”Vil du eller vil du ikke?”
- kritisk psykologiske perspektiver på betingelser og dilemmaer for overvægtige børn og deres forældre, der er i vægttabsbehandling
Skriftligt
speciale i kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi
Udarbejdet
af Ditte Hammer Priebe
Vejleder Kirsten Baltzer
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole v.
Aarhus Universitetet
København, efteråret 2009
Indholdsfortegnelse
1.2. Interventioner mod overvægt
1.3. Forskning i overvægt og vægttab
1.6. Fokusering og afgrænsning
Kapitel 2: Den (meta)teoretiske forståelsesramme
2.1. Specialets subjektvidenskabelige position
2.2. En kritisk psykologisk optik - suppleret med poststrukturalistiske begreber
2.2.3. Det handlende subjekt: Handleevne, handleinteresse og handlemuligheder
2.2.4. Det styrede subjekt: Magt og governmentality
Kapitel 3: Metodeovervejelser og –proces
3.6. Behandling og bearbejdning af empiri
3.7. Almengørelse af enkelttilfælde
Kapitel 4: Analyse og diskussion
4.1. Analysestrategi og -metode
4.2. Egen og social bedømmelse af den overvægtige krop
4.2.1. Liva: ”Jeg blev mobbet og set ned på, på grund af min krop”
4.2.2. Sofie og Sofies mor: ”Kjolen skal skjule mavsen”
4.2.3. Milles mor: ”Madvarerne i indkøbskurven dømmer”
4.2.4. Opsamling: ”Det ydre svarer til det indre”
4.3 Deltagernes grunde til at starte i vægttabsbehandling
4.4. OBUs overordnede rammer, metoder og diskurser
4.4.1. Når overvægt forbindes med sociale og helbredsmæssige problemer
4.4.2. Praktisering af vægttab som spørgsmål om ansvar og vilje
4.4.3. Opsamling: ”Enten syg, fed og færdig eller slank, rask og værdig”
4.5. Deltagernes oplevelser af forundersøgelsen hos OBU
4.5.1. Milles forældre: ”Der manglede et fokus på, hvem Mille er”
4.5.2. Liva: ”Lægen var ligesom en kickstarter”
4.5.3. Sofies mor: ”Lægen kunne endelig trænge igennem”
4.5.4. Sofie: ”Min yndlingsspegepølse blev forbudt”
4.5.5. Opsamling: ”En kontant læge med fokus på kost og motion”
4.6. Deltagernes oplevelser af motivation og selvkontrol
4.7. Vægttabspraktisering i deltagernes daglige livsførelse
4.7.1. De professionelles fastholdende og motiverende betydninger
4.7.2. Vejningens og vægtudviklingens ambivalente betydninger
4.7.3. De unuancerede kostregler og -anvisninger
4.7.4. Opsamling: ”Perfekt eller fiasko”
4.8. Vægttabsbehandlingens betydninger for deltagerne
4.8.1. Modsigelser, unuancerede metoder og fremmedbestemthed
4.8.2. Sygeliggørelse af overvægt
4.8.3. Vægttabsbehandling i relation til spiseforstyrrelser
4.9. Analysens og diskussionens almengørende bud
4.9.1. Prototype for konsekvenser ved deltagelse hos OBU for de overvægtige børn
Kapitel 5: Den Afsluttende del
5.1.3. Specialets analyse og diskussion
5.2. Anvendelse og perspektivering: Vægttabsintervention fremadrettet
Bilag 1: Interviewguide samt formelle interviewremedier
Bilag 2: Grunde til Livas, Milles og Sofies konfliktfyldte spisning
Bilag 3: Uddybende slides om OBUs metoder og ideologier
Bilag 4: Cd-rom med transskribering af egen empiri (kun til vejleder og censor)
Kapitel 1: Indledning
1.1. Overvægtsproblematikken
I vor samtid anskues den overvægtige krop overvejende som problematisk, ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige verden. Overvægt lader nemlig til at øge risikoen for bestemte sygdomme[1] og defineres derfor som en risikofaktor. Grundet udgifter til behandling, sygedagpenge etc. betragtes overvægtsproblematikken også som en samfundsøkonomisk byrde (Ortiz, 2006a, 11; Utzon, Moser & Tollefsen, 2006, 5ff).
På globalt plan er andelen af overvægtige stigende, hvilket også gælder for hele EU inklusiv Danmark. I dag er 50 % af amerikanerne overvægtige, 1,3 millioner voksne danskere er overvægtige, og op imod hvert 5. danske barn overvægtig. Grundet overvægtsproblematikkens store og voksende omfang karakteriseres overvægt derfor som en epidemi (Utzon, Moser & Tollefsen, 2006, 5ff; Sundhedsstyrelsen, 2006, 4; Lissau, 2006, 6).
Graden af overvægt defineres ud fra begrebet BMI[2], hvor et BMI mellem 25 og 29,9 indikerer, at man er overvægtig, og svær overvægt defineres som et BMI på større end 30 (Fødevarestyrelsen, 2007, 17). Børns BMI måles dog med hensynstagen til andre udviklingsmæssige forhold ved barnets fysik samt i relation til barnets køn og alder (Bilag 3).
BMI definerer dermed, hvorvidt den enkeltes krop anskues som passende eller upassende i vor samtid. I begyndelsen af dette århundrede begyndte svær overvægt fx også at blive defineret som en sygdomstilstand i USA, hvilket har spredt sig til mange af de andre industrielle lande, herunder også til nogle behandlingstilbud i Danmark[3](Mann et al, 2007, 220). Det lader altså til, at jo mere overvægtig man er, jo mere opfattes tilstanden både som sygelig og sygdomsfremkaldende, hvorfor en sund krop sættes lig med en ikke-overvægtig krop, hvor den slanke krop er idealet.
Dette kropsideal kan særligt ses betinget af, at slankhed opfattes som svær at opnå, idet der er blevet færre slanke mennesker, hvor slankhed følgelig synes prestigefyldt og statusbetonet. Dette kan også ses i relation til en samfundsmæssig udvikling, hvor mad ikke længere er en mangelvare, hvilket blev en realitet i løbet af 1900-tallet (Nielsen & Schmedes, 2008). I de sidste årtier er idealvægten fortsat faldet på trods af den stigende overvægtsproblematik (Lassen, 2000, 82).
Parallelt med at andelen af overvægtige stiger, synes det generelle sundhedsfokus også at stige. Dagligt fører diverse medier debatter og oplæg om sundhed, fx omhandlende vægttab eller implementering af sund kost og motion i hverdagen, på arbejdet og i skolerne (Elsass & Lauritsen, 2006).
Folkesundheden prioriteres endvidere højt på den politiske dagsorden, fx udmøntede Sundhedsstyrelsen 73 millioner kroner i perioden 2005-2008 til: ”Bekæmpelse og forebyggelse af overvægt blandt børn, unge og deres familier” (Sundhedsstyrelsen, 2008, 3). Ligeledes nedsatte Regeringen i januar 2009 en Forebyggelseskommission, som på baggrund af analyser af folkesundheden skal iværksætte sundhedsfremmende tiltag (Forebyggelseskommissionen, 2009). I 2009 igangsatte Sundhedsstyrelsen desuden en kampagne målrettet overvægtige børn og unge[4].
Regeringens folkesundhedsprogram fra 2002-2010 ved navn ”Sund hele livet” vidner desuden om en samfundsmæssig målsætning, hvor sundhed ønskes livslang, det vil sige som en del af borgerens livsstil. I tråd med dette kan ses en ændring fra at tale om diæter og slankekure til i højere grad at anvende betegnelsen vægttabsprogram, samtidig med at vægttabet italesættes som en livsstilsændring (Ortiz, 2006b). Dette implicerer en ambition om, at vægttabet skal fastholdes på lang sigt, hvorfor interventionen målrettes et liv som slank.
Det parallelle løb mellem et stigende fokus på sundhed og slankhed og en stigende andel af overvægtige synes paradoksalt, da det lader til, at det skærpede fokus på overvægtige ikke har nogen bedrende betydning for overvægtsproblematikken.
1.2. Interventioner mod overvægt
Andelen af svært overvægtige er også stigende i Danmark. Her anses kirurgiske indgreb[5] blandt andet som hensigtsmæssige, hvorfor disse er offentligt finansierede (Sundhedsstyrelsen, 2007, 5). Af andre aktuelle behandlingsmuligheder for overvægtige kan nævnes: Medicinske præparater[6], slankende kosterstatninger, private vægttabsprogrammer[7] og enkelte offentlige vægttabstilbud, herunder julemærkehjem[8] for overvægtige børn. Fælles for de fleste vægttabsprogrammer og tilbud synes at være et primært fokus på den direkte årsag til overvægt (Grønbæk, Olsen, Salomonsen, Madsen & Michaelsen, 2005, 5). Den direkte årsag skal forstås som forholdet mellem kostindtagelse og aktivitetsniveau, hvor vægtforøgelse anses som en ubalance, da der indtages flere kalorier, end der forbrændes. Dette fører til den logiske slutning, at et vægttab kræver, at ubalancen modsatrettes. Trods det, at de fleste overvægtige synes bekendte med den direkte årsag hertil, har vægttab og særligt vægtfastholdelse vist sig problematisk. Fx påpeger nyere amerikanske undersøgelser at:
”First, diets do lead to short-term weight loss
(…) Second, these losses are not maintained (…) Studies show that one third to
two thirds of dieters regain more weight than they lost on their diets” (Mann et al, 2007,
Undersøgelserne viser ydermere, at op til 60 % af dem, der deltager i et vægttabsprogram, vejer mere, end hvad der var deres udgangspunkt i løbet af 3 år efter selve vægttabsforløbet (Mann et al, 2007). Mange vægttabsprogrammer lader derfor til at virke mod hensigten.
Desuden synes succeskriteriet i de fleste vægttabsprogrammer at være, hvorvidt og hvor meget deltagerne taber sig. Som førnævnte undersøgelser påpeger, taber de fleste sig dog kun på kort sigt, da vægttabet ofte ikke fastholdes efterfølgende. Når det samtidig pointeres, at de fleste tager de tabte kilo på igen og ofte ender med at veje mere, lader det til, at dette succeskriterium er problematisk og misvisende.
1.3. Forskning i overvægt og vægttab
Inden for forskningsverdenen søges der ihærdigt efter mere viden om overvægtsfænomenet, særligt indenfor den medicinske verden. Undersøgelserne af årsagerne til overvægt og vejen til vægttab har oftest været kvantitative og med førnævnte fokus på den direkte årsag til overvægt. Derudover refereres ofte til den enkeltes fysiologi, fx i forhold til vedkommendes stofskifte[9] (Petersen, 2003; Dreier, 2002). Nyere undersøgelser hævder desuden, at man har større risiko for at blive overvægtig senere i livet, hvis man har en lav fødselsvægt. Derudover har man i de senere år påpeget, at børn der bliver ammet har mindre risiko for at blive overvægtige[10]. Andre undersøgelser slutter, at hvis man er overvægtig i sin barndom, kan det være sværere at tabe sig som voksen[11] (Miller, 2006). Derudover fødes 1 ud af 15.000 nyfødte børn med Prader-Willi syndromet, som er en kromosomfejl, der blandt andet gør, at mæthedsfornemmelsen er relativ dysfunktionel, og kroppens kalorieforbrug ofte er lavt[12]. Slutteligt påpeger nyere medicinsk forskning, at der kan være bestemte gener, som er medvirkende til, at man lettere bliver overvægtig (Hasselbalch, 2008).
De psykologiske, pædagogiske og sociale forhold ved overvægtsproblematikken er også blevet forsket i og omtalt, om end dette ikke synes ligeså udbredt som de førnævnte tilgange. Det psykologiske, pædagogiske og sociale felt har særligt begrundet overvægt som spørgsmål om aktuel eller tidligere mistrivsel, hvor det fx påpeges, at spisningens funktion kan ses som andet end et spørgsmål om fysisk sult, fx hvor overspisning anskues som en måde, hvorpå man kan mestre frustrationer, kedsomhed eller angst, og i flere sammenhænge defineres overspisning også som en spiseforstyrrelse. Derudover er de sociale betingelser for overvægtige også blevet belyst, som fx social udstødelse, mobning og sociale fordomme om overvægtige, som mulige begrundelser for eller forstærkelse af den enkeltes overvægt (Gottlieb, 2003; Gold, 2004; Lassen, 2008; Lassen, 2000; Ogden, 2003; Stroebe, 2008).
Gennemgående for samtlige forskningstilgange, omend det er den medicinske og fysiologiske eller den psykologiske og sociale, synes tilgangene at være kontrolvidenskabelige, hvilket er et begreb, der særligt anvendes indenfor kritisk psykologi som modstilling hertil (Holzkamp, 1983a). Begrebet henviser nemlig til de tilgange, der anvender et tredjepersonsperspektiv, fx den eksperimentelle forskning, hvilket står modsætning til den kritisk psykologiske subjektvidenskabelige tilgang (Holzkamp, 1983b; Dreier, 2002). Derudover synes forskningstilgangene at være domineret af en essentialistisk og personaliserende tænkning, idet interventionen rettes mod at behandle de overvægtige for deres problemer ud fra et ekspert- eller professionelt perspektiv[13] (Dreier, 2002).
Inden for de seneste årtier har den subjektvidenskabelige tilgang dog trådt frem i forhold til de pædagogiske og psykologiske perspektiver på overvægtsproblematikken, også indenfor humanistisk sundhedsforskning, hvor en persons overvægt i stedet begrundes ud fra henholdsvis historiske, kulturelle og sociale betingelser samt personlige livserfaringer og personlige handlegrunde (Elsass & Lauritsen, 2006; Jensen & Andersen, 2000; Dreier, 2002; Wilcke et al, 2006).
I løbet af de seneste år er overvægt endvidere blevet undersøgt med reflekterende og kritiske socialpsykologiske tilgange udfra fx socialkonstruktionismen og poststrukturalismen, hvor det undersøges, hvorledes overvægtige italesættes og kategoriseres på bestemte måder, som diskurs- og magtanalyser af forskellige eksempler fra vor samtid (Petersen, 2008a; Petersen, 2008b).
Nærværende speciale tager netop afsæt i nogle af disse subjektvidenskabelige samt socialkritisk-refleksive perspektiver, for selvom disse optræder i mindre grad indenfor akademia og forskningsverdenen, lader det til, at modsætninger hertil, som den kontrolvidenskabelige og medicinske tilgang, dominerer den samfundsmæssige og professionelle praksis. De overvægtiges egne perspektiver på overvægtsproblematikken synes derfor underrepræsenteret, hvilket er paradoksalt, når det netop er dem, der befinder sig centralt i den voksende overvægtsproblematik. De overvægtiges egne oplevelser synes derfor særligt relevante at medtænke, fx for pædagogisk psykologiske konsulenter når vægttabsinterventioner skal udvikles fremover.
1.4. Problemfelt
Eftersom de overvægtige ofte ender med at veje mere efter vægttabsbehandlingens afslutning, lader det til, at handleevnen ofte begrænses yderligere heraf. Denne midlertidige antagelse leder videre til motivationen for specialet, som lyder: ”Hvordan kan det være, at det er så svært at tabe sig og forblive slank?” Og som samtidig implicerer en medfølelse for de overvægtige mennesker, som dagligt må konfronteres med appeller om, at man ”bare skal tage sig sammen”, da dette synes simplificerende, fordi det lader til, at mange ikke ”bare” kan spise mindre og bevæge sig mere.
Dette er baggrunden for, at nærværende speciale tager udgangspunkt i en kritisk psykologisk optik suppleret med poststrukturalistiske begreber, som netop giver blikke for nogle af de modsigelsesfyldte og paradoksale betingelser, som kan gøre vægttab og –fastholdelse svært. I specialet undersøges følgelig, hvordan det opleves at leve som overvægtig, da overvægt lader til at være uønsket på samfundsplan.
Specialet tager afsæt i et offentligt vægttabstilbud beliggende på et sygehus i Danmark, hvor målgruppen er børn og unge fra 4-20 år[14]. Behandlingen foregår ambulant og er gratis, dog på baggrund af lægelig henvisning, som afhænger af barnets BMI, samt hvor hastigt stigende overvægten er[15]. Hvilke betingelser skabes for disse børn, når man gør overvægt til et problem, der sættes ind i en sygdomskontekst? Det undersøges derfor også, hvordan behandlingstilbuddets vægttabsmetoder opleves af børnene og deres forældre. De diskurser og praksisideologier, der gør sig gældende hos behandlingstilbuddet, anskues nemlig for medbetingende for de overvægtiges livsførelse og selvforståelse (Dreier, 2002; Mørck, 2006; Nissen, 2001). Dette leder frem til specialets centrale problemstilling.
1.5. Problemformulering
I relation til et specifikt vægttabstilbud undersøges hvordan det opleves at være overvægtig og skulle tabe sig, eftersom overvægtsproblematikken vokser.
1.6. Fokusering og afgrænsning
Ofte tages først og fremmest hensyn til den teoretiske stringens og dernæst til praksis. Ambitionen i denne sammenhæng er derimod at lade praksis være primært styrende og dermed de kompleksiteter, modsigelser og dilemmaer, som denne rummer (Dreier, 2002; Nissen, 2001). Af denne årsag inddrages kritisk psykologiske og poststrukturalistiske perspektiver, som er forskellige og har forskellige videnskabelige forankringer for at favne så meget af praksis og de variationer, som der opleves, som muligt (Holzkamp, 1983; Foucault, 2005a). Specialet bringer derfor ikke fuldstændige kritisk psykologiske eller poststrukturalistiske analyser, da både teori, empiri, problemstilling og de formelle specialerammer har været medstyrende for de teoretiske til- og fravalg. Hensigten med denne metode er at forholde sig til den virkelighed, som opleves af de deltagende i praksis for dermed at skabe en bedre sammenhæng og forståelse mellem akademia, og det man kan kalde ”det levede liv”, altså den konkrete hverdagspraksis, som deltagerne bevæger sig i (Mørck & Nissen, 2005).
1.6.1. Begrebsafklaring
Vægttabstilbuddet betegnes som OBU[16], hvilket refererer til behandlingens målgruppe: Overvægtige Børn og Unge. Betegnelsen de professionelle anvendes også hyppigt i specialet og henviser til OBUs personale. De overvægtige børn og deres forældre, der deltager hos OBU betegnes hyppigt som deltagere. Deltagerbegrebet er hentet fra kritisk psykologi, hvor mennesker må begribes som deltagere i praksis (Højholt, 1996). Med deltagerbegrebet forbindes forholdet mellem subjekt og omverden, hvormed det mere traditionelle psykologiske fokus decentraliseres[17] (Jartoft, 1996). Min hyppige anvendelse af deltagerbegrebet er således også en teoretisk og analytisk bestræbelse.
Derudover anvendes betegnelsen overvægtig også om de deltagere, der har et BMI over 25 eller som anskues som svært overvægtige af de professionelle. Dog reflekteres over anvendelsen af denne distinktion i relation til betydningerne af at diagnosticere overvægt som en sygdom[18]. Desuden anvender jeg begrebet slank synonymt med begrebet normalvægtig.
Når jeg omtaler de overvægtige som de overvægtige, kan dette umiddelbart synes selvmodsigende, eftersom specialet samtidig søger at destabilisere og dekonstruere sådanne kategorier grundet specialets optik. Reproduktion af kategorien de overvægtige har dog været den eneste mulighed for at videreformidle specialets budskaber, indenfor de rammer og ressourcer, som har været tilgængelige, samt i forhold til en ambition om at skrive et læsevenligt speciale.
For læsevenlighedens skyld anvendes begrebet samtid hyppigt, som samlebetegnelse for de historiske, kulturelle, samfundsmæssige, tidsmæssige og sociale forhold, dvs. som et begreb for den komplekse socialitet, som deltagerne er forankret i.
I specialet skelnes der også mellem to overordnede former for kostindtagelse: Spisning i forhold til at sikre og regulere sin umiddelbare stoflige overlevelse, hvilket begrebssættes som den stoflige overlevelse, modsat overspisning hvor spisningens funktion er blevet overdetermineret (Dreier, 2002, 100). Begrebet om spisning inkluderer også indtagelsen af flydende kost og drikkevarer.
1.7. Læsevejledning
Specialet er inddelt i fem kapitler, som kortlægges i det følgende.
Kapitel 1 virker, som det netop er fremgået, som en præsentation af overvægtsproblematikken, som følges af problemstillingens interventions- og forskningsmæssige afsæt. Derefter fulgte en præcisering af specialets vinkel på overvægtsproblematikken, som blev uddybet med specificerende, afgrænsende og begrebsafklarende afsnit.
Kapitel 2 er en uddybning og redegørelse af specialets teoretiske forståelsesramme, hvor det subjektvidenskabelige afsæt defineres indledningsvist. Derefter klargøres hvordan den kritisk psykologiske tilgang suppleres med poststrukturalistiske begreber, og følgelig defineres de konkrete teoretiske begreber, der danner afsæt for de analytiske blikke.
Kapitel 3 omhandler specialets metode, hvor den kritisk psykologiske tradition for praksisforskning kort beskrives og min position som specialestuderende i forhold til specialets tilblivelse reflekteres. Efterfølgende gennemgås, hvordan og under hvilke betingelser empirien er blevet til.
Kapitel 4 er specialets analyserende og diskuterende del, som starter med at definere den specifikke analysemetode og strategi. Derefter starter analysen med to afsnit om deltagernes oplevelser af at være overvægtige, som følgelig lægger op til et afsnit om vægttabstilbuddet OBUs metoder og diskurser. Herefter inddrages deltagernes oplevelser af såvel OBU som vægttabsprocessen i det hele taget. Dette munder ud i en diskussion af deltagernes oplevelser af konflikter og dilemmaer under vægttabsbehandling i forhold til hvilke konsekvenser, dette kan have aktuelt og på sigt. Kapitel 4 afsluttes herefter med en prototypisk fremstilling af, hvilke konsekvenser vægttabsbehandlingen hos OBU kan medføre.
Kapitel 5 er den afsluttende del, som omhandler specialets kritiske refleksioner over såvel teori, metode og analyse som forhold under feltarbejdet. Efterfølgende perspektiveres specialets prototype i forhold til fremtidig vægttabsintervention, og herefter afsluttes med specialets konklusioner.
Kapitel 2: Den (meta)teoretiske forståelsesramme
2.1. Specialets subjektvidenskabelige position
Specialets optik er, som anført
i indledningen, kritisk psykologisk. Professor i psykologi Klaus Holzkamp
spillede en central rolle for den første definition af kritisk psykologi, som
fremkom i 1970’erne i Tyskland. Den kritiske psykologi bygger på
virksomhedsteorien og marxismen (Mørck & Nissen, 2005,
Holzkamp definerede grundlaget
for den kritiske psykologi som værende en subjektvidenskab,
ud fra et førstepersonsstandpunkt (Holzkamp, 1983a), hvormed kritisk
psykologi, som nævnt, blev udviklet i opposition til kontrolvidenskaben, men
også specifikt til den traditionelle psykologi (Holzkamp, 1983b,
Kritisk psykologi kritiserer derfor også de traditionelle psykologiske teoriers syn på den videnskabelige opgave som værende en søgen efter de psykologiske begreber, der passer på menneskets psyke. Ifølge kritisk psykologi fortæller psykologiske begreber nemlig kun noget om dele eller afgrænsede dele af menneskets psyke, hvorfor vi altid må forholde os kritisk til begrebernes tilblivelse og praktiske funktion. De psykologiske begreber skal i stedet ses forankret i en bestemt historisk samfundsudvikling, hvor begreberne er en slags produkter af eller aftryk fra nogle særlige kontekstafhængige problematikker, stridigheder og muligheder (Forchhammer & Nissen, 2000). Det er således på baggrund af disse kritikpunkter, at det kritisk psykologiske perspektiv anskuer den traditionelle behandlingspraksis som værende problemproducerende frem for problemreducerende eller -løsende. Fx ville en kritisk psykologisk vægttabsintervention tage afsæt i en ligeværdig dialog med den overvægtige selv, frem for at behandleren dikterer, hvad der er bedst for vedkommende[22]. Dette skal ses i forbindelse med en overordnet kritisk psykologisk forståelse af, hvorledes menneskers livsmuligheder henholdsvis udvides og begrænses: Mennesker anses nemlig for at have indbyrdes fælles interesser i at opretholde eksistensen som mennesker, og menneskelig reproduktion afhænger ligeledes af, at alle tager del i det reproduktive som et fælles anliggende. Den biologiske udvikling af mennesket kan derfor ses erstattet af den samfundsmæssige udvikling, hvor overskridelse af individualiteten er kendetegnende for menneskers samfundsmæssige liv, ved at der arbejdes mod mere fælles mål. Derfor bør vægttabsintervention fx også betragtes som fælleshandlinger. (Birck-Madsen, 2007; Dreier, 1979; Dreier, 2002; Forchhammer & Nissen, 2000; Nissen, 2001; Holzkamp, 1983a). I nærværende speciale anvendes begrebet den traditionelle psykologi også, og der refereres i den sammenhæng til ovenstående definitioner og kritikpunkter.
Specialets optik kan desuden karakteriseres som human- og samfundsvidenskabeligt ud fra en opdeling af de grundlæggende videnskaber som værende human-, samfunds- og/eller naturvidenskabelige (Christensen, 2002). Dette betyder, at sandhed er betinget af det enkelte menneskes forforståelse, sprog og italesættelse samt den historiske, sociale og kulturelle forankring (Christensen, 2002). Det er således ikke muligt at tale om universelle lovmæssigheder som indenfor naturvidenskaben[23], da såvel sandhed som viden altid vil være forankret i et bestemt perspektiv, der er situeret og lokaliseret i tid og sted.
Fx kan sundhed opfattes på flere måder alt efter hvilken videnskabelig tilgang, der anlægges. Sundhed anskues fx som en fast størrelse ud fra en såkaldt essentialistisk tilgang, hvor sundhed betragtes som noget konkret, måleligt ved individet, som videnskaben kan få større og større indsigt i, hvilket blandt andet falder i tråd med nævnte naturvidenskabelige tilgang (Dreier, 2000). Specialets sundhedsbegreb defineres derimod som dialektisk i relation til specialets optik, hvor sundhed betragtes som historisk og kulturelt konstitueret, forankret i den aktuelle sociale praksis, som begrebet udfolder sig i, samt i forhold til den subjektive oplevelse heraf[24]. De kritisk psykologiske tænkere Hysse Forchhammer og Morten Nissen forklarer herudfra, at vor samtids dominerende sundhedsbegreb derimod er essentialistisk, og desuden defineres i relation til sin modsætning: sygdom. ”Sundhed vs. sygdom” konstitueres samtidig i dialektiske relationer og samspil med andre socialt modstillede underbegreber som fx ”overvægtig vs. normalvægtig” (Forchhammer & Nissen, 2000, 140). Flere kritisk psykologiske tænkere har beskæftiget sig med denne dialektiske opfattelse af sundhed og sygdom, herunder også Dreier. Dreier har rejst kritikker af det sundhedsfaglige felt, fx også i relation til vægttabspraksisser (Dreier, 2002), hvorfor nærværende speciale blandt andet beriges med Dreiers perspektiver i relation til OBU.
Udover sundhedsbegrebet er kroppen også i fokus i specialets problemstilling. Der synes dog en tendens til, at kroppen ofte har undsluppet videnskabelig italesættelse, fordi vi lever i en samtid med en såkaldt sprog-krop dualisme, hvilket betyder, at kroppen og sproget opfattes som to adskilte fænomener (Cawood & Juelskjær, 2005, 20). Grundet specialets problemstilling og genstandsfelt beskæftiger jeg mig både implicit og eksplicit med, hvor betydningsfuld kroppen faktisk kan være i relation til menneskers kontinuerlige tilblivelsesproces. Kroppen anskues ikke som en afgrænset og adskilt ”container”, men i stedet som en central og betydningsfuld del af det enkelte menneskes selvforståelse og tilblivelse, hvorfor kroppen også er en vigtig betingelse for det enkelte menneskes positioneringer og daglige livsførelse[25] (Dreier, 2002; Søndergaard, 2006, 96).
2.2. En kritisk psykologisk optik - suppleret med
poststrukturalistiske begreber
Specialet supplerer, som nævnt, den kritisk psykologiske optik med poststrukturalistiske magt-, diskurs- og styringsbegreber, da dette har vist sig særligt fremtrædende i specialets empiri. Eftersom de to tilgange er forskellige af udgangspunkt, introduceres poststrukturalismen kort i det følgende, og derefter defineres tilgangenes forskelligheder og supplerende force.
Poststrukturalismen opstod i 1960’erne i Frankrig som modsvar til den strukturalistiske samfundsopfattelse. Denne tilgang anskuer samfundsmæssige strukturer som historisk og kulturelt foranderlige og relativt dynamiske, hvorfor der rettes et kritisk blik mod samfundets normative forestillinger, ideologier, strukturerende begreber og teoretiske overbevisninger. Poststrukturalismen giver derfor mulighed for at reflektere over vor samtids begreber, kategorier og moral, idet opfattelsen af universelle forhold og forståelser destabiliseres (Stormhøj, 2006).
Poststrukturalismen er nært beslægtet med socialkonstruktionismen, idet de grundlæggende bygger på de samme erkendelsesinteresser (Gergen, 1985). Forholdet mellem poststrukturalismen og socialkonstruktionismen har været til stor debat og er stadig kontroversielt. Fx definerer Marianne Winther Jørgensen og Louise Philips poststrukturalismen som en del af socialkonstruktionismen (Jørgensen & Philips, 2006), modsat eksempelvis lektor i psykologi Vivian Burr, der betragter socialkonstruktionismen som en del af poststrukturalismen (Burr, 1995). Nærværende speciale trækker på Burrs definition[26], hvormed den sociale styring betones.
Indenfor både de poststrukturalistiske og kritisk psykologiske tilgange betragtes menneskers virkelighed relativ samt kulturelt og historisk specifikt (Holzkamp, 1983a; Stormhøj, 2006). Mennesket betragtes dog ikke ligeså styret af ydre faktorer i kritisk psykologi som i poststrukturalismen, og poststrukturalismen beskæftiger sig omvendt ikke med de subjektive betydninger, som diskurser og magtprocesser kan få, ligesom der ikke er fokus på subjektet som handlende og skabende (Stormhøj, 2006). Ifølge lektor i pædagogisk psykologi Line Lerche Mørck og Nissen er det dog oplagt at anvende supplerende psykologisk teori sammen med det poststrukturalistiske perspektiv, da poststrukturalismens styrke netop er det forstærkede fokus på, hvorledes den diskursive, sociale praksis skaber subjektiviteter. Ifølge Sociolog Christel Stormhøj skal poststrukturalisme endvidere ikke ses som en teori om viden i gængs forstand[27], modsat den kritiske psykologi, men som en række beslægtede tænkeres antifundamentalistiske og kritiske strømninger (Stormhøj, 2006, 13ff)[28]. Af disse grunde anvender nærværende speciale de udvalgte poststrukturalistiske begreber supplerende. Kritisk psykologi og poststrukturalismens forskellige foki ses følgelig som deres supplerende force, idet de to perspektiver i samspil giver en mere helhedsfavnende mulighed for at forstå kompleksiteten mellem de sociale, diskursive og magtdynamiske forhold i sammenhæng med det særlige subjekt, som handler og agerer midt i dette spind af konflikter, magt, ønsker, sejre og nederlag. Samtidig muliggør suppleringen af de to tilgange en givende ”mutant”, i forhold til at rette særlig opmærksomhed mod de diskursive aspekters betydning for deltagernes selvforståelse og livsførelse. Den poststrukturalistiske inddragelse defineres både implicit og eksplicit i den kommende teorifremstilling. Implicit, ud fra mine kritisk psykologiske begrebsvalg, herunder fx ved specialets fokus på diskurs og praksisideologibegreberne, og eksplicit i kapitlets sidste afsnit om ”det styrede subjekt”.
Mørck og Nissen har været inspiratorer i forhold til at supplere kritisk psykologi med poststrukturalistiske begreber. Mørck har nemlig også integreret henholdsvis social praksisteori, kritisk psykologi, poststrukturalismen og socialkonstruktionismen i sin pædagogisk psykologiske forskning om marginaliserede unge og grænsefællesskaber (Mørck, 2006), og Nissens kritisk psykologiske tilgang er suppleret med en poststrukturalistisk diskursanalyse (Nissen, 1996, 212; Nissen, 2000). Den subjektvidenskabelige tilgang omhandler altså bud på, hvad mennesker kan stille op med deres egne liv, når de får indsigt i, hvilke dynamikker og kræfter deres liv udspiller sig i. Poststrukturalismen bidrager her med indsigt i disse dynamikker og kræfter, men har altså ikke fokus på at tage føringen i eget liv. Hvilke specifikke begreber der anvendes fra tilgangene beskrives i det følgende.
2.2.1. Den sociale praksis: Diskurser,
praksisideologier, positioneringer,
handlesammenhænge og praksisfællesskaber
Den sociale praksis forstås her som det samfundsmæssige og sociale liv, som mennesker deltager i. Den sociale praksis konstitueres af diskurser, men den sociale praksis er også med til at skabe de selvsamme mennesker. Dette kræver en uddybning: I den sociale praksis finder dynamiske, diskursive bevægelser sted, hvoraf nogle diskurser er hegemoniske (Laclau & Mouffe, 1987), det vil sige af dominerende karakter, hvorimod andre er af svagere karakter eller mere lokalt aktive, altså praksisideologiske. Samfundsmæssig praksis forstås derfor ikke som homogen praksis, men i stedet som forskellige lokale sammenhænge, som skal ses forbundet med en større struktur af dynamisk og løbende samfundsmæssig praksis (Jartoft, 1996; Nissen, 2001; Mørck & Nissen, 2005). Denne forståelse af social praksis som diskurs er inspireret af den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucaults poststrukturalistiske tilgang i tråd med Mørcks teoretiske afsæt (Mørck, 2006). Specialets forståelse af praksis kan derfor opsummeres som følger:
”Praksis skabes således igen
og igen i spændingsfeltet mellem samfundsmæssig diskurs og deltagelse i
konkrete handlesammenhænge” (Mørck, 2006,
Diskursbegrebet blev oprindeligt introduceret af Foucault (Foucault, 1999; Foucault, 2005b), men nærværende speciale tager afsæt i den kritisk psykologiske videreudvikling af dette diskursbegreb ud fra Nissens definition:
”Diskurser er de grundlæggende strukturer, tænke- og handlemåder i et praksisfelt, de grundlæggende regler for, hvad der kan tales om og hvordan. Diskursen definerer selv de objekter, de forhold i verden, som man har med at gøre, og de aktører der gør det. ” (Nissen, 2001, 38)
Diskurser forstås altså både som det sproglige og det materielle, det vil sige: Tekster, ytringer, kropslige udtryk og andet materielt. Fx har indretningen i et rum også betydning for, hvad der synes passende og legitimt at tale om, hvilke ytringer der tildeles autoritet, samt hvilke associationer og forventninger dette rum således skaber for tilstedeværende. Fx skaber et sygehus nogle rammer for, at medicinske diskurser er særligt nærværende, og det forventes at personalet taler på bestemte måder og om bestemte forhold og fænomener. Det ville fx være upassende, hvis en læge begyndte at fortælle vittigheder om sine syge patienter, eller hvis lægen begyndte at synge undersøgelsesresultaterne for patienterne. I vor samtid synes der nemlig at være en forventning om, at læger taler og handler seriøst i forhold til patienternes helbred. Sådanne uskrevne regler for italesættelse er netop eksempler på diskurser og kunne altså tage sig anderledes ud grundet diskursers bestandige bevægelse og formation (Nissen, 2001; Mørck, 2006).
Diskurser reproducerer og producerer altså særlige opfattelser, kategorier og sandheder, det vil sige, at diskurser aldrig vil fastlåses fuldstændigt, om end nogle diskurser vil virke mere træge end andre. Fx opfattes det som en selvfølgelighed at sundhed er positivt, om end dette ligeledes er en stærk og træg diskurs, hvorimod opfattelsen af vægttabsprocesser som værende livsstilsændringer er en hegemonisk samfundsmæssig diskurs. Tidligere var vægttab domineret af diskurser, som italesatte vægttab som mere kortvarige processer, der blot skulle overstås, nemlig som slankekure. I nogle mere lokale sammenhænge end på samfundsplan kan slankekursbegrebet dog stadig være dominerende. Metaforisk kan man derfor sige, at de diskursive dynamikker fungerer både på kryds og tværs samt på nogle overordnede og mere lokale niveauer (Nissen, 2001; Mørck, 2006). I den sammenhæng kan begrebet praksisideologi anvendes, som et kritisk psykologisk underbegreb til diskursbegrebet. Praksisideologibegrebet anvendes analytisk til at forstå de ideologier eller diskurser, der kan være betydningsfulde i en lokal, konkret forankret praksis. Mørck definerer praksisideologier som:
”… Grundlæggende strukturer,
tænke- og handlemåder (…) Der ligger i praksisideologibegrebet, parallelt med
samfundsmæssige diskursers definition af særlige mål-middel-relationer,
en ideologisk og normativ udpegning af godt og rigtigt samt illegitimt og
forkert” (Mørck, 2006,
I tråd med Mørcks anvendelse af begrebet har jeg anvendt praksisideologibegrebet som supplement til diskursbegrebet, når jeg bevæger mig fra samfundsplan til at fokusere på det konkrete vægttabstilbud eller deltagernes konkrete private hjem som værende en lokalt forankret praksis. Praksisideologier og diskurser definerer hvilke kategorier, der finder sted i en bestemt kontekst, og de tilgængelige kategorier betinger følgelig hvilke positioner, som subjekterne har mulighed for at indtage i forhold til hinanden. Positioneringsbegrebet blev introduceret af de poststrukturalistiske professorer Bronwyn Davies og Rom Harré i 1990 som alternativ til det mere statiske rollebegreb (Davies & Harré, 1990). Davies og Harrés positioneringsbegreb giver et blik for den diskursive og komplekse proces, hvor individet møder andre, og gennem samtale ”placerer” sig selv samtidig med, at individet ”placeres” af andre, imedens individet også ”placerer” de andre. Positionering skal derfor forstås som en fælles forhandling om sociale positioner, som både kan foregå verbalt og nonverbalt (Davies & Harré, 1990).
Mørk medtager en mere praksisorienteret forståelse af positioneringsbegrebet, hvor positionering ikke kun ses gennem samtale, men også foregår mere konkret og materielt (Mørck, 2006, 267). Specialet tager afsæt i denne mere praksisorienterede forståelse af positionering, da specialets fokus på overvægtsproblematikken samt den kritiske psykologiske optik falder i tråd med Mørcks definition. Positioneringsbegrebet anvendes derfor analytisk som et aktivt verbum for den bevægelse, der sker i mødet mellem mennesker. Fx hvordan lægen positionerer det overvægtige barn under konsultationen i forhold til måden, hvorpå barnet italesættes i den konkrete handlesammenhæng.
Handlesammenhænge forstås her som fællesskaber, hvor man er sammen om noget, altså sociale sammenhænge, som har et genstandsmæssigt indhold og kan siges at være en organisering af praksis, der er konkret forankret i tid og sted (Mørck, 2006, 38). Fx kan de forskellige konsultationer hos OBU ses som en af de handlesammenhænge, som både de professionelle, børnene og forældrene deltager i. Det samme gør sig gældende for de respektive interviewsituationer, som er en handlesammenhæng som jeg og dem, der interviewes, deltager i.
Subjekter deltager forskelligt i de forskellige handlesammenhænge, som de indgår i, da disse sammenhænge er organiseret forskelligt grundet forskellige mennesker og formål, hvorfor måderne den enkelte deltager på også vil variere. Det enkelte subjekts forskellige deltagelse vil dog have en vis sammenhæng, fordi de forskellige kontekster udgør forskellige dele af subjektets liv (Højholt, 1996). Hvordan subjektets tilblivelse skal ses i relation til deltagelse i social praksis, beskrives i det følgende.
2.2.2. Subjektets dialektiske tilblivelse:
Selvforståelse,
daglig livsførelse, subjektivering og styring
Subjektet er som udgangspunkt både et samfundsskabt og samfundsskabende væsen. Samfundsmæssig udvikling sker således ved en gensidig og dialektisk påvirkning mellem det aktive subjekt og dets sociale omverden (Holzkamp, 1983a; Dreier, 1979). Den menneskelige indflydelse på de samfundsmæssige ændringer muliggøres på baggrund af ”det særlige menneskelige”, der anskues som evnen til at reflektere, dvs. at overveje ”noget”. Subjektet tildeles således udviklingspotentiale, fordi menneskets refleksive evne muliggør at tænke i udvikling, ændring og forandring. Dette betyder også, at det enkelte menneske kan reflektere over sin egen livssituation og derved ændre sine livsbetingelser. Ifølge kritisk psykologi er mennesket i øvrigt den eneste art, der besidder denne refleksive evne, som også betegnes som umiddelbarhedsoverskridelsen, altså evnen til at forholde sig bevidst, både hvad angår sig selv og sin omverden (Jartoft, 1996, 186). Subjektets personlige egenskaber eller karakteristika skal derfor ikke betragtes som medfødte eller iboende, men som udøvelsen af bestemte potentialer. Disse potentialer udvikles forskelligt, da udviklingen er betinget af subjektets handlegrunde, betingelser og muligheder (Dreier, 2000, 189). Den refleksive evne i sammenhæng med subjektets erfaringer og de sociale betingelser gør nemlig, at subjekter deltager forskelligt i forskellige handlesammenhænge og dermed fører sit liv på bestemte måder. Disse bestemte måder at føre sit liv på betegnes indenfor kritisk psykologi som daglig livsførelse. Den specifikke daglige livsførelse er således betinget af det enkelte subjekt samt forskellige krav fra forskellige livsområder. Disse krav integrerer subjektet i sin daglige levevis, hvormed den daglige livsførelse folder sig ud. Når subjektets livsbetingelser ofte er modsigelsesfyldte, vil den daglige livsførelse også blive det. For at få de mange hverdagslige aktiviteter og krav til at hænge sammen, må subjektet strukturere sin dagligdag ved hjælp af prioriteringer, kompromisser og rutiniseringer (Holzkamp, 1998, 9).
Udvikling af den daglige livsførelse kræver derfor, at subjektet også udvikler sin selvforståelse, altså en forståelse af sine grunde til at føre sit eget liv på bestemte måder. Holzkamp, Dreier og Mørck beskriver subjektets selvforståelse som ”at komme i forståelse med sig selv og andre”[29] (Holzkamp, 1998, 21; Dreier, 1979; Mørck, 2006). Selvforståelse kan betragtes synonymt med begrebet identitet, men Mørck påpeger, hvorledes identitetsbegrebet typisk vil lede tankerne hen mod en mere essentialistisk forståelse af individet, hvilket der tages afstand fra qua specialets optik. I stedet rettes opmærksomheden mod selvforståelse som afhængig af subjektets livsførelse og betingelser. Tilblivelsen af det enkelte subjekt, herunder selvforståelsen, er derfor en uafsluttet og foranderlig størrelse, som bestandigt skabes og udvikles gennem den enkelte persons deltagelse i social praksis (Mørck, 2006, 45).
Begrebet om den daglige livsførelse retter dermed fokus mod formidlingen mellem samfundsmæssige betingelser og individuel livsvirksomhed grundet førnævnte strukturerende indsats (Holzkamp, 1998, 11). Udformningen af den enkeltes daglige livsførelse kan dermed også ses som det grundlag, hvorpå det enkelte subjekt strukturerer sin selvforståelse og dét, som man kunne betegne som en slags personlighed. Dette betyder dermed også, at en forandring af den praktiske struktur i subjektets daglige livsførelse forandrer subjektets selvforståelse og personlighed (Holzkamp, 1998).
I vor samtid tales der, som nævnt, om livsstil som et begreb, der synes at dække både den daglige livsførelse og det mere langsigtede livsperspektiv. Ifølge Holzkamp er det dog nødvendigt at skelne mellem den daglige livsførelse og livsstilsbegrebet, om end grænsen mellem disse begreber ikke kan drages klart:
”Når den daglige cyklicitet er et middel til elementær livssikkerhed, kan den daglige livsførelse ikke være ”hele livet” for mig” (Holzkamp, 1998, 29).
Samtidig er det langsigtede livsperspektiv dog relativt nærværende i den daglige livsførelse, da det gør dagligdagens gentagelser eller ”evigt samme til at holde ud…”, fordi det giver mening til de daglige gentagelser (Holzkamp, 1998, 30). Subjektets daglige prioriteringer, valg og fravalg betinges også af dets handleevne og interesse.
2.2.3. Det handlende subjekt: Handleevne, handleinteresse og handlemuligheder
Subjektet er selv med til at afgøre sine livsbetingelser i forhold til måden, hvorpå vedkommende deltager i de forskellige handlesammenhænge. Dette kan ses som den enkeltes handleevne, der af Jartoft defineres som: ”Rådighed gennem deltagelse i rådigheden over livsbetingelserne” (Jartoft, 1996, 196). Det vil altså sige, at handleevne er den enkeltes evne til at agere på bestemte måder i den konkrete situation afhængigt af samfundsbetingelser, tidligere erfaringer og endelig den enkeltes vurdering af det handlerum, som er tilgængeligt. Begrebet handlerum skal betone, at der altid er flere og alternative handlemuligheder for det enkelte subjekt i de bestemte handlesammenhænge. I den enkelte handlesammenhæng kan subjektet forholde sig på forskellige måder, som afgøres ud fra det enkelte subjekts handlegrunde. Handlegrunde bliver til for den enkelte ud fra en krydsning mellem erfaringer med tidligere måder at handle og forholde sig på samt i forhold til den aktuelle sammenhæng og situation, som vedkommende befinder sig i (Dreier, 2002).
I nogle sammenhænge kan et menneskes handlen og forholdemåde være middelbar og i forhold til en langsigtet interesse eller umiddelbar og dermed i forhold til en kortsigtet interesse. Hvis man fx vælger at spise chokolade, fordi man er lækkersulten og har lyst til chokolade nu og her, handler man umiddelbart. Hvis man derimod stiller sin lækkersult ved at spise nogle jordbær i stedet for chokoladen, fordi man gerne vil tabe sig, handler man middelbart og ud fra sin langsigtede interesse. I nogle sammenhænge kan den umiddelbare handleinteresse modarbejde den langsigtede.
Det enkelte menneskes emotioner,
eller følelser, udvikles i samspil med personens livsbetingelser, herunder også
de aktuelle sammenhænge, som vedkommende indgår i. Mere traditionel psykologi
gør ofte personens følelser til problemet, hvis en person fx har problemer med
overvægt. Indenfor kritisk psykologi forstås følelserne dog i deres sammenhæng,
hvorfor der i stedet fokuseres på grundene, til at mennesker ”føler” på
bestemte måder. Det er dog ikke altid klart eller bevidst for den enkelte
person, hvilke betingelser i den pågældendes liv, der har betydning for hvad.
Grunden til dette er førnævnte modsigelsesfyldte sammenhænge, som subjekter
dagligt deltager i, hvorfor emotioner også kan være uklare, komplekse og
modsigelsesfyldte. Emotioner kan dermed ikke adskilles fra dét, der i mere
traditionel psykologisk forstand betegnes som rationel handling eller fornuft,
men i stedet ses emotioner og handlinger som forbundne, hvorfor emotioner også
har en erkendelsesmæssig funktion (Jartoft,
1996,
”Men jeg handler ikke blot udfra mine umiddelbare følelsesmæssige tilskyndelser. Jeg vurderer samlet min umiddelbare situation – mere eller mindre klart. Dette sker i sammenhæng med vurdering af mine fremtidige muligheder i forbindelse med den situation, der eksisterer her og nu, og i lyset af det, der går forud for den aktuelle situation.” (Jartoft, 1996, 197)
Den subjektive vurdering af handlemulighederne i en bestemt sammenhæng er derfor afhængig af den enkelte persons emotioner, samtidig med at vurderingen beror sig på nogle subjektive refleksioner i forhold til fortid, nutid og fremtid.
Med udgangspunkt i eksemplet med personen, der valgte at stille sin lækkersult med chokolade grundet vedkommendes kortsigtede interesse for dette, kan denne handleevne ses som restriktiv, hvis personen samtidig har et ønske om at tabe sig. Restriktiv handleevne betyder nemlig, at man modarbejder sin langsigtede og middelbare interesse, fordi man indretter sig under sine eksisterende begrænsede betingelser (Jartoft, 1996, 197). I nærværende eksempel kan personen, mod sin interesse, komme til at skade sig selv i det lange løb, hvis disse restriktive handlinger gentager sig hyppigt, fordi vedkommende får sværere ved at tabe sig som ønsket. Dette kan opleves som et dilemma, eftersom vedkommende i den enkelte situation, hvor chokoladen indtages, handler på denne måde ud fra bestemte betingelser og grunde, som opleves som umiddelbart styrende.
Det modsatte af restriktiv handlen betegnes som subjektets udvidende handleevne. Hvis fx personen reflekterer over sit dilemma mellem ønsket om chokolade vs. ønsket om vægttab, og dermed finder et sundere alternativ som i øvrigt tilpasses de situationer, hvor chokoladen tidligere blev oplevet som den eneste mulighed af personen, så kan vedkommende udvide sin handleevne og dermed sin rådighed over sine livsbetingelser (Dreier, 2002). Hvis jordbær eksempelvis er et af de sunde alternativer, som personen særligt foretrækker, kan vedkommende sørge for, at jordbær er tilgængelige i de situationer, hvor personen tidligere ville spise chokolade. Om end eksemplerne er firkantede og forenklet opstillet, kan dette understrege, hvordan den enkelte kan udvide sin subjektive oplevelse af handlemuligheder indenfor det relative handlerum og dermed skabe sammenhænge mellem ønsker og handling, som er mindre komplekse og modsigelsesfyldte.
Subjektets handlinger er derfor begrænset af både subjektets egne oplevelser af det relative handlerum, men handlerummets relativitet skal ses begrænset af en særlig forståelse af magt, som er implicit i diskursbegrebet, men hvis raffinerede og skjulte styringsbegreb uddybes i det følgende.
2.2.4. Det styrede subjekt: Magt og governmentality
Ofte forstås magt som værende en direkte og undertrykkende instans, der på samfundsplan kan siges at foregå ”oppefra og ned” eksempelvis som konkret statslig styring, en retslig praksis eller udøvet af en diktator. Ifølge Foucault skal magt dog forstås anderledes, da magt for det første anses for at være produktiv frem for negativ og undertrykkende, fordi den former individer, deres aktiviteter og relationer (Foucault, 1983). Magt skal forstås som en elementær kraft, der er indlejret i de sociale relationer, hvorfor magt foregår på alle samfundets niveauer, hvorfor enhver relation kan forstås som en magtrelation. Magt kan ses som måden, hvorpå individer disciplineres, kontrolleres og homogeniseres, idet magten søger at fremme en bestemt adfærd i mennesker i en bestemt samtid og kontekst (Foucault, 1983; Foucault, 2005a). Der er fx en række normer for, hvordan man opfører sig i et supermarked, fx synes det upassende at smide med frugter fra hylderne eller konfrontere andre handlende med, at de er overvægtige.
Mennesket subjektiveres derfor af magten, som viser sig i det diskursive. Subjektiveringsbegrebet er altså et begreb for den sociale styringsmæssige side af den menneskelige tilblivelsesproces, fordi mennesker også tager diskurserne op og gør dem til sine egne. Synkront med at individet subjektiveres, underkastes det derfor også magten. Individet bliver dermed også magtens redskab, hvormed magten udfoldes, og dens fortsatte virkemåde muliggøres. På denne måde undertrykkes individet ikke af magten, men er skabt af magten som undertrykt, og som et redskab til fortsat at undertrykke (Foucault, 1983; Foucault, 2005a; Heede, 2002).
Hvor der er magt, finder der også altid modstand og modmagt sted, eftersom frihed og magt indgår i et gensidigt betingelsesforhold: Magt, i Foucaults optik, kan ikke finde sted, hvis den ene part har fuldstændig overtaget den anden som fx når individet udsættes for banal fysisk underlæggelse, som ved tortur, slaveri og henrettelse. Magtens modstandsformer kan tage sig forskelligt ud, fx som kritikker mod stempling af overvægtige som havende særlige negative karakteristika grundet deres overvægt, eller når overvægt ses som selvforskyldt (Foucault, 1983; Foucault, 2005a; Heede, 2000, 22).
For at give en dybere forståelse for disse diskursive og magtfulde mekanismer, der konstituerer sådanne opfattelser gennem et statsligt niveau, de lokale praksisser og det enkelte subjekt, inddrages nu Foucaults begreb om governmentality: Governmentality betyder styring, dvs. ”governer”, og måder at tænke på dvs. ”mentality” (Dean, 2006; Mik-Meyer & Villadsen, 2007). Begrebet er en analytisk specificering af magten i vort moderne samfund og bruges til at skelne mellem forskellige måder at tænke og praktisere styring på gennem historien. Styring kan både omfatte selvstyring og styring af andre: I denne sammenhæng fx hvordan staten eller den enkelte vægttabspraksis styrer borgerne til at tilstræbe en slank krop gennem en såkaldt sund livsstil. Styringsbegrebet forstås derfor også som historisk konstitueret og forankret samt som en bestemt form for magtudøvelse (Stormhøj, 2006, 115; Dean, 2006; Mik-Meyer & Villadsen, 2007). Governmentality søger at favne tre kontekstuelle forhold, som omhandler henholdsvis en styringstænkning, en magtform og en konkret historisk udviklingsproces, hvorigennem magtudøvelsen overgår fra én form til en anden (Dean, 2006). Governmentality består endvidere af to forbundne dimensioner, som er den gensidige konstitution af henholdsvis magtteknikker og vidensformer. Magtteknikker skal derfor undersøges ved at analysere de vidensformer, som magtteknikkerne understøttes af (Foucault, 1983; Dean, 2006; Mik-Meyer & Villadsen, 2007). Fx hvilke vidensformer der er styrende i forhold til opfattelsen af overvægtige i vor samtid, og hvordan de italesættes og praktiseres. Governmentalitybegrebet vil anvendes i analysen[30], som perspektiv på OBU. Men før vi går i gang med specialets analyse, gennemgås den empiri- og analysemetode, der ligger til grund herfor.
Kapitel 3: Metodeovervejelser og –proces
Specialets teori anvendes i relation til egen indsamlet empiri fra OBU samt OBUs professionelle og deltagerne. Formålet er at undersøge overvægtsproblematikken kvalitativt i denne konkrete praksis ud fra et forskningsdesign, der undersøger problemstillingen bredt (Kvale, 1997, 75). Jeg anvender derfor både interviews med de professionelle, deltagerne samt observationer fra OBU. Dette valg skal også ses i relation til den kritisk psykologiske forskningstradition kaldet praksisforskning, hvor der gerne inddrages flere perspektiver på den sociale virkelighed grundet dennes kompleksitet (Kvale, 1997; Mørck, 2006).
3.1. Praksisforskning
Mørck og Nissen påpeger, at selvom praksisforskningen er af kritisk psykologisk oprindelse, er der dog mange andre forskningsmetoder og tilgange, der kalder sig for dette (Mørck & Nissen, 2005, 129). Den praksisforskning, som nærværende speciale er inspireret af, beskrives derfor i det følgende.
Praksisforskning fordrer en stillingtagen til den forskningsmæssige metode, herunder forskerens position og deltagelse i forskningsprocessen (Nissen, 1995; Mørck, 2006). Derfor anskues forskning også i sig selv som en praksis modsat opfattelsen af, at forskning er en kanal for: ”… En metafysisk størrelse man kalder for ’information’” (Mørck & Nissen, 2005, 153).
I praksisforskning søges socialt konstituerede dikotomier så vidt muligt ophævet fx teori vs. praksis og mikrofonholderi vs. akademisk bedreviden (Mørck & Nissen, 2005, 123) af hensyn til førstepersonsperspektivet. Praksisforskningens overordnede ærinde kan dermed betegnes som en slags ”brobygning” mellem teori og praksis, fordi viden decentreres, når viden betragtes som en del af enhver praksis (Nissen, 1995; Mørck 2006). Praksisforskningens metoder kan derfor også betragtes som en solidarisk og demokratisk tilgang grundet samarbejde med praksis og praksissens aktører samt respekten for det subjektive perspektiv (Nissen, 1995; Mørck, 2006). Derfor har jeg i nærværende speciale prioriteret det empiriske arbejde højt, særligt deltagernes interviews, frem for primært at fordybe mig i detaljerede, psykologiske tekster om problemerne med overvægt og vægttab.
Derudover anskues selve praksisforskningen også som en midlertidig del af de involveredes daglige livsførelse: Det vil sige, at der rettes opmærksomhed og respekt mod, at min tilstedeværelse hos OBU samt mine interviews også får bestemte betydninger for de involverede[31]. Ved praksisforskning tilstræbes derfor også en parallel relation mellem forskeren og aktørerne i praksis, fordi den almindelige hverdagspraksis også betragtes som en reflekterende praksis med bevidste og reflekterende subjekter, hvorfor de involverede subjekter betragtes som medforskere (Nissen, 1995). Nissen betegner dette som joint venture, hvilket betyder, at forsker og medforsker (deltager) samarbejder sådan, at forskeren bidrager med sin teori og medforskeren med sin praksiserfaring samt sine praksisproblemstillinger (Nissen, 1995, 26ff; Mørck & Nissen, 2005, 134). Medforskeridealet er kun opfyldt delvist på den måde, at jeg har taget udgangspunkt i deltagernes fortællinger, og efter specialets aflevering har jeg aftalt med de professionelle og deltagerne, at jeg vil vende tilbage til praksis og foretage en fælles diskussion, hvilket således vil nærme sig en joint venture.
I praksisforskning opfattes forskeren følgelig ikke som neutral, men som et subjekt med bestemte intentioner og interesser (Holzkamp, 1983b), hvorfor forskeren også har betydning for de teoretiske, metodiske og empiriske valg. Resultatet af mit speciale skal derfor samtidig ses i relation til nogle bestemte grunde til at skrive netop dette speciale, på netop denne måde. Derfor ekspliciteres følgelig mine grunde og erfaringer i forhold til specialets tilblivelse.
3.2. Min baggrund
Medbetingende for tilblivelsen af specialet er mine faglige valg undervejs i dét, man kan kalde min uddannelsesbane, altså den retning, som min uddannelse har taget (Mørck, 2006). Jeg er bachelor of arts i Psykologi, hvilket betyder, at jeg først tog en humanistisk basisuddannelse med fag som pædagogik, psykologi, sociologi og filosofi. Her blev det understreget, at der ikke kun findes én sandhed men flere mulige. Efterfølgende tog jeg en overbygning i psykologi, hvor fokus var på social- og pædagogisk psykologi. Her skrev jeg bachelor om ”mobning i folkeskolen” (Christensen, Priebe & Tandrup, 2006), hvor jeg opdagede, at kategorisering af børn synes betinget af multiple forhold. På nærværende kandidatuddannelse, skrev jeg særligt om sammenhænge og kompleksiteter i forhold til krop, psyke og socialitet. Min sidste opgave før specialet viste sig at blive et slags pilotprojekt hertil, idet den omhandlede et privat vægttabstilbud psykologiske betydninger.
Udover min uddannelsesbane har andre erfaringer i min daglige livsførelse også haft betydning for mit valg af speciale: I mine teenageår følte jeg mig ofte overvægtig, hvilket hæmmede mig, fx når jeg skulle på stranden. Jeg har dog aldrig haft et BMI større end 25, omend jeg periodisk har bevæget mig på grænsen. Min kropslige utilfredshed kan ses betinget af samtidens idealer samt en oplevelse af, at slankhed medførte større popularitet og respekt. Jeg ønskede derfor at tabe mig og prøvede selv forskellige kure, som dog kun blev fastholdt i kortere perioder ad gangen.
På daværende tidspunkt røg jeg og mit forbrug af cigaretter blev øget i tråd med mine vægttabsmæssige nederlag. En dag blev rygningen dog for meget for mig. Min resterende livssituation bar midlertidigt præg af overskud, og jeg formåede at fastholde rygestoppet. Jeg begyndte dog at tage på i vægt, da jeg kompenserede med at småspise, hvorfor min læge gav mig nogle slanketips. Min selvforståelse begyndte langsomt at ændre sig grundet succes med rygestoppet samt en tro på, at jeg så også kunne tabe mig. Jeg deltog i forskellige vægttabstilbud, som resulterede i yderligere vægttab, og jeg var stadig ikke-ryger. Min selvforståelse og daglige livsførelse var ændret radikalt siden teenageårene, da jeg oplevede det som muligt at blive slank. Min interesse for sundhed voksede: Jeg dyrkede mere motion og spiste sundt. At vægttabet lykkedes skal ses i relation til mine betingelser: Min daglige livsførelse var præget af positive betingelser, fx af mit rygestop som udvidede mine handleevner. Det kan derfor umiddelbart lyde som en solstrålehistorie, men det har også haft begrænsende følger. Fx har jeg kæmpet for ikke at blive for fokuseret på krop, sundhed og vægt, da diskurser om den ideelle krop fortsat føder angsten for at miste kontrollen og tage på. Vægttabsforløbene gav mig også en stor viden om kost, hvorfor nydelsen ved at indtage såkaldt usund kost til tider er svækket eller ledsaget af ambivalens. Jeg havde derfor betydningsfulde faglige og livsmæssige erfaringer med mig, da jeg trådte ind i ad døren hos OBU. I relation til idealet om ligeværdighed mellem forsker og deltager kunne jeg have informeret deltagerne om ovenstående, men i situationen valgte jeg dette fra, hvilket begrundes i følgende afsnit.
3.3. Observationerne
Observationerne blev foretaget før de respektive interviews og foregik over to arbejdsdage. Jeg overværede tre forundersøgelser og en opfølgende konsultation hos lægen, en konsultation hos psykologen samt to konsultationer hos diætisten, dvs. syv konsultationer i alt[32] (Bilag 4).
Baggrunden for at vælge observationer var, at det er en mulig måde, hvorpå sociale handlinger og interaktion kan iagttages (Kristiansen & Krogstrup, 1999, 57). Dette fandt jeg hensigtsmæssigt i tråd med den decentrerende metode, da observationerne muliggjorde at se deltagernes og de professionelles interaktion i den sociale praksis, dvs. deres diskursive interaktion under konsultationerne, da OBU som handlesammenhæng har betydning for deltagerne. Grundet den kritisk psykologiske kritik af objektliggørelse af individer, fungerer observationerne mest supplerende for kendskabet til OBUs metoder og diskurser, hvorfor disse mest er anvendt implicit i specialet, og særligt i forhold til udformningen af interviewspørgsmål og problemstilling. Dette med undtagelse af et kort afsnit om mødet med OBU, som er baseret på mine observationsnoter[33] samt i forhold til valg af interviewdeltagere. Jeg valgte nemlig bevidst nogle, jeg havde mødt hos OBU, da dette gav mig mulighed for at spørge ind til specifikke konsultationer under interviewene. Det kunne dog have været interessant at inddrage observationerne endnu mere, men da den kritiske psykologi vægter førstepersonsperspektivet, valgte jeg at prioritere interviewene højest (Holzkamp, 1983b).
Under konsultationerne observerede jeg de professionelle og deltagernes umiddelbare forekomne handlinger uden at foretage nogle former for kontrollerede eksperimenter. Undersøgelsens formål var nemlig at opleve, hvordan vægttabsbehandlingen typisk tog sig ud hos OBU. Dette blev gjort ud fra et overordnet design, som var mindre struktureret, og mest var en skitse over min problemstilling samt overvejelser omkring måden, hvorpå jeg ønskede at agere som observatør (Kristiansen & Krogstrup, 1999). Under observationerne har min deltagelse fx været begrænset, fordi jeg ikke var direkte involveret, dog indirekte i form af min tilstedeværelse jævnfør visheden om at forskerens position aldrig er neutral. Formentlig var såvel deltagere som professionelle opmærksomme og relativt påvirkede alene af min tilstedeværelse, men en direkte deltagelse fra min side ville have skabt en anden situation (Kristiansen & Krogstrup, 1999).
Jeg var fra start opmærksom på
forskellige udfordringer i forhold til forskningsetiske overvejelser og mine egne forskningsinteresser. Det var nemlig ikke altid, at
det var nemt at imødekomme alle forhold på samme tid. Fx var jeg af forskningsetiske grunde opmærksom på kravet om informeret
samtykke (Forsman, 1997, 44; Kvale,
1997). Det ideelle mål herfor er deltagerens frivillige accept af
undersøgelsen, hvor informationen er så tilstrækkelig, at valget sker på et
reelt grundlag. Dette forudsætter, at man formidler undersøgelsens indhold og
formål eksplicit modsat at undlade at fortælle eller lyve herom. Det er dog en
diskussion i sig selv, hvornår det informerede samtykke er opfyldt, da der er
mange grader af indvielse, og budskabet vil ikke nødvendigvis blive modtaget
efter hensigten. Fx kan man diskutere, hvorvidt yngre børn er rede til at
overskue muligheder og risici ved forskning (Forsman,
1997,
”Jeg er her i dag, fordi jeg synes, det er spændende, hvordan det er at være dig og være her på sygehuset. Så hvis det er okay med dig, så vil jeg sidde her ved siden af og lytte lidt? Og så skriver jeg nogen gange i min bog, så jeg kan huske det, når jeg kommer hjem…”
Min bestræbelse på at være ikke-deltagende under konsultationerne gjorde, at jeg, hvis muligt, sad i et hjørne under konsultationerne, for at være så lidt synlig som mulig og grundet førnævnte ambition om en ligeværdig relation. De forskningsmæssige grunde til dette var også, at jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, hvem jeg skulle interviewe, og i så fald var det vigtigt, at deltagerne ikke oplevede mig som en af de professionelle, da dette kunne få betydning for deres svar under de kommende interviews. Derudover var det også for at være solidarisk med praksisforskningens førnævnte ideal om den ligeværdige forskningsrelation.
Under konsultationerne hos lægen
var det dog ikke muligt at tilgodese dette forhold optimalt, da lægen meddelte,
at jeg skulle sidde ved bordet med ham og deltagerne. Mine efterfølgende
overvejelser herom er dog, at min konkrete position kan have gjort situationen
yderligere overvældende for deltagerne, idet der har siddet to
”professionel-lignende” personer ved bordet frem for én (lægen). Man kan derfor
diskutere det etiske aspekt i dette, men jeg vurderede i situationen, at min
tilstedeværelses betydning ikke skulle vige for muligheden for at få adgang til
praksis, som formentlig var blevet truet, hvis jeg havde gjort modstand. I
stedet reflekterede jeg over situationen som en slags forhandling om adgang
til praksis, som særligt foregik mellem lægen og mig (Kristiansen &
Krogstrup, 1999,
Jeg anså det i øvrigt som vigtigt at vurdere hvilke personlige og faglige indtryk af mig, der var hensigtsmæssige at udtrykke i forhold til de professionelle, hvorfor jeg forsøgte at tilrettelægge mine handlinger herefter (Kristiansen & Krogstrup, 1999). I første omgang ønskede jeg ikke at give min egen faglige eller personlige mening til kende i forhold til overvægtsproblematikken, om end dette modsagde min praksisforskningsmetode. Jeg ønskede nemlig at påvirke de professionelles holdninger, ytringer eller handlinger undervejs i empiriindsamlingen så lidt som muligt, i tråd med ambitionen om at opleve, hvordan dagligdagen hos OBU typisk tog sig ud. Jeg gjorde det derfor klart overfor de professionelle, at jeg desværre ikke kunne indgå i nogen faglige samtaler eller diskussioner, før mit speciale var færdigskrevet. Jeg oplevede det dog ret kompliceret at fastholde denne forskningstilgang i praksis. Det virkede nemlig som om, at dette budskab ikke var formidlet tydeligt nok fra min side, eller at de professionelle havde svært ved at efterleve dette. Fx lod flere af de professionelle til at være indstillede på, at vi skulle foretage en slags evaluering efter afslutningen af hver konsultation. Det var dog også en rar fornemmelse, at nogle af de ansatte var åbne for såvel spørgsmål som kritik, da det viste et vis engagement i forhold til min tilstedeværelse. Derudover stillede flere af dem også spørgsmål til mig, som jeg qua min forskningsmæssige interesse ikke følte, jeg burde eller kunne svare på. Jeg forsøgte derfor at afværge disse situationer ved at svare så åbent og holdningsløst som muligt. Hvis de professionelle fx spurgte mig, hvad jeg tænkte om et bestemt barns problemer med at tabe sig, kunne mit svar lyde: ”Det er jo meget komplekst…”. Det skabte nogle lidt akavede situationer, da jeg både privat og i studieøjemed er vant til at have en holdning til det meste, så oplevelsen af ”at have mundkurv på” blev yderligere forstærket af min store motivation og mit engagement, da jeg netop var fyldt op af overvejelser og holdninger til det, de spurgte mig om. De slags situationer havde ydermere den utilfredsstillende effekt, at jeg oplevede, at jeg kom til at fremstå som holdningsløs, uvidende og umotiveret. Omend de professionelle var blevet gjort opmærksomme på mine grunde til den mindre aktive ageren, fik jeg alligevel en fornemmelse af, at det irriterede dem, og at deres umiddelbare positionering af mig som en faglig og kompetent person undertiden ændrede sig og blev mindre ligeværdig[35]. Jeg har dermed efterfølgende overvejet, hvorvidt jeg kunne have været mere deltagende og diskuterende i forhold til de professionelle, imellem de respektive konsultationer. Dette fravalgte jeg dog, da en eksplicitering af mine holdninger kunne have påvirket de professionelles handlinger under min tilstedeværelse endnu mere end tilfældet var, og da jeg hurtigt blev klar over, at min faglige optik var så forskellig fra OBUs, at min adgang til OBU risikerede at blive nægtet.
For at få kontakt til de respektive deltagere kontaktede jeg OBU efter mine observationsdage og fik kontaktoplysninger på dem, jeg havde mødt, og jeg sendte følgelig breve ud med anmodning om interview. I det følgende introduceres de deltagere, som jeg interviewede efter mine observationsdage hos OBU.
3.4. Deltagercases
Deltagerne er inddelt i tre cases, ud fra hvem der deltog sammen i de konkrete konsultationer hos OBU.
• Den første deltagercase udgøres af Mille og hendes forældre. Mille mødte jeg sammen med hendes forældre under observationerne, men det var desværre ikke muligt at interviewe hende[36]. Dog er Milles forældre interviewet. Mille er 7 år og har været i behandling i ca. 2 måneder. Hun bor sammen med sine forældre og sin storebror.
• Den anden deltagercase er den 17-årige Liva, som har været i behandling i ca. 6 måneder. Liva bor hos sine bedsteforældre, er enebarn og går i 1.g.
• Den tredje deltagercase er Sofie på 8 år og hendes mor. Sofie har været i behandling i ca. 6 måneder. Hun bor sammen med sine forældre, sin lillebror og storesøster.
Børnene har det til fælles, at ingen af dem har deltaget i vægttabspraksissen i mere end et halvt år. Alle tre børn er i øvrigt piger, hvorimod forældrene repræsenteres af én mand og to kvinder. Samtlige børn og forældre har før tilknytningen til OBU forsøgt at tabe sig, men har taget det samme eller mere på efterfølgende. Aldersmæssigt er der en differentiering mellem børnene, men de adspurgte tre forældre er alle i 30’erne. Såvel børn som de interviewede forældre har alle været med inde til en forundersøgelse hos lægen, hvorfor der i analysen af deltagernes oplevelser af OBU særligt vil blive fokuseret på forundersøgelsen.
Jeg har både valgt at inddrage forældrenes perspektiver på deres børns overvægt og vægttab samt forældrenes egne erfaringer hermed, om end dette er sekundært. Det viste sig nemlig, at alle tre adspurgte forældre selv havde oplevet at være overvægtig og skulle tabe sig. Derudover kan deres erfaringer og oplevelser også ses som en særlig relevant betingelse i børnenes liv, og omend det ikke er forældrene, der er det direkte mål for behandlingen, påvirkes og subjektiveres de stadig af diskurserne hos OBU. Desuden kan de også ses som det sekundære mål for behandlingen, idet de tager del i deres børns vægttabsproces og kan supplere med fortællinger om børnenes daglige livsførelse. Slutteligt har de adspurgte forældre også været til stede og oplevet vægttabsbehandlingen hos OBU og kan derfor også bidrage med relevante perspektiver herpå.
De oplevelser og erfaringer, som analysen henviser til undervejs, er derfor både børnenes perspektiver samt forældrenes perspektiver i forhold til såvel deres børn som sig selv. De steder, hvor det er relevant at adskille henholdsvis forældre og børn, i stedet for samlet at kalde dem for deltagere, gøres dette eksplicit.
3.5. Interviewene
Begrundelsen for, at jeg foretog mine interviews efter observationerne var særligt af hensyn til det kritisk psykologiske kriterium om genstandsadækvathed, som betyder, at psykologiske grundbegreber ikke skabes og anvendes løsrevet af samtid og kontekst. I stedet tages udgangspunkt i den konkrete praksis, her OBU, og de kategorier, der udspringer heraf, da dette er én af måderne, hvorpå den videnskabelige objektivitet kan efterkommes[37] (Holzkamp, 1983a). Baggrunden for at vælge interview som metode var følgelig, at specialets optik inddrager det subjektive perspektiv, hvorfor det syntes særligt oplagt at foretage kvalitative interviews (Kvale, 1997).
Udover interviews med førnævnte deltagere af OBU interviewede jeg også lægen og psykologen herfra telefonisk. Jeg anvender lægens interview eksplicit i analysen og diskussionen, men ikke psykologens, da jeg desværre var nødt til at vælge dette fra undervejs grundet specialets konkrete sidemæssige omfang. Interviewet med psykologen anvendes dog eksplicit i min kritiske refleksion samt i mit perspektiverende afsnit. Mine interviews med lægen og psykologen var forholdsvis korte og omhandlede spørgsmål om OBUs metoder, tilgange og deres holdninger til og erfaringer med overvægtsproblematikken (Bilag 1).
Interviewene med deltagerne var mere omfangsrige og vægtes højere i specialet. Eftersom jeg havde mødt deltagerne hos OBU, muliggjorde dette, at jeg også kunne spørge ind til den konkrete konsultation og dermed få nogle subjektive perspektiver herpå. De enkelte deltageres verbale og konkrete handlen under såvel observationer som interviews tilstræbte jeg at se i sammenhæng med deres situationelle forankring. Helhedsbilledet af de enkelte situationer kan nemlig forstås som en mutation af henholdsvis de samfundsmæssige betingelser for praksis, de specifikke betingelser i praksis samt tilstedeværelsen af de forskellige individer; børn, forældre, de professionelle og jeg (Dreier, 2002, 26).
Mine interviews med deltagerne var delvist strukturerede (Kvale, 1997), da jeg havde udarbejdet interviewguide (Bilag 1), men ikke nødvendigvis fulgte interviewspørgsmålene kronologisk. Dette var af hensyn til medforskeridealet, så deltagerne kunne få en vis indflydelse på, hvad interviewet skulle omhandle, og hvordan det skulle foregå, hvorfor jeg ikke ønskede at være for styrende (Kvale, 1997). I stedet var det min hensigt, at deltagerne fortalte om det, som de fandt relevant og betydningsfuldt, dog indenfor fire overordnede temaer: 1. Nuværende daglige livsførelse, italesat som hverdagsliv, 2. Fortidens erfaringer med overvægt og vægttab, 3. Oplevelsen af deltagelsen hos OBU med fokus på forundersøgelsen samt 4. De fremtidige ønsker og tanker. Mine fire temaer var udarbejdet med inspiration fra Mørcks livsportrætmetode, da de overvægtige var deltagere i behandlingspraksissen på grund af bestemte omstændigheder, som kan belyses herigennem (Mørck, 1996). Til hvert tema havde jeg udarbejdet nogle forskellige underspørgsmål, som jeg anvendte, når der opstod pauser, men jeg tillod også, at interviewet gik ud af tangenter, som ikke var forberedt på forhånd. Dette medførte et indholdsrigt materiale, som åbnede op for komplekse sammenhænge og betingelser for deltagerne. Dog havde det også den konsekvens, at interviewene blev forholdsvis lange og periodisk omhandlede temaer, som rækker ud over specialets problemfelt. Dette syntes dog nødvendigt for at favne overvægtsproblematikkens kompleksiteter.
Jeg forsøgte endvidere at lade interviewene med deltagerne foregå i en hverdagsagtig kulisse, frem for fx et sterilt laboratorium (Cederborg, 2002). Ud fra mit perspektiv ses den interviewedes svar nemlig medbetinget af konteksten. Fx interviewede jeg Milles forældre i deres spisekøkken, Liva i stuen, Sofies mor i spisekøkkenet og Sofie på hendes værelse.
Det var forskelligt, hvordan jeg startede interviewet, men udgangspunktet var, som nævnt, at spørge ind til deltagernes hverdagsliv for at få nogle perspektiver på den daglige livsførelse. Den præcise vinkel herpå valgte jeg udfra, hvad jeg fandt mest naturligt i forhold til den specifikke situation og den person, jeg sad overfor. Fx bad jeg Sofies mor om at beskrive en typisk hverdag i familien (Bilag 4, 91ff), hvorimod jeg først spurgte Sofie om hendes interesser, da Sofie, ifølge hendes mor, havde været ked af det, inden jeg kom, hvorfor jeg forsøgte at skabe en positiv relation på Sofies præmisser (Bilag 4, 132ff). At Sofie viste sig at være ked af det, da jeg kom, er desuden et eksempel på de uforudsete situationer, som kan opstå under feltarbejdet.
Jeg var også opmærksom på forskelligheder ved henholdsvis interviews med børn og voksne. Mange børn svarer fx mere begrænset på interviewspørgsmålene, hvorfor man nemmere kan falde for at stille ledende spørgsmål (Cederborg, 2002, 51). Derudover var jeg i mit interview med Sofie opmærksom på, at yngre børn ofte har svært ved at koncentrere sig ligeså lang tid, hvorfor interviewet ikke skal være for langt, og de vigtigste spørgsmål skal derfor ikke vente for længe (Cederborg, 2002, 63ff). Jeg spurgte heller ikke ind til deltagernes vægt og højde i starten af interviewet, da jeg ikke ønskede, at deltagerne rettede fokus mod deres kropsvægt[38] (Bilag 1). Samtidig ønskede jeg at sende et budskab til deltageren om, at jeg ikke vurderede dem ud fra deres kropslige udseende, eftersom dette ofte synes at være de overvægtiges oplevelse og betingelse, dvs. at normalvægtige eller undervægtige ser ned på dem eller knytter nogle bestemte negative egenskaber til overvægtige personer, hvilket jeg vil komme nærmere ind på i analysen (Søndergaard, 2006).
3.6. Behandling og bearbejdning af empiri
Behandlingen af mine
observationer begyndte allerede under observationerne, da min optik, som nævnt
ikke fordrer objektivitet. Det betyder, at jeg som forsker altid vil være biased, da det ikke er muligt at løsrive sig totalt
fra subjektive og teoretiske forudsætninger (Kristiansen & Krogstrup, 1999,
Jeg renskrev mine observationer samme dag, som jeg havde været ude i praksis for at kunne huske mest muligt. Dette blev en slags feltdagbog, hvor jeg, udover de mere konkrete beskrivelser af hvad der foregik, også kommenterede undervejs udfra mine faglige og personlige holdninger til hvad der foregik (Bilag 4).
Alle interviewene optog jeg på diktafon. Fordelen herved var, at jeg kunne rette hele min opmærksomhed mod samtalen, når jeg ikke skulle nå at notere. Alle interviewene blev også transskriberet efterfølgende, da jeg oplevede, at jeg fik nogle andre detaljer med, når jeg også kunne læse interviewene. I transskriberet form endte materialet med at fylde 157 normalsider, hvor interviewene fyldte størstedelen, nemlig 129 normalsider[40] (Bilag 4). Det var derfor ikke bare et indholdsrigt, men også et stort materiale som skulle overskues, struktureres og analyseres.
Efterfølgende læste og lyttede
jeg til mit materiale flere gange, som gennemlæsninger af hele materialet, i
små dele, kronologisk og ukronologisk. Mens jeg gjorde dette, foretog jeg nogle meningskategoriseringer, hvor jeg kodede materialet med forskellige
temaer, som syntes særligt fremtrædende, gentagende eller interessante i
forhold til problemstillingen (Kvale, 1997, 196).
Meningskategorisering er samtidig en dekontekstualisering,
hvilket vil sige, at interviewets dele bliver taget ud af sine sammenhænge og
sat ind i en anden: Kategoriernes struktur. Ifølge professor i pædagogisk
psykologi Steinar Kvale,
kan meningskategorisering derfor ses på linje med en positivistisk metode, om
end tilgangen også anvendes af andre og uenige tilgange (Kvale,
1997, 197). Om end min optik tager afstand fra den positivistiske tænkning,
fordrer de formelle krav til specialeskrivning, at empirien struktureres og
kategoriseres (Jørgensen & Rienecker, 2006). Af
hensyn til specialets optik bevarede jeg dog hovedbetydningerne i interviewene
i deres konkrete og interviewnære kontekst. Jeg reducerede disse interviews
ved, at deltagernes udtrykte meninger blev trukket sammen til kortere
formuleringer, og centrale citater blev bibeholdt. En sådan analysemetode kan,
ifølge Kvale, betegnes som en fænomenologisk
baseret meningskondensering (Kvale, 1997,
I min behandling af materialet anonymiserede jeg de involverede personers navne og data, behandlingsstedets navn og adresse mv. efter aftale med deltagere og professionelle samt i tråd med datatilsynets retningslinjer og regler[41]. Desuden havde lægen forinden påpeget, at han ønskede at læse, behandle og godkende de citater fra vores interview, som jeg ville anvende eksplicit i materialet. Undervejs i min analyseproces mailede jeg derfor de udvalgte citater fra interviewet med lægen til ham. Lægen ønskede, at nogle af citaterne udgik, og at andre blev omskrevet, fx på grund af han mente, at de fremstod politisk ukorrekte. Lægen og jeg havde derfor en mailkorrespondance over et par uger, hvor hans citater blev omskrevet og redigeret. Jeg reflekterede meget over betydningen af denne behandlingsmetode undervejs. Ud fra min kritisk psykologiske optik kan man anskue lægens interesse i, hvordan jeg formidlede hans udsagn, som en del af medforskerrollen: Lægen ønskede indflydelse på resultatet, hvilket han fik, hvorfor jeg lod hans stemme ”lyde” (Holzkamp, 1983b). Jeg vil dog diskutere dette yderligere i afsnittet med mine kritiske refleksioner[42], og i stedet vil jeg her fortsætte med en beskrivelse af, hvordan min undersøgelse kan almengøres.
3.7. Almengørelse af enkelttilfælde
Når en undersøgelse afsluttes, vurderes det, hvorvidt resultaterne er eksternt valide, det vil sige, om de er almengyldige og dermed kan anvendes ud over den specifikke undersøgelse (Kvale, 1997, 231ff). Kritisk psykologi opererer i den sammenhæng med begrebet om almengørelse af enkelttilfælde, som anvendes i dette speciale (Holzkamp, 1983b; Mørck, 2006; Mørck & Nissen, 2005; Dreier, 2002; Nissen, 2001). Mørck påpeger, at det kritisk psykologiske begreb om almengørelse som udgangspunkt handler om at vurdere, hvad der er henholdsvis alment, særligt og specifikt, for de pågældende praksisser, de analyserede situationer og de involverede deltagere i ens undersøgelse (Mørck, 2006, 247). Dette uddyber Holzkamp som følger:
”I det øjeblik, man har
begrebet strukturen, udfra hvilken enkelttilfældet må
vurderes, kan man almengøre til alle enkeltindivider med den samme struktur,
fordi man må kunne begrunde dette strukturudsagn på en anden måde end gennem
selve analysen (…) Og det er det fælles moment, fra hvilket man kan
slutte fra et tilfælde til alle andre. Det er en bestemt slags mulighedsalmengørelse” (Holzkamp, 1983b,
Mere specifikt i forhold til subjekter og deres livssituation kan man følgelig sige, at det er de typiske grundsituationer af de menneskelige handlemuligheder, der almengøres. Baggrunden, for at man kan almengøre herved er, at subjekter, som har levet og lever under lignende betingelser, må have samme muligheder (Holzkamp, 1983b, 38). Grundet de særlige betingelser og forhold, som subjekter kan ”have med sig”, fx i sin deltagelse hos OBU som praksis, anvender Holzkamp følgelig begrebet mulighedstyper, hvilket refererer til en specifik, samfundsmæssig situation (Holzkamp, 1983b, 39):
”Et specifikt forhold mellem muligheder og begrænsninger og i realiseringen af denne mulighedstype laver den enkelte udsagn, hvilke muligheder hun har realiseret og under hvilke restriktive betingelser, og hun bringer dermed sine konkrete individuelle betingelser med ind i denne proces” (Holzkamp, 1983b, 39).
Ud fra Holzkamps forståelse vil det derfor være op til de enkelte fremtidige deltagere af OBUs vægttabstilbud at afgøre, hvorvidt én af specialets tre cases er relevante for vedkommende[43]. Dette skal således ses i relation til praksisforskningens medforskerbegreb (Holzkamp, 1983b, 39).
”… Og så er det afgørende punkt, at der imidlertid ikke er uendeligt mange muligheder for, hvordan man kan reagere på bestemte konfliktsituationer (…) efterhånden vil man konstatere, at disse udsagn nærmer sig hinanden (…) man når det punkt, hvor man kan sige: Her stopper vi, nu kommer der ikke meget nyt” (Holzkamp, 1983b, 39)
Grunden til, at der ikke findes
uendeligt mange muligheder, er fordi, der kun findes bestemte typiske
grundsituationer for konflikter i samfundet grundet samfundets og samtidens
struktur, det vil sige den konkrete samfundsmæssige opbygning samt diskurser og
praksisideologier (Holzkamp, 1983b, 38). Samtidig understreger Holzkamp,
at lukningen af forskningen i en bestemt grundsituations mulighedstyper altid
kan genåbnes, såfremt en medforsker kommer med noget nyt (Holzkamp, 1983b,
Nærværende speciales resultater kan derfor få en almengørende virkning, fordi analysens pointer kan række ud over den lokale, konkrete praksis, der er blevet undersøgt, eftersom analyseresultaterne kan gælde for andre overvægtige, der befinder sig under lignende betingelser og i lignende situationer som deltagerne fra specialets tre cases. Jeg vil i slutningen af analysen almengøre de forskellige cases i relation til OBU som prototypisk vægttabspraksis. Prototypebegrebet defineres i det følgende.
3.7.1. Prototyper
Som nævnt bygger kritisk psykologi blandt andet på virksomhedsteorien, hvis grundlægger Lev Vygotsky anså menneskets højere psykiske egenskaber som kulturelt og samfundsmæssigt konstrueret. Dette var baggrunden for, at Vygotsky anså det som forskningsmæssigt relevant at opstille prototyper af disse psykiske egenskaber. Mørck og Nissen fremlægger en kritisk psykologisk udgave af prototypebegrebet, som samtidig er en videreudvikling af Holzkamps begreb om ”almengørelse ud fra enkelttilfælde”, som jeg netop har beskrevet. Mørck og Nissen viser, hvordan man kan fremstille de almene analytiske træk som prototyper, og definerer begrebet som:
”Et bestemt stykke virkelighed, der fungerer som model af nogle almene forhold (…) Et menneskeskabt objekt (…) Et formidlende led mellem den betragtede ’virkelighed’ og vores immaterielle ideer og forestillinger om den” (Mørck & Nissen, 2005, 136)
Mørck og Nissen beskriver konstellationen af en prototype ud fra tre relationelle forhold (Mørck & Nissen, 2005, 136):
· En prototypisk praksis (den subjektive praksis som prototypen udfoldes som)
· Selve den prototypiske model (objektliggørelsen)
· Den almene relevans (det prototypiske)
Det understreges altså, hvorledes en prototype også er en objektliggørelse af noget, men samtidig bliver modellen det også for noget, da formålet med prototypen er at ændre noget ved praksis, hvormed praksis også styres i bestemte retninger (Mørck & Nissen, 2005, 138). Prototypebegrebet er derfor også et slags interventionsredskab, men da den tager udgangspunkt i konkret praksis, kan den ikke bare overføres uden videre til en ny praksis. Her må protypen omtænkes og omstruktureres ud fra den nye praksis’ konkrete forankring og sammenhænge. Prototypebegrebet går således et skridt videre end begrebet om almengørelse af enkelttilfælde, som også betegnes som mulighedsalmengørelse, da det ikke kun handler om, hvorvidt det enkelte subjekt kan genkende sig selv og sin egen situation i den objektiverede situation, som vedkommende spejler sig i. Derimod spejles den nye praksis i en model for en anden praksis, hvor det centrale således bliver, om denne model-praksis kan udvikle den nye praksis (Mørck & Nissen, 2005, 139). Hvordan dette speciales prototypiske fremstilling af OBU tager sig ud, kommer vi frem til i løbet af det følgende analyserende og diskuterende kapitel. Prototypen fremstilles følgelig i kapitel 4.9.1, og hvordan dette kan anvendes i forhold til udvikling af vægttabspraksisser fremadrettet, åbnes der op for i kapitel 5.2.
Kapitel 4: Analyse og diskussion
4.1. Analysestrategi og -metode
Indenfor kritisk psykologi kan man skelne mellem to overordnede analyseniveauer, som psykolog Vibeke Jartoft definerer som henholdsvis det funktionalhistoriske og det aktualempiriske analyseniveau[44] (Jartoft, 1996). På det funktionalhistoriske niveau er det begrebers historiske tilblivelse, der er det centrale. Den aktualempiriske analyse har derimod fokus på aktuel social praksis, som bestemte individer deltager i, og der udvikles derved enkeltteorier om forskellige kontekstspecifikke psykiske fænomener (Jartoft, 1996). Den kritisk psykologiske analysemetode kan derfor ses som en tredje type i forhold til de deduktive og induktive metoder.
Specialets analysestrategi er
inspireret af den aktualempiriske tilgang, hvorimod
den funktionalhistoriske analyse er fravalgt grundet
specialets formelle tids- og omfangsmæssige
begrænsninger. Mit valg beror sig desuden på specialets problemstilling, som
særligt retter fokus mod deltagernes aktuelle oplevelser af overvægt og
vægttab. De historisk konstituerede kategorier, som fx begrebet daglig
livsførelse, anvendes derfor som analyseredskaber til at rette
opmærksomheden mod noget bestemt i praksis, her: Hvordan overvægt og vægttab
opleves og praktiseres samt hvorfor kategorierne ikke forstås som direkte
beskrivelser af praksis. Kategorierne er desuden valgt i relation til OBU som
praksis, altså med hensyntagen til tidligere nævnte genstandsadækvathed[45], og de fungerer derfor som min
overordnede analyseramme (Jartoft, 1996,
Min læsning af empirien har primært været decentreret i tråd med min overordnede metode, idet jeg søgte efter mulige sammenhænge, betingelser og grunde til overvægt og vægttab samt de udfordringer, som de overvægtige oplever i deres daglige livsførelse (Ditlevsen, 2008; Jartoft, 1996; Mørck, 2006). I løbet af empirilæsningen har jeg derfor både søgt efter det almene (det fælles) samt det særlige og specifikke mellem mine deltagere.
Jeg har desuden undersøgt min empiri for diskurser i forhold til dét, der tages for givet, dét der opleves samt hvilke argumenter, der knyttes hertil, som derved gør bestemte sociale holdninger og handlinger legitime. Jeg har derfor også tilnærmet mig materialet med dekonstruerende og destabiliserende blikke. Denne læsning er gjort med en særlig forsigtighed mod at reproducere selvfølgeligheder praktiseret ved gentagende refleksioner og ved at have in mente, at virkeligheden kunne tage sig anderledes ud (Jørgensen & Phillips, 1999; Petersen, 2008a; Søndergaard, 2006; Søndergaard, 2001). De steder, hvor jeg henviser til diskursive forhold, har jeg fx efterstræbt at skrive i ubestemt form for at markere de uendelige variationer, som disse principielt kan antage. Min konkrete tilgang til den indsamlede empiri foregik derfor gennem læsninger på kryds og tværs samt i hermeneutiske, altså fortolkende, cirkler (Kvale, 1997).
4.1.2. Analysens tematikker
Analysen er struktureret ud fra nogle hovedtemaer, som fremkom i relation til de spørgsmål, jeg stillede under interviewet og nogle fælles tematikker deltagerne imellem, som dog stadig var åbne for individuelle variationer i forhold til at være konsistent med specialets optik. Analysens bud tager derfor udgangspunkt i deltagernes perspektiver og oplevelser, om end de samtidig vil være formidlet fra mit perspektiv (Holzkamp, 1998). Analysen fokuseres derfor på følgende fem hovedtemaer:
1. Deltagernes oplevelser med den daglige livsførelse som overvægtig
2. Deltagernes grunde til vægttabsbehandling
3. Deltagernes oplevelser af de konkrete rammer, metoder, diskurser og praksisideologier, som de møder hos OBU
4. Deltagernes oplevelser og praktisering af vægttab i deres daglige livsførelse
5. Hvilke betydninger OBUs behandling synes at få for deltagernes fortsatte livsførelse
Hovedtemaerne rammesætter analysens konkrete opbygning af afsnit, og jeg anvender specialets teoretiske begreber til at forfølge disse. Undervejs bekræftes nogle af deltagernes italesatte oplevelser af fagfolk, som fx Psykolog Linda Lassen, som specifikt har beskæftiget sig med overspisere (Lassen, 2000; Lassen, 2008). Disse fagfolk kan have videnskabelige tilgange, der er modstridende med specialets optik og anvendes derfor kun supplerende i forhold til erfaringer med overvægtsproblematikken.
Inden selve analysen er det også vigtigt at pointere, at de første afsnit i analysen er mindre teoribetonede, men gennem afsnittene ekspliciteres teorien gradvist mere. Senere bindes de forskellige oplevelser sammen i en dybere analyse ved at belyse sammenhænge, modstillinger og almene forhold, hvorfor de mindre teoribetonede afsnit er nødvendig baggrundsviden for de samlede analytiske bud.
4.2. Egen og social bedømmelse af den overvægtige krop
I mine interviews med deltagerne trådte det særligt frem, at de oplever, at den overvægtige krop er genstand for negative bedømmelser og stempling. Hvordan dette specifikt tog sig ud blandt deltagerne, beskrives i det følgende.
4.2.1. Liva: ”Jeg blev mobbet og set ned på, på grund af min krop”
Liva blev første gang gjort opmærksom på sin overvægt af en skolelæge i børnehaveklassen. Det var også omkring dette tidspunkt, at Liva begyndte at blive drillet og mobbet på grund af sin krop. Liva har altid været højere end sine jævnaldrende, og hun har i det hele taget altid været ”større end de andre”, hvilket derfor, udover Livas kropslige ”bredde”, også har omhandlet hendes højde.
Liva: … Jeg fik at vide af de
andre [elever i skolen] at (…) der var noget galt med mig (…) så begynder man
at kigge efter, om der virkelig var et eller andet galt med én (…) og så måtte
man jo så indrømme, at det var der…” (Bilag 4,
Mobningen og drillerierne fandt sted gennem hele hendes skoletid. Selvom hun skiftede skole, fik hun fortsat at vide, at hun var ”for tyk”, og at der var ”noget galt” med hende (Bilag 3, 155). Liva har forsøgt at tabe sig adskillige gange, men uden held. Hun har i forbindelse med vægttabsforløb oplevet det som ”pinligt”, når hendes jævnaldrende opdagede, at hun ikke måtte få den samme kost eller de samme mængder som dem:
Liva: … Hvis man var til en fødselsdag, kan jeg huske meget, så havde forældrene til fødselsdagsbarnet (…) fået en seddel med fra min mor (…) det var jo meget pinligt (…) at de andre børn sku… se det og vide det (…) man ku’ jo godt se, at de [ andre børn] syntes, det var lidt underligt (…) dengang så virkede det jo som en meget stor ting for mig! (Bilag 4, 154)
Det lader altså til, at Livas overvægt og hendes mange forsøg på at tabe sig forstærkede hendes oplevelse af at være anderledes i negativ forstand. Både fordi hendes konkrete handlemuligheder blev begrænset, men også fordi hun skilte sig ud fra sine jævnaldrende både grundet sin kropsstørrelse og perioder med særlige kostplaner og restriktioner på sin umiddelbare spisning. Lignende oplever hun stadig i dag, idet hun fortsat dømmes ud fra sin overvægt af jævnaldrende fra gymnasiet:
Liva: … Hvis jeg går forbi
nogen, så kan jeg høre en kommentar bag mig: ”Ej så du hende? Ej hun var godt
nok tyk” (…) Det hører man virkelig, virkelig tit. Og det er bare så ydmygende
(…) så får jeg lidt pessimistisk holdning til andre folk (…) jeg er ikk’ så meget for at komme tæt på dem (…) en overgang (…)
lukkede jeg mig meget inde for andre folk (…) så havde jeg ikk’
rigtig nogen venner tilbage (…) jeg blev mobbet meget på det tidspunkt (…) og
det var (…) rigtig svært, så lukkede jeg mig bare HELT inde. Jeg ville
overhovedet ikke SNAK' med nogen folk og... Der var bare nogen, hvis de
snakkede til mig, jeg svarede ikk’ igen (…) Det var
bare på grund af, jeg havde den indstilling, at de ville såre mig… (Bilag
4,
Liva beskriver således, hvordan mobning på grund af hendes krop medfører, at hun i perioder har isoleret sig socialt for at undgå at blive såret, selvom hun gerne ville have venner. Dette bevidner, hvor svært det er og har været for Liva at leve med sin overvægt. Liva oplever i det hele taget at: ”Man bliver set meget ned på”, af dem som ikke kender én (Bilag 4, 158), når man er overvægtig. Hun fortæller også, at hun synes det sværeste ved livet netop er sociale bedømmelser på baggrund af udseendet (Bilag 4, 188). Liva nævner i den sammenhæng, at sådanne bedømmelser gælder alle mennesker, fordi hun også oplever det problematisk, hvis ”slanke” mennesker vælges som venner på grund af deres ideelle udseende. Liva tilføjer derfor, at hun ikke vælger sine venner ud fra udseendet, men på grund af deres ”personlighed”:
Liva: … Jeg kan ikk’ li’ at dømme på folks kroppe (…) mine venner (…) de har alle slags hudfarver, de har alle slags former (…) alle slags aldre i det hele taget (…) jeg har venner, der er tretten, jeg har venner, der er tyve (…) det lige meget altså... (Bilag 4, 189)
Liva tager altså afstand fra de bedømmelser, der sker på baggrund af udseendet samtidig med, at hendes egen selvforståelse også synes negativ grundet sin krop. Liva synes nemlig ikke, hun ser ”godt ud”, fordi hendes krop ser ”fed ud” (Bilag 4, 188). Livas selvforståelse kan derfor ses i relation til andre menneskers italesættelser af hendes krop som værende forkert, som fx har fundet sted blandt de andre børn i skolen, på gymnasiet samt af skolelægen. Det lader til, at Liva har oplevet, at hendes krop er blevet dømt, som om den var et ”ydre spejl” på hendes ”personlighed”, og på baggrund af sin krop har hun følgelig fået tildelt negative personlige karakteristika af menneskene omkring hende.
Lassen omtaler bedømmelse ud fra udseendet som et af vor samfunds paradokser, fordi det ofte ekspliciteres, at ”det ikke er det ydre, der tæller”, samtidig med, at der er mere implicitte, men dominerende, diskurser om, at ”det ydre svarer til det indre” (Lassen, 2000, 43).
4.2.2. Sofie og Sofies mor: ”Kjolen skal skjule mavsen”
Sofie oplever også, at hendes krop positioneres som forkert grundet hendes overvægt, som særligt er synlig på hendes mave. Dog lader det ikke til, at Sofie er blevet mobbet og drillet i samme omfang som Liva, men at italesættelsen af Sofies overvægtige krop som værende forkert særligt foregår i hendes private hjem. Sofies mor fortæller nemlig at: ”Man kan godt bli’ såd’n lidt flov eller undskyldende på hendes vegne…” (Bilag 4, 131) på grund af Sofies overvægt. En måde moren forsøger at skåne Sofie for de negative, sociale bedømmelser er følgelig ved at skjule Sofies krop, således at denne ikke fremstår så synlig:
Sofies mor: … Jeg kan godt
finde på og sige til hende nu her: Men du kan bare ikke ha’ den der bluse på,
fordi, at når du har den på, så stritter mavse altså, så alle de kan se at
mavse er lidt stor (…) men hvis du gør såd’n og såd’n, så stritter den ikk'
ligeså meget (…) altså ikke ligeså iøjnefaldende (…) at mavse er der vel (…) så
på den måde så prøver jeg os' og, og hjælpe hende på (…) jeg kan næsten ikk' (…) se hende i en stram et eller andet, hvor det sir dit-dit-dit… (Bilag 4,
I ovenstående citat understreger Sofies mor, hvordan hun handler ud fra de bedste intentioner i ønsket om at hjælpe sin datter. Morens handlemåde kan derfor også ses betinget af de sociale handlesammenhænge, som hun er en del af, om end Sofies mor, ved den negative italesættelse af Sofies mave, kan påvirke Sofies selvforståelse negativt.
Da jeg spørger Sofie, hvad hun selv synes er pænt ved sit udseende, fremhæver hun sit tøj, som særlig pænt og siger følgelig, at hun har det ”godt med sin krop, så længe man ikke ser hendes mave” (Bilag 4, 132). I den sammenhæng fortæller hun også, at der er en anden i hendes klasse, som også er for tyk, og at denne pige ”går i for stramt tøj”, hvilket Sofie har forsøgt at forklare hende, at hun ikke bør gøre. Sofie kalder i øvrigt veninden for hende den ”ond” (Bilag 4, 140):
Sofie: Man kan se hendes [venindens] mave (…) og du ved, det ser ikk’ så pænt ud!
Ditte: Uhm… fordi hun er lidt tyk på maven?
Sofie: Ja.
Ditte: Du går ikk’ i så stramt tøj?
Sofie: Nej, jeg går såd’n mere i såd’n noget her (Sofie viser sin kjole, som har en del vidde og falder løst).
Ditte: (…) Går du nogen gange i stramt tøj?
Sofie: Det kommer an på, om jeg er sammen med min familie eller ej (…) min familie ved godt, at jeg er tyk, så dem er jeg ikk’ nervøs for, men hvis nu det er fødselsdag, såd’n der er andre, der er med så… så vil jeg ikk’ gå i for stramt tøj.
Ditte: Hvordan kan det være?
Sofie: Det ved jeg faktisk ikk’, men min mor siger, jeg ikk’ må ha for stramt tøj på (…) til fødselsdag og såd’n noget… (Bilag 4, 141)
Sofie fortæller altså, at hun ikke synes, det ser pænt ud, når man er overvægtig og har for stramt tøj på. Om der er andre grunde til, at hun kalder sin overvægtige veninde for ”den onde”, fortæller Sofie ikke noget om, men nævner kun, at veninden også bør klæde sig i løstsiddende tøj, som Sofie selv har lært af sin mor. Det er dog ikke utænkeligt, at Sofie relaterer venindens forkerte påklædning med en ”ond” person, hvilket samtidig viser, hvor stor en betydning morens måde at forholde sig til Sofies overvægt på har for Sofie. Morens opfordring til at bede Sofie skjule sin overvægt, kan derfor være medbetingende for, at Sofies selvforståelse som forkert forstærkes.
I Sofies familie synes tøj derfor at få ambivalente betydninger: På den ene side kan tøjvalget skabe en negativ situation, hvis man er overvægtig og det sidder stramt, idet tøj dermed bliver en påmindelse om, at man har et problem. Samtidig med dette får tøj også en hjælpende funktion, fordi det, der opleves som problematisk, kan skjules. Denne ”camouflerende funktion” opleves som vigtig for Sofie og hendes mor, fordi Sofies mave opleves som pinlig af moren og dermed også af Sofie selv. Disse negative og ambivalente betydninger, som Sofies mor er med til skabe for Sofie, skal ses i relation til de samfundsmæssige betingelser, som moren selv lever under fx i forhold til diskurser om overvægtige som værende særligt udsatte socialt[46]. Om end morens måde at håndtere Sofies overvægt på er uhensigtsmæssig, er morens bekymring for, at Sofies overvægt kan få negative sociale konsekvenser, velbegrundet. Fx fortæller Sofies mor, at hun ofte får spørgsmål og kommentarer fra andre, fordi Sofies søskende ikke er overvægtige:
Sofies mor: … Hvis de alle sammen [var overvægtige], så tænker man: ”Okay, derhjemme der er de såd’n og såd’n ikk' (…) Folk [siger]: ”Jeg kan ikk' forstå, de ser så forskellige ud!” (Bilag 4, 131)
Sofies mor lader også til, at hun er bange for at blive kategoriseret som dårlig forælder på grund af Sofies overvægt. Begge Sofies søskende beskriver moren som ”åle slanke” (Bilag 4, 93) og påpeger, at Sofies lillebror faktisk har det modsatte problem med vægten. Moren udtrykker en lettelse over, at det kun er ét af hendes børn, der er overvægtige, da hun oplever, at dette beviser, at det ikke er hende og hendes mand, der er skyld i Sofies overvægt (Bilag 4, 131). Sofies mor er ikke den eneste, der oplever, at forældrerollen bedømmes ud fra barnets kropsvægt. Det samme oplever Milles mor.
4.2.3. Milles mor: ”Madvarerne i indkøbskurven dømmer”
Milles mor fortæller nemlig også, hvordan hun oplever sådanne sociale fordomme, fx når hun er ude at handle:
Milles mor: … Altså man kender sikkert alle sammen det der med at stå bag ved én nede i Brugsen, der har fyldt kurven med et eller andet (…) Tja, de sku’ nok ha’ valgt lidt fler' grøntsager! Eller: Puh, der er en grund til, han ser sådan ud (…) Man er sgu’ da fordomsfuld overfor det, man kan se andre har i deres kurv… (Bilag 4, 72).
Moren fortæller altså samtidig, at hun også selv er fordomsfuld, over for hvad andre folk køber af madvarer. Hun oplever nemlig, at indholdet i indkøbskurven i supermarkedet bliver sat lig med den person, der bærer kurven. Hvis barnet er overvægtigt, oplever hun endvidere, at overvægten opfattes som forældrenes skyld af de andre i supermarkedet (Bilag 4, 72).
Det lader derfor til, at Milles mor, ligesom Sofies, er bange for, at hun bliver opfattet som en dårlig mor, der er skyld i sit barns overvægt, hvis hun køber såkaldte usunde fødevarer. Sådanne opfattelser bekræfter forebyggelseskonsulent Britta Ortiz, der netop påpeger, at mange oplever det sådan, når de handler ind, såvel overvægtige som ikke-overvægtige (Ortiz, 2006a, 23). Dette afspejler samtidig diskurser om overvægtens tilblivelse som noget, den enkelte selv kan styre, i hvert fald hvad angår voksne[47], hvilket kan ses i relation til simplificerende samfundsmæssige diskurser om, at man ”bare” kan lade være med at købe det usunde[48]. Dette implicerer samtidig en diskurs om, at gode forældre hjælper deres børn med at tabe sig og forblive slanke. Ud fra denne diskurs lader det til, at forældre til overvægtige børn tilbydes bestemte handlemuligheder: Enten kan de sørge for, at deres barn taber sig, hvormed de kan blive kategoriseret som gode forældre, eller de kan lade barnet forblive overvægtig og dermed være medskyldige i, at barnet ikke får et godt liv, hvorved de positioneres som dårlige forældre. Ud fra sådanne og lignende diskurser synes det forståeligt, at mange forældre ønsker, at deres overvægtige barn skal tabe sig, da forældre som oftest vil deres barn det bedste. Diskursivt styres forældre derfor til at være opmærksomme på, hvorvidt deres børn vejer for meget eller ej. Dette kan derfor være en af grundene til, at forældre vælger, at deres overvægtige barn skal i behandling. Milles mor ekspliciterer faktisk, at én af grundene til, at man skal tabe sig, når man er overvægtig, er, at man dømmes socialt:
Milles mor: Jamen fordi at man jo dybest set bliver set ned på... eller man bliver ikk’ set, som den man er (Bilag 4, 71).
Milles mor oplever altså ligesom Liva, at man bliver set ned på socialt og tillægges nogle bestemte karakteristika, som ikke nødvendigvis stemmer overens med den enkeltes egen selvforståelse.
4.2.4. Opsamling: ”Det ydre svarer til det indre”
Deltagerne oplever altså på forskellige måder, at kropsvægten er afgørende for, hvordan man positioneres i sociale sammenhænge, hvor overvægt skærper risikoen for, at man bliver kategoriseret som forkert. Dette oplever Liva særligt i skolen, hvor hun drilles og mobbes, ligesom Mille og Sofies mødre oplever, at de bliver kategoriseret som dårlige forældre grundet børnenes overvægt. I relation hertil påpeger Milles mor, at overvægt opfattes som selvforskyldt, når man køber usunde madvarer. På samme måde fortæller Liva, at man bliver set ned på af fremmede, og Sofie lærer at skjule sin mave i løstsiddende tøj af sin mor.
Samtidig med de negative bedømmelser fra omverdenen udtrykker deltagerne også selv, at de oplever overvægt som negativt. Både Liva og Sofie fortæller, at de ikke kan lide deres udseende grundet deres kroppe, og Sofies mor siger eksplicit, at hun bliver pinlig på Sofies vegne, hvis Sofies mave er synlig. I tråd med dette fortæller Liva også, at hun har isoleret sig socialt for at undgå de sociale bedømmelser. Ud fra disse perspektiver synes de overvægtige også selv at få en negativ selvopfattelse, når diskurserne herom er så stærke og udbredte. Når det opleves så svært at leve som overvægtig, er det forståeligt, at deltagerne ønsker at tabe sig.
4.3 Deltagernes grunde til at starte i vægttabsbehandling
I sidste afsnit blev det beskrevet, hvordan Sofie lærer at skjule sin mave i løstsiddende tøj. Sofies mor fortæller, at det er i løbet af de sidste to år, at hun og hendes mand for alvor er blevet opmærksomme på Sofies overvægt, men at Sofie siden 3-4-års alderen har haft en tendens til at ”være lidt rund” (Bilag 4, 98):
Sofies mor: … Hun [Sofie] var jo langsommere end de fleste (…) og man ku godt se, der var hendes vægt (…) rent motorisk (…) lidt mere kluntet og var ikk’ så skarp vel. (Bilag 4, 99).
Idet moren beskriver Sofie som ”mere kluntet” og ”ikke så skarp” tillægges Sofie bestemte personlige karakteristika grundet sin overvægt. Sofies mor fortæller, at Sofie først selv beklagede sig over sin overvægt for et års tid siden: Sofie ville ikke være med til en gymnastikopvisning, eftersom de andre så ville se, ”hvor tyk hun var” (Bilag 4, 98). Sofies mor opsummerer grundene til, at Sofie skal tabe sig som et spørgsmål om: Sofies sundhed, hendes førnævnte trivselsproblemer samt grundet en bekymring om Sofies fremtid, hvis hendes vægt fortsat vokser (Bilag 4, 127). I den sammenhæng tænker moren på helbredsmæssige risici forbundet med overvægt, samt at Sofie som voksen kunne blive en ”enspænder-type” (Bilag 4, 128). Moren tror ikke, at Sofie altid er motiveret for at tabe sig: ”Hvis du spørg' hende, ku’ hun ikk' lige forstå, hvorfor hun sku’ tabe sig” (Bilag 4, 131). Sofie selv bekræfter dette i det følgende, hvor jeg spørger hende, hvorfor hun er ude hos OBU:
Sofie: … Jeg ku godt tænke mig og prøve og blive tyndere (…) fordi, at det er lidt svært nogen gange.
Ditte: (…) Hvad er det, der er lidt svært?
Sofie: Det ved man faktisk ikk’ helt rigtigt (…) men det var faktisk bare noget, min
mor og far besluttede (…) så spurgt' de mig, om jeg vil, og så sagde jeg: ”Ja”,
fordi jeg har jo aldrig prøvet det før… (Bilag 4,
Sofies udgangspunkt for vægttabsbehandling synes derfor primært at have været forældrenes interesse og ikke Sofies. Sofie har muligvis sagt ”ja” til at tabe sig, da hun ”jo ikke prøvet det før”, hvilket dog også kan være en imitation af selvsamme argument, som Sofie har mødt fra sine forældre, hvis hun har forsøgt at modsætte sig. Dette tyder på, at hun ikke har haft nogen reel mulighed for at modsætte sig forældrenes beslutning, fordi hun ikke har kunnet argumentere på en måde, som forældrene opfattede som legitim.
At Sofie alligevel oplever sin overvægt som problematisk i nogle sammenhænge kan derfor ses stærkt betinget af forældrenes tilgang til Sofies krop som værende negativ samt den negative opmærksomhed omkring Sofies krop til gymnastik og i skolen. Argumenterne for, at Sofie skal tabe sig, begrundes altså ud fra Sofies personlige problemer, men samtidig fortæller moren eksplicit, at Sofie ikke selv ønsker at tabe sig, selvom moren samtidig fortæller at Sofie heller ikke har det godt med sin krop. Moren argumenterer endvidere ud fra nogle af de fremtidige sundhedsmæssige og sociale risici, som overvægt forbindes med på samfundsplan. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, om Sofie qua sin alder på 8 år overhovedet bør tage stilling til, om hun skal tabe sig? Idet forældrene spørger hende herom, men giver hende kun én handlemulighed: At sige ja. Grundet Sofies alder var beslutningen altså allerede truffet af forældrene, hvorfor de ligeså vel kunne have undladt at spørge hende herom.
Modsat Sofie er Liva ikke i tvivl om, at hun gerne vil tabe sig. Liva blev henvist til OBU af sin skolelæge i niende klasse og begrunder derudover sin start hos OBU som følger:
Liva: … Dét jeg virkelig prøver at forhindre (…) at jeg bliver såd’n en... halv tons mand for eksempel eller... jeg kommer op og vejer 200kg og såd’n noget, jeg ville ikk’ ku leve med mig selv sådan (…) jeg ville ha’ det så dårligt med mig selv (…) jeg ville slet ikk’ ha’ noget selvværd… (Bilag 4, 187)
Liva frygter altså, at hendes vægt vil stige meget, hvis hun ikke bliver hjulpet. Dette begrunder hun samtidig ud fra, at hendes selvforståelse vil forværres og forsvinde helt parallelt med den stigende kropsvægt.
Livas ønske om at tabe sig understreges, da jeg beder hende nævne sine tre højeste ønsker, idet et liv som normalvægtig nævnes på lige fod med to andre ønsker, som omhandler hendes mor, som er psykisk syg, som hun ønsker rask, samt hendes far, som hun ville ønske, hun havde et bedre forhold til (Bilag 4, 187). Livas tre største ønsker var helt anderledes end Sofies, som i stedet ønskede sig ”et guldkort, et fedt hus og en Build-a-Bear forretning” (Bilag 4, 146). Dette skal selvfølgelig også ses i relation til deltagernes forskellige aldre, samt at Liva i mange år er blevet mobbet grundet sin overvægt. Ikke desto mindre understreger det, at Livas ønske for at tabe sig er stort.
Hvorvidt Mille selv ønsker at tabe sig, er svært at vide, da hun ikke blev interviewet, men hendes forældre italesatte flere grunde hertil. Forældrene fortæller nemlig, at de valgte, at Mille skulle behandles for sin overvægt grundet en frygt for, at Milles vægt ville få negative betydninger for hendes fremtid. For det første er forældrene bange for, at Milles vægt fortsat vil stige, hvis hun ikke bliver behandlet, hvilket Liva også frygtede. Milles forældre frygter desuden, at Milles overvægt på sigt kan være skyld i, at hun mister sine venner, idet Mille allerede på nuværende tidspunkt helst vil være hjemme og indenfor frem for at besøge venner. Milles grunde herfor kan muligvis sammenlignes med Livas erfaringer med at isolere sig socialt for at undgå andres bedømmelser og som en måde at skjule sin overvægt på. Forældrenes frygt for Milles fremtid synes således sammenlignelig med Sofies mors samt Livas grunde til at starte hos OBU.
Milles mor: … Det var jo fordi, vi godt ku’ se et eller andet sted, hvor det bar’ hen af, at øh, ligegyldigt hvor bevidste vi selv var om det (…) så blev hun bare tykkere (…) Jeg [er] nødt til at finde ud af, om der er noget medicinsk, der ligger til grund for, at hun er, som hun er… (Bilag 4, 78)
Milles mor vil altså også finde ud af, om Milles overvægt kan begrundes ”medicinsk”, hvilket tyder på, at hun har svært ved at finde en forklaring herpå. Det lader derfor til, at moren tror, at overvægtens årsag kan være (medfødt)biologisk.
Opsummerende kan man sige, at deltagernes grunde til at starte hos OBU lader til overordnet at omhandle oplevelser af, at de ikke kan klare vægttabet alene og derfor må søge hjælp hertil. Desuden understreger flere af deltagerne, at de er nødt til at standse vægtforøgelsen samt tabe sig, da dette ellers risikerer at eskalere fremadrettet i form af fortsat vægtøgning, sygdom og sociale problematikker. Derudover begrundes vægttabsønskerne også ud fra de aktuelle sociale problemstillinger, som overvægten betyder for deltagerne, som sidste afsnit også omhandlede. Dette kan ses i relation til mine egne ønsker om slankhed, om end jeg ikke var overvægtig, og at den slanke krop generelt[49] synes særligt eftertragtet.
I det følgende præsenteres OBU, hvor deltagerne mødte op med deres respektive grunde og problemstillinger.
4.4. OBUs overordnede rammer, metoder og diskurser
Indledningsvist beskrives de konkrete rammer for OBU som handlesammenhæng ud fra mit første møde med behandlingspraksissen[50].
OBU ligger i kælderetagen på et sygehus, men alligevel oplevede jeg det lyst og luftigt. Venteværelset er omringet af kontorer til de respektive professionelle, toiletter samt personalerum. Bagerst i venteværelset sidder en kvindelig sekretær bag en skranke og i midten er to sofaer og et sofabord. Langs siderne er der legetøj, og der er børnetegninger på væggene.
Jeg mødte de professionelle i personalerummet, hvor vi talte om specialets tema og om dagens program, det vil sige, hvilke børn der planmæssigt skulle møde til de forskellige konsultationer hos henholdsvis læge, psykolog, diætist, sygeplejerske og laborant. Jeg fik fortalt, at børnenes første konsultation altid var en forundersøgelse hos lægen. Efter forundersøgelsen er det forskelligt, hvilke professionelle det enkelte barn skal til konsultationer hos. Valget herom bliver primært taget af lægen i forbindelse med forundersøgelsen. I løbet af dagen deltog jeg i forskellige konsultationer, blandt andet overværede jeg opfølgende konsultationer og forundersøgelser hos lægen.
Lægens kontor er indrettet med lægeligt inventar såsom lægebriks og lægelige instrumenter. Midt i lokalet er et rundt bord som deltagerne, lægen og jeg sad rundt om under konsultationerne[51]. Indretningen hos OBU bærer således stærkt præg af, at behandlingen foregår i en medicinsk praksis. Følgende perspektiver på OBU tager udgangspunkt i interviewet med lægen, da han både er grundlægger og leder af tilbuddet, samt den, som deltagerne mødte til forundersøgelsen og derfor fælles for deltagerne.
4.4.1. Når overvægt forbindes med sociale og helbredsmæssige problemer
I interviewet beskrev lægen de forskellige konsekvenser og risici, der er forbundet med overvægt, idet han siger:
Lægen: … [Overvægtige] bliver drillet og bliver mobbet og har en dårlig funktion, og som får en dårlig uddannelse og som bliver... set ned på (…) har sygdom og (…) dør tidligere (Bilag 3, 43)
Lægen taler ud fra en diskurs, hvor det opfattes som selvfølgeligt, at man har det dårligt både psykisk, socialt og fysisk/helbredsmæssigt, når man er overvægtig. I tråd med Sundhedsstyrelsen[52] definerer han derfor overvægt som en risikofaktor for at få andre sygdomme[53] og for at dø tidligere samt som risiko for depression og nedsat livskvalitet (Bilag 4, 43). Denne måde, hvorpå lægen italesætter de sundhedsmæssige risici ved overvægt, kan analytisk betragtes som en måde, hvorpå såkaldte sundhedsteknikker får deres gennemslagskraft:
”Sundhedsteknikker er en superb metode til at få kroppen og tanken til dels at iværksætte disciplinering (…) dels til – skræmt af sygdom og pludselig død – altid at holde et vågent øje med nye tiltag, nye velmenende råd til at holde sig sund og rask” (Thielst, 2008, 216).
Sundhedsteknikker er et underbegreb for Foucaults begreb om administrative teknikker, der forklarer, hvordan governmentality træder frem i den konkrete praksis (Thielst, 2008). Et konkret eksempel på en sundhedsteknik er BMI, som anvendes til at måle børnene hos OBU: BMI, som administrativ teknik, kategoriserer og positionerer barnet og barnets krop som forkert og syg.[54] Når barnets BMI er uden for et bestemt normalområde, opfattes vedkommendes krop som et objekt, der kræver behandling, hvorfor individer i overvægtige kroppe positioneres som nogle, der har et udviklings- og læringsbehov (Petersen, 2008, 88).
Anvendelsen af BMI kan også ses som et naturvidenskabeligt legitimeringsredskab, der overflødiggør yderligere diskussion. OBUs professionelles taleret og legitimitet for deres behandling praktiseres altså gennem nogle hegemoniske medicinske diskurser. BMI kan derfor anvendes forholdsvis ukritisk hos OBU.
Endvidere sætter OBU eksplicit overvægt lig med et ringere liv, hvorfor det opfattes som nødvendigt, at overvægtige taber sig, hvis de skal have et godt liv (Bilag 3). Overvægt som værende uønsket italesættes derfor ikke kun på et samfundsmæssigt plan, men også i lokale praksisser som hos OBU. Man kan derfor sige, at OBUs professionelle konkret praktiserer et generelt statsligt sundhedsopdragelsesprogram, hvor de overvægtige udskilles som en særlig gruppe (Petersen, 2008a, 84). Med inspiration fra Sociolog Christel Stormhøj kan man også specificere governmentalitybegrebet i forhold til dette statslige sundhedsopdragelsesprogram (Stormhøj, 2006, 115): Governmentality består på den ene side af specifikke former for diskurser, der rationaliserer magtudøvelse indenfor et område, sundhed og sygdom, der følgelig specificerer magtudøvelsens målsætninger, en sund og slank befolkning samt magtudøvelsens objekter, en lang gennemsnitlig levetid set lig med det gode liv. På den anden side ses de institutionaliserede praksisser og deres autoriteter, altså de professionelle hos OBU. Derudover ses metoder og teknikker som kropsvejning og måling, rådgivning i kost og motion, kontrolbesøg og skemalægning samt slutteligt de institutioner, der anvendes for at styre indenfor de forskellige områder fx Sundhedsstyrelsen og den medicinske praksis generelt samt i lokale og konkrete behandlingspraksisser som OBU. På denne måde kan OBU anskues som et eksempel på en lokal, institutionaliseret praksis, der med ”magtorienterede briller” er medstyrende i forhold til at få befolkningen til at tilstræbe slankhed som vejen til det gode liv. OBU er altså som magtfuld instans med til at normalisere, kontrollere og homogenisere befolkningen til at opleve krop, sundhed og sygdom på bestemte måder samt i forhold til at handle og leve herefter. Ud fra specialets optik vil der dog være subjektive variationer i forhold til, hvordan disse diskurser tages op og handles efter, selvom der også vil være nogle almene samtidsforankrede tendenser.
Det lader desuden til, at det primært er kroppen, der opfattes syg, frem for psyken, da det særligt er de kropslige konsekvenser, som fremhæves som det primære og sekundært de sociale problemer, det kan medføre at have en overvægtig krop (fx mobning eller isolation). Fx sammenligner lægen overvægt med ”fugleinfluenza” (Bilag 4, 43). Derimod taler lægen ikke ud fra diskurser, som sygeliggør psyken, om end det psykiske bliver reference i de sammenhænge, hvor lægen henviser til overvægt som værende et personligt anliggende hos den overvægtige. Overordnet kan OBUs behandling derfor karakteriseres som medicinsk, hvilket understreges i følgende citat:
Lægen: ”… På en børneafdeling (…) møder [de professionelle] et barn med astma eller meningitis eller sukkersyge [etc.] (…) Så diagnosticerer man barnet, og man tilbyder en plan, og man udelukker andre årsager, man tager blodprøver og andre undersøgelser for at sikre sig, at man har styr på tilstanden, og man tilbyder behandling, og man tilbyder kontrol over tid. Det samme gør vi med overvægtige børn. Vi anser det for at være en alvorlig sygdom og tilbyder det tilsvarende: Kronisk behandling…” (Bilag 4, 44).
Hos OBU defineres svær overvægt som en ”kronisk sygdom”, og overvægt håndteres på lige fod med andre sygdomme, fx idet der tages blodprøver og barnets DEXA[55] måles (Bilag 3). I tråd med dette italesættes de overvægtige børn som OBUs patienter (Bilag 3). Kategorien patient anvendes i vor samtid om folk, der enten er fysisk eller psykisk syge. Lægen taler derfor ud fra en bestemt sygdomslogik, som synes at omhandle tre hoveddimensioner: Der stilles en diagnose, derefter iværksættes behandlingen og følgelig indtræffer helbredelsen (Petersen, 2008a, 87). Hvis det enkelte barn endnu ikke er blevet kategoriseret eksplicit som overvægtig og som sygt, så bliver det altså kategoriseret og positioneret sådan, når det møder til behandling første gang. Ikke kun fordi, at barnet italesættes eksplicit som sygt, men også fordi barnet konkret bliver modtaget som sygt i kraft af de medicinske prøver og målinger, der foretages. Sygeliggørelsen af overvægt synes derfor i højere grad at gøre sig gældende hos OBU, end hvad tilfældet synes at være på statsplan[56], hvorfor dette kan ses som særligt praksisideologisk. Den medicinske tilgang bevæger sig indenfor en naturvidenskabelig tradition, hvor der anvendes tal, mål og lovmæssigheder (Christensen, 2002), hvilket kan opleves trygt at forholde sig til i kraft af konkretiseringer samt løfter om forudsigelighed, særligt når alt andet synes håbløst og virkningsløst. Det synes i øvrigt som en generel samtidstendens, at medicinske diskurser har særlig gennemslagskraft, jf. specialets indledning[57].
I det følgende gives et dybere indblik i, hvad lægen mener, der skal til, for at et vægttab gennemføres.
4.4.2. Praktisering af vægttab som spørgsmål om ansvar og vilje
Selve behandlingen retter primært fokus mod ændringer af barnets kost- og motionsvaner[58]. Til forundersøgelsen spørger lægen derfor ind til disse vaner og oplyser herefter om de ændringer, der skal finde sted. Derudover måles og vejes barnet både til forundersøgelsen samt til de efterfølgende konsultationer. Målingen begrundes som følger:
Lægen: … [Ellers] så aner du ikke (…) om det er gået op eller ned i vægt (…) Hvis man ikke (…) er parat til at måle og veje børnene ved hver kontakt, så er man ikke parat til at tage ansvar for den behandling, man instituerer… (Bilag 4, 46)
Hos OBU anvendes derfor kontrolredskaber som fx: Opfølgende konsultationer, kontrolvejninger af den overvægtige, kontrol med kost via kostplaner osv., hvilket kan defineres som en kontrolvidenskabelig tilgang, som samtidig implicerer en forståelse af motivation og selvkontrol som noget, der fremmes ved en sådan kontrol (Dreier, 2002, 104ff).
Hvorvidt den enkeltes vægttabsproces vurderes som en succes eller en fiasko baseres på barnets vægtudvikling under behandlingsforløbet. Det primære bliver således ikke, hvorvidt barnet trives under vægttabsforløbet, men derimod om vejningen viser det rette tal, hvorfor denne vurdering er meget ”sort-hvid”. Målingerne opfatter lægen desuden som en del af hans behandleransvar, hvilket i øvrigt praktiseres som følger:
Lægen: Ved at kræve alt og give alt! At kræve alle oplysninger og de [deltagerne] kan forstå, hvorfor jeg kræver dem (…) Samtidig giver jeg dem også tilbud om diætist, psykolog, som koster formue ude i byen… Sygeplejerske, laborant, blodprøver, evaluering af sundhedsstandarden og så videre (…) Folk forstår med det samme, hvor engagerede vi er og derved, så vågner de op og flere forældre har sagt under interviews at: For første gang er vi blevet taget alvorligt! (Bilag 4, 48)
Man kan forestille sig, at denne italesættelse af behandleransvar falder i god jord hos de frustrerede forældre og de resterende professionelle, som oplever, de har prøvet alt andet og derfor føler afmagt og hjælpeløshed. De ”oplysninger”, som lægen henviser til, at de kræver af deltagerne, omhandler barnets hverdag, kost- og motionsvaner, samt eventuelle sygdomme i familien. Ifølge lægen er én af OBUs styrker, at de intervenerer på flere forskellige områder og ud fra forskellige fagligheder overfor de overvægtige børn, da han mener, at deltagerne således opfatter OBUs professionelle som ”alvorlige” og ”engagerede”. Lægens påpegning af, at både deltagerne og lægen ”giver alt”, synes dog snarere at omhandle deltagerne, da lægen blot dikterer nogle regler, som han til gengæld forventer, at deltagerne ”giver alt” for at følge. Ifølge lægen skal der nemlig fra starten igangsættes en indsats på alle områder:
Lægen: … Typisk mellem ti til
femten retningslinjer ved første besøg (…) som man skal følge op på
efterfølgende (…) det er også noget med at tage ansvar. Man kan ikke sidde og
sige til et svært overvægtigt barn: Nu skal du tabe dig! Og så undlade og
snakke om otte timers fjernsyn om dagen eller (…) 10 kroner slik om dagen (Bilag 4,
Hvis OBUs retningslinjer ikke følges, eller vedkommende ikke taber sig, sættes dette lig med, at den enkelte deltager ikke har gjort det godt nok eller har gjort noget forkert i forhold til de anviste retningslinjer. Lægen italesætter endvidere ændringerne i relation til barnets vaner og ikke familiens. Lægen påpeger dog, at hvis det er et yngre barn skal familien i højere grad inddrages:
Lægen: … Små børn, der
behandler man jo ikke barnet (…) Det er jo forældrene, du skal lære at tage
ansvar og gøre de ændringer, du vil ha’ indført (…) Når de [overvægtige børn]
er en 7-8-9 år, så begynder de selv og, og så går de gradvist med over i den
fase, hvor de er med i planlægningen… (Bilag 4,
Selvom lægen taler om, at det er forældrene til de yngre overvægtige børn, der skal behandles og som skal tage ansvar, så er det dog stadig ud fra en opfattelse af, at det er barnets kost- og motionsvaner, som forældrene skal ændre, ikke nødvendigvis hele familiens. Dette implicerer en diskurs om, at det er den overvægtige, der er ”bærer af problemet” og dermed også er mål for behandlingen. Lægen opfatter også det overvægtige barn som dén, der i sidste instans afgør, om vægttabet gennemføres eller ej:
Lægen: … Vi kan jo ikke få folk til at tabe sig, hvis de ikke vil! (…) dét umuligt! (…) men vi ”sparker” til dem så meget, vi overhovedet tør… (Bilag 4, 47)
I citatet taler lægen endvidere ud fra en diskurs om, at den overvægtiges vilje er afgørende for vægttab, og at viljen for vægttab kan styrkes ved at ”sparke”, altså presse, barnet. Det var også min oplevelse under konsultationerne, at lægens attitude syntes meget kontant og overvældende, hvilket kan ses i relation til denne forståelse af, at det er dét, der skal til, for at motivere børnene[59]. Udover at lægen gør vægttabets succes til et spørgsmål om barnets vilje og motivation, fortæller han også om henholdsvis ”barnets livsholdning” som mulig problematik. Lægen italesætter derved den overvægtige krop som et tegn på, at barnets handlinger og holdninger generelt er forkerte:
Lægen: … Det er ikke svært at tabe sig over tre måneder (…) [men at] ændre sin komplette livsholdning generelt (…) Det er derfor, vi tilbyder kontakt (…) hvis man tror, man kun kan behandle et barn i 2 år eller 1 år (…) Så kan du ligeså godt lade være… (Bilag 4, 49)
Lægen fortæller altså, at deltagerne fortsætter i behandling så længe som nødvendigt, og OBUs mål er at have kontakt med børnene cirka hver anden uge (Bilag 3). Dette begrunder lægen ud fra en opfattelse af, at det ikke er svært at tabe sig, men at fastholde vægttabet. Lægens vurdering af at det er det langsigtede perspektiv, der er det sværeste, blev bekræftet af undersøgelserne, som blev nævnt indledningsvist i specialet[60]. Dette mener lægen, at OBUs behandling kan overvinde ved, at deltagerne får længerevarende støtte af ham og de andre professionelle til at opretholde en bestemt livsstil og livsholdning. OBUs behandling er derfor kendetegnet ved et skævt styrkeforhold mellem behandler og patient, idet overvægt betragtes som et personligt problem, der kræver ekstern hjælp og indgriben fra en bedrevidende, idet de professionelle selvfølgeliggøres som ”dem, der ved bedst”. Ifølge Dreier kan en sådan behandling opfattes som en ideologisk magt, der er rettet mod patienterne, fordi behandlerne belærer om, hvad der er rigtigt og forkert (Dreier, 2002, 105). OBUs vægttabsmetoder implicerer derfor også et bestemt læringsbegreb, som kan betegnes som læringstransfer. Læringstransfer vil sige, at viden opfattes som noget, der uden videre kan overføres fra én person til en anden (Illeris, 2006). Denne forståelse af læring medfører, at de professionelle hos OBU handler ud fra en forventning om, at når de fortæller deltagerne, hvad de skal gøre for at tabe sig, så kan deltagerne, hvis de har viljen, tage denne opfattelse til sig og praktisere vægttabet uproblematisk. Fx udtaler lægen: ”Punkterne er meget enkelte, det er bare et spørgsmål om at gøre det” (Bilag 4, 22). Sådanne simplificerende diskurser om, at man bare skal ”tage sige sammen”, uanset den enkeltes betingelser og grunde, er ligesom på samfundsplan dominerende hos OBU.
4.4.3. Opsamling: ”Enten syg, fed og færdig eller slank, rask og værdig”
Opsummerende kan man sige, at OBU som praksis særligt er domineret af medicinske diskurser, hvilket også kan ses i relation til OBUs professionelle samt at behandlingen finder sted på et sygehus og er indrettet herefter. Hos OBU defineres overvægt derfor også som en risikofaktor samt som årsag til tidlig død og nedsat livskvalitet i tråd med Sundhedsstyrelsens definitioner. Desuden italesættes overvægt som en sygdom og svær overvægt som en kronisk sygdom, hvilket synes særligt praksisideologisk hos medicinsk orienterede vægttabspraksisser som OBU. Det overvægtige barn kategoriseres og positioneres derfor som sygt grundet den eksplicitte italesættelse heraf, og fordi barnet konkret modtages som sygt grundet de forskellige målinger. Det sygelige relateres særligt til fysiske sygdomme frem for psykiske. Dog italesætter lægen overvægt som et personligt anliggende, hvorfor der også rettes fokus mod det psykiske.
OBU som institutionaliseret praksis kan derfor ses i relation til begrebet om governmentality, fordi deltagerne styres til at tilstræbe en bestemt levevis - i denne sammenhæng et liv som sunde, slanke borgere. I tråd med dette anvendes administrative teknikker som begrebet om BMI som et naturvidenskabeligt legitimeringsredskab til at opdele befolkningen i passende og upassende typer.
Ifølge lægen kræver behandlingen desuden, at såvel professionel som deltager giver og kræver alt. Eftersom lægen dikterer regler og anvisninger, som deltagerne følgelig forventes at efterleve, er det dog primært deltagerne, som der kræves alt af. Lægen mener nemlig, at der skal igangsættes ændringer på alle områder af de overvægtige børns liv fra start af. Hos de yngre børn er det dog også forældrene, der behandles, om end barnet anskues som ”bærer af problemerne” med overvægt. Lægen påpeger nemlig, at vægttabet i sidste instans afgøres ud fra, om barnet vil tabe sig eller ej. Samtidig gøres det til OBUs opgave at få barnet motiveret ved at presse barnet hertil og hjælpe barnet til at fastholde motivationen over tid, så problemet med tilbagefald kan imødekommes. Det blev således tydeligt, at der hos OBU er tale om et skævt forhold mellem de professionelle og deltagerne.
Hvordan behandlingen opleves af deltagerne er det centrale i det følgende afsnit, hvor der netop rettes fokus mod forundersøgelsen.
4.5. Deltagernes oplevelser af forundersøgelsen hos OBU
I dette afsnit undersøges, hvordan deltagerne oplever OBUs vægttabsbehandling med eksemplarisk udgangspunkt i forundersøgelsen.
4.5.1. Milles forældre: ”Der manglede et fokus på, hvem Mille er”
Til forundersøgelsen oplevede Milles forældre, at lægen var meget ”kontant” og ”for hurtig”, hvilket var for voldsomt for Mille, idet hun græd efterfølgende. Moren påpeger, at de gerne ville have haft en snak med lægen først uden Mille. Forældrene oplevede nemlig, at det var ubehageligt for Mille, fordi hun mest blev italesat som ”3.person” under forundersøgelsen, fordi lægen ”talte hen over” hende (Bilag 4, 85). Moren synes i øvrigt, at der manglede fokus på, ”hvem Mille er”:
Milles mor: … Han [lægen] manglede ligesom noget viden (…) det jo ikk’ kun… den krydderbolle, der blir puttet ind mellem syv og syv tredive… (Bilag 4, 87)
Derudover savnede forældrene
fokus på grundene bag Milles spisning, hvilket blev tilsidesat til fordel for
selve kost- og motionsændringerne til forundersøgelsen (Bilag 4,
Milles mor: … Det er så nemt for ham, lægen (…) han har ikke set Mille være i en gymnastiksal sammen med tredive andre børn, hvor hun låser fuldstændig! (…) er helt rød i hovedet og ryster og klamrer sig fast til os, vil bare ikk’! (…) Det jo ikke maden (…) det jo fordi, der er et eller andet, andet, der gør hende ekstremt usikker… (Bilag 4, 58)
Faren oplevede det dog som positivt, at det ”gik stærkt” fra de kom ind til forundersøgelsen, fordi de havde håbet på, at ”der ville ske noget” (Bilag 4, 56). Således lod det til, at forældrene var lidt delte i deres holdninger til forundersøgelsen, da faren samtidig sagde, at lægens ”tempo” også var positivt. Dette kan muligvis hænge sammen med, at forældrene ikke ved, hvordan de skal hjælpe Mille med at tabe sig, og at de har prøvet en masse andet uden held.
4.5.2. Liva: ”Lægen var ligesom en kickstarter”
Oplevelsen af, at det var positivt, at ”der skete noget” til forundersøgelsen, beretter Liva også om. Hun fortæller nemlig, at hun oplevede lægens facon som en slags ”kickstarter” i forhold til hendes vægttab (Bilag 4, 170). Dette uddyber hun, som følger:
Liva: … Det var utrolig godt, at han [lægen] virkelig udfordrede (…) han var virkelig… lidt grov i det (…) såd’n, lidt ond mod mig (…) ellers så havde, havde jeg nærmest taget det lidt for let (…) det gav mig lidt drive (…) han har en virkelig stor kompetence til det (…) hvis det såd’n en rigtig sukkersød [behandler] én (…) så begynder man såd’n og føle lidt ondt af sig selv nærmest, og det dur jo slet ikk’ til noget… (Bilag 4, 168)
Liva oplevede dog også, at lægen ikke viste hende tillid, fordi han ikke troede, at hun selv kunne gennemføre vægttabet.
Liva: … Jeg ku’ til gengæld ikk’ li’ det der med, at han ikk’ troede på, at jeg selv ku’ (…) styre mit slikforbrug (…) på et eller andet grundlag HAR han jo os' ret men… på et andet grundlag så er jeg heller ikk’ så travl efter slik (…) det er de mindre børn, der har det såd’n (…) men selvfølgelig har jeg det os' svært med det men (…) jeg kan godt se det selv (…) han fik mig til at føle mig som en rigtig, rigtig grovæder! (Bilag 4, 168)
Liva følte sig altså dårlig tilpas i selve situationen, fordi hun oplevede, at hun blev positioneret som én, der ikke kunne styre eller beherske sig i forhold til slik.
Liva: … Han [lægen] var meget bekymret for (…) jeg ikk’ ku’ la’ vær med og købe slik i butikkerne (…) jeg var begyndt og arbejde i Kvickly (…) og jeg var bare SÅ stolt over det (…) Og så sagde han [lægen] så: ”Ej, ej, men nu, nu vil du få svært ved ikk' og købe slik”(…) Jeg måt' ikk’ ha’ mine penge, fordi at dem sku’ min bedstefar holde, for ellers ville jeg jo gå hen i Netto og øh… Snolde dem væk på slik (…) jeg sad bare dér: ”Jeg KAN godt styre mig!” (…) og det var, bare for at bevise det overfor dem [hos OBU], så måtte min bedstefar heller ikk’ få mine penge, og jeg køber heller ikk’ slik… (Bilag 4, 162)
Liva bor for en periode hos sine bedsteforældre og fortæller om, at lægen provokerede hende, og at hun blev ”stædig”, da lægen italesatte hende som en slags ”slik-narkoman”, der ikke kunne håndtere sine penge. Samtidig beskrev Liva også sig selv som afhængig af slik, sodavand og mad, og sammenligner faktisk sit forhold til mad med alkoholikeres forhold til alkohol (Bilag 4, 186). Livas delte opfattelse kan afspejle, at hendes kostvaner i nogle handlesammenhænge defineres som normale og i andre forstås som unormale og syge, samt at hun oplever et dilemma i, at hun godt ved, at hun ikke burde overspise, men samtidig gør det. Dermed bliver hendes selvforståelse altså modsigelsesfyldt, fordi hun lever under nogle modsigelsesfyldte betingelser. Liva slutter derfor, at lægens grænseoverskridende jargon var nødvendig, fordi lægens hårdhed provokerede hende til at bevise, at hun godt kan styre sig.
4.5.3. Sofies mor: ”Lægen kunne endelig trænge igennem”
På samme måde fortalte Sofies mor, at hun oplevede lægens hårde facon som positiv og udviklende for Sofie, om end moren i selve situationen fandt lægens tilgang for ”voldsom”. I situationen blev hun nemlig i tvivl om, hvorvidt lægen ”var klar over, hvad han gjorde” (Bilag 4, 107). Moren beskrev Sofies reaktion under forundersøgelsen som følger:
Sofies mor: … Hun [Sofie] hulkede, altså hun var simpelthen så ked af det, og hun sad simpelthen og gemte sig sådan her bag et blad, ville overhovedet ikke se på ham (…) og græd og græd og græd (…) da han begyndte at konfrontere hende med nogen af de her ting, og siger til hende at: ”Du SKAL…” (Bilag 4, 106)
Moren mener altså, at Sofies reaktion skyldtes, at Sofies spegepølse skulle skiftes ud, at hun skulle dyrke mere motion som holdsport samt at hun skulle vente tyve minutter med anden portion efter måltiderne[61]. Moren fortalte, at lægens kontante konfrontation dog fik Sofie til at sige nogle ting, som forældrene ikke havde hørt hende sige før, fx at hun ”ikke kunne lide sig selv”. Moren påpegede også, at Sofie blev så vred derinde, at hun råbte af ham og sagde, at hun ”aldrig ville derud igen” (Bilag 4, 106). Dette havde lægen, ifølge moren, responderet på, ved at: ”… Han sagde til hende (…) om hun ville hjælpes, eller om hun ikk' ville… (Bilag 4, 107). Lægens måde at håndtere Sofies modstand mod ændringerne var altså at stille hende spørgsmålet om, hvorvidt hun ønskede at tabe sig eller ej, hvormed han samtidig fortalte hende implicit, at hvis ikke hun gjorde, som han sagde, ville hun forblive overvægtig (og forkert). Lægen tvang dermed indirekte Sofie til at sige ja til at deltage i vægttabsbehandlingen, ligesom Sofies forældre gjorde, da han ikke tilbyder hende noget reelt valg ud fra hans italesættelse. Sofies mor oplevede dog, at denne konfronterende og kontante facon, i modsætning til forældrene selv, formåede at ”trænge igennem” og fange Sofies opmærksomhed. Dette begrundede hun ud fra, at Sofie efterfølgende sagde ”ja” til at ændre sin kost og begynde til håndbold (Bilag 4, 108). Moren italesatte dermed problemet med overvægt som noget, der var inde i Sofie. Sofies mor oplevede følgelig forundersøgelsen som positiv i forhold til Sofies muligheder for at tabe sig. Denne mening delte Sofie dog ikke.
4.5.4. Sofie: ”Min yndlingsspegepølse blev forbudt”
Sofie fortalte, at hun til forundersøgelsen fik af vide, at hun skulle spise mindre slik og pålægschokolade, og at hun skulle spise en anden slags spegepølse:
Sofie: … Man bliver såd’n lidt ked af det (…) når ens yndlingsspegepølse (…) pludselig bliver forbudt (…) så har vi fundet nogle andre spegepølser, som jeg rigtig godt kan li’ (…) men det er lidt svært, når ens storesøster kun ka’ li dén [yndlingsspegepølsen], og jeg ska ha nogen, ha' andre! (…) ens lillebror kan KUN li' den [yndlingsspegepølsen] (…)
Ditte: … Og du skal så ha’ den anden [fedtfattige spegepølse] dér..?
Sofie: Ja.
(Bilag 4, 134)
Jeg spurgte Sofie, om der var noget, hun ikke brød sig om med hensyn til OBU, hvortil hun svarede: ”Lægen!”, fordi lægen gjorde hendes yndlingsspegepølse ”forbudt” (Bilag 4, 137). Sofie oplever altså, at den mad, som hun bedst kan lide, bliver taget fra hende, hvilket er som en meget stor ting for hende. Dette tager lægen hos OBU ikke hensyn til, hvorfor han underminerer den betydning, som Sofies vante madvaner kan have for hende.
Samtidig med, at spegepølsen
forbydes, får Sofies søskende stadig lov at spise denne (Bilag 4,
4.5.5. Opsamling: ”En kontant læge med fokus på kost og motion”
Det skæve styrkeforhold[62] mellem behandler og patient kom også til udtryk i deltagernes opfattelse af behandlingspraksissen. Fx idet Liva påpegede, at lægen vidste besked om, hvad der var rigtigt at gøre for hende, når hun skulle tabe sig. I tråd med dette fortalte Sofies mor, at hun valgte at stole på, at ”lægen vidste, hvad han gjorde”, om end hun undervejs følte sig overvældet og usikker. Det er altså grundlæggende for såvel deltagernes som de professionelle hos OBUs opfattelse, at deltagerne er dem, som har et udviklings- eller læringsbehov, som kræver en bedrevidende persons hjælp. Delmålet synes derfor at være, at de skal ændre deres livsstil for at nå selve målet: Et liv som slank. De personlige tilstande og egenskaber ses derfor som forholdsvis statiske, indtil behandlingsinterventionen igangsættes (Dreier, 2002).
Deltagernes respons på forundersøgelsen var særligt rettet mod lægens attitude samt selve kost- og motionsændringerne. Deltagerne oplevede nemlig, at lægen var meget kontant, hvilket Sofie ikke syntes om. De andre deltagere udtrykte modsatrettede meninger herom: Milles forældre synes, lægens attitude var for voldsom, om end faren samtidig syntes, det var positivt, at der ”skete noget”. Lignende oplevelser italesatte Liva samt Sofies mor, da Liva sammenlignede lægen med en ”kickstarter”, og Sofies mor talte om, at Lægen endelig ”trængte igennem”. Det lader derfor til, at særligt Liva og Sofies mor oplevede lægens attitude som igangsættende for den enkeltes vilje samt som en motiverende faktor for vægttab.
4.6. Deltagernes oplevelser af motivation og selvkontrol
Udover begrebet om motivation var selvkontrolsbegrebet også afgørende for såvel deltagernes som OBUs opfattelser af overvægt og vægttab. Hvordan disse begreber blev italesat af deltagerne gennemgås i det følgende afsnit.
Samtlige deltagere knyttede nemlig mislykkede vægttabsforsøg eller fejlhandlinger under vægttabsprocessen til egengjorte begreber. Både OBUs og deltagernes opfattelser og oplevelser af motivations- og selvkontrolsbegrebet synes derfor at afspejle en essentialistisk og personaliserende forståelse af begreberne (Dreier, 2002, 42). Såvel lægen som de overvægtige børn og deres forældre kan nemlig siges at tolke udfaldet af bestemte situationer, fx overspisning, som egenskaber hos den overvægtige (Dreier, 2002, 97). Hvordan dette italesættes af deltagerne, vil det følgende omhandle.
Motivationsbegrebet blev italesat synonymt med begreberne vilje og ønske i såvel vægttabspraksissen, som i deltagernes private hjem. Deltagernes motivation for at praktisere de dikterede regler, som OBU har udstukket, er derfor noget den enkelte selv gøres ansvarlig for. Hvorvidt den enkelte har succes med at tabe sig, forstås altså som en ”indre styrke” i den enkelte, hvis kraft er afhængig af, hvorvidt man er ligeglad eller vil det nok. Således gøres overvægt og mislykkede vægttab i den henseende til noget selvforskyldt. Fx tillægger Liva eksplicit sin egen vilje til at tabe sig en stor betydning for, at hun stadig er overvægtig:
Liva: … Det har bare aldrig virket, fordi at jeg ikke selv har villet det (…) Når barnet ikk’ selv vil det, når man siger: ”Det dér må du ikk’ ” (…) det virker ikk’… (Bilag 4, 153)
Liva fortæller altså, at de
restriktioner og forbud, som hun er blevet udsat for gennem sin barndom, ikke
er blevet overholdt og fastholdt, fordi hun ikke ”ville” det. Liva taler
dermed ud fra en diskurs, hvor gennemførelsen af et vægttab handler om, hvorvidt
man vil det nok. Under interviewet spørger jeg Liva, om det først er nu,
hun har fået et ønske om at tabe sig, eller om hun har haft det tidligere,
eftersom hun har påpeget, at den enkeltes vilje har en afgørende betydning for,
om vægttabet gennemføres og fastholdes. Liva fortæller, at hun altid har villet
være som ”alle de andre børn”, men at hun tænker, at hun måske har været ”for stædig” til at påtage sig andres regler om spisevaner (Bilag
4,
Liva: … Hvis man har et problem med vægten (…) så er det bare ens egen skyld, fordi man spiser for meget (…) man burde holde op med at æde og… man burde kunne kontrollere det (…) det er jo os' min (…) personlige holdning (…) jeg sys overhovedet ikk’, det er nogen andres skyld, at jeg er overvægtig (…) det er mig, der har spist (…) hvis jeg… ville ha’ gjort noget ved det selv (…) før, så ku jeg jo... godt ha’ gjort det... praktisk talt... men, det har jeg valgt ikk’ og gøre… (Bilag 4, 158)
Liva oplever altså, at hendes overvægt er noget, hun har valgt, samtidig med at hun italesætter et ønske om at være normalvægtig. Ud fra specialets optik kan Livas ”selvmodsigelser” ses som et udtryk for, at hendes betingelser er modsigelsesfyldte[63]. Hvorvidt Liva er motiveret nok, kan derfor ses som et spørgsmål om, hvorvidt Liva oplever, at der er deciderede handlemuligheder tilstede, og hvorvidt hendes selvforståelse indbefatter en ”slank Liva”, altså om hun tror på, at det er muligt. Ud fra specialets optik kan man derfor ikke umiddelbart sætte lighedstegn mellem spørgsmålet om, hvorvidt Liva er motiveret for at tabe sig, og hvorvidt dette faktisk gennemføres. Dette omtaler Milles forældre også i det følgende citat:
Milles mor: … Hvis man er motiveret for, som voksen i hvert fald, og sige: ”Nu vil jeg tabe mig” (…) Så er det man kommer afsted til sin spinning og man lader slikket stå selvom det fredag og resten af familien spiser slik (…) man går de ti kilometer (…) så er der noget andet, der må vente (…) Hvis man ikk’ er motiveret, nå men så passer det dårligt (…) så skal resten af familien [vente med at] spise en halv time, hvis man sku’ til spinning eller, altså så har man hele tiden en undskyldning (…)
Ditte: "Vil" man det så heller ikk’, når man ikk’ er motiveret?
Milles mor: Nej, det tror jeg ikk, ikk hel-hjertet (…)
Milles far: Næ, fordi altså da du [Milles mor] virkelig gik efter det, jamen da raslede kiloene også af dig (…)
Milles mor: ... Jeg tænkte: ”Nu! skal det være” (…) og så smed jeg vel atten kilo eller sådan noget i løbet af det første halve år (…) og så gik det i stå. (Bilag 4, 66)
I tråd med Livas italesættelse opfatter Milles forældre altså, at gennemførelsen af et vægttab handler om, hvorvidt man er motiveret for at tabe sig eller ej samtidig med, at motivationen anskues som noget, der skal komme indefra den enkelte person. På samme måde omtaler Sofies mor sine egne problemer med at gennemføre og fastholde vægttab:
Sofies mor: … Ja men, jeg ku
jo altid godt tabe sig (…) jeg har simpelthen rygrad som en regnorm (…) Det der
med bare og spise lidt mindre eller bare la’ vær og ta’
det og det (…) det er altså rigtig svært for mig. (Bilag 4,
Sofies mor sætter metaforisk sin selvkontrol lig med, at hun har ”en rygrad som en regnorm”. Netop sådanne diskurser om, at man burde kunne styre sig og kontrollere sin spisning, har Liva også taget til sig. Liva beskriver det derfor som ”ydmygende” og ”pinligt”, når hun skal i behandling for sin overvægt samt i de situationer, hvor hendes jævnaldrende har opdaget, at hun er på diæt, fordi det signalerer, at hun ikke kan beherske sig (Bilag 4, 154). Moren fortæller også, at ét af Sofies problemer med sin overvægt formegentlig er, at hun ikke kan ”styre sig”, når hun får en skål slik:
Sofies mor: … HRRK! Så er det [slikket] væk ikk’ (…) Det er måske igen, det dér med at kunne stoppe… (Bilag 4, 96).
Selvkontrolsbegrebet italesættes derfor på samme personaliserende og essentialistiske måde som førnævnte motivationsbegreb. Dog italesættes selvkontrolsbegrebet mere som et forholdsvist fast karaktertræk. Dette tilbyder en anden ansvarsplacering, da henvisningen til den defekte selvkontrol samtidig har en dæmpende effekt i forhold til andres og egne bebrejdelser, hvorfor den enkeltes overvægt ikke i samme grad gøres selvforskyldt, fordi det ikke anskues som ens egen skyld. Til gengæld positioneres vedkommende som en person med en svag karakter grundet sin såkaldte svage selvkontrol (Dreier, 2002). I det ”levede liv” lader begreber om selvkontrol og motivation derfor også til at blive blandet på kryds og tværs i deres italesættelse og subjektive forståelse, hvorfor de ikke altid kan adskilles.
Diskurser om manglende selvkontrol som begrundelse for personlige fiaskoer har ikke altid været så fremherskende, som de synes at være i dag. Ifølge forfatter Beth Grothe Nielsen var det først i 1980’erne, at den enkeltes selvkontrol kom i fokus som det afgørende ved fristelser: Fx ved udførelsen af kriminalitet, indtagelse af alkohol, stoffer, ved overspisning etc. (Nielsen, 2007). Nielsen mener, at samfundsmæssige diskurser om individets selvkontrol har forandret sig meget siden 1920’erne og frem til i dag, og at denne udvikling skal ses i relation til den politiske udvikling i den pågældende periode (Nielsen, 2007). Fra omkring 1980’erne har fokus, ifølge Nielsen, været rettet mod selvkontrol som en slags kompetence, der forhindrer, at man begår kriminalitet eller på anden vis agerer ubehersket i forhold til stoffer, alkohol, mad og drikke (Nielsen, 2007). Selvkontrol synes derfor ønskværdigt at besidde i vor samtid[64]. Lassen pointerer i tråd med dette, at børn i vor samtid allerede i en meget tidlig alder lærer, at det er skamfuldt ikke at kunne kontrollere sig selv, det vil sige, i forhold til at kontrollere ”sin opførsel” på bestemte måder (Lassen, 2000, 80).
Hos OBU italesættes subjektets omfang af motion også som et spørgsmål om motivation og selvkontrol: Deltagerne fortæller nemlig om, hvordan de motionsmæssige aktiviteter kan være svære at tage sig sammen til, når man skal tabe sig. Dette fortæller Sofie fx eksplicit som det sværeste ved vægttab:
Sofie: … Det er svært at komme ud og bevæge sig, når ens far kommer sent og ens mor, selvom hun [moren] har været ude og løbe, så skal man stadig lige komme i gang (…) selvom vi har en løbemaskine, så det lidt svært, fordi den er ved at ruste lidt sammen (…) Wii[65] det bliver såd’n lidt kedelig… (Bilag 4, 137).
Liva fortæller i tråd hermed, hvordan hun oplever, at hun bedst kan tage sig sammen til at komme til fitness, når hun er motiveret (Bilag 4, 165), og Milles mor beretter om, hvordan hun kom afsted til morgenaerobic hver dag på sin ferie modsat nu, fordi hun dengang var motiveret (Bilag 4, 68). Når deltagerne ikke fortalte direkte om selvkontrol- og motivationsbegreberne, men om vægttabsprocessens andre temaer og problematikker, synes selvkontrol og motivation alligevel at være den gennemgående røde tråd, enten implicit eller eksplicit.
4.7. Vægttabspraktisering i deltagernes daglige livsførelse
I det følgende inddrages nogle eksempler på, hvordan deltagerne praktiserer selve vægttabet og forholder sig til OBUs metoder under vægttabsprocessen.
4.7.1. De professionelles fastholdende og motiverende betydninger
Nogle af deltagerne italesætter de professionelle hos OBU, herunder særligt lægen, som havende motiverende og fastholdende betydninger under vægttabsprocessen.
Fx fortæller Sofies mor, at hun både anvender konsultationer hos OBU samt henviser til lægens ytringer som støtte i det daglige for at fastholde og motivere Sofie, når Sofie forsøger at modsætte sig. Moren oplever dermed, at Sofie kan motiveres og fastholdes i løbet af processen, hvis der er én udefra, der er dygtig nok til at nå ind til Sofies indre jeg og ændre dette, så Sofie fremadrettet vil have et ønske om at tabe sig og samtidig kunne gennemføre vægttabet.:
Sofies mor: Det er hans [lægens] ord, der bliver ved såd’n med at køre igen hos os, og (…) klart dét der er trængt ind hos Sofie, selvom det var hårdt, selvom det var for overskridende… (Bilag 4, 109).
Moren oplever altså, at Sofie ikke tror på hende, men vil komme til det, hvis bare der er nogle professionelle, der konfronterer Sofie ”hårdt” og grænseoverskridende nok. Der skabes således en situation, hvor Sofie påtvinges en behandling, som samtidig kræver, at Sofie selv er motiveret for at deltage, hvilket synes modsigelsesfyldt og paradoksalt. Moren oplever altså, at Sofie accepterer lægens plan efterfølgende, fordi han er grænseoverskridende, hvilket moren ser som en succes. Sofies mor synes derved at rette fokus mod selve vægttabet, det vil sige, forløbet på kort sigt, frem for de mulige betydninger som lægens tilgang og metoder kan få på længere sigt[66].
Liva fortæller også om, hvordan konsultationerne hos OBU er med til at fastholde og motivere hende i at styre og kontrollere sin spisning og motion og dermed sit vægttab i det daglige. Liva oplevede nemlig, at særligt lægen gav hende et ”drive” til at komme i gang og holde fast i vægttabsforløbet i sin daglige livsførelse i kraft af hans kontante og grænseoverskridende facon. Måden hvorpå Liva anvender lægens konsultationer som fastholdene for sin motivation og selvkontrol, ligner derfor Sofies mors metode i ovenstående.
4.7.2. Vejningens og vægtudviklingens ambivalente betydninger
Som nævnt, er én af OBUs metoder til vægttab, at de overvægtige børn bliver vejet. Liva beskriver sit forhold til vejning som værende ambivalent, fordi hun, på den ene side, oplever det som motiverende og fastholdene for sin selvkontrol, når vejningen viser, at hun har tabt sig, hvorimod hun mister sin selvkontrol, hvis det modsatte viser sig. Tidligere vejede hun sig ofte, men hun oplevede, at hun spiste mere og mistede kontrollen over sin spisning, når hun havde taget på i vægt. Når vægten viser, at hun har taget på, bliver hun nemlig bange for at tage det hele på igen, hvilket, hun beskriver, kan få hende til at overspise. Vejningen bliver i disse situationer Livas fjende: Hvis tallet viser en vægtøgning, kan dette medføre, at hun giver op. Omvendt bliver vejningen hendes bedste ven og sejr, når den viser, at hun har tabt sig. Derfor prøver Liva nu at undgå at veje sig for ofte, men hun vejer sig stadig, før hun skal til vejning hos OBU (Bilag 4, 179). Vejningen opleves dog stadig som stressende:
Liva: … Jeg bliver så usikker, når jeg vejer mig (…) når jeg er nået til det hos diætisten (…) min puls den går bare op og mit hjerte: duddung-dudung-dudung-dudung, jeg sidder bare dér: no-no-no-no-no-no! (…) jeg HADER det virkelig (…)
Ditte: Hvad er det, du hader ved det? Hvad er det din puls reagerer på? (…)
Liva: Jamen, det er virkelig såd’n bedømmelse (…) og frygt nærmest, for den der vægt (…) der såd’n bedømmer (…) hvad den viser (…) om det nu er gået godt eller dårligt… (Bilag 4, 179)
Liva fortæller altså, at det tal, som vægten viser, bliver et direkte tegn på, hvorvidt vægttabsprocessen opleves som en succes eller ej. Som hun selv påpeger, bliver vejningen dermed også en direkte bedømmelse af hende.
Betydningen af det vægtmæssige tal synes derfor at få en afgørende og altoverskyggende betydning for Livas selvforståelse, selvom dette tal kun favner en meget lille del af det menneske, som Liva er. Livas selvbedømmelse beror nemlig ikke kun på, hvad hun ser i spejlet, idet hun siger: ”Jeg bedømmer mig selv meget på vægten” (Bilag 4, 176).
Lignende oplevelser har Milles mor gjort sig, da hun også anvender vejningen som vægtkontrollerende. Et par gange om måneden, når Milles mor selv vil veje sig, spørger hun nemlig Mille, om hun vil være med. Moren selv vejer sig dagligt, hvilket hun startede med i forbindelse med et andet vægttabsprogram, hun var på tidligere, men som hun ikke deltager i længere. Milles mor er altså fortsat med at veje sig dagligt (Bilag 4, 81).
Milles mor: I starten gav det ligesom bare blod på tanden til og tabe sig noget mere ikk, og så var det man blev helt afhængig af den der vægt, så man nærmest øh, sku’ ha’ plads i kufferten, da man sku' på ferie ikk’ (…) jeg vejer mig næsten hver dag stadigvæk (…) når jeg så kan fornemme, at jeg har taget lidt på så tænker jeg: Puh, jeg burde ikk’ veje mig…
Ditte: Hva’ gør det ved dig, når du fornemmer, at du har taget lidt på?
Milles mor: Jamen, man blir da sur på sig selv… (Bilag 4,
Milles mor oplever altså selvforagt, når hun har taget på, hvilket viser, at hun, ligesom Liva, knytter vejningens resultat tæt til sin selvforståelse. I tråd med Livas oplevelse, håber Milles forældre, at Mille snart vil tabe sig, da de også oplever det som motiverende, når der sker noget på vægten (Bilag 4, 83).
Grundene til, at Liva og Milles forældre tillægger det vægtmæssige tal så stor betydning, kan skyldes forskellige betingelser. Fx at de er bange for at øge deres vægt igen, eftersom begge tidligere har været på kure, hvor de ikke formåede at fastholde vægttabet. Vejningen synes altså at få ambivalente betydninger under vægttabet: Som udgangspunkt forsøger de at kontrollere, at de stadig er på rette spor, forstået som at man ikke øger sin vægt. Sådanne oplevelser af selve vejningens funktion og betydning kan blive forstærket yderligere af det fokus, som også rettes mod vægten hos OBU. Derfor kan den subjektive betydning, som vejningen får, også ses i sammenhæng med OBUs diskurser, som netop også vurderer den enkeltes succes eller fiasko ud fra det tal, som vægten viser. Således vurderes den overvægtiges praktisering af vægttabet unuanceret og som et spørgsmål om ”enten-eller”[67] ud fra vægten. I forhold til kosten synes OBUs metoder også unuancerede.
4.7.3. De unuancerede kostregler og -anvisninger
OBU vejleder deltagerne i forskellige regler omkring måltiderne, som deltagerne italesætter som mere eller mindre problematiske at praktisere. Liva fortæller fx, at OBU har vejledt hende i, at hun helst skal spise seks gange om dagen, hvoraf de tre skal være hovedmåltider (Bilag 4, 180). Men nogle gange, er hun ikke sulten ved måltiderne, hvorfor hun oplever det som ”meningsløst” at spise, når det er upassende i forhold til hendes sultfornemmelse, og derfor vælger hun alligevel at vente lidt tid eller springe et måltid over (Bilag 4, 181).
En lignende erfaring har Milles forældre gjort sig i forhold til Mille. De fortæller nemlig også, at de ikke længere beder Mille følge OBUs regel om at vente tyve minutter med anden portion, om end de forsøgte dette overfor Mille én gang. Det blev dog valgt fra igen, fordi:
Milles mor: … Det var bare hendes [Milles] kommentar med det der: ”Jamen mor, jeg kan mærke, jeg er sulten nu!” (…) åhh og det… Man kan bare godt føle det såd’n lidt som et overgreb, når jeg skal gå ind og sige: ”Nej nej, du er ikk’ sulten nu!” eller: ”Ja, det kan godt være, men du må ikk’ få...”
(…)
Milles far: Det strider mod alt ikk’… (Bilag 4, 90)
Milles forældre oplever tilsyneladende, at denne regel synes forkert og malplaceret, når Mille udtrykker eksplicit, at hun stadig er sulten. Forældrene vælger at stole på, at Mille er den, der ved bedst i forhold til sin sultfornemmelse. Sofies mor fortæller derimod, at de forsøger at praktisere tyve-minutters-reglen derhjemme, hvor Sofie altså skal vente med sin anden portion (Bilag 3, 114). Dog forstærkes Sofies position som forkert, fordi hun er den eneste, der skal vente, samtidig med at det understreges, at hendes sultfornemmelse er problematisk[68].
Udover ovenstående retningslinjer fordrer OBUs tilgang også, at deltagerne spiser morgenmad hver dag. Umiddelbart synes dette ikke problematisk, men deltagerne kritiserer dog selve morgenmadens indhold. Til forundersøgelsen opfordrede lægen deltagerne til at spise enten ristet rugbrød, havregryn eller havregrød til morgenmad (Bilag 4, 11). Lægen sagde fx, at Milles boller skulle udskiftes, selvom Mille ikke bryder sig om nogle af de nye alternativer. Forældrene har derfor valgt, i modstrid med OBUs anvisninger, at Mille gerne må få boller i weekenden, da de ikke synes, det er fair, hvis hun aldrig må få boller (Bilag 4, 53).
Liva bryder sig heller ikke om de morgenmadsvalg, som tilbydes hos OBU. Liva fortæller dog, at hun nu tvinger sig selv til at spise havregryn. Hun beskriver nemlig, hvordan hun ”klemmer havregryn ned” med enten yoghurt eller rosiner (Bilag 4, 166). Liva forsøger altså at camouflere smagen af gryn med noget, hun godt kan holde ud at spise. For Liva, som normalt ikke spiser morgenmad, bliver dette en dobbelt udfordring, hvilket kan forstærke risikoen for, at hun slipper morgenmadsspisningen helt, da det umiddelbart synes sværere at fastholde spisningen af noget, man ikke synes om.
En lignende camouflerende metode anvendes hjemme hos Mille i forhold til grøntsager. Milles far fortæller nemlig, at Mille, hendes bror og faren selv ikke bryder sig om grøntsager, hvorfor de fx laver lasagne med grøntsager i: ”Så camouflerer vi pastinakker og gulerødder til den helt store medalje…” (Bilag 4, 64). Milles far udtrykker samtidig, at det er svært at finde på spændende retter ud fra den kost, de nu skal servere:
Milles far: … Jeg synes altid, det er det samme røvkedelige altså… Grøntsager ja, altså jeg er ved at bræk' mig af bønner, bønner smager ad helvedes til (…) Broccoli mand, det er noget, man kan rense havegrill med… (Bilag 4, 67)
Milles fars fortælling om, at de nu skal spise flere grøntsager, skal ses i relation til OBUs begreb om tallerken-modellen, som viser hvilke kosttyper et såkaldt sundt måltid skal inddeles efter, særligt med henblik på mange grøntsager. Milles far påpeger i ovenstående citat, at de savner inspiration til sunde alternativer til spændende mad: ”… Det er nemt nok og sige: ”Det må I ikk'”, men altså igen [savner vi] et redskab… (Bilag 4, 55). I tråd med dette påpeger Sofies mor, at hun godt kunne tænke sig nogle flere opskrifter på slankemad til børn (Bilag 4, 115). Sofies mor fortæller fx, at det var særligt godt, da diætisten kom med et konkret råd til, hvordan de kunne anvende mindre olie under madlavningen (Bilag 4, 115). Liva har gjort sig en lignende erfaring, hvor diætisten fx anbefalede hende at spise Cheasy yoghurt frem for Yoggi yoghurt, hvilket Liva synes var rigtig godt (Bilag 4, 182). Liva og Sofies mor oplever det altså som positivt, når OBU giver alternativer, som ligger tæt på det, de er vant til, men som til gengæld er mere kaloriefattigt. I sådanne tilfælde kan man også sige, at OBUs anvisninger imødekommer deltagernes kortsigtede handleinteresse, samtidig med at der tages hensyn til deltagernes langsigtede handleinteresse om vægttab.
Dette kan ses i modsætning til lægens definition af, hvad der er rigtigt og forket at spise til morgenmad, da der ikke tages udgangspunkt i den enkeltes ønsker herom, men i stedet påtvinges alle de samme tre valgmuligheder, uanset hvor forskelligt det er fra deres egne præferencer. Det samme oplever Liva i forhold til alkohol:
Liva: … Diætisten hun ser simpelthen den dér ENE ting, alkohol, altså det må jeg bare SLET ikk’, og hun kommer ikk’ med nogle alternativer… (Bilag 4, 182)
Liva synes frustreret over, at
det ikke er muligt at gå på kompromis med hensyn til alkohol, når hun ellers er
villig til at give afkald på alt andet usund kost. Liva fortæller, at hendes
utilfredshed hermed også skyldes, at alkohol har en vigtig social betydning for
hende, og at hun i øvrigt kun drikker alkohol én gang om ugen, når hun fester
med sine venner (Bilag 4,
Med hensyn til alkohol kommer diætisten heller ikke med alternativer, hvilket frustrerer Liva. Liva fortæller, at hun derfor ikke overholder denne regel, hvorfor Liva formentlig bøder med dårlig samvittighed, når hun er til fest og får alkohol. Om end disse sociale situationer som inkluderer alkohol er vigtige for Liva, og desuden kun finder sted en gang om ugen, tages der ikke hensyn hertil. I stedet gør diætisten sig til en slags dommer for, hvordan Liva prioriterer i sit liv.
OBUs unuancerede tilgang til vægttabsprocessen synes også at træde frem i måden,
hvorpå deltagerne forsøger at kontrollere deres spisning. Ifølge Liva er
det fx særligt problematisk at tabe sig, fordi mad ikke bare kan bandlyses som
fx alkohol, rygning eller narkotika. Hun fortæller derfor, at man derfor er
nødt til at lære at styre sin spisning (Bilag 4, 85). Liva fortæller nemlig, at
når man (først) spiser, er det nemt at komme til at spise for meget, hvorfor
hun hurtigt kan komme til at overskride grænsen herfor (Bilag 4,
OBUs kostpolitikker i forhold til passende mængder kost synes altså også unuancerede, da der henvises til max antal portioner, stykker eller lign. som ikke tager hensyn til den enkelte, men som er generelle. Spiser vedkommende mere end det, der er angivet som passende, opleves det som fejltrin. Denne tilgang tager dermed ikke højde for eventuelle variationer mellem menneskers grunde, sultfornemmelse, særlige situationer og andre betingelser, som kan medføre, at den enkelte ikke altid kan holde sig indenfor den angivne mængde kost.
Kostpolitikkerne hos OBU implicerer også, at den enkelte holder sig helt væk fra bestemte mad- og drikkevarer i dagligdagen, fx fortalte Sofie, at hendes yndlingsspegepølse blev ”forbudt”[70]. Praktiseringen af denne afholdenhed synes dog mere kompliceret, end hvad der italesættes til konsultationerne hos OBU. Fx fortæller Milles mor om, at bestemte situationer gør, at de alligevel spiser det forbudte:
Milles mor: … Jeg er ved at bræk' mig af dårlig samvittighed! (…) Og alligevel spiser vi en fastelavnsbolle, for fastelavn er det! (Bilag 4, 74)
Milles forældre henviser til fastelavnsboller som en uadskillelig del af at holde fastelavn. Når Mille og hendes familie i situationen spiser fastelavnsbollerne alligevel trods de modstridende emotioner og handleinteresser, lader det altså til, at der er nogle betingelser og grunde, som synes endnu mere afgørende i den specifikke situation, hvorfor familien handler efter deres kortsigtede handleinteresse, hvorved handleevnen synes restriktiv, idet det modarbejder deres langsigtede ønske om vægttab. Dette kan muligvis ses i sammenhæng med, at familien oplever, at det ikke er den ene fastelavnsbolle, der afgør, hvorvidt en person er overvægtig eller ej, men eftersom denne slags mad er forbudt, så skaber dette dårlig samvittighed hos Milles mor og formentlig også hos Milles far og Mille selv. Den dårlige samvittighed bevidner om en oplevelse af, at Milles mor føler sig medskyldig i, at Mille forbliver overvægtig og ikke taber sig.
Det lader derfor til, at både OBUs professionelle og deltagerne selv oplever en fuldstændig afholdenhed som nødvendig i forhold til den usunde kost, hvis man skal tabe sig. Fx fortæller Milles mor, at hun ”har præsteret at ta’ nogle grøntsager med selv” (Bilag 4, 88), hvis hun skulle spise hos andre end hjemme hos sig selv. Dette tyder altså på, at der ikke skal særligt meget til, før Milles mor oplever, at vægttabet mislykkes, fordi hun kan bryde kostplanen for en enkel aften, da hun så oplever at miste selvkontrollen. Sådanne erfaringer lader det også til, at Sofies mor har gjort sig:
Sofies mor: … Hvis jeg ska’ tabe mig, så skal jeg meget ha’ såd’n en bestemt kur, jeg går efter (…) men det der med bare og spise lidt mindre eller bare la’ vær at ta’ det og det (…) enten eller ikk’ (…) den der smidighed er meget svær... (Bilag 4, 94)
Både Sofies og Milles mor fortæller altså om, at det opleves svært og nærmest umuligt for dem at balancere mellem henholdsvis den tilladte og forbudte kost uden at miste kontrollen. For at undgå at spise det forkerte forsøger Milles mor at kontrollere sin egen og Milles spisning ved at eliminere den forbudte kost fra deres hjem:
Milles mor: Jeg vil helst ha det [usunde] helt ud! (…) Er det [usunde] her, så spiser vi det (…) Jeg har ikk’ rygrad, når Mille kan se, der står et glas Nutella op i skabet… (Bilag 4, 65)
Det synes altså umuligt for Milles mor at lade det forbudte være, hvilket netop kan ses forstærket af, at det er forbudt og dermed mere interessant. Dette eksemplificerer også den unuancerede og polariserede opfattelse af kosten, idet et glas Nutella fx kan have så stor betydning for, om et vægttabsforløb opleves som succesfuldt eller ej.
4.7.4. Opsamling: ”Perfekt eller fiasko”
Ovenstående afsnit forholdt sig til, hvordan deltagerne oplever og praktiserer OBUs metoder i deres daglige livsførelse. De professionelle hos OBU synes her at få særlige motiverende og fastholdende betydninger for flere af deltagerne. Sofies mor og Liva oplever nemlig, at lægens grænseoverskridende attitude under konsultationerne har en fastholdende funktion, fordi han ”trænger igennem hos Sofie” og giver Liva et ”drive”. Derudover henviser Sofies mor eksplicit til lægen, når Sofie modsætter sig eller synes demotiveret.
OBU vejer deltagerne for at kontrollere deres vægtudvikling samt for at vurdere om vægttabet praktiseres som det skal, hvorfor deltagerne også anvender vejningen som sådan i deres daglige livsførelse. Vejningen hos OBU såvel som i deltagernes private hjem får ambivalente funktioner og betydninger, hvilket Milles mor og Liva italesætter. På den ene side som en motiverende faktor, når tallet på vægten er, som deltagerne håber, og omvendt opleves det som et nederlag, når det modsatte er tilfældet. Milles mor og Liva oplever i relation hertil, at det tal, som vægten viser, får stor betydning for deres selvforståelse: Når vægten viser noget, der opfattes som negativt, vil de følgelig føle sig som fiaskoer og omvendt.
I forhold til kosten synes deltagerne enige om, at det er særligt godt med konkrete råd og idéer i forhold til såvel selve madlavningen som deciderede menuer og opskrifter. I tråd hermed udtrykker Sofies mor og Liva, at det er positivt, når disse råd tager udgangspunkt i den mad, som de godt kan lide og er vant til.
Deltagerne bliver altså vejledt i måltidernes rette struktur samt om tilladte og forbudte madvarer, og OBUs kostregler og -anvisninger tager kun sjældent hensyn til den enkeltes kortsigtede handleinteresse i den daglige livsførelse, men til det langsigtede mål om vægttab. Det lader til, at deltagernes forskellige problematikker derfor kan henføres til, at OBU anvender generelle og unuancerede metoder. OBUs kostregler og råd baseres på, hvad der er optimalt og effektivt rent biologisk og fysiologisk, når man skal tabe sig uden at medtænke den konkrete praktisering i den daglige livsførelse.
I det følgende afsnit uddybes hvorfor og hvordan OBUs metoder bliver problematiske for deltagerne.
4.8. Vægttabsbehandlingens betydninger for deltagerne
Analysen har indtil nu rettet fokus mod deltagernes oplevelser af overvægt og vægttab i relation til OBUs vægttabsbehandling. Det synes klart, at deltagerne oplever det som problematisk både at leve som overvægtig og at skulle tabe sig. Det blev nemlig tydeligt, at vægttabsprocessen ofte opleves som ambivalent og modstridende. Hvilke betydninger dette kan få for deltagerne aktuelt og fremadrettet analyseres og diskuteres i dette afsnit.
4.8.1. Modsigelser, unuancerede metoder og fremmedbestemthed
Ifølge Dreier implicerer den kontrolvidenskabelige tilgang, som praktiseres hos OBU, en selvmodsigelse på samme måde som det skæve forhold mellem behandleren og den overvægtige. Dette fordi den overvægtige forventes at kunne styrke sin selvkontrol ved hjælp af behandlerens fremmedbestemte kontrol (Dreier, 2002, 97ff). Idet, at interventionen sætter ind, ventes et indre forhold nemlig at opstå hos den overvægtige, hvilket Dreier forklarer, som følger:
”… Personen [antages] at gøre en del af sit ’indre’ til sit ’ydre’ i forhold til den anden del af sit ’indre’ der skal forandres af denne ’ydre’ intervention. Tankefiguren repræsenterer en fordobling af den ydre interventions modus. Personen deles så at sige i to, hvoraf den ene tillægges en evne til at kunne forandre den anden men ikke sig selv.” (Dreier, 2000, 184).
Modsætningsforholdet består altså i, at den overvægtige på den ene side opfattes som underlagt nogle bestemte, syge eller problematiske tilstande og egenskaber, som kræver hjælp udefra, men samtidig ansvarliggøres den overvægtige også selv for forandringsprocessen[71]. Efterfølgende skal den overvægtige forsøge at ”installere” sin egen kontrol over sin spisning for at opnå denne styrkede form for selvkontrol og selvansvarlighed (Dreier, 2002, 104ff). Ud fra dette ville en fuldstændig form for selvkontrol dog kræve, at den overvægtige selv kan styre sin verden, hvorfor vedkommende, i den forstand, må have total magt over sin omverden, da omverdenens betingelser og krav ellers kan bryde med den enkeltes selvkontrol. Hos OBU er målet at vægttabet skal fastholdes på sigt, som søges gennemført ved inddragelsen af mange fagligheder blandt de professionelle ud fra en opfattelse af at vægttab og vægtfastholdelse er kompleks. Tværfagligheden er med sikkerhed relevant, men ved førnævnte fremmedbestemte kontrol under vægttabsprocessen øges risikoen for tilbagefald, når kontakten til OBU slippes, idet deltagerne ikke er deres egen begrundelse, så længe denne er fremmedbestemt[72] (Birck-Madsen, 2007, 44). Deltagernes oplevelser af, at selvkontrol og motivation under vægttab er svært og problematisk, synes derfor forståelig, da OBUs metoder er en umulig opgave at stille deltagerne overfor. Hos OBU forventes det også implicit, at deltagerne kan udøve konstant selvkontrol på trods af de betingelser, de lever under, som netop er forskellige og ofte også modsatrettede (Dreier, 2002, 97). Konsekvensen heraf bliver, at den overvægtiges konflikter blot tilspidses yderligere, grundet frustration over, at man ikke bare kan styre sig eller tage sig sammen, som samtidig bekræftes af OBUs diskurser og metoder. I tråd med dette oplever Milles forældre fx, at Mille har fået det værre, efter de er startet hos OBU, idet hun er ked af det dagligt (Bilag 4, 75). Det lader altså til, at Mille er frustreret over, at hun ikke kan styre sig og tabe sig, hvilket giver sig til udtryk i en forværret selvforståelse og kropsopfattelse, efter de er startet hos OBU. Moren fortæller desuden, at Mille dagligt kommenterer sin krop eller sin vægt, og at hendes fokus på sin overvægt derfor også er blevet større, efter Mille er startet hos OBU (Bilag 4, 75). Selvfølgelig kan der også være andre grunde til, at Mille har fået det dårligt, end hvad angår OBU, men hun har i hvert fald ikke fået det bedre med sig selv og sin krop.
På samme måde fortæller Sofies mor, at Sofie har fået det dårligt på det seneste og igen har taget på i vægt (Bilag 4, 112), og Liva fortæller i tråd med dette, at hun har prøvet adskillige andre slankekure og forløb hos diætister, dog uden held. Selvom Liva har tabt sig på de fleste af kurene, har hun efterfølgende taget det hele på igen og ofte endt med at veje mere, end da hun startede. Liva begrunder sine mislykkede slankekure på følgende måde:
Liva: … Så går der et eller andet galt, og så lige pludselig så snubler man over det hele og så… ja, så tar’ man det hele på (…) så gir man såd’n op… (Bilag 4, 157)
Livas oplevelse af at miste kontrollen ved et enkelt fejltrin kan ses i relation til betydningen af OBUs tilgang til kost og vægt som værende unuanceret og polariseret[73]. Eftersom tal er ”firkantede”, betinger dette følgelig et unuanceret billede af vægttabsprocessen og kan medføre selvsamme selvforståelse. Den enkeltes vægttabsproces er dog ofte langt mere mangesidig, hvorfor anvendelsen af tal som bedømmende herfor synes misvisende.
OBUs unuancerede tilgang til kosten blev også italesat som problematisk, fordi deltagerne ikke synes om kosten eller finder den kedelig og unuanceret, hvilket derfor kan være med til at øge risikoen for, at deltagerne afbryder vægttabsbehandlingen. Dette vidner samtidig om, at OBUs læringstilgang ikke synes at holde stik, da viden om sund kost ikke umiddelbart kan overføres og praktiseres uden hensyntagen til subjektive forhold og betingelser[74].
Udover at deltagerne risikerer at give op, kan den unuancerede vægttabsmetode endda medføre det modsatte, altså at deltagerne begynder at spise mere. Fx er Liva frustreret over, at hun ikke må drikke alkohol i weekenden, men valgte at gøre det alligevel trods dårlig samvittighed[75]. For at mestre dårlig samvittighed tyer Liva til én af de handlinger, som lader til at falde hende nemmest på kort sigt, når frustration eller bekymring melder sig: At overspise eller spise noget af det forbudte (Bilag 4, 191). For at undgå denne negative spiral kunne vejledningen i alkohol i stedet være kompromissøgende og tage hensyn til nogle af de handlegrunde, som Liva har, for at deltage i bestemte handlesammenhænge, hvor alkohol indtages. Alkohol kan fx være en fælles aktivitet som gør, at Liva deltager på lige fod med de andre tilstedeværende.
Således lader det til, at den
overvægtiges konflikter tilspidses yderligere, hvis selvforståelsen som fiasko
forstærkes, fordi den overvægtige ikke kan følge de retningslinjer, som OBU har
udstukket på grund af kostindtagelsens bagvedliggende, forskudte grunde.
Samtidig med dette kan overspisningen endda opleves endnu mere ukontrolleret,
fordi den overvægtige kan anvende overspisningen som trøstende for de mange
vægttabsfiaskoer, som fx var tilfældet for Liva (Dreier, 2002,
”Tages der ikke hensyn til sammenhængen mellem livsbetingelser og handlegrunde, forbliver klientens ’symptomatiske’ adfærd med andre ord i sidste ende uforståelig og ikke rigtig til at tage fat i, og klienten henvises blot til alternativet mellem ’blindt’ at afbryde behandlingen eller ligeså ’blindt’ at give efter overfor behandlerens forklaringer” (Dreier, 2002, 99).
De forklaringer, som Dreier refererer til, bliver i nærværende speciale forklaringer, som omhandler, at den enkelte ikke vil det nok, har en svag selvkontrol eller ikke tager sig sammen[77]. Ud fra specialets optik vil det altså også sige, at OBUs metoder enten fører til, at deltagerne opgiver i frustration over, at de ikke kan tabe sig eller fastholde vægten, som OBU påpeger, at de burde kunne. Alternativt kæmper de en uendelig kamp underlagt vægttabsbehandlingens metoder, som formentlig vil føre til kortvarige vægttab, men som med tiden vil blive til en tilbagevendende vægtforøgelse i tråd med, at den overvægtige opgiver, hvormed selvforståelsen som fiasko forstærkes, og den konfliktfyldte spisning fortsætter derved eller forstærkes yderligere.
Den overordnede grund til, at vægttabsforløbet kan tage sådanne retninger, er, at OBU ikke tager hensyn til, at overspisning også kan forstås som, hvad Dreier, i førnævnte citat, betegner som ”den symptomatiske adfærd”. Så længe opmærksomheden ikke rettes mod grundene til den enkeltes overspisning, vil disse grunde formentlig fortsat bestå, såfremt de ikke ophæves af andre grunde. Ud fra de samfundsmæssige og OBUs diskurser om overvægt som risikofaktor for såvel sygdomme, mistrivsel og et dårligt liv[78] synes der heller ikke plads til de overvægtige mennesker, der har deres grunde til at have det overvejende godt med deres overvægtige krop, og egentlig ønsker at leve et liv som såkaldt overvægtig - trods de kropslige, helbredsmæssige konsekvenser, som overvægten kan medføre. Dette leder os videre til en diskussion af, hvilke betydninger OBUs sygeliggørelse af overvægten kan have for deltagerne.
4.8.2. Sygeliggørelse af overvægt
Sundhedsstyrelsen har ladet mig fortælle i en telefonsamtale, at det aktuelt diskuteres, hvorvidt diagnosticering af overvægtige som værende syge, bør træde i kraft i Danmark. Hos OBU er italesættelsen af overvægtige som syge dog allerede aktuel. Spørgsmålet er, hvilke muligheder og begrænsninger denne sygeliggørelse giver deltagerne. Umiddelbart kunne man forestille sig, at nogle svært overvægtige ville opleve det som befriende at blive kategoriseret som syge, da de således kan begrunde deres oplevelser med vægttabsmæssige nederlag ud fra en patologisk forklaring. På samme måde kan sygeliggørelsen være en måde, hvorpå forældre til overvægtige børn kan frigøres fra de sociale domme, som de oplever i forhold til at blive kategoriseret som dårlige forældre grundet barnets overvægt[79]. Specialets deltagere oplever fx også, at overvægtige bliver ekskluderet og set ned på[80], hvorfor en diagnosticering også kunne opleves som en mulighed for fællesskab og samhørighed, om end dette er baseret på en sygdomskategori. Måske kan sygeliggørelsens positive betydninger også være, at oplevelsen af, at overvægt er selvforskyldt, ikke længere bliver så udtalt, da skylden placeres mere hos sygdommen. Fx rygtes det i Milles klasse, at Mille har fået sukkersyge, som begrundelse for, at hun er startet hos OBU (Bilag 4, 87). Hvis overvægt kategoriseres som en sygdom, vil dette formentlig legalisere bestemte handlinger, og paradoksalt nok få en normaliserende funktion. Fx i forhold til Liva, der følte sig som anderledes og unormal i sin barndom, når hun til børnefødselsdage kun måtte få ét stykke kage. Hvis de andre børn havde fået af vide, at hun havde en sygdom, som gjorde, at hun ikke kunne tåle mere end et stykke, så ville dette have været en forklaring, de kunne forholde sig til, som måske kunne have gjort situationen mindre ubehagelig for Liva, fordi hendes kategori trods alt ville blive genkendt og dermed anerkendt som passende. Derudover kunne en sygdomsdefinition muligvis gøre det nemmere for den brede befolkning at forstå, at man ikke nødvendigvis bare kan tabe sig.
Diagnosticering af overvægtige som syge synes dog også at have mulige foruroligende konsekvenser, hvis der diagnosticeres ud fra den enkeltes kropsvægt. Psykologen hos OBU begrundede OBUs kliniske tilgange ud fra børnenes ”tunge” kropsvægt, hvorfor det blev opfattet som mere relevant og legitimt at behandle dem som syge, end hvis de fleste kun netop kunne kategoriseres som overvægtige (Bilag 4, 32). Den enkeltes overvægt anskues altså som mere alvorlig og sygelig, jo mere den enkelte vejer[81]. Jo mere overvægtig man er, jo større belæg synes mange sundhedsfaglige personaler at have for at kategorisere overvægt som en sygdomstilstand, fx i forhold til at definere svær overvægt som en sygdom modsat overvægt.
Det er dog svært at grænsesætte, hvornår den enkeltes overvægt er så markant, at det er relevant at kalde overvægt for en sygdom. Man kunne nemlig forestille sig, at nogle overvægtige ikke selv ville opleve sig som syge i første instans og måske ville trives, men følgelig ville blive kategoriseret som syge. Dette leder videre til en diskussion om, hvorvidt der partout skal være negative grunde eller grunde i det hele taget til, at man overspiser. Man kunne nemlig også forestille sig, at nogen oplever deres overspisning som uproblematisk og blot som ”madglade”. Det vil sige, dem, der prioriterer nydelsen ved kostindtagelsen frem for en slank krop, og hellere vil leve et kortere liv som overvægtig og få lov til at spise og drikke efter lyst og behag frem for det omvendte. Lassen påpeger, at vægttabsinterventioner og –kampagner som (i bydeform) siger: ”Spis mindre og bevæg dig mere”, ikke appellerer til samarbejde, men til blind adlyden, afvisning eller trods, idet den overvægtige modtager dette som: ”Du er ikke god nok! Du er forkert! Lav dig om!” (Lassen, 2000, 14). Man kunne derfor forestille sig, at nogle overvægtige afviser eller trodser vægttabsbehandling som hos OBU, fordi de bliver moralsk fordømt og derfor hellere vil leve med deres overvægt end at blive bebrejdet. Sådanne mennesker vil måske gerne tabe sig, men ikke ud fra at det dømmes moralsk forkert at være overvægtig som fx hos OBU.
Ud fra specialets optik burde vægttabsbehandlingen forholde sig til dette, og samfundet burde kunne rumme såvel overvægtige som ikke-overvægtige. Det kan dog diskuteres, hvorvidt den overvægtige altid er rede til selv at tage stilling til spørgsmål om vægttabsbehandling. Fx i forhold til alder, og eftersom det enkelte barn ikke selv råder over, hvilke familiære spisevaner og relationer, som det fødes ind i.
Desuden vil kategorisering af overvægtige som syge forstærke deres egen selvforståelse heraf og risikere en fastholdelse i de handlinger, som fører til overvægt. Diagnosen som syg kan nemlig også få ansvarsfralæggende betydninger grundet oplevelsen af, at ”man jo er syg”, og dermed ikke oplever andre handlemuligheder end at handle som sådan fx ved at fortsætte sin konfliktfyldte spisning.
4.8.3. Vægttabsbehandling i relation til spiseforstyrrelser
Når læger og ernæringseksperter
diskuterer overvægtsproblematikken, handler det kun sjældent om baggrunden for
overspisningen, men mere om dens synlige udtryk, nemlig overvægten
(Lassen, 2000,
”… Når tankerne om mad og vægt fylder så meget, at det nedsætter livskvaliteten, og når spisningen intet har med fysiologisk sult at gøre, men dækker over sult og savn på andre af tilværelsens områder. Når man spiser, fordi man ikke kan lade være, og når der kort sagt er flere negative følelser omkrig mad og spisning end positive…” (Lassen, 2000, 20)
Definitionen synes dog at rumme flere gråzoner, fx idet de fleste mennesker i vor samtid oplever, at spisningen nogle gange når ud over den ”fysiologiske sult”, fx når man spiser som en del af dét at hygge. Det lader også til, at de fleste mennesker i vor samtid oplever situationer, hvor kostindtagelsen kompenserer eller forbindes med ”negative følelser”, om end omfanget af dette synes at spænde vidt. Sat på spidsen kunne alle mennesker i vor samtid følgelig defineres som mere eller mindre spiseforstyrrede. I så fald ville diagnosen miste sin betydning. Lassen afværger dette spørgsmål ved at henvise til ”livskvaliteten”, som kan forringes, hvis tanker om mad og vægt fylder for meget. Spiseforstyrrelser som anoreksi, bulimi[82] og førnævnte overspisning medfører nemlig et stort fokus på kost, vægt og udseende samt ofte også på motion (Palmer, 2006; Gottlieb, 2003). Hos OBU omhandler en del af behandlingen netop et forstærket fokus på selvsamme aspekter. Det kunne derfor være interessant at foretage en kvalitativ undersøgelse af overvægtiges livskvalitet under vægttabsprocessen, da man kunne forestille sig, at denne påvirkes negativt på samme måde som ved spiseforstyrrelser.
Der synes dog at være flere måder, hvorpå man kan relatere vægttabsprocesser med spiseforstyrrelser: Ofte handler spiseforstyrrelser også om, at individet har et ønske om at være i kontrol, hvorved forsøget på at kontrollere sin spisning kan blive en strategi for at opleve kontrol i et kaotisk liv med modstridende krav og ønsker (Gottlieb, 2003). De fleste af specialets deltagere udtrykte faktisk, enten implicit eller eksplicit, et ønske om at kunne kontrollere deres kostindtagelse[83], og denne kontrol skulle OBU følgelig hjælpe dem med at udvikle gennem et øget fokus på vægt og vejning. Måden, hvorpå den overvægtiges opmærksomhed og fokus skærpes ekstra meget under vægttabsprocessen, minder om måden, hvorpå Lassen definerede som typisk for spiseforstyrrede, om end der kan være forskellige subjektive grunde hertil. Hvilke betydninger kan dette få på sigt? Ifølge læge Bob Palmer øges risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse ved enhver form for vægttabsforsøg, og han påpeger endda, at tilbageholdenhed med at spise er en del af næsten alle spiseforstyrrelser ligesom ved vægttabsprocesser (Palmer, 2006, 21ff). Ud fra denne betragtning kan deltagernes vægttabspraktisering følgelig være en glidebane til at udvikle spiseforstyrrelser.
Det synes dog nødvendigt i nogle tilfælde at vejlede i rette kostmængder, måltider og henholdsvis sunde og usunde fødevarer, hvis et vægttab ønskes. I hvert fald hvis samtalen med den overvægtige viser, at overvægten skyldes uvidenhed i forhold til dette og den overvægtige samtidig ønsker at tabe sig. Men denne vejledning bør dog foregå mere nuanceret, mindre polariseret og med større hensyntagen til subjektive præferencer, end hvad tilfældet er hos OBU.
Indenfor de seneste år er en fjerde type spiseforstyrrelse i øvrigt blevet italesat ved navn ortoreksi. Ved ortoreksi er fokus dog ikke på kropsvægten eller på vægttab, men derimod defineres forstyrrelsen som en besættelse af at leve sundt og spise bestemte, sunde og rene (økologiske) fødevarer[84] (Korsgaard, 2008). Denne spiseforstyrrelse kan formentlig også ses i relation til polariserede og unuancerede opfattelser af kosten samt vor samtids stærke fokus på sund livsstil i det hele taget.
4.8.4. OBUs cirkulære problemstillinger i relation til barnets daglige livsførelse med fokus på selvforståelse og handlemuligheder fremadrettet
Selvom et vægttab opnås for nogle gennem OBUs behandling, lader vægttabsprocessen alligevel til at få en forstyrrende betydning i forhold til den enkeltes måde at forholde sig til sig selv, sin krop, vejning og mad. Enten som et fortsat overdrevent fokus eller som et totalt tab af kontrol over spisningen på grund af den unuancerede tilgang til succes og fiasko. Med andre ord: Idet man spiser noget af det forbudte eller tager på i vægt, erklæres man som en fiasko af sig selv og OBU, og eftersom ens handlerum ikke rummer alternativer, søges de strategier, som blev anvendt før OBU, nemlig overspisning. Denne negative spiral fortsætter herved mod endnu mere fordømmelse grundet en fortsat stigende kropsvægt. Man kunne også frygte, at angsten for at træde ved siden af og blive dømt som en fiasko og miste kontrollen over sin vægt kunne føre til spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi. Udadtil kunne dette ligne, at vægttabet midlertidigt var succesfuldt grundet en ikke-overvægtig krop. Dog vil fx anoreksi medføre, at man bliver undervægtig med tiden. Slutteligt kunne OBUs metoder medføre, at den enkeltes forhold til krop, vægt og kost forblev en livslang anstrengende del af den daglige livsførelse med en hyppigt svingende kropsvægt som resultat af succes-fiasko oplevelser med vægttab. Dette kan karakteriseres som en ”yo-yo”-præget tilværelse grundet de gentagende vægttabsforsøg. Den onde spirals cirkulære problemstillinger kan selvfølgelig brydes, men dette kræver andre betingelser i de enkeltes livsførelse end dem, som OBU er med til at tilbyde.
Ud fra specialets optik synes OBUs behandling altså enten at føre til et forværret forhold til selvsamme problemstilling, som OBU forsøger at løse, eller til at den overvægtige giver op, melder behandlingen fra og fortsætter sin konfliktfyldte spisning, og dermed forbliver overvægtig. For at simplificere denne ”onde spiral” og de cirkulære problemstillinger har jeg udarbejdet følgende figur:
Øverst i figurens venstre hjørne ser man det overvægtige barn, oftest medfulgt af barnets forældre, der møder til forundersøgelse hos OBU. Barnet forlader blandt andet forundersøgelsen med et budskab om, at vægttab handler om vilje og selvkontrol. Barnet fortsætter sin daglige livsførelse (cirkel A), som kan ses illustreret, når man føler pilen. Cirkel A skal derfor forstås som barnets daglige livsførelse, hvor OBU er én blandt flere af barnets handlesammenhænge. Rundt om denne cirkel er en ”fjeder”, som viser eksempler på andre betingelser og handlesammenhænge i barnets daglige livsførelse, som kan være konfliktfyldte og modstridende indbyrdes samt i forhold til vægttabsbehandlingen.
Barnet møder til opfølgende konsultationer hos OBU, hvor nogle af dem kan være præget af ”løftede pegefingre” om at tage sig sammen, fordi barnets vægtudvikling ikke har vist sig tilfredsstillende. Dette kan få den følgende betydning, at deltagerne giver op, hvilket kan medføre fortsat overspisning eller andre spiseforstyrrelser på baggrund af fiasko oplevelsen (cirkel B), eller det kan lykkes i forhold til vægtudviklingen, og barnet fortsætter en spisning med angst for at miste kontrollen, som kan udvikle sig til spiseforstyrrelser som fx anoreksi eller bulimi.
Cirkel C viser også ”afbrud” fra behandlingen som enten succes eller fiasko, hvor den daglige livsførelse fortsat er problematisk og præget af perioder med restriktiv spisning og oplevelsen af succes grundet vægtfastholdelse og perioder med oplevelsen af tab af kontrol, hvor overspisning og overvægt igen bliver tilfældet med eventuel genoptagelse af vægttabsbehandling som følge heraf.
Ud fra cirkel B og C er illustreret to baner ud af disse forskellige muligheder for cirkulære og problematiske handleevner, som OBU kan medføre. Disse baner skal illustrere, at andre betingelser eller behandlingstilbud end OBU kan få en overskyggende betydning for barnets fortsatte handleevne og livsførelse, som kan få handleudvidende betydninger, som dermed kan ophæve de cirkulære problemstillinger. Hvordan en sådan ophævelse kan tilnærmes, og man i stedet kan gøre vægttabsbehandlingen udvidende for den enkeltes handleevne, vil jeg åbne op for senere[85].
4.9. Analysens og diskussionens almengørende bud
I analysen blev det eksplicit, at deltagernes oplevelser med overvægt og vægttab er modsigelsesfyldte og dilemmaprægede, hvilket OBU forstærker yderligere, om end dette selvfølgelig er mod hensigten. De almengørende pointer fra disse analyser og diskussioner samles på den næste side som en prototype[86]. Ifølge Mørck er prototypen kendetegnet ved at være kritisk overfor sine forløbere (Mørck, 2006, 240). I denne sammenhæng er det OBU som medicinsk og kontrolvidenskabelig vægttabspraksis, der kritiseres som en slags forløber. Herunder særligt med fokus på praksissens personaliserende og essentialistiske diskurser om overvægtsproblematikken samt håndteringen af og diskurser om vilje, motivation og selvkontrol. Desuden er OBUs anvendelse af generelle og standardiserede metoder uden hensyntagen til subjektive grunde og betingelser.
4.9.1. Prototype for konsekvenser ved deltagelse
hos OBU
for de overvægtige børn
OBU kan anskues som en traditionel, kontrolvidenskabelig og medicinsk praksis, som skaber bestemte betingelser for de overvægtige børn. Deltagelsen hos OBU udgør nemlig en kompleks og modsætningsfyldt social praksis med en skæv magtfordeling, fordi de professionelle betragtes som de bedrevidende, hvorimod de overvægtige børn anskues som nogle, der har bestemte lærings- og behandlingsbehov i forhold til at tabe sig. Børnenes forældre italesættes som medansvarlige for børnenes overvægt, men OBUs personaliserende og essentialistiske tilgang til overvægtsproblematikken medfører, at barnet alligevel positioneres som ”bærer af problemet” med overvægt. Vægttabsinterventionen hos OBU fokuserer på barnets kropsvægt, kost og motion, hvorimod de subjektive grunde til overvægt synes ikke-eksisterende, ligesom sociale og pædagogiske forhold i børnenes daglige livsførelse undermineres.
Det enkelte barns succes med behandlingen vurderes primært ud fra barnets konkrete vægtudvikling under deltagelsen hos OBU, hvilket har konsekvenser for det overvægtige barns selvforståelse, da barnets handlinger i dets daglige livsførelse dømmes unuanceret ud fra det tal, som vægten viser. Kosten hos OBU inddeles også polariseret i usund og sund kost som tilladt og forbudt mad samt ved bestemte definitioner af måltidernes størrelse og struktur. OBUs kostpolitikker tager derfor ikke hensyn til det enkelte barns smagspræferencer eller spisevaner, og kommer kun i få tilfælde med alternativer, der ligner dem, som de overvægtige er vant til. OBU underviser heller ikke i madlavning, men lader det være op til de enkelte familier at tilberede den såkaldt sunde kost. Ligesom med kosten, vurderes nogle motionsformer som mere hensigtsmæssige end andre af hensyn til generaliserende opfattelser af, hvilke motionsformer der bedst fremmer vægttab og med mindre hensyntagen til subjektive præferencer.
OBU simplificerer altså de overvægtige børns grunde, erfaringer samt sociale og familiære betingelser, idet de gør det forventeligt, at alle børn kan efterleve deres vægttabsanvisninger, hvis bare de ønsker det og har en stærk nok selvkontrol. Hvis barnet som udgangspunkt ikke ønsker det, gøres det til OBUs opgave at få barnet til at erkende, at vægttabet skal efterstræbes ud fra italesættelse af overvægtens risikofaktorer som fysiske sygdomme og (psyko)sociale problematikker. OBU italesætter derved også bestemte diskurser om selvkontrol, vilje og motivation som personaliseres, gøres essentialistiske og samtidigt modsiges med forståelsen af de professionelle, som dem der skal ”geninstallere” eventuel manglende vilje og motivation herfor eller styrke barnets selvkontrol.
OBUs konkrete vægttabsmetoder og diskurser kan følgelig få problematiske konsekvenser både aktuelt og særligt på sigt, eftersom børnenes handleevne begrænses, fordi praksissens diskurser og modsigelser paradoksalt nok forværrer vedkommendes selvforståelse og forhold til vægt, kost og motion på sigt. Dette kan føre til, at forældrene og/eller barnet giver op og afbryder behandlingen, eller det kan medføre yderligere overspisning eller udvikle sig til andre spiseforstyrrelser, hvorved det enkelte barns negative selvforståelse gøres endnu mere udtalt.
Ovenstående prototype er dog udarbejdet på baggrund af nogle bestemte perspektiviske konstellationer ud fra specialets optik og empiri. De indfangede prototypiske bud skal derfor både ses forankret i dette, men også i mine til- og fravalg undervejs i specialets udformning samt i specificeringen af specialets problemstilling. Følgende afsnit vil derfor omhandle nogle kritiske refleksioner i relation til specialets betingelser og tilblivelse.
Kapitel 5: Den Afsluttende del
5.1. Kritiske refleksioner
Tilblivelsen af nærværende speciale har ikke været uden udfordringer og overvejelser, hvilket er blevet nævnt enkelte steder men vil blive specificeret og uddybet i det følgende afsnit.
5.1.1. Specialets teori
Specialet er som det
akademiske håndværk underlagt bestemte betingelser, i forhold til at løse
den opgave det er at skrive et speciale. Fx er et krav for specialets analyse: ”At
adskille, opdele og inddele en genstand/tekst og fordele den i kategorier…” (Jørgensen
& Rienecker, 2006, 105). I relation til min optik
er dette gjort med en særlig forsigtighed mod fx at objektgøre.
Undervejs reflekterede jeg fx over, hvorvidt det kunne opfattes selvmodsigende,
at jeg tematiserede, afgrænsede og behandlede min empiri, når udgangspunktet er subjektvidenskabeligt. Det blev i den sammenhæng
relevant for mig at skelne mellem kritisk psykologi i terapeutisk øjemed og
kritisk psykologi, når det anvendes i et speciale, ligesom opgaver i min
fremtid som pædagogisk psykologisk konsulent også altid vil være underlagt
bestemte betingelser. Jeg var derfor loyal i forhold til specialets optik på
den måde, at mit overordnede fokus har været på de enkelte deltageres grunde og
handlesammenhænge, hvorfor jeg har søgt at agere solidarisk over for mine
informanter. Ligeledes tog såvel analyser som diskussioner udgangspunkt i de
problematikker og modsigelser, som deltagerne italesatte,
hvorfor jeg har forsøgt at tage hensyn til deltagernes ”stemmer”, om end deres
ytringer samtidig er medbetinget af de spørgsmål, jeg stillede under de
respektive interviews. Med Mørcks og Nissens ord, kan man derfor sige, at der
foregik disciplinering i begge retninger, hvorfor min metode og tilgang
netop ikke blev ren akademisk bedreviden (Mørck & Nissen, 2005,
Som udgangspunkt var min intention at se på både muligheder og begrænsninger hos OBU, men ud fra specialets optik blev det særligt konsekvenserne af OBUs vægttabsbehandling, der kom i fokus. Disse konsekvenser rettes overordnet mod OBUs medicinske og kontrolvidenskabelige udgangspunkt. Dog skal kritikken ikke forstås sådan, at de medicinske tilgange til overvægtsproblematikken skal forkastes helt, men at sådanne tilgange bør udvikle deres reducerende tilgang, så det subjektive ikke bortreduceres eller undermineres (Holzkamp, 1983a).
Den kritisk psykologiske optik har dog også sine begrænsninger. Tilgangen synes fx ikke kritisk overfor, at dét, som deltagerne eller de professionelle siger, at de gør, ikke nødvendigvis tager sig sådan ud. Fx kunne det forekomme, at overvægtige underdriver deres spisning overfor andre, idet de tilsyneladende forbinder dette med skam[87]. Andre mere traditionelle psykologiske tilgange kunne derfor rette perspektiver mod væsentlige andre aspekter af overvægtsproblematikken. Fx kunne en psykoanalytisk tilgang bidrage med nogle perspektiver på ubevidste forhold omkring de overvægtiges overspisning (Freud, 2004), ligesom positivistiske tilgange kunne belyse, hvorvidt slanke mennesker foretrækkes frem for overvægtige, hvilket kunne anerkende mine egne og deltagernes oplevelser.
I forhold til de professionelle italesatte psykologen OBUs behandling som ”kritisk psykologisk” (Bilag 4, 29). I praksis synes behandlingen som helhed dog ikke at have ligheder med kritisk psykologi, omend psykologens egne konsultationer var delvist kritisk psykologisk orienteret. Uden den resterende empiri ville psykologens interview dermed have frembragt andre og mindre kritisable perspektiver på OBU.
5.1.2. Specialets empiri
Under empiriindsamlingen var det en udfordring for mig ikke at reproducere en traditionel psykologisk tilgang. Få gange kom jeg fx til at respondere med rosende ansigtsudtryk, når deltagerne italesatte, hvor meget de havde tabt sig eller italesatte deres vægttabsanstrengelser. Dette understreger, at jeg netop også er betinget af samtiden, herunder hvor stærke samtidens hegemoniske vægttabs- og sundhedsdiskurser er, samt set i relation til min egen baggrund[88], hvor jeg selv har deltaget i vægttabspraksisser, som netop agerede rosende over for de nævnte forhold.
Under interviewene var jeg også
opmærksom på betydningen af min kropsvægt, idet denne kunne påvirke
relationen til deltagerne (Kristiansen & Krogstrup, 1999, 118ff). Mit
kropsudseende som ”ung kvinde i slank krop” lod også til at få bestemte
konkrete betydninger. Fx distancerede Liva nogle gange sig selv i tredje person
under vores interview, idet hun fx sagde: ”… Det dur for det meste ikk’ med et lille barn, når barnet ikk’
selv vil det…” (Bilag 4, 153) som forklaring på, at hun ikke havde
tabt sig tidligere. Dette finder særligt sted i starten af interviewet med Liva
(Bilag 4,
Efter empiriindsamlingen gennemlæste lægen, som nævnt[89], sine interviewcitater, og efterfølgende omskrev og udelukkede han nogle af dem. Som påpeget, kan dette betragtes som en måde, hvorpå man lader lægen være medforsker i specialet. Samtidig blev lægen også konfronteret med sin egen måde at ytre sig på, hvilket kan have været en lærerig proces for ham. Processen viste sig også lærerig for mig, idet jeg blev opmærksom på, hvad der er legitimt at italesætte eksplicit, og hvad der ikke er. Processen afspejlede også, at lægen interesserede sig for overvægtsproblematikken og var villig til at stille sig til rådighed for mit speciale. På den anden side var der flere af lægens umiddelbare ytringer, der gik tabt, fordi de, ifølge lægen, var politisk ukorrekte, for kontante eller mindre solidariske. Det interessante ved at inddrage disse, ville ikke være at ”hænge lægen ud” som fx politisk ukorrekt, men snarere at reflektere over de betingelser, grunde og relationer, som var medkonstituerende for, at lægen ytrede sig, som han gjorde. Var alle citaterne blevet anvendt i specialet, kunne jeg altså have ekspliciteret og forstærket nogle bestemte facetter af vægttabsbehandlingen. Mange af de slettede pointer kom dog frem i det usagte eller blev italesat på en mere legitim måde. Slutteligt var jeg også opmærksom på, at lægen formentlig ikke ønskede at deltage, hvis ikke han havde fået denne medindflydelse.
Specialet blev også beriget med deltagernes perspektiver. Det ville have været interessant at interviewe flere overvægtige børn, men da flere af dem ikke havde det godt grundet forskellige sociale og psykologiske problemstillinger, var det svært at få adgang til børneinterviewene. Forældrene specificerede fx dette ved, at barnet ofte var ked af det og/eller havde problemer med venskaber og dermed en tendens til at isolere sig derhjemme efter skole. Dette var fx tilfældet med Mille. Det var meget forskelligt, hvorvidt disse problemer var opstået før eller efter starten hos OBU, hvilket understreger, at OBU blot er én blandt flere handlesammenhænge, som er betingende eller forstærkende for barnets problemstillinger.
Jeg kunne formentlig godt have
fået adgang til at interviewe flere personer fra de enkelte børns liv, fx
søskende, hvilket kunne give indblik i endnu flere af børnenes betingelser.
Dette fravalgte jeg dog grundet specialets formelle, tidsmæssige begrænsninger.
I stedet valgte jeg, at lade deltagernes interviews blive forholdsvis lange,
hvilket synes nødvendigt for at få et billede af deltagernes livshistorier og
daglige livsførelse. Eftersom lange interviews var tidskrævende, var de dermed
også medbegrænsende for det samlede antal af interviews. Ofte viste det sig
nemlig også, at det først var hen mod slutningen af interviewet, at deltagerne
var åbne for at tale om de udfordringer og dilemmaer, som deres liv som
overvægtige og/eller forældre til overvægtige børn havde medført. Fx syntes
Liva i den første del af interviewet primært at omtale sig selv og sin overvægt
som problematisk, men i den sidste del af interviewet fortalte hun i højere
grad om sine personlige problematikker under vægttab (Bilag 4,
Slutteligt opstod der under
empiriindsamlingen uforudsete dilemmaer. Fx sad Sofie skjult og lyttede med
noget af tiden, da jeg interviewede Sofies mor (Bilag 4,
5.1.3. Specialets analyse og diskussion
Deltagernes grunde til at starte hos OBU, som de beskrives i analysen, kan have været mere eller mindre påvirket af lægens måde at italesætte grunde til vægttab. Fx taler deltagerne ud fra diskurser om en ulykkelig fremtid som overvægtig grundet risici for øget overvægt, sygdomme samt forværring af de sociale problemstillinger, som netop ligner lægens diskurser herom. Hvorvidt deltagerne har taget lægens diskurser op og gjort dem til deres egne og ville have italesat deres grunde anderledes, hvis jeg havde haft mulighed for at interviewe dem før forundersøgelsen, er uvist. Fx kan forældrene have forstærket børnenes problemstillinger inden OBU. Derudover synes deltagernes grunde til vægttab samtidig at ligne de omtalte hegemoniske samfundsdiskurser[90], hvilket altså også var en betingelse, før deltagerne mødte hos OBU.
I forhold til specialets analyserende bud har jeg også overvejet betydningen heraf for de overvægtige danskere[91] og særligt i relation til specialets deltagere. På den ene side synes specialets optik og analyser at forpligte en tilbagevenden til deltagerne med henblik på en samtale omkring de forskellige problemstillinger, som de har italesat. I en sådan samtale kan jeg følgelig byde ind med specialets bud på de konsekvenser som fx de specifikke opfattelser af selvkontrol og motivation kan få samt vejningen og de unuancerede kostpolitikker. Omvendt peger specialets analyser i så alvorlige retninger, at det samtidig kræver, at jeg kan tilbyde deltagerne en opfølgning eller henvise til andre mere handleudvidende vægttabstilbud. Fx synes det ikke etisk forsvarligt, hvis jeg forlod deltagerne med den besked, at de er i forøget risiko for at få en spiseforstyrrelse, idet deltagerne umiddelbart ikke har andre handlemuligheder end at opgive OBU og fortsætte deres konfliktfyldte spisning eller fortsat følge OBUs behandling med de forskellige konsekvenser in mente. Jeg vil derfor være forberedt på at vejlede eller henvise deltagerne videre, når jeg møder dem efter specialets afslutning. Følgende afsnit vil derfor omhandle, hvordan man kan komme ud over nogle af de problemstillinger og modsigelsesfyldte oplevelser, som specialets deltagere italesatte.
5.2. Anvendelse og perspektivering: Vægttabsintervention fremadrettet
Specialets analyser rettede fokus mod nogle problematiske forhold ved samtidens hegemoniske diskurser om overvægtsproblematikken, specificeret i relation til OBU. Disse problematiske forhold er relevant at medtænke, når man fx som pædagogisk psykologisk konsulent skal arbejde med planlægning og udvikling af vægttabsinterventioner. Udfordringen ved vægttabsintervention er, at overvægt og vægttab både skal begribes specifikt, særligt og alment (Dreier, 2002). Hvordan dette kan praktiseres, reflekteres i det følgende.
Som udgangspunkt er det nødvendigt, at de professionelle analyserer og begriber den samfundsmæssige praksis’ måde at konstruere de overvægtiges problemer som personaliserede for derigennem at overvinde denne tendens på sigt. Ekspertviden er relevant, men skal ikke misbruges som et magtredskab, og ved evalueringer bør de involverede derfor også inddrages (Jartoft, 1996; Dreier, 2002).
Analysen viste, at deltagernes problematikker også omhandlede deres diskurser om motivation, som i øvrigt kunne ses i tråd med OBUs og de samtidsdominerende. Indenfor kritisk psykologi forstås motivation for vægttab, som dét at den overvægtige har nogle subjektive grunde til at handle herefter og et mulighedsrum herfor (Dreier, 2002). Som nævnt kan de subjektive grunde for vægttab komme i modstrid med andre handlegrunde, som af andre grunde synes mere nærliggende at følge i den pågældende handlesammenhæng. At handle motiveret i relation til vægttab betinges følgelig af, at vedkommendes handlerum og –muligheder fordrer dette, samt at de kortsigtede og langsigtede handleinteresser ikke er modsigelsesfyldte. Behandleren må derfor i samarbejde med den overvægtige forholde sig til, hvilke umiddelbare muligheder den pågældende overvægtige har for at tabe sig (Dreier, 2002, 35). Såfremt der er modsatrettede handleinteresser og betingelser, er det opgaven for behandleren og den overvægtige at finde frem til mulighederne for produktiv motivation hos vedkommende. Produktiv motivation henviser altså til, at vægttabsopgaven overtages på motiveret vis, hvor den overvægtige ikke længere motiveres af andre (Birck-Madsen, 2007, 31; Dreier 2002). Dette kan muliggøre, at vægttabet fastholdes på sigt og på selvstændig vis, altså uden varig eller evig tilknytning til behandlingstilbud som OBU.
Desuden er det vigtigt at inddrage familien, idet den overvægtiges handleevner og -muligheder også er betinget af andre relationer og livssammenhænge. Familien har følgelig en vigtig betydning for barnets overvægt og vægttabsproces. Derudover bør de andre sammenhænge, som den overvægtige indgår i også medtænkes, fx skole, fritidsklub og fritidsinteresser, samt de vigtige sociale relationer som udspiller sig her, fx venskabsforhold samt relationer til lærere (Jartoft, 1996, 185). Det er formentlig en udfordring for vor tids behandlere at skulle praktisere et sådant samarbejde med den overvægtige, da grænsen til fx bedreviden synes hårfin. Som udgangspunkt bør den overvægtiges præferencer og interesser være grundlaget for den følgende behandling. Derudover er det relevant at klarlægge i starten af et vægttabsforløb, hvorvidt den enkelte har brug for mere viden om kost herunder også strukturering af måltider og portioner ud fra en samtale med vedkommende, idet der kan forekomme tilfælde, hvor det ikke synes at være viden om dette, der er problematisk. Dette gjorde sig fx gældende for Sofie og Milles familier, som havde en stor viden om sund kost, hvorimod Liva lod til at lære en del af diætistens vejledning herom. Derimod kunne man forestille sig, at deltagernes handleevne kunne udvides, hvis man supplerede vejledningen i sund og usund kost med idéer til sundere alternativer ud fra den enkeltes ønsker. Derudover kunne behandlingen lægge vægt på at introducere deltagerne for spændende opskrifter og tilbyde en form for madlavningsundervisning for interesserede. De kostmæssige ændringer bliver dermed mere nuancerede, kompromissøgende og mindre polariserede af hensyn til de problematikker, som dette ellers kan medføre[92]. Et vægttabsforsøgsprojekt i Københavns Kommune fra 2001-2004 ved navn ”Projekt for familier med overvægtige børn” inddragede faktisk madlavningsaftener som en del af deres tilbud, og familiernes kostændringer tog direkte afsæt i den enkelte families vaner. Om end tilbuddet blev evalueret positivt af såvel professionelle som de overvægtige børn og deres familier, blev det desværre aldrig nedsat som et egentligt tilbud (Grønbæk, Olsen, Salomonsen, Madsen & Michaelsen, 2005; Nielsen & Gerlow, 2004).
I forhold til selve vejningen lader det dog til at være en gennemgående betingelse for vægttabstilbuddene i dag, om end denne handling opleves ambivalent[93]. Nødvendigheden af vejning blev af lægen italesat som et spørgsmål om at kunne følge den overvægtiges vægtudvikling, hvilket synes reelt, men vejningen bør inddrages så lidt som muligt. Desuden må det medtænkes, hvordan man under den konkrete intervention kan italesætte og praktisere vejningen på en sådan måde, at den ikke får en firkantet betydning for den overvægtiges selvforståelse.
Der synes ikke at være vægttabstilbud i Danmark i dag, der tilgodeser ovenstående, men til november 2009 starter et fast forankret, offentligt tilbud i Københavns Kommune, som tager udgangspunkt i førnævnte vægttabsforsøgsprojekt fra 2004[94]. Om dette tilbud tager hensyn til de problemstillinger, som specialets analyser rejser, eller om tilbuddet får andre udvidende eller begrænsende betydninger for de overvægtige bliver interessant at følge i tiden, der kommer.
5.3. Konklusion
Nærværende specialetema blev valgt på baggrund af et samtidsparadoks, hvor fokus på sund livsstil er stigende sideløbende med en voksende andel af overvægtige danskere. Det lader nemlig til, at aktuelle vægttabsprogrammer og –interventioner forstærker denne problematik, da de fleste øger vægten igen efter endt vægttabsforløb, eller endda ender med at veje mere. Eftersom undersøgelser heraf som oftest har været ud fra et tredjepersonsperspektiv valgte nærværende speciale en subjektvidenskabelig tilgang. Dette for at få indsigt i, hvad det er, der gør, at man ikke nødvendigvis bare taber sig.
I relation til vægttabstilbuddet OBU blev det følgelig undersøgt, hvordan deltagere heraf oplever dét at leve som overvægtig og skulle tabe sig. Her blev det klart, at deltagerne oplever deres kropsvægt som afgørende for, hvordan de positioneres i de forskellige handlesammenhænge. Deltagerne har nemlig alle oplevet, at overvægt skærper risikoen for at blive kategoriseret og positioneret som forkert og upassende. Flere af deltagerne oplever i øvrigt, at dét at være overvægtig forbindes med bestemte negative, personlige karakteristika, hvorfor de dømmes og stemples på forhånd. I relation hertil udtrykker flere af deltagerne også selv, at de oplever overvægt negativt, hvilke kan ses betinget af, at diskurser herom synes hegemoniske samfundsmæssigt, og dermed bliver en del af den enkeltes selvforståelse.
Deltagerne har ikke selv kunnet tabe sig og søger derfor hjælp hos OBU. Flere af deltagerne udtrykte frustration over de mislykkede vægttabsforsøg. Udover dette italesætter deltagerne deres behandlingsbehov ud fra en frygt for at såvel kropsvægten som de forskellige risici forbundet hermed ellers ville eskalere fremadrettet.
Deltagerne møder følgelig OBU som vægttabspraksis, der særligt er domineret af kontrolvidenskabelige og medicinske diskurser. Udgangspunktet for OBUs behandling tog afsæt i selvsamme forståelse af overvægt og de konsekvenser, som overvægt kan medføre, som deltagerne selv havde italesat som begrundelse for at starte hos OBU. Hos OBU synes de sygdomsmæssige risici dog at træde endnu mere i karakter, end hvad tilfældet er på samfundsplan eller ud fra deltagernes ytringer. Overvægt italesættes nemlig som en sygdom og svær overvægt som en kronisk sygdom, hvilket derfor er særligt praksisideologisk. Det overvægtige barn kategoriseres og positioneres derfor som sygt, grundet den eksplicitte italesættelse heraf, og fordi barnet konkret modtages som sygt, når det måles, vejes og der tages medicinske prøver. Overvægt defineres også som en risikofaktor for at få andre fysiske og psykiske sygdomme, samt som årsag til tidlig død og nedsat livskvalitet, i tråd med Sundhedsstyrelsens definitioner. Således kan OBU som institutionaliseret praksis ses i relation til begrebet om governmentality, fordi OBU er en konkret måde, hvorpå befolkningen styres til at tilstræbe en bestemt levevis, nemlig som sunde, slanke borgere.
Efter denne skildring af OBUs metoder og diskurser blev deltagernes oplevelser af vægttabsprocessen inddraget. Det viste sig, at de enstemmigt oplevede det som problematisk, ambivalent og modstridende at tabe sig i deres daglige livsførelse. Grundene hertil kunne forklares ud fra flere aspekter ved OBUs vægttabsbehandling, som blev samlet i en prototype, der inkluderede konsekvenserne heraf. Fx er det overordnede fokus på barnets kropsvægt, kost og motion, hvorfor de subjektive grunde til overvægt synes ikke-eksisterende, ligesom sociale og pædagogiske forhold i børnenes daglige livsførelse blev undermineret. Dette kan ses i relation til, at magtfordelingen hos OBU er skæv, idet de professionelle betragtes som bedrevidende, hvorimod børnene anskues som nogle, der har bestemte lærings- og behandlingsbehov. Børnenes forældre italesættes som medansvarlige for børnenes overvægt, men OBUs personaliserende og essentialistiske tilgang til overvægtsproblematikken medfører, at barnet stadig positioneres som ”bærer af problemet”. De professionelle dikterer derfor nogle generelle metoder, som får forskellige subjektive konsekvenser. Fx tager OBUs kostvejledning først og fremmest hensyn til, hvad der er optimalt og effektivt rent biologisk og fysiologisk, når man skal tabe sig. Kosten inddeles unuanceret og polariseret i usund og sund som tilladt og forbudt kost, samt ved bestemte regler for måltiderne. OBUs kostpolitikker tager derfor mindre hensyn til det enkelte barns smagspræferencer eller spisevaner og kommer kun sjældent med alternativer, der ligner dem, som de overvægtige er vant til. Ligesom med kosten, vurderes nogle motionsformer som mere hensigtsmæssige end andre af hensyn til generaliserende opfattelser af, hvilke motionsformer der bedst fremmer vægttab, med mindre hensynstagen til den enkeltes ønsker.
Det enkelte barns succes med behandlingen vurderes primært ud fra barnets konkrete vægtudvikling, hvilket har konsekvenser for det overvægtige barns selvforståelse, da barnets handlinger i dets daglige livsførelse dømmes unuanceret ud fra det tal, som vægten viser. Dermed simplificeres de overvægtige børns grunde, erfaringer samt sociale og familiære betingelser, idet OBUs professionelle gør det forventeligt, at alle børn kan efterleve deres vægttabsanvisninger, hvis bare de ønsker det og har en stærk nok selvkontrol. I relation til dette rummer OBUs tilgange modsigelser, idet de professionelle forsøger at ”geninstallere” eller styrke eventuel manglende vilje, motivation og/eller selvkontrol på fremmedbestemt vis, hvilket blandt andet øger risikoen for tilbagefald på sigt.
OBUs konkrete vægttabsmetoder og diskurser kan derfor få problematiske konsekvenser, eftersom børnenes handleevne begrænses, fordi praksissens diskurser og modsigelser paradoksalt nok forværrer vedkommendes selvforståelse og forhold til vægt, kost og spisning på sigt. Dette kan føre til, at forældrene og/eller barnet ”giver op” og afbryder behandlingen, eller det kan medføre yderligere overspisning eller udvikle sig til andre spiseforstyrrelser, hvorved det enkelte barns selvforståelse som negativ gøres endnu mere udtalt.
Hvordan man kan komme ud over nogle af de problemstillinger og modsigelsesfyldte oplevelser, som specialets deltagere italesatte, bliver relevant for det fremtidige pædagogisk psykologiske arbejde, når overvægtsforebyggende interventioner og konkrete vægttabstilbud skal planlægges og iværksættes. Det synes for det første nødvendigt, at de professionelle analyserer og begriber den samfundsmæssige praksis’ måde at konstruere de overvægtiges problemer som personaliserede og essentialistiske, og ved evalueringer af vægttabsforløb skal den enkelte overvægtige selv spørges. Den konkrete behandling skal også tage udgangspunkt i den overvægtige selv, samt vedkommendes betingelser, relationer og livssammenhænge. Når et overvægtigt barn skal tabe sig, er det derfor også vigtigt at inddrage hele familien samt medtænke andre relevante relationer og sammenhænge som fx skole og venner. Selve behandlingen bør være en ligeværdig dialog mellem behandler og patient, hvor relationen mellem parterne medtænkes og anvendes. De konkrete ændringer og metoder som kost, motion og vejning bør ligeledes foregå som et kompromis mellem behandlerens viden herom og den overvægtiges ønsker, præferencer og betingelser. Et sådant vægttabstilbud kan være medbetingende for at overvægtiges handleevner udvides i fremtiden og derved kan overvægtsproblematikken perspektivisk overvindes på en realistisk måde.
5.4. Abstract
“Do you want to or not?”
- Critical psychological perspectives on conditions and dilemmas for overweight children and their parents who are participating in weight loss treatment
The present dissertation pays attention to an age paradox where focus on healthy life style is increasing parallel with a growing quota of overweight and obese Danes. It seems that current weight loss programmes increase this problem as most people regain the lost weight or even gain more weight after finishing.
In this dissertation, it is therefore examined how participants of a specific weight loss offer experience being overweight and being obliged to lose weight. This is seen from critical, psychological optics supplied by poststructuralist concepts of power. The starting point is the subjective experiences from this which contrast with the majority of both research and intervention on the field, which is dominated by third person perspectives.
The dissertation takes its starting point from
observations and interviews from a public weight loss offer for overweight
children named OBU which takes place at a hospital in
The participants articulate reasons for starting with OBU which deals with the experience of being forced to stop the weight increase and lose weight as the different risks connected to this otherwise will escalate pointing forward. However, the participants articulate particularly of the different social problems they experience by being overweight. They experience their bodyweight as conclusive for how they are positioned in different contexts of action. Furthermore, particularly in public connections, the participants experience that being overweight is connected to specific, negative, personal characteristics simultaneously with them articulating overweight as something negative. The weight loss process and OBU’s treatment is furthermore experienced as problematic to carry through even though they wish to lose weight. These experiences are reinforced by OBU’s treatment since the professionals are seen as know-alls. The parents are articulated as co-responsible for the children’s overweight but OBU’s personalised and essential approach result in the child remaining positioned as the “carrier of the problem” whereby the child’s negative position and self-image is reinforced. The overweight children are also considered as a relatively identical group as general methods are being used. The success criterion is primarily the concrete weight development which also has consequences for the child’s self-perception since the child’s actions are judged undifferentiated. OBU undermines the subjective variations as it is expected that everyone can act up to their weight loss directions if they want it and if they have a strong enough self-control. In relation to this, OBU’s approaches involve contradictions since the professionals try to “reinstall” or strengthen a possible lack in will-power and/or self-control in a foreign determined manner. These methods can consequently cause problematic consequences both presently and in the long term as the children’s action potences are limited since OBU paradoxically can worsen the person’s self-perception and relationship to weight, food and eating. This can lead to the participants either giving up the treatment, overeat further or develop eating disorders whereby the individual’s negative self-perception is made even more noticeable.
The above conclusions are relevant for the educational, psychological work when preventive excess weight-interventions and concrete weight loss-offers should be planned and carried out. First and foremost, the professionals need to understand present society’s way of constructing the overweight’s problems as personalised and essential and remember to involve the overweight’s latitude and subjective reasons for actions for excess weight. The treatment itself should take place as an equal dialogue between practitioner and patient and the concrete changes should be made as a compromise between the practitioner’s knowledge of this and the overweight’s preferences and conditions. Such a weight loss offer can help to be a determining factor for increasing the overweight’s action of potence in the future whereby the excess weight problem can be relieved.
Litteraturliste
Birck-Madsen, K. (2007). Marginalisering og forståelse af psykiske konflikter: På baggrund af en subjektvidenskabelig tilgang. B1 forelæsninger, efterår 2007, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Lokaliseret d. 23-10-2009 på World Wide Web: http://www.gaderummet.dk/Hoved%20fagligt.htm
Birketvedt, G.S. et al. (1999). Behavioral and neuroendocrine characteristics of the night-eating syndrome. The Journal of the American Medical Association. 1999(282), 657-663.
Cawood, S. & Juelskjær, M. (2005). Kropslig subjektivering. Kvinder, Køn & Forskning, 2005(3), 19-29.
Cederborg, A. (2002). Interview med børn: En guide til undersøgelse og efterforskning. København: Psykologisk Forlag.
Christensen, G. (2005). Psykologiens Videnskabsteori: En introduktion. Roskilde Universitetsforlag.
Christensen, J. E., Priebe, D. H. & Tandrup, S. N. (2006). Det er
altid dig: Om mobning i folkeskolen. Projektrapport, modul 2, Psykologi.
Davies, B. & Harré, R. (1990). Positioning: The discursive production of selves. Journal for the theory of social behaviour. 20(1990), 43-65.
Dean, M. (2006). Governmentality: Magt og styring i det moderne samfund. Forlagt sociologi.
Ditlevsen, M. K. (2008). Daglig livsførelse som revalidend: Et brugerperspektiv. Speciale i pædagogisk psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet.
Dreier, O. (Red.). (1979). Den kritiske Psykologi. København: Rhodos.
Dreier, O. (2000). Sundhedsbegreber i psykosocial praksis. I: Jensen, U. J. og Andersen, P. F. (2000). Sundhedsbegreber: Filosofi og praksis. Philosophia.
Dreier, O. (2002). Psykosocial behandling: En teori om et praksisområde. Dansk Psykologisk Forlag. København.
Elsass, P. & Lauritsen, P. (2006). Humanistisk sundhedsforskning: Teori, metode, praksis. Hans Reitzels Forlag.
Fairburn, C. (1995). Overcoming Binge Eating. Guilford Press.
Forebyggelseskommissionen (2009). Betænkning 1506: Vi kan leve længere og sundere. Forebyggelseskommissionens anbefalinger til en styrket forebyggende indsats. København: Forebyggelseskommissionen.
Forchhammer, H. & Nissen, M. (2000). Psykologiske sundhedsbegreber i et subjektvidenskabeligt perspektiv. I: Jensen, U. J. & Andersen, P. F. (2000). Sundhedsbegreber: Filosofi og praksis. Philosophia.
Forsman, B. (1997). Forskningsetik: En introduktion. Lund: Studentlitteratur.
Foucault, M. (1983). The subject and power. Afterword I: Dreyfus, H. & Rabinow, P. (1983). Beyond
structuralism and hermeneutics. The
Foucault, M. (1999). Ordene og tingene: En arkæologisk undersøgelse af videnskaberne om mennesket. Spektrum.
Foucault, M. (2005a). Overvågning og straf. Fængslets fødsel. Det lille forlag.
Foucault, M. (2005b). Vidensarkæologien. Philosophia.
Freud, S. (2004). Psykoanalyse: Samlede forelæsninger. København: Hans Reitzels Forlag.
Gergen, K. J. (1985). The social Constructionist Movement in Modern Psychology. American Psychologist. 40(3). 266-275.
Gold, M. S. (Eds.). (2004). Eating disorders, overeating, and pathological attachment to food: Independent or addictive disorders? Binghamton, NY: Haworth Medical Press.
Gottlieb, S. (2003). Spiseforstyrrelser. København: Psykiatrifonden.
Grønbæk, H., Olsen, H., Salomonsen, F., Madsen, S. A. & Michaelsen, K. F (2005). Familier med overvægtige børn: Inspirationsguide til en tværfaglig indsats. Rigshospitalet, Egmont Fonden.
Hasselbalch, A. L. et al. (2008). Common genetic components of obesity traits and serum leptin. Obesity, 2008(16), 2723-2729.
Haug, W. F. (1979). Individets borgerlige privatform og samfundets omverdensform. I: Dreier, O. (Red.). Den kritiske psykologi. 159-173.
Heede, D. (2002). Det tomme menneske: Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanum.
Holzkamp, K. (1983a). Grundlegung der Psychologie. Frankfurt/Main, New York: Campus Verlag.
Holzkamp, K. (1983b). Mennesket som subjekt for videnskabelig metodik. Kommunistiske studenter på Psykologi (1985), Københavns universitet.
Holzkamp, K. (1998). Daglig livsførelse som subjektvidenskabelig grundkoncept. Nordiske udkast, 1998(2). Dansk Psykologisk Forlag.
Højholt, C. (1996). Udvikling gennem deltagelse. I: Højholt, C. og Witt, G. (1996). Skolelivets Socialpsykologi: Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. Unge Pædagoger.
Illeris, K. (2006). Læring. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Jartoft, V. (1996). Kritisk Psykologi: En psykologi med fokus på subjektivitet og handling. I: Højholt, C. og Witt, G. (1996). Skolelivets Socialpsykologi: Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. Unge Pædagoger.
Jensen, U. J. & Andersen, P. F. (2000). Sundhedsbegreber: Filosofi og praksis. Philosophia.
Jørgensen, M. & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse som teori og metode. Samfundslitteratur, Roskilde Universitetsforlag.
Jørgensen, P. S. & Rienecker, L. (2006). Specielt om specialer: Hovedsageligt om hovedopgaver - koncentreret om kandidatafhandlinger. Forlaget Samfundslitteratur.
Korsgaard, A. (2008). Spis sundt uden at blive fanatiker. I form, 2008(13), 74-77.
Kristiansen, S. & Krogstrup, H. K. (1999). Deltagende observation: Introduktion til en samfundsvidenskabelig metode. Hans Reitzels Forlag.
Kvale, S. (1997). Interview: En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag.
Laclau, E. & Mouffe, C. (1987). Hergemony and socialist strategy: Towards a radical democratic politics. London: Verso.
Landsforeningen for Prader-Willi syndrom (2006). Prader-Willi syndrom. Børge Møllers Grafiske hus.
Lassen, L. (2000). Overspisning: Psykologi, selvforståelse og terapi ved spiseforstyrrelser. Klitrose – inspiration og sund fornuft, Forlagsredaktion Erik Michael Zonkjer.
Lassen, L. (2008). Myter og facts om overvægt. Frydenlund.
Lissau, I. (2006). Forebyggelse af overvægt med skolen som arena. København: Viden- og dokumentationsenheden, Sundhedsstyrelsen.
Mann, T.; Tomiyama, A; Westling, E.; Lew, A.; Samuels, B. & Chatman, J. (2007). Medicare’s Search for Effective Obesity Treatments: Diets Are Not the Answer. American Psychologist. 2007, the American Psychologist Association, 220-233.
Mik-meyer, N. & Villadsen, K. (2007). Magtens former: Sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren. Hans Reitzels Forlag.
Miller, M. (2006). Fedme. Forlaget Flachs.
Mørck, L. L. (1996). Livsorienteringer og livsportrætter: Analyser med henblik på at finde muligheder, hvormed marginaliseringsprocesser kan brydes. Specialeafhandling Københavns Universitet.
Mørck, L. L. (2006). Grænsefællesskaber: Læring og overskridelse af marginalisering. Roskilde universitetsforlag.
Mørck, L. L. & Nissen, M. (2005). Praksisforskning: Deltagende kritik mellem mikrofonholderi og akademisk bedreviden. I: Jensen, T. B. & Christensen, G. (red) (2005). Psykologiske og pædagogiske metoder: Kvalitative og kvantitative forskningsmetoder i praksis. Roskilde Universitetsforlag, 123-153.
Nielsen, G. A. & Schmedes, L. (2008). Madkultur: Værsgo. Forlaget Columbus.
Nielsen, B. G. (2007, 22. oktober). Det er din egen skyld. Dagbladet Information, s. 6.
Nielsen, G. J. & Gerlow, J. (2004). Evaluering af: Projekt for familier med overvægtige børn. Udviklings- og formidlingscenter for børn og unge, Juni 2004, Københavns Kommune.
Nissen, M. (1995). Forskningens betydning for udvikling af psykosocial praksis. Udkast 1.
Nissen, M. (1996). Undervisning som handlesammenhæng: En kritisk socialpsykologisk analyse. I: Højholt, C. & Witt, G. (1996). Skolelivets Socialpsykologi: Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. Unge Pædagoger.
Nissen, M. (2001). Projekt Gadebørn. Et forsøg med dialogisk, bevægelig og lokalkulturel socialpædagogik med de udsatte unge. Frederikshavn. Dafolo Forlag.
Ogden, J. (2003). The psychology of eating: From healthy to disordered behaviour. Malden, Mass: Blackwell.
Ortiz, B. (2006a). Lettere fremtid: Projekt for overvægtige børn og deres familier. Evalueringsrapport. Roskilde Amt Forebyggelsesafdelingen.
Ortiz, B. (2006b). Lettere liv: Tilbud til overvægtige gravide og deres familier. Evalueringsrapport. Roskilde Amt Forebyggelsesafdelingen.
Petersen, A. T. (2008a). Survival of the fittest: Et styringsmæssigt perspektiv på hvordan fedmebekæmpelse bliver en pædagogisk opgave. Speciale i Pædagogik. Institut for Medier, erkendelse og formidling. Københavns Universitet.
Petersen, A. T. (2008b). Fede Tider: Hvordan bliver bekæmpelse af overvægt en opgave for pædagogikken? Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2008(4), 83-89.
Petersen, B. K. (2003). Recept på motion: Motion som forebyggelse. Nyt Nordisk Forlag.
Stormhøj, C. (2006). Poststrukturalismer: Videnskabsteori, analysestrategi og kritik. Forlaget Samfundslitteratur.
Stroebe, W. (2008). Dieting, Overweight and Obesity: Self-Regulation in a Food-Rich Environment. American Psychological Association, Washington, DC.
Sundhedsstyrelsen, Viden- og dokumentationsenheden (2006). Effekt af interventioner til forebyggelse og behandling af overvægt: Et kommenteret resumé. København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen, Center for Forebyggelse (2008). Børn i balance. Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen, Enhed for Medicinsk Teknologivurdering (2007). Kirurgisk behandling af svær overvægt: - en medicinsk teknologi vurdering. København. Sundhedsstyrelsen, Enhed For Medicinsk Teknologivurdering. 9(3).
Søndergaard, D. M. (2001). Destabiliserende diskursanalyse: Veje ind i poststrukturalistisk inspireret empirisk forskning. I: Haavind, H. (red): Kjønn og Fortolkende Metode. Oslo: Gyldendal.
Søndergaard, D. M. (2006). Tegnet på kroppen: Køn: koder og konstruktioner blandt unge voksne i Akademia. Museum Tusculanum.
Thielst, P. (2008). Kroppens idéhistorie: En grundbog. Det lille forlag.
Utzon, M., Moser, T. & Tollefsen, H. (2006). Når du først er fed, hvad så? Delprojekt 3: Registrering og sammenlignende analyse af behandlingstiltag i Danmark. København. Sundhedsstyrelsen.
Wilcke, N., Buch-Ohlsen, N., Jensen, M. S., Lander, R. H. & Pedersen, S. S. R. (2006). Sundhedsbegrebet med særlig fokus på overvægt. Psykologi 2. Modul. Roskilde universitetscenter.
Internethjemmesider
Datatilsynet
Hjemmeside lokaliseret d. 26-10-2009 på World Wide Web: http://www.datatilsynet.dk/
Julemærkehjem i Danmark
Hjemmeside lokaliseret d. 29-10-2009 på World Wide Web:
http://chat.julemaerket.dk/Default.aspx?tabid=79
Københavns Kommunes vægttabstilbud til børn og unge med opstart 9. november 2009.
Hjemmeside lokaliseret d. 26-10-2009 på World Wide Web: http://www.kk.dk/overvaegt.aspx
Landsforeningen for PWS
Hjemmeside lokaliseret d. 01-11-2009 på World Wide Web: http://www.prader-willi.dk/
Private vægttabstilbud i Danmark blandt flere
Hjemmesider lokaliseret d. 26-10-2009 på World Wide Web: http://www.vaegtkonsulenterne.dk/;
http://www.slankekur-online.dk; http://www.madlog.dk
Slankepillen Alli
Hjemmeside lokaliseret d. 26-10-2009 på World Wide Web: http://www.alliplan.dk
Sundhedsstyrelsens aktuelle kampagne mod overvægtige børn og unge
Hjemmeside lokaliseret d. 26-10-2009 på World Wide Web: http://www.enletterebarndom.dk
The Orthorexia Home Page
Hjemmeside lokaliseret d. 26-10-2009 på World Wide Web:
Bilag 1: Interviewguide samt formelle interviewremedier
Indholdsfortegnelse
1. Min overordnede interviewtilgang & -metode
1.1. Huskeliste ved interviews generelt
1.2. Udvidet huskeliste ved børneinterviews
2. Spørgsmål til de professionelle
2.1. Interview med læge
2.2. Interview med psykolog
3. Spørgsmål til deltagerne
3.1. Forældrene
3.2. Børnene
4. Brev til deltagerne med anmodning om interview
4.1. Samtykkeerklæring
4.2. Tilladelse til observation og interview
1. Min overordnede interviewtilgang & -metode
I specialets kapitel 3 har jeg beskrevet de fleste overvejelser og valg ved min interviewmetode. I det følgende præsenteres nogle specificeringer og udklip herfra, som jeg af sidemæssige begrænsninger har været nødt til at undlade i selve specialet.
Eftersom min optik søger førstepersonsperspektivet ønsker jeg så vidt muligt, at informanten selv forklarer og sætter ord på sin situation og sin livsførelse. Det efterstræbes derfor ved, at jeg som interviewer lytter til informanten så vidt muligt, så informanten selv kan fortælle om sin virkelighed. Grundet min optik vil jeg ikke tolke på informantens udsagn i den forstand, at jeg respekterer den måde, hvorpå informanten forstår sig selv og sine perspektiver på specialets centrale tema om overvægt. I tråd med kritisk psykologi og FN’s Børnekonvention opfattes informanten som ekspert i sin egen situation, og i denne sammenhæng er det uanset om informanten er barn eller voksen (Cederborg, 2002, 21; Mørck & Nissen, 2005).
Interviewspørgsmålene stilles derfor så vidt muligt åbnet (Cederborg, 2002, 23). Informanten skal føle sig tryg i situationen, hvorfor miljøet skal være tilpasset informanten, hvorfor interviewet bør foregå i et separat lokale, hvor man ikke bliver forstyrret. Rummet skal være enkelt indrettet, så informanten opmærksomhed ikke distraheres.
Min interviewtilgang er inspireret af den kritisk psykologiske praksisforskning, herunder særligt Mørcks livsportrætmetode (Mørck, 1996), men også udfra interviewlitteratur fra Steinar Kvale (Kvale, 1997), der specifikt omhandler den kvalitative tilgang, som min interviewtilgang tilskriver sig i. Mine interviews er halvstrukturerede, dvs. at jeg stiller spørgsmål til informanten ud fra et interviewdesign, som består af nogle overordnede, fastlagte tema samt en spørgeguide, men der er stadig plads til at fravigelser ud fra informantens interesser og svar (Kvale, 1997). Et interviewdesign er derfor en skabelon, der bruges til at sætte rammerne om interviewet, og hvilket følgelig fungerer som en plan for interviewundersøgelsen (Kvale, 1997, 89). I forhold til deltagerne omhandler dette følgende fire overordnede temaer: 1. Nuværende daglige livsførelse, italesat som hverdagsliv, 2. Fortidens erfaringer med overvægt og vægttab, 3. Oplevelsen af deltagelsen hos OBU med fokus på forundersøgelsen samt 4. De fremtidige ønsker og tanker. Interviewene med de professionelle er dog orienteret mod temaer om behandlingens metoder og tilgange samt de adspurgtes syn på og anden eventuel erfaring med overvægt og vægttab.
Jeg har desuden benyttet Ann-Christin Cederborgs bog om inspiration til forberedelse
af børneinterviewene (Cederborg, 2002), idet den specifikt beskæftiger sig med
dette. Derudover er den særligt orienteret mod børnenes egne fortællinger,
hvilket er særligt anvendeligt i relation til det kritisk psykologiske
førstepersonsperspektiv (Cederborg, 2002,
1.1. Huskeliste ved interviews generelt
Under mine interviews med både professionelle, de overvægtige børn og deres forældre var jeg særlig opmærksom på følgende (Kvale, 1997; Cederborg, 2002, 63ff):
- Stil ikke ledende, suggestive spørgsmål
- Brug ikke fagtermer eller flertydige begreber
- Spørg om ét begreb eller én ting ad gangen
- Spørg så enkelt, kort og simpelt som muligt, brug ordene: Hvordan? Hvad? Men undgå komplicerede konstruktioner som fx: Hvad kunne der være sket? Sig i stedet: Hvad skete der?
- Undgå relative udtryk som fx flere eller færre eller mere eller mindre
- Undgå pronominer som fx ham, hende, den, det. Brug i stedet navne
- Undgå uklare referencer som fx dem, tingene, den her, den, det
- Antag ikke at informanten forstår, hvad intervieweren spørger om. Kontrollér evt. om barnet har forstået spørgsmålet.
- Informanten kan have en anden forståelse af nogle begreber end intervieweren, hvorfor det kan være en fordel at bede informanten forklare nogle af nøglebegreberne eller de større begreber
- Informanten kan mangle ord til at besvare spørgsmålet, hvilket derfor har betydning for svaret
- Hvis intervieweren anvender begreber, som er meget vigtige og kan være svære at forstå for informanten, skal intervieweren forklare disse.
- Intervieweren skal først og fremmest være den, der lytter, og lade det være ok at der opstår pauser, så informanten kan få tid til at tænke og formulere.
- Intervieweren skal vise informanten, at vedkommende lytter aktivt, hvilket intervieweren kan gøre ved at kommentere med fx: hm, aha, okay.
- Intervieweren kan med fordel spørge ind til barnets svar. Fx: hvad sagde de af grimme ord?
- Intervieweren skal undgå at komme med holdnings-afslørende kommentarer eller moraliserende udsagn, men intervieweren skal forsøge at forholde sig så neutralt som muligt. Intervieweren skal derfor også undgå at rose barnet under interviewet, da informanten i stedet for at svare umiddelbart kan svare ud fra et ønske om at stille intervieweren tilpas.
- Husk at holdninger også kan afsløres i andet end ordvalg, fx: ansigtsudtryk, kropsholdning, toneleje etc.
- Hvis informanten svarer modsætningsfyldt, kan intervieweren evt. spørge ind til det, men intervieweren må også respektere, at dette svar kan være informantens endelige svar, fordi nogle betingelser og forhold netop kan være modsætningsfyldte for informanten. Vær aldrig nedladende i vendinger som fx: ”Nu forstår jeg det ikke”.
- Vær opmærksom på informantens situation. Interviewet skal derfor indpasses informanten, så informanten ikke er stresset eller utilfreds med andre ting under interviewet.
- Prøv altid først med åbne spørgsmål, husk hjælpende kommentarer – aha, fortsæt, mm.
- Hvis informanten stopper med at fortælle med åbne spørgsmål, så: 1. spørg ind til noget af det som informanten tidligere har sagt. 2. stil de ledende spørgsmål. 3. stil suggestive spørgsmål.
- Husk ved interviewets afslutning at takke hhv. børn og vokse for, at de ville deltage.
1.2. Udvidet huskeliste ved børneinterviews:
- Undlad at bruge ”babysprog”
- Undgå ord som børn som oftest ikke forstår
- Børn har ofte svært ved at koncentrere sig ligeså lang tid som voksne, hvorfor interviewet ikke skal være for langt.
- Minimér anvendelsen af specifikke, fokuserede spørgsmål, hvis ikke det spørger ind til noget barnet selv har nævnt. Det kan være nødvendigt at stille hjælpespørgsmål ved mindre børn (Cederborg, 2002, 75).
- Det er en god idé at indlede interview med børn med åbne hverdagsspørgsmål, da dette kan få barnet til at fortælle mere længere henne i interviewet om det, som intervieweren egentlig ønsker at vide noget om (Cederborg, 2002, 80).
2. Spørgsmål til de professionelle
2.1. Interview med Læge
Forklaring af, hvordan interaktionen skal foregå:
- Først vil jeg lige kort nævne nogle formelle forhold omkring vores interview. Interviewet kommer til at foregår sådan, at jeg stiller nogle spørgsmål angående OBUs overordnede tilgang og metoder, men også i forhold til din specifikke tilgang og ang. Dit syn på det stigende antal af overvægtige.
- Jeg optager, som sagt, interviewet på diktafon til eget brug. Interviewet vil blive anonymiseret og anvendt mere eller mindre i mit speciale, som vil blive offentligt tilgængeligt.
- Er der noget undervejs, som du ikke ønsker at svare på, siger du selvfølgelig bare til, ligesom du endelig også skal spørge, hvis der er nogle af mine spørgsmål, der er uklare, eller som du ikke forstår.
Rammen, dvs. baggrund, arbejdskultur, metoder
- Vil du starte med at fortælle lidt om, hvordan dette behandlingstilbud blev iværksat?
- Har du på egen krop gjort erfaringer med overvægt?
- Hvordan vil du beskrive jeres interne arbejdskultur?
- Vil du prøve at beskrive Jeres metode og principper?
Lægens erfaring og holdning mht. overvægtige
- Hvad tænker du overordnet om det stigende antal af overvægtige?
- Hvilke erfaringer har du gjort dig med børn og vægttab?
Vægttabet – ansvar, problemer, udfordringer?
- Hvad er hhv. Jeres, forældrenes og barnets opgave, når det skal tabe sig?
- Hvilke forskellige grunde mener du, der kan være, hvis et barn ikke taber sig som ventet, når det er i behandling her?
- Hvad mener du, er det sværeste, når man skal tabe sig?
- Hvad tror du kan være grund til, at det ikke er alle børnene herinde, der taber sig?
Kritisk forholden-sig til behandlingen
- Hvad er styrkerne ved jeres behandling?
- Er der noget ved jeres behandling, som du kunne tænke dig var anderledes?
- Hvor meget spørger I ind til jeres egen metode?
- Hvorvidt synes du, der mangler viden og forskning i forhold til ”overvægt” og ”vægttab”?
Afslutning
- Mange tak for din tid og opmærksomhed.
- Jeg vil nu gå hjem og transskribere dette interview og vil sende det til dig så du kan gennemlæse det, hvis du har nogle rettelser eller tilføjelser.
2.2. Interview med Psykolog
Forklaring af, hvordan interaktionen skal foregå - som lægens i ovenstående.
Psykologens faglighed, erfaring og holdning mht. overvægtige
- Hvad er din psykologiske tilgang?
- Hvorfor synes du, det er interessant at arbejde med overvægtige børn og unge?
- Har du på egen krop gjort erfaringer med overvægt?
- Hvilke erfaringer har du gjort dig i forhold til børn og vægttab?
Rammen, dvs. arbejdskultur, metoder, tilgang
- Hvordan vil du beskrive jeres interne arbejdskultur?
- Hvorvidt og hvordan oplever du dilemmaer i din arbejdsdag/tilgang/behandling?
Kritisk forholden-sig til behandlingen
- I hvilket omfang er du tilfreds med jeres resultater?
- Hvad motiveres du af i arbejdsdagen?
- Hvilke styrker og svagheder mener du, jeres behandling rummer?
- Hvor meget spørger du ind til hhv. din psykologiske metode og jeres overordnede tilgang?
- Hvorvidt synes du, der mangler viden og forskning i forhold til ”overvægt” og ”vægttab”?
Afslutning - som lægens i ovenstående.
3. Spørgsmål til deltagerne
3.1. Interview med forældrene
Forklaring af formål og interaktion
- Som jeg har skrevet i jeres brev, er jeg her i dag, fordi jeg er ved at skrive speciale i pædagogisk psykologi i København. Jeg interesserer mig meget for de tanker som forældre og børn gør sig, når de deltager i ”behandlingen for overvægtige børn og unge”. Derudover synes jeg det er spændende, hvad I oplever som godt og hvad I ikke synes er godt eller som er svært i forhold til behandlingstilbuddet. Overordnet handler mit interview om jeres hverdag og jeres oplevelse behandlingstilbuddet for overvægtige børn og unge. Målet med min undersøgelse er, at vi bliver bedre til at forstå og behandle overvægtige fremover.
- Nu vil jeg lige kort nævne nogle praktiske forhold omkring vores interview.
- Interviewet kommer til at foregå sådan, at jeg stiller nogle spørgsmål ang. Jeres og x’s hverdag. (x = barnet som er i behandling for overvægt)
- Pointen er, at det er jer, der fortæller, og at jeg er den der stiller spørgsmål, men I skal endelig spørge, hvis der er nogle af mine spørgsmål, som I ikke forstår.
- Jeg optager, som sagt, interviewet på diktafon til eget brug, så jeg kan huske hvad I har sagt, når jeg kommer hjem.
- Interviewet vil blive anonymiseret, det vil sige, at I vil få dæknavne og ingen af jeres personoplysninger vil blive oplyst.
- Interviewet vil blive anvendt mere eller mindre i mit speciale i denne anonyme form, som vil blive offentligt tilgængeligt.
- Der er ikke noget, der er forkert at fortælle om, I må fortælle hvad som helst.
- Er der noget undervejs, som I ikke ønsker at svare på, siger I selvfølgelig bare til.
- Har i lyst til at afbryde interviewet undervejs, er dette også helt ok at melde ud.
Tema 1: Den daglige livsførelse (som ”hverdagsliv”)
- Vil I prøve at fortælle lidt om, hvordan en almindelig morgen foregår hos jer, fra I vågner i Jeres seng om morgenen?
- Har I arbejde og i så fald hvad?
- Hvad er Jeres arbejdstider?
- Hvad synes I om jeres arbejde?
- Hvad laver I ellers herhjemme på en typisk eftermiddag og aften?
- Hvordan foregår jeres aftensmad?
- Hvad laver I typisk efter aftensmaden og indtil I skal i seng?
- Hvad laver I, i weekenden?
Barnets skolegang som relevant handlesammenhæng
- Hvordan oplever I, at x har det i skolen?
- Hvad tænker I er årsagerne til, at x klarer sig godt på x område/ikke så godt på x område?
Barnets fritid – inklusiv andre handlesammenhænge end familien
- Hvad laver x efter skole?
- Går x i fritidsklub?
- Har x nogle venner/veninder x ser efter skole?
- Hvad interesserer x sig for?
- Går x til sport?
- Går I til sport?
Tema 2: Livsforløb og erfaring med ”krop og vægt”
- Hvad mener I kan være grund til, at x er blevet overvægtig?
- Har I selv erfaringer med overvægt?
- Hvad mener I kan være grund til, at man bliver overvægtig?
- Hvad kan være grund til, at nogle er slanke?
Tema 3: Oplevelsen af OBU og vægttab
- Hvordan kan det være, at I valgte at starte hos OBU?
- Hvad var jeres første oplevelse og indtryk af stedet og behandlingen?
- Hvad synes I om forundersøgelsen hos lægen?
- Er der noget ved stedet og behandlingen, der er særligt godt?
- Er der noget, der ikke er så godt?
- Hvad mener I har betydning for hvorvidt x taber sig eller ej?
- Hvordan vil i fordele ansvaret og opgaverne i forhold til x’s vægttab?
- Vil I fortælle lidt om, hvad I synes har været nemt at gøre af det, OBU har bedt jer om, og hvad I synes har været svært at gøre anderledes?
Tema 4: Fremtid som rettethed
- Hvorfor skal x tabe sig?
- Hvad sker der hvis x ikke taber sig?
Afslutning
- Er der noget, I synes, jeg bør vide om x, som I tror, kan hjælpe mig, når jeg interviewer x? Fx særlige behov, familieproblemer, skoleproblemer…
- Er der noget yderligere, I har lyst til at spørge mig om eller fortælle mig om?
- Mange tak for jeres tid og hjælp.
- Jeg vil høre om det er ok, at ringe og spørge, hvis jeg pludselig kommer i tanke om noget, jeg glemte at spørge om?
3.2. Interview med børnene
Forklaring af formål og interaktion
- Har du prøvet at blive interviewet før?
- Et interview betyder, at jeg stiller dig nogle forskellige spørgsmål som du så svarer på. Det vigtige er altså, at det er mest er dig der fortæller og snakker, men du skal endelig spørge, hvis der er nogle af mine spørgsmål, som du ikke forstår.
- Jeg optager, som sagt, interviewet på en diktafon så jeg kan huske, hvad I har sagt, når jeg kommer hjem. Ved du hvad en diktafon er? (viser den til barnet) det er ligesom en lille båndoptager, der optager det, vi siger. Jeg starter den nu…
- Du får også et hemmeligt navn, så der ikke er nogen, der ved, hvem det er, jeg har interviewet, så der er ikke noget, du behøver at være bange for at sige.
- Interviewet vil blive brugt i den opgave, jeg er ved at skrive om, hvordan det er for jer børn at gå ude på sygehuset.
- Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert at fortælle om, så du skal fortælle det du har lyst til.
- Hvis jeg spørger dig om noget, du ikke har lyst til at fortælle om, skal du endelig sige til, så behøver du ikke svare på det.
- Hvis du bliver træt eller gerne vil stoppe, skal du også bare sige til.
Tema 1: Den daglige livsførelse (som ”hverdagsliv”)
- Først vil jeg høre lidt om din hverdag og familie. Hvordan er en typisk morgen hjemme hos dig?
- Hvordan er det ovre i skolen?
- Kan du lide at gå i skole?
- Hvad laver du i frikvartererne?
- Hvad laver du efter skole?
- Går du i fritidsklub?
- Hvad laver du, når du kommer hjem fra skole?
- Hvad er dine interesser/hvad kan du godt lide at lave/lege?
- Går du til nogen sport?
- Hvordan er det hjemme hos jer, når I spiser aftensmad?
- Hvad laver du efter aftensmaden, og indtil du skal i seng?
- Hvad laver du i weekenden?
Tema 2: Livsforløb og selvforståelse
- Erfaring og forløb i forhold til at leve som overvægtig?
- Hvad kan du bedst lide ved dit udseende/ved måden du ser ud på?
- Hvad kan du ikke så godt lide ved måden du ser ud på?
- Hvordan ville du gerne se ud i stedet?
- Hvad er du god til?
Tema 3: OBU som handlesammenhæng
- Hvordan kan det være, at du er derude på hospitalet nogen gange?
- Hvordan synes du, der er derude på hospitalet?
- Hvad synes du om forundersøgelsen ved lægen?
- Hvordan oplevede du x-konsultation hvor jeg var med?
- Vil du fortælle lidt om, hvad du synes er godt derude?
- Er der noget du ikke synes er så godt?
- Vil du fortælle lidt om, hvad du synes har været nemt at gøre anderledes?
- Er der noget du synes, der har været svært at gøre anderledes?
Tema 4: Fremtid og drømme som rettethed
- Hvad kunne du tænke dig, at blive når du bliver stor?
- Hvad ville du ønske dig, hvis du havde tre ønsker?
- Er der noget du særligt er bange for?
Afslutning
- Mange tak, fordi jeg måtte interviewe dig!
- Er der noget, du gerne vil fortælle mig, men som du ikke har nået at sige?
- Hvordan synes du, det har været at blive interviewet?
- Vil du prøve at høre lidt af det, vi har optaget?
4. Brev til deltagerne med anmodning om interview
Kære ______________ (dato)
Jeg har modtaget Jeres adresse fra sygeplejerske (navn) fra (navn), da jeg er specialestuderende i pædagogisk psykologi i København. Jeg er ved at afslutte den sidste del af min uddannelse og beskæftiger mig med emnet ”Behandlingstilbud til overvægtige børn”.
D. (dato) mødte jeg Jer på (navn) sygehus, hvor (navn) var til konsultation hos (navn), hvilket var rigtigt spændende at opleve. Til mit speciale skal jeg bruge interviews med børn og med deres forældre. Jeg ønsker at interviewe de familier, som jeg mødte på sygehuset (dato). Jeg vil gerne interviewe én eller begge forældre sammen og barnet for sig. Interviewene vil selvfølgelig blive behandlet hundrede procent anonymt, således at ingen navne eller lign. vil kunne genkendes, da specialet vil blive offentligt tilgængeligt.
For at I ikke skal bekymre Jer om transport, vil jeg meget gerne møde op på Jeres bopæl.
For min egen hukommelses skyld vil jeg gerne optage de respektive interviews på diktafon, dvs. en lille båndoptager. Dette vil dog udelukkende være til eget brug, så jeg kan huske de ting, vi har talt om, når jeg kommer hjem.
I mine interviews vil jeg spørge ind til, hvad I hver især synes om behandlingstilbuddet på sygehuset - både i forhold til hvad der er godt, og hvad der ikke er så godt. Mit speciale handler først og fremmest om de tanker, følelser og forestillinger, som børn gør sig, når de deltager i et behandlingsforløb med henblik på at tabe sig. Jeg er dog også meget interesseret i at få forældrenes syn på forløbet. Interviewet vil vare ca. en halv time pr. person.
Formålet med mine interviews er at blive bedre til at behandle og forstå ”overvægt” i fremtiden. Dette kan jeg dog ikke gøre uden Jeres hjælp, så jeg håber, I vil tage imod mit besøg.
Jeg ringer til Jer i løbet af en uges tid. Indtil da, kan I tænke over, om I har lyst til at deltage. I så fald vil vi aftale et tidspunkt, når jeg ringer.
I forbindelse med interviewet med Jeres barn skal jeg bede om Jeres skriftlige samtykke. I bedes derfor underskrive vedlagte samtykkeerklæring, og have den klar når jeg kommer hjem til Jer.
Har I nogle spørgsmål, er I velkomne til at maile til mig på (e-mail) eller ringe på (tlf.nr.).
De venligste hilsner fra
Ditte Hammer Priebe
Specialestuderende i Cand. Pæd. I Pæd. Psyk.
København
4.1. Samtykkeerklæring
Denne samtykkeerklæring gør sig gældende ved interview med specialestuderende i Cand. Pæd. I Pædagogisk Psykologi, Ditte Hammer Priebe, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, København.
Barnets navn: _________________________________
Ja, mit barn må gerne deltage i interviews, som skal anvendes i anonymiseret form i speciale.
(Ønsker Jeres barn alligevel ikke at deltage i selve interviewesituationen, respekteres dette)
Underskrift forælder/værge:_______________________
4.2. Tilladelse til observation og interview
Undertegnede giver hermed tilladelse til, at der må foretages observationer i (navn på behandlingstilbud) to gange i løbet af (månedsangivelse). Endvidere gives der tilladelse til, at to ansatte interviewes.
Det indsamlede materialet vil blive anvendt i anonymiseret form i speciale af Ditte Hammer Priebe, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.
Specialet vil blive offentligt tilgængeligt.
__________________________
(Leder/ansvarlige, dato og underskrift)
Bilag 2: Grunde til Livas, Milles og Sofies konfliktfyldte spisning
I det følgende reflekteres kort over børnenes grunde til overspisning og overvægt i relation til deres sociale betingelser, idet en kritisk psykologisk orienteret vægttabsbehandling særligt ville forsøge at begribe det enkelte barns konfliktfyldte spisning (Dreier, 2002). Desværre måtte jeg afgrænse mig fra at fordybe mig i de enkelte børns grunde, da specialet skal demonstrere egnethed som pædagogisk psykologisk konsulent og ikke som autoriseret (klinisk) psykolog.
Mille
Milles forældre fremhæver særligt Milles ubegrænsede sult som et problem i forhold til Milles overvægt, da de oplever, at Mille aldrig er eller kan blive mæt.
Milles mor: … Hun er også bare altid så sulten (…) hun kan jo sidde og ha’ spist to boller, og så sir' hun: ”Jeg er sulten”. Nej, det kan ikke passe! (Bilag 4, 56)
De påpeger endvidere, at Mille tidligere fik tilbudt mad, lige før hun skulle i seng. Dette ærgrer forældrene sig nu over, da de anser dette som én blandt flere mulige grunde til Milles overvægt (Bilag 4, 85-86). Formentlig skal forældrenes pointering at dette som negativt, også forstås ud fra, at forældrene nu er opmærksomme på, at man risikerer at tage på i vægt, hvis man ofte spiser, lige før man skal sove, da man forbrænder mindre, når man sover, hvorfor dette kan ses som en dårlig vane at lære Mille. Hvilke grunde der ligger bag ved forældrenes daværende valg om spisning før sengetid, fik jeg desværre ikke spurgt ind til, men måske har denne spisning ”hjulpet” Mille til bedre at kunne falde i søvn? Under alle omstændigheder lader det til, at Mille i denne sammenhæng indirekte har lært, at spisning ikke kun behøver at handle om den stoflige overlevelse, men også kan have andre funktioner og fungere som en bestemt handling før sengetid.
Forældrene påpeger også, at
Mille er vild med boller, som OBU kategoriserer som usund mad, og forældrene
fortæller desuden, at Mille gerne spiser i situationer, hvor hun keder sig,
hvis hun er blevet drillet i skolen eller på andre måder har haft en dårlig dag
(Bilag 4). Dette kan således også ses som en måde, hvorpå Milles spisning har
overskredet den stoflige overlevelse og fået andre funktioner. I den sammenhæng
pointere Dreier, at spisningen rummer en særlig egenart, fordi den er egnet til
at reducere kropslige spændinger forbigående, fordi spisning er forbundet med
”sanselig nydelse” (Dreier, 2002,
I en periode har Mille været bange for mænd og er det stadig til dels. Umiddelbart mener forældrene, at dette skyldes, at Mille blev forskrækket af en mand, da hun var to år, på en ferie (Bilag 4, 76). De beskriver ikke denne situation yderligere men fortæller, at de efterfølgende har frygtet, hvorvidt Milles angst for mænd kunne skyldes, at hun var blevet misbrugt i en anden sammenhæng. De har derfor også haft kontakt til skolepsykologen, som dog ikke afklarede noget yderligere (Bilag 4, 77). Dette kunne ligeledes være relevant, at spørge mere ind til, hvis man skulle hjælpe Mille, eftersom Milles overspisning også kunne dække over nogle negative oplevelser med mænd.
Forældrene er bekymrede for, at
Mille leger ikke så ofte med andre børn, og helst vil sidde inde og se TV eller
film, da de gerne vil have at hun bliver mere social og aktiv i det daglige
(Bilag 4, 59). Mille går heller ikke til håndbold mere, som hun gjorde i en
kort periode, da hun blev ked af det, hvis der var for mange, der mødte op til
træningen (Bilag 4,
Udover dette fortæller forældrene, at Milles overvægt ”fylder meget” i deres hverdag (Bilag 4, 53), særligt på grund af daglige tilbagevendende problemer med at finde tøj til hende:
Milles far: … Vi prøver jo bare såd’n med at finde tøj for og gennemgår om morgenen (…)
Milles mor: … For så og ku' sige okay, så har man startet dagen godt, (…) så finder man tøjet om aftenen og så slutter man dagen dårligt… (Bilag 4, 54).
Forældrene har altså store problemer med at finde tøj, som passer Mille i størrelsen, fordi Mille gerne vil gå i tøj, der ligner det, hendes jævnaldrene har på, men det kan være svært at finde i hendes størrelse. Trods det, at de finder tøj i større størrelser, beklager Mille sig ofte over, at hun synes, hendes tøj ”strammer”. Milles irritation over tøjet der strammer, kan både være på grund af, at hun ikke kan lide at mærke sin krop, fordi hun den italesættes som forkert, men også fordi hun i det hele taget er påvirket over de daglige negative situationer og diskussioner omkring hendes tøjvalg. Disse negative situationer kan muligvis også have en yderligere forstærkende virkning på Milles negative forhold til sin egen kropsstørrelse, fordi Milles krop dagligt gøres til genstand for såvel dårlig stemning i familien som oplevelsen af tilbagevendende personlige nederlag for Mille.
Liva
Liva har i et års tid boet hos sine bedsteforældre, da hendes mor er psykisk syg og derfor ofte er indlagt. Livas forældre bor ikke sammen, og hun nævner desuden, at hun godt kunne tænke sig, at hun havde ”et bedre forhold til sin far” (Bilag 4, 187). I de perioder, hvor hun har det dårligt i forhold til sociale, familiære og psykologiske problemstillinger, fortæller hun, at hendes spisevaner opleves særligt ukontrollerede (Bilag 4, 191). Dette fortæller hun fx gør sig gældende i forbindelse med hendes mors’ indlæggelser, men også når hendes vægttabsforsøg er mislykkedes:
Liva: … Grunden til man spiser meget (…) det jo på grund af… trøstespisning og… alt det der.. og det har jeg os' gjort før, og det kan jeg jo sagtens finde på stadig engang imellem (…) Når der er noget, der er rigtig, rigtig galt (…) Så bliver’ jeg meget usikker (Bilag 4, 191)
Livas handleevne synes derfor restriktiv i nogle situationer, fordi hun handler mod sin langsigtede interesse om at tabe sig, da hun handler umiddelbart grundet sociale kompleksiteter som fx de førnævnte familiære problemstillinger med. Livas grunde til at handle umiddelbart kan altså ses i relation til Livas daglige livsførelse, hvor hun har lært at anvende spisning som en måde at forholde sig på i bestemte situationer, der fx er præget af frustration og sorg. Om end Livas grunde til at overspise er anderledes end Milles lader det dog til, at spisningens funktion er den samme, altså at den dækker over nogle andre problematikker, som ikke har noget med egentlig sult at gøre.
Derudover kan man forestille sig, at Livas opfattelse af egne handlemuligheder ikke har indbefattet et ”liv som slank”, da hendes tidligere erfaringer strider imod dette: Hendes mange oplevelser med mislykkedes slankekure samt hendes negative positioner i flere af de handlesammenhænge, hun har deltaget i undervejs, kan nemlig ses som fastholdende i forhold til Livas negative selvforståelse og dermed de positioner, hun indtager og de handlinger, hun vælger i de respektive handlerum. Disse forhold kan dermed have haft en særlig fastholdende funktion i forhold til Livas restriktive livsførelse: De samfundsmæssige diskurser om overvægt som selvforskyldt i en kompleks forbundenhed med Livas mislykkede slankekure, kan således have forstærket hendes negative selvforståelse yderligere og følgelig have indskrænket hendes oplevelse af egne handlemuligheder.
Sofie
Sofies mor påpeger, at Sofie har haft problemer med inkontinens, når hun bevæger sig, hvilket startede i børnehaven som inkontinens om natten. Moren mener, at dette kan have betydet, at Sofie har bevæget sig mindre, end hun ellers ville, selvom moren påpeger, at Sofie ikke bevæger sig mindre end sine søskende (Bilag 4, 119). Senere har Sofies inkontinens udviklet sig til, periodisk, at være en mild grad af afførings-inkontinens. Sofie går til behandling hos en børnelæge for sin inkontinens. Her startede hun på samme tidspunkt, som hos OBU. Moren fortæller, at det går meget op og ned med Sofies inkontinens (Bilag 4, 100).
Sofie har desuden altid haft vanskeligheder med at få venskaber, og når andre børn forsøgte at komme tæt på hende, fortrak hun sig. Moren fortæller, at når Sofie havde venner med hjemme, kunne hun finde på at forlade legen og gå ind på sit værelse og lukke døren. Sofie er tit ked af det, når hun skal i skole eller kommer hjem derfra. Dette medførte således, at forældrene valgte, at Sofie skulle gå børnehaveklassen om. Sofies vanskeligheder ved at begå sig socialt vurderede forældrene i øvrigt kunne have en sammenhæng med Sofies overvægt. For halvandet år siden startede Sofie derfor hos en diætist. Moren fortæller dog, at dette ikke var nogen succes, eftersom Sofie ikke brød sig om diætisten.
I specialets kapitel 4.2.2. blev det også omtalt, hvordan Sofies mor lærer Sofie at dække hendes ”tykke mavse” med løstsiddende tøj. Måden hvorpå Sofies krop synes derfor at blive genstand for meget negativ opmærksomhed både i forhold til inkontinensen og idet hendes mave italesættes som forkert kan derfor være nogle af Sofies grunde til, at hun har det svært socialt og desuden har en tendens til, ligesom Mille og Liva, at spisningen får andre funktioner en den umiddelbare stoflige overlevelse. Det er desuden relevant at medinddrage at samtlige af børnenes forældre har forsøgt at tabe sig grundet overvægt, hvilket tyder på, at spisningen har nogle forskudte betydninger i familierne i det hele taget.
Bilag 3: Uddybende slides om OBUs metoder og ideologier
Bilag 4: Cd-rom med transskribering af egen empiri (kun til vejleder og censor)
[1] Fx Type 2 diabetes, hjerte-karsygdomme, visse kræftformer og slidgigt (Riley et al, 2008).
[2] BMI betyder: Body Mass Index og måles som: Vægt i kg / (højde i meter x højde i meter). Et BMI mindre end 18,5: Undervægtig, et BMI mellem 18,5 og 24,9: Normalvægtig.
[3] I kapitel (herefter forkortet til kap. i fodnoterne) 4.4.2. uddybes, hvordan dette også gør sig gældende i den behandlingspraksis, som nærværende speciale undersøger.
[4] www.enletterebarndom.dk.
[5] Som gastric bypass eller gastric banding (Sundhedsstyrelsen, 2007, 5).
[6] Fx er slankepillen Alli (www.alliplan.dk).
[7] Fx: De Danske Vægtkonsulenter/www.vaegtkonsulenterne.dk, Vægtvogterne/www.slankekur-online.dk og Madlog/ www.madlog.dk.
[8] De fire julemærkehjems hjemmeside: http://chat.julemaerket.dk/Default.aspx?tabid=79
[9] Et lavt stofskifte medfører, at man forbrænder færre kalorier end gennemsnittet (Petersen, 2003, 121ff).
[10] Dette begrundes ud fra, at den proteinrige modermælk
påvirker kroppens omsætning af fedtstoffer, hvorfor børn bør ammes til de er
6-12 mdr. (Miller, 2006,
[11] Fedt opbevares nemlig i celler, som kroppen stopper med at producere ved pubertetens slutning. Fedtcellernes antal afhænger af, hvor overvægtig man var som barn og forsvinder aldrig, kun fedtet inde i cellerne (Miller, 2006, 8).
[12] www.prader-willi.dk.
[13] Uddybes i kap. 2.
[14] Herefter samlet betegnet som børn.
[15] Se eventuelt bilag 3 omkring henvisningskriteriet. OBUs metoder belyses yderligere fra kap. 4.4.
[16] Vægttabstilbuddet har fået dæknavn af hensyn til anonymitet.
[17] De teoretiske perspektiver uddybes i kap. 2. I kap. 2.1 defineres begrebet traditionel psykologi.
[18] I kap. 4.8.2.
[19] Af andre nordiske, kritisk psykologiske tænkere kan nævnes: Charlotte Højholt, Hysse Forchhammer, Tove Borg, Lotte Huniche, Ole V. Rasmussen, Kalle Birck-Madsen, Vibeke Jartoft med flere.
[20] Selvkontrolsbegrebet omtales særligt i kap. 4.6 og 4.7.
[21] Hvilke betydninger dette kan have, vil jeg komme nærmere ind på i kap. 4.
[22] Uddybes i kap. 5.2.
[23] Indenfor den naturvidenskabelige tradition erkendes
sandhed nemlig positivistisk, altså ved måling og vejning. Ud fra
undersøgelsernes resultater opstilles følgelig generelle og universelle
lovmæssigheder grundet et sigte om forudsigelighed (Christensen, 2002,
[24] Et tredje sundhedsbegreb, der kan skelnes med, er det nominalistiske sundhedsbegreb, som opererer med en relativistisk forståelse (Forchhammer & Nissen, 2000, 140).
[25] Positioneringsbegrebet defineres i kap. 2.2.1. og begrebet daglig livsførelse i kap. 2.2.2.
[26] Grundet prioritering af specialets omfang og sigte, afgrænser jeg mig fra at diskutere dette yderligere. Det er dog relevant at have in mente.
[27] I gængs forstand forudsætter, at en erkendelsesteori har bestemte forudsætninger for
såkaldt gyldig viden, modsat det poststrukturalistiske grundlag (Stormhøj, 2006,
[28] Stormhøj fremhæver
særligt syv kendetegn for poststrukturalismen (Stormhøj,
[29]Mørck tilføjer dog et såkaldt ”vi” til denne selvforståelse (Mørck, 2006, 44ff).
[30]Kap. 4.4.1.
[31]Uddybes i kap. 5.1.
[32] Observationsnoterne er vedlagt på cd-rom. Personerne er anonymiseret ved dæknavne (Bilag 4).
[33] Kap. 4.4.
[34] Som udgangspunkt delte jeg præsentationen til børnene ved 10-årsalderen.
[35] Denne formodning var dog min egen oplevelse, og ikke én de professionelle udtrykte eksplicit.
[36] Grunden hertil inddrages i kap. 5.1.
[37] Uddybes i kap. 4.4.1.
[38] Derfor inddrages deres kropsvægt heller ikke i specialet.
[39] I kap. 3.2.
[40] Derudover har jeg foretaget mail og telefon korrespondance med de professionelle.
[41] www.datatilsynet.dk.
[42] I kap. 5.1.
[43] Specialet definerer ikke de pågældende mulighedstyper yderligere, da dette ville kræve en historisk analyse, som jeg har afgrænset mig fra.
[44] Holzkamp betegner analyseniveauerne samlet som den historisk empiriske analysemetode (Holzkamp, 1983a).
[45] I kap. 3.5.
[46] Dette gør sig også gældende hos OBU, hvilket jeg vil komme ind på i kap. 4.4.1.
[47] Dette implicerer også en bestemt diskurs om forskellen mellem børn og voksne, hvor børn opleves mere irrationelle og inkompetente end voksne.
[48] Hvordan man kan forstå sådanne simplificeringer og konsekvenserne heraf beskrives i kap. 4.6-4.8.
[49] Som omtalt i kap. 1.1.
[50] Beskrivelsen er baseret på mine feltnoter (Bilag 4).
[51] Hos lægen oplevede jeg min fysiske placering som upassende i forhold til de etiske og metodiske hensyn jf. kap. 3.
[52] Som anført i kap. 1.1.
[53] Se eventuelt bilag 3, hvor sygdommene angives.
[54] BMI blev defineret i kap. 1.1.
[55] DEXA er en scanning af barnets kropsbygning (Bilag 3).
[56] Dette er en umiddelbar antagelse, som hviler på samfundsmæssige diskurser, der omtales i kap. 1.
[57] Kap. 1.
[58] OBUs behandlingsmetode er uddybet i bilag 3.
[59] Vilje og motivation behandles særligt i kap. 4.6-4.8.
[60] Kap. 1.2.
[61] Ifølge OBU, er mæthedsfornemmelsen nemlig først indtrådt helt herefter, hvorfor anden portion kan blive udelades.
[62] Omtalt i kap. 4.4.2.2.
[63] Hvordan motivations- og selvkontrolsbegrebet kan ses som modsigelses- og konfliktprægede omtales i kap. 4.8.
[64] Dette kan også ses i relation til samfundets mere konkrete forhold: Når der er overflod af rigdom og stimulanser, så synes kunsten ikke at erhverve sig disse, men at kunne afholde sig fra at agere ubehersket. Kroppen bliver således et spejl på denne selvbeherskelse: Er man slank kan dette opleves som et udtryk for en positiv personlighed, fordi det afspejler selvkontrol (Nielsen, 2007).
[65] ”Wii” er en spillekonsol, hvor man kan bevæge sig som en del af spillet, fx kan man spille tennis.
[66] Betydningerne af OBUs behandling diskuteres i kap. 4.8.
[67] Betydningen heraf diskuteres i kap. 4.8.
[68] Betydningen af OBUs metoder diskuteres i kap. 4.8.
[69] Omtalt i kap. 4.2.1.
[70] I kap. 4.5.4.
[71] Ekspliciteret af lægen i kap. 4.4.2.
[72] Hvordan dette kan tilgodeses, åbnes op for i kap. 5.2. OBU har kun eksisteret i få år, hvorfor det ikke kan bekræftes konkret, at deltagernes risiko for tilbagefald er stor.
[73] Omtalt kap. 4.7.
[74] Jf. ”læringstransferbegrebet” i kap. 4.6.
[75] Omtalt i kap. 4.7.3.
[76] Som omtalt i kap. 1.
[77] Særligt omtalt i kap. 4.6.
[78] Omtalt i kap. 4.4.1.
[79] Omtalt i kap. 4.2.
[80] Omtalt i kap. 4.2.
[81] Blev også omtalt som samfundsmæssig, hegemonisk diskurs i kap. 1.
[82] Anoreksi betyder mangel på appetit af
nervøse årsager. Bulimi handler om voldsom overspisning med efterfølgende
opkastninger eller brug af afførende eller vanddrivende midler. Både
anorektikere og bulimikere er skrækslagne for at blive overvægtige (Palmer,
2006,
[83] Fx som omtalt i kap. 4.6.
[84] www.orthorexia.com.
[85] I kap. 5.2.
[86] Defineret i kap. 3.6.1.
[87] Som omtalt i kap. 4.6
[88] Kap. 3.2.
[89] Kap. 3.5.
[90] Kap. 1.
[91] Anført i kap. 1.1.
[92] Omtalt i kap. 4.7.3 og 4.8.1.
[93] Omtalt i kap. 4.7.2 og 4.8.1.