<-hoved

Motivationsforschung 2, Ute Holxkamp-Osterkamp, Campus 1976

Freuds teori, kapitel 5. Indholdsmæssig kritik.

Delvis oversættelse af

5.3.2.: Fremstilling af den Freudske bestemmelse af forholdet mellem ”det’et” og ”jeg’et”; Angst, afværfe og Ubevidsthed. 1
5.3.3. Kritik af Freuds opfattelse af opståelsen/dannelsen og forsvaret af konflikter mellem Id´et og Jeg´et som "almen-menneskelig" konfliktmodel. 8


Link til Kap. 5.5 Reinterpretation af Freud. Over-jeget. 1976 MOTIVATIONSFORSCHUNG II

 

5.3.2.: Fremstilling af den Freudske bestemmelse af forholdet mellem ”det’et” og ”jeg’et”; Angst, afværge og Ubevidsthed

[1] Ud over Freuds "metapsykologiske økonomiske princip" forekommer der i hans personlighedsteori endvidere to metapsykologiske ledeprincipper, det "dynamiske" og det "topiske". Under "dynamisk" forstår Freud, at en person med alle sine livsytringer konstant ytrer en bestemt tilstand/et stade af mere eller mindre vellykkede konfliktbearbejdninger. Det topiske udtrykker en opdeling af personligheden i forskellige instanser. (Metapsykologiens strukturelle synspunkt.)

[2] Freud har konciperet to forskellige topiske modeller: I den første model er der tre store "systemer" indeholdt i personligheden: Det ubevidste, det før-bevidste og det bevidste. Overgangen mellem systemerne sker gennem "sensorer" der kontrollerer og hæmmer det systemerne prøver at videreformidle. Ud fra denne model opstillede Freud den anden model, hvis hovedinstanser er: Id´et, Jeg´et og Over-jeg´et (i denne model opstod også livs- og dødsdriften.) Den anden model blev udarbejdet fordi Freud kom frem til, at en væsentlig del af Jeg´et var ubevidst og at det ubevidste som instans derfor ikke længere havde sin berettigelse. Den første model får gennem " sensorerne", der regulerer bevægelserne mellem instanserne, en rumlig karakter, mens den anden model endvidere får en personaliserende bestemmelse af instanserne, hvorigennem bevægelserne mellem disse får karakter af kvasisociale forhold/forbindelser. Det "sjæleligt" forekommende får derved karakter af et "drama". Da den anden topiske model er en korrektion af den første sker der i Freuds skrifter ofte en integration af begge modeller.

På grundlag af den anden topiske model sker der en ændring af Freuds syn på angsten. Den nye angstteori får herved en udpræget dynamisk funktion i forbindelse med konfliktovervindelse. (Uddybet af Freud i "Hemmung, Symptom und Angst")

[3] Id´et er den dunkle og utilgængelige del af personligheden, hvor drifterne umiddelbart bliver repræsenteret gennem deres forestillinger. Id´et er for Freud personlighedens ubevidste basis hvorigennem det menneskelige livs indhold væsentligst bliver bestemt. Id´et er personlighedens ældste instans - dets biologiske grundlag. Jeg´et og Over-jeg´et er udelukkende et produkt af Id´ets genetiske differentiering. Ontogenetisk er Id´et bæreren af de infantile driftsønsker, hvis indhold hele livet igennem forbliver konstant. For Freud er Id´et det eneste store energireservoir i personligheden; Jeg´et og Over-jeg´ets beføjelser over den energi der kommer fra Id´et. Processerne i Id´et er udelukkende karakteriseret ved lystprincippet og primærprocessen. I Id´et er der ingen organisation, ingen samlet vilje, kun stræben efter at få driftslysterne opfyldt. Der findes ingen tidsforestilling i Id´et, og drifternes energi mister først sin kraft i det øjeblik driftsønskerne er blevet bevidste gennem analytisk arbejde.

[4] Et bestemt ubevidst indholds tilknytning til Id´et skyldes efter Freud´s mening to forskellige synspunkter: et alment og et specielt. Freud konkretiserer sin grundantagelse, at enhver psykisk driftsrepræsentant er ubevidst før den bliver bevidst, ved en hypotese om "Urverdrängung" (fortrængning fra fortiden). Hvordan denne "Urverdrängung" opstår er hos Freud meget dunkel, men bestemte arkaiske erfaringer er med i spillet og denne fylogenetiske arvs formidlede viden er repræsenteret i alle menneskers Id. Denne viden forhindrer ytringer af drifterne, uafhængigt af den aktuelle fare. Det urfortrængte stiller Freud overfor den egentlige fortrængning, (hvor de bevidstgjorte forestillinger igen bliver ubevidste), hvorved den egentlige fortrængning mødes med det oprindelige fortrængte driftsindhold, som en efterfortrængning. Ud fra dette antager Freud, at det der skal fortrænges ikke kun bliver "frastødt" fra det bevidste, men også bliver tiltrukket af det "urfortrængte" (som har en tiltrækningseffekt på alt hvad det går i forbindelse med). Efter Freud´s opfattelse er alt fortrængt ubevidst, (tilhører Id-instansen), men ikke alt af Id´ets ubevidste indhold er blevet fortrængt af det bevidste, de kan også tilhøre Id´ets driftsønsker som aldrig har været bevidste.

[5] Id´et står i et konfliktforhold med Jeg´et og Over-jeg´et, og driftsønskernes ubevidste karakter er for en stor del resultat af den fortrængningsmåde, der bruges i konfliktsituationer.

[6] Jeg´et har den funktion at gøre driftstilfredsstillelsen mulig og at lukke af overfor drifterne - begge dele på baggrund af kognitiv hensyntagen til de reale forhold, desuden indleder Jeg´et tilsvarende aktiviteter til regulering af driftstilfredsstillelsen i forhold til omverdensforholdene.

Jeg´ets kerne er et delsystem af "varetagelsen". En del af det psykiske apparat er "varetagelse - bevidstgørelsessystemet". Dette system er rettet mod omverdenen og formidler varetagelsen/iagttagelsen af denne. I dette system opstår, under dets funktion, fænomenet bevidstheden). Jeg´et er den del af Id´et, der gennem sin nærhed og indflydelse på omverdenen blev modificeret til pirringsoptagelse og pirringsbeskyttelse. Jeg´et behersker tilgangen til mobilitet, men har mellem trangen og handlingerne indskudt fristen til tankevirksomheden/arbejdet for at bearbejde erindringsrester og erfaringer. Derved bliver Id´ets lystprincip udskiftet med realitetsprincippet som giver større sikkerhed og lover større held. Også forholdet til tiden bliver formidlet til Jeg´et gennem "varetagelsessystemet". - Den største forskel på Id´et og Jeg´et er, at Jeg´et besidder en trang (higen efter) til syntese af sit indhold, til en sammenfatning og normalisering/centralisering af sine (de) sjælelige begivenheder (tildragelser) som Id´et overhoved ikke besidder.[7]

[8] Til den "økonomiske" bestemmelse af den energi som Jeg´et får fra Id´et, går Freud tilbage og tager udgangspunkt i sin "Einführung des Narzissmus". Herved når han også frem til logisk præcisering af opståelsesbetingelserne for sublimeringsprocessen. Den "primære narcissisme" er et udtryk for at al libido er ophobet i Id´et (ved urbegyndelsen). Jeg´ets narcissisme er en sekundær narcissisme, der er trukket bort fra objektet. En omsætning af objektlibidoen til en narcissistisk libido medfører en deseksualisering, altså en art sublimering. Freud mener det er meget sandsynligt at enhver sublimering foregår gennem Jeg´ets formidling.

Jeg´ets centrale dynamiske funktion er forsvaret mod driftsønsker fra Id´et som forstyrrer Jeg´ets opgave om realitetstilpasning og integration. Driftsønskerne og omverdenskravene (krav fra Over-jeg´et) er modstridende og kan ikke forenes, derfor er forsvaret en manifestation af en konflikt mellem Jeg´et og Id´ets driftsrepræsentanter. Jeg´et varetager sine interesser idet det udadtil lærer pirringerne at kende, husker de medførende erfaringer, formindsker overstærke pirringer (ved flugt),[9] møder rimelige pirringer (ved tilpasning) og lærer at ændre omverdenen til sin egen fordel (gennem aktivitet).[10]

Forsvaret er løsninger på en konflikt, hvor de subjektive driftskrav bliver fornægtet. Denne fornægtelse er dog kun en konservering af konflikten, der nu foregår udenfor Jeg´ets indgribelsesområde. Tidligere så Freud "forsvaret" som en bevidst fortrængning af psykisk indhold, men senere kom han frem til at forsvarsprocesser som f.eks. fortrængning i det mindste for et tidsrum måtte være ubevidste. Hvilket, som allerede nævnt, førte til en revision af den første topiske model. Systemet "bevidst" - "førbevidst" blev hermed skiftet ud med "Jeg-instansen". Og individets "realitetstilpasningssystem" kunne heller ikke længere være identisk med det "bevidste" og "førbevidste", hvis indhold principielt kunne gøres bevidst. - Den del af Jeg´et, som ganske sikkert (uden tvivl) er ubevidst, er ikke ubevidst ???? forståelsen "førbevidst" (ellers kunne det ikke blive aktiveret uden at blive bevidst og bevidstgørelsen ville ikke medføre så store besværligheder). Vi skal herefter nå frem til et "ikke fortrængt ubevidst".

I Freuds anden angstteori er angstens væsentligste funktion, at være "foregribende instans". I Jeg´et opstår der en signaliseringsangst af det der truer Jeg´et. Dette signal virker anticiperende på den mulige hjælpeløshed, der kan opstå ved "pirringsoversvømmelse",[11] og ved (på) Id´ets driftsønsker. På denne måde bliver angstopståelsen en forudsætning for forsvarsaktiviteterne i Jeg´et.

[12] Før Freud omarbejdede sin angstteori mente han, at libido der blev afvist af Jeg´et fik direkte afløb i form af angst. På denne måde blev de fortrængte drifter angstens kilde. I Freuds nye angstteori får angsten en anden dynamisk funktion: "Det er ikke fortrængninger, idet den er der før fortrængningerne!" Angstens "udløsningsfunktion" virker derved ikke blot på fortrængningerne, men på alle forsvarsprocesser. I Freuds første angstteori hørte angsten til i Id´et, men gennem revisionen af denne konception fik angsten en "Jegfunktion". "Jeg´et er det egentlige angsttilhørssted... Angsten er en affekttilstand som selvfølgelig kun kan føles af Jeg´et. Id´et kan ikke have nogen angst, det er ingen organisation, det kan ikke bedømme faresituationer".

I angstens funktion som forudsætning for aktiveringen af forsvarsprocesser opdeler Freud angsten i to genetiske trin: "den automatiske angst", og "angstsignalet". Angsten har to måder at forekomme/udspringe på: a) Den ene er ufrivillig, automatisk og hver gang "øknomisk" retfærdiggjort - denne angstmåde forekommer i selve faresituationen. b) Den anden bliver produceret af Jeg´et, når faresituationen endnu kun er en trussel. - Oplevelsen af hjælpeløshed i forbindelse med en faresituation kalder Freud for "traumatisk". Det er et fremskridt i vores selvbevarelse/- beskyttelse, når vi ikke blot afventer den traumatiske situation - vores hjælpeløshed -, men forudser den, forventer den. Den situation, hvori betingelserne for sådanne forventninger er indbefattet, er faresituationen - gennem denne bliver angstsignalet givet. Freud karakteriserer "signalangsten" på følgende måde: angsten har en umiskendelig forbindelse med forventningen. Det(te) behæfter angsten med en karakter af ubestemthed og objektløshed. Disse karakteregenskaber har forskellig oprindelse. Angstens forbindelse med forventningen er knyttet til faresituationen, dens ubestemthed og objektløshed til den traumatiske situation af hjælpeløshed, som i faresituationen bliver anticiperet.

[13] Freud skelner mellem tre forskellige former for angst afhængigt af, hvilke faresituationer angsten signaliserer: "Realangst", "neurotisk angst" og "samvittighedsangst". Den reelle fare truer fra et ydre objekt, den neurotiske fra driftskravene. Såfremt driftskravene/-fordringerne er noget realt kan den neurotiske angst også blive anerkendt som noget reelt begrundet. Forskellen mellem den "neurotiske angst-situation" og den "reale angst-situation" er følgende: "Ved den neurotiske angstsituation er faren en indre i stedet for en ydre, samt at den ikke bevidst bliver erkendt". Dog må den ydre fare også være blevet inderliggjort, hvis den skal have betydning for Jeg´et (den må være blevet bevidstgjort i forbindelse med en oplevet situation af hjælpeløshed).[14] Den reelle fare kan man trække sig bort fra ved flugt, eller fjerne årsagen til faren ved ydre indgriben og således undslippe realangsten. Den neurotiske angst, der stammer fra driftskravene i det indre, kan man derimod ikke reducere ved flugt, men kun ved forsvar. Til en hvis grad kan man dog sige, at forsvarsprocessen er analog med flugten, hvorigennem Jeg´et unddrager sig en udefra kommende fare - dette viser et flugtforsøg fra personens egen driftsfare. Denne sammenligning relativerer Freud gennem den omstændighed, at driftskravene jo kun bliver afværget af Jeg´et fordi deres tilfredsstillelse fremkalder en ydre trussel for mennesket/personen. Således bliver disse driftsrørelser til en betingelse for den ydre fare og dermed selv farlige. Dermed kan vi kun bekæmpe den ydre fare med forholdsregler mod indre fare. Den indre driftsfare bliver herved til en betingelse for og forberedelse til en ydre, reel faresituation.

I sit forsøg på en differentieret bestemmelse af de forskellige angstudløsende faresituationer betragter Freud "fødslen" som forbillede for alle senere faresituationer, der forekommer under nye forandrede eksistensformers betingelser og den fremadskridende psykiske udvikling. Egentlig kan man tildele enhver udviklingsalder (evt. udviklingstrin) en bestemt angstbetingelse, altså en faresituation som adækvat til denne (fødslen). Faren for psykisk hjælpeløshed passer til stadiet for "Jeg´ets tidlige umodenhed", faren for objekt-(kærligheds-) tab til "de første barneårs uselvstændighed", kastrationsfaren til "den phalliske fase" og endelig angsten for Over-jeg´et, som indtager en speciel stilling, til "latenstiden". I løbet af udviklingen skulle man kunne lade de gamle angstdannelser falde, da deres tilsvarende/tilhørende faresituation bliver devalueret/gjort værdiløst gennem Jeg´ets voksende styrke. Men dette er dog kun på en meget ufuldkommen måde tilfældet.[15] Den samlede benævnelse(nævner) på alle disse forskellige angstformer er karakteristikken "adskillelsesangst" - angsten for at miste livsvigtige forbindelser til andre personer, og senere til (samhørigheden) fællesskabet i det hele taget og derigennem betinget fare for udleverethed, for "pirringsoversvømmelse" gennem indre og ydre ophidselsessummer som Jeg´et ikke længere kan blive herre over.

[16] Freud karakteriserer "forsvarets" og de tilhørende "mekanismers" funktionale indstillingsværdi almengjort på følgende måde: "Fra begyndelsen af må Jeg´et prøve at opfylde sin opgave som "regulator" mellem Id´et og omverdenen". Hvis Jeg´et i løbet af sine bestræbelser lærer af indstille sig defensivt på Id´et og behandle dets driftskrav som en ydre fare, sker dette fordi Jeg´et forstår, at driftstilfredsstillelsen ville føre til konflikt med omverdenen. Under indflydelse af opdragelsen vænner Jeg´et sig til at flytte kampens skueplads fra "ydreverden" til det indre, at overvinde de indre farer før de er blevet til ydre og gør for det meste klogt heri. Jeg´et betjener sig, i løbet af denne kamp på to ????(senere bliver der også nævnt en tredie), af forskellige fremgangsmåder for at undgå farer, angst og ulyst. Disse fremgangsmåder kaldes "forsvarsmekanismer". Det psykiske apparat kan ikke tåle ulyst, det må for enhver pris afværge den, og selv om varetagelsen i realiteten medfører ulyst, må sandheden ofres. I en periode kan man undgå/afhjælpe den ydre fare (ved flugt og situationsundgåelse) indtil man er stærk nok til at fjerne den ved realitetsforandring. Men man kan ikke flygte mod videre fare, og derfor er Jeg´ets forsvarsmekanismer dømt til at forfalske den videre iagttagelse og kun gøre det muligt for os at opnå et mangelfuldt og forstillet kendskab til vores Id. Forsvarsmekanismerne skal holde farer på afstand. Det er tvivlsomt om Jeg´et i løbet af sin udvikling kan undvære dem (forsvarsmekanismerne), men det er også sikkert at de selv kan blive til en fare. Den dynamiske kraft som det fordrer for at vedligeholde forsvarsmekanismerne og den Jeg-indskrænkning som forsvarsmekanismerne for det meste medfører, viser sig at være en svær belastning for den psykiske økonomi. Disse mekanismer bliver heller ikke udtømt (evt. ophævet?) efter de har hjulpet Jeg´et igennem udviklingens svære år. En person benytter sig kun af et vist udvalg af forsvarsmekanismer, der fikserer sig i Jeg´et og som bliver til regelmæssige "karakaterreaktionsmåder". Disse reaktionsmåder gentager sig livet igennem hver gang en situation opstår, der ligner den oprindelige. På denne måde bliver de infantile (infantilismer)[17].[18] Jeg´et hos den voksne fortsætter med at værge sig mod fare som i realiteten ikke længere eksisterer. Det føler sig endda presset til at opsøge situationer der kan erstatte den oprindelige fare, for at retfærdiggøre sin "holden fast ved" den vante reaktionsmåde. På denne måde er det forklarligt, hvordan forsvarsmekanismerne ved stadig større fremmedgørelse fra omverdenen og ved ???? af Jeg´et forbereder og begunstiger neurosens udbrud.

"Fortrængning" er den vigtigste form for forsvar. "Fortrængningens" store dynamiske funktion som forsvarsform består i følge Freud deri, at den skubber (slår) de angstprovokerende driftsrepræsentanter, som ikke kan forenes med Jeg´et, tilbage i Id´et.[19] Dermed bliver fortrængningerne til den konstituerende betingelse for Id´ets reaktive indhold. Fortrængningens "økonomiske" særegenhed - der gør den til en specifik sygdomsfaktor - ligger i følge Freud deri, at der til dens opretholdelse skal benyttes overordentlig megen energi. Fortrængningen fordrer en vedvarende kraftanvendelse, hvis udeladelse ville stille spørgsmålstegn ved fortrængningens udfald/succes, - i et sådant tilfælde ville det være nødvendigt med en ny fortrængning. Det fortrængte udøver et kontinuerligt tryk i retningen mod det bevidste. For at opretholde balancen må der ydes et vedvarende modtryk. For at opretholde en fortrængning må der altså forudsættes en bestandig kraftudfoldelse og fortrængningens ophævelse betyder derfor en "økonomisk" besparelse.

Ud fra denne dynamiske og økonomiske bestemmelse af fortrængningen ser man en betydelig forskel mellem Freud´s begreb "fortrængning" og det man i hverdagssproget og i psykologien udtrykker ved ordene "at glemme". Nok er det "fortrængte" indhold ubevidst, men det beholder sin fulde psykiske realitet og virksomhed - på en anden måde end det blot glemte. De fortrængte psykisk foreliggende kendsgerninger vinder endda - netop fordi de er ubevidste og derigennem trukket bort fra Jeg´ets kontrol [20] - under bestemte omstændigheder en speciel magt over individet [21] : Driftsrepræsentanterne er, på grund af fortrængningen, ikke forhindret i at fortsætte deres eksistens i det ubevidste, at videreorganisere sig, at skabe afkom og knytte forbindelser. Fortrængningen forstyrrer virkelig kun forholdet til et psykisk system, nemlig det bevidste eller med andre ord: forholdet til den bevidste del af Jeg´et. Det fortrængte breder sig (vokser frodigt) i mørket og finder frem til ekstreme udtryksformer, der gør accepteringen af driftskravene gennem Jeg´et, og dermed ophævelsen af fortrængningen, endnu sværere. Fortrængningen er ikke kun økonomisk tilstedeværende - idet opretholdelsen af fortrængningen kræver en stadig energifratagelse fra Jeg´et - men den betyder endvidere også, dynamisk set, et løbende eller i det mindste latent konfliktpotentiale. Dette potentiale kan føre til manifeste konflikter, hvis fortrængningen bliver brudt partielt eller bliver undgået. Herved kommer det til "kompromisdannelser" mellem de fortrængte forestillinger i Id´et og de fortrængende forestillinger i Jeg´et. Disse "erstatningsdannelser" o.l. udtryksformer går fra dagligdags "fejlydelser/- præstationer" til svære neurotiske symptomer. Netop i fortrængningskonceptet bliver det tydeligt, at en blot og bar deskription som ikke bevidst, som langt overskrider det "ubevidste" i den dynamiske forståelse, bliver til personlighedens centrale konfliktkilde.

[22] Den graverende reducering, der sker med hensyn til realiteten ("realitetsopfattelsen") gennem den neurotiske fortrængning, stiger i følge Freud til det totale realitetstab i psykosen: Neurosen fornægter ikke realiteten, den vil bare ikke have noget med den at gøre; psykosen fornægter den og prøver at erstatte den. Normalt eller sundt er den adfærd der forener bestemte træk fra begge disse reaktioner - der lige så lidt som neurosen fornægter realiteten, men som samtidig stræber efter (gør sig umage med) at omforme den lige som psykosen. Denne hensigtsmæssige, normale adfærd medfører naturligvis en ydre arbejdsydelse i/på omverdenen. Og (stiller sig, nøjes) ikke (tilfreds) med - som i psykosen - at fremstille indre forandringer; det er ikke længere autoplastisk men allopatisk.

[23] En sammenfatning af de forskellige forsvarsmekanismer (som Freud senere accepterede) blev beskrevet af Anna Freud i "Das Ich und die Abwehrmechanismen". Udover fortrængning nævner Anna Freud f.eks. regression, reaktionsdannelse, isolering, "usynliggørelse", projektion, introjektion, "venden" noget mod sin egen person, fordrejning/forvandling til det modsatte, sublimering og i en hvis forstand også rationalisering. Disse mekanismers funktionale bestemmelse er meget uensartet. (Overteoretiske sammenhænge/mere ad hoc- antagelser.)

[24] Reakstionsdannelsen, som Freud forstår den, er tæt forbundet med "fortrængningen" og er (et udtryk for) en speciel mekanisme til opretholdelse, det vil sige garanti for fortrængnings- succesen, der bliver fremhævet gennem to egenarter: a) "Modbesættelsen", som er nødvendig ved enhver fortrængning, der fæstner sig som et vedvarende personlighedstræk (dette præger også adfærden, selv når det tilsvarende driftsønske slet ikke aktuelt er virksom - et primitivt evigt forsvar); b) samtidig bliver forsvaret effektiviseret ved, at den forestilling i Jeg´et, der opstår gennem reaktionsdannelsen, indholdsmæssigt er i direkte modsætning til indholdet i de fortrængte driftsønsker. - Freud indskrænker ikke benyttelsen af "reaktionsdannelseskonceptet" til de manifeste neurotiske symptomer, men betragter den som en normal fremgangsmåde/-proces i udviklingen af seksualorganisationen.((Reaktionsdannelsens binding (i forbindelse med seksualorganisationen) -> specifik sublimeringsteknik se nederst s.268))

[25] Som reaktion på had praktiseres der i overflod blidhed og omsorg der er en speciel art (af) (for) aggression - "Reaktionsdannelseskonceptionens" almene betydning ligger deri, at der bliver givet en specifik forklaring på personlighedens fejludvikling, der er opstået på grund af mislykket konfliktbearbejdning.

[26] Projektion betyder altid forsvar mod driftsønsker, der foregår ved en "omtydning" af driftsønskernes indre årsag til en ydre. Således siger Freud om projektion med henblik på fobisk fortrængningsadfærd: "Jeg´et beslutter sig til at reagere med fobisk undgåelse som om den fare, der ligger i angstudviklingen ikke truer fra driftsrørelserne, men fra en iagttagelse (af ydre farer/forhold)..... Angstdannelsen lader sig inddæmme nogenlunde, men kun ved svære personlige ofre (af friheden)". Desuden fremhæver Freud projektion som en speciel art for misundelse, og hverdagsfænomener som overtro, religiøse forestillinger o.l., mener han har forbindelse med projektive mekanismer. - Den dunkle erkendelse (så at sige endopsykisk iagttagelse) af psykiske faktorer og forholdene omkring det "ubevidste" afspejler sig i konstruktionen af en oversanselig realitet.

[27] Regression forudsætter et bestemt stadium af den fremadskridende udviklingsproces, det vil sige strukturerings- og differentieringsproces med henblik på driftshændelser. På grund af manglende tilfredsstillelsesmuligheder på højere niveau bliver personen tvunget tilbage til et tidligere udviklingstrin - til et lavere strukturerings- og differentieringsniveau. Freud skelner mellem en "tidslig/tidsmæssig" regression og en "????"  regression. Det er en "tidsmæssig regression" i det øjeblik, der bliver grebet tilbage til gamle psykiske dannelser og en "???? regression" når primitive udtryksmåder erstatter de sædvanlige.[28] Begge arter forkommer for det meste samtidigt, idet det tidsmæssige gamle samtidig er det ???? primitive. - Freud taler om "driftsregression" eller "objektregression" i forbindelse med seksualiteten. Regressionens forsvarskarakter består i følge Freud deri, at driftstilfredsstillelsen på højeste udviklingstrin i seksualorganisationen eller i forbindelse med objektvalget bliver truende for Jeg´et så libidoen bliver nødt til at gå "regressionens vej". Modsætter Jeg´et sig ikke denne regression, opnår libidoen en eller anden form for real, men ikke normal tilfredsstillelse og der opstår ingen neurose. Hvis det lykkes for Jeg´et at få libidoen ind på "regressionens vej", har det hæmmet drifterne mere på en mere energisk (effektiv) måde, end det er muligt ved fortrængning.

 

5.3.3. Kritik af Freuds opfattelse af opståelsen/dannelsen og forsvaret af konflikter mellem Id´et og Jeg´et som "almen-menneskelig" konfliktmodel.

[29] Freuds udviklede grundantagelse om subjektive konfliktovervindelsesprocesser, der sker ved hjælp af realitetsforsvar etc., kan ikke uden videre overtages og indføres i den kritisk-psykologiske helhedskonception, da Freud ikke forstår forsvarsprocesserne, angstprocesserne, fortrængningsprocesserne, det "ubevidste" osv. som aspekter ved den subjektive konfliktovervindelse under konkret-historiske betingelser - altså ikke forstår deres forbindelse med individets reelle samfundsmæssige livsforhold. I stedet for inddrager Freud dem i en almen konfliktmodel, hvilken han har udledt af sin forfejlede opfattelse af drifterne som autonome, udviklingsløse motorer ved enhver livshændelse. I stedet for at udarbejde de almene grundkategorier til begribelse af de menneskelige konflikter, på en sådan måde, at de kan gøres konkrete udfra individuelle konfliktprocesser under historisk bestemte samfundsmæssige livsbetingelser, går Freud den modsatte vej: Konfliktovervindelsesformerne, som forefindes under bestemte livsbetingelser, bliver hypostaseret som "almen-menneskelige" konfliktformer på basis af den meta-fysiske-eksistentialistiske fejlopfattelse af hans (Freud´s) driftslære. På grund af deres (konfliktovervindelsesformerne) kategoriale beskaffenhed kan man slet ikke længere stille spørgsmålet om deres konkretion på baggrund af de historisk bestemte samfundsmæssige forhold. [30] Heraf følger den (følgende) kritiske analyses specielle målsætning: Vi bliver nødt til at løsrive det freudianske/freudske "forsvars-koncept" etc. fra sin inadækvate indbundethed i/bundethed til den psykoanalytiske driftslære og tydeliggøre dels indstillingsværdi/stillingsværdi indenfor de af os udarbejdede almene træk ved den menneskelige livsvirksomhed og subjektivitet; på denne måde er der skaffet forudsætning for, at kunne reinterpretere Freud´s "dynamiske" grundbegreber i en så udviklende almen kritisk-psykologisk konfliktmodels kontekst og for at gøre opnåelsen af forståelse omkring konfliktovervindelsesformer tilgængelig (frugtbar), også under de konkrete historiske betingelser i det borgerlige samfund.

I Freud´s "Id-koncept" som begreb for de ubevidste driftsrepræsentanters psykiske tilhørssted, finder vi den før påpegede problematik omkring Freud´s driftslære ligesom i fortættet form igen. Id´et med sine autonome, isoleret fra omverden, udviklingsløse driftstendenser udgør for Freud personlighedens væsen, hvis videre strukturmomenter kun er Id´ets differentieringsprodukter med, af Id´et, skjult energi. På denne måde kan Freud ligefrem sætte de arkaiske eller infantile driftsønsker lig med personligheden: "Individet er for os et psykisk Id..." [31] I forhold til den påviste metafysiske hypostasering af driftshensigterne udenfor den reelle livsproces, i hvilken de udefra indvirker som uforklarlige "Letztheiten" ("sidst-heder" - som sidste led), radikalt uafhængige af omverdensopgørenes biologiske, samfundsmæssige og individuelle livsnødvendigheder, gælder det i endnu højere grad for Id´et, at man betragter det i sin helhed som en sådan metafysisk "letztheit" (som et sådant metafysisk sidste led). Dette bliver tydeligt tilspidset igennem Freud´s betragtning af Id´et (som tidligere refereret), som i filosofisk betydning trukket bort fra det ????. Da alle driftsimpulser, også såfremt de er nået frem i Jeg´et og igen er blevet fortrængt derfra, oprindeligt var i Id´et og højst slører deres indholdsmæssige præg gennem Id-tendenserne er efter Freud´s opfattelse menneskets hele indholdsmæssige livsgrundholdning determineret af Id´ets evige driftsønsker, der ligger udenfor enhver naturlig og samfundsmæssig historie og er ubegrundelige og uforanderlige. - Også med henblik på "Id-konceptionen" skal det senere afklares, hvor langt specifikke samfundsmæssige betingelser lader sig påvise i konkretisering af vores hidtil udarbejdede teoretiske grundantagelser, under hvilke psykiske processer er trukket bort fra den menneskelige kontrol på en sådan måde, at de forekommer personen (ham) upersonlige og som "Id-bestemte" forløb. (Holzkamp, 1973/74, har i denne forbindelse indført en forskel mellem upersonlige "processer" og bevidst kontrolerbare "udførelser" indenfor den menneskelige subjektivitet). På dette tidspunkt (sted) må vi til at begynde med at fastslå, med tilbagevisning på vores udførlige kritiske analyse af Freud´s driftslære, at Id-konceptionen som kendetegn for almene træk ved den menneskelige livsvirksomhed er videnskabelig uholdbar og derfor ikke kan have nogen plads i denne funktion indenfor videreførende psykologiske teorier.

På grund af det freudianske Id-begrebs egenart er polerne i enhver menneskelig konflikt en gang for alle fastlagt i psykoanalysen: Da Id´et som sådan ikke har optaget nogen form for resultater af tilpasningsprocesser i forhold til omverdenen eller nødvendigheder af samfundsmæssig og individuel livsopretholdelse i sig, må det permanent komme i konflikt med Jeg´et, der repræsenterer den objektive omverdens givende/stillede fordringer/krav om individuel livssikring, på grund af sine blinde og grænseløse driftskrav/-fordringer. Da Id-tendenserne er evige og uforanderlige, er også konfliktindholdelse altid de samme: En konfliktpol er Id´ets driftsønsker, der trænger sig på for at blive tilfredsstillet med det samme, den anden konfliktpol er de i Jeg´et repræsenterede omverdens-krav, det vil sige samfundsmæssige normer i forbindelse med omverden eller realiseringen af driftsønskerne fra Id´et, henholdsvis sanktioner, såfremt de bliver frastødt af slige/så stærke (enorme) normer.[32] Udfra denne konflikt opstår der en for individet voksende fare for, at drifttendenserne ved undertrykkelse tiltager i styrke og ikke længere kan beherskes af Jeg´et, hvorved det samtidig mister "kontrollen" over sin omverden - det betyder, at det ikke længere er i stand til at afværge sanktioner ved opfyldelse af omverdenskravene.[33] Denne fare frembringer ifølge Freud´s driftskonception mulig handlingsevne som signal, det betyder "udleverethed" (at være udleveret) til sine egne driftsimpulser, det vil sige, til den straffende angst for omverden, der medfører at individet forsøger at afværge eller nærmere undgå den indre eller ydre realitet (tydeligere udtrykt: den indre realitet som grundlag for den ydre fare eller bestemte ydre situationer, der forstærker den indre driftsfare), såfremt konflikten ikke længere kan magtes. Forsvar i psykoanalytisk forstand er altid en udeladelse, en miskendelse eller en omfortolkning af ethvert aspekt ved den indre eller ydre realitet, der gør det muligt at erfare uforeneligheden mellem Id´ets driftsønsker og omverdens fordringer (/nødvendigheder) - altså konfliktens subjektive reducering (objektiv fortsat eksistens). Forsvar er på en hvis måde en nægtelse af angstens berettigelse, det vil sige Jeg´ets forsøg på at mindske den fra omverden truende fare ved mindskelse af de tilsvarende indre og ydre iagttagelser/realiteter.[34] Herved sker der dog det, at angstmindskelsen til stadighed bliver købt/tilegnet på bekostning af individets handlingsspillerum (handlespillerum), hvilket igen medfører en dårligere udgangsbasis for overvindelse af fremtidige konflikter og dermed en hæmning af individets livsduelighed (-dygtig).

På baggrund af den videnskabelige uholdbarhed af indskrænkningen af realitetsforsvaret - som er blevet fuldbyrdet af psykoanalysen - i forbindelse med de, udfra den menneskelige naturs væsen, uundgåeligt "udspringende" konflikter mellem driftsønskerne og virkelighedsfordringerne, viser det sig (også) allerede udfra den af os udførligt underbyggede påstand, at menneskelige behov - især i deres "produktive" aspekter med henblik på samfundsmæssig integration - er momenter af menneskets fylogenetiske indlærings- og udviklingsevne der er blevet gjort samfundsmæssig. I overensstemmelse hermed bliver de menneskelige behov på ingen måde stillet overfor realitetsfordringerne som nødvendigt og "uimodetageligt for tillæring" konfliktpotentiale, men kan til gengæld udvikle sig sammen med de samfundsmæssige fordringer/krav. Afgørende herved er det faktum, at de "produktive" behov allerede retter deres biologiske forudsætninger naturligt mod kontrollen af den saglige og sociale omverden, og at de i deres specifikke menneskelige egenskab ikke primært kan tilfredsstilles gennem/ved tilbagetrækning fra "ubehagelige" anstrengende foreliggende kendsgerninger, men kun gennem/ved delagtighed/deltagelse i den samfundsmæssige realitetskontrol, og dermed bevidst, forudseende overvindelse og udvikling af det samfundsmæssige og individuelle liv. Herved opnår også behovene selv en stadig udvidelse i den fremadskridende udvikling af evnerne, som er en forudsætning og et resultat af voksende samfundsmæssig integration.

[35] Det er desuden fuldstændigt upassende, som Freud gør det, at gå ud fra en generel konflikt- konstellation mellem behov og realitetsfordringer som forudsætning for nødvendigheden af forsvarsprocesser. Tværtimod: de "produktive" behov finder netop først deres specifikke konkretion og udvikling i den "subjektive overtagelse af de samfundsmæssige fordringer".

Hvis man til gengæld som Freud udlader de "produktive" behov, der er rettet mod kontrollen af de samfundsmæssige og individuelle livsforhold, kan man heller ikke forstå/begribe sanseligt-vitale, organiske og seksuelle behov - som kun Freud og hvorpå hans konflikt - og forsvarsmodel ligesom hans driftslære bygger - adækvat.[36] De sanseligt-vitale behov i deres specifikke menneskelige betydning er, ikke kun nu og da rettet mod aktuel tilfredsstillelse, men mennesket forholder sig meget mere bevidst til den kendsgerning, at det besidder organiske og menneskelige behov. Og er sig desuden bevidst, at han/hun er afhængig af disse behov så længe det ikke lykkes at sikre sig midler til behovenes tilfredsstillelse, også i fremtiden. Dette er dog kun muligt, hvis han/hun bevidst deltager i den samfundsmæssige realitetskontrol over de almene livsbetingelser, det vil sige, selv har medbestemmelse over fremtiden. De sanseligt-vitale behovs menneskelige kvalitet afhænger, som påvist, af bevidstheden omkring den almene sikring af disse behov, det vil sige disse behovs udviklingsevne. Kun under den forudsætning, at også den fremtidige tilfredsstillelse kan blive anticiperet som samfundsmæssigt sikret, bliver forholdet til egne behov frit - mister driftens "karakter" -, bliver individet i stand til at nyde den aktuelle tilfredsstillelse fuldt ud, formidler den elementære livsglæde sig gennem behovene og deres tilfredsstillelse. Dette betyder, at sanseligt-vitale behov, netop når nydelsen af deres tilfredsstillelse folder sig fuldt ud, altid allerede er tilfredsstillet gennem deres inddragelse i den bevidste omsorg/forsorg, før trykket fra behovet (behovstrykket) er blevet uudholdeligt - altså når hverken intensiteteten eller den "bevidsthedsopfyldende bredde" vinder -, hvilket medfører en trussel mod individet, fremkalder konflikter, fostrer angst og fremprovokerer forsvarsprocesser. En konflikt mellem sanseligt-vitale behov og omverdensfordringer er altså på ingen måde almen-menneskelig, men træder til stadighed i forgrunden i den målestok som tilfredsstillelsen, i forbindelse med den bevidste omsorg/forsorg (sørge for) - altså på menneskeligt niveau - ikke er mulig, på grund af specielle livsomstændigheder. Derved vinder/får spændingerne fra behovene (behovsspændingerne) magt over individet og trænger sig frem mod direkte tilfredsstillelse. Ligesom inddragelsen i den samfundsmæssige realitetskontrol er en væsentlig forudsætning for udførelsen af de individuelle handlingstendenser i overensstemmelse med almene samfundsmæssige og derved også individuelle interesser, således nærmer mennesket sig igen det organismiske livsniveau, [37] på hvilket det smider sig over de tilfældige forhåndenværende tilfredsstillelsesmuligheder, når det bliver udelukket fra den samfundsmæssige realitetskontrol og den derigennem betingede manglende mulighed for den styrende indflydelse på egne livsbetingelser og deres fremtidige sikring.[38] (( I forbindelse med det organismiske niveau og adfærden der): I bedste fald forholder individet sig "over-organismisk" således da han/hun har mistet sin "utvungenhed"/det "utvungne", det vil sige i modsætning til dyrene vidende om sine behov der også består i fremtiden -,  at han/hun søger at udnytte de aktuelle tilfredsstillelsesmuligheder excessivt (overdrevent), ligesom allerede på forskud til tider hvor de ikke står ham/hende til rådighed.) Såfremt man er udelukket fra kontrollen over den samfundsmæssige udviklingsproces og dermed er frataget (løsnet fra) bestemmelsen over den individuelle udviklingsretning, der sker ved kooperative forbindelser til medmenneskene, kan de samfundsmæssige fordringer heller ikke bliver til ens egne. De samfundsmæssige fordringer kommer derved til at stå over for personen som uformidlede og opleves af ham/hende som påtvungne omveje til den direkte samseligt-vitale tilfredsstillelse af den tiloversblevne lyst, der kun opleves af personen. Således kan samfundet som sådan konsekvent kun have karakter af en nægtende/forsagende instans.

Det er altså netop under specielle "umenneskelige" livsbetingelser (der dog kan være de "normale" under bestemte samfundsmæssige forhold), hvor disse arter af konflikter og forsvarsprocesser - som Freud beskriver dem - kan opstå på grund af truslen mod individet, der opstår ved behovenes overmagt når individet ikke længere kan beherske dem.[39] Med henblik på de organiske behov lader sådanne umenneskelige forhold sig alment let kendetegne: Tilvækst af vævs(???)underskud på grund af situationer med elementære organiske mangler. Med henblik på de seksuelle behov er det meget sværere at sætte de samfundsmæssige betingelser; under hvilke "tilfredsstillelsestrykket" kan vinde bevidsthedsopfyldende bredde og gennem tendensen til direkte tilfredsstillelse, som en "Id-agtig" proces, der er trukket bort fra personens kontrol, kan bliver truende for mennesket; på en enkel formel. Vi kommer udførligt tilbage til dette.

Vi kan ikke acceptere Freud´s konfliktmodel med Id-driftsønskernes poler og omverdensfordringerne, der bliver repræsenteret gennem Jeg´et som alment paradigme for menneskelig livsproblematik, ligesom vi ikke kan acceptere "indsnævringen" af Freud´s angst- og forsvarskoncept til signalisering, det vil sige subjektiv eliminering af væsentlige driftsbetingede farer. Derfor kan vi heller ikke overtage Freud´s koncept af det (reaktive) "ubevidste" som begreb for fortrængte driftsrepræsentanter, [40] hvilket de er blevet på grund af uforenelighed med Jeg-fordringerne.[41] Vi kan på grund af vores hidtidige overvejelser hverken se det som nødvendigt, at behov som seksualdriften (absolut) skal hjemfalde til fortrængning (som vigtigste forsvarsform); lige så lidt som det for os er logisk, at - når det fører det fortrængning - kun er seksuelle (og aggressive) driftsrepræsentanter, der kan blive fortrængt og f.eks. ikke "produktive" behov som vi har defineret dem. Vi må også tilbagevise Freud´s forestilling om det "ufortrængte" som det ubevidstes primære indhold, da det "ufortrængte" ifølge Freud´s opfattelse skal forstås som "nedslag"/"aflejring" fra forhenværende fortrængninger af driftsrepræsentanter - selv når/hvis man trækker alle dets uholdbare, mystiske og lamarkiske (lamarckisme: biologisk teori om arternes omdannelse og udvikling som følge ???? og tendens til udvikling) implikationer fra. Hermed kommer kritikken af den egentlige fortrængning også til at gå på urfortrængningen. Ligeledes er det freudianske Jeg-koncept præget af den kritiserede ("kritiserbare") freudianske konfliktmodel og derfor kan det ikke accepteres af os i denne form. Dette (denne "prægethed") skyldes, at Freud definerer Jeg-konceptet som et differentieringsprodukt af Id´et, der fuldstændigt står i dettes tjeneste, [42] og at det i sin funktion er defineret (fastlagt) som formidlingsinstans mellem Id-tendenserne og omverdensfordringerne - og derfor er sædet for angsten og forsvaret overfor de truende ønskerørelser.



[1]S.256

[2]S.257

[3]S.258

[4]S.259

[5]S.259-260

[6]S.260

[7]S.260

[8]S.261

[9]S.261-262

[10]S.262

[11]S.262-263

[12]S.263

[13]S.264

[14]S.264

[15]S.264-265

[16]S.265

[17]S.265-266

[18]S.266

[19]S.266

[20]S.266-267

[21]S.267

[22]S.267

[23]S.268

[24]S.268

[25]S.269

[26]S.269

[27]S.269-270

[28]S.270

[29]S.270-271

[30]S.271

[31]S.271-272

[32]S.272

[33] S.272-273

[34]S.273

[35]S.273-274

[36]S.274

[37]S.274-275

[38]S.275

[39]S.275

[40]S.275

[41]S.275-276

[42]S.276