Morgenstund
Jeg er nået op på 4.sal. Døren ind til gaderummet er åben, og stille musik flyder mig i møde. I kontoret sidder 3 unge ved hver sin computer, mens en fjerde sover i lænestolen i en stilling, der tyder på mange timers soven-en-rus ud.
De 2 af de vågne unge prøver tilsammen at få pc-severen, der står for internetforbindelsen, til at fungere igen. Den 3.je er en pige på 19 år, der sidder og skriver i et tekstdokument på computer. Hun prajer mig hen til sig. Og fortæller om det brev til hendes far, hun er ved at skrive. Hun har fået en praktikplads, så nu kan hun komme videre med sin uddannelse til mekaniker. Hun kan også fortælle sin far, at hun fra næste måned af har sin egen lejlighed for første gang i sit liv.
Pigen er kendt af mig igennem 2 år. Hun har aldrig boet i gaderummet, men hun har været her så meget, at hun er én af de gamle på stedet. Det første halve år brugte hun foran en computer i gaderummet. Hun var svær at komme ind på. Hun levede i sin helt egen verden. Hun henvendte sig kun til andre, når der var noget rent teknisk ved computeren, som hun ikke kunne overskue. For hende handlede det om breve om bolig og uddannelse, og om politisk arbejde hvor unge, der havde det svært, sammen kunne gøre noget ved deres betingelser. Hun skrev læserbreve til aviserne om de dårlige boligbetingelser. Men der var ikke rigtig held for hende. En dag spurgte hun ud om rådgivning. Hun var trist over at ingenting lykkedes.
Det viste sig, at hun siden sit 11 år havde levet som gadepige. Da hun var blevet ”stor nok til at løbe hjemmefra”, som hun udtrykte sig, var hun gået på landevejen lige som i en film. Hun ville ikke mere finde sig i at blive låst inde af sin mor, når det var aften og weekend, og hun kunne ikke acceptere at moderen forbød hende at se sin far. Hun ville et almindeligt liv med sine veninder og kammerater, og i desperation var hun stukket af, og havde først levet som gadepige i forskellige store byer i Jylland, senere i bezatte huse i Tyskland. Hun havde rodet sig ud i brug af alverdens stoffer, og nu var det sådan for hende, at hun følte hun var ved at gå i stykker. Hendes bryst var ved at sprænges. Hun følte at brystet var et stort åbent sår, og hun pegede på sine luftveje. Hun sloges også med hovedpine, hvor hun tog hovedpiller hele døgnet, for at holde det ud. Hun havde været til lægetjek, uden at de havde fundet noget anormalt. Hun have akut brug for at få det bedre, sagde hun, men hun kunne ikke snakke om de ting, der foregik i hende. Hun blev angst, og var hele tiden ved at forsvinde, når hun tænkte på eget liv – og så kom hovedpinen, der gjorde det umuligt for hende at snakke. Hun vidste at jeg også arbejdede med kroppen, og bad om denne indfaldsvinkel fra min side. Det næste år kom hun i rådgivningen stort set en gang om ugen, nogen gange flere gange, og meget tit ringede hun for lige at ”afklare noget”, og kropsarbejdet blev hen ad vejen suppleret og tog senere over af samtaler om hendes livshistorie og fremtidsudsigter. Forudsætningen for dette var tydeligt at hun havde fået mere sprog omkring sit ”inderliv”, særligt om forbindelser mellem hendes psykiske tilstand og de kropslige symptomer. Hun var ikke længere bare udleveret til egne velbefindender, og hun kunne så småt tænke og erindre uden at hovedpinen straks satte ind.
Hun brugte tit gaderummet om natten, når hun var lammet af angst, men ellers sørgede hun for låne sig til en sofa hos andre piger, hun lærte at kende, og som kom i gaderummet. Angst var hendes grundvilkår, det var når angsten blev for stærk at hun blev i gaderummet hele tiden, men aldrig bad hun om en soveplads, og da hun altid tjekket bar sit liv, var der ikke nogen der pågående pånød hende en fast soveplads oppe på 5.sal, hvor der kunne være mere ro end i fællesstuen.
Tit sad hun i gaderummet om morgenen, når jeg kom, og sov i én af kontorstolene, og hvis hun var til at få lidt kontakt med, så stod hun enten op til en ny dag, eller hun lod sig flytte hen på en madras, hvor hun kunne sove ordentligt videre. Hendes hovedpine og angst fortog sig som kropsbehandlingen skred fremad, hvor hun samtidig begyndte at få ord på sit inderliv. Og hun havde også taget fornyet kontakt til både sin far og mor.
Med den gode nyhed om en praktikplads og et rigtigt sted at bo fra næste måned, er der ingen tvivl om, at hun nok skal klare sit liv på en god måde.
Mens jeg udveksler morgenstundskommentarer med hende lyder der larm på trappen. Larmen er bekendt, den kommer fra ham, der siden hans 12.år har levet ude på gaden, på institution, i bezatte huse eller i ungdomshuse. Alle steder blev han tiltrukket af personer med ”gang i den”, eller han lavede det selv. I dag er han 25 år, på depotmedicin, men har et eget sted at bo, som han dog ofte lejer ud til andre for her igennem at få flere penge til druk og stoffer. Han er kendt i gaderummet, og han er tit i fokus omkring problemer med druk. Men han respekterer langt hen ad vejen, at han ikke skal have særbehandling overfor andre. Men det holder hårdt. Han søger systematisk at fuske sig igennem, selv om han nok ikke selv vil kalde det har gør for fusk, men lige så systematisk har jeg fat i ham, ofte med kommentarer at det har han gjort rigeligt af og det har ikke hjulpet, så hvis han vil bruge gaderummet må han holde sin sti ren. I dag er den helt gal. Han er tydeligvis påvirket af et stof, sandsynligvis speed efter dømme af pågåenhed, iblandet hans depotmedicin. Han kommer fordi han har solgt sin walkman i aftes heroppe til en anden, og nu vil han købe den tilbage. Han er bare en slatten klud, der 5 minutter efter falder i søvn ovre på sofaen, som jeg tog eller nærmest bar ham hen til.
Det viste sig senere, at han ganske rigtigt var havnet på stoffer igen. En udenlandsk fyr var sidste uge kommet tilbage fra Sydamerika, og hans væren i København var åbenbart som sidst: at trække en hale af narkoskæbner efter sig, ved først at gi` unge i marginaliserede miljøer gratis speed, coke og rygeheroin, ved bare at deltage eller hænge ud med dem i festlige selskaber, senere at tage sig betaling når de bad om mere.
Han var kommet i gaderummet igennem en måned for et år siden, og han klarede den faktisk længe heroppe inden det kom for mine ører, og døren klappede i: ”ingen entré hvis engagement i stoffer udenfor gaderummet, og intet ønske om at stoppe”. Han kom ikke igen, da jeg en dag sagde slut til hans historier, der gentog sig. Hans tilbagevenden, hvor han så end er i byen, bekymrer mig. Han gæster sikkert ikke gaderummet igen, men det er ikke nok for min samvittighed. Ham på sofaen havde bare været et let bytte, og der er mange flere. Hvad at gøre!
Lidt efter dukker en mega brandert op. Den kan dårligt slæbe sig ind ad døren. Den tilhører en tidligere beboer, en ung mand på 24 år. Hans forældre er polske, men de har boet i Danmark i 10 år. Han flyttede ind i gaderummet efter at han havde boet på gaden en sommer over, da hans forældre smed ham ud med kommentaren: ”klar dig selv, nu du mener at punk er livet”. Han markerer sig som hard core punker, både i tøj-, hår- og piercingstil, og det har han altid gjort, og kun de færreste ved, at her kommer en nybagt svend ud i snedkerfaget. Godt gået. Han fortæller snøvlende at der står en kasse guldøl nede i gården, som han vil gi´ til gaderummet, men han havde ikke kræfter til at slæbe den op. Siden i går middag har han fejret sit eksamensbevis, og han er nu også garanteret job hos en mester, han har været ude og snakke med. Sofaen bliver hans næste værested, ved siden af den anden, der til eftermiddag vil vågne til en ”kold tyrker”, hvis han vil forblive i gaderummet.
I dag møder jeg sent. Jeg har været på besøg på lukket afdeling ude i byen. Det er jeg med jævne mellemrum, enten fordi én fra gaderummet eller rådgivningen bliver indlagt, eller fordi jeg kontaktes om én, der er blevet indlagt, og hvor pårørende eller netværk ikke mener at man får en fremadrettet hjælp alene eller via psykiatrien.
Det var et sørgeligt syn, jeg kom fra. Pigen jeg havde besøgt var så påvirket af medicin, at hun næsten ikke kunne koncentrere sig om samtalen, som hun selv have ønsket – og som var formidlet af hendes mor, som kendte rådgivningen fra en veninde, der selv var mor til en, der havde brugt rådgivningen. Den indlagte pige udtrykte frustration over, at hun igen var bragt herud af politiet, der havde fundet hende løbende på Nørrebrogade uden tøj på. Det var bare en ”happening”, sagde hun, og hendes tanker fløj videre til andre emner, der i en lind strøm gik gennem hendes sind. Hun var ”bare oppe og flyve”, som hun udtrykte sig, og der skete jo ikke noget, og fremover skulle hun nok holde sig i skinnet. Hun fattede godt det problematiske i hendes handlinger, men kærede sig kun om, at andre mente at de var forkerte, og for andres skyld kunne hun da godt stoppe med dem.
Hun havde en fødselspsykose, der var kommet i forlængelse af, at hun i 7.de måned havde aborterede et foster, der var død af moderkageforgiftning.
3 måneder senere blev hun udskrevet til sin lejlighed, og med en henvisning til distriktspsykiatrien, der også skulle sørge for hendes medicin. Men hun udeblev fra distriktspsykiatrien, droppede sin medicin, og historien med vildt løb nøgen ned ad Nørrebrogade gentog sig. Hendes ophold på den lukkede afdeling gik som sidst, og hun blev igen udskrevet på samme måde. Hendes indlæggelser gentog sig med måneders mellemrum det næste år, men hun blev ikke bedre, men tvært imod meget dårligere af det. Hun tabte sig til skin og ben, og ragede hele tiden i skænderi og slagsmål med andre, også selvom hun fik kraftigt virkende medicin. Til sidst opgav hendes familie og hendes sagsbehandler at gøre noget i forhold til hende. Tidligere havde de hver gang støttet en tvangsindlæggelse og en tvangsmedicinering, men nu de åbent over for alt, der kunne forandre på denne svikmølle, og de opfordrede hende til at søge gaderummet i stedet for gaden og stofferne. Når hun var indlagt ville hun gerne ha´ min hjælp, men når hun var ude, så forsvandt hun.
En dag sad hun i gaderummet ved fællesmødebordet. Hun var så forpint, at det gjorde ondt bare at se på hende. Hun var gul af nikotin nærmest op af underarmen. Jeg spurgte til hendes velbefindende, men fik ikke noget svar. De andre ved fællesmødebordet gik derimod ind og svarede på hendes vegne. Hun havde været i Istedgade dagen før, medbringende hele sin bistandshjælp, og dér havde hun købt rygeheroin, som hun havde delt med nogle tilfældige andre, og nu sad hun der uden penge og på vej mod abstinenser.
Heroin er en af gaderummets ”røde lamper”. Det er et enten-eller: ”hvis man vil junke sig, vælger man gaderummet fra. Hvis man vil stoppe, så vil gaderummet være der”. Jeg forsøgte at få kontakt til hende omkring denne problemstilling. Jeg synes hun skulle blive, men så måtte det også være sidste gang med junken.
De næste 3 måneder var hun konstant i gaderummet, på nær
de gange hvor de andre smed hende ud om natten, hvis hun gik amok på andre
eller stjal deres cigaretter eller andet. Hun byggede en ”kokoen” ude i den
lille gang bag køkkenet. Arealet var
En morgen jeg kom sad hun grådkvalt nede i gården. Hun var igen blevet smidt ud til ”afkøling”. Hun fortalte, at de andre havde forsøgt at presse hende ud af det lille trappevindue oppe på 4.sal, og nu turde hun ikke gå op igen. Det lød underligt, tænkte jeg, mens vi fulgtes op af trappen. Inde i gaderummet søgte hun hen til sin ”kokoen”, og jeg rundt for at søge informationer. Hun var ganske rigtigt smidt ud i nattens løb, men det efter at hun for 10.ende gang havde taget cigaretter, lightere og mad fra andre, og når andre havde taget sine ting tilbage, var det endt i slagsmål med hende. Og til sidst var de begyndt at smide hende ud på trappen, hvor hun kunne sidde indtil hun ville respektere ikke tage de andres ting.
Jeg fik fat i hende igen. Og tog hende med ud på trappen og hen til det vindue, som hun efter sigende skulle være søgt presset ud af. Da vi står på trappen ved vinduet siger hun, at hun ”var bange for, at de skulle smide hende ud af vinduet, men det ikke noget nogen havde forsøgt på. Det var kun, at hun som en anden hund var blevet sat udenfor døren, når hun havde taget de andres ting – og det havde hun gjort fordi hun ingen penge havde". De næste par måneder sørgede gaderummet for, at hun havde penge til daglige fornødenheder, og hver den første i måneden betale hun så tilbage på sin gæld med dele af sin bistandshjælp. Hun begyndte efterhånden at sove hjemme hos sig selv, og der kunne gå uger uden at vi så hende. Nogen gange var hun tilbage i det psykotiske, men i en mild form, andre gange – og sådan endte det – kom hun ind af døren som en attraktiv kvinde med overskud og udstråling. Hun startede til sidst på HF, som hun gennemførte og blev færdig med denne sommer.
Jeg går ud og henter mig en kop kaffe og ind til fællesmødebordet for at læse dagens aviser. Ved bordet sidder en fyr i slutningen af 20.erne. Han har ikke været her den sidste måned, så det er et hej og hvordan går det. Det går ok, siger han, og taler videre med en lind strøm af ord, som jeg ikke forstår, hvad jeg siger til ham – hvorefter han rejser sig og tripper rundt om bordet og fortsætter med at trippe rundt om køkkenet. Jeg læser videre i aviserne.
Sidst han var her, kom han direkte fra lukket afdeling, på medicin, og igennem flere måneder havde han stort set ikke bestilt andet end på må og få at trippe rundt i gaderummet. Jeg tog mig af ham gennem rådgivningen, hvor det viste sig, at han for 4 år siden havde indtaget et syretrip (Lsd), som han – med egne ord - stadig sad fast i. Når han ikke var på medicin, havde han hele tiden angst, helt over i det paranoide, men på medicin kunne han ikke mærke noget som helst, og han følte sig parkeret som en levende zombie. Han havde været aktiveret i årevis, alle mulige forskellige steder, indtil den psykiatriske karriere var blevet udtalt, og hans sagsbehandler havde opgivet at aktivere ham.
Han havde to vaner, der virkelig frustrerede andre og stedet. Den ene var uskyldig, men bestod i at han tog alt muligt fra andre og fra alle mulige steder og snørede det sammen med tape til figurer eller som forsøg på at lave brugsting, som der bare ikke var hoved eller hale på. Den anden vane var at proppe toiletruller i toilettet, så det stoppede. Han var blevet grebet i det på fersk gerning et utal af gange, men altid benægtede han, at det var ham. Han pillede kun lidt ved alle ting, flyttede eller forandrede ikke på dem.
Jeg hører råben ude fra toiletterne. En pige overfuser ham. Igen er toilettet stoppet af en toiletrulle, og han får skylden. Han kommer lidt efter ind til fællesmødebordet og sætter sig og bedyrer, at det ikke er ham. Jeg konstaterer tørt, at der faktisk ikke har været problemet med toilettet i den måned han ikke har været her. Og så tilføjer jeg: ”Alle andre mener det er dig, og jeg ved godt du nægter. Men så må der være én på stedet, der er ude på at skade dig, og det er åbenbart ham, der konstant stoppet toilettet til, for at det skal gå ud over dig. Jeg tror du må holde godt øje med, at toilettet ikke bliver tilstoppet, når du er her – for ellers får du bare skylden”.
Et halvt år efter denne samtale kan det konstateres, at toilettet ikke har været tilstoppet på den gamle måde bare én eneste gang. Jeg tror jeg vil minde ham om denne samtale, når jeg møder ham næste gang. Måske han har husket noget, og har noget at sige, og jeg vil også gerne være klogere på, hvad der muligvis har flyttet noget i hans tilfælde. I dag er han ikke længere psykotisk, men han har ikke noget sted at bo, så livet er ikke det nemmeste for ham. Til gengæld kan det konstateres, at han helt er holdt op med at ”tale sort”, og at hans forbrug af alkohol og andet er af hel almindelig art. Mens han tidligere brugte tiden på at ryge hash, og samle ting der skulle tapes sammen, bruger han nu tiden på at læse bøger og være i dialog med andre om ”dagen og vejen”. Kunne han bare få et værelse i et bofællesskab, så ville han kunne komme i gang med noget fremadrettet, hvad han gerne vil. Men hans mulighed for at få en bolig i en nær fremtid er meget dårlig. Hvis gaderummet kunne tilbyde ham et rigtigt værelse som en del af helheden, så ville det være det allerbedste.
Bag mig lyder morgengaben. Det er stedets aktuelle problembarn, der er ved at vågne her klokken 17. Han er ikke mere end 19 år. Der går ikke én dag uden at flere klager over ham. Ikke at ingen ikke kan lide ham eller gerne vil hjælpe, men det frustrerer at det synes umuligt at få kontakt med ham, og at han bare sidder der i sofaen og griner dagen lang, vekslende mellem at han går ud og køber øl og hash, som han strakt forbruger. Han er ganske fredelig, passer sig selv, så er det er med-lidenheden fra andre, der bringer ham i fokus. Han kom til stedet, da han blev udskrevet fra lukket afdeling direkte til gaden. Han havde ladet sig indlægge, fordi han var gået i stå i hans liv, og efter at han var smidt ud hjemmefra af hans mor. Men psykiatrien havde, til hans udtalte fortrydelse, krævet at han indtog beroligende og antipsykotisk medicin, for at være på afdelingen, samt afslået at gi´ ham psykologhjælp, som han bad om. Da han ikke havde fået det bedre efter 3 måneders indlæggelse, havde han begæret sig udskrevet, og var blevet det. Nu boede han så dér i sofaen i fællesstuen.
Hans eksistens tilhører den gruppe på 30% af psykiatrihenvendere eller –berørte, der ikke synes at respondere på behandlingen, eller som får det dårligere af det. Gruppen er et kæmpe problem, da man ikke ved hvad i stedet at stille op. I hans tilfælde synes social isolation igennem mange år at være en del af hans problembillede. Han er på den ene side orienteret mod det sociale, men er samtidig ude af stand til at invitere sig indenfor i en dialog med en anden, der går ud over det rent konkrete.
Ude fra køkkenet lyder der råben og skrigen. ”Ingen psykoser i køkkenet, når vi laver mad” bliver der råbt gentagne gange fra den pige, der i dag står for at organisere folkekøkkenet. ”Skrub nu ud med dig, du går i vejen, du forstyrrer mere end du hjælper”, lyder det igen gentagne gange, og ud af køkkendøren tumler en fyr med et spark bagi – og et grin i fjæset. Pigen, der råber ”ud” er en pige, der tidligere har gået i rådgivningen, boet i gaderummet, og som nu er aktiveret i køkkenet i gaderummet. Til august skal hun starte på uddannelse til gartner, hvad der altid har været hendes drøm.
Hun har bolig nu og har lige fået revalidering til sin uddannelse. Hendes baggrund er at være et ”anbragt barn”. Lige efter fødslen blev hun anbragt på børnehjem, senere efter nogle år alene hos sin mor, blev hun bortadopteret til moderens søster og hendes mand, men disse havde store problemer med alkohol. Hun er vokset op med druk og vold fra næsten helt lille, og har i en lang periode selv taget en masse forskellige stoffer. Hun er dén på stedet, der er bedst til at spotte ”nåleøjne” – altså personer på heroin – for som hun selv siger: ”Jeg har siddet på kantstenen mange gange, med en sprøjte, men undladt at stikke den i armen. Det er vigtigt at der er steder at gå hen og få hjælp eller bare være, når man er ung og ingen bagland har”.
Ind kommer politiet med en rod, de har taget nede på et værtshus. Tjeneren havde ringet, da én sad med noget værktøj og ville sælge det for nogle øller. Det så for mistænksomt ud, men værktøjet var nu engang lånt helt legalt af Gaderummet dagen før. Det var skrevet ned, at han havde taget det ned ud og hjem – og havde han solgt det, havde han bare givet sig selv problemer senere, når det skulle afleveres. Men dette tidsslip – tiden fra en dum handling til regnskabets time – er ofte noget, som mange problemramte unge ikke tænkes på før bagefter, hvor det er for sent.
Der er en særlig logik, der kan afvikle sig selv, nærmest som en naturlov, når der først er noget der er gået galt. Hvis nogen flyder, eller shuffer på rengøring, fører det til at alle shuffer. Hvis nogen shuffer på låneordningen, breder det sig til andre. Hvis man får en frihedsgrad, fx at besøge sine forældre langt væk pga. særlige omstændigheder, så kommer man tilbage med endnu større krav, men ikke til sig selv, men til andre på stedet!
For eksempel er de interne krav til aktiveringsfremmøde på 3 faste dage om ugen. Dette er ud fra at det er hårdt og slidsomt at være aktiveret på stedet, men også grundet at man kan påregne, enten af egne samvittighedsgrunde eller af andre at blive bedt om at komme på skæve tidspunkter såsom aften, nat og weekender ved særlige lejligheder, såsom hvis der er unormalt mange mennesker, nogen der har det meget skidt, ferier osv.
For nylig brokkede de aktiverede i køkkenet sig. Hvis ikke køkkenet var rent, når de kom for at lave mad, så ville de gå igen. De glemte helt, at deres opgave også var at tage sig af køkkenet sammen med de rødder, der skulle gøre det rent. Og set ud fra en 30-timers uge, var der rigelig med tid, men set ud fra deres udgangspunkt med at komme tre dage om ugen, så var det frustrerende at skulle bruge så meget tid på at gøre rent i et køkken, før de kunne komme i gang med at lave mad. De glemte bare at frihedsgraden var en frihed for dem til at organisere ud fra dem selv, ikke til at undlade fremmøde ved at kræve mere af andre, som andre måske ikke kunne indfri. Der stikker en afmagt på den lange bane i det, for de enkelte, men det er kollektive processer, der ikke kan funderes - og hvad at gøre?
Der kommer een ned fra loftet. Han kommer for at fortælle, at fjernsynet er gået i stykker, men han har en onkel, der godt vil lave det, bare han får materialerne betalt. Ok. Den unge er både ny og gammel på stedet. Han er ”gammel” som bruger af værestedet, men ”ny” som beboer. Han begyndte at bruge stedet til at hænge ud i, lære andre at kende, da han flyttede fra sin far på Fyn og til København for at bo hos sin mor, samtidig med at han startede på HF. Men det gik ikke så godt med at bo hos sin mor, og han havde så fundet et værelse hos en gammel kammerat, som han havde lejet.
Men kammeraten røg i fængsel, og mens han boede alene i lejligheden, var han blevet opsøgt at rockere, der mente at have et udestående med kammeraten. Rockerne havde efterfølgende tømt lejligheden, også for hans ting, der bestod af et kombineret computer og musikværksted, som han bare var så glad for. Det var hans konfirmationsgave. Efterfølgende turde han ikke længere blive i lejligheden, og han havde ikke mod på at få sine ting igen, ved at gå til politiet.
Efter disse skærmydsler var han flyttet ind i gaderummet, han bad ikke om en fast soveplads, og han afslog de madrasser eller hjørner, som andre tilbød ham. I en måned har jeg hver dag set ham sove sin nattesøvn i stolen foran fjersyn i TV-stuen. Men han passer sin HF, og får tilsyneladende også gjort sine lektier. Det vil også være svært for ham at glemme lektierne, for alle er opmærksom på, at eet er at han er blevet ”røvet” af rockere og har mistet sit værelse, men han skal ikke droppe HF, som han er glad for og som vil åbne døren til hans drømmeuddannelse, som er blive pædagog.
Dét ikke at ville have en fast soveplads, selv om man reelt bor der, og der også er et hjørne, der kan gøres til en soveplads, er en ganske typisk problemstilling. Som berørt forestiller man sig, at det kun er kort tid, at man skal være her, og der kan ligeledes ligge et ønske om ikke at være til besvær på stedet. Man vil ikke optage en soveplads, der er helt sikkert andre der har mere brug for det end én selv.
Det er blevet spisetid. Det er én af ugens 3 folkekøkkendage. Flere og flere ”fisker” i køkkenet. Man prøver så skjult som muligt at bringe sig i første position til den madkø, der om lidt vil danne sig med udgangspunkt i, hvor gryderne vil blive stillet, hvilket aldrig er til at forudsige. ”Først til mølle”-løbet gøres typisk ud fra, at jo længere fremme i køen man er, jo større chance er der for bagefter at få et sted at sidde ved et bord, fremfor at sidde på gulvet eller i en lænestol med sin mad. Og så er der også frygten for ikke at få noget mad, hvis man er én af de sidste. Men der er altid nogen, der er de sidste – og som må ty til opvarmet brød fra fryseren som eneste føde denne dag. Så lyder ”der er mad, hold køen”, og en slange af mennesker bygger sig op på ingen tid. Der er et hoved, der når op over de andre. Det er en ny person. Han er i midten af 20-erne. Han står der lidt frygtsomt, og hans øjne holder hele tiden øje med hans rygsæk, som han har placeret ved siden af fællesmødebordet. Jeg tænker at han er bange for at få den stjålet, og der er også interne tyverier heroppe fra lommer og takser, men det er om natten, og det angår ting der flyder eller er glemt i fællesstuen. Tyverier kan i perioder være et stort problem, og mange har ønsket videoovervågning af fællesstuen, men det er et så drastisk skridt, at det ikke er blevet til noget endnu.
Den nye person kender stedet gennem hans søgning af rådgivning, som han har brugt et par gange de sidste par uger. Han ringede og bad om psykologhjælp, mens han var indlagt på lukket afdeling. Han havde brug for at der var hjælp at hente, når han blev udskrevet. Det var personalet, der havde givet ham rådgivningens adresse og telefonnummer. Personalet havde også fortalt, at de havde haft andre indlagte som ham, der ikke brød sig om psykofarmaka og som ønskede psykologhjælp, og disse havde kontaktet gaderummet, og været heldig også at få tilbudt psykologsamtaler.
Jeg var bekendt med hans historie. Han havde været indskrevet på universitetet i 2 år på hans drømmestudie, og havde fine eksamener for de 2 år, men et brudt kæresteforhold, der betød at han måtte forlade kærestens lejlighed, hvor de boede sammen, havde først sendt ham på sofaer hos studiekammerater, og til praktiserende læge, der havde givet ham beroligende medicin og senere på ”Lykkepiler”. Han havde fået svært ved at følge med på studiet, brugte al tid på sin sofa med enten at kigge ind i et fjersyn eller ind i en væg. Til sidst havde han slidt sit studienetværk op, og han var havnet på gaden med en rygsæk. Det var 2 år siden. Hans andre ejendele viste han ikke, hvor var blevet af. Han fortalte om, meget forsigtigt – som om det var selvopfyldende - om hans diagnose ”skizofren”, men det var nu ikke det indtryk, jeg havde fået af ham gennem mine samtaler. Han var mere et svigtet og krænket barn, der havde været ude for afvisninger, som han ikke havde kunnet takle i situationen. Hvis han kunne blive mere tryg med mennesker, så ville han kunne bryde sin ”osteklokke”-væren, og så kunne det være, at han kunne blive parat til et eget sted at bo og en eventuel genoptagelse af hans afbrudte studie, som han faktisk stadig plejede ved at tilbringe 1-2 dage om ugen på biblioteket.
Madkøen indeholder også en gammel bruger af såvel gaderum som rådgivning. Han står der med bar overkrop og viser alle sine tatoveringer og piercinger frem. Han er stor, han er én af dem, man ikke skal genere – men samtidig er han også grov over for andre. Han spiller op: ”Vil du noget! Skal vi slås!”, og kan han nå den anden, kan han finde på at nive den anden i øret, i hånden eller på brystvorten, hvis han kan komme ind og få fat. Sådan er hans rygte i hvert fald! Og flere gange har han fået læsterlige tæsk af forskellige selvbestaltede tæskehold på 6-8 personer, der lige så godt kunne have slået ham til lirekassemand, de 3-4 gange, som de er gået efter ham og også har fået fat i ham. Gaderummet har efterfølgende hjulpet ham med lån til nye briller, når det er sket, og hver gang er gaderummet også gået ind og forsøgt at få en dialog i gang mellem ham og hans personlige tæskehold.
Hans problem er klassisk. Han er ud af en splittet
familie.
Han har klaret sig ved at slå sig igennem. Og han beskriver sit problem meget nøgternt og præcist. ”I store sammenhænge kan jeg ikke finde ud af at udtrykke mig. Jeg kan ikke følge med på de ”intellektuelles præmisser”, hvor man skal sidde og snakke og smage på ord. Jeg er mere til handling. Jeg har svært ved at gå ind i samtaler, hvor der er mange til stede. Så er det nemmere for mig, når jeg synes de andre siger noget langt ude, så at svine dem til. Det er bare min måde at vise min uenighed på – men alle tager det meget personligt, og så er det at de går på mig.
I rådgivningen blev hans problemer taget på den måde, at det omhandlede en udvikling af hans interesseflade. Kunne han bringe sig hen, hvor han handlede på interesser, fremfor på simpel overlevelse, ville han kunne komme ud af det negative og nærmest livsfarlige univers, han havde fået bygget op omkring sig. Dette var også lykkedes sidste år, hvor han – ud over at få en egen bolig med sagsbehandlers hjælp – også var startet i et arbejde som stilladsarbejder, og for at det ikke skal være løgn, gik han samtidig på aftenskole omkring ”Selvudvikling”. Hans eneste problem i dag var hans gamle rygte, at andre stadig troede at han kun tænkte på at slå på tæven. Han kunne stadig væk være provokerende, men der var det glimt i øjnene, der sagde, at det er for sjov.
Det var en af de dage, hvor jeg havde aftaler fra tidligt i rådgivningen, og havde siddet i rådgivningslokalet hele dagen. Klokken var nu blevet 18.30, og jeg havde en lille pause, inden dagens sidste samtale. Jeg går igennem gaderummet. Der skal være offentligt møde. Alle i fællesstuen er i gang med at rydde op og stille borde og stole frem til oplægsholder og mødedeltagere – og dem der ikke ville dette har måttet forlade fællesstuen, til gaden eller humme sig op på 5.te sal. Nogle er ved at stille en lille bar op, så der kan købes øl og vand til foredraget om ”Gadebørn i Mexico”. Der er allerede kommet mange, stuen er hel fyldt af nye ansigter. Jeg ser nogen, jeg kender, men som ikke tidligere har været i gaderummet. Jeg viser rundt.
Mødet går i gang, jeg fortrækker til rådgivningen, og brugeren kommer.
Det er en ung pige, der har gået her i snart ½ år. Hun kom med stor angst og et lurende sammenbrud. Hun havde i over et år isoleret sig i sin lejlighed, som hun ikke havde turdet forlade. Hun var blevet smidt ud af gymnasiet af mangel på fremmøde, men gamle studieveninder havde holdt fast i hende, og det var dem der var kommet med hende til gaderummet. Hun var dybt mistroisk, hun havde en skizofren broder og en maniodepressiv mor, begge i medicinsk behandling, men begge også ude og inde af lukket afdeling med jævne mellemrum. Hun ville hellere dø end komme ind i samme livsform, som broder og moder. Hun havde alene fulgt med op i rådgivningen med sine veninder, fordi de havde fundet en anden pige, som tidligere havde brugt rådgivningen, og som havde fortalt om hvordan det var. Og det havde hun så fundet acceptabelt. Hun havde bedt om at der blev arbejdet med kroppen gennem afspænding, hvad den anden pige havde fortalt, at hun havde haft stort udbytte af. Jeg var enig i, at det var en god idé, at kombinere samtale med afspænding. Og det havde vi arbejdet med i lang tid nu. Nu blev afspænding kun inddraget, når der var særlige forhold, der skabte stor nervøsitet, og hvor hun havde tendens til at lukke af for sin krop, for at fastholde kontrollen over sit eget liv – med den paradokse effekt, at dette i sig selv var fremmende for tab af kontrol.
Lidt efter sidder jeg alligevel og venter på en sidste.
Baggrundsartikler fra rådgivningen:
”Kollektive
forformer – fortidigt, nutidigt og fremtidigt”
"Psykiatrien ud af lægernes klør"
Opsamlingsartikler:
2004 Samfund og terapeutiske former
2007 Marginaliering og psykiske problemer, DPU
Flere artikler fra rådgivningen og Gaderummet Kritisk Psykologi