DAS ARGUMENT

Tidsskrift for filosofi og socialvidenskab

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Das Argument 211, 1995.

Gerhard Hauck

Ideologi og sandhed

Anmærkninger til W.F. Haugs ideologiteori

Mangleren sidste oversætterredigering

 

[s.717]

Endnu engang bliver ideologibegrebet erklæret dødt fra alle sider . »Der gennem ingen alternative samfundsmæssiggørelsesmåder -  hvor omvendt de end måtte synes - mere udfordrer kapitalismens verden, der er blevet til verdenskapitalisme, forekommer det at man  har revet jorden væk under fødderne på al systemkritik. Således bilder i det mindste dets repræsentanter og brugere sig ind« (11). Haugs bidrag »Det ideologiskes teori« (1993) fra årene 1976 til 1992 vil »bidrage til, at holde en én gang brudt is åben, at forhindre, at bruddet med det beståendes suggestion, som den bedste af alle mulige verdener og derfra altså evig, igen fryser til« (19).

Betingelserne herfor er ganske vist, at den ideologikritiske tænkning selv holder sig » i sin bevægelses flod« (ibid); de gamle ideer kan ikke overtages uden at der stilles spørgsmålstegn ved dem og anvendes på (delvist) nye virkeligheder. Begge den klassiske ideologikritiks teoristrenge forekommer Hauch problematiske: den, der opfatter ideologi som falsk bevidsthed (Lukács-typen) og den, der får sandhedsbegrebet til at stå stille hvad ideologi angår (Pannekoek-typen). Hovedfejlen ved førstnævnte ansats ser forfatteren i en under overfladen liggende økonomisme, den som ikke længere tilstår det ideologiske en egen virkelighed; den sidstnævnte falder derved, at den gennem grænseløs udvidelse til sidst får sig selv galt i halsen - når alt er ideologi, er der ikke længere behov for begrebet. En fælles fejl i begge er, at de udelukkende placerer ideologi på niveauet for den rene bevidsthed og derved overser, at det ideologiske er en del af den dagligdags samfundsmæssige praksis, har quasi-materiel skikkelse i form af samfundsmæssige institutioner og apparater - de hos Engels omtalte »ideologiske magter«: stat, ret, religion, litteratur, videnskab, skole osv.

Imod det stiller Haug sit eget begreb op - ikke »ideologien«, men derimod det »ideologiske«. »Kort og forklaringskrævende: det ideologiske er fremmedgørelsens reproduktionsform, ideel samfundsmæssiggørelse i rammerne for statsformet reguleret herredømme«(17). Den forklaring, som denne definition ubetinget behøver, ser omtrent ud på følgende måde: Med statens opståen og klassesamfundet, bliver menneskene eksproprieret deres samfundsmæssige kompetencer, som var blevet muliggjort dem før den horisontale organisation i et selvbestemt produktions- og reproduktionsfællesskab, således at den samfundsmæssige kooperation kun fungerer igennem de ud af samfundet fremtrædende herredømmeinstanser. Det med de førstnævnte kompetencer forbundne og den viden der understøtter dem (»det proto-ideologiske materiale«), det der ud fra sig ligeså godt kunne tjene til organisation af en »horisontal samfundsmæssiggørelse« i en »forening af frie mennesker«, bliver integreret i en herredømme diskurs, i hvilken det gælder om, gennem privat tilegnelse »at organisere samtykke« (55) befaling og lydighed i en fungerende kooperationsproces. Herredømme inddrager i hver regel de beherskede. Dette er det funktionssted, ved hvilket det kræves at de »ideologiske magter« intervenerer. De afgrænser ikke så få ideelle rum (det æstetiske, det moralske, det politiske osv.), i hvilke de beherskedes repræsentation kan amalgameres med de herskendes; ydergrænserne for disse rum ligesom omfanget af intern autonomi, som de råder over, bliver derved til enhver tid omkæmpet. Som en central mekanisme ,v.h.a. hvilken hin amalgering bliver tilvejebragt, identificerer Haug,  følgende Freud og Althusser, “fortættelsen” : Modsatrettede kræfter bliver derigennem sammensmeltet til en enhed, så at perifere elementer, som er fælles for dem begge, flyttes til den officielle manifestations midtpunkt. Jo mere perifere de heri indgående aspekter er ud fra de konfliktende kræfters standpunkt, desto mere uforstyrret kan mekanismen fungere. »Et berøringspunkt mellem herskere og beherskede, perifer til klasseantagonismen og dog forbundet med det gennem associationskæder og begge antagonistiske kræfter.....bliver til det punkt, ved hvilket begge sider i det ideologiskes grundform...bliver sammensmeltet« (61). De ideologiske apparater »organiserer (op-)leven af klassesamfundet som oplevelsen af klasseløshed« (55). En kritisk teori om det ideologiske har derimod at afdække de, i hine manifestationer latent borttrængte, »virkningssammenhænge for herredømmereproduktionen«; den er nødvendigvis »herredømmekritik« (17).

Disse teoretiske overvejelser blev gjort eksemplarisk nyttefulde som det mest overbevis-

ende i kapitlet om »antisemitisme og racisme« (Kap. 12), specielt i afsnittet om »racismens funktion i den tyske facismes subjektkonstitution«: Det »nationales« felt, det som Hitler i årene 1919/20 som propagandataler agiterede for, var fuldstændig heterogent; det omfattede ikke kun autoritære strømninger (“folket” som organisk, hierarkisk, inddelt enhed af førere og førte), men derimod også demokratiske (“folket” som modbegreb til “de herskende”). De sidstnævnte er, forståelig nok, ud fra Hitlers standpunkt forstyrrende. Den »vanvittige erfaring«, som han gør sig, er den, »at han gennem påkaldelsen af jødefjendskabet med et slag kan omordne hele feltet, som når man retter en magnet mod spredte jernfilsspåner« (222). »Jødefjendskab betød bruddet med enhver lighedsorientering« (ibid), til hvilke antiherredømme tendenser havde kunne knytte sig. Samtidig konstituerer de folket udelukkende i modsætning til til anti-folket, som folk-til-krig, hvormed »påduttelse af >folket< under dets >fører< bliver indprogrammeret (223). For at forklare denne mekanismes fungeren fra subjektets side, griber Haug tilbage til den af Marx på tale bragte fordobling af mennesket i det kapitalistiske samfund med den politisk-moralske borger og den privategoistiske bourgeois, til hvilke yderligere fragmenter slutter sig; og »hver sfære lægger en anden og modsatrettet målestok på mig« (19). Den heraf resulterende tvang og angst skal kunne magtes. Her tilknyttes de af Haug såkaldte »normaliseringspraksis´er«, et »omfattende net af modelleringsdicipliner, som bliver kastet ned over kroppen og det samtlige daglige levnedsforløb. Alt tænkeligt bliver normeret, reguleret, æstetiseret« (227). Kun den der opfylder normen, kan være sikker på sin >normalitet<. Den kan gnidningsløst underlægge sig racediskursen. Normaliteten bliver her bestemt gennem et biologisk forudgivet substrat, den sunde arvemasse;[s.719]at man besidder denne, viser sig udelukkende derved, at man producerer det foreskrevne udtryk, at man viser den foreskrevne opførsel, fremviser det foreskrevne udseende. Den der ikke overholder målestokken, er ikke kun normbryder, men også biologisk mindreværdig - hvad manifestet »anderledes race« pr definition vel er. I dette helhedsnet er tilintetgørelsesaktionerne kun »knudepunktet, hvor diskursen beviser sin gøren alvor« (230). Tydeligt burde det være, at kapitalismen i denne analyse ganske vist bare bliver behandlet som fundament, på hvilket nazismen blev opbygget, at dette fundament på ingen måde mere forekommer som »identisk med den deraf oprettede bygning« (231), men derimod meget mere resultater af mange med-, i- og imod-hinanden virkende praksis´er.

Et entydigt svagt punkt i den såvidt fremstillede Haugske teoribygning griber han selv

fat i kapitlet »kønsforholdenes ideologiske subjektion« (Kap.10). I det grundlæggende almenteoretiske bidrag »Omrids af en teori om det ideologiske« (Kap.3) var en central og urgammel herredømmeform blevet udenfor: patriarkatet. Det var vel frem for alt Claude Meillasoux´ lekture »Kvindens vilde frugter«1 der har åbnet hans øjne for den kendsgerning, at patriarkalske herredømme- og udbytningsforhold af mænd over kvinder allerede var etableret og fremstillet i førstatslige affattede samfund (hos Marx og Engels lader det sig tillige meget godt knytte sammen). Når kvinderne i den af Meillasoux identificerede »mode de production domestique« som gave og modgave cirkulerer mellem de enkelte huslige fællesskaber, og når deres arbejdskraft fra første færd og i det lange løb er deres mænds og fædres ejendom, så lade dette med kategorien om >horisontal samfundsmæssiggørelse< sig absolut ikke længere begribe - så lidt som den af Meillassoux ligeledes på tale bragte udbytning af unge gennem de gamle og det sporadiske slaveri i den samme produktionsmåde. >Vertikal samfundsmæssiggørelse< forudsætter derimod ifølge Haugs egen analyse optræden af >ideologiske magter<; og det findes der tydeligt også i disse samfund, i skikkelse af religiøse og gerontokratiske institutioner - men netop ikke i skikkelse af staten. Desværre uddyber Haug ikke disse overvejelser omfattende nok, bryder dem tidligt af med den dunkle metafor, vi »kunne her tale om en stat i staten« (197). Hvorfor ikke ganske enkelt »ikke-statsligt formidlede udbytningsformer«, til forskel fra de »statsligt formidlede«, der kunne gribe tilbage til den nu engang etablerede sproganvendelse af en central »herredømmeinstans«, som råder over et eget »gennemtvunget tab«, der inden for et geografisk afgrænset område gør krav på »monopolet for den legitime fysiske voldsanvendelse« (sammenlign Weber 1964, 1, 38f)? Her klæber Haug sig åbenbart alt for meget til bogstavet i den af Engels hidrørende formulering om staten som den »første ideologiske magt« (48) - hvad også alene kan forklare, hvorfor han selv holder fast ved den i 1993 (længe efter kapitlet om »kønsforholdene«) skrevne »indledning i spørgsmålet om det ideologiske« (Kap.1) ved det »statsformede regulerede herredømme« (17) som en af det ideologiskes definitionselementer (se oven for). Derved bliver der overhovedet ingen afbræk i hans argumentation, når han indrømmes, at klasse-, herredømme- og udbytningsforhold også kan optræde i førstatslige affattede samfund, at horisontale og vertikale samfundsmæssiggørelseformer også der kan sno sig sammen med hinanden, og at det >ideologiske< også kan blive resultatet derud af.

[s.720]Denne fiksering af »statsligt reguleret herredømme« hænger, som jeg formoder det, også sammen med, hvad i mine øjne udgør det vigtigste svage punkt i Haugs teoribygning: den strikte adskillelse mellem herredømmespørgsmål og sandhedsspørgsmål. En kritisk teori om det ideologiske har, sådan betoner han det igen og igen, at være herredømmekritik. Hvor den kritisere ideologi som »falsk bevidsthed«, gør den sig skyldig i det ideologiskes egne love om økonomien, emanationen og benægtelsen - hvad der i denne almenhed med sikkerhed ikke holder stik: Selv løgnene udvikler deres egne love og deres tilbagevirkning på producenterne, og også i et »struktureret hele af indbyrdes forskellige praksis´er, instanser og logikker« (219) findes det falske skin.  Ved at have undladt det kommer Haug derved heller ikke forbi de centrale steder, som hvad indholdet angår påtaler ideologiens falskhed, omtrent der, hvor han definerer det som dens hovedfunktion, at sætte »oplevelse af klasseforholdene som oplevelse af klasseløshed« i scene (se ovenfor) - hvad de netop ikke er. »Herredømmet vil ikke vide og ikke gennem viden om det forstemme dem der nyder godt af dets bevidsthed« (21). Dette betyder imidlertid, at herredømmet må forsøge at bøje alle diskurser på denne måde, i hvilken det bedre argument vil sigte mod dets demaskering, at det til slut drager af med sejren. Dette er imidlertid usandhed; sandhed er, den der har det bedre argument, ikke, den der har den mest solide kliché frem for sig. Sandt er, hvad hver mand og hver kvinde må acceptere, som udelukkende følger af den »det bedre arguments ejendommelige tvangsløse tvang« (Habermas 1971, 131), og ingen anden tvang. Sandhed afmåler sig ikke med hvad der stemmer overens med et i kanon stående fast udsagn, men derimod ved det der viser hvad det duer til i en diskurs, hvis udfald gennem ingen slags udenomsargumentativ tvang er fordrejet. Den der påviser, at herredømmet over for de bedre argumenter sætter sig bedre igennem i en diskurs, viser dermed hvis falskhed - og netop dette er ideologikritik (jvfr. Hauck 1992). Herredømmekritik og ideologikritik er i snæverhed forbundet med hinanden - hvad ganske vist let falder ud af blikket, når man fiksere dette alt for stift på det statsligt regulerede herredømme.

 

Anmærkning

 

1   Desværre har han orienteret sig alt for meget mod bogens katastrofale tyske oversættelse, hvad eks. lader ham polemisere mod antagelsen om en >punktuel økonomi< - desuden hedder dette hos Meillassoux først og fremmest »économie de ponction« (Meillassoux 1975, 31), og det har overhovedet intet at gøre med »punktuel«.

 

 

Litteraturfortegnelse

 

Haug, Wolfgang Fritz, 1993: Elemente einer Theorie des Ideologischen. Hamburg

Habermas, Jürgen, 1971: »Vorbereitende Bemerkungen zu einer Theorie der kommunikativen Kompetenz«. In: J. Habermas/N. Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Socialtechnologie. Frankfurt/M

Hauck, Gerhard, 1992: Einführung in die Ideologiekritik. Hamburg

Meillassoux, Claude, 1975: Femmes, greniers et capitaux. Paris (Die wilden Früchte der Frau. Über häusliche Produktion und kapitalistische Wirtschaft. Frankfurt/M 1978)

Weber, Weber, 1964: Wirtschaft und Gesellschaft (1922). Tübingen