Tolman, Charles W.

Psychology, Society, and Subjectivity. An Introduction to German Critical Psychology.[1]

 

Tal indført i teksten i firkantet klamme […] angiver sidetallet i den engelske udgave.

 

Indholdsfortegnelse

Psychology, Society, and Subjectivity. An Introduction to German Critical Psychology. 1

[vii.] Forord. 1

Ideologi, magt og subjektivitet 4

Det frie universitet i Berlin’s oprindelse (FUB). 6

Studenterbevægelsens begyndelse. 7

Det ’kritiske universitet’ 8

Udviklinger ved det psykologiske institut. 9

'Nødloven’ fra 1968. 10

'Kongressen for kritisk og oppositionel psykologi'. 11

Demokratisering af det psykologiske institut. 13

Den nye universitetslov af 1969 og Røde Celle Bevægelsen. 15

Drejningen mod Marxisme. 17

Klaus Holzkamp og kritisk psykologi. 18

Fokusering på de centrale spørgsmål. 19

Filosofiske antagelser. 20

Naiv empirisme. 22

Logisk empirisme. 23

Falsifikationsteori. 25

Uden for hovedstrømmen: fænomenologi. 29

Dialektisk materialisme. 32

Marxismens aktuelle status. 33

Samfundsmæssig-historisk teori. 36

'Social' versus 'samfundsmæssig'. 36

Kritikken i hovedtræk. 38

Borgerlig psykologi. 39

Strukturel-funktionel sociologi. 41

Symbolsk interaktionisme og etnometodologi. 43

Opsummering af kritikkens hovedpunkter. 45

Historisk materialisme. 45

Produktionen af bevidsthed. 47

Mod en kritisk videnskab. 48

Implikationer for psykologi. 50

Specifikke psykologiske teorier. 50

Behavioristisk-funktionel psykologi. 51

Kognitiv psykologi. 55

Problemet med teoretisk ubestemthed. 63

 

[vii.] Forord.

 

Er en videnskab om det menneskelige subjekt mulig? Dette er ikke et nyt spørgsmål. Dets rødder er så gamle som sjæl-legeme problemet selv, men det blev først åbenlyst bemærkelsesværdigt med udviklingen af en selv-bevidst social videnskab. Det lå således i kernen af nittenhundredetals debatten omkring naturvidenskaberne og åndsvidenskaberne. Denne debat havde sit fokus i Tyskland, hvor svaret, der blev givet til vort spørgsmål af så prominente personer som Wilhelm Wundt, Wilhelm Dilthey, og Edmund Husserl, var et empatisk “JA”. De insisterede på, at det menneskelige subjekt, værende noget ganske specielt i sin natur, krævede sin egen videnskab. For Wundt var dette folkepsykologi; for Dilthey var det hermeneutikken, mens det for Husserl var fænomenologien. Hver blev markeret både af en definition af dens genstand som adskilt fra naturvidenskabernes, og gennem én eller flere metoder var den også adskilt og generelt ikke “eksperimentel” i den sædvanlige betydning af ordet.

 

For nogle tyske men specielt britiske og amerikanske filosoffer, psykologer og social videnskabsmænd var svaret på spørgsmålet mindre entydigt. Det kunne være “Ja”, men kun under visse betingelser. Hovedbetingelsen var en villighed til at reducere de tilsyneladende udprægede kvaliteter ved det menneskelige subjekt til de mere ensartede processer ved fysik, kemi og fysiologi. Svaret var “Nej” for nogle, som nægtede, at der overhovedet var noget af værdi at reducere. Dette er også en slags reduktivt svar, og det hjælper til med at afdække en vigtig ambivalens i reduktionismen. Intetsteds er det mere tydeligt end i John B. Watson's holdninger til bevidsthed. Ude af stand til for sig selv at beslutte hvilken form for reduktionisme, der var mest passende, nægtede han nogle gange helt og holdent eksistensen af noget, der kunne kaldes “bevidstheden”, mens han på andre tidspunkter behandlede bevidstheden som noget, der kunne blive sidestillet med brugen af sproget, hvor bevidstheden i modsætning hertil blev betragtet som muskulære bevægelser. Watson fremførte dog en tredie position, der igen reflekterede hans positions fundamentale ambivalens: bevidsthed kunne eksistere, men den var ikke vedkommende for videnskaben. Dette synspunkt er konkret et produkt af de andre to og viser frem til den skjulte dualistiske metafysik, som reduktionismen indeholder, skønt den hævder at forkaste den.

 

[viii] Der er selvfølgeligt noget rigtigt ved den tyske løsning og den reduktionistiske. F.eks. nægter hermeneutikerne ikke de fysiske og de fysiologiske fundamenter for sprog og mening. Og de fleste reduktionister, måske med undtagelse af nogle af de dummere former, som kun nogle isolerede få tager alvorligt, må acceptere, at der er noget, der skal reduceres.

 

Som vi vil se, anlægger tysk kritisk psykologi et syntetisk synspunkt på emnet. Den søger at bekræfte det menneskelige subjekts eneståenhed, fordi det netop er subjektiviteten, der er på tale mht. politikken for menneskelig velbefindende. Det er et åbenlyst erfaringsfaktum, at vi som menneskelige væsener organiserer os selv ind i samfundsmæssige organiseringer med formålet at tilfredsstille menneskelige behov; at vi i dette forløb faktisk skaber nye behov og nye behovstilfredsstillelser, og som en konsekvens heraf skaber nye samfundsmæssige organiseringer; og at historien er noget mere end blot evolution. I kernen af fakta som disse ligger subjektiviteten. Menneskelige væsener er i sandhed subjekter af deres egen eksistens og historie på måder, som andre dyr ikke synes at være. Dette kan således ikke nægtes eller omgås af nogen socialvidenskab med den mindste fordring på videnskabelig adækvathed: modsætningsvis må subjektiviteten konstituere essensen og det epistemiske standpunkt for socialvidenskaber.

 

Samtidig blev menneskelige væsener ikke ganske enkelt kastet ud i den blå luft. Vi er biologiske væsener, som tilhører den naturlige verden, og mange af de behov, vi søger at tilfredsstille gennem vore samfundsmæssige organiseringer, reflekterer dette. Mens det meste af, hvad vi gør som menneskelige væsener, vedrører kvaliteten af livet, må vi have et liv at give kvalitet. Var det ikke således, ville vi næppe have brugt så megen af vor tid og andre værdifulde ressourcer på problemer som at kurere cancer.

 

Tyske kritiske psykologer antager et begreb om pludselig opstående evolution, dvs. et synspunkt, der anerkender udviklingen af nye og ireducible kvaliteter som en nøgle til deres syntese. I udarbejdelsen af deres position har de formuleret kritik af både ordinær,”mainstream”, empiristisk psykologi og de mere “humanistiske” alternativer som fænomenologi og hermeneutik. På baggrund af disse kritikker har de skabt grundlaget for en ny psykologi, der både er videnskabelig i anerkendelsesværdig grad og humanistisk på samme tid. Som vi skal se, har dette involveret en revurdering af alt fra de mest basale filosofiske antagelser til procedurer for forskning og praksis.

 

I et sammendrag af denne beretning, må jeg balancere mellem tydelig fremlæggelse af de tyske kritiske psykologers arbejde, og kritikker, der er blevet brugt mod dem. Kritisk psykologi blev født i kritik, og gængse repræsentanter for positionen antager ikke et øjeblik, at processen slutter med deres arbejde. Det er selvbevidst en Grundlegung (etablering af et fundament), og det forventes fuldt ud, at yderligere udvikling vil kræve en proces af fortløbende, konstruktiv kritik. De tyske kritiske psykologer har sandelig selv været blandt deres egne mest alvorlige kritikere. I hvert fald har jeg forsætligt, da det foreliggende arbejde vil være den første introducerende beretning om positionen på engelsk, forsøgt at understrege forklaring fremfor ydre kritik, skønt noget af det sidste vil blive indført på passende steder. [ix]

 

Psykologi er ikke isoleret fra samfundsmæssig praksis, ej heller er den et sæt af regler givet én gang for alle, og som skal læres udenad. Dog er det sådan den alt for ofte bliver præsenteret i vore lærebøger, seminarer og forelæsningslokaler. Tysk kritisk psykologi er en erindring til os om, at psykologi, som Francis Bacon beskrev videnskab i The Great Instauration fra 1620, er “ikke en mening at fastholde, men et arbejde at udføre”,(Warhaft 1965:310). Det er en søgen ikke blot efter viden i sig selv, men efter viden, der vil tjene menneskelige væsener i deres anstrengelser med at realisere den livskvalitet, der gøres mulig gennem deres produktive arbejde. Hvad vi end skulle få ud af citatet, skal denne lektie ikke glemmes. Det er en opgave, vi må gøre til vor egen, hvis psykologien skal have nogen værdi for en ægte forståelse af subjektiv menneskelig eksistens.

 

Denne bog vil ikke omhandle alt, som Kritiske Psykologer har gjort eller sagt, ej heller hvad der er blevet sagt om deres arbejde af andre. I virkeligheden er det tvivlsomt, om jeg kommer i nærheden af at sige det, på nogen omfattende måde, der behøver at blive sagt. På mange måder vil bogen rejse flere spørgsmål, end den besvarer. Jeg føler ved at færdiggøre den, som jeg tror Calvin Hall må have følt det, da han skrev sin berømte A Primer of Freudian Psychology (1955), at sådant et rigt tænkearbejde på ingen måde kunne ydes retfærdighed på så få sider. Dog ydede Hall's bog og andre som denne et vigtigt første fodfæste for mange af os. Jeg håber kun at nærværende bog, trods dens nødvendige mangler, vil gøre det samme.

 

Afslutningsvis, før begyndelsen, skal læseren være årvågen om det faktum, at Kritisk Psykologi var et produkt af den intellektuelle gæring knyttet til studenterbevægelsen i slutningen af 60'erne. Som sådan vokser den ud af en højt værdsat politisk kontekst, og forbliver til slutningen politisk i dens eget program. Politisk protest er ikke noget blidt foretagende. Denne bog begynder med den tragiske død af en protesterende student, en galvaniserende hændelse, der, som læseren vil se, spillede en betydningsfuld rolle i udviklingen af Kritisk Psykologi. Hvis psykologi skal være relevant for det virkelige liv, da må den begynde med det virkelige liv.

                                                  Charles W. Tolman

                                             Victoria, British Columbia.

 

Der ville ikke være nogen kritisk psykologi i den form beskrevet i denne bog, hvis det ikke havde været for Klaus Holzkamp's geni. Han ville insistere, at han ikke var alene om at skabe denne psykologi. Der er vigtige historiske forløbere, og væsentlige bidrag er skabt af et stort antal andre personer. Som forfatter af denne bog er jeg i gæld til dem alle på den ene eller anden måde. Imidlertid har jeg specielt lært om Kritisk Psykologi fra mit nære samarbejde med Wolfgang Maiers. Arbejder af Ute Osterkamp, Morus Markard og Karl-Heinz Braun har også specielt hjulpet min forståelse. Wolfgang Maiers kommentarer til denne bog har sparet mig for pinlige fejltagelser og misforståelser. John Broughton og David Ingleby har givet værdifulde råd og sparet mig fra noget dræbende mudret prosa.

 

Jeg er i taknemmelighedsgæld til Cambus Forlaget i Frankfurt, Tyskland, for deres tilladelse til at citere store uddrag fra Klaus Holzkamp's Grundlegung der Psychologie (1983) i oversat form, og til Fischer Taschenbuch Forlag, også i Frankfurt, for deres tilladelse til at citere og oversætte dele af Holzkamp's Kritische Psychologie: Vorbereitende Arbeiten (1972).

 

Arbejdet med denne bog, og meget der førte til den, blev støttet af fondsmidler fra universitetet i Victoria og fra det Socialvidenskabelige og Humanitære Forskningsråd i Canada.

 

I mit hjem har jeg været lykkelig over at have konstant og aktiv støtte fra min partner Renate Eulig-Tolman. Hun har hjulpet mig, nogle gange forbløffet mig, gennem utallige passager af vanskeligt og på anden måde umuligt tysk. Hun har lyttet trofast, mens jeg engagerede mig i åbenlys selvafklaring. Hun har bidraget selvstændigt og betydningsfuldt til den klargørelse gennem hendes egen visdom og egen-viden. Hun har været en urokkelig kilde til støtte - moralsk, emotionelt og på enhver anden måde. At sige, at denne bog ikke kunne være skrevet uden hende, er at sige alt for lidt, men, som alle der sætter pen til papir (eller fingerspids til et tastatur) ved, er ord alt for ofte utilstrækkelige.

 

Ideologi, magt og subjektivitet

 

Berlin, d. 2 juli 1967, kl. 20.20. Benny Ohnesorg's liv blev afsluttet af en kugle affyret fra en politi-pistol. Ohnesorg var 26 år gammel, gift, studerede tysk og romanske sprog samt litte- ratur ved det Frie Universitet i Berlin. Han havde ikke et rygte for at være radikal eller endda specielt politisk. Hans eneste aktive tilknytning var med den Evangeliske Kirke ved universitetet.

 

Shahen af Iran var i Berlin på et officielt statsbesøg. Den 1. juli havde der været et møde af ca. 2000 studenter fra det Frie Universitet for at protestere mod byens og den federale regerings venlige modtagelse af Shahen. De hørte vidnesbyrd om Shahen's grusomme og uretfærdige behandling af hans eget folk fra en exileret Iraner. De var allerede bekendt med omstændighederne ved Shahen's genindsættelse i magten af CIA, det samme CIA, der nu blev identificeret med den stigende upopulære krig i Vietnam. En beslutning blev taget om at demonstrere den følgende dag, som Shahen ankom til rådhuset. Der skulle også være en protest om aftenen udenfor operaen, hvor Shahen og hans kone, sammen med en samling af forsigtigt udvalgte tyske notabiliteter, skulle overvære en speciel forestilling.

 

Eftermiddagens demonstration startede som de fleste demonstrationer, der var blevet hyppigere gennem de seneste 2 år. Det kunne også være sluttet på den sædvanlige måde, hvis det ikke var for én ting. Shahen havde medbragt sin egen livgarde på rundt regnet 80 mand klædt i forretningsmandstøj samt medbringende køller af ca. fire fod's længde. Mens studenterne blev holdt på afstand fra rådhuset af barrikader, strejfede disse “Shah-tilhængere” frit om i det mellemliggende område. På et tidspunkt, som svar på hån, gik de løs på studenterdemonstranterne med deres køller. Efter nogle få øjeblikke af dette ankom politiet talstærkt til scenen, ikke for at holde tilbage på Shahen's følgesvende, men for at assistere dem i at sprede studenterne.

 

Nyhederne om denne parodi spredtes hurtigt, med det resultat, at om aftenen ved operaen var antallet af demonstranter større end ventet, og stemningen var absolut mere bitter. Politiet gjorde intet forsøg på at holde de protesterende væk fra scenen, men demonstranterne, der nu engang var der, blev vist tilbage til fortovet af en styrke på 800 politimænd over den brede avenue fra operaen og klemt med ryggen mod muren og [4] politibarrikader i vejsiden. Shahen og hans selskab ankom. Der blev viftet med bannere, der blev råbt slogans, og messende lød det: 'Mo-Mo-Mossadegh!' 'Shah, Shah, charlatan!'. Lidt før kl. 20.00 var alle notabiliteterne ankommet, og dørene til operaen blev lukkede. Mængden af demonstranter var ved at bryde op, nogle overtalte andre til at komme igen kl.22.00, andre diskuterede, hvor man kunne gå hen og få en øl og en snak. Nogle få minutter efter gav politipræsidenten, tydeligt utilfreds med den langsommelighed, hvormed studenterne forlod stedet, ordren: 'Kniplerne frem, spred mængden!'

 

Politiet angreb. For hovedparten af studenterne var der ikke noget sted at forsvinde hen. Dem i hver ende af den sammenpressede mængde flød ned af den brede avenue, andre tog de tilstødende sidegader forfulgt af politiet. Nogle få af disse fandt dem selv trængt op i en krog i et overdækket parkeringsområde. Benno Ohnesorg var blandt dem.

 

Nogen rapporterede at have hørt en ung mands stemme: “Nej, Nej, Skyd ikke.”. Der blev skudt. En politimand blev hørt sige: “Du må være blevet tosset, du kunne have ramt én af os.”. En musikstuderende, Frank Krüger, var øjenvidne:

 

"Jeg var der, lige da skuddet blev affyret. Jeg så, hvorledes en mængde på 7 eller 8 politimænd angreb studenten [Ohnesorg], hvorledes de gik efter ham med deres knipler, hvorledes han bare stod der i midten af dem, passiv og forsvarsløs. Så så jeg glimtet fra pistolen. Det var omkring i hovedhøjde. Næste øjeblik lå studenten på jorden, ubevægelig".                 

                                                ('Knüppel frei' 1967: 46)

 

Først hævdede politiet, at Ohnesorg døde af en fraktur i hovedet. Det blev imidlertid hurtigt indrømmet, at der var en kugle i hovedet. Politiofficer Karl-Heinz Kurras, på gerningstidspunktet i civil, hævdede, at han skød i selvforsvar. Dette udsagn blev i begyndelsen accepteret af politiet og senatet, men en senere undersøgelse viste, at det var uholdbart, og Kurras blev anklaget for uagtssomt manddrab. Retssagen blev afholdt i november. Retten fastslog, at Kurras konkret havde trykket på aftrækkeren, men den kunne ikke afgøre hans aktuelle strafegnethed. På denne tekniske detalje blev han frikendt.

 

Ligegyldigt hvilken side, man ser det fra, er alle bredt accepterede redegørelser af studenterbevægelsen i Tyskland enige om, at denne hændelse repræsenterede det ene, mest vigtige, opildnende øjeblik i studenterbevægelsens udvikling, en udvikling, hvori det Frie Universitet i Berlin spillede en ledende rolle, hvilken ultimativt producerede en kritisk psykologi. For at forstå dette, er vi nødt til at se bagud fra Ohnesorg-begivenheden for at se, hvorledes det Frie Universitet i Berlin blev centret for politisk og akademisk uenighed i Tyskland, og fremad fra den for at se, hvorledes drabets opildnende effekt udtrykte sig på den akademiske scene ved universitetet[2].

 

Det frie universitet i Berlin’s oprindelse (FUB).

 

Berlin fik sit universitet i 1810, ganske sent ift. europæisk standard. Den drivende kraft bag dets etablering var Wilhelm von Humboldt. Det blev opkaldt efter den prøjsiske kong Friderich Wilhelm. Under dette navn blev det lukket i 1945 efter 12 års [5] Nazistisk ledelse. Ved slutningen af krigen var universitetet i såvel fysiske som moralske ruiner. Dets hovedsæde var på avenue Unter den Linden, som nu var i Sovjet-sektoren af den delte by. Næsten øjeblikkeligt påbegyndte den Sovjettiske militæradministration dets rekonstruktion. Indtil 1948 udviste de Britiske og Franske besættelses-autoriteter en total mangel på interesse for universitetet. Amerikanerne var ambivalente. Samtidig med at de halvhjertet tog ultimativt ufrugtbare planer under overvejelse for deres egen involvering i reetableringen af højere uddannelse i Berlin, tog militærautoriteterne aktivt forholdsregler for at forhindre studenter ved det genåbnede universitet i at bo i den Amerikanske sektor og forhindre beboere fra deres sektor i at benytte universitetet.

 

Det genstartede universitet og dets studenter led så vel af ambivalens af forskellig type. De Sovjettiske autoriteter lovede en fri og demokratisk institution, der ville stille sig selv til rådighed for unge mennesker, som under mere almindelige betingelser ikke havde været i stand til at gå på universitetet. Dette var først og fremmest for at påvirke folk fra lavere middel- og arbejder-klasse. Andre, som havde lidt under Nazismen, skulle også favoriseres. I starten blev løftet stort set holdt, og studenterne greb entusiastisk den nye frihed. Imidlertid steg indblandingen fra autoriteternes side og nåede et toppunkt Marts 1947, da adskillige studenterledere blev arresterede for påstået spionage for Vesten. Dette var kun ét tegn på optrapningen af den kolde krig. I de følgende år sås en øget fortætning af kontrollen med politisk motiverede degraderinger af lærerstaben og afvisninger af studenter. Endelig efter afvisningen af nogle nøgle-studenterledere blev der indkaldt til en strejke d. 23 april 1948, og studenterne blev indtrængende anmodet om at komme til møde på hotel Esplanaden i den Brittiske sektor. Den østlige presse rapporterede, at kun 300 studenter mødte op. Vestlige aviser rapporterede 2.000. Dette møde spillede en nøgle-rolle i at motivere Amerikanerne til at etablere et alternativt universitet i deres sektor.

 

Fra begyndelsen var der en vidtspredt mistænksomhed om amerikanernes motiver, absolut i øst, men også i vesten. Hvad motiverne end måtte være, blev et nyt universitet grundlagt i 1948 med et stort bidrag af fondsmidler fra Ford-fondet. Fundamentalt præsenterede det sig selv som forpligtiget til at opfylde løfterne om frihed og demokrati med hvilke det gamle universitet, der nu blev kaldt Humboldt-universitetet, var blevet genåbnet. Amerikanerne skal kreditteres for, at de overlod det meste af universitets organisering til tyskerne, inklusive studenterne, af hvilke mange var udvandrede fra 'Linden Universitetet' medbringende mange af de progressive idealer, der var blevet skuffede der. F.eks. fortsatte de med at insistere på en betydelig studenterindflydelse i administrationen og gav studenter fra grupper med ringere fordel fortrinsret. Det endelige resultat var unikt i tyske universiteters historie. Det nye Frie Universitet i Berlin repræsenterede en progressiv model, der ville fortsætte med at tiltrække politisk engagerede studenter fra alle dele af Tyskland i årene, der kom. Kort sagt, havde det Frie Universitet i Berlin sin start i protest og uenighed, og det etablerede hurtigt en tradition for anti-elitisme, anti-autoritet, politisk tolerant og progressiv tænkning og praksis.[3] [6]

 

Studenterbevægelsens begyndelse.

 

Imidlertid kunne traditionen for politisk engagement ved det Fri Universitet næppe forblive begrænset til selve universitetets område. Alt i alt var universitet et ganske selv-bevidst aspekt ved samfundet omkring det. Det kunne heller ikke fortsætte med at udvikle sig uden at overskride dets grænser. Retrospektivt synes det nu, at politisk engagement nødvendigvis ville gå over i protest og ende med at løbe over i gaderne i byen selv. En af de første offentlige demonstrationer skete i december 1964, da adskillige hundrede studenter protesterede mod premiereministeren i Congo, Moïse Tshombé's besøg, som de gjorde ansvarlig for den populære venstrefløjs-leder Patrice Lumumba's død.

 

Et vendepunkt i denne forbindelse blev nået foråret 1965. Studenterledelsen, AStA (Allgemeiner Studenten-Ausschutz), inviterede en journalist og to andre gæster til at tage del i et symposium eller en debat om den politiske udvikling i Tyskland siden krigen. Journalisten, Erich Kuby, havde været kritisk overfor FUB-administrationen siden 1949 og var allerede blevet erklæret persona non grata af rektor i 1958, der nægtede at lade Kuby tale på universitetet ved to lejligheder i 1960 og 1963. Rektor Herbert Lüers intervenerede endnu engang og nægtede Kuby tilladelse til at tale. Studenterne protesterede, uden tvivl inspireret af 'Free Speech Movement' ved universitet i Californien, at deres rettigheder under universitets konstitutionen blev krænket. De krævede retten til at høre enhver person tale på ethvert åbent areal på universitetsområdet på et hvilkensomhelst tidspunkt om ethvert emne. En serie af strejker og demonstrationer fulgte, med over 3.000 studenter involverede. Dette sæt af begivenheder markerede for alvor begyndelsen på studenter protest bevægelsen ved FUB. Antallet og hyppigheden af offentlige demonstrationer forøgedes efter maj 1965. Emnerne have et bredt omfang fra lokale vedrørende administrationen af universitetet til internationale emner med stigende fokus på Vietnam-krigen. I april 1967 blev en gruppe af studerende arresterede for en påstået sammensværgelse mod den amerikanske vice-præsident Hubert Humphrey's liv. Imidlertid fandt politiundersøgelser kun frem til nogle røgbomber og et stort lager af buddinge-mix med krudt. Studenterne kaldte sig selv for 'Rædsels Kommunen', men de blev bedre kendt som 'buddinge-morderne'. Hvilken form for humor, der måtte være blevet udtrykt i at kaste budding på en amerikansk vice-præsident, forsvandt med Benno Ohnesorg's død[4].

 

Det ’kritiske universitet’

 

Protestens seriøsitet ikke blot steg i intensitet, men steg også mht. mål. Kritik, oprindeligt fokuseret på krænkelse indenfor universitetet, blev generaliseret til kritik af byen, staten, national og international politik og nu, endelig, viden i sig selv, dens produktion, udbredelse og relation til praksis. Mht. udbredelsen af viden, f.eks., blev Axel Springer, ejeren af adskillige populære højredrejede aviser og magasiner i Tyskland, [7] (ikke at forveksle med det højt estimerede Springer Forlag) et specielt mål for FUB studenterbevægelsen under ledelse af Rudi Dutschke. Dutschke citerede Springer for hans omfattende misbrug af hans ideologiske styrke og forlangte en ekspropriation af hans publiseringsemperium. ('Wir fordern' 1967). Men den mest vigtige enkeltbegivenhed for vor herværende interesse var grundlæggelsen af det Kritiske Universitet i juli 1967[5].

 

Det Kritiske Universitet blev organiseret af Wolfgang Lefèvre, formanden for FUB's studenterforening, Sigrid Fronius, og Wolfgang Nitsch fra Max-Planck-Instituttet for Pædagogisk Forskning, i samarbejde med cirka 40 andre studenter og fakultetsmedlemmer. Deres kritik begyndte med deres egne institutioner. Ifølge deres 'kalender' ( hvoraf der blev trykt 6.000 kopier) havde de gammeldags institutioner for højere indlæring endelig 'transformeret sig selv fra elfenbenstårne til elfenbens-fabrikker, hvor professorale specialist-idioter underviste studenter specialist-idioter' ('Dr. crit.'1967). De hævdede, at for fremtiden måtte de studenter, der udgjorde venstre-eliten, føre et dobbeltliv, halvt idiot og halvt revolutionær. Det var det Kritiske Universitets funktion at tage hånd om den revolutionære side.

 

Det Kritiske Universitets, der nu var opdelt i 30 arbejdsgrupper, selvdefinerede opgaver havde dobbeltkarakter. På den ene side skulle de forsøge at skabe alliancer med arbejdere. De skulle tilbyde arbejderne uddannelsesmæssige work-shops og assistere dem i at diagnosticere de problemer, de mødte i et borgerligt-domineret samfund og i at formulere effektive politiske handleskridt. På den anden side ville de udføre kritisk aktivitet indenfor FUB, afholde seminarer om politiske aspekter ved undervisningen, kritisere kursus-indholdet, eksaminationerne, og de pædagogiske mål og generel praksis ved tyske universiteter.

 

Det er ikke nødvendigt at bemærke, at de administrative autoriteter ved FUB nægtede det Kritiske Universitet brugen af nogen af dets faciliteter og endda foretog en juridisk undersøgelse af dets programmer og aktiviteter for at afgøre, om de involverede studenter kunne anklages for noget. Imidlertid lykkedes det for det Kritiske Universitet at overleve længe nok til at skabe yderligere udvikling af samme type.

 

Et løbeblad, der cirkulerede ved Mainz' Universitet, skrev:

 

"I Berlin bliver folk nu skudt, men ikke blot på muren. I Østberlin er demonstrationer forbudte; i Vestberlin er demonstrationer forbudte. I Østberlin bliver det, som bystyret ikke synes om, undertrykt; i Vestberlin bliver det, byledelsen ikke synes om, undertrykt. Berlin forbliver Berlin".

 

                                                 ('Knüppel frei'1967: 46).

 

Udviklinger ved det psykologiske institut.

 

Samtidig tog debatterne ved det Psykologiske Institut en mere åben politisk natur. Specielt én var toneangivende i det, der skulle følge efter. Professor Hans Hörmann, der dengang var institutleder, havde gentaget hans 'liberale' syn på relationen mellem psykologi og samfund som del af hans tale ved [8] en mindehøjtidelighed ved FUB for Benno Ohnesorg. Hörmann's forståelse af denne relation satte den individuelle samvittighed i centrum. Psykologi som videnskab var i overensstemmelse hermed essentielt værdifri. Psykologiens sammenkædning med værdier og samfundsmæssig praksis var den individuelle psykologs anliggende. Det var op til den enkelte at påse, at psykologisk viden blev brugt ifølge de korrekte interesser. Vurderingen af korrekthed blev også overladt den enkelte. Dette var en vurdering, ifølge Hörmann's synspunkt, som ingen person kunne undslippe.

 

En lidenskabelig og velformuleret tilbagevisning baseret på den Kritiske Teori fra Theodor Adorno og Jürgen Habermas[6] kom fra en student, Irmingard Staeuble, fra Instituttet. Hun fastholdt, at Hörmann's synspunkt viste utilstrækkelig værdsættelse af den essentielle politiske natur ved videnskab. Det var netop sådan et uskadeligt synspunkt på videnskab, der havde styrket konklusionen - efter hendes mening falsk - at universiteterne i Det Tredie Rige blot var blevet brugt af Nazi'erne, og at den rigtige korrektion havde været at dreje universiteterne tilbage til deres mere 'naturlige' tilstand af neutralitet, efterladende implikationer for samfundets velbefindende til ansvaret ved den enkelte persons samvittighed. Ifølge Staeuble's analyse var videnskab og universiteterne aldrig neutrale; de eksisterede nødvendigvis ifølge den ene eller anden interesse. Faktum og bevidsthed blev altid medieret gennem en samfundsmæssig og historisk kontekst. Grænserne mellem filosofi, videnskab, ideologi og samfund formindskedes i denne analyse, efterladende sig en nødvendig, interrelateret helhed. Psykologer, som ikke kunne se dette, placerede simpelthen sig selv blindt i arbejdet for de herskende ideologier.

 

Kort tid efter fremførte Staeuble disse bidende observationer om samtidens psykologi:

 

"Når man ser på de områder, hvor psykologer hovedsagelig har været aktive, må det konkluderes, at (a) de arbejder i imperialismens direkte tjeneste (militær forskning, 'psykologisk forsvar'); (b) de arbejder i den kapitalistiske økonomi's tjeneste (markeds undersøgelser, reklame); (c) de har en indirekte effekt på at stabilisere borgerskabets ideologi (forskning om kommunikation og meninger); (d) de fremmer den effektive opførsel for personer indenfor samfundssystemet (udvælgelsesmetoder af alle slags, industriel psykologi, erhvervsrådgivning); og (e) de bidrager til social konformitet (alle typer rådgivning)."

                               (Staeuble 1968, citeret fra Holzkamp 1972:217)[7]

 

Kritikkens basis kunne eventuelt bevæge sig væk fra Habermask Kritisk Teori, men den essentielle konklusion ville forblive den samme; psykologi er uundgåeligt en politisk bestræbelse.

 

'Nødloven’ fra 1968.

 

I 1968 blev en anden student skudt. Denne gang var målet en karismatisk studenterleder, Rudi Dutschke, og 'næsten' morderen var ikke en politimand, men en forstyrret ung mand, sandsynligvis opildnet af den populære presse's hysteriske retorik. Dutschke overlevede, men kun for at dø af sine sår i 1979. [9] I dette år blev en nødlov også introduceret, som effektivt tøjlede enhver talefrihed, der stadig var tilbage, for de uenige studenter[8].

 

Som allerede fremført ovenfor, havde nogen politisering fundet sted på det Psykologiske Institut nogen tid før 1968, det meste fokuserende, som impliceret i Staeuble's bemærkninger, på kritikken af den positivistiske begreber om videnskab. Imidlertid var det Nødloven, der fremskyndede de store forandringer, der skulle forme og karakterisere studiet af psykologi ved FUB. Ifølge Klaus Holzkamp, der hovedsagelig refererer til debatten mellem Hörmann og Steuble:

 

"Den første kontrovers rejste sig blandt nogle studerende på instituttet om politiseringen af universitetet. Dette førte til to mere organiserede diskussioner, men havde kun liden bemærkelsesværdig effekt. Kun ved én lejlighed i kampagnen mod Nødloven foråret 1968 besluttede en stor majoritet af studenter og undervisningsassistenter ved instituttet sig til politisk aktion. I 14 dage var alle lektioner og seminarer helliget diskussionen af Nødloven. Et kraftigt program om at udsprede information og andre former for politisk aktion blev vedtaget. Fra dette tidspunkt og frem antog arbejdet på instituttet en ny kvalitet: diskussioner om demokratiske reformer af instituttet blev sat i gang af en nyetableret 'ad hoc gruppe' af progressive studenter. Det Psykologiske Institut var unikt blandt universitetets institutter i og med, at fakultetsmedlemmer fulgte studenterne i at initiere og støtte reformarbejdet. I løbet af sommerferien 1968 blev adskillige af instituttets funktioner, fra forskningsplanlægning til adgangsbetingelser og budget, udforsket af ti kommitéer, og resultaterne blev i detaljer rapporteret til instituttet i dets helhed.".

                                                

  (Holzkamp 1972:212)

 

'Kongressen for kritisk og oppositionel psykologi'.

 

September 1968 blev kongressen for den tyske psykologforening holdt i Tübingen. Et symposium om psykologi og politisk adfærd var netop startet, da rummet blev invaderet af en gruppe på omkring 20 studenter, hovedsageligt fra Berlin's Tekniske Universitet, en institution adskilt fra FUB. Talsmanden for gruppen overtog podiet og annoncerede, at de havde 'hørt nok teser, havde været frustrerede længe nok', og at det nu var tiden for dem til at fremlægge deres 'egne teser'. Der var 27 af disse, kritiserende ethvert aspekt, man kunne forestille sig, af den gængse psykologiske forskning, undervisning og praksis. En diskussion fulgte, hovedsageligt fokuseret på påståede politisk misbrug af psykologien:

 

"Psykologisk forskning antages at være vigtigt for samfundet, men hvem bestemmer, hvad der er vigtigt? Er restriktioner for forskningens frihed gennem social kontrol acceptabel? Og,i hvert tilfælde, hvem udfører kontrolleringen? Er individuelle videnskabsmænd ansvarlige for misbruget af deres forskningsresultater? Hvorledes kan de, uden magt i samfundet, forebygge sådant misbrug?".

                                                 

 (Holzkamp 1972:220)

 

[10] Kritikkerne blev skrevet ned, og spørgsmål blev stillet, men ingen bestemte svar fremkom ved den lejlighed.

 

Dette førte til en vigtig begivenhed i maj 1969: Kongressen for Kritisk og Oppositionel Psykologi blev afholdt i Hannover og overværet af studenter og psykologer fra hele Forbundsrepublikken. Intentionen var at besvare de spørgsmål, der var blevet rejst det foregående efterår i Tübingen. Efter to dages diskussion, præsenterede studenter fra Berlin's Tekniske Universitet (TU) en resolution med en opsummering af deres egne konklusioner. De var blevet pessimistiske ved hele affæren. De sagde, at tre basale tendenser kunne identificeres i diskussionen gennem de foregående to dage: (1) 'kritisk oplysning', det er en masse højt-flyvende liberalt ordskvalder med lille forbindelse til virkelig praksis; (2) 'smålig borgerlig terror', som steg til advokerende 'orgiastiske' aktioner rettet mod det tanketomme hul af frustration; og (3) 'reformistisk nussen omkring', der kunne løse op for en ting eller to, men essentielt ville efterlade tingene uforandrede. Kort sagt, alle løsninger, der forsøgte at forblive psykologiske forblev effektivt upolitiske. De fastholdt, at politiske løsninger ikke var psykologiske. Grunden til dette var, at psykologi 'har været og altid vil være et instrument for de, der har magten'. De blev således ført til følgende praktiske forslag:

 

"1. Gør eksisterende psykologisk viden - som viden om systemet - til en del af kampen mod systemet! (F.eks. stop brugen af intelligenstests som instrumenter for dominans ved offentlige distribuerede kopier og analyser af dem).

 

2. Ødelæg psykologien på institutterne.

 

3. Udvikl en offensiv strategi overalt, hvor psykologien bruges i evalueringsprocessen!

 

  Der er ingen 'kritisk' eller 'oppositionel' psykologi! Dette betyder, der er ingen revolutionær psykologi! SMADR PSYKOLOGIEN!"

                                                   (Holzkamp 1972:222)

 

Delegationen fra FUB var af en anden mening, og den følgende dag præsenterede de et formelt svar på adskillige anklager fra TU-gruppen. For det første fastholdt de, at en fair høring om en progressiv, politisk engageret, kritisk psykologi ikke havde haft muligheden gennem de sidste to dage, præcist fordi de, som nu ønskede at fordømme projektet, selv havde obstrueret diskussionen. For det andet havde TU-gruppen kun defineret virkelig politisk praksis som det, der ikke var integreret i kapitalismen. Da det er svært at se, hvorledes noget ikke kunne integreres ind i kapitalismen, ville dette reducere mulighederne for virkelig politisk handling til nul.

 

Det tredie punkt i FUB svaret protesterede mod kravet, at det eneste alternativ var at 'smadre psykologien', blot fordi den er et nødvendigt instrument for de, der har magten. De påpegede ironien i at smadre psykologien som et konkret alternativ, og tilbød en noget anderledes analyse:

 

"Vi er enige i, at det ikke er muligt at bruge den dominerende psykologi - præcis fordi det er psykologi for de, som besidder magten - til at producere en analyse af [11] samfundets nuværende stadium. For dette må der stilles spørgsmål, som borgerlig psykologi ikke stiller. Disse er spørgsmålene, der direkte er resultatet fra behovet om en revolutionær forandring af samfundet, og kun svar på disse spørgsmål vil gøre en adækvat analyse af det foreliggende system muligt. Dette implicerer ikke at begå den borgerlige fejl om at vente at forandre betingelserne gennem psykologiske midler alene..... Vi mener, at kritisk psykologi (dvs., psykologi indenfor sfæren af Kritisk Teori), indenfor rammen af en revolutionær strategi, kan opnå ikke blot instrumentel, men også kognitiv værdi, så som klargørelse af, hvad der konstituerer en konkret frigjort eksistens og gennem at informere os om de psykologiske processer, der medierer dominans. Selv borgerlig psykologi er ikke, som hævdet, begrænset til beskrivelse. Den søger at analysere betingelserne, skønt den er begrænset i dette gennem dens borgerlige ideologi (som, f.eks. i tilfældet med seksualitet) og, under antagelsen om værdi-neutralitet, understøtter dominans."

                                                    (Holzkamp 1972:223).

 

De fremførte den følgende analyse af psykologi, som den blev undervist og praksiseret på institutterne:

 

"1. Som beskrivelse portrætterede den medierede betingelser som ikke-medierede (som i agressionsbegrebet som medfødt), og hypostaserede og ontologiserede således status quo.

 

2. Som en analyse af betingelser ekskluderede den ikke-psykologiske kategorier, begrænsende sig selv til psykologiske kontekster, og afpolitiserede således sig selv indenfor den videnskabelige arbejdsdeling.

 

3. Som prognose tjente den teknisk evaluering og kontrol, og suspenderede således individernes selvbestemmelse til fordel for en fremmedbestemmelse.

 

4. Den afholdt sig fra værdi vurderinger, og rationaliserede sig selv som værdineutral og ignorerede den samfundsmæssige realitet; den forblev i et elfenbenstårn, akkumulerende trivialiteter og undertrykte dens egen effekt på menneskers liv.

 

En kontrasterende kritisk psykologi kunne defineres som ingen blot refleks-reaktion mod den dominerende logisk-empiristiske psykologi, men som en integreret del af socialvidenskaberne rettet mod muligheden for menneskelig eksistens frigjort fra undertrykkelse og elendighed i overenstemmelse med de frigørende krav i Kritisk Teori ".

                                               (Holzkamp 1972: 223-224).

 

Kort sagt, man behøver ikke at smide babyen ud med badevandet. Såfremt psykologi, som det almindeligvis praksiseres, er ensidig til fordel for de, der har magten, kan en kritisk psykologi, én der ville være ensidig til fordel for de magtesløse, ikke udelukkes. Dette udformede linierne for det basale program, som FUB-gruppen ville forsøge at formulere og udvikle i årene, som fulgte.

 

Demokratisering af det psykologiske institut.

 

I mellemtiden undergik studenterne og fakultetet for det psykologiske institut en radikal demokratisering hovedsageligt baseret på [12] arbejdet, som blev udført af de 10 kommitéer i løbet af sommerferien 1968. Det endelige resultat af dette arbejde, som blev færdiggjort i slutningen af januar 1969, var en total omstrukturering af Instituttet's administrative og beslutningstagende organisation. Ifølge den nye plan ville Instituttet ikke længere blive drevet af en Ordinarius (uindskrænket af en professor), som handlede i sin egenskab af direktør. Snarere ville det blive drevet af et Institut Råd dannet af repræsentanter fra alle involverede grupper inkluderende studenterne, kontorpersonalet og den tekniske stab, og junior og senior fakultetet. De nye statutter for Instituttet bekendtgjorde:

 

"Institut Rådet vejleder og beslutter, når det finder det nødvendigt i alle de spørgsmål vedrørende Instituttet, som det selv beslutter er vigtige, eller som er fremlagt af medlemmer eller grupper i Instituttet som defineret gennem dets statutter... Instituttets administrative ledere er forpligtede....til at føre Institut Rådet's beslutninger ud i livet".

                                                    (Holzkamp 1972: 234)

 

Denne forandring ved Instituttet blev på det tidspunkt hilst som en markering af begyndelsen på en ny demokratisk epoke, og fik et antal følgevirkninger, der betydningsfuldt påvirkede den yderligere udvikling af Kritisk Psykologi. En af disse kom som et stød for de mere idealistiske deltagere i den nye demokratisering. For nogle blev den nye frihed forstået som frihed fra alt, der mindede om den autoritære stat og et manipulativt samfund; det betød den 'store vægring'. De nye statutter inviterede til dette: indenfor en undertrykkende institution, havde revolutionær kamp produceret et "frirum", et rum i hvilket den enkelte var fri til at afvise diktater fra enhver autoritet, og det, der kunne forstås som manipulation fra andre. Vægten syntes at have bevæget sig fra revolutionær emancipering fra samfundet til emanciperen af den enkelte indenfor det borgerlige samfund. Denne forståelse fandt støtte i både Kritisk Teori og i psykoanalysen i både dens 'klassiske' og 'sex-pol' versioner.[9] Enheden af personlig livsstil og politisk aktivitet kunne opnås gennem at modstå presset fra et resultatorienteret samfund. I Instituttets arbejde blev dette oversat til nægtelse af at opnå eller at blive konform akademisk eller på nogen anden måde. Studenter tilskyndede til at opgive eksaminationer og til retten til at signere deres egne uddannelsescertifikater. Fravær fra og for sen fremmøde til lektioner og seminarer blev almindelig. Hvis og når de blev brugt, blev seminar-rum og auditorier efterladt i en beklagelig uordentlig tilstand.

 

Klaus Holzkamp opsummerede senere lektien, der blev lært af dette:

 

"Følsomheden overfor lidelsen påført på mennesker af dette samfund har nået sådanne højder, at en kamp mod en sådan lidelse blev uundgåelig. Men det blev endnu ikke forstået, at fra denne lidelse, som social lidelse, kunne der ikke være nogen individuel lindring, at ideen om et undertrykkelses-frit 'frirum' indenfor det borgerlige samfund i sig selv er en borgerlig, idealistisk forestilling. Ikke desto mindre ville det være forkert og ahistorisk simpelthen at afstå fra personligt og politisk frirum. Indsigten, opnået mindre gennem intellektuel reflektion end [13] fra smertelig erfaring, at 'frihed' i dette samfund ikke kan betyde individuel frigørelse fra samfundets krav og relateret lidelse, var et vigtigt skridt i udviklingen af den politiske bevidsthed på venstrefløjen. Socialister på universitetet lærte, at frihed for individet kun kunne betyde indsigt i nødvendigheden af et langsigtet, savn-fyldt, disciplineret arbejdsprogram mod målet for en videnskabelig socialisme".

                                                    (Holzkamp 1972:236).

 

Ved det nye Institutråds første møde producerede det af studenterne oplevede behov for at engagere sig i revolutionær praksis et forslag om et program efter skoletid for under- priviligerede børn i Kreuzberg, et arbejderklasse område i Berlin med en stor andel immigrant arbejdere. Programmet, der skulle kaldes 'Rød Frihed', var intenderet som involverende studenter i en slags anti-autoritær, politisk bevidstheds-skabelse blandt skolebørn. Det formelle forslag fejlede mht. klart at identificere dets teoretiske berettigelse og havde også mange andre mangler, men senior medlemmer af rådet så det som en test af deres nylige proklamerede tillid til studenterne og frygtede, at tilbagevisning, eller endda en insisteren på en bedre gennemtænkning af det, ville blive fortolket som autoritære udsagn og vække yderligere studentermodstand. På den mere positive side var der en udpræget mulighed for, at teoretisk forståelse ville udvikles gennem selv-vurdering af aktionen. Klaus Holzkamp accepterede at deltage i kollektivet og dele ansvaret for projektet. Som han sagde senere, 'isolation af studenterne skulle undgås for enhver pris, fordi udviklingen af et program for progressiv undervisning og forskning kun kunne opnås gennem den gradvise reorganisering af hele Instituttet'. (Holzkamp 1972: 239). Blandt dem på instituttet, som ikke kunne acceptere en sådan beslutning, var direktøren professor Hans Hörmann. Han benyttede lejligheden, givet ved et tilbud fra Bochum's universitet, til at forlade Berlin.

 

Den nye universitetslov af 1969 og Røde Celle Bevægelsen.

 

Vigtige forandringer skete med en ny Universitetslov i august 1969. Loven intenderede at gøre to ting. For det første skulle den restrukturere universitetet mht. at gøre det mere 'styre-venligt'. Dette skulle opnås gennem afskaffelse af de gamle fakulteter og i deres sted at etablere nye administrative disciplinære grupper kaldet Fachbereiche (divisioner). For det andet skulle det svare på studenternes og juniorfakultets krav om større indflydelse i universitetets affærer. De beslutningstagende organer skulle bestå af heltidsprofessorer, midterniveus fakultetet[10], og studenter. Imidlertid var deres relative bidrag til processen ikke lige. Stemmer skulle vægtes i forholdet 7:4:3. På grund af , at studenterne ville få deres stemmer adækvat udtrykt på denne måde, blev det traditionelle studenterstyringsorgan, AStA, officielt afskaffet.  

 

Den administrative restrukturering krævede en periode med diskussion rettet mod at beslutte, hvilke divisioner som skulle dannes, og fra hvilke discipliner [14] de skulle konstitueres. En majoritet i det Psykologiske fakultetsråd støttede en Filosofidivision og en Socialviden- skabelige division, hvilket ville inkludere filosofi, psykologi, sociologi og journalistik. En minoritet støttede inkluderingen af pædagogik. Til slut nåede debatten i og blandt disciplinerne til at støtte majoritetspositionen i Institutrådet.

 

Studentersvaret til afskaffelse af AStA til fordel for at blive gjort til en del af den officielle beslutnings-tagende struktur blev fundet uacceptabel af en stor del af studenterne, specielt dem som identificerede sig selv som venstrefløj. De anså restruktureringen som en grov selvsupplering og forlangte et uafhængigt organ. Da det ikke lykkedes at få det officielt, organiserede de deres eget, som blev kendt som 'Rød Celle' bevægelsen. Røde Celler blev organiseret parallelt til den nye universitetsstruktur. Rød Celle råd blev således etableret for hvert institut og division.

 

Grundlæggelsen af Rød Celle rådet ved det Psykologiske Institut havde to ganske forskellige konsekvenser. Umiddelbart forværrede det spændingerne, der havde udviklet sig, mellem venstrefløjen og de liberale elementer på Instituttet. Venstrefløjen havde en snæver majoritet i Institutrådet og syntes besluttet på at bruge det til at fremme deres egne programmer. De Liberale, skønt i starten støttende den demokratiske restrukturering af Instituttet, fik i stigende grad følelsen af fremmedgjorthed. Spændingerne toppede tidligt i 1970, da en kommite af Filosofidivisonen og Socialvidenskabsdivisionen anbefalede, at den ledige stilling fra det tidligere år fra professor Hörmann skulle besættes af professor Klaus Eyferth. Uheldigvis havde studenterrepræsentanterne i denne kommite undladt at bruge deres ret til at høre studenterne generelt, og således kom udnævnelsen for dem som en overraskelse. Protester blev formuleret umiddelbart og høringer mod ansættelsen af Eyferth blev forberedt af såvel studenter og midter-niveu fakultetet, som opfordrede Eyferth til at afstå fra ansættelsen. Efter langvarige diskussioner med alle berørte og adskillige måneders overvejelser afstod Eyferth fra stillingen.

 

Dette var en uheldig hændelse på dette specielle tidspunkt af adskillige grunde. For det første var ansættelsen i sig selv dårligt arrangeret. Den kom til at virke autoritativ netop, da enhver var ultrasensitiv overfor tilsynekomsten af autoritet, og ethvert middel blev foretaget for at undgå den. Den var også uheldig, fordi de aktioner, den vakte, kulminerende med Eyferth's afståelse fra at acceptere ansættelsen, satte fart i to yderligere kalamitative begivenheder. Den første var et krav fra den liberale minoritet i Instituttet, at de skulle rekonstitueres som et separat institut indenfor den Pædagogiske Division. Dette blev modgået af venstrefløjs majoriteten, men blev tilsidst accepteret og effektueret. Den anden hændelse var begyndelsen på en offentlig kampagne i aviserne mod det Psykologiske Institut. Det er ikke svært at forestille sig, hvad en konservativ presse kunne få ud af begivenhedskombinationen: fritidsprogrammet efter skoletid 'Rød Frihed'; den Røde Celle's voksende indflydelse på instituttet; indblandingen i den lovlige ansættelse af en ny professor på det, der synes at være et politisk grundlag; og misfornøjelsen op til et punkt af løsrivelse af de liberale studenter og fakultetet. [15].

 

Generelt blev lederskabet af kampagnen mod venstrefløjen taget af den Berlinske Senator for videnskaber og kunst. En serie af forelæsninger af tre Marxistiske videnskabsmænd med titlen 'Litteratur om Kapitalens Genoprettelse i Vest-Tyskland' blev programlagt til vintersemestret 1970/1971 af den Røde Celle ved instituttet for Germanske Studier. Senatoren erklærede disse forelæsninger for at være skadelige for konstitutionen (verfassungswidrig) og beordrede dem aflyst. Ikke blot studenterne og fakultetet men også Præsidenten for FU modsatte sig denne grove indblanding af statsautoriteter. Universitetet rejste officielt sagen for Berlin's Administrative Ret, som d. 12 januar 1971 afsagde dom til fordel for universitetet. Senatoren's forbud blev fjernet, og forelæsningerne fandt sted. Ironisk nok, erklærede retten ikke forelæsningerne, men Senatoren's indblanding, som skadelig for konstitutionen.

 

Imidlertid sluttede kampagnen mod det Psykologiske Institut ikke så let, fair eller hurtigt. Det behøves ikke at blive sagt, at meget af publiciteten var ekstremt ensidig og sensationspræget. Et af de mere beskidte aspekter ved kampagnen var måden i hvilken, den kom til at fokusere på personen Klaus Holzkamp pga. hans involveren i 'Rød Frihed' kollektivet. Han fandt hurtigt forsøg på forklaring og retfærdiggørelse nytteløse. 'At det var en skandale var allerede blevet besluttet' (Holzkamp 1972:251). Igen blev en lektie lært af denne erfaring:

 

"Jeg måtte lære, at disse offentlige angreb på mig ikke skulle tages personligt. Hvilket som helst angreb af denne type er, som de var det her, i denne forbindelse provokerede, i hvilket tilfælde de kunne tages som lejligheder til at lære mere om mekanismerne gennem hvilke sådanne offentlige reaktioner opstår. Eller vi konkluderer ganske enkelt, at sådanne offentlige angreb kan ikke undgås i nogen form for videnskabelig-politisk aktivitet; de kan blot accepteres som en del af hverdagens opgave".

                                                    (Holzkamp 1972:250).

 

Drejningen mod Marxisme.

 

De Røde Cellers komme havde en mere positiv konsekvens. Deres medlemmer på det Psykologiske Institut, som andetsteds på FUB, havde været en del af 'Marx renæssancen' i slutningen af 1960'erne. Ulig mange af de andre radikale aktivister i studenterbevægelsen, havde de en klarere ide om deres mål i socialistiske vendinger og en bedre vurdering af deres aktioners effekt. De vidste også, at effektiv handling krævede reel teoretisk viden og fasthol- den af langsigtede programmer. Disse kvaliteter var allerede evidente i grundlæggelses dokumentet for de Røde Celler ved det Psykologiske Institut, dateret 11 marts 1969:

 

"Den aktuelle socialistiske praksis af de mange forskellige projekter handler om socialisering, og de teoretiske arbejdsgrupper knyttet til dem har behov for politisk organisering, der udstikker obligatoriske perspektiver, som er målrettede og langsigtede.... Agitation repræ- senterer forsøget på at finde politiske indsigter i den samfundsmæssigt dominerende kontekst, som søger at brække igennem den elitære vidensakkumulations karakter for således at initiere en bredere [16] solidaritet. Optimal agitation kræver en politisk uddannelse i hvilken teoretisk viden og udvikling af politisk bevidsthed former en del af den generelle revolutionære strategi. Socialistisk praksis er betinget af en politisk bevidsthed blandt dens deltagere, der erkender de konkrete behov og muligheder for en revolutionær forandring i senkapitalismen. Det må forstås som en begyndelse af den revolutionære proces for de løn-tjenende masser, gennem hvis bevidsthed den aktuelle omvending af alle samfundsmæssige relationer alene kan opnås.....Organisationsarbejdet finder sted på tre områder: uddannelse, agitation, og praksis. Disse er konstituerende momenter i en og samme proces, og må ikke adskilles.".

                                               (Holzkamp 1972:241-242)

 

De Røde Celler organiserede studiegrupper om adskillige emner fra pædagogisk reform til videnskabelige metoder. Imidlertid var det mest prominente, studiet af dialektisk og historisk materialisme, til hvilke Marx' Introduktion til kritikken af den politiske økonomi og Kapitalen var hovedteksterne. På det Psykologiske Institut blev et officielt anerkendt kursus om 'Kritikken af Politisk Økonomi' tilbudt i løbet af vintersemestret 1969.

 

Deres læggen vægt på nødvendigheden af teoretisk arbejde var årsag til spændinger med aktivisterne knyttet til Rød Frihed, som betragtede deres Rød Celle sidestykker som 'seminar Marxister'. Denne gnidning startede en vigtig debat om forholdet mellem teori og praksis, som viste sig generel fordelagtig for begge sider gennem at yde en lejlighed til at løse nogle basale spørgsmål gennem studie og selv-kritik. Forholdet mellem de to grupper forblev relativt non-antagonistisk. I hvert tilfælde lykkedes det dem overensstemmende at danne en solid front mod de liberale mht. spørgsmål i relation til Instituttet, specielt ansættelsen af professor Eyferth. Denne solidaritet bidrog væsentligt til de liberales etablering af et adskilt institut.

 

Klaus Holzkamp og kritisk psykologi.

 

Før 1970 havde Klaus Holzkamp offentliggjort to vigtige bøger om metode i psykologi (1964, 1968). I disse arbejder havde han udviklet en kritik af logisk empiriske metoder og videnskrav indenfor en ramme, der blev kendt som 'konstruktivistisk'. I løbet af 1970 og 1972 offentliggjorde han en serie af artikler om metode og psykologisk viden, hvor enhver af disse i stigende grad blev kritiske overfor hans egne tidligere 'konstruktivistiske' arbejder. De reflekterede også indflydelsen af hændelserne på det Psykologiske Institut og FUB, som vi har beskrevet. Dette var ikke blot tilfældet mht. typen af de nævnte problemer, såsom relevansen af psykologisk viden, men også i basal metateoretisk orientering. Mest bemærkelsesværdigt var skiftet til en klar Marxistisk position i 1972. Disse artikler blev samlet og overgangen blev kritisk diskuteret i en bog offentliggjort i 1972, Kritische Psychologie: Vorbereitende Arbeiten (Critical Psychology: Prepatory Works). Holzkamp's generelle program [s.17] for Kritisk Psykologi[11] var ikke helt gennemskueligt i denne bog. Imidlertid udtrykte det de principielle forestillinger, som ville motivere udviklingen af det program i løbet af de kommende år. En forestilling der var væsentlig, som det hele står og falder med, var den om relevans.

 

Relevansen af foreskrevne studier havde været et tidligt anliggende for studenterbevægelsen i Berlin som andetsteds. Delvist rejste problemet sig, fordi der eksisterede en relation, skønt ikke altid klar, mellem relevans og værdi. Skønt der syntes at være en iboende forbindelse mellem , hvad der er værdi, og hvad der anses for relevant, portrætterede det traditionelle empiristiske syn på viden, specielt videnskabelig viden, den som essentielt værdi-fri. Således syntes det at følge, at viden ikke kunne være naturligt relevant. I den udstrækning værdi eller relevans var et emne, da var den op til den individuelle bedømmelse. Dette var den position udtrykt af professor Hörmann ved mindegudstjenesten for Benno Ohnesorg. Det kunne syntes at være en bevægelse i den rigtige retning at gå bagom den individuelle interesse til de samfundsmæssige interesser. Imidlertid, som Irmingard Staeuble bemærkede i sit svar til Hörmann, løste dette ikke alene problemet. Hvad skal bestemme, hvorfor en gruppes interesser, som Nazierne, skulle eller ikke skulle herske over andrs interesser ? Man er stadig stillet ansigt til ansigt med en uløselig relativitet. Det er simpelthen blevet skiftet om til en bredere skala.

 

Dette problem var også centralt for den første af mange studenters reaktion overfor demokratiseringen af det Psykologiske Institut. Demokratisering, dvs. at give individet mere at sige over hans eller hendes personlige skæbne i et samfund eller i en institution, er rettet mod at gøre erfaringen mere relevant. Det blev imidlertid snart evident, at hvis relevans skulle fortolkes på en så personlig måde, kunne institutionen, og faktisk samfundet, blive bragt til en faktisk stilstand, hvilken ingen kunne være tjent med.

 

Fokusering på de centrale spørgsmål.

 

To emner var på spil her: relevans og forholdet mellem individet og samfund. Der syntes at være en nødvendighed i det sidste, hvor det første var et aspekt af det, hvilket er hvorfor gruppe-interesse løsningen ved første opblussen syntes at indeholde et vist løfte. Dette, at løsningen viste sig at være revnet, antydede imidlertid, at den ikke havde været korrekt formuleret. Som Irmingard Staeuble bemærkede i hendes 1968 fremlæggelse: 'Teori må måle sig i forhold til noget. Imidlertid, da tingen .... ikke er neutral, men struktureret af samfundet, kan teori ikke klare sig uden et adækvat begreb om samfundet' (citeret i Holzkamp 1972:216).[12]. Relevans, syntes det, var allerede indeholdt i objektet for samfundsmæssig opmærksomhed, når videnskaben, dvs. videnskabsmanden, nåede det. Fra dette synspunkt var relevansen af viden effektivt ækvivalent til adækvansen af denne viden. Som Holzkamp senere formulerede det (1972:284): 'I det borgerlige samfund er den socialvidenskabelige substantive viden så at sige internt relateret - skønt på komplekse måder - i graden af og typen af dens samfundsmæssige relevans'. De 'komplekse måder' implicerer den teori om det samfundsmæssige, som Staeuble nævnte.

 

[18] Imidlertid efterlod dette et vigtigt problem uløst. Spørgsmålet om personlig relevans kunne ikke blot passeres ved at hævde, at relevans var et samfundsmæssigt emne. Dette var ganske enkelt ikke tilfældet: personlig relevans eksisterede stadig. Alt i alt havde det været en bredt fastholdt omsorg for personlig relevans, der havde initieret diskussionen. Hvad der manglede her, var et andet aspekt af teorien om det samfundsmæssige: den, som havde at gøre med dets relation til individet.

 

Når vi vender os mod psykologi, finder vi ingen løsning. De love den tilbyder, er essentielt ahistoriske og usamfundsmæssige. Dette er specielt tydeligt i de forskellige former for behaviorisme. Behaviorister er stolte af deres love for reinforcering. Faktisk intenderer disse love mod at være så generelle, at forskelle mellem arter, fra invertebrater til mennesker, er totaltudslettede (jvf. Skinner 1956). Dette skulle ikke være en grund til videnskabeligt praleri, men, på den anden side, en grund til alvorlig bekymring. Hvad der er relevant for de fleste af os, er ikke, hvorledes vi er ligesom duer, men hvordan, vi er forskellige fra dem. Lovene for reinforceringsskemaer er åbenlyst ikke i stand til at fortælle os noget om, hvad der gør os specielt menneskelige. Faktisk fortæller de os kun lidt om dyr af enhver slags. I valget af abstrakt generalisering over specificiteten, er behavioristen nødt til at abstrahere individuelle subjekter fra deres fylogenetik og i tilfældet mennesker fra deres historiske og samfunds- mæssige natur.

 

Man kunne indvende, at dette kun er tilfældet for ekstrem behaviorisme. Men sådant er det ikke. Vi kan løbe igennem skalaen af alle såkaldte alternative psykologier, fra eklektisk, gennem kognitiv, til psykoanalytisk og humanistisk. Vi møder samme problem: isolationen af individuelle subjekter fra deres historiske og samfundsmæssige kontekster. Når samfundet er bragt ind i billedet, som det sandelig ofte er, er det gjort som en ydre indflydelse eller variabel, der sender de abstraherede, isolerede individer fra vore teorier afsted mod samfundet og historien som ting udenfor dem.

 

Ikke overraskende finder vi ikke problemet løst, når vi vender os mod sociologien, men ganske enkelt vendt om. Kort sagt, der er ingen teori i hovedstrømmen af socialvidenskab, som effektivt vender sig imod problemet om den samfundsmæssige natur af det individuelle menneskelige subjekt. Slutresultatet er, at det menneskelige subjekt er enten subjektiviseret eller objektiviseret, værende abstraheret og isoleret i hvert tilfælde.

 

Dog er dette problem om den samfundsmæssige natur af det individuelle subjekt, dvs. relationen om subjektiviteten ift. samfundet, ofte fundet i hjertet af vore mest indestængte bekymringer. Studenterbevægelsen var motiveret af sådan en bekymring. Alle politiske kampe for demokrati, for socialisme, for et mere menneskeligt samfund er reflektioner af et dybtliggende behov for bedre at forstå og relatere sig til subjektiviteten i samfundet.

 

Det faktum, at over et århundredes intensiv og ekstensiv udvikling af hovedstrømmen af socialvidenskaberne af en mangfoldighed af højt intelligente og velmenende mennesker har fejlet, ikke blot i at løse dette problem, men endda ved at vende sig mod det på nogen bredt organiseret måde, fører os i det mindste til to formodninger. På den ene side må vi forestille os, at sådan en kolosal fejl må afspejle nogle fundamentale fejl i vore basale antagelser og metoder. Dette ville betyde, mht. at foretage de fornødne korrektioner, at en grundlæggende radikal vurdering og rekonstruktion vil være nødvendig. På den anden side foreslår det, at fejlen ikke har [19] været ganske tilfældig, men reflekterer skævheden af en samfundsmæssig dynamik, som i sig selv må forstås. Den radikale kritik der behøves, må derfor være selv-bevidst, videnskabelig-metodisk samt historisk-ideologisk. Hvad der behøves fandt udtryk allerede i Hörmann-Staeuble debatten: en kritik og rekonstruktion, der fører os til en psykologi, der er kritisk i sig selv, ikke en psykologi, der kan gøres kritisk gennem personlige tilbøjeligheder hos psykologen. Det er sådan en kritik og rekonstruktion, den Tyske Kritiske Psykologi forpligtigede sig til, og som jeg skal forsøge at beskrive i de følgende kapitler.

 

Filosofiske antagelser.

 

Generelt fortsætter psykologer med deres arbejde uden at stoppe op og reflektere over de ba- sale antagelser, der ligger bag det, de gør. Som studenter lærer vi, hvordan man udfører psy- kologi. Vi lærer om målinger, om validitet og reliabilitet, og om hvordan relationer mellem variable analyseres, så vi når til et generelt udsagn, der kan accepteres som psykologisk viden. Vi kommer til at tro at, at fortsætte på denne måde er at konformere til videnskabens krav. Alt dette kræver, at vi gør os visse antagelser om objekterne for vor undersøgelsesprocedurer, om naturen af viden, og om måderne vore metoder sammenkæder de to. Den slags videnskab, vi således producerer, er forudbestemt gennem dens underliggende antagelser, og en sådan vid- enskab kan ikke i princippet yde nogen data eller anden information, der vil afkræfte disse an- tagelser. Hvis der er fundamentelle sprækker i vor videnskab, som Klaus Holzkamp og hans kolleger fik mistanke om, at der var, bliver det essentielt, at reflekterer på antagelsesrammen selv. Det er de berlinske Kritiske Psykologer's indsats at gøre dette, som jeg ønsker at opsum- mere i dette kapitel.

 

Vi har allerede god grund til at tro, at vor videnskab's filosofiske antagelser ikke er mindre værdi-fri end vore psykologiske teorier. Hvis de sidstnævnte reflekterer værdierne og priori- teterne, der styrer de samfundsmæssige relationer i hvilke vi arbejder, syntes det nødvendigvis at følge de førstnævnte ligesådan. Det er i denne forbindelse, at Kritiske Psykologer, i overensstemmelse med andre kritikere af den aktuelle sociale orden, marxister såvel som ikke-marxister, taler om filosofi og videnskabelig teori som 'borgerlig'. Hvis vi var enige i, at hverken filosofi eller videnskab kan være værdifri, er der fornuft i at identificere tænkemåder i termer fra de værdier, de repræsenterer. Samfundet vi lever i er karakteriseret ved en kapitalistisk produktionsmåde, og de, som udøver magt, er enten kapitalister eller mennesker, som har kapitalismens interesse på sinde. Kapitalismens historiske opvoksen var på samme tid en opvoksen af en middelklasse kendt som 'borgerskabet'. Kapitalismens natur og dens dominerende klasse har forandret sig enormt siden de tidlige merkantilisters dage, men den generelle betegnelse forbliver passende. Vi kan så forvente, at de fremherskende socialvidenskabelige teorier og deres underliggende filosofier vil reflektere borgerlige værdier. En god del af kritisk teori er stilet [24] præcist mod at fremhæve dette faktum og, hvor nødvendigt, at foreslå alternativer, som reflekterer nye værdier.

 

Det er blevet foreslået af mange folk, at det er dårlig taktik i det nuværende politiske klima at tale om teorier og filosofier som borgerlige. Intentionen her kan være god, men hvad er alter- nativerne? Ofte er 'traditionel' og 'hovedstrømmen' foreslået. Den første lider af ubestemthed: hvilken tradition? På et eller andet punkt må dette bringe os tilbage til 'borgerlig', siden det er traditionen, vi taler om. Den anden kan føre os ind i en slags forvirring, i hvilken vi mister den vigtige distinktion mellem afgjort borgerlige teorier, som er hovedstrøm, og dem, der definitivt ikke er det. Humanistisk psykologi og, i det Nord Amerikanske Academy for videnskab, psykoanalyse, er konkrete tilfælde. Begge er borgerlige, men ingen af dem er hovedstrøm. Til slut, at undgå etiketten 'borgerlig' opmuntrer fornægten af eller frygtsomhed for den pointe, vi forsøger at skabe: psykologi er en politisk, samfundsmæssig praksis, og vor opgave er at gøre dette klart og åbent i vor tænkning, vor praksis, og vort sprog.

 

Vi ønsker at gøre klart, når vi tager en kritisk tilgang til borgerlig filosofi og teori, at inten- tionen ikke blot er at 'smadre' det gamle og erstatte det med dets modsætning. Kritik er ikke blot en sag om at kondemnere de dominerende tænkemåder. Mere konstruktivt er den rettet mod at udstille deres 'ensidighed'. F.eks. er den socialistiske kritik af det borgerlige samfund ikke rettet mod at 'smadre' demokratiet og frihederne, der adskilte det borgerlige samfund fra den feudalisme, det erstattede. Pointen er at vise, at - givet den udviklede samfundsmæssige produktive kapacitet - er borgerlig forståelse af demokrati og frihed ensidig og abstrakt, og kan kun gøres komplet og konkret gennem udvidelsen fra den rene politiske sfære (f.eks. ret- ten til at stemme) til den økonomiske sfære ( f.eks. retten til socialt meningsfuld beskæftigelse): hvad godt gør det mig, hvis jeg kan stemme, men ikke har nogen garanti for meningsfuld deltagelse i de samfundsmæssige processer, der sikrer tilfredsstillelsen af individuelle behov?

 

På samme måde kan vi forvente, at socialvidenskabelige teorier og de filosofier, der støtter dem, har eksisteret, fordi de har tjent os på en eller anden vigtig og nyttig måde. Hvad der er rigtigt ved dem, skal vi at bevare i vor kritik. Kernen i emnet er at erkende, at problemet er historisk: teorierne og filosofierne, der idag holder os tilbage, var på et tidspunkt selv 'revolutionære' og 'progressive'. F.eks., videnskabens 'mekanisme', som er næsten universelt beklaget idag ( skønt ofte stille opretholdt), spillede en signifikant historisk rolle i at yde men- nesker med større kontrol over deres materielle liv og i at bryde de feudale autoriteters ideo- logiske hold på mennesker. Målet for kritisk filosofi og videnskab er at se, at den historiske proces ikke bliver druknet i en mose, men holder trit med de udvidede muligheder skabt gen- nem historisk praksis.

 

Naiv empirisme.

 

Den mest almindelige videnskabsfilosofi der er basis for generel eksperimentel psykologi i dette århundrede, har været den naive, common-sense, [25] empirisme arvet fra John Locke gennem 1900-tals skikkelser som John Stuart Mill.[13] Ifølge denne position er empirisk viden- skab optaget af opnåelsen af sand viden om naturen. Denne viden er baseret på observation og eksperiment. Fra de data, disse metoder producerer, foretages generalisationer gennem in- duktion og, i gunstige tilfælde, kan de regnes som opdagelse af naturlige love. Love betragtes som udtrykkende noget givent i naturen. Forskere antages at søge efter love, og de heldige finder dem. Forskningsarbejde er hovedsageligt styret af upartisk erfaring. For at garantere mangel på partiskhed, så at naturen så at sige, kan tale for sig selv, er meget af forskerens aktivitet rettet mod at sikre hans eller hendes egen neutralitet. De almindelige metaforer for 'at stirre ind i naturens værksted' og 'opspore naturens hemmeligheder' er reflektioner fra den naive empirisme.[14]

 

Holzkamp kritiserer ikke denne position for dens læggen vægt på omhyggelig observation eller for dens forventninger om sand viden. Snarere er hans kritik, at naiv empirisme ikke tillader plads til reflektioner om spørgsmålet om relevans. Naturen bliver forstået som et ontologisk givent, forud-eksisterende, ordnet kosmos af love, hvor videnskabsmandens opgave er at opnå en basis for operationer for en lille del af det, og så at fortsætte gennem yderligere observation og eksperimenteren mod en forøget omfattende forklaring af de uafhængigt givne naturlige love. Det afhænger altsammen af de anvendte metoder, som er objektive i betydningen af at udelukke subjektiv vurdering. Hvis korrekte metoderegler bliver fulgt, kan der ikke være nogle selvstændige irrelevante videnskabelige spørgsmål. Enhver smule ny information i det hele taget er, uanset hvor lidet iøjnefaldende, en brik i mosaikken og har en gyldig plads i naturens lovmæssige struktur. Hvor minimalt det end er, bidrager det derfor nødvendigvis til berigelse af vor sande viden. Spørgsmål om interesser, der tjenes ved forskning, har et simpelt svar. Der er kun én legitim interesse i videnskabelig forskning, og det er opnåelsen af viden om naturen. Videnskabsmænd har deres objekt, naturen, som de konfronterer med en attitude af objektiv nysgerrighed. Hvis videnskabelig forskning bliver foretaget udfra alt andet end videnskabelige grunde, såsom politiske grunde, vil dens resultater blive ødelagt af ekstravidenskabelige påvirkninger og vil ikke blive taget seriøst af det videnskabelige samfund.

 

Selv tidligere i dette århundrede syntes naiviteten af denne position så åbenlys for mange, at blot beskrivelsen af den gjorde en seriøs kritik unødvendig. Dette synspunkt er endda mere udbredt idag. Forestillingen om værdi-fri videnskab, som det fører til, bliver nu generelt be- tragtet som forkastet.[15] Som Holzkamp påpeger er det evident, at naiv empirisme er inkapabel selv mht. at stille de impertinente spørgsmål om relevans og interesse, forhindret alene i at være i stand til at besvare dem.

 

Det er værd at bemærke, at dette er videnskabsfilosofien, i mere eller mindre explicit form, der historisk drev spørgsmål om subjektivitet ud fra den videnskabelige psykologi's domæne pga. den påståede interesse for objektivitet. Resultatet var den problematiske og tvetydige attitude hos psykologer - eksemplificeret ved John B. Watson, grundlæggeren af behaviorismen - at enten eksisterede subjektiviteten reelt ikke, og det var en fejl at tale om den (i såfald, hvorfor har vi så så meget sprog, der relaterer sig til den?), eller den eksisterede, men udenfor domænet [26] for videnskab som noget der skal ekskluderes af objektive metoder (således skabende, i en reduktiv monismes interesse, den værste type dualistisk metafysik). Kort sagt er naiv empirisme, på trods af dens hverdags, common-sense appel, en position, som (1) er usammenhængende, og (2) har obstrueret udviklingen af en adækvat psykologi.

 

Logisk empirisme.

 

Der er en anden version af empirisme, kendt enten som logisk empirisme, logisk positivisme, eller, ganske enkelt, positivisme, som teoretisk orienterede psykologer, der erkender sårbar- heden af naiv empirisme, har adopteret mere eller mindre officielt, og det har haft indflydelse på at skabe både teori og metode i psykologien i dette århundrede.[16] I denne position er dok- trinen om genetisk forrang af erfaring forladt, sammen med Mill's induktionsbegreb som et princip for udviklingen af viden. Det var åbenlyst, at videnskab ikke kunne begynde med erfaring, fordi det altid var nødvendigt at have selektionsprincipper indeholdt i teoretiske ideer, før man kunne vide hvad der skulle observeres. Naturen i sig selv kunne ikke fortælle os, hvad vi burde observere. Grundet dette ville induktionen af generaliseringer af erfaringer vise sig at være logisk umulig. Naturlige love findes derfor, ifølge logisk empirisme, ikke i naturen, som kun er givet os detailleret i rum og tid og som kun kan beskrives i singulære her-og-nu udsagn. I modsætning hertil er naturlige love definerede gennem deres antagne uni- verselle gyldighed. De kan derfor ikke blive givet os gennem vores erfaring af naturen, men må formuleres af os som antagelser.

 

Ifølge dette synspunkt er videnskab et netværk af udsagn, der former en begrebsmæssig pyra- mide eller et aksiomatisk system. Det holdes sammen gennem et princip om intern sammen- hæng. Sprogets sfære i den bredeste betydning bliver, idet vi følger Wittgenstein's “Tractatus”, i princippet betragtet som værende ikke-overskridelig. Videnskab består af udsagn og kun af udsagn. Denne antagelse skabte betragteligt besvær mht. at gøre klart, hvordan det videnskabelige sprogsystem er forankret i realiteten. (Se Tolman 1991a). De logiske positivister formodede at dette skete gennem de specielle beskrivelser af sensoriske hændelser, som de kaldte protokoludsagn. Imidlertid var de aldrig i stand til helt at tydeliggøre for andre, hvorledes protokoludsagn var forskellige fra andre udsagn.

 

Grundet bekymring om at undgå metafysikkens faldgruber, antog de logiske empirister et rigoristiske kriterium for meningsfuldhed, ifølge hvilket udsagn kun er videnskabeligt meningsfulde, hvis de selv er protokoludsagn eller utvetydigt kan deduceres fra dem. De eneste virkelige videnskabelige problemer er dem, der kan reduceres til protokoludsagn. Dette empiriske kriterium på meningsfuldhed gik igennem adskillige versioner og modifikationer. Den mest kendte form for psykologer, er den operationelle definition (Se Rogers 1991).        

 

Logisk empirisme's kriterium for validiteten af videnskabelige udsagn adskiller sig signifikant fra den naive empirismes. Videnskab tager nødvendigvis form af [27] et udsagns system, i hvilket de repræsenterede udsagn er mere præcise versioner af hverdagsudsagn. Empiriske hypoteser kan logisk blive deducerede fra udsagnssystemet og repræsenterede generali- sationer af den laveste grad af universalitet indenfor systemet. De må opfylde betingelsen, at protokoludsagn kan blive deducerede fra dem, dvs., at de bliver operationaliserbare. Opgaven er så at verificere hypoteserne. Hvorvidt og i hvilken udstrækning verifikation sker, afhænger af graden i hvilken forudsigelser udledt fra hypoteserne er bekræftigede, dvs., graden i hvilken de observationelle data er i overensstemmelse med hypotesernes betingelser.

 

På dette punkt vender logisk empirisme sig mod induktionsprincippet. Imidlertid er dette ka- rakteriseret på en essentielt forskellig måde end ved naiv empirisme. Det er ikke længere set som en procedure til udvikling af naturlige love fra erfaring, men kun som et princip for etablering af validitet ved generelle udsagn. Dette betyder, at basal validitet kræver at specielle hypotetiske forudsigelser hviler på tidligere opnåede observationelle data: jo mere en hypotese er blevet bekræftet tidligere, jo større er dens forudsigelsesværdi. Det bliver klart fra dette, at den induktive procedure ikke kan yde absolut konkluderende forudsigelser, men kun sandsynlige forudsigelser. Som en konsekvens blev der gjort et forsøg på at formalisere induktions-proceduren ved hjælp af sandsynlighedsteori.

 

Logisk empirisme repræsenterer en distinkt og vigtig tilbagetrækning fra de tillidsfulde for- ventninger ved den naive empirisme mht. naturens love og sand videnskabelig viden. Billedligt talt fandt videnskabsmænd sig selv indespærret i et bur af udsagns systemer, fra hvilket realitetskontakt kun kunne opnås med det største besvær, hvis overhovedet muligt. Et resultat har været, at forsøg på at etablere den konkrete validitet ved videnskabelige forslag i stigende grad er blevet negligeret, og istedet er videnskabsmænd, som fortsatte ad den logiske empirismes sti, blevet forudindtagede med systemer af regler, der styrer den tautologiske transformation af et sæt af udsagn ind i et andet. De mest synlige manifestationer af dette i psykologien har været den fortsatte fikse idé med måling og statistisk analyse.

 

Problemerne skabt gennem en videnskabelig teori, der begrænser sig selv til metodologiske betragtninger og nægter at beskæftige sig med substantive sager og interesser, er endnu klarere i logisk empirisme end i naiv empirisme. Den naivt empiristiske læggen vægt på, at empiri tvinger til at yde ultimativt konkluderende viden, er forladt. Dens plads er taget af et system, i hvilket utallige indre konsistente udsagnssystemer er mulige, og som kan testes empirisk. Regler for at vælge ét indre konsistent system fremfor et andet kan ikke deduceres fra den logiske empirismes begrebsmæssige ramme. Videnskabsmanden er således efterladt med et bredt spillerum for vilkårlighed, og, undtagen i procedurale tilfælde, er videnskabelig aktivitet fjernet i signifikant grad fra rationel kontrol. Ufornuften ved en rent formel, metodeorienteret teori om videnskab er imidlertid til en vis grad formørket i den logiske empirisme ved dens begreb om verifikation af hypoteser. For så vidt som et videnskabeligt udsagnssystem er støttet gennem verificerede hypoteser, kan det i en vis forstand forstås som sandt, dvs. [28], forankret i virkeligheden. Det er således stadig muligt, omend kun i et begrænset omfang, at kræve erhvervelse af viden og sandhed som videnskabelig aktivitets reelle interesse, og påstande om irrationalitet og vilkårlighed i valget af indhold for forskning bliver i nogen udstrækning målt gennem appellen til videnskabelig sandhed. Imidlertid skaber denne metode-centrerede tilgang til videnskab i bedste fald tilsynekomsten af selv-bekræftigelse; den hjælper ikke psykologi til at blive mere reflekterende om menneskelig subjektivitet eller mere relevant for menneskelige behov.

 

Falsifikationsteori.

 

En tredie position, som har været indflydelsesrig i psykologien i den sidste halvdel af dette år- hundrede er falsifikationsteorien fra Karl Popper (1961, 1966). Det er en position baseret på en kritik af logisk empirisme's forklaring på verifikation af hypoteser. Mange psykologer og andre socialvidenskabsmænd har erkendt problemerne med verifikationsteorien, og er derfor naturligt blevet tiltrukket af Popper's tilsyneladende radikale kritik af den.[17]

 

For både naiv-empirisme og logisk empirisme afhænger verifikation af hypoteser af induktions-princippet, skønt hvad den antages at nå er, som vi allerede har bemærket, forstået ganske forskelligt af hver af de to positioner. Imidlertid kan det som et faktum demonstreres, at induktionsprincippet, selv i den logiske empirisme's svagere version, ikke er holdbar. Der er ingen logisk forsvarlig grund til, hvorfor forudsigelsesværdien af en hypotese skulle øges til en grad, der er blevet verificeret tidligere. De relaterede argumenter er altid cirkulære eller spørgsmåls-appellerende, og, som Popper har vist, deres appel til sandsynlighedsteori fejler mht. at korrigere problemet.

 

På en kritisk basis for valideringsversionen af induktionsprincippet, som udgjorde basis for hypotese verifikation, kom Popper til en radikal tilbagevisning af alle krav, som videnskaben fremsiger om viden og sandhed. Han konkluderede: "Vor videnskab er ikke viden....: den kan hverken opnå sandhed eller sandsynlighed" (Popper 1966:228). For så vidt denne konklusion bliver accepteret  -  og Popper's argument, stringent følgende kanon’en i deduktiv logik, er uimodståeligt - er videnskabsmænd nægtet den sidste mulighed for at kræve, at deres motiver skal være rene og ganske enkelt være dem, som skal opnå ægte videnskabelig viden eller sandhed. Popper forkastede verifikation af hypoteser, og erstattede det med 'falsifikation'.

 

Popper's argument baserede sig på klassisk logik. Videnskab var for ham, som den var for lo- giske empirister, et system af udsagn varierende i grad af generalitet i hvilken forbindelsen til virkeligheden, hvorledes denne end måtte defineres, er skabt gennem enkelte udsagn. Han kaldte disse enkelte udsagn for 'basale udsagn' (hans version af protokoludsagn).

 

Hvis et basalt udsagn er bestemt til at være sandt, kan det da deduceres fra det faktum, at det overordnede system fra hvilket udsagnet er blevet afledt, derfor er verificeret? Nej, sådan en konklusion er udelukket, fordi sandheden ved et specielt udsagn ikke har nogen implikation end ikke for de generelle udsagn, fra hvilke det er afledt. Popper illustrerede dette med et eksempel fra den klassiske logik: det følger ikke [29] logisk fra at 'denne svane er hvid', at 'alle svaner er hvide', eller at 'nogle svaner er hvide', eller endda at 'sandsynligheden er nu øget for at andre svaner er hvide'. Verifikationen af en enkelt vurdering siger absolut ingenting om sandheden om generelle udsagn, selvom når de er formulerede i sandsynlighedstermer.

 

Imidlertid er situationen anderledes, når det kommer til falsifikation af generelle udsagn. Skønt generelle udsagn ikke kan afledes fra specielle udsagn, kan de blive modsagt af dem. Gennem den klassiske logiks modus tollens, kan sandheden ved et enkelt udsagn tages som implicerende falskheden ved et generelt udsagn. Dette forudsætter naturligvis, at det generelle udsagn er formuleret som et ukvalificeret generelt-udsagn, som ikke tillader nogen undtagelse i dets krav på sandhed. Antag at vort udsagn er, at 'alle svaner er hvide'. Hvis det basale udsagn 'denne svane er sort' kan etableres som sandt, er det overordnede udsagn nødvendigvis falskt.

 

På antagelsen af en asymmetri mellem verifikation og falsifikation, konkluderede Popper, at empiriske videnskabelige teorier må formuleres på en sådan måde, der gør dem mest sårbare for falsifikation. Teorier og teoretiske forslag kan så rangordnes mht. deres falsificeringsgrad.

 

Popper's falsifikationsteori er baseret på muligheden af at specificere kriterier for sandheden ved basale udsagn, eftersom at det kun er når disse er fastslået som sande, at det overordnede system af generelle udsagn kan blive betragtet som modsagt og derfor som værende falskt. Men ifølge Popper (1966:60ff) kan validiteten ved basale udsagn ikke blive besluttet konkluderende, men kun foreløbigt, og kun hvis, ved at følge spillets metodologiske regler, enighed er opnået blandt forskellige observatører mht. dets accept eller forkastelse. Denne enighed er lettere for nogle basale udsagn end for andre. Hvis ingen fast enighed kan opnås om validiteten af et specielt basalt udsagn, bliver yderligere udsagn formuleret således, at de er i stand til at blive modsagt af den teori der skal testes, indtil ét er fundet, som der kan opnås enighed om i overensstemmelse med reglerne. At finde sådant et udsagn øger graden af falsificerbarhed ved teorien. I den udstrækning, at enighed er opnået om forkastelse af udsagn der ville modsige teorien, er teorien betragtet som foreløbigt bestyrket.

 

Som man allerede kan se, repræsenterer Popper's falsifikationsteori en yderligere tilbage- trækning fra krav om at levere enten videnskabelig viden eller sandhed. Et videnskabeligt udsagnssystem, der endnu ikke er blevet falsificeret, er, i følge Popper, ikke at betragte som 'forankret i virkeligheden'. Der kan være mange udsagnssystemer, der møder dette kriterium og står ved magt i større eller mindre enighed med det første. Fakta, som der refereres til gennem basale udsagn, har ingen autoritet, som er komplet uafhængig af den aktuelle teori. De repræsenterer nødvendigvis fortolkninger af virkeligheden i lyset af den samme teori. Falsifikationskriteriet begrænser vilkårligheden i at bibeholde videnskabelige udsagnssystemer, men det tilbyder intet kriterium mht. at beslutte, hvilke udsagnssystemer, der burde blive formulerede og testede. Emnet, hvilke af alle mulige teorier om virkelige omstændigheder der burde blive formulerede, og hvilket hierarki af værdier der skulle styre bestemmelsen om, hvad der er mest undersøgelsesværdigt, bliver af Popper overladt til det irrationelles domæne. [30]

 

Popper så dette problem. Men han konkluderede ikke, at hans videnskabsteori derfor blot var et skelet, der behøvede at få kød og blod, og at blive modificeret af yderligere filosofisk over- vejelse om dens centrale substans eller motiverende interesser, for således at gøre den mere modtagelig for fornuftens ledelse. Istedet valgte han en slags 'flugt ind i psykologien':

 

"Teoriernes oprindelse synes ikke at være i stand til eller at have behov for logisk analyse: Til spørgsmålet, hvordan det sker, at noget nyt sker for nogen - hvad enten det er et musikalsk tema, en dramatisk konflikt, eller en videnskabelig teori - kunne være af interesse for psyko- logi, men ikke for den logiske teori om viden."

                                                      (Popper 1966:6)

 

Ved at reducere teorien om videnskab til metodologi og logik, ekskluderede Popper spørgs- målet om oprindelsen af videnskabelige teorier fra videnskabelig betydning. Han undgik således de relaterede spørgsmål om relevans og interesser. Ved at gøre således, tilbød han intet til psykologer, optaget af subjektiviteten, som spørgsmål om relevans og interesse implicerer.

SUBJEKTIVITETENS PROBLEM.

 

Disse versioner af borgerlig filosofisk videnskab i psykologi viser sig alle at være, trods deres specielle dyder, problematiske selv i deres egen terminologi. For så vidt de klarer at forene deres problemer indenfor deres egne rammer, synes de alle at være mere abstrakte og uvirkelige fra synspunktet om almindelige forventninger og aktuel praksis af videnskab. Som Holzkamp gentagne gange har peget på, er ingen af dem i stand til at håndtere spørgsmål, der enten vedrører den selvstændige videnskabelige interesse eller er af relevans i ethvert af dets mulige betydninger. Dette er sandt for naiv empirisme såvel som for logisk empirisme og falsifikationsteori: det bliver kun mere tydeligt, når vi bevæger os fra den ene til den anden, ufuldkommenheden der opnår det selv-ophøjede påskud om et generelt princip i det sidste tilfælde.

 

Hvad der dog er mere vigtigt for psykologien, er disse positioners totale mangel på at behandle subjektivitetsproblemet adækvat. Deres ensidighed har ensartet ofret subjektiviteten for objektiviteten. Hvis naiv empirisme ikke efterlod nogen plads for spørgsmål om relevans, kunne den bestemt ikke finde nogen plads til subjektiviteten. Lovene, som de beskæftigede sig med, var dem om naturen uafhængig af den observerendes bevidsthed, og den eneste viden, der kunne tillægges værdi, var viden om sådanne love, dvs. objektiv viden. Reglerne var klare: hvis naturen skulle åbenbare dens love for den observerende, måtte sidstnævnte være så ikke- indblandende, så passiv, så neutral, så ikke-subjektiv som muligt. Det var den slags tænkning, der allerede i det nittende århundrede førte til de værste former for behaviorisme.[18]

 

Man kunne fortsætte med at demonstrere, at naiv empirisme, ligesom alle empirismer, ikke var materialistisk i nogen stringent betydning, skønt mange af dens tilhængere tænkte på sig selv som materialister, og meget af dens kritik har fortsat med at mudre vandene for en sådan teknisk distinktion.[31] (Jvf. Tolman 1991c). Ganske vist var der ikke nok lighed med filosofisk materialisme, så en sådan demonstration ville ofte ligne en ren spidsfindighed. Imidlertid er forskellen for de logiske empirister klarere. Med en diskutabel undtalese af Otto Neurath, var tilhængere af denne position selv-bevidste ikke-materialister; mange af dem nægtede endda at være realister (f.eks. Moritz Schlick); og nogle få gik så langt som til åbent at omfavne solipsismen (f.eks. Rudolph Carnap). [19] Mht. vort spørgsmål om subjektiviteten, er dette afgjort ikke en spydighed. De logiske empirister forkastede i princippet alle naive fore- stillinger om at være forankret i en bevidstheds-uafhængig realitet. Det var dem, som accepterede synspunktet, at erfaringens riger som følelser og sprog var ikke-transcenderbare. 'Fysikalismen' knyttet til denne gruppe er jævnligt en ækvivalent til en slags materialisme, men de, som advocerede den, var intet andet end materialister. Det 'fysiske' refererede her ikke til fysisk natur, men til fysisk sprog, dvs. fysikkens sprog. Den konsekvente reduktion af fysiske fænomener var derfor ikke en reduktion til fysiske materielle begivenheder (som den var for reduktive materialister som dyrepsykologen, Jaques Loeb)[20], men til en beskrivelse i fysikkens sprog. Med andre ord, det foreskrevne sprog for protokol udsagn, var ganske enkelt fysikkens.

 

Ironien i alt dettte er, at logisk empirisme, som dens selv-bekendende solipsister forstod den, var en essentiel subjektivistisk teori om videnskab. Mange af de stringente regler, de satte for sig selv, var en direkte konsekvens af dette. Den eneste distinktion mellem objektiv og sub- jektiv, der var tilbage for dem, var en metodologisk distinktion. Foreskrifterne mht. hvad der var meningsfuldt, og hvad der ikke var det, hvad der blev regnet for videnskab, og hvad der ikke blev regnet for videnskab, etc., var alle intenderede mod at vægre sig imod ubestemt- heden ved overhåndtagende subjektivisme. Mens nogle teoretikere, såsom Gestaltpsykolo- gerne, så nogle muligheder i dette for udviklingen af noget, der lignede en teori om subjek- tivitet, fortsatte majoriteten, såsom de naive empirister, at behandle subjektivitet som en paria, der skulle udrenses fra videnskab som adskilt fra ordinær hverdagstænkning.

 

Popper's falsifikationsteori fortsatte basalt denne tendens. Den stillede endda mindre krævende krav om dens forankring. Ulig de logiske empirister, som forsøgte at fastholde den stringente orden eller rationalitet's tvang, gav Popper efter for irrationaliteten, hvor hans forgængere ved udsigten til dette havde været skrækslagne. På en måde kan falsifikationsteorien ses som i det mindste et delvist reductio ad absurdum ved logisk empirisisme. Der er ikke behov for at nævne, at en videnskab om subjektiviteten, som adskilt fra en subjektivistisk videnskab, ej heller her når frem til et grundlag.

 

Det, som alle disse positioner har til fælles, er en restriktiv læggen vægt på individuel erfaring og en ofring af subjektiviteten ved den erfaring enten til objektivitet eller til den irrationalitet, som objektivisterne frygtede. Det kan indvendes, at vor kritik har overset nyere udviklinger i empiristisk filosofi. Imidlertid observerer Jäger et al. (1979), at den 'hårde kerne' i empiristisk filosofi, skønt den næppe ligner de mere traditionelle typer, i stigende grad er kommet til at støtte sig til fysikkens og matematikkens formalismer, hvor ingen [32] af disse har meget at sige om subjektiviteten (eller om historie, hvilket, som vi skal se, er vigtigt for forståelsen af subjektiviteten). Derfor er der i disse positioner endnu mindre håb for individet, hjælpeløst, isoleret og abstraheret fra den samfundsmæssige-historiske kontekst, som, når den erkendes, bliver behandlet som en ydre og endda fremmed indflydelse. Individets subjektivitet er i korrespondence hermed efterladt i en degraderet status som en irrationel griben ind i udviklingen af sand viden. En psykologi, der udvikler sig i denne atmosfære, må blive fyldt med vanskelighederne ved at handle med det konkrete menneskelige subjekt, som vi allerede har påpeget. 

 

Uden for hovedstrømmen: fænomenologi.

 

Selvfølgelig var Holzkamp og andre, som forpligtigede sig til at udvikle en kritisk psykologi ved Berlin's Frie Universitet, ikke de eneste eller de første til at erkende disse problemer. Vi er i 1990'erne opmærksomme på et fremspirende antal filosofier og psykologier, der blev tilbudt som løsninger på de problemer, vi har skitseret. Ganske vist var konstruktivismen, der optog Holzkamp i løbet af 1960'erne, allerede sådant et alternativ, skønt han siden hen forkastede den, fordi den blev vurderet til at være sårbar overfor mange af de samme kritikker som empirismen, specielt mht. dens læggen vægt på indre videnskabelig logik til at ekskludere spørgsmål om social og personlig relevans.

 

Der er andre alternativer, som har tiltrukket sig mere positiv opmærksomhed fra Kritiske Psykologer, og som vi ikke kan diskutere her. Imidlertid kan og vil én af disse blive nævnt grundet dens stærke forpligtelse overfor en adækvat forklaring på menneskelig subjektivitet. Denne er fænomenologi.

 

Der er mange adskilte positioner, der kan identificeres indenfor fænomenologiens familie, hvor de fleste af dem anerkender fælles oprindelse i Brentano og Husserl's arbejde og, mere nutidigt, Merleau-Ponty's arbejde, men med betydningsfulde forskelle blandt dem. Vi vil begrænse os til den fænomenologi, der var repræsenteret i Carl Graumanns (1984) arbejde, fordi Klaus Holzkamp specielt responderede på det.[21]     

 

Holzkamp ser fænomenologisk analyse som et anliggende vedrørende artikulering af den ir- reducible, fundamentale struktur ved livs-verdenen, den menneske-verden interrelatering som vi associerer til den specifikke menneskelige eksistensmåde. Fænomenologi starter med den umiddelbart givne, menneskelige livs-verden og fortsætter med at uddele dens specielle ind- hold gennem procedurer af at sætte i parantes og at reducere (Graumann kalder dette 'struk- turel analyse'). Her er det fokale strukturelle karakteristikum subjektets intentionelle relate- rethed til uafhængige objekter. `Intentionalitet' refererer til et specielt 'mig' som et 'center af intentionalitet' fra hvilket jeg sætter mig selv i relation til en verden, der eksisterer uafhængigt af mig, dvs. til hvilken jeg relaterer mig.[22]

 

Denne 'relateren-til' betyder også, at enhver speciel anden vil blive oplevet af mig som 'relate- rende sig' til mig, og således som et andet center af intentionalitet uafhængigt af, men i ralation til, mig. Dvs., jeg vil percipere ham eller hende som perciperende mig. (Første-persons stedord kan ikke undgås her. Brugen af dem afspejler det faktum [33], at fænomenologi, ulig traditionel empiricisme, anerkender ikke-reducerbarheden af første person som startpunkt for analyse.). Pga. denne reciprokke struktur er vor oplevelse konstitueret som ægte social, eller mere præcist, intersubjektiv. På samme tid henvender relateren-sig-til og intersubjektivitet sig også til mit eget selv: Jeg kan relatere mig til mig selv som subjekt, hvilket betyder, at den anden er en anden for mig, og jeg selv er en anden for den anden. I konteksten af denne reciprokke relaterethed og decentrering, medfører intentionaliteten refleksiviteten i vore intersubjektive relationer til verden og selvet.

 

Idet jeg betragter mig selv som et center af intentionalitet, vil realiteten, til hvilken jeg relaterer mig, altid blive skabt af det, som er intenderet af mig. Som én, der oplever, finder jeg derfor altid mig selv optagende et specielt standpunkt med et specielt perspektiv på verden og på mig selv. Så dette standpunkt og perspektiv definerer grænserne for min oplevelse. Oplevelsen af en verden uafhængig af mig er kun mulig i den grad, at dens træk er tilgængelige for mig fra mit stillede standpunkt og perspektiv. Da realiteten i sig selv derfor altid vil være større end noget, jeg allerede har erkendt eller aktivt begrebet, kan oplevelsen af verden og af mig selv blive forstået som havende en horisont udover hvilken, der ligger ubegrænsede og endnu ikke oplevede muligheder. Set på denne måde, bliver realiteten for hver af os et muligheds-rum, indenfor hvilket vi oplever og handler, og intentionalitet bliver en muligheds-relation til vor verden og til os selv. Alternativer og muligheder for handling og oplevelse bliver så defineret for enhver speciel person gennem hans eller hendes foreliggende muligheds-rum. Rækken og udstrækningen af disse muligheder for at relatere sig til verden og os selv konstituerer, hvad vi sædvanligvis betragter som vor frihed.

 

Fordi virkeligheden altid strækker sig udover det, som jeg intenderer som individ, dvs., fordi intentionalitets-relationen altid er en muligheds-relation, vil mit muligheds-rum være begrænset af det, som ligger udover det. Generelt er det det, som (endnu) ikke er forstået og begrebet af mig. Imidlertid bliver det ikke følt som blot ignorans, men som noget, der løber imod mine intentioner, som en tilfældig indtrængen af usynlige begivenheder ind i min intentionelt ordnede oplevelse, eller som den realitetsmodstand som tvinger mig til at restrukturere min intentionelle orden i overensstemmelse med den.

 

Det anticipatoriske aspekt af min intentionelle muligheds-relation med verden, til andre og til mig selv, kan være generaliseret i min oplevelse som en omfattende tidsdimension. Mit eget liv, lokaliseret i tid og rum, repræsenterer et referencepunkt for de specielle gennembrydende og overlappende tidsmæssigheder, som jeg oplever i eksistensen af andre mennesker og ver- dens begivenheder og processer. Gennem reflektionen over relateren-til tilbage på mig selv, opnår min oplevelse af selvet karakteren af enestående historicitet i hvilken min fortid kommer tilsyne som realiserede eller tabte chancer, og min fremtid kommer til syne som muligheder, der forbliver mere eller mindre åbne. Den ikke-intenderede og uigennemtrængelige aktualitet, der grænser op til mit muligheds-rum på ethvert specielt tidspunkt, kommer i denne kontekst som den oplevede afsluttethed af min livsspændvidde: den ultimative, uforanderlige ramme for den tidslige stukturering af min enestående biografi. [34].

 

Fænomenologien, som den er beskrevet her, bliver kritiseret på to anklagepunkter. Det første er, at den tenderer til abstrakthed gennem at begrænse den selv til en strukturel analyse af op- levelse. Et eksempel er det fænomenologiske begreb om frihed. Holzkamp argumenterer først, at ethvert meningsfuldt begreb må indbefatte en forståelse af bevidsthed som indsigt i nødvendigheden. Imidlertid er nødvendigheden, der er under debat, ikke givet i strukturen af subjektivitet, men af samfundet, og er historisk betinget, mens den antagede fænomenologiske subjekt-struktur ikke er det. Idet han citerer Marx, skriver Holzkamp: 'Frihed som indsigt i nødvendigheden er ikke simpelthen "givet", men er snarere en "opgave at fuldføre" (1984 :  25)[23]. Dette kræver en konkret teori om historien og samfundet, som fænomenologien ikke yder. Efter en detaljeret diskussion, som ikke vil blive gentaget her, finder Holzkamp sig tvunget til at konkludere, at individuel subjektivitet ikke er, som fænomenologien hævder, absolut irreducibel (1984:27). Mht. at komme udover forestillinger om historie og samfund som blot postulater, som så efterlader os med en irreducibel dualisme mellem subjekt og objekt, har subjektiviteten i sig selv behov for at blive gjort rede for, gennem en bredere teori om historie og samfund, som den er et produkt og afspejling af. Et af de centrale metodologiske startpunkter for fænomenologisk analyse, irreducerbarheden af den individuelle livs-verden som subjektivt oplevet, bliver således anset for at være ultimativt uholdbart.

 

Den anden kritik fokuserer på en potentiel ubetingethed indeholdt i fænomenologien. Basalt er dette et problem ved den formodede irreducibilitet ved den individuelle subjektive oplevelse (Holzkamp 1984: 10-11). Det er muligt for en person, som antager det fænomenologiske synspunkt, at nægte at oplevelsesstrukturer bliver delt med andre. Det ville være svært indenfor rammen af en fænomenologisk position at gendrive en sådan fornægten. Men selvfølgelig er der en udbredt enighed i oplevelses strukturer. Problemet er, at fænomenologien ikke i sig selv gøre rede for denne enighed, og den kan ikke gøre det uden en passende teori om historie og samfundsmæssig eksistens.

 

Holzkamp anerkender, at disse kritikker er relativt små sammenlignet med dem, der kan rejses mod andre videnskabsfilosofier. Han vedkender sig fænomenologiens essentielle korrekthed som repræsenterende et analyseniveu, som behøves af Kritisk Psykologi. I hans øjne ville det ikke være mindre upassende at anvende ideologi-kritikker, som de traditionelle former for empirisme med rette er genstand for, mod fænomenologien end mod den formelle logik. Holzkamp ser både fænomenologi og logik som 'basale videnskaber', der giver red- skaber, som enhver speciel eller selvstændig videnskab behøver. Han indbefatter således fænomenologisk filosofi som en del af hans overordnede position. Hans hovedkritikker er reserverede til de teoretiske positioner, sådan som etnometodologi (Se kapitel 3), der, blind for fænomenologiens ensidighed, tænker på den som et standpunkt, som kan udvikles på sine egne betingelser ind i selvstændig social videnskab. Fænomenologiens indflydelse på Kri- tisk Psykologi har været betydelig og vil være anerkendt i meget af dens tekniske terminologi (f.eks., Kritisk Psykologi's centrale teori om 'muligheds-relationer'.).[35]

 

Dialektisk materialisme.

 

Kritisk psykologi's antagede filosofiske position, endda før den blev en selv-bevidst Kritisk Psykologi, var en marxistisk dialektisk materialisme.[24] Oprindelsen af dette valg findes i un- dervisningsaktiviteterne af Røde Celle bevægelsen, der er beskrevet i det tidligere kapitel.

 

En definition på dialektisk materialisme, en som økonomisk og fair omtaler de aspekter, som vil interessere os her, findes i Antony Flew's A Dictionary of Philosophy:

 

"En metafysisk position hos mange marxister. Den hævder at materien er primær eller fun- damental, og den gør rede for generelle love, der styrer bevægelsen og udviklingen af al ma- terie. Som sådan er den adskilt fra historisk materialisme, hvilket er den marxistiske teori om historien, omhandlende de mere specielle love, der styrer udviklingen af det menneskelige samfund og tænkningen. Ved at hævde materiens forrang, dialektiske materialister ikke fortalere for en reduktiv teori: de hævdede ikke, at alting der eksisterer er ingenting udover materien. Snarere er de interesserede i at gå imod idealismen; ifølge deres synspunkt er materien ikke et produkt af bevidstheden, men bevidstheden er materiens fornemste produkt. Dette forklarer, hvorfor marxistiske filosofihistorikere f. eks. kan sige, at Locke og Spinoza var materialister. Begge disse filosoffer mente, at bevidstheden er lige så virkelig som materien, men de var 'materialister' i den betydning, at de ikke var idealister [i den betydning, at den ydre verden på en eller anden måde er skabt af bevidstheden eller ikke eksisterer uafhængigt af bevidstheden]. Dialektiske materialister argumenterer, at lovene, der styrer materien, ikke er mekaniske, men er dialektiske. Idet de låner fra Hegel, hævder de, at disse love er: (a) kvantitetens omslag til kvalitet; og omvendt, (b) loven om modsætningernes kamp og enhed; (c) loven om negationens negation (dvs. det synspunkt, at virkeligheden udvikler sig gennem modsigelse og synteser af modsigelse, idet syntesen producerer nye modsigelser).

 

(Flew 1979:94-95; materialet i klamme tilføjet, baseret på Flew's artikel om 'idealisme' 1979:160).

 

Ulig de traditionelle empiricismer der effektivt har domineret psykologien's udvikling i det sidste århundrede eller mere, er dialektisk materialisme en filosofi, der direkte retter sig imod problemerne om relevans og om relationen mellem individ og samfund. Skønt det ikke direkte er tydeligt fra beskrivelsen givet ovenfor, er den også en filosofi, der har været konsekvent interesseret i problemet med individuel menneskelig subjektivitet. I denne forbindelse taler Holzkamp (1984:24) om Marx som en slags protofænomenolog. Vigtigst er det, at objekterne for disse interesser bliver udtrykt på en måde, som gør dem til mere end postulater, til afledte eller deducerede udfra principperne af en mere generel teori. F.eks. bliver fænomenologi i dialektisk materialisme stillet som en nødvendig del af en mere generel teori om konkret menneskelig eksistens.[36]

 

Imidlertid har Holzkamp lagt vægt på, at en adækvat teori om menneskelig subjektivitet ikke blot kan blive løftet ud af eksisterende marxistisk filosofi. Skønt subjektivitetsproblemet er anerkendt, og bekymringer om det er udtrykt, er en teori om subjektiviteten som sådan stort set manglende i klassiske marxistiske tekster. Dialektisk materialisme bliver kort sagt taget som et tilbud om et potentiale for en adækvat teori om subjektiviteten; imidlertid forbliver det tilbage at aktualisere den. Dette er opgaven, som Kritisk Psykologi påtog sig at fuldende.

 

Marxismens aktuelle status.

 

Er Kritisk Psykologi med dens forpligtelse mod marxismen blevet indhentet af historien? Mens over en trediedel af verdens befolkning for kun kort tid siden levede i samfund, der af mange blev betragtede som 'marxistiske', kunne dette fornuftigvis ikke hævdes for mange, hvis overhovedet nogen, idag. Marxismen, bliver det sagt, har kollapset totalt. Er dette sandt? Det tror jeg ikke.

 

Det, som vi har set kollapse, er nogle samfundsmæssige og ideologiske systemer, der blev uudholdelige af mange grunde. En af grundene har været en enorm fjendtlighed udøvet fra starten imod dem af magter, der regerede resten af verden. Imidlertid kan det næppe nægtes, at disse samfund blev plaget af indenlandsk inkompetence og korruption. Hvad der er endnu mere skuffende er, at de åbenbare anstrengelser mht. at uddanne deres borgere til socialisme fejlede fuldstændigt. Socialisme blev reduceret til en loyalitet overfor staten, som man ikke skulle stille spørgsmål til. I denne proces blev marxismen gjort rigid og dogmatiseret til at tjene, ikke som middel til at forstå virkelige menneskelige, historiske livsprocesser, men blot som berettigelse af den eksisterende orden. Men hvis økonomien, den politiske orden, indoktrineringen fejlede, synes det næppe fornuftigt at klandre marxismen som sådan. Dette ville være beslægtet med at klandre kristendommen for det feudale systems kollaps, for hvilket den ydede den filosofiske og ideologiske berettigelse. Kristendommen kollapsede ikke med feudalismen.

 

Reformationerne var rettede mod udrensning af det kristne establishment og dets ideologi om dets selvopfyldende forvrængninger, og genoprette vitaliteten i den religiøse doktrin med et syn, der gjorde den mere fri og relevant for almindelige menneskers liv. Kristendommen lærte således af dens forsøg og prøvelser, og fortsætter med at gøre således idag. Det synes ikke u- fornuftigt at forvente det samme for et andet verdens-syn (fra hvilket selv kristne verden over, såsom frigørelses-teologerne i Latin-Amerika, har hentet inspiration). F.eks. hvis den menne- skelige oplevelsesverden var en proces i fortiden, der informativt kunne blive beskrevet i ter- mer af loven om kvantitetens omslag til kvalitet, synes det næppe fornuftigt idag, at - grundet de nylige begivenheder i de 'kommunistiske' lande - verden på en eller anden måde bliver bedre beskrevet nu i anderledes termer. I modsætning hertil ville mange marxister (og endda nogle ikke-marxister: jvf. McLellan 1991) insistere på, at det bedste teoretiske redskab til forståelse af 'kommunismens kollaps' er marxismen selv.

 

I modsætning til rygter udspredt af nogle hoverende opponenter til Kritisk Psykologi, da er det filosofiske tæppe ikke trukket væk under fødderne af den. [37]

 

Note 12) Selv-identifikationen af dialektisk materialisme som 'materialisme' (øjensynligt initieret af Friderich Engels) har været en kilde til problemer fra starten. Det er en mærkelig betegnelse, når det er givet, at så meget af det, positionen kæmper for, løber direkte mod målene for traditionel materialisme. Selvfølgelig var det rigtigt at sætte sig imod 'idealisme', men krævede det at antage den modsatte position? Dette ville være meget 'udialektisk'. Er den position, vi taler om, virkelig et 'forlig' af modsætningen mellem traditionel idealisme og ma- terialisme? Når alt kommer til alt, som Marx selv begyndte at formulere positionen pba. hans kritik af Hegel, refererede han ikke til den som 'materialisme', men som 'rationel dialektik'.

 

Jeg mener, at dette er et vigtigt punkt, om ikke andet så fordi etiketten har forårsaget at marx- isme i manges tænkning, både hverdags og videnskabelig, er blandet sammen med traditionel materialisme, som så tjener som basis for en kritik og fornægtelse på helt falsk grundlag. Mest uheldigt er det, at selv marxister har deltaget i denne sammenblanding, og dette bidrog afgørende til skematiseringen og dogmatiseringen af dialektisk materialisme i de 'kommunistiske' lande. Derfor er sagen alt andet end triviel.

 

Jeg er personligt og for nyligt kommet til den konklusion, at marxisme ikke er og ikke kan være 'materialisme' på nogen almindelig accepteret måde. (Bemærk at Antony Flew var nødt til at lægge vægt på den specielle betydning af ordet i hans artikel citeret ovenfor). Dette er ikke stedet at gengive argumentationen i alle de fornødne detaljer. Imidlertid mener jeg, det er umagen værd, at gøre to overvejelser som dokumentering af min bekymring.

 

For det første forstod de klassiske græske filosoffer umuligheden af den slags materialisme, der hævder at materien er genetisk og logisk forud for alting. Det var deres synspunkt, at ren materie i bund og grund var utænkelig; vi kommer aldrig ud for den på nogen anden måde end som formet. Platon reagerede overfor dette ved at angive formens forrang, men Aristoteles var mere fornuftig (dialektisk) ved at give forrang til substans, som kunne betragtes som enheden af materie og form, en position kendt som hylomorfisme. Hvis dette synes fjernt fra det foreliggende emne, så overvej det følgende. Når jeg ved noget, dvs. har en ide om det, er det sædvanligvis ikke dets materie, ideen er om (medmindre jeg måske er teoretisk fysiker), men om formen. Hvis materien altid og nødvendigvis er mødt kun som formet materie, og det er dens form, som mine ideer hovedsagligt er om (Aristoteles mente, at ideerne var formen af tingen uden dens materie), synes det ikke at give megen fornuft at hævde en forrang for materien, som påbyder os at deducere vore ideer genetisk og/eller logisk fra den.

 

For det andet kan det indvendes, at Marx ikke havde sådan en renset, abstraheret forestilling om materien i tankerne. Jeg er enig heri. Hans ide om materie var meget én om formet mate- rie, og han vidste godt, at den kun kunne adskilles analytisk fra ideen om den. Netop! Så hvorfor kalde positionen ved et navn, som associationsmæssigt har en lang historie, med den dumhed, den opponerer imod?

 

Jeg er ikke alene med min bekymring, men jeg skal kun her nævne én prominent forbundsfælle: Antonio Gramsci, en af de mest kreative marxistiske tænkere i dette århundrede, og en som som udtrykte en intens bekymring for problemerne ved menneskelig subjektivitet. Hans filosofiske skrifter findes hovedsagligt i hans Prison Notebooks (1971) (dansk udgave Gramsci, A: "Fængselsoptegnelser I og II, Museum Tusculanums Forlag, 1991, o.a.), hvor han referede til marxisme som 'filosofien om praksis'. Nogle dialektiske materialister har, forvirrede over denne terminologi, hævdet, at han brugte den for at komme udenom fængselscensorernes opmærksomhed. Men ingen som læser de relevante tekster, endda nogen med det ubetydeligste sofisteri om disse emner, ville blive narret af en sådan gennemskuelig finte. Hvorledes kunne ikke en mand så intelligent og klog som Gramsci have fundet på en mere effektiv forklædning end dette? Jeg tror, svaret er, at vendingen ikke var intenderet som forklædning, men som en korrektion af terminologi. Hans ødelæggende kritik af Bukharins 'Manual` om historisk materialisme yder udførligt bevis for hans ringeagt for den mekaniske materialisme, som han fandt i hjertet af Bukharin's arbejde (og som er blevet reproduceret igen og igen i officielle lærebøger om dialektisk og historisk materialisme). Gramsci's korrektion af terminologi synes at have været ikke ubetydeligt motiveret af et behov for at distancere sig fra de dogmatiske, mekaniske marxister. hvordan ellers, kunne han have tænkt, kunne han forvente at blive taget seriøst?

 

Jeg foreslår ikke at korrigere terminologien i denne bog. de Kritiske Psykologer har været tilfreds med at kalde dem selv 'materialister' , og jeg er ikke vidende om, at de har haft nogen forandring på sinde om dette emne. Imidlertid mener jeg de i det mindste ville insistere på, at vi erindrer, at 'materialist' her har, som Flew har indikeret, en meget speciel betydning, som stiller den i modsætning til traditionel materialisme.

 

(Som 'oversætternote' til ovenstående note 12, skal jeg bemærke, at Tolman i sin diskussion af materialisme undlader at nævne filosoffen Lenin, der pba. Marx og Engels udvikler Genspejlingsteorien i 1908, en teori, der netop omhandler materie og ånd. Om Genspejlingsteorien kan man læse Lenin selv i bogen: "Materialisme og empiriokriticisme", Forlaget Tiden, 2. oplag, Kbh. 1975, praktisk psykologisk har Leontjew brugt teorien i "Problemer i det psykiskes udvikling", Bd. I-III, Rhodos, Kbh. 1977 og Holzkamp har arbejdet med denne teori i en artikel om Leontjew, Holzkamp: "Die "Weltlosigkeit" der psychologie und Leontjews version des Wiederspigelungsprinzips", Forum kritische Psychologie 25, 1990, p. 42-62. På dansk findes der som kortere tilgang til Genspejlingsteorien, dels Nielsen, E.: "Den marxistiske genspejlingsteori og dens anvendelse i den sovjettiske psykologi", i Sjølund, A. (red.): "Introduktion til marxistisk psykologi", Gyldendals samfundsbibliotek, Kbh. 1974, p. 92-118, og Smirnov, A.A.:"Den Leninske genspejlingsteori i psykologien" i Rubinstein m.fl.:"Grundprincipper i marxistisk psykologi", Forlaget Sputnik/Progres, Kbh./Moskva 1982, p. 131-211).

 

Samfundsmæssig-historisk teori.

 

Skønt psykologier hovedsagelig kan vedrøre individernes adfærd eller mentale fungeren, forudsætter de alle en eller anden form for samfundsmæssig-historisk teori, hvilket modsat støtter den teoretiske form, i hvilken psykologien præsenterer sig selv. Selv hvis individets sociale og historiske kontekster tænkes som værende irrelevante, konstituerer dette i sig selv en samfundsmæssig-historisk teori, og dette vil have en formende indflydelse på den efter- følgende psykologi.

 

Kritisk Psykologi tager i dens kritik af dette aspekt af borgerlig psykologi - i overenstemmelse med dens antagelse på det filosofiske niveau af dialektisk materialisme - sin basis i historisk materialisme. Kritikken har to aspekter. Den første er en begrebsmæssig kritik, som blandt andet fokuserer på den borgerlig psykologi's mangel på at tage relevansen af social-klasse og klassemodsætninger i betragtning, og dens reduktion af samfundsmæssige relationer til umedieret social interaktion; dvs. dens behandling af andre mennesker i vort liv som blot en anden klasse af stimulus objekter.

 

Kritikkens andet aspekt er metodologisk og er rettet mod måden hvorpå psykologiens metoder reproducerer de individualistiske antagelser og dominansrelationer i borgerlig ideologi, og dens heraf følgende manglende evne til at producere en forståelse af personen i kapitalistiske klasserelationer, således som mennesker ville kræve mht. bevidst at overtage ledelsen af deres liv og kollektivt forandre disse relationer. (Holzkamp 1983:27).

 

'Social' versus 'samfundsmæssig'.

 

Læseren vil have bemærket brugen af ordet 'samfundsmæssig', hvor ordet 'social' ellers kunne forventes. Holzkamp taler om hans interesse i samfundsmæssige processer og indikerer, at han vil kritisere borgerlig psykologi for dens reduktion af sådanne processer til social interaktion. Da dette er en distinktion der er mere almindelig på tysk end på engelsk, er nogle få forklarende ord på sin plads.

 

På engelsk har ordet 'samfundsmæssig' en anstrængt og overfladisk lyd knyttet til sig. Man møder det næsten aldrig i engelsk-sproget psykologi og socialvidenskab. Den bredt dækkende vending 'socialvidenskab' er ganske vist allerede en indikator for dette. Imidlertid er der på tysk to ord, som almindeligvis oversættes som 'social',[38] nemlig sozial og gesellschaftlich. Imidlertid overser denne almindelige oversættelse en distinktion, der er specielt vigtig for Holzkamp og de Kritiske Psykologer. Ordet sozial refererer til social eksistens i den bredeste betydning af ordet. Således taler vi om sociale dyr og sociale organisationer af dyr. Mennesker og deres organisationer er også sociale. Vi har sociale begivenheder som fester og liv i samfund. Men mennesker og deres organisationer er ikke blot sociale. Sociale relationer hos dyr tenderer til hovedsagelig at være funderede i biologien hos de aktuelle arter. Vi kan med betragtelig nøjagtighed forudsige, hvorledes rotter, løver og hunde vil interagere, udvikle dominans-hierarkier, lader deres unger vokse op, etc., alene på basis af kendskab til deres art. Det synes ikke at være af megen betydning, hvorvidt disse rotter, løver eller hunde lever i Canada, Argentina eller Kina. Det synes ej heller at være af megen betydning, hvorvidt vi taler om rotter, løver og hunde, der lever nu eller levede for tusinde år siden.

 

Imidlertid kommer vi, når vi betragter mennesker i disse rum-tidslige kontekster, til ganske andre konklusioner. Måderne, hvorpå vi interagerer, dominerer hinanden og lader vores børn vokse op, afspejler meget hvor og hvornår vi lever. Informationen der leder os mht. denne type handling, bliver ikke så meget båret i vor biologi, skønt denne utvivlsomt er vigtig, som i vor kultur. De organiserede grupper af menneskelige væsener, som foretager den konkrete overføring af kultur, bliver kaldt samfund. Fordi naturen af den information, som er vigtig for os mhp. overlevelse, er kulturel, er den ganske labil i den betydning, at den kan forandre sig dramatisk og hurtigt fra tid til tid, fra sted til sted og fra samfund til samfund. Dette er det, som gør rede for såvel kulturelle forskelle og for historien, i modsætning til biologisk evo- lution, som måden i hvilken vi begrebsliggør forandringer i kulturen over tid. Kort sagt, mennesker har kulturel eksistens, mens rotter ikke har det; mennesker lever i samfund, mens rotter lever i sociale relationer; mennesker har historie, mens rotter er afhængige af biologisk evolution. Dette gør mennesker meget anderledes, ganske vist kvalitativt anderledes, fra alle andre dyrearter. Dette er forskellen mellem sozial og gesellschaftlich, forskellen mellem 'social' og 'samfundsmæssig'.[25]

 

Fra Holzkamp's synspunkt er distinktionen væsentlig fordi, som vi skal se, det som er tydeligt menneskeligt ved psykologiske processer, specielt subjektiviteten, er præcist, at de er samfundsmæssige, ikke blot sociale. Problemet med subjektive interesser rejser sig ikke med rotter eller selv med subhumane primater på den måde, som det gør det med mennesker, og, som erfaringen i enhver social bevægelse som den tyske studenterbevægelse klart demonstre- rer, er subjektive interesser anliggender, der hører til den samfundsmæssige og historiske eksistens; subjektiviteten repræsenterer en kategori, der samtidig er videnskabelig og politisk.[26]

 

Kritikken i hovedtræk.

 

Holzkamp formulerer sit problem på følgende måde:

 

"Springbrættet for alle kontroverser om en adækvat forståelse for subjektivitetens problem og dets ontogenese, er det sæt af spørgsmål vedrørende [39] definitionen af relationen mellem subjektiviteten og individernes samfundsmæssige karakter: kan individuel subjektivitet reduceres til samfundsmæssige relationer, eller er denne noget, der er uafhængig af og i opposition til det? Hvis subjektiviteten er noget uafhængigt, hvorledes kan så dens forskellighed forenes med den ikke desto mindre eksisterende forbindelse mellem indvidets samfundsmæssighed og subjektiviteten? Eller mere specielt, hvis resultatet af ontogenesen på nogen måde er det 'samfundsmæssiggjorte' eller 'socialiserede' subjekt, hvordan er så den individuelle samfundsmæssiggørelse, der er opnået, præcist defineret? Hvad er det første trin i den tidlige barndom, hvorfra samfundsmæssiggørelses-processerne begynder, og hvad er det nødvendige forløb, som styrer den ontogenetiske overgang fra det første trin til det endelige resultat af individuel samfundsmæssiggørelse?"

                                                    (Holzkamp 1979:12)

 

Det er spørgsmål som disse, der må blive stillet og besvaret, hvis en kritisk teori om menneskelig subjektivitet skal opnås; det er spørgsmål som disse, som borgerlig psykologi har tendens til ikke at stille, og ej heller at besvare.

 

Der forlanges imidlertid mere end ganske enkelt at stille de rigtige spørgsmål. Metoder må være tilgængelige til at besvare sådanne spørgsmål på ikke-vilkårlige måder, der vil regnes som givende virkelig viden. Her tager Holzkamp sit udgangspunkt i Marx og Hegel, som fastholdt, at forklaring var deduktiv, ikke fra vilkårlige præmisser, men fra tingenes virkelige tilstand:

"Præmisserne, fra hvilke vi starter, er ikke vilkårlige, ikke dogmer, men virkelige præmisser fra hvilke abstraktion kun kan gøres i forestillingen. De er de virkelige individer, deres aktivitet og de materielle betingelser under hvilke, de lever, både dem, som allerede eksisterer, og dem, de producerer gennem deres aktivitet. Disse præmisser kan således blive verificerede på en ren empirisk måde.".

                                               (Marx og Engels 1846/1970:42)

 

Idet han refererer til de netop opregnede spørgsmål, gentager Holzkamp den Hegelske- Marxistiske forståelse:

 

"Hvis svarene på sådanne spørgsmål skal have videnskabelig karakter, må vi være i stand til at forklare deres forståelseskontekster, dvs. deduktionsprincippet gennem hvilket man når til de specielle determinanter for relationen mellem subjektivitet og samfundsmæssighed.".

 

                                                        (Holzkamp 1979:12)

 

Det tyske ord er her Ableitung, som kunne betyde enten 'afledning' eller 'deduktion'. Imidlertid er det første svagt og forringer oprindelserne for og berettigelserne af denne idé i klassisk tysk filosofi, specielt hos Hegel. Det må ikke forveksles med hverken den rene 'formelle' deduktion i klassisk logik eller, hvad der er afledt fra den, deduktionen fra empiristisk psykologi's hypotetisk-deduktive metode (Jvf. Holzkamp 1983:68 fodnote). Som impliceret i Marx og Engels citatet, refererer deduktion til afsløringen af nødvendigheden af en udviklingsproces, enten af en tilstand fra en anden, eller fra en idé eller begreb [40] om tilstanden fra tilstanden selv. Naturligvis er den sidstnævnte deduktion resultatet af menneskelig aktivitet med objekter, som når et barn kommer til at forstå elasticitet ved at lege med elastikker.

 

Således bliver kritikken af borgerlig socialvidenskab rettet mod dens metodologi: "såvel 'psykologi' og 'sociologi' mangler enhver metode til deduktion på videnskabeligt funderede determinanter for relationen mellem subjektivitet og individuel samfundsmæssighed".                                 

                                                     (Holzkamp 1979:13).

 

Borgerlig psykologi.

 

Holzkamp's kritik af traditionel borgerlig psykologi begynder med observationen af, at den "isolerer individer fra de konkrete samfundsmæssige-historiske kontekster for deres liv, og forstår dem som abstrakte adfærdsenheder i en reduceret omverden afklædt sin historiske determination" (Holzkamp 1979:14). Dette implicerer, hvad Holzkamp kalder en "antropologi af det abstrakt-isolerede individ", et sæt af formodninger om menneskelig natur fundet gemt i faktisk al traditionel socialvidenskab. Disse formodninger har ikke fundet noget klarere udtryk end i den 'nomotetiske variabel model' [27], som danner det ureflekterede fundament for eksperimentel psykologi's metodologi. Ifølge denne model, består forskning i testningen af formodninger om forbindelser mellem eksperimentelt producerede begyndelses betingelser (uafhængige variable) og målinger af subjektets adfærdsmæssige svar (afhængige variable). Individer bliver her effektivt behandlet som 'stikkontakter' , der transformerer begyndelses-betingelser ind i adfærds mønstre, i overenstemmelse med formodede generelle love, som kan variere med den specielle selvstændige teori. Betingelserne, som mennesker lever under, bliver kun repræsenterede i den udstrækning, at de øver en umiddelbar indflydelse på individerne. Determinanter, der ligger udover de umiddelbare betingelser for organismens forandring, men som kunne karakterisere den objektive konstitution af individernes livs-verdener, tenderer til at blive ignoreret. Tilsvarende bliver måderne, hvori individuelle liv udtrykker sig selv, kun forstået i den udstrækning, at de kommer til syne som resultatet af umiddelbare indflydelser på organismen og som modificerede af 'stikkontakten'.

 

Disse forståelser bliver afspejlede i den måde, hvorpå psykologer taler om deres genstand som 'variabler', og de forbindelser, de gør - som bliver 'tændt/slukket` - gennem organismen. Allerede på et basalt begrebsmæssigt niveau styrer sådan et sprog mod at skære den historisk- samfundsmæssige konkrethed ved individuelle leve-og handlemåder bort, og gør det faktisk således umuligt for psykologi at begribe de reelle forbindelser mellem individuelt liv og samfundsmæssig aktivitet, der eksisterer udover grænserne for de umiddelbare situationelle og biografiske referencerammer (Jvf. Holkamp 1978: 164ff). Hvad der i stedet er portrætteret for os er et abstrakt individ, reduceret til ét eller flere respons-mål, som de korrellerer med i en verden, der på samme måde er reduceret til én eller flere situationelle variabler.

 

Mht. vore foreliggende interesser betyder dette, at psykologiens begrebssystem allerede ekskluderer den samfundsmæssige karakter ved individer som en faktor på [41] niveauet for dens basale fundament - f.eks. på grund af måden gennem hvilken den begrebsliggør dens genstand. Konsekvensen af dette er, at relationen mellem subjektiviteten og samfundsmæs- sigheden er gjort uopnåelig, ja, fra starten af ikke engang kan forestilles. En psykologi, der definerer sin genstand i termer om variabler, er, kort sagt, ikke engang forberedt på at stille de rigtige spørgsmål, for ikke at nævne at give os deres svar (Holzkamp 1979: 14-15).

 

En mærkelig ting ved denne tingenes tilstand er, at den ikke bliver benægtet af traditionelle psykologer. Den ses snarere som en nødvendig konsekvens af den videnskabelige arbejds- deling. Som dén psykologidefinition, der gives i faktisk enhver almindelig udbredt tekstbog vil afsløre, er psykologi interesseret i individuelle ting (tidligere adfærd, nu adfærd og kog- nition) og ikke med ting i relation til samfundet, som bliver betragtet som et domæne for sociologi, økonomi og politisk videnskab. Imidlertid kan ting fra disse discipliner relaterende sig til samfundet bringes, og er ofte blevet bragt, ind i psykologien, men de må først oversættes til variabel-sproget. F.eks., socio-økonomisk status, forstået som en målelig variabel, kan bruges som en uafhængig variabel i et psykologisk eksperiment om adfæds- eller kognitive processer. Begreber som dette kan også dukke frem som en afhængig variabel, som det er tilfældet med holdninger eller såkaldt prosocial adfærd. Men det faktum, at sådanne samfundsmæssige dimensioner først må oversættes til psykologiens variabel-sprog, antyder allerede, at de i sig selv er meningsløse i den hensigt at give psykologisk forklaring:

 

"Lovene gennem hvilke....de uafhængige variabler er transformeret til afhængige variabler, kommer således frem som ahistoriske invarianser, der er totalt indifferente mht. hvorvidt eller hvorledes de kan forsynes med samfundsmæssigt-historisk substans. Individer bliver her i nettet af umiddelbare indflydelser og deres lovstyrede bindeled til adfærdsmønstre, betragtet på deres egne betingelser som ultimative; betydningen af betingelserne for samfundsmæssigt liv og lignende bliver behandlet som uvedkommende.".

                                                    (Holzkamp 1979:15).

 

Denne kritik udstrækker sig ikke blot til generel eksperimentel psykologi men også til såkaldt social psykologi, i hvilken den måske bliver endnu tydeligere. Denne psykologi er også i den nomotetiske variabel-model's trældom. Andre mennesker er i overenstemmelse hermed introduceret som uafhængige variable, og derfor simpelt hen som ydere af initielle betingelser for subjektets adfærd. Imidlertid kan dette til tider blive kompliceret af erkendelsen af en slags reciprocitet eller interaktion. Men selv her bliver kun de umiddelbare indflydelser på individer mht. adfærden i forhold til hinanden i dyader eller grupper taget i betragtning. Lovmæssige forbindelser mellem de optegnede indflydelser og den resulterende adfærd bliver behandlet som ahistoriske invarianser, og de samfundsmæssige, historiske dimensioner af den observerede 'sociale' adfærd er udelukket. Alternativt, hvis de bringes i betragtning, bliver de oversat til variabelsproget, og således afklædt for deres samfundsmæssige, historiske kon- krethed. Behandlet som variable bliver de samfundsmæssige historiske dimensioner ved individuel aktivitet eliminerbare fra og irrelevante [42] for psykologiske love, som antages at eksistere uafhængigt af dem. De interpersonelle relationelle strukturer, som undersøges af socialpsykologien, bliver således forstået som konstruerede fra uafhængige, umiddelbare og reciprokke indflydelser ved individer i forhold til hinanden (og deres lovmæssige transfor- mation ind i adfærdsmønstre) og som isolerede ( eller i princippet isolerbare) fra betingelserne for egentligt samfundsmæssigt liv. Socialpsykologien udfordrer ikke de grænser der er pålagt den af den ahistoriske, nomotetiske variabel-model (Holzkamp 1979: 16).

 

Traditionel psykologi er i konsekvens heraf, via dens egen begrebsmæssige og metodologiske forudsætninger, gjort ude af stand til at begribe relationen mellem individet og samfundet, der er så essentiel for forståelsen af subjektiviteten. Psykologien postulerer individet som abstrakt og isoleret (dens skjulte antropologi). Hele disciplinens teoretiske struktur er baseret på det postulat. Som et resultat, er den konstitutionelt ude af stand til at producere nogen data eller indsigt i noget udenfor de overfladiske grænser, der er pålagt den af dens antropologi. Den bliver en selv-bekræftende position indenfor en omhyggeligt skærmet verden af uafhængige variable, afhængige variable, og alle de forskellige former for statistisk analyse, der bliver brugt til at relatere dem på en måde, der er lige så abstrakt som måden, gennem hvilken de oprindeligt blev produceret.

 

Strukturel-funktionel sociologi.

 

Sociologiske positioner, der ikke hævder nogen interesse for individer som sådan og i konsekvens heraf fokuserer deres opmærksomhed på sociale sturkturer og processer udelukkende som helheder (såsom staten og religionen), behøver ikke at bekymre os her. De mest prominente positioner indenfor disciplinen, såvel den i centret af hovedstrømmen og mange placeret tættere på periferien, udtrykker teoretisk bekymring for individerne og, i det mindste overfladisk, tilbyder mere lovende programmer, end der kan findes i psykologi. Holzkamp undersøger tre af disse, som han betragter som repræsentative for sociologi i den sidste halvdel af det 20. århundrede og finder, at de kommer til kort ift. deres løfter. De positioner, vi skal have undersøgt kort, er Talcott Parson's strukturel-funktionalisme, som udøvede en formende indflydelse på US-sociologer, og to fænomenologisk orienterede teorier: etnometodologi og symbolsk interaktionisme.

 

Talcott Parson's tidlige positivisme- og utilitarismekritikker fokuserede på mange af de samme problemer som Holzkamp's kritik af empiristisk psykologi, nemlig reduktionisme, mekanisme, og fejlen ved begribelsen af samfundets strukturelle natur. Hovedindflydelserne på Parson's tænkning var Weber, Pareto, og Durkheim, som selv var påvirkede af den samme anti-empiristiske tyske idealistiske tænker-tradition, til hvilken Kritisk Psykologi fører sine rødder tilbage til.

 

Mens Parson's hovedbekymring var at udvikle en omfattende teori om samfundet, forstod han, at dette ikke kunne opnås uden en sideløbende forståelse af de roller, der blev udført af individuelle aktører indenfor samfundsstrukturen. Lewis Coser opsummerede de centrale komponenter i Parson's teori om samfundet som menneskelig handling, som følger: [43]

 

a) “aktører, i stand til viljesmæssig stræben, i fremtrædende grad ikke agerende og reagerende kroppe; b) mål, som disse handlende stræbte efter; c) valg mellem alternative midler som disse handlende brugte i deres stræben; d) situationelle begrænsninger kommende fra såvel biologiske og omverdensmæssige betingelser, som satte grænser for udvælgelsen af midler og opnåelsen af mål; e) sæt af normer og værdier, der kanaliserede de handlendes valg af såvel midler og mål.".

                       

                                                          (Coser 1977:563)

 

Parsons understregede også socialisationens rolle i udviklingen af den individuelle person- lighed gennem identifikation, internalisering og rolle-modellering. Denne del af hans teori reflekterede stærke Freudianske indflydelser.

 

Holzkamp fastholder imidlertid på trods af Parson's intentioner, "at et ægte sociologisk koncept om individuelle socialisationsprocesser er totalt fraværende" (Holzkamp 1979:21). Man finder i stedet, at psykoanalytiske idéer simpelthen er importerede ind i den sociologiske teori. Holzkamp beskriver resultatet:

 

"To typer begreber bliver således skabt til at konfrontere hinanden: sociologiske til karak- terisering af det sociale eller kulturelle system, værdier, normer, institutioner, roller etc., og til beskrivelse af individuelle processer, og psykologiske som værdidispositioner, identifikation, rolle model, internalisering, og super-ego.".

                                                          (Holzkamp 1979:21).

 

Holzkamp fortsætter med at bemærke, at Parsons tilføjer "visse ekko'er" af indlæringsteori til de sidste ideer såsom belønning og straf (positiv og negativ sanktionering). Det, som dette indikerer for Holzkamp er, at Parsons ureflekteret:

 

"forudsætter og reproducerer den videnskabelige arbejdsdeling, ifølge hvilken psykologien er ansvarlig for individet og sociologien for samfundet, og således adopterer han fuldt og helt psykologiens problematiske læggen vægt på det forestillede individ som abstraheret og isoleret fra det samfundsmæssige livs betingelser.".

                                                           (Holzkamp 1979:21).

 

Resultatet er en form for interdisciplinær eklektisme, i hvilken individuelle og samfundsmæssige aspekter af menneskelig handling, der er blevet vristet fra hinanden af den såkaldte videnskabelige arbejdsdeling, nu igen bliver føjet sammen og udvendigt relaterede til hinanden. Socialisation er den centrale proces, der således bliver set som et led mellem individet og samfundet. " Spørgsmålet om, hvorledes individuel subjektivitet er relateret til en persons bliven et samfundsmæssigt væsen.... forbliver, som tidligere, ubesvaret".

(Holzkamp 1979:21).

 

Her er problemet, at det psykologiske individ bliver forstået som, hvad enten det er intenderet eller ikke, som et essentielt biologisk væsen udstyret med drifter og behov, som nu er kastet ind i samfundet. Socialisationsprocesser er således nødvendige for at transformere dette biologisk-psykologiske væsen ind i et samfundsmæssigt væsen.

 

"De psykologiske begreber, gennem hvilke menneskelig individualitet antages at blive forstået, bliver ikke relaterede til sociologiske begreber om samfundet på nogen [44] deduktiv måde; der kan derfor ikke være nogen tale om videnskabelig forståelse af relationen mellem individ og samfund.".

 

                                                      (Holzkamp 1979:22)

 

Som Holzkamp opsummerer problemet, har det ingen betydning, hvorvidt man med Parsons antager, at individet kan tilpasses til de før-eksisterende samfundskrav gennem en socialisationsproces, der således skaber en potentiel harmonisk, gnidningsfri relation mellem de to, eller som hos Freud, at individet og samfundet er uforanderligt i modsætning, således at samfundet kun kan frustrere og undertrykke individet. Skønt forskellige i deres fremtræden, postulerer alle sådanne positioner samfundets og individets adskilte eksistens, og søger således at opdage midlerne gennem hvilke de to bliver relaterede til hinanden. "Det er evident", skriver Holzkamp, "at med sådanne præmisser kan ingen videnskabelig funderet deduktion af individ-samfundet opnås"(1979:22). F.eks., hvorfor skulle individet overhovedet være socialiserbart? Hvad er det med individuelle drifter, at de kommer i opposition til samfundet og bliver undetrykt af det? Givet det isolerede individs antropologi, bliver vi ladt tilbage med at måtte postulere svar til spørgsmål, som disse. Antagelserne på hvilke vor psykologi og sociologi er baserede, udelukker videnskabelige svar (Jvf. Holzkamp 1979:22).

 

Symbolsk interaktionisme og etnometodologi.

 

Symbolsk interaktionisme og etnometodologi er nyere positioner i sociologi, som antager en mere fænomenologisk basis. De fremhævede eksplicit de mere subjektive socialisations- aspekter såsom problemer ved fortolkning og mening. De er også ligesom Parsons lænkede til tysk idealisme i modsætning til den empirisistisk tradition, skønt gennem nogle noget anderledes veje som gennem Mead og fænomenologerne.

 

Den begyndende forudsætning for disse positioner er eksistensen af irreducible individuelle behov. Disse former grundlaget for alle fortolkninger af selvet og verden, som ultimativt konstituerer menings-systemerne gennem hvilke, yderligere fortolkninger finder sted. Betydninger og behov former grundlaget for forventninger som styrer handling. Individer er afhængige af hinanden mht. tilfredsstillelsen af deres behov, som således nødvendiggør et fælles sæt af forventninger hos almindelige mennesker. Dette sker gennem den symbolske interaktions-proces ( eller noget tilsvarende), som er rettet mod at opnå almene fortolkninger. Dette bringer individuelle behov ind i den sociale sfære og skaber fortolkningsmodifikationer som, gennem kompromis, opnår en gensidig forståelse, som gør en optimal tilfredsstillelse af deltagende behov mulig. Samfundet spiller her forskellige roller. Det bidrager med sproget for fortolkning og kommunikation. Det er fortolkningsobjektet, gennem hvilket sociale relationer antager specialbetydninger for subjekterne. Yderligere yder det for hvert individ et slags før-eksisterende, autonomt system af fortolkninger og forventninger. Alt dette kulminerer i et syn på samfundet som noget, der modstår individernes fortolkninger og forventninger. Samfundet [45] tillader kun en vis mængde afdrift for disse, og kan således skabe forhindringer for kommunikation, almindelige meninger, og argumenter. Den optimale behovstilfredsstillelse kan i konsekvens heraf blive undertrykkende.

 

Idet Holzkamp (1979:23-24) betragtede relationerne mellem subjektivitet og samfund, identificer han to tendenser i symbolsk interaktionisme og etnometodologi: For det første, samfundsmæssige relationer bliver forståede som mønstre på umiddelbare interaktive pro- cesser af fortolkning, kommunikation og enighed, som ultimativt er funderede i individuelle behov og forventninger. Dette præsenterer ikke relationen mellem subjektiviteten og sam- fundet på nogen ny måde. Alt, hvad der er udrettet her, er en delvis subjektivisering af samfundet af et fundamentalt ikke-samfundsmæssigt individ, som kun sekundært kommer i interaktion med andre tilsvarende ikke-samfundsmæssige individer. Denne reduktion af samfundsmæssige relationer til de umiddelbare reciprokke indflydelser af individer på hinanden er ganske enkelt en anden version af socialpsykologi, som, gennem manglende nomotetiske fordringer af Parsons' stukturelle funktionalisme, forbliver sårbar overfor alle kritikker, som vi allerede har rejst mod denne position.

 

For det andet er samfundet reduceret til individuelle interaktions- og kommunikations- processer. For så vidt som det ikke er subjektiviseret som et overindividuelt system af fortolkninger, fungerer samfundet alene som den negative side af det personlige fortolk- ningssystem, og kommer således tilsyne som en slags fremmed, blind, og meningsløs modstand i forhold til den meningsgivende handling af menneskelig subjektivitet. Den totale adskillelse af subjektive og samfundsmæssige determinanter bliver i konsekvens heraf reproduceret, men som var det fra den anden side. Restriktionen og obstruktionen af subjektive og intersubjektive systemer af fortolkning og forventning af samfundet kommer i konsekvens heraf til syne som en uforklarlig hændelser.

 

Holzkamp konkluderer, at skønt nogle interessante og vigtige træk af fænomenologisk type bliver gjort af symbolsk interaktionisme og tilsvarende positioner, bringer de os ikke afgørende nærmere til en videnskabelig forståelse af relationen mellem samfundet og subjektiviteten.

 

Opsummering af kritikkens hovedpunkter.

 

Det vi møder igen og igen i traditionel (såvel som mindre traditionel) borgerlig teori, er den skjulte antropologi om det abstrakt-isolerede individ. De fleste psykologiske teorier forsøger overhovedet ikke at overvinde denne antropologi, undlader endda at erkende den som et problem. De falder tilbage på den traditionelle arbejdsdeling blandt videnskaberne, uden at anerkende nogen ansvarlighed mht. forklaring af samfundet eller at vise de nødvendige relationer mellem de individer, de hævder er deres, og det samfund i hvilket disse individer lever. Mange sociologiske teorier antager en modsat position. De studerer sociale processer, hvoraf individer indrømmet er en del, men de føler sig ikke derfor forpligtigede til at give en forklaring på individet, for ikke at nævne af individets subjektivitet. Dette efterlader en tredie gruppe af teorier, der erkender problemet og søger at forklare individ-samfunds relationen, men, som vi har set, lykkes det kun for dem at undergrave den. I deres forsøg på at bringe de to niveauer [46] sammen, bliver den nødvendige forbindelse gennem deduktionen, som Holzkamp føler er nødvendig, aldrig frembragt. Resultatet er en slags individ-samfunds dualisme, der abstraherer og tingsliggør begge; interaktionslove (a la Descartes) bliver så påkaldt for at bringe de to sider sammen igen. Resultatet er eklekticisme, en position der erkender de to sider som nødvendige, men fejler mht. at begribe deres nødvendige gensidige forbindelse.

 

Implikationen af dette er ikke blot manglende teoretisk elegance, men en fundamental manglende evne til at begribe menneskelig subjektivitet, hvor, ifølge Holzkamp, nøglen til dette ligger i den nødvendige gensidige forbindelse mellem individet og samfundet. Vi vil måske se dette klarere i det næste kapitel, som omhandler niveauet for specielt psykologiske teorier. Imidlertid vil større klarhed dukke frem, når vi kan se et konkret alternativ, til hvilket Del III og IV af denne bog vil være helliget.

 

Historisk materialisme.

 

De tyske Kritiske Psykologer valgte dialektisk materialisme på det filosofiske analyseniveau. På det samfundsmæssigt-historiske teori-niveau antager de derfor den teori afledt fra den filosofi, som omhandler samfund og historie, konkret historisk materialisme. Dette var Marx' teori om det menneskelige samfund. Den kan betegnes gennem to vigtige træk: (1) dens understregning af historien som en proces, hvor forståelsen af denne tillader deduktionen eller forklaringen af eksisterende omstændigheder; og (2) dens basale accept af en dialektisk enhed af individet og samfundet, som indeholder potentialet til overvindelsen af antropologien ved det abstrakte individ (og det abstrakte samfund), som Holzkamp's kritik afslører som værende karakteristisk ved sociale videnskaber.

 

Historisk materialisme yder basis for Holzkamp's konklusion, at den essentielle grund til den traditionelle psykologi's og sociologi's problemer, der resulterer i oppositionen af subjektive og samfundsmæssige determinanter, er manglen på en adækvat deduktiv basis til analyse af deres relation. Hvorledes skal en sådan deduktiv basis så findes?

 

Ifølge Holzkamp (1979:29-34) er et nødvendigt skridt i denne retning at bringe en overvejelse ind i vor beretning om den historiske udvikling af det borgerlige samfund, som røbet af den i "Kritikken af den borgerlige økonomi" og "Kapitalen" beskrevne analyse. Marx' kritik var ikke blot en beskrivelse af "anatomien" af den kapitalistiske produktionsmåde: den nåede et kvalitativt nyt niveau af samfundsmæssig analyse fremhævet gennem det faktum, at det bevidste subjekt blev bragt ind i analysen på en betydningsfuld måde. Subjektet i analysen af det borgerlige samfund - fordi det er et aspekt ved det borgerlige samfund - bliver også historisk defineret.    

 

Det borgerlige samfund må forstås ved dets egne loves teser om bevægelse og udvikling, dvs. af produktion og reproduktion. Hvis det bevidste subjekt er et aspekt ved denne bevægelse og udvikling, er det ikke eksternt i modsætning til de samfundsmæssige processer af produktion og reproduktion, men er defineret af og definerer det. Det er den bevidste væren af den konkrete livsproces. Det, som må begribes fra [47] analysen af det borgerlige samfund i dets forskellige former og faser, er, hvorledes videnskabelig bevidsthed om det bevidste subjekt kan være en integreret del af den samfundsmæssige proces og samtidigt løfte sig udover de begrænsninger, der således er placeret på det.

 

Hvis vi ønsker at forstå denne forbindelse konkret, må vi starte fra præmissen givet af den historiske essens ved det borgerlige samfund, nemlig som Marx var i stand til at vise det i hans analyser, at det samfundsmæssige arbejde, der tjener som basis for samfundets overlevelse, former sig som private producenter, der arbejder uafhængigt af hinanden. Fordi arbejdets samfundsmæssige produkter i kapitalistiske samfund bliver produceret mhp. udveksling på markedet, antager de form af varer, og kommer blandt samfundsmæssigt relaterede individer til syne i den tilsyneladende ikke-samfundsmæssige form af private vare-ejere lænket til hinanden gennem penge som fællesnævner. Varer bliver udvekslede på basis af deres værdi, dvs. den objektiviserede form af den samfundsmæssige gennemsnitsarbejdstid, der er nødvendig for deres produktion. Alt og hvad som helst kan kvantitativt sammenlignes i termer om dets abstrakte bytteværdi, og således gøre vareudveksling mulig. Bytteværdi bliver kontrasteret til brugsværdien skabt gennem konkret nyttigt arbejde, der giver varen dens kvalitet.

 

Bag udvekslingsrelationerne i 'cirkulationssfæren' står 'produktionssfæren', i hvilken samfundsmæssig kooperation bliver delt i de private ejere af produktionsmidlerne og deres forretningsførere på den ene side, og de som kun besidder deres arbejdskraft og kun overlever gennem tilknytning til produktionsmidlet på den anden side. Arbejdere kommer, tilsyneladende af deres egen fri vilje, til kapitalister i cirkulationssfæren som frie og private ejere, dvs. som ejere af arbejdskraft. I cirkulationssfæren bliver udvekslingsrelationerne fuldt og helt tilpasset menneskelig arbejdskraft. Den i tilsyneladende frihed indgåede kontrakt mellem arbejdere og kapitalister mystificerer den konkrete situation, som er, at såfremt arbejderne skal opretholde deres individuelle eksistenser, er de nødt til at sælge deres arbejdskraft til, og producere merværdi for kapitalisterne som ejer produktionsmidlerne. Og de må gøre dette i overensstemmelse med reglerne for de kapitalistiske produktionsrelationer.

 

Under denne relation af tilsyneladende frie og lige 'private parter' på markedspladsen ligger en relation af samfundsmæssig udnyttelse. De, som er afhængige af lønninger, bliver subjekter for kapitalens dominans, og de bliver ikke betragtet som menneskelige subjekter af kapitalen, men de bliver ganske enkelt ansatte og fyrede som midler til at skabe merværdi. Denne modsigelse mellem arbejdere som tilsyneladende frie agenter, og deres faktiske mangel på frihed, former basis for den borgerlige ideologi, der ensidigt portrætterer disse udnyttende interpersonelle relationer som frie og lige 'private parter' i cirkulationssfæren. 

 

Derfor er den specifikke karakter af samfundet i dets borgerlige form, at den præsenterer sig selv i termen om privathed. "Privathed kan forstås som en specifik samfundsmæssig form for selv-negering af det samfundsmæssige"

(Haug 1977:81).

 

Således:

 

"bliver det borgerlige samfunds bevægelse og udvikling defineret gennem denne fundamentale modsigelse.....mellem organisk, samfundsmæssig produktion og et [48] samtidigt uorganisk, atomistisk kaos, dvs., samfundsmæssig produktion under det private ejerskabs dominans..... Lige så nødvendigt som den kapitalistiske produktionsmåde fostrer denne fundamentale modsigelse, skaber den også modsigelser på det specifikke niveau af bevidst handling i arbejderklassen, i dens organisation og kampe. På samme tid producerer den kapitalistiske produktionsmåde således dets udnyttede menneskelige element.... det producerer også det stigende selv-bevidste element af højere samfundsmæssig formation.".             

                                                          (Haug 1977:82)

 

Produktionen af bevidsthed.

 

Modsigelser i den kapitalistiske produktionsmåde forårsager modsigelsesfyldte former for bevidsthed som 'bevidst væsen', samtidig bestemt af og bestemmende det. Kategorien, der yder nøglen til videnskabelig forståelse af bevidstheden, som spontant vokser frem med borgerlige økonomiske formationer, er kategorien om 'objektive tankeformer' (Marx 1867/1971:90).[28] Fordi individer ganske aktivt forhandler deres livsomstændigheder i specielle økonomiske formationer, lærer de de objektive regler for at handle indenfor disse formationer. Deres bevidsthed er ikke selvstyrende og skal ej heller blive forstået som mere end det, den konkret er, ganske enkelt, at være bevidst handlende i en speciel økonomisk formation.

 

Udfra synspunktet at være levende og handlende (praksiserende) i disse formationer, er tænkning nødvendigvis genstand for den specielle formations logik. Den må blive genstandsgjort, hvis individet skal kunne praksisere succesfyldt indenfor den. Derfor er denne genstandsgørelse af bevidstheden ikke et startpunkt, men et afsluttende resultat. Gennem dette skaber den økonomiske formation de objektive tankeformer. På denne måde at blive genstand for umiddelbar økonomis praksis, er tænkning i denne form altid 'passende'. I konsekvens heraf er det ikke upassende udfra et standpunkt om hverdagens udvekslingspraksis at forstå værdi som noget tingsliggjort eller som en relation mellem ting; dette er præcist, hvorledes det fungerer. Den bevidsthed, der er funktionel i en speciel økonomisk form, bliver falsk, når den generaliserer til en antaget bevidsthed om ting og relationer. Når dette sker, forbliver bevidstheden ikke blot formet af den økonomiske form; den forbliver ubevidst om, at den er således formet, med det resultat at den spontant og ubevidst reproducerer den. (Jvf. Haug 1977:83).

 

Forklaringen på den spontane, hverdags-bevidsthed i det borgerlige samfund som struktureret gennem sådanne objektive tanke-former kaster lys både på dens underordnede, supplerede 'korrekthed' og på dens nødvendige 'falskhed'. Marx taler således om den nødvendige falske bevidsthed, i hvilket ikke blot det falske er understreget, men mere vigtigt, det faktum, at den er nødvendig, givet konteksten af menneskers hverdagsliv. (Jvf. Haug 1977:83f).

 

De objektive, modsigelsesfyldte tanke-former, der vokser frem af den kapitalistiske produk- tionsmåde, bliver manifesterede i individernes livspraksis som tænkning i de tilsyneladende private former af samfundsmæssigt liv. Sidstnævnte reproduceres blindt i individuel bevidst- hed, og i konsekvens heraf 'naturaliseres' de og giver dem [49] udseendet af at være karakteristiske ved menneskeligt liv generelt. De bliver også manifesterede i samfundsmæssig praksis som tænkning over disse former, og skaber herigennem muligheden for at se bagom privatheden, der skjuler den historiske form for udnyttelse. Disse alternative tænkemåder bliver også afspejlet i videnskab, hvor modsætningen mellem tænkning i og tænkning over den kapitalistiske produktionsmåde kommer til syne som en modsætning mellem borgerlig videnskab og kritisk videnskab. Sidstnævnte hæver således hverdagspraksis til et højere niveau af 'metodisk' bevidsthed, som søger den slags sammenhæng, der kan føres tilbage til praksis, forandre den og udvide den.[29]

 

Mod en kritisk videnskab.

 

Videnskab i det borgerlige samfund er ukritisk, når den spontant reproducerer de antagede naturlige former for borgerlig eksistens. Men den kan ikke begrænse sig til reproduktion alene. Det er videnskabens natur og samfundsmæssige funktion at gå ud over blot reproduktion, dvs., at presse imod og gå udover barrierer. Afhængig af den historiske situation for studieobjektet, må borgerlig således udvide eksisterende samfundsmæssige grænser. Men vi er nødt til at skelne mellem barrierer eller grænser i det borgerlige samfund og dem for det borgerlige samfund. Det er sidstnævnte, videnskaben ikke kan overtræde uden selv at transformere sig ind i en kritisk videnskab (jvf. Haug 1977:86f). Kritisk videnskab adskiller sig fra borgerlig videnskab ved det, at den ikke kan eksistere som et ideal parallelt til privat tilegnelse.

 

" [Den] er kun mulig som en komponent ved en bevidst forudgribende, forstående menne- skelig tilegnelse af det historiske produkt. At forstå historisk skaben videnskabeligt kræver en korresponderende skaben i historien. Hvorfor ikke bevidst skabe dét, der er bevidst skabt?".

 

                                                           (Haug 1977:86)

 

Kritisk videnskab rejser sig således ud af et specielt udviklingsstadium af det borgerlige samfund og dets modsigelser. Imidlertid er den ikke underkastet borgerlige former i dens tænkning og praksis: den tager præcist disse som objekterne for dens tænkning og fortsætter i dens praksis udover de grænser, de pålægger.

 

På baggrund af denne forståelse af kritikken af den politiske økonomi, kan vi specificere den generelle karakter ved traditionel psykologi og sociologi som borgerlig, mere præcist: disse videnskaber markerer sig ved deres tænkning i formerne ved borgerlige private relationer. Deres muligheder for real viden, hvor meget end de er lykkedes i at overvinde barriererne i det borgerlige samfund, finder deres absolutte og uoverstigelige grænse i privathedsrelationerne, som er barriererne for det borgerlige samfund, og som disse videnskaber reproducerer. Grænserne kan defineres endnu mere præcist for borgerlig psykologi og sociologi, for så vidt de tager menneskelige individer som deres objekt:

 

"Forskningsgenstanden er først og fremmest underlagt de umiddelbare former givet til ethvert samfundsmæssigt individ gennem hans eller hendes sociale rum...[50]. Forskningsgenstanden er en indbygger i den samme verden og finder ham eller hende selv i den samme situation.... For psykologer, der tager andre subjekter som deres forskningsobjekt, bliver problemet specielt akut. Som genstande for de samme determinerende former som deres undersøgelsessubjekter, ser de, som det var, på dem gennem de samme definerende former. Denne underkastelse af en måde at se på, forbliver nødvendigvis ubevidst; at blive bevidst om det kræver et 'gennembrud'. Det er præcis denne tagen-for-givet-hed med hvilken ting bliver betragtet på, som er symptomet på underkastelsen til disse former.".

                                                                                 (Haug 1977:78).

 

Pga. deres blinde reproduktion af borgerlige privatformer, kan borgerlig psykologi og sociologi, for så vidt de omhandler menneskelige individer, kun undersøge subjekter, som de er definerede af borgerlige former, dvs., private parter. Fordi de ikke er bevidste om det borgerlige samfunds historiske definition af privathedsformer, sidestiller de nødvendigvis 'private parter' med menneskelige væsner i almindelighed.

 

Det abstrakt-isolerede individs skjulte antropologi kan nu ses udfra den forudgående analyses benævnelser som funderet i den ubevidste mentale reproduktion af den reelle abstrakthed og isolerethed af individer i det borgerlige samfund. Individernes isolation fra de konkrete samfundsmæssige og historiske kontekster for deres liv bliver her åbenbar som den mentale reproduktion af deres ikke-samfundsmæssige fremtræden, selv-negerende samfunds- mæssighed, som den er historisk bestemt af borgerlige privathedsformer. I konsekvens heraf bliver det klart, at begrebsmæssig adskillelse og ekstern opposition af individet og samfundet i borgerlig psykologi og i relaterede borgerlige sociologiske begreber faktisk er det ubevidste teoretiske udtryk for den konkrete adskillelse af de private og samfundsmæssige processer i det borgerlige samfunds virkelighed. Derfor er den borgerlige psykologi og sociologi's manglende evne til adækvat at drøfte individernes relationer mellem subjektivitet og samfunds- mæssighed kun den videnskabelige afspejling af det faktum, at borgerlige private individer konstituerer negationen af deres samfundsmæssige kontekster, og finder dem selv indenfor den aktuelle tilfældighed og turbulens af de uafhængige producenters konfliktuerende interesser. (Jvf. Holzkamp 1979:33-34).

 

Implikationer for psykologi.

 

Specielle psykologiske teorier, der mangler en reflektion over en adækvat viden om samfund og historie som sådan, vil også fejle i at begribe deres egen indlejrethed i samfundsmæssige tænkemåder, specielt ideologi. Vi kan derfor forvente at opdage, at psykologiske teorier ikke blot er blind overfor deres egen ideologiske natur, men aktivt reproducerer de historiske relationer i ideal form, hvori de selv er producerede. Såfremt dette er tilfældet, ville det være en fejltagelse at betragte disse teoriers essentielle fejl i at repræsentere virkeligheden korrekt: deres fejl består i at tage borgerlig virkelighed, hvor loyalt de end repræsenterer den, som virkeligheden. [51]

 

Det følger heraf, at teorier som disse ikke kan tjene som basis for kritik af eksisterende samfundsmæssige relationer. Som de Kritiske Psykologer formulerer det, deres kritik vil altid være begrænset til emner i det borgerlige samfund; de kan ikke blive om dette samfund.[30] Historisk materialisme giver os teorien om det borgerlige samfund, der skaber potentialet for udvikling af genuin Kritisk Pykologisk teori. Vi vender os nu mod specielle psykologiske teorier i det næste kapitel.

 

Specifikke psykologiske teorier.

 

Hvis vore kritikker på de filosofiske niveauer og teorien om samfundet er på rette spor, skulle kritikken af specifikke psykologiske teorier være en enkel sag. Inadækvathederne på disse to fundamentale niveauer har konsekvenser for socialvidenskaberne: (1) grundet mangel af en adækvat forståelse af samfund og historie, reproducerer de blindt men nødvendigvis i en eller anden teoretisk form det konkret isolerede individ i det borgerlige samfund som et abstrakt-isoleret individ; og (2) de fejler i bund og grund at begribe subjektiviteten som en manifestation af den konkrete relation mellem individet og samfundet. Når dette er tilfældet, kan vi næppe forvente at finde disse fejl afhjulpet (mirakuløst, hvis det var så) på de specielle teoriers niveau. Tværtimod. Da vi nu er blevet årvågne om det teoretiske problem og dets natur, kan vi kun forvente at se deres fejl mere klart.

 

Denne pointe kan ikke illustreres her udfra en kortlæggelse af hele spektret af psykologisk teori. Fokus vil blive afgrænset til to mainstream-positioner, behaviorisme og kognitiv psykologi, og til psykoanalysen som - skønt periferiseret af akademisk psykologi - ikke desto mindre forbliver vigtig. Disse tre positioner repræsenterer tilstrækkeligt forskellige synspunkter indenfor spektret til at illustrere problemets allesteds nærværenhed.

 

Det skal indrømmes, at der har eksisteret psykologier, som er mindre sårbare overfor vore kritikker, end de, vi har valgt, (i virkeligheden skal vi møde noget interessant ambivalens allerede i psykoanalysens tilfælde). Et eksempel er Völkerpsykologien af Wilhelm Wundt, som for nylig har opnået noget fornyet kritisk opmærksomhed (Se f.eks., Danziger 1983,1990; Maiers 1988; Holzkamp 1991b: 86-88) En anden er Lewin's arbejde forud for hans `Amerikanisering' (Se, f.eks., de Rivera 1976; Stivers og Wheelan 1986; Danziger 1990; Holzkamp 1991a: 79). Disse positioner vil ikke blive undersøgt her, men det er nyttigt at bemærke, at deres noget mindre problematiske natur (fra vort synspunkt) ikke er urelateret til tysk idealistisk baggrund, som de deler med Marxistisk og Tysk Kritisk Psykologi.

 

Slutningen af dette kapitel vil hellige sig et metodologisk problem, der er almindeligt for mainstream psykologiske teorier og relateret til deres [53] manglende evne til at forstå subjektiviteten. Dette er teoretisk ubestemthed, den manglende evne til at løse forskelle blandt tilsyneladende konkurrerende specifikke teorier (dvs. mellem indlæringsteori og psykoanalytiske forklaringer på neuroser). Det er, som vi skal se det, et problem, der må løses, hvis vi skal bryde igennem det abstrakt-isolerede individs antropologi, og dets løsning vil blive udledt, ligesom det om subjektivitetens problem, fra metoder baseret på antagelserne om historisk materialisme.

 

Behavioristisk-funktionel psykologi.

 

Der er gode historiske grunde for at adskille behavioristiske og funktionalistiske teorier i psykologi. Vi kan pege på forskellige historier, forskellige grader af metafysisk tolerance, og visse bestemte specifikke krav der adskiller de to positioner. Imidlertid er der også gode historiske grunde for at behandle dem samlet. Med sikkerhed allerede i 1940-erne, hvis ikke tidligere, var de virkelige forskelle som kunne findes i en sammenligning, f.eks. mellem John Dewey og John Watson, effektivt blevet opløst i blotte forskelle i terminologi. Woodworth's insisteren på S-O-R formlen i stedet den mere golde S-R formel markerede ikke en essentiel forskel mellem positionerne, dette gjorde ej heller Woodworth's større tolerance for teleologisk sprog.

 

Ved midten af århundredet var mainstream borgerlig amerikansk psykologi den type der blev næsten universel efter 2. verdenskrig, helt gennemtrængt behavioristisk, uanset hvorledes den betegnede sig selv. Dette er intetsteds tydeligere, end i den universelle antagelse af behavioristiske metoder baseret på uafhængige variable (stimulus betingelser), afhængige variable (adfærdsmæssige svar), og reliabiliteten af deres sammenhæng som fastlagt gennem en mængde statistiske teknikker repræsenterende variationer af regressions analyse (korrelations koefficient, T-tests, analyser af spredning, analyser af regression, etc.). Forskelle mellem de nu akademisk accepterede psykologiske teorier blev vendt til at omhandle sager om hvilke variable, der fortjente opmærksomhed, hvorledes de kunne måles, og hvilken type sprog der skulle tillades mht. at tale om de resulterende korrelationer (dvs., hypotetiske konstruktioner versus mellemliggende variable).

 

Alene i de nu velkendte metoder kan vi let se den ideologiske antropologi for det isolerede individ i arbejde. Subjektet for et normalt eksperiment bliver valgt (tilsyneladende) ved et tilfælde. Han eller hun bliver placeret i en omgivelse så steril som muligt (kaldet `den eksperimentelle situation`). Et eller flere målinger bliver trækket ud af subjektet, hvorpå subjektet bliver løsladt. Målingerne fra hvert subjekt, allerede en abstraktion i en ganske høj grad, bliver så lagt sammen, og gennemsnit, middelveje eller midterlinier, bliver udregnet. Testningen af hypotesen (kun 0-hypotesen bliver reelt testet) opnås gennem sammenligning af forskelle mellem gruppe gennemsnit (optalt varians) med forskelle blandt subjekterne (fejl varians). Fra den første abstraktion bevæger vi os til endnu mere sjældne abstraktioner. Den konkrete bevægelse er fra det meget konkrete niveau af et aktuelt menneskeligt liv til et abstraktionsniveau på hvilket ingen konkret individuel eksistens længere er genkendelig. Det er intet [54] ekstremt krav, at vore metoder først isolerer individet og så abstraherer ham/hende udover genkendelighed. Som allerede nævnt tidligere, forbedrer socialpsykologien ikke billedet. Brugen af en anden person eller interaktion med en gruppe som en uafhængig variabel, konstituerer ikke en genkendelse eller en tagen hensyn til individets samfundsmæssige natur.

 

Med billedet af det standardiserede psykologiske eksperiment foran os, bliver et andet træk åbenlyst. Dette er eksklusionen af subjektiviteten. Hvor mange subjekter er blevet fjernet og hvor mange eksperimenter ødelagt pga. en 'forkert' forståelse for subjektets vedkommende, eller grundet hans eller hendes modstand mod den eksperimentelle opgave? Eksperimentkontrol, når den er effektiv, tjener dens bevidst intenderede formål, hvilket er at øge subjekternes passivitet og at formindske deres idiosynkrasier. Det er lige præcist subjektiviteten ved det individuelle subjekt, der bliver betragtet som uvedkommende og må kontrolleres ved at blive `holdt konstant`. Men hvad med `at samle oplysninger` og andre post-eksperimentelle diskussioner med subjekterne om deres oplevelse af opgaven? Disse konstituerer næppe en erkendelse af den fundamentale centralitet ved menneskelig subjektivitet. De er oftere helt enkelt brugt til at forsikre eksperimentator, at de eksperimentelle kontroller har været effektive.

 

Vi har mere at sige om den eksperimentelle metode senere. Hvad der allerede er tydeligt er, at: (1) metoden beskrevet ovenfor ( eller en fornuftig faksimile) bliver anvendt på det nærmeste universelt i akademisk psykologi; (2) det er en metode, der direkte følger af den behavioristiske forståelse af psykologiske sagsforhold som korrelationen af input og output variable (subjekter som 'stikkontakter'); (3) det er en metode rettet mod isolationen af det individuelle subjekt fra hans eller hendes konkrete livssituation; og (4) den ekskluderer udtrykkeligt det subjektive element fra alt andet end negativ betragtning.

 

Der er selvfølgelig intet specielt nyt ved denne type analyse. Der har sandsynligvis aldrig været et tidspunkt i den historiske eksistens af funktional-behavioristisk eksperimentel psykologi, hvor nogen ikke har erkendt problemet og gjort sig anstrengelser for at korrigere det. Opståelsen af `Den tredje kraft i 1960'erne, bestående af humanistiske, eksistentielle og fænomenologiske psykologier var blot ét dramatisk øjeblik af modstand mod disse essentielt anti-humane metoder, og den abstrakte viden, som de producerer. Det, der er forskelligt i det foreliggende tilfælde, er, at problemet ikke blot er erkendt, men regnet med i termerne om den nødvendige reproduktion af 'social' videnskab, både i dens teorier og i dens metoder, om den aktuelle isolation og abstraktion af individer i relationerne i det borgerlige samfund. Dette vil tillade os at være kritiske, ikke blot i betydningen at protestere mod noget, vi ved er forkert, men mere positivt gennem at udføre grund-arbejdet til en mere effektiv, subjekt-bemyndigende psykologi.

 

B.F. Skinner repræsenterer noget af et paradoks her. Mens han korrekt kan tages som indbegrebet af behavioristisk tænkning i det 20. århundrede, er han også en kritiker af megen af den traditionelle psykologiske tænkning og specielt af traditionelle statistiske metoder. Det synes som om, at hans kritikker af standard metode og hans forsvar for individuel analyse kunne være et korrektiv til [55] de abstraherende, isolerende effekter, som vi kritiserer. Imidlertid bliver forhåbninger hurtigt sønderslåede gennem erkendelsen af, at hans argument ikke handler om isolationen eller abstraktionen af subjektet skabt af standard metoder, men med deres mangel på kontrol. Som Skinner formulerer det i hans 1953-bog:

 

"[Vort]argument er rettet mod brugen af statistikker i en adfærdsvidenskab. En forudsigelse af hvad gennemsnits individet vil gøre er ofte af liden eller ingen værdi mht. et specielt individ....Generelt er en videnskab til hjælp mht. individet for så vidt som dens love refererer til individer. .. [En] videnskab kan også omhandle individets adfærd, og dens succes i at gøre således må vurderes i termer om det, den opnår, snarere end noget a priori indhold."

                    (Skinner 1953: 19).

 

Det er tydeligt nok fra dette citat, at Skinner ønsker at være i stand til at forudsige individernes adfærd mht. at `håndtere` dem. Hvad mener han med at `håndtere` dem? Som vi læser videre, lærer vi, at dette er at `forme og opretholde adfærd` (1953: 91ff). Men kan vi ikke gøre dette for os selv som individer? Dette kunne synes at være tilfældet, men ultimativt `er samfundet ansvarlig for størstedelen af adfærdens selvkontrol. Hvis dette er korrekt, forbliver kun lidt ultimativ kontrol hos individerne` (1953: 240). Trænger vi mere på, lærer vi, at Skinner med `samfund` synes at mene andre mennesker generelt, andre mennesker specielt, eller specifikke grupper af andre mennesker.

 

Der er intet i Skinner's psykologi som antyder, at han har rokket nævneværdigt fra Watson's definition af psykologiens mål som forudsigelsen og kontrollen af individuel adfærd. Megen af den forskning, der fulgte af Skinner's skriverier, bekræfter dette. Den banebrydende anvendelse af adfærdsmodificerende teknikker overfor skizofrene patienter på et hospital i Saskatchew af Ayllon og Azrin (1963, 1964) viste sig meget effektiv i `håndteringen af` patienterne. Den lindrede ikke deres sygdom, men den `forbedrede deres liv` gennem at reducere gnidning mellem dem og hospitalspersonalet. Kort sagt, adfærdsmodifikation `håndterer` dens subjekter ved at tilpasse dem til kravene for de eksisterende autoritetsrelationer.

 

Nogle mere `liberale` adfærdsmodifikatorer er for nyligt kommet frem til at fremhæve menneskers brug af adfærdsteknikker på dem selv. Dette kommer til syne som at bringe mere kontrol i hænderne hos konkrete individer, men nærmere undersøgelse viser, at det blot implicerer dem i at etablere og opretholde deres egen konformitet til eksisterende relationer.

 

En gennemlæsning af "Walden Two" (Skinner 1948) gør alt dette klart nok, men der er intet som første-hånds oplevelse. Som student i slutningen af 1950'erne deltog jeg i en rundvisning i adfærdslaboratoriet på en stor institution for mentalt retarderede. Den ledende forsker der, havde etableret sig et anseeligt ry blandt hans Skinnerianske adfærdskolleger for arbejdet med skemaer for forstærkning. Selv da, i ungdommens uskyld, blev jeg overrasket over at se, at laboratoriet bestod af en serie af små, absolut nøgne rum, dvs. nøgne med undtagelse af [56] en pedal-indretning på den ene væg og en lille kop nær ved den, i hvilken en bolsje-forstærker (den chokoladedækkede type, som ikke `smelter i hånden`) kunne leveres. Assistenten var ganske stolt af pedalerne, som han havde hjulpet med at tilpasse (troskyldigt) fra klemmepedalerne af svampesvapere kasserede af skolebetjentstaben. Den eneste ting udover størrelsen, der adskilte disse rum fra de mere velkendte kasser brugt til rotter og duer, var en enkelt, lille stol på hvilken personen sad. Det behøves ikke at blive nævnt, at de principielle kendetegn ved resultaterne fra retarderede børn var deres lighed med de resultater der er produceret af duer og rotter.

Skinner selv udviste ved mere end én lejlighed, en stor stolthed over denne form for generalitet, på trods af hans erklærede bekymring for individet. Et velkendt eksempel på dette kan ses i en artikel fra 1956 i hvilken han viser læseren 3 kumulative kurver, side om side og ikke-mærkede. I teksten skriver han at: ”en af dem var lavet af en due…, en var lavet af en rotte…, og en var lavet af en abe…Due, rotte, abe, hvilken er hvad? Det har ingen betydning. Så længe man er i stand til at beskæftige sig med organismen, forekommer det ikke at betyde så meget hvilken slags organisme der er tale om. Hvordan opnås en så fantastisk generalitet? Der er kun et svar: gennem subjektets isolation og abstraktion. Er dette den form for viden (abstrakt viden), den form for generalitet (abstrakt generalitet) som f.eks. giver individuelle subjekter mere kontrol over deres livsbetingelser? Det er næppe sandsynligt! Hvis det styrker nogen, så er det ham der ”beskæftiger” sig med subjekterne, og de, i hvis interesse, ”beskæftigelsen” bliver udført.

Det er bemærkelsesværdigt, at da det direkte kom til spørgsmålet om subjektivitet, ignorerede Skinner det ikke blot; han ”teoretiserede” det effektivt væk. Da han gjorde dette, gjorde han det i præcis dén terminologi, der blev identificeret af den historisk materialistiske analyse i det foregående kapitel, nemlig i privathedens terminologi. I hans bog fra 1953

Viede han et helt kapitel til ”private hændelser i naturvidenskaben”. Han begyndte kapitlet som følger:

 

Når vi siger, at adfærd er en funktion af miljøet, betyder begrebet ”miljø” tilsyneladende en hvilken som helst hændelse i universet, der er i stand til at påvirke organismen. Men en del af universet er indesluttet under organismens egen hud. En privat hændelse kan bestemmes ud fra dens begrænsede tilgængelighed, men ikke, så vidt vi ved, fra en speciel struktur eller natur.

     (Skinner 1953:257)

 

Skinner fortsætter dernæst med at udarbejde en teori om private hændelser, som fastslår deres essentielle lighed med offentlige hændelser. Dette betyder for ham, at begge former for hændelser er udtømmende forståelige udfra stimuli og betingede adfærdsmæssige responser. Den eneste forskel er, som han nævnte, tilgængeligheden. Dette skaber en del interessante problemer. F.eks. når barnet identificerer ovnen som varm, kan responsen bekræftes og kan passende reinforceres af erfarne voksne. Når barnet identificerer en eller anden privat hændelse som f.eks. en tandpine, da er den voksne mindre i stand til trygt at bekræfte eller afkræfte denne bedømmelse. Resultatet er at vi, som private individer, bliver mere sikre (mere pålidelige) i vores offentlige responser (svar) end i vores private.

Den deraf følgende problematiske natur af vores private hændelser og responser, fører til et yderligere teoretisk-metodologisk resultat. Dette har at gøre med spørgsmålet om hvilken rolle private hændelser spiller i vores offentlige liv. Den traditionelle holdning er, ifølge Skinner, at vi handler på basis af en eller anden følelse eller ide, i.e. en eller anden privat hændelse. Der er to problemer i dette. For det første er den private hændelse både upålidelig og utilgængelig for betragteren (ham der beskæftiger sig med subjektet), og tjener derfor som et dårligt fundament for adfærdsmæssig forudsigelse og kontrol. For det andet, hvad end pålideligheden af den potentielt meddelelige private hændelse er, er den

 

Højst intet andet end en del i en kausal kæde, og den er normalt ikke engang det. Godt nok kan vi tænke før vi handler, forstået på den måde, at vi kan handle skjult før vi handler åbent, men vores handling er ikke et ”udtryk” for den skjulte respons eller dens konsekvenser. De to kan tilskrives de samme (ydre, offentlige) variabler.

    (Skinner 1953: 279)

 

Det følger fra standpunktet om forudsigelighed og kontrol, at den private hændelse er overflødig og kan ignoreres. Den eneste pålidelige forudsiger er den offentlige stimulus. Subjektivitet er derfor en ikke-perfekt og unødvendig kopi eller fortsættelse af ydre hændelser. Hvorfor unødvendig? Hvorfor ikke-perfekt? Fordi den er privat! En temmelig god måde at slippe af med et potentielt besværligt problem.

Det er fascinerende at Skinner synes at have en teori om samfundet fra hvilken han synes at deducere subjektivitet. Det kræver dog ingen nærmere eksamination, at se at samfundet i hans teori ikke er andet end en ahistorisk sammenkædning af isolerede individer, private grupper, udvendigt relaterede til hinanden, og hvor den ideelle tilstand er en der simpelthen er gnidningsløs. Han startede effektivt med en abstraheret og isoleret konception af individet, skabte sin teori om ”samfundet” ud fra denne, og førte det derefter tilbage i individet. Resultatet af dette er at både teorien og deduktionen fra den er humbug, blotte syne af den sande teori om samfundet og den deduktive procedure som vi er på jagt efter.

De tyske kritiske psykologer har udarbejdet en kritik af behaviorismen som er alt for detaljeret til at behandle her. Meget af denne kritik er opsummeret i Holzkamps seneste bog om læring (1993). Kritikken går tilbage til den første udgave af Forum Kritische Psychologie i 1975 (Kritische Psychologie I), som var tilegnet en diskussion af adfærdsterapi. Eva Jaeggi (1975) gav et apologetisk forsvar for adfærdsterapien på et essentielt utilitaristisk grundlag. Irma Gleiss gav en kritik af den type vi allerede har artikuleret:

 

Det uafhængige og passive element i relationen, er individet. I modsætning til dette, er samfundet det aktive, bevægende element, uafhængigt af individet. Som en konsekvens, fremstår samfundet som summen af ydre stimulus faktorer som, på trods af at de yder muligheder for menneskelig adfærd, alligevel forbliver fremmede for det.

     (Gleiss 1975: 60)

 

Wolfgang Maiers (1975) gav en endnu mere detaljeret kritik af adfærdsterapien, hvor han understregede dens ahistoriske og ikke-samfundsmæssige fundament.

 

Kognitiv psykologi.

 

Hvis den såkaldt ”kognitive revolution” sidst i 60-erne havde tilbudt et genuint alternativ til den tidligere dominerende behavioristiske-funktionelle psykologi, ville det være nødvendigt med en separat kritik af den her. Men rent faktisk var den ikke et sådant alternativ, hvilket indskrænker vores opgave her til blot at vise, at det rent faktisk blot er den samme gamle vin på nye flasker (Selv flaskerne er nogen gange de samme; kun mærkaterne er blevet udskiftet). Måske er den mest umiddelbare og tydelige ”clue” til dette, at kognitive psykologer vedbliver med at benytte den variabel-model, der er karakteristisk for behavioristisk-funktionel psykologi, med ingen essentiel modifikation i mere sofistikeret retning. Dette er vigtigt, fordi variabel-modellen for metode og teori er logisk og nødvendigt knyttet til antropologien om det abstrakt-isolerede individ. Individer er abstraherede idet de repræsenteres som blotte stikkontakter for de målte variabler – eller værre, ved at de reduceres til blot samlingsstedet for sådanne variabler. De er isolerede fordi denne model ikke behandler relationen mellem individer og deres samfundsmæssige, historiske kontekst som overhovedet forskellig fra en hvilken som helst samling variabler. Variabel-modellen, hvilket allerede skulle stå klart udfra vores tidligere diskussion af den, er selve det vehikel med hvis hjælp denne antropologi bliver udviklet og vedligeholdt.

Den kognitive psykologis teorier er også afslørende. Hvad vi finder er simpelthen den variabiliserede behavioristisk-funktionelle input/output model, tilpasset i mere udviklede hypotetiske konstruktioner, end det traditionelt er tilladt af den mere selvbevidste positivistiske psykologi. Nu finder vi i stedet for de golde mellemliggende variabler som ”drift”, ”forstærkningsgradient”, ”familiehierakier af vane” og ”fraktionelt forudkommende mål-responser”, komplekst forskønnede metaforer såsom ”informationsprocessering” og ”sætningsanalyserende maskineri”. De mere primitive maskiner og ”udskylningstoilets” hydrauliske systemer ved behavioristisk-funktionel psykologi er blevet erstattet af computeren. Imidlertid er individet stadigvæk abstrakt og isoleret.

 

Situationen er ikke blevet hjulpet meget af aktiviteten omkring social kognition, der har givet os begreber som ”attitude”, ”attribution” og ”indflydelsesmanagement” (se Gleitman 1991). Vi er derfor ikke overraskede over at læse i en nylig kritik af kognitiv psykologi af en kognitiv psykolog, at han ikke har reddet os fra ”de positivistiske udskejelser fra behavioristerne”, som ofte hævdet, men har båret mange af disse over i hans egen aktivitet. Som en konsekvens heraf:

 

”Hvis det positivistiske videnskabsbegreb fejler i at fange mange af subtiliteterne ved kollektiv epistemisk praksis i videnskabelige samfund, som det nu generelt er erkendt, da må kognitivismen også fejle som en tilgang til menneskelig kognition, og af de samme grunde”.

    (Smythe 1991: 103)

 

Kognitive psykologer har haft lidt, hvis overhovedet noget, at sige om subjektiviteten. Men ordet ”bevidsthed” er blevet brugt oftere. Hvis vi har ret i vores antagelse frem til dette punkt, skulle vi ikke forvente at finde, at kognitiv psykologi har bragt os ret langt i vor forståelse af den. Dette synes at blive bekræftet af et nyligt omfattende overblik over den nordamerikanske psykologis status af Ernest Hilgard:

 

”I den sidste fjerdedel af århundredet blev dørene åbnet igen (gennem den kognitive revolutions kyskhed) for studiet af bevidstheden i alle dens manifestationer, men der var ingen fast etablerede begreber at vende tilbage til, og en fuldt tilfredsstillende modernisering af videnskabelig tilnærmelser til bevidsthed, mangler stadig at blive opnået”.

     (Hilgard1987: 315)

 

Et af de slående træk ved den nyeste kognitive psykologi, er udstrækningen i hvilken, den har genoplevet en eksperimentel tradition, som nød stor anseelse i Wundts eksperimentelle psykologiske laboratorium i Leipzig, men som effektivt døde ud i løbet af det andet og tredje årti i dette århundrede. Jeg taler her om det der dengang blev kaldt ”mental kronometri”. Teknikken blev først udviklet af den hollandske fysiolog Franciscus Donders i 1868, baseret på Helmholz`eksperimenter om hurtigheden af en nervegennemstrømning (se Boring 1950: 148-149). Det startede med målinger af reaktionstid. Donders fik ideen til at gøre det eksperimentelle arrangement mere kompliceret, således at det krævede mere arbejde af forsøgspersonen. F.eks. i stedet for at forlange at trykke på en enkelt knap, når lyset tændtes, blev forsøgspersonen bedt om at trykke knap ”a”, hvis lys ”A” blev tændt, men knap ”b” hvis lys ”B” blev tændt. Donders kaldte dette ”valg” i modsætning til ”simpel reaktion”. Generelt tog det lidt længere tid, således at den totale tid kunne blive opløst subtraktivt ind i en simpel reaktionskomponent og en valgkomponent. Dette producerede, hvad Donders betragtede som værende ”mentale konstanter” for hver af de korresponderende mentale funktioner. Wundt fortsatte med at udvikle yderligere komplikationer som skulle korrespondere med en lang liste af antagede mentale funktioner såsom diskrimination, kognition, association og bedømmelse.

 

Resultaterne af årtier helliget til ”mental kronometri” blev nydeligt opsummeret af Heidbreder:

 

”Ideen var attraktiv, med løftet om den opmuntrende simplifikation, der kommer af at reducere komplekst materiale til fikserede, identificerbare, kvantitative enheder. Men den efterfølgende analyse af reaktioner, simple og komplekse, gav liden eller intet bevis for psykologiske ”konstanter”.

  

(Heidbreder 1933: 89)

 

Det er betydningsfuldt, at Wundt selv insisterede på at den type af eksperimentel psykologi repræsenteret af den praksis aldrig kunne yde teoretisk forståelse af ”højere mentale processer”. Til dette var en mere beskrivende videnskab om kultur og historie, en ”Völkerpsykologie”, nødvendig.

 

Det, som døde ud i 1930, er blevet energisk genoplivet af kognitiv psykologi, i hvilken den afhængige variabel i eksperimenter om antagede kognitive funktioner ofte er, endnu engang, en eller anden form for reaktionstid. Et velkendt eksempel på dette er et velkendt eksperiment af Shepard og Metzler (1971) i hvilket forsøgspersoner blev vist to-dimensionelle tegninger af to tre-dimensionelle objekter. Forsøgspersonens opgave var at vurdere, hvorvidt de to objekter var identiske eller ej. Hvor objekterne faktisk var identiske, blev de præsenteret i forskellige grader af rotation. Succesfulde forsøgspersoner rapporterede, at de udførte den forlangte sammenligning ved mentalt at lade den ene af figurerne rotere for at se om den var i overensstemmelse med den anden. Reaktionstiden blev også målt og fundet til at korrelere med den aktuelle rotationsgrad, der blev skildret i billederne; dvs., det tog dobbelt så lang tid at foretage vurderingen af objekter, der blev roteret 160 grader, som for objekter der kun blev roteret 80 grader. Det var disse reaktionstider, der blev taget som en bekræftelse på de introspektive rapporter.

 

Dette er unægtelig et attraktivt eksperiment. Det var ærligt tænkt, og resultaterne er fascinerende. Det yder også nogle åbenlyst vigtige informationer om kognition, nemlig at bevidstheden eller hjernen har en eller anden slags spatial proceskapacitet, der er anderledes end den, som forarbejder verbalt kodede meninger. Imidlertid fortæller resultater som disse os faktisk intet om subjektivitet, og absolut intet om subjektivitet som historisk og samfundsmæssigt placeret. Faktisk kunne eksperimentet med en smule mere ærlighed være blevet foretaget på rotter og duer, som også må være ganske gode til at genkende objekter af vigtighed for dem, fra forskellige vinkler, dvs. i forskellige rotationer.

 

Psykoanalyse.

 

Fra vor kritiks synspunkt er psykoanalysen en meget kompleks position. Den præsenterer sig selv som en eksplicit teori om det bevidste (via det ubevidste) og subjektiviteten. For dem, der er interesseret i disse emner, har den erobret og fortsætter med at erobre fantasien på måder, der adskille sig afgørende fra de fremherskende behavioristisk-funktionelle-kognitive psykologier. Hovedstrømmens akademiske reaktion på psykoanalysen har været konsekvent fjendtlig, og har fastholdt, at den ikke er rigtig videnskabelig og kun tiltrækker dem, som er sensitive overfor dens litterære eller mystiske kvaliteter. Psykoanalysen havde sin oprindelse i den videnskabelige fysiologi fra det 19. Århundrede; den indeholder hypoteser, der kan bekræftes, dvs. kan testes (se Flanagan 1984: 74-81); og den fortsætter med at have en af de bedste dokumentationshistorier af alle eksisterende psykoterapier. Den var videnskabeligt nok for behavioristerne John Dollard og Neal Miller til at blive helliget en hel bog (1950) til at gøre psykoanalysen tilgængelig for andre behaviorister – på deres betingelser, naturligvis.

 

Psykoanalysens videnskabelige karakter vil der ikke blive stiller spørgsmål til her. I stedet vil vores diskussion have to mål: (1) at vise hvorledes psykoanalysen på trods af dens andre mulige dyder stadig reproducerer den skjulte antropologi, som vi allerede har talt om – dvs. den er en borgerlige psykologi, ikke en kritiske psykologi – og dens teori om subjektivitet er derfor præget af alvorlige forvrængninger; og (2) at vise hvorledes den ikke desto mindre er et eksempel på en videnskab, som en kritisk psykologi må stræbe efter at komme på højde med, hvis den skal være succesrig.

 

Vi kan bevæge os direkte til centret af vor kritik ved at vende os mod Freud`s ”Kulturens byrde” (1930/1975). Det var i dette arbejde, at Freuds ideer om relationen mellem individet og samfundet mest tydeligt blev fremlagt. Hans ”The future of an illusion” (1927/1973) om religionens natur, medførte et venligt svar fra Romain Rolland, som udtrykte beklagelse over, at Freud stadig ikke rigtigt kom til sagens kerne, nemlig kilden for religiøs følelse. Rolland lavede sit eget forslag til dette, som Freud øjeblikkeligt afviste og umiddelbart efter bevægede han sig ind i sine egne spekulationer om emnet.

 

Kort sagt var Freuds forklaring denne: Religion eksisterer som en trøst for menneskelig elendighed og lidelse. Hvad er kilden til denne lidelse? Det er civilisationen selv: ”Hvad vi kalder vor civilisation er stort set ansvarlig for vor elendighed, og… vi ville være meget lykkeligere, hvis vi opgav den og vendte tilbage til primitive betingelser” (Freud 1930/1975: 23). Freud´s analyse begynder effektivt med individet som ifølge hans synspunkt er biologisk udstyret med to modsatrettede instinkter, Eros og Død. Individet bliver drevet ind i forbindelse med andre for at tilfredsstille de seksuelle behov, der stammer fra Eros, og til beskyttelse mod selvdestruktion, idet det sidstnævnte bliver udført gennem ”omadressering” af aggression rettet mod andre. ”Evolutionen af civilisering”, ifølge Freud, er intet andet end ”kampen mellem Eros og Død, mellem livsdriften og destruktionsdriften, som den selv udformer sig i den menneskelige art” (1930/1975: 59). Nær slutningen af denne bog bliver pointen yderligere udarbejdet:

 

”De to drifter, den ene mod personlig lykke og den anden mod forening med andre menneskelige væsner, må kæmpe mod hinanden i ethvert individ; og så må de to processer af individuel og af kulturel udvikling også stå i fjendtlig opposition til hinanden og gensidigt strides om grundlaget. Men denne kamp mellem individet og samfundet er ikke en afledning af modsigelsen – sandsynligvis en uforsonlig én – mellem primaldrifterne Eros og Død. Det er en kontrovers indenfor libidoens økonomi, sammenlignelig med konkurrencen vedrørende fordelingen af libido mellem ego`et og objekterne; og det tillader en eventuel akkomodation i individet, som, hvilket må håbes, også vil fungere i fremtiden i civilisationen, hvor meget civilisationen end undertrykker individets liv i dag”.

  

(Freud 1930/1975: 78)

 

Dette må være det mest optimistiske synspunkt udtrykt i hele bogen, men det åbenbarer også naturen af Freuds analyse. Den er ikke meget forskellig fra Skinners. Den begynder med nogle antagelser om individets psykiske natur, skaber fra disse antagelser en teori om samfundet, hvilket den så introjicerer tilbage i individet. Det er en rigere og mere interessant forklaring end Skinners, men den har samme karakter. Slutresultatet er et billede af individet abstraheret fra samfundet, fundamentalt isoleret, og afslutningsvis tvunget ind i essentielt ydre relationer med andre, en reproduktion af Hobbe`s ”alles krig mod alle”, hvilken i Freuds behandling bliver en eksplicit ”krig mellem enhver mod samfundet” (Skinner er noget mere optimistisk om reduktionen af friktionen). Borgerskabets tænkning i den skjulte antropologi bliver således endnu engang blotlagt.

 

Freud selv gør forbindelsen mellem disse ideer og den borgerlige form for social eksistens klar. Han protesterer eksplicit mod det socialistiske forslag om at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Selvfølgelig gø han det ikke på et politisk grundlag, men på et påstået videnskabeligt-psykologisk grundlag:

 

”De psykologiske præmisser på hvilke systemet (socialisme eller kommunisme) bliver baseret, er en uholdbar illusion. Ved at afskaffe privat ejendomsret undertrykker vi den menneskelige forkærlighed for aggression som ét af dets instrumenter, absolut et stærk et, dog ganske vist ikke det stærkeste; men vi har på ingen måde ændret på forskellene i magt og indflydelse, som er misbrugt af aggressivitet, ej heller har vi ændret noget i dets natur”.

    (Freud 1930/1975: 50)

 

Nej, systemets uretfærdigheder skulle man holde sig fra, fordi de er naturlige: ”Naturen har, ved at betænke individerne med ekstrem ulige fysiske attributter og mentale evner, introduceret uretfærdigheder, mod hvilke der ikke er noget hjælpemiddel”(10’930/1975: 50 fodnote). I virkeligheden foreslår Freud at det, at blande sig i denne tingenes tilstand, skødt vedkendt elendige, sandsynligvis kun vil skabe noget meget værre: laissez-faire!

 

Det skulle således ikke overraske nogen, at marxister har været kritiske overfor Freud (for en mere detaljeret, specifik kritisk-psykologisk kritik, se Holzkamp-Osterkamp 1976). Men relationen mellem marxisme og freudianisme har ikke været så enkel, som dette antyder. Faktisk har der været en kontinuerlig debat indenfor marxistiske kredse mht. relationen siden tidligt i dette århundrede, strækkende sig med fuld styrke op til vor egen tid. I den kritiske psykologis kontekst lavede Holzkamp et interessant og indsigtsfuldt bidrag til denne debat i 1984 (engelsk oversættelse 1991b). Han begyndte med at vedkende sig sin accept af den almindelige marxistiske kritik af Freud, at ”psykoanalyse essentielt biologiserer og individualiserer dets emne, at den psykologiserer sociale konflikter, postulerer en universel opposition mellem det undertrykkende samfund, det asociale drifts-determinerede individ, tilskynder irrationalisme, osv.”(1991b: 81). Han fortsatte med at pege på, hvorledes kritiske psykologer havde stået i konstant opposition til ikke blot freudianere, men til freudo-marxister (jf. Brau 1979). Holzkamps akkreditiver som opponent til psykoanalysen er godt etablerede. Imidlertid vedbliver der ifølge hans synspunkt at være to spørgsmål, der må stilles. For det første, hvis psykoanalysen har været så konkluderende og voldsomt kritiseret af progressivt stemte folk, såvel marxister som ikke-marxister, hvorfor debatterer vi det så stadigt? Hvorfor er den ikke død og begravet ligesom teorien om flogiston i de fysiske videnskaber, eller frenologi i psykologi? Hvad er det ved psykoanalysen, der gør den så hårdfør?

 

For det andet, som den fortsætter sin mystiske eksistens, hvorfor er det så netop folk på den progressive venstrefløj, som fortsat er så tiltrukket af den? Hvorfor denne konstante tilbagevenden til Wilhelm Reichs tanker? Hvorfor den umådelige række af nyere freudo-marxister? Der er ingen andre psykologer, som har tiltrukket sig så meget opmærksomhed fra den politiske venstrefløj: man hører ikke noget om Skinner-marxister, Hull-marxister eller for den sags skyld Maslow-marxister (og Maslow var en selvproklameret socialist!).

 

Betragtninger som disse rejser et relateret og stadig mere generelt spørgsmål om Freud´s brede appel til lærde og videnskabsmænd udenfor psykologien, som i litterære studier, kunst, sprog, religiøse studier, etnologi, og sociologi. Igen, ingen tilsvarende interesse kan findes for nogen anden psykolog fra det 20. Århundrede. Holzkamp føler sig tvunget til den begyndende konklusion at, når alle de åbenlyse mangler og svagheder ved psykoanalysen bliver taget i betragtning, forbliver der noget af grundlæggende værdi, som må identificeres.

 

Holzkamp begynder med at bemærke en afgørende forskel mellem den moderne behavioristiske-funktionelle tilnærmen til bevidsthed og den klassiske tuske psykologi fra det 19. Århundrede. Mens bevidsthed og subjektivitet blev problematisk for mainstream-psykologier i det 20. Århundrede pga. deres læggen vægt på forudsigelse og kontrol, var de klassiske psykologer mindre nyttige, og forstod bevidsthed som en formidler af individets relationer med verden og med andre mennesker. Det var således noget der skulle forstås på sine egne betingelser. Bevidstheden blev ikke tænkt som eksklusivt privat, men som en slags intersubjektivitet, der, ligesom mening, blev delt som et kollektivt, kulturelt produkt. Dette var det bevidsthedsbegreb, Wundt’s ”Völkerpsychologie” henvendte sig til og hvilket han følte ikke kunne røres af eksperimentel psykologi. Andre tyske tænkere fra slutningen af det 19. Århundrede delte dette synspunkt: Franz Brentano og Wilhelm Dilthey var kun to af disse. Ifølge Holzkamp’s vurdering, hørte Freud også til denne gruppe. ”Hvis vi ønsker at yde psykoanalysen retfærdighed… må vi placere den direkte i udviklinglinien af klassisk (tysk) psykologi” (1991b: 91).

 

Undersøgelsesobjektet for Freud, som for andre tyske psykologer, var umiddelbar oplevelse. Freud forstod sin opgave som den ”objektive tydeliggørelse og undersøgelse af denne oplevelse som den subjektive-intersubjektive relation til selvet og verden”(Holzkamp 1991b: 91). Specielt for Freud var det den umiddelbare oplevelse, der krævede opmærksomhed, den ”i hvilken løgne skjulte de socialt repressive relationer som de bliver følt i folks konkrete livsomstændigheder” (Holzkamp 1991b: 91).

 

Med henblik på at støtte studiet af subjektiviteten, udviklede Freud et kategorialt system rettet mod at belyse den subjektive situation hos hans patienter snarere end at forudsige og kontrollere deres adfærd. Hans antagelse var den, at hvis hans patienter forstod deres subjektive situationer, ville de være i stand til at vælge passende handlingsforløb for sig selv. F.eks. var begreber som ”ego, id og super-ego intenderede som midler til at dramatisere de modsigelsesfyldte tendenser og impulser ved umiddelbar oplevelse m.h.t. at kunne håndtere dem mere bevidst, dvs. bringe dem under kontrol”(Holzkamp 1991b: 92). Hvad der kunne regnes med som ”håndtere” og ”kontrollere” er, i modsætning til behavioristisk-funktionel psykologi, subjektets håndtering og kontrolleren. Kort sagt, intentionen med analysen og det kategorielle eller begrebsmæssige system var at styrke subjektet, ikke psykoanalytikeren eller dem han eller hun kunne have repræsenteret.

 

Oversættelse af disse kategorier til behavioristisk-funktionelle termer, som det blev gjort af Dollard og Miller (1950) begår absolut vold på deres intentioner (jf. Holzkamp 1985). Holzkamp citerer repression som eksempel, som i den psykoanalytiske kontekst er intenderet som en hjælp for subjektet til at identificere og herved overvinde infantile impulser, der blander sig i subjektets egen håndtering af de nuværende konflikter. Når dette begreb bliver operationaliseret ind i et skift fra et senere indlært respons til et tidligere under pres indlært respons, er det ganske vist mere tilgængeligt til empirisk og eksperimentel testning (det kan testes selv på rotter), men ”dette tager begrebet ud af den subjektive-intersubjektive oplevede kontekst og således… totalt plyndrer det for dets mening og funktion” (Holzkamp 1991b: 92).

 

”Ødipuskomplekset” yder et specielt afslørende eksempel på den freudianske teoris bemyndigende natur. Holzkamp hævder, at det er forkert at tænke på dette kompleks som noget afgrænset til et sæt af hændelser indenfor en familiekonstellation. Dette ville være at miste Freud’s pointe, at en bestemt empirisk hændelse fundet i wienske middelklassefamilier, blot var udtryk for en mere generel social dynamik resulterende i ”ubønhørlig og uigenkaldelig undertrykkelse af mulighederne for (individuel) tilfredsstillelse og fuldbyrdelse af en overvældende og straffende autoritet”(Holzkamp 1991b: 93), som er karakteristisk for det borgerlige samfund. Ethvert specielt empirisk undertrykkelsesøjeblik er en manifestation af den mere fundamentale samfundsmæssige dynamik, som ikke er afsløret i alle dens specielle aspekter af de empiriske hændelser, men må opdages gennem specielt analytiske kraftanstrengelser. Som Marx bemærkede i det tredje bind af ”Kapitalen”: ”Al videnskab ville være overflødig, hvis udseendet, formen og naturen af tingene var helt identiske”(Marx 1894/1909: 951). Freud forsøgte at afsløre – dvs. at gøre objektivt – den bagvedliggende natur ved et problem, for at hjælpe individet til at forklare hans eller hendes egne subjektive oplevelser, og herved også at erhverve midlerne til at håndtere hans eller hendes egne subjektive oplevelser, og herved også at erhverve midlerne til at håndtere hans eller hendes egen ulykke.

 

Freud´s analyse af den underliggende dynamik bidrog også med kategorien for ”super-ego”. Den var intenderet til at vise, hvordan individet bliver en agent for hans eller hendes egen undertrykkelse gennem internalisering af ydre autoritet.

 

”Superego-begrebet havde således funktionen at gøre det muligt (for individet) at gennemtrænge den subjektivt givne tilsynekomst af bevidsthed, med de relaterede skyldfølelser, og at se de samfundsmæssige undertrykkende relationer, der er skjult i det”.

    (Holzkamp 1991b: 94).

 

På den ene side ser vi Freud’s syn på samfundet som fjenden. På den anden side opdager vi en kritisk indsigt i den samfundsmæssige natur ved den individuelle personlighed, som ikke kommer til syne i Freud’s eksplicitte behandlinger af relationen mellem individ og samfund, som det ses i ”Kulturens byrde”. Fra det moderne kritiske synspunkt var fejlen i Freud’s overordnede analyse, den standardiserede borgerlige fejl at tage undertrykkelsesdynamikken som given for samfundets natur, snarere end som et specielt udtryk for den historiske form for det borgerlige samfund (en pointe som også manglede hos antropologen Margaret Mead, da hun foretog testningen af ”ødipuskompeks-hypotesen” i det Samoanske samfund i 1928).

 

Funktionen som de psykologiske kategorier opfylder her er mediering mellem individets subjektive oplevelse og objektive samfundsmæssige relationer. Disse er meget forskellige fra naturen af de kategorier som findes i behavioristisk-funktionel psykologi. Forskellen bliver tydeligst i forbindelse med krav om deres generalitet. I behavioristisk-funktionel psykologi bliver et begreb betragtet som generelt så snart det tilnærmer sig universalitet, dvs. når det er repræsentativt i alle tilfælde. Således bliver forstærkning tænkt som værende et generelt begreb, fordi det kan påstås at findes i alle tilfælde af adfærdsmæssig modifikation. Imidlertid åbenbarer historien om dette begreb, at for at opnå dets generalitet, da må det i stigende grad forfines – endda forfines til det punkt, hvor det kun kan defineres som ”noget tilfældigt på et respons, der forøger dette respons´, fremtidige forekomst”. En definition som denne opnår dens generaliserbarhed gennem en så høj grad af abstraktion, at det bliver umuligt at identificere en forstærker før faktum, og gør således definitionen cirkulær og ikke-falsificerbar. En sådan statistisk-empirisk-universel generalitet er ikke dét, Freud søgte efter.

 

Igen i overensstemmelse med meget af 19.hundredetallets tyske filosofi og videnskab (jf. Lewin 1931), accepterede Freud synspunktet, at ”et teoretisk begreb af de strukturelle og organisationelle principper for psyken er generelt, hvis det gennem at demonstrere den immanente objektive struktur ved umiddelbar oplevelse gør den oplevelse forståelig som intersubjektiv homogen og opnåelig”(Holzkamp 1991b: 94). Empirisk ensartethed er ikke målet for denne type generalitet: ”forskelle i personlige oplevelser bliver ikke elimineret gennem tilflugt til uvedkommende faktorer, men bliver snarere belyst gennem de medierende processer og niveauer, der er faste bestanddele af teorien”(1991b: 95). Kort sagt er kriteriet for generalitet ikke empirisk universalitet, men evnen til at belyse det individuelle, ofte tilsyneladende afvigende, tilfælde. Individuelle forskelle bliver ikke herved relegeret som fejlvarians.

 

Dette er den positive side af kritisk psykologis kritik af psykoanalysen. Den åbenbarer både basis for dens fortsatte tiltrækning for politisk progressive folk og dét i psykoanalysen, der må efterlignes af sand kritisk psykologi, som håber at kaste lys over individuel subjektivitet i det borgerlige samfund.

 

Problemet med teoretisk ubestemthed.

 

I en artikel offentliggjort i 1977 og genoptrykt i 1978 (som er den version jeg skal referere til), gav Holzkamp sig i lag med problemet ved ubestemtheden i psykologiske teorier, et problem der var kommet i fokus i debatterne fra dette tiår om ”krisen i socialpsykologien” (jf. Arnold 1976: Elms 1975), og som efterfølgende blev mere generelt formuleret som psykologiens ”splittelseskrise” (jf. Staats; citeret fra Maiers 1987). Skønt Holzkamp identificerede problemet i sin artikel, diagnosticerede dets årsager, og skitserede dets løsning indenfor konteksten af kritisk psykologi, skal vi her hovedsageligt interessere os for identifikation og diagnose, og udskyde løsningen til det sidste kapitel i denne bog.

 

Serge Moscovici, en tidlig bidragsyder til ”krise”-litteraturen i socialpsykologien, beklagede hans kollegers accept af sund fornuft frem for teorier, den hastige udbredelse af eksperimentelle studier, der manglede teoretisk optagethed, og isolationen af et forskningsområde fra et andet. Han bemærkede, at resultatet af akkumulerede fakta ”ikke er ensbetydende med reelt fremskridt”, og ”ingen teori er, med nogen reel fornuft, afkræftet eller erstattet af en anden”. Slutresultatet var, at ”de empirisk etablerede fakta ikke bliver mere end en heterogen samling, svarende til de teorier på hvilke de antages at afhænge”(Moscovici 1972: 43-44).

 

Charles Catania observerede, at mens studenter blev bedt om at ”vælge teoretisk side” udfra en forvirrende opstilling af konkurrerende synspunkter, ”så er psykologer (dem selv) endnu ikke blevet enige om hvorvidt deres er en videnskab om adfærd eller en videnskab om mentalt liv”(Catania 1973: 434).

 

Udenfor socialpsykologien blev problemet erkendt allerede i 1966 af Ernest Hilgard og Gordon Bower. De udtrykte perpleksitet over den åbenbare mangel på kumulativ fremgang fra den massive mængde forskningsresultater produceret i psykologiske laboratorier. Det synes selvklart for dem, at ”jo mere vi ved, jo mere skulle vi være i stand til at finde ud af, men vor videnskabs historie bringer ikke frem”(Hilgard og Bower 1966: 582). De noterer sig, at forskningsproblemer ofte bliver forladt, før de er løst. Den ”tænksomme systematiske tilnærmelse”, der behøves mht. at se spørgsmål gennem deres svar, synes at mangle i psykologien. Hilgard´s og Bower´s anbefaling var, at ”noget god højniveau-tænkning behøves, med relevans kriteriet i erindring, således at betydningsfulde kontroverser bliver løst på basis af mere sikker viden”(1966: 583).

 

Tilbage til socialpsykologien blev et noget mere diagnostisk synspunkt udtrykt om situationen af Rom Harré og Paul Secord:

 

”Behovet for en omfattende teoretisk behandling af socialpsykologien og for en forbedret metodologi, føler vi at være presserende, og at være åbenlyst fra den stigende utilfredshed med socialpsykologiens tilstand, selv indenfor professionens fæstninger. Den bagvedliggende fornuft for denne tilstand mener vi er en fortsat tilslutning til en positivistisk metodologi, længe efter at der er blevet taget afstand fra den teoretiske berettigelse for den i naiv-behaviorismen. For nærværende er der knap nok nogen sammenhængende krop af teori. I sådan et vakuum er det stadig muligt at fortsætte med empiriske studier, hvilket kun giver mening hvis folk bliver opfattet i den mekaniske tradition som passive helheder, hvis adfærd er et produkt af ”påtrykte kræfter”, og hvis eget bidrag til social handlen er det latente produkt af tidligere indprægede oplevelser. En eksperimentmetode overlever, hvori den typiske undersøgelse anbefales at være en manipulation af ”variable”, og det typiske resultat er en korrelation ud fra Boyle´s Lov”,(Harré og Secord 1972: 1).

 

Disse er følelser, der klart er i overensstemmelse med kritiske psykologers ønske om kriterier for relevans og deres beklagelse af variabel-modellen, sammen med dens implikationer for teori og metode.

 

Holzkamp (1977; se også Tolman 1988, 1989b, 1991b) tror, vi kan afsløre problemets natur ved at undersøge vor almindelige praksis. Begyndende i tænkningen med en typisk psykologisk teori (det betyder næppe noget hvilken teori, eller fra hvilket område af psykologien) deducerer vi hypoteser, som så bliver oversat ind i sproget om uafhængige og afhængige variable. Eksperimentelt design og statistisk vurdering bliver brugt til at sikre såvel nødvendighed og tilstrækkelighed af betingelserne ved de uafhængige variable, med hensyn til det forventede resultat. Hvis resultatet dukker frem og er vurderet pålideligt, bliver hypoteserne og teorien behandlet som værende bekræftet.

I denne procedure er der to kilder til teoretisk ubestemthed, en mindre og en større. Den mindre er hvad kan kaldes ”svag bekræftelse”. Vores eksperimentelle og statistiske metoder er blevet så forfinede, at under de eksisterende procedure-regler har næsten alle specifikke relationer meget høje chancer for at blive bekræftede. Holzkamp har kaldt dette Bestätigundsfreundlichkeit,(direkte oversat: konfirmations-venlighed). Han viser at dette støttes af vores standart kriterier for nul-hypotese-testning. Med den rette prøve-størrelse og det rette ”alpha niveau”, kræver det meget lidt forklaret varians for at gælde som en konfirmation af den eksperimentelle hypotese (dvs. strengt talt, at forkaste nul-hypotesen).

Holzkamp siger ikke, at det er forkert i sig selv. Han siger heller ikke at man bør slappe af med disse metoder, eller helt gå bort fra at bruge dem. Dette ville helt sikkert kun gøre tingene værre. Han peger snarere på hvordan vores metoder tillader bekræftelsen af hypoteser, som, selvom de skulle være korrekte, kan være totalt irrelevante eller ikke-essentielle.

Den større kilde for teoretisk ubestemthed, er manglen på et bredere perspektiv. Selvom vi kan fortsætte med at bekræfte vores teori ad infinitum, vil vi aldrig derigennem lære, om den specifikke teori eller hypotese faktisk er relevant eller essentiel for forståelsen af psykologiske processer. En anden teoretiker, der fortolker den specifikke proces i andre, måske endda modsatte termer, og som benytter sig af de samme eksperimentelle procedurer, kan ligeledes finde uendelige bekræftelser. Løsningen af forskellen mellem teorierne skal derfor ikke findes i yderligere empirisk bekræftelse, eller yderligere forfinelse af de eksperimentelle metoder. Det der mangler er det bredere perspektiv fra hvilket man kan vurdere relevans og essentialitet.

Hvad mener Holzkamp så med relevant og essentielt? I hans arbejde om ”teoretisk ubestemthed”, refererer Holzkamp til relevans som:

 

Et virkeligt status-mærke indenfor den dimensionelle struktur, således at teorier bliver mere videnskabeligt relevante, i.e. bliver i stand til at bære mere virkelig viden, i det omfang at de begrebsmæssigt griber mere relevante dimensioner: dimensioner er … mere essentielle end andre i det omfang at de er mere fundamentale, i.e. afhænger mindre af andre end andre begreber afhænger af dem, og som er konsekvens heraf er en hel del forskellige overfladiske fænomener, hvor størstedelen stammer fra mindre essentielle dimensioner, lovmæssigt relateret til hinanden via relationen til dem.

    (Holzkamp 1978: 157)

 

Hvorledes bestemmes essentialitet? Fra et evolutionært synspunkt, er dét essentielt, som bidrager til overlevelsen. Det er essentielt, at en organisme responderer passende til de krav der er til organismen fra dens miljømæssige kontekst. En proces’ essentialitet kan således bestemmes udfra et studie af de evolutionære eller andre udviklingsprocesser og –kontekster, som har formet den.

Dette er, indrømmet, ikke et helt tilfredsstillende svar, men på dette punkt er det kun intenderet at indikere en generel retning for videre udvikling. Ideen er at, hvis vi ved hvorledes en proces har udviklet sig, kan vi opdage, hvad der er relevant og essentielt ved den. Og hvis vi kan udvikle ikke-arbitrære kriterier for relevans og essentialitet, ville det være muligt at blive ledet af dem i formuleringen af vores teorier og hypoteser på en sådan måde, at de kan udgøre en basis for en generel, integrerende ordning af vores viden om psykologiske processer. Dette er opgaven som kritisk psykologi påtager sig i dens rekonstruktion af psykologien, og det vil ikke komme som nogen overraskelse at lære, at de positive indsigter som er opnået igennem vores kritik af psykoanalysen, vil spille en vigtig rolle.

 

 

 

 

 

 



[1] Routledge, London and New York, 1994. Oversættelse af Gaderummet-Regnbuen v/ Leif Mandrup Christensen.

 

[2] En mere fuldstændig beskrivelse af Ohnesorg begivenheden kan findes i Der Spiegel's rapporter: 'Knüppel frei' 1967; 'Sehr heiss'1967; og 'urteil im Zwielicht'1967.

[3] En komplet historie om det Frie Universitet i Berlin kan findes i Tent (1988).

[4] Se om studenterbevægelsen frem til juni 1967 rapporten i Der Spiegel, 'Nein, nein, nein' 1967.

[5] Om det Kritiske Universitet (Kritische Universität) se rapporten i Der Spiegel,'Dr. crit.' 1967.

[6] Kritisk Teori var en indflydelsesrig social filosofisk retning i de tidlige 30'ere af en gruppe kendt som Frankfurter Skolen, som inkluderede Theodor Adorno, Max Horkheimer, Herbert Marcuse og andre. Gruppen exileredes til De Forenede Stater gennem Naziperioden, hvor nogle af dem vendte tilbage til Frankfurt for at reetablere skolen efter krigen. Siden dengang er Jürgen Habermas blevet retningens mest indflydelsesrige talsmand. ( Se de relevante artikler i Abercrombie, Hill og Turner 1988).

[7] Holzkamp's kilde er en tale af Staeuble. Den offentliggjorte version kan ses hos Staeuble 1968.

[8]Nødloven (Notstandsgesetz) var ikke blot rettet mod studenteraktiviteter, men mod enhver aktivitet, som af autoriteterne kunne udlægges som subversive. Organiseret opposition til den var vidt udbredt i studenter bevægelsen, arbejderbevægelsen, og borgergrupper af alle slags.

[9] Termen 'sex-pol'refererer til den sexual-politiske version af psykoanalysen udviklet af Wilhelm Reich i 1930'erne. Der var en genoplivning af interesse for Reich's tanker blandt mange radikale studenter i 1960'erne og 1970'erne (f.eks. Reich 1963).

[10]Dette refererer til de såkaldte Mittelbau, som ikke har nogen præcis ækvivalent på Brittiske eller Nordamerikanske universiteter. Mens det indeholdt junior fakultetet, som endnu ikke havde kvalificeret sig til en professoral eller undervisnings status, inkluderede det også videnskabelige arbejdere, som, pga. deres mere specielle funktion end  en mangel på akademiske kvalifikationer, ville forblive i denne status gennem hele deres karriere.

[11]Når der refereres til den specifikke psykologi udviklet i Berlin under dette navn, vil den blive givet store begyndelsesbogstaver mht. at adskille den fra det generelle forsøg på at udvikle en psykologi, der er kritisk. Dette er i overensstemmelse med den almindelige tyske sædvane.

[12] Se note 5.

[13]Ingen alvorlig filosof har advoceret en empirisme helt så naivt som den, der implicit prægede så meget af det 20-århundredes psykologi, specielt i Nord Amerika. Imidlertid kom det på tidspunkter tæt på 'Britisk empirisme', specielt den af John Locke argumenterede version. Et nyttigt resume af denne position findes i Hamlyn (1967). Nogle vigtige kritikker af den præsenteres i de tre afsluttende paragraffer i Hamlyn's artikel. Den foreliggende naive empirisme, der tages i betragtning, er baseret på Holzkamp (1972:80-81).

[14] Kurt Danziger har beskrevet denne forståelse af videnskab på følgende måde: 'Det antagne syn er baseret på en videnskabsmodel, der er en reminiscens af eventyret om den Sovende Skønhed. Objekterne som den psykologiske videnskab beskæftiger sig med er alle fuldt udformede tilstede i naturen, og alt prinse-forskeren har at gøre er at finde dem og vække dem med hans forsknings magiske kys....I fortiden kan effekterne af naiv empirisme have bestemt en essentielt passiv rolle for forskere, da de blot skulle observere og registrere, hvad der foregik udenfor dem'. (1990:2).

[15]Social videnskabens værdi-orientering var et centralt træk ved Maw Weber's social teori (se Freund 1969:51-56). Skønt Weber's argumenter ikke er blevet uanfægtede, har få sociale tænkere åbent genomvendt sig til en ubetinget værdi-neutralitet.

[16]En tilgængelig behandling af de forskellige former for logisk positivisme (logisk empirisme) og kritik af den er Passmore's artikel (1967). For positivisme generelt, se Abbagnano (1967). Forklaringen i foreliggende kapitel er baseret på Holzkamp (1972:81-85).

[17] Den nærværende forklaring på falsifikationsteori er baseret på Holzkamp (1972: 85-89).

[18] Implikationer specielt for psykologien om det menneskelige subjekt vil vi beskæftige os med i kapitel 4.

[19] Neurath, Schlick og Carnap var prominente medlemmer af den ny-positivistiske Wiener-skole. Neurath var undtagelsen gennem hans tiltrækning til marxismen. Bl.a. forsøgte han at grundlægge en 'social behaviorisme' baseret på historisk materialisme.

[20] Loeb var både socialist og en ivrig materialist. Han blev uddannet i Tyskland og underviste i fysiologi ved Chigago's universitet. John B. Watson var en af hans studenter.

[21] Beretningen, der følger, er baseret på Holzkamp (1984). Her er det vigtigt at erkende, at Holzkamp ikke hævder at have ydet en komplet kritik af fænomenologien generelt. Hans bemærkninger var, som anført, hovedsagligt rettet mod Graumann's version, skønt Holzkamp's konklusioner, i den udstrækning Graumann var i overenstemmelse med den fænomenologiske tradition, også vil henvende sig til den. Imidlertid er Holzkamp og hans kolleger hurtige med at påpege, at de dog må udføre den slags gennemgribende undersøgelse af fænomenologien, som den klart fortjener.

[22] Her er meningen tydeligere på tysk: 'i relation' er 'ins Verhältnis'; 'Jeg relaterer' er 'ich verhalte mich', hvor den mere almindelige oversættelse af dette er 'at handle' eller 'at opføre sig': således bliver dette at sætte sig selv i relation til verden til at handle i verden, hvilket giver 'adfærd' en noget rigere mening, end der er fundet i behaviorismen, hvor det sædvanligvis kun refererer til passiv responderen.

[23] På det oprindelige tysk er dette et ordspil. Frihed, siger Marx, er ikke 'gegeben' (given), den er 'aufgegeben'. Præfikset 'auf' forandrer meningen fra det enkle 'given' til noget 'givent at gøre'. Det relaterede navneord er 'Aufgabe', som betyder 'opgave' eller 'hverv'.

[24]  Denne fodnote er så stor, at den sættes som slutnote efter kapitlet, se side 33, o.a.

[25] Fra denne distinktions synspunkt er vor betegnelse om sociologi, antropologi, politisk økonomi, historie og psykologi som 'social videnskaber' misvisende. Skønt vendingen Sozialwissenschaft også er almindelig på tysk, vedkender mange tyske 'social videnskabsmænd' sig den som implicerende en uønsket reduktion af det samfundsmæssige til det sociale og ville insistere på vendingen gesellschaftliche Wissenschaft, eller idet vi følger den tyske tilbøjelighed for sammensatte navneord Gesellschaftswissenschaft. Det tyske for 'samfundsmæssig' er Gesellschaft.

[26] Det skal bemærkes, at insisteren på at opretholde distinktionen mellem sozial og gesellschaftlich skaber yderligere oversættelsesproblemer. F. eks., mens 'samfundsmæssig' allerede er klodset i dets adjektivform, er dets navneordsform endnu mere skurrende for Anglofone sanser: 'samfundsmæssighed' eller 'samfundsmæssigbar'. (Oversættelsesproblemet fra tysk til engelsk, som Tolman her gør opmærksom på, bliver endnu større af, at den danske oversættelse af den engelske tekst skal have den tyske formulering i erindring. O.a,). (I I I I  parantes skal det bemærkes, at 'samfundsmæssig natur' kan blive brugt i nogle tilfælde, men kun med forsigtighed, da det tenderer mod at forudsætte noget, som kræver demonstration, dvs. at mennesker er samfundsmæssige af natur. 'Samfundsmæssig karakter' kan i nogle tilfælde redde os fra dette problem). Som om dette ikke var slemt nok, må vi stadig tage os af processen om at blive samfundsmæssige: Vergesellschaftung = 'samfundsmæssiggørelse'. Hvis vi skal bevare den åbenlyst essentielle distinktion mellem social og samfundsmæssig, ser jeg ingen anden vej rundt om sådanne tilsyneladende brutaliteter, og anmoder derfor om læserens overbærenhed. Det er helt forståeligt for mig, at teoretiske problemer med subjektivitet i engelsk-sproget socialvidenskab delvist kan stamme fra sprogets mangel mht. at yde et redskab til at gøre denne distinktion mere tydelig.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                              

[27] Ordet 'nomotetisk' er synonymt med 'nomologisk' og refererer til metoder, teorier eller modeller, der stiler mod at opdage eller beskrive generelle love. Det er i modsætning til 'idiografisk', som refererer til beskrivelser af individuelle, konkrete sager. Vendingen 'variabel-model' bliver beskrevet i dette kapitels tekst. Mens vendingen, som vi bruger den her, stammer fra Holzkamp, var den inspireret af et essay om 'sociologisk analyse og "variablen"' af Herbert Blumer (genoptrykt i Blumer 1969).

[28] Den originale tyske tekst (Marx 1867/1971:90) bruger termen objektive Gedankenformen. Den almindelige engelske oversættelse (Marx 1867/1906:87) taler enkelt om 'tankeformer, der med social validitet udtrykker betingelserne og relationerne af en bestemt historisk determineret produktionsmåde`. Her følger vi originalen mere ordnært.

[29] Om bevidsthed og dannelsen af bevidstheden, jvf. marxistisk psykologi, se oversætters note til note 12 i kapitel 2, p. 35.

[30] Den engelske oversættelse her af denken in og denken über og relaterede brug af in og über kan, endnu engang, fejle i at frembringe den intenderede mening helt. F.eks. taler Holzkamp (1979:32) om samfundsmæssig praksis som tænkning-om, som fører til handlen i forhold til og udover (über hinaus) grænserne for de udbyttende relationer repræsenterede i de objektive tankeformer i det borgerlige samfund. Derfor er tænkning-om ikke blot eftertænksomt men også en forudsætning for bevidst social forandring. Dette er en essentiel modsigelse i borgerlig videnskab: den kan ikke begrænse sig selv helt til tænkning i borgerlige former, hvis den skal opfylde sin videnskabelige mission. I konsekvens heraf bliver den altid trukket i modsatte retninger og vil altid stå som en potentiel trussel mod ideologisk korrekthed.