OM
Kommentarerne, den gav anledning til fra kommunen, er vist yderst til højre:
8.-9.juni 2009
1.. Svar fra Jesper Schou Hansen
10.juni 2009
5. Indlæg fra Tina til Jesper S Hansen: Anmodning om et anstændigt svar vedr. Gaderummet
11.juni 2009
6.Svar fra Lars Rasmussen. Dine mail til Jesper skal du ikke sende til mig
12.juni 2009
7 Svar fra Jesper Schou Hansen til Tina: Million chancer og retssag
****** Åbenbart: **** "Den, der forsker efter årsagen til elendigheden, bliver arresteret, før han er nået til regeringen"
(s.68. Bertolt Brecht. Politiske Skrifter, 1935, Uglebøger)*****
Til Socialudvalget og
Socialborgmesteren i Københavns Kommune
Vi fremsender hermed en
lille analyse ud fra enkelte økonomiske nøgletal vedr. det tidligere Gaderum og
nu kommunens Nødrum i Rådmandsgade 60.
Vi er vidende om et stort
antal unge, der er blevet afvist, og at der kun er 2-3 unge tilbage i
Nødrummet. Et antal der kun har været lidt større tidligere. Men sikken nogle
udgifter. Og rigtigt mange unge på gaden, og i dét, der er værre.
God læselyst
Med venlig hilsen
Kalle Birck-Madsen
Gaderummet
Den grænseløse kontrol skaber sociale underklasser
som affald
En
sammenligning af to forskellige institutionstyper for hjemløse og udstødte unge
Af Kalle
Birck-Madsen, cand.psych. & Alina Djakowska, cand.phil., Gaderummet,
Nørrebro
Udgifter til
løsning af sociale problemer for unge, har altid været en bekostelig affære.
Når det først er gået galt, så skal der mere til, for at rette tingene ind på
rette spor. Derfor er der al mulig grund til, at satse på forebyggende arbejde,
at få alle med, lige meget hvilket niveau en social marginalisering eller
psykisk deroute har udviklet sig til. Det sker dog ikke i nævneværdigt omfang.
Det ser ud til at
den uhæmmede trang til korrekthed og altomfattende kontrol er med til at skabe
og fastholde sociale underklasser som affald. Vel at mærke farligt affald, der
ikke længere ønskes genindvundet og genbrugt, men blot ønskes ryddet af vejen
og sikret forsvarlig opbevaring. Socialpolitikken er nærmest blevet identisk
med kortsigtet arbejdsmarkedspolitik, hvor den ”korteste vej til
arbejdsmarkedet” forskelsløst implementeres, hvor konsekvens og nul tolerance
er den dominerende indsats – og afgørende udstødende faktor.
Marginalisering
og fattiggørelse af unge, med vægt på ikke-etnisk unge danskere, stiger da også
dramatisk i disse år, lige som udgifterne generelt til det sociale område er
eksploderet, og nærmest permanent støder mod kommuneloftet – og det uden at de
gode effekter af investeringerne egentlig kan konstateres.
Store udgifter er
imidlertid ikke nødvendigvis lig med kvalitet. Bemærkelsesværdigt nok kan det
modsatte også være tilfældet. Dette skal belyses ved at sammenligne den årlige
økonomi for Gaderummet, ”Socialpsykologisk fristed for udstødte unge”, med
Københavns Kommunes erstatning ”Nødrummet” for samme målgruppe. Nødrummet har
eksisteret parallelt med Gaderummet, indtil kommunen med politiets hjælp
annekterede dets lokaler i november 2008. Aktuelt er Gaderummet vandrende.
Faktabokse:
|
|
Ved første blik
kan omkostningerne ved at drive Gaderummet sammenlignet med et kommunalt sted
for samme målgruppe af hjemløse og udstødte unge, vise nogle nærmest ekstreme
forskelle. Som om der må gemme sig noget mere i tallene. Hvordan kan der være
så stor forskel i udgifter til personale, 4.6 mil. i kommunens tilbud og 1.8
mil. med Gaderummet, når den tilsvarende brugergruppe er omvendt proportionel,
med 8 sovepladser og en tv-stue i kommunens tilbud, mod 30-40 unge boere, 50-60
i rådgivning og anden brugergruppe på mere end 200 unge i Gaderummet?
Mange forskellige
spørgsmål kan stilles her, men vi skal nøjes med følgende: Er der tale om et
kæmpe overforbrug af kommunale midler, eller udsultede man Gaderummet, som dog
ikke klagede herover, men over udokumenterede påstande om Gaderummets faglige
arbejde, og på hvis grundlag Gaderummet lukkedes; Forholder det sig virkeligt
sådant, at arbejdet med denne gruppe af unge, krævede helt særlige
foranstaltninger, som Gaderummet ikke levede op til, og som bare i sagens natur
er dyrere, men netop er hvad der skal til, for på lang sigt at hjælpe den unge
bedst muligt?
Vores svar er, at
det virker som om, at systemet vil have kontrol over den unge, før man vil
hjælpe! For opnås en form for ”kontrakt” ikke, ja så må den unge sejle sin egen
sø. Hvilket i anden omgang får store negative konsekvenser, ikke bare direkte
for den ind- eller udgrænsede unge, men for hele ungegruppen af hjemløse og
udstødte unge.
Vi skal begrunde
vores svar gennem sammenligning af Gaderummet og kommunens Nødrum, idet der
eksisterer nogle idealtypiske træk, der gør en sammenligning til mere end en
lokal erkendelse. Det er samme målgruppe og de har næsten samme budget; det er
i fordelingen af midlerne, hvor alt er til personalet og ingenting til
brugerne, at der er den afgørende forskel. Hvordan kan det forklares at markant
mere personale, resulterer i markant mindre arbejde for brugere og boere?
Det er svært at
give et andet svar end, at personalet i Nødrummet har brugt al deres tid og
kompetence på at have kontrol over en ”lukket dør ”, og på at kontrollere de 8
unge på værelserne, med at praktisere udsmidning, hvis de drak øl, røg hash
eller larmede, eller observere hvad de ellers lavede, hvis de ikke var i
TV-stuen - overfor Gaderummets ”åbne dør”, med den tilsvarende faglige og åbne
brugermæssige tilgang, hvor der altid var plads til den næste.
Der kommer en
meget skelsættende problemstilling ud af dette: Kommunen kan med Nødrummet
hævde, at det er ”mere kvalitet for færre”. Men hvad så med resten, de afviste
unge, vil vi gerne spørge? Og er der kvalitet i at bruge alle
personaleressourcer på, at kontrollere en dør, og på kontrol af de unges færden
inden døre? Og så i problemsituationer, som tilfældet har været, altid at
tilkalde politi eller anden myndighed?
Vores
problemstilling mener vi, har relevans også på et mere generelt niveau. Den
fortæller hvorfor det er så rasende dyrt at drive socialt arbejde med unge, når
”kontrollen med den lukkede dør”, går forud mødet med den udsatte unge. I
Gaderummets tilfælde fortæller det samtidig også historien om, hvordan alle de
udelukkede unge, er gjort mere syge og marginale end de allerede var forud for
kommunens overtagelse af Gaderummets lokaler.
Vi kigger på
tallene en gang til, ud fra dimensionen ”de udelukkede unge”. Uden et
Gaderummet inden døre, i en lang årrække fra 1996, ville denne problemstilling
også have været usynlig og ubestemmelig!
Den lukkede dør
4.6 mil. kroner
til pædagogisk personale til kontrol og administration af en ”lukket dør” i
Københavns Kommune – og end ikke mad én gang om ugen!
Det har kostet
Københavns Kommune 4.6 mil. kroner til personale, til den sædvanlige lukkede
dør, på at skabe følgende unge, mod Gaderummets 1.8 mil. kroner i samlede
personaleudgifter til at hjælpe unge videre uden:
|
I alle ovennævnte
tilfælde kan vi fra Gaderummets side sætte konkrete personnavne på pindene.
Der har altid
været sådanne unge, der blev kasseret som affald af systemet - af ransagelige
og uransagelige grunde - men med Gaderummet var der mulighed for hvert enkelt
til at skabe sig sine sammenhænge med forbindelser til det store samfund, til
fælles gavn. Denne mulighed forsvandt bag ”den lukkede dør” i kommunens Nødrum.
Den åbne dør
1.8 mill. kroner
til fagligt personale med akademisk uddannelse i Gaderummet pr. år
I løbet af et år
hvor Kommunen har brugt 4.6 mill. på 8 sovepladser og en tv-stue til personale,
til en lukket dør og til vagter – og samtidig var der meget politi tit og ofte
i Nødrummet mod de unge – brugte Gaderummet 1.8 mill. til psykologer,
filosoffer, magistre i socialvidenskab, studentermedhjælpere fra psykologi og
sociologi. Døren til Gaderummet, den åbne dør 24 timer rundt, var det et fælles
husanliggende at tage sig af, således at hver enkelt bruger kunne anvende huset
til sit liv og få den støtte der var behov for.
Kontrol ”udefra”
bestod, fx typisk i weekenderne af en ung studerende, overvejende en kvinde,
der kom lørdag middag, for at sikre at der var én der kunne redde posten,
hvis ikke andre ansatte kom i løbet af dagen. Men ellers tjekke ud på
”flaskehalse” mellem unge og ift. praktisk brug af
faciliteterne. Selv om Gaderummet kunne være et hårdt sted på enkelte områder,
var vi junkfri, fri af hælervarer og af vold.
1.3 mill. til
ungepleje, mad og aktiviteter
Efter at
personalet var aflønnet og huslejen på 775.000 betalt, ud af et samlet
årsbudget på 3.9 mill. kroner fra Velfærdsministeriet – men administreret af Københavns
Kommunen - var der til de unge i Gaderummet 1.3 mill. Og det blev brugt på:
|
Gaderummet havde
ingen brugerbetaling på nogen områder, og søgte ved egne kræfter at løse alle
sine begæstede problemer, med et fremtidigt liv, for den unge for øje. Politiet
er blevet brugt enkelte gange, for at tale med store bogstaver til enkelte
unge, ligesom skadestuen er brugt måske en gang i kvartalet; - Politiet har på
sin side utallige gange i vildrede brugt Gaderummet som parkeringssted for dem,
der ikke var dårlige nok til lukket psykiatrisk afdeling - eller også var det
en fredag aften og besværligt - men som ikke var psykisk eller fysisk
tilstedeværende nok til at blive lukket ud på gaden. Kriminalforsorgen havde
også tit et ærinde, når unge skulle prøve- eller rigtigt løslades, men uden
adresse at løslade til. Psykiatriske patienter kunne på samme måde få en fri
weekend enten ved at blive udskrevet til Gaderummet eller til medarbejders
private adresser.
Jo. Gaderummet
var sidste stop, her kunne man ikke blive afvist, og det vidste gulvpersonalet
indenfor både politi og sundhedssektor.
”Den åbne dør”
versus ”den lukkede dør”
Gaderummet var et
atypisk sted før det blev smidt på gaden, den åbne dør var unik - den eneste af
sin art på vores breddegrader. Gaderummet var udviklet som et forsøg på at
matche udstødte unge i hele deres samfundsmæssige livssituation og position. Ud
fra dette kan vi karakterisere forskellen mellem Gaderummet og kommunens Nødrum
ud fra fire akser, eller modsætningsforhold:
- Modsætningsforholdet mellem et udviklingssted
(Gaderummets model) og midlertidigt opbevaringssted (kommunens
model)
Et udviklingssted indebærer udgifter til rådgivning
og kvalificeret personale. De unge selv forlader stedet når deres situation
ændrer sig og de er parate til få sig sit eget liv. I opbevaringsmodel bruges
ikke ressourcer på at ændre noget som helst, men kun på at administrere det
bestående, indtil den sidste udløbsdato for den enkelte bruger nærmer sig.
Registrering af brugerne bruges ikke mere til at opnå dybere forståelse,
rådgive eller forske, den bruges udelukkende til at holde øje med frister og
regler.
- Deltagelse kontra passiv tilstedeværelse
Deltagende holdning er billig. Det gælder til
eksempelvis madlavning. I Gaderummet var det muligt at stille varm mad på
bordet hver dag – ud af næsten ingenting. Mange gange var der også morgenmad,
festlig mad, og lagkage til fødselsdage. De unge selv stod for indkøb,
madlavning og opvask. Dette er ikke muligt når man anvender en passiv tilstedeværelsesmodel.
I Nødrummet skulle man ansætte personale til at planlægge menu, købe ind, lave
mad, rydde og vaske op, og til hver gang at trække et bestemt beløb fra de
spisende unges kontanthjælp.
- Fælles sted i midten kontra separate
private rum
Fælles midte giver mulighed for at afhjælpe
konflikter inden de vokser sig store i det skjulte. Når fælles midte omdannes
til et antal små private rum så skal man også bruge midler på vagter og andre
sikkerhedsforanstaltninger. Det værdsættes ikke strukturelt, at unge kan tænke
og handle kvalitativt med på hinanden eller alles bedste.
- Rummelighed (plads til
én til) kontra rationering af ydelser (én skal ud før den næste
lukkes ind)
Rummelighed gør det muligt at stedet bliver større
uden større udgifter. Rationering af rum og ydelser sætter
frasorteringsprocesser i gang på flere niveauer. Der skal hele tiden bruges
ressourcer på at forsvare det bestemte antal af pladser mod de ”uberettigede
indtrængere”. I første omgang frasorteres dem der kommer fra udlandet eller fra
andre kommuner - ”vi betaler ikke for dem”. Derpå kommer turen til dem, der er
for gamle eller for unge til at bo indenfor. Dernæst skal nogle omplaceres til
fængsler, psykiatriske afdelinger eller bosteder. Der skal også bruges
ressourcer på at udarbejde og overholde regler om hvor længe de berettigede kan
blive boende. Jævnligt skal der foretages omvisitering og flyttes de
berettigede (”efter udløbsdato”) hen til gruppen for uberettigede.
”Brugerkontrol”
versus ”Systemkontrol”
Kontrolforanstaltninger
sikrer gennemstrømning af de registrerede unge og pynter på resultaterne, da
man opstiller antallet af de frasorterede og fraflyttede som et
succeskriterium. At de unge ikke forlader stedet fordi de med en
grad af sikkerhed er på vej mod et nyt meningsfuldt liv – det er blot en
ubetydelig detalje, der ikke vægtes.
Det er desværre
bare både dyrere at satse på denne grænseløse kontrol, og det griber dybt
negativt ned i unges ’værdsættelsesbehov’ og i den enkelte unges netværk og
subkultur, som bare parcelleres for at blive samlet igen, på sin måde, længere
væk fra kontrollen – og dette bliver for mange unge, en logos uden ende. De
ender som kroniske tilfælde i en kommunal kasse, hvor de takles videre på samme
uløselige måde, fra kasse til kasse. Og så kommer alle specialtiltagende ind,
og det forrygende store edderkoppenetværk af sagsbehandlere, og alligevel er
den unge – der bliver ældre og ældre – stadig uden for social rækkevidde.
Gaderummet er i
dag ”Vandrende”, med kun få unge og ejendele under tag, og resten på gaden og i
dét, der er værre. Det er vores håb, vi kan vandre indenfor inden længe. Vi har
søgt at formidle vores ’socialpsykologiske alternativ’, ved også at gribe i
empirien om, hvad der skete i Gaderummet og hvad dets udkomme var for unge, og
hvad der er indtruffet i og med at kommunen har annekteret Gaderummets lokaler,
samt dets midler fra Velfærdsministeriet - og indført et kommunalt Nødrum, til
administration af få indgrænsede unge.