Mindet om CC (Christian Christensen)

Interview medio november 2010

Fuld skærm

C: Man må ikke have gæster, lige som blablabla, fint nok, men ellers ikke. Og lige som det begynder at blive koldt, her for en måned siden, så lukker vi bare for alle gæster. Fordi der skal være plads til beboerne. Så de har bare fjernet alle meninger med stedet. Jeg ved ikke rigtig hvad ideen er med det længere. Det er jo ikke rigtigt et herberg, hvis det koster penge at have en seng vel, og det er jo ikke et sted for hjemløse, hvis man ikke må komme ind. Så er det jo bare et hotel af en eller anden art. Der er jo ikke rigtig nogen aktiviteter eller…

A: Du betaler 2700 for at bo her på 8 km2 ca.

C: Ja.

A: Og så er der fællesområderne. Hvad er det for nogen fællesområder?

C: Jamen de er her ovenpå, og så er der et køkken ovenpå, og cafeen nedenunder, som de kalder den, hvor der også er et andet lille køkken, og det er det. Så er der et lille computerrum hvor man kan gå på nettet. Men hvad skal jeg bruge det til, det har jeg selv. Som den eneste der bor her, egentlig.

A: Ja. Hvorfor bor du her egentlig?

C: Fordi jeg ikke har noget andet sted at tage hen overhovedet.

A: Nej. Er det her et sted som kommunen har hjulpet dig med at få?

C: Nej, det har jeg gjort selv. Helt på egen hånd.

A: Ok. Har kommunen hjulpet dig på nogen måde?

C: Med at flytte ind her?

A: Ja, nu tænker jeg egentlig også sådan tidligere…

C: De har hjulpet mig med at trække 2700 på min konto for et lille værelse på størrelse med et kosteskab, altså. Det er det de har hjulpet mig med, ellers har der ikke været særlig meget hjælp. Og så har de skrevet mig op til et værelse igennem min sagsbehandler, hvilket bare burde være standart. Ellers ikke rigtig noget.

A: Og din sagsbehandler, er det en han eller en hun…?

C: Jeg har åbenbart to. En der hedder L og ender hedder R.

A: Ok. Hvordan er de?

C: Jamen jeg kender dem ikke rigtig. Hende R har jeg mødt to gange, og hende L har jeg mødt en gang, og hun er helt ny, så hun fatter ikke en bjælde af hvad der foregår overhovedet. Og så sidder jeg her og venter på at der sker noget med den lejlighed.

A: Ja. Har du indtryk af, at de ved hvem du er, sådan bortset fra at du er en sag?

C: Altså sagsbehandlerne? Nej overhovedet ikke, det kan de jo ikke når de ikke kender mig. Jeg har talt med dem en time sammenlagt, begge to.

A: Nej. Har du nogensinde bedt dem om hjælp til et eller andet?

C: Ja, jeg har bed dem om at blive skrevet op til en lejlighed. Og det har jeg bedt hende R om. Og der skulle være fuldt pres på, og der skulle være sat ekstra pres på, og det siger de hele tiden. Og det er sådan set det jeg har bedt om. Og så nogen gange står jeg uden min kontanthjælp, fordi jeg ikke har fået nogen adresse endnu. Og det gider jeg først få når jeg har fået en lejlighed, fordi ellers skal jeg have adresse her, og så skal den laves om, og blablabla, nye plastikkort og så videre, frem og tilbage. Så ikke andet end at jeg er skrevet op til lejlighed og har fået at vide at der er tjep på.

A: Ok. Er du med i noget … J fortalte at han er med i noget der hedder refleks, som er sådan noget kommunen laver. Vejen ud af kontanthjælp, hedder det vidst. Er du med i noget af sådan nogen projekter?

C: Næ. Det kan man da heller ikke altså, når man bor sådan et sted som her. Jeg skal da have mit eget før jeg kan komme i gang, jo.

A: Ja. Har du boet alene før?

C: Ja jeg havde mit eget i Bagsværd, dengang jeg var i Gladsaxe Kommune. Det var meget fedt; min første lejlighed ude i fucking Værrumparken. Helt alene, kender ikke nogen eller noget overhovedet.

A: Og hvor lang tid havde du den?

C: Lidt over et halvt år eller sådan noget, så skred jeg herind i Gaderummet, det var meget hyggeligere. Nu er det bare lort. Så det er det. Jeg ved ikke hvad fanden jeg lige skal sige til det.

A fortæller at han ikke skal sige noget særligt.

A (5:28): Men jeg kunne godt tænke mig at høre, de ansatte der er her, hvordan har du det med dem?

C: Jeg taler med nogen af dem engang imellem, ellers så render de bare rundt. Og hvis man spørger dem om noget, så siger de bare, det ved jeg ikke, det må vi tage en eller anden gang. Jeg ved ikke hvor mange penge de får, men altså de penge de får… tit så er der flere ansatte i huset end der er beboere. Hvis de der penge bare var gået til det gamle Gaderummet i stedet for, så kunne det have kørt perfekt. Men nu er det bare lavet om til… ja ikke et herberg, for der må ikke komme gæster, men… ja, jeg ved ikke hvad fanden det er.

A: Når du så snakker med dem, hvad snakker I så om?

C: Jamen ikke noget, bare blipblop, altså. Hvordan har du det i dag, jamen jeg har det fint, jeg går op på mit værelse, vi ses. Og så spørger de hele tiden; jamen i starten da plejede du altid at være nedenunder, jamen det var jo nok fordi jeg ikke havde noget værelse! Nå ja, nu er du jo også den eneste der har fjernsyn, ja, det har jeg sørget for at skaffe mig, fordi jeg ikke gider se på andre hele tiden sådan der, jeg skal sgu da også have noget privatliv. Hvorfor fanden skulle jeg betale 2700 for et værelse på 8 km2, hvis jeg aldrig nogensinde er heroppe?

A: Ja, det er klart. Er der slet ikke noget du kan bruge de medarbejdere til?

C: Jamen der står nede på døren at man kan få råd og vejledning, ikke. Men jeg kan ikke finde på noget som jeg kunne bede dem om råd og vejledning om, som jeg ikke kunne klare bedre selv. Så næ, egentlig ikke, jeg venter bare på at komme videre. Og det siger de også; jamen det er bare et springbræt til at komme videre, så du kan komme ud i det rigtige liv. Tjuhej hvor det går, altså der har jeg ligesom været før! Men det er der mange der har.

A: Ja. Er det som om at de ikke helt forstår at det har du været før?

C: Ja, men det er også fordi der hele tiden kommer nye, og så er der nogen der siger op, og så er der nogen der ikke kommer. Og så kommer der hele tiden nye beboere, fordi de åbenbart får en lejlighed hurtigere end jeg gør, jeg aner ikke hvorfor, og så kører et hele bare i ring. Så hver måned, eller hver halvanden måned eller et eller andet, så starter det hele forfra. Og så siger de, hvad fanden er det nu de kalder det, ja at man skal lære hvordan det er at få sin egen lejlighed. Men hvis man skal lære – og nu har jeg haft min egen lejlighed, men for dem der ikke har – hvis man skal lære at have sin egen lejlighed, hvad fanden har det så at gøre med at man ikke må have nogen gæster, og man ikke selv må afgøre om der skal ryges indenfor, og så videre og så videre. Og nøgler forskellige steder, og der kommer folk, der skal fortælle dig at den må stå der, og den skal stå der osv. osv. Boligtræning kalder de det. Men det her har ikke en skid at gøre med boligtræning, det er institutionstræning, jo. Jeg har boet på institution siden jeg var fucking 12 år gammel, altså. Og nu er det bare blevet til en fritidsklubinstitution som har lukket, og som bare er sindssygt dyr, og som jeg selv skal betale for endda. Så det er ikke engang institution.

A: Ja. Føler du dig også som et fritidsbarn, altså at du bliver behandlet som sådan et barn der går i fritidsordning?

C: Ja, nogen gange er det sådan lidt… der er folk på 16 og optil… jeg ved sgu ikke, jeg tror jeg er den ældste der bor her. (9:45: fortæller om hvor gamle beboerne er). Men det er sådan lidt; fællesaktiviteter og kom, nu skal vi hygge og se en film sammen og… Og så køber de cola og slik og alt muligt pis, og så regner de med at jeg gider og sidde der og glo, og så brokke de sig over at man sidder og snakker! Undskyld, er det her ikke fællesområdet? Og så sidder jeg lige og taler i telefon, nå men så skal du lige gå ud.

A: SÅ det kan du ikke bruge til noget?

C: Nej, ikke en skid.

A: Hvad ville du kunne bruge til noget, altså hvis du nu fuldstændig selv kunne bestemme at der skulle laves noget om, hvad skulle det så være.

C: Gæster, fri entre, husleje, det kan man godt kalde det jo. Det skal være gratis at sove nede i sovesalen, ikke. Og heroppe på værelset, der skal det bare kraftigt sænkes ligesom jeg sagde før. 500 eller 800 eller et eller andet, det kan man lige overleve, ikke. Og så et eller andet man kunne bruge medarbejderne til, andet end de bare vakler rundt, og man kan spørge efter en brødkniv eller en osteskærer.

A: Ja. Hvad kunne du godt tænke dig at de kunne svare på, altså hvad kunne du have brug for at spørge om?

C: Jamen for eksempel hvornår jeg får min lejlighed. Så siger de; det ved vi ikke, men der er sat pres på, jamen hvem har I talt med, jamen det var den i den uge, men så var den stoppet på det tidspunkt. Altså, jeg kan ligeså godt fucking tage min telefon og så selv ringe rundt, i stedet for at tage med dem.  Nogen af dem taler jeg så med, fordi jeg godt kan lide dem som personer, men altså… det hjælper bare i forhold til selskab, men ikke en skid i forhold til min situation, fordi de er der jo bare, fordi de skal være det. Og de fleste er dem, de er der jo bare, fordi de kender én, der har fået dem ind (nævner navne på nogen som er kommet ind gennem venner). Der er ikke noget kompetence overhovedet, der er ikke en skid at komme efter. De er her bare.

A: OK. Og hvad så… nu siger du at du har boet på institution siden du var lille…

C: Ja, mange!

A: Hvordan, hvis du nu sådan skulle sige, hvad var din oplevelse af det?

C: I forhold til her eller hvad?

A: Nej, bare sådan i forhold til hvad det har betydet for dig, har det været godt, har det været skidt, hvad har været godt, hvad har været skidt?

C: Det har været lort. Alt sammen. Jeg tror at jeg har boet på 14 institutioner eller sådan noget siden jeg var 12-13 år.

A: Hvordan kan det være at du har boet på så mange?

C: Fordi jeg blev smidt ud alle steder.

A: Og hvad gjorde man så?

C: Så sendte man mig bare et andet sted hen.

A: Ja. Havde du en sagsbehandler dengang også?

C: Jeg har altid haft en eller anden sagsbehandler et eller andet sted, og dengang var det i Gladsaxe kommune, men det er en fucking lortekommune. Det er lige før, den er dårligere end Københavns Kommune, faktisk.

A: Ok. Hvordan?

C: Det er sværere at komme rundt, hvis du nu skal have fat i en eller anden, lad os nu sige du mangler din kontanthjælp eller du skal tale med en eller anden om et eller andet. Det tager dobbelt så lang tid, og så var løsningen bare at hver gang jeg havde gjort et eller andet galt, så blev jeg bare sendt hen til en anden. I stedet for at tage hånd om problemet, så bare sende mig hen til en anden, og så gør jeg det samme der, og så sende mig hen til en anden, og sådan har det været lige siden.

A: Du siger tage hånd om problemet, hvordan skulle man have gjort det.

C: Man skulle have gjort det som man gjorde da jeg boede ude på et sted i fucking Jyderup, og det var også langt væk ad helvedes til, men det var privatejet. Der fik jeg sådan et godt forhold til pædagogerne, fordi der kun var to andre end mig der boede der. Og så var der en pædagog som kom, og så var der hende der forstanderen, som også havde arbejdet som pædagog, og så ham der kom der, han var ikke pædagog. Og ham snakkede jeg med … i starten så prøvede de hele tide, at du hænger i en tynd tråd, og blablabla, men efter at jeg havde boet der et halvt år, så fattede de godt at hvis de bare lod mig være i frem, så skulle det nok gå det hele. Selvom jeg røg hash og drak mig stiv engang imellem, så skulle jeg nok komme op i skole. Jeg skulle møde på medieskole i Lyngby hvor jeg startede, så skulle jeg møde klokken… jeg kan ikke huske hvad tid, men jeg stod op klokken halv 6 hver morgen, undtagen 1 dag i fire måneder, fordi de bare fattede at de skulle lade mig være i fred. Og jo jeg røg mig skæv hver morgen og røg mig skæv i toget, og så blev jeg smidt ud af skolen, fordi jeg fik for høje lyttertal, fordi jeg vanærede skolens navn (fortæller at han fik mange lyttere fordi han snakkede slang og bandede, men det ville skolen ikke have, og så at han havde taget noget hash).

A (17:40) Og hvad skete der så?

C: Efter det der? Så blev jeg flyttet igen. Og så boede jeg der i tre måneder, og så fik jeg den lejlighed i Bagsværd. Som bare var væk fra alting og jeg ikke kendte nogen og…

A: Hvordan fik du den?

C: Det var Gladsaxe kommune, men det havde de også været et år om.

A: Er der nogensinde blevet lavet en handleplan for dig eller et eller andet?

C: I gamle dage er der vidst nok. Men det var i Gladsaxe kommune. Men den er altid blevet lavet om, fordi så har de rykke mig videre, og så skulle der laves en ny handleplan hver gang. Det er de der institutioner der, handleplan, det har bare været ingenting.

A: Det har bare været snak?

C: Ja ja. Det er jo klart når de laver en handleplan når jeg kommer ind et eller andet sted, og så efter 3 måneder ryger jeg ud.

A: Hvis man nu skulle have gjort en forskel for dig, skulle man så have ladet dig blive et sted?

C: Ja, men det gjorde de jo i Jyderup, men de kunne ikke holde mig til sidst, fordi det var noget med at jeg… ja, det var en der havde stjålet fra mit værelse ikke, som jeg havde hjulpet i hoved og røv ikke, i løbet af sådan to tre måneder. Han havde stjålet, hvad jeg havde lige købt, en Ipod, den var helt ny, det var den der den hvide. Og så ringede min ven, som han havde prøvet at sælge den til, og så blipblop, og så blev hende der forstanderen jo nødt til at træde i kraft og smide mig ud. Men indtil da gik det fint, de fandt ud af at hvis de bare lod mig være i fred så skulle jeg nok finde ud af det. Bare leave me alone, mand, fuck af mand. Jeg skal nok selv finde ud af det.

A (19:50): Lod de dig være i fred? De lod dig ikke være i fred andre steder?

C: Nej, der smed de mig bare ud.

A: Ja. Pressede de på fordi de ville have dig til at gøre en masse ting, eller?

C: De ville have at jeg ikke skulle gøre en masse ting.

A: Var det sådan noget med rammer i forhold til for eksempel hash?

C: Jaja. Da jeg var yngre røg jeg jo, og jeg startede jo fandme… ja cirka da jeg blev smidt ud hjemmefra. Men det fandt de så ud af derude, eller de fandt ikke ud af, det var ikke sådan en aftale vi havde, men de fandt ud af at hvis de bare lod mig være i fred… jeg gik ikke rundt og sagde til folk ude i byen eller andre på stedet at jeg røg mig skæv og de ikke sagde noget til det. Og så kom der bare sådan en stilhedsaftale.

A: Tror du de vurderede at det var bedre…

C: Ja, at lade mig være i fred. Man måtte heller ikke have fjernsyn på værelset, det fik jeg også lov til at have der. Og så sagde de bare til de andre at det var fordi jeg havde boet der i længere tid osv., og så lod de mig være i fred, og vupti, så startede jeg i skole og stod op fucking hver morgen klokken røvhul.

A: Oplevede du at de pædagoger i Jyderup…

C: Som ikke var pædagoger, faktisk. Sådan er det altid, det er altid folk der ikke er pædagoger som er bedre til at lege pædagoger.

A: Og hvorfor tror du, hvad er det, de har de mennesker, der ikke er pædagoger?

C: Rigtige erfaringer tror jeg, i stedet for noget de har læst sig til.

A: Hvad betyder det med at have rigtige erfaringer for hvordan de var overfor jer?

C: Jamen alle de steder jeg har boet, jeg har næsten kunnet se på 100 meters afstand hvem der er pædagoger og hvem der ikke er, fordi så skal vi tale sådan og lad os sætte os ned og tage en kop kaffe og snakke om problemerne… fuck nu af med dig, altså. Det lærer man lynhurtigt, det der pædagogpis, det holder ikke for mig. Men det er også lang tid siden de har sagt det, jeg er jo udenfor pædagogisk rækkevidde.

A: Det er vi vidst mange der er, CC.

C: Ja, det tror jeg vidst vi er.

A: Men er det sådan en måde de snakker til en på?

C: Det er sådan en… den der procedure-agtige måde de får indlært, jeg ved ikke hvor lang tid sådan en pædagoguddannelse tager, 4 eller 5 år.

A: Er det sådan noget med at så føler man sig…

C: Man føler sig som sådan et lille barn når man taler med dem. Ej, det kan jeg også godt se og et falsk smil på læben, fordi det har de jo lært, at de skal gøre for, at man føler sig tryg og ditten og datten. I stedet for at tale med et fucking rigtigt menneske! - som siger sin mening fordi han har lyst til det, ikke fordi han har lært at han skal gøre sådan. Eller hun har. Det gør en kæmpe forskel.

A: Så folk der ikke er pædagoger føles mere ægte?

C: Ja.

A: Og så møder de også en på en mere ægte måde? Og hvad betyder det for din tillid til det andet menneske?
C: Alt næsten. Pædagoger det er bare sådan falsk, så ved man de er på arbejde fordi så siger de der ting, fordi det skal de gøre, og så taler man med et rigtigt i gåseøjne menneske, og så får man feedback fra et rigtigt menneske, der ikke har siddet og læst i bøger om hvordan fanden man skal svare tilbage, og det dér spørgsmål må jeg stille i den situation osv. osv. Det er for meget mand.

A (24:00): Er det det samme med din sagsbehandler og sådan noget? Hvordan snakker de til dig?

C: Jamen jeg har ikke rigtig talt med dem, men det er også sådan noget pis. Og så har jeg snakket med nogen fra det der hjemløseteam, som heller ikke er pædagoger. Eller nogen af dem er, og de er også fine nok at tale med, men der er nogen, hvor ham der er, ham gider jeg ikke at tale med, fordi det er bare noget bullshit det hele.

A: Ja. De gange hvor du så er blevet rykket rundt på institutioner, har du så selv været med til at bestemme hvor du så skulle hen, eller hvordan er det foregået?

C: Aldrig nogensinde.

A: Har de bare bestemt, at så skulle du derhen?

C: Ja.

A: OK. Hvad så da du blev myndig? Hvad gjorde du der?

C: Det var der hvor jeg fik lejlighed, og så skred jeg herhen. Og så begyndte stedet bare at blive smadret, det var lige dér hvor jeg kom.

25:32: 25:42: ikke relevant.

A: Jeg synes det er meget vildt det der med at du ikke har haft mere kontakt til en sagsbehandler eller kontaktperson, nu hvor du er blevet flyttet så meget rundt.

C: Nej men der har aldrig været nogen. Jo, der har nok været en, men hvis det havde været en, der havde gjort noget af betydning, så havde jeg nok kunnet huske et navn eller et eller andet.

A: Hvordan har det føltes at der ikke rigtig er nogen, der ved hvem man er og hvad man vil og …

C: Det tænkte jeg ikke rigtig så meget over dengang, for der ville man mest bare være i fred. Gå nu væk med jer mand! Jo der kommer de der falske pædagoger, hvordan har du det så i dag, jeg har det fint, gå nu væk med jer mand.

A: Så det føles som om de sådan træder en for nær?

C: Det er sådan falsk, det er jo ikke noget de har lyst til, de er der jo bare. De har ikke lyst til at tale med mig, jo.

A: Kunne de antaste dig på en anden måde, selvom de var ansatte, men så du havde mere lyst til at snakke med dem?

C: Ja, men det kan man mærke på folk om de har lyst til det, eller om det bare er lort, fordi de vil arbejde, jo.

A: Ok, så det handler om en personlig interesse.

C: Ja, man kan mærke på folk om de har en interesse i en, eller om det bare er noget de skal skrive ned i en rapport bagefter, eller om det er af interesse i ens person. Det betyder meget.

A: Har du nogensinde mødt nogen, hvor du følte at de spurgte ind af interesse?

C: Jaja et par stykker, men de har aldrig været pædagoger…

28:04 – 30:19: CC på toilettet

A: Men det eneste du har bedt om hjælp til, er det den lejlighed?

C: Ja.

A: Er det fordi du aldrig har syntes at du havde behov for anden støtte?

C: Jeg havde ikke bedt om det, men jeg blev spurgt om på et tidspunkt om jeg ville stoppe med at drikke. Så sagde jeg ja, når jeg får mit eget værelse. Så kan det være jeg kan holde det ud, for i den fucking sovesal der, der kan jeg have været vågen i 3 dage, og skulle drikke mig hjernedødt lam bare for at sove i fem timer, eller et eller andet. Og nu er det vand. Men det var ikke noget, jeg fik hjælp til af dem, det var Københavns sundhedsteam der hjalp mig.

A: Var det hende B?

C: Ja.

A: J har talt pænt om hende?

C: Ja, men hun er også guld værd.

A: Hvorfor? Hvorfor er hun bedre end de andre?

C: For det første har hun ikke en skid at gøre med det her sted overhovedet. Og så har vi kendt hende i lang tid, jo, helt tilbage fra Gaderummet. Ja, hun er sgu cool. Hun fandt ud af at jeg har damp, det havde da været meget fint, hvis de havde været fundet ud af det noget før måske. Det fandt de ud af fra skemaer og observation.

A: Kan du også snakke med hende om ting der fylder, sådan?

C: Nejnej, det er mest bare hvordan jeg har det sådan fysisk. Eller hvis der er et eller andet galt. Hun kommer i morgen, og så skal jeg have min medicin og så er det det, og så spørger hun hvordan jeg har det, og hvis der er noget så kontakter hun en læge, som også er tilknyttet. Ja, hun har ikke en skid at gøre med dette her sted overhovedet.

A: Men du har tillid til hende, lyder det som om? Fordi hun kender dig.

C: Ja. Ja.

A: Er der andre som du føler du kan snakke med så, om mere psykiske ting?

C: Der er ikke så meget at snakke om altså, der sker ikke en skid.

A: Men det kan da også være hårdt nok.

C: Ja, det er pissekedeligt nogen gange. Jeg gider ikke tale med nogen af de fuckhoveder.

 

CC fortæller om at det er surt at bo der, og han glæder sig til at få sin egen lejlighed, så han kan håndtere uddannelse m.m. Gentagelser. Hans egen mor må ikke komme, medmindre det er varslet en uge før. Så skal man stå udenfor. Jeg spørger hvordan han tror de opfatter ham.

C (35:53): Jeg blev valgt som beboerrepræsentant, jo. Jeg kan ikke huske hvor lang tid det er siden, halvanden måned siden, tror jeg. Så spurgte jeg så, hvad skal jeg med det her, og så sagde de så, jamen de skal samle oplysninger fra beboerne og formidle dem videre til os, så vi ikke skal snakke med dem alle sammen på en gang. Så siger jeg ok, hvornår gør jeg det og hvordan gør jeg det og sådan noget, og så har jeg så gået og samlet lidt ind og blablabla, og så skulle jeg komme til nogle personalemøder. Og det kom jeg så aldrig til, overhovedet.

A: Du blev simpelthen ikke inviteret?

C: Nej, overhovedet ikke, fordi de følte ikke, at jeg var i stand til at deltage i møderne. Men hvorfor fanden er jeg så blevet valgt som beboerrepræsentant, hvis de ikke føler jeg er i stand til at deltage i møderne?

Nu er der så blevet valgt en eller anden en, en eller anden pige, jeg aner ikke hvem det er, jeg gider ikke rigtig tale med nogen. Så kommer de; nå, er du så ked af at du ikke er beboerrepræsentant længere? Ja, kan du ikke se, at tårerne triller ned af kinderne på mig mand, jeg har jo ikke brugt det til en skid overhovedet. Jeg har endda spurgt, hallo mand, hvornår skal jeg til et eller andet møde, hvor jeg kan sige et eller andet, inden jeg glemmer det eller får det skrevet ned eller et eller andet sted. Ja, men det må vi lige se på næste gang eller et eller andet. Og sådan har det bare været hele vejen igennem, og så er det aldrig blevet til en skid.

A: Så du havde faktisk gjort det du skulle?

C: Jaja.

A: Og så siger de alligevel at du ikke kan klare jobbet. Altså hvordan føles det?

C: Det er jo latterligt, altså. Det giver jo ikke nogen mening. Altså, det er jo pædagogerne skråstreg de ansatte, og så beboerne, som skulle vælge en beboerrepræsentant, og det blev så mig, og jeg sagde ok, jamen det kan jeg da godt, hvorfor ikke. Og så er jeg ikke i stand til at komme til møderne lige pludselig efter to måneder, og så blev en eller anden valgt.  Det giver ikke nogen mening.