Om problemer i en startfase, og om forskellige veje at gå videre frem

Det er svært at starte nyt op. Det er indviklet, og det er nemt at fare vild, og miste orienteringen, og dermed miste målet af syne. Jeg har for min egen skyld sat mig, og søgt at tømme min hjerne for de problemer og dilemmaer, der stiller sig for et projekt som HELLEBRO. Jeg går slavisk frem, starter med begyndelse og tager et aspekt af gangen, og undersøger samtidig, om og hvordan jeg kan indgå med Gaderummet, på konstruktiv måde. 

Jeg skal starte med at beskrive HELLEBRO, uden at tænke noget Gaderum eller mig selv ind. Så må man rette mig, er der fejl og unøjagtigheder i mit udgangspunkt.

Indhold

UDGANGSPUNKT. 2

PERSPEKTIV – AT OVERLEVE MERE END 2 ÅR. 2

KONSTITUERING.. 2

BOLIG-SOCIALE OG PSYKO-SOCIALE FONDE. 2

FINANSIERING AF GENERELLE VÆRESTESAKTIVITETER. 2

DE PSYKO-SOCIALE FONDE. 3

KOMPETENCE- OG YDELSES-STRUKTUR. 3

SOCIALRÅDGIVER, SUPERVISON.. 3

ORGANISATIONERS BIDRAG TIL HUSET. 3

ENKELTPERSONERS BIDRAG.. 3

DEN NEDRE BARRE. 4

NULTOLERANCE. 4

RUSMIDDELPOLITIK. 4

DEN GENERELLE VEJ OG DE SVAGE LED OVERFOR TIDSRAMMEN.. 4

GADERUMMET SOM FORENING I HUSET HELLEBRO.. 4

GADERUMSRESSSOURCER I HELLEBRO.. 5

DET PROBLEMATISKE. 5

DEN UMULIGE SLISKE. 5

ALINA OG RØDDER. 6

PROBLEMET ER DEN PSYKOLOGISKE YDELSE. 6

BILLEDER. 6

DEN UPÆGOGISKE DAGLIGDAG!. 7

GADERUMMETS ALTERNATIVER. 7

FORSKELLIGE DAGDAGE. 8

POLITIET. 8

FRYGTE OG HÅB. 8

Pinde til uddybning: 9

 

 

UDGANGSPUNKT
En fri etage på 700m2 til brug for ”støtte til unge hjemløse” i næsten to år, er udgangspunktet for nedenstående overvejelser. Til udgangspunktet hører også, at organisationer i huset, sammen med interesserede enkeltpersoner, skal være husets ressourcegruppe, og dette i samarbejde med bestyrelsen, der udstikker de overordnede linjer for arbejdet. Det bærende i huset tænkes at være det frivillige engagement, i samarbejde med en daglig leder mm i huset.

PERSPEKTIV – AT OVERLEVE MERE END 2 ÅR
Perspektivet i mine tanker er, at tænke ind i, hvordan et unge-hjemløse-virke kan etableres og finde reproduktionsformer i huset, og således at huset kan overleve økonomisk ud over de første to år. Jeg vil kalde det spørgsmålet om den ”ydelsesstruktur”, som minimum skal opbygges, og som på en operationel måde kan videreformidles til de fonde, sponsorer mm., som huset skal overbevise om, at støtten vil være godt givet ud.

KONSTITUERING
Aktuelt er huset ved at konstituere sig, men har ikke foretaget springet. Vedtægter, bestyrelse, husorden og organisationsstruktur, er ikke helt på plads, så de kan effektueres. Der er dels tale om dilemmaer, der skal tænkes ind i en praktisk ’løsning’, og dels er der er ikke enighed om, hvad husets standpunkt skal være i forhold til husorden og rusmiddelpolitik, en praktisk differentieret eller nultolerance-politik. Der er sikkert også andre uforenelige synspunkter til stede, men ovenstående er en kendt uenighed, som man ikke kan stemme om, men som skal afgøres på den ene eller den anden vægtede led, hvor nogen inddrages i arbejdet, og andre ikke.

BOLIG-SOCIALE OG PSYKO-SOCIALE FONDE
Jeg skal skelne mellem de bolig-sociale og psykosociale fonde. Huset har allerede tænkt på de første, de bolig-sociale fonde, til den grundlæggende økonomiske post, og som finansiering af husleje, væresteds-aktiviteter og organisationsrum. Aflønning af en daglig leder, kan også lægges her.

FINANSIERING AF GENERELLE VÆRESTESAKTIVITETER
Hvorvidt generelle væresteds-aktiviteter, over tid, altså år efter år, kan realiseres gennem de bolig-sociale fonde, løbende sponsorater, har jeg ingen ide om. Jeg kender ingen steder, der fungerer på denne måde. Initiativer der startes op sådan, ser mere ud at blive overtaget af det kommunale, hvor kommunen kan se en værdi i at videreføre det i sin egen form, med eget mandskab, og ud fra et nødvendigt servicebehov for lokale borgere – eller de lukker. De fleste projekter overtages ikke af kommunen. De lukker selv, når de frivillige er brændt ud, og ingen fonde har meldt sig.

DE PSYKO-SOCIALE FONDE
Der er noget, der ikke kan finansieres over tid, gennem de bolig-sociale fonde. Og dét er varetagelsen af de enkeltpersoner, som vil søge huset, bruger huset, og som har særlige behov, som kræver en særlig professionel hjælp, psykologisk, socialt og kropsligt. Det kan også være unge i huset, der geråder ud i konflikter på stedet. Og hvor konflikterne vil vare ved, indtil en af parterne er smidt ud, eller bedre: hjælpes igennem via huset.

KOMPETENCE- OG YDELSES-STRUKTUR
Afhængig af, hvilken kompetencestruktur huset vælger at have, om nogen, så vil unge i huset kunne støttes aktivt igennem deres problemer, gennem forløb, mens de bruger huset – og hvis ikke, så må huset i sin daglige hverdag, i hvert et problemtilfælde, der kommer på bordet, skulle henvises til anden side, og/eller til at forlade lokalerne.
Finansieringen af ovenstående, hører primært hjemme i de psykosociale fonde, som specielt er indenfor det sociale- og sundhedsmæssige området.

SOCIALRÅDGIVER, SUPERVISON
Mange væresteder, har en socialrådgiver tilknyttet et vist antal timer. Andre væresteder har supervision, evt. en psykiatrisk konsulent, hvor man håndterer hvordan værestedets brugere, med særlige behov, skal håndteres og visiteres videre. De er enten nystartede, eller kommunalt finansieret.

Et sted som HELLEBRO, skal have en eller anden professionel problemknuser instans, hvor en daglig leder – med det antal unge der skal fylde lokalerne – slet ikke er nok. Og det er heller ikke det naturlige sted, at lægge en psykosocial kompetence. Tror man på de sociale fonde, så vil udgifterne hertil, fx. timer til en socialrådgiver, psykolog eller anden faglig ekspertise kunne finansieres i starten. Men med så mange unge hjemløse, hvor de fleste vil have problemer ud over hjemløsheden, vil dette slet ikke være nok. Der vil enten komme en fast praksis med udvisning af folk, eller med et tomt værested.

ORGANISATIONERS BIDRAG TIL HUSET
Hvor meget de forskellige organisationer/foreninger i huset, kan bidrage med til løsningen heraf, på hvilken måde og med hvor mange kræfter – både på gulvet og til de generelle - har jeg ingen fornemmelse af, på nær for SAND. Der er ikke snakket meget ind i det for andre grupper/foreninger, og det knækker på midten, når det berøres. Nogle organisationer/foreninger har deres eget virke, dagsorden og identitet nærmest. For andre er HELLEBRO organisationen, som de er frivillige i, med deres egen forening som alibi – hvilket kan skabe et usundt konkurrenceforhold til huset, da man ikke kan tale ud fra egen aktivitet, opgaver og ansvar. 

Når huset har valgt at satse på organisationer/foreningers sam-virke under fælles tag, så vil nye og gamle organisationer kunne hjælpe hinanden.

ENKELTPERSONERS BIDRAG
Hvad angår enkeltpersoner, der gerne vil være frivillige, så er den naturlige indgang til huset et ugentligt husmøde, hvor man tages imod. Enkeltpersoner kan knyttes til eksisterende grupper/foreninger i huset – efter interesse – eller indgå i en art ”frivillighedsgruppe”, og således at det er huset og gruppens ansvar overfor husmødet, at støtte, vejlede og klæde den frivillige ordentligt og etisk på. Det samme vil være aktuelt for frivillige fra foreninger, der ikke har et etableret eget virke og grundlag i huset, måske endnu kun en intention på en internetside, med et cvr-nummer. De enkelte frivillige må knyttes til en struktur i huset, der varetager denne opgave.
Hvis ikke de frivillige kommer i huset, for deres egen skyld, fordi der er noget de gerne vil lave ud fra det hjørne, de har valgt at arbejde fra og med, så vil de komme til at hænge ud i huset, som uuddannede pædagoger med påtaget autoritet, og hvor HELLEBROs unge er gjort til egne unge. Det vil ikke være godt.

DEN NEDRE BARRE
Det er ikke nødvendig for et hus, at have en udvidet psykosocial kompetence, alle døgnets åbne timer. Det er muligt at nøjes med en socialrådgiverfunktion, og med supervision på håndteringen og visiteringen af de besværlige/tunge skæbner, samt førstehjælp. Dette vil så rette sig ind efter, hvad husordenen tilsiger, der skal gøres i besværlighedstilfælde.

NULTOLERANCE
Mange steder har en nultolerance, og slås alligevel dagen igennem med at håndhæve det, og tit går al tid og aktivitet med dette. Andre steder har andre regler tilpasset omstændighederne og menneskene ses som mennesker. Overordnet kaldes alt dette for ”rusmiddelpolitik”, og hvad er så husets rusmiddelpolitik?

RUSMIDDELPOLITIK
En rusmiddelpolitik, er ikke kun en fast størrelse. Den er også medbestemmende for hvordan praksis få lov at arte og udvikle sig – eller blive afviklet. Givet den og den rusmiddelpolitik, så kan hver enkelte frygte, hvad dette kan føre til, indadtil, udadtil og politimæssigt, og hvad kan det ikke ende med for stedet!

Mange steder er der en officiel ”stueren” rusmiddelpolitik udadtil, og en anden pragmatisk ind ad til. Det gøres for at vinde tid, og fordi der er et praktisk dilemma, man ikke kan løse realpolitisk. Så skjuler man noget i et hjørne, som man faktisk gerne ville tillade i en eller anden form, fordi det ikke er til at udrydde – eller er uskyldigt - men man kan ikke se, at man kan vinde den politiske eller økonomiske kamp. Med en sådan inder-yder-forholden sig, kan man bare ikke løse problemer, for man kan ikke tænke i fællesskab. Tiden går bare, man kommer ingen steder. Sådan er det desværre de fleste steder.

DEN GENERELLE VEJ OG DE SVAGE LED OVERFOR TIDSRAMMEN
Der hvor jeg placerer det svage led, det er i organisationer/foreningers/enkeltpersoners specifikke bidrag til huset, og at dette arbejde kan gøres ”over-individuelt” som husarbejde, brugbart for husets unge hjemløse - og salgbart!  Jeg kan se det for SANDS vedkommende, og resten må komme, ved at enkeltfrivillige støttes i deres arbejde med deres forening i huset. Det vil være en udfordrende vokseproces, indenfor tidsrammen. Jeg ved så heller ikke ret meget om, hvor de andre foreninger er i deres proces pt.

Jeg kan stoppe min udredning her. Ovenstående er en vej igennem, på kort sigt. For min parts vedkommende, har jeg dog svært ved at øjne, hvordan en langsigtet finansiering kan falde på plads. Huset skal kunne noget, nærmest skabe sig en kant og en profil, og resultater der kan gøres synlige. Lykkes det at komme over toårs krisen, så kommer en lignende skæring sikkert på fire-årsdagen. Projekter der kommer godt fra start har typisk 4 år, så er frivillighed ikke nok, og det skal sælges til kommunen, eller det sover stille ind.

GADERUMMET SOM FORENING I HUSET HELLEBRO
Gaderummet ift. HELLEBRO er pt. 10 personer, med ressourcer, og vi har ikke inviteret andre fra Gaderummet, andet end de ved vi er nysgerrige på HELLEBRO, synes det er fint initiativ, og som skal behandles med respekt.
Gaderummet laver i forvejen laver frivilligt arbejde, på gaden og i private lejligheder. Der er et løbende antal korte og lange psykologiske forløb, og vi har social-filosofisk arbejde for udstødte unge, herunder for psykiatriske unge med behandlingsdomme. Nogle forløb varer få gange eller få måneder, andre i flere år, med samtale og inddragelse af kroppen hver uge.
Hvert år bygger vi en større hjemløselejr-arbejdslejr på Roskilde Festival, hvor vi i 3-4 måneder knokler fra morgen til aften med oprydning. Weekender eksisterer ikke. Vi har også en immigrantarbejder ansat 15 timer om ugen, til gadeplansarbejde.
Der er en del flere omkring Gaderummet, som har ressourcer og specifikke kompetencer, som vi vil kunne invitere til vores arbejde i huset. Kan de frigøre tid til at indgå i huset, vil de vide, hvordan de skal håndtere problemramte unge.

GADERUMSRESSSOURCER I HELLEBRO
Vi kan lægge vores ressourcer ud i huset. Praktisk i forhold en dag eller to om ugen, med mad, vores svømmegruppe osv., samt ved anmodning fra unge i problemer i huset, en dertil professionel intervention og forsøg på løsning. Psykolog Foreningens etikregler er minimumsregler for os. Vi er lille organisme, der kan meget mere end vi for tiden gaber over, fordi mange problemstillinger kræver en større fælles form, for at vi kan løse dem, end den vi har.

Jeg vil hurtigt i huset blive komme til at sidde med unge, der skal have en hånd gennem en kontinuerlig samtalerække; det samme vil gælde for Alina, som også snakker slaviske sprog, og derfor til en start også møder andre end jeg. Tit er vi begge inde over samme sag, på hver vores måde, lige som andre fra Gaderummet kan komme ind over, afhængig af hvad problemet kræver i det daglige/ugentlige, for at sikre dets løsning på lang sigt.

Jeg har ikke nogen ’ambition’ for mig selv i forhold til HELLEBRO, noget bestemt jeg vil, et job eller andet. Men kan se muligheden for et miljø for Gaderummet, som jeg meget gerne vil bruge tid på at skubbe i gang, bygge op, og trække mig tilbage fra, når det kan gøres. Jeg ved ikke om jeg skal gøre det gennem et massagecykel-projekt, og/eller ved at invitere psykologistuderende ind, og søge at danne en lille frivillig rådgivningsgruppe for huset.

DET PROBLEMATISKE
Alt ovenstående er uproblematisk. Problemerne kommer ind, når de konkrete unge, der finder os, tit er i en særlig kummerlig tilstand, eller de er helt almindelig at se på, men larmende, eller de går et med tapetet. Og nogen gange gemmer de sig i massivt druk og røg. Nogen unge i denne livssituation, vil specifikt søge Gaderummet, fordi de kender os eller er blevet henvist fra gaden; andre unge i samme situation fordi de har hørt om huset HELLEBRO.
De har deres livsstil med, om det så er en hund, eller en rotte på skulderen, måske en joint i kæften og en sixpack i hånden. Måske også en stor rygsæk, med hele hjemmet i. Eller det være kan en lille taske, fyldt med gamle aviser, og med recepter og kvitteringer på diverse nervepiller osv. En sådan taske kan være lige så askegrå at kigge ind i, som personen der kommer med den!

DEN UMULIGE SLISKE
Jeg ved ikke om det er muligt, at lave en slags sliske, hvor typer som ovenstående, lige som føres hen til ”kontoret for de besværlige” – når det åbent - og er adskilt fra resten af huset den tid, det tager at gå op, ind og ud efter samtale. Jeg tror det ikke. Der skal nok være nogen, der sætter sig i gangen, måske bare for at provokere, fordi man synes nogen ting i huset står forkert!

ALINA OG RØDDER
Jeg har så tænkt, om Alina og rødderne, kunne håndtere det, og at jeg bliver hvor jeg er. Og at vi så samarbejder på afstand. Det tror jeg sagtens de kan, men de rene psykologiske problemstillinger, vil forblive udenfor arbejdet.

PROBLEMET ER DEN PSYKOLOGISKE YDELSE
Jeg er ikke på det rene, at ville være med til at dæmpe og usynliggøre druk og røg, hvor alt foregår udenfor. Og når ikke en sliske er mulig til, hvad jeg kan, så i det mindste at jeg disciplinerer dem der søger mig, til ikke at forstyrre huset med en anden orden, men de kan komme og gå igen efter endt ærinde. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere det. Jeg vil hele tiden føle mig som kattemor overfor en hund, eller at jeg skal skamme mig over, hvad jeg dog laver, og hvem jeg dog kender.

Kunne jeg skrue mig ind, tror jeg godt at Gaderummet kunne tage sit nøk på gulvplan. Om det med SAND er nok, de andre små foreninger in mente, til en langsigtet ydelsesstruktur, ved jeg ikke. Men jeg tror såmænd nok, at vi ville kunne rejse egne midler til dette psykosociale arbejde, i hvert fald i starten, via fonde. Jeg ved ikke om det er besværet værd, at jeg prøver, for det bliver et andet hus. Det bliver helt automatisk et andet hus, når man ikke smider nogen ud, der ikke har nogen steder at være – ud over de, der skal smides ud for grove ting! For når enkeltes problemer løses op igennem huset, virker det også ind på det fælles liv.

Jeg kan begrænse min aktivitet til de, der kan overholde de forskellige regler, om rygning, joint og øl, når de går ind af døren. Og at jeg blander mig uden om alt andet i huset, herunder entreen og væren. Tror såmænd nok, jeg vil få noget at lave. Men så vil jeg have en flov smag i munden over, at jeg i kraft af min indgåen og for husets skyld, skal diskriminere mellem mennesker, og vælge de, der kan overholde de umiddelbare entré-kriterier. Og lade andre i huset blive smidt ud.  

Jeg synes, at når man skal bygge noget, så skal det være til fremtiden, ikke fortiden. Det fordrer, at man skruer sig ind i nutiden, på konstruktiv måde, fremadrettet og bevidst tilbageskuende.

BILLEDER
Jeg har ingen intention om, at bygge et lille Gaderum op derude, skulle det være. Jeg oplever mig som trådt ud af erhverv, selv om jeg laver det samme som tidligere. Men hvordan jeg end vender det, så ligger der på spidsen af min handlestruktur, at det miljø, der skabes om Gaderummet, om vi vil det eller ej, det er dét der kaotiske miljø, som alle hellige dengang skældte ud på, var i Gaderummet, og at sådan noget ikke nytter noget.

Jeg sidder selv tilbage med, at det ubetinget nyttede. Vores åbne tilgang lykkedes for unge at bruge på lang sigt, kommunen og psykiatrien nyttede ikke, til den slags problemer, hvor man hverken har penge, venner eller bagland, men kun konflikter.

Jeg er ikke så bange for, at det vil komme til at være det samme som Gaderummet, for huset er kun dagåbent. Men en hverdag fuld of gøremål, med unge der slår sig ned i lokalerne, for at hive sig op igennem dem, det vil blive kaotisk, uden nogen fast placering af hverken kaffekop eller askebæger. Det er heller ikke uvæsentligt, at der statistisk er en overvægt af rygere i gruppen af hjemløse, lige som det vil være tilfældet for frivillige, der vil søge huset. De ikke-rygende vil typisk gå til Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse o.a.

DEN UPÆGOGISKE DAGLIGDAG!
Det er ikke de frivillige, der skaber dagligdagen, så vil det være et sted af ansatte, hvor brugere er henvist via et betalingsforhold, eller en kommunal ydelse. Når HELLEBRO er tænkt som et åbent sted, uden henvisere og med selvhenvisning, er det brugerne i arbejde med de frivillige, ansvarlige og ansatte, der skaber dagligdag, og orden i kaos.
Den drivende orden vil blive, hvad de enkelte organisationer i huset, via deres eget virke om deres eget formål, skaber i huset, og hvad de prioriterer af ressourcer til de enkelte væresteds-aktiviteter, som mad, diverse aktiviteter, specifikke tilbud og ydelser mv.

Det vil ikke være et pædagogisk personale, der tager imod, viser rundt og fortæller – og sætter på plads; og som har styr på noget som helst, og er det alligevel dette, tiden går med, så er der gået noget grundlæggende galt.
Hvis omgangen med rusmidler, herunder cigaretter, skal være elementer, der fylder i dagligdagen og skal begrænses, så må det være fordi de forstyrrer andre aktiviteter, som er vigtige nu, lige som et godt naboforhold. Hvis ikke det forstyrrer, så lad det være, eller bidrag med noget positivt! Det at have tid til at gå rundt og kigge – lure - det er en luksus, som må udføres på basis af nysgerrighed. Det er slags frivillighedspause for frivillige i dagligdagen, hvor man også selv bliver bruger. Ellers bliver man kontrollant og ufaglig pædagog, der først får ting at vide, når det allerede er blevet for sent.

Jeg kan frygte, lige nu og et stykke tid frem, at en svag organisationskraft – vi er ikke mange eller stærke nok lige nu – vil trække frivillige enkeltressourcer, i den grad de kommer, ind i en midte, hvor deres opgave er at finde på noget eller nogen at gøre gavn overfor. Det kan blive anmassende, og vil typisk virke mod hensigten, trods den gode vilje fra den frivilliges side.

Det er i et sådant endnu tomt frirum, at vi alle træder ind i starten. Enkelte nye unge hjemløse og gæster, og så os, vil være til stede.
Hvis jeg er en af disse fra husets side, der åbner og lukker en dag eller to om ugen, og jeg ikke synes det er min fornemmeste pligt, at sørge for at rusmidler er ”usynlige” blandt brugere, men hellere vil pejle mig frem gennem de problemstillinger, som de unge udtrykker og går med, så vil det kunne blive problematisk set fra andre frivilliges side, og evt. set som illoyalt, afhængig af husorden og rusmiddelpolitik. Om dette dilemma kan løses i praksis, afhænger af, hvordan det håndteres!

GADERUMMETS ALTERNATIVER
Måske skal jeg som person ikke være med, men støtte Alina og andre i Gaderummet, i deres aktivitet i huset, men så uden den psykologiske ressource til huset fra min side.

Der er også tænkeligt, at det kan løses i sin start, samtidig at huset løbes i gang. En måde er at de enkelte dage i huset knyttes til en organisation/forening/gruppe, og hvor de ”løse frivillige” er frivillige set herfra. De ”løse frivillige” indgår således i ansvarsstrukturen i den for dagen ansvarlige organisation/forening/gruppe. Nye frivillige – eller små foreninger - kan indgå i allerede åbne dage, og gøre sig erfaringer, og der kommer et ankerpunkt, der kan skubbe nye åbne dage i gang.

FORSKELLIGE DAGDAGE
Der springer forskellige forslag ud af ovenstående. Det kan være:

- En SANDdag
- En Gaderumsdag
- En NoName-dag
- En Cleendag ?
- En Cleendag 2?
- ?
- ?

Dage hvor en eller flere organisationer/foreninger står for at åbne og lukke – samt for forpligtelsen til at være repræsenteret i et ugentligt planlægnings/koordinationsmøde. De forskellige dage vil udvikle sig forskelligt, lige som brugere vil komme til forskellige ”slags” dage over tid, og evt. ved problemer, kan henvises til brug af huset på andre dage, med deres ydelser. Dagene vil ”smitte” hinanden over tid, afhængig hvad der kan lægges aktiviteter ind i de forskellige dage.

For Gaderummet vil det sige, at vi laver vores primære aktiviteter på dagen, og skuer os ind i andres aktiviteter på andre dage, når vi er der.

Dagnavnet på dagene er startnavne, der kan ændres og udbygges, efterhånden som opbygningen og praksis udvikler sig, eller skal styres. Og med tiden vil dagenes indhold af aktiviteter/tilbud selv sætte identitet/navn på dagen.

POLITIET
Jeg vil så straks gå op til politiet, og forsøge at få en fast kontaktperson til huset, og snakke husorden og rusmiddelpolitik med dem. De har deres opfattelse af sådan sted allerede – lige meget hvad vi siger! - og hvilke problemer de skal være opmærksomme på.

Jeg vil nævne mit dilemma med huset, at jeg er der som psykolog og frivillig fra Gaderummet i HELLEBRO, der tager imod unge i krise, der finder huset. Jeg vil hellere snakke indendørs, med en med en joint, end bede ham gå ud og ryge – og at han ikke har tid til mig. Jeg vil ikke benævne hashen, med mindre det forstyrrer eller det er dårlig kvalitet, eller han selv gør det til et emne.

Husets dilemma, vil jeg så sige til den betjent, der måtte findes, at der er sådan én, som mig i huset! Og fortælle om Gaderummet, og dets lange historie med politiet. Det var en positiv historie. Vi løste mange problemer, også deres, uden at larme – og de lod os være i fred, politiet. De kom, når de havde ærinder, ikke for at tjekke, eller vi selv bad om hjælp. Og vi kunne koncentrere os om det væsentlige, mad, ord, visioner og praksis.

Og det er også mit begrundede håb her!

FRYGTE OG HÅB
Der ligger meget symbolpolitik i en husorden og i en rusmiddelpolitik for stedet. Der er frygte og håb for det bedste og det værste til stede i det, både for nutid og fremtid. Vil støtter synes om miljøet, vil politiet? Og hvad bliver vores rygte? Tror såmænd allerede politiet kender vores eksistens, og at vi er kommet ind i kassen til ”observation” for nye opgaver. Vi skal bare ind i den rigtige kasse! Og det er et samarbejde.

En lignende linje vil jeg lægge over husets lokalområde. Gå ud og fortælle om huset og invitere ind, så man kan se hvad det er. Også lokale grupper og hjørner. Her vil det at nævne ”Fristedsregler” være det nemmeste at kommunikere: ”Respekt for hinanden, ingen junk, ingen vold”, og tilføje: ”Glem sprutten og det er heller ikke en hashklub”. Så bliver det nemmere for alle at tænke med. Et vigtigt visitationssted er gadehjørnet, der enten sender en videre til ingenting og værre, eller til HELLEBRO, hvis man fornemmer at det er det, der skal til, og man samtidig kan fornemme, at det kan huset gøre på en god måde.

Det er nemmere, hvis man selv har været der og indenfor, at henvise målgruppepersoner, også selv om man som aktiv stofmisbruger måske ikke kan bruge det til sig selv.

Skal man bygge til fremtiden, må det være med erfaringer og visioner, der kan holde håbet højt og frygten produktiv.

 

Pinde til uddybning:

-          Hvis mulighed for et hjemløse-natkollektiv i nærheden, er situationen på kort og lang sigt en hel anden.

-          Uddybning af Alinas virke

-          Kvalificeringen af frivillige

-          Den interne dagligdag/arbejdsdag set som en husgruppestruktur.

 

/Kalle
11. april 2015