Ideologi og sandhed

DAS ARGUMENT - Tidsskrift for filosofi og socialvidenskab, 211, 1995

Gerhard Hauck

 

Anmærkninger til W.F. Haugs ideologiteori

 

Endnu engang bliver ideologibegrebet erklæret dødt fra alle sider. »Den gennem ingen alternative samfundsmæssiggørelsesmåder - hvor omvendt de end måtte synes - længere udfordrede kapitalistiske verden, der er blevet til verdenskapitalisme, synes at have revet bunden væk under fødderne på al systemkritik. Dette bilder dets repræsentanter og brugere sig i det mindste ind« (11). Haugs bidrag »Det ideologiskes teori« (1993) fra årene 1976 til 1992 vil »bidrage til, at holde en én gang brudt is åben, at forhindre, at bruddet med det beståendes suggestion, som  den bedste af alle mulige verdener og derfor en evig verden, igen fryser til« (19).

Betingelsen herfor er ganske vist, at den ideologikritiske tænkning selv holder sig » i sin bevægelses flod« (ibid); de gamle ideer kan ikke overtages uden at der stilles spørgsmålstegn ved dem og de bliver anvendt på (delvist) nye virkeligheder. Begge den klassiske ideologikritiks teoristrenge forekommer Haug problematiske: den, der opfatter ideologi som falsk bevidsthed (Lukács-typen) og den, der får sandhedsbegrebet til at stå stille hvad ideologi angår (Pannekoek-typen). Hovedfejlen ved førstnævnte ansats ser forfatteren i en under overfladen liggende økonomisme, som ikke længere tilstår det ideologiske en egen virkelighed; den sidstnævnte slår i hans øjne fejl derved, at den gennem grænseløs udvidelse til sidst absorberer sig selv - når alt er ideologi, er der ikke længere behov for begrebet. En fælles fejl i begge er, at de udelukkende placerer ideologi på niveauet for den rene bevidsthed og derved overser, at det ideologiske er en del af den daglige samfundsmæssige praksis, og besidder en quasi-materiel skikkelse i form af samfundsmæssige institutioner og apparater - de hos Engels omtalte »ideologiske magter«: stat, ret, religion, litteratur, videnskab, skole osv.

Imod det stiller Haug sit eget begreb op - ikke »ideologien«, men derimod - det »ideologiske«. »Kort og forklaringstrængende: det ideologiske er fremmedgørelsens reproduktionsform, ideel samfundsmæssiggørelse i rammerne for statsformet reguleret herredømme«(17). Den forklaring, som denne definition ubetinget behøver, ser omtrent ud på følgende måde: Med statens opståen og klassesamfundet, bliver menneskene eksproprieret deres samfundsmæssige kompetencer, som var blevet muliggjort for dem før den horisontale organisation i et selvbestemt produktions- og reproduktionsfællesskab, således at den samfundsmæssige kooperation nu kun fungerer igennem de, ud af samfundet hævede, herredømmeinstanser. Den med de førstnævnte kompetencer forbundne og dem støttende viden (»det proto-ideologiske materiale«), der ud fra sig ligeså godt kunne tjene til organisation af en »horisontal samfundsmæssiggørelse« i en »forening af frie mennesker«, bliver integreret i en herredømme diskurs, i hvilken det gælder om »at organisere samtykke« (55) i en gennem privat tilegnelse, befaling og lydighed fungerende kooperationsproces. Herredømme inddrager i alle reglerne de beherskede. Dette er det funktionssted, ved hvilket det kræves at de »ideologiske magter« griber ind. De afgrænser en mangfoldighed af ideelle rum (det æstetiske, det moralske, det politiske osv.), i hvilke de beherskedes repræsentation kan amalgameres med de herskendes; ydergrænserne for disse rum ligesom omfanget af intern autonomi, som de råder over, bliver derved til enhver tid omkæmpet. Som den centrale mekanisme for tilvejebringelsen af amalgameringen, identificerer Haug,  følgende Freud og Althusser “fortættelsen”: Modsatrettede kræfter bliver derigennem sammensmeltet til en enhed, så at perifere elementer, som er fælles for dem begge, flyttes til den officielle manifestations midtpunkt. Jo mere perifere de heri indgående aspekter er ud fra de konfliktende kræfters standpunkt, desto mere uforstyrret kan mekanismen fungere. »Et berøringspunkt mellem herskere og beherskede, perifer til klasseantagonismen og dog forbundet med den gennem associationskæder og begge antagonistiske kræfter.....bliver til det punkt, ved hvilket begge sider i det ideologiskes grundform...bliver sammensmeltet« (61). De ideologiske apparater »organiserer (op-)leven af klassesamfundet som en opleven af klasseløshed« (55). En kritisk teori om det ideologiske må derimod afdække de i hine manifestationer latent borttrængte  »virkningssammenhænge for herredømmereproduktionen«; den er nødvendigvis  »herredømmekritik« (17).

Disse teoretiske overvejelser bliver gjort eksemplarisk nyttefulde som det mest overbevisende i kapitlet om »antisemitisme og racisme« (Kap. 12), specielt i afsnittet om »racismens funktion i den tyske fascismes subjektkonstitution«: Det »nationales« felt, det som Hitler i årene 1919/20 som propagandataler agiterede for, var fuldstændigt heterogent; det omfattede ikke kun autoritære strømninger (“folket” som organisk, hierarkisk inddelt enhed af førere og førte), men derimod også demokratiske (“folket” som modbegreb til “de herskende”). De sidstnævnte er, forståelig nok, ud fra Hitlers standpunkt forstyrrende. Den »vanvittige erfaring«, som han gør sig, er den, »at han gennem påkaldelsen af jødefjendskabet, med et slag kan omordne hele feltet, som når man retter en magnet mod spredte jernfilsspåner« (222). »Jødefjendskabet betyder bruddet med enhver lighedsorientering« (ibid), til hvilken anti-herredømme tendenser kunne have knyttet sig. Samtidig konstituerer det nu folket i modsætning til anti-folket, som folk-til-krig, hvormed »påduttelsen af “folket” under dets “fører” bliver indprogrammeret” (223). For at forklare denne mekanismes funktion fra subjektets side, griber Haug tilbage til den af Marx på tale bragte fordobling af mennesket i det kapitalistiske samfund med den politisk-moralske borger og den privat-egoistiske bourgeois, til hvilken yderligere fragmenteringer slutter sig; og »hver sfære lægger en anden og modsatrettet målestok på mig« (19). Den heraf resulterende tvang og angst skal kunne magtes. Her tilknyttes de af Haug såkaldte »normaliseringspraksisser«, et »omfattende net af modelleringsdicipliner, som bliver kastet ned over kroppen og det samtlige daglige levnedsforløb. Alt tænkeligt bliver normeret, reguleret, æstetiseret« (227). Kun den der opfylder normen, kan være sikker på sin “normalitet”. Kun han kan gnidningsløst underlægge sig racediskursen. Normaliteten bliver her bestemt gennem et biologisk forudgivet substrat, den sunde arvemasse; at man besidder denne, viser sig udelukkende derved, at man producerer det foreskrevne udtryk, at man viser den foreskrevne opførsel, fremviser det foreskrevne udseende. Den der ikke overholder målestokken, er ikke kun normbryder, men også biologisk mindreværdig - hvad den manifeste »anderledes race« pr. definition vel er. I dette helhedsnet er tilintetgørelsesaktionerne kun »knudepunktet, hvor diskursen beviser sin gøren alvor« (230). Tydeligt skulle det være, at kapitalismen i denne analyse ganske vist endnu bliver behandlet som fundament, på hvilket nazismen blev opbygget, men at dette fundament på ingen måde mere forekommer som »identisk med den derpå oprettede bygning« (231), men derimod meget mere er resultatet af en mangfoldighed af med-, i- og imod-hinanden virkende praksis´er.

Et entydigt svagt punkt i den så vidt fremstillede Haugske teoribygning griber han selv fat i, i kapitlet »kønsforholdenes ideologiske subjektion« (Kap.10). I det grundlæggende almenteoretiske bidrag »Omrids af en teori om det ideologiske« (Kap.3) var en central og urgammel herredømmeform blevet udeladt: patriarkatet. Det var vel frem for alt Claude Meillasoux´ skrift »Kvindens vilde frugter«1 der har åbnet hans øjne for den kendsgerning, at patriarkalske herredømme- og udbytningsforhold af mænd over kvinder allerede var etableret og fremstillet i førstatslige affattede samfund (dette kan derved let knyttes til Marx og Engels). Når kvinderne i den af Meillasoux identificerede »mode de production domestique« som gave og modgave cirkulerer mellem de enkelte huslige fællesskaber, og når deres arbejdskraft fra første færd og i det lange løb er deres mænds og fædres ejendom, så lader dette sig ikke længere begribe med kategorien om “horisontal samfundsmæssiggørelse” - så lidt som den af Meillassoux ligeledes på tale bragte udbytning af unge gennem de gamle og det sporadiske slaveri i den samme produktionsmåde. “Vertikal samfundsmæssiggørelse” forudsætter derimod ifølge Haugs egen analyse optræden af “ideologiske magter”; og disse findes tydeligvis også i disse samfund, i skikkelse af religiøse og gerontokratiske institutioner - men netop ikke i skikkelse af staten. Desværre uddyber Haug ikke disse overvejelser omfattende nok, bryder dem tidligt af med den dunkle metafor, at vi »kunne her tale om en stat i staten« (197). Hvorfor ikke ganske enkelt »ikke-statsligt formidlede udbytningsformer«, til forskel fra de »statsligt formidlede«, der kunne gribe tilbage til den nu engang etablerede sproganvendelse af en central »herredømmeinstans«, som råder over et eget »gennemtvunget tab«, der inden for et geografisk afgrænset område gør krav på »monopolet for den legitime fysiske voldsanvendelse« (sammenlign Weber 1964, 1, 38f)? Her klæber Haug sig åbenbart alt for meget til bogstavet i den af Engels hidrørende formulering om staten som den »første ideologiske magt« (48) - hvad også alene kan forklare, hvorfor han selv holder fast ved den i 1993 (længe efter kapitlet om »kønsforholdene«) skrevne »indledning i spørgsmålet om det ideologiske« (Kap.1) ved det »statsformede regulerede herredømme« (17) som en af det ideologiskes definitionselementer (se oven for). Derved ville det overhovedet ikke give hans argumentation et afbræk, hvis han ville indrømme, at klasse-, herredømme- og udbytningsforhold også kan optræde i førstatsligt affattede samfund, at horisontale og vertikale samfundsmæssiggørelseformer også der kan sno sig sammen med hinanden, og at det “ideologiske” også kan blive resultatet deraf.

Denne fiksering af »statsligt reguleret herredømme« hænger, som jeg formoder det, også sammen med, hvad i mine øjne udgør det vigtigste svage punkt i Haugs teoribygning: den strikte adskillelse mellem herredømmespørgsmål og sandhedsspørgsmål. En kritisk teori om det ideologiske har, sådan betoner han det igen og igen, at være herredømmekritik. Hvor den kritiserer ideologi som »falsk bevidsthed«, gør den sig skyldig i det ideologiskes egne love om økonomien, emanationen og benægtelsen - hvad der i denne almenhed med sikkerhed ikke holder stik: Selv løgnene udvikler deres egne love og deres tilbagevirkning på producenterne, og også i et »struktureret hele af indbyrdes forskellige praksis´er, instanser og logikker« (219) findes det falske skin.  Ved at have undladt det, kommer Haug derved heller ikke forbi de centrale steder, som hvad indholdet angår, påtaler ideologiens falskhed, omtrent der, hvor han definerer det som dens hovedfunktion, at sætte »oplevelsen af klasseforholdene i scene som oplevelsen af klasseløshed« (se ovenfor) - hvad de netop ikke er. »Herredømmet vil ikke vide om sig selv og deres nyttenyderes bevidsthed vil ikke forstemmes gennem viden om dem”(21). Dette betyder imidlertid, at herredømmet over alle diskurser, i hvilke det bedre argument ville sigte mod dets demaskering, må forsøge at bøje dem på en sådan måde, at det til slut drager af med sejren. Dette er imidlertid usandhed; sandhed er dét, der har det bedre argument, ikke det der har den mest solide kliché . Sandt er, hvad hver mand og hver kvinde må acceptere, som udelukkende følger af »det bedre arguments ejendommelige tvangsløse tvang« (Habermas 1971, 131), og ingen anden tvang. Sandhed afmåler sig ikke med hvad der stemmer overens med et i kanon stående fast udsagn, men derimod ved det der viser hvad det duer til i en diskurs, hvis udfald ikke er fordrejet af nogen form for udenomsargumentativ tvang. Den der påviser, at herredømmet i en diskurs sætter sig igennem trods de bedre argumenter, viser dermed dens falskhed - og netop dette er ideologikritik (jvf. Hauck 1992). Herredømmekritik og sandhedssøgen, herredømmekritik og ideologikritik, er snævert forbundet med hinanden - hvad man ganske vist let taber ud af blikket, når man fiksere dette alt for stift på det statsligt regulerede herredømme.

 

Anmærkning

 

1  Desværre har han orienteret sig alt for meget mod bogens katastrofale tyske oversættelse, hvad eks. lader ham polemisere mod antagelsen om en “punktuel økonomi” - desuden hedder dette hos Meillassoux først og fremmest »économie de ponction« (Meillassoux 1975, 31), og det har overhovedet intet at gøre med »punktuel«.

 

Litteraturfortegnelse

 

Haug, Wolfgang Fritz, 1993: Elemente einer Theorie des Ideologischen. Hamburg

Habermas, Jürgen, 1971: »Vorbereitende Bemerkungen zu einer Theorie der kommunikativen Kompetenz«. In: J. Habermas/N. Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Socialtechnologie. Frankfurt/M

Hauck, Gerhard, 1992: Einführung in die Ideologiekritik. Hamburg

Meillassoux, Claude, 1975: Femmes, greniers et capitaux. Paris (Die wilden Früchte der Frau. Über häusliche Produktion und kapitalistische Wirtschaft. Frankfurt/M 1978)

Weber, Weber, 1964: Wirtschaft und Gesellschaft (1922). Tübingen