig ud fra sammenhængen af de af os udarbejdede subjektvidenskabelige kategorialbestemmelser, som grundlinjer for et - for psykologien -"historisk" paradigme.
Til tydeliggørelse af de af vores resultater afledede kategorialmetodologiske principper for den enkeltteoretisk aktualempiriske metodeudvikling, forudsættes en i de oparbejdede kategorialbestemmelser begrundet indholdsmæssig konkretisering af vores tidligere mere formelle fremstillinger om forholdet og afgrænsningen mellem kategorier og enkeltteorier i individualvidenskaben psykologi.
Dertil må vi først og fremmest huske os selv på, at den af os udviklede og realiserede kategorialanalytiske fremgangsmåde selv er en empirisk forskningsproces, med sit eget metodiske grundlag (i overvindelse af den blot implicitte og ureflekterede kategorialreference ved traditionel-psykologiske koncepter): Vi har diskuteret de metodologiske ledetråde i den funktionalhistoriske analyse, såvel som fortolkningen af dens resultater, nemlig menneskets samfundsmæssige natur. Det har vi diskuteret under synspunktet af den individuelle eksistens` totalsamfundsmæssige formidlethed og den deraf afledede udviklingslogiske rekonstruktion af den ontogenetiske udvikling af den personale handleevne - og i forbindelse med alle strategisk vigtige punkter har vi indskudt løbende analyser og udførlige metodiske h.h.v. metodologiske reflektioner. I det samlede arbejde udfolder der sig altså med den indholdsmæssige problemudvikling, samtidig dens egen metodiske fremgangsmåde. I den forbindelse blev også de ansatspunkter fremhævet, i forbindelse med hvilke det historisk-empiriske materiale indgår i den logisk-historiske analyse, og på hvilken måde den genetiske oprindelses- og differentieringsanalyse empirisk kan bekræftes eller afkræftes.
Dermed blev den en gang trufne konstatering indholdsmæssigt bekræftet at: Kategorier og enkeltteorier ikke adskiller sig fra hinanden m.h.t. om der foreligger en empirireference eller ej,- for begge er koncepter som skal funderes empirisk,- men adskiller sig derved, at kategorier skal funderes historisk-empirisk, mens enkeltteorier derimod skal funderes aktualempirisk.
Eftersom vores kategorialanalytiske bestemmelser er kommet istand igennem en empirisk begrundet metodisk fremgangsmåde, udgør de ikke blot "begrebslige" definitioner og adskillelser, men indeholder genuint realitet og har altså en selvstændig subjektvidenskabelig erkendelsesværdi indenfor psykologien. Når altså også kategorierne udgør det metodologiske grundlag for den enkeltteoretisk aktualempiriske forskning, så går de imidlertid ikke alligevel restløst op i disse som en tjenende funktion, men siger uafhængigt deraf noget om og hvordan en derpå begrundet aktualempirisk forskning må finde sted eller ej, altså netop noget væsentligt omkring den psykiske livsvirksomhed hos mennesket, og jeg håber det er noget man har kunnet overbevise sig selv om på grundlag af den forudgående analyse. Forholdet mellem kategorier/enkeltteori-aktualempiri vil altså på forhånd være falsk bestemt hvis man går ud fra, at det først er med aktual-empirien, at realitetsindholdet i den psykologiske videnskabsproces kommer ind: Kategoribestemmelsernes genstandsreference er netop ikke blot sat rent definitorisk igennem den historisk-empiriske metodik for deres indhøstning, men er som realitetsindhold udviklet udfra analysen af genstanden selv.
Kategorier og enkeltteorier som på den ene side er historisk-empirisk begrundet og på den anden side aktualempirisk begrundet, begriber i overensstemmelse hermed alene forskellige sider ved deres genstandes empiriske beskaffenhed. Og idet det altså drejer sig om at adskille de forskellige sider indholdsmæssigt fra hinanden, må det samtidigt tydeliggøres hvordan der herudaf i overensstemmelse med arten af kategoribestemmelsernes realitetsreference, kan gives bestemte metodologiske principper m.h.t. metoderne for empirisk fundering af enkeltteorier.
Omkring arten af genstandsreferencen i de af os oparbejdede kategoribestemmelser skal der ikke her indholdsmæssigt siges mere; der har ikke inden for den samlede tidligere tekst været tale om andet (s.512). Det som der har været tale om er altså instanserne i menneske-verden sammenhængen, nemlig betydning/behov som formidlingsniveauet mellem objektive livsbetingelser og personlig befindende/handleevne; og disse differentieres yderligere i.f.t. indholdsmæssige dimensioner ved betydning/behov (middelbetydninger, primærbetydninger, "produktive"-sanseligvitale behov o.s.v.) handleevnens funktionsaspekter, d.v.s. erkendelse/vurdering/motivation o.s.v. og med forskellige specifitetsniveauer af det psykiskes nuværende historicitet. De kategoriale bestemmelser er yderligere ikke kun konceptuelle rammebestemmelser som er fælles for de forskellige enkeltteorier der baserer sig derpå, men er også metodologiske rammebestemmelser som overordnede principper for udviklingen af forskellige metoder til aktualempirisk fundering af enkeltteorier.
Vi talte derfor i forbindelse med vores grundlæggende afklaringer, om kategorialmetodologiske bestemmelser, og lægger dette til side i vores videre indholdmæssige analyser. Yderligere, efter at de indholdsmæssige analyser er afsluttet, skal vi igen nu eksplicit gribe fat i det metodologiske aspekt af kategorialbestemmelserne men nu ikke længere blot grundlæggende, men under hensyntagen til vores i mellemtiden indholdsmæssige resultater. Vi spørger derfor ikke yderligere efter de metodologiske principper for udviklingen af metoder til aktualempirisk psykologisk forskning, som giver sig ud af den sammenhæng i forhold til de af os udarbejdede subjektvidenskabelige kategorialbestemmelser som grundlinje for et historisk paradigme i psykologien.
I denne sammenhæng vil vi endnu ikke her konkret kunne fremstille og diskutere sådanne metoder der baserer sig på sådanne metodologiske principper, metodiske synspunkter vil, set ud fra vores helhedsansats, kun kunne almengøres udfra deres sammenhæng med indholdmæssige analyser og på grundlag heraf gøres gyldige.
Aktualempiriske metoder i subjektvidenskaben eksisterer som følge heraf ikke allerede af sig selv, men må først påvises og analyseres i sammenhæng med den tilsvarende aktualempiriske forskning selv.
Den følgende fremstilling som bygger på den analyse og de metodologiske principper for metodeudviklingen som vi har lagt bag os, må derfor blive meget global.
Der vil her kun blive trukket nogle enkelte sigtelinjer op for et sådant arbejde, i forhold til en aktualempirisk forskningspraksis i subjektvidenskaben.
Den analytiske funktion af vores kategorisystem i forskningsprocessen, som kritik/reinterpretation/videreudvikling af psykologiske "før-begreber".
For den videre tydeliggørelse af forholdet mellem kategorier og enkeltteorier/aktualempiri m.h.t. klarlæggelsen af funktionen af det af os udarbejdede kategorisystem, må vi først og fremmest iagttage følgende: Kategorier og enkeltteorier bygger på ingen måde på et lukket "deduktionssystem", indenfor hvilket enkeltteorier og aktualempiriske problemstillinger er afledelige ud fra den kategorielle bestemmelse. Idet de psykiske fremtrædelser allerede fattes givet i daglige eller videnskabelige "førbegreber", henfører vores kategorisystem stadig til de dertil hørende førbegreber, hvis teoretiske antagelser, empiriske problemstillinger m.v. hidrører fra helt andre praktiske eller videnskabelige sammenhænge end fra kategorisystemets bestemmelse. Dermed er givne implicerede forhold "allerede" forefundet i den kategorielle genstandsrelatering og dettes empiriforhold. Vores kategorier er altså intet deduktionsgrundlag for enkeltteorier, snarere fremstiller de et analytisk instrumentarium, med hvilket kategorialrelatering i dets forhold til empirirelatering, indeholdt "i" førbegreberne, kan bringes på begreb og udvikles i dets konsekvenser for forskningsprocessen.
Dette sker på den måde, at de i førbegreberne indeholdte kategorirelateringer ekspliciteres på deres "sted" i vore kategoriers sammenhæng, og - i den grad dette er lykkedes - reformuleret i begreberne for vore kategorialbestemmelser. Således træder for dagen, i vores kontekst af "instanser", "dimensioner", og "aspekter" i den omfattende kategorielle genstandsrelatering, med hvilken hensigt, forkortelse, mystificering, o.s.v, som de hidtil analyserede "førbegreber" i overensstemmelse med deres indeværende kategorialrelatering stemmer overens med. Indholdsmæssigt betyder dette: De "førbegrebslige" kategoribestemmelser bliver udtrykt i termer af forståelse hhv. forkortelse, reducering, isolering, tilsløring, forfejlet oparbejdet kategorialbestemmelse af personlig handleevne/befindende ved samfundsmæssig formidlet individuel eksistens. Således at det gøres erkendeligt på hvilken måde aktualempirisk udforskning af fremtrædelser udhæver, omklamrer, o.s.v. væsentlige træk ved det psykiske på menneskeligt niveau.
Dette kendetegn for vores kategorisystem af at være et "analytisk instrumentarium", kaster lys over en tidligere problematik omhandlende sammenblanding af kategorialbestemmelser og
enkeltteoretiske udsagn: Da kategorierne på den skildrede måde er analytiske bestemmelser, men ingen enkeltteoretiske beskrivelsesbegreber er til identificering af umiddelbare psykiske fremtrædelser, er det en misforståelse, hvis man omstændighedsløs søger i eget befindende efter "produktive" eller "sanseligt-vitale" behov, og derved enten tror at have fundet nogen, eller fastslået at man ingen har. Begrebsparret "produktiv-sanseligt-vitale"-behov relaterer sig nemlig på ingen måde direkte til "min" fremtrædende behovssituation, men tjener snarere til analytisk åbning af et bestemt forhold som dets væsentligste bestemmelse, ud fra hvilket min behovssituation for mig kan gennemtrænges i dets udsagnskraft for min livssituation og de heraf givne handlenødvendigheder: Forholdet mellem kontrollen over mine livsbetingelser og mine muligheders menneskelige kvalitet for behovstilfredsstillelse/værensfylde. Der er her overfor en radikal forarmelse af kvalitetsrigdom, hvis kategorielle bestemmelser på simpel vis konkretiseres på fremtrædelsesniveau: Det givne indeholder som sådan altid større bestemmelsesfylde end de udhævne kategorialbestemmelser.
(s.517)
Eksempel med "libido" og "sublimering". Begge bestemmelser er kategorielle, høj-abstrakte bestemmelser, og betegner altså ikke fænomenerne selv.
M.h.t. den indholdsmæssige erkendelsesværdi af kategorialbestemmelser kan siges: de retter sig ikke mod det videnskabelige, men mod de daglige psykologiske "førbegreber", gennem hvilke ethvert menneske fatter sin situation og befindende. På niveauet af enkeltteoretisk-aktuelempirisk forskning, fremtræder her hver enkelts egen verdens-/selvsyn og livspraksis: Også på denne kan foliet af forkortelser, mystificeringer o.s.v. erkendes, hvor opgøret/diskussionen omkring de udviklede subjektvidenskabelige kategorier således tjener en selvforståelse, hvis art og grad ikke er vurderbar gennem almene kriterier for enkeltteoretisk-aktualempirisk forskning, men kun alene gennem kriteriet "min egen livspraksis". Ikke desto mindre træder i en sådan selvafklaringsproces det "almene" for dagen, idet mit tilsyneladende blotte individuelle befindende er gennemtrængt af den kategorielle analyses almene træk, som menneskeligt befindende under bestemte samfundsmæssigt-historiske situationer m.h.t. udvidelsen af kontrollen over min livssituation.
En global differentiering af kategorialbestemmelsens funktion m.h.t. den psykologiske forskningsproces kan fremlægges:
1) Et meget generelt analysetrin med kategori-instrumentariet er den kategorielle kritik af førbegreberne. Gennem denne kan i gunstige tilfælde kun gives en betydningsbestemmelse, og dermed en præcis afgrænsning af gyldighedsområdet for de deri begrundede enkeltteoretiske resultater. I den kategorielle kritik kan dog også mangfoldige forkortelser, ensidiggørelser, reduceringer, mystifikationer for førbegrebernes kategorirelatering træde frem i lyset, hvormed her altså på forskellig måde diskrepanser og modsigelser træder frem mellem, hvad der er foregivet med enkeltteoretisk-aktualempirisk forskning, og hvad der faktisk undersøges.
2) En ud fra ovenstående kategorielle kritik af psykologiske førbegreber er - som konkretiserende analysefigur - den kategorielle reinterprætation: Her overskrides den i den hidtidige kritik tydeliggjorte diskrepans mellem den påkaldte/forlangte og reelle genstandsrelatering, idet de tilhørende enkeltteoretisk-aktualempiriske problemstillinger/resultater tilkendes den særlige underordnede betydning, der rent faktisk tilkommer dem. En sådan reinterprætation er principielt kun mulig, når førbegrebets kategorirelatering til den psykologiske genstand kun er fattet forkortet, ensidigt, mystificeret mv, men ikke helt forfejlet: Hvor problemstilling/forskningsresultat overhovedet intet har med det psykiske at gøre, dér er der heller intet at interprætere. Arten af reinterprætation hænger naturligt sammen med arten af forkortelser mv. i førbegrebets kategorirelatering.
(s.519)
En særlig vigtig reinterprætationsfigur indenfor kritisk psykologi er tilbagevisningen af universalitetskrav af givne menneskelige fremtrædelsesformer under borgerlige livsbetingelser.
3) Ud over kritik/reinterprætation af førbegreber, kan det komme til konstruktion af nye enkeltteoretisk-aktualempiriske koncepter, (gennem forandring af givne førbegreber). Gennem et sådant konceptuelt udviklingsarbejde er de hidtidige videnskabelige, livspraktiske, erhvervsmæssige, politisk relevante problemstillinger således at fatte, at forholdet mellem de mulige forskningsresultater til bestemmelserne for personlig handleevne, er reflekteret i overensstemmelse med genstanden, i deres instanser, dimensioner, niveauer o.s.v., således at forskningens stillingsværdi og omfatningsgrad præcist videnskabeligt kan vises. Specielt skal der konstrueres sådanne koncepter, med hvilke de specifikke og bestemmende momenter af menneskelig handleevne og dennes individualhistoriske udvikling, kan udforskes enkeltteoretisk-aktualempirisk.
"Genstandsadækvathed" som forudordnet den videnskabelige objektiverbarhed af metodologiske kriterier for kritik/reinterprætation/videreudvikling af psykologiske metoder.
Efter fremlæggelsen af vore kategoriers "analytiske" funktion, kan vi nu m.h.t. de nødvendige metodologiske principper heri differentiere nærmere: Reformuleringen gennem konceptuel kritik/reinterprætation/konstruktiv videreudvikling af det psykologiske førbegrebs genstandsrelatering er stadig at eksplicitere i retning af metodologisk kritik/reinterprætation/videreudvikling af genstandsadækvatheden for anvendte metoder til realiseringen af førbegrebets empirirelatering. Når nemlig dette gælder førbegrebernes kategorirelatering, så må denne determination også gælde for metoderne, der anvendes eller kan anvendes. Det gælder her om at vise, hvorfor metoderne i deres struktur nødvendigvis kun kan fatte genstanden på begrænset måde, således at resultatet af empirisk efterprøvelse altid kun giver udfald inden for rammerne af selvsamme begrænsninger. Således drejer det sig om kritik/reinterprætation/videreudvikling af metodernes genstandsadækvathed: Hvilke genstandsmæssige forkortelser, ensidiggørelser, mystificeringer giver sig nødvendigvis allerede ud fra arten og måden, som der forskes med ud fra givne metoder, og hvorledes forholder disse sig til, hvad der er indeholdt eller fremstillet i de teoretiske begreber?
(s.521)
Ingen neutralitet er her mulig: Metoderne konstituerer måden for genstandsopfattelse, idet de allerede er konstrueret ud fra bestemte implicitte forudantagelser omkring genstandens natur.
Genstandsadækvatheden af metoder kan siges at være logisk forud for alment anerkendte kriterier - såsom efterprøvelse/gentagelse, empirisk gyldighed, grad og art af almenbarhed - for videnskabelig objektiverbarhed af psykologisk forskning: I den grad adækvatheden af en metode nemlig ikke er bekendt, da kan man ikke vide, hvad der dermed overhovedet bliver undersøgt, og hermed er også den videnskabelige værdi af opfyldelsen af objektiveringskriterier uklar. Og såsnart en genstandsinadækvathed for en metode er eftervist, da er objektiverbarheden af resultaterne fuldstændig værdiløs. Dermed er objektiverbarheden ganske vist et uangribeligt grundlag for videnskabelig enkeltteoretisk-aktualempirisk forskning, men kun under forudsætning, at de dertil hørende metoder tillader en adækvat opfattelse af genstanden.
Objektiverbarhed som selvstændigt eller øverste kriterie for videnskabelighed under udklamring af fremgangsmådens genstandsadækvathed, ligner devisen om den fulde mand, der har tabt sin nøgle i den mørke park, men som leder under lygtepælen, fordi der her er lys.
Objektiverbarheden kan altså kun i dén henseende bruges som målestok for den videnskabelige enkeltteoretiske-aktualempiriske forskning, at derved den henholdsvise optimale grad af hver begribelse af objektiveringskriterierne fordres, som er adækvat til den undersøgte psykologiske genstand, som altså tillader at den udforskes uden forenkling, reducering eller eliminering.
Den primære opgave består i at formulere de ovennævnte objektiveringskriterier under hensyntagen til kategorianalytiske resultater uden afvisning af de heri liggende videnskabelighedskrav, således at deres anvendelse fra genstanden ikke går tabt. De på denne måde definerede kriterier om efterprøvelse, gyldighed, almenbarhed, er således at kræve af forskningen med største rigorisitet.
Reduceret genstandsadækvathed ved variabel-modellen indenfor eksperimentel-statistisk forskning: At sætte en kortslutningssammenhæng ml betingelser og aktiviteter og dermed "irrealisere" menneskelig subjektivitet
Med adskillelsen af genstandsadækvathedens kategorikriterier i forhold til psykologiske metoders objektiverbarhed er forudsætningerne nu givet for konkret at pege på de metodologiske principper som opstår af vores kategorisystem til at udvikle subjektvidenskabelige metoder. På vejen dertil er vi imidlertid, som tidligere forklaret, henvist foreløbigt til de forefundne metoder indenfor den traditionelle psykologi, hvortil vi må tage kategorialkritikken i brug for at komme frem til metodisk videreudvikling og der ud fra, i givet fald, til en reinterpretation af de traditionelle metoder: Det dertil føjede højere niveau af genstandsadækvathed ved de, efter de metodologiske principper ved vores kategoribestemmelse, dannede subjektvidenskabeligt-psykologiske metoder er ingen absolut størrelse, men lader sig kun eftervise som relativt fremskridt i relation til den traditionelle metodik (og ved ophævelsen af de deri liggende videnskabelige potentialer) - hvorved også med det nye metodiske niveau ville være opnået
en ny kvalitet af metodiske problemer og vanskeligheder, som skal formindskes i den videre metodeudvikling.
De forefundne metoder indenfor den traditionelle psykologi vil (som tidligere antydet s.43+følgende sider) foreløbig sige den, for den variabel-skema' underliggende, eksperimentel-statistiske metode indenfor hovedstrømmen af psykologisk forskning. Men dertil hører også alle de fænomenologiske, hermeneutiske, "forstående", kliniske osv. metoder, hvordan de, selvom de godt nok er trængt i baggrunden af den herskende variabel-psykologi - igen og igen "uudrydeligt" fremtræder i abstrakt negation af deres utilstrækkelighed. På vejen til skitsering af de metodologiske principper i subjektvidenskabelige metoder (som udkast til senere gennemførende analyser), starter vi ved den eksperimentel-statistiske metodik indenfor den herskende variabel-psykologi: ikke kun fordi den tilkommer den største historiske vægt, men frem for alt fordi den nye kvalitet ved genstandsadækvatheden indenfor den subjektvidenskabelige metodik derudover på særlig grundlæggende vis lader sig fremhæve. Den "fænomenologiske" modpol til den traditionelle metodik bliver så ved senere argumentationer taget med i betragtning.
Den eksperimentel-statistiske metodik, som den behersker den traditionelle psykologi, indbefatter det (på s. 43+følgende side) forklarede "variabel-skema" i henhold til hvilket den som kovariation udtrykte (stadig nærmere bestemte) sammenhæng ml. fremstillede "uafhængige variable" og deraf betingede "afhængige variable" realiseres h.h.v. afprøves i den metodiske fremgangsmåde, hvor altså de afhængige variable opfattes som matematisk "funktion" af de uafhængige variable. Derved opfattes den proces der skal undersøges som noget principielt "*stokastisk", nogle gennem tilfældighedsvariabilitet karakteriserede begivenheder, indenfor hvilke de afhængige variables betingethed hævder sig gennem de uafhængige variable i givet fald som systematisk "central tendens", men hvorved tilfældighedsvariabiliteten bliver maskeret gennem den omgivende "hvide støj". Opgaven for den eksperimentel-statistiske planlæggelse og nyttiggørelse af undersøgelserne består altså ifølge denne grundlæggende idé delvis deri, gennem den eksperimentelle planlæggelse at bringe de afhængige variables hævdede betingethed gennem de uafhængige variable til sin ret så vidt muligt v.h.a. tilfældighedsvariabiliteten, dvs. at udslukke eller neutralisere de "tilfældighedsvariable" forstyrrelsesbetingelser og gennem den statistiske nyttiggørelse stillet over for den stadigt forblivende maskering gennem tilfældighedsvariabilitet dog at gøre de andre vurdérbare, hvorvidt de er lykkedes, hvor stor sandsynligheden altså er for at den formodede variabel-sammenhæng er forankret i tilfældighedsvariabiliteten som central tendens. Indenfor rammerne af denne grundlæggende idé er så også de psykologiske metoders såkaldte objektivitetskriterier nærmere bestemt:
"Efterprøvelsesværdi" (Nachprüfbarkeit) opfattes på denne måde nærmest som eksperimentelle undersøgelsesresultaters reproducerbarhed i henhold til den eksperimentelle variabel-sammenhængs betingelsesanalytiske isolerbarhed overfor de tilfældighedsvariable forstyrrelsesbetingelser, men også som eksakt kvantificerbarhed, "mål-
*stokastisk: i atomvidenskab: "tilfældigt" men til at forudberegne statistisk m. tilnærmelsesvis sikkerhed
barhed", osv.; empirisk gyldighed (verificer-/falsificerbarhed, pålidelighed osv.) betyder grad af "statistisk sikrethed" (vokser altså med sandsynligheden for at de indvundne data lader sig interpretere ikke kun som tilfældighedsvariabilitet, men som en tilfældig svingen omkring en variabel-sammenhæng, der gør sig gældende som den "systematiske" faktor) h.h.v. forstås som grad af statistisk "forudsigelighed" (predictability) af de afhængige variable ud fra de uafhængige variable. Generaliserbarhed bestemmes som "stikprøve-repræsentation", dvs. som nøjagtighedsgrad for, hvorvidt den faktisk undersøgte stikprøvefordeling med sin "sande værdi" på grundlag af "statistikkerne" som kendeværdier kan anses for "parameter" for populationen eller for den grund-helhed udfra hvilken stikprøverne blev taget. Stikprøve populations modellen ligger tillige sædvanligvis til grund for det empiriske gyldighedskoncept som "statistisk sikrethed", hvor dette bestemmes som sandsynligheden for at antagelsen kan tilbagevises, at den i de undersøgte stikprøver forefundne fordeling af værdierne for de afhængige variable i deres relation til de indførte uafhængige variable kun repræsenterer tilfældige svingninger af de afhængige variable i populationen (tilbageviselighed af "nul-hypotesen"); men der findes dog også andre modeller og kriterier for gyldighedsbestemmelse (hvilken ikke behøves at fremstilles eller diskuteres her).
Da den eksperimentel-statistiske forskningsmetodik indenfor den traditionelle psykologi altså på den skitserede måde nødvendigt implicerer det "*stokastiske" variabel-skema, kan her ligeledes de på aktualempiriske iagttagelser funderede enkelt-teoretiske antagelser ikke indeholde andet end påstande om statistiske sammenhænge ml. uafhængige og afhængige variable af den skildrede art, hvis de skal være empirisk realisérbare og mulige at efterprøve indenfor disse metodiske rammer. Af den dermed foreliggende determination af empiriforholdet idet vi determinerer strukturen af de metoder man anvender til realiseringen, opstår følgeligt en tilsvarende determination af de teoretiske koncepters kategoriale genstandsforhold: De bestemmelser indenfor de teoretiske koncepter, som gennem empiriforholdet og dettes metodiske realisering er direkte relateret til genstanden, kan her kun indeholde udsagn om "betingelser" i individernes omverden gennem hvilke deres aktiviteter er påvirket alt efter arten af
centrale tendenser indenfor tilfældighedsprocesserne. Kun såvidt man retter opmærksomheden på omverdensbetingelsernes indflydelse på individuelle aktiviteter - en indflydelse, der sætter sig igennem mod tilfældighederne, lader dette sig nemlig oversætte (altså "operationalisere") i de skildrede "tilfældighedsvariable" sammenhænge ml. eksperimentelt indførte uafhængige variable og deraf betingede afhængige variable og kan således ved empiriforholdet relatere sig til genstanden. Alle indholdsmæssige bestemmelser, som i øvrigt er indeholdt i de teoretiske koncepter, udgør altså et empirisk ikke-bevisbart "betydningsoverskud", h.h.v. kan udelukkende have status af "tænkte" - principielt ikke empirisk realiserbare - bestemmelser. De skildrede "mellemvariable" ml. "stimuli" og "respons'er" i S-0-S skemaet (smlg. s.44) er omtrent af denne slags, med hvilke kun hypoteser om arten af sammenhænge ml. "stimuli" og "responser" (operationaliseret som uafhængige og afhængige variable) skal være formulerbare men de opfattes ikke i sig selv som relateret til empiri.
(Note 1: nærmere analyser af de komplekse metodologiske kontroverser vedr. konceptet "mellemvariabel" tillige også forskellen ml. "intervenerende variable" og "hypotetiske konstrukter" ses hos MAIERS (udkommer snart) ).
Hvis vi nu i vores kategorisystems termer prøver at reformulere den hermed påpegede, gennem den eksperimentel-statistiske metodik determinerede, måde, hvorefter teoretiske koncepters kategoriale genstandsrelation ses som en relation til omverdensbetingelser (i deres "tilfældighedsvariable" indflydelse på individuelle aktiviteter) med deres kritik for øje, så kan vi
først og fremmest konstatere at der her omtales et aspekt af menneske-verden-sammenhængen, hvordan den blev forklaret af os i instanserne af betingelser, betydninger, handlegrunde og individuelle (tysk: personalen) handlefærdigheder- (i deres funktionsaspekter). Med denne "positionsbestemmelse" bliver det så straks åbenlyst: Genstandsrelationen af sådanne teoretiske koncepter reduceres til en kortslutningssammenhæng ml. "betingelser" og "aktiviteter" ved at udklamre betydningernes og handlegrundenes "formidlingsniveauer". Således kan "betingelserne ikke begribes som samfundsmæssige "livsbetingelser" og følgeligt ikke som menneskelige handlemuligheder. De specifikt menneskelige handlinger forbliver altså upåagtet som subjektivt begrundet mulighedsforhold og dermed forbliver også upåagtet bevidsthed som bevidst "forholden-sig-til", samt de deraf følgende specifika ved menneskelige handlefærdigheders funktionsaspekter (karakteren af denne genstandsforkortelse er på grundlag af vores tidligere kategorianalytiske fremstillinger for tydelig til at vi behøvede en udførlig beskrivelse her).
Det er dog væsentligt for vores videre overvejelser, at det specifikt menneskelige "intersubjektivitets" relationsniveau udklamres med en sådan, gennem den eksperimentel-statistiske metodik determinerede, genstandsforkortelse, idet forholdenes gensidighed hvor "jeg er den anden for de andre" elimineres til fordel for et radikalt "allopsykologisk" standpunkt, hvor "jeg som forsker udskiller mig fra "de andre" som jeg undersøger". Subjektiviteten/intersubjektiviteten forbliver dermed udenfor videnskabsprocessen på forskerens side og konstituerer således ikke niveauet for hans relation til "forsøgspersonerne", som følgeligt i forskningsprocessen behandles som om de var "ubekendte væsner", hvis aktiviteter man kun kan forstå gennem variationen af de betingelser man stiller for dem, men hvis "indre" uophæveligt er et "terra incognita" et "ukendt land".
Ud fra dette strukturelt betingede syn på andre mennesker ("udenfor-standpunktet"), hvor deres aktiviteter alene kan forstås på baggrund af de omverdensbetingelser, de er underlagt (tysk: unter denen sie stehen), forstås den fremstilling, som er karakteristisk for denne form for traditionel psykologi, om "the black box" ml. individernes "stimuli" og "reaktioner", som man kun kan spekulere over, men som man aldrig kan vide noget om, eftersom den "intersubjektivt" er utilgængelig (og dette, skønt forskerne samtidigt sidder midt i deres "sorte kasser" med opmærksomheden rettet mod udforskningen af deres genstand og skal signalisere resultaterne ind i de "sorte kasser" som deres kollegaer sidder i; kun er "forsøgspersonerne, af metodiske årsager, udelukket fra denne trafik ml. de "sorte kasser"). Af dette "udenfor-standpunkt" følger så også at bestemmelser ganske vist i de teoretiske koncepter ikke udelukkes over (tysk: Uber) "betydninger" eller "årsager" (de forekommer faktisk også), men kun som mellemvariable, de kan altså ikke forstås som specifika ved menneskelig handleevne i sin virkelige egenart, men indlagres uvægerligt som empirisk utilgængeligt i "the black box", hvorved altså intet ændrer sig ved den skildrede radikale genstandsforkortetse: betydningerne og begrundelserne kan således også kun forstås som komplikationer ved aktiviteternes reale afhængighed af betingelserne hvorved den menneskelige subjektivitet næsten er " irrealiseret".
Af "udenfor-standpunktet" og the black box's *hypostasering opstår nødvendigvis forudsætningen for den principielle tilfældighedsvariabilitet, indenfor hvilken alene betingelsernes indflydelse kunne sætte sig igennem på aktiviteterne, og følgeligt den "statistiske" karakter ved de samlede metodisk-teoretiske tankemodeller. I absoluteringen af "psykologien-om-de andre"´s standpunkt elimineres intersubjektivitetsniveauet for min relation til individerne og hermed ødelægges samtidig med de "os" givne samfundsmæssige betydninger, ud fra hvilke på grundlag af vores "menneskelige" livsnødvendigheder, "vores" handlinger kan blive gensidigt forståelige for "os", så at sige det "åndelige bånd" ml. de objektive livsbetingelser og menneskenes handlinger og dermed menneskene indbyrdes (se nedenfor). Således kan det som individerne gør, når jeg sætter dem under bestemte betingelser, kun betragtes som mere ell. mindre tilfældigt, så at man kun gennem statistiske gættelege kan forsøge at opdage, om der måske alligevel skulle være (tysk: drinstecken) en sammenhæng. Derved er selve muligheden af en sådan metodisk styret "gætten" problematisk (og også igen og igen problematiset), da forsøgspersonerne i givet tilfælde gennem deres bevidste handlen kan tilintetgøre deres anvendelsesforudsætninger. Ekstremtilfældet ville her være hvis forsøgspersonen systematisk bedrager forsøgslederen, hvilket (idet det finder sted der i "the black box") principielt ikke kan forhindres eller entydigt bliver erkendeligt. (Forsøg på at imødegå dette ved bestemte forholdsregler indenfor spørgeskemaer, så som "løgn-spørgsmål" er åbenbare i deres hjælpeløshed, idet sådanne spørgsmål naturligvis bevidst kan omgås, osv.). Denne problematik, at den eksperimentel-statistiske metodes anvendelsesforudsætninger ikke kan sikres, fordi forsøgspersonerne har en "bevidsthed", har i nyere tid ført til en hel forskningsgren "eksperimentets socialpsykologi", indenfor hvilken til dels mere eller mindre utilstrækkelige for-
*hypostasering: at
opfatte abstrakte begreber som selvstændige realiteter eller personer, betragte
som genstand.
slag gøres til problematikkens overvindelse, men til dels også formuleres
radikal tvivl om den eksperimentel-statistiske metodes videnskabelige mulighed,
(sammenlign med Maschewski 1977 og Schneider 1980, s. 110 + følgende sider).
Da menneskelige aktiviteters tilfældighedsvariabilitet på den ene side gennem den skildrede genstandsforkortelse er en betinget *artefakt, men på den anden side ubetinget må være forudsat for anvendeligheden af den eksperimentel-statistiske metode, hører her til undersøgelsesplanlæggelsens metodik principielt tilvejebringelsen af situationer, hvor forsøgspersonerne ikke kan andet, end i sine aktiviteter at producere statistisk udnyttelige "tilfældighedsvariable" dataskyer. Med en sådan systematisk *stokastisering af aktiviteterne gennem den eksperimentelle metodes struktur er "cirklen næsten sluttet", dvs den for variabel skemaets tilgrundliggende antagelse om menneskelige aktiviteters tilfældighedsvariabilitet bliver altid bekræftet gennem de af forsøgspersonerne i eksperimentet producerede "tilfældighedsvariable" data - et perfekt immunsystem, fordi refleksion over de selvskabte betingelser for dets istandkommen mangler.
Sådanne *stokastiseringer ligger næsten allerede i målet om neutralisering af forstyrrelsesfaktorer ved producerede "tilfældighedsstikprøver" ("randomisering"), ud fra hvilke man så udsætter en "eksperimentalgruppe" for de "uafhængige variable"'s betingelser og efterprøver denne statistisk overfor en ubehandlet "kontrolgruppe": ligeså i den af samme grunde følgende rotation eller permutation af stimuli-serier. En anden form for *stokastisering er labiliseringen af "stimulussituationen" for forsøgspersonerne i eksperimentet, hvorved de gøres så usikre, at de ved de af dem fordrede meninger efterhånden kun mere eller mindre kan gætte, og altså ad denne vej producerer "tilfældighedsvariable" data. Dette her behøver jeg ikke at fremstille mere udførligt.
*artefakt: hvad der er frembragt ved håndværk, kunst; kulturgenstand; biol. : hvad der er kunstigt frembragt
rotation: omdrejning om en akse.
permutation: ombytning; omstilling af en givet mængde elementer i en gruppe
labilisering: ustadighed
I det hele skulle det her blive tydeligt, at den eksperimentelstatistiske metode, inklusive de skildrede *stokastiseringsteknikker, i målestok af de indenfor denne models nærmere bestemte objektivitetskriterier besidder ægte videnskabelig rationalitet, men at der netop i denne, ved den i modellen iboende bestemmelse af eksaktheden, ligger en indskrænket rationalitet og samtidig strukturnødvendigt den forklarede reducering af genstandsadækvatheden, altså i denne henseende formindskelse af videnskabelig rationalitet. Her bliver genstanden altså ikke p.gr.a. nogle forblændelser i hovederne på videnskabsmændene forfejlet i væsentlige bestemmelser, men gennem en psykologi-historisk tilbleven ligestilling ml. en bestemt kriterie*kanon for videnskabelig objektivitet og psykologisk forsknings "videnskabelighed" overhovedet, hvorved den skildrede genstandsforkortelse - som iboende i kriterie*kanon'en. h.h.v. i dennes grundlæggende model nødvendigvis bliver til en formindskelse af metodens videnskabelighed. Det er følgeligt ikke primært ideologisk indskrænkethed, men videnskabelig erkendelsesinteresse, der ligger til grund for udviklingen og anvendelses af den eksperimentel-statistiske metode, men en erkendelsesinteresse som på grundlag af metodens struktur modsiger sig selv i resultatet.
*kanon: regel, rettesnor.
GdP Kapitel 9, side 528-540
I "variabelpsykologiens" begrænsning af erkendelsesværdien, som er betinget af den skildrede "metodiske" reducering af genstandsforholdet, ligger samtidig en specifik begrænsning i dens funktion for de berørte, hhv i dens samfundsmæssige funktion overhovedet. Dette viser sig centalt ved, at menneske-verden sammenhængen essentielt er gjort ensidig i og med, at variabel-skemaet forkorter genstandsforholdet til omverdens-betingelsernes indflydelse på menneskelige aktiviteter. I kraft af denne reducering af de samfundsmæssige livsbetingelse til naturbundne "driftsbetingelser" m.m., kan mennesket kun begribes som individuelt underlagt de givne betingelser, og altså ikke som samfundsmæssig producent af disse livsbetingelser. Heller ikke menneskets mulighed for at tage del i den bevidste kontrol over disse betingelser kan altså begribes.
"Betingelserne" ser derved ud som om de principielt er sat (via forskeren), og individet ser ud til ab handle under de således fremmedbestemte betingelser. Udfra dette lyder den generelle "allo-psykologiske"* karakteristik af den her undersøgte problemstilling således: Hvilken indflydelse har de betingelser, der er sat af "mig" (som forsker med et "standpunkt" udefra), på de "andres" aktiviteter, hhv. hvilke betingelser må "jeg" sætte, for at "de andre" udfører de og de aktiviteter. Heller ikke sådanne problemstillings-former er "valgt frit" af forskeren, men følger "strukturelt" af den eksperimental-statistiske tilgangs videnskabelige rationalitet: I henhold til de skildrede, immanent bestemte eksakthedskriterier og de givne metoderegler, kan man ikke realisere planlægningen/udførelsen af undersøgelserne på anden måde, end ved at stille forsøgspersonerne "under betingelserne" ("treatments") og registrere deres heraf betingede aktiviteter
Hvis man nu vil klargøre, hvem der så i den almengjorte samfundsmæssige samme hæng kan have interesse i at vide noget om individernes reaktionsevne (:Bestimbarkeit) i forhold til fremmedbestemte betingelser (hvor muligheden for, at individerne bestemmer over betingelserne, er udeladt) , så tydeliggøres der en slags isomorfi mellem betydningsstrukturen i en sådan variabel-psykologisk forskning og klassestrukturen i det borgerlige samfund, set fra den herskende klasses standpunkt. Forskeren står således strukturelt på den herskende klasses
allo-: anden, forskellig, modsat
side som et "subjekt" der råder over betingelserne for andres
aktiviteter og er adskilt fra forsøgspersonerne, der er rene "objekter".
Forskerens "jeg" eller "man" er følgeligt en udprægning og
mystificering af de herskendes standpunkt.
Dette betyder imidertid ikke, at hele den traditionelle, psykologiske forskning (på basis af "variabel-skemaet") reelt er indordnet under den herskende klasses interesser. Graden af en sådan "underkastelse" er snarere afhængig af arten af den givne realiserede problemstilling . Især når det drejer sig om udforskningen af psykiske fænomener på lavere specificitets-niveaer , f.eks området af perception-operation-koordination, vil de herskendes strukturimmanente klassestandpunkt slet ikke eller i mindre grad skinne igennem (se nedenfor). Men i den grad problemstillingen er relateret til den specifikke menneskelige handling under samfundsmæssige betingelser, vil identiteten mellem det videnskabelige standpunkt og standpunktet om "de kontrollerende" versus "de kontrollerede" slå igennem med strukturel nødvendighed, "bag om ryggen" på forskerne. Derved kan det herskende standpunkt i bedste fald kun træde frem hen over dette i fiktionen af en mulig varetagelse af de berørtes interesser.* Såfremt den herskende klasse (direkte eller formidlet via statslige instanser) utilsløret fremstår som bestiller af en sådan psykologi, må det dog tydeliggøres, at dette imødekommer psykologiens struktur, altså at psykologien under borgerlige forhold - hvis overhovedet - kun evner at producere samfundsmæssigt relevante resultater, som er i den herskende interesse.
Den skildrede strukturelle partiskhed ved variabelpsykologien kan derved heller ikke neutraliseres ved, at man radikalt tager den i brug ved progressive målsætninger og problemformuleringer udfra den ikke helt overvundne misforståelse, at de videnskabelige metoder er "neutrale" instrumenter, som kan tjene en hvilken som helst interesse (her udelukkes variabelpsykologiens værdibestemmelse indenfor omfattende subjektvidenskabelig forskning, se nedenfor). Dette ligemeget, hvilke vidtgående, nyttige koncepter i de berørtes interesse, som kan være indeholdt i de teoretiske overvejelser : Så snart man "operationaliserer" disse overvejelser med den empiriske realisering for øje via den traditionelle, eksperimental-statistiske fremgangsmåde, reduceres de nødvendigvis igen og igen til den omtalte problemstilling af typen : "under hvilke betingelser gør mennesker det og det?" Altså omtrent: Under hvilke betingelser udvikler folk fagforeningsmæssige aktiviteter, klassebevidsthed, deltager i socialismens opbygning, kommer frem til selvstændig varetagelse af deres interesser, slår sig med dette formål sammen etc.? Følgeligt bliver det progressive, almene
*Denne sætning giver ingen mening for mig; "Über
diese hinweg" lægger sig til verbet og kan, så vidt jeg kan se, kun
oversættes med "hen over dette" Jeg aner ikke, hvad dette
"dette" viser tilbage til. I substantiv hedder det "auf dem
Hinweg" (=udvej) , så der er ikke tale om en trykfejl.
indhold i individernes krav om kollektiv selvbestemmelse nødvendigvis elimineret ved, at man spørger til de fremmedbestemte
betingelser for denne selvbestemmelse. På baggrund af strukturen i den
metodiske tilgang kan det her aldrig handle om de betingelser, som individerne
selv har skabt for at forbedre deres livsmuligheder, snarere handler det
altid om betingelser, som "man" har sat for dem, hvor
der i dette "man" ikke ligger en almengørelse af de berørtes
standpunkt, men en implicit almengørelse af de folks
standpunkt, som sætter betingelserne "for dem" Det er
en graverende modsigelse, når den forsker, der politisk står for det samme
standpunkt som de berørte og vil udvide rådigheden over de fælles
livsbetingelser, må hypostasere individernes udleverethed til
fremmedbestemte betingelser, så snart han tager sit videnskabelige
instrumentarium i hånden, altså at han fra "et ydre standpunkt"
forsøger at finde ud af, hvordan man kan bringe "de andre" til at
erkende og træde i skranken for vores fælles og dermed også deres særlige
interesser. -Også der, hvor - i socialismen - "standpunktet
udenfor" ikke mere er en mystificering af det herskende standpunkt, men
snarere er blevet anakronistisk, er det på sin plads med en dyb mistro overfor
en videnskabelig fremgangsmåde, som i sin anvendelse spørger til de
fremmedbestemte betingelser for handlinger, dvs. der, hvor man fritages for
medansvaret for at skabe menneskelige livsbetingelser, idet man fratager alle,
som er berørt deraf, den fælles kompetance til at skabe betingelserne. Under
socialistiske forhold konkretiserer variabel-modellens struktur sig følgeligt
til en slags "sidelinie"-model, hvori bestemte begrænsninger i den
socialistiske bevidsthedsdannelse er hypostaseret "metodisk" hos de
berørte, og når de spørger til "betingelserne" for sådanne
begrænsningers opståen og overvindelighed, bliver disse blindt reproduceret i
de videnskabelig resultater udfra modus af paradokserne fremmedbestemte
betingelser/kollektiv selvbestemmelse. Psykologernes progressive standpunkt er
altså ikke tilstrækkeligt: Man har også brug for den rigtige psyklologi, dvs.
en psykologi, som ikke hele tiden saboterer mine progressive målsætninger på
grund af sin metodestruktur (smlign. Grüter, Maiers, Markard: "Zum
Verhältnis von demokratischer Studienreform, Mitbestimmung und
Wissensschaftsentwicklung", Köln 1977. især side 242 ff)
Hvis vi nu driver den kategoriale reformulering af
variabelpsykologiens genstandsforhold (under borgerlige livsforhold) endnu et
skridt videre, så lader generaliseringen af handling under fremmedbestemte
betingelser sig indordne med en (i det mindste partiel) strukturidentitet med
den alternative "restriktive handleevne". Ud af dette
sagsforhold (der vel er evident og ikke behøver videre uddybning) burde det dog
også fremgå, at den psykologiske synsvinkel er hildet i den deraf betingede restriktion af de psykologiske funktionsaspekter. På grundlag af
variabepsykologiens metodiske fremgangsmåde kan det derved måske også
blive forståeligt, hvorfor f.eks. (i ideologisk identifikation) emotionalitet
generaliseres til emotionalitet overhovedet, isoleret fra
handling som "inderlighed" : En anden konception af det
emotionelle kan jo slet ikke realiseres på grundlag af et metodisk
instrumentarium, hvor andres befindende henlægges i en utilgængelig "black
box" og hvor individet som en nødvendighed synes underlagt udelukkende
fremmedbestemte betingelser, som ikke kan forandres af ham. Særlig vigtig er
dog reduceringen på det tankemæssige niveau af psykologisk teoretisering til
det "tydende" verdenssynspunkt, som følger af
struktur-ligheden med den "restriktive handleevne" (hvad den mulige
formalisering/logificering af udsagn jo ikke modsiger, smlign. s.
Af vores fremlæggelse fremgår det, at den "variabelpsykologiske" fremgangsmåde med generaliseringen af "standpunktet udenfor" og hermed menneskets afhængighed af fremmedbestemte betingelser står kontrært overfor den "subjektvidenskabelige" fremgangsmåde fra subjektets hhv. det intersubjektive standpunkt ( som det er udviklet i overensstemmelse med vores kategorisystems metodologiske kriterier). Denne fremgangsmåde skal derfor skilles ud fra den subjektvidenskabelige som en "kontrolvidenskabelig " fremgangsmåde. At bemærke derved er, at der hermed ikke er konciperet nogle forskellige videnskabsgrene indenfor psykologien, men at der udelukkende menes to forskellige globale metodologiske synspunkter, hvorunder den psykologiske/individualvidenskabelige forskning er at betragte. I relation hertil kan man på samme måde spørge efter metodiske ansatser indenfor den traditionelle psykologi, der kan forenes med subjektvidenskabelige kriterier, som man kan reflektere den subjektvidenskabelige fremgangsmåde (netop de, hvor traditionelle metoder reinterpreteret inddrages) til mulige kontrolvidenskabelige indslag (hvad vil blive tydeligere i det følgende).
Foreneligheden mellem det ikke-reducerede genstandsforhold til subjektivitet/ intersubj ektivitet og ohjektiverbar videnskabelig erkendelse: Tilbagevisning af den metodologiske subjektivisme.
På grundlag af vores kategoriale kritik af den eksperimental-statistiske fremgangsmåde i henhold til variabel-modellen, tydeliggøres følgende med henblik på de metodologiske principper for subjektvidenskabelig forskning: De aktualempiriske principper skal her konciperes således, at de i anvendelsen fuldt ud bibeholder det psykiskes struktur på menneskeligt niveau i alle instanser, niveauer og dimensioner. Især burde essentielle forkortelser af genstandsforholdet til det psykiske ikke med nødvendighed sætte sig igennem på grund af arten af de metodiske objektiveringskriterier, så der på en måde opstår en modsatrettet bevægelse mellem metodens grad af objektiverbarhed og resultaternes genstandsadækvans, hvori den videnskabelige værdi af efterprøvning, empirisk gyldighed, almengørelse og perfektionering fremadskridende reduceres hhv ophæves. I eksplicitering af vores katagorisystem må de videnskabelige objektivitetskriterier derfor i det følgende specificeres således, at den art og grad af metodens videnskabelige strenghed opnås, som er i overensstemmelse med det psykiskes kategoriale struktur
(Ekskurs)
I virkeliggørelsen af dette forhold kan det synes
nærliggende at begynde med den metodologiske ekplicitering af det psykiskes uspecifikke, underordnede kategoribestemmelser, fordi diskrepansen mellem
variabelpsykologiens og den subjektvidenskabelige specificering af
videnskabelige objektiveringskriterier kan være mindre graverende her: Her ud
fra kunne der til at begynde med peges på fælleselementer eller i det mindste
tilnærmelser, og på denne baggrund kunne bl.a. de divergenser klart fremhæves,
der angår den metodiske ohjektivering af relationen til det psykiskes specifikt
menneskelige karakteristika. Denne fremgangsmåde ville imidlertid være
uforholdsmæssig: De mere eller mindre uspecifikke og underordnede aspekter i
vores kategorisystem kan - i og med at de altid på en særlig måde er
uspecifikke, underordnede etc. - jo kun bestemmes på grundlag af deres forhold til de specifikke, overordnede momenter, og er altså kun begribelige på
baggrund af det psykiskes specifikke og bestemmende træk ved den total-samfundsmæssige formidlethed af den individuelle eksistens. Disse konceptuelle
forhold, som får deres kvalitative udprægning i kraft af de
specifikt-bestemmende momenter, må altså også genfindes i de metodologiske
principper der ekspliciteres af os i dette forhold, hvorved grundsætningen
i den videnskabelige objektiverbare metodiske forståelse af det psykiske først
og fremmest må udarbejdes i de "samfundsmæssigt formidlede" specifikationer og først fra da af og i relation hertil kan de metodologiske grundlag for
forståelsen af mere uspecifikke og underordnede momenter påvises.
(ekskurs slut)
Det specifikke ved det psykiske i den samfundsmæssige formidlethed af den individuelle eksistens ligger imidlertid, som vist pimært i mulighedsrelationen af den "bevidste forholden sig til samfundsmæssige betydninger, hvorved subjektets standpunkt er "ethver jeg s" standpunkt, bevidstheden er "ethver jeg´s" bevidsthed, dvs. i første person, og " intersubjektivitet" er følgeligt en reciprok-refleksiv relation "fra subjekt til subjekt" etc. - Kan der overhovedet findes metodologiske principper, hvor opfyldelsen af de nævnte metodiske objektiveringskriterier (hvordan de så end bestemmes nærmere) kan fremmes på en fornuftig måde, uden at reducere det specifikt "menneskelige" genstandsforhold m.h.t. den således opfattede subjektivitet/intersubjektivitet? Ligger der ikke i højere grad en uophævelig modsigelse i, at subjektivitet her skal "objektiviseres" , hhv. at min omgang med og relation til andre på det intersubjektive niveau skulle være underkastet kriterierne for en forskning, der er strengt rettet mod objektivitet? Bliver konsekvensen ikke blot at der i relation til subjektivitet/intersubjektivitet generelt må gives afkald på de metodologiske kriterier for efterprøvning, empirisk gyldighedsbegrundelse og almengørelse - og ikke kun i den "variabelpsykologiske" opfattelse heraf ( og i givet fald udvikles helt andre kriterier i stedet for dette, helt udenfor den traditionelle videnskabsforståelse)?
Af disse spørgsmål viser der sig en nødvendighed af at inddrage den skildrede traditionel-psykologiske modpol til den eksperimental-statistiske fremgangsmåde i den kategoriale kritik, nemlig den "forstående", "fænomenologiske", "kliniske" etc metodik: Her træder den manglende objektiverbarhed ved frem- gangsmåden nemlig gennemgående frem i dagens lys som en begrænsning i dens videnskabelighed, og umuligheden af at udforske subjekter med "objektive" videnskabelige metoder postuleres eksplicit.
(ekskurs)
Ved en (ikke her præsteret) nærmere historisk udredning af denne konstatering kunne det f.eks. nærmere påvises hvorvidt den "forstående psykologi" er kommet ud på den historiske "tabervej", forstået ved, at den faktisk ikke havde noget at sætte op mod den eksperimentalpsykologiske forskning med henblik på videnskabelig objektiverbarhed, og at anklagen for blot at være "spekulation" derfor i en vis forstand viste sig berettiget. Ligeså kunne det analyseres, hvorvidt den fænomenologiske psykologi af de samme grunde sakkede agterud historisk, så den indenfor den psykologiske hovedstrømning i alt væsentligt kun har fået tildelt en hjælpefunktion som middel til "fænografiske" forklaringer, istedet for de "egentligt videnskabelige", nemlig de eksperimental-statistiske afsnit i forskningen. - Videre kunne det vises, om det indenfor bestemte, mere moderne strømninger af psykoanalysen drejer sig om en dyd i og med den (hypostaserede) elendighed ved ikke at kunne udforske subjekter med objektiverbare videnskabelige metoder, så videnskabelighed som sådan sidestilles med "subjekt-fjernt", videnskabelig objektivitet med "tingsliggørelse" af subjektet og globalt angives som "positivistisk" etc. Derudover kunne også de forskellige "humanistiske" strømninger (delvist blandet med psykoanalytisk forståelse) i den traditionelle psykologi analyseres nærmere i retning af, hvordan kritikken af den særlige bestemmelse for videnskabelig objektiverbarhed indenfor den eksperimental-statistiske variabelpsykologi overhovedet kontamineres*med kritikken af disse humanistiske strømningers videnskabelighed, og hvordan man derved betragter livsnærheden i udforskningen af subjektive erfaringer som spiselig (:erkaufbar), alene gennem en opgivelse af videnskabelighed, og således placerer metodisk objektiverbarhed som en uvigtig størrelse (smlign S..S.Sargent: "Übertreibt die amerikanische Psychologie die Wissenschaftlichkeit?" i: F.Hardesty et al. (Herausg): "Forderungen an die Psychologie", Bern 1965).
(følgende er en note til ovenstående)
I nyere tid gøres der i humanistiske psykologiske kredse tiltagende forsøg på at sammenfatte alle de psykologiske tilgange konceptuelt og organisatorisk, som distancerer sig fra den gængse "empiristiske" variabelpsykologi. Ved siden af religionsfilosofiske, eksistentialistiske etc konceptioner medtages også nogle, der opfatter sig selv som "dialektiske" hhv. "marxistiske". Den generelle målsætning er at overvinde en ren negation af den herskende psykologi - som en negation af dens videnskabelighed - i kraft af en oparbejdning af alternative metodologiske forestillinger. På samme måde som det er sket i denne bog, bliver der sågar formuleret et krav om at udvikle et "nyt paradigme" som alternativ til den traditionelle psykologis "gamle paradigme" (se f.eks. P. Reason & J.Rowan (eds.): "Human Inquiry. A source book of new paradigm research", New York 1981). Sådanne konceptioner adskiller sig fra vores "paradigmatiske" analyser ved deres programmatiske, eklektiske karakter og ved fraværet af enhver omfattende "historisk" fremgangsmåde, som efter vort skøn alene muliggør "ophævelsen" af den bestående psykologi. Hvad deraf resulterer, er i sidste ende igen kun kompromisser mellem livsnære forhold og en inddragelse af ("kritisk" rettede) traditionelle metoder til sikring af
*kontaminere: sammenblande, optage.
videnskabeligheden. Denne vurdering skal imidlertid efterprøves i en nærmere analyse, hvilket p.g.a. hele "retningens" eklekticistiske karakter kun kan ske i relation til hver enkelt afde forestillinger,som her er taget under ét, (smlign den konceptuelle kritik af den "dialektiske psykologi" af Riegel et al i B. Grüner: "Dialektische Psychologi" - eine amerikanische Variante kritischer psychologie"? FKP 5, 1979)
(note slut)
Alt i alt kunne det herudaf analyseres, hvordan de hermed
skildrede "subjektivistiske" strømninger i psykologien i princippet
reproducerer den samme form for genstandsforkortelse som variabel-psykologien
(også der, hvor man bestræber sig på en indtrængende reflektion over egen
handlemåde, som i den "forstående psykologi" den
"fænomenologiske psykologi" og i mange udformninger af den kritiske
hermeneutik indenfor psykoanalysen): Også her hypostaseres der nemlig en
modsætning mellem objektive betingelser og subjektivitet med den
principielle utilgængelighed overfor det i sig selv indesluttede subjekt.
Af dette tages der ikke den konsekvens, at det "subjektive"
elimineres (hhv. "irrealisere) som videnskabeligt utilgængelig men snarere
omvendt, at der på grund af subjektets videnskabelige utilgængelighed sluttes,
at man nu engang må analysere det uden et krav om videnskabelighed (i en
hvilken som helst betydning). Den ydre modsigelse i begge positioner (og deres
skildrede slingrekurs, se s.
*om "handlingsforskningen": se sidste side
udforskede stillet op imod dette som et ikke-reducerbart metodologisk princip. Udfra dette fremkommer kravet om en total inddragelse af de berørte i forskningsprocessen, hhv. forskerens deltagelse i den proces, der skal undersøges, hvor hensynet til de berørtes interesser har fortrinsret samt erkendelsesudviklingen på basis af den reale forandring af deres situation, altså udfra enheden i forskning, eller egentlig ud fra forskerens og de berørtes fælles praksis "i feltet".
I de mere "radikale" udformninger af handlingsforskningen findes der lignende videnskabsfjendtlige og subjektivistiske tendenser som i de skildrede psykoanalytiske hhv. "humanistisk"-psykologiske retninger, hvor tilbagevisningen af de statistiske betingelse-analytiske metoder kontamineres med afvisningen af forståelige videnskabelige kriterier overhovedet, og hvor symmetrien i relationen mellem forsker og udforskede samt den virkelige forbedring af deres situation etc er formuleret som et centralt politisk-emancipatorisk anliggende. Her overfor synes en stræben efter videnskabelig objektiverbarhed at være andenrangs indtil det overflødige. I de mest udviklede og reflekterede strømninger indenfor handlingsforskningen stilles der dog det samme spørgsmål som også vi har formuleret, nemlig spørgsmålet om muligheden for videnskabelige objektivitetskriterier som alternativ til den almindelige kriteriekanon, hvor intersubjektiviteten i relationen mellem forskeren og de berørte ikke alene på grund af metoden reduceres til et forhold, hvor forskeren sætter de fremmedbestemte betingelser for de berørte. Overfor dette problem bliver der i handlingsforskningen sat diffentierede og indtrængende reflektioner i værk. Efter mit skøn står flertydigheden og vagheden ved resultaterne af disse reflektioner derved i et bestemt misforhold til alvorligheden ved de anstrengelser, der lægges i forarbejdningen af dem, og metodologisk forbliver handlingsforskningen således udpræget i defensiven overfor den traditionelle empiriske socialforskning og dens "hårde" metodologiske standart.
På grundlag af den her udarbejdede konception skal det afklares, hvorvidt den metodologiske problematik i handlingsforskningen beror på dens manglende kategoriale grundlæggelse, da der på grund af denne problematik næppe kan formuleres forståelige objektiveringskriterier for den "intersubjektive" kvalitet, trods fuld problemindsigt. Derved ville reflektionerne her på en måde overvinde "et for lavt niveau', nemlig ved udelukkende at sætte af fra den enkeltteoretiske-aktualempiriske metodik, som dog ubemærket reproducerer den traditionelle forsknings implicitte kategoribestemmelser. Men det ville i høj grad ikke være konsekvent nok i retning af et historisk paradigme, som absolut ville svare til handlingsforskningens selvfølgelighed. På baggrund af alle de diffentierede metodologiske overvejelser skinner der dog alligevel tilsidst kun to alternativer igennem: Enten en reducering af videnskabelighedskravet eller en (evt. partiel, modificeret etc) overtagelse af traditionelle standarder. For så vidt denne vurdering er adækvat, må handlingsforskningens fremgangsmåde og deres immante uophævelige metodologiske modsigelser på den ene side kunne reinterpreteres udfra vores kategorialbestemmelser, og på den anden side må der for handlingsforskningen selv være det perspektiv, at deres metodologiske problematik kan overvindes gennem en udvikling i det historiske paradigmes "subjektvidenskabelige" kategoridannelse. En indgående diskussion af sådanne vurderinger med repræsentanter for handlingsforskningen er imidlertid ikke vores opgave her, men må forbeholdes en senere anledning, hvor den "subjektvidenskabelige" metodologi, som vi har skitseret, er blevet recipieret* og bevist. - Hertil findes der et vigtigt forarbejde på kritisk psykologisk grundlag i bogen "Sozialwissenschaftliche Metodenkrise und Handlungsforschung" af Ulrike Schneider (Frankfurt/M. 1980), som jeg har støttet mig til i de ovenstående afsnit.
I denne sammenfatning er mere fænomenologisk orienterede ansatser indenfor de socialvidenskabelige områder hinsides psykologien ladt ude af betragtning, f.eks. bestemte udformninger af den symbolske interaktionisme og etnometodologien*. Den der formulerede, delvist meget differentierede kritik af den traditionelle empiriske socialforskning, samt de derved udviklede metodologiske alternativer, vil ikke blive diskuteret i forhold til den her fremlagte ansats, da det vil oveskride rammerne af denne bog (smlign herfor Morus Markard: "Einstellung - Kritik eines sozialpsychologischen Grundkonzepts". Frankfurt/M. 1984).
(ekskurs slut)
Idet det er blevet antydet, at den samme kategoriale genstandsforkortelse - at udklamre subjekternes virkelighed som producenter af deres objektive livsbetingelser - ligger til grund for både det ekperimental-statistiske variabel- skema og for deres abstrakte negation i de skildrede "subjektivistiske" ansatser i psykologien/socialvidenskaben, bør det også tydeliggøres, at
de udfra vores kategoriale bestemmelser overhovedet ikke kan stille alternativet: enten strenge, objektiverbare forskningsmetoder eller hensyntagen til subjektivitet/intersubjektivitet i menneskelig erfaring. Den omstændighed, at der således, såvel fra "variabelpsykologisk" som fra "subjektivistisk" side er antaget en uforenelighed mellem egenarten af "subjektive" fakta og deres "objektive" udforskning, beror på den fremlagte sidestilling af subjektagtigheden ved menneskelig befinden overhovedet og dens borgerlig-ideologiske form, med den tilsyneladende inderlighed og jeg-indelukkethed ved min personlige erfaring. Alene på grund af det dobbelte afhængighedsforhold i denne borger-
*recipiere. Tysk: rezipieren= aufnehmen (at ind- eller modtage f,eks. en fremmed tankegang). Vel det samne som at bearbejde.
*etnometodologi: det samme som kultursociologi.
lige formbestemmelse, har forsøget på at gøre subjektive erfaringer videnskabeligt forståelige karakteren af en konstant trækken-sig-selv-op-af-sumpen-ved hårene, og kan i overensstemmelse hermed konstant tilbagevises som frugtesløs fra den variabelpsykologiske side. I vores kategorialanalyser har det jo vist sig, at "mit" subjektive standpunkt nemlig er udgangspunktet for min verdens- og selverfaring, men det er dermed intet ubedrageligt (:Unhintergehbare) hhv "i sig " selv tilstrækkeligt slutpunkt. Når jeg trænger igennem min umiddelbare erfaring på den måde som vi har realiseret i den logisk-historiske analyse, så viser det sig nemlig, at "ethvert mit" standpunkt som udgangspunkt for min egen erfaring på sin side er slutpunktet af en fylogenetisk hhv. samfundsmæssig-historisk udvikling, hvorigennem selve individet først blev nødvendigt og muligt som aspekt ved den materielle samfundsmæssige livserobringsproces: Nemlig som et karakteristikum ved individernes bevidste "muligheds- relation" til samfundsmæssige forhold, via den totalsamfundsmæssige formidlethed af deres eksistens. Subjektets standpunkt bliver altså hverken elimineret eller reduceret gennem en sådan logisk-historisk rekonstruktion, snarere genfinder "jeg" - som sagt - mig selv bevidst og videnskabeligt reflekteret - på den "plads" i den samfundsmæssige livs-sammenhæng, hvor jeg faktisk stod "allerede" som et individ, der bevidst "forholder" sig til såvel det samfundsmæssige "opretholdelsessystem", hvorigennem min egen eksistens almengjort "med-opretholdes", som til mine subjektive handlemuligheder, hvorved dette bevidst "at-kunne-forholde-sig" er et nødvendigt bestemmelsesmoment ved den materielle produktion/reproduktion af det samfundsmæssige liv og der ud over også for min egen eksistens (smlign s. 236 ff).
På denne måde når jeg også til den erkendelse, at jeg som subjekt er underlagt de objektive samfundsmæssige livsbetingelser, hvoraf arten og omfanget af mine "subjektive" handlemuligheder afhænger, og dermed også de begrænsninger, som er uoverstigelige for mig. Derved er subjektagtighed ved det menneskelige befindende etc kun historisk reel, altså "tænkelig" i og med en sådan udleverethed til objektive livsbetingelser. Samtidig erkender jeg dog derved, at disse samfundsmæssige betingelser i en historisk størrelsesorden er produceret af mennesker og derfor foranderlig, så jeg i association med andre se1v kan have del i kontrollen over de almene/individuelle livsbetingelser, hvorved udleveretheden ganske vist ikke kan ophæves af subjekterne, men kan trænges længere og længere tilbage i en udvidelse af livsmulighederne. Således er det også tilgængeligt for min erkendelse, at i videnskabelige kategorialbestemmelser, hvor kun individernes udleverethed til fremmedbestemte betingelser er på tale, og altså ikke deres mulighed for at deltage i kontrollen over disse betingelser, kan subjektiviteten følgeligt kun afbildes som en "jeg-indelukkethed", der er isoleret fra betingelseskontrol . Ligeledes, at den borgerlig-ideologiske almengørelse af, at udbytningsforholdet resulterer i en isolering af individet fra kontrollen over almene/egne anliggender, "teoretisk" bliver fordoblet som en udleverethed til kapital herredømmets
betingelser. - "Subjektets standpunkt" udelukker altså på ingen måde hensynet til de objektive betingelser snarere omvendt. Udelukket er dermed kun forkortelsen af mit realitetsforhold til at være min "betingethed" under bortseen fra min kontrolmulighed.
Ud af den omstændighed, at min subjektive erfaring ikke står som en væg mellem mig og den objektive realitet, men at jeg selv formår at tage min subjektivitet "med ind" og indtrængende begribe den som et aspekt ved den materielle livsopretholdelsesproces på "total-samfundsmæssigt" niveau, fremgår det at jeg via min erfaring kan "vide" meget mere, end der ville fremkomme ved en umiddelbar beskrivelse, nemlig alt det om den subjektive erfarings struktur, betingelser, grænser etc, som vi katagorialanalytisk har udarbejdet som instanser, dimensioner,aspekter og niveauer af individuel befindende/handleevne. Dermed er, som nævnt, umiddelbarheden ved min erfaring på ingen måde reduceret, snarere udelukkende "overskredet" og dermed begribelig. Mennesket kan netop på niveauet af "mulighedsrelationen" også forholde sig til dets egen subjektivitet, hvorved dets faktiske plads i den historiske proces kan gøres til en "erkendt" plads, og således bringe et nyt determinationsniveau ind i historieforløbet via den menneskelige bevidsthed.
Med de ovenstående overvejelser blev det endnu tydeligere, at vi ikke først skal til at løse det generelle problem m.h.t. den objektive mulighed for at erkende subjektivitet/intersubjektivitet her, men at vi allerede i løbet af vores samlede kategorialanalyse på en måde har praktiseret denne erkendelsesmulighed i kraft af påvisningen af subjektivitetens objektive struktur og betingethed. Vi er altså dermed for længst sluppet fra den traditionelle psykologis og socialvidenskabs grundlæggende dilemma, hvis objektiverbarhed svinder hen i og med deres videnskabelige bidrag til subjektet (og omvendt). Tilbage bliver her kun det langt mindre principielle problem, som er formuleret i dette kapitels problemstilling, nemlig hvordan de konceptuelle bestemmelser af menneskelig subjektivitet skal bevises som videnskabeligt objektiverbare, og hvordan de metodologiske aspekter kan ekspliciteres, som tydeliggør objektiverbarhedens særlige måde i forhold til metoden til erkendelse af "ethvert mit" befindende/handleevne på enkeltteoretisk-aktualempirisk niveau. Måden, hvorpå vi således nærmere skal bestemme de videnskabelige ohjektiverbarhedskriterier, er derfor allerede i stor udstrækning anvist for os i den konceptuelle karakteristik af kategorierne.
*Om handlingsforskningen,
som også kaldes handlingsteorien eller handlingsstrukturteorien er oprindeligt udviklet af W.Hacker i begyndelsen af 70´ erne i forbindelse med hans arbejdspsykologiske praksis. Spørgsmålet var her, hvordan arbejdsbetingelserne og personlighedsudviklingen kunne fremmes optimalt i forhold til socialistiske mål i DDR. Og mere præcist var den psykologiske genstand,
hvordan handlinger bliver kontrolleret gennem den interne repræsentation i organismen, dvs. spørgsmålet om psykisk virksomhedsregulation.
Som den kritiske psykologi tager den udgangspunkt i bl.a. Leontjevs arbejder og har den samme videnskabspolitiske orientering, hvilket Holzkamp også har været inde på her. Til gengæld er der også meget, der skiller den kritiske psykologi og handlingsteorien, hvilket især kom frem på den 2. internationale kritisk psykologiske kongres i Marburg, hvor man nærmest var ved at rive hovederne af hinanden. Ud over, hvad Holzkamp har anført her, blev handlingsteorien bl.a. kritiseret for at være "samfunds- og subjektneutral" af Frigga Haug, hvorefter W.Volpert som repræsentant for handlingsteorien beskyldte den kritiske psykologi for at støve rundt i dyr-menneske overgangsfeltet og for at mangle ethvert praksisbegreb. Kort tid efter kongressen manede Holzkamp parterne til en mere sagslig, solidarisk og gensidig videnskabeligt udviklende diskussion; dette i lederen af Forum Kritische Psychologie 6, 1980, hvorfra jeg har sakset ovenstående.
S. 540 -45
Videnskabelig objektivering er generelt videnskabsmandens aktivitet med henblik på hans erkendelsesgenstand. Indenfor psykologien/individualvidenskaben er denne relation primært af intersubjektiv art, som relation mellem forskeren og "forsøgspersoner". Indenfor den traditionelle variabelpsykologi bliver den intersubjektive karakter af genstandsrelationen betragtet som uforenelig med den videnskabelige objektiveringsopgave, og bliver derfor suspenderet under selve forskningsaktiviteten, og reduceres til relationen mellem forskeren som subjekt og "forsøgspersonens" objektive, quasi-fysikalistiske registrerbare aktiviteter, i afhængighed af "satte/fastlagte" betingelser. Indenfor de "subjektivistiske" retninger af psykologien/socialvidenskaben bliver intersubjektiviteten i forholdet mellem forskeren og dennes "genstand" godtnok opretholdt, derimod bliver (indtil det programmatiske) videnskabens særfunktion reduceret til indvinding af objektiverbar erkendelse, tilmed bliver forskellen mellem den videnskabelige erkendelsesrelation og enhver anden intersubjektiv relation nivelleret. Vi må ved formuleringen af genstandsadækvate objektiveringskriterier i overensstemmelse med vores kategorisystem, på den ene side lade intersubjektiviteten af relationen mellem forsker og "berørte" stå ureduceret: dette ikke udfra nogle moralske, humanitære eller emancipatoriske grunde, men fordi det specifikke ved genstandens "menneskelige handleevne/befindende ved den individuelle eksistens' helhedssamfundsmæssige formidlethed" går tabt, idet (på den skildrede måde) betydningsforholdet og "begrundetheden" af menneskelige handlinger som formidlingsinstanser til de objektive samfundsmæssige livsbetingelser bliver elimineret, eksempelvis i "the black box" mellem fremmedbestemte betingelser, og derigennem forsvinder de "betingede" aktiviteter. På den anden side må derved også videnskabens og forskerens særfunktion: rettethed mod objektiverbar erkendelse, være realiserbar indenfor det intersubjektive forhold. Mere præcist: Niveauet for den "intersubjektive" forståelsesramme på grundlag af den kategorialanalytiske udarbejdede almengjorte forståelighed af subjektiv funktionelle handlingsgrunde i betydningssammenhænge, må i forholdet mellem forskeren og den "berørte" aldrig underbydes. Den videnskabelige objektivering kan her altså kun være en sådan af den intersubjektive forståelsesramme: Forståelsesrammen selv må være mulig at udvikle gennem forskningsaktiviteten i retning af den videnskabelige efterprøvbarhed/gyldighedsbegrundelse/almengørelse af forskningsresultaterne, altså så at sige på et niveau af videnskabelig "metasubjektivitet", som medindtager og overstiger det intersubjektive forhold mellem forsker og "berørt".
Forskeren er til at begynde med som ethvert menneske et individuelt subjekt, som står i sine konkrete intersubjektive forhold, men bliver som forsker, idet han gør de videnskabelige anliggender til sine egne, delvist til "funktionær" for videnskaben som institution, følgeligt til "videnskabssubjekt". Under forudsætning af vores subjektvidenskabelige kategorialbestemmelser, betyder dette: Forskeren "har" til at begynde med, som ethvert menneske, sin konkrete subjektive befindende/handleevne i dens enestående form for tilsynekomst indenfor en konkret-enestående intersubjektiv ramme for selvforståelse og forståelse med andre. I den grad han som videnskabssubjekt har tilegnet sig "subjektvidenskabelige" kategorialbestemmelser, gennemtrænger han derimod på samme tid sit eget befindende o.s.v. i retning af dets væsentlige karakteristika: Han begriber godt-nok sammenhængen mellem sine formationsspecifikke, lag- og positionsbestemte samfundsmæssige livsbetingelser, og de sig derudfra givne modsætningsfyldte betydningskonstellationer som "præmisser" for hans subjektiv funktionale handlingsgrunde, erkender således i situationen med fare for sin handleevne, alternativet af et "restriktivt" eller et "almengjort" svar i rammen for muligheder for bestemmelsesudvidelse i hans subjektive mulighedsrum, inklusiv alternativet "instrumentel" reduktion eller decideret "intersubjektiv" udvikling af hans forhold til andre. Kategorierne skal altså allerførst godtgøre sig som middel til selvafklaring af den forskendes befindende, indenfor den samfundsmæssige livssammenhæng i betydningen betingelsesbestemmelse og værensopfyldelse: I modsat fald kan og vil han ikke tage dem som grundlag for sine subjektvidenskabelige forskningsaktiviteter. I vores fremstillingssammenhæng er det væsentligt, at således allerede med tilegnelsen af subjektvidenskabelige kategorier, er gennem forskeren hans egen empiriske subjektivitet gennemtrængt i retning af "metasubjektiv" videnskabelig objektivering. For det første derigennem, at han derved realiserer sammenhængen mellem den videnskabelige objektiverbarhed af den logisk-historiske udarbejdelse af kategorierne, og deres afklarende kraft ved gennemtrængning af hans subjektive befindende som karakteristik af deres videnskabelighed. For det andet og på dette grundlag derigennem, at han igennem den kategoriale gennemtrængning af sit subjektive befindende, hvis empiriske eneståenhed begribes som særlig form for tilsynekomst af "menneskelige" livsnødvendigheder og historisk bestemte betingelser med deres modsætninger og begrænsninger. Da således det egne befindende/handleevne bliver grebet som særlig instans af menneskelig befindende/handleevne under kategorien "almengjorte andre", er - idet man begriber sig selv som "en anden for de andre" - særligheden ved ens eget befindende allerede på en vis måde overskredet i retning af metasubjektiv videnskabelig almengørelse, og således er den intersubjektive forståelsesramme metasubjektivt-videnskabeligt kvalificeret.
Forskeren "ved" hermed, at "også andre" med det samme kategoriale instrumentarium kan komme frem til en gennemtrængning af deres subjektivitet, og på de deri liggende almene træk af subjektive livsnødvendigheder under historisk bestemte betingelser, og at således - under hensyntagen til deres særlige situationelle og personale præmisser, kan resultere i en metasubjektiv kvalificeret almengørelse af "forståeligheden" af deres handlingsgrunde for "mig" som videnskabssubjekt. Den dermed karakteriserede måde for metasubjektiv almengørelse som vi først er stødt på, tydeliggør godtnok den tidligere udtrukne selvstændige erkendelsesværdi af de subjektvidenskabelige kategorier, men er ikke tilstrækkelig som objektiveringskriterium for enkeltteoretisk-aktualempirisk forskning. Den her ekspliciterede metasubjektive kvalificering af den intersubjektive forståelsesramme med hensyn til den "almengjorte anden", har nemlig stadigvæk udelukkende egenart af en kategorial væsensbestemmelse af menneskelig intersubjektivitet, men forbliver - da den eneste umiddelbare erfaringsbasis stadigvæk er videnskabssubjektets befindende - udelukkende virtuel eller potentiel med hensyn til den virkelige aktualempiriske beskaffenhed og forløbsform af andre menneskers befindende. For udforskningen af disse aktualempiriske befindender o.s.v. skal her jo netop udvikles de subjektvidenskabelige-metodologiske principper. Dermed opstår spørgsmålet, hvorledes en metasubjektiv kvalificering af den almengjorte intersubjektive forståelsesramme mellem den forskende og den "berørte", som de hidtil er blevet tydeliggjort i deres mulighed, nu faktisk kan fremstilles og ekspliciteres som basis for den videnskabelige objektiverbarhed af subjektvidenskabelig aktualforskning - et spørgsmål, der på grundlag af de hidtidige overvejelser ikke længere er svært at besvare.
Den m.h.t. de "berørte" udelukkende virtuelle eller potentielle karakter af den metasubjektive kvalificering af forståelsesrammen o.s.v., kommer deraf, at det, i overensstemmelse med den hidtidigt udførte skridtvise eksplicitering af grundlaget for subjektvidenskabelig objektivering, kun er "forskeren" der har udført overgangen fra sit videnskabeligt "ubearbejdede" befindende til dets kategoriale gennemtrængning i retning af metasubjektiv almengørelse, mens de "berørte" kun "har" deres subjektivitet, men ikke kategorialt almengør den : Derfor er de hidtil kun udfra forskerens standpunkt potentielt blevet inddraget på det metasubjektive plan af forståelsesrammen, men forbliver reelt endnu på planet for den videnskabeligt "ubegrebne" intersubjektivitet. Men dette betyder imidlertid, at forudsætningerne for en enkeltteoretisk-aktualempirisk konkretisering af den metasubjektive forståelsesramme her kun kan klares derigennem, at de "berørte" selv også gennemtrænger deres subjektive befindender, i tilegnelse af de subjektvidenskabelige kategorier, og således bringer dem på det metasubjektivt almengjorte plan : Derigennem bliver - idet her differensen mellem videnskabssubjektet og de berørte subjekter delvist er blevet ophævet, de berørte til reale kommunikationspartnere for forskeren, på niveauet for den metasubjektivt-videnskabeligt kvalificerede intersubjektive forståelsesramme, hvormed objektiveringskriterierne der skal ekspliciteres på metasubjektivt plan, først kan få deres reale aktualempiriske forbindelse.
Dette inkluderer, at også de metodologiske principper selv, som aspekter af kategorierne, ikke kun kan forblive sådan for forskeren, men også må blive sådan for de berørte, hvorved også de aktualempiriske metoder, der skal konciperes derudfra, bliver til metoder i hænderne på de berørte.
Dette princip om de berørtes deltagelse i forskningsprocessen, markerer en central forskel mellem subjektvidenskabelig fremgangsmåde, og den variabelpsykologiske-kontrolvidenskabelige fremgangsmåde : Subjektvidenskabelige kategorier, teorier og metoder, er ikke teorier og metoder om de berørte, men for de berørte. De får disse lagt i hånden til afklaring af deres befindende, eksempelvis deres deltagelse i afklaringen af den foreliggende problemstilling. Dette er også ikke her resultatet af en eller anden moralsk, humanitær eller politisk-
emancipatorisk forbestemmelse, men giver sig med nødvendighed udfra det metodologiske grundkriterium for metoders genstandsadækvathed, til begribelse af det specifikt for det psykiske som befindende/handleevne, under de helhedssamfundsmæssige betingelser for individuel eksistens. Opretholdelsen af denne specifik karakteriserende intersubjektive forståelsesramme som grundlag for enhver videnskabeliggørelse af fremgangsmåden, er nemlig ikke mulig på anden måde end gennem indsætning af de berørte som "medsubjekter". En psykologi, der forstår sine teorier og metoder om andre mennesker, mister som konsekvens det specifikke ved dens genstand.
(NOTE):
Forståelsen af "forsøgspersoner" som "medforskere" er indenfor psykologihistorien ikke ny : I den "klassiske" periode for den enkeltvidenskabelige psykologi var forskerne ofte gensidigt "forsøgspersoner" for hinanden, således i gestaltpsykologien Wertheimer for Köhler, og Köhler for Wertheimer, i "Würzburgerskolen" Bühler for Marbe og omvendt, o.s.v. Den omstændighed, at den der overtog rollen som hhv. "forsøgsperson" også var forsker på det samme problemområde, blev ikke betragtet som en hindring, men tværtimod som en uundgåelig forudsætning for adækvat metodisk fremgangsmåde. Først med den funktionalistiske-behavioristiske vending, hvorudfra den "variabelpsykologiske" grundkonception fremgik, blev medforskerne diskvalificeret som "forsøgspersoner" i den videnskabelige objektivitets navn, og det var den "naive" forsøgsperson, som ikke længere måtte vide noget om det problem der skulle undersøges, og som var tilgængeligt for hverdagsbevidstheden, som blev til en selvindlysende norm for den eksperimentel-statistiske fremgangsmåde. Analysen af dette videnskabelige omslag, i hvilken man i intersubjektiviteten af forholdet mellem forskeren og den berørte (som medforsker) så en sådan skade på den videnskabelige objektiverbarhed, at man for at hæve den videnskabelige objektivitet af fremgangsmåden, suspenderede intersubjektiviteten, og således for videnskabens skyld tabte det specifikke ved genstanden, alt dette er på baggrund af den her forsøgte subjektvidenskabelige løsning af dilemmaet, en historisk undersøgelse værd. (NOTE -SLUT).
Med det fremlagte og begrundede princip om de berørtes deltagelse i forskningsprocessen, er centrale forudsætninger for den subjektvidenskabelige undersøgbarhed af et bestemt problem markeret : Problemet som skal undersøges må ikke kun være et problem for forskeren, det skal også være et problem for de berørte, det må eksempelvis i samarbejde med de berørte være så formulerbart, at det tydeliggør sig som deres problem. Endvidere må de pågældende subjektvidenskabelige kategorier være således at tilegne for de berørte, at de dermed faktisk i gennemtrængningen af deres særlige befindende kommer til en afklaring af deres muligheder og grænser for betingelsesdisposition og livskvalitet, og på denne måde kommer til en almengjort-metasubjektiv kvalificering af deres forståelsesramme med forskeren. Ellers er den specifikke subjektvidenskabelige forskningsgenstand så at sige fraværende, og alt videre bliver overflødigt. Det er kun altfor tydeligt, at der alene udfra disse to forudsætninger må give sig en flerhed af komplicerede og svære metodeproblemer for den subjektvidenskabelige aktualforskning. Dette vil vi dog endnu ikke tale om, men først i anledning af fremstillingerne og diskussionerne af faktisk realiserede forskningsforehavender. Vi fastholder kun for vores videre metodologiske overvejelser : De konkrete objektiveringskriterier for enkeltteoretisk-aktualempirisk forskning som skal udvikles, skal ekspliciteres udfra den kategorialt begrundede metasubjektive forståelsesramme mellem forsker og berørte, skal altså på basis af de skildrede kategoriale almengørelser realisere sig i en videnskabelig kooperationsproces mellem forsker og berørte, "fra subjekt til subjekt", under fortegnet af den fælles erkendelsesinteresse for afklaringen af problemet.
S. 445-63
I de overvejelser, vi har gjort os indtil nu, har den metasubjektive kvalificering, - via mulighedsalmengørelse af den intersubjektive forståelsesramme mellem forsker og berørt - udkrystalliseret sig som en væsentlig forudsætning for videnskabeliggørelse overhovedet. Derfor knytter vi an til diskussionen om de aktualempiriske objektiveringskriterier. Foreløbig spørger vi altså, hvordan de videnskabelige almengørelseskriterier er at forstå, når de ikke længere udelukkende formuleres på kategorialt niveau, men derimod skal kunne tydeliggøres som metodiske standpunkter, der kan producere og indvinde almengørlige enkeltteoretiske-aktualempiriske forskningsresultater, i forhold til det specifikt "totalsamfunds- mæssigt formidlede" ved det psykiske på menneskeligt niveau. (De videre objektiveringskriterier for efterprøvning og empirisk gyldighedsbegrundelse, vil blive undersøgt på baggrund at den følgende udvikling at problemsammenhængen).
Imens man, når det på kategorielt niveau drejer sig om bestemmelsen at de forskellige instanser, dimensioner, aspekter etc. ved det menneskelige befindende/handleevne, kan tale om "individet" (som værende sat) under formationsbestemte situations- og positionsspecitikke betingelser, kan en sådan abstraktion på aktual-empirisk niveau ikke være mulig at opretholde, (som det har vist sig i vores tidligere fremstilling af forholdet mellem kategorier og enkeltteorier/aktualempiri, sammenlign side 512 ff). Her drejer det sig nemlig ikke om "mennesket-under-betingelserne" eller deslige men om de mange forskellige mennesker som lever under forskelligartede betingelser, som de rent faktisk "forekommer" empirisk. Men hvordan kan et metodologisk kriterium tydeliggøres ud fra vores kategorielle almengørelsesbestemmelser, hvori det fremgår, hvordan man metodisk må gå frem, for at resultaterne af aktualempiriske undersøgelser af disse mange forskellige individer kan blive "generaliserbare" (dvs. subjektvidenskabelige undersøgelser som griber det specifikke totalsamfundsmæssige ved individernes befindende/handleevne)?
Som fremstillet i afsnittet om den "variabelpsykologiske" definition af almengørelseskriteriet bliver de "mange forskellige forekommende individer" sammenfattet til "tilfældig- hedsvarierende" statistiske fordelinger mht. kvantificerbare kendetegn, og derved bliver den reducerende beskrivelse ved disse fordelinger karakteriseret som centrale tendenser vha. bestemte "kendingsværdier" <"Kennwerte"> (middelværdi, "spredning" etc.). Således lader det empiriske almengørelsesforhold sig fremstille som en sådan forskellig fordeling, nemlig som forhold mellem kendingsværdierne i den mere omfattende "populationsfordeling" på baggrund af hvilke, resultaterne skal almengøres, etc. (sml. s. 523ff). På denne måde kommer man af med de forefindende individers reelle forskelligheder, som må stå hindrende i vejen for en almengørelse, nemlig ved at opfatte dem som "tilfældige" afvigelser fra en fordelingskendeværdi (som f.eks. middelværdi). Man udgrænser dem altså på en måde i "spredningen" eller "variationen" som "forstyrrende faktorer". Det, som almengøres, er stadig kun en hensyntagen til en individuelt "udslettende" spredningsgrad i stikprøver af populations-kendingsværdien. Ethvert reelt enkelttilfælde ser derved ud som "undtagelser" fra en blot udregnet, "tænkt" sand værdi (dette også der, hvor en relle værdi "tilfældigt" falder sammen med den sande værdi).
Også selvom vi ikke tager rationaliteten af denne generaliseringsmåde i nærmere øjesyn her, er det vel indlysende, at vi ikke kan betjene os af sådanne statistiske kunstgreb ved ekspliciteringen af den subjektvidenskabelige opfattelse af det aktual-empiriske almengørelseskriterium, med hensyn til det specifikke ved det/den totalsamfundsmæssigt formidlede individuelle befindende/handleevne : Da (som vist) det subjekt, der "forholder sig" bevidst til sine samfundsmæssige livsbetingelser altid er "første person", og følgeligt at den menneskelige opfattelse af "ethvert mig" må opretholdes ureduceret i subjektvidenskabelig forskning, kan vi her på ingen måde sammenfatte de mange forskellige individer med det formål at almengøre udfra statistiske fordelinger og se bort fra deres forskelle i reducerede beskrivelser. Derimod er vi med hvert enkelt menneske uafviseligt konfronteret med den særegenhed som adskiller sig fra det særegne ved alle andre individer. Dermed kan man heller ikke fra "ethvert mig´s" standpunkt definere noget enkelt menneske i nogen henseende udfra centrale tendenser og spredninger : Som undtagelse fra et eller andet. Modsat : Fra et subjektvidenskabeligt standpunkt ("Auspizien") er dét at skelne mellem regelen ("Regelfälle") og undtagelsen på det specifikt menneskelige område (set bort fra den heri liggende latente inhumanitet) at betragte som radikalt uvidenskabeligt, idet erkendelseskravet herved faktisk suspenderes ved hjælp af pseudorationelle tankebegreber ("Denkbegriffe"), (hvorved umenneskelighed og uvidenskabelighed blot bliver to sider af samme mønt). - Men hvordan kan man frembringe forskningsresultater udfra kriterierne om aktualempirisk almengørlighed, uden at reducere "ethvert mig`s" standpunkt til enkelttilfælde?
Nøglen til ophævelse af denne (ved første blik måske tilsyneladende uløselige) modsætning gives man, på kategorielt niveau, gør sig klart hvad almengørelse med hensyn til det specifikt psykiske, som totalsamfundsmæssigt formidlet individuelt befindende/handleevne etc. indebærer : Vi har redegjort for at det bestemmende moment ved en sådan specificeret handleevne er individets forhold til samfundsmæssige betydninger som almengjorte handlemuligheder for rådighed over samfundsmæssigt-individuelle livsbetingelser. Derved gav det sig, at de videre karakteristika ved menneskelig handleevne på dette niveau (bevidst forholden sig til verden og til sig selv fra "første persons" standpunkt. Subjektivitet/intersubjektivitet etc. lader sig forklare som en nærmere bestemmelse af dette mulighedsforhold.
Deraf blev den "totalsamfundsmæssige" specificering af dimensioner og funktionsaspekter ved den personlige handleevne udviklet indenfor ansatsen om de objektive totalsamfundsmæssige rådighedsmuligheder: nemlig som disses formationsbestemte situations- og positionsspecifikke særligheder og indskrænkninger i de individet givne betydningskonstellationer samt tilegnelsen/omsættelsen af disse i sammenhængen subjektivt funktionelle handlegrunde etc. Dette førte - fra subjektets standpunkt - til konceptet om ethvert "subjektivt mulighedsrum" som individuelle særligheder, indskrænkninger, mystifikationer af samfundsmæssige handlemuligheder: altså som indbegrebet af, hvad der fra de totalsamfundsmæssige, situations- og positionsspecifikt formidlede handlemuligheder som (i ethvert næste skridt) er realiserbare for individet i hendes livshistorisk bestemte situation: dvs. de dimensioner og dén rækkevidde hvor indenfor hendes deltagelse i rådigheden over almene/individuelle livsbetingelser kan udvides og derved højne kvaliteten at hendes liv (ved overvindelse at udleverethed og angst). (Sml. 5, 367ff.).
Af denne rekapitulation fremgår det, at kriteriet for almengørelse af resultater fra subjektvidenskabelig aktualforskning (gældende den totalsamfundsmæssigt formidlede specificitet ved det psykiske på menneskeligt niveau) henfører til de mange forskellige mennesker som de empirisk forekommer, ikke i forhold til en række "faktiske" kendetegn, men til hver deres særlige "subjektive mulighedsrum". Heri ligger det, at den for subjektvidenskabelig forskning forudsatte "metasubjektive" kvalificering af det intersubjektive forhold mellem forskeren og den berørte fra dette synspunkt er at karakterisere som forståelse af rådighedsmuligheder og deres begrænsning, så at sige fra mulighedsrum til mulighedsrum. Og ud fra netop denne kvalitet ved den metasubjektive relation er det muligt at udvikle kriteriet for aktualempirisk almengørlighed etc. En sådan "mulighedsalmengørelse" er at en ganske anden struktur end en der ligner den "variabelpsykologiske" almengørelse udfra rene "fakta": Nemlig såfremt jeg har gennemtrængt mit empirisk forfindende subjektive befindende i retning at den nævnte/gældende bestemmelse af det "subjektive mulighedsrum", kan jeg begribe dette befindende/denne handleevne som forhold mellem almene samfundsmæssige handlemuligheder og mine særlige former for disses realisering, indskrænkning, mystifikation etc. Således står de mange forskellige individer ikke mere tilsyneladende isoleret ved siden af hinanden, men reelt forbundet på grundlag af fælles samfundsmæssige handlemuligheder (på forskellige niveauer, se nedenfor): Og deres personlige forskelle lader sig for dem forstå som forskellige former for realiseringer af disse fælles rådighedsmuligheder. Dermed er det også i princippet klargjort, hvordan og under hvi1ke omstændigheder empiriske udtalelser omkring det særlige ved "mit" befindende/ handleevne er almengørligt overfor "dit" særlige befindende/handleevne : Nemlig såvidt disse særligheder bliver forståelige som dine og mine forskellige realiseringsbetingelser, herunder forskellige præmisser for subjektivt funktionelle begrundelsessammenhænge etc. som subjektivt nødvendige fremtrædelsesvarianter af realiseringen af almene samfundsmæssige handlemuligheder. Med en sådan "teoretisk" almengørelse er nødvendigvis også perspektivet for den "praktiske almengørelse" af vores handlemuligheder sat : Dette gennemføres i takt med overvindelsen af objektive og subjektive forhindringsbetingelser og mystifikationer gennem tilnærmelse af vores (gennem deres begrænsethed forskellige) personlige handlerum til almene samfundsmæssige muligheder for bevidst fælles rådighed over vores egne anliggender.
Det kan se ud som om der i dette subjektvidenskabelige
almengørelseskoncept - ved skelnen mellem samfundsmæssige handlemuligheder og
deres personlige realiseringsbetingelser - genfindes den
'variabelpsykologiske" skelnen mellem "konstituerende
betingelser" og "forstyrrende faktorer". Det må hertil indvendes
(udover alle øvrige forskelle) at i denne almengørelseskonception udstødes
"forstyrrende faktorer" ikke som varians (for at kunne almengøre),
hvorved fremtrædelsesforskelle ville nivelleres: men derimod omvendt:
Realiseringsbetingelserne må gøres eksplicit indholdsmæssigt kendt og
medregnet, da de hører til "konstituerende faktorer" for ethvert
mig's empiriske befindende/handlemuligheder, da "mine"
handlemuligheders formidlethed af de samfundsmæssige handlemuligheder kun på
denne måde kan gøres forståelige for mig som grundlag for almengørelse (Sml.
hertil KEILER 1970, s.
"At almengøre" betyder her altså ikke bortabstraktion, men derimod begribelse af forskelle som forskellige fremtrædelsesformer af de samme forhold. Derved bliver individet ikke ofret som blot fordelingselement hhv. "udtryk" ("Ausnahme") for almengørelsen: Snarere ligger (som det samlede subjektvidenskabelige instrumentarium) således også det skitserede almengørelseskoncept "i hånden på" den berørte. "Ethvert jeg" kan dermed gennemtrænge den tilsyneladende isolation mellem mit befindende og de reelle samfundsmæssige handlemuligheder, og derfra sætte mig i forhold til empirisk forekommende andre mennesker (mht. vores personlige handlemuligheder/-nødvendigheder), og derved "praktisk" overvinde min isolation i perspektivet fælles rådighedsudvidelse. Almengørelsen retter sig altså ikke (fra et "ydre standpunkt") mod "de andre" som hyppighedsfordeling, men mod "ethvert mig" i min ureducerede individualitet og subjektagtighed.
På baggrund at de derved karakteriserede formalstrukturelle kendetegn lader begrebet om mulighedsalmengørelse sig videreforklare i sin funktion som objektiveringskriterium for aktualempirisk forskning. Derved kan det tidligere indførte forhold mellem kategoriforhold og empiriforhold indenfor enkeltteoretiske koncepter inddrages i disse overvejelser som empirisk almengørende antagelser over den reelle beskaffenhed etc. af psykiske fremtrædelsesformer. (sml. s. 513ff). Mere præcist: Hertil må lægges den betydning, som det specifikke kategoriforholds ansats til mulighedsalmengørelse kan have for empiriforholds almengørlighed i enkelteorierne. I stedet for variabelpsykologiens almengørelse i form af empirisk variation mellem uafhængige og afhængige variable (sml. s. 514ff), følger der ud fra mulighedsalmengørelsens struktur en karakterisering af enkeltteoretisk-empiriske almengørelser af forholdet mellem handlings-/rådighedsmuligheder og disses realiseringsbetingelser, som de forefindes det enkelte "mig". Ved inddragelse af det enkeltteoretiske niveau drejer det sig altså ikke blot om at begribe "mit" og "dit" mulighedsrum som forskellige realiseringsformer af samfundsmæssige handlemuligheder, men også "vores" individuelle mulighedsrum med disses muligheds-/realiseringsforhold må (afhængigt af den givne enkeltteoretiske problemstilling) underordnes empirisk almengjorte former af sådanne mulighedsrum/forhold. Dette afgøres af det enkeltteoretisk-aktualempiriske emnes karakter, som ikke her elimineres, men som må konkretiseres på "genstandsadækvat" måde. Hvordan skal man så nærmere forestille sig en sådan enkeltteoretisk-aktualempirisk almengørlighed ifølge mulighedsalmengørlighedens struktur (uden at sammenfatte individer i hyppighedsfordelingen og statistiske kendeværdier <"Kennwerten">?
Enkeltteorier er - som vist - generelt alment formulerede antagelser om empiriske forhold alment formuleret udfra de givne kategorialbestemmelser som "grundbegreber". Subjektvidenskabelige enkeltteorier (hele tiden : med henblik på psykens samfundsmæssige specificitet), uanset deres nærmere beskaffenhed, formulerer med de udviklede historiske kategorialbestemmelser som grundbegreber almengjorte antagelser over empirisk forefundne individers subjektive mulighedsrum hhv. muligheds-/realiseringsforhold. Med andre ord danner enkeltteorien således grundlag for den teoretiske konstruktion af "almengjort" eller "typisk" mulighedsrum med "almengjorte" eller typiske muligheds-/realiseringsforhold ( - i en form afhængigt af den empiriske problemstilling). På baggrund heraf vil "enkelttilfælde" som mine og dine mulighedsrum/forhold kunne forstås som forskellige konkretiseringer af et sådant "typisk" mulighedsrum. Struktureringen af sådanne typiske mulighedsrum og deres nærmere bestemmelse må gennemføres i den "metasubjektive" forståelsesramme mellem forskere og berørte og må afpasses arten at den problemstilling, der for begge har interesse (og de relevante psykologiske "forbegreber", som inddrages kritiserende/reinterpreterende/udviklende). Den principielle fremgangsmåde gives udfra de pågældende kategorier, nemlig "instanserne" livsbetingelser/betydninger, de funktionelle handlegrunde og de deraf afledte psykiske dimensioner og funktionsaspekter som strukturering ("Gliedern") af forholdet mellem samfundsmæssige handlemuligheder og deres særpræg, indskrænkninger og mystificeringer gennem de situative og personale realiseringsbetingelser indenfor "subjektive mulighedsrum" (under borgerlige livsforhold).
Som tidligere fremstillet (s. 367ff), er de "subjektive mulighedsrum" primært bestemt gennem individets situations- og positionsspecifikke livsbetingelser (fra hvilke de videre momenter direkte eller indirekte gives). Derfor må der tages udgangspunkt heri ved struktureringer og afgrænsninger at det givne "typiske mulighedsrum". Det er altså først og fremmest de "typiske" livsbetingelser/-betydningskonstellationer, som udfra den relevante problemstilling skal fremhæves i deres konkrete realhistoriske egenart, udgående fra det klasse- og positionsspecifikke, og som resultaterne af den aktualempiriske proces skal kunne almengøre efter konceptet om "mulighedsalmengørelse". Den kategoriale betydningsanalyse (som den tidligere, s. 358ff. er praktiseret), skal hermed vha. de udarbejdede begreber vendes til en aktualempirisk betydningsanalyse. De i problemstillingerne liggende empiriske almengørelser af vedkommende livsbetingelser, (institutioner, arbejdsplads, familie, medier, særlige "omgivelser", kunstneriske udtryk og alle tænkelige andre) må analyseres som realhistoriske konkretiseringer af formations- situations- og positionsspecifikke betydningskonstellationer indbefattet disses samfundsmæssige udtryk for det deri liggende "typiske" forhold mellem handle-/rådighedsmuligheder og deres begrænsning/-mystificering. Mens den kategoriale betydningsanalyse altså gør sådanne situations- og positionsspecifikke handlemuligheder/begrænsninger "begrebsligt" forståelige, bliver de til enhver tid forefundne konkret-historiske handlemuligheder/begrænsninger faktisk begrebet i deres typiske træk i den aktual-empiriske betydningsanalyse.
Efter den således afsluttede strukturering af det typiske mulighedsrum gennem udarbejdelse af de for problemstillingen relevante typiske forhold mellem handlemuligheder, realiseringsbetingelser/-begrænsninger på samfundsmæssigt livsbetingelses/betydningsniveau, må nu formidlingsniveauet "subjektivt funktionelle handlegrunde" inddrages i analysen for en videre teoretisk differentiering af det givne "typiske mulighedsrum". Dette betyder, at der må formuleres antagelser om, hvilke "typiske" former for subjektive begrundelsessammenhænge, som vil fremgå med den fundne betydningskonstellation af handlemuligheder/-begrænsninger/-mystificeringer, som præmis, altså hvordan (under borgerlige forhold) alternativet mellem almengjort og restriktiv handleevne i "typiske mulighedsrum" konkret må bestemmes med henblik på dimensionerne af "den anden mulighed" for rådighedsudvidelse.
Det således "grundlagsanalytisk" forståede "typiske" forhold mellem handlemuligheder og realiseringsbetingelser/-begrænsninger/-mystifikationer må så til sidst specificeres "funktionsanalytisk" udfra antagelser i forbindelse med (de deraf følgende) "typiske" bestemmelser af psykiske dimensioner og funktionsaspekter, som de er blevet fremlagt kategorielt. Derved kan den teoretiske konstruktion af et "typisk mulighedsrum" bestemmes nærmere, f.eks. gennem udsagn om følgende momenter: "typiske" muligheder/begrænsninger i udviklingen at menneskelige behovsforhold, typiske former for "instrumentalisering" af sociale relationer og "intersubjektiv" overvindelse deraf, "typiske" former for "nærliggende" tolkende tænkning og dennes "begribende" overvindelse, "typiske" farer for "inderliggørelse" og emotionalitetens handlingsafkobling samt dettes overvindelse i "almengjort emotionalitet", "typiske" former for mystifikationer af "indre tvang" som motivation og overskridelse deraf, i retning af virkeligt motiveret handlen. Overordnet set betyder dette også formuleringen af antagelser om "typiske" former af forholdet mellem bevidste handlemuligheder og "ubevidst" rådighedsundgåelse, altså "fuldbyrdelse" og "forstadier" af undgåen og realitetsudklamring, forholdet til egen barndom som begrænsning eller udvidelse af nuværende rådighedsmuligheder, etc. Alle disse "typiske" træk er at forstå som momenter ved virkelig empirisk befindende under "splittede" ("ausgegliederten") levebetingelser, og må indholdsmæssigt konkretiseres i de dertil knyttede "teoretiske" beskrivelsesbegreber. Hvilke psykiske dimensioner og funktionsaspekter, der i et givet konstrueret "typisk mulighedsrum" må behandles specielt udførligt og differentieret kommer an på problemstillingen (fx. om det specielt drejer sig om "kognitive", "emotionelle", "motivationelle" aspekter af handleevnen, problemer med "det ubevidste", problemer med sociale relationer, etc.). Ud fra vores kategorialbestemmelsessystem følger dog, at sammenhængen mellem de forskellige kategoriale dimensioner/aspekter, som indenfor kategorialbestemmelserne er formuleret med den teoretiske konstruktion af et "typisk mulighedsrum" fuldt ud må repræsenteres (da intet enkeltteoretisk-aktualempirisk delproblem ellers er genstandsædækvat udforskeligt).
For på baggrund af konceptet om "typisk mulighedsrum" at begribe det der i implicerede almengørelsesforhold mellem "type" og "enkelttilfælde" er adækvat, må man på den ene side gøre sig klart, at den i forskningsprocessen medvirkende "berørte", for hvem den empiriske problemstilling er relevant, selv står under disse realhistoriske livsbetingelser/ betydningskonstellationer (eller har underlagt sig disse), udfra hvilke "mulighedstypen" struktureres. ("Mulighedstype": forkortelse af "typisk mulighedsrum med typisk muligheds-/realiseringsforhold"). For det andet må man gøre sig klart, at den berørte som medforsker indenfor den metasubjektive forståelsesramme fra starten selv er delagtig i udarbejdelsen ("Koncipierung") af mulighedstypen. Forholdet "type-enkelttilfælde" er altså ikke på forhånd fastlagt, men udvikles (på det fælles kategoriale grundlag) indenfor den metasubjektive, kooperative forskningsproces mellem "forsker" og "berørt" (som medforsker). Således subsumeres den enkelte ikke under en mulighedstype som en højt hævet videnskabsinstans, men det givne "jeg" må altså i analysen af egen handleevne/befindende under de "typiske" levebetingelser "for mig selv" afklare om mine egne muligheds-/realiseringsforhold kan subsumeres under den gældende udviklingsstand af konstruktionen "typisk mulighedsrum": om man altså kan genfinde sig som "et sådant tilfælde" som det antages i mulighedstypen. Resultatet af denne "selvanvendelse" af mulighedstypen tilbagemeldes i enhver fase af den fælles udarbejdelse af den metasubjektive forskningsproces. Derved kan det vise sig at jeg ikke er "berørt" af den opstillede mulighedstype, hvorved jeg må udelukke mig selv fra videre konkretiseringer (og dermed fra denne del at forskningsprocessen, hhv. metasubjektivt stiller denne selvudelukkelse til diskussion), se nedenfor. Såfremt jeg kan identificere mit subjektive mulighedsrum som et sådant tilfælde indenfor det typiske mulighedsrum, yder jeg derved med resultaterne af analysen af mit eget befindende/handleevne samtidigt et bidrag til en videre differentiering af denne teoretiske konstruktion : På grund af det unikke i min subjektive situation i dens livshistoriske tilblivelse, må der i gennemtrængningen af mit befindende/handleevnes fremtrædelsesform fremkomme nye former for forhold mellem handlemuligheder og deres realiserings-/begrænsnings-/mystificeringsbetingelser. Dette er at opfatte som en videre udbygning af den teoretiske konstruktion af den givne mulighedstype.
s.554
Den teoretiske udvikling af konceptet om et "typisk mulighedsrum" som baggrund for behandlingen af aktualempiriske problemstillinger må altså ses som en principielt uafsluttet og uafsluttelig proces, der gennem inddragelse af ethvert nyt "tilfælde" viser den hidtidige bestemmelse som differentierings- eller korrekturnødvendig. Dette følger nødvendigvis udfra at ansatsen om "mulighedsalmengørelse" ikke udelukker individuelle forskelle som forstyrrende variation ("Störvarianz"), (som i variabelpsykologiens statistiske almengørelsesansats), men derimod udtrykkeligt medtager disse i den teoretiske konstruktion som individuelle rådighedsmuligheders realiserings-/begrænsningsbetingelser. Dette betyder dog overhovedet ikke, at almengørligheden dermed nødvendigvis lades ubestemt, og således ophæver sig selv som objektiveringskriterie. Der er nemlig altid tale om udviklingen af bestemmelsen af det "typiske" mulighedsrum gennem struktureringen af realhistorisk bestemte fælles levebetingelser/betydningskonstellationer som objektive handlemuligheder/-begrænsninger, og de deri liggende modsætninger og mystifikationer for de berørte. Af disse livsbetingelser kan der dog ikke være uendeligt mange lige vigtige subjektive "svar" ifølge den kategoriale færdiggjorte almenstruktur af sammenhænge mellem betingelser, betydninger, handlegrunde og psykiske funktionsaspekter på basis af "menneskelige" rådigheds- og tilfredsstillelsesnødvendigheder. Snarere må den metasubjektive proces af fælles udarbejdelse af teoretiske mulighedstyper gennem stadig videre "selvanvendelse" af den opstillede bestemmelse og tilbagemeldte differentieringer/rettelser gøre stadig tydeligere, at de væsentligste bestemmelser til aktualempirisk almengørelse at mit særegne subjektive mulighedsrum allerede på baggrund af tidligere bidrag er medtaget i konceptet.
Gennem forskningsprocessens forløb bringer differentieringer/korrektur således færre og færre virkelig nye typiske subjektive "svar" på objektive livsbetingelser etc., og endnu færre relevante berigelser til forståelsen af de typiske former. Almengørelsesforholdet mellem "type" og "enkelttiltælde" kan således aldrig endegyldigt fikseres, men tydeligøres "asymptotisk" med forskningsprocessens fremskriden. Således kan der på et tidspunkt i forskningsprocessen i metasubjektiv forståelsesramme besluttes, at den pågældende "mulighedstype" nu er tilstrækkeligt bestemt, og videre analyse således ikke er nødvendig. En sådan afbrydelse af forskningsprocessen kan på den ene side altid kun være foreløbig, da der i det næste tilfælde af selvanvendelse principielt altid kan forekomme hidtil oversete væsentlige bestemmelser (som henviser til manglende foregående selvanvendelsesanalyser). På den anden side findes der dog forklarlige ("explicierbare") kriterier for afbrydelse og genoptagelse af forskningen. Deri adskiller den subjektvidenskabelige aktualforskning sig altså ikke fra alle andre empiriske, og som sådan aldrig endegyldigt afsluttelige, forskningsmetoder. Disse repræsenterer altså altid og nødvendigvis udelukkende et foreløbigt vidensniveau.
Såfremt nu udarbejdelsen af et "typisk mulighedsrum" er afsluttet (som indeholdende alle væsentlige bestemmelser og alternative subjektive svar på realhistoriske bestemte livsbetingelser), antages dermed samtidig, at dette ikke blot almengør den i forskningsprocessen inddragede og i udarbejdelsen deltagende berørtes subjektive mulighedsrum, men alle berørtes. Dette betyder, at også ethvert andet individ under de analyserede realhistoriske 1ivsbetingelser/betydningskonstellationer (såfremt hun gennem kategoritilegnelse og selvanvendelse af konstruktionsbestemmelserne indgår i forskningsprocessen,) kan gennemtrænge hendes subjektive mulighedsrum som et "tilfælde" indenfor det "typiske mulighedsrum", og således opnå den tilsvarende selvafklaring med derti1 hørende praktiske konsekvenser.
Af denne udredning fremgår umiddelbart den subjektvidenskabelige konkretisering af det videnskabelige kriterie om "efterprøvelighed" af forskningsresultater, idet dette kriterie viser sig som implikation af den fra konceptet om muligheds almengørelse afledte empiriske almengørlighedsansats: "Efterprøvelse" kan her kun bestå i den skildrede analyse af eget befindende/handleevne med bestemmelsen af det "subjektive mulighedsrum". Derved kan efterprøvningen principielt "slå fejl", nemlig når den fremsatte mulighedstype må identificeres som for mig ikke vedkommende, og altså ikke kan anvendes i mit "tilfælde". Efterprøvelsen kan fremover kun lykkes i begrænset omfang, nemlig der, hvor selvanvendelse på den skildrede måde resulterer i differentieringer eller korrektur af mulighedstypens bestemmelse. Denne mangel må altid af "mig" heles gennem tilførelse af "mine" differentieringer og korrekturer til bestemmelsen af de "typiske mulighedsrum". Sluttelig kan efterprøvelsen "lykkes", nemlig når jeg i den allerede udarbejdede konstruktion genfinder alle væsentlige bestemmelser til gennemtrængen af mit eget mulighedsrum hhv. muligheds-/realiseringsforhold.
Til denne forståelse af efterprøvelseskriteriet vil mange indvende at "efterprøvelsen" ikke sker gennem en objektiv videnskabsinstans over de som statistiske fordelinger depersonaliserede berørte, men kun kan gennemføres gennem de berørte. Man må her gøre sig klart, at dette er et resultat af nødvendigheden af det "intersubjektive" niveau for relationen mellem forsker og berørt; for ikke at underskride/forbigå genstandsadækvathedens interesse. Hermed kan efterprøvelse kun lykkes "fra subjektets standpunkt", altså gennem "mig" Dette betyder ikke - som det fremgår af argumentationen - en suspendering af den videnskabelige objektivitet, da efterprøvelsen gennem "mig selv" ikke er vilkårlig, men følger (de fremlagte) videnskabelige kriterier i metasubjektiv forståelsesramme. Videnskabelige efterprøvelser følger generelt objektiverbare kriterier gennem den enkelte forsker, der skønner over kriteriernes anvendelighed og bringer eventuel tvivl til diskussion i den videnskabelige dialog. Men andet sker der principielt ikke i den fremlagte subjektvidenskabelige efterprøvelsesproces da de "berørte" som subjekter for efterprøvelsen her samtidigt er kvalificerede som "medforskere" og således udrustede med de tilsvarende videnskabelige kriterier. (Jeg vil senere behandle de her antydede problemstillinger nærmere, ved diskussion af subjektvidenskabelige kriterier for "empirisk gyldighed"). Afgrænsningen at mulighedstypen har ifølge forskningsprocessens enkeltteoretisk-aktualempiriske karakter, hvori afgrænsningen foregår, grundlæggende status af en empirisk hypotesedannelse som er ledet gennem problemstillingen. Dette betyder dog ikke, at det udelukkende handler om "begrebsmæssige" fastsættelser og definitioner, der ud fra selve sagen altid kan se ud på en hvilken som helst måde. De gældende samfundsmæssige livsbetingelser/betydningskonstellationer som afgrænsningskriterier er jo (som vist) empiriske konkretiseringer af gældende bestemte situations- og positionsspecifikke "infrastrukturer" som sektorer i den omfattende, arbejdsdelte organisering af den samfundsmæssige struktur, der i det borgerlige samfund er bestemt og splittet gennem antogonistiske klasseforhold. I den grad præciseringen at de "typiske" betydningskonstellationer indenfor en mulighedstype tydeliggør de deri liggende samfundsmæssige henvisninger, må også den reelle systematiske placering af hver særlig mulighedstype gøres stadig mere klart forståelig i den totalsamfundsmæssige struktursamm enhæng (med dennes gennem de borgerlige klasseforholds formbestemte inddeling i produktions- og reproduktionsområder, statslige og 1ignende institutioner, formelle og uformelle kooperations- og organisationsformer etc. I og med forskningsprocessens fremgang og kumulationen af resultater i en stadig tydeligere strukturering og ophævelse af bestemte "prægnante" mulighedstyper, må altså også disses overordnede samfundsmæssige sammenhæng fremhæves stadigt mere entydigt, hvorved hver mulighedstype bliver begribelig udfra dennes samfundsmæssighed som særlig realiseringsform, begrænsning, mystificering af (samfundsteoretisk erfarede) samfundsmæssige forhold af handlemuligheder og deres begrænsning etc. Derved må mulighedstypen anskues dels som omfattende individuelle særti1fælde af et "typisk" muligheds-/realiseringsforhold, dels må mulighedstypen selv ses som realhistorisk særtilfælde af det overordnede samfundsmæssige muligheds-/realiseringsforhold.
Udfra denne fremstilling fremgår det, at det her udviklede subjektvidenskabelige almengørelses-/efterprøvelseskriterium - hvor det individuelle kan sættes i et almengørligt forhold til mulighedstypen - også er egnet til begrundelse af almengørelser ud over og fra den enkelte mulighedstype, idet (ifølge mulighedsalmengørelsens skildrede stuktur) de forskellige mulighedstyper kan bringes i et almengørligt forhold til hinanden som særlige fremtrædelsesformer af almene samfundsmæssige handlemuligheder. Derved er relativismen ved den borgerlige socialvidenskabs ansats om menneskelig handlen/befindendes "lagspecificitet" (ved hvilken det borgerlige samfunds historisk bestemte splittethed videnskabeligt gøres universel) overvindelig. Det bliver nemlig tydeligt, at den metasubjektive forståelsesramme principielt også kan omfatte individer fra forskellige lag hhv. klasser, der er almengjort individualvidenskabeligt i forskellige "mulighedstyper". Herved er "selvudelukkelsen" af et individ grundet manglende indgåen i en mulighedstype mulig at ophæve i et mere omfattende forskningskoncept: Vi må her (alt efter problemstillingen) med hensyn til alle (det borgerlige samfunds) mulighedstypers fælles samfundsmæssige handlemuligheder/begrænsninger gøre os forståeligt, hvorfor vi som individer der har underlagt sig forskellige "typiske" præmisser i den situations- og positionsspecifikke betydningskonstellation må komme til forskellige "typiske" begrundelsessammenhænge og udmøntninger af psykiske funktionsdimensioner/-aspekter. Men på den anden side må vi dertil også begribe vores til enhver tid forskellige "typiske" muligheder for rådighedsudvidelse (i dennes særlige begrænsninger og mystifikationer) med den samlede samfundsmæssige rådighedsudvidelse som sigtepunkt: som gennemførlige skridt fra forskellige samfundsmæssige placeringer mod det fælles mål, nemlig alles bevidste rådighed over egne anliggender. Således tydeliggøres med den "teoretiske" almengørlighed her samtidig den "praktiske" almengørlighed i perspektivet af skridtvis ophævelse af forskellene i de typiske realiserings-/begrænsningsbetingelser, nemlig ved den faktiske realisering af den "anden mulighed" for rådighedsudvidelse indenfor det typiske mulighedsrum; altså "praktisering" af den fælles målsætning i fælles handlen.
(EKSKURS s.558)
Ved tilspidsningen af disse overvejelser fremkommer spørgsmålet, om ikke "forståelsen" af de antagonistiske klasseskranker er impliceret i vores almengørelseskoncept, og hvorledes dette kan forenes med den uophævelige interessemodsætning mellem udbytter og udbyttet i det borgerlige samfund. Jeg vil (til forberedelse at den hidtil i høj grad udeladte diskussion at dette problem) give følgende korte behandling:
1) Metasubjektiv forståelse er ikke ensbetydende med enighed og heller ikke med den udglattende konstatering af interessefællesskab. Det kan rettere udfra almengørelsesforholdet mellem mulighedstype og samfundsmæssige muligheder fremstilles, at udfra den "typiske" betydningskonstellations modsatrettede klassebestemthed må der gives umiddelbart modsatrettede interesser, hvorved denne modsætnings begrundethed kan gøres intersubjektiv og dermed også metasubjektiv forståelig over forskellige betydningspræmisser og derved over forskellige klasseskranker. (Altså at det "menneskelige" niveau for interpersonelle relationer ikke nødvendigvis er suspenderet).
2) Derved kan også den fremstillede konvergens mellem realisering at de gældende "typiske" muligheder for menneskers rådighedsudvidelse over deres samfundsmæssige livsbetingelser i retning af alles rådighed over egne anliggender (altså perspektivisk overvindelsen af kapitalistiske klasseforhold) gøres synlig i metasubjektiv forståelsesramme - henover de antagonistiske klasseskranker. Selv kapitalister er ikke grundliggende udelukket herfra, hvilket f.eks. ses ved eksistensen at de franske kommunistiske kapitalister, der til dels overfører deres profit til partiet, og derved deltager i kampen for forhold, under hvilke deres egen eksistensmåde som funktionærer for kapitalen må påhæves. På særlig spektakulær måde vises dette gennem FRIEDRICH ENGELS, der som bekendt understøttede KARL MARX med profitten fra sin børstefabrik, og således muliggjorde skrivningen af "Kapitalen". Lignende former for "klasseforræderi" uden opgivelse af klasseposition - som realiseringen af den menneskelige mulighed for bevidst "forholden sig" etc. til de betingelser, de er underlagt - sker ofte i mindre spektakulære former, som hos alle intellektuelle, der benytter deres muligheder som den borgerlige stats "tjenere" i dennes institutioner til kampen for den demokratiske forandring af denne stat.
3) At mulighedstypens almengørelse muliggør en metasubjektiv forståelsesramme henover antagonistiske klasseskranker betyder naturligvis ikke, at de der tilhører den herskende klasse også reelt er inddraget i denne forståelsesramme. Forudsætningen for deltagelsen i den metasubjektive formidlede forskningsproces er jo, som fremført, tilegnelsen af subjektvidenskabelige kategorier på grundlag af materialistisk dialektik, og dertil er den herskende klasses funktionærer (og mange, der deler disses privilegier) naturligvis oftest hverken kapable eller beredte. Og ikke nok med det; "normalt" deltager de sågar i "klassekamp fra oven": undertrykkelsen at den marxistiske videnskab (hvoraf vores subjektvidenskabelige konception er en udmøntning). Og klassemodsætningen, der i de metasubjektive rammer er inddraget i "menneskelig" forståelsesmuligheder, slår her igennem med fuld brutalitet som forsøg på udgrænsning at det videnskabelige/menneskelige fællesskab. Udfra dette må da også fremstillingen i det foregående punkt relativeres, idet man må holde sig for øje, at subjektvidenskabelig forskning henover klasseskranker ganske vist er mulig, men kun kan realiseres under særlige betingelser i praksis. (Alt dette er, som tidligere nævnt, kun er foreløbig behandling af problemet).
<EKSKURS SLUT>
Den her udviklede og konkretiserede subjektvidenskabelige mulighedsalmengørelseskonception er psykologihistorisk forbundet med KURT LEWINs kritik af den forældede "aristoteliske" tænken i den statistiske hyppighedsansats og hans udarbejdelse af tesen om almengørlighed fra "enkelttilfældede" til "et sådant tilfælde" som "hændelsestype" ("Geschehenstypus") udfra et strengt "gallilæisk" lovmæssighedsbegreb (sml. KURT LEWIN Werkausgabe, Bd. 1, 1981, især s. 233ff og 279ff). Dette betydningsfulde videnskabelige bidrag er hidtil forblevet fuldstændig uden følger for psykologiens udvikling (endda i så høj grad, at selv LEWIN og hans elever tilsidesatte det i deres egne eksperimentelle arbejder, og blev trukket med i "variabelpsykologiens" mainstream.
(EKSKURS)
Jeg har tidligere beskæftiget mig kritisk med Lewins almengørelseskoncept, og har - ser jeg nu - ikke fået øjnene op for, hvad der er af hente hos Lewin. (HOLZKAMP 1968, s. 105ff). Udfra den nu udviklede mulighedsalmengørelsesansats indenfor rammerne at vores subjektvidenskabelige ansats mener jeg, at LEWINs videnskabsteori nu på passende vis kritisk kan analyseres, hvorved såvel dens betydning som dens begrænsning - hvor dens konsekvensløshed viser sig som manglende realiserbarhed - adækvat kan vises. Dette kan dog først ske i den endnu forestående behandling af LEWIN i mere omfattende problemsammenhæng (især gennem det planlagte 3. bind af H.- OSTERKAMPs "Motivationsforschung").
<EKSKURS SLUT>
Gdp s. 560 n. til s. 564 ø.
På grundlag af konceptet om mulighedsalmengørelse hhv. typiske mulighedsrum, er der nu udarbejdet en subjektvidenskabelig opfattelse af empirisk almengørelse/efterprøvelse som metodologiske objektiveringskriterier. Denne opfattelse skal nu videreudvikles i henhold til det centrale kriterium: at begrunde den empiriske gyldighed. Først og fremmest skal bestemte grundkarakteristika ved den subjektvidenskabelige forskningsproces tydeliggøres, udledt af vores hidtidige metodologiske fremlæggelse.
Som fremlagt (s. 518 ff) består ansatsen til aktualempirisk, subjektvidenskabelig forskning altid i kritikken/reinterpretationen/videreudviklingen af givne psykologiske forbegreber, med mindre den før-begrebslige problemstilling må tilbagevises som totalt genstands-inadækvat, eller hvis positionsbestemmelsen er mere eller mindre "uspecifik", se nedenfor. Herved tydeliggøres positionen af de givne teoretiske antagelser indenfor helheden af de kategoriale bestemmelser, m.h.t. den menneskelige handleevne/befindende på niveauet af totalsamfundsmæssig formidlet individuel eksistens. På baggrund af vores fremlæggelse af mulighedsalmengørelse/typiske mulighedsrum fremgår det nu, at med en sådan kategorial positionsbestemmelse er den subjektvidenskabelige reformulering af en enkeltteoretisk problemstilling på ingen måde afsluttet. Den kategoriale indordning af problemstillingen må nemlig foreløbig stadig forblive abstrakt og "udvendig" for de berørte, da indordningen ikke er formidlet med de berørtes virkelige, empiriske befindende/handleevne. Her er det ikke nok at vide, at de givne aktualempiriske problemniveauer repræsenterer det og det - muligvis forkortede og mystificerede - aspekt ved den menneskelige handleevnes totalstruktur. Snarere gælder det om at finde ud af, hvordan det givne relevante aktualempiriske problem indenfor mit subjektive mulighedsrum er formidlet med instanserne/dimensionerne/funktionsaspekterne ved min totale handleevne/befindende, og hvordan det i sin mulige almengørelse er formidlet som en given "sådan" mulighedstype.
Dette betyder intet andet end en eksplicitereing af problemstillingen i relation til den skildrede metasubjektive-kooperative forarbejdning af det givne typiske mulighedsrum, altså en reformulering af sammenhængen mellem livsbetingelser, funktionsudprægninger, betydnings- og begrundelsessammenhænge, som fremstår ud af de givne realhistorisk-konkrete, lag- og positionsspecifikke forhold etc. Denne reformulering er rettet mod de "typiske" muligheder for udvidelse af rådigheden over livsbetingelserne og dermed mod ophævelse af kognitive/emotionelle/motivationelle restriktioner i min handleevne/befindende etc., hvad vi har ridset op som mulighedstypens bestemmelser. Dette betyder dermed også en mulig selvkritik af forskerens eget udgangsspørgsmål og de deri liggende almengørelser fra et "ydre standpunkt", hypostaseringer af "abstrakte" personlighedskendetegn, "inddeling" og "udgrænsning" af mennesker etc., hvorved det opklares, hvordan spørgsmålet egentlig må lyde fra standpunktet om rådighed over livsbetingelserne gennem de berørte etc. (hvilket indbefatter analysen af forskerens egne grunde til at opfatte spørgsmålet forkert). Med en sådan reformulering af udgangsproblemstillingen - i relation til den empiriske forskningsproces' retning mod en forarbejdning af den teoretiske konstruktion af det givne typiske mulighedsrum - bliver den på ingen måde elimineret eller lignende, men bliver snarere blot tydeliggjort som en i givet fald mere eller mindre underordnet problemstilling i forhold til, hvad "spørgsmålet" egentlig er her. Herved kan især de rene indrepsykiske restriktioner, modsætninger, konflikter etc. i udgangsproblemstillingen blive begribelige i deres relation til del-instanser ved den konkret-historiske udprægning af en mere omfattende sammenhæng mellem objektive livsbetingelser og psykisk handleevne/befindendende, hvilket er ensbetydende med perspektivet i at overvinde mine psykiske restriktioner, modsætninger og konflikter i kraft af den reelle udvidelse af min betingelsesrådighed (i henhold til dimensionerne og rækkevidden af den "anden mulighed", i det typiske mulighedsrum, som jeg henfører mig selv til i forskningsprocessen). Den nævte aktualempiriske eksplikation af problemstillingen forudsætter derved generelt den konkrete indholdsmæssige opfattelse af mit/det "typiske" forhold mellem handlemuligheder og realiserings/begrænsningsbetingelser, hvorved relativeringen af udgangsproblemstillingen først kan komme istand udfra den "egentlige" og mere omfattende problematik ved skrankerne/mulighederne for rådighedsudvidelse. Heraf viser der sig nu et centralt grundtræk ved den subjektvidenskabelige aktualforskning som værende forskerens og de berørtes fælles praksis i retning af realiseringen af de givne, hypotetisk antagne muligheder for udvidelse af betingelsesrådigheden på de forskellige niveauer, hvor "mulighedstypen" udvikles. Kun i det virkelige, praktiske forsøg på mulighedsrealisering kan de berørtes respektive realhistorisk givne, objektive og psykiske særegenheder* og begrænsninger ved den modstående realitet blive genstand for erfaring, hvilket er ensbetydende med den "metasubjektive" mulighed for at diskutere det specielle
*Der er nogle problemer med dette ord - "Besonderungen" - da det tilsyneladende er opfundet til lejligheden og end ikke findes i Duden med sine 120.000 gloser. "Besonderheit" kommer tættest på og kan betyde flg: særegenhed specialitet detalje, enkelthed.
middel, som her er påkrævet for at overvinde realiseringsbegrænsningerne etc., og for omsætningen i nye ændringshypoteser, der anviser det næste praktiske skridt i den forsøgte rådighedsudvidelse etc. Denne forskningsmåde kan derfor på den ene side føre til, at den mulighedstype, som er på tale, "asymptotisk" bliver mere og mere "prægnant", og på den anden side kan mulighedstypens position i den total-samfundsmæssige sammenhæng blive mere og mere afklaret, altså kan det erkendes, hvilke muligheder for udvidelse af rådighed over samfundsmæssige livsbetingelser, som ikke mere består indenfor den givne, særlige mulighedstype, men som kræver en overskridelse af samme i en manifest, totalsamfundsmæssigt orienteret praksis etc. Den således skitserede fælles praksis i den subjektvidenskabelige forskningsproces medfører faktisk altid en reel udvidelse af betingelsesrådigheden for de berørte (forsker som medforsker), og dermed en forbedring af deres befindende/handleevne, dvs. også erkendelse/erfaring om betingelserne og grunde til deres grænser. Dette er dog ikke det primære mål i forskningsaktiviteten, men kun omstændighedernes nødvendige implikation, at jeg kun i den virkelige udvidelse af min betingelsesrådighed i det subjektive mulighedsrum kan påvise de omstændigheder, hvorunder jeg kan overvinde de hæmninger, som står hindrende i vejen for mig, for således - i almengørelse udfra mulighedstypen, som jeg subsumeres i - at kunne udsige noget om muligheden for at kunne overvinde disse hæmningsbetingelser, som derefter gør krav på hypotetisk gyldighed for alle, som (faktisk eller betinget) indordner sig under mulighedstypen og indgår i den virkelige efterprøvelsesproces. - Dette altid specificeret i forhold til udgangsproblemstillingen og dens fremskridende reformulering i forskningskooperationen. I overensstemmelse hermed kan man betegne den subjektvidensabelige praksis som en "kontrolleret-eksemplarisk praksis". Når en sådan "kontrolleret-eksemplarisk praksis" i rådighedsudvidelsen er nødvendig for den aktualempiriske erkendelsesindvinding i den subjektvidenskabelige forsningsproces, så må den også blive reel (uafhængigt af alle øvrige metodiske konkretiseringer). Da - som vist - udvidelsen af betingelsesrådigheden i det borgerlige samfund (i det mindste udfra en bestemt størrelsesorden) kun er mulig i en sammenslutning mellem de berørte i umiddelbar kooperation (omfattende eller begrænset udfra den samfundsmæssige tilknytning), må sådanne sammenslutninger mellem "lige-berørte" under en bestemt mulighedstype følgeligt også være mulige at inddrage i den subjektvidenskabelige forskningsproces (i henhold til problemstillingen). Denne "mangfoldiggørelse" af berørte betyder dog ikke en hvilken som helst sammenstilling af "forsøgsgrupper" via forskeren (iflg. den mangfoldiggørelsesmåde, som har til formål at fremstille statistisk forarbejdbare hyppigheder etc.). I relation til forarbejdningen af "mulighedstypen", udgående fra den aktualempiriske betydningsanalyse, bliver det tværtimod mere og mere klart, hvilke reelle kooperationsforhold under de givne, særlige lag- og positionsspecifikke betingelser indenfor de tematiserede samfundsmæssige livsområder, institutioner, organisationer etc., som må inddrages i forskningsprocessen, hvis rådighedsudvidelsens reelle proces skal kunne føres endnu videre. Denne proces' konkret-historiske realiserbarhed kan alene vise sig ud fra mulighedstypens almengørlige betingelser. For så vidt det her ikke lykkes pragmatisk at inddrage sådanne kooperationsenheder udfra de enkelte berørte og mellem de berørte i den subjektvidenskabelige forskningsproces, vil dette være ensbetydende med afbrydelsen af det pågældende forskningsarbejde, fordi den eksemplariske praksis, der er påkrævet for forskningens videreførelse som grundlag for videnskabelig erkendelsesindvinding, ikke mere er garanteret. Supplement: I kapitel 7.5, s. 356 beskriver Holzkamp fem forskellige niveauer til opbygning af individualvidenskabelige kategorier og dermed til begribelsen af den total-samfundsmæssigt formidlede individuelle eksistens. Følgende er en kort oversigt:
1) Samfundsteoretisk niveau. Niveauet til forståelsen af de historisk bestemte objektive livsbetingelser,(endnu over niveauet for individualvidenskabelig kategoriopbygning).
2) Det første niveau for individualvidenskabelige formidlingskategorier. Til forståelsen af de tankeformer, betydnings- og handlesammenhænge, som er indeholdt i de objektive livsbetingelser.
3) Det andet niveau for individualvidenskabelige formidlingskategorier . Deciderede "subjektvidenskabelige" formidlingskategorier til forståelsen af de "subjektive handlegrunde", som har de objektive livsbetingelser, der er formidlet via betydningsstrukturerne osv. som "præmisser", og som opstår i "mediet" af tankeformer, betydnings- og handlesammenhænge.
4) Det individualvidenskabelige-subjektvidenskabelige niveau. Til forståelsen af de psykiske dimensioner og aspekter ved den individuelle handleevne/befindende, der som bestemmelser af subjektive "begrundede" handlinger får deres "menneskelige" særegenhed, tematik og dynamik.
5) Det biologisk-fysiologiske niveau. Til forståelse af det uspecifikke grundlag i vekselvirkningen med det psykiske.
("Grundlegung", kap. 9, s. 564 & 565).
På dette sted i vores fremstilling lader nu begrundelighed af empirisk gyldighed (verificer-falsificerbarhed, "bekræftelse" etc.) sig tydeliggøre udfra den subjektvidenskabelige opfattelse af objektiveringskriterier: En teoretisk antagelse kan tilskrives empirisk gyldighed i den grad de i kontekst af mulighedstypen antagne formulerede forudsætninger for udvidelse af rådighed over den berørtes samfundsmæssige livsbetingelser faktisk også realiseres i forskningsprocessens eksemplariske praksis. Empirisk bekræftelse er dermed ikke her (som i variabelpsykologien) den ydre konstaterede "forudsigelighed" af hændelser udfra kendskab til udgangsbetingelserne, men forudbestemmeligheden af hændelser gennem den berørtes egen praksis ved realisering af de dertil i teorien udpegede mulighedsbetingelser (sml. hertil KEILER 1977, s. 174). Den således forståede empiriske gyldighed er dermed i princippet bekræftet gennem et enkelt tilfælde (som individ eller kooperationsenhed), hvori udvidelse af egen betingelsesrådighed fra den "berørtes" side ved realiseringen af de dertil teoretisk antagne forudsætninger kan konstateres (som det også antages af LEWIN i hans koncept om "opstigen" fra enkelttilfælde til "et sådant tilfælde"). Heri er forudsat, at vedkommende enkelttilfælde totalt og uden rest repræsenterer den mulighedstype, over hvilken den er almengørlig som enkelttilfælde. Da en således udført indordning dog aldrig kan opnå endegyldighed, er gyldighedsbegrundelsen her præcis lige så foreløbig som opfyldelsen af kriterierne om almengørlighed/efterprøvelse, udfra hvilke gyldighedskriterierne gives : Såfremt og i de aspekter som (hvad aldrig må udelukkes) et næste enkelttilfælde nødvendiggør korrektur eller differentiering af mulighedstypen,
må det enkelttilfælde, som hidtil er betragtet som almengørligt da indordnes som blot realhistorisk enkelttilfælde, da de empiriske antagelser for gyldighedsbegrundelsen indenfor konteksten af mulighedstypen ikke længere er brugbare.
Som "bagside" af den principielle "verificerbarhed" af subjektvidenskabelige teorier gennem et "typisk" indordneligt enkelttilfælde gælder dermed også i princippet, at sådanne teorier kan falsificeres gennem et enkelt tilfælde. Såfremt det fra den berørtes side konstateres, at den "forudbestemmelige" antagne rådighedsudvidelse i den eksemplariske forskningspraksis ikke opnåes ved fuld realisering af de teoretisk antagne forudsætninger, består under ingen omstændigheder muligheden for i metasubjektiv diskussionssammenhæng at indordne "tilfældet" som undtagelse, forskyde det ud i "spredning" etc. Dette tilfælde rammer så at sige med fuld vægt det teoretiske koncept og mulighedstypen, der må reformuleres som specifikationen heraf. Konsekvensen, at opgive teorien/konstruktionen kan kun undgås, hvis den berørte selv i den metasubjektive proces med videnskabeligt påviselig begrundelse kan komme til den opfattelse, at hendes subjektive mulighedsrum i de for problemstillingen relevante dimensioner ikke er subsumerbart under det typiske mulighedsrum, eller sågar falder totalt udenfor bestemmelsen af mulighedstypen. Således er ikke blot verifikationen, men også falsifikationen af de teoretiske antagelser/mulighedstyper gennem enkelttilfælde altid af foreløbig art. Om det kommer til "redning" af et foreløbigt falsificeret teoretisk koncept er imidlertid ikke op til forskerfællesskabets forgodtbefindende, men afhænger af den modsætnings-reale beskaffenhed af den berørtes befindende/handleevne, som må inddrages i den metasubjektive proces efter objektiverbare kriterier.
Da, som fremstillet (s. 515ff), kategorialbestemmelser og enkeltteorier ikke er forbundet gennem et lukket deduktionssystem, men kategorierne udelukkende udgør et analytisk instrumentarium mhp. "forbegreber" opstået udfra ganske andre sammenhænge, er "falsifikationen" af enkeltteorien og den tilhørende mulighedstype overhovedet ikke også en "medfalsifikation" af de kategoriale bestemmelser, udfra hvilkes "begreber" mulighedstypen er konciperet. Rettere er her kun altid de i mulighedstypen indeholdte aktual-empiriske konkretiseringer tilbagevist, hvorved udarbejdelsen af alternative hhv. konkurrerende teoretiske koncepter/mulighedstyper med bedre empirisk bekræftelse er mulig og nærliggende indenfor de samme "kategoriale" grundbegreber (sml. hertil også vores grundlæggende udredninger om forholdet mellem kategoriale og enkeltteoretisk/aktualempiriske områder, s. 28ff). Dette betyder naturligvis ikke, at kategoriale bestemmelser principielt ikke er falsificerbare, imidlertid er en sådan falsifikation - som tidligere fremstillet - ikke mulig på det aktualempiriske niveau, men kun på niveauet for historisk-empiriske kriterier. Hermed er ikke sagt, at det kategoriale niveau overhovedet ikke er "til at få fat i" fra det aktualempirisk-"praktiske" niveau, blot består aktualempiriens mulige indflydelse på kategoridannelsen ikke i falsificerbarhed af kategorierne, men i at der udfra problemer indenfor aktualempirien/praksis kan vindes hidtil oversete udgangspunkter for videregående, differentierende kategorialanalyser, der derpå må gennemføres efter historisk-empiriske kriterier og på denne måde igen kan komme aktualempirien/praksis til gode.
(Side 566).
Mange ville gerne - på trods af
vore hidtidige fremstillinger - fastholde det synspunkt, at de udviklede
subjektvidenskabelige opfattelser af objektivitetskriterierne for
generaliserbarhed/kontrollerbarhed/empirisk godtgørelse ikke - da "ethvert
jeg" stadigvæk er sat som sidste instans til bedømmelse af opfyldelsen af
kriterierne - i "strenghed" er sammenlignelige med de
eksperimentelt-statistisk opfattede objektiveringskriterier. Man ville sikkert
kunne signalere konpromisvillighed overfor sådanne opfattelser, idet man
konstaterede, at variabelpsykologiens metodologiske "lygte" faktisk
lyser bedre end vor - blot er de væsentlige bestemmelser af den genstand, som
skal undersøges, desværre ikke at finde indenfor den lyskegle, som udgår fra
denne experimental-statistiske lygte (smlgn. med vores fulderiksanalogi s.
521). En sådan indrømmelse ville være et tvivlsomt kompromis. Derved, at
variabelpsykologien benægter realiteten af "ethvert jeg" som
teoretisk-metodologisk subjekt, er virkeligheden ved
det subjekt, som forholder sig bevidst til forsøgsanordningerne og dataerne, jo ikke rent faktisk elimineret
herfra. Det viser sig allerede ved -
på en anden måde end i den her som forbillede misbrugte naturvidenskab - at
forsøgspersonerne, for at undersøgelsen overhovedet skal være mulig, må have
"instruktioner" om, hvordan de nogenlunde skal forholde sig i experimentet (man
kan forestille sig, at kemikeren først må give brunstenen instrukser om at den
skal opføre sig som katalysator, før han med dens hjælp kan begynde at udvinde
ilt fra brintperoxid). Men i denne sammenhæng opnås en allerede tidligere
omtalt omstændighed af videnskabs logisk relevans, nemlig den kendsgerning, at
forsøgspersonen ikke behøver at holde sig til instruktionerne, men kan
"vildlede" og dette - hvis de blot har tilstrækkelig indsigt i hvad
experimentatorerne vil undersøge - på en sådan måde, at den kendsgerning, at vildledningen har fundet sted, aldrig vil kunne
objektiveres af forskeren på grundlag af dataerne eller andre forståelige kriterier. Men hvis der også kun på dette ene punkt:
"vildledning/ikke-vildledning" måtte konstateres en ikke-ophævelig
empirisk godtgørelses-umulighed, så svæver det samlede - på benægtelse af
subjektiviteten grundede - objektiveringssystem fuldstændig frit i luften. Den tvivl <:Apori>, der tilfalder variabelpsykologien, er af lignende
grundlæggende art, som ifølge TARSKIs analyser af den ene uløselige modsætning
i Kreter-dilemmaet ("alle kretere lyver..."), trak tæppet væk under
den samlede traditionelle logik (hvad der førte TARSKI frem til en skelnen
mellem objektsprog og metasprog som middel til at ophæve modsætningen). Dette er, hvad der faktisk gemmer sig
bag de usikkerheder, som nemlig gennem "experimentets
socialpsykologi" er blevet trukket med ind i den traditionelle
experimentalpsykologis metodologiske selvforståelse (smlgn. s.547f). Indenfor den subjektvidenskabelige metodologi
bliver det subjekt, som er bevidst om sig selv, og som "forholder"
sig til verden, ikke benægtet, og kan derfor heller ikke ukontrolleret
undergrave alle videnskabelige objektiveringsbestræbelser, men bliver derimod systematisk gjort til grundlag for udviklingen af objektiveringskriterierne, idet den
videnskabelige forståelsesramme begribes som metasubjektiv, altså forhold subjekt-subjekt, og på dette grundlag udarbejdes
kriterier for generaliserbarhed/kontrollerbarhed/godtgørelse af teoretiske
antagelser. Dermed har vi ganske vist ikke elimineret muligheden for
vildledning, da ingen, som har med mennesker som bevidste - ( - begavet med
bevidsthed), "frie" væsener at gøre, er i stand til dette. Men vi
har, idet vi drager de berørte med indenfor den metasubjektiv-videnskabelige ramme som medforskere, et grundlæggende nyt videnskabeligt niveau for omgangen med disse
problemer. De berørte kan nemlig, som det er udførligt fremlagt, - kun begive
sig ind i den subjektvidenskabelige forskningsproces under den forudsætning, at
de med forskeren forbinder en fælles - på ægte menneskelige
behov begrundet - erkendelsesinteresse i retning af den menneskelige
rådighedsudvidelse/livskvalitet. Derved bliver for det første selve vildledningen fra at være en anonym instans for undergravelse af
objektiveringskravet til det mulige tema for
forskningsprocessen, idet den - som en af formerne for den personlige hindring af rådighedsudvidelsen, ved hvilken individet gennem realitetsfortabelse støder blindt imod
sine egne interesser - bliver til at analysere kooperativt-videnskabeligt. For
det andet kan den videnskabelige betydning af forfalskningen ikke mere indordnes som specialproblem for psykologien/subjektvidenskaben, men (må ses som) ophævet til det almene niveau for mulig vildledning af det videnskabelige fællesskab
og/eller offentligheden, som foretages af forskere (indenfor hvilken som helst videnskabelig disciplin), som bevidst og upåviseligt forfalsker deres resultater. De berørte indenfor de subjektvidenskabelige processer har nemlig, da
de her må tilkendes erkendelsesinteresse og
kompetence som medforskere, principielt ikke mere "grund" til at "vildlede",
end hvilke som helst andre, som arbejder videnskabeligt. Det, som indenfor variabelpsykologien - i hvilken forsøgspersonernes
erkendelsesintesse etc. benægtes og forbigås <:übergangen werden> og
skubbes til side som noget pinligt sammen med deres subjektivitet - er derved i
subjektvidenskaben rent faktisk blevet til et særproblem, som deles med alle andre videnskaber. Altså
viser det sig også under dette aspekt, at den foregivne "strenghed"
og "exakthed" i variabelpsykologiens experimentel-statistiske metode
hviler på et særdeles spinkelt grundlag, sådan at mange af vore traditionel-psykologiske
kolleger under deres egne videnskabskravs fortegn kunne holde det for
tilrådeligt at beskæftige sig alvorligt og grundigt med den her udviklede
alternative subjektvidenskabeligt funderede objektivering af de psykologiske
erkendelsesprocesser og deltage i disses videre udarbejdning og omsætning.
Faktiske
grænser i subjektiv rådighedsudvidelse og den mulige funktion af
eksperimental-statistiske tilføjelser i den subjektvidenskabelige
forskningsproces.
Således følger der af vore fremstillede metodologiske principper til opbygning af de subjektvidenskabelige metoder det generelle krav, at det med sådanne metoder som erkendelsesmidler i hånden på den berørte, på den beskrevne måde, må være muligt at nå generaliserbare, kontrollerbare (efterprøvelige) og empirisk gennemprøvede resultater i overensstemmelse med den til enhver tid foreliggende problemstilling og dennes reformulering i den metasubjektive forståelsesramme. Yderligere kan man således differentiere metoder i overensstemmelse med de kategorielle instanser, der ved udarbejdelsen af mulighedstypen som følge af eksemplarisk praksis er til at konkretisere aktualempirisk, i betydningsanalytiske-, begrundelsesanalytiske- og funktionsanalytiske- metoder (det vil her sige; med henblik på de funktionelle dimensioner/aspekter ved handleevnen/befindendet). Alle nærmere bestemmelser af den metodiske fremgangsmåde, inklusiv kritikken/reinterpretationen/videreudviklingen af traditionelle metoder etc., er principielt en sag for metodiske diskussioner under det metodologiske plan, og ligger altså udenfor dette kapitels problemstilling (se kapitel 10).
Et forberedende skridt i denne retning er dog unægtelig muligt at udføre i vores argumentationssammenhæng. Tillige kan vi her knytte an til vores i forskellige kontekster forsøgte, eksplikationer om sammenhængen/forholdet mellem potentialitet og fakticitet. Deraf følger nemlig, at den, gennem subjektvidenskabelige antagelser, beskrevne almengørelses/efterprøvnings/bewährung mulighedsstruktur i sig selv altid også må indeholde indholdsmæssige bestemmelser over sine egne grænser, altså over, på hvilke steder og på hvilke måder de rådighedsudvidende muligheder er funderet og indskrænket p.g.a. de blotte rådighedsfratagende facticiteter. Dermed er imidlertid også "grænserne" for den intersubjektive, og følgelig også for den metasubjektive forståelsesramme berørt, hvor man ikke blot (i vores forstand) forstår "faktiske" indvirkninger eller sammenhænge hinsides det bevidste rådighedsområde etc., men også (for at lade en gammel sammenholdning vække genklang) ene og alene kan forklare det ud fra "betingelser". Metodologisk set betyder dette, at man ved udarbejdelsen af de til enhver tid værende typiske mulighedsrum nødvendigvis må støde på grænser, hinsides hvilke rådigheden over mine situative og personelle livsomstændigheder overstiger min blotte "betingethed" og disse omstændigheder.
Medens altså, som fremstillet, menneskelig handling som realisering af rådighedsudvidende muligheder principielt ikke kan begribes gennem modeller, i hvilke ene og alene "betingeth eden" ved menneskelige "reaktioner" er afbildet, lader tilbagevisningen af sådanne "betingetheds"-modeller sig ikke mere opretholde i denne almenhed hvad angår de faktiske
grænser for de subjektive rådighedsmuligheder. Når de menneskelige handlinger nemlig ved sådanne grænser selv kan karakteriseres som "betinget" på grund af livsomstændighederne etc., så har genstanden øjensynlig på dette sted en struktur, som kan afbildes gennem "betingetheds"- modeller. Derved kan det ikke udelukkes, at der i området hinsides de menneskelige handlemuligheders liggende "fakticitet" også kan forekomme "tilfældighedsvariabiliteter", gennem hvilke betingetheden af handlingerne sætter sig igennem, således at den statistiske version af betingetheds-modellen, som den foreligger i variabel-psykologien, i sådanne tilfælde kan være genstandsadækvat. Dette betyder nu naturligvis ikke, at den i variabel-modellen liggende universalisering af menneskets udleverethed til "tilfældige" betingelser etc., på dette sted nu pludselig får en retfærdiggørelse: Det er jo udelukkende historisk bestemte særforhold, der - netop fordi den specifikt menneskelige betingelsesrådighed er indskrænket - kan have en betingetheds-struktur som kan afbildes variabelpsykologisk. Følgelig vil den variabelpsykolo- giske betingetheds-ansats, under tilbagevisning af dens "almen-menneskelige" universalitetsfordring, her blive reinterprereret som strukturel ækvivalent med historisk bestemte indskrænkninger og forkrøblinger ved den menneskelige handleevne.
En bestemt form af sådanne rådighedsindskrænkninger som historisk bestemte "betingetheder" ved min handlen/befindende viser sig allerede på det aktualemperiske/ betydningsanalytiske plan at danne grundlag for fremhævningen og afgrænsningen af den foreliggende mulighedstype ud fra egenarten af de lag- og positionsspecifikke objektive betydningskonstellationer som de her konkret kan forstås i det borgerlige samfund. Da det blindt-tilfældige automatiske videreløb ("Selbstlauf") af systemreproduktionen af antagonistiske klasseforhold slår ned i de til enhver tid, ud fra problemstillingen, relevante livsbetingelser, såsom arbejdsplads, formelle og uformelle institutioner, bestemte omgivelsesudsnit etc. (som altid formidlet), er mine i betydningen liggende objektive handlemuligheder allerede her indskrænket på en karakteristisk måde: Jeg støder nemlig ved mine betingelsesrådighedsudvidende handlinger på grænser, hinsides hvilke jeg på fremtrædelsesplanet (åbenbaringsplanet) ser mig sat overfor en "betingetheds"-struktur, der for mig ikke mere er påvirkelig og som kun er partiel gennemskuelig, og som viser sig i "faktiske" konsekvenser for mit eget befindende. Derved er for mig, i betydningerne selv, en handlemåde "henstillet", hvorigennem jeg "på lykke og fromme" "afprøver" til enhver tid bestemte strategier til betingelsesrådighed i "restriktive" handlingsrammer og indretter min videre indgriben/fremgangsmåde efter de således opnåede "faktiske" resultater. Sådanne overfladestrukturer, i hvilke afhængigheden af ikke gennemskuelige samfundsmæssige betingetheder er ideologisk hypostaseret som grundlag for individuel eksistensovervindelse, er helt igennem ækvivalent med de nævnte variabelpsykologiske modelforestillinger, altså principielt mulige at afbilde som fremkaldelige (Hervorrufbarkeit) centrale tendenser indenfor tilfældighedsvariable processer.
De dermed skitserede "faktiske" manglende rådighedsmuligheder, "betingetheder" etc. på det aktualempirisk-betydningsanalytiske plan, må også genfinde sig på det begrundelses- hhv. funktionsanalytiske plan i udarbejdelsen af "mulighedstyper", og det især som (med de "uigennemskuelige" samfundsmæssige livsbetingelser som formidler) sekundær subjektiv rådighedsfratagelse på grundlag af realitetsudklamning, fortrængninger, "ubevidste" processer etc. til sikring af den restriktive handleevnes subjektive "funktionalitet" (sammenlign kap. 7.5): Her ser jeg mig selv stillet overfor, som tidligere udførligt fremstillet, bestemte aspekter ved mit befindende og mine handlinger, som om "jeg" slet ikke havde noget med dem at gøre, men at disse (som "foretaget af tredje person") løber af "med mig" hhv. sker "med mig". Jeg gør, siger, undlader noget, uden egentlig at "ville" det, og bliver således konfronteret med min egen handlemådes konsekvenser, som om det derved udelukkende handlede om ydre, tilfældige begivenheder, som jeg er udsat for. Også sådanne overfladeprocesser opfylder, altså som ensidige "betingetheder" ved den menneskelige handlen, visse anvendelsesforudsætninger for den variabelpsykologiske model, hvorved det, som sker "med", "ved", "mellem" mig hhv. os uden min/vores bevidste indgrebsmulighed, helt igennen også kan have karakteren af "tilfældighedsvariable", altså statistisk afbilledlige processer.
Med disse hentydninger fordres det naturligvis ikke, at det samlede "variabelpsykologiske" metodearsenal nu, på dette sted, hverken kan eller skal proppes ind i den subjektvidenskabelige metodik; lige så lidt,- som man her er nødt til at anvende de traditionelle eksperimental- statistiske metoder. Det er udelukkende fastslået, at der, på dette sted, set ud fra genstandens struktur, i givet fald ikke er noget metodologisk der taler imod at afbilde de omtalte betingetheder på fremtrædelsesplanet som "centrale tendenser" indenfor tilfældighedsprocesser etc. Hvorvidt anvendelsesforudsætningerne for "eksperimentelle" hhv. "statistiske" modelfremstillinger faktisk består, er dermed imidlertid ikke forudbestemt. Derved må man særligt lægge mærke til, at fatteligheden (erfassbarkeit) i "betingetheds"-modeller ikke nødvendigvis indbefatter anvendelsesmulighed for statistiske tilfældigheds-modeller, da betingelser, som for mig er tilfældige med hensyn til uoverskuelighed og manglende indflydelsesmulighed, ikke også allerede behøver at være en tilfældighedsvariabel i strengeste matematiske forstand. Spørgsmålet, om udleveretheden til betingelser etc. fører til handlemåder, der i deres "tilfældighed" opfylder statistiske modellers anvendelsesforudsætninger, skal altså afklares i hvert enkelt tilfælde. Dette, såvel som spørgsmålet om, hvorvidt traditionelle eksperimentelle og/eller statistiske modeller her i givet fald kan drages med ind i en subjektvidenskabelig reinterpretation, eller om nye ansatser og modeller skal konciperes, er imidlertid genstand for den fremhævede metodiske diskussion, der ligger udenfor problemformuleringen i denne bog.
Såfremt nu (ligegyldigt i hvilken form) eksperimentelle hhv. statistiske modeller i de berørtes hænder, finder anvendelse indenfor den subjektvidenskabelige proces hvad angår de omtalte genstandsaspekter, så er dermed (på grundlag af de tidligere udredninger) den konkrete forskningsstrategiske sammenhæng, hvori dette alene kan ske/hænde, determineret. Ved udarbejdelsen af en "mulighedstype" i eksemplarisk praksis etc. ligger, som påpeget/udarbejdet, bl.a. i processen for den reelle overvindelse af realiseringshindringer for de rådighedsudvidende muligheder, forudsætningerne for at finde frem til den almene overvindelighed af disse hindringer (i "sådanne tilfælde" som mulighedstypen). Det er klart, at de nævnte "betingetheder" og "tilfældigheder", som man støder på i aktualempirisk betydnings- hhv. begrundelsesanalytiske processer, er en variant af sådanne realiseringshindringer ved rådighedsmulighederne.
En mulig afbildning af disse hindringer i en statistisk betingelsesheds- model kan følgelig her kun have den funktion, at slå det "faktum" fast for "enhver mig", der er objektiverbar som berørt, at et individ i -til enhver tid bestemte aspekter på fremtrædelsesplanet er udleveret til bestemte tilfældige betingelser eller processer, altså er indskrænket gennem fremmedbestemthed og afhængighed i sine handlemuligheder. Dette kan indenfor den subjektvidenskabelige forskningsproces især blive relevant, ved at individerne - som fremstillet - har tendens til i den restriktive handlingsramme, at bedrage sig selv omkring deres egen afhængighed. Således kan den "hårde realitet" her i givet tilfælde, gennem objektiveringen, i overensstemmelse med "data", af den til enhver tid værende afhængighed og tilfældighedsbetingethed ved egen handlen/befindende, blive gældende for mig i dens modsætningsfuldhed (widerständigkeit), på grundlag af hvilken den subjektive nødvendighed af at overvinde hindringerne for mine rådighedsmuligheder, i det hele taget først bliver til at erkende (og således forudsætningerne for at deres overvindelsesmulighed kan almengøres videnskabeligt).
Den statistiske dataundersøgelse og -forarbejdning bidrager her altså - idet udelukkende overfladen derved bliver "objektiveret", ganske vist ikke selv med det mindste til analyse af betingelserne for hhv. grundene til de til enhver tid værende rådighedsindskrænkninger etc., men kan dog i givet tilfælde forbedre forudsætningerne, under hvilke sådanne betingelser/grunde i forsøget på deres ophævelse bliver videnskabeligt begribeligt. Dette betyder dog samtidig, at der i den således bestemte subjektvidenskabelige anvendelse af statistiske modeller principielt bliver forfulgt det mål; at overvinde selve betingelserne for disses anvendelighed (i udvidelsen af rådighedsmulighederne). Den eksperimentelle hhv. statistiske metode i hænderne på de berørte kan altså (hvis overhovedet) have en temporær nyttighed i "udskubningsprocessen", ud fra det kan man begribe "udskubbarheden" dg de nævnte "faktiske" rådighedsgrænser; en proces, gennem hvilken de eksperimentel-statistiske analyseansatser, i områdeudvidelsen, der er underlagt vores bevidste rådighed - indenfor hvilken vi altså ikke er underkastet blotte "betingetheder", men også kan komme til en forståelse "med" intersubjektive/metasubjektive "grunde" - ved egen hjælp successivt bliver frataget deres grobund.
Derved fordrer analyserne af de faktiske betingetheder/tilfældigheder derfor intet (hinsides de subjektvidenskabelige fremgangsmåder) "ude-fra-stående standpunkt" (som dét i variabelpsykologien), fordi - som det udførligt er fremstillet - de faktiske grænser, som man støder på i rådighedsudvidelsesprocessen, som sådan selv er et essentielt aspekt ved muligheds- forholdet til den samfundsmæssige realitet: "Betingethederne", "tilfældighederne" bliver hermed indholdsmæssigt kun begribelige som til enhver tid værende specielle modsætningsforhold (widerständigkeiten), der i deres egenart alene træder frem for dagens lys gennem
mine (je besondere) rådighedsudvidende handlinger, altså noget der kun fra subjektets standpunkt er muligt at erfare og (muligvis også ved hjælp af eksperimentel-statistiske analyser) gennemtrænge hhv. overvinde. Erkendelsen og udvidelsen af dens egne "faktiske" grænser, er således et nødvendigt moment i den metasubjektive videnskabelige forståelsesramme selv.
I begrebet "det typiske mulighedsrum" er, som det fremgår af denne differentiering, det mere
eller mindre uspecifikke implikat menneskeligt befindende/menneskelig handleevne taget med i betragtning på kategorielt niveau. Den aktualempiriske konkretisering af handleevnens funktionsdimensioner og -aspekter med hensyn til de givne typiske livsbetingelser/ betydningskonstellationer etc. må nemlig udføres 'i' de kategorielle begreber, med hvilke de almene bestemmelser af behov, kognitive, emotionelle, motivationelle funktionsaspekter etc. bliver bragt ind, gennem hvilke det allerførst kan blive klart, hvad der egentlig her altid skal analyseres i historisk bestemt fremtrædelsesform : Men dermed må også her (afhængigt af den givne enkeltteoretiske kontekst) de tidligere funktionalhistorisk udarbejdede forskelle mellem arten af individuel "samfundsmæssiggørelse" af de "specifikt-bestemmende" og de mere eller mindre uspecifikke hhv. underordnede momenter af funktionsdimensionerne / -aspekterne tages med i betragtning (fx. den omstændighed, at sexuelle behov ikke kan samfundsmæssiggøres "autarkisk", men kun er samfundsmæssigt formbare som uspecifikt "biosociale" og dermed kan undertrykkes, hvormed der menes, at de dermed givne "typiske" rådighedsmuligheder og disses realiseringsbetingelser/-forhindringer kun kan analyseres aktualempirisk genstandsadækvat i disse katagorielle rammer).
Med denne henvisning til betydningen af udsagn om mere eller mindre uspecifikke niveauer for menneskelig handleevne som del af den kategorielle basis for genstandsadækvat analyse af deres konkrete aktualempiriske fremtrædelsesformer under historisk bestemte livsbetingelser etc. er alt dog ikke sagt endnu. Det for mennesker til enhver tid foreliggende funktionelle grundlag for deres handleevne går nemlig ikke (lige) op med de kategorielle bestemmelser heraf, men har nødvendigvis aktualempiriske karakteristika som rækker herudover. Dette på grund af (hvortil der løbende er blevet henvist i teksten) at den evolutionære udvikling op til mennesket ikke blot er en udfoldelse på stadig højere specificitetsniveauer, men også altid inkluderer en niveauintern evolution, dvs. en fylogetisk videredifferentiering indenfor ethvert bestemt specificitetsniveau. Dette gælder dermed også for menneskeliggørelsens sidste fylogenetiske fase, dannelsen af menneskets samfundsmæssige natur, indenfor hvilken altså ikke blot fuldbyrdedes den specifikke evolution i retning af dominans om slaget til livets samfundsmæssigt-historiske produktions/reproduktionsmåde, men dermed også - indgående heri og sammenhængende hermed - en videre evolutionær udvikling af de mere eller mindre uspecifikke funktionsniveauer. Hvad sådanne niveauinterne evolutionsprocesser har resulteret i kan derfor (som tidligere fremstillet), som differentiering af kategorielle bestemmelser af det psykiske funktionsgrundlag, kun findes hos nulevende mennesker, kan altså ikke mere rekonstrueres funktionalhistorisk, men kan kun - på grundlag af kategorielle bestemmelser, men ikke gående op i disse - udforskes aktualempirisk.
Dermed ser vi altså, udover de tidligere tilgodesete historisk-konkrete fremtrædelsesformer for menneskelig handleevne/menneskeligt befindende ved totalsamfundsmæssig formidling af den individuelle existens, et videre muligt genstandområde for aktualempirisk subjektvidenskabelig forskning: Nemlig alle de differentieringer af menneskets samfundsmæssige natur i deres forskellige specifikke bestemmelser, som fandt sted i den fylogenetiske mennesketilblivel- sesproces gennem niveauintern evolution, og som altså må "falde gennem maskerne" i den funktional-historiske kategorialanalyse. Sådanne differentieringer må i første omgang på det højeste niveau for menneskets samfundsmæssige natur (altså udelukkende ved abstraktion fra det ikke funktional-historisk analyserbare "totalsamuundsmæssige" stadium, (dvs. alle de mest almene samfundsmæssige bestemmelser af menneskelig handleevne/menneskeligt befindende som særegenheder ved dets behov, tænknings/iagttagelsesprocesser, emotionalitet, motivation etc., indbefattet disses ontogenetiske udvikling) henvises til deres aktualempiriske beskaffenheder, på grundlag af de tidligere udarbejdede bestemmelser; men endvidere også de mere eller mindre underordnede hhv. uspecifikke bestemmelser - af den menneskelige perceptions-operations -koordination i dens ikke kategorielt forståelige (da de er niveauinternt opståede) beskaffenheder og ontogenetiske udviklingsmåder, altså på sin vis alt det, som nemlig ikke er specifikt for den menneskelige existensmåde, men som alligevel på grund af sin egen evolution i mennesketilblivelsesprocessen kun tilkommer mennesket i denne udprægning og differentiering. (Vi har flere steder i vores kategorialanalytiske udførelser henvist til en sådan "åbenhed" i de kategorielle bestemmelser overfor aktualempiriske konkretiseringer.)
Det dermed påviste videre genstandsområde for aktualempirisk forskning markerer ligeledes (som det tidligere påviste blot "faktiske" aspekt ved livsbetingelser hhv. handleevne/befindende) visse "faktiske" grænser for menneskets bevidste rådighedsmuligheder, ikke som principiel ophævelig "rådighedsfratagelse", men forstået som den reelle funktionelle basis for menneskelig handleevne, som på den ene side er forudsætning for opståelsen af det bevidste rådighedsforhold, men på den anden side ikke totalt bestemmer menneskets rådighed - men meget snarere må ses i sine lovmæssigheder, hvis mennesket skal være i stand til, i sin egen langsigtede interesse, at "råde" bevidst over den ydre og sin egen natur. Funktionen af den aktualforskning, som er rettet mod det psykiskes underordnede hhv. uspecifikke aspekter, i den samlede subjektvidenskabelige forskningsproces modsvarer således den nævnte funktion af de underordnede hhv. uspecifikke kategorialbestemmelser, til hvis "niveauinterne" differentieringer de forholder sig: Med den på den måde opnåelige aktualempiriske udvidede viden om den menneskelige handleevnes funktionelle karakteristik kan det kognitive, emotionelle og motivationelle grundlag for og implikat af den bevidste menneskelige betingelsesrådighed begribes mere nøjagtigt, og dermed kan rådighedsmulighederne og deres realiserings/forhindringsbetingelser bestemmes adækvat i sammenhæng med exemplarisk praxis. Dermed er den "uspecifikke" aktualforskning på den ene side et uselvstændigt delaspekt af de beskrevne subjektvidenskabelige forskningsprocesser på niveauet for totalsamfundsmæssig formidling af individuel existens, idet de her frembragte resultater må bevise deres erkendelsesværdi for afklaringen og fremskaffelsen af forudsætningerne for rådighedsudvidelse i almengørelse af det "typiske mulighedsrum" indenfor de metasubjektive forståelsesrammer. På den anden side er sådanne aktualempiriske resultater, da de på en måde forholder sig til de psykiske funktionsdimensioner/aspekter ved menneskets samfundsmæssige natur i artsspecifik almenhed, i deres videnskabelige funktion ikke begrænset til givne bestemte subjektvidenskabelige spørgsmål (på niveauet for totalsamfundsmæssig formidlethed), men kan yde det nævnte bidrag til erkendelsesindvindingen, når blot det givne udforskede psykiske funktionselement er relevant herfor, indenfor mange forskellige problemstillinger. Dette vil imidlertid sige, at sådan forskning på en måde vil kunne "hentes frem af lageret" fra den metasubjektiv-kooperative forskningsproces, i forhold til konkrete spørgsmål, idet de på en måde yder "forarbejde" til alle nuværende og fremtidige forskningsopgaver under de kategorielle præmisser for det historisk-subjektvidenskabelige paradigme. Sådan set kunne man her tale om aktualempirisk grundlagsforskning indenfor rammerne af psykologisk subjektvidenskab.
Specificering af de metodologiske kriterier for genstandsadækvathed og for mulighed for almengørelse/efterprøvelse/gyldighedsbegrundelse indenfor aktualempirisk grundlagsforskning.
Ved expliciteringen af de metodologiske kriterier for en sådan aktualempirisk grundlagsforskning må der først - for den passende bestemmelse af de overordnede kriterier for genstandsadækvathed - tages hensyn til, at på kategorielt niveau må de forskellige specifikke funktionsdimensioner/ aspekter af menneskets samfundsmæssige natur ikke blive hypostaseret som nogle individet "iboende", "biologiske" særegenheder, men skal forstås som forskellige specifikke niveauer af den samfundsmæssige menneske-verdens-sammenhæng i processen: den materielle produktion/reproduktion af livsbetingelserne. Følgelig må også ved den aktualempiriske grundlagsforskning de kategorielle karakteristika ved niveauet for menneske-verdens- sammenhængen, gennem hvilke forskningsstrategierne eller forsøgsanordningerne realiseres, skulle fremanalyseres indenfor deres videre "niveauinterne" differentiering.
For den aktualempiriske grundlagsforskning i henseende til differentiering indenfor det "højeste" niveau af menneskets samfundsmæssige natur, den kooperativ-samfundsmæssige handleevne (indbefattet dens specifikke perceptiv-operative implikationer) betyder dette, at her skal den påviste overordnede systemsammenhæng mellem individernes "naturlige" potentialer og nødvendigheden af samfundsmæssig livsindvinding realiseres gennem forskningsfremgangsmådens ansats: Der er løbende i teksten blevet henvist hertil mange gange, således i henvisningen til, at menneskets individuelle tænkning kun kan udforskes adækvat som proces af tilegnelse/omsætning af samfundsmæssige tankeformer (s. 285 ff), eller at den menneskelige hukommelse, også i sine fysiologiske strukturer kun kan undersøges aktualempirisk adækvat som delsystem i et overordnet samfundsmæssigt lager af anskueliggjort, almengjort tilgængelig information (s. 349 ff). Ligeledes findes ved den kategorielle inddeling af de ontogentiske processer (i kap. 8) adskillige henvisninger til nødvendigheden af, ved den aktualempiriske konkretisering og differentiering af de kategorielle bestemmelser af de ontogenetiske udviklingstræk og deres bevægelseslovmæssigheder, at medtage det ægte <Zueinander> ved de udviklingspotentialer som ligger i barnets "samfundsmæssige natur" og disses forskellige specifikke samfundsmæssige realiseringsbetingelser.
Generaliseret betyder dette: I de berørtes undersøgte hhv. fremstillede omverdensforhold må kun abstraheres fra det specifikke ved den historiske bestemthed af totalsamfundsmæssigt formidlet individuel eksistens, de mest almene bestemmelser ved menneskers samfundsmæssige eksistensmåde må imidlertid derimod (hver i forhold til det undersøgte funktionsmoment) opretholdes ureduceret i forskningsprocessen. Hvordan dette kan gennemføres i enkeltheder og hvorvidt derved, foruden pågældende analyser af tænknings/iagttagelsesprocesser, emotionalitet, motivation etc. i fuldbyrdelsen af den daglige existenssikring, også "realabstraktive" experimentelle anordninger, som repræsenterer individernes givne samfundsmæssige omverdensforhold "strukturelt", kan konciperes i den subjektvidenskabelige forskningsproces gennem de berørte etc., er igen noget som må være genstand for metodiske diskussioner og udenfor vort tema her.
Udfra disse overvejelser gives også synspunkterne for genstandsadakvathed for aktualempirisk forskning i henseende til mere uspecifikke niveauer i den menneskelige handleevnes funktionsaspekter, over de forskellige højere niveauer for perceptions-operations-koordination, derved fra "autarke" til "subsidiære" indlæringsformer, og "ned" til de "fastlagte" funktionsniveauer for udsondring/identificering og gradientorientering (sml. kap. 6.2 og 7.2): Jo mere uspecifikke de givne kategorielle niveauer er, indenfor hvilke det stillede spørgsmål for den aktualempiriske grundlagsforskning er placeret, jo mere vidtgående kan der derved abstraheres fra den samfundsmæssige menneske-verdens-sammenhængs specificitet, i jo højere grad nærmer de aspekter, som skal tilgodeses i forhold til betydningskonstellationerne, sig altså de almene træk ved de betydninger, som mennesket har tilfælles med andre levende væsener: nemlig en blot naturlig, individuel "omverden". Her bliver altså processen med ophævelsen af den " af- specificering" af de samfundsmæssige betydningsforhold, som vi har påvist som karakteristikum ved den ontogenetiske udvikling, i henhold til de aktualempiriske spørgsmåls stadig lavere specificitetsniveauer igen på en måde metodisk ophævet. Dermed er klart, at med denne forskningsstrategiske afspecificeringsproces må også værdien/placeringen <Stellenwert> af de givne forehavender i grundlagsforskningen reflekteres og bevidst tilsvarende "afspecificeres" i de samlede subjektvidenskabelige forskningsprocesser, for at kunne undgå upassende udbredelser af resultaterne udover niveauerne for deres gyldighedsområde og kunne indordne disse adækvat ud fra den samlede kategorielle sammenhæng. (Nærmere diskussioner af de deri liggende metodiske konsekvenser skal også udelades her.)
Ved den affattelse af de videnskabelige objektiveringskriterier som skal opstilles på basis af de således kendetegnende kriterier for adækvathed må der igen begyndes med redegørelsen for kriterier for mulig almengørelse. Ansatsen hertil finder man i de funktional-historisk udarbejdede forhold for karakteristikken af menneskets "samfundsmæssige natur" som grundlag for den menneskelige-samfundsmæssige livsindvindingsmåde overhovedet, altså som den "artsspecifikke" kendsgerning som er fælles for alle mennesker, og gennem hvis specifikke kendetegn de samtidig adskiller sig fra alle ikke-menneskelige levende væsener.*
Dette inkluderer imidlertid, at hvert enkelt menneskeligt individ hhv. hver enkelt menneskelig socialkonstellation på absolut vis må legemliggøre karakteristikaene ved menneskets "samfundsmæssige" natur : Det er et simpelt forhold af logisk inklusion. (Statistisk kunne man i denne henseende tale om den menneskelige art som en "homogen fordeling" gennem hvilken hvert enkeltelements kendingsværdi er identisk med populationens kendingsværdier, ligesom kendetegnskombinationen 10-tal/aks repræsenterer hver enkelt lO-pfennig i den samlede mængde af lO-pfennig.) Dette betyder imidlertid, at - i den grad som det påviseligt forholder sig til karakteristika ved menneskets samfundsmæssige natur (og dennes uspecifikke grundlag) - ethvert aktualempirisk forskningsresultat som er indvundet fra et enkelttilfælde kan almengøres absolut på arten, altså på alle andre mennesker. Denne version af enkelttilfælde-almengørelsen (i Lewin's terminologi: almengørelsen af et enkelt tilfælde på et "sådant tilfælde") er en forenklet, på en måde "afspecificeret" opfattelse af den fremlagte enkelttilfælde-almengørelse indenfor det tidligere udarbejdede koncept for mulighedsalmengørelse ved den totalsamfundsmæssige formidlethed af individuel existens: Den på grund af den situations- og positionsspecifikke særegenhed ved totalsamfundmæssigt formidlede livsbetingelser krævede indskrænkning af enkelttilfælde-almengørelser af de givne mulighedstyper hhv. de historisk bestemte totalsamfundsmæssige forhold hvortil de er henvist, bortfalder her gennem abstraktionen fra den totalsamfunsmæssige formidlethed, fra situations- og positionsspecificitet, så at et enkelttilfælde fra den "samfundsmæssige naturs" kendetegn her kan almengøres direkte på hele "arten" dvs. på de mest almene kendetegn for den samfundsmæssigt-"menneskelige" existens overhovedet. I overensstemmelse hermed gælder, hvad der tidligere er blevet sagt om strukturen af mulighedsalmengørelsen og de herudfra givne metodologiske konsekvenser, i bogstaveligste forstand også her.
*) Vi taler her på næsten arkaisk vis om den menneskelige <"Gattung">, selv om <'Art'(Species)> ifølge den moderne sprogbrug naturligvis ville være det eneste rigtige. Dette for at kvalificere den menneskelige arts <Art> enestående samfundsmæssige specificitet overfor alle andre "arts- specifikke" kendetegn.
Enkelttilfældets generaliserbarhed på grundlag af dets artstypik gælder - som allerede antydet - ikke for et hvilket som helst psykisk kendetegn hos individer/socialkonstellationer, men kun under den forudsætning, at de aktualempiriske resultater må fortolkes som refererende til karakte- ristika ved menneskets samfundsmæssige natur i dens artsspecifikke almenhed, altså hverken artstypisk irrelevante eller væsentligt modificerede af tildækkende/dominerende <überdeckende> faktorer. Ved forsøget på udarbejdning af de metodologiske principper, udfra hvilke disse forudsætninger kan sikres, nærmer man sig den opfattelse af de videre objektiveringskriterier for kontrollerbarhed og empirisk gyldighedsbegrundelse, som er afledt fra den subjektvidenskabelige grundlagsforsknings sammenhæng.
I vores konception af muligheden for almengørelse af enkelttilfælde på "mulighedstypen" etc. ved totalsamfundsundsmæssig formidlethed af individuel existens er problemet med de "forstyrrende faktorer" løst af os således, at vi " inddrager" dem som historisk bestemte realiserings/ forhindringsbetingelser i de teoretiske bestemmelser af mulighedstypen og således karakteriserer denne som forhold mellem rådighedsmuligheder og realiseringsbetingelser. En sådan problemløsning kan ikke anvendes i forhold til grundlagsforskningen: Her må nemlig, som fremstillet, de givne enkeltteoretiske antagelser, i den udstrækning de skal være genstandsadækvate, altid formuleres som forhold mellem de i menneskets samfundsmæssige natur liggende funktionelle potentialer og disses almene samfundsmæssige realiseringsbetingelser. Derved kan realiseringsbetingelsernes givne situations- og positionsspecifikke historiske konkretiseringer på ingen måde medinddrages i de teoretiske bestemmelser, da der jo netop abstraheres fra disse på "grundlags" niveauet nedenfor det psykiskes totalsamfundsmæssige formidlethed. Således forbliver de givne realhistorisk konkrete realiseringsforhindringer faktisk her som modificerende hhv. tildækkende faktorer "udenfor" antagelserne om menneskets samfundsmæssige naturs karakteristika, og den omtalte almengørelse af enkelttilfælde på grundlag af dets artstypik er kun berigtiget i den udstrækning, som resultaternes bestemthed af sådanne realhistoriske forstyrrende faktorer kan udelukkes. Hermed er samtidig den "grundlagsvidenskabelige" opfattelse af kriteriet for "kontrollerbarhed" (Nachprüfbarkeit) formuleret.
Det er ikke til at overse, at vi nærmer os den traditionelle psykologis konceptioner med den således bestemte/definerede problemstilling på niveauet for den "uspecifikke" grundlagsforsknings "betingelsesanalyse". Dette betyder dog på ingen måde, at vi også kan eller vil overtage deres "statistiske" model, som principiel løsningsmulighed: I den metodologiske
universalisering af denne model, findes det impliceret, at de til undersøgelsen stående manifestationer fremtræder indenfor tilfældighedsvariabelfordelingen, og hvor såvel generelle som centrale tendenser, der ikke kan identificeres med det "blotte øje", men som ved hjælp af en afprøvningsstatestik bare en gang har sandsynliggjort deres eksistens (modsat tilfældighedsvariablens rene nul-forekomst) må have en fastsat grænse for "sandsynlighed". En sådan forudsætning er en radikal modsætning til den funktional-historiske udledning og karakterisering af de psykiske aspekter ved menneskets "samfundsmæssige natur", idet det her handler om "den samfundsmæssige naturs" særegenhed etc. har vi lavet fremstillingen i overensstemmelse med vores kategorialanalyse, som selektionsbetingede tilbagevirkninger af den kooperative-samfundsmæssige reproduktions nye livsnødvendigheder på de genetiske informationer. Dens eksistens er dermed kun forståelig i sin evolutionære oprindelse, når man antager, at det samtidig handler om psykiske potentialer etc. som faktuelt er funktionelle for den individuel-samfundsmæssige livsopretholdelse/udvidelse på afgørende vis, altså må det kunne fremtræde og identificeres massivt og entydigt, som grundlaget for det menneskelige handlepotentiale. Psykiske fremtoningsmomenter, der - som den statistiske model hypostaserer - i deres væsen er så svage, at de først møjsommeligt skal gennem den Mendelske <"herausgemendelt"> proces for tilfældighedsvariable, vil heller ikke kunne besidde nogen gennembrydende funktionalitet for den materielle samfundsmæssige-individuelle livsopretholdelse, og må derfor være total uforståelig som karakteristikum for den evolutionære opståen af menneskets "samfundsmæssige natur".
Udfra disse bestemmelser på det kategorialanalytiske niveau, fremkommer der nu, for den subjekvidenskabelige grundlagsforskning, en fuldkommen anderledes metodologisk tilgang i fht. de nævnte "fejlfaktorer", på tilsvarende vis som er den sædvanlige indenfor "variabelpsykologien". Såfremt lige nævnte indhold i en konkret forskningsproces, præsenterer sit resultat som fordeling af "tilfældighedsvariable", så er det ikke i sig selv en grund for os til at lave en statistisk analyse og undersøge eventuelle indlejrede centrale tendenser i fht. vores hypotese, men (herved kommer også det sidstnævnte objektiveringskriterium i brug) hypotesens empiriske gyldighed, med indholdet af menneskets karakteristiske samfundsmæssige natur, stiller sig som det væsentligste spørgsmål: Idet realiseringen af denne hypoteses indvundne resultater henfører til væsentlige psykiske aspekter ved den "samfundsmæssige natur", og ikke til bifænomener eller randbetingelser, så må disse aspekter nødvendigvis slå igennem i stort omfang overfor mulige overdækkende faktorer, gennem hvilke den eventuelt tilbageblevne sammenblandede "spredning" vil være overflødig at beskæftige sig med inden for enhver bevismæssig statistisk bearbejdning ( på samme måde som intet menneske ville få den ide, at afprøve tyngdeloven statistisk, og bede førstesemester fysikstuderende om at opstille en fejlstatestik som en vigtig øvelse). For at trække det yderligere op, kan man sige: Indholdet i den subjektvidenskabelige grundlagsforskning findes alene i det faktum, at dens statistiske afdækning har været nødvendig i forhold til falsifikation af hypoteser på dimensionen "stærk/svag" i tilknytning til ethvert fænomen: Ethvert muligt resultat af en sådan statistisk afprøvning vil hermed være irrelevant, og den statistiske kontrol overflødig. Alt dette betyder dog ikke, at der ikke under visse omstændigheder er særlige metodiske forholdsregler, hvor det også kan være nødvendigt at medtage indholdet fra det "realabstraktive" eksperiment, for at få den fulde værdi af den genstandsadækvathed, som resultatet af gennemslagskraften i den potentielle "samfundsmæssige natur" har, i fht. den i forskningsprocessen overdækkende faktor, som faktisk vil bringe den "samfundsmæssige natur" til sin gyldighed (hvorved der muligvis er bestemte allerede afprøvede former for betingelseskontrol etc. der vil vise sig nyttige). Hvad der her bare er blevet tydeligere, er den omstændighed, at også indholdet i den aktualempiriske grundlagsforskning inden for den subjektvidenskabelige forskningsproces, ikke indeholder et "vidundermiddel" (Einbruchstelle) til at forklare "variabelpsykologiens" hypostasering af den psykologiske genstand, som "betingede" menneskelige "reaktioner" i en tilfældighedsproces, samt den dermed bestående lovmæssige "statistiske" grundtænkemåde, altså den lukkethed som de subjektvidenskabelige ansatser bliver helt fastholdt i, i deres adskillelse fra kontrolvidenskabelige ansatser.
En komplikation, som viser sig ved den her skitserede affattelse inden for grundlagsforskningen, ses i det tilfælde hvor det undersøgte fænomen selv i sin genstandsbestemmelse er en tilfældighedsproces med centrale tendenser oa, ( så når det på sin vis handler om en afklaring af "usikkerheden" ved selvpåmindelse (Sich-Erinnern) eller ved "skyggen" fra størrelsen og afstanden i grundliggende bevægemæssige orienteringsprocesser på "skelne/identificerings" niveau ; således er "størrelseskonstanten" i sig selv en måde at forholde sig tilnærmende og accepterende til afstanden inden for perceptionens spredningsgrad etc. ). I sådanne tilfælde og under disse omstændigheder, er det nødvendigt med stokastiske modeller, for at få en genstandsadakvat enkeltteoretisk illustration af fænomenet. Dette kunne i sådanne specialtilfælde også forklares via en "statistisk" prøve af hypotesen, gennem sammenligning af den antagede teoretiske fordeling med den empiriske fordeling af det bedømte resultat etc. Denne konsekvens er dog på ingen måde tvingende nødvendig: Såfremt indholdet i hypotesen er "kraftigt" nok, vil det også her kunne lade sig gøre at få den bekræftet med det "blotte øje"; hvilket vil sige, at når to fordelinger ikke overlapper hinanden, er en statistisk skelnen overflødig. Når det er nødvendigt at anvende statistik, signaliserer det generelt et radikalt revideringsbehov af teoriopbygningens stade, og udviklingen af den subjektvidenskabelige grundlagsforskning sætter sig i denne forbindelse, med sine fortrin over afprøvningstest/gyldighedsbegrundelse, for så vidt "statistik" ikke
længere forekommer som bevisinstrument (hvorved også hele hundeslagsmålet ved inferensstatistikkens iboende modsigelser og besværligheder er lagt bag os.)
Disse hermed blot antydede metodologiske principper for den subjektvidenskabelige grundlagsforskning, må nødvendigvis nu, i kritikken/reinterpretationen/videreudviklingen af de psykologiske forbegreber, udvikle og præcisere de metodologiske aspekter indholdsmæssigt. Det kommer således til at hvile på, at de konstaterede kognitionspsykologiske, fænomenologiskpsykologiske, udviklingspsykologiske etc. undersøgelser, kritisk analyserer de indholdsmæssigt fuldbyrdede overskridelser af gyldighedskravet på den specifikt menneskelige livsopretholdelse, og må muligvis reinterpretere det resterende erkendelsesindhold på uspecfikke niveauer i fht. genstandsadækvate kriterier, såfremt deres empiriske gyldighed ikke skal kunne drages i tvivl (f.eks pga. resultaternes udelukkende "statistiske" karakter). I planen for en sådan analyse, ville det hurtigt komme frem, at vores metodologiske krav til generaliserbarhed fra enkelttilfælde til artstypisk, pga. manglende størrelsesfaktorer, og dermed overflødiggørelsen af statistisk afprøvningsmåder etc. på ingen måde er utopisk eller søgt, men også i høj grad tilfredsstiller indholdet i de fremragende undersøgelser som indeholdes i den traditionelle psykologi ( men som ligger uden for variabelpsykologien). Jeg henviser i denne sammenhæng kun til de betydningsfulde dybdeiagttagelseseksperimenter af Linschoten (1956) (inden for hvilke statistisk kontrol var overflødig, pga. "styrken" i hypotesens stereoskopiske fremstilling kunne konstrueres således, at der for alle betragtninger fremkom en dybdeeffekt), på standardeksperimenter inden gestaltterapi, men også på Piagets undersøgelser af den ontogenetiske udvikling af de kognitive strukturer, som ikke ville kunne være fremkommet foruden den store mængde væsentlige "statistiske" resultater som Piaget uddrog vha. sine egne børn. ( Hermed er resultatet ved at reinterpretere en sådan undersøgelse, i særdeleshed i fht. dens genstandsadækvathed, naturligvis ikke nødvendig). Den "moderne" udvikling af sådanne "klassiske" anordninger, der søger at komme frem til at de statistiske "variabeleksperimenter" universalisering, optræder ikke som et metodisk fortrin, men tydeligvis som en blindgyde, og dette også for de stadig flere psykologer som tragter efter at finde et virkeligt metodologisk alternativ. ( Særlig eftertrykkeligt kan det i denne sammenhæng ses, hvorledes man i nyere tid har misbrugt Piagets konceptioners "statistiske efterprøvninger": Idet man her gennem de påviste "stokastiske" datadublikeringer har fremstillet "sprednings" fordelingen, kan man på den ene side stolt fremvise den statistiske bearbejdning af Piagets koncepter, og man har så på den anden side afløst den videnskabelige udsagnskraft i et flertydigt resultat, som er uinterpreterbart og bestående af næppe reproducerbare "statistiske prøver".) På denne vis åbner der sig inden for den metodologiske analyse et perspektiv for en omvurdering der kan tilføjes den
traditionel-psykologiske undersøgelse. Herved medfører det nødvendigvis at mange indeværende og i baggrunden trængte eller statistisk udvandede ansatser og resultater kan erkendes med deres virkelige betydning, imedens det bliver almindelig kendt at de nutidige eksperimental-statistiske rutineprodukter er værdiløse.
Slut kapitel 9.
***************
GdP Holzkamp kap 10 Litteratur og emneregister s.584-600.pdf
[1] Det følgende papir er en oversættelse foretaget af flere personer igennem årene, alle psykologer i Rådgivningsgruppen Regnbuen, Studenterhuset, der senere blev til Gaderummet på Nørrebro. Rå-oversættelserneer foretaget af Birgitte Götsche, der har oversat kapitel 1-8, og af Alexandra Holmboe, der har oversat kapitel 9. Desuden har Henrik Olsen lavet en selvstændig oversættelse af kapitel 1-5.4. De forskellige oversættelser er ved at blive bearbejdet og samlet af undertegnede. Hensigten er at fremlægge så meget direkte oversættelse som muligt, og at papiret hurtigt lader sig verificere ift. den oprindelige tyske originaltekst. Desuden er indsat noter og skitser, der anskueliggører teorien, der udfoldes igennem bogen. Alle skitser er fra studiekredsarbejde i rådgivningen.
Kalle Birck-Madsen 2009
[2] Svarer til ’at handle ud fra katten i os’, oversætterens tilføjelse
[3] Det svarer til på menenskeligt niveau, at det ikke er hjernen, der husker for individet, men individet der ’ husker qua sit sociale rum’, oversætterens tilføjelse.