Critical Psychology. Tolman & Maiers. Cambridge University Press New York 1991

Uautoriseret oversættelse ved Arbejdskollektivet Regnbuen af vversætter cand.psych. Leif Mandrup Christensen.

 

I denne oversættelse indsættes sidetal fra den engelsksprogede udgave i [] til markering af, hvor sideskift sker i forhold til den danske tekst. Noter til kapitlet er angivet i  parantes() og findes umiddelbart efter kapitlet.

 

KRITISK PSYKOLOGI. ET OVERBLIK. 2

Af Charles W. Tolman. 2

KRITISK PSYKOLOGI SOM PROTEST. 3

IRRELEVANS OG UBESTEMTHED I BORGERLIG PSYKOLOGI. 4

DEN KRITISKE PSYKOLOGI'S ANALYSENIVEAUER. 6

DEN KATEGORIELLE REKONSTRUKTION AF PSYKOLOGIEN'S OBJEKT. 10

DEN SPECIFICEREDE MENNESKELIGE PSYKE. 11

REKONSTRUKTION AF BEHOV: HANDLEEVNE. 14

HANDLE EVNE I DET KAPITALISTISKE SAMFUND. 15

IMPLIKATIONER FOR KOGNITION,EMOTION OG MOTIVATION. 16

IMPLIKATIONER FOR FORSKNINGSPRAKSIS. 18

Kapitel 2. KRITISK PSYKOLOGI. HISTORISK BAGGRUND OG OPGAVER. 20

af  Wolfgang Maiers. 20

1. 20

2. 21

3. 24

4. 26

5. 28

6. 30

7. 31

8. 34

9. 36

10. 38

11. 40

NOTER.. 41

 

 

KRITISK PSYKOLOGI: ET OVERBLIK

 Af Charles W. Tolman

 

Der har eksisteret en krise i psykologien i en eller anden grad fra begyndelsen af psykologiens eksistens som en adskilt videnskabelig disciplin i anden halvdel af det 19. århundrede. Resultatet har været en temmelig kontinuelig strøm af "kriselitteratur", nogle gange mindre, andre gange større, men altid tilstede.

 

Af grunde, der ikke er svære at forstå, har krisen altid været af en sådan art, at den skulle afspejle relevansen af psykologisk teori og/eller praksis. Dette er konsekvensen af teoriens historiske karakter. Ingen oprindelig formulering af det psykologiske forskningsfelt eller af psykologisk metodik kan forventes at være fuldstændig korrekt og uproblematisk. Problemet forbliver det samme idag som i 1918, da R.S. Woodworth registrerede det "kuriøse faktum" om psykologi, at "det er uvist, eller det synes sådan, hvad der er den korrekte forskningsstrategi.". (Woodworth, 1918:20). Dette er helt sikkert et tegn på umodenhed, men Woodworth fastholder, det er mindre alvorligt end det umiddelbart lyder. Sådan udvikles videnskaberne. Deres historie er en stadig mere præcis identificering af og tilnærmelse til "den korrekte forskningsstrategi", inklusive dens korrekte forskningsmetoder.

 

Relevans kommer i betragtning som et kriterium for erkendelsen af, at en "forskningsstrategi" eller dens metoder har formået at føre os fremad eller har ført os i den forkerte retning. Det tjener samme funktion som "tilfredstillelse" i Wiliam James' teori om sandheden. Den almindelige korrespondensteori om sandheden var abstrakt. Den beskrev kun dele af helheden, hvis den ikke informerede os om, hvorledes vi erkender korrespondens eller dens fravær eller hvorfor, dette burde være vigtigt for os.

 

Den eksperimentelle metode blev introduceret i psykologien af Fechner, Wundt og andre, fordi de mere traditionelle spekulative metoder af filosofferne ikke ydede den pålidelige viden, der var relevant for de oplevede intellektuelle og praktiske behov i tiden. Den behavioristiske revolte var endnu mere åbenlyst fokuseret på relevans. Kundskab om mentalt indhold var, for Watson og hans efterfølgere, ganske enkelt ikke relevant for de praktiske behov "såvel for generel social kontrol og vækst, som for individuel lykke.". [2] (Watson, 1924:8). Lige sådan dukkede gestaltpsykologien frem som en protest mod den stagnerende og falske "forsknings- strategi", der var knyttet til "strukturalismen" og behaviorismen. Målet for dens angreb var elementanalysens irrelevans, hvad enten det var mentalt indhold eller stimulus-response. Disse analyser begyndte og afrundede ikke "verden som vi finder den". (Koehler, 1947:3).

 

Listen med eksempler er lang og let genkendelig. Erfaringen, der kan drages, er tydelig: Psykologien skaber historiske fremskridt, dvs. udvider sit domæne af relevant viden, gennem periodiske protester rettet mod nogle aspekter af tilbageværende irrelevans mod hovedstrømmen af "forskningsstrategi" og dennes metoder. Disse protester begynder næsten altid udenfor hovedstrømmen. Sålænge en reel og videnskabelig ånd styrer deres modtagelse, bliver de forhåbentlig undersøgt, og i den grad de fører os tilbage på sporet, bliver de i tidens løb absorberet i hovedstrømmen for selv at blive genstand for fremtidig protest og korrektion.

 

Selvfølgelig er enhver protest ikke "på sporet". Mange bliver til intet af grunde, der er klarere i de kølige efterveer end i debattens hede. De, som får en virkning, varierer betragteligt i deres grundighed. Gestaltpsykologien gjorde effektivt en ende på associationspsykologien, der havde domineret psykologien i længere tid. Behaviorismen var hurtigere til at afslutte den overdrevne læggen vægt på mentalt indhold og den introspektive metode. Den økologiske perceptionsteori (Gibson, 1979) vil have behov for meget længere tid til at supplere de traditionelle repræsentationsteorier, der er arvet fra de gamle grækere, men såfremt det lykkes, vil den have gennemtrængende konsekvenser. Mindre grundlæggende men effektive protester er sværere at identificere. Efter et betragteligt hastværk med radikale fordringer har den humanistiske psykologi efterladt lidet indtryk, der kan skelnes, på hovedstrømmens forskningsgenstand eller psykologiens metode.

 

KRITISK PSYKOLOGI SOM PROTEST.

 

Den videnskabelige aktivitet, der i Europa er blevet kendt som Kritisk Psykologi, begyndte som en protest mod hovedstrømmen af  "borgerlig" psykologi. Dens angreb opstod i den ideologiske kritik af en psykologi, der havde knyttet sig til ét udsnit af befolkningen imod et andet udsnit af befolkningen. (Som eksemplificeret i de velkendte Hawthorne-eksperimenter). Den udviklede sig som en pro-videnskabelig psykologisk retning af kritikken, i opposition til dem som hævdede, at en videnskabelig psykologi ikke kunne gøre andet end at tjene dominerende interesser, og således i princippet aldrig kunne være relevant for almindelige menneskers interesser. De, som skulle blive kendt som Kritiske Psykologer, argumenterede, at skønt psykologisk viden og praksis vil være knyttet til interesser, [3]da var disse interesser ikke nødvendigvis de herskende klassers interesser. Det var muligt, fastslog de, at organisere en psykologi videnskabeligt, teoretisk og politisk, der tjente det arbejdende folks ægte interesser.

 

Det, som gør den Kritiske Psykologiske protest anderledes end behavioristernes. gestaltpsykologernes, og de fleste andre vi kender, er dens stærke politiske karakter. Dens protest var først og fremmest politisk, og den kunne meget vel være forduftet ud i den blå luft ud fra den organiserede psykologi's standpunkt, hvis denne politiske protest hurtigt var blevet omformuleret til en videnskabelig protest, dvs. teoretisk og metodisk. Dette, at den Kritiske Psykologi's forkæmpere gjorde det, med sukces synes det, gør den historisk unik i vestlig psykologi, der har oplevet mange rene politiske protester, såvel som de utallige og velkendte rene teoretiske og metodiske protester. Det er den vellykkede kombination af de protestformer, der er ny og interessant. Jeg kalder kombinationen vellykket af to grunde. For det første er det lykkedes at opretholde dens politiske pointe i psykologiske diskussioner i Vesttyskland og andre steder i Europa. Dvs., dens modstandere har haft svært ved at afvise dens position som værende "blot" politisk, så selv de, der har afvist dens position. har været tvunget til at gøre det af andre grunde. For det andet og knyttet til det første, har den fortsat med at være vellykket med at vise, hvorledes politiske hensyn er omformuleret ind i erkendbare teoretiske og metodiske termer. Kritikere har fundet det svært at undgå erkendelsen, at selv "rene" teoretiske og metodiske spørgsmål i sidste ende ved analyse også er politiske (uden overhovedet at antyde nogen simpel relativisme.).

 

IRRELEVANS OG UBESTEMTHED I BORGERLIG PSYKOLOGI.

 

I debatten om teori og metode hos engelsk-sprogede psykologer er den foreliggende position, mod hvilken protesten gøres, normalt karakteriseret som "hovedstrømmen". De Kritiske Psykologer insisterer på, at skønt deres mål meget let kan være hovedstrømmen, da tenderer etiketten mod at skjule dens politiske karakter. Gennem de protestfyldte 60'ere blev hovedstrømmen ofte politiseret ved at kalde den "det etablerede". Kritiske Psykologer ville være sympatisk indstillet herfor, men vil hævde, at det ikke er tilstrækkeligt. Hovedstrømmen er styret af det etableredes interesser, men disse interessers natur må specificeres. I et kapitalistisk samfund er det etablerede kapitalen. I vestlige "demokratier" manifesteres dette i næsten uafvendelig ofring af individuel frihed for kapitalens frihed. Betragt den fiskefabrik ved kysten, der skal lukkes, fordi den er uprofitabel. Den lukkes ikke, fordi der ikke er flere fisk, eller fordi folk ikke længere spiser fisk, eller fordi arbejderne på fabrikken ikke længere behøver arbejde. Nej, fabrikken lukkes, fordi kapitalen, der ejer den, har fundet et mere profitabelt marked, [4] måske ved at flytte dens produktion til den 3. verden, hvor arbejdskraften er billigere. Sådan en bevægelse af kapitalen er naturligvis gjort lettere af provinsielle, føderale og internationale love, der er udbredt af folk, som selv er kapitalister, eller som har et ubestrideligt renommé som støtte for kapitalens interesser. Hvorfor har vi så strenge love til regulering af strejker blandt arbejdere, når kapitalens strejker er åbne og oprigtigt støttet af vore regeringer? Der er her ikke noget behov for noget kursus i kapitalistisk politisk økonomi. Pointen er at minde os selv om, at det etablerede ikke kun er de, der har magten; det er specifikt kapitalmagten. 

 

Såfremt det etablerede er kapitalmagten, og hovedstrømmen af socialvidenskaber er styret og påvirket af den, da er vi helt berettigede i at fremhæve disse hovedstrømninger som borgerlige. Der er igen enkle beviser på den borgerlige karakter af social videnskabelig teori og metode. Et specielt velkendt studie heraf var bogen "The Servans of Power" af Loren Baritz (1960). Baritz afslutter sin undersøgelse med flg.:

 

"I årenes løb, gennem hundredevis og hundredevis af eksperimenter, er videnskabsmænd i socialvidenskaberne kommet nærmere til en sand videnskab om adfærd. De er nu ved at lære at kontrollere opførsel. Læg denne magt  -   ægte, stærke uimodsigelige magt   -   i hænderne på Amerika's ledere, og det arbejde, som videnskabsmænd har gjort og vil gøre, antager større og mere farefulde implikationer end noget tidligere antydet." (p. 210).

 

Det bør ikke konkluderes, at problemet blot er om essentiel neutral social videnskab, der bliver misbrugt af personer uden skrubler. Videnskaben, såvel teoretisk som metodisk, er gennemsyret af en borgerlig holdning. F.eks. er det ikke svært at læse John B. Watson's arbejde og blive ført til den konklusion, at fra starten af var hele hans opstilling skabt til at følge Veblen's råd:

 

"Det er ikke et spørgsmål om, hvad der burde gøres, men om, hvad der er hensigtsmæssigt udfra et forretningsprincip; diskretionen hviler hos forretningsmændene, ikke hos moralisterne, og forretningsmændenes diskretion er knyttet til forretningernes fordringer.". (1904, citeret fra Biaritz, 1960:XIII).

 

Selvfølgelig var det "forretningernes fordringer", der krævede et tankesæt om arbejderen som ikke-tænkende, ikke-følende maskine, der kunne udvælges og uddannes udelukkende i overensstemmelse med arbejdsgiverens interesser. De samme fordringer forlangte en definition af psykologiens opgave til: "forudsigelse og kontrol" med maskinagtig effektivitet, der inkluderede en forståelse af psykologiske problemstillinger i termer om uafhængige og afhængige variable.

 

Argumentet bør ikke angribes. Det vil blive behandlet i det følgende kapitel. Når Kritiske Psykologer taler om borgerlig psykologi, peger de på et helt reelt problem, som praksiserende psykologer bør være opmærksomme på. Det er insisteren på erkendelsen af social videnskabernes samfundsmæssige indlejring, dvs., at "ideerne fra de herskende klasser i hver epoke er de herskende ideer" (Marx & Engels, 1846/1970 a:64). Uden [5] bevidst viden og modstand hvor det er nødvendigt, vil prioriteringen indeholdt i disse ideer nødvendigvis blive reproduceret i den organiserede videnskabs ideer, dvs. i teorien og metoden. Kritiske Psykologer insisterer imidlertid på, at psykologi ikke behøver at være borgerlig på denne måde; der er også muligheden for at den er kritisk.

 

Det skal også bemærkes, at "borgerlig" ikke kan reduceres til "hovedstrømmen" af den simple grund, at mange positioner i socialvidenskaber og specielt psykologi har været klart borgerlige men aldrig hovedstrømmen. Abraham Maslow's teori om selvaktualisering er blot ét eksempel. Kritisk Psykologi's insisteren på at bruge kategorien "borgerlig" implicerer en kritisk stillingtagen imod den. Gennem at antage denne kritiske stillingtagen, som nu ikke blot er kritisk pga. specielle måder at tænke på og udføre psykologi på, men også grundet de samfundsovervejelser i hvilken psykologi praksiseres. Kritisk psykologi indeholder åbent en slags partitagen (Parteilichkeit), som traditionelt er blevet betragtet som inadekvat i videnskab. Videnskab er samfundsmæssig praksis og handler om samfundsmæssig eksistens; som sådan kan den ikke være værdifri. Dens hele eksistens forudsætter dens samfundsmæssige værdi. Pointen i den Kritiske Psykologi's partitagen er at gøre dens samfundsmæssige værdi så bevidst som muligt. Denne partitagen kan udtrykkes i klasse-termer: Den tager de arbejdende klassers standpunkt. Men umiddelbart mere vigtigt tager den stilling for det individuelle menneskelige væsen.

 

Hvorfor burde partitagen for det individuelle menneskelige væsen være nødvendigt? Dette spørgsmål bringer os tilbage til emnet relevans. Problemet er ikke så meget, at psykologi har været irrelevant i en eller anden absolut form. Selv Watson's mekaniske stimulus-response behaviorisme var relevant for nogle interesser, nemlig Kapitalen og dens ledere. Dette viser sig, fastholder den Kritiske Psykologi, at være tilfældet  for al vestlig psykologi's nomotetiske psykologi. En psykologi, der arbejder med gennemsnit i håbet om at nå generalitet gennem abstraktion, kan aldrig blive relevant for det specielle individ. Men dette er præcis det, som sker med vor insisteren på målinger og statistisk behandling af vore uafhængige og afhængige variable. Dette er altsammen mere egnet til Kapitalens behov for at manipulere masserne end til at kaste lys over individets erfaringer eller problemer.

 

Men hvad med det aspekt ved psykologisk praksis, der specifikt vedrører målingen af individuelle forskelle? Vi behøver kun at tænke på, hvis interesser der er blevet sørget for med al opmærksomhenden på IQ, for at se at svaret ikke er forskelligt her.

 

Den Kritiske Psykologi's konklusion er, at mens den borgerlige psykologi's hovedstrøm kan have akkumuleret ægte viden om menneskelig psykologisk fungeren, da vil dybden af denne viden og dens relevans til reelle menneskelige behov forblive alvorligt begrænset, så længe erfaringerne om [6] de konkrete historiske og samfundsmæssigt placerede individer bliver ignoreret. Den har kort sagt ikke taget det konkrete menneskes standpunkt i betragtning, selv i dets mere idiografiske former. Generelt har borgerlig psykologi faktisk tenderet mod at benægte subjektiviteten til fordel for en påstået objektivitet. Kritisk Psykologi er derfor optaget af at identificere grunde til disse og relaterede mangler og af at udvikle strategier til at overvinde dem.

 

Den borgerlige psykologi's irrelevans er bundet til et andet problem, ét der skaber den anden spids af kritik fra den Kritiske Psykologi. Dette er den psykologiske teoris manglende determinering. Problemet er, at ethvert antal tilsyneladende forskellige teorier kan findes hos forskellige psykologer på ethvert tidspunkt om, hvad der forudsættes at være det samme emne, og der synes ikke at være nogen vej til at fjerne forskellene. På den ene side synes en stor mængde psykologer at have akcepteret dette som en naturlig tingenes tilstand. Der argumenteres for fornuften heri gennem vendinger om en formodning om altomfattende teori. "Tiden for den store teori er gået", hævder de, "det var aldrig andet end et forfængeligt håb.". Som et alternativ tilknytter disse psykologer sig til "pluralisme" og skælder ud på den "dogmatisme" hos dem, der stadig søger at overvinde pluralismen.

 

På den anden side fastholder Kritiske Psykologer, at såfremt psykologi skal blive relevant på en sand måde for konkrete individers eksistens, da må den manglende determinering overvindes, ikke på en dogmatisk måde, som ved at presse eftergivende imod en ensartet doktrin, men gennem at identificere dens årsager og principielle løsninger. Holdningen er kort sagt, at manglende determinering ikke er en naturlig tilstand, men produktet af en speciel konstellation af historisk betingede tilgange til psykologiens genstand og metode, tilgange, der endnu engang kan identificeres som borgerlige.

 

Derfor er den Kritiske Psykologi's projekt radikalt: Den søger at nå til rødderne af irrelevans og manglende determinering og at opdage de principielle videnskabelige metoder og teoretiske veje mhp. at producere en fornyet psykologi, der er såvel relevant som determineret. Udstrækningen af hvad de har til hensigt, er afspejlet i deres krav om at være ved at udvikle et helt nyt paradigme for videnskabelig psykologi.

 

DEN KRITISKE PSYKOLOGI'S ANALYSENIVEAUER.

 

Det Kritisk Psykologiske projekt foregår over en bred front omfattende 4 specifikke analyseniveuer: Det filosofiske, Det samfundsmæssigt-teoretiske, og to niveauer af afgrænset psykologisk spørgen, Det kategorielle og Det teoretiske.

 

På det filosofiske niveau er Kritisk Psykologi dialektisk materialistisk. Valget er ikke vilkårligt. Betragt determinering. I det mindste er en realistisk epistemologi nødvendig for at løse dette problem. Al subjektiv idealisme og relativisme er selv gennemført manglende determinerede og kan således kun underminere systematiske bestræbelser på at løse problemet. De objektive former for idealisme (f.eks. Platonisme, Thomasisme) er mere lovende, men afhænger i sidste instans af en dogmatisk akcept af deres fundamentale abstraktion ("Guden", guddommelig vilje osv.). Derfor yder de blot midler til at flytte den manglende determinering og ikke til at løse den på en videnskabelig akceptabel måde.Skønt nominelt realistisk er traditionel empiricisme eller positivisme problematisk gennem deres sensationisme. Såfremt de tages seriøst og konsistent, leder de, nødvendigvis til skepticisme (Se Hume) og/eller fænomenologi (Se Mach), som bedre kan anskues som dets løsning.

 

Kun materialisme har hævdet at være konsistent realistisk, hvilket utvivlsomt begrunder valget heraf som videnskabelig filosofi fra Bacon's tid og frem, men her dukker problemet op igen. Traditionel materialisme bærer en enorm mængde metafysisk tankegods med sig, så som elementarisme, associationisme, identitet mellem essens og fremtoning, og mekanisk determinisme, for blot at nævne nogle få af dens problematiske indhold, som kunne skabe mere alvorlige besværligheder end det, dens realisme lover at løse.

 

Dialektisk materialisme beholder den reelle epistemologi, og dropper det meste af dens besværlige tankegods.Dens svage ontologiske position, som efterlader realitetens detaljer til at blive opdaget af videnskaben, har ført nogen til at forstå, at den ikke skulle kaldes materialisme i det hele taget, men gives en mere neutral betegnelse, der identificeres mindre med dens rigide forløbere. Godt eller skidt er den imidlertid  blevet kendt som materialisme, og ethvert forsøg på at ændre det her og nu vil kun skabe mere forvirring, end der allerede findes. Cornforth beskrev "læresætningerne" for materialisme som følger:

 

1. Verden er gennem hele sin natur materiel; alt som eksisterer findes pba. materielle årsager, sker og udvikler sig i overensstemmelse med materiens love.

 

2. Materien er objektiv realitet, der eksisterer udenfor og uafhængigt af bevidstheden; langt fra at det mentale eksisterer i adskillelse fra det materielle er alt mentalt og åndeligt produkt af materielle processer.

 

3. Verden og dens love er erkendbare, og skønt meget i den materielle verden ikke er erkendt, er der ikke en ikke-erkendbar sfære af realitet, som ligger udenfor den erkendbare verden. (Cornforth, 1975: 25, lidt forandret, men ikke i sin essens).

 

Et vigtigt aspekt af dialektisk materialistisk epistemologi, der ofte overses i diskussioner som denne, er dens forkastelse af dens traditionelle indirekte realistiske eller repræsentative perceptionsteorier. Genspejlingsteorien (The Replacement Theori, o.a.) er ikke naiv, men direkte realisme. Implicit i Marx & Engels teorier artikuleres denne teori først af Lenin (Goldstick, 1980) og forudsiger den version, i det mindste i hovedtræk, der er gældende i psykologi, nemlig den økologiske perceptionsteori (Gibson, 1979). Antagelsen af denne teori overvinder i sig selv en vigtig kilde til teoretisk manglende determinering, den antagede mangel på tilknytning til objekter i dem selv. Direkte realisme er en teori, der specifikt tager højde for denne sammenhæng fremfor at benægte den. Yderligere implicerer, ulig naiv realisme, denne teori ikke negligering af den specifikke menneskelige kapacitet mht. betydning i perceptionen. Snarere forsøger den at give en mere adækvat begribelse af betydning baseret på den direkte adgang til eller afspejling af objekter. (F.eks. Leontjew, 1971: 180-185).

 

Den dialektiske side ved dialektisk materialisme er også vigtig. Dialektik er essentielt en bevægelse væk fra et statisk mod et dynamisk verdenssyn, fra en additiv og sammenvoksende model af realiteten til en, der er processuel og udviklingsrettet. Hegel's intention var at bringe vore tanker om verden i tættere overensstemmelse med den. Det er mindre et sæt af ontologiske antagelser om realiteten end en metode til at begribe realiteten, som den var, i bevægelse. Den dialektiske materialismes mest vigtige træk blev opsummeret af Lenin:

 

"For det første, for fuldt og helt at forstå et objekt må vi omslutte, studere alle dets sider, alle forbindelser og "medieringer". Vi vil aldrig opnå dette helt, men kravet om at kende alle dets sider er en sikkerhed mod fejltagelser og rigiditet. For det andet kræver dialektisk logik, at vi begriber et objekt i dets udviklingsforløb, dets "egen-bevægelse" (som Hegel nogle steder anfører), i dets forandringer.....For det tredie bør helheden af menneskelig erfaring søge den fulde definition af et objekt som et kriterium på dets sandhed og som et praktisk indeks for objektets forbindelser til det, mennesket har fornødent. For det fjerde siger den dialektiske logik, at "der er ingen abstrakt sandhed, sandheden er altid konkret", som Plekanov var glad for at citere Hegel...." (Citeret fra Jelsam & Martel, 1963:161).

 

Betydningen af dette på problemerne med manglende determinans og irrelevans vil blive klart i det følgende. Som vi skal se, er en vigtig kilde for begge, psykologiens sædvanlige metode mhp. at udforme begreber (kategorier) gennem en statistisk metode til definering, hvis resultater kun kan være abstrakte. En dialektisk tilnærmelse til materien, som følger en mere udviklingsmæssig metode, yder begreber (kategorier), der både er mere konkrete, og således mere relevante for enkelte tilfælde, og mere determinerende.

 

På det samfundsmæssigt teoretiske niveau antager den Kritiske Psykologi den Marxistiske synsvinkel på historisk materialisme. Dette er ligeledes ikke et vilkårligt valg. Når dialektisk materialisme en gang er anvendt på sådanne principper, som jeg har forsøgt at pege på, og opmærksomheden er vendt mod menneskelige fænomener, følger det, at disse fænomener må anskues historisk som resultatet af en materiel udviklingsproces. Dette betyder mere end blot at tage historien og samfundet med i betragtning. Fænomener af psykologisk interesse må anskues som indlejret historisk-samfundsmæssigt. Nogle implikationer på dette vil blive præsenteret i senere kapitler.To implikationer af generel vigtighed skal imidlertid nævnes på dette sted. [9]

 

Den første vedrører måden subjektets psykologiske funktion anskues på. Den borgerlige hovedstrøm i psykologien har tenderet mod at behandle subjektet abstrakt, som "menneskeligt væsen i almindelighed", eller endda som "organisme i almindelighed". Det er blevet forstået som ønskeligt at opnå de bredeste generaliserbare lovmæssigheder, og dette er sædvanligvis blevet opnået gennem abstraktion.Watson's love om nyhed og hyppighed i erhvervelse af vaner f.eks., eller Thorndike's "effekt-lov" intenderer mod at beskrive så at sige alle organismer på et hvilket som helst tidspunkt. De indebærer ingen erkendelse af, at vigtige kvalitative forskelle kunne knyttes til subjektet som menneske i modsætning til dyr, arbejderklasse i modsætning til borgerskab, jægere-samlere i modsætning til fabriksarbejdere, osv. Et fremtrædende udtryk for denne fokusering på den abstrakte "organisme i almindelighed" findes i den velkendte Skinner-publikation, i hvilken han fremviser tre grafer af kumulerede resultater. De ligner alle hinanden. Han fortæller læseren, at en var fra en due, en fra en rotte og en fra en abe:"Hvilken var hvis? Det betyder intet." (Skinner, 1956). Under hans eksperimentelle betingelser vil mennesker skabe identiske kurver; dette synes også at være uden betydning. Faktisk tilstår Skinner her, at hans teori er blind for forskelle, som de fleste af os ville betragte som meget vigtige. Slutresultatet er en psykologiske teori, der passer den abstrakte organisme. Den kan ikke forventes at skabe megen fornuft vedrørende den konkrete menneskelige individuelle erfaring.

 

Denne abstrakte ahistoriske-ikkesamfundsmæssige tilgang til psykologi, som er typisk for hovedstrømmen af borgerlig psykologi, bliver af Kritiske Psykologer til den metodiske koncentrering på "variable" (af hvilken grund de taler om variabelpsykologi). På den ene side  er at behandle ethvert psykologisk problem mht. identificering af variable og deres interrelaterethed fra starten at gå ind på en abstrakt forståelse af problemet. Således med udgangspunktet i en abstraktion, en variabel, er det ikke underligt, at psykologien har relevans-problemer. På den anden side, de mest "kontekstuelle" teorier, som insisterer på kulturens vigtighed, betragter den som en samling af variable, som kan holdes eller gøres konstante hvis nødvendigt eller blot belejeligt. Psykologiske fænomeners essentielle eller historiske og samfundsmæssige karakter kan ikke begribes på denne måde.

 

En anden generel implikation af historisk materialisme er, at erkendelsen af den historiske og samfundsmæssige indlejring, ikke blot af problemet, men af videnskabelig teori og praksis, er et minimumskrav til at overvinde den blinde reproduktion af dominerende samfundsmæssige prioriteter. Den tidligere diskussion mhp. brugen af vendingen borgerlig, var et sådant resultat af at tage historisk materialisme alvorligt.

 

Det kategorielle niveau for analyse er et, der for nylig har optaget Kritiske Psykologer mest. De hævder ofte, at deres vigtigeste bidrag til psykologi i almindelighed indtil videre, afgjort har været på dette niveau. [10] Skønt de som resultat af dette arbejde har forsynet psykologi med et antal nye og nybearbejdede kategorier (basale begreber), hvoraf vi skal undersøge nogle umiddelbart, er det vigtigst, at de har udviklet en ny metode for udvikling og udformning af kategorier. Og det væsentligeste træk ved denne nye metode er, at den giver midler til at verificere eller falsificere kategorier, der har status i lighed med teorier. Dette er fundamentet for deres løsning af problemet med manglende determinering. Denne metode udspringer af historisk materialisme. Formuleret enkelt udspringer den af det maksime, at en ting forstås bedst som det, den er, ved at undersøge hvordan den udviklede sig til det. Således er det psykiskes kategorier (psykologiske fænomener) bedst identificeret og defineret gennem en undersøgelse af deres fylogenese, historie og ontogenese. Metoden kaldes historisk-empirisk: "Empirisk" for at understrege dens videnskabelige karakter (i modsætning til spekulativ); "Historisk" for at skabe dens rekonstruktions karakter fra "aktual-empiriske" metoder ved almindelig videnskabelig praksis (observation, eksperimenteren, måling, osv. ). Metoden vender sig nødvendigvis mod andre historiske videnskaber for at få materiale  -  antropologi, historie, palæontologi, etologi, osv.

 

For at værdsætte denne nye tilgang til kategorier korrekt, vil nogle resultater heraf være i fokus i næste afdeling af dette kapitel, i det vi har behov for at erindre, hvor vor traditionelle kategorier kommer fra. Disse er hyppigst overtaget fra hverdagssproget (indlæring, motivation, emotion, kognition, intelligens osv.) og så begrundet i behovet om, at nå en eller anden slags arbejdskonsensus blandt videnskabsmænd tilskrevet definitioner for størstepartens vedkommende. Det er sjældent klart, hvor disse definitioner kommer fra, og de er hyppigt lån fra en ganske åbenlys vilkårlighed. Det er derfor almindeligt, at mange ofte indbyrdes konkurrerende definitioner eksisterer side om side i en disciplin, hvor de lader en ny person få opgaven at vælge den definition, der synes at passe til øjeblikkelige behov.Operationelle definitioner og validitetskonstruktioner yder fuldt institutionaliserede og ophøjede eksempler på denne procedure.

 

Det skal bemærkes, at psykologer har været tilfredse med kategorier udviklet på denne måde grundet den vidt spredte antagelse  -  arven fra vor positivistiske og fænomenologiske rødder  -  at begreber som f.eks. motivation ikke kan specificeres på anden måde. Der synes ikke at være nogen afgørende måde at afgøre netop hvad motivation egentlig er. Begrebet er kun antaget som et passende begreb. Videnskabsmænd, som er blevet enige om at være enige i, at det er x , kan ikke tage fejl, fordi der i sidste ende ikke er noget "rigtigt". Et sådant synspunkt er selvfølgeligt ganske relativt og fører nødvendigvis til begrebsmæssig og teoretisk mangel på determination i psykologien.

 

Kritiske Psykologer fastholder ikke a priori, at kategorierne i den borgerlige psykologi's hovedstrøm må være falske grundet dens oprindelse. Det er uomtvisteligt sagen, at meget af det vi siger om emotion, indlæring, [11]  motivation osv. er korrekt. De nuværende metoder siger imidlertid ikke eksakt, hvad der er korrekt ved et begreb eller hvorfor. Sagt på en anden måde, lader de nuværende begreber kategorierne mangle determination. De tilbyder imidlertid en start så god som nogen. Kritiske Psykologer kalder dem "før-begreber". Den historiske- materialistiske metode påtager sig så at fastslå deres værdi i relation til den fylogenetiske og historiske udvikling. Slutresultatet kan være et "nyt" eller "rehabiliteret" begreb, f.eks. motivation. Førbegrebet kan vises at være så totalt korrupt, at det bør fjernes ("attitude" kommer tæt herpå), eller processen kan afdække behovet for nye kategorier ("handleevne").

 

Det specifikke teoretiske niveau er ét om detaljerede teorier om indlæring, om menneskelig udvikling osv., det niveau på hvilket almindelige videnskabelige forklaringer af fænomener finder sted. Dette er det mindst udviklede niveau i Kritisk Psykologi, men arbejdet er igang, og der er enhver grund til at tro, at det sandsynligvis vil være lige så sukcesfyldt som arbejdet på det kategorielle niveau.

 

DEN KATEGORIELLE REKONSTRUKTION AF PSYKOLOGIEN'S OBJEKT.

 

Det generelle tiltage til psykologiens kategorielle rekonstruktion af genstanden er "genetisk" i den bredeste betydning af vendingen, dvs. udviklingsmæssigt, fokuserende på psykiske konstruktioners og strukturers genese. Som sådant er den udformet efter evolutionsteoriens resultater mhp. rekonstruktion af taksonomi. Ligesom definitioner af plantearter og dyrearter bliver mere nøjagtige og videnskabelige nyttige, når de er skabt under hensyntagen til fylogenetiske sammenhænge, således burde også psykologiske kategorier blive mere nøjagtige og nyttige som resultat af en sådan analyse. Generelt er den styrende logik for udvikling af psykologiske funktioner meget den samme som den styrende strukturelle taksonomi. F.eks. antages det, at mere generaliserde former i det hele taget forekommer før mere specialiserede former. Som en konsekvens er det mere sandsynligt, at bevidsthed er udviklet fra sensibilitet end vice versa. På samme måde må generel adaptiv modifikation komme før den type indlæring, som hos højere arter bliver essentiel for individets hele udvikling.

 

Det første analysetrin er at identificere udviklingen, det kvalitative spring, der markerer overgangen fra præpsykiske til psykiske organismer. Præpsykiske levende former bliver generelt beskrevet som mere irritable; dvs., de kan respondere med adekvate bevægelser eller sekretioner til relevante aspekter ved deres omverden. Sådanne organismer udvikler sig til et psykisk stadium, når de grundet fødeknaphed og udvikling af bevægelse, som i starten er uden specifikke mål, begynder at respondere til egenskaber, der udelukkende er relevante, fordi de hjælper organismen til at orientere sig til andre egenskaber, som er relevante. Et eksempel kunne være en simpel organisme, der er i stand til at bevæge sig i relation til [12] lys mhp. at finde føde. Denne evne til at udnytte medierende egenskaber eller signaler kaldes sensibilitet og betragtes som den mest generaliserede af de psykiske former, fra hvilken alle andre former har udviklet sig.

 

Fra sen enkelteste form for sensibilitet vokser mere komplekse orienteringsformer, først til tendenser (eng. gradients; o.a.), så til adskilte egenskaber og siden til stadig mere differen- tierede former for afspejling af den omgivende verden. Holzkamp anser de mest rudimentære  kapaciteter mhp. analyse og syntese for at udvikle sig her, så vel som tilsvarende rudimentær kapacitet mhp. mening. Sidstnævnte begynder også at differentiere det, der er af betydning for reproduktionen, og det, der er af betydning for opretholdelsen af det enkelte levende system. Analysen fortsætter gennem differentieringen af emotion som middel til at fastslå omverdens betingelser i vendinger fra organismens indre betingelser, en rudimentær form for motivation til udviklingen af kommunikation og sociale strukturer.

 

Det næste store udviklingsskridt er individuel indlæringsevne og udvikling. Dette sker gennem to stadier. Først kommer den "subsidiære" indlæring i hvilken indlæringen spiller en vigtigere og vigtigere rolle i organismens liv, men endnu ikke essentielt for organismens udvikling. I det andet stadium er indlæring i stigende grad knyttet til organismens udviklingsmuligheder. Motivation begynder at blive differentieret fra emotion på dette niveau, og stadiet består i en omvending fra fastlåsede handlemønstre til indlærte handlemønstre i dyrets generelle adaptive strategi. Dette forbereder vejen til udvikling af den specielle menneskelige udvikling, hvor resultaterne af kategorialanalysen ses klarest.

 

Motivationens udvikling her tjener til at illustrere "den genetiske rekonstruktion" af kategorierne godt, hvor de principielle er orientering, emotion og motivation. Rudimentær orientering sker i dyr forud for stadiet med individuel indlæring og udvikling. Imidlertid udvikler emotioner sig på dette stadie som redskaber for organismens værdisættelse af dens omverden med "målestokken" for dets egen indre tilstand. Dette bliver sammen med nysgerrighed og undersøgende adfærd en nødvendig forudsætning for orientering. Det er ud af denne forudsætning for orientering, motivation udvikler sig som en anticiperende komponent ved følelse. Det, der bliver anticiperet, er tingenes emotionelle valens, mod hvilke dyrene nu udviser foretrukken adfærd. Handling antager en åbenlys målorientering, der bliver individ- overordnet og skaber grundlag for mere kompleks social adfærd og organisation.

 

Det er vigtigt her, at kategorierne således er genafledede på en sådan måde, som yder en "organisk" helhedspræget tagen højde for den dyriske psyke.

 

DEN SPECIFICEREDE MENNESKELIGE PSYKE.

 

Generelt er det, der er specielt ved menneskelig eksistens, dets samfundsmæssige karakter. Dette er kvalitativt forskelligt fra den enkle sociale eksistens for nogle højere (og nogle lavere) dyr på måder, [13] jeg håber at gøre klart i den efterfølgende tekst.

 

Samfundsmæssig eksistens opnås gennem to trin. Det første begrynder med brugen af redskaber. Naturligvis bruger mange dyr redskaber, med de højere primater som de mest menneskelignende i denne henseende. Det er velkendt fra laboratorieeksperimenter, at deres evne til at bruge redskaber generelt er større end observationer fra naturlige omgivelser foreslår. Der er endda eksempler på "redskabs-fremstilling" hos primater, eller i det mindste en eller anden rudimentær forberedelse af redskabet til dets intenderede brug. Igen har laboratorieeksperimenter vist forbavsende evner i denne henseende. Det, som adskiller mennesket fra andre dyr, er dets forberedelse af redskaber uafhængigt af den genstand, til hvilken de skal bruges. Da dette først skete blandt vore præhomonide forfædre, fastholder Kritiske Psykologer, blev det første trin taget mod den menneskelige eksistens modus. De kalder det mål-middel omvendingen. Redskabet, som medierer vore relationer med den materielt foreliggende verden omkring os, bliver ikke blot et middel, men et mål i sig selv. Ulig dyr kan vi frivilligt skabe designet til og fremstillingen af redskaber.

 

De psykologiske implikationer af denne "omvending" er usammenlignelig grundlæggende. Den forstærkning, dette giver til udvikling af abstrakt tænkning og sprog, er åbenlys. Konstruktøren af redskaber må som et mål i sig selv  være i stand til at repræsentere den genstand mentalt, som han/hun konstruerer redskabet til. Redskabet må i sig selv repræsentere ideen om dets brug. Med mening investeret i en bærebar genstand og givet de sociale betingelser for dets håndtering og brug, opfindelsen af mere bære-mulige symboler som ord, synes at være et naturligt resultat.

 

Selvfølgelig ville intet af dette være sket uden den samfundsmæssige kontekst for den menneskelige psykes udvikling. Og det er i denne samfundsmæssige kontekst, at nogle af de meste langt-rækkendende effekter blev opnået. Skønt der allerede må have været samfundsmæssig differientiering på funktioner, som vi nu ser i mange sociale grupperinger af primater, vil disse forskelle nu antage en helt ny kvalitet baseret på arbejdsdelingen. Denne begynder med adskillelsen af den frivillige konstruktion af redskabet fra brugen af dette. Individet, der konstruerer det, behøver nu ikke længere at være den, der bruger det, og vice versa. Det vigtigeste træk ved denne nye differentiering er, at nu begynder det at være baseret på en eller anden slags frivillig organisering af individer, og ikke blot på karakteristiska bestemt direkt af organismens biologi. Skønt biologisk bestemte træk kan have været vigtige i meget lang tid, er det åbenlyst, at redskaber er gjort mere og mere effektive, og deres anven- delses sukces afhænger mere og mere af deres design, og de biologiske karakteristiska ved brugeren af redskabet bliver mindre relevante. (Vi behøver blot at tænke på moderne maskiner, der kan fungere blot ved et tryk på en knap). Når individerenes liv bliver mere og mere bestemt af sådanne [14] sociale organiseringer fremfor biologi, dukker det andet store trin op i menneskeliggørelsen. Kritiske Psykologer omtaler dette som en forandring i dominans (dominanzwechsel) fra det biologiske til det samfundsmæssige, hvilket nu, da det er dominant, er kvalitativt afgrænset i forhold til det, der kaldes socialt hos andre dyr.

 

Når dette trin er opnået, er den specielle menneskelige eksistens opnået. Dets afgørende karakteristikum er, som Kritiske Psykologer kalder det  -  noget kejtet er jeg bange for  -  samfundsmæssig formidling. (Gesamtgesellschaftliche Vermittelheit). Det, dette betyder, er, at mens de individuelle præhumane dyr's tilknytning til dets verden er relativ direkte, er menneskets tilknytning formidlet. Den mest åbenlyse formidling er redskabet i sig selv. Vi fungerer ikke direkte på tingene i vor verden, som dyr gør det med deres tænder og klør.  Vi bruger en kniv, en hammer eller en bulldozer. Endvidere er disse redskabs-formidlere normalt ikke lavet af deres bruger, men af andre. Således er selv vor brug af redskaber formidlet af andre. Men de fleste af vore behov bliver end ikke tilfredsstillet gennem brug af redskaber. Hvis vi ønsker mad, går vi på en restauration eller til en købmandsbutik. Individer producerer dem selv ved at deltage i den samfundsmæssige organisering, vi kalder samfundet.  Det er reelt samfundet, der formidler hvert individs relationer til den materielle verden, som ikke længere er "naturlig" i den oprindelige betydning af ordet. Yderligere er vor effektivitet i at fungere i forhold til verden ikke længere styret af vore biologiske bestemte evner.Den er snarere styret af vort samfundsudviklingsmæssige stadium og den effektivitet, som vi individuelt og kollektivt har erhvervet, egenskaber der er nødvendige for deltagelse i samfundsmæssig eksistens. Kort sagt, det er meget lidt, vi gør, som er naturligt, meget lidt, der ikke udelukkende er styret fuldt og helt af det samfund, som vi er født ind i, og de positioner vi som individuelle subjekter optager indenfor det. De aspekter ved eksistensen, vi kalder psykiske, er helt igennem gennemtrængt og determineret samfundsmæssig eksistens. En psykologi, der ikke fremstiller den essentielle diskussion mellem samfundsmæssig og præsamfundsmæssigt (dvs. social) eksistens, giver ikke noget håb om at begribe, hvad der her er vigtigt. Psykologiske kategorier som indlæring, motivation og kognition kan ikke undgå at blive betydningsfuldt ændrede gennem det faktum, at vor eksistens er samfundsmæssigt formidlet.

 

Den første implikation gennem denne erkendelse er den fuldstændige falskhed af ethver stimulus-response skema, der implicerer en uformidlet tilknytning til omgivelsernes betingelser. Mennesker har altid været beværlige for sådanne teorier, hvilket traditionelt har nødvendiggjort konstruktionen af abnormt forsimplede laboratoriesituationer til endda moderart sukcesfuld afprøvning. Grunden til, at mennesker er problematiske på denne måde, er, at der er meget få entydige objektive relationer mellem individets adfærd og dets omgi- vende betingelser, hvad enten de er materielle eller samfundsmæssige. Den menneskelige relation til omgivelserne er næsten altid [15] formidlet (helt sikkert altid sådant, når det er menneskeligt igtigt). Den vigtigeste formidlings kategori er betydning (meaning o.a.). Vi reagerer ikke på ting som sådan, men på det, vi oplever de er, og dette er aldrig entydigt.  Forskelligt fra andre dyr, sikrer vor samfundsmæssige eksistens, at vi lever i en verden af betydningsindhold og ikke blot af fysiske ting. Når vi præsenteres for en hammer, finder vi det ekstraordinært svært at se den som andet end en hammer. Vi samler den op på den rigtige måde og finder det kejtet at at gøre andre bevægelser med den end de, som udtrykker den normale måde at bruge den på. En chimpanse ville handle anderledes. ( Det er interessant, hvor vi har rakket ned ved at referere til dette typiske menneskelige karakteristikum som "stimulus-fejl" og "funktionsfiksering". Mener vi virkelig, at chimpanser er mere "kreative", fordi de mangler det sidste karakteristikum?) Denne typiske menneskelige relation til verden     - som formidlet og af speciel betydning -  skaber, refererer Kritiske Psykologer til som en muligheds relation. Det, verden præsenterer for mig, er et sæt eller en række af muligheder. Det er disse, som bestemmer, hvad jeg gør, ikke tingene direkte i sig selv.

 

Betydning formidler individets relationer til verdens objekter, men vigtigere er formidlingen, den yder til samfundet i dets helhed. I denne forbindelse skelner Kritiske Psykologer mellem betydning og betydningsstrukturer. Betydningsstrukturerne skaber den samfundsmæssige kontekst i hvilken individet handler og lever. Disse repræsenterer totaliteten af alle handlinger, der i gennemsnit skal udføres af individerne, såfremt samfundet skal overleve. De repræsenterer derfor samfundets nødvendigheder. Betydningen for individet er bestemt af de samfunds- mæssige betydningsstrukturer og definerer individets placering i forhold til den samfundsmæs- sige totalitet. Disse bliver følt som subjektive nødvendigheder og repræsenterer individets muligheder for handling indenfor samfundet. Skønt de subjektive nødvendigheder for ethvert givent individ kan være ganske forskelligt fra andre individers, fomer de grundlaget for bevidstheden om én selv som et "center for intentionalitet" og bevidstheden om andre som tilsvarende centre.

 

REKONSTRUKTION AF BEHOV: HANDLEEVNE.

 

Denne nye samfundsmæssigt formidlede relation til tingenes verden og til andre mennesker kræver en gennemgribende genevaluering af de mest basale, tilsyneladende biologiske, kategorier. F. eks. er et dyrs behov en biologisk mangel, som det overvinder gennem dets egen adfærd, rettet på en eller anden passende måde mod objektet for behovet. Når det er sultent, fouragerer det,finder den føde, det behøver, og spiser den. Imidlertid har mennesker ikke en sådan uformidlet relation til objektet for dets behov. Mellem det menneskelige behov for mad og maden selv, ligger der et komplekst sæt af samfundsmæssige relationer, en kompliceret arbejdsdeling, der involverer produktion og fordeling af  [16] mad, sammen med en myriade af andre kulturelle holdninger og sædvaner. I det moderne kapitalistiske samfund, med dets avancerede grad af teknologiske udvikling, er det sikkert at hævde, at den samfundsmæssige kapacitet mhp. at producere og fordele mad langt overskygger dets behov for maden. Dog er der selv i de mest avancerede kapitalistiske lande sultne mennesker, for ikke at nævne de 3. verdenslande de udnytter. Disse menneskers sult er ikke længere dyrernes sult, en simpel biologisk mangel. Langt snarere repræsenterer den en fejl i den samfundsmæssige organisering. Yderligere kan den ikke tilfredsstilles på samme måde, som dyrets sult bliver tilfredsstillet. Menneskets sult bliver ikke tilfredsstillet ved den blotte tilstedeværelse og brug af mad. Dette forudsætter en ikke-formidlet relation mellem individet og verden.

 

Udfra referencerammen for den samfundsmæssige formidlethed som særskilt menneskelig eksistens, kan det ikke ses, at menneskelige behov transformeres af det samfundsmæssige, således at de ikke refererer direkte til objekterne, som vi behøver, så meget som til vor evne til at deltage i de formidlede samfundsmæssige organiseringer gennem hvilke, de konsumerbare objekter bliver producerede og distribuerede. De Kritiske Psykologer kalder dette at have kontrol over (Verfügung über) produktionsbestemmelserne. Det er overhovedet ikke usædvanligt at høre mennesker med behov i vort samfund eller i andre samfund sige, at det, de behøver, ikke er en håndsrækning, men en mulighed til at tjene til brødet. I følge vor foreliggende analyse, er dette et ganske præcist udtryk for det særlig menneskeligt karakteristiske ved behov.

 

Denne forståelse af behov er knyttet til to andre basale begreber ved Kritisk Psykologi, hvoraf det ene allerede er kendt. Det er idéen om muligheds relationer. Problemet ved sult f.eks., er ikke tilgængeligheden til mad som sådant, men i de mulige relationer, der eksisterer for enkelte mennesker eller en gruppe i samfundet. Det er netop fordi, vore relationer til verden er karakteriserede gennem samfundsmæssigt formidlede mulige relationer, at vore behov er kvalitativt forskellige fra behov hos andre dyr. Det andet begreb er subjektiv situation (Befindlichkeit) Dette er den subjektive side ved individets objektive relationer til verden. Det er indiviudets fastslåen af hans eller hendes kontrol over betingelserne gennem hvilke behovsobjekter produceres. To vigtige implikationer følger af denne analyse af behov og den subjektive situation.

 

Den første implikation yder en af den Kritiske Psykologi's mest centrale kategorier, handleevne (Handlungsfähigkeit). Det er den centrale kategori, der omfatter alt, hvad der er sagt indtil nu.. Den afspejler behovet for psykologi mht. at betragte individets evne til at gøre de ting, som han eller hun føler er nødvendige for at tilfredsstrille hans eller hendes behov, dvs. at sikre en akceptabel livskvalitet. Det har en subjektiv side, hvilket er, hvordan én føler om sig selv og ens relationer til verden. Det har en objektiv side i de aktuelle muligheder [17] for behovs- tilfredsstillelse gennem fælles kraft med andre medlemmer af samfundet. Handlemuligheder er det, der formidler individuel reproduktion og samfundsmæssig reproduktion.

 

Den anden implikation vedrører den måde menneskelig handling er funderet. Menneskelig handling er, igen afspejlende den menneskelige eksistens formidlede karakter, subjektivt funderet i betydning, som afspejler individets objektive mulige relationer med verden og samfundet. Subjektive grunde for handling (Subjektive Handlungsgründe) er så det, vi kigger efter, når vi ønsker en umiddelbar forklaring på adfærd. Kritiske Psykologer fremhæver, at de objektive samfundsmæssige betingelser kun yder "præmisser" for handling, og ikke årsagerne hertil. Således er den "uafhængige variabel" tilgang til mennesket forkert på to punkter. For det første tager den ikke subjektive grunde i betragtning mht. handling.Faktisk er eksperimentelle forsøgsopstillinger eksplicit intenderede mhp. at eliminere sådanne grunde. For det andet er begrebet "variabel" alt for abstrakt. Virkelig forståelse for menneskelig handling kan kun komme fra konkret analyse af individets samfundsmæssige situation. Til dette er der behov for en helt anden metodisk tilgang.

 

HANDLE EVNE I DET KAPITALISTISKE SAMFUND.

  

Som det burde være åbenlyst udfra ovenstående diskussion er handleevne ikke det samme for alle i et samfund med klassedeling, udbytning og ulig distribuering af magt og rigdom. Ligegyldigt hvilke overordnede muligheder der er indeholdt i sådant et samfund, vil de være mere begrænsede for nogle fremfor andre. Ejerne af den investerede kapital i en fiske- forabejdningsfabrik vil sandsynligvis aldrig behøve at bekymre sig om, hvordan de skal føde dem selv og deres familie. Imidlertid er dette en altid-blivende bekymringfor mange af arbejderne på fabrikken. Ingen beslutning fra en enkelt arbejderkan påvirke ejernes kontrol over midlerne til behovstilfredsstillelse. Uanset hvilken kontrol arbejderne besidder, er den udelukkende genstand for beslutninger, endda luner, hos ejerne. Liberalt demokrati har tid efter anden søgt at sikre arbejderen mod denne manglende balance (skønt kun kortsigtet, aldrig langsigtet), men gennem det sidste århundrede er kun begrænset reelt fremskridt 

opnået , eller, pga. det kapitalistiske samfunds struktur, kan sandsynligvis opnås. Ejerne flytter stadig kapital, med regeringernes velsignelser, mht. at opfylde deres behov. Arbejderne bliver stadig efterladt, og de og deres familie bliver stadig tvunget ud i arbejdsløshedsunderstøttelse, som skaber en tilstand af afhængighed af nu'et, i hvilket man bogstaveligt talt ikke kan være fuldt og helt menneske.

 

Men handleevne er ikke blot noget, som man har i en given mængde, ej heller er det en mængde, der forklarer alle forskelle mennesker imellem. Det [18] er mere vigtigt som en analysekategori, et middel til at gøre måden åben på, gennem hvilken individer relaterer sig til deres muligheder. Under hensyntagen til mulighederne , der er givet os i samfundet, har vi alle to basale valg. Det første og på nogle måder det mest åbenlyse er at tage de tilbudte mulig- heder, og få det bedste ud af dem. Men historiens kendsgerninger illustrerer, at dette ikke er det eneste eller bedste valg. Hvis den generelle livskvalitet historisk set er blevet bedre overhovedet udover det, vor homonoide forfædre havde, kan det udelukkende være fordi, mennesket har søgt videre en grænsen for de eksisterende muligheder; dvs., de har søgt at udvide deres muligheder. Dette er både tilfældet i absolut forstand, hvor den søgte mulighed er en, der aldrig har eksisteret for nogen før, og hvilket langt oftere relativt er tilfældet, hvor mennesker søger at samle flere muligheder til dem selv, end der allerede eksisterer i samfundet.

 

Disse to valg er af Kritiske Psykologer kaldt restriktiv handle evne, karakteriseret ved brug af de foreliggende muligheder, og generaliseret handle evne, karakteriseret ved udvidelsen af mulighederne.

 

Udtrykt som strategier, indeholder hvert af disse valg vigtige modsigelser, der har implikationer for andre psykiske funktioner. Den restriktive strategi synes at være den letteste at anlægge på kort sigt. Dette betyder at komme godt ud af det med "autoriteter" og generelt modtage fordelene ved at være "den gode borger". Imidlertid betyder dette på langt sigt at konsolidere en utilfredsstillende situation, der både kan være kilde til megen ulykke og elendighed, såvel for én selv som for éns familie. Rationaliseringerne, bortforklaringerne og undertrykkelserne, der er nødvendige ved en sådan strategi, bliver ofte erkendt som tegn på mental forstyrrelse.

 

Den generelle strategi responderer på den reelle mulighed for at udvide mulighederne, hvorved irritationerne i éns subjektive situation overvindes, og der opnås en objektiv bedre livskvalitet. Men den indeholder også en meget høj risiko for at ofre dem, der monopoliserer rigdom og magt, og hvis interesser de eksisterende organiseringer er skapt til at beskytte. Konsekvenserne heraf kan der ikke tages let på.

 

Hvilken strategi, der vælges i et givet øjeblik, vil resultere i en subjektiv referenceramme for handling (Handlungsrahmen) i vendinger, gennem hvilke den udførte handling vil forekomme begrundet og forståelig. Men hvor forståelig en handling er indenfor den restriktive referenceramme, uanset hvor meget mere "ideologisk tilgængelig" den er, er slutresultatet, at mennesker bliver deres egne fjender. yderligere forløber den mod hele processen, hvorigennem vi blev mennesker i første omgang. Objektivt så er det generaliserede valg "sundere". Betingelserne, under hvilke de bliver mulige, er derfor vigtige både for individet og samfundet.

 

Kritiske Psykologer insisterer på, at vi forstår de alternative former for handleevne som "analysekategorier". De er ikke intenderede til at yde grundlaget for at klassificere [19]

personer, personlighedstræk eller situationer. De er intenderede som værktøj til analyse af vore situationerskompleksitet i verden, for klarere at se mulighederne og begrænsningerne i vort liv og mulige måder bevidst at relatere sig til den. De er der for at hjælpe os til bedre at forstå vor eksistens formidlede karakter.

 

IMPLIKATIONER FOR KOGNITION,EMOTION OG MOTIVATION.

 

De restriktive og generelle former for handlemuligheder er knyttet til forskellige former for kognition. De første er karakteriseret ved det, Kritiske Psykologer kalder fortolkende tænkning (Deuten), de sidste ved begribende tænkning (Begreifen). Fortolkende tænkning er karakteriseret ved dens manglende afspejling af den samfundsmæssige eksistens formidlethed. Den afspejler derfor heller ikke det faktum, at individet har valgt at bruge eller at udvide eksisterende muligheder. Såvel karakteren af restriktioner som muligheden for udvidelse af muligheder siges at være "sat udenfor parantes" ved denne tænkemåde. Når restriktionerne opleves, som de uundgåeligt bliver, bliver de fortolket som funktioner af de umiddelbare omgivelser. Personen kan bebrejde hans eller hendes fattigdom eller arbejdsløshed uden at forstå dens samfundsmæssige natur. Den heraf følgende sorg kan rettes mod naboer, kolleger, ægtefælleforældre eller børn eller manglen på materielle goder. Den bredere kontekst bliver uforståelig. Et almindeligt resultat af denne måde at erkende éns livssituation på er at bebrejde sig egne mangler. Den handling, der resulterer heraf, kan så rettes mod at "forbedre" sig selv. Samfundsmæssige betingelser er personliggjorte og psykologiserede. Ligegyldigt hvilken løsning, der vælges, viser det sig uundgåeligt at blive én, der bidrager til sammenknytningen og konsolideringen af forvrængningerne i den samfundsmæssige formidling, der er den egentlige årsag til problemet. Dette danner baggrunden, på hvilken de samfundsmæssigt blindt reproduceres i individet.

 

Borgerlig psykologi, såvel i dens hovedstrøm som i dens "radikale" former, tenderer til at bidrage til den blinde reproduktion ved at antage, at denne måde til at relatere sig til verden er universel. En ironisk pointe her er, at sålænge fortolkende tænkning er vidt udbredt og bestyrket i det kapitalistiske samfund (det skaber forbrugere!), vil borgerlig psykologi, på trods af dens blindhed, være en nøje afspejling af den samfundsmæssige realitet. Derfor er problemet med borgerlig psykologi ikke, at den er en fejlagtig afspejling af realiteten, men dette, at den antager den realitet, den afspejler, for at være universel: Den mangler kort sagt at afspejle de virkelig miligheder for mennesket under samfundsmæssig formidling.

 

Begribende tænkning erstatter ikke så meget fortolkende tænkning, som den hæver (aufheben) den op. Vi lever faktisk i vor umiddelbare livssituation. Pointen er ikke at leve udenfor den, men at have indsigt i den indenfor den samfundsmæssige og historiske kontekst. Dette betyder fundamentalt at forstå sin egen situation, [20] muligheder og handlinger i de vendinger, vi allerede har diskuteret. Såfremt psykoterapi eller anden psykologisk hjælp indeholder en eller anden grad af uddannelse mht. disse ting, bliver det tydeligt at psykologisk praksis ikke kan undgå at blive politisk engageret.

 

Den Kritiske Psykologiske kategorielle rekonstruktion af emotion afslørede den som en væsentlig komponent af erkendelsesprocesserne. Den orienterer viden ved at fremhæve faktorer i omverdenen. Den fortæller os, hvornår viden er adækvat, og den er inadækvat. I modsætning til den traditionelle synsvinkel, er den en hjælp til kognition, og ikke dens modsætning. En person, der handler indenfor den restriktive modus af handleevne vil naturligvis forstå hans eller hendes emotion forskelligt end én, der handler udfra en generaliseret modus. Emotionens restriktive aspekt bliver kaldt den emotionelle inderside (emotionelle Innerlichkeit)

 

Det basale problem her er, at handlinger under restriktive handlemuligheder er bundet til at være ineffektive i håndtering af problemets virkelige aspekter. Dette betyder, at mens det er kognitivt funktionelt, leder det til emotionel usikkerhed og følelser af mindreværd. Dvs., når det er kognitivt mest effektivt, skaber det de største emotionelle problemer. Resultatet af denne modsigelse er, at emotionen bliver adskilt fra de omverdensbetingelser, som den priser. Det føles så som den traditionelle adskillelse af emotion og tænkning, i hvilken emotionen synes at have påvirkningseffekt på tænkningen. Denne påvirkning fortolkes så som værende af indre oprindelse; det bliver et "emotionelt problem" som tilsyneladende kræver behandling uafhængigt af omverdenens betingelser. Det almindeligeste eksempel er behandling af nevøsitet med beroligende piller.

 

I den generelle modus af handlingsmulighed ses emotion for hvad, den er. Den bliver intersubjektivt emotionelt engagement. Opmærksomheden er så rettet mod at korrigere de forstyrrende omgivelser og forøge, snarere end formindske, individeres kontrol over de relevante betingelser for behovstilfredsstillelse. Emotion bliver en allieret snarere end en fjende. Den terapeutiske tilnærmelse til dette princip vil åbenlyst være en hel del mere komplekst end enkel formaning.

 

Motivation, i overensstemmelse med kategoriel rekonstruktion, er en forudsætning af følelse eller mere præcist, forudsigelsen af den emotionelle værdi af handlingens konsekvens. Som sådan må den afspejle den samfundsmæssigt formidlede karakter af handling, dvs., måden hvor igennem mål udelukkende opnås i samarbejde med andre. Den kan kort sagt ikke forstås uden en erkendelse af den overindividuelle karakter af mål for individuelle handlinger og den gensidige afhængighed individer imellem og samfundet som helhed. Den vakte emotionelle værdi eller sikkerhed, og således den forøgede livskvalitet, som motivation forudsiger, er en, som individet deler med andre medlemmer af samfundet. Den eneste modsigelse, der eksisterer her, ligger i de risici, at den ægte motiverede handling pådrager det kapitalistiske samfund tab.

[21].

 

Kritiske Psykologer identificerer 3 forudsætninger for motiveret handling. For det første må der være en reel forbindelse mellem individets bidrag til opretholdelsen af samfundet og sikkerheden af hans eller hendes egen eksistens. For det andet må denne forbindelse være passende repræsenteret i samfundsmæssige former for tænkning. For det tredie må individet være i stand til at forstå denne forbindelse. Dette er en meget forbløffende orden og knytter sig sandsynligvis kun til generaliserede former for handlemuligheder. De mere almindelige restriktive former synes at være anderledes.

 

I overensstemmelse med denne analyse, er handling i den restriktive form  sagt lige ud ikke motiveret. Dette betyder ikke, at ingen handling sker. Alternativet til motiveret handling er ikke ingen handling, men handling under indre spænding. Fordi personen, der handler på den restriktiv måde, har afbrudt hans eller hendes forbindelse  med de samfundsmæssigt formidlede processer, bliver det umuligt at sige, hvorvidt en handling tjener det generelle og således den individuelle interesse, eller interessen fra specielle andre ( f.eks. kapitalinteresser). I sidst- nævnte tilfælde er der to konsekvenser. For det første vil resultaterne ikke blive sådanne, at de forøger individets kontrol over de relevante forbindelser. De vil sandsynligvis konsolidere individets undertrykkelse. For det andet må, for at opretholde den subjektive funktionalitet ved hans eller hendes egen restriktive handlemulighed, den virkelig tvungne karakter ved handlingen undertrykkes, og tvangen inderliggøres. Dens konkrete karakter bliver så et "ubevidst" aspekt ved personens motivation.

 

IMPLIKATIONER FOR FORSKNINGSPRAKSIS.

 

En sådan radikal anderledes tilgang til den videnskabelige psykologi vil nødvendigvis have dybe metodiske implikationer. Nogle af disse bliver behandlet i de følgende kapitler. Jeg skal kun gøre opmærksom på nogle af de bredere implikationer for psykologisk forskningspraksis.

 

Nogle aspekter ved den borgerlige hovedstrøms metodik, mod hvilke Kritiske Psykologer protesterer, er værd at nævne. Vi har berørt nogle af disse allerede. En af disse var protesten mod den måde, hvor psykologiske processers samfundsmæssighed og historie ignoreres. Resultatet af dette, som vi har set, er blind reproduktion  -  og derfor betingelse  -  af  undertrykkende samfundsmæssige relationer gennem psykologisk teori. Et aspekt ved dette er måden, hvorigennem individer gøres abstrakte, med det resultat at subjektet for psykologisk undersøgelse bliver det abstrakt-isolerede individ, ribbet for al samfundsmæssig og historisk konkretisering. Men der er nogen sandhed ved dette abstrakt-isolerede individ. Det er den reelle person, der handler under restriktive handlemuligheder. De uigennemtænkte kategorier og teorier ved en sådan psykolog tjener til at fastslå "naturligheden" og "nødvendigheden" af denne betingelse. Når denne psykologi antages, bliver den nødvendigvis til en psykologi til kontrol og retfærdiggørelse. F.eks. pga. den involverede abstraktion, da kan det, som er relevant, [22] kun blive udtrykt som kvantitative variable mhp. statistisk analyse, der er ikke de mindste håb for at noget konkret individ vil se det selv i teorierne. Selv der, hvor en person direkte har bidraget med "data" til en psykologisk undersøgelse, vil der ikke være vilkårlig illumination af hans eller hendes konkrete subjektive situation. Det, der var givet, var fra starten en abstraktion. Hvor meget konkret individualitet, der kunne være forblevet i det givne (dvs., fra det undersøgte subjekt) blev fjernet som fejl-varians. Kritiske Psykologer er enige om, at dette ikke er den bedste måde at drive videnskab på.

 

Det skulle ud fra ovenstående være klart, at hvert trin, Kritiske Psykologer foretager, er taget med den intention at overvinde abstraktion og isolation, og at vinde konkrethed til vor viden om psykisk fungeren. Dette har først og fremmest betydet, at tage den samfundsmæssige og historiske kontekst alvorligt, at se individet i dets relaterethed. Kategorierne bliver herved mere end blot beskrivelser, der skal passes ind i abstrakt teori. De bliver redskaber til analyse af den individuelle subjektive relation, ikke blot for psykologen, men samtidig for subjektet selv. Yderligere forbliver der ikke noget behov for at "narre" mennesker, idet vælgen side ikke ses som noget, der skal suspenderes af objektivitetsårsager, men som en væsentlig forud- sætning for ægte objektiv viden. Den ideelle forskningssituation er sandelig én, i hvilken subjektet ser forskningsproblemet som hans eller hendes eget problem indrulleret som med-

forskende (corresearcher) kerne-søgende i projektet. Det er i hovedtræk, hvorledes Kritiske Psykologer nu bevæger sig med deres samtidige understregning af det "aktual empiriske" niveau for undersøgelse. Igennem dens eksplicitte vælgen side for det konkrete subjekt, søger Kritisk Psykologi at blive en psykologi, der ikke blot er om mennesker, men en psykologi der er ægte for mennesker. Dette er, hvad Kritiske Psykologer mener, når de taler om mulighe- derne for en psykologi som en subjekt videnskab.

 

 

Kapitel 2. KRITISK PSYKOLOGI. HISTORISK BAGGRUND OG OPGAVER

af  Wolfgang Maiers

 

1.

Kritisk psykologi er en politisk engageret, marxistisk, videnskabelig synsmåde, der er kritisk overfor traditionel psykologi.En indtroducerende skitse af den historiske baggrund og pro- gram for denne synsmåde bliver i nogen udstrækning problematisk gennem det faktum, at den kan tilnærmes og fastlægges fra et vilkårligt antal af forskellige videnskabelige og politiske synspunkter. Jeg skal forenkle problemerne for mig selv her, ved at begrænse mit mål til "de interne videnskabelige" aspekter og kun fokusere på ét spørgsmål: Hvordan dokumenterer Kritisk Psykologi det krav, at den i udviklingen af begreber og kategorier er kritisk både i forhold til borgerlig psykologi og overfor den samfundsmæssige kontekst, til hvilken den refererer sig?.

 

Jeg er nødt til at udelade mange detaljer om, hvorledes den Kritiske Psykologi startede i studenterbevægelsens kritik af psykologien i slutningen af 1960'erne, skønt en opregning af disse begivenheder ville hjælpe til en forståelse af mange af vor nuværende ideer og tankegange.

 

En mere samlet analyse ville være nødsaget til at medreflektere det faktum, at Kritisk Psykologi kun er ét af adskillige forsøg på at knytte en "venstreorienteret" kritik af videnskab og ideologi til et område af konkret viden. For at undgå forvirring, ville det være ønskværdigt at indkludere en beskrivelse af den Kritiske Psykologi's umiddelbare forhistorie i det igangsættende projekt mhp. "kritisk-frigørende psykologi". Dette ville vise, hvorldan kravet om at overvinde den dominerende psykologi's synspunkt om "videnskab som kontrol" førte til og til at afvise, hvorledes den praktiske og teoretiske benægtelse af subjektet i en uafhængig udvikling af videnskab og profession førte til alternative tilnærmelsesmåder. En af disse grupper var "den materialistiske psykologi mhp. handling" (f.eks. M.Stadler) og andres optagen af den sovjettiske marxistiske tradition i psykologi (f. eks. G. Feuser eller W. Jantzen; se også Hildebrand-Nielshon og Rückriem, 1988). En anden gruppe vendte sig mod en social-teoretisk reflekterende psykoanalyse (som i den "kritiske teori om subjektet" af A. Lorenzer, K. Horn, P. Brückner og andre). Det er vigtigt at erindre, [24] at disse forløbere for en "Kritisk Psykologi" blev kraftigt og konsekvent debatteret i strømningerne af politiske studenter og videnskabsmænd ved de psykologiske institutter i VestBerlin og Vesttyskland (og de bliver stadig diskuteret i nogle cirkler) (Se Kritische Psychologie, 1970; Mattes, 1985; Staeuble, 1985).

 

En mere forståelig behandling af vort emne ville erindre os om, at en central begivenhed mhp. at fastlægge kontrasterende kritiske positioner mht. psykologi var kongressen, der blev afholdt i Hannover maj 1969, bestående af kritiske og oppositionelle psykologer. Det var kun en minoritet, der valgte synsvinklen, at en forståelse af de psykiske processers mediering af politisk dominans kunne hjælpe i den kollektive frigørelse af det menneskelige individ. Hovedparten valgte den modsatte synsvinkel, at det var illusorisk at tro, at psykologi kunne have teoretisk og praktisk betydning for den revolutionære forandringsproces. Det interesserede ikke dem at forandre psykologiens funktion, men istedet at fremstille og ødelægge den som et instrument til dominans. Forløbet der skete med denne adskillelse bør rekonstrueres.

 

Samtidig ville vi være nødt til at beskrive, i alle dens selv-kritiske transformationer, de forsøg, der blev gjort  mhp. at kæde aktiv social kritik sammen med en alternativ professionel praksis ved at formulere teoretiske begreber af antiautoritativ og kompensorisk uddannelse og afprøve disse praktisk i "børnesamvær" ("children shops" o.a.) eller "elev-kampagner" (Pupils "campaigns" o.a.) eller i arbejdet med maginalgrupper. Specielt vigtigt i denne henseende var Schülerladen Rote Freiheit [et sted, hvor elever kunne mødes efter skoletid, blive passet osv.], der blev støttet af medlemmer af Det Frie Universitet i Berlin's Psykologiske Institut. (Jvf. Forfatterkollektiv, 1971).

 

Vi blev nødt til at beskrive, hvorledes midler og normer af kritikken af videnskab og samfund forandrede sig ved at bevæge sig væk fra den "Kritiske Teori" fra Frankfurterskolen og tilegnede sig mere direkte "klassiske" marxistiske filosofiske og social-teoretiske positioner. Dette "paradigme skift", beskrevet som den "socialistiske omvending" i studenterbevægelsen, blev relateret til den Kritiske Teori's mangel på praktisk politisk orientering, sammenlignet med intensiveringen af de politiske kampe i såvel studenter- som arbejderbevægelserne (f.eks. Septemberstrejken i 1969).  

 

Det var i sådanne teoretiske og praktiske kontekster, at den Kritiske Psykologi's standpunkt gradvist blev tydeliggjort som en individuel-videnskabelig orientering i den dialektiske og historiske materialistiske tradition, på den ene side, og den psykologiske disciplin, på den anden side. Det er denne specielle position, der adskiller Kritisk Psykologi (uden omtale af andre generelle træk) fra andre tilgange i studenterbevægelsernes kritik af psykologi. Vi kan ikke komme yderligere ind på dette her. (Se Maiers & Markard, 1977; Mattes, 1985)(1). [25]

 

2.

 

Vi vil imidlertid ikke kunne komme helt væk uden reminiscenser. Historisk har vor tilnærmelse til en Kritisk Psykologi'sk begrebsformation fundet sted samtidig med en klargøren af interrelateretheden af sandhedskrav, videnskabsdirigerende interesser, og den videnskabelige søgen's funktion i samfundet, og den forbliver systematisk knyttet til en sådan klargørelse. Klargørelsen blev sat på dagsordenen af studenterbevægelsen under rubrikken "Relevans- krise" eller "Dominans-karakter" ved sociale videnskaber.

 

Kendsgerningen, at psykologisk viden og praksis støttede interesser af politisk-ideologisk, økonomisk, militær/politi dominans var åbenlys (Jvf. Baritz, 1960). Fra et liberalt synspunkt, der blev delt af de fleste medlemmer af disciplinen dengang, demonstrerede dette, den sørgelige tilstand mhp. professions-etiske holdninger hos nogle kolleger, men blev ikke anskuet som et problem derudover. Det var konsistent med den officielle doktrin om værdi-fri videnskab, at videnskab vedrørte objektive ting og begivenheder, men derimod ikke beslut- ninger om værdier. Videnskabelige resultater i sig selv blev forstået som neutrale mhp. deres anvendelse for dette eller hint samfundsmæssige formål. Individuelle videnskabsmænd, ind- rømmet, kunne ikke helt fratages omtanke vedrørende den samfundsmæssig ansvarlige brug af deres arbejdes resultater.

 

Repræsentationen af grundforskning som uinteressant  -  som udtrykt på dette tidspunkt af Berlinerpsykologen Hans Hörmann ved mindecereomonien for Benno Ohnesorg (2)  - var skræddersyet mhp. de argumenter mod det nomotetiske-analytiske begreb om empirisk social videnskab, der blev præsenteret af Adorno og Habermas i deres såkaldte positivismedebat med Popper og Albert (Adorno et al., 1969).

 

Der fulgte i efteråret 1968 en artikel efter, "Om Problemet Vedrørende Relevansen af Psykologisk Forskning for Praksis." (Holzkamp, 1972 b), det første af en serie videnskabelige bidrag, gennem hvilke Klaus Holzkamp, tilknyttet det Psykologiske Institut og anerkendt eksperimentel psykolog og metodolog, begyndte sin tilknytning til og intervention i studen- terbevægelsens videnskabskritik.

 

Disse artikler repræsenterede Holzkamp's forsøg på at kæde en forståelse af relationerne mellem videnskab og samfund hentet fra Kritisk Teori og dens Marxistiske stempel sammen med en konstruktiv logik ved videnskab som en iboende kritik af traditionel psykologisk forskningspraksis, for på denne måde at skabe et filosofisk-videnskabeligt grundlag for en "kritisk-frigørende psykologi".

 

 

I "Theorie und Experiment" (1964) eller i "Wissenschaft als Handlung" (1968) præsenterede Holzkamp en kritik af psykologiens eksperimenterens mål mhp. dens mangel af sammen- knytning af kriterier for evaluering af eksperimentelle forsøgsopstillingers meningsfuldhed [26]

og deres empiriske resultater for den aktuelle teoretiske forslag eller evaluering af forskellene i resultater, som ofte blev opnået i eksperimentelle gentagelsesforsøg. Det var et udtryk for den fundamentale svaghed ved den styrende ide om høj empirisk tilnærmelse til formationen og fastlæggelsen af teorier, svagheder som selvkritisk rationel fejlbarlighed ikke kunne overvinde konsistent, at disse problemer ikke kunne løses vha. de sædvanlige procedurer for forbedrede metoder. Snarere, ifølge Dingler og May, krævede de en konstruktiv (aktions-) logik af forsk- ning, som den praktiske realisering af teorien.

 

I "Relevans"-artiklen fokuserede Holzkamp, idet han følger retningslinierne fra den kritiske teori om samfundet, på den konstruktive forklaring af den teoretiske og empiriske disinte- gration ved den nomotetiske-eksperimentelle psykologi for problemet ved psykologiens praktiske meningsløshed. Han introducerede begrebet "ekstern relevans" som et kriterium, defineret i termer for interesser om samfundsmæssig-praktisk viden, som værdien ved videnskabelig søgen. For ham havde dette forrang over de sædvanlige formelle videnskabelige kriterier, såsom verifikation af hypoteser, grad af integration med underordnede teorier, og indre relevans, dvs. empiriske forslags repræsentativitet fremfor teoretiske. Idet Habermas (1968) blev fulgt, adskilte Holzkamp mellem "teknisk" relevans og "emancipatorisk" relevans ved psykologisk forskning, der bidrager til individers forstålse af deres samfundsmæssige afhængighed, hvor der således hjælpes til at skabe forudsætningerne for folk's egen frigørelse og forbedring af deres omstændigheder. Dette og efterfølgende bidrag, "The Retreat of the Modern Theory of Science." (1972c) og "The Critical-Emancipatory Turn of Constructivism" (1972d), startede en teoretisk og metodisk debat med de Kritiske Rationalister. Deres kritik blev helt sikkert opmuntret af Holzkamp's forsøg's modsigelser og problematiske implikationer mhp. at sammenkæde den  konstruktivistiske logik ved videnskab sammen med neo-Marxistisk samfundskritik. (Holzkamp betegnede hans egne tilgange som "manifestationer ved en kritisk omvenden i videnskabelig orientering.". [1972a:7]).

 

Idag kan vi se at problemerne opstod ud af den uholdbare epistemologi ved konstruktivismen, med dens agnostiske opnåelse af sande fordringer. På den anden side led den kritiske teori for dens anklage om videnskabelig-analytiske former for viden og deres positivistiske udtryk som "dominans-logik" (jvf. Furth, 1980).

 

Ikke desto mindre, med denne syntese og dens forløb af debatter omkring den, blev vigtige skridt taget mht. filosofi, social teori, videnskabelig metodologi, og dannelse af kategorier - de første tilnærmelser til nuværende Kritisk Psykologiske definitioner af midler og mål for viden- skabelig forskning og praksis som hører til subjektet.

 

Overalt, hvor konstruktivismen blev brugt som metodologisk kritik af begreb og praksis for hovedstrømningen af psykologi, gav Holzkamp´s argumenter, [27] idet de stilede mod en videnskabens filosofi (Wissenschaftstheorie), indhold til den fremhævede kritik af ideologi. De specificerede, hvorledes den traditionelle psykologi i dens elementer bekræftede det politisk- ideologiske borgerskabets samfund ved at vende objektive samfundsmæssige fejl og mod- sigelser ind i individuelle psykologiske brister og naturligt forekommende konflikter. En analyse af den "organisme antropologi", der er indbygget i psykologien, hører hjemme her, dvs., den teoretiske reduktion ved individer, som lever i historisk skabte klasserelationer, som kan ændres ved folket som subjekt for deres egen historie, til organismer, der tilpasser sig til naturlige og uforanderlige "omgivelser". Holzkamp viste også, hvorledes den eksperimentelle metode i psykologi immuniserer mod empiriske data, der viser sig modstandsdygtige mod en sådan naivistisk tendens (Holzkamp, 1972b). I en tilsvarende strømning kritiserede han "omvendingen af det konkrete og abstrakte i menneskelige relationer", dvs. fejltagelsen, gennem en psykologisk type tænkning benævnt som introjektion, abstraheret gennem et enkelt individ fra alle dens samfundsmæssige og historiske determinanter mhp. empirisk konkrete fakta. (1972d).

 

Imidlertid blev objektet og specielt metoderne til kritisk-frigørende psykologi  for hoved- partens vedkommende negativt definerede. Sålænge som kritikken af funktionen førte til posi- tive alternativer, blev disse stærkt fremhævede af det antiautoritære utopia af et samfund befriet fra alle sociale tryk og støttet af de medlemmer, der støttede dens medlemmers dominans-frie diskussion. Videnskaben ville blive nødsaget til at underordne sig under formålet for et sådant samfund. Uden en radikal undersøgelse, der også omfattede de epistemologiske grundsten fra den traditionelle psykologi, blev kravet til psykologien om at fremskaffe viden for en kritisk-frigørende praksis reduceret til et frivilligt behov hos psykologer til at afholde sig fra at arbejde i profittens interesse og magt, samt at indplacere den positive viden fra deres fagdisciplin "i det sociale fremskridts interesse".

 

Ikke blot inviterede disse grundlæggende svagheder i de kritiske forslag mhp. "relevans" problemet til anklagen fra positivister om, at den kritisk-frigørende forståelse blot var "instrumentalisme med en ideologisk basis" (Albert, 1971:22), og vi blev mindet om den psykologiske forsknings stringente neutralitet mhp. udenfor-videnskabelige engagementer, som "dogmatisk " ville pervertere de sædvanlige videnskabelige normer. Imidlertid blev det faktum i denne modkritik "overset", at, sålænge den Kritiske Psykologi konkret fortsatte sine analyser på en ideologisk kritisk måde, baserede de deres vurderinger om den samfunds- mæssige relevans for psykologisk teori på indsigt opnået gennem den kritik af positivismen, at mennesket er fanget i en cirkularitet (som skal løses dialektisk): Når der bevidst skal relateres til den samfundsmæssige realitet, er der altid en del af denne, som skal kendes. Derfor var der som basis erkendelsen af en objektiv sammenhæng mellem de videnskabelige og de professionelle psykologiske institutioner - sammen med de [28] enkeltpersoner, der opfylder dem - og en samfundsmæssig totalitet, der på ingen måde er neutral med hensyn til social antagonisme. Viden rettet mod eller bestemt af dette kan eo ipso ikke være ligegyldig. Med denne kritiske dimension, blev ideen om vidensgenstandens partiskhed, enten progressiv eller reaktionær, reduceret til en fri subjektiv beslutning ("det frie valg") undgået som udgangspunkt. At ignorere dette samtidig med at instrumentalismen vælges kan kun betyde, at mod-kritikerne, selv fordomsfyldte af den positivistiske fiktion om en interesse-fri, udel- tagende, og "ren" videnskab, kun kan forstå den indre forbindelse mellem viden og interesse som en ydre sammenkædning og kan derfor kun forstå den objektivt baserede partiskhed af vidensgenstanden i termer som frie valg.

 

Jeg skal springe nogle kedsommelige forsøg på eksemplificering over og gå direkte til "andet trin" i udviklingen af den Kritiske Psykologi's kritik af psykologien. Denne var karakteriseret ved en kritik baseret på en marxistisk analyse af den kapitalistiske politiske økonomi. Kun på denne baggrund opnåede kritikken af positivismen den nødvendige brod. Marx' Kapitalen (1867/1969b) forklarer konkret og historisk, hvordan det er, at menneskelig bevidsthed - som bevidst væren i ultimative økonomisk determinerede former for social praksis - dukker frem i selvimodsigende, objektive former som tanker, der er et billede af de selvimodsigende bevæ- gelser i den samfundsmæssige praksis og er struktureret af denne. I denne betydning, i "Konventionalisme og Konstruktivisme" (1972f) og i "Kritisk Fornuft som blind Kritik" (1972e), sætter Holzkamp grænserne for en immanent argumentation i en terminologi af formodet suprahistorisk videnskabelig logik, hvilken han så (selv-)kritisk tilskriver ligeligt til konstruktivisme, logisk empirisme, og kritisk rationalisme. Det, der i princippet, blev klart, var den samfundsmæssige relevans' gensidige afhængighed, interesserelaterethed, og viden om videnskabens indhold, og således også interrelateretheden mellem subjektiv tagen stilling til og objektiv partiskhed. Videnskabsmænds tagen stilling til stammer ikke fra en "progressiv" motiveret udvælgelse af eksisterende temaer eller fra på hinanden følgende afgørelser til fordel for frigørende interesser eller bevægelser; den er baseret på den objektive stillingtagen af den videnskab, de repræsenterer  -  som en funktion af det sande indhold af viden som deres instrumentalisme tillader dem at opnå mhp. de indre strukturer og bevægelseslove for deres undersøgelsesobjekt. (Videnskab i det borgerlige samfund er kun i konflikt med kapitalens objektive interesser og dens udløbere med de udbyttede klassers frigørende interesser, når  -  idet den opfylder sin specielle rolle mhp. viden, karakteriseret gennem arbejdsdelingen  -  den bidrager til belysning af dette samfunds historiske forandringsmekanismer og dets objektive potentiale for udvikling. En mangel på kritisk relevans i social-eller humanvidenskaber er derfor et udtryk for A) dets fordrejede synspunkt, at samfundsmæssig realitet er noget, der eksisterer udenfor videnskabsmanden, og som kan tilnærmes upåvirket, fra ethvert [29] "ydre standpunkt", og B) epistemologisk, metodisk, og begrebsmæssig blindhed mhp. kontekst og modsigelser (Jvf. Holzkamp, 1972g: 282ff)).

 

3.

 

Implikationerne mhp. en kritik af psykologien kan opsummeres som følger: I dens altdo- minerende objektive retning, har psykologien misforstået det konkrete menneskes væren i aktivitet og subjektivitet under livsomstændigheder, som er historiske bestemte samfundsmæs- sige betingelser til adfærd og erfaring af abstrakte individer i opposition til og bestemt af en omverden (som selv bliver misforstået i naturhistoriske og ahistoriske vendinger). Denne fejlvurdering var ikke blot en teoretisk inadækvans opstået af den implicitte overtagelse af et fejlagtigt epistemologisk umiddelbarhedspostulat, som blot bør opgives. Snarere er det, ligesom dets subjektivistiske inversion, som hypostaserer individer som ultimativt empiriske analyse enheder, hvis livsformer bliver forklaret ved iboende essentielle kræfter, et udtryk for "nødvendiggjort falsk bevidsthed". Denne bevidsthed, som spontant vokser frem fra de alt- omgribende former af kapitalistiske produktionsmåder, og som reificerer denne, afspejler de aktuelle inverterede relationer på overfladen af det borgerlige samfund: privatheden hos individer isolerede fra hinanden, hvis samfundsmæssige relationer synes at være formen på naturlige relationer blandt ting.

 

Sålænge psykologien tager fejl i den fundamentale definition af dens genstand mhp. at gennemtrænge denne samfundsmæssige omvending, vil den, ligesom den hverdagsteori, som den er en stiliseret version af - forblive fordomsfyldt af den borgerlige ideologi mhp. den ikke-samfundsmæssige natur af mennesket og den naturlige uforanderlighed af dets livsom- stændigheder. Det er netop i denne betydning af at konstituere en "psykologisk illusion" (Wolf, 1976), at psykologien bliver karakteriseret som borgerlig.

 

Hvad er opnået gennem dette resultat? Idet vi har opnået indsigt i den materielt- samfundsmæssige virkelighed mhp. "objektive tankeformer", er vi blevet i stand til at identificere uoverstigelige vidensbarrierer af det borgerlige samfunds synspunkter og ideologiske former. Samtidig har vi formået at karakterisere den substantive natur og relevans af den borgerlige psykologiske teoridannelse på en abstrakt og generel måde. På en måde kunne  retningen af dens begrebsmæssige negation også forudses. Men den teorikritiske og metode-kritiske tydeliggørelse af modsigelserne, der er indeholdt i den traditionelle psykologi, tilføjede intet vigtigt og konkret nyt til den ideologiske kritik, som er baseret på Marx' model i "Kritikken af den Politiske Økonomi" (1867/1969b), men bekræftede kun påny dens vurdering af det konkrete materiale, som de forskellige psykologiske tankeformer yder. Hetereogeniteten i disse - deres [30] specielle begrænsninger gemt i form af generelle mystifikationer, deres kritik af hinanden, deres forskellige samfundsmæssige brugbarhed - kunne ikke vurderes på en positiv måde. (Holzkamp, 1976/1978; Maiers, 1979.).

 

Andre anstrengelser på samme kritiske vidensniveau blev foretaget mhp. at konstruere oprin- delserne, de udviklingsmæssige betingelser, og de objektive formål for psykologien som en del af den videnskabelige arbejdsdeling set fra et historisk materialistisk synspunkt. Sådanne "betingelsesanalyser (eller udviklinger) og funktioner" forventedes at hjælpe os til at danne en realistisk vurdering af progressiv forskning og professionel praksis indenfor det borgerlige samfunds reproduktionsrelationer. (Se "Psychologie als historische Wissenschaft [Psychology as Historichal Science]", 1972) Imidlertid betød disse ej heller et tilstrækkeligt grundlag for en differentieret kritik af psykologien, specielt ikke, hvor denne kritik gik ud over de insti- tutionelle og professionelle aspekter ved psykologien mhp. karakteristika ved indhold og metoder ved dens basale videnskabelige forskning.

 

Dens globale tilgang, at den borgerlige psykologi systematisk tabte den human- samfundsmæssige specificitet ved dens objekt, kunne kun erstattes ved en `ophæven` fra psykologiens abstraktion til den konkrete realitet ved dens forskellige tilnærmelser, hvad enten det var hovedstrømmens nomotetiske-funktionalistiske psykologi eller perifere strømninger som hermeneutisk-psykoanalytisk, fænomenologisk osv. Det, der var behov for, var at frem- sætte kritikken overfor specielle kategori-definitioner af forskellige typer teoretiske systemer og at diskutere deres krav om at være empirisk definerede.

 

Dette tredie niveau af kritik var afgørende i en venden sig imod Kritisk Psykologi som en positiv videnskab. For at vise hvorledes, er det nødvendigt at springe frem i min beskrivelse af dens udvikling og sige noget, i det mindste i grove rids, om vort nuværende syn på den traditionelle psykologi's situation.

 

4.

 

Til start forstår vi kategorier som de basale begreber, der definerer en teori's objektive referencer. De bestemmer, hvilke dimensioner, aspekter osv., der kan trækkes frem af prævi- denskabelig realitet, så de bliver genstande for `psykologisk`undersøgelse  -  og derfor lige- ledes, hvilke dimensioner, aspekter osv., der bliver ignoreret, og således bliver usynlig for psy- kologisk forskning, uanset de mere specialiserede teorier og metoder der måtte kræves.

 

Vi kan tydeliggøre dette med et eksempel. Den betingelsesmodel, som vi allerede har nævnt, repræsenterer et kategorielt valg. I følge dette er person-verden forbindelsen begrebsmæssigt skåret væk fra determinanter, der [31] karakteriserer den objektive konstituering af den individuelle livsverden udover det, som umiddelbart erfares. Samfundsmæssige relationer dukker frem, f.eks. som `socioøkonomiske faktorer`, `betingelser for samfundsmæssig forstærkning`, eller noget i den stil, som bliver studeret pba. deres effekter på de måder, gen- nem hvilke individuelt liv udtrykker sig selv. Disse måder bliver så forstået som resultater af situationelle betingelser. Individer i denne model fremstår som kanaler gennem hvilke ydre indflydelser, selv når de brydes af de individuelle livserfaringers prisme (som naturligvis selv er effekter af sådanne påvirkninger), bliver lovmæssigt transformeret i adfærd og erfaringer.

 

Når der tages højde for samfundsmæssige relationer på denne måde, ændrer det ikke på ahistoriciteten af de hypotetiske universelle sammenkoblinger mellem betingelser og effekter, som antages at findes i en bestemt teori. Korresponderende med denne kategorielle referen- ceramme er det metodologiske princip af den nomotetiske-funktionalistiske psykologi, ifølge hvilken hypoteser bliver testede empirisk som funktionelle forbindelser mellem uafhængige og afhængige variable, fortrinsvis i eksperimentelle-statistiske analyser. I denne forskningslogik i form af dette `variabel skema` er behaviorismens postulat indbygget, at kun stimulus betingelser og ydre registrerbare responser er opnåelige intersubjektivt. Den nødvendige, skønt svær realiserbare, praktiske konsekvens af dette, er, at den uundgåelige subjektivitet i det, der bliver undersøgt, må være den væsentligest forstyrrende faktor, som skal bringes under kontrol.

 

Dette er skemaet, der ligger bag den rigide mekanistiske S-R synsvinkel. Antages subjekti- visme at være indlejret i det `subjektive`, antog den et radikalt standpunkt om ydre observation og forsøgte at udrense mental sprogbrug fra det psykologiske sprog i det hele taget (sammenlign den programmatiske udtalende titel på Max Meyer's bog fra 1921: "Psychology of the Other One."). Som vi ved, viste det sig umuligt at holde stringent fast ved et sådant synspunkt.

 

F.eks. J.B. Watson manøvrerede konstant teoretisk mellem stringent fysikalistisk stimulus- response begrebsliggørelse og brugen af vendinger som `subjektiv meningsfuld situation` , og `handling `. I 1920'erne førte dette E.C.Tolman til at definere psykologiske stimuli og responser udelukkende på et overordnet molart niveau, og at opfylde det  ´indre rum` mellem disse `perifere` hændelser med hypotetiske medierende tilstande eller hændelser. Som hans ødelæggende (selv-)kritik af det neobehavioristiske kategorielle og metodologiske skema for `mellemliggende variable` demonstrerede (jvf. Koch, 1959), synes Tolman ved afslutningen af hans livsbane at være blevet klar over den antinomiske natur af hans stringent operationelle kryptofænomenologi: I det omfang uafhængige empiriske karakteristika kunne tilskrives et 'indre rum', kunne deres indhold ikke erkendes, ifølge antagelsen om intersubjektiv utilgængelighed; dog i det omfang at disse karakteristika ses som totalt udelukkede (Engelsk :excludabel o.a.) (som epifænomener) fra [32] det observerbare, da behøves der ingen viden om dem......(Pba. disse præmisser var Skinner's kritik af metodisk behaviorisme unægtelig korrekt).

 

Pba. den allestedsnærværende metodologiske synsvinkel om funktionel analyse af variable, kan det ikke hævdes, at den moderne hovedstrømning i psykologi  -  uanset hvor "cognitivt indlæringsmæssige" disse teorier måtte være blevet  -  har taget nogen praktisk konsekvens af Tolman's indsigt i begge antagelsers faldgruber. Såfremt teorier idag forstås i vendinger som reflektiv, bevidst handlen osv., men så bliver testede i overenstemmelse med variabel skemaet, bliver en stiltiende kategoriel fejl begået, som blot er en stiltiende omvending af fortolk- ningerne af resultaterne, der er opnået på denne måde. Det, som følger heraf, mhp. objek- tiviteten af sådan teori-testning, fortjener mere diskussion end vi kan foretage her. Den basale forsknings logik for moderne psykologi er blevet kritiseret ved forskellige alternative tilnærmelser  A) kategorielt, for dens quasi-behavioristiske elimination af subjektiviteten og den subjektive kvalitet ved menneskelig handlen, og B) metodologisk, for dens forsvar af eksperimentel-statistisk analyse (sammen med dens empiristiske observations kriterium, dens regler for operationalisering og/eller måling, og dens logiske skema for [kausal] forklaring og forudsigelse) som kongevejen til psykologisk viden, osv. 

 

"Ensidigheden" og "den umiddelbare skævhed" ved denne reduktion af person-verden forbin- delsen til en deterministisk model i termer af betinget adfærd bliver ikke overvundet ved at  skifte til meningsfuld handlen , hvis meninger som baggrund for handlen bliver flyttet ind i subjektet (selv hvis det er tilladt, at meningerne er konstituerede gennem reciprok fortolkning af subjekternes "interaktion".).Det, som sker her, er en slags kategoriel determination af objek- tet, i hvilket meninger bliver psykologiserede, mens det psykiske, frarøvet dets objektive relation til verden, bliver privatiseret som ganske enkel indadrettethed. (Selv i den interpersonelle måde for konstituering af mening i symbolsk interaktionisme, forbliver den ultimative mening i psykens privathed.). Ironien her, kunne vi tilføje, er, at såvel ønsket om en psykologi om subjektet og den objektive benægten af subjektiviteten, er baserede på den samme subjektivistiske begreb om bevidsthedens "privathed".

 

Historisk anskuet er dette ikke overraskende. Forandringen fra introspektionismen til funk- tionalismen og behaviorismen fandt sted under en hemmelig introspektionistisk antagelse om bevidstheden. Det var hypostaseringen af bevidstheden given som den enkelte persons indi- viduelle erfaring, som tillod det "subjektive" at fremstå som videnskabeligt uopnåeligt, dvs., fjernet fra ethvert krav om objektiviserbarhed og generalisering, og således benægtende det "psykiske" som videnskabeligt objekt. Den samme antagelse forklarer, hvorfor oppositionelle positioner som i den humanistiske psykologi søger at erklære [33] subjektiviteten som umiddelbar forsvarlig for videnskabelig behandlig gennem ofringen af rigoristiske krav om generalisering og objektivisering.

 

Det bør fremhæves, at det er sådanne psykologiske kategoriseringer af person-verden relationen, i alle deres specifikke teoretiske variationer, der må bringes ind i kritikken sådant, at deres relative bidrag til erkendelse kan gives i detaljeret og differentieret vurdering. Dette er også nødvendigt fordi, ellers kan vi ikke svare på kritikken, at såkaldt borgerlig psykologi på trods af alting har gjort fremskridt i udviklingen af dens forsknings programmer og har akku- muleret en voksende, solid ophoben af forklarede fænomener og veletablerede begreber.

 

5.

 

Hvad med den krævede soliditet af traditionel psykologisk erkendelse? Det er blevet karak- teristisk for vor disciplin, at forskellige teorier, hver enkelt lige empirisk bekræftet i overen- stemmelse med fremherskende normer, eksisterer side ved side. Vi peger her på mere end blot mangfoldigheden af teorier. Snarere stiller de universelle krav om identiske objekter på basis af usammenlignelige (eller i det mindste gensidigt problematiske) begreber, og vi er ikke i en position, som gør os i stand til at beslutte, hvilke af teorierne, der er holdbare, og hvilke, der bør forkastes. (En tilsvarende situation ville eksistere i fysikken, hvis der var en halv snes permanent konkurrerende teorier om objekters frie fald.). En af konsekvenserne af dette er, at den historiske sekvens af basale teoretiske begreber i psykologien har en tilsynekomst som "griller", uden nogen erkendt grund til erstatningen af den ene med den anden og uden at føre til en kvalitativ dybere erkendelsesniveau (således, at såvel spørgsmål og svar, der er på ethvert givent tidspunkt uden for den gængse stil, forbliver latente som uløste, og således eventuelt dukker op igen). I en teori's udviklingsforløb bliver et punkt for begrebsmæssig konsolidering aldrig nået, således som (som i fysikken) styrken af nyere teorier i relation til ældre teorier kan fastslås uden tvivl, og således at ældre begreber kan blive endeligt forkastet, mens andre beholder en begrænset validitet, og således yder en basis for yderligere teoretisk udvikling. Jeg refererer her til Hilgard (1970) og Moscovici (1972), for blot at nævne to, som vidnesbyrd  for denne beskrivelse af den aktuelle situation. Med hans "epistemopatologi" har Koch (f.eks. 1959) dokumenteret det faktum, at sådan "negativ viden" ikke er begrænset til områderne indlæringspsykologi og social psykologi. De advarende røster fra nogle få genkendelige repræsentanter for vor disciplin bør imidlertid ikke tillade at skjule det faktum, at problemets fulde implikation i traditionel psykologi stort set er forblevet undervurderet. Holzkamp rettede sig imod dette problem allerede i hans konstruktive arbejde med problemet med at opnå semantisk korrespondence mellem determinanterne for teoretiske [34] og empiriske forslag (1964), dog uden indsigt på dette tidspunkt i dets dybere implikationer, og ladt alene med dets løsning. Men i en artikel fra 1977 havde han noget og sige om begge; da, idet han vendte sig kritisk mod positive studier af Kritisk Psykologi, karakteriserede han situationen som "videnskabelig ubeslutsomhed" ved konventionel psykologisk teoretisering. Dette var i hans vurdering baseret på det faktum, at traditionel psykologi i stor udstrækning har forladt sin oprindelse i dens ubestemte kategorier. De basale begreber, ud fra hvilke generaliserede teoretiske antagelser om empiriske hændelsers indbyrdes sammenhæng er udformede, er som sådant forudantagede, og de vinder kun deres videnskabelige status sekundært gennem testning af afledte hypoteser. Han påpegede, at det, man er i stand til at formulere eller (eksperimentelt) observere vedrørende antagelserne om indbyrdes sammen- hænge, bliver forudbestemt af kategorierne, og at de basale begreber ikke fremkommer ved at teste deres antagelser.

 

Mht. de virkeligheds dimensioner begrebet af en teori, de systematiske antagelser formulerede i teoriens antagelser,  deres antagne optimale operationaliserbarhed i empiriske variable, og de fund, der i overenstemmelse hermed kan findes, eksisterer alle i en cirkulær relation til hinanden. Det eneste, der ikke er cirkulært, er graden af vericerbarhed af hypoteserne indenfor dimensionerne af den ramme, teorien begriber. Med andre ord, empirisk testning i konven- tionel forstand yder ikke noget tilstrækkeligt kriterium for teoriernes videnskabelige teorier, hvilket derfor må høre til helt trivielle eller artificielle effekter. Siden, på den anden side, procedurerne for afledning af hypoteser ikke giver nogen normer for en videnskabeligt bevist

formulering af "relevant"e begreber, er den usikkerheds situation, som vi har beskrevet den, resultatet.

 

Under den materialistiske erkendelsesteoris præmisser som refleksions teori, betyder "teoretisk relevans", at "essentielle" basale dimensioner af objektiv virkelighed bliver udtrykt i begreber, dvs., sådanne dimensioner som ligger bag  den lovmæssige relation mhp. andre begreber, og deres bestemmelse  af variabilitet for empiriske fænomener. I den udstrækning at teoriernes begreber afspejler relevante dimensioner, kan teorierne siges at have reel erkendelsesværdi, dvs., integrativ og forklaringsmæssig kraft, i relation til andre teorier.

 

Heraf følger, at et løft af relevansen for psykologisk teoridannelse betyder en basal garanti for dens videnskabelige status gennem den metodiske og uomtvistelige konstituering af et system af begreber, som adskiller psykologiens objekt fra andre erkendelsesobjekter, og åbenbarer dens indre udsagn. Erkendelsesværdien af andre relevante teorisystemer bliver således fastslået differentielt ved at sammenligne deres objektdimensioner med denne struktur. Problemet handler om empirisk beslutning, dog ikke i betydningen af den foreliggende forskningspraksis. Det som kræves her, er faktisk valideringsprocedurer som udvides til en proces, der, i traditionel videnskabs filosofi, [35] er blevet overladt til videnskabelig ubundethed, uind- skrænket kreativ fantasi hos individuelle forskere.

 

Faktisk er den Kritiske Psykologi's mest vigtige bidrag til løftet af psykologiens videnskabelige status, dens historisk-empirisk tilnærmelse til konstitueringen af kategorier. Hvis dette skulle synes mærkeligt, da tænk på det afgørende videnskabelige fremskridt, der, f.eks., blev opnået i biologisk taksonomi, da organismer ikke længere blev klassificerede udfra et eksternt (morfo- logisk) synspunkt, men (som i Haeckel's systematisering af forskellige dyrearter) i over- enstemmelse med begrebsmæssig indordning, der afspejlede de fylogenetiske grader af relation. Hvad er dette, om ikke en empirisk-historisk procedure for udvikling og kritik af begreber? (4).

 

Før jeg går over til en præsentation af vor procedure for analyse af psykologiske kategorier, må jeg beskrive, hvordan vi nåede frem til den.

 

6.

 

Jeg har sagt, at den materialistiske hensyn mhp. den begrænsede rationalitet ved "borgerlig psykologi" peger på et behov udover en blot og bar kritik af ideologien og ansporer til en konkret revision af det begrebsmæssige indhold af teorien. Dette forudsætter et standpunkt, som åbner op for et udvidet og mere grundlæggende perspektiv på empirisk subjektivitet,  og således tillader yderligere videnskabelig udvikling af psykologien. Denne implicerede foran- dring fra blot kritik af psykologien til en Kritisk Psykologi er programmæssigt blevet udført siden 1971/2.

 

 

Sporet blev udbredt af Sovjetpsykologernes arbejde som Rubinstein's Sein und Bewusstsein [Being and conciousness] (1961) og specielt Leontjew's "Historical Approach to the Study of the Human Psyche" (1971), som understregede den indre enhed af naturlig, social og indi- viduel historie og demonstrerede muligheden for en ikke-subjektivistisk forståelse af det sub- jektive.

 

Den epistemologiske baggrund blev ydet gennem den positive modtagelse af dialektikkens natur, der stimulerede fornyede diskussioner om relationen mellem menneskelig historicitet og naturen i betydningen indsigt om den tidlige Marxistiske udviklingsteori, at "Historien selv er en reel del af naturhistorien, af naturen som bliver menneskelig" (1844/1981:544). Dette blev kædet sammen med en ny forståelse af den logisk-historiske metode som præsenteret i Marx's analyse af udviklingen af samfundsmæssige mønstre for produktion i Kapitalen. Den blev taget som en model for en dialektisk materialistisk undersøgelse af historisk-empiriske problemer, en model som skulle realiseres som en metode til forståelse af en bred vifte af andre viden- skabelige objekter.

 

I denne forbindelse, dukkede der tre vigtige forskelle frem mellem Kritisk Psykologi og forskellige andre psykologi-kritiske eller kritiske psykologiers [36] positioner ensbetydende med opposition. For det første, ved at forstå Marxisme som begrænset til kritikken af ideologien, kom nogle af de sidstnævnte positioner til at tvivle på muligheden af at radikalisere kritikken af videnskab ind i en "positiv videnskab". For det andet reducerede disse positioner ofte Marxismen til en teori om samfundet og erklærede den derfor for at være inkompetent mhp. emnet subjektivitet og således som havende behov for en supplerende subjekt psykologi sui generis. For det tredie (under den skjulte præmis ved den samme reduktion), tænktes erklæringer om individualiteten som værende mulige udelukkende på basis af en konkretisering af socioøkonomiske analyser. Alt i alt diskuterede eller omskrev de sidstnævnte positioner Marxismens kompetence mht. direkte at beskæftige sig med psykologiske og andre specielle videnskabelige problemer. Kritisk Psykologi blev udskilt gennem dens fastslåen af Marxismens fulde kompetence i sådanne problemstillinger.

 

På denne orienteringsbasis (Jvf. Holzkamp og Schurig's forord til den Vesttyske 1973 udgave af Leontjew 1971) skitserede Ute Holzkamp-Osterkamp fundamenterne for vort begreb om motivation 1972 og Holzkamp publicerede Sinnliche Erkenntnis i 1973, den første monografi, der var "Kritisk Psykologisk" i den stringente betydning af navnet. I denne blev begyndelsen  "objekt-relaterede historiske analyser" lagt frem i detaljer som den metodologiske fører for kritisk psykologisk arbejde. (Se den udbyggede argumentation i Maiers 1979, hvor argumenter mod dette begreb blev tilbagevist.). Siden dengang, har metodens resultater fyldt utallige monografier.

 

7.

 

I dette afsnit, vil jeg beskrive hvorledes det historisk materialistiske synspunkt er blevet oversat til en metode til udvikling af begreber. Baseret på det, jeg har sagt indtil nu, kan det elementære forlangende formuleres til, at menneskelige subjekter ikke skulle begribes på en sådan måde, at deres samfundsmæssige medierede eksistens, skønt svær at benægte,  dukker frem i basal psykologiske begreber som umulig. Dette implicerer, at den historiske undersøgelse af psykiske processer og fænomener ikke direkte kan fastholdes direkte på de empiriske fakta om det individuelle liv, efterladende deres abstrakte behandling som isoleret, desubjektificerede psykiske funktioner. Snarere må det erkendes, at adfærdens og erfaringens ontogenese er dele af en historisk proces af en anden størelsesorden, dvs., samfundsmæs- sigt-historisk udvikling, der determinerer de psykiske dimensioner og funktionelle aspekter ved individuel udvikling. Den ikkepsykiske realitet, der transcenderer individuel eksistens, må der- for bringes ind i det psykologiske synsfelt.

 

Nu ville det være en fundamental fejl at tage det enkle standpunkt, at menneskelige væsener bliver determinerede ved deres objektive historiske relationer som essensen ved [37] marxistisk argumentation. At gøre sådant ville ikke afspejle dialektisk materialisme, men i stedet den variant af metafysisk materialisme, som Marx kritiserede i den første Feu- erbach-tese som "hovedfejlen ved al hidtil eksisterende materialisme", fordi "tingen, realiteten, sanselighed, forstås kun i objektets form eller i tænkningen, men ikke som sanselig virksom- hed, praksis, subjektivitet" (Marx, 1845/1969a). På den ene side, grundet den materialistiske nødvendighed ved at opretholde eksistensen, bliver folks aktivitet og bevidsthed bestemt af de objektive betingelser ved deres liv, dvs., ved "naturligheden" som reproduceredes i kollektivt arbejde og de samfundsmæssige relationer, gennem hvilke det forløber. På den anden side, mennesker er, gennem deres praksis kilden for aktive skaben og bevidst kontrol af deres livs omstændigheder, og således subjekter for deres samfundsmæssige livs proces (5). Reduktion af denne to-sidede relation til en énsidet bestemmelse af subjektet gennem samfundsmæssige omstændigheder taber ikke blot folks sanselige realitet, men også selve muligheden for den samfundsmæssige reproduktionsproces, der opretholdes af dem. Objektiv determinering  -  at være levende under betingelser  -  og subjektiv determinering   -  muligheden for deres forandring  -  er nødvendige, interrelaterede fundamenter for menneskelig samfundsmæssig aktivitet, der må forstås i deres psykologiske aspekter.

 

Hvis vi ønsker at undgå ahistoriske forudantagede samfundsmæssige relationer som ydre betingelser for psykisk udvikling, må vi finde en naturlig forklaring på den "trivialitet", at kun menneskelige væsener er i stand til at udvikle sig ind i konkrete historiske , samfundsmæssige relationer, og, i denne proces, deltage i skabelsen af deres livsomstændigheder. Den historiske materialistiske analyse af den samfundsmæssige baggrund for psykisk ontogenese fører, når den forstås korrekt, bagom samfundshistorien. I denne uddyben af det historiske perspektiv, bliver en videnskabelig begrebsliggørelse  af "menneskelig natur" mulig, som kommer ud over den traditionelle mystifikation af en opposition mellem den naturlige og den samfundsmæssige karakter af individet. (6).

 

Det er blevet tilstrækkeligt demonstreret i den store frugtesløse og uløste instinkt- versus- indlærings kontrovers, at de kategorielle determinanter ved denne relation ikke kan opnås i den umedierede tilnærmelse til psykoontogenesen, idet naturlige potentialer her altid mani- festerer sig i socialiserede former. Nøglen til "gåden til psykogenesen"(W. Stern) ligger ikke (som Stern gættede på) i ontogenesen. Ej heller bliver determinanterne fundet gennem abstrakte sammenligninger med de højst udviklede subhumane arter. På den ene side, re- præsenterer de deres egen evolutionære sti, med arts karakteristika som har udviklet sig til forskellige niveauer. På den anden side, de arts-specifikke karakteriatika ved menneskelige væsener må ikke uden yderligere distinktioner tages som determinerende for udviklingen af deres specificitet som menneskelige. Hvorledes kan vi adskille mellem det, der er specifikt determinerende, og det, som er specifikt men sekundært, eller det, som er en nonspecifik karakter ved den menneskelige natur?  Hvorledes kan vi opponere [38] mod borgerlig psykologisk biologisme eller det teoretiske "vakuum" ved sociologisme med substantielle er- klæringer om det naturlige aspekt ved menneskelig eksistens?

 

Vort svar på dette er, at vi må undersøge, hvor i antropogenesen begyndelserne på en evolutionær fordelagtig "økonomisk"  reproduktionsstil udviklede sig, med dens karakteri- stiske progression fra den organismistiske tilpasning til arts omverdenen til tilpasningen af det sidste til de vitale menneskelige behov gennem den objektificerende forandring af natu- ren.Dvs., vi har behov for at opdage udviklinger, der har en sådan effekt mht. den genetiske  information for homonider, at deres psykiske kapaciteter blev forandret således, at de kunne støtte deltagelse i en ny form for liv med en generaliseret kooperativ-social ydelse til dækning af behov. Denne udvikling, der er nøglen til løsningen af det tilsyneladende paradoks om en "samfundsmæssig natur", må forfølges indtil punktet for en forandring fra en fylogenetisk evolution til dominansen af en unik type historisk proces karakteriseret gennem samfundsmæssig produktonsmåder. På den anden side, for at få bestemt de begyndende be- tingelser for antropogenesen, er det nødvendigt med en total rekonstruktion af den natur- historie, som førte op til den. Dette må i begrænset omfang forklare oprindelsen og diffe- rentieringen af  det psykiske som evolutionær, organismisk tilnærmelse til  -  eller "funktionel reflektion" af  -  radikale forandringer i den arts-specifikke omverden, således som det er nødvendigt og tilstrækkeligt for opretholdelsen af den biologiske system balance. Det konventionelle fravær eller mangel på tilnærmelse på en sådan "funktionel-historisk" princip til at forklare teleonomiske forandringer synes for os at være grunden til, at den sædvanlige Homo psychologicus dukker op på mange måder som ikke blot ude af stand til at tage del i samfundet, men som en homunculus ude af stand til at tage del i biologisk liv.

 

Opsummerende er det  præcist,  når man er interesseret i et sensitivt empirisk studie af aktuelle psykiske processer og deres ontogenetiske udvikling, at spørgsmålet om den psykiske konsti- tuering af samfundsmæssige eksisterende væsener må afklares på forhånd. Den kategorielle determinering af den menneskelige samfundsmæssige bevidstheds specificitet for sin del, rejser det mere generelle problem om forklaringen af den natur historiske oprindelse af det psykiske.

 

Det første materiale for vor historisk-empiriske analyser er de eksisterende begreber i den videnskabelige (eller hverdags) psykologi; det er deres ubestemthed, der må overvindes. Ved at bruge relevant materiale fra biologien og humanvidenskaben forsøger vi at rekonstruere den historiske oprindelse og udvikling af de objektive egenskaber, som kan trækkes ud af de (handed-down, her oversat til egentlige, o.a.) egentlige begreber. Målet er at opnå et system af begrebsmæssige kvalifikationer, differentieringer og relationer som korresponderer til den "reale logik" i udviklingen af det psykiske som en speciel "subjektiv-aktiv" reflektion af den objektive realitet igennem til "ende produktet" af bevidsthedsom en reflektiv relation til verdenen og selv'et mht. det praktisk engagerede menneskelige subjekt. Det forventes, at de mest elementære former vil frembringe de mest generelle begreber, fylogenetiske forskelle ville fremkomme som begrebsmæssige distinktioner, og "kvalitative spring" i fylogenesen skulle manifestere sig selv som forskellige afgrænsede kvaliteter i det psykologiske begrebs system. Med sådan en historisk-empirisk optrævling af de genetiske relationer ved det psykiske, som de løbende bliver vedligeholdt, skulle vi være i stand til at bestemme det omfang, hvori de eksisterende basale begreber er kategorielt udifferentierede og forvrængede, sammenblandede på forskellige niveauer af specificitet osv. Vi skulle også være istand til at vurdere det omfang, hvori de kunne bibeholdes.

 

Det altafgørende træk ved den "funktionelt-historiske analyse af oprindelsen, differentieringen og kvalificeringen" af det psykiske er dens rekonstruktion af de modsigelsesfyldte sammen- stillinger i organisme-omverden relationen, ud af hvilke det blev forståeligt, at og hvorledes  -  på baggrund af de forandrede betingelser for de indre og ydre systemer  -  den dynamiske balance mellem organismerne og omverdenen kunne opretholdes udelukkende gennem en kvalitativ genstrukturering ved den morfologiske-fysiologiske eller psykologiske konstitution. Den metodiske rettesnor for denne basale procedure til at bestemme kategorierne for en speciel videnskabelig disciplin kan opsummeres i de følgende fem trin (Holzkamp, 1983:78):

 

1. Identificer de reale historiske dimensioner for de foregående organismers udviklingsmæssige stadier, hvor den kvalitative transformation, som der spør- ges til, fandt sted; dvs. bestem den "position", der dialektisk bliver "negeret" ved den kvalitative transformation og sæt herigennem specificiteten ved det nye udviklingsniveau i relief.   

 

2. Identificer de ydre betingelser ved de objektive forandringer, der konstitu- erer den "omverdensmæssige pol" ved den indre udviklingsmæssige  modsigel- se, der begrunder fremkomsten af den nyekvalitet. Sådanne forandringer invol- verer en "moderat diskrepans" som, på den ene side, kræver "kompensationer" fra det organismistiske system,men er dog bærbare indenfor dens kapacitet. Hvis den ikke er det, kollapser det omkringværende organisme-omverden sy- stem, den indre modsigelse bliver vendt om til en ydre modsætning, og dets  antipoder vil ikke længere blive formidlede som "poler" i yderligere udvikling.                 

3. Identificer den fungerende forandring ved den relevante dimension som blev demonstreret i trin 1 som "organisme polen" ved den udviklingsmæssige mod- sigelse og gennem den oprindelsen af det første kvalitative spring, dvs. udvik- lingen af specificiteten ved den nye funktion under de forandrede betingelser. Denne dialektiske negation af den tidligere fremherskende funktion bestemmer ikkeden gennemgående proces, men  - på en måde  -  tjener stadig til at op- retholde systemet fra det tidligere stadium.

 

4. Identificer dominansforandringen mellem den tidligere funktions karakte- ristik ved systemets opretholdelse og den nye funktion, som så bestemmer systemets egenart. (Denne forandring præsenterer sig selv  som en diskontinuer omvending ved relationerne mellem to kontinuert forandrende dimensioner).

 

5. Indentificer de måder gennem hvilke den generelle udvikling af systemet bliver genstruktureret og antager en ny retning (dvs.analyser de "specifikt- sekundære forandringer" osv.) hvorefter den kvalitativt mere specifikke funktion er blevet bestemmende for systemets opretholdelse. Med denne  iden- tifikation af den kvalitativt nye dimensions struktur, gennem hvilken yderligere kvalitative [40] transformationer vil ske, følger en tilbagevenden  til det første trin i analysen, men på et højere niveau.

 

 

8.

 

Ved at bruge denne procedure, som brugte natur historiske materialer, der var tilgængelige fra andre relevante videnskabelige discipliner (biologi , palæontologi, antropologi osv.), er vi blevet i stand til (efter vor mening, mere adekvat i en dialektisk betydning som blev opnået ved Leontjew's historiske undersøgelse) at identificere følgende kvalitative overgange  i udviklin- gen af psykisk fungeren:

 

1. Overgangen fra præpsykisk livs proces til udviklingen af  psykisk reflektion. Baseret på Leontjew's paradigmatiske hypoteser vedrørende oprindelsen af sensitiviteten (Leontjew 1971:5ff; se også Holzkamp & Schurig, 1973, Mess- mann & Rückriem, 1978) repræsenterer kategorien  "psykisk" den oprindelige form for livs aktivitet, som, i  modsætning til de mere elementære processer for direkte respons til stimulation (irritabilitet), er formidlet  ved receptivitet til me- taboliske neutrale signaler forlivsmæssige relevante faktorer.Denne definition af "sensitivitet" som signal formidlethed giver samtidig, hypotetisk,  den abstrakte, generelle karakterisering af alle efterfølgende, mere specialiserede psykiske livsfænomener, op til deres endelige  bevidste form. Gennemvedvarende bevis fra yderligere analyseforløb kommer objektiviseringen af de hypotetisk basale form og således verifikationen af den første kategori "psykisk". (Jvf. "opstig- ningen fra det abstrakte til det konkrete" hos Marx, 1857-8/1974:631ff).

 

2. Den genetiske differentiering (og integrering) af de  specielle funktioner/ di- mensioner indenfor dette elementære  stadium for psykisk udvikling blev så for- stået. Disse funktioner og deres relaterede strukturer blev orienterings/menings strukturer; emotionalitet/behov strukturer,  kommunikation/sociale strukturer. Indenfor denne kontekst fremkom en ny kvalitet i organismens forhold til dens omverden med opståelsen af indlæringskapaciteter ogindividuel udvikling, dvs. den adaptive modificerbarhed af tidligere differentierede psykiske funktioner gennem individuel erfaring.

 

3. Den arts-specifikke evolution af denne kapacitet for indlæring og individuel udvikling blev fulgt gennem antropogenesen. Som det sidste kvalitative spring i psykofylogenesen sammenkædet med den "menneskelige fase af  menne- skeliggørelsen" kunne den nutidige menneskelige natur  udarbejdes. Dette blev defineret som den psykofysiske basis for muliggørelsen af individuel socialisation [Vergesellschaftung] gennem den ontogenetiske realisering af samfundsmæssig-historiske producerede udviklingsmuligheder  i aktiviteten af erkendelse,emotionelle,og motivationelle processer, og sociale kommunika- tionsmåder (Jvf. Maiers, 1985, mht. relevansen af begrebet "menneskelig natur" for  en videnskab om subjektet.).

 

Jeg kan ikke gå i detaljer for menneskeliggørelsen, der er relevant for den kvalitative nye menneskelige kapacitet til indlæring og udvikling, som skaber den funktionelle forandring fra dyrenes ad hoc brug af midler til produktionen og bibeholdelse af redskaber (mål-middel omvending), med alle dens implikationer for hvorlæedes mennesker deler deres aktiviteter op mht. kollektiv forsørgelse af dem selv, en proces der er generaliseret som det samfunds- mæssige arbejde [41] (se det efterfølgende kap. 3; Holzkamp, 1973; Holzkamp-Osterkamp, 1975,1976; Schurig, 1976; Seidel, 1976; disse arbejder er integrerede af Holzkamp, 1983).Når den almindelige form for livsopretholdelse kræver, at individer tager bevidst kontrol over de individuelt relevante samfundsmæssige betingelser i fællesskab med andre, bliver de psykiske funktioner nødvendigvis genstrukturerede fra deres præhumane niveau.

 

Vi kan sige så meget: Ikke blot kan de specielle menneskelige kognitive orienteringsprocesser udelukkende forstås adækvat som den individuelle realisering af samfundsmæssigt-historiske udviklede måder for perciperen, sprogfærdighed, og tænkning, hvor de medierende forbin- delser er åbenlyse, men det emotionelle-motivationelle aspekt af det psykiske er også centreret omkring  den subjektive nødvendighed for at kontrollere betingelserne, der er vigtige for at sikre kvaliteten ved det individuelle liv. Som en forudsigelse for et individ mht. fremtidige muligheder for større tilfredsstillelse med dets korresponderende organisation af aktivitet og motivation, generelt talt, repræsenterer det  en speciel form for emotionalitet, som dukker op relativt sent i evolutionsforløbet mht. subhuman kapacitet for indlæring og udvikling. På et menneskeligt niveau antager det kvaliteten af at være en over-individuel forudsigelse. Mere præcist, det er forudsigelsen af et individuelt mål for handling som et partielt aspekt af en hvælven sig over konstellationen af mål i kollektiv handling, hvor resultaterne forstås som værende i eksistentiel interesse for individet ( f.eks. koordinationen af jæger og klapper). Isolation af et individ fra eksisterende muligheder for kollektiv kontrol over livsom- stændighederne og subjektivering af tilfældighederne ved eksisterende  betingelser resulterer i subjektiv lidelse, hvilket vi har identificeret som en specifik menneskelig angst  - en frygt handlingsmæssig magtesløshed. Kategorien "produktive behov" refererer til nødvendigheden, der føles i den subjektive erfaring med at forebygge og overvinde sådanne restriktioner. Det former derfor den emotionelle side af handlemulighed. Tilfredsstillelsen af de såkaldte sanseligt-vitale behov kan ikke opnås på et menneskeligt niveau indenfor dynamikken af umiddelbar individuel glæde eller simpel spændings reduktion alene, men er sammenkædet med den erfaringsmæssige vished mht. kontrol over de samfundsmæssige kilder til behovstilfredstillelse. Det forudsætter således frihed fra angst. "Sanseligt-vitale" og "produk- tive" behov markerer to sider ved den simple sammenhæng mellem personlig handlemulighed og subjektive situation.

 

9.

 

Den historisk-empiriske afklaring af forbindelsen mellem samfundsmæssig reproduktion og individuel opretholdelse af livet er blevet antaget at være essentielt i alle Kritisk Psykologiske analyser. Men for at dette kan gøres på en frugtbar måde, må visse korrektioner foretages. Således i Holzkamp's bog [42] Sinnliche Erkentniss [Sensous cognition] (1973) blev en tre-stadie "udlednings-logik" antaget, der skarpt adskilte analyserne af det "natur-historiske genese ved basale biologisk-organismiske karakteristika" fra analyserne af den "samfunds- mæssigt-historiske oprindelse af de mest generelle, specifikt menneskelige karakteristika" af det psykiske . På et tredie stadium, måtte de sidstnævnte gives en konkret analyse i form af deres "determinering fra det borgerlige samfund". Denne fejltagelse blev senere korrigeret til fordel for en konsistent naturhistorisk afledening af den menneskeligt samfundsmæssige type af psykisk individual udvikling. Lovmæssighedens karakter i subjektudviklingen blev så udledt fra dens relation til historisk konkrete samfundsmæssige betingelser, der var nødvendige for dens realisering.

 

I denne forbedrede forståelse af de tre historiske trin (Holzkamp, 1979), var der en tendens til at få de mest generelle samfundsmæssige determinanter ved det psykiske til at stemme med den funktionelle og historiske rekonstruerede psykiske aspekt ved den menneskelige natur. Dette ignorerede det faktum , da den samfundsmæssigt-historiske proces er blevet domine- rende, at det naturlige potentiale for socialisering [Vergesellschaftung] udfoldes under betin- gelserne af økonomiske samfundsmæssige formationer som uafhængige opretholdelses systemer markeret af arbejdsdelingen. I disse er, i kontrast til de tidlige former og over- gangsformer af kooperativt-socialt liv, i hvilke den objektive reciprocitet af individuelle bidrag og samfundsmæssig produktion blev både umiddelbar og umiddelbar forståelig, "byrden" i nødvendigheden af at deltage i nogen grad fjernet fra individerne. Sådanne strukturelle karakteristika ved en "overordnet samfundsmæssig mediering af individuel eksistens" forbliver dog tilbage mht. at skulle betragtes kategorielt mht. generel , historiske "menneskelige" træk ved psykoontogenesen. Hvis de abstrakte-generelle karakteristika  af overordnede samfunds- mæssige relationer i sig selv forbliver uforklarede, så kan specielle samfundsmæssige relationer og deres psykiske implikationer ikke forstås fuldt ud i hele deres specificitet. Yderligere, i begreberne om den nødvendige interrelaterethed mellem samfundsmæssig og individuel reproduktion, bliver det foreslået , at det er individets fænomenologiske standpunkt, som det handler om; objektive og subjektive nødvendigheder er begrebsmæssigt kontamineret med tilsvarende normative konsekvenser.

 

Denne type problemer bliver ikke fundet i Kritisk Psykologi'ske arbejder før Holzkamp's Grundlegung der Psychologie [Foundation of psychology] (1983). I Holzkamp-Osterkamp's "nyfortolkning" af Freudiansk psykoanalyse (1976) kom der subjekt-videnskabelige konkre- tiseringer af vore kategorielle bestemmelser til syne mht. empirisk subjektivitet i det borgerlige samfund. Imidlertid var disse ikke fuldt dækkede gennem de eksplicit udvidede generelle definitioner og procedurelle foreskrifter (Jvf. Holzkamp's kritiske gennemgang af tidligere arbejde, 1984), og denne modsigelse krævede en dynamisk løsning. Den kunne, naturligvis, ikke søges ad hoc i en umiddelbar empirisk [43] orientering mod subjektet, men kun i en præcis historisk rekonstruktion af den psykiske side ved menneskelig historie. Den indi- viduelt-videnskabelige analyse af kategorierne ved det psykiske kan i overenstemmelse hermed kun blive udført funktional-historisk, hvor det stiler mod aspekter, der kan forstås som resul- tater af en genetisk baseret, fortsat, og progressiv evolutionsproces. Yderligere kategorielle kvalifikationer ved de samfundsmæssige muligheder for udvikling af det psykiske bliver opnået ved at skifte analysen over til det samfundsmæssige-teoretiske niveau, og objektivt at karak- terisere de konkrete, historiske livs situationer som bestemt af samfundsmæssig formation, klasse eller position i samfundet. Disse bliver så betragtet i termer om deres genspejling i den psykiske, subjektive situation: "De individual-videnskabelige kategorier, som vi ønsker at udvide med det formål at afsløre den menneskelige, samfundsmæssige specificitet ved det psykiske, må derfor ikke blot gribe den nye kvalitet ved de tidligere differentierede funktionelle aspekter af det psykiske i transformationen til stadiet af samfundsmæssig udvikling, de må på samme tid repræsentere medieringskategorier, i hvilke medieringen mellem det objektive (Dvs., materiel, økonomisk, osv.) og de psykiske bestemmelser af de samfundsmæssige person-verden relationer bliver begrebsmæssigt portrætteret på en adekvat måde". (Holzkamp, 1983:188ff,192; Holzkamp, 1984, om den metodologiske markering af grænserne ved funktional-historisk analyse og ved vejledningerne for individual-videnskabelig kategori analyse, som går udover det.).

 

Hvorledes er så dimensionerne og aspekterne ved det psykiske kvalificerede ved deres relation til den samfundsmæssige-historiske proces som en helhed? Det er kritisk at se, at de objektive menings strukturer indikerer aktioner, der må føres ud i livet af medlemmer af samfundet, hvis den samfundsmæssige reproduktionsmekanisme skal opretholdes. Fra individets standpunkt repræsenterer de kun generaliserede samfundsmæssige muligheder for handling. I princippet er der altid alternativet at forkaste dem fremfor at udføre dem. Beslutningen er på ingen måde vilkårlig. Hvorledes jeg relaterer mig selv subjektivt til meninger afhænger af graden, hvori jeg kan eller må forvente at min handling resulterer i en øget eller mindsket kontrol over betin- gelserne for og tilfredstillelserne i livet. Inkluderet heri er en specificitet af subjektiviteten som intersubjektivitet: I denne oplever jeg mig selv som kilden til intentioner og handlinger, jeg er opmærksom på at andre, ligeledes, handler udfra grunde om at udvide deres egen kontrol og at dette i princippet er forståeligt for mig.

 

Den objektive samfundsmæssige mulighed og den essentielle kvalitet ved menneskelig sub- jektivitet, der afhænger af den, nemlig at være i stand til at relatere sig selv bevidst til verden og til sig selv, implicerer at menneskelig handling ikke kan forstås enkelt som værende "betin- get"; det må forstås som "begrundet". Livsmæssige betingelser bestemmer ikke direkte individernes handlinger, men arbejder som objektive meninger i betydningen som præmisser i konteksten for subjektiv begrundethed. Traditionelt, betingethed er absolutteret (som jeg allerede har indikeret), og til og med, [44] subjektivitet bliver forstået som ikke-objektiviserbar. Alternativt (som i symbolsk interaktionisme), meningsfuldheden og begrundetheden i menneskelig handling bliver understreget på bekostning af enhver forståelse af, hvorledes begrundetheden for handlinger bliver medierede i objektive betingelser. I begge tilfælde bliver specificiteten ved den menneskelige person-verden relation tabt.

 

Fra vor begrebsliggørelse af handlings-menings interrelateretheden følger det, at der ikke er nogen opposition mellem subjektivitet og samfundsmæssighed. Den subjektive, aktive karak- teristik af handling  -  dvs. det faktum, at måden til realisering af generaliserede sam- fundsmæssige muligheder for handling, som objektivt bestemmer dimensionerne og målet for individuelle handlinger, har subjektiv begrundethed   -   repræsenterer et nødvendigt aspekt ved overordnet samfundsmæssig system opretholdelse.

 

 

10.

 

Alt dette skulle, selvfølgelig gøres konkret under hensynstagen til specifikke livsom- stændigheder  -   i vort tilfælde dem i det borgerlige samfund, med dets antagonismer mellem samfundsmæssig reproduktion og privat tilegnelse. Denne modsigelse mellem de rige mate- rielle muligheder for individuel udvikling og behovstilfredsstillelse, og deres mangel på reali- sering grundet en massiv udelukkelse af selvbestemmende kontrol over individualiteten, gen- nemstrømmer relevante livsmæssige samfundsbetingelser i en meget bred vifte af dagligdags livssituationer  -   og bliver, på samme tid, mystificeret der. Individer konfronterer aldrig samfundsmæssige relationer i deres helhed, men lever deres liv i umiddelbar reference til deres dagligdags praktiske livsverden. Dette former en objektivt bestemt del af den overordnede samfundsmæssige struktur, uden, imidlertid, at det bliver tydeligt i konteksten af meninger og begrundethed (for handling) på subjektets standpunkt i hans eller hendes livs verden. Interrelateretheden bliver både indeholdt i og gemt her på en modsigende måde, der er bestemt historisk gennem de borgerlige produktionsrelationer.  

 

Vi har omtalt den modsigelsesfulde relation mellem "umiddelbarhed" og "formidlethed" ved at differentiere den dobbelte mulighed som findes i enhver eksistentielt relevant situation. Indi- vider bliver konfronteret med de "restriktive" og de "generaliserede" alternativer, enten at søge handlingsstyrke indenfor grænserne af givne eller tilladte betingelser eller at udvikle den gennem udvidelse af den eksisterende ramme. Det sidste implicerer risikoen for fejl, specielt hvor forsøget støder mod ydre stivnede barrierer.

 

Kategoriparret "generaliseret versus restriktiv" handlingsevne hjælper til at forstå graden i hvilken individer kan modstå samfundsmæssige pres imod at ofre udvidelsen af deres muligheder for at handle og kvaliteten i deres liv, og hvordan og i hvilken udstrækning de sam- fundsmæssige foreslåede tilpasninger synes fornuftige for dem. I sidste tilfælde, som er typisk for vore omstændigheder, må det forstås hvorledes, under forudsætningen at ingen [45] be- vidst bliver hans eller hendes egen fjende, er det subjektivt fornuftigt at underkaste sig betingelser, der er begrænsende og skaber lidelse, og som derfor også bidrager til konsolideringen af den restriktive ramme. Dvs., det er nødvendigt at udarbejde hvilke, overfor aktuelle eller antagede trusler om sanktioner gennem hvilke selv den tilstedeværende handlingsstyrke bliver omdiskuteret, er kort tids fordelene ved befrielse for konflikter og umiddelbar behovsopfyldelse. Sådanne fordele opnås sædvanligvis kun på bekostning af andre, istedet for at gå sammen med dem i en bestræbelse for kontrol over eksistensbetingelserne, osv. Her må en person altid frygte eller reelt erfare, at han eller hun begrænser basis for hans eller hendes eget liv og chancerne for, i fællesskab med andre, at overvinde individuel lidelse, fordi, på baggrund af samme interessekalkulation hos andre, man er truet af identisk, reciprok behandling.

 

Vi skal ikke udelukkende forestille os modsigelsesfyldte relationer i den politiske sfære: Magt strukturerne, konkurrence, og interesse konflikter i det borgerlige samfund kan ikke undgås gennem tilbagetrækning ind i en antaget privathed. Man kan her tænke på et barns situation, som, idet det bryder tætte bindinger til en moder som ville foretrække at opretholde den barnlige afhængighed, risikerer at miste moderlig omsorg og eksisterende handlemuligheder. Alternativet ved at beholde disse gennem at handle "barnligt" kan være svært at modstå, selv- om det står i vejen for udvikling i det lange løb.

 

Generelt, begreberne "generaliseret" og "restriktiv" handlingsevne refererer ikke til enhver specifik situation, men snarere til den universelle konflikt involveret i forfølgelsen af éns egne interesser, som omhandler  beslutningen om enten at forsone sig med det, der er givent, eller at bevæge sig hen imod en udvidelse af éns egen kontrol.

 

Den modsigelsesfyldte relation mellem generaliseret og restriktiv handlingsevne er blevet bevist mht. forskellige aspekter ved psykisk fungeren. Jeg kan nævne den kategorielle distinktion mellem "begribende tænkning" [Begreifen] og "fortolkende tænkning" [Deu- ten].Disse er ikke blot modsatte mængder i kognitiv psykologi; de former rent faktisk et principielt aspekt ved begrebet handlingsevne så vidt som det sidste afhænger af typen af kognitiv forståelse af den ikke-tydelige overordnede samfundsmæssige kontekst ved bestemmelser i den umiddelbare livs verden. "Fortolkning" er den tænkemåde, hvori en pragmatisk orden bliver skabt i overfladiske betingelser, relationer bliver simplificerede og personaliserede, og trusler mod handlings styrken og livs kvaliteten bliver fortolket som stigende, hvor de opleves, og som foranderlige samtidig, nemlig i livs verdenen. "Fortolkning" er, så at sige, en tænkemåde, som er kort sigtet med hensyn til dobbelt muligheden i handling. "Begribende", i modsætning hertil, betyder en kognitiv transcendens af den umiddelbarhed, indsigt i implikationer ved en bestemmelse [46] af subjektet af hans eller hendes livs chancer gennem aktive forsøg på at påvirke samfundsmæssige betingelser. Til dette korresponderer en emotionel parathed til handling, som,  som "generaliseret emotionelt engagement", vi sætter i modsætning til "indadvendthed", et emotionelt stadium, der involverer en uægte adskillelse af "følelser" fra tænkning og handling. Det er yderligere blevet vist, at motivation ikke er en psykisk ting, som kan udvikles på en hvilken som helst måde. "Motiveret"  handling er essentielt afhængig af den objektive og erkendte reale mulighed, som er sammenkædet  til individuelle mål om udvidet kontrol over realiteten og forøgelsen af den subjektive kvalitet ved livet. I modsætning til dette er "indre tvang" en kvasi-motivationel internalisering af bestemthed fra fremmede andre, i forløbet af hvilket den indre forbindelse til den ydre tvang, som bestemmer handling, ikke længere er set. Handling under indre tvang indikerer derfor den subjektive mystifikation af undertrykkelse gennem de dominerende kræfter i livet. ( Osterkamp studerede modsigelserne af "restriktiv handlingsevne", "indre tvang", osv., som aspekter ved "selvfjendskab" og blev gennem dette ført til en genfortolkning af de psykoanalytiske begreber superego, det ubevidste og forsvarsprocesserne.).

 

Med dette kategoripar, "generaliseret" og "restriktiv" handlingsevne, sammen med deres funktionelle aspekter, arbejder vi med generelle bestemmelser af retningen for subjektets udvikling i det borgerlige samfund, og ikke med umiddelbare empiriske beskrivelser. Hvor- ledes alternativerne for handling indeholdt i sådanne muligheder konkret opleves og over- sættes til praksis er et spørgsmål til besvarelse af empirisk forskning.

 

Det som kan opnås på niveauet for analyse af kategorier på basis de begrebslige distinktioner, jeg har beskrevet, er imidlertid en "re-duktiv" rekonstruktion af nødvendige og mulige ontogenetiske former for udvikling fra "hjælpeløsheden" hos den nyfødte til "den personlige handlingsevne" hos det voksne individ? Holzkamp (1983: 417ff) forklarede overgangen fra den kvasi-naturlige verden hos barnet til de tidligeste muligheder for at realisere samfundsmæssige meninger ( som muligheder for handling) i barnets praksis som en "udviklingsmæssig-logisk" sekvens fra "social signal indlæring", gennem "social intentionalitet", til "generaliseringen af meninger". En udviklingsmæssig sekvens, som bygger på dette, er overgangen fra umiddelbare, kooperative former for at hamle op med rammen i hjemmet til "den transcedentale umiddelbarhed" i ydre kontrol centre. Begge mulige udvik- lingslinier bliver bevist gennem identifikation af tidlige former for "restriktive" og "generaliserede" alternativer af handlings styrke. På denne basis er en relation til éns egen barndom, som er enten indskrænket eller bevidst, blevet udvidet som en biografisk dimension ved voksen handlingsevne. [47]

 

11.

 

Afklaringen af fundamentale metodologiske principper og udledningen af relevante kategorier har været centrale opgaver for Kritisk Psykologi. Væsentlige fremskridt med begge opgaver har tilladt os at oversætte den historisk-empiriske funderede kategoridefinition af vort emne ind i empiriske studier i den snævre betydning og teoretiske forklaringer af specielle processer.

 

Det, som vi har sagt om funderethed og forståelighed fra "subjektets standpunkt" som speci- fikke træk ved det psykiske på det samfundsmæssige niveau, kunne muligvis føre læseren til at misforstå vor empiriske tilnærmelse som tenderende imod "det hermeneutiske". Vi tilbageviser denne slutning. Den er et udtryk for den traditionelle dikotymi af positivistisk-faktuelt og her- meneutisk-fortolkende videnskab. Rehabiliteringen  af éns unikke egen oplevelse, som vi inten- derer, skal ikke blandes sammen med antagelsen, at individet er fastlåst i en ramme af enkelt fortolkelige subjektive meninger. "Den umiddelbare oplevelse" former et uomgængeligt punkt for afsæt for psykologisk analyse, fordi det er subjektets middel til tilgang, fra et livsverdens standpunkt,  til de objektive samfundsmæssige betingelser i livet så længe som disse, som meninger, bliver præmisserne for individuelle handlings planer. Givent denne oplevelses platform for en ny fremgangsmåde, kræver et videnskabeligt arbejde den garanti, at medtagelsen af den individuelle subjektivitet holder fast ved videnskabelige kriterier for generaliserbarheden og objektiviteten i erkendelse. Derfor er vi bekymrede for forståelsen af niveauerne for psykisk formidlethed mellem den subjektive situation  og objektive omstæn- digheder på basis af vore kategorier. Dette betyder, at den subjektive situation for et individ kan forstås som en speciel fænomenologisk form af den samfundsmæssige typiske, basale psykiske situation for individerne. Dette har intet at gøre med typologisk klassifikation; snarere vedrører det analyseren, med personen involveret, af eksistentielt sammenvoksede måder for at hamle op med eksisterende handle rum og ( hvor muligt, i fællesskab med andre) at udvide dem. Ideen er at dæmme op for tendenser i retning af at genfortolke objektive indskrænkninger ind i subjektive indskrænkninger, og at styrke skridt mod subjektiv udvidelse af kontrol.

 

Ifølge Lewin's (1931/1981) kritik af frekvenstænkning og hans begreb om at generalisere fra et "enkelt tilfælde" til "sådant et tilfælde" qua "hændelsestype", udvidede Holzkamp (1983) en Kritisk Psykologisk forståelse af konkret generalisering som "generalisering af muligheder" eller af "strukturer". Dette er ikke stedet for en mere detaljeret beskrivelse af vore begreber om generalisering, lov, det enkelte, og af det typiske eller af vore ideer om enheden mellem praksis og produktionen af erkendelse i empirisk forskning og vor intersubjektive behandling af forsknings subjekter som medforskere. Mange af vore definitioner [48] er stadig betingede i deres natur; specielt er den strategiske status af traditionel empirisk metode stadig et åbent spørgsmål.  

 

Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at vore analyser har metodologiske konsekvenser for den eksperimentelt-statistiske verificerbarhed af psykologiske teorier for så vidt, som disse er formulerede eller intenderede som udsagn om konteksten for baggrunden for menneskelig handling. Som Holzkamp (1986) var i stand til at vise, slår denne intention til kernen i nomo- tetisk social psykologi ( i det mindste implicit): De fleste teorier, for så vidt de ikke er strin- gent behavioristiske, indeholder baggrunde for handling. Indenfor variabelpsykologiens verifi- kationsskema er sådanne baggrunde skjult  bag udsagn af udelukkende betinget natur. Denne camouflage nødvendiggør en fortolkning af empiriske resultater, der kunne beskrives som en spekulativ klargørelse af præmisserne for individuel handling. Den er ikke relateret på nogen passende repræsentativ måde til operationaliserede hvis-så hypoteser; derfor tester de ikke, hvad de hævder at teste. Dette er en radikalisering det tidlige Kritisk Psykologiske fund om "videnskabelig ubestemthed".

 

Hvis det er sådant, da er behovet for en (ny) paradigmatisk begrundethed af psykologi ikke blot en grille hos marxistiske videnskabelige "hjælpsomme" videnskabsmænd (her sprogkonstruktion: "do-gooders" som nedladende navn på en type videnskabsmænd o.a.) som svar på en "krise i psykologien", som de selv har opfundet. Denne grundlæggende opgave må ærligt ses i øjnene også af ikke-marxistiske videnskabsmænd, for så vidt som de gør noget krav overhovedet på metodologisk stringente og empirisk verificerbare, meningsfulde resul- tater. 

 

 

NOTER

 

1. Når vi taler om Kritisk Psykologi i forbindelse med udviklingen i Vestberlin, skal det ikke forstås som refererende til blot et lokalt fænomen. Der var "international kongresser" i Marburg 1977,1979 og 1984, "ferie seminarer" i Graz, Østrig, i 1983, i Fulda i 1984, i Innsbruck i Østrig i 1985 og igen i Fulda i 1987. Eksistensen af talrige forsknings-og studiegrupper og professionelle udøvere, både i Vesttyskland og i andre lande, såvel som overregional fordeling af forfattere bidragende til serierne "Texte zur Kritischen Psychologie" (Frankfurt a. M.: Campus) eller til tidskriftet Forum Kritische Psychologie (Vestberlin: Argument), vidner begge om dens ikke-lokale natur. De lejlighedsvis anvendte etiketter "Holzkamp Skolen" eller  "Berlin Skolen for Kritisk Psykologi" for ikke at nævne den misforståede term "skole" er blot personaliserede kryptogrammer, som misbruger termen "skole". De er kun akceptable i betragtning af det faktum, at med universitetsreformen 1969, og specielt efter vinteren 1970/1971, da den konservative klike af professorer og deres assistenter dannede deres eget "Institut for psykologi" ved  fakultetet for pædagogik, var reorganiseringen af akademisk uddannelse i psykologi, som efterfulgte det "Psykologiske institut" ved det tidligere filosofiske fakultet, så fakultet II, Filosofi og Socialvidenskab,  enestående for alle institutioner  for højere uddannelse i Berlin og FRG. Det progressive alternativ som det resulterede i (massivt obstrueret i dets udvikling gennem tab af positioner og andre politisk motiverede angreb) var meget  det arbejde som var skabt af dem, der deltog i udviklingen af Kritisk Psykologi. Imidlertid var det gennemgående formet af de kampe indenfor instituttet, udvidet indtil midten [49] af 1970´erne,  rundt om programmet for materialistisk forskning, professions uddannelse, og  demokratisk praksis orienteret i retning af det arbejdende folk i det borgerlige samfund. Denne kamp tog en generaliseret politisk form i oppositionenen mellem  dens protagonister, Aktionsgemeinschaften von Demokraten und Sozialisten [Action Alliances of Democrats and Socialists] og studenterorganisationen af det Maoistiske Kommunistiske Parti i Tyskland. Kortfattet, Kritisk Psykologi (i den snævre betydning) så i denne kontekst dens første og relativt mest udviklede formulering i forskning og undervisning og finder stadig sit personlige focus i den Vestberlinske arbejdsgruppe omkring Klaus Holzkamp, for ikke at tale om den senere mangfoldighed af regionale centre for Kritisk Psykologi.

 

2. Benno Ohnesorg var en student, som, d. 2 juni 1967, blev skudt og dræbt af det Vestberlinske politi foran den tyske opera ved en demonstration mod Shah´en af Iran.

 

3. Disse bidrag blev for det meste offentliggjort i Zeitschrift für Sozialpsychologie efter at have cirkuleret  i første udformning til diskussion i studentersammenhængene ved de psykologiske institutter.

 

4. Der er yderligere fundamentale orienteringer, der korresponderer til dette i samtidige videnskabelige teorier, inklusive ikke-marxistiske teorier, dette taler om fejlen ved (verifikation og falsifikation) logikken ved teorievaluering og  -  for så vidt som Feyerabends metodologiske anarkisme ikke favoriseres som en løsning  -  forlanger arbejde mod et rationale for genesen af begreber og teorier.

 

5. Marx og Engels´historiebegreb som en subjekt-relateret proces kan der ikke gås i detaljer med her. Imidlertid nævner jeg  -  grundet dens styrke som programatisk udsagn  -      forklaringen på de "reale præmisser" for al menneskelig historie "fra hvilken abstraktion kun kan foretages i fantasien" i Die Deutsche Ideologie (Marx & Engels 1846/1969: 20). Yderligere vil jeg henlede opmærksomheden på Marx´opsummering af den "profane historie"  indeholdt i hans brev fra december 1846 til Annenkov ( Marx, 1846/1965: 451) og rettet mod Proudhon´s Hegelske fantasmer. Det rådne mht., at "for Marx er historie komplet automatisk uden menneskelig deltagelse, som om der blev spillet med disse mennesker som rene skakbrikker for økonomiske relationer, der i sig selv er skabt af mennesker, "var allerede på hans tid latterliggjort af Engels som en "ekcentrisk påstand " ved den "metafysiske Dühring" (Engels, 1890/1970: 83).

 

6. Denne mystifikation findes i den almindelige idé om en instinktuel skæbne af tvungen socialisation,  der bliver betragtet som sørgelig eller som civiliserende, afhængig af teoretisk smag. ( se Maiers, 1985).