Oversættelse af kapitel 3 og 4 i

Kappeler, Holzkamp, H.-Osterkamp:

Psychologische Therapie und politisches Handeln.

Campus Verlag, Frankfurt/M 1977.

 

C  Jørn Graabæk Nielsen. Psykologisk Laboratorium. Oktober 1979.

For indskrivning og korrektur: Ulla Britt Raynagard Hansen, Gaderummet-Regnbuen

 

 

 

Indholdsfortegnelse                    

3. Den uafhængige begribelse af klientens objektive klasse- og placeringsspecifikke livssituation som det metodisk første skridt i den terapeutiske aktivitet. 2

3.1.  Kritisk-psykologisk afledning af de objektive livsbetingelsers metodologiske primat. 2

3.2. Klientens objektive situationelle livsstilling som individspecifik udprægning af hans klassesituation. 4

3.3. Den terapeutiske irrelevans af isoleret fremhævede tilfældige kendsgerninger. 8

4. Den sekundære karakter af klientens objektive personale livssituation. 10

 

 

***********************

 

 

3. Den uafhængige begribelse af klientens objektive klasse- og placeringsspecifikke livssituation som det metodisk første skridt i den terapeutiske aktivitet.

3.1.  Kritisk-psykologisk afledning af de objektive livsbetingelsers metodologiske primat.

 

Opfattelsen af de objektive livsbetingelsers metodologiske primat er ikke en ideologisk forudindtaget vurdering, men lader sig videnskabeligt begrunde i den Kritiske Psykologis empiriske, funktional-historiske analyser (som den er nedfældet i de indtil nu 7 bind af "Texte zur Kritische psychologie"[1]) Allerede på det biologiske niveau er de levende væsners morfologiske særegenheder og adfærdsrepertoire kun forståelige i kraft af afladningen udfra de artsspecifikke livsbetingelser, som organismerne "tilpassede" sig i fylogenetisk evolutionslovmæssige optimeringsprocesser af artens opretholdelse, og som altså "genspejles funktionelt" i deres struktur og adfærdsmuligheder. Også menneskenes morfologiske beskaffenheder, handleevner, kognitive præstationsmuligheder, emotionelle vurderinger, behov etc. skal i deres elementære biologiske dimensioner afledes af optimeringsprocesser med en effekt af "overlevelse" under bestemte "artsspecifikke" livsbetingelser i løbet af antropogenesen.(s.nedf.) Omslaget af den rent fylogenetiske udviklingsproces i den specifikt "menneskelige" dvs. den samfundsmæssig-historiske udvikling er kendetegnet ved, at menneskene ikke længere opretholder deres liv gennem en ren tilpasning til naturlige omverdensforhold, men for at sikre deres eksistens må omforme naturen til i samfundsmæssig produktion i kraft af aktive kooperative frembringelser af de betingelser under hvilke de kan overleve og udvikle sig, hvorved den evolutionære optimering af de levende væsener henimod verden her overlejres af den omvendte optimeringsproces af verden henimod menneskene. Mennesket har altså på den ene side nået frem til de motoriske, kognitive, emotionelle etc. muligheder for samfundsmæssig produktion i den fylogenetiske proces, hvor på den anden side realiseringen af disse muligheder følger af individernes udvikling ind i de givne konkrete formations-, klasse- og placeringsspecifikke samfundsmæssige livsbetingelser, således som de er opstået i den historiske proces. Derved er den for de enkelte individer givne mulighed for sikring og udvikling af deres personale eksistens, igennem den specifikke måde for "menneskelig" livsopretholdelse som samfundsmæssig, bundet til de individuelle bidrag til samfundsmæssig livssikring, da samfundsenheden kun kan overleve alene gennem i kraft af de enkelte medlemmers bidrag og således er også det enkelte individs eksistens afsikret. Dette betyder, igen modalt set, at de, til livssikringen af en samfundsenhed i dens konkrete historiske bestemte form, nødvendige evner, egenskaber, holdninger, behov etc. må reproduceres personalt i løbet af den individuelle samfundsmæssiggørelse af de enkelte samfundsmedlemmer i deres livssikrings interesse. Særegenheden ved de konkrete individuelle livsnødvendige evner, behov etc. kan altså kun afledes af de samfundsmæssigt nødvendige kravsstrukturer under historisk bestemte objektive livsbetingelser. De konkrete individuelle personligheder må i overensstemmelse hermed begribes som resultat af den individuerende realisering af samfundsmæssige krav under bestemte rammebetingelser, i forbindelse hermed også de "atypiske"[2] forfejlinger etc., af de samfundsmæssige nødvendigheder i den personlige livsførelse og eksistensbeherskelse. Da den menneskelige eksistensopretholdelse, som antydet, ikke længere følger af sig selv under forudgivne betingelser i den "artsspecifikke omverden" ligesom den dyriske, men må frembringes i kraft af aktive omverdensindgreb, er den centrale dimension ved de individuelle nødvendigheder til personal eksistenssikring og personlighedsudvikling den bevidste kontrol over egne livsbetingelser. Fordi menneskenes individuelle eksistens kun kan afsikres i kraft af den samfundsmæssige produktion, er kontrollen over egne livsbetingelser kun realiserbar i det omfang den samfundsmæssige livssikringsproces, som ens egen eksistenssikring afhænger af, samtidig bevidst kan kontrolleres; evnen til kontrol over egne livsbetingelser er altså fuldt udfoldet, i det omfang den samtidig er deltagelse i den bevidste kontrol, dvs. den mod livsnødvendighederne rettede forandring af de samfundsmæssige livsbetingelser. I kraft af den samfundsmæssige produktions nødvendige kooperative karakter, er den individuelle udvikling af handleevnen i retning af den, ved deltagelse i den samfundsmæssige realitetskontrol, opnåede kontrol over egne livsbetingelser ensbetydende med en til stadighed udvidet overvindelse af "rent" sociale relationer til de andre mennesker gennem "kooperativ integration", dvs. sammenslutningen med andre om samfundsmæssigt nødvendige mål hvis realisering samtidig øger indflydelsen på egne livsbetingelser. I det omfang den enkelte yder betydningsfulde bidrag til opnåelsen af det fælles mål om forbedring af livsbetingelserne, opnår han også betydning for den anden, bliver af denne "bekræftet" i sin eksistens og støttet i sin udvikling (en mere udførlig sammenfatning af den hermed kun groft skitserede afledningssammenhæng under henvisning til det tilgrundliggende empiriske materiale findes hos K. Holzkamp: Die Überwindung der Beliebligkeit psychologischer Theorien durch die Kritische Psychologie, Teil I und II, Zeitschrift f. Sozialpsychologie, Bd.8, 1977).

De konkrete individer er altså "prædestineret" modalt henimod eksistensopretholdelse og tilværelsesbeherskelse under samfundsmæssige livsbetingelser i kraft af historiske optimeringsprocesser af forskellig specifitet, hvis resultater er ophævet i det mest udviklede stadium, således i kraft af fylogenetisk tilblevne potenser til handlings-, erkendelses- og behovsudvikling til deltagelse i den samfundsmæssige produktion overhovedet og i løbet af individuelle samfundsmæssiggørelsesprocesser i realiseringen af disse potenser til nødvendige bidrag til samfundsmæssige forhold. De konkrete samfundsmæssig nødvendige bidrag, i kraft af hvilke individet samtidig opnår kontrol over egne livsbetingelser, er her bestemt af de i produktionsforholdene givne klasse- og placeringsspecifikke kravsstrukturer indenfor den samfundsmæssige produktions afbejdsdelte helhed ("individualitetsformer") som individet konfronteres med.

I den antagonistiske klassevirkelighed i det borgerlige samfund er de samfundsmæssige nødvendigheder brudt i kraft af kapitalens partialinteresser i deres fulde gennemsætning i den totalsamfundsmæssige proces, så man tillige hermed kan tale om et modsætningsforhold mellem almensamfundsmæssige nødvendigheder og "nødvendigheder" til opretholdelse af den bestående samfundsstruktur udfra kapitalens standpunkt. Denne modsigelse må tillige med formidles mangefold, også genfindes i de konkrete individers særlige livsbetingelser således at den individuelle samfundsmæssiggørelse som udvikling af evnen til kontrol over egne livsbetingelser modsigelsesfyldt på en given særlig måde deformeres og tilbageholdes i løbet af den personale realisering af samfundsmæssige nødvendigheder i afhængighed af klasseforhold og placering, så individerne altså kun på en mere eller mindre begrænset måde opnår samfundsmæssig integration og dermed indflydelse på egne livsforhold og således at de tilhørende den afhængige klasse kun selv kan udvide denne indflydelse igennem organiseret sammenslutning til gennemsætning af deres egne interesser (perspektivisk sammenfaldende med de almene interesser) mod kapitalens partialinteresser igennem forandringer af de objektive livsbetingelser (smnlg. hertil Holzkamp 1976 og Holzkamp-Osterkamp 1975, 1976 ebd.).

 

 

3.2. Klientens objektive situationelle livsstilling som individspecifik udprægning af hans klassesituation.

 

I det klinisk-terapeutiske arbejde på grundlag af den antydede kritisk-psykologiske konception må der gribes tilbage til de almene resultater af den funktionel-historiske afledning af menneskelige potenser og udviklingsnødvendigheder udfra de objektive biologisk-samfundsmæssige livsbetingelser og udforskningen af lovmæssighederne for den individuelle samfundsmæssiggørelse som realisering (hhv. forandring) af formations- og placeringsspecifikke kravsstrukturer (for så vidt sådanne resultater allerede er forhåndenværende)(s.nedf.). Den specielle opgave for den terapeutiske aktivitet består i anvendelsen af sådanne almene erkendelser til afledning af de psykiske forstyrrelser hos den givne individuelle klient udfra de særlige livsbetingelser ind i hvilke han udviklede sig og under hvilke han må opretholde sin eksistens og beherske sin tilværelse; terapiens mål er hermed generelt set altid kvalifikationen (Befähigung) af klienten til opnåelsen af den optimale grad af kontrol over hans egne livsbetingelser, samfundsmæssig integration og bevidst livsførelse og selvudvikling i overensstemmelse med samfundsmæssige og individuelle livsnødvendigheder i fuld realisering og udvidelse af givne handlingsrum (smnlg. Holzkamp-Osterkamp 1976, kap.5.7.5). I forbindelse hermed må, generelt såvel som ved terapeutiske aktiviteter, livsbetingelserne begribes i deres objektive, af deres "subjektivering" i individuelle oplevelser uafhængige, beskaffenhed. Kun hvis man ved, hvilken slags livsbetingelser det er som klientens individuelle forarbejdning strandede på partielt og således på "atypisk" måde ikke nåede frem til mulighederne for at øve bevidst indflydelse på egne livsomstændigheder, kan adækvat forstå de psykiske forstyrrelsers oprindelse under netop disse betingelser og komme frem til passende terapeutiske aktiviteter. Begyndelsen af den terapeutiske proces er derved alment kendetegnet af patientens bevidstløse involverethed i sine egne modsigelsesfyldte og restriktive livsomstændigheder og af den blinde reaktion derpå til egen skade, slutningen på (den vellykkede) terapiprocessen (er kendetegnet) af bevidst erkendelse af egne psykiske vanskeligheders afhængighed af de objektive livsbetingelser, under hvis indflydelse der i løbet af individualudviklingen (som senere skal fremstilles på en mere lovmæssig måde) udviklede sig selvstændiggjorte fejlholdninger, tendenser til konfliktundgåelse, emotionelle forstyrrelser etc., og dermed erkendelsen af den til stadighed udvidede mulighed for at overvinde disse vanskeligheder, i kraft af den bevidste forandring af de betingelser, som de bliver fremkaldt af og opnå en optimal selvudvikling og livsførelse. Den almene sammenhæng imellem objektive samfundsmæssige livsbetingelser og psykiske forstyrrelser, der i begyndelsen kun kendes af terapeuten, men hvor imidlertid viden om den individuelle udprægningsform for denne sammenhæng endnu mangler, må altså i løbet af en gensidig læren af hinanden, i slutningen af terapien blive en bevidst erkendt sammenhæng for terapeuten såvel som for klienten i dens forskellige formidlingsplaner. Dermed kan først og fremmest klientens tilsyneladende rent "private" vanskeligheder begribes som individuelle fremtrædelsesformer for samfundsmæssige restriktioner af menneskelige livsmuligheder, hvorigennem isolationen tendentielt kan ophæves i retning af sammenslutningen med mennesker i objektivt set samme situation om det fælles mål til forbedring af de almene livsbetingelse (smnlg. Holzkamp-Osterkamp 1976, kap.5.7.5 og 5.7.6.).

Ved begribelsen af klientens objektive livsbetingelser, hans "objektive situationelle livsstilling" (smlg.ebd.454 ff.) skal denne livssituation, på den ene side, karakteriseres som en historisk bestemt klassesituation i det borgerlige samfund, på den anden side skal den konkretiseres henimod den adækvate karakteristik af denne klients helt særegne livs- og udviklingsomstændigheder, men hvor de individuelle omstændigheder på ingen måde skal adskilles fra klassesituationen, men begribes som netop individspecifikke udprægninger af klassesituationen. Herunder er, blandt de uoverskueligt mange kendetegn ved klientens objektive situation, som hans livs- og udviklingsomstændigheder, sådanne væsentlige at fremhæve og begribe, udfra hvilke de klasse- hhv. individspecifikke ydre rammer for muligheden og begrænsningen i udviklingen af evnen til kontrol over egne livsomstændigheder i den nuværende situation hhv. i løbet af den individuelle udvikling, kan erkendes.

De forskellige områder af klientens objektive situationelle livsstilling der skal begribes terapeutisk, arbejdssituation, situationen i institutioner udenfor det produktive område (skole, højskole, børnedøgninstitutioner) og situationen i det interpersonelle nære rum (smlg.ebd. 465 ff.) er alle, godt nok på forskellige formidlingsplaner, præget af den konkrete særegne egenart ved den samfundsmæssige produktionsmåde i dens klassespecifikke udformning, restriktion og modsigelsesfyldthed. Individets personale udvikling omfattende de livsomstændigheder hvis særegne kumulation i bestemte tilfælde frembringer psykiske forstyrrelser, kan principielt kun begribes tilstrækkeligt, ved at tage hensyn til de objektive tilværelsesbetingelser indenfor alle disse, i vekselvirkning stående, områder. Alligevel tilkommer det i visse henseender familiens nære rum en fremhævet betydning, ikke alene af den grund at her er de tidligste virkninger af klassesituationen som barnet fødes ind i og som foreligger for det-sig-udviklende individ og således på en måde udgør referencerammen for senere udviklinger og fejludviklinger: men derudover er familien netop i det borgerlige samfund, trods den reelle samfundsmæssige udprægethed, en tilsyneladende, fra andre livsområder, isoleret intimsfære, hvori der består specifikke afhængighedsforhold mellem børnene og forældrene, som under skærpede tillægsbetingelser ("Zusatzbedingungen"), kan føre til særlige vanskeligheder med individuelle tilværelsesbeherskelse(r) og som derfor i den terapeutiske proces, må erkendes og overvindes nøjagtigt (vi vender udførligt tilbage hertil).

Den ydre anledning til terapi ligger til stadighed i den opfattelse, som stammer fra klienten selv eller fra andre, at klienten lider under psykiske "vanskeligheder" eller "forstyrrelser", viser "symptomer" etc. som er ophævelige gennem psykologisk terapi, hvorved terapiens igangsættelse kommer i stand af klientens egen aktivitet eller igennem andres indflydelse hhv. magtmidler. I "Lothar W." Kappelers eksamenstilfælde, blev der af den psykiatriske poliklinik for børn ved FUB diagnosticeret "kontaktvanskeligheder, opdragelsesvanskeligheder, skolevanskeligheder" fortolket som udtryk for en "neurotisk fejludvikling" og derfor en henvisning af Lothar til at begynde på en psykologisk behandling. Karakteristisk for sådanne standardvanskeligheder, som de altid bliver kaldt, er, at det i forbindelse hermed ikke primært drejer sig om drengens vanskeligheder, men om vanskeligheder som andre har med ham. Af den grund lader det sig på ingen måde gøre også at aflede konkrete målbestemmelser for terapiens forløb udfra sådanne "klager" som skal overtages af klienten for at de derved skal kunne være realiserbare. I terapien må altså sådanne "overfladiske" vanskeligheder og symptomer gennemtrænges i udarbejdelsen af den egentlige, dybereliggende problematik. Dette kan på ingen måde foregå ved, som psykoanalysen mener, at man undviger fra den givne persons konkrete livssituation ind i den formodede individualbiografiske "dybde" i klientens tidlig-barnlige konflikter (smlg. Holzkamp-Osterkamp 1976, kap.5.7.7.), men ved, at man frem for alt begriber de objektive livsbetingelser, i hvilke de deltagende på en måde er blindt involveret, så der i kraft heraf på overfladen opstår "vanskeligheder", "symptomer" etc., hvis årsager og overvindelse ikke kan ses. Analysen af den objektive situationelle livsstilling, ikke alene klientens, men alle, i fremkomsten af "vanskelighederne", delagtige, altså først og fremmest forældrene, men også læreren etc., er altså det metodisk første skridt i enhver adækvat terapi og udgør forudsætningen for, igennem anknytning til en indsamling af forhold i de deltagendes overfladiske tilstand at begribe og forbedre deres subjektive livssituation igennem en kooperativ terapeutisk proces (s.nedf.). Dette betyder ikke, at her ligger terapiens første skridt rent tidsligt. Hyppigt vil i terapiens forløb, analysen af de involveredes subjektive livssituation stå i en snæver sammenhæng med udarbejdelsen af den objektive situation; begge disse aspekter skal imidlertid adskilles analytisk, fordi det der skal forklares ellers kontaminerer med (sammenblandes) grundlaget for forklaringen og den psykologiske afledningssammenhæng går tabt.

 

 

Ved gennemførelsen af Kappelers udarbejdelse af drengens objektive livssituation og udviklingsbetingelser bliver det tydeligt hvorledes K., udgående fra den samfundsmæssige bestemmelse af klassesituationen, i stadig stigende omfang begriber familien Weber og drengens situation indenfor familien udfra en hensyntagen til særlige betingelser som familie- hhv. individsspecifikke udprægninger af denne klassesituation, og dermed præcist opretholder den her adækvate afledningslogik fra det almene til det særlige og enkelte: til at begynde med ekspliciteres klasseanalytisk, den ved L.'s fødsel opnåede stilling af hr.W. som lavere funktionær i "mellemste tjeneste" (til BAT VI), som karakteriserer den her givne stilling som "ansat-proletariat", hvor der trods tilnærmelsen til de fremmedgjorte og meningstømte arbejdsbetingelser i hvilke der for proletariatet ved tjenesteydelser for statsapparatet består en modposition overfor massen af arbejdere og ved hvilken det er "nødvendigt" temmelig langt at overtage den borgerlige ideologi, i den gnidningsløse fungerens interesse (s.58ff.). De objektive betingelser for hr.W's bevidsthedsudvikling var altså præget af modsigelsen mellem funktionen som statsansat og fremmedgjorte arbejde, "opstignings-orienteringen" overfor proletariatet med en samtidig høj grad af materiel indsnævring af livsmulighederne og fraværet af virkelige udviklingsperspektiver. Børns situation i en gennem denne klassesituation karakteriseret familie, må på den ene side være kendetegnet ved, konfrontationen mellem den, udfra opstigningsorienteringen opståede, ideologisk retfærdiggjorte selv- og fremmedbestemte disciplinerende "flittige", "sparsomme", generelt mod "forsagelse" rettede livsførelse, med dens uophævelige materielle restriktioner, og på den anden side perceptionen af "arbejde" som ("Frohn"), byrde, nødvendigt onde, som forældrene kun nødtvungent lader sig underkaste; fremkomsten af denne perceptionsmåde bliver derved begunstiget af, at for børnene i familien bliver den stoflige side af afbejdet og arbejdsresultaterne generelt usynlig og dermed det nyttige, brugsværdiskabende aspekt af det samfundsmæssige arbejde. En graverende restriktion af børnenes livsmuligheder ligger her yderligere i, at kompensationsmulighederne, således som de står til disposition for proletariatets børn, ikke eksisterer for den efter "småborgerlige" tilværelsesbetingelser stræbende familie: mens "gaden" for arbejderbørn udgør et vigtigt erfarings- og afprøvningsfelt hvor, den fri kontakt med jævnaldrende er mulig, består det "småborgerlige" bomiljø, hvori familien W. befinder sig, af mindre med fra hinanden afskærmede "privatsfærer", hvor børnene står under streng kontrol fra forældre og naboer, uden nogen form for plads til ekspansiv legen (smlg. s.63ff.).

Kappeler påviser således de skærpede tillægsbetingelser, der som specificeringer af den skildrede klassesituation for Lothar førte til stigende begrænsninger af livsomstændighederne: den finansielle og psykiske belastning af forældrene ved opførelsen af deres eget hjem i fritiden, forældrenes afhængighed af bedsteforældrene, der flyttede med i huset og gennem hvis finansielle understøttelse husopførelsen alene var mulig, den finansielle nødvendighed af at fremleje og dermed rumlige indsnævring (Lothar må dele sit værelse med broderen), moderens død ved Lothars fødsel, den derigennem betingede vedholdende vekslen mellem plejepersoner til ind i andet leveår, således at drengens almene restriktive livssituation måtte erfare endnu en særlig tilspidsning, hvor den yderligere indskrænkning af Lothars livsrum gennem bedsteforældrene, som afskærmede Lothar og hans legetøj væsentligt fra andre (væsentligst for at undgå merudgifter), tilkom de i forvejen begrænsede kontaktmuligheder en yderligere reduktion, etc. (smlg. s.66ff.).

Som resultat af forældrenes og bedsteforældrenes klassespecifikke restriktioner, der slog ned i tilsvarende restriktive opdragelsesideologier med deres gennem den særlige livssituation betingede skærpelser, kom det til usædvanlige indskrænkninger af drengens livsmuligheder gennem opdragelsespersonerne. Således måtte den 14-årige dreng føre nøjagtig bogregnskab over 5 DM i lommepenge om måneden og bevise udgifterne overfor faderen, beklædningens former og snit, frisuren, indretningen og ordningen af hans værelseshalvdel (det rum som han måtte dele med sin 1½ år yngre broder) blev bestemt af forældrene, hans udgang var strengt indsnævret til kl.20.00; på den anden side krævede forældrene til stadighed drengens hjælp i husholdningen og i haven og ved istandholdelsen af bedsteforældrenes grave, ved opsyn og pasning af den yngre søster etc. Derved var opdragelsespersonerne i den restringerede småborgerligheds situation åbenlyst, i særlig stort omfang, indfanget i en ideologisk overdrivelse af forældrefunktionen, i overensstemmelse med at "forældre altid har ret" og altid kun vil "det bedste for børnene", hvorved alle de hårde restriktive tiltag overfor Lothar uden spørgsmål kunne udgives for retfærdige og i hans egen interesse.

Til en karakteristik af klientens objektive livssituation i, hans ved siden af familiens øvrige centrale livsområder, børnehaven og i særdeleshed skolen, ville til at begynde med en samfundsmæssig funktionsbestemmelse af disse institutioner i deres klassekarakter være på sin plads (hvad der kun implicit er gjort af Kappeler) og deres særlige "opdragelsesideologier", konkretiseret på de historisk forefundne børnehaver og skoler, hvor drengen blev "passet" og "opdraget" (vi vender senere tilbage til dette). Yderligere skulle også her de øvrige supplerende restriktioner udarbejdes som klienten netop var udsat for. I denne sammenhæng påviser K., at de udfra familien Webers særlige udprægningsform af sin klassesituation opståede indskrænkninger i drengens livsmuligheder også ved overgangen fra grundskole til gymnasium, måtte bringe specifikke restriktioner med sig i det skolemæssige område, fordi L. her blev konfronteret med "klassekammeraternes sociale og kulturelle 'standarder'", som for størstedelens vedkommende stammede fra bourgeoisiet og småborgerskabets øverste lag."Hverken med hensyn til lommepenge eller i fritidsmuligheder, med påklædning og da slet ikke med de 'hjemlige forhold', kunne Lothar konkurrere med de fleste andre elevers muligheder...". (s.74.).;etc.

 

At begribe den objektive livssituation i dens klassespecifitet og individuelle særegenhed er ganske vist på optimal måde lykkedes for K., målt med det daværende videnskabelige udviklingsniveau og med mulighederne indenfor et eksamensarbejde, men må imidlertid naturligvis principielt være mulig på en mere omfattende og systematisk måde; i den forbindelse er den af den Kritiske Psykologi gennemførte påvisning af de objektive livsbetingelsers metodologiske og metodiske primat, den teoretiske forudsætning for en stadig mere adækvat gyldighedsbestemmelse og kategoriel ("Aufschlüsselung") af den objektive livssituation i den terapeutiske proces.

 

 

3.3. Den terapeutiske irrelevans af isoleret fremhævede tilfældige kendsgerninger.

 

Spørgsmålet om hvorvidt der, ved begribelsen af klientens objektive livssituation, bliver taget tilstrækkeligt fuldstændigt hensyn til de relevante dimensioner, besvarer sig selv, som fremstillet, udfra kriteriet om de i de pågældende dimensioner givne muligheder og begrænsninger af kontrollen over egen livssituation. I den sammenhæng må betydningen af indskrænkende, potentielt "sygdomsfremkaldende" livsomstændigheder indenfor klientens historisk bestemte klasse- og placeringsspecifikke helhedssituation gøres erkendelig i deres historiske tilblevethed og foranderlighed på de forskellige planer og størrelsesordner, da en virkelig langsigtet overvindelse af de psykiske forstyrrelser, som er opstået som en reaktion herpå, kun kan lykkes i kraft af en faktisk forandring af livsbetingelserne i deres patogene aspekter. (s.nedf.) Heraf kommer tilbagetrædelsen i betydningen af hine isolerede "anamnetiske" data, som de foretrækkes at blive fremhævet af den psykoanalytisk påvirkede terapi med børn og unge: informationer om sådanne begivenheder fra forhistorien, som alene er individuelt tilfældige kendsgerninger, som altså ikke er bestemt af den klassespecifikke livssituation og som derfor på ingen måde kan give nogle oplysninger om den historiske oprindelse til og forandringsbetingelser for denne situation, hvorved, overvejende gennem ophobning af isolerede enkeltdata, den reelle samfundsmæssige livssammenhæng, der som helhed på en graverende måde begrænser klientens muligheder for selvbestemmelse og personlighedsudvikling, går tabt. - Hvis man anlægger denne synsvinkel på den skitserede analyse af Kappeler af hans klients objektive livsbetingelser, så viser det sig, at han rent faktisk (uden at kunne disponere over et tidligere udarbejdet kategorisystem) har udarbejdet egentlige væsentlige dimensioner ved drengens livssituation, hvad der i vidt omfang forbliver skjult for hans psykoanalytiske censorer (dommere, "Begutachtern") som i stedet, indfanget af deres eget indskrænkede ståsted, bebrejder ham, at han forsømmer data som han bevidst og berettiget indplacerer som mindre væsentlige, som en graverende mangel.

 

Således er de begivenheder, hvis undervurdering af Kappeler bliver irettesat af Petri (smlg. dokumentationen) - moderens død i barselssengen og opdragelsen af stedmoderen, placeringen i søskenderækken, bedstemoderens død da drengen var 7 år gammel o.lign. - samtlige absolut private tilfældige kendsgerninger og skæbneslag, som ikke står i nogen som helst sammenhæng med drengens klassespecifikke livssituation. Moderens hhv. bedstemoderens død, søskendepositionen o.lign., er som biografiske kendsgerninger ikke alene klasseneutrale, men opnår som sådan ikke engang det samfundsmæssige, dvs. "menneskelige" specifitetsniveau: også chimpanseungers livsforløb og psykiske sundhed er, som iagttagelser har vist (f.eks. af Lawick-Goodall) determineret og svært hæmmet af moderens død, bortfaldet af pleje fra de andre voksne dyr etc. Ved udelukkende at tage hensyn til sådanne "skæbnesvangre" kendsgerninger fra den tidligt-barnlige livshistorie, indskrænker psykoanalysen tillige med sin synsvinkel til sådanne begivenheder, som man principielt er hjælpeløst udleveret til; overfor moderens død eller stillingen i søskenderækken kan man jo "intet gøre", ved sådanne begivenheder lader der sig i overensstemmelse hermed heller ikke påvise nogle tidligere opståede tendenser, som nu skal overvindes, til undgåelse af udveksling (opgør) med omverdenen, til fortrængning af handlingsnødvendigheder og til flugt fra ansvaret overfor samfundsmæssige krav og dermed egen højereudvikling (som senere skal fremlægges mere nøjagtigt). - "Tilfældige" livshistoriske kendsgerninger som den nævnte er, som fremstillet, ganske vist terapeutisk af betydning, men ikke som selvstændige faktorer, men som skærpende betingelser indenfor den klassespecifikke livssituation, hvor udfra alene deres gyldighed kan bestemmes. For så vidt man derimod, som psykoanalysen, betragter dem isoleret som "psyko-dynamiske konstellationer" (smlg.Petri), der som sådanne må have patogene konsekvenser, så mistydes psykisk sygdom nødvendigvis som ren og skær individuel skæbne og enhver erkendelse af psykiske forstyrrelsers afhængighed af klassesituationen og altså også enhver kritik af de samfundsmæssige forhold som potentielt "sygdomsfremkaldende" blokeres radikalt, og muligheden og nødvendigheden af forandringen af egne livsbetingelser til en virkelig overvindelse af de psykiske vanskeligheder udklamres.

 

Når Petri videregiver undervisningsbedømmelsesudvalgets mening, at det ikke tilstrækkeligt er lykkedes Kappeler "at formidle mellem psykoanalyse og marxisme, dvs. beskrive dialektikken mellem individ og samfund" (smlg.s.306.) hhv. vidergiver Kappelers forsømmelser af de nævnte "psyko-dynamiske konstellationer", hvortil den "ensidige historisk-materialistiske ansats" med dens blindhed overfor "dialektikken mellem samfundsmæssig situation og individuel dynamik", ville kunne føres tilbage, så lader han sig ikke mærke af, at til trods for alle "marxistisk" klingende talemåder leverer han selv et instruktivt eksempel på den absolutte uforenelighed mellem psykoanalytisk og marxistisk funderede terapiansatser. Når man vil aflede den "individuelle dynamik" af "private" tilfældigheder, af familiale konstellationer på det organismiske niveau, så kan dens formidling med den samfundsmæssige situation aldrig begribes videnskabeligt. Heri ændres heller intet, når man - som mange "kritiske" psykoanalytikere - betragter den familiale ursituation som på sin side betinget af "produktionsforholdene" og dermed forsøger at "historicere". Det er simpelthen umuligt og absurd allerede som forehavende at ville begribe den historisk specifikke klassesituation, som familiesituationen er en del af, ved hjælp af uspecifikke-organismiske beskrivelsesdimensioner som "amningsrytmen", "renlighedsopdragelsens" art og intensitet, graden af "fader hhv. moderfiksering" i den "ødipale" konstellation, "søskendeposition", "kærlighedsobjekters" død. Uanset med hvilke kendetegnskombinationer ved sådanne beskrivelsesdimensioner man ville kunne indkredse og specificere den barnlige situation: familiens historiske bestemthed af den kapitalistiske produktions modsigelsesfyldthed af "nødvendigheder", den objektive funktion af reproduktionen af samfundsmæssige hhv. udfra kapitalstandpunktet "nødvendige" evner, egenskaber, behov og holdninger hos børnene og de opvoksende, som forudsætning for bidrag til samfundsmæssig livsopretholdelse under kapitalistiske produktionsforhold og dermed også klassespecifikke modsigelser og restriktioner i familiekonstellationen, vil aldrig kunne erkendes adækvat af de til "rent" sociale, kortsigtet, sagsløse indskrænkede "objektrelationer", "interaktioner", og for den samfundsmæssige produktion og dens nødvendighed, blinde psykoanalytiske beskrivelsesdimensioner (smlg. Holzkamp-Osterkamp 1976, kap.5) Petris fuldstændig manglende forståelse (og også Bachs, som påberåber sig Petris) overfor kravene om en begribelse af klientens objektive klassespecifikke livsbetingelser bekræftes, når Kappelers forsømmelser ved dataindsamlingen bebrejdes ham udfra hans egen, historisk-materalistiske konception (smlg. s.309f.). Således er påstanden, at K. ikke har foretaget "en eneste konkret angivelse af familiens finansielle situation" slet og ret falsk, da K. præcist har skildret hr.W's situation økonomisk som "lavere funktionær" (BAT VII/VIII) med specielle opstigningsfordringer, som han kun tilsyneladende kan opretholde gennem ("Inkaufnahme") afhængighed (f.eks. af bedsteforældrene), fremleje (af værelser) ved streng sparsommelighed etc. Den præcise indholdsangivelse, som Petri her åbenlyst savner, er isoleret taget vildledende og i sammenhængen overflødig. Angivelsen af "alderen hos alle tilhørende bedsteforældregenerationen", af "faglærte erhverv" og faderens "skoleuddannelse" etc., er mere eller mindre død informationsballast, hvorfor sådanne angivelser kan fortsættes i det uendelige, uden at der heraf for begribelsen af de unges livssituation bliver udvundet noget væsentligt. Hvad følger af den blotte kendsgerning, at stedmoderen er "barneplejerske"? Forestillingen om at børnehavebesøg som sådan ikke skulle være forenelig med opfattelsen af drengens sociale isolation forekommer netop ved hensyntagen til den faktiske gennemsnitlige situation i børnedøgnsinstitutionerne sjælden. Derudover fremgår det klart af den af K. citerede anamnese, hvad der er forbigået Petri, at drengen var isoleret i børnehaven etc.

Den tilsyneladende, ved overtagelse af K.'s historisk-materialistiske konception gennemførte påvisning af mangler ved dataindsamlingen er i virkeligheden ikke stort mere end fordringen efter enhver principløs indsamling af isolerede data (omfattende de såkaldte "socioøkonomiske") og ophobning af nytteløse informationer under udklamring af den reelle klassespecifikke livssammenhæng, der kendetegner den gængse børne- og ungdomsterapeutiske praksis.  

 

 

4. Den sekundære karakter af klientens objektive personale livssituation.

 

Til et individs objektive livsbetingelser hører ikke alene de situationelle, "ydre" betingelser, som vi tidligere har diskuteret dem, men i en vis forstand også beskaffenhederne af hans egen person, som eksisterer uafhængigt af deres "subjektivering", som "genspejles funktionelt" i individets livsaktivitet og som mere eller mindre adækvat kan erkendes og bearbejdes; derfor blev det situationelle aspekt af klientens objektive livssituation, som skal begribes i den terapeutiske proces, af os fremhævet fra det personale (Holzkamp-Osterkamp1976, 454 ff.). - Den uspecifikke organismiske basis for sådanne objektive personale betingelser er karakteristika ved eget legeme, så som kønstilhørsforhold, organisk alder, størrelse "konstitution", legemelige mangler, legemesvægt, sundhedstilstand som i bestemte livskonstellationer kan blive et "problem" og bearbejdes mere eller mindre adækvat, hvorved mange af disse betingelser, såsom legemesvægt og sundhedstilstand er foranderlige indenfor visse grænser, andre såsom kønstilhørsforhold, alder og størrelse upåvirkeligt er givne på forhånd. Også individets psykiske særegenheder som evner, egenskaber, behov, holdninger hører under en bestemt synsvinkel til den objektive personale livssituation, da de uafhængigt af den subjektive og genspejling udgør givne realiteter, som der af individet i dets livsførelse mere eller mindre adækvat kan tages hensyn til hhv. erkendes: "uklarheder" eller illusioner om de virkelige evner, egenskaber, behov etc. er, som det vil blive tydeliggjort, et væsentligt karakteristika ved psykiske forstyrrelser.

 

Afklaringen af klientens objektive personale livssituation som forudsætning for klarhed over arten af dens individuelle forafbejdning, er en opgave for den medicinske og psykologiske diagnostik som et delaspekt af den terapeutiske aktivitet. Dette diagnostiske aspekt bliver traditionelt forsømt af psykoanalysen; der bliver i bedste fald her taget hensyn til diagnostiske fund som ydre rammebetingelser, men de bliver ikke inddraget i den egentlige terapeutiske proces, hverken teoretisk eller praktisk. Kappelers arbejde ligger i denne henseende i forlængelse af den psykoanalytiske tradition, hvor dybtgående den ellers overvinder andre væsentlige begrænsninger i psykoanalysen. Den praktisk taget eneste diagnostiske information om drengen, er den, allerede i den psykiatriske børneklinik ved FUB, indhøstede HAWIK-IQ på 117 (verbaldel 124 - handlingsdel 106) der som et færdigt sætstykke metodisk og teoretisk uproblematiseret bliver antaget for intelligensen hos drengen. Også Petri tager IQ'en for den direkte angivelse af "høj begavelse" og kommer med det bemærkelsesværdige udsagn, at den høje IQ modsiger Kappelers konstatering, at drengen ikke havde haft "nogen kompensationsmuligheder" på gaden for sin restriktive hjemlige livssituation. Dermed giver Petri et instruktivt eksempel på den usobre sammenblanding af den objektive livssituations personale og situationelle aspekter: opfattelsen af "manglende kompensationmuligheder" forholder sig til drengens objektive klassespecifikke livsbetingelser og kan derfor også kun kritiseres på dette plan, imidlertid ikke med henvisning til den høje IQ. Når man derfor også vil se en modsigelse mellem de manglende kompensationsmuligheder og den høje IQ, så er dette ikke en modsigelse i Kappelers konstateringer, men en reel modsigelse mellem bestemte kendetegn ved den situationelle og den personale livssituation, som følgelig også havde behov for en forklaring. - Hos Kappeler findes vigtige grundlæggende konstateringer af psykoanalysens psykologistiske fejltydninger af menneskelig realitetsbeherskelse og i særdeleshed af "arvebiologiske" fordrejninger af betingelserne for den individuelle præstationsevne (Smlg. s.53 ff.).

For Kappeler selv gav der sig, frem for alt, dog visse vanskeligheder i henseende til den adækvate begribelse af sammenhængen mellem drengens "specielle præstationssvaghed" i de matematisk-naturvidenskabelige fag og det motivationelle grundlag for og "psykodynamiske" betingethed af en sådan præstationsmangel (hvad der senere mere præcist vil blive fremstillet og diskuteret).

 

Den objektive personale livssituation i dens psykiske aspekter er, (når man ser bort fra forskelligheder i det organismiske "udstyr" og indtil nu næppe objektiverbare individuelle biologiske forskelle i den personale udviklingsevne) i relation til den situationelle livsstilling sekundær, for så vidt som individets aktuelle evner, behov etc. er resultat af den mere eller mindre vellykkede tilegnelse og beherskelse af tidligere situationelle krav indenfor den realbiografiske proces. Da der derfor også til begribelse af sådanne aspekter ved den personale livssituation forudsættes et kendsskab til de klassespecifikke ydre livsbetingelser i deres individspecifikke udprægninger under udviklingen af menneskene må her bestemmelsen af den personale livssituation betragtes som et, overfor bestemmelsen af den situationelle livsstilling, efterordnet skridt. Frem for alt kan den personale livssituation naturligvis på ingen måde umiddelbart afledes af den situatonelle livsstilling; individets aktuelle evner, behov, holdninger etc. er snarere et resultat af den subjektive realisering af de objektive situationelle livsbetingelser på forskellige udviklingstrin, således at man såvel må kende de almene lovmæssigheder for en sådan forarbejdning, som deres givne konkrete individuelle rammebetingelser, for at kunne forstå oprindelsesprocessen til individets personale særegenhed. En diskussion af det dermed omtalte problem kan altså først følge efter inddragelsen af den menneskelige subjektivitet i vores almengjorte gennemførelse af Kappelers arbejde.

 



[1]Holzkamp,K.: Sinnliche Erkenntnis. Historische Ursprung und gesellschaftliche Funktion der Wahrnehmung, Bd.1(1976); Ulmann,G.: Sprache und Wahrnehmung, Bd.2(1975); Schurig,V.: Naturgeschicte des Psychischen, Bd.3.1. & 3.2.(1975);Holzkamp-Osterkamp,U.: Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung, Bd.4.1. & 4.2.(1975 & 1976); Schurig,V.: Die Entstehung des Bewusstseins, Bd.5.(1976); Seidel,R.: Denken. Psychologische analyse der Entstehung und Lösung von Problemen, Bd.6.(1976); Haug,F.: Erziehung und gesellschaftliche Produktion. Kritik des Rollenspiels, Bd.7.(1977), alle Frankfurt.

[2]Ved "atypiske" udviklingsindskrænkninger, "forstyrrelser" etc., af den individuelle livsaktivitet bliver der her forstået sådanne, som går ud over de under de foreliggende konkrete restriktive livsbetingelsers "normale" indskrænkninger og forstyrrelser, som altså må føres tilbage til kumulationen af ugunstige tillægsbetingelser, som netop dette individ konkret udsættes for (smlg. hertil Maiers,W.: Normalität und Pathologie des Psychischen, Argument 91,1975, 475-493).