Kommune indkalder til hash-konference

Af Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau

 

Trods adskillige afslag på at lave forsøg med fri hash arbejder Københans Kommune ufortrødent videre. Nu vil kommunen holde en konference om sagen.

Et flertal på Københavns Rådhus går ind for fri hash, og kommunen har ved flere lejligheder søgt om lov til at indføre en forsøgsordning, så det bliver lovligt at ryge sig skæv i hovedstaden.

Ønsket er gentagne gange blevet afvist af politikerne på Christiansborg, men kommunen har ikke givet op. Senest har man med budgetforliget afsat 100.000 kroner til en konference om fri hash, hvor politikere, sundhedsfolk og politiet skal diskutere fordele og ulemper ved legalisering af de euforiserende stoffer. Det skriver DR København.

•                    Konferencen handler om at gøre det mere konkret og fortælle mere præcist, hvordan en forsøgsordning skrues sammen, så fordomme og myter, som mange på Christiansborg måske har om, hvad der er, vi vil i København, kan blive udryddet, siger socialborgmester Mikkel Warming (EL) til DR København.

•                    Det handler om at prøve at gå andre veje, fordi vi kan se, at det er sund fornuft, tilføjer han.

De Konservative står uden for budgetaftalen og tilhører heller ikke det flertal, der vil legalisere hash inden for den københavnske kommunegrænse. Partiets politiske leder på rådhuset, Rasmus Jarlov, er forarget over, at flertallet i Borgerrepræsentationen - med Socialdemokraterne i spidsen - nu vil bruge 100.000 kroner på en konference om sagen.

•                    Jeg synes, det er upassende, at Socialdemokraterne bruger kommunekassen til at fremme deres dagsorden om fri hash. Vi andre får jo heller ikke penge til at holde en konference om lavere skat, siger han til DR København.

Han forventer ikke, at konferencen bane vejen for en forsøgsordning i København.

•                    Jeg tror ikke på, at vi får fri hash i København, det er folketinget for fornuftige til - i modsætning til Mikkel Warming og resten af venstrefløjen i København, siger Rasmus Jarlov.